#236: Livet er nu engang for kort til at gense alle film, blot fordi andre er begejstrede for dem, og derfor er det nødvendigt at prioritere.
Jeg er fuldstændig enig. I langt de fleste tilfælde hvor jeg ikke kunne lide en film ved første gennemsyn, giver jeg den ikke en ny chance.
Men i visse tilfælde kan det selvfølgelig give pote med et gensyn (jeg har selv oplevet det med f.eks. Cronenbergs "Crash"), og hvis hun har lyst til at gense den, skal hun naturligvis gøre det. :)
Ja, jeg har selv oplevet det med 'Fellowship of the Rings', som jeg efter første gennemsyn da synes var meget god, men hvorom jeg alligevel tænkte: 'Så særlig er den da heller ikke.'
Og den første Bourne-film med Jason Bourne blev direkte dømt ude af mig som værende mislykket og slet ikke på højde med tv-udgaven med Richard Chamberlain. ... Og idag er begge film på min Top 100. :-)
Vi bliver i det amerikanske landskab af utraditionelle roadmovies men tager denne gang et kvantespring frem til en lettere udefinerbar og desillusioneret fremtid, hvor afhængigheden af den teknologiske udvikling danner baggrund for en følelsesmæssig distance folk imellem i Stephan Elliots, (Priscilla Queen of The Desert), film noir inspirerede thriller baseret på Marc Behms novelle af samme navn, der tidligere blev indspillet i skikkelse af den franske “Mortelle Randonnée”, (Deadly Circuit), fra 1983.
”Every man has his ovn destiny, the only imperative is to follow it, to accept it, no matter where it leads him”.
Efter at ha’ været på endnu en rutinepræget mission for den britiske ambassades efterretningsvæsen, bliver overvågningseksperten Stephen Wilson, (Ewan McGregor), bedt om at påtage sig en top hemmelig opgave af sin chef Mr. Hugo, der omhandler dennes forkælede og udisciplinerede søn, som er blevet spottet i selskab med en mystisk kvinde og nu pludselig er begyndt at hæve mistænksomme store beløb fra en opsparingskonto. Da Wilson, der også er kendt under kodenavnet The Eye, ikke har andet end sit arbejde at se til, fordi konen har forladt ham og taget datteren med, melder han sig uden tøven for ikke at gå helt i hundene, men beslutningen skal hurtigt vise sig at blive mere end problematisk, da hans øje fanger den kryptiske femme fatale Joanna Eris, (Ashley Judd), som han omgående føler sig tiltrukket af trods det, at hun tydeligvis lider af store psykiske problemer, der udfolder sig i en vild og brutal blodrus som efterlader ham i en tilstand af forbløffelse og chok men alligevel ikke totalt handlingslammet pga. en sætning fra morderen, der beretter om hendes traumatiske barndom, hvor hun blev efterladt af sin far.
Frem for at anmelde mordet vælger han i stedet at holde efterretningstjenesten hen og optager forfølgelsen for at lære hende bedre at kende, hvilket bringer ham via tog fra Pittsburgh til New York, hvor fascinationen af Joanna efterhånden nærmer sig en erotisk besættelse, der gør ham immun i forhold til at reagere efter sine forpligtigelser som lovens forlængede arm og derfor bevidst ignorere to yderligere mord for at opfylde sit selvskabte vrangbillede som hendes vogter og beskyttende engel i en rolle, der bliver forstærket af en række evigt tilbagevendende drømmesyn. Efter et dramatisk shoot-out med det lokale politi hvor Wilson igen agerer levende skjold, undslipper Joanna til San Francisco hvor hun falder for den blinde millionær Alexander Leonard, (Patrick Bergin), som hun forelsker sig oprigtig i. The Eye misforstår til gengæld opfattelsen af forholdet og blander sig i et miks af jalousi og et forkrampet forsøg på at finde tilbage til sin oprindelige mission og i stedet for at hjælpe, sender han hende flygtende ind i armene på en afstumpet psykopat, (Jason Priestley), og et totalt følelsesmæssigt mørke, som han nu må satse alt på for at redde hende ud af igen, bl.a. via et besøg hos Joannas tidlige bosted hvor en iskold psykiater huserer, for også at undgå at miste sin forstand og dermed sig selv.
”You spend your whole life watching daddy. It‘s time to act! Find her, protect her, take care of her. Follow your heart, wich will lead you to your destiny“.
Hvor Claude Millers version “Deadly Circuit” var yderst loyal mod Marc Behms historie ved at caste den væsentligt ældre Michel Serrault som detektiven The Eye overfor Isabelle Adjani som seriemorderen Catherine og på den måde trofast følge det far/datter lignede forhold som det var beskrevet i bogen, valgte Stephan Elliot med sit remake /nyfortolkning at tage karaktererne og deres indbyrdes metaforiske relationer i en anden retning og tilføje et anderledes tvist ved at udligne aldersforskellen mellem filmens to hovedroller, så The Eye’s personlige mission blev forvandlet fra at være et forsøg på en slags genforening med sin datter til i stedet at være en desperat jagt på en genskabelse af hans forhold til sin kone i en kombination af sin dårlige samvittighed, illustreret i de fragmenterede illusioner af datteren Lucy, samt sit altopslugende arbejde der paradoksalt nok var skyld i bruddet og opløsningen af familien til at starte med, men som nu bruges med modsat fortegn forstået på den måde at The Eye/Wilson må destruere sin egen karriere for at genfinde mennesket og lysten til livet, der undervejs er gået tabt bag jakkesættet og teknologien i jagten på succes og prestige.
Stephan Elliot bevarer dog stadig far/datter temaet fra den oprindelige historie i sit manuskript men holder det udelukkende til Joanna Eris, der ligesom sin skytsengel også er en fortabt sjæl, som dog har væsentligt større lig i lasten grundet sin mildest talt foruroligende opvækst, der bunder i langt dybere ting end blot det faktum, at hun som barn blev forladt af sin far. Det er som om de fleste anmeldere, der har udtalt sig negativt om filmen og kritiseret forklaringen af mordene, helt har glemt Joannas liv på ungdomsinstitutionen og den negative opdragelse hun fik af den følelseskolde og kynisk kalkulerende samt mandehadende psykiater, som bevidst brugte savnet af faderfiguren til at nå ind til Joanna som ny autoritetsfigur, men i stedet for at hjælpe valgte at udnytte hende og påtvinge sit eget had til sin unge patients ustabile psyke, der igennem flere års intensiv indoktrinering skabte en sand forsvars-dræber mekanisme ud fra et Elektra syndrom, Joanna efterfølgende ikke selv var i stand til at slå fra igen. Med andre ord, ja så har Stephan Elliot skam fuldt ud tænkt over tingene.
Mordene, og jeg er sikker på Mr. Hugo’s søn næppe var det første offer tolket ud fra ovenstående tekst, kommer dermed til at fungere som en konstant modstridende udfordring for filmens kvindelige protagonist, der både søger en ny beskytter og faderfigur men samtidig skammer sig så meget over den person hun er og de ting hun har gjort, at hun ser sig nødsaget til at eliminerer selv samme autoritetsbillede for at opretholde den status quo tilstand, hvor hun er mest “lykkelig”. I det parallelle forløb hvor Wilson ser med fra sidelinjen, gør Stephan Elliot noget virkelig genialt i forbindelse med hans overværelse af mordene, der nemlig ikke bare er betragtninger med publikum kiggende hen over skulderen, men hver især er udtryk for de forskellige følelser af hhv. chok, afmagt, frustration og vrede Wilson, og hvad der gør sig gældende hos de fleste der har stået i samme situation, har gennemgået tidligere i adskillelsen fra sin kone og barn. Alle disse mange tanker og følelser han har brændt inde med og søgt at fortrænge gemt bag sin skærm, får han nu muligheden for at udleve på et fysisk plan i duellen med sin modstander, for hvem hjælpen med at undgå at blive fanget dermed fungere som en terapeutisk rejse for dem begge, der er beskrevet metaforisk som værende en vej indeholdende ligeså mange udfordringer som i den virkelige verden der skal overvindes, før de kan begynde at se lyset for enden af tunnelen.
Som ekstra krydderi til en i forvejen sublim og multilagret film, inspireret af både Hitchcock, Lynch, Kubrick, og med fremragende skuespilpræstationer fra såvel de to hovedroller som biroller, specielt Jason Priestley, har Stephan Elliot og Jean-Baptiste Tart kreeret en besynderligt fremtids-fortids kulisse rundt om sine karakterer i et sandt kludetæppe af forskellige stilarter, der henter inspiration fra både 1920’erne, 50’erne såvel som 90’erne og futuristisk hightech udstyr, hvilket umiddelbart skriger af stilforvirring men som alligevel formår at være en dybt fascinerende verden at se på, præcist som det f.eks. også var tilfældet med “Blade Runner” blot i mere ekstrem grad forstås. Desuden er måder der er fotograferet og redigeret på usandsynligt smukt og stemningsfuldt lavet med overgangen til de forskellige byer, skildret gennem de sneugler som The Eye køber undervejs på sine rejser, som en fornemt udført genistreg.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Er helt enig mht. Jason Priestley's præstation. Ku' faktisk godt ha' ønsket mig, at hans rolle havde været større, for han er særdeles fremragende som skurk. Han har heldigvis haft et par rigtig gode bad guy roller yderligere i hhv. filmen "The Fourth Angel" overfor Jeremy Irons og så i tv-serien "Tru Calling" som den djævelsk charmerende Jack Harper. Hvis du ikke kender dem, kan de varmt anbefales at tjekke ud. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så er det med at få taget et par ekstra dybe vejrtrækninger og tanket godt op i ilt beholderen, for nu skal vi et smut langt ned i dybet med James Camerons visuelt imponerende og stærkt medrivende sci-fi thriller, der lod handlingen afspejle af koldkrigsperiodens sidste desperate krampetrækninger i slutningen af 80’erne mellem USA og Sovjetunionens vandvittige dommedagsduel på atomvåben som dog i sidste ende efter mange nervepirrende stunder lykkedes dem at kontrollere og forvandle fra at blive en række af altødelæggende ringe i vandet til i stedet, heldigvis, blot at forblive en dråbe i havet.
”I saw these things. I touched one of them. And... It wasn't some clunky steel can... like we would build. It glided. It was the most beautiful thing I've ever seen. Oh, God, I wish you'd been there. It was a machine. It was a machine, but it was alive. It was like a... like a dance of light. Please. You have to trust me. Now, I don't think they mean us any harm. I don't know how I know that. It's just... a feeling.”
På en rutinemæssig patrulje i det caribiske hav forliser den amerikanske ubåd USS Montana efter et mindre sammenstød med et mystisk objekt, som øjeblikkeligt mistænkes for at være af russisk oprindelse, og havner få minutter senere smadrede og nærmest livløse på oceanets golde bund. Mest af alt bange for at ubådens medbragte atommissiler kan risikere at lande i fjendens hænder, beslutter militæret sig omgående for at søsætte en redningsaktion og tager derfor blot 24 timer senere kontakt til den karismatiske Bud Brigman, (Ed Harris), og hans hold af borebisser, der arbejder ved en olieplatform under havet få kilometer væk fra ulykkesstedet, for at beordre ham til at samarbejde med et team af toptrænede Navy Seals soldater anført af den lettere paranoide Løjtnant Coffey, (Michael Biehn), og platformens designer Lindsey, (Mary Elisabeth Mastrantonio), der også er Bud’s eks-kone, som han har et mere end anstrengt forhold til. Efter at ha’ løst et par små kontroverser iblandt de to hold ang. den videre strategi drager de ind i det forliste skrog, men må hurtigt indse at de ikke finder nogen overlevne derinde og må efterfølgende haste tilbage da en af Brigmans folk, omringet af de mange lig, går i panik og får et anfald. Da de atter er hjemme i trygge rammer, vågner han op igen og beretter til mumlen fra de andres skeptiske men muntre attituder om at ha’ spottet et mystisk engleagtigt væsen lige inden sit blackout. Coffey derimod er af en helt anden opfattelse og overbeviser hurtigt sig selv og sine mænd om, at det fremmede må destrueres jo før jo bedre.
Efter at have taget kontakt til skibene på overfladen, hvor en voldsom orkan samtidig gradvist bliver værre og værre, mister de al kommunikation da en gigantisk kran blæser omkuld ovenpå og nær er ved at rive hele platformen i stumper og stykker, efterladende flere fra Brigmans crew druknede inden han og de få overlevende igen får kontrol over situationen. Miraklernes tid er dog hurtigt et overstået kapitel for kort efter erfarer de, at det begynder at se sort ud mht. iltbeholningen pga. de store skader. Da de efterfølgende får besøg fra de fremmede væsner, der er nysgerrige i at holde øje med deres ageren i forhold til den livstruende situation de befinder sig i, går Coffey i panik og planlægger straks en desperat mission ud i at kapre et af missilerne, aktivere det og sprænge den ukendte fjende til småstykker. Vel vidende at hans projekt vil tage alle andre med sig i graven, bliver Bud og Lindsay samt det lille team enige om at de må handle hurtigt, hvis de skal ha’ bare den mindste chance for at overleve og dermed samtidig forhindre at den anspændte situation, der er på bristepunktet oven vande mellem det russiske og amerikanske militær ikke udvikler sig til et sandt dommedagsbrag. Coffey er dog ikke lige sådan at få has på og pludselig udvikler duellen sig med store konsekvenser for alle involverede, som vil sætte deres tillid, kærlighed og tro på mirakler på den ultimative prøve i et muligt samarbejde med de fremmed væsner, der vil bestemme intet mindre end den menneskelige races fremtid.
”We all see what we want to see. Coffey looks and he sees Russians. He sees hate and fear. You have to look with better eyes than that.”
Både under og især i kølvandet på premieren af det første cut af filmen tilbage i 1989 gik James Cameron og flere af skuespillerne rundt med en lettere irriteret fornemmelse over det færdige produkts knap så potente evne til at slå det overordnede budskab fast, hvilket der var flere forskellige årsager til heriblandt tekniske problemer hos bl.a. ILM, der på dette tidspunkt ikke kunne lave et par af de store effekt scener overbevisende nok, samt en manglende tro på fra distributørernes side i, at der var indtjeningsmuligheder nok for en film på næsten 3 timer, som der oprindeligt var produceret, med henblik på antal visninger i biografen. I løbet af de næste par år ændrede man dog holdning da først Kevin Costner's mammut western ”Dances With Wolfes” havde stor succes ved billetlugen trods den lange spilletid og ILM i mellemtiden, oven på arbejdet med ”Terminator 2”, havde udviklet sig markant på det visuelle område, og da Cameron selv mest af alle ønskede filmen i den lange version med de føromtalte scener, gik han straks i gang med at søsætte sit drømmeprojekt i form af det senere blandt fans og anmeldere foretrukne og langt stærkere directors cut.
Med de ”nye” scener af kontroverserne mellem de to supermagter og deres påvirkning af de to vidt forskellige teams ombord fik ”The Abyss” endeligt den sammenhørighed med det underliggende tema, som det havde været planen fra starten af og lagde dermed et yderligere lag til historiens i forvejen anspændte atmosfære og intensitet man ku’ spore i samtlige af castets skuespilspræstationer, der var et resultat af Camerons sædvanlige nærmest kompromisløse og diktatoriske stil som kombineret med utallige og psykisk drænende undervandscener i det uendelige, fik flere til at bryde grædende sammen heriblandt selv den ellers så hårdføre Ed Harris. Der hersker nok næppe den store tvivl hos nogen om, at optagelserne højst sandsynligt har været en meget barsk oplevelse for de involverede, men netop den hårde og nådesløse facon viste sig i sidste ende kun at blive til filmens fordel og var af vital betydning for troværdigheden ang. karaktererne samt deres følelsesmæssige op og nedture undervejs i den ofte hæsblæsende og turbulente handling blandt svært imponerende kulisser, et hav af effekter og op til flere nervepirrende og højdramatiske scener, hvor især den faldne kran i et todelt forløb, jagten på Coffey og det armerede atom-missil, samt det efterfølgende forsøg på at genoplive Lindsay får hjertet helt op i halsen og de små hår i nakken til at rejse sig hos undertegnede, hver eneste gang jeg ser filmen.
Det er James Cameron som vi kender ham når han er allerbedst med fuld hammer på action-scenerne, men i ”The Abyss” og hvad der også gjorde sig gældende i den forrige ”Aliens”, ja så lykkedes han ligeledes med samme succes også at kreere en klaustrofobisk stemning på fuld højde med ”Das Boot” i et sandt kaos af død og ødelæggelse, som står i skærende kontrast til de ligeledes fascinerende og tryllebindende smukke billeder af de fremmede væsner, der i skikkelse af deres rolle som analyserende betragtere skal ses som en form for guddommelig indgriben og guide hvis formål det er at anspore til, via en lang og snørklet vej af hårde prøvelser, at få det bedste frem i os mennesker og igennem disse handlinger af gode intentioner indse at miraklernes tid på ingen måde er uopnåelig i forsøget på at opnå fred i verden, symboliseret synkront med Lindsay og Buds intriger med hinanden og konfrontation med den faldne engel Coffey, så længe man blot er villig til at kæmpe med alt hvad man har af hjerte, sind, krop og sjæl hele vejen til den bitre ende, som helst skulle forvandles til en lykkelig slutning.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Er helt enig med dig ang. Mastrantonio, som er virkelig fremragende og leverer sin klart bedste præstation i karrieren. Kun hendes rolle i retsalsdramaet "Class Action" med Gene Hackman kommer i nærheden af samme niveau som i "The Abyss".
Synes sgu også Ed Harris gør det meget overbevisende og vil endda gå så langt som at sige det er en af hans top 5 præstationer.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#241 BN 14 år siden
Jeg er fuldstændig enig. I langt de fleste tilfælde hvor jeg ikke kunne lide en film ved første gennemsyn, giver jeg den ikke en ny chance.
Ja, jeg har selv oplevet det med 'Fellowship of the Rings', som jeg efter første gennemsyn da synes var meget god, men hvorom jeg alligevel tænkte: 'Så særlig er den da heller ikke.'
Og den første Bourne-film med Jason Bourne blev direkte dømt ude af mig som værende mislykket og slet ikke på højde med tv-udgaven med Richard Chamberlain. ... Og idag er begge film på min Top 100. :-)
#242 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433960505...
Vi bliver i det amerikanske landskab af utraditionelle roadmovies men tager denne gang et kvantespring frem til en lettere udefinerbar og desillusioneret fremtid, hvor afhængigheden af den teknologiske udvikling danner baggrund for en følelsesmæssig distance folk imellem i Stephan Elliots, (Priscilla Queen of The Desert), film noir inspirerede thriller baseret på Marc Behms novelle af samme navn, der tidligere blev indspillet i skikkelse af den franske “Mortelle Randonnée”, (Deadly Circuit), fra 1983.
”Every man has his ovn destiny, the only imperative is to follow it, to accept it, no matter where it leads him”.
Efter at ha’ været på endnu en rutinepræget mission for den britiske ambassades efterretningsvæsen, bliver overvågningseksperten Stephen Wilson, (Ewan McGregor), bedt om at påtage sig en top hemmelig opgave af sin chef Mr. Hugo, der omhandler dennes forkælede og udisciplinerede søn, som er blevet spottet i selskab med en mystisk kvinde og nu pludselig er begyndt at hæve mistænksomme store beløb fra en opsparingskonto. Da Wilson, der også er kendt under kodenavnet The Eye, ikke har andet end sit arbejde at se til, fordi konen har forladt ham og taget datteren med, melder han sig uden tøven for ikke at gå helt i hundene, men beslutningen skal hurtigt vise sig at blive mere end problematisk, da hans øje fanger den kryptiske femme fatale Joanna Eris, (Ashley Judd), som han omgående føler sig tiltrukket af trods det, at hun tydeligvis lider af store psykiske problemer, der udfolder sig i en vild og brutal blodrus som efterlader ham i en tilstand af forbløffelse og chok men alligevel ikke totalt handlingslammet pga. en sætning fra morderen, der beretter om hendes traumatiske barndom, hvor hun blev efterladt af sin far.
Frem for at anmelde mordet vælger han i stedet at holde efterretningstjenesten hen og optager forfølgelsen for at lære hende bedre at kende, hvilket bringer ham via tog fra Pittsburgh til New York, hvor fascinationen af Joanna efterhånden nærmer sig en erotisk besættelse, der gør ham immun i forhold til at reagere efter sine forpligtigelser som lovens forlængede arm og derfor bevidst ignorere to yderligere mord for at opfylde sit selvskabte vrangbillede som hendes vogter og beskyttende engel i en rolle, der bliver forstærket af en række evigt tilbagevendende drømmesyn. Efter et dramatisk shoot-out med det lokale politi hvor Wilson igen agerer levende skjold, undslipper Joanna til San Francisco hvor hun falder for den blinde millionær Alexander Leonard, (Patrick Bergin), som hun forelsker sig oprigtig i. The Eye misforstår til gengæld opfattelsen af forholdet og blander sig i et miks af jalousi og et forkrampet forsøg på at finde tilbage til sin oprindelige mission og i stedet for at hjælpe, sender han hende flygtende ind i armene på en afstumpet psykopat, (Jason Priestley), og et totalt følelsesmæssigt mørke, som han nu må satse alt på for at redde hende ud af igen, bl.a. via et besøg hos Joannas tidlige bosted hvor en iskold psykiater huserer, for også at undgå at miste sin forstand og dermed sig selv.
”You spend your whole life watching daddy. It‘s time to act! Find her, protect her, take care of her. Follow your heart, wich will lead you to your destiny“.
Hvor Claude Millers version “Deadly Circuit” var yderst loyal mod Marc Behms historie ved at caste den væsentligt ældre Michel Serrault som detektiven The Eye overfor Isabelle Adjani som seriemorderen Catherine og på den måde trofast følge det far/datter lignede forhold som det var beskrevet i bogen, valgte Stephan Elliot med sit remake /nyfortolkning at tage karaktererne og deres indbyrdes metaforiske relationer i en anden retning og tilføje et anderledes tvist ved at udligne aldersforskellen mellem filmens to hovedroller, så The Eye’s personlige mission blev forvandlet fra at være et forsøg på en slags genforening med sin datter til i stedet at være en desperat jagt på en genskabelse af hans forhold til sin kone i en kombination af sin dårlige samvittighed, illustreret i de fragmenterede illusioner af datteren Lucy, samt sit altopslugende arbejde der paradoksalt nok var skyld i bruddet og opløsningen af familien til at starte med, men som nu bruges med modsat fortegn forstået på den måde at The Eye/Wilson må destruere sin egen karriere for at genfinde mennesket og lysten til livet, der undervejs er gået tabt bag jakkesættet og teknologien i jagten på succes og prestige.
Stephan Elliot bevarer dog stadig far/datter temaet fra den oprindelige historie i sit manuskript men holder det udelukkende til Joanna Eris, der ligesom sin skytsengel også er en fortabt sjæl, som dog har væsentligt større lig i lasten grundet sin mildest talt foruroligende opvækst, der bunder i langt dybere ting end blot det faktum, at hun som barn blev forladt af sin far. Det er som om de fleste anmeldere, der har udtalt sig negativt om filmen og kritiseret forklaringen af mordene, helt har glemt Joannas liv på ungdomsinstitutionen og den negative opdragelse hun fik af den følelseskolde og kynisk kalkulerende samt mandehadende psykiater, som bevidst brugte savnet af faderfiguren til at nå ind til Joanna som ny autoritetsfigur, men i stedet for at hjælpe valgte at udnytte hende og påtvinge sit eget had til sin unge patients ustabile psyke, der igennem flere års intensiv indoktrinering skabte en sand forsvars-dræber mekanisme ud fra et Elektra syndrom, Joanna efterfølgende ikke selv var i stand til at slå fra igen. Med andre ord, ja så har Stephan Elliot skam fuldt ud tænkt over tingene.
Mordene, og jeg er sikker på Mr. Hugo’s søn næppe var det første offer tolket ud fra ovenstående tekst, kommer dermed til at fungere som en konstant modstridende udfordring for filmens kvindelige protagonist, der både søger en ny beskytter og faderfigur men samtidig skammer sig så meget over den person hun er og de ting hun har gjort, at hun ser sig nødsaget til at eliminerer selv samme autoritetsbillede for at opretholde den status quo tilstand, hvor hun er mest “lykkelig”. I det parallelle forløb hvor Wilson ser med fra sidelinjen, gør Stephan Elliot noget virkelig genialt i forbindelse med hans overværelse af mordene, der nemlig ikke bare er betragtninger med publikum kiggende hen over skulderen, men hver især er udtryk for de forskellige følelser af hhv. chok, afmagt, frustration og vrede Wilson, og hvad der gør sig gældende hos de fleste der har stået i samme situation, har gennemgået tidligere i adskillelsen fra sin kone og barn. Alle disse mange tanker og følelser han har brændt inde med og søgt at fortrænge gemt bag sin skærm, får han nu muligheden for at udleve på et fysisk plan i duellen med sin modstander, for hvem hjælpen med at undgå at blive fanget dermed fungere som en terapeutisk rejse for dem begge, der er beskrevet metaforisk som værende en vej indeholdende ligeså mange udfordringer som i den virkelige verden der skal overvindes, før de kan begynde at se lyset for enden af tunnelen.
Som ekstra krydderi til en i forvejen sublim og multilagret film, inspireret af både Hitchcock, Lynch, Kubrick, og med fremragende skuespilpræstationer fra såvel de to hovedroller som biroller, specielt Jason Priestley, har Stephan Elliot og Jean-Baptiste Tart kreeret en besynderligt fremtids-fortids kulisse rundt om sine karakterer i et sandt kludetæppe af forskellige stilarter, der henter inspiration fra både 1920’erne, 50’erne såvel som 90’erne og futuristisk hightech udstyr, hvilket umiddelbart skriger af stilforvirring men som alligevel formår at være en dybt fascinerende verden at se på, præcist som det f.eks. også var tilfældet med “Blade Runner” blot i mere ekstrem grad forstås. Desuden er måder der er fotograferet og redigeret på usandsynligt smukt og stemningsfuldt lavet med overgangen til de forskellige byer, skildret gennem de sneugler som The Eye køber undervejs på sine rejser, som en fornemt udført genistreg.
#243 Kiksmann 14 år siden
#244 NightHawk 14 år siden
Er helt enig mht. Jason Priestley's præstation. Ku' faktisk godt ha' ønsket mig, at hans rolle havde været større, for han er særdeles fremragende som skurk. Han har heldigvis haft et par rigtig gode bad guy roller yderligere i hhv. filmen "The Fourth Angel" overfor Jeremy Irons og så i tv-serien "Tru Calling" som den djævelsk charmerende Jack Harper. Hvis du ikke kender dem, kan de varmt anbefales at tjekke ud. :)
#245 Kiksmann 14 år siden
#246 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0245430583...
Så er det med at få taget et par ekstra dybe vejrtrækninger og tanket godt op i ilt beholderen, for nu skal vi et smut langt ned i dybet med James Camerons visuelt imponerende og stærkt medrivende sci-fi thriller, der lod handlingen afspejle af koldkrigsperiodens sidste desperate krampetrækninger i slutningen af 80’erne mellem USA og Sovjetunionens vandvittige dommedagsduel på atomvåben som dog i sidste ende efter mange nervepirrende stunder lykkedes dem at kontrollere og forvandle fra at blive en række af altødelæggende ringe i vandet til i stedet, heldigvis, blot at forblive en dråbe i havet.
”I saw these things. I touched one of them. And... It wasn't some clunky steel can... like we would build. It glided. It was the most beautiful thing I've ever seen. Oh, God, I wish you'd been there. It was a machine. It was a machine, but it was alive. It was like a... like a dance of light. Please. You have to trust me. Now, I don't think they mean us any harm. I don't know how I know that. It's just... a feeling.”
På en rutinemæssig patrulje i det caribiske hav forliser den amerikanske ubåd USS Montana efter et mindre sammenstød med et mystisk objekt, som øjeblikkeligt mistænkes for at være af russisk oprindelse, og havner få minutter senere smadrede og nærmest livløse på oceanets golde bund. Mest af alt bange for at ubådens medbragte atommissiler kan risikere at lande i fjendens hænder, beslutter militæret sig omgående for at søsætte en redningsaktion og tager derfor blot 24 timer senere kontakt til den karismatiske Bud Brigman, (Ed Harris), og hans hold af borebisser, der arbejder ved en olieplatform under havet få kilometer væk fra ulykkesstedet, for at beordre ham til at samarbejde med et team af toptrænede Navy Seals soldater anført af den lettere paranoide Løjtnant Coffey, (Michael Biehn), og platformens designer Lindsey, (Mary Elisabeth Mastrantonio), der også er Bud’s eks-kone, som han har et mere end anstrengt forhold til. Efter at ha’ løst et par små kontroverser iblandt de to hold ang. den videre strategi drager de ind i det forliste skrog, men må hurtigt indse at de ikke finder nogen overlevne derinde og må efterfølgende haste tilbage da en af Brigmans folk, omringet af de mange lig, går i panik og får et anfald. Da de atter er hjemme i trygge rammer, vågner han op igen og beretter til mumlen fra de andres skeptiske men muntre attituder om at ha’ spottet et mystisk engleagtigt væsen lige inden sit blackout. Coffey derimod er af en helt anden opfattelse og overbeviser hurtigt sig selv og sine mænd om, at det fremmede må destrueres jo før jo bedre.
Efter at have taget kontakt til skibene på overfladen, hvor en voldsom orkan samtidig gradvist bliver værre og værre, mister de al kommunikation da en gigantisk kran blæser omkuld ovenpå og nær er ved at rive hele platformen i stumper og stykker, efterladende flere fra Brigmans crew druknede inden han og de få overlevende igen får kontrol over situationen. Miraklernes tid er dog hurtigt et overstået kapitel for kort efter erfarer de, at det begynder at se sort ud mht. iltbeholningen pga. de store skader. Da de efterfølgende får besøg fra de fremmede væsner, der er nysgerrige i at holde øje med deres ageren i forhold til den livstruende situation de befinder sig i, går Coffey i panik og planlægger straks en desperat mission ud i at kapre et af missilerne, aktivere det og sprænge den ukendte fjende til småstykker. Vel vidende at hans projekt vil tage alle andre med sig i graven, bliver Bud og Lindsay samt det lille team enige om at de må handle hurtigt, hvis de skal ha’ bare den mindste chance for at overleve og dermed samtidig forhindre at den anspændte situation, der er på bristepunktet oven vande mellem det russiske og amerikanske militær ikke udvikler sig til et sandt dommedagsbrag. Coffey er dog ikke lige sådan at få has på og pludselig udvikler duellen sig med store konsekvenser for alle involverede, som vil sætte deres tillid, kærlighed og tro på mirakler på den ultimative prøve i et muligt samarbejde med de fremmed væsner, der vil bestemme intet mindre end den menneskelige races fremtid.
”We all see what we want to see. Coffey looks and he sees Russians. He sees hate and fear. You have to look with better eyes than that.”
Både under og især i kølvandet på premieren af det første cut af filmen tilbage i 1989 gik James Cameron og flere af skuespillerne rundt med en lettere irriteret fornemmelse over det færdige produkts knap så potente evne til at slå det overordnede budskab fast, hvilket der var flere forskellige årsager til heriblandt tekniske problemer hos bl.a. ILM, der på dette tidspunkt ikke kunne lave et par af de store effekt scener overbevisende nok, samt en manglende tro på fra distributørernes side i, at der var indtjeningsmuligheder nok for en film på næsten 3 timer, som der oprindeligt var produceret, med henblik på antal visninger i biografen. I løbet af de næste par år ændrede man dog holdning da først Kevin Costner's mammut western ”Dances With Wolfes” havde stor succes ved billetlugen trods den lange spilletid og ILM i mellemtiden, oven på arbejdet med ”Terminator 2”, havde udviklet sig markant på det visuelle område, og da Cameron selv mest af alle ønskede filmen i den lange version med de føromtalte scener, gik han straks i gang med at søsætte sit drømmeprojekt i form af det senere blandt fans og anmeldere foretrukne og langt stærkere directors cut.
Med de ”nye” scener af kontroverserne mellem de to supermagter og deres påvirkning af de to vidt forskellige teams ombord fik ”The Abyss” endeligt den sammenhørighed med det underliggende tema, som det havde været planen fra starten af og lagde dermed et yderligere lag til historiens i forvejen anspændte atmosfære og intensitet man ku’ spore i samtlige af castets skuespilspræstationer, der var et resultat af Camerons sædvanlige nærmest kompromisløse og diktatoriske stil som kombineret med utallige og psykisk drænende undervandscener i det uendelige, fik flere til at bryde grædende sammen heriblandt selv den ellers så hårdføre Ed Harris. Der hersker nok næppe den store tvivl hos nogen om, at optagelserne højst sandsynligt har været en meget barsk oplevelse for de involverede, men netop den hårde og nådesløse facon viste sig i sidste ende kun at blive til filmens fordel og var af vital betydning for troværdigheden ang. karaktererne samt deres følelsesmæssige op og nedture undervejs i den ofte hæsblæsende og turbulente handling blandt svært imponerende kulisser, et hav af effekter og op til flere nervepirrende og højdramatiske scener, hvor især den faldne kran i et todelt forløb, jagten på Coffey og det armerede atom-missil, samt det efterfølgende forsøg på at genoplive Lindsay får hjertet helt op i halsen og de små hår i nakken til at rejse sig hos undertegnede, hver eneste gang jeg ser filmen.
Det er James Cameron som vi kender ham når han er allerbedst med fuld hammer på action-scenerne, men i ”The Abyss” og hvad der også gjorde sig gældende i den forrige ”Aliens”, ja så lykkedes han ligeledes med samme succes også at kreere en klaustrofobisk stemning på fuld højde med ”Das Boot” i et sandt kaos af død og ødelæggelse, som står i skærende kontrast til de ligeledes fascinerende og tryllebindende smukke billeder af de fremmede væsner, der i skikkelse af deres rolle som analyserende betragtere skal ses som en form for guddommelig indgriben og guide hvis formål det er at anspore til, via en lang og snørklet vej af hårde prøvelser, at få det bedste frem i os mennesker og igennem disse handlinger af gode intentioner indse at miraklernes tid på ingen måde er uopnåelig i forsøget på at opnå fred i verden, symboliseret synkront med Lindsay og Buds intriger med hinanden og konfrontation med den faldne engel Coffey, så længe man blot er villig til at kæmpe med alt hvad man har af hjerte, sind, krop og sjæl hele vejen til den bitre ende, som helst skulle forvandles til en lykkelig slutning.
#247 Åkepool 14 år siden
Jeg synes iøvrigt at Mary Elizabeth Mastrantonio leverer en Oscarværdig præstation her.
#248 NightHawk 14 år siden
Jeg takker. :)
Er helt enig med dig ang. Mastrantonio, som er virkelig fremragende og leverer sin klart bedste præstation i karrieren. Kun hendes rolle i retsalsdramaet "Class Action" med Gene Hackman kommer i nærheden af samme niveau som i "The Abyss".
Synes sgu også Ed Harris gør det meget overbevisende og vil endda gå så langt som at sige det er en af hans top 5 præstationer.
#249 Åkepool 14 år siden
Er det en film der er værd at købe?
Helt sikkert. Synes bare hun topper en flok gode skuespillere her, hvor også Michael Biehn gør det fremragende.
#250 Skeloboy 14 år siden
Hvis jeg skulle sætte en karakter på, ville det nok være en 6/10