Næste film på listen bliver i øvrigt også i zombie genren, og så har jeg en enkelt film mere at byde på i den kategori, men det er først om et godt stykke tid på plads # 54. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Og nu står den minsandten igen på festlige zombie løjer og denne gang bliver det i bloddryppende og halvrådden skikkelse af Robert Rodriguez forrygende underholdende og tempofylde splatter-extravaganza, som med tungen helt ud igennem kinden og armene sølet ind i referencernes materie endte med at blive én af de mest elskede film i genren blandt fans samtidig med, at den også høstede stor anerkendelse hos anmeldere set over en bred kam for sin eksplosive exploitation hyldest
”I've seen me a lot of weird shit in my day, but I ain't never seen a one-legged stripper. I seen me a stripper with one breast. And I seen me a stripper with twelve toes. I've even seen me a stripper with no brains at all, but I ain't never seen a one-legged stripper. And I've been to Morocco.”
I en lille støvet landsbyflække i udkanten af Texas svinger den smækre go-go danser Cherry Darling, (Rose McGowan), sin krop til tonerne af lummer musik på den lokale strip klub for øjnene af dets slibrige klientel, og afslører hurtigt at tjansen som blikfang er en både ydmygende og smertefuld oplevelse, der efterhånden går hende så meget på nerverne, at hun kvitter sit job, gir chefen fingeren og begiver sig ud i nattens mulm og mørke med et lettere selvtilfreds smil på vej mod bus stationen. Undervejs mod sin destination er hun nær ved at blive kørt ned, men når lige akkurat at undvige, da en konvoj af militærkøretøjer passerer i fuld fart på vej mod en nedlagt base hvor et møde mellem en flok gangstere, anført af den udspekulerede biokemiker og sortbørsdealer Abby, (Naveen Andrews), og en gruppe Navy Seals, ledet af den kyniske løjtnant Muldoon, (Bruce Willis), kort efter finder sted, hvilket pludselig eskalerer over i et blodigt shoot-out der hurtigt viser sig at få katastrofale konsekvenser, da en beholder med en giftig grøn gas smadres og fordamper op i nattehimlen efterladende et par af Abbys mænd i noget nær total opløsning, inden vindretningen uheldigvis trækker den dødbringende sky ind mod byen. I mellemtiden ankommer Cherry til den lokale grillbar ejet af den lumre J.T., (Jeff Fahey), der dog mest af alt er fuldt optaget af at nedstirre kavalergangen på en forbipasserende barmfager tøs, hvis bil er i småproblemer, og samtidig filosofere over hvordan han kan kreerer den perfekte barbecue sovs.
Kort efter dukker mekanikeren El Wray, (Freddy Rodriguez), op for at få sin sædvanlige kop mokka og falder straks i snak med den forsmåede eks-danser, der viser sig at være hans tidligere kæreste, som han stadigvæk har meget stærke følelser for og vise versa. Andetsteds er byens bedste læger, ægteparret William og Dakota Block, (Josh Brolin & Marley Shelton), på vej til endnu et opslidende vagtskifte der bestemt ikke bliver bedre af, at følelserne mellem dem er på nulpunktet og Dakota derfor har planer om at skifte sin mand ud med sin lesbiske kæreste, som netop styrer imod deres rendevouz, da hun atter får problemer med bilen midt på en øde landevej og pludselig brutalt overfaldes af en flok ekstremt sultne zombier, der få øjeblikke senere også volder Cherry og El Wray store problemer og sender hende på hospitalet uden det ene ben og ham i hænderne på politiet og sheriffen, (Michael Biehn), som er overbevist om, at El Wray er skyld i det hele. Da politistationen, og kort efter hospitalet, bliver angrebet af frådende zombier, må sheriffen gå på kompromis med sin skepsis og i stedet samarbejde med sin fange som skjuler en mystisk fortid, der måske kan vise sig at blive nøglen til overlevelse for de hårdt kæmpende borgere.
”I DO believe in you, always have. I believe you could be better. You deserve better, even better than me. Right now, I need you to become who you were meant to be. Stand!”
Som filmnørd, og specielt set i forhold til hvis man er fan af horror-genren, er det en sand fryd for sjælen at læne sig tilbage i sofaen og lade filmens sansebombardement af nye og gammeldags visuelle effekter, samt ikke mindst referencer i alskens afskygninger, penetrere øjenæblet og få åbnet dørene op til gensynets glæde via en rejse rundt i hukommelsens bibliotek af herlige highlights af alt lige fra den John Carpenter inspirerede underlægningsmusik og den banebrydende make-up maestro Tom Savinis selvironiske makabre dødsscene, til selve plottet som henter godt med inspiration fra både Lucio Fulci’s ”Zombie 2”, George Romeros ”Living Dead Trilogy” og flere af Russ Meyes film, der om nogen var berømt og berygtet for sine voluminøse, erotisk dampende, men yderst handlekraftige bad ass leading ladies. Og netop en af den slags hardcore heltinder med et hjerte af guld og en attitude der siger spar to, lykkedes Robert Rodriguez med at skabe til fulde i skikkelse af den top trimmede mørbrad med det charmerende sjofle navn Cherry Darling, spillet fremragende af Rose McGowan i sit livs rolle med den helt rigtige kombination af übercoolnes, selvironisk distance og et lille drys af uskyldighed, der gør både karakteren og hendes turbulente rejse fra nobody til superhero ekstremt underholdende og dybt fascinerende at følge.
Trods det at hun, med undtagelse af den ligeledes forsmåede Dakota, er omgivet af den ene herlige old spice dunstende machotype efter den anden, der hver især får rig mulighed for at udfolde sig i duellen mod de kødædende og hjernesugende zombier, er det stadigvæk Cherry der er den centrale figur i historien og hendes dannelsesrejse som giver handlingen slagside midt i infernoet af store eksplosioner og afrevne legemsdele, der i første halvdel lader sig udspille i én lang læringsproces med den arketypiske og kryptiske he-man El Wray, hvis fortid Robert Rodriguez på mest geniale facon lader forblive et stort mysterium via et mesterligt udført ”missing reel” trick, som hendes beskytter og mentor der langsomt genopbygger Cherrys smuldrede selvtillid til et ubrydeligt panser og forvandler en kvinde ude af balance med sig selv og omverdenen til en selvsikker bombastisk babe med ben i næsen og nerver af stål symboliseret i form af den famøse maskingeværsprotese, der smelter sammen i en underfundig symbiose med sin ejer og dermed gør det muligt for hende ikke blot at få afløb for sine egne indebrændte frustrationer, men også at være i stand til at redde den menneskelige race fra et selvskabt kaos af død, ødelæggelse og terror i alle tænkelige afskygninger.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg synes den er helt ok, men jeg synes ikke ligefrem den bød på noget sindsoprivende originalt til genren eller var direkte kreativ, bare en fin lille film... ligesom den anden Grindhouse film.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Fra en Veronica Lake lignende laber ladys forvandling fra betydningsløs outsider til jordens frelsende engel, skal vi nu have fat i den ægte vare i Frank Tuttle’s hårdtslående cocktail af klassisk film noir og spion-thriller baseret på mesterforfatterens Graham Greenes novelle “A Gun For Sale” hvis fortælling ligeledes, dog med modsat fortegn af Robert Rodriguez, beskriver nogenlunde samme dannelsesrejse for filmens protagonist, her i skikkelse af en tilsyneladende følelseskold og ultra barsk skarpretter spillet suverænt af Alan Ladd, der fik sit helt store gennembrud.
I picked up a knife and I let her have it - in the throat. They put a label on me, 'Killer,' and sent me to reform school and they beat me there too.”
I en ussel lejlighed i San Francisco vågner den desillusionerede lejemorder Phillip Raven, (Alan Ladd), op til endnu en dag på kontoret og en ny arbejdsopgave der består i at rydde en pengeafpresser af vejen for en magtfuld klient. Undervejs de sædvanlige forberedelser kommer han i klammeri med en rengøringskone, da hun forsøger at jage hans kattekilling væk, og understreger med al tydelighed, at han ikke er en person man skal spøge med. Da han lidt efter ankommer til sin destination, hvor den brutale likvidering af en biokemiker som viser sig at være i besiddelse af nogle vigtige dokumenter finder sted, møder Raven både før og efter mordet en lille handicappet pige på trappeopgangen og overvejer et kort øjeblik at rydde det potentielle vidne af vejen men ombestemmer sig alligevel i sidste ende, da han får sympati for hende grundet en skade han selv fik som barn på sin ene arm pga. sin voldelige mor. Få timer efter på en restaurant i nærheden mødes Raven med sin kryptiske arbejdsgiver, (Laid Cregar), og erfarer ved tilfældighedernes spil at han blot er en stråmand ved navn William Gates, der også er vice-direktør i et større kemikalie-firma fra L.A., som den sande bagmand står i spidsen for. Knap har Raven dog fået sin betaling før Gates befinder sig på politistationen for at give dem et tip om, hvor de kan finde både tyven og det beløb der tidligere var blevet stjålet under et røveri på fabrikken i L.A.
Michael Crane, (Robert Preston), en detektiv der tilfældigvis er på ferie i San Francisco og pudsigt nok selv stammer fra Gates hjemby, beslutter sig for at ta’ sig af sagen, selv om han samtidig synes der er noget uldent ved det hele især pga. den lidt for rundhåndede dusør. Mens han spekulere over tingene, fortsætter Gates sin videre færden på en lokal natklub for at se tryllekunstneren/sangerinden Ellen Greene, (Veronica Lake), som han efterfølgende straks hyrer til at optræde i hans egen klub “The Neptun” i L.A. Hun skal dog snart vise sig at ha’ flere tricks oppe i ærmet end han bryder sig om, for hvad han ikke ved er, at hun i mellemtiden er blevet hyret af en senator til at gå undercover i virksomheden, der mistænkes for at samarbejde med japanerne. På vej hjem skaber Raven problemer for sig selv da en god gerning sender politiet på sporet af ham og de stjålne penge, som Gates med vilje har betalt ham med, og ved en bod i det lokale tivoli forklare Ellen Greene sin kæreste, detektiven Michael Crane, at hun, uden dog at gå i detaljer, er nød til at rejse til L.A. På vej dertil i toget render hun tilfældigvis på en mildt sagt hævngerrig Raven og falder hurtigt i snak med ham uden at nogen af dem aner, at de i virkeligheden er i færd med nøjagtig den samme mission.
”You are trying to make me go soft. Well, you can save it. I don't go soft for anybody.”
Der bliver rørt godt og grundigt rundt i gryden med forviklinger og diverse intriger i dette herlige sammensurium af genrer, hvilke instruktør Frank Tuttle og hans to finurlige manuskriptforfattere formår at mikse på imponerende facon med energisk overskud og mesterlig elegance frem og tilbage mellem en melankolsk og jævnt dyster film noir stemning, samt en mere løssluppen spion-thriller stil a’la den man kender bedst fra Alfred Hitchcocks sammenlignelige WWII værker “Foreign Correspondent” og “Saboteuer”. Men hvor de to sidstnævntes leding men var prototypen på en arketypisk, patriotisk og inspirerende helterolle, kan det samme bestemt ikke siges at gøre sig gældende for Graham Greenes psykisk ustabile, svært imødekomne og nådesløse lejemorder Phillip Raven, der om nogen var den diametrale modsætning. Netop kontrasten i filmens altoverskyggende hovedrolle, hvis karakteristika Jean-Pierre Melville med al tydelighed har tyvstjålet idéen til i sin senere legendariske krimi fra 1967 “Le Samurai”, gør dog både karakterens udvikling og selve historien endnu mere interessant at følge, fordi den lange og snørklede kamp mod ondskaben og kynismen, som William gates konsortium symboliserer, i ligeså høj grad er en kamp på de indre følelsesmæssige linjer for Raven, der pga. en lang række smertefulde oplever op igennem sin opvækst har mere end svært ved at ændre adfærd.
Selv om det strider mod hans umiddelbare barske natur, bliver han trods alt ved med at forsøge at bevare en hvis portion empati for sine omgivelser, skildret på smukkeste og minimalistiske vis i tre nøglescener, der viser karakteren fra en ganske sympatisk side uden at det på nogen måder kammer over i ren sentimentalitet med konfrontation mellem lejemorderen og den lille handicappede pige som bedste eksempel i en scene, der er både yderst nervepirrende og hjerteskærende, fordi den på mesterlig vis fornemt udstiller Ravens både psykiske og fysiske skrøbelighed, da han så at sige pludselig står ansigt til ansigt med sin egen fortid og dermed får muligheden for via en god gerning at bearbejde barndommens traumer, hvilket bliver første trin på vejen mod et forsøg på at bryde ud af den onde cirkel han er havnet i og som han får en gylden chance for, da han af helt andre årsager krydser spor med den blonde babe Ellen Greene, der frem for den traditionelle kvinderolle er skrevet mere som en pudseløjerlig, men perfekt set i kontekst med den betydning hendes indflydelse har på Raven, dobbeltrolle som både kærlighedsobjekt og moderligt forbillede der knytter et så stærkt bånd imellem dem, at den selvcentrerede morder vælger at gå linen helt ud i en højdramatisk finale til fordel for en større sags tjeneste og hermed give sit bidrag til at forsøge at få sat en stopper for fortsættelsen af anden verdenskrig.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#264 En af de "vigtige" must see film noirs jeg ikke har i samlingen. Big mistake. Den skulle virkelig være formidabel. Tak for opsangen og den gode gennemgang. Jeg må se at få den bestilt! :) Den må meeeeeeeeeeget gerne blive HD remastered.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Den udgave den findes i nu er ok mht. billedkvaliteten, og monosporet har sin helt egen charme, men det ku' sagtens være meget bedre, så en Blu-Ray version ville helt klart være at foretrække. Og så må Universal meget gerne smide en ordenlig bunke ekstramateriale oven i den bløde hat. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#267 Ja det ser ud som om film elementerne til de to DVD versioner er rigtig stærke. Billedet ser godt ud, med mange detaljer. Tror den kunne blive forrygende i HD. Måske kan vi være heldige, at film noir bokse i HD på et tidspunkt kommer ud :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Fra 40’ernes solbeskinnede L.A. skal vi nu et smut frem i tid til 80’ernes grå og deprimerende Chicago på en rejse rundt i endnu et tilsyneladende følelseskoldt og afstumpet sind, denne gang i skikkelse af John McNaughtons minimalistiske gyserklassiker, delvist baseret på anekdoter fra virkelighedens Henry Lee Lucas, der trods sit beskedne budget formåede at skabe en af de bedste og mest detaljerede beskrivelser af en seriemorders færden, hvis fortælling blev gjort yderligere nervepirrende at overvære grundet en skræmmende intens præstation fra den dengang total ukendte Michael Rooker.
”Yeah. I killed my mama. One night. It was my 14th birthday. She was drunk, and we had an argument. She hit me with a whiskey bottle. I shot her. I shot her dead.”
Mens en række af bestialske mord åbenbarer sig post mortem for tilskuerens øje, præsenterer den ganske ordinære og umiddelbart fredsommelige Henry, (Michael Rooker), sig i nabolaget hvor tiden går med de sædvanlige gøremål så som at hænge ud på den lokale diner og lede efter diverse småjobs der kan holde ham kørende, så han stille og roligt kan koncentrere sig om sin absolutte yndlingshobby, der består i at udvælge et offer og agere dommer, jury og bøddel med kontant og brutal afregning til følge. Mens Henry fortsætter sin rutine er hans tidligere fængselskammerat Otis, (Tom Towles), hvem han nu deler lejlighed med, taget ud i lufthavnen i Chicago for at hente sin lillesøster Becky, (Tracy Arnold), som er stukket af fra fødebyen i Texas for at slippe væk fra sin fordrukne moder, sin voldelige ekskæreste, samt at forsøge at finde sig et arbejde, så hun kan leve sit eget liv med sin lille datter, hun har måtte efterlade derhjemme. Kort efter de er ankommet til lejligheden dukker Henry op og fejer øjeblikkeligt benene væk under Becky, der har mere end svært ved at ignorere hans macho appeal. Henry derimod bryder sig ikke speciel om at blive flirtet med, men finder hurtigt en udvej, da han bliver kaldt ud til sit deltidsjob som skadedyrsbekæmper, hvor han igen kan få pulsen ned og tankerne på noget helt andet ved at torturere og strangulere en af kunderne.
Andetsteds daffer Otis slumrende rundt på sit skodjob som tankpasser, hvor han til sin store utilfredshed er blevet placeret af sin tilsynsværge, som dog alligevel ikke er helt skidt da det gør det mulig for ham at holde gang i en sidegesjæft som pusher, inden turen atter går hjemad mod den sædvanlige trummerum hvor Becky er klar til at servere aftensmaden for sin luddovne bror, der undervejs, på hendes opfordring, forklarer at Henry havnede i fængslet fordi han slog sin egen mor og hendes elsker ihjel med et baseball bat. Da Otis senere på aftenen fordufter ud i nattelivet for at skaffe hash, hænger Becky og Henry ud i lejligheden og spiller kort, og inden længe falder de to i snak om deres traumatiske barndom, der minder skræmmende meget om hinanden i så svær en grad, at de to fortabte sjæle pludselig knytter et stærkt følelsesmæssige bånd imellem sig, selv om hun kommer i tvivl om hvorvidt han overhoved har slået sin moder ihjel, eller om det blot er noget han har forestillet sig. Da Becky næste aften mødes med de to andre efter det endelig er lykkedes hende af få et job, går hendes bror over stregen og begynder at gramse på sin søster, hvilket medfører en voldsomt reaktion fra Henry, der redder hende fra endnu et overgreb og dernæst tvinger Otis med sig i byen. Her eskalerer tingene yderligere, da Henry går bersærk og dræber to prostituerede for øjnene af en chokeret Otis, der dog hurtig får rystet oplevelsen af sig og for at få noget spænding vælger at følge i Henrys fodspor på et blodigt togt, som sidenhen vil bringe den lille familie på kollisionskurs med hinanden med store konsekvenser for alle involverede.
”If you shoot someone in the head with a .45 every time you kill somebody, it becomes like your fingerprint, see? But if you strangle one, stab another, and one you cut up, and one you don't, then the police don't know what to do. They think you're four different people. What they really want, what makes their job so much easier, is pattern. What they call a modus operandi. That's Latin. Bet you didn't know any Latin, did you kid?”
Når man tager et tilbageblik på “Henry - Portrait of a Serial Killer”s turbulente forløb fra færdiggørelsen af filmen og frem til dens premiere 4 år efter, tegner der sig retrospektivt set et ganske interessant billede, der på finurlig vis og i symbiose med et af de vigtigste temaer i John McNauhgtons fortælling sætter store spørgsmålstegn ved opfattelsen af vold både i forhold til hvordan man selv håndterer synet af det internt og eksternt, men i særdeleshed også hvordan medierne og underholdningsindustrien med hvad der dertil hører af censurnævn og politiske intriger lader sig påvirke af det. Det virker nemlig temmelig besynderligt, at lige netop “Henry” skulle igennem så mange kontroverser i en periode hvor slashergenren kørte på fuld tryk og hvor Hollywood senere hen hyldede den sammenlignelige “Silence of The Lambs” med hele 5 Oscar statuetter. Årsagen er nu ikke så svær at finde frem til, for det bunder alt sammen i at gøre volden enten til ren underholdning a’la “Friday The 13’th” serien, eller i at glamourisere volden når den f.eks. ses i skikkelse af en sofistikeret antihelt som Hannibal Lechter hvilket i sidse ende betyder penge i kassen, fordi publikum på den måde langt nemmere kan distancere sig fra de stadigvæk brutale ting de observerer. Helt anderledes forholder det sig til gengæld for McNaughtons mesterværk, der med sin sobre æstetik og kun ganske få forsonende træk skærer helt ind til ondskabens akse, mens der nænsomt sørges for at lade de groteske billeder udspille sig primært i tilskuerens fantasi, som derefter brænder sig fast på nethinden til efterfølge refleksion mens de tre tragiske karakter portrætter krydser hinandens spor og den tommetykke atmosfære af suspense gradvist opbygges.
Og her kommer McNaughtons beskedne budget ham pudsigt nok i høj grad til gode og er i virkeligheden en af de største årsager til filmens efterfølgende kultstatus, netop fordi den minimalistiske skrabede stil og et no name cast skaber en så troværdig og realistisk stemning, at man ikke kan undgå at blive påvirket af det man ser, hvilket da også fuld ud er meningen fra instruktørens side hvorpå han gør noget virkelig genialt, da han først har fanget publikum i sin hule hånd, ved at dvæle ekstra meget ved hvad der også er filmens kardinalpunkt hvor Henry og Becky beskriver deres respektive opvækst fyldt med hhv. psykisk og fysisk vold, ydmygelser i spandevis, samt mangeårig incestuøs voldtægt af sidstnævnte, som også afspejler sig i broderen Otis opførsel overfor hende og er fremragende eksempler på negativ social arv når det er allerværst i en scene der forklarer, ikke undskylder, men forklarer både Henry og Otis afstumpede handlinger og som er mindst ligeså ubehagelig at overvære som de mange bestialske mord, fordi man sidder og spekulere på at det muligvis kunne have været forhindret havde de folk der tager sig af den slags fra de sociale myndigheder langt tidligere spottet misbruget i familierne og givet dem den nødvendige hjælp, hvad enten det så havde været i form af terapi eller behandling på en institution. Men nu er det trods alt ikke alle tilfælde der er ligeså ekstreme i deres reaktionsmønstre, hvilket den gennemført sympatiske Becky er et strålende eksempel på og som man ikke kan undgå at have andet end dybt respekt og beundring overfor, fordi hun trods de grufulde oplevelser hun har gået igennem på imponerende vis alligevel har formatet til at bevare en positiv indstilling og lyst til livet, der kombineret med den familiære symbiose hun indgår med Henry stik mod alt forventning træder ind i hans opfattelse af verden omkring ham og bliver det inspirerende håb, som kan gøre det mulig for ham at ændre adfærd ved at forvandle ønsket om, i overført betydning, igen og igen at eliminere moderen, til et behov for at reetablere og beskytte den familiære omsorg Becky symboliserer.
Da Otis sætter sit første angreb ind på at bryde den illusion, reagerer Henry derfor instinktivt og aggressivt i sin nye rolle som beskytter, som efterfølgende får den interessante vinkel at indsatsen for at holde de to søskende adskilt tvinger ham til et makkerskab, der endegyldigt bliver et wake-up call for karakteren, da McNaughton vender tilbage til sit kritiske syn på opfattelsen af vold som værende betydningsløs underholdning i kulminationen på de to psykopaters blodige togt, hvor Otis med sin videofilmning af mordene, som han efterfølgende nyder at se hjemme i stuen, latterliggøre og ligegyldigere alvoren i de voldelige udskejelser Henry har så hårdt brug for at udleve for at kunne fortrænge mindet om sin moder samt det, at gensynet med hans ugerninger tydeligvis ikke er noget han bryder sig om at se på, fordi det konstant minder ham om selv samme person han søger at flygte fra. Beckys forsøg på at nå ind til ham undervejs kunne umiddelbart synes at virke forgæves, men så åbner McNaughton en dør på klem til yderligere spekulationer hos tilskueren, da han måske antyder det modsatte i scenen hvor Henry forfølger et muligt offer kort inden det skæbnesvangre opgør med Otis finder sted, der samtidig bliver en genskabelse af fortidens traumer, hvilket endegyldigt vil definere om Henry og Becky overhoved har en chance for en bare nogenlunde normal fremtid sammen, visualiseret i en finale der holder spændingen ved lige helt indtil sidste billede er kørt over skærmen.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Dejligt at se Henry på din liste. Filmen er som du også selv nævner en overset perle, men som har måtte kæmpe for sin status den har i dag. Michael Rooker levere en præstation over det sædvanlige, og det siger ikke så lidt for ham. Filmen er filmet på sin egen geniale måde, hvilket får den til at fremstå mere troværdig.
Jeg kender ikke mange som fremhæver den som et mesterværk, de fleste græmmes ved den vold som præger filmen. Og alle dem invitere jeg ind og ser the killer inside me :D
#261 NightHawk 14 år siden
Mange tak for de pæne ord. :)
Næste film på listen bliver i øvrigt også i zombie genren, og så har jeg en enkelt film mere at byde på i den kategori, men det er først om et godt stykke tid på plads # 54. :)
#262 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/7960198038...
Og nu står den minsandten igen på festlige zombie løjer og denne gang bliver det i bloddryppende og halvrådden skikkelse af Robert Rodriguez forrygende underholdende og tempofylde splatter-extravaganza, som med tungen helt ud igennem kinden og armene sølet ind i referencernes materie endte med at blive én af de mest elskede film i genren blandt fans samtidig med, at den også høstede stor anerkendelse hos anmeldere set over en bred kam for sin eksplosive exploitation hyldest
”I've seen me a lot of weird shit in my day, but I ain't never seen a one-legged stripper. I seen me a stripper with one breast. And I seen me a stripper with twelve toes. I've even seen me a stripper with no brains at all, but I ain't never seen a one-legged stripper. And I've been to Morocco.”
I en lille støvet landsbyflække i udkanten af Texas svinger den smækre go-go danser Cherry Darling, (Rose McGowan), sin krop til tonerne af lummer musik på den lokale strip klub for øjnene af dets slibrige klientel, og afslører hurtigt at tjansen som blikfang er en både ydmygende og smertefuld oplevelse, der efterhånden går hende så meget på nerverne, at hun kvitter sit job, gir chefen fingeren og begiver sig ud i nattens mulm og mørke med et lettere selvtilfreds smil på vej mod bus stationen. Undervejs mod sin destination er hun nær ved at blive kørt ned, men når lige akkurat at undvige, da en konvoj af militærkøretøjer passerer i fuld fart på vej mod en nedlagt base hvor et møde mellem en flok gangstere, anført af den udspekulerede biokemiker og sortbørsdealer Abby, (Naveen Andrews), og en gruppe Navy Seals, ledet af den kyniske løjtnant Muldoon, (Bruce Willis), kort efter finder sted, hvilket pludselig eskalerer over i et blodigt shoot-out der hurtigt viser sig at få katastrofale konsekvenser, da en beholder med en giftig grøn gas smadres og fordamper op i nattehimlen efterladende et par af Abbys mænd i noget nær total opløsning, inden vindretningen uheldigvis trækker den dødbringende sky ind mod byen. I mellemtiden ankommer Cherry til den lokale grillbar ejet af den lumre J.T., (Jeff Fahey), der dog mest af alt er fuldt optaget af at nedstirre kavalergangen på en forbipasserende barmfager tøs, hvis bil er i småproblemer, og samtidig filosofere over hvordan han kan kreerer den perfekte barbecue sovs.
Kort efter dukker mekanikeren El Wray, (Freddy Rodriguez), op for at få sin sædvanlige kop mokka og falder straks i snak med den forsmåede eks-danser, der viser sig at være hans tidligere kæreste, som han stadigvæk har meget stærke følelser for og vise versa. Andetsteds er byens bedste læger, ægteparret William og Dakota Block, (Josh Brolin & Marley Shelton), på vej til endnu et opslidende vagtskifte der bestemt ikke bliver bedre af, at følelserne mellem dem er på nulpunktet og Dakota derfor har planer om at skifte sin mand ud med sin lesbiske kæreste, som netop styrer imod deres rendevouz, da hun atter får problemer med bilen midt på en øde landevej og pludselig brutalt overfaldes af en flok ekstremt sultne zombier, der få øjeblikke senere også volder Cherry og El Wray store problemer og sender hende på hospitalet uden det ene ben og ham i hænderne på politiet og sheriffen, (Michael Biehn), som er overbevist om, at El Wray er skyld i det hele. Da politistationen, og kort efter hospitalet, bliver angrebet af frådende zombier, må sheriffen gå på kompromis med sin skepsis og i stedet samarbejde med sin fange som skjuler en mystisk fortid, der måske kan vise sig at blive nøglen til overlevelse for de hårdt kæmpende borgere.
”I DO believe in you, always have. I believe you could be better. You deserve better, even better than me. Right now, I need you to become who you were meant to be. Stand!”
Som filmnørd, og specielt set i forhold til hvis man er fan af horror-genren, er det en sand fryd for sjælen at læne sig tilbage i sofaen og lade filmens sansebombardement af nye og gammeldags visuelle effekter, samt ikke mindst referencer i alskens afskygninger, penetrere øjenæblet og få åbnet dørene op til gensynets glæde via en rejse rundt i hukommelsens bibliotek af herlige highlights af alt lige fra den John Carpenter inspirerede underlægningsmusik og den banebrydende make-up maestro Tom Savinis selvironiske makabre dødsscene, til selve plottet som henter godt med inspiration fra både Lucio Fulci’s ”Zombie 2”, George Romeros ”Living Dead Trilogy” og flere af Russ Meyes film, der om nogen var berømt og berygtet for sine voluminøse, erotisk dampende, men yderst handlekraftige bad ass leading ladies. Og netop en af den slags hardcore heltinder med et hjerte af guld og en attitude der siger spar to, lykkedes Robert Rodriguez med at skabe til fulde i skikkelse af den top trimmede mørbrad med det charmerende sjofle navn Cherry Darling, spillet fremragende af Rose McGowan i sit livs rolle med den helt rigtige kombination af übercoolnes, selvironisk distance og et lille drys af uskyldighed, der gør både karakteren og hendes turbulente rejse fra nobody til superhero ekstremt underholdende og dybt fascinerende at følge.
Trods det at hun, med undtagelse af den ligeledes forsmåede Dakota, er omgivet af den ene herlige old spice dunstende machotype efter den anden, der hver især får rig mulighed for at udfolde sig i duellen mod de kødædende og hjernesugende zombier, er det stadigvæk Cherry der er den centrale figur i historien og hendes dannelsesrejse som giver handlingen slagside midt i infernoet af store eksplosioner og afrevne legemsdele, der i første halvdel lader sig udspille i én lang læringsproces med den arketypiske og kryptiske he-man El Wray, hvis fortid Robert Rodriguez på mest geniale facon lader forblive et stort mysterium via et mesterligt udført ”missing reel” trick, som hendes beskytter og mentor der langsomt genopbygger Cherrys smuldrede selvtillid til et ubrydeligt panser og forvandler en kvinde ude af balance med sig selv og omverdenen til en selvsikker bombastisk babe med ben i næsen og nerver af stål symboliseret i form af den famøse maskingeværsprotese, der smelter sammen i en underfundig symbiose med sin ejer og dermed gør det muligt for hende ikke blot at få afløb for sine egne indebrændte frustrationer, men også at være i stand til at redde den menneskelige race fra et selvskabt kaos af død, ødelæggelse og terror i alle tænkelige afskygninger.
#263 Åkepool 14 år siden
Men sådan er smag så forskellig :)
#264 Lord Beef Jerky 14 år siden
#265 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0251925500...
Fra en Veronica Lake lignende laber ladys forvandling fra betydningsløs outsider til jordens frelsende engel, skal vi nu have fat i den ægte vare i Frank Tuttle’s hårdtslående cocktail af klassisk film noir og spion-thriller baseret på mesterforfatterens Graham Greenes novelle “A Gun For Sale” hvis fortælling ligeledes, dog med modsat fortegn af Robert Rodriguez, beskriver nogenlunde samme dannelsesrejse for filmens protagonist, her i skikkelse af en tilsyneladende følelseskold og ultra barsk skarpretter spillet suverænt af Alan Ladd, der fik sit helt store gennembrud.
I picked up a knife and I let her have it - in the throat. They put a label on me, 'Killer,' and sent me to reform school and they beat me there too.”
I en ussel lejlighed i San Francisco vågner den desillusionerede lejemorder Phillip Raven, (Alan Ladd), op til endnu en dag på kontoret og en ny arbejdsopgave der består i at rydde en pengeafpresser af vejen for en magtfuld klient. Undervejs de sædvanlige forberedelser kommer han i klammeri med en rengøringskone, da hun forsøger at jage hans kattekilling væk, og understreger med al tydelighed, at han ikke er en person man skal spøge med. Da han lidt efter ankommer til sin destination, hvor den brutale likvidering af en biokemiker som viser sig at være i besiddelse af nogle vigtige dokumenter finder sted, møder Raven både før og efter mordet en lille handicappet pige på trappeopgangen og overvejer et kort øjeblik at rydde det potentielle vidne af vejen men ombestemmer sig alligevel i sidste ende, da han får sympati for hende grundet en skade han selv fik som barn på sin ene arm pga. sin voldelige mor. Få timer efter på en restaurant i nærheden mødes Raven med sin kryptiske arbejdsgiver, (Laid Cregar), og erfarer ved tilfældighedernes spil at han blot er en stråmand ved navn William Gates, der også er vice-direktør i et større kemikalie-firma fra L.A., som den sande bagmand står i spidsen for. Knap har Raven dog fået sin betaling før Gates befinder sig på politistationen for at give dem et tip om, hvor de kan finde både tyven og det beløb der tidligere var blevet stjålet under et røveri på fabrikken i L.A.
Michael Crane, (Robert Preston), en detektiv der tilfældigvis er på ferie i San Francisco og pudsigt nok selv stammer fra Gates hjemby, beslutter sig for at ta’ sig af sagen, selv om han samtidig synes der er noget uldent ved det hele især pga. den lidt for rundhåndede dusør. Mens han spekulere over tingene, fortsætter Gates sin videre færden på en lokal natklub for at se tryllekunstneren/sangerinden Ellen Greene, (Veronica Lake), som han efterfølgende straks hyrer til at optræde i hans egen klub “The Neptun” i L.A. Hun skal dog snart vise sig at ha’ flere tricks oppe i ærmet end han bryder sig om, for hvad han ikke ved er, at hun i mellemtiden er blevet hyret af en senator til at gå undercover i virksomheden, der mistænkes for at samarbejde med japanerne. På vej hjem skaber Raven problemer for sig selv da en god gerning sender politiet på sporet af ham og de stjålne penge, som Gates med vilje har betalt ham med, og ved en bod i det lokale tivoli forklare Ellen Greene sin kæreste, detektiven Michael Crane, at hun, uden dog at gå i detaljer, er nød til at rejse til L.A. På vej dertil i toget render hun tilfældigvis på en mildt sagt hævngerrig Raven og falder hurtigt i snak med ham uden at nogen af dem aner, at de i virkeligheden er i færd med nøjagtig den samme mission.
”You are trying to make me go soft. Well, you can save it. I don't go soft for anybody.”
Der bliver rørt godt og grundigt rundt i gryden med forviklinger og diverse intriger i dette herlige sammensurium af genrer, hvilke instruktør Frank Tuttle og hans to finurlige manuskriptforfattere formår at mikse på imponerende facon med energisk overskud og mesterlig elegance frem og tilbage mellem en melankolsk og jævnt dyster film noir stemning, samt en mere løssluppen spion-thriller stil a’la den man kender bedst fra Alfred Hitchcocks sammenlignelige WWII værker “Foreign Correspondent” og “Saboteuer”. Men hvor de to sidstnævntes leding men var prototypen på en arketypisk, patriotisk og inspirerende helterolle, kan det samme bestemt ikke siges at gøre sig gældende for Graham Greenes psykisk ustabile, svært imødekomne og nådesløse lejemorder Phillip Raven, der om nogen var den diametrale modsætning. Netop kontrasten i filmens altoverskyggende hovedrolle, hvis karakteristika Jean-Pierre Melville med al tydelighed har tyvstjålet idéen til i sin senere legendariske krimi fra 1967 “Le Samurai”, gør dog både karakterens udvikling og selve historien endnu mere interessant at følge, fordi den lange og snørklede kamp mod ondskaben og kynismen, som William gates konsortium symboliserer, i ligeså høj grad er en kamp på de indre følelsesmæssige linjer for Raven, der pga. en lang række smertefulde oplever op igennem sin opvækst har mere end svært ved at ændre adfærd.
Selv om det strider mod hans umiddelbare barske natur, bliver han trods alt ved med at forsøge at bevare en hvis portion empati for sine omgivelser, skildret på smukkeste og minimalistiske vis i tre nøglescener, der viser karakteren fra en ganske sympatisk side uden at det på nogen måder kammer over i ren sentimentalitet med konfrontation mellem lejemorderen og den lille handicappede pige som bedste eksempel i en scene, der er både yderst nervepirrende og hjerteskærende, fordi den på mesterlig vis fornemt udstiller Ravens både psykiske og fysiske skrøbelighed, da han så at sige pludselig står ansigt til ansigt med sin egen fortid og dermed får muligheden for via en god gerning at bearbejde barndommens traumer, hvilket bliver første trin på vejen mod et forsøg på at bryde ud af den onde cirkel han er havnet i og som han får en gylden chance for, da han af helt andre årsager krydser spor med den blonde babe Ellen Greene, der frem for den traditionelle kvinderolle er skrevet mere som en pudseløjerlig, men perfekt set i kontekst med den betydning hendes indflydelse har på Raven, dobbeltrolle som både kærlighedsobjekt og moderligt forbillede der knytter et så stærkt bånd imellem dem, at den selvcentrerede morder vælger at gå linen helt ud i en højdramatisk finale til fordel for en større sags tjeneste og hermed give sit bidrag til at forsøge at få sat en stopper for fortsættelsen af anden verdenskrig.
#266 filmz-Bruce 14 år siden
#267 NightHawk 14 år siden
You're welcome, og mange tak for de pæne ord. :)
Den udgave den findes i nu er ok mht. billedkvaliteten, og monosporet har sin helt egen charme, men det ku' sagtens være meget bedre, så en Blu-Ray version ville helt klart være at foretrække. Og så må Universal meget gerne smide en ordenlig bunke ekstramateriale oven i den bløde hat. :)
#268 filmz-Bruce 14 år siden
#269 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0303067700...
Fra 40’ernes solbeskinnede L.A. skal vi nu et smut frem i tid til 80’ernes grå og deprimerende Chicago på en rejse rundt i endnu et tilsyneladende følelseskoldt og afstumpet sind, denne gang i skikkelse af John McNaughtons minimalistiske gyserklassiker, delvist baseret på anekdoter fra virkelighedens Henry Lee Lucas, der trods sit beskedne budget formåede at skabe en af de bedste og mest detaljerede beskrivelser af en seriemorders færden, hvis fortælling blev gjort yderligere nervepirrende at overvære grundet en skræmmende intens præstation fra den dengang total ukendte Michael Rooker.
”Yeah. I killed my mama. One night. It was my 14th birthday. She was drunk, and we had an argument. She hit me with a whiskey bottle. I shot her. I shot her dead.”
Mens en række af bestialske mord åbenbarer sig post mortem for tilskuerens øje, præsenterer den ganske ordinære og umiddelbart fredsommelige Henry, (Michael Rooker), sig i nabolaget hvor tiden går med de sædvanlige gøremål så som at hænge ud på den lokale diner og lede efter diverse småjobs der kan holde ham kørende, så han stille og roligt kan koncentrere sig om sin absolutte yndlingshobby, der består i at udvælge et offer og agere dommer, jury og bøddel med kontant og brutal afregning til følge. Mens Henry fortsætter sin rutine er hans tidligere fængselskammerat Otis, (Tom Towles), hvem han nu deler lejlighed med, taget ud i lufthavnen i Chicago for at hente sin lillesøster Becky, (Tracy Arnold), som er stukket af fra fødebyen i Texas for at slippe væk fra sin fordrukne moder, sin voldelige ekskæreste, samt at forsøge at finde sig et arbejde, så hun kan leve sit eget liv med sin lille datter, hun har måtte efterlade derhjemme. Kort efter de er ankommet til lejligheden dukker Henry op og fejer øjeblikkeligt benene væk under Becky, der har mere end svært ved at ignorere hans macho appeal. Henry derimod bryder sig ikke speciel om at blive flirtet med, men finder hurtigt en udvej, da han bliver kaldt ud til sit deltidsjob som skadedyrsbekæmper, hvor han igen kan få pulsen ned og tankerne på noget helt andet ved at torturere og strangulere en af kunderne.
Andetsteds daffer Otis slumrende rundt på sit skodjob som tankpasser, hvor han til sin store utilfredshed er blevet placeret af sin tilsynsværge, som dog alligevel ikke er helt skidt da det gør det mulig for ham at holde gang i en sidegesjæft som pusher, inden turen atter går hjemad mod den sædvanlige trummerum hvor Becky er klar til at servere aftensmaden for sin luddovne bror, der undervejs, på hendes opfordring, forklarer at Henry havnede i fængslet fordi han slog sin egen mor og hendes elsker ihjel med et baseball bat. Da Otis senere på aftenen fordufter ud i nattelivet for at skaffe hash, hænger Becky og Henry ud i lejligheden og spiller kort, og inden længe falder de to i snak om deres traumatiske barndom, der minder skræmmende meget om hinanden i så svær en grad, at de to fortabte sjæle pludselig knytter et stærkt følelsesmæssige bånd imellem sig, selv om hun kommer i tvivl om hvorvidt han overhoved har slået sin moder ihjel, eller om det blot er noget han har forestillet sig. Da Becky næste aften mødes med de to andre efter det endelig er lykkedes hende af få et job, går hendes bror over stregen og begynder at gramse på sin søster, hvilket medfører en voldsomt reaktion fra Henry, der redder hende fra endnu et overgreb og dernæst tvinger Otis med sig i byen. Her eskalerer tingene yderligere, da Henry går bersærk og dræber to prostituerede for øjnene af en chokeret Otis, der dog hurtig får rystet oplevelsen af sig og for at få noget spænding vælger at følge i Henrys fodspor på et blodigt togt, som sidenhen vil bringe den lille familie på kollisionskurs med hinanden med store konsekvenser for alle involverede.
”If you shoot someone in the head with a .45 every time you kill somebody, it becomes like your fingerprint, see? But if you strangle one, stab another, and one you cut up, and one you don't, then the police don't know what to do. They think you're four different people. What they really want, what makes their job so much easier, is pattern. What they call a modus operandi. That's Latin. Bet you didn't know any Latin, did you kid?”
Når man tager et tilbageblik på “Henry - Portrait of a Serial Killer”s turbulente forløb fra færdiggørelsen af filmen og frem til dens premiere 4 år efter, tegner der sig retrospektivt set et ganske interessant billede, der på finurlig vis og i symbiose med et af de vigtigste temaer i John McNauhgtons fortælling sætter store spørgsmålstegn ved opfattelsen af vold både i forhold til hvordan man selv håndterer synet af det internt og eksternt, men i særdeleshed også hvordan medierne og underholdningsindustrien med hvad der dertil hører af censurnævn og politiske intriger lader sig påvirke af det. Det virker nemlig temmelig besynderligt, at lige netop “Henry” skulle igennem så mange kontroverser i en periode hvor slashergenren kørte på fuld tryk og hvor Hollywood senere hen hyldede den sammenlignelige “Silence of The Lambs” med hele 5 Oscar statuetter. Årsagen er nu ikke så svær at finde frem til, for det bunder alt sammen i at gøre volden enten til ren underholdning a’la “Friday The 13’th” serien, eller i at glamourisere volden når den f.eks. ses i skikkelse af en sofistikeret antihelt som Hannibal Lechter hvilket i sidse ende betyder penge i kassen, fordi publikum på den måde langt nemmere kan distancere sig fra de stadigvæk brutale ting de observerer. Helt anderledes forholder det sig til gengæld for McNaughtons mesterværk, der med sin sobre æstetik og kun ganske få forsonende træk skærer helt ind til ondskabens akse, mens der nænsomt sørges for at lade de groteske billeder udspille sig primært i tilskuerens fantasi, som derefter brænder sig fast på nethinden til efterfølge refleksion mens de tre tragiske karakter portrætter krydser hinandens spor og den tommetykke atmosfære af suspense gradvist opbygges.
Og her kommer McNaughtons beskedne budget ham pudsigt nok i høj grad til gode og er i virkeligheden en af de største årsager til filmens efterfølgende kultstatus, netop fordi den minimalistiske skrabede stil og et no name cast skaber en så troværdig og realistisk stemning, at man ikke kan undgå at blive påvirket af det man ser, hvilket da også fuld ud er meningen fra instruktørens side hvorpå han gør noget virkelig genialt, da han først har fanget publikum i sin hule hånd, ved at dvæle ekstra meget ved hvad der også er filmens kardinalpunkt hvor Henry og Becky beskriver deres respektive opvækst fyldt med hhv. psykisk og fysisk vold, ydmygelser i spandevis, samt mangeårig incestuøs voldtægt af sidstnævnte, som også afspejler sig i broderen Otis opførsel overfor hende og er fremragende eksempler på negativ social arv når det er allerværst i en scene der forklarer, ikke undskylder, men forklarer både Henry og Otis afstumpede handlinger og som er mindst ligeså ubehagelig at overvære som de mange bestialske mord, fordi man sidder og spekulere på at det muligvis kunne have været forhindret havde de folk der tager sig af den slags fra de sociale myndigheder langt tidligere spottet misbruget i familierne og givet dem den nødvendige hjælp, hvad enten det så havde været i form af terapi eller behandling på en institution. Men nu er det trods alt ikke alle tilfælde der er ligeså ekstreme i deres reaktionsmønstre, hvilket den gennemført sympatiske Becky er et strålende eksempel på og som man ikke kan undgå at have andet end dybt respekt og beundring overfor, fordi hun trods de grufulde oplevelser hun har gået igennem på imponerende vis alligevel har formatet til at bevare en positiv indstilling og lyst til livet, der kombineret med den familiære symbiose hun indgår med Henry stik mod alt forventning træder ind i hans opfattelse af verden omkring ham og bliver det inspirerende håb, som kan gøre det mulig for ham at ændre adfærd ved at forvandle ønsket om, i overført betydning, igen og igen at eliminere moderen, til et behov for at reetablere og beskytte den familiære omsorg Becky symboliserer.
Da Otis sætter sit første angreb ind på at bryde den illusion, reagerer Henry derfor instinktivt og aggressivt i sin nye rolle som beskytter, som efterfølgende får den interessante vinkel at indsatsen for at holde de to søskende adskilt tvinger ham til et makkerskab, der endegyldigt bliver et wake-up call for karakteren, da McNaughton vender tilbage til sit kritiske syn på opfattelsen af vold som værende betydningsløs underholdning i kulminationen på de to psykopaters blodige togt, hvor Otis med sin videofilmning af mordene, som han efterfølgende nyder at se hjemme i stuen, latterliggøre og ligegyldigere alvoren i de voldelige udskejelser Henry har så hårdt brug for at udleve for at kunne fortrænge mindet om sin moder samt det, at gensynet med hans ugerninger tydeligvis ikke er noget han bryder sig om at se på, fordi det konstant minder ham om selv samme person han søger at flygte fra. Beckys forsøg på at nå ind til ham undervejs kunne umiddelbart synes at virke forgæves, men så åbner McNaughton en dør på klem til yderligere spekulationer hos tilskueren, da han måske antyder det modsatte i scenen hvor Henry forfølger et muligt offer kort inden det skæbnesvangre opgør med Otis finder sted, der samtidig bliver en genskabelse af fortidens traumer, hvilket endegyldigt vil definere om Henry og Becky overhoved har en chance for en bare nogenlunde normal fremtid sammen, visualiseret i en finale der holder spændingen ved lige helt indtil sidste billede er kørt over skærmen.
#270 Kiksmann 14 år siden
Filmen er filmet på sin egen geniale måde, hvilket får den til at fremstå mere troværdig.
Jeg kender ikke mange som fremhæver den som et mesterværk, de fleste græmmes ved den vold som præger filmen. Og alle dem invitere jeg ind og ser the killer inside me :D