Fra en herlig kringlet og kæk krimi-komedie med romantiske undertoner, skal vi nu til en forrygende flamboyant og regnbuefarvet romantisk-komedie med kriminelle forviklinger i duoen Glenn Ficarra & John Requa’s skæppe skønne hyldest til kærligheden i sin absolut stærkeste og mest skrupskøre form, hvis beskrivelse dog for visse kredse i den amerikanske filmindustri åbenbart var så chokerende en oplevelse, at filmen på uretfærdig vis endte med at blive stemplet som værende stærkt kontroversiel og derfor efterfølgende måtte lide en bitter skæbne i USA omgivet af stor mystik samt et hav af konflikter og juridisk tovtrækkeri der har betydet, at “ILYPM” stadig ikke har fået officiel premiere i sit hjemland.
”Love sure is a funny thing. It makes you happy, it makes you sad. It makes you do all sorts of tings you never thought you do before. In fact love is reason Im laing here dying.”
På et hospital i Texas ligger Steven Russell, (Jim Carrey), på sit dødsleje og tænker tilbage på et turbulent liv startende med en traumatisk oplevelse, da han som dreng pludselig får at vide, at han er adopteret. Men dagen hvor sandhedens time endelig ringer ind, bliver på flere måder en brat opvågning for ham og frem for at lade sig slå ud af nyheden, beslutter Russell sig i stedet for at se positiv på tingene og gøre alt hvad der er muligt for senere at skabe sin egen perfekte familie med gode sunde værdier og ham selv i rollen som en gudfrygtig, arbejdsom, selvopofrende og trofast ægtemand. Skønt alting umiddelbart ånder fred og ingen fare for at idyllen skal briste med hhv. energisk lovsang i kirken, samt den trofaste aftenbøn med konen Debbie, (Leslie Mann), og ugentlige lagengymnastik i missionærstillingen, ligger der alligevel noget i underbevidstheden som nager ham, og da han beslutter sig for, via sit job som politimand, at opspore sine biologiske forældre, bliver det startskuddet til et markant identitets-skifte, der ikke lader sig holde tilbage trods det, at Steven desperat forsøger at opretholde illusionen om sig selv og familien ved at flytte til en ny stat, skifte job og dermed få en frisk opstart på det perfekte liv i det fredsommelige forstadsmiljø. For i virkeligheden er Steven homo med stort H, hvilket han langt om længe tør bekende til resten af verden, da en kontant nærdødsoplevelse med fuld hammer fjerner den sidste rest af tvivl, der har ligget og spæret for hans sande jeg.
Efter en tur på hospitalet hvor konen bliver klar over tingenes tilstand, vælger Steven at springe helt ud af skabet og flytter til det kulørte Florida, hvor han finder sammen med fyren Jimmy, (Rodrigo Santoro), i en nærmest paradis artig tilværelse. Inden længe opdager Steven dog, at den flamboyante livsstil har sin pris og da pengene efterhånden begynder at slippe op, må han derfor søge alternative måder at forsøge sig selv og kæresten på, hvilket bliver starten på en ny og særdeles effektiv karriere som fupmager i den hel store stil. En dag slipper heldet dog op og efter et selvmords og senere flugtforsøg forsaget af politiets jagt på ham, ender Steven bag tremmer hvor han må afsone sin dom. Turen i hotel gitterly viser sig dog snart at være held i uheld, for under et telefonopkald til Debbie lægger han pludselig mærke til et følsomt gemyt i ventesalen, der skræmt sniger sig væk da en heftig slåskamp opstår mellem et par fanger. Kort efter opsøger Steven ham i biblioteket og falder hurtigt i snak med den charmerende fyr, der præsenterer sig selv som biltyven Phillip Morris, (Ewan McGregor), og knap har de to afsluttet deres sætninger før lokalet er fyldt med amoriner i luften. Da forelskelsen er på sit højeste bliver de to turtelduer dog brat adskilt, da Steven skal afsone resten af sin dom i et andet fængsel, men det har han nu langtfra tænkt sig at lade sig stoppe af og iværksætter, inspireret af sine mange svindelnumre, straks en plan der skal få Phillip på fri fod, så de to kan leve et liv i sus og dus sammen. Spørgsmålet er så bare om Steven nu definitivt formår at lægge sin fortid som kriminel bag sig, eller om fristelsen til at ta’ røven på folk i mere end en forstand er for fristende en udfordring.
”Steven, don’t bullshit me. Did you pay someone to beat up the screamer? … that‘s about the most romantic thing anyone has ever done for me before“.
Som nævnt i indledningen var “I Love You Phillip Morris” allerede i modvind fra sin begyndelse trods positive tilkendegivelser fra de anmeldere, der havde været så heldige at overvære premieren på den årlige Sundance filmfestival tilbage i 2009. I modvind fordi filmen, trods det faktum kun at indeholde 1 decideret hardcore sex-scene placeret i løbet af de første 10 min., alligevel havde fået et rygte klistret på sig om, at den skulle været præget af hvad der blev betegnet som eksplicitte og usmagelige eksempler i sin beskrivelse af de to mænds kærlighedsforhold. Men har man først fået set Ficarra & Requa’s genistreg, ja så vil man hurtigt være klar over, at den slibrige omtale på rygtebørsen har været ikke bare lidt men stærkt overdrevet, og så kan man ellers begynde at sidde og spekulere over, hvad pokker der så har kunnet fremprovokere disse reaktioner hos den del af det amerikanske publikum, der tilsyneladende er blevet vildt forargede over at være vidne til, hvad der for mig at se ikke er andet end en film, der tør lægge alle kortene på bordet i sin illustration over et forhold mellem to af samme køn og vel at mærke gør det i besiddelse af en opfindsom og hylende morsom humor, hvor man vel at mærke griner med og ikke af de to karakterer og deres romantiske forviklinger. Og det er vel i virkeligheden her, at problemet ligger begravet ang. de folk der havde berøringsangst med projektet efter Sundance, hvilket efterlod filmen i hænderne på et distributions-selskab der ikke var sin opgave voksen. For i sidste ende handler det måske mest om blåstemplingen af signalværdien end selve indholdet forstået på den måde, at film i USA med homoseksuelt indhold har langt nemmere ved at blive accepteret, hvis det enten er rene parodier hvor man kan klaske sig på lårene af grin over at få serveret de sædvanlige stereotyper og dermed blive bekræftet i sine fordomme, eller er film der er præget af en generel negativ tone og oftest tragisk afslutning, med undtagelse af “TransAmerica” som det på mirakuløs vis lykkedes at hive både anerkendelse og en Golden Globe hjem til.
På den ene side kan man sige, at Hollywoods tilkendegivelse af Queer relateret materiale hen over de sidste 20 år med udelingen af den aller fornemmeste pris i de store kategorier bestemt har været en positiv ting, som har været med til at understrege alvoren og sat fokus på et emne, der i de forenende stater stadig er et godt stykke fra målstregen. Men på den anden side kan man samtidig både undre og især ærgre sig over at en type film som “ILYPM”, der har en utrolig positiv tone og livsbekræftende budskab, ikke får samme behandling, for det mener jeg nu engang både filmen samt folkene både bag og foran kameraet havde fortjent. Hvor om alting er lyder et gammel ordsprog således ; You Can’t Keep a Good Man Down og det må i den grad siges at være kendetegnede for hele filmes ånd og Steven Russell i særdeleshed, da han kaster sig ud i sin mageløse jagt på identitet og den ultimative kærlighed i hvad der umiddelbart ligner en evigt nedadgående spiral af formålsløs selvpineri, der dog alle svindelnumrene til trods stammer fra et altoverskyggende behov for at opretholde den nyfundne og, for hans vedkommende, rigtige lykkefølelse i det eneste miljø, der kan gi ham den tryghed og bekræftelse han så længe har søgt efter, og som ingen af hans tre tidligere familier har kunnet gi’ ham på hverken den ene eller anden måde. Beskrevet på mesterlig vis i tre nøglescener inden identitets skiftet med instruktør-duoens formidable evne til at balancere mellem det dybt tragiske og klukkende morsomme i samme scene uden, at det ene ender med at overskygge det andet, bedst illustreret i det øjeblik hvor Steven konfronterer sine biologiske forældre. Og således fortsætter filmen helt synkront og i fuld overensstemmelse med Steven Russells rejse gennem sin multilagrede personlighed ved at overraske tilskueren med konstante tvist og udfordringer, hvor Jim Carrey parallelt med en dynamisk og hamrende effektiv redigering, får rig mulighed for at spille på alle tangenter inkl. hans velkendte slapstick rutiner, der dog alle er holdt i en befriende stram og kontrollerende snor, så faldgrubberne hvor det overgearede og karikerede huserer aldrig ender med at tage overhånd.
Inden korthuset med et ekstra es oppe i ærmet for anden gang begynder at ramle om ørene på den charmerende gavtyv og han ender i sit kærligheds limbo med Phillip Morris, vælger Ficarra & Requa lige at dyppe tæerne i hvad nogen måske vil påstå er den stereotype swimmingpool under deres visualisering af homo-miljøet i Florida, men som jeg mener er rigtig godt de har taget med i den samlede kontekst fordi, man på den måde viser, at man gør alt hvad man kan for at komme hele paletten rundt i det, som med så meget andet, men ofte glemt eller ignoreret i den her sammenhæng, mangfoldige Queer miljø af vidt forskellige levevis og personligheder. Og så er vi fremme ved hvad jeg vil betegne som filmens absolutte højdepunkt, da dørene til fængslet åbnes op og hvor instruktørerne igen igen viser deres evne til at forvandle klicheer i et ellers fastfrosset miljø, eller subgenre om man vil som fængsels-dramaet tilhører, og give det hele en sjældent set friskhed samt et herligt humoristisk og romantisk touch uden, at det på nogen måde bliver for plat eller fjerner realismen fra den barske virkelighed bag murene, hvis regelsæt fremføres af Carrey, i hans suverænt bedste præstation ud over Man On The Moon og Eternal Sunshine In A Spotless Mind, med uovertruffen overskud og fortræffelig timing i dialogen inden mødet med hans one true love finder sted.
I en række efterfølgende scener hvor handlingen uden besvær lader sig forføre af romantikkens vingesus, viser Jim Carrey hvilken fabelagtig kamæleon han er som skuespiller, samt hvor mange facetter han har at gøre godt med og matches fuldt ud af Ewan McGregors vidunderlige, afdæmpede og underspillede præstation med et strejf af feminisme, som vil gå lige i hjertet på selv den mest hårdføre machomand, i en rolle der heldigvis aldrig forfalder til den simple og oplagte løsning nemlig at gøre Phillip Morris til en uoriginal og klichédominerende karakter bebyrdet med overdreven brug af kvindelige karakteristika. Han er hvad han er og prøver, præcis ligesom Steven Russell og filmen i sin helhed, ikke at undskylde for måden at leve livet på, men stræber efter at få chancen for at holde fast i håbet om at opnå samme muligheder som alle andre mennesker, kanaliseret igennem Russells utallige dueller mod systemet, som han dog med rette bliver straffet for og udmærket godt selv er klar over, men alligevel beslutter sig for på sin egen måde at sætte sig op imod og dermed bliver symbolsk med en slags frihedskæmper for kærligheden. Et symbol der for Morris bliver så følelsesmæssigt kraftfuldt, og tydeligt understreger hvor stærkt deres forhold er, at han er villig til med livet som indsats at rende tværs igennem gårdarealet med nogle af fængslets mest barske og hårdpumpede typer og af sine lungers fulde kræft erklære sin kærlighed til en anden mand vel vidende, at han med stor sandsynlighed efterfølgende vil blive banket til hakkefars.
Et mod man kun kan beundre og ha’ dybt respekt for, ligesom jeg også har det generelt for Glenn Ficarra & John Requa’s forfriskende og kompromisløse stil, der forplanter sig videre ud i et yderst velskrevet, sprudlende og skarpt formuleret manuskript, samt to skuespilspræstationer i verdensklasse. At “I Love You Phillip Morris” stadig efter 4. gennemsyn formår at gøre samme sublime og effektfulde indtryk på både hjerte og lattermusklerne, fortæller mig blot hvor fremragende en film det i grunden er. Man skal vare sig med i tide og utide at bruge ord som mesterværk, men i dette tilfælde er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det netop er et mesterværk og i mine øjne en film, der med tiden har potientiale til at opnå samme klassiker status som Brokeback Mountain i LGBT-mæssig sammenhæng.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
En rigtig god film og meget enig i din beskrivelse af hovedpersonernes skuespilspræstation. Carrey er rigtig god og McGregor aldeles suveræn, i sin meget afdæmpede og let feminine måde at gøre sin figur troværdig på.
So, at last we meet for the first time for the last time.
Og så er det ellers med at få snøret støvlerne ekstra stramt til, lynet godt op i kampdragten, og sørget for at få pakket tasken med rigelige mængder af patroner og sprængfarligt materiale, for nu bevæger vi os over i en helt anden boldgade med John McTiernan og brødrene Jim & John Thomas forrygende, nervepirrende og eksplosive genre-cocktail, der båret frem af en karismatisk leading man, Stan Winstons sublime effekter og ikke mindst Alan Silvestris mesterlige og gåsehudsfremkaldende score, indskrev “Predator” i historiebøgerne som en af de bedste actionfilm nogensinde lavet.
”There's something out there waiting for us, and it ain't no man. We're all gonna die.”
Et sted i den sydamerikanske jungle lander et elitehold af toptrænede militærfolk ved en amerikansk base, og kort efter bliver deres leder Dutch, (Arnold Schwarzenegger), briefet om hvad der umiddelbart lyder til at være en simpelt rednings-mission af en flok højtstående efterretningsfolk taget til fange af en skruppelløs oprørsstyrke. Dutch får dog hurtig færden af, at der muligvis er ugler i mosen, da han bliver beordret til at ta’ en af sine gamle venner ved navn Dixon, (Carl Weathers), der nu arbejder hos CIA, med på slæb, men acceptere modvilligt vilkårene og efter en rask flyvetur ind i junglen via helikopter, befinder de to samt resten af det 7 mands store team sig dybt inde i den uforudsigelige og ildevarslende regnskov. Undervejs vantreturen mod rendevouz ved rebellernes lejr går det pludselig op for dem, at tingene langtfra er så ligetil som først antaget, da de pludselig krydser spor med en sønderskudt amerikansk mærket helikopter og en bunke af lig, der på brutal vis er hængt op og flået som vilde dyr. Midt i en pøl af indvolde finder de et hundetegn fra en af soldaterne, der viser sig at være kendt af Dutch som værende en særdeles bad ass grøn baret, og straks begynder en hvis undren og nervøsitet at gøre sit indhug i den ellers så barske gruppe af machomænd.
Efter et hektisk og kaotisk opgør med utallige ekspositioner og projektiler flyvende om ørene sender teamet rebellerne til de evige jagtmarker, mens det endelig går op for Dutch hvad der i virkeligheden ligger til grund for Dixons ihærdighed med at få sat operation i værk, da han finder ham rodende rundt i en stak hemmelige dokumenter om en snarlig invasion, hvilket fører til et bittert sammenstød mellem de to gamle venner. Bevidst om at der ikke er tid til en længere diskussion grundet radiomeldinger om yderligere fjender på vej til området, vælger de derfor omgående at pakke sammen og med et gidsel, (Elpilia Carrillo), under armen, beordrer Dutch nu sit team til at søge mod et aftalt opsamlingspunkt, så de alle forhåbentlig kan slippe derfra med livet i behold på trods af Dixons mudrede dobbeltspil. Inden længe må de alle dog indse, at de på ingen måde er ude af farezonen, da Dutch stifinder Billy, (Sonny Landham), fornemmer at de bliver overvåget nøje at et eller andet væsen, camoufleret iblandt junglens mangfoldige og frodige regnskov, som kort efter på rekordtid markerer sin overlegenhed da det for alvor sætter et nådesløst angreb ind og sender Dutch og holdet på en deroute mod et blodigt helvede af en helt anden verden.
”When I was little, we found a man. He looked like - like, butchered. The old woman in the village crossed themselves... and whispered crazy things, strange things. "El Diablo cazador de hombres." Only in the hottest years this happens. And this year, it grows hot. We begin finding our men. We found them sometimes without their skins... and sometimes much, much worse. "El cazador trofeo de los hombres" means the demon who makes trophies of men.”
I et manuskript hvor man uden at blinke kan konstatere, at der er skåret helt ind til benet både mht. handlingen og karakterbeskrivelserne, må man rose John McTiernan ekstra meget for på mesterlig vis uden nogen former for besvær at kunne holde dampen helt oppe på kogepunktet i samtlige 106 minutter af dette fremragende pragteksemplar af en action-thriller, der omgående sætter gang i pulsen, da Alan Silvestris bombastiske score svæver hen over skærmen med maleriske penselstrøg af en poetisk, eller skulle man måske mere passende formulere det, sarkastisk idyllisk solopgang i baggrunden, som leder tankerne hen på mangt en krigsfilm så som f.eks. “Apocalypse Now”, hvor referencerne til især Vietnam for alvor kommer til udtryk jo længere ind i mørket de udvalgte helte bevæger sig, og jo mere absurd og grotesk rædslerne bliver synkront med bekæmpelsen af en fjende de ikke forstår og har mere end svært ved at omstille sig til. Inden konfrontationen med den rendyrkede ondskab finder sted, er det dog værd at bemærke selve indledningen op til den store kampscene mod rebellerne, hvor McTiernan viser et kæmpetalent for at skabe sveddryppende suspense, der når næsten Alfred Hitchcock’ske højder i sit spændingsniveau og som med køligt overblik aldrig glemmes men derimod sørges for at holde i live på forbindtlig vis, da først sci-fi og action elementerne for alvor sætter sig i karakter.
Brugen af suspense fra tidligere kommer nemlig i høj grad til at spille en væsentlig rolle i anden halvdel af handlingen, da der skiftes over i en Agathe Christie lignende “Ten Little Indians” del, hvor morderen, eller monstret i dette tilfælde, rydder sine ofre af vejen én for én, mens der desperat bliver søgt en løsning på truslen af de tilbageværende, som trin for trin må søge tilbage til rødderne i både fysisk og psykisk forstand. Bedst symboliseret igennem karaktern Billy som trods det at vi aldrig helt bliver klar over hvilken blodlinje han stammer fra umiskendeligt, ved brug af sin tro på amuletter og en yderst veludviklede 6. sans, illustrere en mand i tæt kontakt med sine formodede Indianske gener og dermed i tæt kontakt med naturen i særdeleshed, som Schwarzeneggers karakter Dutch i den store finale må lægge al sin goodwill over på, da han meget symbolsk må fralægge sig den vestlige verdens afhængighed og tiltro af moderne teknologi og forvandle sig selv til en langt mere rå og primitiv udgave af sit menneskelige væsen. Dog er det stadig med sit intellekt intakt synkront i duellen mod bæstet, som modsat af de to primater kun består af død og ødelæggelse og derfor må elimineres i forsøget på at genvinde den menneskelige sjæl, der næsten er gået tabt undervejs blodudvekslingerne og som fornemt visualiseres i de afsluttende billeder af paddehatteskyen og Schwarzeneggers måske selvreflekterende desillusionerede ansigt sølet til i destruktiv og depressiv materie fra moder jord.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Dutch får dog hurtig færden af, at der muligvis er ugler i mosen, da han bliver beordret til at ta’ en af sine gamle venner ved navn Dixon, (Carl Weathers), der nu arbejder hos CIA, med på slæb
Ah, er det ikke Dillon, han hedder? :)
Men ja, fantastisk film - blandt Arnolds bedste! Jeg genså den faktisk så sent som i går, fordi kæresten også lige skulle præsenteres for den, og det var både et skønt gensyn for mig og positivt første syn for hende. Ellers skulle jeg også til at igennem al besværet med at date igen ... ;)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
En rigtig god film og meget enig i din beskrivelse af hovedpersonernes skuespilspræstation. Carrey er rigtig god og McGregor aldeles suveræn, i sin meget afdæmpede og let feminine måde at gøre sin figur troværdig på.
Det er super fedt at høre, at der er andre herinde end mig, der synes det er en fremragende film. :)
Da jeg skulle se filmen første gang, anede jeg ikke hvad jeg skulle forvente, og især da jeg så, at det var folkene bag "Bad Santa", der havde lavet den. Jeg synes den film var en katastrofe og humoren deri fungerede slet ikke for mig. Men jeg skal da lige love for, at Ficarra & Riqua med "I Love You Phillip Morris" gjorde den tvivl jeg havde om deres talent fuldstændig til skamme med et manuskript, hvis humor på alle planer er mesterligt udført.
Kan kun på det varmeste anbefale, at alle gir den film en chance.
# 285 -
Ah, er det ikke Dillon, han hedder? :)
Jo, der skal selvfølgelig stå Dillon. :) Aner ikke hvorfor jeg har fået skrevet Dixon i stedet for. :P
evermind (285) skrev:
Men ja, fantastisk film - blandt Arnolds bedste! Jeg genså den faktisk så sent som i går, fordi kæresten også lige skulle præsenteres for den, og det var både et skønt gensyn for mig og positivt første syn for hende. Ellers skulle jeg også til at igennem al besværet med at date igen ... ;)
Der er jo en rigtig fornuftig kæreste du har. She's a keeper. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#281 jessup 14 år siden
#282 NightHawk 14 år siden
http://www.amazon.co.uk/Love-You-Phillip-Morris-Bl...
Fra en herlig kringlet og kæk krimi-komedie med romantiske undertoner, skal vi nu til en forrygende flamboyant og regnbuefarvet romantisk-komedie med kriminelle forviklinger i duoen Glenn Ficarra & John Requa’s skæppe skønne hyldest til kærligheden i sin absolut stærkeste og mest skrupskøre form, hvis beskrivelse dog for visse kredse i den amerikanske filmindustri åbenbart var så chokerende en oplevelse, at filmen på uretfærdig vis endte med at blive stemplet som værende stærkt kontroversiel og derfor efterfølgende måtte lide en bitter skæbne i USA omgivet af stor mystik samt et hav af konflikter og juridisk tovtrækkeri der har betydet, at “ILYPM” stadig ikke har fået officiel premiere i sit hjemland.
http://www.cinematical.com/2010/06/03/jim-carreys-...
”Love sure is a funny thing. It makes you happy, it makes you sad. It makes you do all sorts of tings you never thought you do before. In fact love is reason Im laing here dying.”
På et hospital i Texas ligger Steven Russell, (Jim Carrey), på sit dødsleje og tænker tilbage på et turbulent liv startende med en traumatisk oplevelse, da han som dreng pludselig får at vide, at han er adopteret. Men dagen hvor sandhedens time endelig ringer ind, bliver på flere måder en brat opvågning for ham og frem for at lade sig slå ud af nyheden, beslutter Russell sig i stedet for at se positiv på tingene og gøre alt hvad der er muligt for senere at skabe sin egen perfekte familie med gode sunde værdier og ham selv i rollen som en gudfrygtig, arbejdsom, selvopofrende og trofast ægtemand. Skønt alting umiddelbart ånder fred og ingen fare for at idyllen skal briste med hhv. energisk lovsang i kirken, samt den trofaste aftenbøn med konen Debbie, (Leslie Mann), og ugentlige lagengymnastik i missionærstillingen, ligger der alligevel noget i underbevidstheden som nager ham, og da han beslutter sig for, via sit job som politimand, at opspore sine biologiske forældre, bliver det startskuddet til et markant identitets-skifte, der ikke lader sig holde tilbage trods det, at Steven desperat forsøger at opretholde illusionen om sig selv og familien ved at flytte til en ny stat, skifte job og dermed få en frisk opstart på det perfekte liv i det fredsommelige forstadsmiljø. For i virkeligheden er Steven homo med stort H, hvilket han langt om længe tør bekende til resten af verden, da en kontant nærdødsoplevelse med fuld hammer fjerner den sidste rest af tvivl, der har ligget og spæret for hans sande jeg.
Efter en tur på hospitalet hvor konen bliver klar over tingenes tilstand, vælger Steven at springe helt ud af skabet og flytter til det kulørte Florida, hvor han finder sammen med fyren Jimmy, (Rodrigo Santoro), i en nærmest paradis artig tilværelse. Inden længe opdager Steven dog, at den flamboyante livsstil har sin pris og da pengene efterhånden begynder at slippe op, må han derfor søge alternative måder at forsøge sig selv og kæresten på, hvilket bliver starten på en ny og særdeles effektiv karriere som fupmager i den hel store stil. En dag slipper heldet dog op og efter et selvmords og senere flugtforsøg forsaget af politiets jagt på ham, ender Steven bag tremmer hvor han må afsone sin dom. Turen i hotel gitterly viser sig dog snart at være held i uheld, for under et telefonopkald til Debbie lægger han pludselig mærke til et følsomt gemyt i ventesalen, der skræmt sniger sig væk da en heftig slåskamp opstår mellem et par fanger. Kort efter opsøger Steven ham i biblioteket og falder hurtigt i snak med den charmerende fyr, der præsenterer sig selv som biltyven Phillip Morris, (Ewan McGregor), og knap har de to afsluttet deres sætninger før lokalet er fyldt med amoriner i luften. Da forelskelsen er på sit højeste bliver de to turtelduer dog brat adskilt, da Steven skal afsone resten af sin dom i et andet fængsel, men det har han nu langtfra tænkt sig at lade sig stoppe af og iværksætter, inspireret af sine mange svindelnumre, straks en plan der skal få Phillip på fri fod, så de to kan leve et liv i sus og dus sammen. Spørgsmålet er så bare om Steven nu definitivt formår at lægge sin fortid som kriminel bag sig, eller om fristelsen til at ta’ røven på folk i mere end en forstand er for fristende en udfordring.
”Steven, don’t bullshit me. Did you pay someone to beat up the screamer? … that‘s about the most romantic thing anyone has ever done for me before“.
Som nævnt i indledningen var “I Love You Phillip Morris” allerede i modvind fra sin begyndelse trods positive tilkendegivelser fra de anmeldere, der havde været så heldige at overvære premieren på den årlige Sundance filmfestival tilbage i 2009. I modvind fordi filmen, trods det faktum kun at indeholde 1 decideret hardcore sex-scene placeret i løbet af de første 10 min., alligevel havde fået et rygte klistret på sig om, at den skulle været præget af hvad der blev betegnet som eksplicitte og usmagelige eksempler i sin beskrivelse af de to mænds kærlighedsforhold. Men har man først fået set Ficarra & Requa’s genistreg, ja så vil man hurtigt være klar over, at den slibrige omtale på rygtebørsen har været ikke bare lidt men stærkt overdrevet, og så kan man ellers begynde at sidde og spekulere over, hvad pokker der så har kunnet fremprovokere disse reaktioner hos den del af det amerikanske publikum, der tilsyneladende er blevet vildt forargede over at være vidne til, hvad der for mig at se ikke er andet end en film, der tør lægge alle kortene på bordet i sin illustration over et forhold mellem to af samme køn og vel at mærke gør det i besiddelse af en opfindsom og hylende morsom humor, hvor man vel at mærke griner med og ikke af de to karakterer og deres romantiske forviklinger. Og det er vel i virkeligheden her, at problemet ligger begravet ang. de folk der havde berøringsangst med projektet efter Sundance, hvilket efterlod filmen i hænderne på et distributions-selskab der ikke var sin opgave voksen. For i sidste ende handler det måske mest om blåstemplingen af signalværdien end selve indholdet forstået på den måde, at film i USA med homoseksuelt indhold har langt nemmere ved at blive accepteret, hvis det enten er rene parodier hvor man kan klaske sig på lårene af grin over at få serveret de sædvanlige stereotyper og dermed blive bekræftet i sine fordomme, eller er film der er præget af en generel negativ tone og oftest tragisk afslutning, med undtagelse af “TransAmerica” som det på mirakuløs vis lykkedes at hive både anerkendelse og en Golden Globe hjem til.
På den ene side kan man sige, at Hollywoods tilkendegivelse af Queer relateret materiale hen over de sidste 20 år med udelingen af den aller fornemmeste pris i de store kategorier bestemt har været en positiv ting, som har været med til at understrege alvoren og sat fokus på et emne, der i de forenende stater stadig er et godt stykke fra målstregen. Men på den anden side kan man samtidig både undre og især ærgre sig over at en type film som “ILYPM”, der har en utrolig positiv tone og livsbekræftende budskab, ikke får samme behandling, for det mener jeg nu engang både filmen samt folkene både bag og foran kameraet havde fortjent. Hvor om alting er lyder et gammel ordsprog således ; You Can’t Keep a Good Man Down og det må i den grad siges at være kendetegnede for hele filmes ånd og Steven Russell i særdeleshed, da han kaster sig ud i sin mageløse jagt på identitet og den ultimative kærlighed i hvad der umiddelbart ligner en evigt nedadgående spiral af formålsløs selvpineri, der dog alle svindelnumrene til trods stammer fra et altoverskyggende behov for at opretholde den nyfundne og, for hans vedkommende, rigtige lykkefølelse i det eneste miljø, der kan gi ham den tryghed og bekræftelse han så længe har søgt efter, og som ingen af hans tre tidligere familier har kunnet gi’ ham på hverken den ene eller anden måde. Beskrevet på mesterlig vis i tre nøglescener inden identitets skiftet med instruktør-duoens formidable evne til at balancere mellem det dybt tragiske og klukkende morsomme i samme scene uden, at det ene ender med at overskygge det andet, bedst illustreret i det øjeblik hvor Steven konfronterer sine biologiske forældre. Og således fortsætter filmen helt synkront og i fuld overensstemmelse med Steven Russells rejse gennem sin multilagrede personlighed ved at overraske tilskueren med konstante tvist og udfordringer, hvor Jim Carrey parallelt med en dynamisk og hamrende effektiv redigering, får rig mulighed for at spille på alle tangenter inkl. hans velkendte slapstick rutiner, der dog alle er holdt i en befriende stram og kontrollerende snor, så faldgrubberne hvor det overgearede og karikerede huserer aldrig ender med at tage overhånd.
Inden korthuset med et ekstra es oppe i ærmet for anden gang begynder at ramle om ørene på den charmerende gavtyv og han ender i sit kærligheds limbo med Phillip Morris, vælger Ficarra & Requa lige at dyppe tæerne i hvad nogen måske vil påstå er den stereotype swimmingpool under deres visualisering af homo-miljøet i Florida, men som jeg mener er rigtig godt de har taget med i den samlede kontekst fordi, man på den måde viser, at man gør alt hvad man kan for at komme hele paletten rundt i det, som med så meget andet, men ofte glemt eller ignoreret i den her sammenhæng, mangfoldige Queer miljø af vidt forskellige levevis og personligheder. Og så er vi fremme ved hvad jeg vil betegne som filmens absolutte højdepunkt, da dørene til fængslet åbnes op og hvor instruktørerne igen igen viser deres evne til at forvandle klicheer i et ellers fastfrosset miljø, eller subgenre om man vil som fængsels-dramaet tilhører, og give det hele en sjældent set friskhed samt et herligt humoristisk og romantisk touch uden, at det på nogen måde bliver for plat eller fjerner realismen fra den barske virkelighed bag murene, hvis regelsæt fremføres af Carrey, i hans suverænt bedste præstation ud over Man On The Moon og Eternal Sunshine In A Spotless Mind, med uovertruffen overskud og fortræffelig timing i dialogen inden mødet med hans one true love finder sted.
I en række efterfølgende scener hvor handlingen uden besvær lader sig forføre af romantikkens vingesus, viser Jim Carrey hvilken fabelagtig kamæleon han er som skuespiller, samt hvor mange facetter han har at gøre godt med og matches fuldt ud af Ewan McGregors vidunderlige, afdæmpede og underspillede præstation med et strejf af feminisme, som vil gå lige i hjertet på selv den mest hårdføre machomand, i en rolle der heldigvis aldrig forfalder til den simple og oplagte løsning nemlig at gøre Phillip Morris til en uoriginal og klichédominerende karakter bebyrdet med overdreven brug af kvindelige karakteristika. Han er hvad han er og prøver, præcis ligesom Steven Russell og filmen i sin helhed, ikke at undskylde for måden at leve livet på, men stræber efter at få chancen for at holde fast i håbet om at opnå samme muligheder som alle andre mennesker, kanaliseret igennem Russells utallige dueller mod systemet, som han dog med rette bliver straffet for og udmærket godt selv er klar over, men alligevel beslutter sig for på sin egen måde at sætte sig op imod og dermed bliver symbolsk med en slags frihedskæmper for kærligheden. Et symbol der for Morris bliver så følelsesmæssigt kraftfuldt, og tydeligt understreger hvor stærkt deres forhold er, at han er villig til med livet som indsats at rende tværs igennem gårdarealet med nogle af fængslets mest barske og hårdpumpede typer og af sine lungers fulde kræft erklære sin kærlighed til en anden mand vel vidende, at han med stor sandsynlighed efterfølgende vil blive banket til hakkefars.
Et mod man kun kan beundre og ha’ dybt respekt for, ligesom jeg også har det generelt for Glenn Ficarra & John Requa’s forfriskende og kompromisløse stil, der forplanter sig videre ud i et yderst velskrevet, sprudlende og skarpt formuleret manuskript, samt to skuespilspræstationer i verdensklasse. At “I Love You Phillip Morris” stadig efter 4. gennemsyn formår at gøre samme sublime og effektfulde indtryk på både hjerte og lattermusklerne, fortæller mig blot hvor fremragende en film det i grunden er. Man skal vare sig med i tide og utide at bruge ord som mesterværk, men i dette tilfælde er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det netop er et mesterværk og i mine øjne en film, der med tiden har potientiale til at opnå samme klassiker status som Brokeback Mountain i LGBT-mæssig sammenhæng.
#283 Åkepool 14 år siden
#284 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0245436851...
Og så er det ellers med at få snøret støvlerne ekstra stramt til, lynet godt op i kampdragten, og sørget for at få pakket tasken med rigelige mængder af patroner og sprængfarligt materiale, for nu bevæger vi os over i en helt anden boldgade med John McTiernan og brødrene Jim & John Thomas forrygende, nervepirrende og eksplosive genre-cocktail, der båret frem af en karismatisk leading man, Stan Winstons sublime effekter og ikke mindst Alan Silvestris mesterlige og gåsehudsfremkaldende score, indskrev “Predator” i historiebøgerne som en af de bedste actionfilm nogensinde lavet.
”There's something out there waiting for us, and it ain't no man. We're all gonna die.”
Et sted i den sydamerikanske jungle lander et elitehold af toptrænede militærfolk ved en amerikansk base, og kort efter bliver deres leder Dutch, (Arnold Schwarzenegger), briefet om hvad der umiddelbart lyder til at være en simpelt rednings-mission af en flok højtstående efterretningsfolk taget til fange af en skruppelløs oprørsstyrke. Dutch får dog hurtig færden af, at der muligvis er ugler i mosen, da han bliver beordret til at ta’ en af sine gamle venner ved navn Dixon, (Carl Weathers), der nu arbejder hos CIA, med på slæb, men acceptere modvilligt vilkårene og efter en rask flyvetur ind i junglen via helikopter, befinder de to samt resten af det 7 mands store team sig dybt inde i den uforudsigelige og ildevarslende regnskov. Undervejs vantreturen mod rendevouz ved rebellernes lejr går det pludselig op for dem, at tingene langtfra er så ligetil som først antaget, da de pludselig krydser spor med en sønderskudt amerikansk mærket helikopter og en bunke af lig, der på brutal vis er hængt op og flået som vilde dyr. Midt i en pøl af indvolde finder de et hundetegn fra en af soldaterne, der viser sig at være kendt af Dutch som værende en særdeles bad ass grøn baret, og straks begynder en hvis undren og nervøsitet at gøre sit indhug i den ellers så barske gruppe af machomænd.
Efter et hektisk og kaotisk opgør med utallige ekspositioner og projektiler flyvende om ørene sender teamet rebellerne til de evige jagtmarker, mens det endelig går op for Dutch hvad der i virkeligheden ligger til grund for Dixons ihærdighed med at få sat operation i værk, da han finder ham rodende rundt i en stak hemmelige dokumenter om en snarlig invasion, hvilket fører til et bittert sammenstød mellem de to gamle venner. Bevidst om at der ikke er tid til en længere diskussion grundet radiomeldinger om yderligere fjender på vej til området, vælger de derfor omgående at pakke sammen og med et gidsel, (Elpilia Carrillo), under armen, beordrer Dutch nu sit team til at søge mod et aftalt opsamlingspunkt, så de alle forhåbentlig kan slippe derfra med livet i behold på trods af Dixons mudrede dobbeltspil. Inden længe må de alle dog indse, at de på ingen måde er ude af farezonen, da Dutch stifinder Billy, (Sonny Landham), fornemmer at de bliver overvåget nøje at et eller andet væsen, camoufleret iblandt junglens mangfoldige og frodige regnskov, som kort efter på rekordtid markerer sin overlegenhed da det for alvor sætter et nådesløst angreb ind og sender Dutch og holdet på en deroute mod et blodigt helvede af en helt anden verden.
”When I was little, we found a man. He looked like - like, butchered. The old woman in the village crossed themselves... and whispered crazy things, strange things. "El Diablo cazador de hombres." Only in the hottest years this happens. And this year, it grows hot. We begin finding our men. We found them sometimes without their skins... and sometimes much, much worse. "El cazador trofeo de los hombres" means the demon who makes trophies of men.”
I et manuskript hvor man uden at blinke kan konstatere, at der er skåret helt ind til benet både mht. handlingen og karakterbeskrivelserne, må man rose John McTiernan ekstra meget for på mesterlig vis uden nogen former for besvær at kunne holde dampen helt oppe på kogepunktet i samtlige 106 minutter af dette fremragende pragteksemplar af en action-thriller, der omgående sætter gang i pulsen, da Alan Silvestris bombastiske score svæver hen over skærmen med maleriske penselstrøg af en poetisk, eller skulle man måske mere passende formulere det, sarkastisk idyllisk solopgang i baggrunden, som leder tankerne hen på mangt en krigsfilm så som f.eks. “Apocalypse Now”, hvor referencerne til især Vietnam for alvor kommer til udtryk jo længere ind i mørket de udvalgte helte bevæger sig, og jo mere absurd og grotesk rædslerne bliver synkront med bekæmpelsen af en fjende de ikke forstår og har mere end svært ved at omstille sig til. Inden konfrontationen med den rendyrkede ondskab finder sted, er det dog værd at bemærke selve indledningen op til den store kampscene mod rebellerne, hvor McTiernan viser et kæmpetalent for at skabe sveddryppende suspense, der når næsten Alfred Hitchcock’ske højder i sit spændingsniveau og som med køligt overblik aldrig glemmes men derimod sørges for at holde i live på forbindtlig vis, da først sci-fi og action elementerne for alvor sætter sig i karakter.
Brugen af suspense fra tidligere kommer nemlig i høj grad til at spille en væsentlig rolle i anden halvdel af handlingen, da der skiftes over i en Agathe Christie lignende “Ten Little Indians” del, hvor morderen, eller monstret i dette tilfælde, rydder sine ofre af vejen én for én, mens der desperat bliver søgt en løsning på truslen af de tilbageværende, som trin for trin må søge tilbage til rødderne i både fysisk og psykisk forstand. Bedst symboliseret igennem karaktern Billy som trods det at vi aldrig helt bliver klar over hvilken blodlinje han stammer fra umiskendeligt, ved brug af sin tro på amuletter og en yderst veludviklede 6. sans, illustrere en mand i tæt kontakt med sine formodede Indianske gener og dermed i tæt kontakt med naturen i særdeleshed, som Schwarzeneggers karakter Dutch i den store finale må lægge al sin goodwill over på, da han meget symbolsk må fralægge sig den vestlige verdens afhængighed og tiltro af moderne teknologi og forvandle sig selv til en langt mere rå og primitiv udgave af sit menneskelige væsen. Dog er det stadig med sit intellekt intakt synkront i duellen mod bæstet, som modsat af de to primater kun består af død og ødelæggelse og derfor må elimineres i forsøget på at genvinde den menneskelige sjæl, der næsten er gået tabt undervejs blodudvekslingerne og som fornemt visualiseres i de afsluttende billeder af paddehatteskyen og Schwarzeneggers måske selvreflekterende desillusionerede ansigt sølet til i destruktiv og depressiv materie fra moder jord.
#285 evermind 14 år siden
Ah, er det ikke Dillon, han hedder? :)
Men ja, fantastisk film - blandt Arnolds bedste! Jeg genså den faktisk så sent som i går, fordi kæresten også lige skulle præsenteres for den, og det var både et skønt gensyn for mig og positivt første syn for hende. Ellers skulle jeg også til at igennem al besværet med at date igen ... ;)
#286 NightHawk 14 år siden
Det er super fedt at høre, at der er andre herinde end mig, der synes det er en fremragende film. :)
Da jeg skulle se filmen første gang, anede jeg ikke hvad jeg skulle forvente, og især da jeg så, at det var folkene bag "Bad Santa", der havde lavet den. Jeg synes den film var en katastrofe og humoren deri fungerede slet ikke for mig. Men jeg skal da lige love for, at Ficarra & Riqua med "I Love You Phillip Morris" gjorde den tvivl jeg havde om deres talent fuldstændig til skamme med et manuskript, hvis humor på alle planer er mesterligt udført.
Kan kun på det varmeste anbefale, at alle gir den film en chance.
# 285 -
Jo, der skal selvfølgelig stå Dillon. :) Aner ikke hvorfor jeg har fået skrevet Dixon i stedet for. :P
Der er jo en rigtig fornuftig kæreste du har. She's a keeper. :)
#287 Kiksmann 14 år siden
#288 Åkepool 14 år siden
Det kan der ikke være to meninger om ;)
#289 MMB 14 år siden
#290 Åkepool 14 år siden
Tsk, tsk.....