Jeg er faktisk helt seriøs omkring min karakter. Jeg har kun set 1'eren, og jeg har absolut ingen planer om at se de andre. Jeg synes ofte filmen var ufrivillig komisk, jeg fandt ikke predatoren uhyggelig eller skræmmende, og man bekymrede sig ikke om personerne. Der var dog nogle gode actionscener med, men that's it.
Vi forbliver i den fortættede og mystificerende regnskov men svinger nu over i en langt mere metaforisk og kompleks en af slagsen med den canadiske mesterinstruktør Atom Egoyans poetiske og erotiske kærlighedsfabel, om en skæbnebestemt gruppe af desillusionerede og fortabte menneskers søgen efter forståelse, tilgivelse og den ultimative sjælefred i en oase af uafklarede følelser, hvis tone umiddelbart fremstår deprimerende ud over alle grænser, men i virkeligheden er en utrolig smuk hyldest til livet.
”Mmm, what? What is it? What is it that gives a school-girl her special innocence? Is it the way they smell? The sweet smell of their perfume... , of their hair? The aroma of fresh flowers... , and all that other stuff that hasn't been fucked up by late nights and a lot 'a bad food? Is it their gestures... , and the way they move? The way their body still holds on to some semblance of self-respect and... , and dignity?”
På vej ud af lufthavnsterminalen netop ankommet fra Sydamerika befinder dyrehandler Thomas Pinto, (Don McKellar), efter nøje overvågning fra toldmyndighederne, sig pludselig i en taxa med en vildt fremmed som opfordrer ham til at dele regningen på vej mod sin lejlighed. Da de gør stop ved den lokale stripklup “Exotica”, stiger forretningsmanden af og planter to opera-billetter i hånden på Pinto, som opfordres til at sælge dem på det sorte marked. Hjemme igen sørger han straks for at få sine smuglervare, et par eksotiske fugleæg, under en varmelampe og samtidig bliver det pludselig også meget varmt om ørene for de fleste gæster på “Exotica”, da stedets slibrige DJ, Eric, (Elias Koteas), præsenterer sin ekskæreste, som han stadig er lun på, i skikkelse af den smækre og skoleuniformerede Christina, (Mia Kirshner), der med sin sensuelle og erotiske udstråling har fanget mangt et øje blandt stedets klientel ikke mindst hos revisoren og stamkunden Francis, (Bruce Greenwood), der synes at have knyttet et usædvanligt stærkt bånd til den yndefulde danser. Imens ved koncertbygningen lykkedes det Pinto at sælge sin billet til en anden mand, som han tager ind og ser forestilling med og afviser ham ikke da han pludselig lægger sin hånd på hans ene knæ.
Efterfølgende må den fremmede dog gå slukøret hjem, da Pinto pludselig ikke længere synes at være interesseret og i natklubben får Francis et svært ubehageligt flashback, kort inden han atter må begive sig hjemad for at give babysitteren Tracy, (Sarah Polley), et lift tilbage til hendes faders lejlighed. Dagen efter dukker Francis op i Thomas dyrehandel, hvor han har hyret ham til at gennemgå nogle mildt sagt kreative regnskaber, alt imens “Exoticas” ejer Zoe, (Arsinéen Khanjian), modtager vidt forskellige reaktioner på sin graviditet fra den kommende far Eric og Zoes elsker Christina. De efterfølgende dage fortsætter både Thomas og Francis samme mønster fra tidligere i operaen og natklubben, hvor forholdet til Christina intensiveres til den jaloux Erics store frustration, og hjemme hos Francis vandrer Tracy rundt i stuen, der afslører op til flere billeder af hans totalt fraværende kone og datter. Da hun senere på aftenen bliver kørt hjem, diskuterer hun med Francis om hendes far, (Victor Garber), som tilsyneladende har et pænt anstrengt forhold til ham. En aften på natklubben bliver det hele dog for meget for Eric, der narrer Francis til at blive bortvist for evigt, hvilket sætter gang i en skæbnesvanger hævnplan, der også involvere Thomas i jagten på at genoprette balancen i den trygge verden Francis desperat forsøger at opretholde illusionen af.
”He comes in here every other night. He has his favorite drink, and his favourite table, with his favorite dancer. Sometimes he has to wait for her, and sometimes she's waiting for him, to protect him. She's his angel.”
Med "Exotica" slog Atom Egoyan det atter fast med syvtommersøm, at han besad et imponerende kreativt talent i måden han visualiserede sine ofte kryptiske og skæve historier om menneskets opfattelse af sig selv og sine omgivelser, samt indflydelsen af deres respektive reaktioner på hinanden. I “Exotica” foldes handlingen således ud som et nøjsomt og detaljeret puslespil, der via en hypnotisk dragende fragmenteret stil ved inddragelsen af flere flashback-scener, holder tilskueren fast i et jerngreb som en tillokkende men dødbringende plante om et lidt for nysgerrigt insekt, der i fuld symbiose med filmens persongalleri dog vil have alle tiders mulighed for at finde en løsning på en vej ud af sindets mørkeste afkroge, så længe man bare sørger for at følge og få styr på de mange tråde der hænger i luften og formå at forvandle dem til et samlet sikkerhedsnet, jo nærmere historien når sin konklusion og de forskellige karakterers skjulte dagsordener sirligt væves ind i hinandens liv. Dette sørger Egoyan sublimt for ved en yderst veludført brug af det eksotiske islæt som både direkte og metaforisk bindeled i tre af filmens nøgle-lokationer med Thomas dyrehandel, Tracy og hendes faders lejlighed, og vigtigst af alle stripklubben med filmens titel, der paradoksalt nok symboliserer et paradis på jord for alle involverede grundet den indflydelse det får på de forskellige karakterers traumatiske fortid.
I samme omfang er det også vigtigt at bemærke et fælles genialt træk kanaliseret gennem en papegøje som af den ene eller anden årsag opholder sig alle tre steder, men kval en manglende evne til at tale bliver symbolsk med karakterernes og vel i virkeligheden menneskets generelle svaghed med at kommunikere godt nok med hinanden især, når der opstår følelsesmæssige problemer af den ene eller anden slags. Hvor alle andres psykiske ar stammer fra samme tragedie i fortiden, vel at mærke uden Francis det meste af tiden f.eks. ved hvad Erics rolle har været i den sammenhæng, bunder Thomas problemer i at udleve en reel fysisk kontakt i nutiden med sine mange one night stands. Umiddelbart synes de to forløb ikke at ha’ nogen forbindelse, men får det alligevel, da Thomas langt om længe tør ta’ skridtet fuld ud, hvilket får store konsekvenser pga. hans elskers arbejde, som efterfølgende sender ham tilbage i en rolle, hvor han nu er mere forkrampet og tilbageholdende end tidligere. Da Francis så dukker op og krydser hans spor, bliver det på forunderlig vis en forløsning for dem, der bogstavelig talt tvinger begge mænd til at blive deres traumer kvit via Francis hævnplan og konfrontation med Eric, samt Thomas interaktion med Christina, der i en utrolig smuk og veludført sammenhørighed også bliver hhv. Dj’ens og danserindens mulighed for at opnå den indre smertelindring og frigørelse af hinandens sjæle, de så længe har sukket efter.
Det er unægtelig svært ikke at lade sig rive med og knibe mindst et par tårer over især den sidste række scener, da det bliver afsløret hvad der ligger til grund for den måde karaktererne har ageret på, hvor specielt finalen, der er endnu et flashback, på suveræn vis illustrerer Egoyans mesterlige evne til at balancere mellem det dybt tragiske men stadigt håbefulde, da årsagen til hvorfor Christina er havnet på “Exotica” åbenbares og hvorfor hendes behov for kontakt med Francis og vice versa, har været så vital som den har. Egoyan skærer ikke ud i pap hvad der er sket i det hus vi ser til sidst og behøver det heller ikke, for det reaktionsmønster vi som tilskuere betragter mellem de to fortæller alt. Det er i sandhed utroligt deprimerende at overvære, men er det så alligevel ikke, fordi man samtidig er klar over hvad hendes og de andres liv har mulighed for at udvikle sig til i nutiden, og summa summarum er vi dermed tilbage ved hyldesten til livet og den altafgørende årsag til, at jeg elsker “Exotica“ så højt som jeg gør.
Jeg kunne desværre ikke finde filmens trailer, men har lagt et par klip op i stedet, der illustrerer den dobbelttydige tone, som konstant præger Egoyans sublime værk.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#294: At der ikke er nogen, der kommenterer din anmeldelse er da ikke ensbetydende med, at ingen kender til Egoyans film. :)
Jeg så den engang i slutningen af 90'erne, men bortset fra Elias Koteas' præstation gjorde den ikke mærkbart indtryk på mig. Jeg synes, at "The Sweet Hereafter" er langt bedre.
#294: At der ikke er nogen, der kommenterer din anmeldelse er da ikke ensbetydende med, at ingen kender til Egoyans film. :)
Nej, det er jeg skam godt klar over, og det var da heller ikke det jeg skrev. :)
Jeg mener jo netop, at jeg kunne huske en række diskutioner omkring ham og hans film herinde. Og herefter tænker jeg så, at "Exotica", som er en af hans mest succefulde film, da naturligvis må være set af mindst et par stykker.
Jeg var såmæn blot nysgerrig efter, at høre hvad andre synes om filmen og om der var nogen som havde en anden vinkel på historiens mange lag og karakterenes ageren i forhold til hinanden, end det jeg har skrevet om.
Jeg så den engang i slutningen af 90'erne, men bortset fra Elias Koteas' præstation gjorde den ikke mærkbart indtryk på mig. Jeg synes, at "The Sweet Hereafter" er langt bedre.
"The Sweet Hereafter" er bestemt en rigtig god film og ligeså "The Adjuster", som er de to øvrige af hans film jeg holder mest af. Men "Exotica" er lige en tand bedre i mine øjne.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg har da også set den engang tilbage i tiden. Jeg så den pga. at jeg fandt Mia Kirshner ganske attraktiv og endte med at synes godt om Elias Koteas i den. Selve filmen husker jeg som ok, men heller ikke mere. Har aldrig set andet fra Atom Egoyan.
So, at last we meet for the first time for the last time.
Fra den eksotiske jungles snørklede udfordringer begiver vi os nu helt ud af skoven og op på hesten styrende lige ud af landevejen mod Texas støvede prærie i Martin Ritts tredobbelte Oscarvinder og moderne western om stædighed, stolthed, gamle dyder og loyalitetsfølelse kontra gammelt nag og rebelsk idoldyrkelse, med handlingen centreret om en familie af tre generationer og deres stridigheder med hinanden og deres respektive syn på verden omkring dem.
”Well, I've always thought the law was meant to be interpreted in a lenient manner. Sometimes I lean one way and sometimes I lean the other.”
I en lille slumrende soveby i udkanten af Texas, som netop er i færd med at forberede det årlige rodeo træf, slentrer den unge Lon Bannon, (Brandon De Wilde), gennem gaderne på udkig efter sin onkel, hvem han forguder, og byens største scorekarl Hud, (Paul Newman), som han er blevet sendt ud for at hente tilbage til farmen, da hans farfar Homer, (Melvyn Douglas), er blevet bekendt med, at en af deres køer pludselig er faldet død om uden nogen grund. Hud er dog ikke meget for at afbryde sin hyrdetime i byen, men indvilger alligevel i at tage med, og efter de tre har vurderet liget slår Homer fast mod Huds vilje, at de hellere må inddrage de lokale veterinær-myndigheder. Efter Hud har været tilbage og afslutte hvad han var i gang med tidligere, render han på deres husholderske Alma, (Patricia Neal), som han efterfølgende giver et lift hjem og inden længe sludrer de to løs som et gammelt ægtepar, der nyder at provokere hinanden. Senere på aftenen da Hud atter er på vej i byen med Lon, kommer hans farfar straks med en syrlig kommentar, som med al tydelighed slår luften ud af Hud, der dog ikke har tænkt sig at forklare hvad det handler om, da Lon spørger ind til bemærkningen.
Dagen efter får farmen besøg af dyrlægen som efter en hurtig test er sikker på at kreaturerne, til Homers store skræk, er blevet smittet med mund og klovsyge. Selv om han naturligvis ikke er meget for det, ser Homer ingen anden udvej end at følge lægens råd og aflive resten af flokken, men det kan Hud ikke se logikken i, grundet hans skepsis mod alt hvad der har med staten at gøre, og forsøger i stedet at overbevise den gamle knark om at sælge dyrene, inden det kan bevises at de alle er syge. Den kyniske plan bliver dog omgående pure afvist, hvilket fører til endnu et bittert skænderi mellem de to mænd, hvis mistro og ambivalens til hinanden blot forøges som dagene går, mens forholdet mellem Homer og hans barnebarn Lon derimod bliver den gamle mands holdepunkt midt i al den megen modgang. Til gengæld kan Hud finde trøst i sit flirteri med Alma, men også her er der konkurrence fra nevøens side og efterhånden som tiden går og presset fra aflivningen af dyrene og farmens fremtid tager til, stiger intensiteten og de uafklarede følelser iblandt de fire, som inden længe vil føre til et opgør mellem de tre generationer, hvor Lon må tage’ sin idoldyrkelse af Hud op til kraftig revision.
”You don't care about people Hud. You don't give a damn about 'em. Oh, you got all that charm goin' for ya. And it makes the youngsters want to be like ya. That's the shame of it because you don't value anything. You don't respect nothing. You keep no check on your appetites at all. You live just for yourself. And that makes you not fit to live with.”
I 1963 blev Martin Ritts film, efter at have modtaget hele syv nomineringer, som tidligere nævnt belønnet med tre Oscars der alle var yderst velfortjente til hhv. Patricia Neal og Melvyn Douglas for deres bund solide skuespilpræstationer, samt for James Wong Howe’s eminente fotografering, der samlet set sørgede for at indskrive “Hud” i historiebøgerne som en klassiker, der dog samtidig også er ligeså kendt for at lide af en gigantisk skamplet ved den manglende anerkendelse af Paul Newmans formidable præstation. Allerede fra første sekund han dukker op i filmen, brænder han nemlig i et sandt flammehav gennem lærredet i den altoverskyggende hovedrolle som den svært usympatiske men djævelsk charmerende Hud Bannon. En mand der på ydersiden er i besiddelse af så meget overlegen karisma og fysisk fremtoning, at kvinderne nærmest besvimer af liderlighed og de resterende mænd i byen på forhånd opgiver at tage kampen op.
Hud er kort og godt hvad man på godt gammel dansk ville betegne som en helvedes karl og den status nyder han så sandelig i fulde drag. Men bag facaden gemmer der sig en helt anden og væsentlig mere nuanceret og tragisk person, der for alvor skinner igennem i konflikterne med de andre karakterer, og det er her i disse flydende skift, at Paul Newman med stor overbevisning illustrerer hvor fremragende og alsidig en skuespiller han er. Det ene øjeblik slentrer han selvsikkert rundt dunstende af dyrisk magnetisme og det næste damper den indre smerte og selvhadet så meget igennem, at det efterlader ham med en forstenet, desillusioneret og lettere opgivende attitude. Meget lig billedet generelt på den situation familien Bannon pludselig befinder sig midt i med de syge dyr og som bliver katalysatoren for at fortidens traumer, der involverer en dødsulykke, imellem far og søn atter blusser op igen på fuld styrke i en scene, (link 2), som på brillant vis udstiller forskellen på de gammeldags værdier og den yngre generations rebelskhed, der i høj grad var udslagsgivende for og symbolsk med det forestående oprør, som lå og ulmede i det amerikanske landskab i 60’erne.
Det var en kombination af at blive umyndiggjort, overhørt, ignoreret og i Huds tilfælde også en mangel på generel kærlighed eller udtryk for den, der frembragte sindstilstanden og trodsigheden blandt den yngre generation, som på dette tidspunkt havde mere end svært ved at få luftet deres frustrationer. Især kommer kærlighedsfaktoren til at spille en altafgørende rolle i dette tilfælde, da Hud lader sit behov for bekræftelse og jagt på oprigtige gensidige følelser tage overhånd og i fuldskab, opstået pga. kontroversen med faderen, forgriber sig på Alma. Dette bliver en af de vigtigste scener i filmen, fordi den viser at Hud på bunden, trods sit dysfunktionelle følelsesregister, alligevel har integritet nok til at indse hvilken forfærdelig ting han har været i færd med, selvom han bliver hjulpet godt på vej af sin nevø, for hvem overfaldet samtidig bliver et gevaldigt wake-up call i forhold til idolets status. Hermed bliver Brandon De Wildes karakter Lon, modsat Hud, et håb om en fremtid for den yngre generation der ikke bare hviler på oprøret i sig selv, men derimod indeholder en ligeså stor portion af selvstændighed og respekt ikke blot for sig selv men ligeså meget for sine omgivelser og samfundets minefelt af etiske og moralske værdier og spilleregler.
Hatten af for Martin Ritt og i særdeleshed Paul Newman for denne fremragende filmperle!
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så hopper vi et godt stykke frem i film-historien og skal nu have fat i Niels Arden Oplevs mesterlige filmatisering af første del i Stieg Larssons mega populære bogserie, også bedre kendt under navnet Millennium Trilogien, om det umage makkerpar Blomquist & Salanders utrættelige, idealistiske og feministiske bekæmpelse af undertrykkelse og korruption i det svenske samfunds offentlige system og dekadente rigmands miljø.
Under en retssag mod den internationale forretningsmand Hans-Erik Wetterström, som er anklaget for våbensmugling af journalisten Mikael Blomquist, (Michael Nyquist), dukker en mystisk kvinde op under dommerkendelsen og når lige at overvære, hvad der ender med at blive den totale fiasko for Blomquist, som i stedet må se sig selv bag lås og slå, et halvt år frem i tiden, i tre måneder for falsk bevisførelse, hvilket efterfølgende får kollegerne på redaktionen hos den liberale avis Millennium til at tvinge ham på en midlertidig ferie, indtil mediestormen har lagt sig igen. Slukøret må han derfor luske hjemad i aftenkulden, mens han stadig overvåges intenst af den mystiske kvinde, der dagen efter ved et møde med et sikkerhedsfirma præsenteres som deres bedste hacker i skikkelse af punker-Goth baben Lisbeth Salander, (Noomi Rapace), der er blevet ansat til at undersøge Blomquist baggrund af advokaten Dirch Frode hvis klient, mangemillionæren Henrik Vanger, (Sven-Bertil Taube), er interesseret i at hyre Blomquist til at forsøge at løse mysteriet om et 40 år gammelt mord på Vangers niece Harriet. Under sin samtale med Vanger på dennes afsidesliggende gods midt ude på bøhlandet ved Hendestad, erfarer Blomquist at forholdet til resten af den omfattende familie, inklusiv Harriets far Gotfried, er pænt anstrengt samt fyldt med intriger, og kombineret med antallet af mistænkte aner han hurtigt, at det langtfra bliver nogen nem opgave at gå til.
Tilbage i Stokholm får Salander en irriterende besked, da det står klart at hun af staten er blevet tildelt en ny formynder ved navn Bjurman, (Peter Andersson). Han viser sig hurtigt at være en usandsynlig klam og liderlig stodder, der ikke er sen til at udnytte sin fordelagtige position i forhold til sin klient, hvilket han får rig mulighed for, da Salander uheldigvis brutalt overfaldes af en flok bøller, der tilfældigt smadrer hendes computer, som nu må gøre Bjurman en speciel tjeneste for at få erstattet. Imens i Hedenstad tager Blomquist imod tilbuddet og bliver indlogerer i et hus nær godset, hvorpå Vanger viser ham rundt for at forklare nærmere om familiemedlemmernes indbyrdes forhold, for til sidst at introducere koncernens nye chef og Harriets bror Martin, (Peter Haber), der tager overraskende pænt imod den nye gæst omstændighederne taget i betragtning. Som dagene går, fortsætter Blomquist ihærdigt sin efterforskning men løber efterhånden ind i en blindgyde, alt imens Salander beslutter sig for at få den slimede Bjurman ned med nakken og sin frihed tilbage. Grundet sin interesse for og beundring af Blomquist, hvis mission hun sagtens kan relatere sig til, vælger hun uden hans viden at give ham assistance i sagen, som hun dog senere må deltage mere aktiv i, da Blomquist opsporer hende og beder om yderligere hjælp. Salander er dog ikke meget for et fysisk samarbejde, især med en mand, men lader sig alligevel overbevise af Blomquist lune væsen og sammen begiver den dynamiske duo sig nu tilbage mod Hedenstad og det endelige opgør mod den mystiske morder og opklaringen af dennes perverse motiver.
-----------------------
Det kringlede manuskript er uden tvivl en kompleks størrelse og involverer flere personer og oplysninger, som godt kan synes en anelse svært at holde styr på nogle steder i filmen, specielt da Salander og Blomquist nærmer sig en forløsning blandt talkoder og religiøse citater. Men Niels Arden Oplev sørger fornuftigt nok for at samle op undervejs og gentager informationsstrømmen med den helt rette balance, så man til sidst alligevel er helt med på hvad der foregår og i hvilken sammenhæng plot-trådene i fortid og nutid, samt Lisbeths Salanders traumatiske fortid, skal forstås sat op imod det overordnede mordmysterie og dets dissekering af kvindeundertrykkelse i sin absolut mest vandvittige og groteske udformning.
Selv om jeg ikke har læst bogen, kan der vist alligevel ikke være nogen tvivl om, efter at have været vidne til denne skandinaviske perle, at Stieg Larsson har skrevet et brag af en thriller med et par hovedpersoner som på hver deres måde er et par yderst fascinerende karakterer at følge. Michael Nyquist gør vidunderligt brug af herligt underspil i rollen som den idealistiske og lunefulde Mikael Blomquist som med sit milde tilbagelænede væsen i verdens mest kedelig kluns står i perfekt skærende kontrast til den gudesmukke og übercoole Noomi Rapace for hvem rollen som den kølige og følelsesmæssigt distancerede superhacker Lisbeth Salander, med sin fuck-the-world attitude, piercinger, tatoveringer og et supercool læderoutfit, blev et mere end velfortjent gennembrud af dimensioner og samtidig skabelsen af et feministisk ikon. De to karakterer, journalisten og punkeren, kunne i dette tilfælde ikke være mere forskellige og netop derfor er deres samarbejde, sammenhold og tro på hinanden, og dermed i overført betydning troen på det bedste i sine medmennesker, så meget mere fascinerende at følge, når ondskaben i alle dens afskygninger forsøger at skille dem ad i både krop og sjæl. Et smukt budskab der er værd at tænke over bagefter en så brutal og ofte ufattelig deprimerende film.
"Mænd Der Hader Kvinder" er en af de bedste thrillers jeg har set længe og den har med sit formidable skuespil, samt stemningsfulde og enormt flotte fotografering bestemt ingen problemer med at kunne feje op til flere af sine amerikanske konkurrenter godt og grundigt af banen, især når det yderligere tilsættes et plot der er snørklet, intelligent, pisse hamrende spændende og barskt som bare fanden, bl.a. i en vildt ubehagelig scene, som jeg kun har set overgået i den franske film "Irrevesible". Alle dele får Niels Arden Oplev omsat til lærredet på sublimt vis, så man holdes i åndeløs spænding i stort set samtlige 146 min. Og så er det i øvrigt genialt den måde hvorpå Blomquists duel mod finansmanden Hans-Erik Wetterström bliver brugt på senere hen, og som leder op til "Pigen Der Legede Med Ilden", der i mine øjne var en ganske solid opfølger.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#291 Kiksmann 14 år siden
Tilgiv ham, men hvis man sammenligner hele franchisen så vil filmen jo ende der, sørgeligt men sandt.
#292 MMB 14 år siden
#293 NightHawk 14 år siden
http://www.amazon.co.uk/gp/product/B0009PZ88K/ref=...
Vi forbliver i den fortættede og mystificerende regnskov men svinger nu over i en langt mere metaforisk og kompleks en af slagsen med den canadiske mesterinstruktør Atom Egoyans poetiske og erotiske kærlighedsfabel, om en skæbnebestemt gruppe af desillusionerede og fortabte menneskers søgen efter forståelse, tilgivelse og den ultimative sjælefred i en oase af uafklarede følelser, hvis tone umiddelbart fremstår deprimerende ud over alle grænser, men i virkeligheden er en utrolig smuk hyldest til livet.
”Mmm, what? What is it? What is it that gives a school-girl her special innocence? Is it the way they smell? The sweet smell of their perfume... , of their hair? The aroma of fresh flowers... , and all that other stuff that hasn't been fucked up by late nights and a lot 'a bad food? Is it their gestures... , and the way they move? The way their body still holds on to some semblance of self-respect and... , and dignity?”
På vej ud af lufthavnsterminalen netop ankommet fra Sydamerika befinder dyrehandler Thomas Pinto, (Don McKellar), efter nøje overvågning fra toldmyndighederne, sig pludselig i en taxa med en vildt fremmed som opfordrer ham til at dele regningen på vej mod sin lejlighed. Da de gør stop ved den lokale stripklup “Exotica”, stiger forretningsmanden af og planter to opera-billetter i hånden på Pinto, som opfordres til at sælge dem på det sorte marked. Hjemme igen sørger han straks for at få sine smuglervare, et par eksotiske fugleæg, under en varmelampe og samtidig bliver det pludselig også meget varmt om ørene for de fleste gæster på “Exotica”, da stedets slibrige DJ, Eric, (Elias Koteas), præsenterer sin ekskæreste, som han stadig er lun på, i skikkelse af den smækre og skoleuniformerede Christina, (Mia Kirshner), der med sin sensuelle og erotiske udstråling har fanget mangt et øje blandt stedets klientel ikke mindst hos revisoren og stamkunden Francis, (Bruce Greenwood), der synes at have knyttet et usædvanligt stærkt bånd til den yndefulde danser. Imens ved koncertbygningen lykkedes det Pinto at sælge sin billet til en anden mand, som han tager ind og ser forestilling med og afviser ham ikke da han pludselig lægger sin hånd på hans ene knæ.
Efterfølgende må den fremmede dog gå slukøret hjem, da Pinto pludselig ikke længere synes at være interesseret og i natklubben får Francis et svært ubehageligt flashback, kort inden han atter må begive sig hjemad for at give babysitteren Tracy, (Sarah Polley), et lift tilbage til hendes faders lejlighed. Dagen efter dukker Francis op i Thomas dyrehandel, hvor han har hyret ham til at gennemgå nogle mildt sagt kreative regnskaber, alt imens “Exoticas” ejer Zoe, (Arsinéen Khanjian), modtager vidt forskellige reaktioner på sin graviditet fra den kommende far Eric og Zoes elsker Christina. De efterfølgende dage fortsætter både Thomas og Francis samme mønster fra tidligere i operaen og natklubben, hvor forholdet til Christina intensiveres til den jaloux Erics store frustration, og hjemme hos Francis vandrer Tracy rundt i stuen, der afslører op til flere billeder af hans totalt fraværende kone og datter. Da hun senere på aftenen bliver kørt hjem, diskuterer hun med Francis om hendes far, (Victor Garber), som tilsyneladende har et pænt anstrengt forhold til ham. En aften på natklubben bliver det hele dog for meget for Eric, der narrer Francis til at blive bortvist for evigt, hvilket sætter gang i en skæbnesvanger hævnplan, der også involvere Thomas i jagten på at genoprette balancen i den trygge verden Francis desperat forsøger at opretholde illusionen af.
”He comes in here every other night. He has his favorite drink, and his favourite table, with his favorite dancer. Sometimes he has to wait for her, and sometimes she's waiting for him, to protect him. She's his angel.”
Med "Exotica" slog Atom Egoyan det atter fast med syvtommersøm, at han besad et imponerende kreativt talent i måden han visualiserede sine ofte kryptiske og skæve historier om menneskets opfattelse af sig selv og sine omgivelser, samt indflydelsen af deres respektive reaktioner på hinanden. I “Exotica” foldes handlingen således ud som et nøjsomt og detaljeret puslespil, der via en hypnotisk dragende fragmenteret stil ved inddragelsen af flere flashback-scener, holder tilskueren fast i et jerngreb som en tillokkende men dødbringende plante om et lidt for nysgerrigt insekt, der i fuld symbiose med filmens persongalleri dog vil have alle tiders mulighed for at finde en løsning på en vej ud af sindets mørkeste afkroge, så længe man bare sørger for at følge og få styr på de mange tråde der hænger i luften og formå at forvandle dem til et samlet sikkerhedsnet, jo nærmere historien når sin konklusion og de forskellige karakterers skjulte dagsordener sirligt væves ind i hinandens liv. Dette sørger Egoyan sublimt for ved en yderst veludført brug af det eksotiske islæt som både direkte og metaforisk bindeled i tre af filmens nøgle-lokationer med Thomas dyrehandel, Tracy og hendes faders lejlighed, og vigtigst af alle stripklubben med filmens titel, der paradoksalt nok symboliserer et paradis på jord for alle involverede grundet den indflydelse det får på de forskellige karakterers traumatiske fortid.
I samme omfang er det også vigtigt at bemærke et fælles genialt træk kanaliseret gennem en papegøje som af den ene eller anden årsag opholder sig alle tre steder, men kval en manglende evne til at tale bliver symbolsk med karakterernes og vel i virkeligheden menneskets generelle svaghed med at kommunikere godt nok med hinanden især, når der opstår følelsesmæssige problemer af den ene eller anden slags. Hvor alle andres psykiske ar stammer fra samme tragedie i fortiden, vel at mærke uden Francis det meste af tiden f.eks. ved hvad Erics rolle har været i den sammenhæng, bunder Thomas problemer i at udleve en reel fysisk kontakt i nutiden med sine mange one night stands. Umiddelbart synes de to forløb ikke at ha’ nogen forbindelse, men får det alligevel, da Thomas langt om længe tør ta’ skridtet fuld ud, hvilket får store konsekvenser pga. hans elskers arbejde, som efterfølgende sender ham tilbage i en rolle, hvor han nu er mere forkrampet og tilbageholdende end tidligere. Da Francis så dukker op og krydser hans spor, bliver det på forunderlig vis en forløsning for dem, der bogstavelig talt tvinger begge mænd til at blive deres traumer kvit via Francis hævnplan og konfrontation med Eric, samt Thomas interaktion med Christina, der i en utrolig smuk og veludført sammenhørighed også bliver hhv. Dj’ens og danserindens mulighed for at opnå den indre smertelindring og frigørelse af hinandens sjæle, de så længe har sukket efter.
Det er unægtelig svært ikke at lade sig rive med og knibe mindst et par tårer over især den sidste række scener, da det bliver afsløret hvad der ligger til grund for den måde karaktererne har ageret på, hvor specielt finalen, der er endnu et flashback, på suveræn vis illustrerer Egoyans mesterlige evne til at balancere mellem det dybt tragiske men stadigt håbefulde, da årsagen til hvorfor Christina er havnet på “Exotica” åbenbares og hvorfor hendes behov for kontakt med Francis og vice versa, har været så vital som den har. Egoyan skærer ikke ud i pap hvad der er sket i det hus vi ser til sidst og behøver det heller ikke, for det reaktionsmønster vi som tilskuere betragter mellem de to fortæller alt. Det er i sandhed utroligt deprimerende at overvære, men er det så alligevel ikke, fordi man samtidig er klar over hvad hendes og de andres liv har mulighed for at udvikle sig til i nutiden, og summa summarum er vi dermed tilbage ved hyldesten til livet og den altafgørende årsag til, at jeg elsker “Exotica“ så højt som jeg gør.
Jeg kunne desværre ikke finde filmens trailer, men har lagt et par klip op i stedet, der illustrerer den dobbelttydige tone, som konstant præger Egoyans sublime værk.
#294 NightHawk 14 år siden
Mener da ellers at ku' huske, at Atom Egoyan ofte har været omtalt herinde, så gik ud fra at de fleste kendte hans film.
Nå, men hvis man aldrig har hørt om "Exotica" før, så er anbefalingen, af hvad jeg betragter som hans suverænt bedste film, hermed givet videre. :)
#295 Highland Park 14 år siden
Jeg så den engang i slutningen af 90'erne, men bortset fra Elias Koteas' præstation gjorde den ikke mærkbart indtryk på mig. Jeg synes, at "The Sweet Hereafter" er langt bedre.
#296 NightHawk 14 år siden
Nej, det er jeg skam godt klar over, og det var da heller ikke det jeg skrev. :)
Jeg mener jo netop, at jeg kunne huske en række diskutioner omkring ham og hans film herinde. Og herefter tænker jeg så, at "Exotica", som er en af hans mest succefulde film, da naturligvis må være set af mindst et par stykker.
Jeg var såmæn blot nysgerrig efter, at høre hvad andre synes om filmen og om der var nogen som havde en anden vinkel på historiens mange lag og karakterenes ageren i forhold til hinanden, end det jeg har skrevet om.
"The Sweet Hereafter" er bestemt en rigtig god film og ligeså "The Adjuster", som er de to øvrige af hans film jeg holder mest af. Men "Exotica" er lige en tand bedre i mine øjne.
#297 Highland Park 14 år siden
Det ser ellers sådan ud:
Nå men fred være med det. Alt kan som bekendt opfattes på mere end en måde. ;)
"The Adjuster" har jeg ikke set.
#298 Åkepool 14 år siden
Har aldrig set andet fra Atom Egoyan.
#299 NightHawk 14 år siden
http://www.amazon.co.uk/gp/product/B0001CVAYC/ref=...
Fra den eksotiske jungles snørklede udfordringer begiver vi os nu helt ud af skoven og op på hesten styrende lige ud af landevejen mod Texas støvede prærie i Martin Ritts tredobbelte Oscarvinder og moderne western om stædighed, stolthed, gamle dyder og loyalitetsfølelse kontra gammelt nag og rebelsk idoldyrkelse, med handlingen centreret om en familie af tre generationer og deres stridigheder med hinanden og deres respektive syn på verden omkring dem.
”Well, I've always thought the law was meant to be interpreted in a lenient manner. Sometimes I lean one way and sometimes I lean the other.”
I en lille slumrende soveby i udkanten af Texas, som netop er i færd med at forberede det årlige rodeo træf, slentrer den unge Lon Bannon, (Brandon De Wilde), gennem gaderne på udkig efter sin onkel, hvem han forguder, og byens største scorekarl Hud, (Paul Newman), som han er blevet sendt ud for at hente tilbage til farmen, da hans farfar Homer, (Melvyn Douglas), er blevet bekendt med, at en af deres køer pludselig er faldet død om uden nogen grund. Hud er dog ikke meget for at afbryde sin hyrdetime i byen, men indvilger alligevel i at tage med, og efter de tre har vurderet liget slår Homer fast mod Huds vilje, at de hellere må inddrage de lokale veterinær-myndigheder. Efter Hud har været tilbage og afslutte hvad han var i gang med tidligere, render han på deres husholderske Alma, (Patricia Neal), som han efterfølgende giver et lift hjem og inden længe sludrer de to løs som et gammelt ægtepar, der nyder at provokere hinanden. Senere på aftenen da Hud atter er på vej i byen med Lon, kommer hans farfar straks med en syrlig kommentar, som med al tydelighed slår luften ud af Hud, der dog ikke har tænkt sig at forklare hvad det handler om, da Lon spørger ind til bemærkningen.
Dagen efter får farmen besøg af dyrlægen som efter en hurtig test er sikker på at kreaturerne, til Homers store skræk, er blevet smittet med mund og klovsyge. Selv om han naturligvis ikke er meget for det, ser Homer ingen anden udvej end at følge lægens råd og aflive resten af flokken, men det kan Hud ikke se logikken i, grundet hans skepsis mod alt hvad der har med staten at gøre, og forsøger i stedet at overbevise den gamle knark om at sælge dyrene, inden det kan bevises at de alle er syge. Den kyniske plan bliver dog omgående pure afvist, hvilket fører til endnu et bittert skænderi mellem de to mænd, hvis mistro og ambivalens til hinanden blot forøges som dagene går, mens forholdet mellem Homer og hans barnebarn Lon derimod bliver den gamle mands holdepunkt midt i al den megen modgang. Til gengæld kan Hud finde trøst i sit flirteri med Alma, men også her er der konkurrence fra nevøens side og efterhånden som tiden går og presset fra aflivningen af dyrene og farmens fremtid tager til, stiger intensiteten og de uafklarede følelser iblandt de fire, som inden længe vil føre til et opgør mellem de tre generationer, hvor Lon må tage’ sin idoldyrkelse af Hud op til kraftig revision.
”You don't care about people Hud. You don't give a damn about 'em. Oh, you got all that charm goin' for ya. And it makes the youngsters want to be like ya. That's the shame of it because you don't value anything. You don't respect nothing. You keep no check on your appetites at all. You live just for yourself. And that makes you not fit to live with.”
I 1963 blev Martin Ritts film, efter at have modtaget hele syv nomineringer, som tidligere nævnt belønnet med tre Oscars der alle var yderst velfortjente til hhv. Patricia Neal og Melvyn Douglas for deres bund solide skuespilpræstationer, samt for James Wong Howe’s eminente fotografering, der samlet set sørgede for at indskrive “Hud” i historiebøgerne som en klassiker, der dog samtidig også er ligeså kendt for at lide af en gigantisk skamplet ved den manglende anerkendelse af Paul Newmans formidable præstation. Allerede fra første sekund han dukker op i filmen, brænder han nemlig i et sandt flammehav gennem lærredet i den altoverskyggende hovedrolle som den svært usympatiske men djævelsk charmerende Hud Bannon. En mand der på ydersiden er i besiddelse af så meget overlegen karisma og fysisk fremtoning, at kvinderne nærmest besvimer af liderlighed og de resterende mænd i byen på forhånd opgiver at tage kampen op.
Hud er kort og godt hvad man på godt gammel dansk ville betegne som en helvedes karl og den status nyder han så sandelig i fulde drag. Men bag facaden gemmer der sig en helt anden og væsentlig mere nuanceret og tragisk person, der for alvor skinner igennem i konflikterne med de andre karakterer, og det er her i disse flydende skift, at Paul Newman med stor overbevisning illustrerer hvor fremragende og alsidig en skuespiller han er. Det ene øjeblik slentrer han selvsikkert rundt dunstende af dyrisk magnetisme og det næste damper den indre smerte og selvhadet så meget igennem, at det efterlader ham med en forstenet, desillusioneret og lettere opgivende attitude. Meget lig billedet generelt på den situation familien Bannon pludselig befinder sig midt i med de syge dyr og som bliver katalysatoren for at fortidens traumer, der involverer en dødsulykke, imellem far og søn atter blusser op igen på fuld styrke i en scene, (link 2), som på brillant vis udstiller forskellen på de gammeldags værdier og den yngre generations rebelskhed, der i høj grad var udslagsgivende for og symbolsk med det forestående oprør, som lå og ulmede i det amerikanske landskab i 60’erne.
Det var en kombination af at blive umyndiggjort, overhørt, ignoreret og i Huds tilfælde også en mangel på generel kærlighed eller udtryk for den, der frembragte sindstilstanden og trodsigheden blandt den yngre generation, som på dette tidspunkt havde mere end svært ved at få luftet deres frustrationer. Især kommer kærlighedsfaktoren til at spille en altafgørende rolle i dette tilfælde, da Hud lader sit behov for bekræftelse og jagt på oprigtige gensidige følelser tage overhånd og i fuldskab, opstået pga. kontroversen med faderen, forgriber sig på Alma. Dette bliver en af de vigtigste scener i filmen, fordi den viser at Hud på bunden, trods sit dysfunktionelle følelsesregister, alligevel har integritet nok til at indse hvilken forfærdelig ting han har været i færd med, selvom han bliver hjulpet godt på vej af sin nevø, for hvem overfaldet samtidig bliver et gevaldigt wake-up call i forhold til idolets status. Hermed bliver Brandon De Wildes karakter Lon, modsat Hud, et håb om en fremtid for den yngre generation der ikke bare hviler på oprøret i sig selv, men derimod indeholder en ligeså stor portion af selvstændighed og respekt ikke blot for sig selv men ligeså meget for sine omgivelser og samfundets minefelt af etiske og moralske værdier og spilleregler.
Hatten af for Martin Ritt og i særdeleshed Paul Newman for denne fremragende filmperle!
#300 NightHawk 14 år siden
http://www.amazon.co.uk/Girl-Dragon-Tattoo-Blu-ray...
Så hopper vi et godt stykke frem i film-historien og skal nu have fat i Niels Arden Oplevs mesterlige filmatisering af første del i Stieg Larssons mega populære bogserie, også bedre kendt under navnet Millennium Trilogien, om det umage makkerpar Blomquist & Salanders utrættelige, idealistiske og feministiske bekæmpelse af undertrykkelse og korruption i det svenske samfunds offentlige system og dekadente rigmands miljø.
Under en retssag mod den internationale forretningsmand Hans-Erik Wetterström, som er anklaget for våbensmugling af journalisten Mikael Blomquist, (Michael Nyquist), dukker en mystisk kvinde op under dommerkendelsen og når lige at overvære, hvad der ender med at blive den totale fiasko for Blomquist, som i stedet må se sig selv bag lås og slå, et halvt år frem i tiden, i tre måneder for falsk bevisførelse, hvilket efterfølgende får kollegerne på redaktionen hos den liberale avis Millennium til at tvinge ham på en midlertidig ferie, indtil mediestormen har lagt sig igen. Slukøret må han derfor luske hjemad i aftenkulden, mens han stadig overvåges intenst af den mystiske kvinde, der dagen efter ved et møde med et sikkerhedsfirma præsenteres som deres bedste hacker i skikkelse af punker-Goth baben Lisbeth Salander, (Noomi Rapace), der er blevet ansat til at undersøge Blomquist baggrund af advokaten Dirch Frode hvis klient, mangemillionæren Henrik Vanger, (Sven-Bertil Taube), er interesseret i at hyre Blomquist til at forsøge at løse mysteriet om et 40 år gammelt mord på Vangers niece Harriet. Under sin samtale med Vanger på dennes afsidesliggende gods midt ude på bøhlandet ved Hendestad, erfarer Blomquist at forholdet til resten af den omfattende familie, inklusiv Harriets far Gotfried, er pænt anstrengt samt fyldt med intriger, og kombineret med antallet af mistænkte aner han hurtigt, at det langtfra bliver nogen nem opgave at gå til.
Tilbage i Stokholm får Salander en irriterende besked, da det står klart at hun af staten er blevet tildelt en ny formynder ved navn Bjurman, (Peter Andersson). Han viser sig hurtigt at være en usandsynlig klam og liderlig stodder, der ikke er sen til at udnytte sin fordelagtige position i forhold til sin klient, hvilket han får rig mulighed for, da Salander uheldigvis brutalt overfaldes af en flok bøller, der tilfældigt smadrer hendes computer, som nu må gøre Bjurman en speciel tjeneste for at få erstattet. Imens i Hedenstad tager Blomquist imod tilbuddet og bliver indlogerer i et hus nær godset, hvorpå Vanger viser ham rundt for at forklare nærmere om familiemedlemmernes indbyrdes forhold, for til sidst at introducere koncernens nye chef og Harriets bror Martin, (Peter Haber), der tager overraskende pænt imod den nye gæst omstændighederne taget i betragtning. Som dagene går, fortsætter Blomquist ihærdigt sin efterforskning men løber efterhånden ind i en blindgyde, alt imens Salander beslutter sig for at få den slimede Bjurman ned med nakken og sin frihed tilbage. Grundet sin interesse for og beundring af Blomquist, hvis mission hun sagtens kan relatere sig til, vælger hun uden hans viden at give ham assistance i sagen, som hun dog senere må deltage mere aktiv i, da Blomquist opsporer hende og beder om yderligere hjælp. Salander er dog ikke meget for et fysisk samarbejde, især med en mand, men lader sig alligevel overbevise af Blomquist lune væsen og sammen begiver den dynamiske duo sig nu tilbage mod Hedenstad og det endelige opgør mod den mystiske morder og opklaringen af dennes perverse motiver.
-----------------------
Det kringlede manuskript er uden tvivl en kompleks størrelse og involverer flere personer og oplysninger, som godt kan synes en anelse svært at holde styr på nogle steder i filmen, specielt da Salander og Blomquist nærmer sig en forløsning blandt talkoder og religiøse citater. Men Niels Arden Oplev sørger fornuftigt nok for at samle op undervejs og gentager informationsstrømmen med den helt rette balance, så man til sidst alligevel er helt med på hvad der foregår og i hvilken sammenhæng plot-trådene i fortid og nutid, samt Lisbeths Salanders traumatiske fortid, skal forstås sat op imod det overordnede mordmysterie og dets dissekering af kvindeundertrykkelse i sin absolut mest vandvittige og groteske udformning.
Selv om jeg ikke har læst bogen, kan der vist alligevel ikke være nogen tvivl om, efter at have været vidne til denne skandinaviske perle, at Stieg Larsson har skrevet et brag af en thriller med et par hovedpersoner som på hver deres måde er et par yderst fascinerende karakterer at følge. Michael Nyquist gør vidunderligt brug af herligt underspil i rollen som den idealistiske og lunefulde Mikael Blomquist som med sit milde tilbagelænede væsen i verdens mest kedelig kluns står i perfekt skærende kontrast til den gudesmukke og übercoole Noomi Rapace for hvem rollen som den kølige og følelsesmæssigt distancerede superhacker Lisbeth Salander, med sin fuck-the-world attitude, piercinger, tatoveringer og et supercool læderoutfit, blev et mere end velfortjent gennembrud af dimensioner og samtidig skabelsen af et feministisk ikon. De to karakterer, journalisten og punkeren, kunne i dette tilfælde ikke være mere forskellige og netop derfor er deres samarbejde, sammenhold og tro på hinanden, og dermed i overført betydning troen på det bedste i sine medmennesker, så meget mere fascinerende at følge, når ondskaben i alle dens afskygninger forsøger at skille dem ad i både krop og sjæl. Et smukt budskab der er værd at tænke over bagefter en så brutal og ofte ufattelig deprimerende film.
"Mænd Der Hader Kvinder" er en af de bedste thrillers jeg har set længe og den har med sit formidable skuespil, samt stemningsfulde og enormt flotte fotografering bestemt ingen problemer med at kunne feje op til flere af sine amerikanske konkurrenter godt og grundigt af banen, især når det yderligere tilsættes et plot der er snørklet, intelligent, pisse hamrende spændende og barskt som bare fanden, bl.a. i en vildt ubehagelig scene, som jeg kun har set overgået i den franske film "Irrevesible". Alle dele får Niels Arden Oplev omsat til lærredet på sublimt vis, så man holdes i åndeløs spænding i stort set samtlige 146 min. Og så er det i øvrigt genialt den måde hvorpå Blomquists duel mod finansmanden Hans-Erik Wetterström bliver brugt på senere hen, og som leder op til "Pigen Der Legede Med Ilden", der i mine øjne var en ganske solid opfølger.