Fra en deprimerende film om en bluecollar guy med store psykiske problemer, træder vi nu over i et par stærkt nedslidte men herligt charmerende blue suede shoes siddende på en dude med svært fysiske problemer og danser ind i en helt anden og munter afdeling med manden bag “Phantasm” serien Don Coscarellis nostalgisk klingende, klukkende morsomme og hjertevarme gyser fabel baseret på Joe R. Lansdales kult-novelle, “The King Is Dead : Tales of Elvis Post Mortem”, om to legendariske ikoners sidste dage på et plejehjem og deres utrættelige kamp for at bevare respekten for den ældre generation og deres måde at anskue verden på.
”Here I was complainin' about loss of pride and how life had treated me, and now I realized... I never had any pride. And much of how life had treated me had been good. The bulk of the bad was my own damn fault. Should've fired Colonel Parker by the time I got in the pictures. Old fart had been a shark and a fool, and I was even a bigger fool for following him. If only I'd treated Priscilla right. If I could've told my daughter I loved her. Always the questions. Never the answers. Always the hopes... never the fulfillments.”
På det mildest talt afdankede plejehjem Shady Rest i sovebyen Mud Creek i Texas går livet sin stille og rolige gang som sædvanlig, da endnu en møghamrende kedelig dag på kontoret melder sin ankomst for en af stedets fornemmeste beboer selveste kongen af rock’n roll Elvis Presley, (Bruce Campbell), der ud over at spekulere over sit forspildte liv, tabet af Priscilla og en mystisk vorte på pikken også undrer sig gevaldigt over hvorfor ingen andre end ham bekymrer sig bare det mindste om hans værelseskammerat Bull’s kraftige hosteanfald, der mere end antyder at manden lyder som om han er ved at dø, hvilket han da også gør få minutter senere. Dødsfaldet er dog ikke ligefrem noget der kan hidse nogen op, og da slet ikke de to fra lighuset der står for afhentningen, hvor man ikke gider at tænke nærmere over hvorfor beboeren har stillet træskoene. Da aftenmørket senere har lagt sin dunkle hånd om Shady Rest, lusker en tilsyneladende fredsommelig gammel dame rundt på gangene men afslører hurtigt, at hun er noget af en tyveknægt der gladelig rapser løs, selv fra en stakkels sjæl der ligger fastspændt i en jernlunge. Mens den langfingrede senior nyder noget af sit stjålne guf, får hun pludselig uventet selskab af en gigantisk bille og dens ejer, en grumt udseende mumie, (Bob Ivy), der gør kort process og slæber sit offer forbi The Kings værelse hvor han ud af øjenkrogen spotter et eller andet, men alligevel tror at det blot er noget han har drømt.
Dagen efter vågner Elvis op til lyden af en ung hot blondine, der viser sig at være Bull’s datter Callie, (Heidi Marnhout), i færd med at rydde ud i sin faders minder fra gamle dage og smider kynisk hele molevitten i skraldespanden til Elvis store frustration hvortil han irriteret bemærker det imponerende i, at hun slet ikke har gidet besøge sin far én eneste gang i de 3 år han har været der. Midt i diskussionen valser stedets arrogante sygeplejerske, (Ella Joyce), ind og afbryder dem i en vanlig nedladende tone kun for at provokere Elvis, som hun bliver ved med at kalde for Sebastian Haff, da hun er overbevist om at han blot er en lookalike og ikke den ægte vare, hvilket øjeblikkeligt får The King til at fortælle om, hvordan han i sin tid lavede en deal med Haff om at bytte identitet, fordi Elvis var led og ked af det hårde tourné liv samt de mange rygklappere han var omgivet af og som han derfor ønskede at slippe væk fra. Uheldet ville det bare at kontrakten med Haff forsvandt ved en grill-ulykke stort set samtidig med at han døde af et hjerteanfald, så derfor kom Elvis til at hænge fast i rollen som Haff og levede i virkeligheden af at optræde som sig selv, indtil han vred hoften af led og faldt ned fra scenen, hvorpå han røg i et koma og endte på Shady rest. Den historie er der dog ingen af dem der tror på, men heldigvis finder han opbakning hos sin bedste og eneste ven på stedet, den rullestolskørende Jack, (Ossie Davies), der er overbevist om at han er J.F.K. Efter endnu et par overfald fra den gruopvækkende mumie har fundet sted, beslutter de to gamle venner, klar over personalets inkompetence og lade attitude, selv at ta’ affære for at få skovlen under sjæle sugeren fra helvede, hvilket kulminerer i et forrygende opgør med bandager i brand, politisk spin i kørestolen og masser af rock i rollatoren.
”In the movies, I always played the heroic types. But when the stage lights went out, it was time for drugs, and stupidity, and the coveting of women. Now it's time. Time to be a little of what I had always fantasized of bein' - a hero.”
På papiret forekommer “Bubba Ho-Tep” at fremstå som værende en film, der er alt for absurd og langt ude i den Texanske hamp til på nogen som helst måde at kunne blive taget bare den mindste smule seriøst , så derfor må man blot løfte en ekstra gang på cowboy hatten i dyb respekt over, at Don Coscarelli alligevel på trods af det kulørte set-up formår at gøre både karaktererne, selv om de begge i princippet er døde og den ene har en helt anden hudfarve, samt beskrivelsen af dem og miljøet de befinder sig i yderst troværdige og nærværende i sammenfletningen af sine to historier, hvor den ene omhandler det at blive ældre og hvorledes respekten langsomt annulleres fra omgivelserne, hvilket både gælder de sociale myndigheder og den nære familie, hvis fornemmeste opgave det ellers var netop at opretholde respekten og værdigheden intakt for den ældre generation, som den yngre generation kan takke for, at vi har de goder vi nyder godt af i dag, sat overfor det parallelle handlingsforløb om genskabelsen af selv samme respekt og værdighed, hvor Coscarelli skaber en mageløs kontrast ved at bruge to af de største personligheder i amerikansk kultur og placere dem i et plejehjem, der med sit slidte udseende, nedladende personale og mumie forbandelse symbolisere et land og system som har spillet moralsk og etisk fallit, (illustreret bedst i scenen med datteren Hallie og sygeplejersken, hvis attitude er ramt så præcist at jeg næsten er ved at tude hver gang jeg ser det), men som har muligheden for at rejse sig igen på alle fronter ved hjælp af magien og livsglæden fra Elvis syngende hofter og J.F.K. politiske idealer, som man sluger råt fordi de samtidig bliver dissekeret som mennesker med ligeså mange fejl som alle andre og derfor gøres nemmere at relatere til uden, og det er virkelig mesterlig udført af Coscarelli, at der bliver gået på kompromis med idoldyrkelsen og det inspirerende håb for en bedre verden, de på hver deres facon har med i bagagen.
”Ask not what your rest home can do for you. Ask what you can do for your rest home.”
Ud over at det er en sand fryd for øjet den måde, hvorpå instruktøren bruger det overnaturlige aspekt til at formidle sine budskaber på i en ganske afdæmpet og seriøs tone, skal der også lyde et rungende ; Thank you, Thank you very much!, først og fremmest for Bruce Campbell og Ossie Davies Oscar værdige præstationer der byder på så stor indlevelsesevne og så formidabelt underspil, at jeg bliver helt rørt af at se de to verdensklasse skuespillere in action.
Derefter noterer jeg store plus point for Brian Tylers Elvis klingende score der nærmest når episke dimensioner, samt den til tider hylende morsomme dialog, blomstrende i fuld flor under heltenes detektivarbejde, som går fornemt hånd i hånd med de nøje detaljerede portrætter af filmens to gæve protagonister, hvad enten det er om fortiden og nutiden, der opfindsomt og lynende intelligent udnytter virkelighedens tørre facts på både det personlige og folkelige plan til at knytte de to legender sammen, (begge med familiære problemer og svigt fra professionelt hold ved hhv. Elvis manager Oberst Parker og Kennedys vicepræsident den republikanske Lyndon B. Johnson), i en underfundig symbiose, selv om de i bund og grund ikke ku’ være mere forskellige, med en ekstra genistreg oven i hatten ved at forvandle J.F.K fra en hvid til en sort mand og dermed i overført betydning samle hele USA på tværs af regioner, politisk overbevisning, race og klasseforskelle i deres fælles kamp for at ændre på landets selvbevidsthed, der udmunder sig i en herlig duel i “Bubba Ho-Teps” store finale hvor Coscarelli, og det har jeg altid syntes var en beundringsværdi detalje, bevarer de to heltes respektive skavanker pga. alderen og dermed sørger for at gøre deres fysiske udfoldelser så troværdige som muligt inden for filmens rammer, og samtidig bevare spændingen om udfaldet fordi ingen af dem pludselig har udviklet super-evner, hvilket vil sige at muligheden for succes i stedet står og falder med evnen til at bevare sammenholdet og mest af alt viljen til at gøre en forskel, hvor der i høj grad er brug for at ta‘ affære. Og så er vist ikke mere tilbage fra mig at sige end ;
”Hail To the King, Baby! Elvis has left The building!”
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Ja jeg kan ikke være mere enig, filmen er total fed på den skøre måde. Og jeg er så enig i din anmeldese. En skam at My name is Bruce ikke når samme højder.
Dejligt at se Henry på din liste. Filmen er som du også selv nævner en overset perle, men som har måtte kæmpe for sin status den har i dag. Michael Rooker levere en præstation over det sædvanlige, og det siger ikke så lidt for ham. Filmen er filmet på sin egen geniale måde, hvilket får den til at fremstå mere troværdig.
Jeg kender ikke mange som fremhæver den som et mesterværk, de fleste græmmes ved den vold som præger filmen. Og alle dem invitere jeg ind og ser the killer inside me :D
Hehe, ja så kan de jo lære det på den hårde måde. ;)
Selv om jeg synes det er en meget facinerende film at gå i dybden med, så er det også en film jeg kan få det helt dårligt over at se, især i den process hvor jeg skulle ind og analysere hvorfor de tre karaktere, og især Henry, opfører sig som de gør. Jeg er sgu glad for, at det ikke er mit arbejde til hverdag, for det slider godt nok en hel del på ens humør at forsøge at sætte sig i en type som Henrys tanker.
Kiksmann (272) skrev:
Ja jeg kan ikke være mere enig, filmen er total fed på den skøre måde. Og jeg er så enig i din anmeldese. En skam at My name is Bruce ikke når samme højder.
Det er jo nærmest tragisk, at "Bubba Ho-Tep" ikke havde et større selskab i ryggen, som så kunne ha' hjulpet med den rette kampagne der skulle til for at Bruce Campbell, og egentlig også Ossie Davies, havde fået de Oscarnominering, de havde fortjent. Bruce Campbell's imitation af Elvis er uden tvivl den bedste der nogensinde er præsteret.
Jeg mangler faktisk at se "My Name Is Bruce", men har også hørt fra andre at den skulle være en skuffelse. Jeg har den dog liggende, så ku' være jeg lige sku' få den set her i weekenden. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra det støvede Texanske landskab tager vi nu et gevaldigt spring over Atlanten, nærmere bestemt New Zealand, og tilbage i tid til de forkrampede og reaktionære 50’erere i selskab med Peter Jacksons lesbiske klassiker, som også blev Kate Winslets store gennembrud, baseret på virkelige hændelser om to teenage-pigers eventyrlige, magiske og episke kærlighedseskapader, der satte datidens samfunds moralbegreber og standardiserede levevis på den ultimative prøvelse, og på tragisk vis endte i en brutal og blodig affære.
”But we're all going to heaven?”
”I'M not! I'M going to The Fourth World... it's sort of like heaven. Only better, because there aren't any Christians!”
Året er 1952 og i den lille idylliske by med det ovenud frelste navn Christchurch hersker alt tilsyneladende fred og ingen fare. Men midt i dette glansbilledsamfund af strømlinede mennesker enten med, eller stræbende efter, det perfekte liv besiddende de rette kvaliteter, står det hurtig klart under morgensangen på den kristne pigeskole, at den 15 årlige Pauline Parker, (Melanie Lynskey), er alt andet end begejstret for at være underlagt hverdagens fastsatte rammer af nærmest engleagtig lydighed til inspektørens store irritation. Midt i endnu en lammende kedelig fransk time fremført på den sædvanlige tørre og diktatoriske facon sker der endeligt noget forfriskende nyt, da klassen introduceres for en ny elev i skikkelse af den energiske og super intelligente Juliet Hulme, (Kate Winslet), der øjeblikkeligt med sin udbasunerende stil viser sig, at være lige præcis den saltvandsindsprøjtning som Pauline har sukket efter og som hun efterfølgende småforelsker sig i, da den kække Juliet sætter lærerinden på plads ved at rette i hendes fejlagtige undervisning. Senere på dagen efter skole har Pauline mere end svært ved at styre sin nyfundne lyst til livet og smækker straks sin yndlings musiker, den storladne flødebolle tenor Mario Lanza, på pladeafspilleren. Hendes forældre, Honora og Herbert, (Sarah Peirse & Simon O’Connor), forstår dog slet ikke den fascination og faderen kan derfor ikke lade være med at gøre grin med sangen, hvilket straks bringer Pauline tilbage i hendes depressive tilstand skummende af raseri indeni.
Dagen efter i skolegården, mens de andre elever spiller basket, hænger de to nye perlevenner ud på bænken og udveksler historier om hinandens respektive ar på både krop og sjæl med dertil hørende hospitalsbesøg, og senere da klokken har ringet af for sidste time tager Pauline et smut ud til Juliets hus, hvor der møder hende et nærmest magisk syn ind i en mere fortryllende verden, da hun pludselig hives ind i venindens og hendes lillebrors eventyrlige middelalder leg, der dog får en brat afslutning da Paulines medbragte plade med Mario Lanza går i stykker. Heldigvis ligger Juliets forældre inde med en større samling og ikke længe efter runger musikken for fuld styrke hvilket hendes mere frisindede moder Hilda, (Diane Kent), hilser velkomment, men som Juliets fader, den vindtørre professor Henry, (Clive Merrison), til gengæld finder voldsomt irriterende. Som dagene efterfølgende skrider frem knytter de to tøser, hvis interesser og hobbyer viser sig at være stort set identiske, et følelsesmæssig kraftfuld og ubrydeligt bånd som forstærkes yderligere efter en nærdødsoplevelse, der sender dem i hinandens arme og forholdet ud på et helt nyt og fremmed territorium med stærke erotiske undertoner, som får frit slag til at udspille sig i et selvskabt religionsfrit plan kaldet “The Fourth World”, hvor deres yndlingsmusikere og filmskuespillere tilbedes side om side med fantasiverdenen Borovnia, der giver dem mulighed for at udleve et rollespil som hhv. mand og kone.
Da Juliet senere må indlægges pga. tuberkulose og dermed afskæres fra Pauline, er de begge lige ved at bryde sammen men beslutter i stedet at kæmpe for at holde forholdet i live via dramatiske brevudvekslinger, der holder humøret oppe og gør deres genforeningen så intens at deres forældre, efter at ha’ konfereret sammen, bliver enige om at det mest fornuftige er at få sat en stopper for dette i deres øjne besynderlige og unormale venskab så hurtigt som muligt bl.a. ved at tvinge Pauline hen hos en psykolog der forhåbentlig vil gøre det klart hvordan hun bliver sine tanker og følelser kvit. Kort efter forværres tingene yderligere grundet Juliets helbred og hendes forældres beslutning om at sende hende til et varmere klima, der for evigt vil afskære de to unge elskende fra hinandens hede favntag.
”She is most unreasonable. Why could not mother die? Dozens of people are dying all the time, thousands, so why not mother? And father too.”
Da Peter Jackson i sin tid, på opfordring af sin gamle ven manuskriptforfatter Fran Walsh, besluttede sig for at filmatisere den bestialske mordsag om de to teenagere Pauline Parker og Juliet Hulme, valgte han en hel anden tilgang til “Heavenly Creatures” end den mest oplagte og søgte, frem for at rette fokus på selve retssagen og den efterfølgende fængselsdom, i stedet at dykke ned i pigernes tanker og følelser hvilket blev foretaget via en nøjsom og detaljeret research baseret på deres respektive dagbøger samt interviews med flere af deres tidligere klassekammerater og lærere for at se nærmere på, hvad der lå til grund for at et så tilsyneladende uskyldigt venskab kunne ende med så blodig en konklusion, i et forløb der minder ufattelig meget om en anden mordsag, ligeledes baseret på virkelige hændelser, om søstrene Papin fra filmen “Sister My Sister”, (se indlæg # 199), der også kæmpede med næb og klør for at opretholde en for dem ideel verden fri for det etablerede samfunds spilleregler og normalbegreber, hvor deres forhold kunne få lov at udfolde sig efter deres egne ønsker og behov og hvor elimineringen af modersymbiosen og den automatisk medfølgende faktor af kontrol spillede en ligeså betydningsfuld rolle mht. at opretholde det forelskede pars illusion af en fordomsfri verden. Fortællingen er altså stort set den samme i de to film, men set gennem Peter Jacksons øjne løftes hans opgør med religion, normer og autoritetsfigurer op på et endnu højere plan kval sit forbilledlige overblik, når handlingen hektisk skifter mellem den virkelige verden og Juliet & Paulines symbol ladende fantasimiljø, hvor det er dem der sætter dagsordenen på et fundament bygget af kærligheden til hinanden og den ultimative følelse af total og uhæmmet frihed.
Meget passende i forsøget på at bryde med traditionerne bliver landet Borovnia derfor skabt på baggrund af pigernes kreative talenter for at udtrykke sig gennem kunsten i form af makabre tegninger og skulpturer parodieret over den engelske kongefamilie som lærerstanden nærmest betragter som noget nært helligt, men hvis status Pauline & Juliet til gengæld er fløjtende ligeglade med, hvorpå de logisk nok, ifølge deres egen optik, placerer sig selv i rollerne som konge og dronning hvor muligheden for også at få en søn sammen pludselig opstår i fantasiverdenen, der befriende overskygger de biologiske forhindringer deres almindelige jeg ikke kan levere. Herefter skabes kærlighedsbarnet og bastarden Diello, der både er et forvarsel, en loyal beskytter af kongeriget og en nådesløs skarpretter af udefrakommende trusler på samme tid, som perfekt illustrerer ambivalensen og uoverskueligheden, set fra deres synsvinkel, mht. at forstå betydningen af følelserne i forholdet og hvilke konsekvenser de vil få når omgivelserne, dvs. samfundets autoritetsfigurer heriblandt deres forældre, bliver konfronteret med dem, fordi ingen tilsyneladende hverken kan eller vil prøve på at give dem den rette hjælp og vejledning de behøver, helt i tråd med tidsperioden hvor homoseksualitet anno 1950 i New Zealand og for den sags skyld også mange andre steder blev betragtet som værende en psykisk sygdom. Hjemme blandt almindelige familier var det bestemt ikke noget der blev snakket om, eller som nogen var i stand til at håndtere og derfor blev den slags “besværlige” tilfælde overladt til de “rette” instanser så som læger og psykologer uden at stille spørgsmål ved deres kompetence, skønt selv samme institutioner i bund og grund ikke havde synderligt meget forstand på hvad de foretog sig, hvilket Peter Jackson skildrer på suveræn vis i sin beskrivelse af begge autoritetsgrupper, der har mere end svært ved blot at få ordene homo over deres læber før de nervøse trækninger og svedperler på panden melder deres ankomst.
Selv om det kun er Pauline der bliver tvunget til et møde med en klodset psykolog, der famlende gør hvad han kan for at få fjernet hendes sygdom, oplever Juliet præcis samme type udlevering og svigt af sine forældre, da hun pga. sin tuberkulose bliver ladt i stikken på hospitalet, hvor hun bl.a. bliver nærmest verbalt voldtaget af en præst, filmet helt bevidst på samme teatralske facon som de fleste andre voksne i “Heavenly Creatures”, der meget påtrængende opfordrer hende til søge spirituel vejledning hos Jesus der så naturligvis vil fjerne alle hendes skavanker som ved et trylleslag, hvilket på ingen måde er den type hjælp hverken hun, eller Pauline modsat på det videnskabelige plan, har brug for men derimod støtte og opbakning fra deres forældre, som til gengæld har mere end travlt med at fralægge sig ansvaret på trods af de såkaldt gode intentioner. Et eller andet sted kan man dog ikke bebrejde Paulines arbejderklasse forældre at situationen udvikler sig som den gør, for de ved ganske enkelt ikke bedre, men Juliets forældre burde med hendes rationalt tænkende professor far, der ikke kan fordrage biblen grundet dens mangel på logisk sammenhørighed, og især mht. hendes moder der paradoksalt nok arbejder som sexualvejleder og ægteskabsrådgiver. Han har dog mere travlt med karrieren og hun med at være ham utro og hos Pauline er dobbeltmoralen også til at ta’ og føle på, da man bliver bekendt med, at hendes mor og far stak af sammen da de var helt unge i en sammenlignelig situation som den de to piger ønsker at foretage, men som der bliver kæmpet hårdt for at forhindre dem i at gennemføre, da forældrene bliver enige om at skille dem ad ved at nægte Pauline at rejse med Juliet til Sydafrika.
Og så er vi tilbage ved forvarslernes tid igen, for inden situationen tilspidses og følelserne hos de to teenagere ryger helt op i det røde felt, hvor de ikke længere ser nogen anden udvej end at eliminere Paulines moder for at opretholde den utopiske illusion, pga. tidsperioden de lever i, af deres forhold, har Peter Jackson skabt hvad jeg vil betegne som en yderst veludført visuel genistreg, symboliserende pigernes vished om at det alligevel ikke kan holde i længden, med referencen til Orson Welles karakteren Harry Lime, en mand der indhentes af skæbnen pga. sin kriminelle gerninger, fra klassikeren “The Third Man” hvis billede meget rammende smides i åen bag dem i filmens første del og leder tankerne hen på den afsluttende jagt i kloakkerne under Wiens gader, der til sidst i “Heavenly Creatures” vendes tilbage til da de to tøser, under de sidste to uger de har sammen inden Juliet sendes bort, tager i den lokale biograf, ser selv samme film og efterfølgende hjemsøges af Harry Lime, der både bliver et billede på deres egen uundgåelige skæbne, men som samtidig også frigør dem til at fuldbyrde forholdet i en smukt ja nærmest poetisk sexscene, hvor det er interessant at lægge mærke til hvorledes deres kærlighed er stærk nok til at fjerne det faretruende billede af Harry Lime, der så alligevel bliver ved med at spøge i kulissen, fordi han repræsentere to sider af samme sag der hver især fører de to piger hen imod den uundgåelige blodige finale, hvor Peter Jackson nådesløst understreger alvoren i deres afsluttende handling på samme brutale facon som Nancy Meckler gjorde det i “Sister My Sister”.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Og så er vi tilbage ved forvarslernes tid igen, for inden situationen tilspidses og følelserne hos de to teenagere ryger helt op i det røde felt, hvor de ikke længere ser nogen anden udvej end at eliminere Paulines moder for at opretholde den utopiske illusion, pga. tidsperioden de lever i, af deres forhold, har Peter Jackson skabt hvad jeg vil betegne som en yderst veludført visuel genistreg, symboliserende pigernes vished om at det alligevel ikke kan holde i længden, med referencen til Orson Welles karakteren Harry Lime, en mand der indhentes af skæbnen pga. sin kriminelle gerninger, fra klassikeren “The Third Man” hvis billede meget rammende smides i åen bag dem i filmens første del og leder tankerne hen på den afsluttende jagt i kloakkerne under Wiens gader, der til sidst i “Heavenly Creatures” vendes tilbage til da de to tøser, under de sidste to uger de har sammen inden Juliet sendes bort, tager i den lokale biograf, ser selv samme film og efterfølgende hjemsøges af Harry Lime, der både bliver et billede på deres egen uundgåelige skæbne, men som samtidig også frigør dem til at fuldbyrde forholdet i en smukt ja nærmest poetisk sexscene, hvor det er interessant at lægge mærke til hvorledes deres kærlighed er stærk nok til at fjerne det faretruende billede af Harry Lime, der så alligevel bliver ved med at spøge i kulissen, fordi han repræsentere to sider af samme sag der hver især fører de to piger hen imod den uundgåelige blodige finale, hvor Peter Jackson nådesløst understreger alvoren i deres afsluttende handling på samme brutale facon som Nancy Meckler gjorde det i “Sister My Sister”.
Pust, pust! Du må gerne låne et par punktummer af mig, hvis det er ... ;)
Men enig, god film!! - og som oftest mange interessante tanker fra din side. :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Pust, pust! Du må gerne låne et par punktummer af mig, hvis det er ... ;)
Hehe, ja jeg ved godt at jeg tit og ofte kommer til at lave alt for lange sætninger. :)
Det er også noget jeg tænker over, når jeg skriver og jeg prøver altid på, at se om jeg ikke kan lave dem kortere, men så dukker der altid nogle flere tanker op i forbindelse med det første jeg har skrevet og så har det det med at blive disse meget lange sætninger. Men det er helt fint at du siger det, for det er sagtens noget jeg kan forbedre, hvilket også vil gøre det langt nemmere og mere overskueligt for andre at læse. :)
Men enig, god film!! - og som oftest mange interessante tanker fra din side. :)
Mange tak. :)
Det er jo virkelig en interessant film at analysere med alle de lag, metaforer og symbolik Peter Jackson kaster ind i handlingen. Og den måde han f.eks. bruger Harry Lime figuren på er jo formidabelt godt fundet på. Det er nok ikke alle der vil være enig med mig, men jeg mener klart, at "Heavenly Creatures" er den bedste film Peter Jackson har lavet.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra en magisk og surrealistisk rejse i New Zealands bakkede landskab går turen nu mod det cafe latté drikkende og skarpt analyserende Manhattan i mester-instruktøren Woody Allens både klukkende morsomme og ofte nervepirrende krimi-komedie der, efter en række film primært af den mere alvorlige og introspektive slags, blev en tilbagevenden til rødderne fra slutningen af 60’erne og op igennem 70’erne med en underfundig reference til især klassikeren “Annie Hall”.
”I don't understand why you're not more fascinated with this! I mean, we could be living next door to a murderer, Larry.”
”New York is a melting pot! I'm used to it!”
På vej hjem fra en ishockey kamp med de lokale helte, som man ikke just kan påstå de begge sætter lige stor pris på, render ægteparret Larry og Carol Lipton, (Woody Allen & Diane Keaton), ved en ren og skær tilfældighed på deres naboer Paul og Lillian House, (Jerry Adler & Lynn Cohen), i elevatoren på vej op til deres lejlighed. Efter lidt snak frem og tilbage bliver de pludselig inviteret med inden for til en kop kaffe og lidt kage til Larrys store irritation, da han egentlig havde planlagt en stille og rolig aften i selskab med sit tv og en god gammel Bob Hope film. Utallige anekdoter om gravpladser og en knastør frimærkesamling senere lykkedes det dem langt om længe at komme hjem til Larrys store lettelse, mens Carol ikke kan lade være med at spekulere på om deres parforhold, som tilsyneladende knirker lidt i krogene, med tiden vil blive ligeså kedeligt som The Houses. Næste dag, efter en tur til det lokale loppemarked og et smut i biografen med et par venner til repremiere på ”Double Indemnity”, fortsætter spændingskurven med at stige i den virkelige verden, da de ved ankomsten til boligkomplekset render på en større forsamling, heriblandt viceværten, der pænt rystet forklarer, at Lillian House er faldet død om efter et hjerteanfald. Senere på aftenen beslutter Larry og Carol sig for at ta’ i operaen, dog ikke med Larrys gode vilje, og støder uventet på Mr. House som pudsigt nok ikke synes at være særlig påvirket over sin kones død.
Da tonerne af et brølende stykke Richard Wagner endelig har lagt sig, står den på lækker mad i en nærliggende restaurant sammen med et par venner, der bl.a. tæller den jævnt storskrydende filantrop Ted, (Alan Alda), som Larry har mere end svært ved at kapere, da den overlegne charmør har det med at flirte uhæmmet med Carol, som han længe har haft et crush på og som han nu ser en mulighed for at komme tættere på, dels pga. snakken om det lettere besynderlige dødsfald og dels fordi Carol desuden har luftet tanken om at starte sin egen café. Hjemme igen kan Carol stadig ikke slippe tanken om, at der er foregået noget skummelt i nabolejligheden, da Ted ringer for at følge op på deres diskussion fra tidligere, hvilket går Larry på nerverne da han ud over sin jalousi umuligt kan forestille sig, at den hyggelige Mr. House skulle være en koldblodig morder. Senere næste dag kigger de forbi for at se hvordan Paul har det og igen ligesom sidst, synes han at være i et forbavsende godt humør, der straks vækker Carols nysgerrighed så meget, at hun beslutter sig for at spørge ind til hvor konen er begravet, skønt hun lige har opdaget at hendes aske står i en urne i hans køkkenskab. Da hun efterfølgende bemærker at Paul forlader bygningen midt om natten, er hun overbevist om, at der er ugler i mosen og tager efterforskningen et skridt videre dagen efter, da hun sniger sig ind i lejligheden og finder en række billetter og kvitteringer, der bekræfter at Paul har noget kørende ved siden af.
Da hun tager kontakt til Ted om hvad hun har fundet ud af, melder han sig straks som ivrig medhjælper og alt imens de to forsætter detektiv-arbejdet er Larry, der arbejder som redaktør på et større forlag, i færd med at arrangere en date mellem en af hans lovende klienter, som han også er smålun på, krimiforfatteren Marcia Fox, (Angelica Huston), og selv samme Ted. Og så er der ellers lagt i kakkelovnen til en speget affære for alle involverede.
”Ted sees himself as Rick in Casablanca; I see him more as Peter Lorre.”
Med stor inspiration fra og stor kærlighed til nogle af de største værker i krimigenren, samt flere af sine egne værker præget af den Marx Brothers’ske ånd og diverse slapstick jokes, sørger Woody Allen med vanlig sans for detaljen og rigtig god hjælp fra et af sine traditionelt fremragende soundtracks bestående af diverse stemningsfulde jazz numre, at sammenflette en handling der trods sine moderne omgivelser emmer af nostalgi på så herlig en måde, at man inden længe alligevel føler sig hensat til de gode gamle Hollywood dage især når Allen, arm i arm med sin mangeårige filmpartner Diane Keaton, hvor ”MMM” blev deres sidste film sammen, for alvor slår gækken løs i deres forrygende samspil og nogle suverænt velskruede pingpong dialoger, der alt sammen både er lavet som en homage over 1930’ernes populære detektiv-par Nick & Nora, spillet af William Powell og Myrna Loy, fra den legendariske ”The Thin Man” serie, samt Woodys eget mesterværk ”Annie Hall”. Det er dog en helt anden af Allens favoritter nemlig Billy Wilder og hans film noir klassiker ”Double Indemnity”, der bliver startskuddet på det mildt sagt komplicerede mord mysterium med den lumske, køligt kalkulerende og dameglade Paul House som udspekuleret dukkefører hvis snurren rundt med trådende, kval hans sidegesjæft som ejer af en biograf der har specialiseret sig i visninger af gamle klassikere, ender med at fungere som et herligt meta-spin midt iblandt krimi og kærlighedsintrigerne.
Og netop sidstnævnte viser det sig faktisk spiller en væsentlig vigtigere rolle i forhold til den overordnede historie end man lige umiddelbart skulle tro, for når alt kommer til alt handler ”Manhattan Murder Mystery” i virkeligheden mere om for filmens to protagonister at få repareret deres vakkelvorne parforhold og gjort op med jalousiens spøgende væsen i skikkelse af den charmerende Ted, hvis duel med Larry bringer gode og meget muntre minder frem på nethinden af Alan Alda og Woody Allens kontroverser med hinanden i ”Crimes & Misdeminors”. Det står dog immer væk ikke ligeså slemt til som sidst og derfor lykkedes det dem da også denne gang at indgå en alliance og et samarbejde, som først og fremmest har til hensigt at finde ud af skurkens motiv og egentlige plan med sit forehavende, men som på sigt måske også vil vise sig at være til fordel for alle parter, jo nærmere teamet kommer i deres opklaring, fordi det giver Larry og Carol muligheden for endelig at ha’ andet til fælles end uhæmmet kritik af hinandens respektive yndlingssysler, ved at få has på en mand symbolsk med flere affære og dermed destruering af ægteskabet, som de selv trods al deres flirteri søger så ihærdigt at bevare i sin mest loyale form.
For at dette kan lade sig gøre, bliver introduktionen af Marcia Fox en vigtig brik i det store puslespil, ikke blot mht. at få Ted distraheret men også i at få besejret skurken, som hun finder et snedigt våben til at besejre i skikkelse af en populær roman ligeledes om et par amatør detektiver, hvis fremgangsmetode og skæbne Allen på mesterlig vis lader sig udspille med svære latterkramper til følge for undertegnede. Først med sin fornemme timing i dialogen og den efterfølgende reaktion i samtalen om bogen og senere da planen skal udføres, hvor Allen bringer sin forkærlighed for slapstik på banen igen lige inden den store finale, der atter vender tilbage til den elegante brug af referencer ved at integrere Orson Welles perlen ”The Lady From Shanghai” i et højdramatisk shoot-out i den gamle biograf, der hermed lukker og slukker for den genistreg, vi just har siddet og overværet. ”Manhattan Murder Mystery” er på alle måder sublimt håndværk fra Woody Allen, der byder på et par virkelig veludførte og nervepirrende scener ud i suspense, men aldrig viger helt væk fra det der er Allens største force, nemlig hans formidable evne til at skrive replikker der er et sandt festfyrværkeri af humørbomber på allerhøjeste niveau.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Ihh hvor har du bare ret :) Det er en formidabel Allen film, som du virkelig giver mig lyst til at gense!
Jeg kommer altid til at tænke på [url= scenen[/url] (undskyld kan kun finde den på spansk, men Woody Allen er fantastisk morsom i den).
Jeg mener han pludselig bliver ligbleg og siger noget med "I can see a meadow ... horses ... I have to say my rosemarys"
Allens replikker er forrygende, hvis ikke helt udenfor kontrol.
Larry Lipton: I'd fix Ted up with Helen Dubin, but they'd probably get into an argument over penis envy; the poor guy suffers from it so.
Larry Lipton: You're suggesting we try to provoke him into murdering us? Marcia Fox: You have a problem with that? Larry Lipton: Well, either that, or I suddenly developed Parkinson's.
Larry Lipton: Jesus, save a little craziness for menopause!
Larry Lipton: I can't listen to that much Wagner, ya know? I start to get the urge to conquer Poland.
Larry Lipton: My life is passing before my eyes. The worst part about it is that I'm driving a used car.
Åhhh hvor jeg savner Woody Allen I en Woody Allen film.
Bloody tæt på et 10 tal!!!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#276 god gennemgang - genså den for nyligt på TV2 film. Alan alda er igen fin som hans nemesis som i Crimes... som du også selv nævner. Helt åbenlyst er vist også inspirationen fra Rear Window.
Ihh hvor har du bare ret :) Det er en formidabel Allen film, som du virkelig giver mig lyst til at gense!
Super! Det er jeg sgu glad for at høre. :) Jeg sad også og hyggede mig gevaldig med filmen, da jeg genså den for nylig. Tror det er en af de film jeg har set mindst 10-15 gange og den er bestemt ikke blevet mindre underholdende med årene. :)
Jeg kommer altid til at tænke på [url= scenen[/url] (undskyld kan kun finde den på spansk, men Woody Allen er fantastisk morsom i den).
Jeg mener han pludselig bliver ligbleg og siger noget med "I can see a meadow ... horses ... I have to say my rosemarys"
Hehe, jeg ledte også efter selv samme scene til anmeldelsen, (men måtte desværre også gå forgæves), netop fordi den samlet set er et perfekt eksempel på, hvorledes det lykkedes Woody Allen at mikse suspense med humor, med spændingskurven stødt stigende ligefra første sekund de sætter fødderne i hotelværelset, til lyset går ud, og de til sidst ender i elevatoren, hvor de og vi så får et sidste chok, der får Woody til nærmest at gå i koma og mig til at bryde ud i latter, da han får sin nærdødsoplevelse som du citerer fra. :D
Det er så genialt lavet!
Åhhh hvor jeg savner Woody Allen I en Woody Allen film.
Helt enig. Allen har jo f.eks. vist i "Scoop", at han stadig formår både at matche sine langt yngre medspillere og være hamrende morsom, så jeg forstår heller ikke hvorfor han ikke giver sig selv chancen igen, især i de film hvor rollen med al tydelighed er skrevet til hans måde at spille på. Lige præcis det problem synes jeg, at "Whatever Works" kom til at lide under. For selv om Larry David er en god erstatning, ja så har han bare ikke helt samme timing som Allen, når det er skuespillet/det udtryksmæssige det kommer an på. Og det samme gør sig f.eks også gældende i en film som "Celebrity", hvor Kenneth Brannagh forsøger at træde ind i Allens persona. Eller sagt på en anden måde ; Allen skal spilles af Allen himself og ingen andre som jeg ser det.
Bloody tæt på et 10 tal!!!
Jeg er frisk på at uddele et stensikkert 10 tal og hvis man måtte gi' 11 ville jeg nok også ha' gjort det. :)
jessup (279) skrev:
#276 god gennemgang - genså den for nyligt på TV2 film. Alan alda er igen fin som hans nemesis som i Crimes... som du også selv nævner. Helt åbenlyst er vist også inspirationen fra Rear Window.
Det er faktisk ret sjovt/interessant, at følge Alda og Allens dueller over årene, og de gentager det også i musicalen "Everyone Says I Love You", dog i en langt mildere form end de to tidligere film, i sådan en grad at de to ærkefjender når frem til en samlet forsoning, skønt deres karakterer ikke deler samme navne i de tre film. :)
Og du har helt ret i det ang. "Rear Window", som der også er klare referencer til.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#271 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276169065...
Fra en deprimerende film om en bluecollar guy med store psykiske problemer, træder vi nu over i et par stærkt nedslidte men herligt charmerende blue suede shoes siddende på en dude med svært fysiske problemer og danser ind i en helt anden og munter afdeling med manden bag “Phantasm” serien Don Coscarellis nostalgisk klingende, klukkende morsomme og hjertevarme gyser fabel baseret på Joe R. Lansdales kult-novelle, “The King Is Dead : Tales of Elvis Post Mortem”, om to legendariske ikoners sidste dage på et plejehjem og deres utrættelige kamp for at bevare respekten for den ældre generation og deres måde at anskue verden på.
”Here I was complainin' about loss of pride and how life had treated me, and now I realized... I never had any pride. And much of how life had treated me had been good. The bulk of the bad was my own damn fault. Should've fired Colonel Parker by the time I got in the pictures. Old fart had been a shark and a fool, and I was even a bigger fool for following him. If only I'd treated Priscilla right. If I could've told my daughter I loved her. Always the questions. Never the answers. Always the hopes... never the fulfillments.”
På det mildest talt afdankede plejehjem Shady Rest i sovebyen Mud Creek i Texas går livet sin stille og rolige gang som sædvanlig, da endnu en møghamrende kedelig dag på kontoret melder sin ankomst for en af stedets fornemmeste beboer selveste kongen af rock’n roll Elvis Presley, (Bruce Campbell), der ud over at spekulere over sit forspildte liv, tabet af Priscilla og en mystisk vorte på pikken også undrer sig gevaldigt over hvorfor ingen andre end ham bekymrer sig bare det mindste om hans værelseskammerat Bull’s kraftige hosteanfald, der mere end antyder at manden lyder som om han er ved at dø, hvilket han da også gør få minutter senere. Dødsfaldet er dog ikke ligefrem noget der kan hidse nogen op, og da slet ikke de to fra lighuset der står for afhentningen, hvor man ikke gider at tænke nærmere over hvorfor beboeren har stillet træskoene. Da aftenmørket senere har lagt sin dunkle hånd om Shady Rest, lusker en tilsyneladende fredsommelig gammel dame rundt på gangene men afslører hurtigt, at hun er noget af en tyveknægt der gladelig rapser løs, selv fra en stakkels sjæl der ligger fastspændt i en jernlunge. Mens den langfingrede senior nyder noget af sit stjålne guf, får hun pludselig uventet selskab af en gigantisk bille og dens ejer, en grumt udseende mumie, (Bob Ivy), der gør kort process og slæber sit offer forbi The Kings værelse hvor han ud af øjenkrogen spotter et eller andet, men alligevel tror at det blot er noget han har drømt.
Dagen efter vågner Elvis op til lyden af en ung hot blondine, der viser sig at være Bull’s datter Callie, (Heidi Marnhout), i færd med at rydde ud i sin faders minder fra gamle dage og smider kynisk hele molevitten i skraldespanden til Elvis store frustration hvortil han irriteret bemærker det imponerende i, at hun slet ikke har gidet besøge sin far én eneste gang i de 3 år han har været der. Midt i diskussionen valser stedets arrogante sygeplejerske, (Ella Joyce), ind og afbryder dem i en vanlig nedladende tone kun for at provokere Elvis, som hun bliver ved med at kalde for Sebastian Haff, da hun er overbevist om at han blot er en lookalike og ikke den ægte vare, hvilket øjeblikkeligt får The King til at fortælle om, hvordan han i sin tid lavede en deal med Haff om at bytte identitet, fordi Elvis var led og ked af det hårde tourné liv samt de mange rygklappere han var omgivet af og som han derfor ønskede at slippe væk fra. Uheldet ville det bare at kontrakten med Haff forsvandt ved en grill-ulykke stort set samtidig med at han døde af et hjerteanfald, så derfor kom Elvis til at hænge fast i rollen som Haff og levede i virkeligheden af at optræde som sig selv, indtil han vred hoften af led og faldt ned fra scenen, hvorpå han røg i et koma og endte på Shady rest. Den historie er der dog ingen af dem der tror på, men heldigvis finder han opbakning hos sin bedste og eneste ven på stedet, den rullestolskørende Jack, (Ossie Davies), der er overbevist om at han er J.F.K. Efter endnu et par overfald fra den gruopvækkende mumie har fundet sted, beslutter de to gamle venner, klar over personalets inkompetence og lade attitude, selv at ta’ affære for at få skovlen under sjæle sugeren fra helvede, hvilket kulminerer i et forrygende opgør med bandager i brand, politisk spin i kørestolen og masser af rock i rollatoren.
”In the movies, I always played the heroic types. But when the stage lights went out, it was time for drugs, and stupidity, and the coveting of women. Now it's time. Time to be a little of what I had always fantasized of bein' - a hero.”
På papiret forekommer “Bubba Ho-Tep” at fremstå som værende en film, der er alt for absurd og langt ude i den Texanske hamp til på nogen som helst måde at kunne blive taget bare den mindste smule seriøst , så derfor må man blot løfte en ekstra gang på cowboy hatten i dyb respekt over, at Don Coscarelli alligevel på trods af det kulørte set-up formår at gøre både karaktererne, selv om de begge i princippet er døde og den ene har en helt anden hudfarve, samt beskrivelsen af dem og miljøet de befinder sig i yderst troværdige og nærværende i sammenfletningen af sine to historier, hvor den ene omhandler det at blive ældre og hvorledes respekten langsomt annulleres fra omgivelserne, hvilket både gælder de sociale myndigheder og den nære familie, hvis fornemmeste opgave det ellers var netop at opretholde respekten og værdigheden intakt for den ældre generation, som den yngre generation kan takke for, at vi har de goder vi nyder godt af i dag, sat overfor det parallelle handlingsforløb om genskabelsen af selv samme respekt og værdighed, hvor Coscarelli skaber en mageløs kontrast ved at bruge to af de største personligheder i amerikansk kultur og placere dem i et plejehjem, der med sit slidte udseende, nedladende personale og mumie forbandelse symbolisere et land og system som har spillet moralsk og etisk fallit, (illustreret bedst i scenen med datteren Hallie og sygeplejersken, hvis attitude er ramt så præcist at jeg næsten er ved at tude hver gang jeg ser det), men som har muligheden for at rejse sig igen på alle fronter ved hjælp af magien og livsglæden fra Elvis syngende hofter og J.F.K. politiske idealer, som man sluger råt fordi de samtidig bliver dissekeret som mennesker med ligeså mange fejl som alle andre og derfor gøres nemmere at relatere til uden, og det er virkelig mesterlig udført af Coscarelli, at der bliver gået på kompromis med idoldyrkelsen og det inspirerende håb for en bedre verden, de på hver deres facon har med i bagagen.
”Ask not what your rest home can do for you. Ask what you can do for your rest home.”
Ud over at det er en sand fryd for øjet den måde, hvorpå instruktøren bruger det overnaturlige aspekt til at formidle sine budskaber på i en ganske afdæmpet og seriøs tone, skal der også lyde et rungende ; Thank you, Thank you very much!, først og fremmest for Bruce Campbell og Ossie Davies Oscar værdige præstationer der byder på så stor indlevelsesevne og så formidabelt underspil, at jeg bliver helt rørt af at se de to verdensklasse skuespillere in action.
Derefter noterer jeg store plus point for Brian Tylers Elvis klingende score der nærmest når episke dimensioner, samt den til tider hylende morsomme dialog, blomstrende i fuld flor under heltenes detektivarbejde, som går fornemt hånd i hånd med de nøje detaljerede portrætter af filmens to gæve protagonister, hvad enten det er om fortiden og nutiden, der opfindsomt og lynende intelligent udnytter virkelighedens tørre facts på både det personlige og folkelige plan til at knytte de to legender sammen, (begge med familiære problemer og svigt fra professionelt hold ved hhv. Elvis manager Oberst Parker og Kennedys vicepræsident den republikanske Lyndon B. Johnson), i en underfundig symbiose, selv om de i bund og grund ikke ku’ være mere forskellige, med en ekstra genistreg oven i hatten ved at forvandle J.F.K fra en hvid til en sort mand og dermed i overført betydning samle hele USA på tværs af regioner, politisk overbevisning, race og klasseforskelle i deres fælles kamp for at ændre på landets selvbevidsthed, der udmunder sig i en herlig duel i “Bubba Ho-Teps” store finale hvor Coscarelli, og det har jeg altid syntes var en beundringsværdi detalje, bevarer de to heltes respektive skavanker pga. alderen og dermed sørger for at gøre deres fysiske udfoldelser så troværdige som muligt inden for filmens rammer, og samtidig bevare spændingen om udfaldet fordi ingen af dem pludselig har udviklet super-evner, hvilket vil sige at muligheden for succes i stedet står og falder med evnen til at bevare sammenholdet og mest af alt viljen til at gøre en forskel, hvor der i høj grad er brug for at ta‘ affære. Og så er vist ikke mere tilbage fra mig at sige end ;
”Hail To the King, Baby! Elvis has left The building!”
#272 Kiksmann 14 år siden
En skam at My name is Bruce ikke når samme højder.
#273 NightHawk 14 år siden
Hehe, ja så kan de jo lære det på den hårde måde. ;)
Selv om jeg synes det er en meget facinerende film at gå i dybden med, så er det også en film jeg kan få det helt dårligt over at se, især i den process hvor jeg skulle ind og analysere hvorfor de tre karaktere, og især Henry, opfører sig som de gør. Jeg er sgu glad for, at det ikke er mit arbejde til hverdag, for det slider godt nok en hel del på ens humør at forsøge at sætte sig i en type som Henrys tanker.
Det er jo nærmest tragisk, at "Bubba Ho-Tep" ikke havde et større selskab i ryggen, som så kunne ha' hjulpet med den rette kampagne der skulle til for at Bruce Campbell, og egentlig også Ossie Davies, havde fået de Oscarnominering, de havde fortjent. Bruce Campbell's imitation af Elvis er uden tvivl den bedste der nogensinde er præsteret.
Jeg mangler faktisk at se "My Name Is Bruce", men har også hørt fra andre at den skulle være en skuffelse. Jeg har den dog liggende, så ku' være jeg lige sku' få den set her i weekenden. :)
#274 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/7179510029...
Fra det støvede Texanske landskab tager vi nu et gevaldigt spring over Atlanten, nærmere bestemt New Zealand, og tilbage i tid til de forkrampede og reaktionære 50’erere i selskab med Peter Jacksons lesbiske klassiker, som også blev Kate Winslets store gennembrud, baseret på virkelige hændelser om to teenage-pigers eventyrlige, magiske og episke kærlighedseskapader, der satte datidens samfunds moralbegreber og standardiserede levevis på den ultimative prøvelse, og på tragisk vis endte i en brutal og blodig affære.
”But we're all going to heaven?”
”I'M not! I'M going to The Fourth World... it's sort of like heaven. Only better, because there aren't any Christians!”
Året er 1952 og i den lille idylliske by med det ovenud frelste navn Christchurch hersker alt tilsyneladende fred og ingen fare. Men midt i dette glansbilledsamfund af strømlinede mennesker enten med, eller stræbende efter, det perfekte liv besiddende de rette kvaliteter, står det hurtig klart under morgensangen på den kristne pigeskole, at den 15 årlige Pauline Parker, (Melanie Lynskey), er alt andet end begejstret for at være underlagt hverdagens fastsatte rammer af nærmest engleagtig lydighed til inspektørens store irritation. Midt i endnu en lammende kedelig fransk time fremført på den sædvanlige tørre og diktatoriske facon sker der endeligt noget forfriskende nyt, da klassen introduceres for en ny elev i skikkelse af den energiske og super intelligente Juliet Hulme, (Kate Winslet), der øjeblikkeligt med sin udbasunerende stil viser sig, at være lige præcis den saltvandsindsprøjtning som Pauline har sukket efter og som hun efterfølgende småforelsker sig i, da den kække Juliet sætter lærerinden på plads ved at rette i hendes fejlagtige undervisning. Senere på dagen efter skole har Pauline mere end svært ved at styre sin nyfundne lyst til livet og smækker straks sin yndlings musiker, den storladne flødebolle tenor Mario Lanza, på pladeafspilleren. Hendes forældre, Honora og Herbert, (Sarah Peirse & Simon O’Connor), forstår dog slet ikke den fascination og faderen kan derfor ikke lade være med at gøre grin med sangen, hvilket straks bringer Pauline tilbage i hendes depressive tilstand skummende af raseri indeni.
Dagen efter i skolegården, mens de andre elever spiller basket, hænger de to nye perlevenner ud på bænken og udveksler historier om hinandens respektive ar på både krop og sjæl med dertil hørende hospitalsbesøg, og senere da klokken har ringet af for sidste time tager Pauline et smut ud til Juliets hus, hvor der møder hende et nærmest magisk syn ind i en mere fortryllende verden, da hun pludselig hives ind i venindens og hendes lillebrors eventyrlige middelalder leg, der dog får en brat afslutning da Paulines medbragte plade med Mario Lanza går i stykker. Heldigvis ligger Juliets forældre inde med en større samling og ikke længe efter runger musikken for fuld styrke hvilket hendes mere frisindede moder Hilda, (Diane Kent), hilser velkomment, men som Juliets fader, den vindtørre professor Henry, (Clive Merrison), til gengæld finder voldsomt irriterende. Som dagene efterfølgende skrider frem knytter de to tøser, hvis interesser og hobbyer viser sig at være stort set identiske, et følelsesmæssig kraftfuld og ubrydeligt bånd som forstærkes yderligere efter en nærdødsoplevelse, der sender dem i hinandens arme og forholdet ud på et helt nyt og fremmed territorium med stærke erotiske undertoner, som får frit slag til at udspille sig i et selvskabt religionsfrit plan kaldet “The Fourth World”, hvor deres yndlingsmusikere og filmskuespillere tilbedes side om side med fantasiverdenen Borovnia, der giver dem mulighed for at udleve et rollespil som hhv. mand og kone.
Da Juliet senere må indlægges pga. tuberkulose og dermed afskæres fra Pauline, er de begge lige ved at bryde sammen men beslutter i stedet at kæmpe for at holde forholdet i live via dramatiske brevudvekslinger, der holder humøret oppe og gør deres genforeningen så intens at deres forældre, efter at ha’ konfereret sammen, bliver enige om at det mest fornuftige er at få sat en stopper for dette i deres øjne besynderlige og unormale venskab så hurtigt som muligt bl.a. ved at tvinge Pauline hen hos en psykolog der forhåbentlig vil gøre det klart hvordan hun bliver sine tanker og følelser kvit. Kort efter forværres tingene yderligere grundet Juliets helbred og hendes forældres beslutning om at sende hende til et varmere klima, der for evigt vil afskære de to unge elskende fra hinandens hede favntag.
”She is most unreasonable. Why could not mother die? Dozens of people are dying all the time, thousands, so why not mother? And father too.”
Da Peter Jackson i sin tid, på opfordring af sin gamle ven manuskriptforfatter Fran Walsh, besluttede sig for at filmatisere den bestialske mordsag om de to teenagere Pauline Parker og Juliet Hulme, valgte han en hel anden tilgang til “Heavenly Creatures” end den mest oplagte og søgte, frem for at rette fokus på selve retssagen og den efterfølgende fængselsdom, i stedet at dykke ned i pigernes tanker og følelser hvilket blev foretaget via en nøjsom og detaljeret research baseret på deres respektive dagbøger samt interviews med flere af deres tidligere klassekammerater og lærere for at se nærmere på, hvad der lå til grund for at et så tilsyneladende uskyldigt venskab kunne ende med så blodig en konklusion, i et forløb der minder ufattelig meget om en anden mordsag, ligeledes baseret på virkelige hændelser, om søstrene Papin fra filmen “Sister My Sister”, (se indlæg # 199), der også kæmpede med næb og klør for at opretholde en for dem ideel verden fri for det etablerede samfunds spilleregler og normalbegreber, hvor deres forhold kunne få lov at udfolde sig efter deres egne ønsker og behov og hvor elimineringen af modersymbiosen og den automatisk medfølgende faktor af kontrol spillede en ligeså betydningsfuld rolle mht. at opretholde det forelskede pars illusion af en fordomsfri verden. Fortællingen er altså stort set den samme i de to film, men set gennem Peter Jacksons øjne løftes hans opgør med religion, normer og autoritetsfigurer op på et endnu højere plan kval sit forbilledlige overblik, når handlingen hektisk skifter mellem den virkelige verden og Juliet & Paulines symbol ladende fantasimiljø, hvor det er dem der sætter dagsordenen på et fundament bygget af kærligheden til hinanden og den ultimative følelse af total og uhæmmet frihed.
Meget passende i forsøget på at bryde med traditionerne bliver landet Borovnia derfor skabt på baggrund af pigernes kreative talenter for at udtrykke sig gennem kunsten i form af makabre tegninger og skulpturer parodieret over den engelske kongefamilie som lærerstanden nærmest betragter som noget nært helligt, men hvis status Pauline & Juliet til gengæld er fløjtende ligeglade med, hvorpå de logisk nok, ifølge deres egen optik, placerer sig selv i rollerne som konge og dronning hvor muligheden for også at få en søn sammen pludselig opstår i fantasiverdenen, der befriende overskygger de biologiske forhindringer deres almindelige jeg ikke kan levere. Herefter skabes kærlighedsbarnet og bastarden Diello, der både er et forvarsel, en loyal beskytter af kongeriget og en nådesløs skarpretter af udefrakommende trusler på samme tid, som perfekt illustrerer ambivalensen og uoverskueligheden, set fra deres synsvinkel, mht. at forstå betydningen af følelserne i forholdet og hvilke konsekvenser de vil få når omgivelserne, dvs. samfundets autoritetsfigurer heriblandt deres forældre, bliver konfronteret med dem, fordi ingen tilsyneladende hverken kan eller vil prøve på at give dem den rette hjælp og vejledning de behøver, helt i tråd med tidsperioden hvor homoseksualitet anno 1950 i New Zealand og for den sags skyld også mange andre steder blev betragtet som værende en psykisk sygdom. Hjemme blandt almindelige familier var det bestemt ikke noget der blev snakket om, eller som nogen var i stand til at håndtere og derfor blev den slags “besværlige” tilfælde overladt til de “rette” instanser så som læger og psykologer uden at stille spørgsmål ved deres kompetence, skønt selv samme institutioner i bund og grund ikke havde synderligt meget forstand på hvad de foretog sig, hvilket Peter Jackson skildrer på suveræn vis i sin beskrivelse af begge autoritetsgrupper, der har mere end svært ved blot at få ordene homo over deres læber før de nervøse trækninger og svedperler på panden melder deres ankomst.
Selv om det kun er Pauline der bliver tvunget til et møde med en klodset psykolog, der famlende gør hvad han kan for at få fjernet hendes sygdom, oplever Juliet præcis samme type udlevering og svigt af sine forældre, da hun pga. sin tuberkulose bliver ladt i stikken på hospitalet, hvor hun bl.a. bliver nærmest verbalt voldtaget af en præst, filmet helt bevidst på samme teatralske facon som de fleste andre voksne i “Heavenly Creatures”, der meget påtrængende opfordrer hende til søge spirituel vejledning hos Jesus der så naturligvis vil fjerne alle hendes skavanker som ved et trylleslag, hvilket på ingen måde er den type hjælp hverken hun, eller Pauline modsat på det videnskabelige plan, har brug for men derimod støtte og opbakning fra deres forældre, som til gengæld har mere end travlt med at fralægge sig ansvaret på trods af de såkaldt gode intentioner. Et eller andet sted kan man dog ikke bebrejde Paulines arbejderklasse forældre at situationen udvikler sig som den gør, for de ved ganske enkelt ikke bedre, men Juliets forældre burde med hendes rationalt tænkende professor far, der ikke kan fordrage biblen grundet dens mangel på logisk sammenhørighed, og især mht. hendes moder der paradoksalt nok arbejder som sexualvejleder og ægteskabsrådgiver. Han har dog mere travlt med karrieren og hun med at være ham utro og hos Pauline er dobbeltmoralen også til at ta’ og føle på, da man bliver bekendt med, at hendes mor og far stak af sammen da de var helt unge i en sammenlignelig situation som den de to piger ønsker at foretage, men som der bliver kæmpet hårdt for at forhindre dem i at gennemføre, da forældrene bliver enige om at skille dem ad ved at nægte Pauline at rejse med Juliet til Sydafrika.
Og så er vi tilbage ved forvarslernes tid igen, for inden situationen tilspidses og følelserne hos de to teenagere ryger helt op i det røde felt, hvor de ikke længere ser nogen anden udvej end at eliminere Paulines moder for at opretholde den utopiske illusion, pga. tidsperioden de lever i, af deres forhold, har Peter Jackson skabt hvad jeg vil betegne som en yderst veludført visuel genistreg, symboliserende pigernes vished om at det alligevel ikke kan holde i længden, med referencen til Orson Welles karakteren Harry Lime, en mand der indhentes af skæbnen pga. sin kriminelle gerninger, fra klassikeren “The Third Man” hvis billede meget rammende smides i åen bag dem i filmens første del og leder tankerne hen på den afsluttende jagt i kloakkerne under Wiens gader, der til sidst i “Heavenly Creatures” vendes tilbage til da de to tøser, under de sidste to uger de har sammen inden Juliet sendes bort, tager i den lokale biograf, ser selv samme film og efterfølgende hjemsøges af Harry Lime, der både bliver et billede på deres egen uundgåelige skæbne, men som samtidig også frigør dem til at fuldbyrde forholdet i en smukt ja nærmest poetisk sexscene, hvor det er interessant at lægge mærke til hvorledes deres kærlighed er stærk nok til at fjerne det faretruende billede af Harry Lime, der så alligevel bliver ved med at spøge i kulissen, fordi han repræsentere to sider af samme sag der hver især fører de to piger hen imod den uundgåelige blodige finale, hvor Peter Jackson nådesløst understreger alvoren i deres afsluttende handling på samme brutale facon som Nancy Meckler gjorde det i “Sister My Sister”.
#275 evermind 14 år siden
Pust, pust! Du må gerne låne et par punktummer af mig, hvis det er ... ;)
Men enig, god film!! - og som oftest mange interessante tanker fra din side. :)
#276 NightHawk 14 år siden
Hehe, ja jeg ved godt at jeg tit og ofte kommer til at lave alt for lange sætninger. :)
Det er også noget jeg tænker over, når jeg skriver og jeg prøver altid på, at se om jeg ikke kan lave dem kortere, men så dukker der altid nogle flere tanker op i forbindelse med det første jeg har skrevet og så har det det med at blive disse meget lange sætninger. Men det er helt fint at du siger det, for det er sagtens noget jeg kan forbedre, hvilket også vil gøre det langt nemmere og mere overskueligt for andre at læse. :)
Mange tak. :)
Det er jo virkelig en interessant film at analysere med alle de lag, metaforer og symbolik Peter Jackson kaster ind i handlingen. Og den måde han f.eks. bruger Harry Lime figuren på er jo formidabelt godt fundet på. Det er nok ikke alle der vil være enig med mig, men jeg mener klart, at "Heavenly Creatures" er den bedste film Peter Jackson har lavet.
#277 NightHawk 14 år siden
https://www.amazon.co.uk/Manhattan-Murder-Mystery-...
Fra en magisk og surrealistisk rejse i New Zealands bakkede landskab går turen nu mod det cafe latté drikkende og skarpt analyserende Manhattan i mester-instruktøren Woody Allens både klukkende morsomme og ofte nervepirrende krimi-komedie der, efter en række film primært af den mere alvorlige og introspektive slags, blev en tilbagevenden til rødderne fra slutningen af 60’erne og op igennem 70’erne med en underfundig reference til især klassikeren “Annie Hall”.
”I don't understand why you're not more fascinated with this! I mean, we could be living next door to a murderer, Larry.”
”New York is a melting pot! I'm used to it!”
På vej hjem fra en ishockey kamp med de lokale helte, som man ikke just kan påstå de begge sætter lige stor pris på, render ægteparret Larry og Carol Lipton, (Woody Allen & Diane Keaton), ved en ren og skær tilfældighed på deres naboer Paul og Lillian House, (Jerry Adler & Lynn Cohen), i elevatoren på vej op til deres lejlighed. Efter lidt snak frem og tilbage bliver de pludselig inviteret med inden for til en kop kaffe og lidt kage til Larrys store irritation, da han egentlig havde planlagt en stille og rolig aften i selskab med sit tv og en god gammel Bob Hope film. Utallige anekdoter om gravpladser og en knastør frimærkesamling senere lykkedes det dem langt om længe at komme hjem til Larrys store lettelse, mens Carol ikke kan lade være med at spekulere på om deres parforhold, som tilsyneladende knirker lidt i krogene, med tiden vil blive ligeså kedeligt som The Houses. Næste dag, efter en tur til det lokale loppemarked og et smut i biografen med et par venner til repremiere på ”Double Indemnity”, fortsætter spændingskurven med at stige i den virkelige verden, da de ved ankomsten til boligkomplekset render på en større forsamling, heriblandt viceværten, der pænt rystet forklarer, at Lillian House er faldet død om efter et hjerteanfald. Senere på aftenen beslutter Larry og Carol sig for at ta’ i operaen, dog ikke med Larrys gode vilje, og støder uventet på Mr. House som pudsigt nok ikke synes at være særlig påvirket over sin kones død.
Da tonerne af et brølende stykke Richard Wagner endelig har lagt sig, står den på lækker mad i en nærliggende restaurant sammen med et par venner, der bl.a. tæller den jævnt storskrydende filantrop Ted, (Alan Alda), som Larry har mere end svært ved at kapere, da den overlegne charmør har det med at flirte uhæmmet med Carol, som han længe har haft et crush på og som han nu ser en mulighed for at komme tættere på, dels pga. snakken om det lettere besynderlige dødsfald og dels fordi Carol desuden har luftet tanken om at starte sin egen café. Hjemme igen kan Carol stadig ikke slippe tanken om, at der er foregået noget skummelt i nabolejligheden, da Ted ringer for at følge op på deres diskussion fra tidligere, hvilket går Larry på nerverne da han ud over sin jalousi umuligt kan forestille sig, at den hyggelige Mr. House skulle være en koldblodig morder. Senere næste dag kigger de forbi for at se hvordan Paul har det og igen ligesom sidst, synes han at være i et forbavsende godt humør, der straks vækker Carols nysgerrighed så meget, at hun beslutter sig for at spørge ind til hvor konen er begravet, skønt hun lige har opdaget at hendes aske står i en urne i hans køkkenskab. Da hun efterfølgende bemærker at Paul forlader bygningen midt om natten, er hun overbevist om, at der er ugler i mosen og tager efterforskningen et skridt videre dagen efter, da hun sniger sig ind i lejligheden og finder en række billetter og kvitteringer, der bekræfter at Paul har noget kørende ved siden af.
Da hun tager kontakt til Ted om hvad hun har fundet ud af, melder han sig straks som ivrig medhjælper og alt imens de to forsætter detektiv-arbejdet er Larry, der arbejder som redaktør på et større forlag, i færd med at arrangere en date mellem en af hans lovende klienter, som han også er smålun på, krimiforfatteren Marcia Fox, (Angelica Huston), og selv samme Ted. Og så er der ellers lagt i kakkelovnen til en speget affære for alle involverede.
”Ted sees himself as Rick in Casablanca; I see him more as Peter Lorre.”
Med stor inspiration fra og stor kærlighed til nogle af de største værker i krimigenren, samt flere af sine egne værker præget af den Marx Brothers’ske ånd og diverse slapstick jokes, sørger Woody Allen med vanlig sans for detaljen og rigtig god hjælp fra et af sine traditionelt fremragende soundtracks bestående af diverse stemningsfulde jazz numre, at sammenflette en handling der trods sine moderne omgivelser emmer af nostalgi på så herlig en måde, at man inden længe alligevel føler sig hensat til de gode gamle Hollywood dage især når Allen, arm i arm med sin mangeårige filmpartner Diane Keaton, hvor ”MMM” blev deres sidste film sammen, for alvor slår gækken løs i deres forrygende samspil og nogle suverænt velskruede pingpong dialoger, der alt sammen både er lavet som en homage over 1930’ernes populære detektiv-par Nick & Nora, spillet af William Powell og Myrna Loy, fra den legendariske ”The Thin Man” serie, samt Woodys eget mesterværk ”Annie Hall”. Det er dog en helt anden af Allens favoritter nemlig Billy Wilder og hans film noir klassiker ”Double Indemnity”, der bliver startskuddet på det mildt sagt komplicerede mord mysterium med den lumske, køligt kalkulerende og dameglade Paul House som udspekuleret dukkefører hvis snurren rundt med trådende, kval hans sidegesjæft som ejer af en biograf der har specialiseret sig i visninger af gamle klassikere, ender med at fungere som et herligt meta-spin midt iblandt krimi og kærlighedsintrigerne.
Og netop sidstnævnte viser det sig faktisk spiller en væsentlig vigtigere rolle i forhold til den overordnede historie end man lige umiddelbart skulle tro, for når alt kommer til alt handler ”Manhattan Murder Mystery” i virkeligheden mere om for filmens to protagonister at få repareret deres vakkelvorne parforhold og gjort op med jalousiens spøgende væsen i skikkelse af den charmerende Ted, hvis duel med Larry bringer gode og meget muntre minder frem på nethinden af Alan Alda og Woody Allens kontroverser med hinanden i ”Crimes & Misdeminors”. Det står dog immer væk ikke ligeså slemt til som sidst og derfor lykkedes det dem da også denne gang at indgå en alliance og et samarbejde, som først og fremmest har til hensigt at finde ud af skurkens motiv og egentlige plan med sit forehavende, men som på sigt måske også vil vise sig at være til fordel for alle parter, jo nærmere teamet kommer i deres opklaring, fordi det giver Larry og Carol muligheden for endelig at ha’ andet til fælles end uhæmmet kritik af hinandens respektive yndlingssysler, ved at få has på en mand symbolsk med flere affære og dermed destruering af ægteskabet, som de selv trods al deres flirteri søger så ihærdigt at bevare i sin mest loyale form.
For at dette kan lade sig gøre, bliver introduktionen af Marcia Fox en vigtig brik i det store puslespil, ikke blot mht. at få Ted distraheret men også i at få besejret skurken, som hun finder et snedigt våben til at besejre i skikkelse af en populær roman ligeledes om et par amatør detektiver, hvis fremgangsmetode og skæbne Allen på mesterlig vis lader sig udspille med svære latterkramper til følge for undertegnede. Først med sin fornemme timing i dialogen og den efterfølgende reaktion i samtalen om bogen og senere da planen skal udføres, hvor Allen bringer sin forkærlighed for slapstik på banen igen lige inden den store finale, der atter vender tilbage til den elegante brug af referencer ved at integrere Orson Welles perlen ”The Lady From Shanghai” i et højdramatisk shoot-out i den gamle biograf, der hermed lukker og slukker for den genistreg, vi just har siddet og overværet.
”Manhattan Murder Mystery” er på alle måder sublimt håndværk fra Woody Allen, der byder på et par virkelig veludførte og nervepirrende scener ud i suspense, men aldrig viger helt væk fra det der er Allens største force, nemlig hans formidable evne til at skrive replikker der er et sandt festfyrværkeri af humørbomber på allerhøjeste niveau.
#278 filmz-Bruce 14 år siden
Jeg kommer altid til at tænke på [url= scenen[/url] (undskyld kan kun finde den på spansk, men Woody Allen er fantastisk morsom i den).
Jeg mener han pludselig bliver ligbleg og siger noget med "I can see a meadow ... horses ... I have to say my rosemarys"
Allens replikker er forrygende, hvis ikke helt udenfor kontrol.
Larry Lipton: I'd fix Ted up with Helen Dubin, but they'd probably get into an argument over penis envy; the poor guy suffers from it so.
Larry Lipton: You're suggesting we try to provoke him into murdering us?
Marcia Fox: You have a problem with that?
Larry Lipton: Well, either that, or I suddenly developed Parkinson's.
Larry Lipton: Jesus, save a little craziness for menopause!
Larry Lipton: I can't listen to that much Wagner, ya know? I start to get the urge to conquer Poland.
Larry Lipton: My life is passing before my eyes. The worst part about it is that I'm driving a used car.
Åhhh hvor jeg savner Woody Allen I en Woody Allen film.
Bloody tæt på et 10 tal!!!
#279 jessup 14 år siden
#280 NightHawk 14 år siden
Super! Det er jeg sgu glad for at høre. :) Jeg sad også og hyggede mig gevaldig med filmen, da jeg genså den for nylig. Tror det er en af de film jeg har set mindst 10-15 gange og den er bestemt ikke blevet mindre underholdende med årene. :)
Hehe, jeg ledte også efter selv samme scene til anmeldelsen, (men måtte desværre også gå forgæves), netop fordi den samlet set er et perfekt eksempel på, hvorledes det lykkedes Woody Allen at mikse suspense med humor, med spændingskurven stødt stigende ligefra første sekund de sætter fødderne i hotelværelset, til lyset går ud, og de til sidst ender i elevatoren, hvor de og vi så får et sidste chok, der får Woody til nærmest at gå i koma og mig til at bryde ud i latter, da han får sin nærdødsoplevelse som du citerer fra. :D
Det er så genialt lavet!
Helt enig. Allen har jo f.eks. vist i "Scoop", at han stadig formår både at matche sine langt yngre medspillere og være hamrende morsom, så jeg forstår heller ikke hvorfor han ikke giver sig selv chancen igen, især i de film hvor rollen med al tydelighed er skrevet til hans måde at spille på. Lige præcis det problem synes jeg, at "Whatever Works" kom til at lide under. For selv om Larry David er en god erstatning, ja så har han bare ikke helt samme timing som Allen, når det er skuespillet/det udtryksmæssige det kommer an på. Og det samme gør sig f.eks også gældende i en film som "Celebrity", hvor Kenneth Brannagh forsøger at træde ind i Allens persona. Eller sagt på en anden måde ; Allen skal spilles af Allen himself og ingen andre som jeg ser det.
Jeg er frisk på at uddele et stensikkert 10 tal og hvis man måtte gi' 11 ville jeg nok også ha' gjort det. :)
Det er faktisk ret sjovt/interessant, at følge Alda og Allens dueller over årene, og de gentager det også i musicalen "Everyone Says I Love You", dog i en langt mildere form end de to tidligere film, i sådan en grad at de to ærkefjender når frem til en samlet forsoning, skønt deres karakterer ikke deler samme navne i de tre film. :)
Og du har helt ret i det ang. "Rear Window", som der også er klare referencer til.