Walter Hill byder op til dans i dette forrygende effektive miks af western, film noir og rock’n roll musical, der samtidig bærer præg af at ha’ et tegneserie agtig lag liggende over sig. Lyder det bizart?, ja måske, men Hill får nu rystet posen på den helt rigtige måde, så de forskellige genrer gnidningsløst flyder ind og ud mellem hinanden. I hovedrollen finder man B-films kongen Michael Paré som, sit sparsomme skuespil til trods, har medvirket i utallige film. I Hill’s kulthit gør det dog ikke spor, da Paré spiller en omvandrende machokliche’ hvis stoiske fremtoning og fåmælte oldschool hero, i en kombination af coolnes taget fra forgangsbillederne John Wayne og Humphrey Bogart, krydser klinger med en brutal motorcykelbande og dens leder, spillet lige til grænsen af Willem Dafoe, for at redde sin ex-kæreste/rocksangerinden og byens samlingspunkt Ellen Aim, (Diane Lane), fra bandes nådesløse greb.
Så skal vi en smut ud på landevejen med søskendeparret Trish og Darry Tenner, (Gina Phillips & Justin Long), i Victor Salvas genreblandende tidslimbo som henter godt med inspiration fra 50’ernes monsterfilm og 70’ernes horror-thrillers, bl.a. ved Spielbergs ”The Duel” og Tobe Hoopers ”Texas Chainsaw Massacre”, i en stil der forgrener sig ud til de to unge heltes vintage bil og deres 70’er inspirerede tøj. Phillips & Long, som man virkelig tror på er bror og søster, spiller fantastisk over for hinanden og sammen med deres frygtindgydende modstander The Creeper, (Jonathan Beck der er noget af et scoop i den rolle), sørger de for at holde skuespillet på et, for genren, sjældent højt niveau. Bedste scener er første stop ved The Creepers skjulested, en forladt kirke, hvor Long roder sig ud i store problemer, samt mødet med en synsk dame mod filmens slutning. Begge gange er jeg drivvåd på ryggen af koldsved.
Vi bliver i gysergenren, men tager denne gang på vandretur i ødemarken med 5 veninder, der udforer sig selv og skæbnen, da de beslutte sig for at ta’ på opdagelsesrejse ind i en uforudsigelige grotte. De burde ha’ lyttet til det klassiske råd ; ”Dont ever go off the map”!, men gør det alligevel og pludselig må de se sig selv desorienterede, forvirrede og rådvilde i en frustrerende selvskabt situation som presser deres psyke til det maksimale, da det går op for dem at de ikke er alene i mørket. Instruktør Neil Marshall formår på fremragende vis, at lave en gyser hvor klaustrofobien kan mærkes helt ud igennem skærmen og langt ind i kroppen på tilskueren, så hjertet banker panisk derud af, mens man håber på det inderligste at bare en af dem slipper levende derfra. Stilmæssigt ku’ en film primært sat i et så mørkt sted blive lidt monoton at se på, men det slipper Marshall nu ganske glimrende fra ved at bruge tøsernes medbragte lyskilder i forskellige farver, så der visuelt kommer noget afveksling. Husk i øvrigt at lægge mærke til homagen/hyldesten til ”Predator” sidst i filmen.
Så til en af mine favoritter inden for gay & lesbian genren. Med udgangspunkt i hendes egen opvækst i New York, har den debuterende instruktør, med asiatiske rødder, Alice Wu på et yderst beskedent budget, (som nærmest automatisk hører til inden for denne genre af film lavet uden for de store selskaber), skabt en vidunderlig romantisk komedie der inde i den centrale kærlighedshistorie mellem filmens to hovedroller spillet af Michelle Krusied og Lynn Chen (som man er overbevist om er forelskede i hinanden, så god kemi de har sammen), tager et selvkritisk og selvironisk blik på fordomme blandt det asiatisk-amerikanske miljø. Joan Chen er i øvrigt en sand fornøjelse i rollen som Krusieds mor, der ligesom sin datter er nød til at holde identiteten på hendes sande kærlighed hemmelig for sine forældre af frygt for, hvordan den ældre generation vil reagere set i forhold til de fastlåste traditioner. Således lægger Wu elegant lag på lag i en film der oser af romantik, stærkt skuespil og mindeværdige scener i en lind strøm. I selve finalen må jeg knibe en tåre som nærmest fast ritual og det vil man forstå, hvis man sku’ ha’ fået lyst til at se denne lille perle.
Med ”Spartan“ viser mesterforfatteren David Mamet hvordan man laver en thriller, som trods sin tilbagelænede stil og underspillede attitude alligevel formår at være satans spændende og pirrende for nysgerrigheden ud i at få løst opklaringsarbejdet side om side med ubercoole Val Kilmer og hans mission på at finde ”The Girl”, afsløre en større konspirationsgåde, og næsten ene mand forsøge at få hende ud af kløerne på en bande kyniske kidnappere og tilbage til hendes magtfulde forældre. Mystikken holdes konstant ved lige ved det, at Mamet langsomt lægger brik for brik ud, som først til allersidst afslører det komplicerede puslespil og baggrunden for pigens forsvinden, der i sandhed viser sig at være afskyvækkende. I solide biroller ses endnu engang William H. Macy og Ed O’Neil og som pigen leverer smækre Kristin Bell en kort men skræmmende god præstation.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeepers Creepers havde for mig kun en god første halvdel, selvom jeg synes den er blevet modtaget lige hårdt nok. The Descent er derimod helt fantastisk!
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Wes Anderson byder atter engang på sort humor sat i et pudseløjerligt skævt univers befolket af excentriske personligheder, men undgår heldigvis i sin skildring af boheme familie The Tennenbaums at falde ned i samme lidt for anstrengende og alt for tilbagelænede stil som de to efterfølgere ”Life Aqautic” og ”Darjeeling Limiteds” gjorde. Tempoet i ”RT” er nemlig væsentligt højere, historien mere sprudlende og derfor på en måde mere imødekommende samlet set, båret frem af en helt igennem energisk Gene Hackman, der tydeligvis nyder sin frigjorte rolle som kulørt spradebasse provokatør. Owen Wilson, konstant iført cowboytøj, er også ret underholdende og ligeså er en atypisk fuck the world agtig Gwyneth Paltrow, som på en spøjs facon sit udseende til trods, stadig er en sexy lady. Jeg har noget svært ved at sluge det incestuøse forhold i filmen mellem Paltrow og Luke Wilson, men til gengæld er der så mange andre ting ved plottet der er godt, især den totalt kaotiske afslutning som minder om noget fra en Marx Brothers film.
Fungerer en film hvor skurken er en gigantisk muteret alligator? Svaret er ; ja for satan da, og det endda på en måde så man både griner og gyser lige meget. Det er tydeligt for enhver, at der ikke har været de store penge at benytte sig af og derfor er det blot ekstra imponerende, hvordan instruktør Lewis Teague, (der gør John Sayles manuskript stor ære), har været i stand til at udnytte sine midler. Goe gamle Robert Forster, (de fleste vil med sikkerhed huske ham fra ”Jackie Brown”), spiller detektiven, som sammen med en smækker dyrlæge bliver sat på den tilsyneladende håbløse opgave at fange det enorme bæst. Undervejs da cheferne har mistet tålmodigheden med ham hyres en storvildtjager til jobbet, (en teatralsk men meget morsom Henry Silva), men det gør kun situationen endnu værre, og så er det op til det umage makkerpar at træde i karakter. Husk at læg mærke til referencen i kloakken til sidst som er en genial joke ang. Orson Welles klassikeren ”The Third Man”.
Mand møder kvinde og bliver forelsket til op over begge ører i hinanden, på trods af at begge tilsyneladende er lykkeligt gift. Det lyder ikke ligefrem superoriginalt og er det såmænd heller ikke i måden historien bliver fortalt på, men alligevel så fungerer filmen sgu hamrende effektiv og går lige i hjertet på mig. Årsagen er ganske enkelt Meryl Streep og Robert De Niro, som igennem alt hvad der udspiller sig er troværdige, nærværende og yderst overbevisende i deres følelser for hinanden og i de scener de hver især har med deres respektive partnere, hvoraf scenen hvor det går op for De Niro’s kone hvad han er i færd med, er en af den slags der gør mega ondt, hvis man evt. selv sku’ ha’ prøvet at være udsat for det samme. Harvey Keitel kigger forbi et par gange som De Niro’s ven og gør det som sædvanlig glimrende. Men det er først og fremmest de to hovedrollers film og deres skyld at den er stærkt anbefalelsesværdig.
Originalen om aggressive marsboere der invaderer jorden holder stadigvæk i dag, men nok mest af alt pga. sin nostalgiske feeling over de herlige special effekts og den teatralske fremfærd fra filmens hovedroller, samt det historiske efterspil som fulgte i kølvandet på Orson Welles radio-broadcast af H.G. Wells mesterligt skrevne stykke sci-fi, da folk troede at jorden i virkeligheden blev invaderet af grønne mænd fra det ydre rum. Når alt det så er sagt, skal det selvfølgelig også nævnes at instruktør Byron Haskin formåede at gøre rumvæsnerne særdeles creepy i måden deres maskiner bevægede sig på, som var de selv levende organismer. En fornemmelse af uforudsigelig uhygge som stadig hænger fast ved et gensyn, hvilket kun få andre film inde for denne genre og tidsperiode har formået ligeså effektivt. Remaket fra 2003 med Tom Cruise i hovedrollen er bestemt også værd at tjekke ud, hvis man aldrig har hørt om H.G. Wells historie før.
Tarsem Sing’s fantasifulde og psykologiske gyser med Jennifer Lopez og Vince Vaughn, (i en rigtigt godt spillet seriøs rolle), som FBI makkerparret der må ud i en desperat kamp mod tiden og en psykopatisk seriemorder, (Vincent D’Onofrio der er ultra creepy), for at finde et nyt offer, som bliver næsten umulig at finde, da psykopaten ved et uheld fra politiets side ender i koma. For at løse gåden er eneste udvej nu et vovet forsøg i en bizar drømmemaskine og en tur ind i morderes sind som får stor personlig betydning for de to FBI agenter. Tarsem Singhs film skal først og fremmest ses for sine visuelle påfund i den mareridtsagtige verden Lopez begir sig rundt i, samt for filmens opfindsomme leg og blanding af oldschool krimi med psykedelisk sci-fi, der er en sand nydelse at sidde og betragte. En DVD man absolut bør investere i og som indeholder en solid bunke lækkert ekstramateriale, der går i dybden med Sings kreative vision.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Yes! Jeg er selv rigtig glad for The Cell; den er simpelthen så fantastisk flot lavet - og jeg synes faktisk at Jennifer Lopez gør det ganske godt (bare hun holder sig fra romantiske komedier).
The Royal Tenenbaums er jeg også glad for - men tror jeg skal have den set igen snart for at være sikker; det er et par år siden sidste kig :)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
The Cell er fantastisk flot lavet, men lider af det samme som The Fall: fed cinematografi og dårlig manuskript. Men J-Lo kan bestemt godt spille skuespil: i Familien og The Cell især, og i Out of Sight og U-Turn er hun heller ikke helt ringe.
Movie1000's liste har jeg ikke set meget fra(fordi det er så nye film), og indtil videre har ejg faktisk kun set 5 på denne liste:)...
The Cell siger mig intet, og jeg synes sgu ikke den er fantastisk flot. Husker bedst hestescenen, og det så satans kunstigt ud. War Of The Worlds er dog fremragende, og The Royal Tennenbaums er også rigtig god. Alligator kan jeg slet ikke huske. Der var en periode i mit liv, hvor jeg opsøgte alle monsterfilm jeg kunne finde, så de flyder lidt sammen. Falling In Love så jeg da jeg var lille, og der sagde den mig naturligvis intet... der manglede lidt nogle fantasivæsener og en masse action.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
#21 wimmie 14 år siden
Og ja, Planes, trains and Automobiles og Return of the Living dead er jo klassikere fra de dejlige 80'ere :D
#22 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0251920236...
Walter Hill byder op til dans i dette forrygende effektive miks af western, film noir og rock’n roll musical, der samtidig bærer præg af at ha’ et tegneserie agtig lag liggende over sig. Lyder det bizart?, ja måske, men Hill får nu rystet posen på den helt rigtige måde, så de forskellige genrer gnidningsløst flyder ind og ud mellem hinanden. I hovedrollen finder man B-films kongen Michael Paré som, sit sparsomme skuespil til trods, har medvirket i utallige film. I Hill’s kulthit gør det dog ikke spor, da Paré spiller en omvandrende machokliche’ hvis stoiske fremtoning og fåmælte oldschool hero, i en kombination af coolnes taget fra forgangsbillederne John Wayne og Humphrey Bogart, krydser klinger med en brutal motorcykelbande og dens leder, spillet lige til grænsen af Willem Dafoe, for at redde sin ex-kæreste/rocksangerinden og byens samlingspunkt Ellen Aim, (Diane Lane), fra bandes nådesløse greb.
(184) : Jeepers, Creepers, 2001
http://www.videodetective.com/TitleDetails.aspx?pu...
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276168697...
Så skal vi en smut ud på landevejen med søskendeparret Trish og Darry Tenner, (Gina Phillips & Justin Long), i Victor Salvas genreblandende tidslimbo som henter godt med inspiration fra 50’ernes monsterfilm og 70’ernes horror-thrillers, bl.a. ved Spielbergs ”The Duel” og Tobe Hoopers ”Texas Chainsaw Massacre”, i en stil der forgrener sig ud til de to unge heltes vintage bil og deres 70’er inspirerede tøj. Phillips & Long, som man virkelig tror på er bror og søster, spiller fantastisk over for hinanden og sammen med deres frygtindgydende modstander The Creeper, (Jonathan Beck der er noget af et scoop i den rolle), sørger de for at holde skuespillet på et, for genren, sjældent højt niveau. Bedste scener er første stop ved The Creepers skjulested, en forladt kirke, hvor Long roder sig ud i store problemer, samt mødet med en synsk dame mod filmens slutning. Begge gange er jeg drivvåd på ryggen af koldsved.
(183) : The Descent, 2005
http://www.axelmusic.com/productDetails/0313982064...
Vi bliver i gysergenren, men tager denne gang på vandretur i ødemarken med 5 veninder, der udforer sig selv og skæbnen, da de beslutte sig for at ta’ på opdagelsesrejse ind i en uforudsigelige grotte. De burde ha’ lyttet til det klassiske råd ; ”Dont ever go off the map”!, men gør det alligevel og pludselig må de se sig selv desorienterede, forvirrede og rådvilde i en frustrerende selvskabt situation som presser deres psyke til det maksimale, da det går op for dem at de ikke er alene i mørket. Instruktør Neil Marshall formår på fremragende vis, at lave en gyser hvor klaustrofobien kan mærkes helt ud igennem skærmen og langt ind i kroppen på tilskueren, så hjertet banker panisk derud af, mens man håber på det inderligste at bare en af dem slipper levende derfra. Stilmæssigt ku’ en film primært sat i et så mørkt sted blive lidt monoton at se på, men det slipper Marshall nu ganske glimrende fra ved at bruge tøsernes medbragte lyskilder i forskellige farver, så der visuelt kommer noget afveksling. Husk i øvrigt at lægge mærke til homagen/hyldesten til ”Predator” sidst i filmen.
(182) : Saving Face, 2004
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433960352...
Så til en af mine favoritter inden for gay & lesbian genren. Med udgangspunkt i hendes egen opvækst i New York, har den debuterende instruktør, med asiatiske rødder, Alice Wu på et yderst beskedent budget, (som nærmest automatisk hører til inden for denne genre af film lavet uden for de store selskaber), skabt en vidunderlig romantisk komedie der inde i den centrale kærlighedshistorie mellem filmens to hovedroller spillet af Michelle Krusied og Lynn Chen (som man er overbevist om er forelskede i hinanden, så god kemi de har sammen), tager et selvkritisk og selvironisk blik på fordomme blandt det asiatisk-amerikanske miljø. Joan Chen er i øvrigt en sand fornøjelse i rollen som Krusieds mor, der ligesom sin datter er nød til at holde identiteten på hendes sande kærlighed hemmelig for sine forældre af frygt for, hvordan den ældre generation vil reagere set i forhold til de fastlåste traditioner. Således lægger Wu elegant lag på lag i en film der oser af romantik, stærkt skuespil og mindeværdige scener i en lind strøm. I selve finalen må jeg knibe en tåre som nærmest fast ritual og det vil man forstå, hvis man sku’ ha’ fået lyst til at se denne lille perle.
(181) : Spartan, 2004
http://www.axelmusic.com/productDetails/0853938801...
Med ”Spartan“ viser mesterforfatteren David Mamet hvordan man laver en thriller, som trods sin tilbagelænede stil og underspillede attitude alligevel formår at være satans spændende og pirrende for nysgerrigheden ud i at få løst opklaringsarbejdet side om side med ubercoole Val Kilmer og hans mission på at finde ”The Girl”, afsløre en større konspirationsgåde, og næsten ene mand forsøge at få hende ud af kløerne på en bande kyniske kidnappere og tilbage til hendes magtfulde forældre. Mystikken holdes konstant ved lige ved det, at Mamet langsomt lægger brik for brik ud, som først til allersidst afslører det komplicerede puslespil og baggrunden for pigens forsvinden, der i sandhed viser sig at være afskyvækkende. I solide biroller ses endnu engang William H. Macy og Ed O’Neil og som pigen leverer smækre Kristin Bell en kort men skræmmende god præstation.
#23 Lord Beef Jerky 14 år siden
#24 wimmie 14 år siden
The Descent er rigtig dejlig spooky :D
#25 MOVIE1000 14 år siden
#26 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/7869361654...
Wes Anderson byder atter engang på sort humor sat i et pudseløjerligt skævt univers befolket af excentriske personligheder, men undgår heldigvis i sin skildring af boheme familie The Tennenbaums at falde ned i samme lidt for anstrengende og alt for tilbagelænede stil som de to efterfølgere ”Life Aqautic” og ”Darjeeling Limiteds” gjorde. Tempoet i ”RT” er nemlig væsentligt højere, historien mere sprudlende og derfor på en måde mere imødekommende samlet set, båret frem af en helt igennem energisk Gene Hackman, der tydeligvis nyder sin frigjorte rolle som kulørt spradebasse provokatør. Owen Wilson, konstant iført cowboytøj, er også ret underholdende og ligeså er en atypisk fuck the world agtig Gwyneth Paltrow, som på en spøjs facon sit udseende til trods, stadig er en sexy lady. Jeg har noget svært ved at sluge det incestuøse forhold i filmen mellem Paltrow og Luke Wilson, men til gengæld er der så mange andre ting ved plottet der er godt, især den totalt kaotiske afslutning som minder om noget fra en Marx Brothers film.
(179) : Alligator, 1980
http://www.axelmusic.com/productDetails/0122361820...
Fungerer en film hvor skurken er en gigantisk muteret alligator? Svaret er ; ja for satan da, og det endda på en måde så man både griner og gyser lige meget. Det er tydeligt for enhver, at der ikke har været de store penge at benytte sig af og derfor er det blot ekstra imponerende, hvordan instruktør Lewis Teague, (der gør John Sayles manuskript stor ære), har været i stand til at udnytte sine midler. Goe gamle Robert Forster, (de fleste vil med sikkerhed huske ham fra ”Jackie Brown”), spiller detektiven, som sammen med en smækker dyrlæge bliver sat på den tilsyneladende håbløse opgave at fange det enorme bæst. Undervejs da cheferne har mistet tålmodigheden med ham hyres en storvildtjager til jobbet, (en teatralsk men meget morsom Henry Silva), men det gør kun situationen endnu værre, og så er det op til det umage makkerpar at træde i karakter. Husk at læg mærke til referencen i kloakken til sidst som er en genial joke ang. Orson Welles klassikeren ”The Third Man”.
(178) : Falling In Love, 1984
http://www.axelmusic.com/productDetails/0973601628...
Mand møder kvinde og bliver forelsket til op over begge ører i hinanden, på trods af at begge tilsyneladende er lykkeligt gift. Det lyder ikke ligefrem superoriginalt og er det såmænd heller ikke i måden historien bliver fortalt på, men alligevel så fungerer filmen sgu hamrende effektiv og går lige i hjertet på mig. Årsagen er ganske enkelt Meryl Streep og Robert De Niro, som igennem alt hvad der udspiller sig er troværdige, nærværende og yderst overbevisende i deres følelser for hinanden og i de scener de hver især har med deres respektive partnere, hvoraf scenen hvor det går op for De Niro’s kone hvad han er i færd med, er en af den slags der gør mega ondt, hvis man evt. selv sku’ ha’ prøvet at være udsat for det samme. Harvey Keitel kigger forbi et par gange som De Niro’s ven og gør det som sædvanlig glimrende. Men det er først og fremmest de to hovedrollers film og deres skyld at den er stærkt anbefalelsesværdig.
(177) : War of The Worlds, 1953
http://www.axelmusic.com/productDetails/0973602639...
http://www.axelmusic.com/productDetails/6781494562...
Originalen om aggressive marsboere der invaderer jorden holder stadigvæk i dag, men nok mest af alt pga. sin nostalgiske feeling over de herlige special effekts og den teatralske fremfærd fra filmens hovedroller, samt det historiske efterspil som fulgte i kølvandet på Orson Welles radio-broadcast af H.G. Wells mesterligt skrevne stykke sci-fi, da folk troede at jorden i virkeligheden blev invaderet af grønne mænd fra det ydre rum. Når alt det så er sagt, skal det selvfølgelig også nævnes at instruktør Byron Haskin formåede at gøre rumvæsnerne særdeles creepy i måden deres maskiner bevægede sig på, som var de selv levende organismer. En fornemmelse af uforudsigelig uhygge som stadig hænger fast ved et gensyn, hvilket kun få andre film inde for denne genre og tidsperiode har formået ligeså effektivt. Remaket fra 2003 med Tom Cruise i hovedrollen er bestemt også værd at tjekke ud, hvis man aldrig har hørt om H.G. Wells historie før.
(176) : The Cell, 2001
http://www.axelmusic.com/productDetails/7940435150...
Tarsem Sing’s fantasifulde og psykologiske gyser med Jennifer Lopez og Vince Vaughn, (i en rigtigt godt spillet seriøs rolle), som FBI makkerparret der må ud i en desperat kamp mod tiden og en psykopatisk seriemorder, (Vincent D’Onofrio der er ultra creepy), for at finde et nyt offer, som bliver næsten umulig at finde, da psykopaten ved et uheld fra politiets side ender i koma. For at løse gåden er eneste udvej nu et vovet forsøg i en bizar drømmemaskine og en tur ind i morderes sind som får stor personlig betydning for de to FBI agenter. Tarsem Singhs film skal først og fremmest ses for sine visuelle påfund i den mareridtsagtige verden Lopez begir sig rundt i, samt for filmens opfindsomme leg og blanding af oldschool krimi med psykedelisk sci-fi, der er en sand nydelse at sidde og betragte. En DVD man absolut bør investere i og som indeholder en solid bunke lækkert ekstramateriale, der går i dybden med Sings kreative vision.
#27 wimmie 14 år siden
The Royal Tenenbaums er jeg også glad for - men tror jeg skal have den set igen snart for at være sikker; det er et par år siden sidste kig :)
#28 Skeloboy 14 år siden
Movie1000's liste har jeg ikke set meget fra(fordi det er så nye film), og indtil videre har ejg faktisk kun set 5 på denne liste:)...
Interessant liste
#29 Lord Beef Jerky 14 år siden
#30 Åkepool 14 år siden