#45: Jeg er heldigvis ikke stødt på hende i forbindelse med det, efter sigende, triste, nye udseende. Det er hvert fald gået gevaldigt ned ad bakke for Cibyll Shepherd... :/
#46 Jeg har heller ikke set nogle film med hende (men der ser det også ud til at det er gået meget nedad bakke), men kun set hende ved forskellige film arrangementer og ved hende er det i hvert fald tydeligt at Botox ofte skader mere end det gavner. Det samme problem med f.eks. Nicole Kidman.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
hehe, jeg undskylder mange gange. Ja det gør hun desværre :(
Men jeg er da ked af at jeg har ødelagt billedet lidt af hende nu,
når man ser hun taler, er der næsten ingen bevægelse i kindmuskulaturen (ok nu lyder jeg som en ekspert, hvilket jeg ikke er:)) men det hele er meget mere stift, ligesom når hun smiler.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Jane Fonda og Michael Douglas spiller hhv. journalisten og fotografen som under forberedelserne af et ordinært indslag på et atomkraftværk pludselig kommer på sporet af en ulmende katastrofe, hvis trussel bliver yderligere forstærket da det efterhånden går op for dem, at ejerne af det potentielle dommedagsvåben er en samling iskolde og kyniske forretningsmænd, der først og fremmest tænker i penge og som ikke skyer nogen midler for at dække over evt. fejl, som kan sætte en stopper for forretningen. Fonda og Douglas, (hvis passion for projektet lyser igennem begge skuespillere), nægter dog, helt i tidsånden, at lade sig styre af autoriteterne og får forbedret deres chance i at få skovlen under firmaet markant, da en supervisor på stedet, (Jack Lemmon), der har samme mistanke mod sine chefer, beslutter sig for at hjælpe dem. ”The China Syndrome” er en helt igennem formidabelt nervepirrende thriller, hvor spændingsniveau konstant holdes oppe af endnu en pragtpræstation fra Jack Lemmon hvis kombination af frustration og desperation får koldsveden til at løbe ned af ryggen og hjertet til at banke vildt hos mig, specielt ved filmens afslutning som er intet mindre end fænomenal spænding. Filmen fik i øvrigt et ubehageligt reklameboost, da der kun få dage efter premieren skete en rigtig ulykke på et atomkraftværk i Pennsylvania.
Og så blev det ligsom “totally” tid til endnu en legendarisk teenagefilm, denne gang straight out of Beverly Hills med Amy Heckerlings, (der også stod bag 80’er hittet ”Fast Times at Ridgemont High”), sprudlende og meget morsomme modernisering af Jane Austens novelle ”Emma” i skikkelse af den kulørte knaldperle ”Clueless”, der i den grad er højt elsket for sin evne til at ta’ seriøst pis på sit miljø og sine karakterers væremåde, men samtidig på forbindtlig vis også er i stand til at gøre dem, deres problemer, samt filmens flyvske og fjollede hovedfigur Cher, (skæppeskønne Alicia Silverstone), realistiske og vedkommende. Drejningen mod det mere alvorlige kommer, da Heckerling introducerer Chers diametrale modsætning ved hendes kommende stedbror Josh, (Paul Rudd i vanlig underspillet stil), der elsker at provokere og udfordre den umiddelbart overfladiske babe med sit filosofiske intellekt, men i stedet ender med, ligesom undertegnede, at forelske sig dybt i den blonde prinsesse af storcenteret. Sarkastiske kommentarer om materialisme og prestige, samt de mere alvorlige om isolation og teenageangst går rent ind over hele linjen i Heckerlings highschool revival, som desuden vil blive husket for sin imponerede mængde af replikker, hvilke i dag for de flestes vedkommende er gået hen og blevet rendyrket kult.
Nu skal vi et smut ud på prærien, i hvad der efter min mening er Anthony Mann og James Stewarts bedste western ud af de i alt 5 film, som de to samarbejdede på. Stewart, (i en atypisk, kynisk og aggressiv helterolle), spiller dusørjægeren Howard Kemp der indædt jager den charmerende psykopat og gunslinger Ben Vandergodt, (en slesk og creepy Robert Ryan), for mordet på en sherif. Undervejs får Kemp selskab af en umage flok, der bl.a. tæller en håbefuld gammel guldgraver, en lettere skummel løjtnant, samt Vandergodts kæreste Lina, (Janet Leigh), som alle har det til fælles at ingen af dem stoler på hinanden. Det er den udspekulerede djævel ikke sen til at opdage, og i løbet af rejsen tilbage til fængslet gør han alt hvad han kan for at spille det vakkelvorne team ud imod hinanden og udnytter især at Kemp, der selv har et par skeletter i skabet, forelsker sig i Lina. ”The Naked Spur” er en fremragende og medrivende western der først og fremmest fungere pga. kemien mellem skuespillerne, som er eksplosiv hele vejen frem mod den højdramatiske finale, der samtidig sætter spørgsmålstegn ved den arketypiske helterolle på samme måde som i f. eks Eastwoods "Unforgiven".
Robert De Niro spiller den patetiske og forstyrrede fan Rupert Pupkin, der desperat jager sit store idol talkshowværten Jerry Langford, (Jerry Lewis som spiller bragende godt i en spøjs selvreflekterende rolle), og hans succes i Martin Scorseses sorthumoristiske dram-komedie, som tager et vildt morsomt men samtidig også dyb foruroligende blik på idoldyrkelse i sin mest absurde og ekstreme form. Det fine ved Scorseses portræt af Pupkin er at hans væremåde og handlinger ikke bliver forsøgt undskyldt ved at beskrive ham som værende et sympatisk misforstået menneske som man skal ha’ ondt af, men at han kort og godt blot er en sørgelig og småpsykopatisk person, der havde været bedst tjent med at være spæret inde på den lukkede afdeling. De Niro forsøgte senere i karrieren at gentage succesen med en lignende rolle i Tony Scotts gumpetunge ”The Fan”, men hans præstation her ku’ ikke på nogen måde leve op til det mesterlige skuespil han leverede som den ynkelige og håbløst talentløse stand-up komiker, hvis illusion om egen storhed bliver ramt lige på kornet af Scorsese i scenerne fra Pupkins bopæl i kælderen hjemme hos sin gamle mor.
Som tiden er gået synes instruktør Tom Holland nærmest at være forsvundet op i den blå luft, hvilket er ret ærgerligt, for tilbage i de gyldne 80’ere lavede han store to kæmpe horror hits i træk, (”Fright Night”), og hans vel nok suverænt største ”Child’s Play”, der tager udgangspunkt i en klassisk myte om enhver barns mareridt, hvor legetøjet pludselig kommer til live. Brad Dourif der er berømt og berygtet for sine mange skurkeroller og intense måde at udtrykke sig på, gør igen et uudsletteligt indtryk som slynglen, med en forkærlighed for det okkulte, Charles Lee Ray, (en sammensætning af Charles Manson, Lee Harvey Osvald og James Earl Ray), trods det at han i 98 % af filmen kun er til stede med sin hæse røst via dukken Chucky. Men det er så sandelig også rigeligt, for der er dømt svedige håndflader og gåsehud når Dourif for alvor folder sin skingrende psykopatiske vokal ud under Chucky’s besærkerangreb. Karismatiske Chris Sarandon spiller Ray’s nemesis, detektiven Mike Norris, som atter højst uventet kommer på kollisionskurs med den formodede dræbte forbryder, under efterforskningen af en række brutale mord der fører ham sammen med en enlig mor, (Catherine Hicks) og hendes søn der kort forinden har fået sit største ønske opfyldt…en Chucky dukke.
Det der adskiller Tom Hollands originale film fra de mange trættende sequels i serien er, at han opbygger sine gys på en langt mere effektiv måde ved brug af suspense, der til tider nærmest er ubærlig i sit spændingsniveau. Selvom filmen er fra 88’ er effekterne særdeles overbevisende, især ang. dukkens ansigtstræk som er fænomenal og yderst skrækindjagende.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#41 Lord Beef Jerky 15 år siden
Blue Velvet er fremragende, jeg tror dog ikek jeg har set nogle af de andre.
#42 Highland Park 15 år siden
Jeg har vist kun set "Blue Velvet" og "Nobody's Fool" - begge fine film.
#43 evermind 15 år siden
#44 Highland Park 15 år siden
#45 filmz-jonasgr 15 år siden
'Cause I'm evil"
#46 Highland Park 15 år siden
Det er hvert fald gået gevaldigt ned ad bakke for Cibyll Shepherd... :/
#47 filmz-jonasgr 15 år siden
Det samme problem med f.eks. Nicole Kidman.
'Cause I'm evil"
#48 Highland Park 15 år siden
Du glemte spoiler-tags omkring den sidste sætning. Bruger hun virkelig Botox? :(
#49 filmz-jonasgr 15 år siden
Men jeg er da ked af at jeg har ødelagt billedet lidt af hende nu,
'Cause I'm evil"
#50 NightHawk 15 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433960670...
Jane Fonda og Michael Douglas spiller hhv. journalisten og fotografen som under forberedelserne af et ordinært indslag på et atomkraftværk pludselig kommer på sporet af en ulmende katastrofe, hvis trussel bliver yderligere forstærket da det efterhånden går op for dem, at ejerne af det potentielle dommedagsvåben er en samling iskolde og kyniske forretningsmænd, der først og fremmest tænker i penge og som ikke skyer nogen midler for at dække over evt. fejl, som kan sætte en stopper for forretningen. Fonda og Douglas, (hvis passion for projektet lyser igennem begge skuespillere), nægter dog, helt i tidsånden, at lade sig styre af autoriteterne og får forbedret deres chance i at få skovlen under firmaet markant, da en supervisor på stedet, (Jack Lemmon), der har samme mistanke mod sine chefer, beslutter sig for at hjælpe dem. ”The China Syndrome” er en helt igennem formidabelt nervepirrende thriller, hvor spændingsniveau konstant holdes oppe af endnu en pragtpræstation fra Jack Lemmon hvis kombination af frustration og desperation får koldsveden til at løbe ned af ryggen og hjertet til at banke vildt hos mig, specielt ved filmens afslutning som er intet mindre end fænomenal spænding. Filmen fik i øvrigt et ubehageligt reklameboost, da der kun få dage efter premieren skete en rigtig ulykke på et atomkraftværk i Pennsylvania.
(164) : Clueless, 1995
http://www.axelmusic.com/productDetails/0973605045...
Og så blev det ligsom “totally” tid til endnu en legendarisk teenagefilm, denne gang straight out of Beverly Hills med Amy Heckerlings, (der også stod bag 80’er hittet ”Fast Times at Ridgemont High”), sprudlende og meget morsomme modernisering af Jane Austens novelle ”Emma” i skikkelse af den kulørte knaldperle ”Clueless”, der i den grad er højt elsket for sin evne til at ta’ seriøst pis på sit miljø og sine karakterers væremåde, men samtidig på forbindtlig vis også er i stand til at gøre dem, deres problemer, samt filmens flyvske og fjollede hovedfigur Cher, (skæppeskønne Alicia Silverstone), realistiske og vedkommende. Drejningen mod det mere alvorlige kommer, da Heckerling introducerer Chers diametrale modsætning ved hendes kommende stedbror Josh, (Paul Rudd i vanlig underspillet stil), der elsker at provokere og udfordre den umiddelbart overfladiske babe med sit filosofiske intellekt, men i stedet ender med, ligesom undertegnede, at forelske sig dybt i den blonde prinsesse af storcenteret. Sarkastiske kommentarer om materialisme og prestige, samt de mere alvorlige om isolation og teenageangst går rent ind over hele linjen i Heckerlings highschool revival, som desuden vil blive husket for sin imponerede mængde af replikker, hvilke i dag for de flestes vedkommende er gået hen og blevet rendyrket kult.
(163) : The Naked Spur, 1953
http://www.axelmusic.com/productDetails/0125697924...
Nu skal vi et smut ud på prærien, i hvad der efter min mening er Anthony Mann og James Stewarts bedste western ud af de i alt 5 film, som de to samarbejdede på. Stewart, (i en atypisk, kynisk og aggressiv helterolle), spiller dusørjægeren Howard Kemp der indædt jager den charmerende psykopat og gunslinger Ben Vandergodt, (en slesk og creepy Robert Ryan), for mordet på en sherif. Undervejs får Kemp selskab af en umage flok, der bl.a. tæller en håbefuld gammel guldgraver, en lettere skummel løjtnant, samt Vandergodts kæreste Lina, (Janet Leigh), som alle har det til fælles at ingen af dem stoler på hinanden. Det er den udspekulerede djævel ikke sen til at opdage, og i løbet af rejsen tilbage til fængslet gør han alt hvad han kan for at spille det vakkelvorne team ud imod hinanden og udnytter især at Kemp, der selv har et par skeletter i skabet, forelsker sig i Lina. ”The Naked Spur” er en fremragende og medrivende western der først og fremmest fungere pga. kemien mellem skuespillerne, som er eksplosiv hele vejen frem mod den højdramatiske finale, der samtidig sætter spørgsmålstegn ved den arketypiske helterolle på samme måde som i f. eks Eastwoods "Unforgiven".
(162) : The King of Comedy, 1983
http://www.axelmusic.com/productDetails/0245430389...
Robert De Niro spiller den patetiske og forstyrrede fan Rupert Pupkin, der desperat jager sit store idol talkshowværten Jerry Langford, (Jerry Lewis som spiller bragende godt i en spøjs selvreflekterende rolle), og hans succes i Martin Scorseses sorthumoristiske dram-komedie, som tager et vildt morsomt men samtidig også dyb foruroligende blik på idoldyrkelse i sin mest absurde og ekstreme form. Det fine ved Scorseses portræt af Pupkin er at hans væremåde og handlinger ikke bliver forsøgt undskyldt ved at beskrive ham som værende et sympatisk misforstået menneske som man skal ha’ ondt af, men at han kort og godt blot er en sørgelig og småpsykopatisk person, der havde været bedst tjent med at være spæret inde på den lukkede afdeling. De Niro forsøgte senere i karrieren at gentage succesen med en lignende rolle i Tony Scotts gumpetunge ”The Fan”, men hans præstation her ku’ ikke på nogen måde leve op til det mesterlige skuespil han leverede som den ynkelige og håbløst talentløse stand-up komiker, hvis illusion om egen storhed bliver ramt lige på kornet af Scorsese i scenerne fra Pupkins bopæl i kælderen hjemme hos sin gamle mor.
(161) : Child’s Play, 1988
http://www.axelmusic.com/productDetails/8839041122...
Som tiden er gået synes instruktør Tom Holland nærmest at være forsvundet op i den blå luft, hvilket er ret ærgerligt, for tilbage i de gyldne 80’ere lavede han store to kæmpe horror hits i træk, (”Fright Night”), og hans vel nok suverænt største ”Child’s Play”, der tager udgangspunkt i en klassisk myte om enhver barns mareridt, hvor legetøjet pludselig kommer til live. Brad Dourif der er berømt og berygtet for sine mange skurkeroller og intense måde at udtrykke sig på, gør igen et uudsletteligt indtryk som slynglen, med en forkærlighed for det okkulte, Charles Lee Ray, (en sammensætning af Charles Manson, Lee Harvey Osvald og James Earl Ray), trods det at han i 98 % af filmen kun er til stede med sin hæse røst via dukken Chucky. Men det er så sandelig også rigeligt, for der er dømt svedige håndflader og gåsehud når Dourif for alvor folder sin skingrende psykopatiske vokal ud under Chucky’s besærkerangreb. Karismatiske Chris Sarandon spiller Ray’s nemesis, detektiven Mike Norris, som atter højst uventet kommer på kollisionskurs med den formodede dræbte forbryder, under efterforskningen af en række brutale mord der fører ham sammen med en enlig mor, (Catherine Hicks) og hendes søn der kort forinden har fået sit største ønske opfyldt…en Chucky dukke.
Det der adskiller Tom Hollands originale film fra de mange trættende sequels i serien er, at han opbygger sine gys på en langt mere effektiv måde ved brug af suspense, der til tider nærmest er ubærlig i sit spændingsniveau. Selvom filmen er fra 88’ er effekterne særdeles overbevisende, især ang. dukkens ansigtstræk som er fænomenal og yderst skrækindjagende.