I denne forrygende teenageklassiker af Allan Moyle leverer Christian Slater en tour-de-force præstation i dobbeltrollen som den nærmest usynlige og underkuede outsider Mark Hunter, der om natten la’ sit fandenivoldske alter ego, fra en piratradio i kælderen, DJ’en Hard Harry gi’ udtryk for den indebrændthed og frustration som han og de andre medstuderende på skolen har mod de forskellige autoritesfigurer, der dominere deres liv. Efterhånden som Harry’s provokerende men sylespidse kommentarer vinder anerkendelse og respekt fra de unge lyttere, hvis teenageangst han rammer på kornet, eskalerer tingene og uden helt at være klar over konsekvenserne, må Harry/Mark pludselig se sig selv som frihedskæmper for en kommende revolution mod den ældre generation. Opgøret fungerer samtidig også som en opsang til ikonet selv der undervejs, da han forelsker sig i den nye pige på skolen, Nora, (Samantha Mathis), bliver tvunget til at bryde ud af sin beskyttende skal som Harry, få styr på sin egen identitetskrise og sørge for at hans rigtige jeg Mark Hunter selv træder i karakter. Kan på det varmeste anbefale, at få fat på soundtracket også som ligesom filmen er helt igennem fremragende.
Baz Luhrman gav i 96’ William Shakespeares udødelige romantiske tragedie, om de to unge dybt forelskede Romeo og Julie fra de konkurrerende familier Montagues & Capulets, en solid saltvandsindsprøjtning med sin nyfortolkning sat i nutiden men med det spøjse tvist at beholde Shakespeares originale sprogform. Familierne er nu blevet en slags mafia og sværdene er udskiftet med pistoler, men eller udspiller historien sig på præcis samme måde som i de goe gamle dage. Selv om tempoet og klippestilen til tider virker en smule forceret, (hvilket jeg også synes var ”Moulan Rouges” svaghed), så formår Luhrman ganske effektiv at mikse de to tidsperioder og får skabt en version der tager historien til nye højder med en eksplosiv og kulørt billedside, akompangeret af et hipt og sprudlende soundtrack, der kombineret brænder de to unge forelskedes, (Leonardo DiCaprio og Calire Danes som begge er fantastiske), følelser helt ud igennem lærredet og ind på nethinden med lammende effekt. Desuden skal det lige med, at John Leguizamo’s præstation som den pænt aggressive Tybal Capulet også er særdeles imponerende.
Gregory Peck spiller journalisten Phillip Shuyler Green, der går undercover som jøden Phillip Greenman i New York City for at afsløre hykleri og antisemitisme i bland befolkningen og hans nærmeste omgangskreds i Elia Kazans sublime filmatisering af Laura Z Hobsons novelle, hvis tema stadig i dag er højaktuelt, dog ikke helt i samme ekstreme omfang som den gang heldigvis. Til at starte med har Peck dog svært ved at tro på problemets størrelse, men må efterhånden som handlingen skrider frem indse hvor naiv han har været, da hans møde med en række personer tæt på ham afslører antisemitismen virkelige størrelse i et projekt, som de indviede i hemmeligheden bag tvivler på om vil være til deres fordel, eller kun skade deres kamp yderligere. Behøver jeg at sige Peck spiller sublimt, næppe, men det gør jeg så alligevel og ligeledes er resten af castet specielt Dorothy McGuire som Pecks dobbeltmoralske kæreste Kathy. Filmen hører efter min mening til blandt Elia Kazans absolut bedste.
Baseret på virkelighedens undercover FBI agent Joe D. Pistone og hans turbulente opgave ud i at infiltrere og afsløre en af de største mafiafamilier i 70’ernes USA, viser instruktør Mike Nevell at han som få instruktører mestrer flere forskellige genrer med lige stor portion succes. Beskrivelsen af miljøet er detaljeret og dybt fascinerende at følge, men det som er filmens trumfkort er det familiemæssige drama, der udspiller sig i Pistones to verdener mellem ham og hans kone, (stærkt spillet af Anne Heche), samt hans far søn forhold som Donnie Brasco over for Lefty Rugerrio, hans kontaktperson hos mafiaen, der brændende jager anerkendelse indenfor rækkerne og ser muligheden for det via sin unge protege. Efterhånden som presset fra cheferne hos FBI stiger, mister Pistone dog så småt overblikket over sin loyalitetsfølelse, der forgrener videre over i hans rigtige familie, som må lide under hans forsøg på at kontrollere begge verdener samtidig. Johnny Depp spiller noget af det absolut bedste i karrieren, ligeså herlige durkdrevne Michael Madsen som Sonny Black. Begge bliver dog overstrålet af Al Pacino, hvis præstation som ynkelig tabergangster burde ha’ givet ham en Oscar.
Jack Lemmon fyrer hele pakken af i den helt store stil som den midaldrende Mel Edison i Melvin Franks klukkende morsomme sorthumoristiske film om arbejdsløshed, baseret på endnu et af Neil Simons geniale manuskripter. Efter mange års fast beskæftigelse i et forsikringsfirma bliver Lemmon pludselig fyret og bedre bliver det ikke på hans humør, at det sker midt i en uudholdelig hedebølge og en stinkende skraldestrejke, samt det at hans naboer larmer, overboen er en arrogant klaphat, plus at han desuden oven i hatten får indbrud. For at gøre ondt værre må Lemmon nu pludselig til at omstille sig fra at være man of the house til at være hjemmegående mens hans kone, (herligt spillet af Anne Bancroft), er den der står for indtjeningen med et nyt og kreativt udfordrende job, hvilket blot er yderlige brænde på bålet for den ultra bitre Lemmon, der slår gnister i hans mange verbale dueller med Bancroft. Det burde vel egentligt ikke ku’ la sig gøre at lave en underholdende film med så trist et emne, men Neil Simon lykkedes fornemt at balancere mellem serøst drama og komedie i alle 98. min. og efterlader sit publikum med en afsluttende følelse af energisk optimisme.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Kan godt dele noget af din entusiasme for "Gentleman's Agreement", selvom jeg finder den lidt for pæn i forhold til Kazans andre og bedre film. Gregory Peck er dog enormt velspillende, som du nævner.
Og jeg har ingen reservationer, når det gælder "Donnie Brasco". En klasse film. Dog mindes jeg aldrig at have set noget fra Newells hånd, hvor han præsterer med lignende succes. Hvilke film tænker du på?
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
Så er jeg tilbage igen. Sku’ lige ud og lave kaffe og hive en pizza ud af ovnen. :)
Må sgu sige at det var trist læsning. Var slet ikke klar over, at det stadig var så udbredt som det er tilfældet, men det skyldes nok også, at det ikke er et område, man får noget at vide om i medierne. Synes ikke jeg kan huske der har været noget om det i f.eks. hverken DR’s eller Tv2’s nyhedsdækning indenfor det sidste stykke tid.
Nå, men godt at man da ikke selv tænker på den måde.
# 33 –
Jeg har en Christian Slater klassiker yderligere på min liste længere fremme. Lidt i samme stil som ”Pump Up The Volume”. :)
# 34 –
Jeg tænke på ”Four Weddings & A Funeral” som blev/er et kæmpe hit indefor den romantiske-komedie genre, og så ”Harry Potter and the Goblets of Fire” som blev et stort hit i fantasygenren. Det er ikke film jeg synes er bedre end ”Donnie Brasco”, men de har et niveau der beviser, synes jeg, at Nevell kan bevæge sig rundt i flere genrer. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
I hvad man roligt ku’ kalde for vintage Paul Newman, leverer den legendariske skuespiller en af sine absolutte bedste præstationer som den mavesure og stærkt sarkastiske Sully, der har det med konstant at komme på kant med sine omgivelser, speciel sin arbejdsgiver, (herligt underspillet af Bruce Willis), sin udlejer, (veteranen Jessica Tanty i en af sine sidste roller), for slet ikke at tale om sin egen søn, som han har et meget anstrengt forhold til. Da det pludselig går op for den gamle gnavpot, at han har et barnebarn som han ikke kender til, får han en chance mere for at reparere forholdet til sin familie. En chance som folkene, dog på deres helt egen facon, i den lille idylliske by North Bath gerne hjælper ham med at gribe, da de trods hans evigt syrlige kommentarer ikke kan undvære ham i dagligdagen. ”Nobody’s Fool” er en vidunderlig og hjertevarm film, der i sin tone snildt ku’ minde om en moderne udgave af ”It’s a Wonderful Life”, blot uden det overnaturlige element, og som man bør gi’ en chance specielt her i de grå og kolde vinterdage.
Med tredje del i den meget roste canadiske varulvetrilogi om søstrene Brigitte og Ginger vender instruktør Grant Harvey hele sagaen på hovedet i sin ekstremt stemningsfulde prequel og placerer på genial vis de to karakterer i 1815, nu som en blanding af deres egne forfædre og første led i blodlinjen med den grusomme forbandelse, men bevarer finurligt søstrenes måde at snakke på fra nutiden som en spøjst men yderst kreativt krydderi til det opfindsomme tidslimbo plot. Emily Perkins og Katharine Isabelle opnåede med originalen, og den endnu bedre opfølger, kultstatus blandt gyserfans for deres indlevelsesevne, og den position lever de to unge skuespillerinder så sandelig også op til i part III, der desuden formår at forvandle især Perkins fra grim ælling til en sensuel og bedårende skøn gotisk heltinde, som fuld ud matcher den formidabelt smukke fotografering og produktion, hvis lowbudget på ingen måde skinner igennem nogen steder. Varulvene er primært lavet oldschool style, animatronics og man in suit, som de to første og det virker nu engang stadig langt mere effektivt, end når monstrene er skabt udelukkende via CGI. Tjek filmen ud hvis du er til smukt og stemningsfyldt gys af den goe gammeldags slags.
David Lynch klassikeren der både var et comeback for Dennis Hopper, en karrierestarter for fotomodellen Isabella Rosellini og en forsmag på hvad der senere stilmæssigt ventede i Tv-serien ”Twin Peaks”, har stadig en stor plads i mit filmhjerte og skulle derfor naturligvis med på listen. Historien byder på det nu velkendte tema som efterfølgende har været Lynchs varemærke ; nemlig at kradse i overfladen på det tilsyneladende idylliske landsbysamfund og pille den amerikanske drøm fra hinanden, ved at udstille dens faretruende skyggeside af begær og grådighed med ligeså stor brutalitet i sin visuelle stil som den modsvarende fredsommelige og behagelige uskyld. Sidstnævnte symboliserer det forelskede makkerpar Jeffrey og Sandy, (Kyle MacLachlan & Laura Dern), hvis udfordring i at løse en mordgåde pirrer deres nysgerrighed så meget, at forholdets eksistens bliver tuet på livet, da Jeffrey lader sig forføre af den kryptiske sangerinde/sirene Dorothy, (Isabella Rosselini), og via hende ender med at danse med djævelen i skikkelse af den psykopatiske og sadomasokistiske gangster Frank Booth, (sublimt spillet af Dennis Hopper). Det var skåret helt ind til benet. For som i alle Lynch film ligger der selvfølgelig mange flere lag og gemmer sig i både det visuelle som det manuskriptmæssige.
Ja, og så skifter vi stil til noget langt mere muntert med Billy Wilders sprudlende komedie, som byder på et hav morsomme replikker og vanvittige situationer. Lemmon spiller sportsjournalisten Henry Hinkle, der under dækningen af en fodboldkamp med de lokale helte på Cleveland Stadium uheldigvis bliver tacklet voldsomt og ender på hospitalet. Da han atter kommer til bevidsthed, dukker hans svoger, ambulancejager-advokaten ”Whiplash” Willie Gingrich, (Matthau der fortjent vandt en Oscar for bedste birolle), straks op for at overtale ham til at snyde forsikringsselskabet ved at foregive, at han er blevet lam i benene. Mens stratenrøveren Gingrichs moral er uændret fra start til slut, kommer Hinkle i store problemer da spilleren der forsagede ulykken, efterhånden bliver mere og mere deprimeret over hvad han har ”gjort”. Bedre bliver det i øvrigt heller ikke, da forsikringsselskabet sender et par detektiver ud for at se, om der nu er hold i påstandene. Jeg tror ikke jeg har grinet så meget af en film med Matthau & Lemmon, (der begge er forrygende gode), som denne her, der i øvrigt også var deres første film sammen.
Efter en stille og rolig start på filmen eskalere tingene for alvor i hæsblæsende fart, da en diplomat brutalt bliver snigmyrdet til en fredskongres i Amsterdam, og nu er det pludselig op til krigsreporteren og hovedvidnet Johnny Jones, (Joel McCrea), under aliaset Huntley Haverstock , at redde trådene ud, i hvad der viser sig at blive en tempofyldt og actionpræget affære, for at afsløre en større konspirations-ring i England og forhindre at vigtige informationer slipper videre til tyskerne Undervejs, i en screwball agtig biljagt der er vildt underholdende med en ord udveksling som sjældent er set mage, får Jones selskab af en forretningsmands charmerende datter Carol, (Laraine Day der er en fryd for øjet), og en anden journalist, Scott Ffolliott, (en knastør men ret sjov George Sanders), der begge senere i handlingen skal vise sig at få stor betydning for opklaringsarbejdet. Afslutningen er en af Hitchcocks allerbedste, med et højdramatisk flystyrt der samtidigt fungere som metaforisk straf for filmens udspekulerede bagmand og dennes handlinger. ”Foreign Correspondent” var nomineret til hele 6 Oscars men vandt ingen hvilket er højst besynderligt, da der er tale om håndværk i topklasse hele vejen rundt. I link 2 har jeg lagt et ret muntert interview op med Alfred Hitchcock, der bl.a taler om filmen.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#31 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/7940434894...
http://www.amazon.co.uk/Pump-Up-Soundtrack/dp/B000...
I denne forrygende teenageklassiker af Allan Moyle leverer Christian Slater en tour-de-force præstation i dobbeltrollen som den nærmest usynlige og underkuede outsider Mark Hunter, der om natten la’ sit fandenivoldske alter ego, fra en piratradio i kælderen, DJ’en Hard Harry gi’ udtryk for den indebrændthed og frustration som han og de andre medstuderende på skolen har mod de forskellige autoritesfigurer, der dominere deres liv. Efterhånden som Harry’s provokerende men sylespidse kommentarer vinder anerkendelse og respekt fra de unge lyttere, hvis teenageangst han rammer på kornet, eskalerer tingene og uden helt at være klar over konsekvenserne, må Harry/Mark pludselig se sig selv som frihedskæmper for en kommende revolution mod den ældre generation. Opgøret fungerer samtidig også som en opsang til ikonet selv der undervejs, da han forelsker sig i den nye pige på skolen, Nora, (Samantha Mathis), bliver tvunget til at bryde ud af sin beskyttende skal som Harry, få styr på sin egen identitetskrise og sørge for at hans rigtige jeg Mark Hunter selv træder i karakter. Kan på det varmeste anbefale, at få fat på soundtracket også som ligesom filmen er helt igennem fremragende.
(174) : Romeo + Juliet, 1996
http://www.amazon.co.uk/Romeo-Juliet-DVD-Leonardo-...
Baz Luhrman gav i 96’ William Shakespeares udødelige romantiske tragedie, om de to unge dybt forelskede Romeo og Julie fra de konkurrerende familier Montagues & Capulets, en solid saltvandsindsprøjtning med sin nyfortolkning sat i nutiden men med det spøjse tvist at beholde Shakespeares originale sprogform. Familierne er nu blevet en slags mafia og sværdene er udskiftet med pistoler, men eller udspiller historien sig på præcis samme måde som i de goe gamle dage. Selv om tempoet og klippestilen til tider virker en smule forceret, (hvilket jeg også synes var ”Moulan Rouges” svaghed), så formår Luhrman ganske effektiv at mikse de to tidsperioder og får skabt en version der tager historien til nye højder med en eksplosiv og kulørt billedside, akompangeret af et hipt og sprudlende soundtrack, der kombineret brænder de to unge forelskedes, (Leonardo DiCaprio og Calire Danes som begge er fantastiske), følelser helt ud igennem lærredet og ind på nethinden med lammende effekt. Desuden skal det lige med, at John Leguizamo’s præstation som den pænt aggressive Tybal Capulet også er særdeles imponerende.
(173) : Gentleman’s Agreement, 1947
http://www.axelmusic.com/productDetails/0245430607...
Gregory Peck spiller journalisten Phillip Shuyler Green, der går undercover som jøden Phillip Greenman i New York City for at afsløre hykleri og antisemitisme i bland befolkningen og hans nærmeste omgangskreds i Elia Kazans sublime filmatisering af Laura Z Hobsons novelle, hvis tema stadig i dag er højaktuelt, dog ikke helt i samme ekstreme omfang som den gang heldigvis. Til at starte med har Peck dog svært ved at tro på problemets størrelse, men må efterhånden som handlingen skrider frem indse hvor naiv han har været, da hans møde med en række personer tæt på ham afslører antisemitismen virkelige størrelse i et projekt, som de indviede i hemmeligheden bag tvivler på om vil være til deres fordel, eller kun skade deres kamp yderligere. Behøver jeg at sige Peck spiller sublimt, næppe, men det gør jeg så alligevel og ligeledes er resten af castet specielt Dorothy McGuire som Pecks dobbeltmoralske kæreste Kathy. Filmen hører efter min mening til blandt Elia Kazans absolut bedste.
(172) : Donnie Brasco, 1997
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433960527...
Baseret på virkelighedens undercover FBI agent Joe D. Pistone og hans turbulente opgave ud i at infiltrere og afsløre en af de største mafiafamilier i 70’ernes USA, viser instruktør Mike Nevell at han som få instruktører mestrer flere forskellige genrer med lige stor portion succes. Beskrivelsen af miljøet er detaljeret og dybt fascinerende at følge, men det som er filmens trumfkort er det familiemæssige drama, der udspiller sig i Pistones to verdener mellem ham og hans kone, (stærkt spillet af Anne Heche), samt hans far søn forhold som Donnie Brasco over for Lefty Rugerrio, hans kontaktperson hos mafiaen, der brændende jager anerkendelse indenfor rækkerne og ser muligheden for det via sin unge protege. Efterhånden som presset fra cheferne hos FBI stiger, mister Pistone dog så småt overblikket over sin loyalitetsfølelse, der forgrener videre over i hans rigtige familie, som må lide under hans forsøg på at kontrollere begge verdener samtidig. Johnny Depp spiller noget af det absolut bedste i karrieren, ligeså herlige durkdrevne Michael Madsen som Sonny Black. Begge bliver dog overstrålet af Al Pacino, hvis præstation som ynkelig tabergangster burde ha’ givet ham en Oscar.
(171) : The Prisoner Of Second Avenue, 1975
http://www.axelmusic.com/productDetails/0853931851...
Jack Lemmon fyrer hele pakken af i den helt store stil som den midaldrende Mel Edison i Melvin Franks klukkende morsomme sorthumoristiske film om arbejdsløshed, baseret på endnu et af Neil Simons geniale manuskripter. Efter mange års fast beskæftigelse i et forsikringsfirma bliver Lemmon pludselig fyret og bedre bliver det ikke på hans humør, at det sker midt i en uudholdelig hedebølge og en stinkende skraldestrejke, samt det at hans naboer larmer, overboen er en arrogant klaphat, plus at han desuden oven i hatten får indbrud. For at gøre ondt værre må Lemmon nu pludselig til at omstille sig fra at være man of the house til at være hjemmegående mens hans kone, (herligt spillet af Anne Bancroft), er den der står for indtjeningen med et nyt og kreativt udfordrende job, hvilket blot er yderlige brænde på bålet for den ultra bitre Lemmon, der slår gnister i hans mange verbale dueller med Bancroft. Det burde vel egentligt ikke ku’ la sig gøre at lave en underholdende film med så trist et emne, men Neil Simon lykkedes fornemt at balancere mellem serøst drama og komedie i alle 98. min. og efterlader sit publikum med en afsluttende følelse af energisk optimisme.
#32 filmz-Bruce 14 år siden
#33 Åkepool 14 år siden
#34 rockysds 14 år siden
Og jeg har ingen reservationer, når det gælder "Donnie Brasco". En klasse film. Dog mindes jeg aldrig at have set noget fra Newells hånd, hvor han præsterer med lignende succes. Hvilke film tænker du på?
#35 NightHawk 14 år siden
Så er jeg tilbage igen. Sku’ lige ud og lave kaffe og hive en pizza ud af ovnen. :)
Må sgu sige at det var trist læsning. Var slet ikke klar over, at det stadig var så udbredt som det er tilfældet, men det skyldes nok også, at det ikke er et område, man får noget at vide om i medierne. Synes ikke jeg kan huske der har været noget om det i f.eks. hverken DR’s eller Tv2’s nyhedsdækning indenfor det sidste stykke tid.
Nå, men godt at man da ikke selv tænker på den måde.
# 33 –
Jeg har en Christian Slater klassiker yderligere på min liste længere fremme. Lidt i samme stil som ”Pump Up The Volume”. :)
# 34 –
Jeg tænke på ”Four Weddings & A Funeral” som blev/er et kæmpe hit indefor den romantiske-komedie genre, og så ”Harry Potter and the Goblets of Fire” som blev et stort hit i fantasygenren. Det er ikke film jeg synes er bedre end ”Donnie Brasco”, men de har et niveau der beviser, synes jeg, at Nevell kan bevæge sig rundt i flere genrer. :)
#36 Åkepool 14 år siden
#37 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0313982325...
I hvad man roligt ku’ kalde for vintage Paul Newman, leverer den legendariske skuespiller en af sine absolutte bedste præstationer som den mavesure og stærkt sarkastiske Sully, der har det med konstant at komme på kant med sine omgivelser, speciel sin arbejdsgiver, (herligt underspillet af Bruce Willis), sin udlejer, (veteranen Jessica Tanty i en af sine sidste roller), for slet ikke at tale om sin egen søn, som han har et meget anstrengt forhold til. Da det pludselig går op for den gamle gnavpot, at han har et barnebarn som han ikke kender til, får han en chance mere for at reparere forholdet til sin familie. En chance som folkene, dog på deres helt egen facon, i den lille idylliske by North Bath gerne hjælper ham med at gribe, da de trods hans evigt syrlige kommentarer ikke kan undvære ham i dagligdagen. ”Nobody’s Fool” er en vidunderlig og hjertevarm film, der i sin tone snildt ku’ minde om en moderne udgave af ”It’s a Wonderful Life”, blot uden det overnaturlige element, og som man bør gi’ en chance specielt her i de grå og kolde vinterdage.
(169) : Ginger Snaps Back – The Beginning, 2004
http://www.axelmusic.com/productDetails/0313981627...
Med tredje del i den meget roste canadiske varulvetrilogi om søstrene Brigitte og Ginger vender instruktør Grant Harvey hele sagaen på hovedet i sin ekstremt stemningsfulde prequel og placerer på genial vis de to karakterer i 1815, nu som en blanding af deres egne forfædre og første led i blodlinjen med den grusomme forbandelse, men bevarer finurligt søstrenes måde at snakke på fra nutiden som en spøjst men yderst kreativt krydderi til det opfindsomme tidslimbo plot. Emily Perkins og Katharine Isabelle opnåede med originalen, og den endnu bedre opfølger, kultstatus blandt gyserfans for deres indlevelsesevne, og den position lever de to unge skuespillerinder så sandelig også op til i part III, der desuden formår at forvandle især Perkins fra grim ælling til en sensuel og bedårende skøn gotisk heltinde, som fuld ud matcher den formidabelt smukke fotografering og produktion, hvis lowbudget på ingen måde skinner igennem nogen steder. Varulvene er primært lavet oldschool style, animatronics og man in suit, som de to første og det virker nu engang stadig langt mere effektivt, end når monstrene er skabt udelukkende via CGI. Tjek filmen ud hvis du er til smukt og stemningsfyldt gys af den goe gammeldags slags.
(168) : Blue Velvet, 1986
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276168765...
David Lynch klassikeren der både var et comeback for Dennis Hopper, en karrierestarter for fotomodellen Isabella Rosellini og en forsmag på hvad der senere stilmæssigt ventede i Tv-serien ”Twin Peaks”, har stadig en stor plads i mit filmhjerte og skulle derfor naturligvis med på listen. Historien byder på det nu velkendte tema som efterfølgende har været Lynchs varemærke ; nemlig at kradse i overfladen på det tilsyneladende idylliske landsbysamfund og pille den amerikanske drøm fra hinanden, ved at udstille dens faretruende skyggeside af begær og grådighed med ligeså stor brutalitet i sin visuelle stil som den modsvarende fredsommelige og behagelige uskyld. Sidstnævnte symboliserer det forelskede makkerpar Jeffrey og Sandy, (Kyle MacLachlan & Laura Dern), hvis udfordring i at løse en mordgåde pirrer deres nysgerrighed så meget, at forholdets eksistens bliver tuet på livet, da Jeffrey lader sig forføre af den kryptiske sangerinde/sirene Dorothy, (Isabella Rosselini), og via hende ender med at danse med djævelen i skikkelse af den psykopatiske og sadomasokistiske gangster Frank Booth, (sublimt spillet af Dennis Hopper). Det var skåret helt ind til benet. For som i alle Lynch film ligger der selvfølgelig mange flere lag og gemmer sig i både det visuelle som det manuskriptmæssige.
(167) : The Fortune Cookie, 1966
http://www.amazon.co.uk/Fortune-Cookie-DVD-Jack-Le...
Ja, og så skifter vi stil til noget langt mere muntert med Billy Wilders sprudlende komedie, som byder på et hav morsomme replikker og vanvittige situationer. Lemmon spiller sportsjournalisten Henry Hinkle, der under dækningen af en fodboldkamp med de lokale helte på Cleveland Stadium uheldigvis bliver tacklet voldsomt og ender på hospitalet. Da han atter kommer til bevidsthed, dukker hans svoger, ambulancejager-advokaten ”Whiplash” Willie Gingrich, (Matthau der fortjent vandt en Oscar for bedste birolle), straks op for at overtale ham til at snyde forsikringsselskabet ved at foregive, at han er blevet lam i benene. Mens stratenrøveren Gingrichs moral er uændret fra start til slut, kommer Hinkle i store problemer da spilleren der forsagede ulykken, efterhånden bliver mere og mere deprimeret over hvad han har ”gjort”. Bedre bliver det i øvrigt heller ikke, da forsikringsselskabet sender et par detektiver ud for at se, om der nu er hold i påstandene. Jeg tror ikke jeg har grinet så meget af en film med Matthau & Lemmon, (der begge er forrygende gode), som denne her, der i øvrigt også var deres første film sammen.
(166) : Foreign Correspondent, 1940
http://www.axelmusic.com/productDetails/0853931862...
Efter en stille og rolig start på filmen eskalere tingene for alvor i hæsblæsende fart, da en diplomat brutalt bliver snigmyrdet til en fredskongres i Amsterdam, og nu er det pludselig op til krigsreporteren og hovedvidnet Johnny Jones, (Joel McCrea), under aliaset Huntley Haverstock , at redde trådene ud, i hvad der viser sig at blive en tempofyldt og actionpræget affære, for at afsløre en større konspirations-ring i England og forhindre at vigtige informationer slipper videre til tyskerne Undervejs, i en screwball agtig biljagt der er vildt underholdende med en ord udveksling som sjældent er set mage, får Jones selskab af en forretningsmands charmerende datter Carol, (Laraine Day der er en fryd for øjet), og en anden journalist, Scott Ffolliott, (en knastør men ret sjov George Sanders), der begge senere i handlingen skal vise sig at få stor betydning for opklaringsarbejdet. Afslutningen er en af Hitchcocks allerbedste, med et højdramatisk flystyrt der samtidigt fungere som metaforisk straf for filmens udspekulerede bagmand og dennes handlinger. ”Foreign Correspondent” var nomineret til hele 6 Oscars men vandt ingen hvilket er højst besynderligt, da der er tale om håndværk i topklasse hele vejen rundt. I link 2 har jeg lagt et ret muntert interview op med Alfred Hitchcock, der bl.a taler om filmen.
#38 filmz-Bruce 14 år siden
#39 Highland Park 14 år siden
Først "The Straight Story" og nu denne... jeg er dybt chokeret.
#40 filmz-Bruce 14 år siden