Så er det atter blevet tid til at besøge de herlige 80‘ere og instruktøren John McTiernan, som denne gang tager os mod nye himmelstrøg i blodig og møgbeskidt T-shirts befængt skikkelse med sin hæsblæsende, humorfyldte, højpotente og patronhylsterflyvende knytnæve-sandwich af en actionbasker, baseret på Roderick Thorpes novelle “Nothing Lasts Forever“ fra 1979, der også blev det helt store gennembrud på det hvide lærred for en ung og håbefuld komiker, der inden da primært havde slået sine folder på Tv.
”Attention, whoever you are, this channel is reserved for emergency calls only.”
”No fucking shit, lady. Does it sound like I'm ordering a pizza?”
Juleaften står for døren og i flyet fra New York til L.A., hvor han er blevet inviteret af sin separerede kone Holly, (Bonnie Bedelia), til en fest hos hendes nye firma, håber den lettere deprimerede politimand John McClane, (Bruce Willis), inderligt på at den lange rejse kan blive det endegyldige skridt mod en forsoning. Troen på det får dog lidt af et knæk, da han langt om længe træder ind af fordøren til den imponerende Nakatomi bygning, hvor han opdager at Holly har skiftet hans efternavn ud med sit eget. Mildt frustreret må McClane nu begive sig op til og igennem det muntre party på 30 etage med et anstrengt smil, hvor han bl.a. når at hilse på direktøren Joseph Takagi, (James Shigeta), og den coke sniffende karl smart sælger Ellis, (Hart Bochner), inden de to forliste turtelduer endelig står ansigt til ansigt. Selv om de begge er glade for at se hinanden igen, er glæden af en noget anspændt karakter og kort efter havner de i et hektisk skænderi der slår så store gnister, at Holly forlader ham alene på hendes kontor for at køle af. Deres skærmydsler skal dog snart vise sig at være den rene bagatel, for ud af nattens mulm og mørke dukker der pludselig problemer op af en helt anden og dødsensfarlig kaliber.
Med millimeter præcision og kalkuleret kynisme melder der sig nemlig højst overraskende et nyt selskab til resten af festen, da den internationale storforbryder Hans Grüber, (Alan Rickman), håndlangeren Karl, (Alexander Godunov), og et team af svært bevæbnede lejesoldater magtfuldt præsenterer deres ankomst, som hurtigt skaber en stemning af rædsel og panik. Heldigvis har ingen af dem opdaget McClane der chokeret, men stadig med roen i behold, blot kan se på at firmates ansatte alle bliver taget som gidsler i Grübers pengegriske jagt på Nakatomi firmaets værdipapirer. Efter et mislykket forsøg på at presse koden til boksen ud af Takagi bliver slynglerne tvunget til at gøre det på den gammeldags facon, hvilket kun er en fordel for McClane, der nu har fået en ekstra julegave og dermed tid til at få ringet efter hjælp hos det lokale politi. Det går dog ikke lige som han kunne ønske sig, og mens myndighederne med møje og besvær får sendt en enkelt mand af sted i form af den donut-elskende Al Powell, (Reginal VelJohnson), kommer McClane i terroristernes søgelys, da han ved et tilfælde slår en af Grübers folk ihjel og nu pludselig må se sig selv som jaget vildt. Men den barske New yorker betjent er ikke lige sån at bide skeer med, og vel vidende at Holly er i konstant livsfare, sætter han hårdt mod hårdt for at give forbrydende en lærestreg de aldrig vil glemme.
”Uh, no, I'm afraid not. But, you have me at a loss. You know my name but who are you? Just another American who saw too many movies as a child? Another orphan of a bankrupt culture who thinks he's John Wayne? Rambo? Marshal Dillon? Do you really think you have a chance against us, Mr. Cowboy?
”Yippee-ki-yay, motherfucker.”
Med en skarpt skåret handling, kun ændret minimalt i forhold til det oprindelige forlæg af Roderick Thorpe, lykkedes det med stor succes for John McTiernan, suppleret af de bedste folk i branchen på daværende tidspunkt så som bl.a. fotograf Jan De Bont, special-effekts maestroen Peter Edlund og komponisten Michael Kamen, at kreere hvad langt de fleste anmeldere og filmentusiaster stadig betragter som værende en af de bedste og mest underholdende actionfilm til dato, fyldt med et højt elsket persongalleri og et hav af udødelige oneliners som stærkt krydderi på en i forvejen fornemt opbygget handling. Netop sidstnævnte er en af de ting ved ”Die Hard” som McTiernan skal have ekstra meget ros for, da han tager sig god tid til stille og roligt at præsentere den altoverskyggende hovedrolle John McClane, spillet fremragende af Bruce Willis med energisk overskud og en sublim kækhed der siger spar to, og hans ægteskabelige problemer som er alfa og omega for, at man som tilskuer er grebet af og involveret i filmen både før og efter den sorte ridder Hans Grüber, mesterligt portrætteret af Alan Rickman, introduceres og med iskold arrogance fordeler sine barske bønder på sit overlegne skakbræt herligt absurd, i forhold til karakteren og hans formål, til de bombastiske toner af Beethovens ”Ode To Joy”, rungende ; ”alle menchen wierden brüder”.
Men Grüber har absolut ingen intentioner om at være nogens bror, eller ven for den sags skyld, som McClane som sagt må lære på den hårde måde. Da det første af mange eksplosive og mildest talt nervepirrende sammenstød så finder sted, åbner John McTiernan godteposen op på vid gab med et action-inferno man sjælden har set mage, så som McClanes tur ned i en elevatorskakt uden de store hjælpemidler samtidig med projektilerne flyver om ørene på ham, eller den nådesløst brutale suckerpunch duel mod den psykotiske Karl, for slet ikke at snakke om McClanes ufrivillige bungeejump og efterfølgende turbulens. På trods af at der dukker flere tidskrævende bifigurer og små sidehistorier op i anden del af filmen, fastholdes intensiteten alligevel hele vejen takket være McTiernans evne til at integrere sit persongalleri i duellen mellem de to kamphaner, hvor specielt den hjertevarme Al Powell har vital betydning som McClanes moralske opbakning undervejs, hvilket han senere modtager sin velfortjente belønning for, da den del af handlingen finurligt snøres sammen i de afsluttende sceners kaotiske forløb. 22 år og utallige gennemsyn senere er det en sand fornøjelse at konstatere, at McTiernans ”Die Hard” og Willis ikoniske figur John McClane stadig sparker røv på en måde, så man hver eneste gang føler sig hensat til sine teenageår og oplevelsen af at være vidne til en værk, der i særklasse er leveringsdygtig i vaskeægte filmmagi.
Som en ekstra bonus så tjek lige denne tribute video til ”Die Hard 1-3”. Den er fantastisk redigeret og meget morsomt lavet. Den indeholder dog en del spoilers!, så hvis man ikke har se filmene før, så spring den over. Til alle fans derimod, er det bare at læne sig tilbage i stolen og nyde dette lille mesterværk. Enjoy. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra et hæsblæsende action inferno i det tårnhøje helvede skal vi nu ned til djævelens foretrukne legeplads på jorden, og have fat i kravetøjet på den ultimative ondskab med John Carpenter & Debra Hills voyeuristiske og skarpslebne horror mesterværk, der på mange fronter var med til at danne præcedens for flere af de grundregler som i dag er kendetegnende for den moderne gyser og slasher-genren i særdeleshed.
”I met him, fifteen years ago. I was told there was nothing left. No reason, no conscience, no understanding; even the most rudimentary sense of life or death, good or evil, right or wrong. I met this six-year-old child, with this blank, pale, emotionless face and, the blackest eyes... the *devil's* eyes. I spent eight years trying to reach him, and then another seven trying to keep him locked up because I realized what was living behind that boy's eyes was purely and simply... *evil*.
Året er 1963 og i den lille soveby Haddonfield fejres halloween på vanlig munter manér med slik i spandevis og lys i græskarlygten. Det er dog ikke alle børn som ligefrem er i stand til at føle samme glæde, og hos den 6 årige Michael Myers, (Will Sandin), springer kæden fuldstændig af, da han pludselig går amok og myrder sin storesøster i en blodrus. Da forældrene lidt efter kommer hjem og finder ud af hvad der er sket, går de naturligvis i chok og sender efterfølgende den forstyrrede knægt langt bort til en psykiatrisk klinik. Her kommer Myers under behandling af den ukuelige psykolog Dr. Sam Loomis, (Donald Pleasence), der 8 år efter dog frustreret må opgive håbet om nogensinde at få helbredt sin patient, som han efter talrige vurderinger er blevet overbevist om må være ondskaben personificeret. Hvad der er endnu værre er, at Loomis må se sine advarsler ignoreret af klinikkens ledelse, der ikke finder det nødvendig at foretage yderligere sikkerheds foranstaltninger i forhold til den umiddelbart indelukkede og katatoniske dreng.
Men det skal de komme til at fortryde, for 7 år senere på en regntung nat dagen før Halloween lykkedes det psykopaten at stikke af og mens Loomis og en sygeplejerske, der er kommet for at flytte ham til en anden afdeling, ikke kan stille noget op, sætter Myers kursen mod sin hjemby og sin anden søster som Loomis, efter en ransagning af sin patients celle, hurtigt indser er de oplagte mål. Dagen efter i Haddonfield forløber alt som det plejer for highschool eleven Laurie Strode, (Jamie Lee Curtis), som dog alligevel har på fornemmelsen, at hun hele tiden bliver overvåget af en mystisk skikkelse. På vej hjem fra skole fortæller hun sine venner Annie, (Nancy Kyes), og Lynda, (P.J. Soles), om kratluskeren og der går ikke længe, før de også selv for syn for sagen. Ingen af dem, undtagen Laurie, ligger dog særlig meget i det, da der står andre og langt vigtige ting på programmet, så som hhv. babysitning og sex med kæresten, og mens de muntert forbereder sig til aftenens sysler, er Loomis på vej mod byen klar til at gøre hvad som helst for at forhindre den afstumpede Myers i at udføre sit perverse forehavende.
”I watched him for fifteen years, sitting in a room, staring at a wall, not seeing the wall, looking past the wall - looking at this night, inhumanly patient, waiting for some secret, silent alarm to trigger him off. Death has come to your little town, Sheriff. Now you can either ignore it, or you can help me to stop it.”
På trods af kun at være i besiddelse af en yderst beskedent budget på sølle 300.000 dollars og et cast bestående primært af skuespiller uden den helt store erfaring, med undtagelse af veteranen Donald Pleasence for hvem “Halloween” blev et sandt comeback, lykkedes det for John Carpenter og medforfatter Debra Hill tilbage i 1978, at skabe hvad der med årene er gået hen og blevet en morderisk milepæl indenfor moderne amerikansk gyserhistorie. Jovist står det samtidig funklende klart som en nysleben slagterkniv for de fleste horror entusiaster, at der er hentet rigeligt med inspiration fra Alfred Hitchcocks “Psycho” og i særdeleshed Bob Clarks “Black Christmas” både hvad angår skitsen i handlingen samt genremæssige virkemidler som måden at filme på ved at betragte den indledende terror fra morderens synsvinkel, (også kaldet “killers-point-of view”), og begrebet “Final Girl”, (der manifesterede sig som et symbol på genrens mest modstandsdygtige heltinder), men det ændrede nu alligevel ikke så meget på, at Carpenter stadigvæk formåede at sammensætte de forskellige dele på en facon så det stilistsik, æstetisk og ikke mindst suspensemæssigt var i en liga for sig. Et fremragende eksempel på håndværkets ekvilibristiske og hypnotiserende omfavnelse ses allerede i filmens intro, hvor det flammende græskarhoved stirrer ondskabsfuldt på sit publikum til de gåsehudsfremkaldende toner fra Carpenters spøgefulde synthesizer score, og fra det sekund af der fades over i de indledende sceners voyeuristiske steadi-cam bevægelser, sidder man uhjælpeligt fastlåst i et nådesløst og sveddryppende jerngreb af spænding hele vejen mod den storslåede finale.
Selv om det afgjort er disse to ting, altså fotograferingen og underlægningsmusikken, der først og fremmest bærer størstedelen af æren for “Halloween”’s succes, brillierer det minimalistiske manuskript bestemt også i forhold til den stramt opsatte histories evne at lade tilskuerens fantasi få frit spil både mht. baggrunden for ondskabens skabelse, men også i forhold til morderens evne til at være overalt, der igen fører tilbage til den formidabelt effektive kameravirtuositet og redigering. Ligeledes suppleres der fornemt til det store mix af neglebidende genialitet med filmens hovedkarakterer, fordi de to modpoler af rendyrket ondskab og determineret godhed, i skikkelse af det legendariske monster-ikon Michael Myers og den ligeledes klassiske final girl Laurie Strode, er beskrevet med så markant en kontrast imellem sig, at deres duel af flere omgange ikke kan undgå at løfte spændingsniveauet et par grader yderligere i vejret, da de endelig står ansigt til ansigt. Monstret og heltindens konfrontation havde dog aldrig fungerer så solidt, hvis ikke bindeleddet mellem de to nemlig Dr. Loomis var en så velskrevet figur, der portrætteret af Donald Pleasence spilles fremragende med nøje afmålt underspil, hvilket betyder at karakteren selv i de perioder hvor hans monologer balancerer hårfint på grænsen til det teatralske stadigvæk er både troværdig og fyldt med creepy atmosfære fuldstændigt synkront med filmens tone i sin helhed.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Dejligt at Halloween på din liste, det er også en af mine favorit film. Det er ikke ofte Carpenter har ramt sømmet 100% på hovedet, men med Halloween gjorde han det virkelig. Og The Thing må vi heller ikke glemme :)
Fra et iskoldt, minimalistisk og gåsehudsfremkaldende gys, skal vi nu have fat i New Queer Cinema pioneren Todd Haynes farvestrålende, varmblodede og magiske musical miks af en rock‘n roll fabel, som fyldt til bristepunktet med excentrisk ekstravagance, overbevisende opfindsomhed og melodiøse mandfolk i allerhøjeste gear dannede rammen om, hvad der med tiden er gået hen og for mange, specielt i queer miljøet, blevet en knuselskelig kultklassiker af 24 karats guldglinsende genialitet.
”For once, there was an unknown land, full of strange flowers and subtle perfumes; a land of which it is joy of all joys to dream; a land where all things are perfect and poisonous.”
Året er 1854, stedet Dublin, og ned fra stjernehimlen svæver et rumskib med målrettet præcision gennem de smalle gader mod sin destination hvor et lille barn, bærende et karismatisk smykke med en grøn juvel, leveres på dørtrinet til et måbende par, der nu pludselig er blevet forældre til den senere hen legendariske poet og forfatter Oscar Wilde, som 10 år efter fortæller sin lærer i klassen, at hans største drøm i livet er at blive et pop idol. 100 år senere på samme skole må den spinkle knægt Jack Fairy ta‘ imod den sædvanlige omgang tæsk i skolegården, men noget er anderledes denne gang, for mens de andre stikker af og han ligger blødende på jorden, dukker en grøn juvel frem blandt mudderet. Jack tager den til sig og finder nu pludselig inspirationen til at stå ved hvem han er, og da glam-rock bølgen senere er på sit højeste i 70‘ernes London, har Fairy etableret sig som en af de mest prominente inspirationskilder for det rebelske og på flere måder eksperimenterende teenagepublikum. Én mand stråler dog over alt og alle, nemlig glam-kongen Brian Slade, (Jonathan Rhys Meyers), der med sit alter ego Maxwell Demons flamboyante koncerter har gjort både livsstilen legitim og skabt håb blandt den yngre generation, der gang på gang samles i stort antal for at hylde legenden og deres eget miljø. Midt under den nyeste koncert bliver alt dog forvandlet til kaos, da Slade brutalt snigmyrdes for øjnene af hans stærkt chokerede fans.
Året er nu 1984, og på avisen The Heralds redaktion i New York må den lettere deprimerede journalist og tidligere glam-rock fan Arthur Stewart, (Christian Bale), se sig påtvunget en opgave, han helst havde været foruden, da hans chef beordrer ham til at efterforske de mystiske omstændigheder ang. det 10 år gamle og, har det efterfølgende vist sig, falske mord på Brian Slade.
Arthur ved på forhånd, at opgaven vil blive en smertelig tur ned af mindernes allé, da han selv gemmer på en hemmelighed, som han siden dengang har gjort alt for at undertrykke. Pligtopfyldende som han sidenhen er blevet, vælger han alligevel at rode op i fortiden og få samlet stumperne, der vil ku‘ gendanne sit idols besynderlige opførsel og nuværende tilstedeværelse, ved i første omgang at arrangere et interview med stjernens oprindelige manager, den nu aids-ramte Cecil, (Michael Feast), som beretter om Slades opvækst i, og fascination af, sin tantes teatermiljø, der i teenageårene gjorde ham til den første åbenlyse queer i nabolaget. Det var dog først sidst i 60‘erne på den berygtede Sombrero Club, at Brian Slade i selskab med sin kone Mandy, (Toni Collette), fik en kontrakt i hus, men samtidig stod det også klart, at hans musik manglede større slagside. Efter en musikalsk knockout til en fælles koncert af konkurrenten, den hæmningsløse og utæmmelige Curt Wild, (Ewan McGregor), som Slade samtidig var dybt fascineret af, og et skifte til den overlegne manager Jerry Devine, (Eddie Izzard), kom der med det samme nye boller på suppen og karrieren begyndte for alvor sin vej mod stjernerne. Da Arthur følger op på historien ved at interviewe Mandy på en bar downtown, viser tingene sig dog at være knap så ligetil, og da hun fortæller om en turbulent affære mellem Slade og Wild, på både det musikalske og kærlighedsmæssige plan, begynder Arthur at kunne huske ting om sit eget liv, som han nu langt om længe må gøre op med sig selv, om han formår at acceptere med alt hvad det indebærer.
”According to legend, when Curt was 13 he was discovered in the family loo at the service of his older brother, and was promptly sent off for eighteen months of electric shock treatment. It was guaranteed the treatment would fry the fairy clean out of him, but all it did was make him go bonkers whenever he heard an electric guitar.”
I starten af 90’erne da New Queer Cinema bølgen var på sit allerhøjeste, slog Todd Haynes hurtigt sit navn fast som en instruktør man altid kunne forvente noget unikt fra, da han allerede med sin debutfilm, i skikkelse af aids-dramaet ”Poison”, vandt juryens hovedpris ved Sundance. Siden hen blev succesen fulgt op af kortfilmen ”Dottie Gets Spanked”, og i 2002 bevægede instruktøren sig så over i det mere mainstream orienterede, uden dog at gå på kompromis med sine fortællermæssige finurligheder og visuelle tricks, med den anmelderroste Douglas Sirk inspirerede ”Far From Heaven”, der ligesom de foregående værker havde temaer om seksualitet og brud på samfundets normer som gennemgående rød tråd. Det var dog i den mellemliggende periode i 1998 med ”Velvet Goldmine”, at Haynes i undertegnedes både øjne og ører skabte sit mest helstøbte og mest kreative værk til dato, da han som en blanding af Marco Polo og Marty McFly, meget modigt og med stort overskud, besluttede sig for at pakke den manuskriptmæssige rygsæk med historiske anekdoter og referencer, for at tage på en kombineret opdagelses og tidsrejse tværs igennem en sammenfiltret jungle af politik, popkultur, rock’n roll, og seksuelle eskapader i alle regnbuens farver, vel at mærke uden på noget tidspunkt og ganske imponerende at miste det store forkromede overblik undervejs, eller tabe kompasset der skulle guide både publikum samt filmens hovedkarakter mod dennes jagt på sin seksuelle orienterings destination.
Med udgangspunkt i Oscar Wildes seksuelle præferencer og kærlighed for kunst og poesi, samt dets indflydelse på samfundet som helhed, benyttede Todd Haynes på mesterlig vis en af LGBT miljøets største forgangsmænd, og hans mest berømte fortælling om adelsmanden Dorian Grays storhed og fald, til at danne første lag ud af mange på et enormt kanvas som først og fremmest udgjorde et maleri over 60‘ernes og 70‘ernes seksuelle revolution, illustreret gennem en svulstig beskrivelse af glam-rockens befriende teatralske dekadence og punk-rockens utæmmede vildskab baseret på hhv. David Bowie/Ziggy Stardust, (Brian Slade/Maxwell Demon), og Iggy Pop, (Curt Wild), som et samlet spark i klokkeværket på den forrige generations etablerede verdenssamfund. På vej mod den store forløsning for hovedpersonen Arthur Stewart, der ligesom alle andre i filmens nutid befinder sig i 80‘ernes konservative og jævnt steriliserede Thatcher & Reagan æra, er det ekstremt vigtigt at lægge mærke til hvorledes den grønne juvel, (hvis farve symboliserer håb, genskabelse og genfødsel), placeret på Oscar Wilde som barn, bruges som bindeled og fikspunkter i handlingen undervejs i det multilagrede plot og ved dets persongalleri. Således bliver håbet for at skabe en bedre fremtid først givet videre til Jack Fairy og via ham til Brian Slade, der sammen giver glam og queer miljøet dets opblomstring i Londons gader og natklubber.
Da scenen er sat vender Haynes atter tilbage til Oscar Wilde, der nu genfødes i skikkelse af Curt Wild, som bliver inspirationskilden for Slades andet jeg Maxwell Demon hvis personligheds spaltning og selvopfattelse gradvist, som forgudelsen af ham vokser og bliver for stort et billede at kunne leve op til, ryger ind i et Dorian Gray lignende forløb hvor selvudslettelse af ikonet er eneste udvej. Samtidig bliver det desværre symbolsk med, at hele miljøet ryger ind i en midlertidig nedtur i 80‘erne, der blot forværres via Aids-krisens opstart og to reaktionære regeringsmagter i hhv. England og Amerika, hvor filmen udspiller sig. Dermed får Arthur Stewarts detektivarbejde om Slades sande persona, der udspiller sig i stil med "Citizen Kane“, endnu en interessant dimension til hans i forvejen problematiske selverkendelsesproces som homoseksuel, der tvinges frem under rejsen tilbage til hans ungdom, da mødet med Curt Wilde i nutiden finder sted og hvor den grønne juvel igen præsenteres som et symbol på, at den indelukkede og desillusionerede Arthur ikke var tiltænkt et liv i intetsigende anonymitet, men som en udvalgt forkæmper både for sig selv men så sandelig også får det miljø han repræsenterer.
"Velvet Goldmine“ er en fremragende og stærkt anbefalelsesværdig film, som jeg kan se igen og igen, ført og fremmest pga. historien og måden den bliver visualiseret på bl.a. ved forskellige referencer, så som matrosen fra Kenneth Angers "Fireworks“ fra 1947, samt dukkescenen mellem Curt Wild og Brian Slade, som er en særlig hilsen til Todd Haynes egen dokumentarfilm "Superstar - The Karen Carpenter Story“ fra 1987. Jeg holder dog mindst ligeså meget af filmen grundet dets helt igennem formidable soundtrack og det suveræne skuespil, hvor især Jonathan Rhys Meyers, Christian Bale og altid labre Ewan McGregor, hvis introduktion i sig selv er fantastisk, alle leverer præstationer på et tårnhøjt niveau i respektive roller.
Hvis man har lyst til at høre lidt mere om filmen og se et par klip, har jeg fundet en række interviews frem her. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Inden jeg tager hul på de sidste 50 film i næste uge, kommer her en update på listen, som den ser ud fra plads # 100 - 51. :)
100. Cruel Intentions 99. Collateral 98. Wes Craven’s New Nightmare 97. Bad Day At Black Rock 96. Loving Annabelle 95. Vacancy 94. RoboCop 93. Butch Cassidy & The Sundance Kid 92. Election 91. The Children’s Hour 90. Atonement 89. Mysterious skin 88. The Crow 87. Boy’s Dont Cry 86. The Treasure of Sierra Madre 85. Bram Stoker’s Dracula 84. Evil Dead 2 - Dead By Dawn 83. Batman Returns 82. Some Kind of Wonderful 81. Victim 80. Sister My Sister 79. The Graduate 78. The Man Who Shot Liberty Valance 77. Groundhog Day 76. TransAmerica 75. Eye of The Beholder
74. The Abyss - Directors Cut 73. Re-Animator 72. Misery 71. Planet Terror 70. This Gun For Hire 69. Henry - Portrait Of A Serial Killer 68. Bubba Ho-Tep 67. Heavenly Creatures 66. Manhattan Murder Mystery 65. I Love You Phillip Morris 64. Predator 63. Exotica 62. Hud 61. The Girl With The Dragon Tatoo 60. Two Lovers 59. The Wizard Of Oz 58. City Slickers 57. The Rocky Horror Picture Show 56. Plunkett & Macleane 55. Kill Bill - Vol. 1 & 2 54. Dawn Of The Dead - 1978 53. Die Hard 52. Halloween - 1978 51. Velvet Goldmine
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Du har godt nok mange gode film imellem. Og også mange jeg ikke har set, men som lyder meget interessante. Jeg glæder mig til Top 50.
Cruel Intentions 8/10 Collateral 6/10 Wes Craven's New Nightmare 7/10 Vacancy 7/10 Robocop 8/10 Election 7/10 Atonement 8/10 Mysterious Skin 8/10 The Crow 7/10 Boys Don't Cry 9/10 Bram Stoker's Dracula 7/10 Evil Dead 2 7/10 Batman Returns 8/10 Transamerica 9/10 The Abyss DC 8/10 Misery 8/10 Planet Terror 7/10 Bubba Ho-Tep 5/10 Heavenly Creatures 10/10 Predator 6/10 The Wizard of Oz 10/10 The Rocky Horror Picture Show 7/10 Kill Bill Vol. 1+2 9/10 Dawn of the Dead (1978) 6/10 Die Hard 7/10 Halloween (1978) 8/10
Jaaa...en lang liste, hvor man kan give karakterer...:)
Rigtig mange jeg ikke har set, og kan se på det hele, vi ikke har samme smag, selvom der dog er et par sammenfald:
57. The Rocky Horror Picture Show, 3/10 100. Cruel Intentions, 4/10 93. Butch Cassidy & The Sundance Kid, 5/10 84. Evil Dead 2 - Dead By Dawn, 5/10 64. Predator, 5/10 94. RoboCop, 6/10 58. City Slickers, 6/10 97. Bad Day At Black Rock, 7/10 88. The Crow, 7/10 86. The Treasure of Sierra Madre, 7/10 83. Batman Returns, 7/10 79. The Graduate, 7/10 78. The Man Who Shot Liberty Valance, 7/10 62. Hud, 7/10 77. Groundhog Day, 8/10 74. The Abyss - Directors Cut, 8/10 91. The Children’s Hour, 8/10 55. Kill Bill - Vol. 1 & 2, 9/10 53. Die Hard, 9/10 67. Heavenly Creatures, 9/10 90. Atonement, 10/10
Du har godt nok mange gode film imellem. Og også mange jeg ikke har set, men som lyder meget interessante.
Jeg glæder mig til Top 50.
Nu kan jeg se, at du f.eks. også er fan af "The Rocky Horror Picture Show" ligesom mig, så vil helt klart anbefale dig at tjekke "Velvet Goldmine" ud, som er i samme boldgade tema og musikmæssigt . Er ret sikker på at den vil falde i din smag.
Jeg glæder mig også til at komme i gang med top 50. Der er bl.a. stadigvæk en række gode gys tilbage, og ellers er det en solid blanding af klassikere og en god portion overraskelser. :)
Skeloboy (339) skrev:
Jaaa...en lang liste, hvor man kan give karakterer...:)
Rigtig mange jeg ikke har set, og kan se på det hele, vi ikke har samme smag, selvom der dog er et par sammenfald.
Ja, der er godt nok et par film vi er meget uenige om når jeg ser på dine karaktere, men der er da heldigvis langt flere, som vi er meget enige i.
Tror den næste film på listen lige vil være noget for dig. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#331 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0245434422...
Så er det atter blevet tid til at besøge de herlige 80‘ere og instruktøren John McTiernan, som denne gang tager os mod nye himmelstrøg i blodig og møgbeskidt T-shirts befængt skikkelse med sin hæsblæsende, humorfyldte, højpotente og patronhylsterflyvende knytnæve-sandwich af en actionbasker, baseret på Roderick Thorpes novelle “Nothing Lasts Forever“ fra 1979, der også blev det helt store gennembrud på det hvide lærred for en ung og håbefuld komiker, der inden da primært havde slået sine folder på Tv.
”Attention, whoever you are, this channel is reserved for emergency calls only.”
”No fucking shit, lady. Does it sound like I'm ordering a pizza?”
Juleaften står for døren og i flyet fra New York til L.A., hvor han er blevet inviteret af sin separerede kone Holly, (Bonnie Bedelia), til en fest hos hendes nye firma, håber den lettere deprimerede politimand John McClane, (Bruce Willis), inderligt på at den lange rejse kan blive det endegyldige skridt mod en forsoning. Troen på det får dog lidt af et knæk, da han langt om længe træder ind af fordøren til den imponerende Nakatomi bygning, hvor han opdager at Holly har skiftet hans efternavn ud med sit eget. Mildt frustreret må McClane nu begive sig op til og igennem det muntre party på 30 etage med et anstrengt smil, hvor han bl.a. når at hilse på direktøren Joseph Takagi, (James Shigeta), og den coke sniffende karl smart sælger Ellis, (Hart Bochner), inden de to forliste turtelduer endelig står ansigt til ansigt. Selv om de begge er glade for at se hinanden igen, er glæden af en noget anspændt karakter og kort efter havner de i et hektisk skænderi der slår så store gnister, at Holly forlader ham alene på hendes kontor for at køle af. Deres skærmydsler skal dog snart vise sig at være den rene bagatel, for ud af nattens mulm og mørke dukker der pludselig problemer op af en helt anden og dødsensfarlig kaliber.
Med millimeter præcision og kalkuleret kynisme melder der sig nemlig højst overraskende et nyt selskab til resten af festen, da den internationale storforbryder Hans Grüber, (Alan Rickman), håndlangeren Karl, (Alexander Godunov), og et team af svært bevæbnede lejesoldater magtfuldt præsenterer deres ankomst, som hurtigt skaber en stemning af rædsel og panik. Heldigvis har ingen af dem opdaget McClane der chokeret, men stadig med roen i behold, blot kan se på at firmates ansatte alle bliver taget som gidsler i Grübers pengegriske jagt på Nakatomi firmaets værdipapirer. Efter et mislykket forsøg på at presse koden til boksen ud af Takagi bliver slynglerne tvunget til at gøre det på den gammeldags facon, hvilket kun er en fordel for McClane, der nu har fået en ekstra julegave og dermed tid til at få ringet efter hjælp hos det lokale politi. Det går dog ikke lige som han kunne ønske sig, og mens myndighederne med møje og besvær får sendt en enkelt mand af sted i form af den donut-elskende Al Powell, (Reginal VelJohnson), kommer McClane i terroristernes søgelys, da han ved et tilfælde slår en af Grübers folk ihjel og nu pludselig må se sig selv som jaget vildt. Men den barske New yorker betjent er ikke lige sån at bide skeer med, og vel vidende at Holly er i konstant livsfare, sætter han hårdt mod hårdt for at give forbrydende en lærestreg de aldrig vil glemme.
”Uh, no, I'm afraid not. But, you have me at a loss. You know my name but who are you? Just another American who saw too many movies as a child? Another orphan of a bankrupt culture who thinks he's John Wayne? Rambo? Marshal Dillon? Do you really think you have a chance against us, Mr. Cowboy?
”Yippee-ki-yay, motherfucker.”
Med en skarpt skåret handling, kun ændret minimalt i forhold til det oprindelige forlæg af Roderick Thorpe, lykkedes det med stor succes for John McTiernan, suppleret af de bedste folk i branchen på daværende tidspunkt så som bl.a. fotograf Jan De Bont, special-effekts maestroen Peter Edlund og komponisten Michael Kamen, at kreere hvad langt de fleste anmeldere og filmentusiaster stadig betragter som værende en af de bedste og mest underholdende actionfilm til dato, fyldt med et højt elsket persongalleri og et hav af udødelige oneliners som stærkt krydderi på en i forvejen fornemt opbygget handling. Netop sidstnævnte er en af de ting ved ”Die Hard” som McTiernan skal have ekstra meget ros for, da han tager sig god tid til stille og roligt at præsentere den altoverskyggende hovedrolle John McClane, spillet fremragende af Bruce Willis med energisk overskud og en sublim kækhed der siger spar to, og hans ægteskabelige problemer som er alfa og omega for, at man som tilskuer er grebet af og involveret i filmen både før og efter den sorte ridder Hans Grüber, mesterligt portrætteret af Alan Rickman, introduceres og med iskold arrogance fordeler sine barske bønder på sit overlegne skakbræt herligt absurd, i forhold til karakteren og hans formål, til de bombastiske toner af Beethovens ”Ode To Joy”, rungende ; ”alle menchen wierden brüder”.
Men Grüber har absolut ingen intentioner om at være nogens bror, eller ven for den sags skyld, som McClane som sagt må lære på den hårde måde. Da det første af mange eksplosive og mildest talt nervepirrende sammenstød så finder sted, åbner John McTiernan godteposen op på vid gab med et action-inferno man sjælden har set mage, så som McClanes tur ned i en elevatorskakt uden de store hjælpemidler samtidig med projektilerne flyver om ørene på ham, eller den nådesløst brutale suckerpunch duel mod den psykotiske Karl, for slet ikke at snakke om McClanes ufrivillige bungeejump og efterfølgende turbulens. På trods af at der dukker flere tidskrævende bifigurer og små sidehistorier op i anden del af filmen, fastholdes intensiteten alligevel hele vejen takket være McTiernans evne til at integrere sit persongalleri i duellen mellem de to kamphaner, hvor specielt den hjertevarme Al Powell har vital betydning som McClanes moralske opbakning undervejs, hvilket han senere modtager sin velfortjente belønning for, da den del af handlingen finurligt snøres sammen i de afsluttende sceners kaotiske forløb. 22 år og utallige gennemsyn senere er det en sand fornøjelse at konstatere, at McTiernans ”Die Hard” og Willis ikoniske figur John McClane stadig sparker røv på en måde, så man hver eneste gang føler sig hensat til sine teenageår og oplevelsen af at være vidne til en værk, der i særklasse er leveringsdygtig i vaskeægte filmmagi.
Som en ekstra bonus så tjek lige denne tribute video til ”Die Hard 1-3”. Den er fantastisk redigeret og meget morsomt lavet. Den indeholder dog en del spoilers!, så hvis man ikke har se filmene før, så spring den over. Til alle fans derimod, er det bare at læne sig tilbage i stolen og nyde dette lille mesterværk. Enjoy. :)
#332 Åkepool 14 år siden
#333 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0131312284...
Fra et hæsblæsende action inferno i det tårnhøje helvede skal vi nu ned til djævelens foretrukne legeplads på jorden, og have fat i kravetøjet på den ultimative ondskab med John Carpenter & Debra Hills voyeuristiske og skarpslebne horror mesterværk, der på mange fronter var med til at danne præcedens for flere af de grundregler som i dag er kendetegnende for den moderne gyser og slasher-genren i særdeleshed.
”I met him, fifteen years ago. I was told there was nothing left. No reason, no conscience, no understanding; even the most rudimentary sense of life or death, good or evil, right or wrong. I met this six-year-old child, with this blank, pale, emotionless face and, the blackest eyes... the *devil's* eyes. I spent eight years trying to reach him, and then another seven trying to keep him locked up because I realized what was living behind that boy's eyes was purely and simply... *evil*.
Året er 1963 og i den lille soveby Haddonfield fejres halloween på vanlig munter manér med slik i spandevis og lys i græskarlygten. Det er dog ikke alle børn som ligefrem er i stand til at føle samme glæde, og hos den 6 årige Michael Myers, (Will Sandin), springer kæden fuldstændig af, da han pludselig går amok og myrder sin storesøster i en blodrus. Da forældrene lidt efter kommer hjem og finder ud af hvad der er sket, går de naturligvis i chok og sender efterfølgende den forstyrrede knægt langt bort til en psykiatrisk klinik. Her kommer Myers under behandling af den ukuelige psykolog Dr. Sam Loomis, (Donald Pleasence), der 8 år efter dog frustreret må opgive håbet om nogensinde at få helbredt sin patient, som han efter talrige vurderinger er blevet overbevist om må være ondskaben personificeret. Hvad der er endnu værre er, at Loomis må se sine advarsler ignoreret af klinikkens ledelse, der ikke finder det nødvendig at foretage yderligere sikkerheds foranstaltninger i forhold til den umiddelbart indelukkede og katatoniske dreng.
Men det skal de komme til at fortryde, for 7 år senere på en regntung nat dagen før Halloween lykkedes det psykopaten at stikke af og mens Loomis og en sygeplejerske, der er kommet for at flytte ham til en anden afdeling, ikke kan stille noget op, sætter Myers kursen mod sin hjemby og sin anden søster som Loomis, efter en ransagning af sin patients celle, hurtigt indser er de oplagte mål. Dagen efter i Haddonfield forløber alt som det plejer for highschool eleven Laurie Strode, (Jamie Lee Curtis), som dog alligevel har på fornemmelsen, at hun hele tiden bliver overvåget af en mystisk skikkelse. På vej hjem fra skole fortæller hun sine venner Annie, (Nancy Kyes), og Lynda, (P.J. Soles), om kratluskeren og der går ikke længe, før de også selv for syn for sagen. Ingen af dem, undtagen Laurie, ligger dog særlig meget i det, da der står andre og langt vigtige ting på programmet, så som hhv. babysitning og sex med kæresten, og mens de muntert forbereder sig til aftenens sysler, er Loomis på vej mod byen klar til at gøre hvad som helst for at forhindre den afstumpede Myers i at udføre sit perverse forehavende.
”I watched him for fifteen years, sitting in a room, staring at a wall, not seeing the wall, looking past the wall - looking at this night, inhumanly patient, waiting for some secret, silent alarm to trigger him off. Death has come to your little town, Sheriff. Now you can either ignore it, or you can help me to stop it.”
På trods af kun at være i besiddelse af en yderst beskedent budget på sølle 300.000 dollars og et cast bestående primært af skuespiller uden den helt store erfaring, med undtagelse af veteranen Donald Pleasence for hvem “Halloween” blev et sandt comeback, lykkedes det for John Carpenter og medforfatter Debra Hill tilbage i 1978, at skabe hvad der med årene er gået hen og blevet en morderisk milepæl indenfor moderne amerikansk gyserhistorie. Jovist står det samtidig funklende klart som en nysleben slagterkniv for de fleste horror entusiaster, at der er hentet rigeligt med inspiration fra Alfred Hitchcocks “Psycho” og i særdeleshed Bob Clarks “Black Christmas” både hvad angår skitsen i handlingen samt genremæssige virkemidler som måden at filme på ved at betragte den indledende terror fra morderens synsvinkel, (også kaldet “killers-point-of view”), og begrebet “Final Girl”, (der manifesterede sig som et symbol på genrens mest modstandsdygtige heltinder), men det ændrede nu alligevel ikke så meget på, at Carpenter stadigvæk formåede at sammensætte de forskellige dele på en facon så det stilistsik, æstetisk og ikke mindst suspensemæssigt var i en liga for sig. Et fremragende eksempel på håndværkets ekvilibristiske og hypnotiserende omfavnelse ses allerede i filmens intro, hvor det flammende græskarhoved stirrer ondskabsfuldt på sit publikum til de gåsehudsfremkaldende toner fra Carpenters spøgefulde synthesizer score, og fra det sekund af der fades over i de indledende sceners voyeuristiske steadi-cam bevægelser, sidder man uhjælpeligt fastlåst i et nådesløst og sveddryppende jerngreb af spænding hele vejen mod den storslåede finale.
Selv om det afgjort er disse to ting, altså fotograferingen og underlægningsmusikken, der først og fremmest bærer størstedelen af æren for “Halloween”’s succes, brillierer det minimalistiske manuskript bestemt også i forhold til den stramt opsatte histories evne at lade tilskuerens fantasi få frit spil både mht. baggrunden for ondskabens skabelse, men også i forhold til morderens evne til at være overalt, der igen fører tilbage til den formidabelt effektive kameravirtuositet og redigering. Ligeledes suppleres der fornemt til det store mix af neglebidende genialitet med filmens hovedkarakterer, fordi de to modpoler af rendyrket ondskab og determineret godhed, i skikkelse af det legendariske monster-ikon Michael Myers og den ligeledes klassiske final girl Laurie Strode, er beskrevet med så markant en kontrast imellem sig, at deres duel af flere omgange ikke kan undgå at løfte spændingsniveauet et par grader yderligere i vejret, da de endelig står ansigt til ansigt. Monstret og heltindens konfrontation havde dog aldrig fungerer så solidt, hvis ikke bindeleddet mellem de to nemlig Dr. Loomis var en så velskrevet figur, der portrætteret af Donald Pleasence spilles fremragende med nøje afmålt underspil, hvilket betyder at karakteren selv i de perioder hvor hans monologer balancerer hårfint på grænsen til det teatralske stadigvæk er både troværdig og fyldt med creepy atmosfære fuldstændigt synkront med filmens tone i sin helhed.
#334 Kiksmann 14 år siden
#335 NightHawk 14 år siden
Jeg kan så godt afsløre allerede nu, selv om den ligger meget længere nede på listen, at "The Thing" helt sikkert ikke bliver glemt. :)
#336 NightHawk 14 år siden
http://www.amazon.co.uk/Velvet-Goldmine-DVD-Ewan-M...
http://www.amazon.co.uk/Velvet-Goldmine-Original-S...
Fra et iskoldt, minimalistisk og gåsehudsfremkaldende gys, skal vi nu have fat i New Queer Cinema pioneren Todd Haynes farvestrålende, varmblodede og magiske musical miks af en rock‘n roll fabel, som fyldt til bristepunktet med excentrisk ekstravagance, overbevisende opfindsomhed og melodiøse mandfolk i allerhøjeste gear dannede rammen om, hvad der med tiden er gået hen og for mange, specielt i queer miljøet, blevet en knuselskelig kultklassiker af 24 karats guldglinsende genialitet.
”For once, there was an unknown land, full of strange flowers and subtle perfumes; a land of which it is joy of all joys to dream; a land where all things are perfect and poisonous.”
Året er 1854, stedet Dublin, og ned fra stjernehimlen svæver et rumskib med målrettet præcision gennem de smalle gader mod sin destination hvor et lille barn, bærende et karismatisk smykke med en grøn juvel, leveres på dørtrinet til et måbende par, der nu pludselig er blevet forældre til den senere hen legendariske poet og forfatter Oscar Wilde, som 10 år efter fortæller sin lærer i klassen, at hans største drøm i livet er at blive et pop idol. 100 år senere på samme skole må den spinkle knægt Jack Fairy ta‘ imod den sædvanlige omgang tæsk i skolegården, men noget er anderledes denne gang, for mens de andre stikker af og han ligger blødende på jorden, dukker en grøn juvel frem blandt mudderet. Jack tager den til sig og finder nu pludselig inspirationen til at stå ved hvem han er, og da glam-rock bølgen senere er på sit højeste i 70‘ernes London, har Fairy etableret sig som en af de mest prominente inspirationskilder for det rebelske og på flere måder eksperimenterende teenagepublikum. Én mand stråler dog over alt og alle, nemlig glam-kongen Brian Slade, (Jonathan Rhys Meyers), der med sit alter ego Maxwell Demons flamboyante koncerter har gjort både livsstilen legitim og skabt håb blandt den yngre generation, der gang på gang samles i stort antal for at hylde legenden og deres eget miljø. Midt under den nyeste koncert bliver alt dog forvandlet til kaos, da Slade brutalt snigmyrdes for øjnene af hans stærkt chokerede fans.
Året er nu 1984, og på avisen The Heralds redaktion i New York må den lettere deprimerede journalist og tidligere glam-rock fan Arthur Stewart, (Christian Bale), se sig påtvunget en opgave, han helst havde været foruden, da hans chef beordrer ham til at efterforske de mystiske omstændigheder ang. det 10 år gamle og, har det efterfølgende vist sig, falske mord på Brian Slade.
Arthur ved på forhånd, at opgaven vil blive en smertelig tur ned af mindernes allé, da han selv gemmer på en hemmelighed, som han siden dengang har gjort alt for at undertrykke. Pligtopfyldende som han sidenhen er blevet, vælger han alligevel at rode op i fortiden og få samlet stumperne, der vil ku‘ gendanne sit idols besynderlige opførsel og nuværende tilstedeværelse, ved i første omgang at arrangere et interview med stjernens oprindelige manager, den nu aids-ramte Cecil, (Michael Feast), som beretter om Slades opvækst i, og fascination af, sin tantes teatermiljø, der i teenageårene gjorde ham til den første åbenlyse queer i nabolaget. Det var dog først sidst i 60‘erne på den berygtede Sombrero Club, at Brian Slade i selskab med sin kone Mandy, (Toni Collette), fik en kontrakt i hus, men samtidig stod det også klart, at hans musik manglede større slagside. Efter en musikalsk knockout til en fælles koncert af konkurrenten, den hæmningsløse og utæmmelige Curt Wild, (Ewan McGregor), som Slade samtidig var dybt fascineret af, og et skifte til den overlegne manager Jerry Devine, (Eddie Izzard), kom der med det samme nye boller på suppen og karrieren begyndte for alvor sin vej mod stjernerne. Da Arthur følger op på historien ved at interviewe Mandy på en bar downtown, viser tingene sig dog at være knap så ligetil, og da hun fortæller om en turbulent affære mellem Slade og Wild, på både det musikalske og kærlighedsmæssige plan, begynder Arthur at kunne huske ting om sit eget liv, som han nu langt om længe må gøre op med sig selv, om han formår at acceptere med alt hvad det indebærer.
”According to legend, when Curt was 13 he was discovered in the family loo at the service of his older brother, and was promptly sent off for eighteen months of electric shock treatment. It was guaranteed the treatment would fry the fairy clean out of him, but all it did was make him go bonkers whenever he heard an electric guitar.”
I starten af 90’erne da New Queer Cinema bølgen var på sit allerhøjeste, slog Todd Haynes hurtigt sit navn fast som en instruktør man altid kunne forvente noget unikt fra, da han allerede med sin debutfilm, i skikkelse af aids-dramaet ”Poison”, vandt juryens hovedpris ved Sundance. Siden hen blev succesen fulgt op af kortfilmen ”Dottie Gets Spanked”, og i 2002 bevægede instruktøren sig så over i det mere mainstream orienterede, uden dog at gå på kompromis med sine fortællermæssige finurligheder og visuelle tricks, med den anmelderroste Douglas Sirk inspirerede ”Far From Heaven”, der ligesom de foregående værker havde temaer om seksualitet og brud på samfundets normer som gennemgående rød tråd. Det var dog i den mellemliggende periode i 1998 med ”Velvet Goldmine”, at Haynes i undertegnedes både øjne og ører skabte sit mest helstøbte og mest kreative værk til dato, da han som en blanding af Marco Polo og Marty McFly, meget modigt og med stort overskud, besluttede sig for at pakke den manuskriptmæssige rygsæk med historiske anekdoter og referencer, for at tage på en kombineret opdagelses og tidsrejse tværs igennem en sammenfiltret jungle af politik, popkultur, rock’n roll, og seksuelle eskapader i alle regnbuens farver, vel at mærke uden på noget tidspunkt og ganske imponerende at miste det store forkromede overblik undervejs, eller tabe kompasset der skulle guide både publikum samt filmens hovedkarakter mod dennes jagt på sin seksuelle orienterings destination.
Med udgangspunkt i Oscar Wildes seksuelle præferencer og kærlighed for kunst og poesi, samt dets indflydelse på samfundet som helhed, benyttede Todd Haynes på mesterlig vis en af LGBT miljøets største forgangsmænd, og hans mest berømte fortælling om adelsmanden Dorian Grays storhed og fald, til at danne første lag ud af mange på et enormt kanvas som først og fremmest udgjorde et maleri over 60‘ernes og 70‘ernes seksuelle revolution, illustreret gennem en svulstig beskrivelse af glam-rockens befriende teatralske dekadence og punk-rockens utæmmede vildskab baseret på hhv. David Bowie/Ziggy Stardust, (Brian Slade/Maxwell Demon), og Iggy Pop, (Curt Wild), som et samlet spark i klokkeværket på den forrige generations etablerede verdenssamfund. På vej mod den store forløsning for hovedpersonen Arthur Stewart, der ligesom alle andre i filmens nutid befinder sig i 80‘ernes konservative og jævnt steriliserede Thatcher & Reagan æra, er det ekstremt vigtigt at lægge mærke til hvorledes den grønne juvel, (hvis farve symboliserer håb, genskabelse og genfødsel), placeret på Oscar Wilde som barn, bruges som bindeled og fikspunkter i handlingen undervejs i det multilagrede plot og ved dets persongalleri. Således bliver håbet for at skabe en bedre fremtid først givet videre til Jack Fairy og via ham til Brian Slade, der sammen giver glam og queer miljøet dets opblomstring i Londons gader og natklubber.
Da scenen er sat vender Haynes atter tilbage til Oscar Wilde, der nu genfødes i skikkelse af Curt Wild, som bliver inspirationskilden for Slades andet jeg Maxwell Demon hvis personligheds spaltning og selvopfattelse gradvist, som forgudelsen af ham vokser og bliver for stort et billede at kunne leve op til, ryger ind i et Dorian Gray lignende forløb hvor selvudslettelse af ikonet er eneste udvej. Samtidig bliver det desværre symbolsk med, at hele miljøet ryger ind i en midlertidig nedtur i 80‘erne, der blot forværres via Aids-krisens opstart og to reaktionære regeringsmagter i hhv. England og Amerika, hvor filmen udspiller sig. Dermed får Arthur Stewarts detektivarbejde om Slades sande persona, der udspiller sig i stil med "Citizen Kane“, endnu en interessant dimension til hans i forvejen problematiske selverkendelsesproces som homoseksuel, der tvinges frem under rejsen tilbage til hans ungdom, da mødet med Curt Wilde i nutiden finder sted og hvor den grønne juvel igen præsenteres som et symbol på, at den indelukkede og desillusionerede Arthur ikke var tiltænkt et liv i intetsigende anonymitet, men som en udvalgt forkæmper både for sig selv men så sandelig også får det miljø han repræsenterer.
"Velvet Goldmine“ er en fremragende og stærkt anbefalelsesværdig film, som jeg kan se igen og igen, ført og fremmest pga. historien og måden den bliver visualiseret på bl.a. ved forskellige referencer, så som matrosen fra Kenneth Angers "Fireworks“ fra 1947, samt dukkescenen mellem Curt Wild og Brian Slade, som er en særlig hilsen til Todd Haynes egen dokumentarfilm "Superstar - The Karen Carpenter Story“ fra 1987. Jeg holder dog mindst ligeså meget af filmen grundet dets helt igennem formidable soundtrack og det suveræne skuespil, hvor især Jonathan Rhys Meyers, Christian Bale og altid labre Ewan McGregor, hvis introduktion i sig selv er fantastisk, alle leverer præstationer på et tårnhøjt niveau i respektive roller.
Hvis man har lyst til at høre lidt mere om filmen og se et par klip, har jeg fundet en række interviews frem her. :)
#337 NightHawk 14 år siden
100. Cruel Intentions
99. Collateral
98. Wes Craven’s New Nightmare
97. Bad Day At Black Rock
96. Loving Annabelle
95. Vacancy
94. RoboCop
93. Butch Cassidy & The Sundance Kid
92. Election
91. The Children’s Hour
90. Atonement
89. Mysterious skin
88. The Crow
87. Boy’s Dont Cry
86. The Treasure of Sierra Madre
85. Bram Stoker’s Dracula
84. Evil Dead 2 - Dead By Dawn
83. Batman Returns
82. Some Kind of Wonderful
81. Victim
80. Sister My Sister
79. The Graduate
78. The Man Who Shot Liberty Valance
77. Groundhog Day
76. TransAmerica
75. Eye of The Beholder
74. The Abyss - Directors Cut
73. Re-Animator
72. Misery
71. Planet Terror
70. This Gun For Hire
69. Henry - Portrait Of A Serial Killer
68. Bubba Ho-Tep
67. Heavenly Creatures
66. Manhattan Murder Mystery
65. I Love You Phillip Morris
64. Predator
63. Exotica
62. Hud
61. The Girl With The Dragon Tatoo
60. Two Lovers
59. The Wizard Of Oz
58. City Slickers
57. The Rocky Horror Picture Show
56. Plunkett & Macleane
55. Kill Bill - Vol. 1 & 2
54. Dawn Of The Dead - 1978
53. Die Hard
52. Halloween - 1978
51. Velvet Goldmine
#338 Herrguth 14 år siden
Jeg glæder mig til Top 50.
Cruel Intentions 8/10
Collateral 6/10
Wes Craven's New Nightmare 7/10
Vacancy 7/10
Robocop 8/10
Election 7/10
Atonement 8/10
Mysterious Skin 8/10
The Crow 7/10
Boys Don't Cry 9/10
Bram Stoker's Dracula 7/10
Evil Dead 2 7/10
Batman Returns 8/10
Transamerica 9/10
The Abyss DC 8/10
Misery 8/10
Planet Terror 7/10
Bubba Ho-Tep 5/10
Heavenly Creatures 10/10
Predator 6/10
The Wizard of Oz 10/10
The Rocky Horror Picture Show 7/10
Kill Bill Vol. 1+2 9/10
Dawn of the Dead (1978) 6/10
Die Hard 7/10
Halloween (1978) 8/10
#339 Skeloboy 14 år siden
Rigtig mange jeg ikke har set, og kan se på det hele, vi ikke har samme smag, selvom der dog er et par sammenfald:
57. The Rocky Horror Picture Show, 3/10
100. Cruel Intentions, 4/10
93. Butch Cassidy & The Sundance Kid, 5/10
84. Evil Dead 2 - Dead By Dawn, 5/10
64. Predator, 5/10
94. RoboCop, 6/10
58. City Slickers, 6/10
97. Bad Day At Black Rock, 7/10
88. The Crow, 7/10
86. The Treasure of Sierra Madre, 7/10
83. Batman Returns, 7/10
79. The Graduate, 7/10
78. The Man Who Shot Liberty Valance, 7/10
62. Hud, 7/10
77. Groundhog Day, 8/10
74. The Abyss - Directors Cut, 8/10
91. The Children’s Hour, 8/10
55. Kill Bill - Vol. 1 & 2, 9/10
53. Die Hard, 9/10
67. Heavenly Creatures, 9/10
90. Atonement, 10/10
#340 NightHawk 14 år siden
Nu kan jeg se, at du f.eks. også er fan af "The Rocky Horror Picture Show" ligesom mig, så vil helt klart anbefale dig at tjekke "Velvet Goldmine" ud, som er i samme boldgade tema og musikmæssigt . Er ret sikker på at den vil falde i din smag.
Jeg glæder mig også til at komme i gang med top 50. Der er bl.a. stadigvæk en række gode gys tilbage, og ellers er det en solid blanding af klassikere og en god portion overraskelser. :)
Ja, der er godt nok et par film vi er meget uenige om når jeg ser på dine karaktere, men der er da heldigvis langt flere, som vi er meget enige i.
Tror den næste film på listen lige vil være noget for dig. :)