Så er det blevet tid til at tage hul på top 50, og filmen som jeg har valgt at lægge ud med bliver Stanley Kramers dobbelte oscarvinder, der med en forfriskende rå og barsk tone, tilsat et kærkomment glimt i øjet undervejs, havde lige præcis den rette tilgang til sit materiale som betød, at dens socialkritiske og, især for tidsperioden, ømtålelige emner om racisme og klassekamp blev behandlet på så forbindtlig vis, at det tankevækkende og filosofiske aspekt aldrig lod sig overskygge på trods af de rent obligatoriske og underholdningsmæssige indslag. En klassiker var dermed født.
”How come they chained a white man to a black?”
”The warden's got a sense of humor.”
Under en fangetransport i silende regn gør Noah Cullen, (Sidney Poitier), sit for at holde humøret oppe med lidt bluessang der dog hurtigt går alle andre på nerverne, især hans medfange Johnny ”Joker” Jackson, (Tony Curtis), som han er lænket til, og straks ender de to kriminelle i hidsig infight, mens lastbilen pludselig kommer på slingrekurs pga. vejret udenfor, som får den til at køre i grøften. Et stykke tid efter da stormen har lagt sig, dukker Sheriffen, (Theodore Bikel), op for at vurdere ulykkens omfang og kan irriteret konstatere, at det er lykkedes for to af de indsatte at flygte. Sammen med en lettere emsig politichef, (Charles McGraw), der grundet underbemanding har valgt at indkalde den lokale jagtklub bestående af en flok lettere enfoldige typer og deres blodhunde, sætter sheriffen sig for at få skovlen under de to lømler så hurtigt som muligt, selv om han også ved det bliver svært ikke mindst pga. sine påtvungne medhjælpere. Imens solopgangen så småt blotlægger det kuperede terræn forude, havner Cullen & Jackson i en ophedet diskussion der med al tydelig understreger, at de absolut ikke bryder sig om hinandens selskab, og kun en påmindelse om at deres forfølgere er lige i hælene forhindre dem i et større slagsmål. Hastigt fortsætter de derfor nord på mod jernbanen, hvilket Cullen er overbevist om er deres bedste flugtvej.
Efter en ufrivillig svømmetur ned af en mere end uvenlig flod hvor Jackson tvinges til at redde Cullen, når de to mænd til en slags forsoning men dette er blot en stakket frist, for da natten atter falder på ender deres filosofiske snak over aftensmaden med at få det værste frem i dem begge, da Jackson roder sig ud i en pænt uheldig forklaring ang. deres, i hans øjne, vidt forskellige status i samfundet. Oven på en god nats søvn får de to noget af en brat opvågning, da endnu et kraftigt regnvejr rammer dem og efterfølgende volder det umage par store kvaler, da de pludselig havner i et større mudderhul. Andetsteds har sheriffen ligeledes sine besværligheder med at berolige de nye trætte vicesheriffer, og især den skydegale politichef som er blevet så utålmodig, at han er på nippet til også at indkalde militæret som forstærkning. Efter at have løbet det meste af dagen ankommer de to fanger til en mindre landsby, og mens de venter på at alle går til ro, fortæller de hinanden årsagen til at de er havnet bag tremmer, hvilket især gør indtryk på Jackson, der dog ikke er meget for at udstille sin sympati. Under deres indbrud i købmandsforretningen går alt grueligt galt og duoen må nu se sig selv omringet af en ophidset pøbel i frådende lynchstemning, som kun et mirakel af dimensioner muligvis kan redde dem fra.
”Go on, tell me all that big talk about Charlie Potatoes, when the chains off and nobody chasing you. Come on. You can't, can you? You can't because you're nothing. You're not even a man! You're a monkey on a stick. That cracker mob back there, they pull the string and you jump.”
Tilbage i 50’erne da den strikse censur-lov The Production Code stadig var yderst dominerende, lykkedes det alligevel på imponerende vis for Stanley Kramer, at skabe en film der først og fremmest var banebrydende for sin tid fordi den på adskillige punkter, og helt synkront med sine to antihelte, frem for at lade sig undertrykke i stedet valgte at gå i direkte konfrontation med loven i et forsøg på først at udfordre den og sidenhen med formålet at ændre regelsættet radikalt. Der havde dog tidligere været film omhandlende samme slags temaer om undertrykkelse og forskelsbehandling pga. race, bl.a. i “Gentleman’s Agreement” fra 1940 og “No Way Out” fra 1950, men ingen af disse havde som Kramers værk den samme fandenivoldskhed og kraft bag sine budskaber, hvilket i høj grad skyldtes det geniale træk fra hans side ved at placere handlingen i en actionfilm, hvis genre “The Defiant Ones” primært befinder sig i, og desuden lænke de to hovedroller sammen, som dermed gjorde det umuligt for både dem og publikum ikke at forholde sig til de konflikter de havnede i og de filosofiske, uden at blive for højtravende, diskussioner der fulgte med. Lynhurtigt gøres den i bund og grund tåbelig forskel mellem sort og hvid nemlig til et sekundært problem imellem de to mænd som gennem deres anstrengelser mod omgivelserne, først skildret metaforisk via naturens kræfter og siden direkte i forhold til de personer de møder som alle gør deres bedste for at holde fangernes håb om en bedre fremtid nede, må lægge racespørgsmålet bag sig og samarbejde i et par dramatiske og drønspændende actionsekvenser for at overleve.
Selv om filmen lever højt på disse adrenelin-sus, som afgjort er en vigtig årsag til at man holder interessen fanget, er det dog i de mere afdæmpede passager, som Stanley Kramer fornemt veksler imellem, at “The Defiant Ones” budskaber får slagside og hvis pointer underbygges igennem en hudløst ærlig og realistisk dialog, der piller Jacksons negative synspunkter over for Cullen totalt fra hinanden, leveret af to skuespillere i absolut verdensklasse. Sidney Poitier og især Tony Curtis, der i sin karriere senere hen ofte bar præg af et pretty boy/flødebolle image, portrætterer her deres respektive karakterer med en herlig rå barskhed som kontant udstiller en integreret aggressiv bitterhed mod omverdenen og autoriteterne, der øjeblikkeligt får det til at slå gnister imellem de to fanger men som samtidig, jo mere de taler om deres liv, også sidestiller dem trods deres hudfarve. Heldigvis bliver denne rejse mod selverkendelse og respekt for modparten aldrig forsøgt illustreret ved at gå på kompromis med karakterernes generelle væremåde, som derimod bevarer deres macho karakteristika og sarkastiske tone lige til den bitre ende, hvilket betyder at den indsigt, venskab og sammenhold de opnår, blot bliver endnu mere troværdigt og i sidste ende vedkommende at overvære. Er man til action-drama af den goe gammeldags slags, der desuden også er leveringsdygtig i på mesterlig vis at formidle et evigt aktuelt budskab, ja så er Stanley Kramers “The Defiant Ones” et absolut must own til samlingen.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Defiant Ones er en ganske habil film. Vil dog ikke sætte den så højt. Er stor fan af Stanley Kramer, og film som Judgment at Nuremberg, Inherit The Wind og Guess Who's Coming To Dinner er blandt favoritterne.
7/10, er bestemt også en karakter jeg kan leve med. :)
Jeg ligger selv på 9/10 og det er især pga. skuespillet imellem Poitier og Curtis, som jeg synes er helt suverænt fra start til slut. Den intensitet og dynamik de får skabt, løfter i mine øjne lige filmen det sidste stykke op i superligaen.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra to mænd på desperat flugt gennem det amerikanske vildnis skal vi nu til to mænd på en uhyggelig vandretur i det engelske højland, her illustreret i skælvende skikkelse af John Landis helvedes herlige horror homage, der med et forrygende flair for at omfavne sine oscarvindende effekter via et miks af romantiske tåger, sorthumoristiske ingredienser og en nådesløs atmosfære af sveddryppende spænding, lykkedes til perfektion med at ramme plet i langt de fleste gyserelskeres hjerter og derved for evigt indskrev sig i genrens blodstænksbefængte hall of fame.
”Look, Dr. Hirsch, I know I've been traumatized, but Jack was torn apart. I saw him. A man can't do that to someone with his bare hands.”
”You'd be surprised what horrors a man is capable of.”
Under en tre måneder lang interrail tur gennem Europa, på vej mod det skønne og varme Italien, får David, (David Naughton), overtalt sin bedste ven Jack, (Griffin Dunne), til at gøre et midlertidigt stop i det iskolde, blæsende og regntunge nord-england for at tage på en hyggelig vandretur i det bakkede landskab. Et godt stykke tid senere da mørket er ved at sænke sig, når de endelig frem til en mindre landsby og får øje på at kroen “Det Slagtede Lam” stadig har åbent. Jack synes umiddelbart at navnet virker temmelig creepy, og da de to studerende træder ind i varmen viser det sig hurtigt, at han får ret i sine fornemmelser, for de lokale beboere er ikke ligefrem synderligt begejstrede over synet af de nye gæster. Da stemningen trods alt begynder at blive bedre, kommer Jack uheldigvis til at kvaje sig ved at spørge ind til et mystisk pentagram som han spotter på væggen, og de ophidsede bønderkarle sender derfor bogstavelig talt omgående de to undrende amerikanere ud i kulden dog med en yderst vigtig opfordring om, at de bør holde sig til vejen og for alt i verden ikke forsøge at slå genvej ved at krydse markerne. Der går dog ikke lang tid før David og Jack har glemt de gode råd og under deres sniksnak opdager de pludselig, at de befinder sig midt i ingenmandsland med et frådende og tilsyneladende meget sultent bæst lurende i mørket klar til at sætte et brutalt angreb ind.
Tre uger senere vågner David forvirret og op på et hospital i London og går straks i chok, da Dr. Hirsh, (John Woodvine), forklare ham hvad der er sket med Jack. For at gøre ondt værre får David samtidig at vide fra en af den amerikanske ambassades folk, at han også må forberede sig på at blive forhørt af politiet om overfaldet. Betjentene fra scotland yard er til gengæld hurtige til at fastslå de sidste detaljer og konkludere, da gerningsmanden efterfølgende blev fundet død, at sagen dermed er lukket og slukket for deres vedkommende. Problemerne er dog langt fra overstået for den unge globetrotter som ud over en totalt manglende appetit også må indse, at hans nyligt opståede mareridt stadig bliver mere og mere groteske, så for at undgå at han ikke får et nervøst sammenbrud, beder han Dr. Hirsh om at få selskab af den underskønne sygeplejerske Alex, (Jenny Agutter), som han tilfældigvis også er blevet forelsket i. Under morgenmaden næste dag tror David han er blevet sindssyg, da Jack pludselig åbenbarer sig for ham i et drømmesyn og anbefaler ham at han begår selvmord, da der raser en varulve forbandelse i Davids blod som inden længe vil få ham til at gå amok og myrde løs. David gør straks hvad han kan for at fortrænge den mærkelige tågesnak og vælger i stedet at flytte ind hos Alex, der lader sig forføre af hans charmerende ydre. Spørgsmålet er nu bare om hendes kærlighed er nok til at kunne holde Davids indre bæst under kontrol og forhindre at hele London ender som en lang buffet af blodige snacks.
”David, please be rational. Let's go to Dr. Hirsch.”
”Yeah, be rational, sure. I'm a fucking werewolf, for Christ's sake!”
Helt tilbage i 1969 skrev den håbefulde unge instruktør John Landis første udkast af manuskriptet, der senere ville transformere sig om til mesterværket “An American Werewolf In London”, som han dog først for alvor kunne realisere i 1981, da han langt om længe havde slået sit navn fast med tre succesfulde humørbomber i træk, som dermed overbeviste både producenter og filmselskabet Universal om at satse 10 millioner på et umiddelbart lettere diffust projekt i en genre som bestemt ikke lå lige til højrebenet for Landis. Den store erfaring indenfor komedie skulle dog hurtigt vise sig kun at være en klar fordel i det horror baserede miljø, og ved samtidig at forene kræfterne med så rutinerede folk som fotograf Robert Paynter, komponist Elmer Bernstein, og ikke mindst make-up maistroen Rick Baker, samt desuden at krydre det hele med et fuldmåne relateret soundtrack, var der lagt i kakkelovnen til at skabe en helt igennem enestående film, hvilket dog aldrig var sket havde John Landis været typen der havde holdt sig på dydens smalle sti eller, som i dette tilfælde, på den sikre traditionelle landevej. For det der gør fortællingen interessant, overraskende og i sidste ende langtidsholdbar ligger nemlig i hans evne til netop at have modet til at krydse marken og bevæge sig ind i uforudsigelighedens tågedis af forskellige genrer, illustreret på mesterlig vis i filmens indledende scener med David og Jack, hvor suspense og komedie finurligt smelter sammen så man det ene øjeblik sidder og klukker af grin og det næste sidder med hjertet helt oppe i halsen.
Da historien så efterfølgende flyttes fra det gammeldags, stemningsfulde og mystificerede landsbysamfund hen til det moderne og tilsyneladende mere rationelt tænkende storbymiljø, flyder filmen pludselig over i et miks af krimi og romantisk drama via en overgang, der lykkedes til perfektion bl.a. takket være kemien mellem David Naughton og Jenny Argutter som begge spiller fortræffeligt og trods omstændighederne alligevel formår at gøre deres kærlighedsforhold fascinerende og vedkommende, også selv om det foregår blandt bizarre drømmesekvenser, (hvor især Nazistvarulvene er et herligt absurd påfund), og underspillet tør humor, (som introduktionen af de to scotland yard detektiver), eller da man bliver vidne til varulvens brutale slagterparade, som igen afløses af ren slapstick humor, hvor jeg hver eneste gang er færdig af grin over scenen med ballonerne. Selv i transformations-sekvensen mellem mand og varulv, som i mine øjne effektmæssigt set aldrig hverken før eller siden er blevet overgået, er der horror, tragedie og komedie indblandet på samme tid. Ja, man ved kort sagt aldrig helt hvor man har “An American Werewolf In London”, og det er så afgjort filmen allerstørste force og den ultimative grund til at jeg elsker den så højt som jeg gør. Skulle der evt. stadigvæk sidde et par stykker derude som endnu ikke har fået set denne genistreg, ja så kan det kun gå for langsomt med at tage en tur hen til den nærmeste DVD/Blu-ray forhandler, så længe i blot husker disse visdomsord inden i tager af sted...
”Keep off the moors, stick to the roads, and beware of the full moon.” ;)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Vi bliver i det engelske landskab, men skifter nu forrige films grotesk uhyggelige humors bestialske blodpølse stuvning ud med en menu i den helt modsatte ende af skalaen, som fyldt til bristepunktet med tryllebindende teselskaber, poetisk porcelænspåfyldning og sofistikeret snik-snak, serveret af den debuterende instruktør Douglas McGrath, til sammen udgjorde den hidtil bedste adaption af Jane Austens højt elskede bog om den klassiske Kirsten gifteknivs mangfoldige kvaler med at kontrollere den uforudsigelige og utæmmelige kærlighed.
”One does not like to generalize about so many people all at once, Mr. Knightley, but you may be sure that men know nothing about their hearts, whether they be six-and-twenty, or six-and-eighty.”
Efter at have tilbragt det meste af dagen til brylluppet mellem den rige Mr. Weston og sin formynder Anne Taylor, begiver den romantiske manipulator bag den lykkelige begivenhed, den mildt snobbede Emma Woodhouse, (Gwyneth Paltrow), og hendes far sig atter tilbage til familiegodset ved Hartfield. Under aftensmaden og den senere hyggesnak i biblioteket, hvor de pludselig får visit af naboen og svogeren, den lunefulde, charmerende og skarpt observerende George Knightley, (Jeremy Northam), er det tydeligt at Emma føler sig en lille smule trist og fortabt. Men det er nu ikke et humør, hun har tænkt sig at lade sig styre af særligt længe, og med et stor smil på læben fremlægger hun derfor straks sit nyeste påfund, der skal få præsten Mr. Elton, (Alan Cumming), og den fattige Harriet Smith, (Toni Collette), til at danne par og forhåbentlig gifte sig, så hun kan hjælpe endnu en medsøster til at stige i hierarkiet. Umiddelbart synes den lumre Elton at være helt med på ideen, mens Harriet derimod har kastet sin uforbeholdne kærlighed på den smækre men fattige farmer og barndomsven Robert Martin, hvilket bestemt ikke passer Emma som nu må udtænke en snedig løsning på den irriterende forhindring under hendes vejledning af sin lettere forvirrede og naive elev, som desuden trænes i at undgå den meget snaksagelige gammeljomfru Ms. Bates, (Sophie Thompson), samt hendes oldgamle og stokdøve moder.
Da Elton et par dage senere med en charmerende ihærdighed foreslår Emma at male et portræt af Harriet, dukker en gylden mulighed op for at få skubbet den uværdige landmand i baggrunden, men så let lader følelserne til ungersvenden sig på ingen måde kue, især ikke da Martin via et storslået brev melder sig på banen med et ægteskabstilbud, hvilket tvinger Emma ud i en storoffensiv af romantisk spin til præstens fordel. Efter lidt betænkningstid lader Harriet sig overbevise, men er ikke just ved at eksplodere af glæde over at blive den nye Mrs. Elton. Da George Knightley, som også er Martins gode ven, efterfølgende hører om hvad der er sket, kan han ikke lade være med at give sin utilfredshed til kende overfor Emma, under et besøg på hans gods, ang. sit kendskab til den pengegriske præst og så ender det hurtigt i et rask skænderi om sociale lag og sande værdier, som får det til at slå gnister imellem de to venner, som elsker at provokere hinanden. Da de to duellanter atter mødes senere på året til et julearrangement hos the Westons, bliver de dog enige om at begrave stridsøksen og lade skæbnen bestemme Harriets fremtid, og begynder endda at flirte lidt lige indtil den pænt omklamrende og anmassende Elton dukker op og insistere på at følge Emma hjem. I kareten afslører slamberten endelig sit sande ansigt, og Emmas store planer synes pludselig på vej i et romantisk kaos, der kun bliver endnu værre da playboyen Frank Churchill, (Ewan McGregor), blander sig i hendes affærer og bl.a. får den ellers så cool George Knightley til at koge over af jalousi.
”Emma, you didn't ask me to contribute a riddle.”
”Your entire personality is a riddle, Mr. Knightley. I thought you overqualified.”
Når det drejer sig om at beskrive og udstille Victoria-tidens England og dets sædvanligt over/underklasse opdelte samfunds utallige konfrontationer, ved på et filosofisk plan at forsøge at udfordre selv samme systems standardiserede normalbegreber og sociale værdier specielt set ud fra en kvindelig protagonist synsvinkel, er det ganske let at konstatere, at Jane Austen så absolut er en af de allerbedste indenfor sit felt. Med en helt igennem udsøgt detaljerigdom der forgrener sig fra den bagerste kulisse og videre hen over det store og hjertevarme persongalleri samt den yderst velskrevne dialog, leverer forfatterinden nok engang et forlæg på et guddommeligt lyrisk niveau, som instruktøren Douglas McGrath fuldt ud lever op til ved på smukkeste vis, og med mesterlig timing, at omsætte materialet til en blomsterbuket af magisk poesi og fortryllende charme som yderligere forstærkes betydeligt af de to formidabelt effektive teams bag og i særdeleshed foran kameraet. Ved første øjekast virker historien om den kække, intrigante og ubegribeligt smukke Emma umiddelbart ganske simpel og nem at gå til. Hurtigt afsløres det dog, at der bag den pæne og polerede facade gemmer sig en person, der præcis ligesom Jane Austen værk i sin helhed, er en langt mere kompleks og yderst interessant størrelse at overvære efterhånden som den romantiske dukkeførers sofistikerede og snobbede panser undergraves og smuldrer sideløbende med de følelsesmæssig fiksfakserier og forsøg på arrangerede ægteskaber, der frem for succes bliver en perlerække af nederlag som gør ekstra ondt, fordi Emmas ihærdige jagt på at være i kontrol med omgivelserne, samtidig er et slag i ansigtet mht. at bevise sin status som en selvstændig kvinde fuldstændig uafhængig af samfundets mandsdominerede regelsæt og kvindens underdanige rolle i selv samme system.
Til trods for de mange flirtende fiaskoer og meget morsomme misforståelser betyder det dog på ingen måde, at den romantiske rebel udstilles som værende svag, afhængig og uintelligent og dermed stik imod alt hvad Jane Austens kvinderoller plejer at stå for. Tværtimod viser de forskellige komplikationer Emma som en handlekraftig og yderst modstandsdygtig karakter, der ikke lader sig slå ud af noget som helst, men bliver ved med at tro på, at hun kan få noget godt ud af sine mange aktioner i kærlighedens navn. Det interessante, og en af grundende til filmen er så fascinerende at følge, er så bare at udfaldet af disse aktioner, frem for at ændre livet generelt hos de personer hun møder undervejs, i stedet modsat er med til at ændre den snobbede manipulator og antiheltindes selvopfattelse mod en sandfærdig kærlighed til mangfoldigheden, hvilket hun er fuldstændig uvidende om indtil hendes sidste konfrontation med George Knightley, der forelsker sig hovedkulds i hende netop pga. den viljestyrke hun lægger for dagen og den udvikling hun gennemgår. Man kunne faktisk sagtens sige, at Austen og McGrath her skaber et meta-lag i handlingen, når man som tilskuer kigger med over skulderen på Emma, hvis taktiske snilde og skarpt observerende øje man selv skal holde godt øje med, med henblik på at spotte de episoder hvor hun begår sine fejl i opfattelsen af hvorledes hendes menneskelige skakbrikker reagerer på hendes input, illustreret på detaljeret facon via Gwyneth Paltrows formidable måde at formidle kropssprog, kommentarer og ansigtsudtryk på.
Ja, filmen er generelt et studie ud i fremragende skuespilteknik, der i øvrigt matcher alsidigheden i plottet og den humoristiske tone til perfektion, som når f.eks. Alan Cumming, herlig som altid, skifter fra påtrængende casanova til tøffelhelt, da han straffes for sin grådighed og ender i armene på den forkerte, eller når Ewan McGregor gir den fuld gas som dekadent flødebolle bl.a. i et herlig scene, hvor den får alt hvad den kan trække med skønsang og løftet øjenbryn i teatralsk forening. I den modsatte ende af skalaen, der gør sig udslagsgivende på baggrund af Emmas moralske morads, hvor filmens altoverskyggende pointe når sin forløsning og understreger at den bestemt har både kant og følelsesmæssig slagside, illustreres det først ved Emmas ydmygelse af den godmodige Ms. Bates og efterfølgende i et par hjerteskærende diskussioner med George Knightley, hvor Emma må indse hvem hendes hjerte i virkeligheden tilhører. Det er bl.a scener som disse og især skuespilspræstationerne fra Gwyneth Paltrow, Jeremy Northam og Sophie Thompson der gør at man, ligeså snart rulleteksterne kører over skærmen akkompagneret af Rachel Portmans oscarvindende score, sidder med et smil på læben, en tåre i øjenkrogen, og en vidunderlig varme i hjertet klar over, at man har været vidne til filmmagi når det er allerbedst.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#341 NightHawk 14 år siden
http://www.amazon.co.uk/Defiant-Ones-DVD-Tony-Curt...
Så er det blevet tid til at tage hul på top 50, og filmen som jeg har valgt at lægge ud med bliver Stanley Kramers dobbelte oscarvinder, der med en forfriskende rå og barsk tone, tilsat et kærkomment glimt i øjet undervejs, havde lige præcis den rette tilgang til sit materiale som betød, at dens socialkritiske og, især for tidsperioden, ømtålelige emner om racisme og klassekamp blev behandlet på så forbindtlig vis, at det tankevækkende og filosofiske aspekt aldrig lod sig overskygge på trods af de rent obligatoriske og underholdningsmæssige indslag. En klassiker var dermed født.
”How come they chained a white man to a black?”
”The warden's got a sense of humor.”
Under en fangetransport i silende regn gør Noah Cullen, (Sidney Poitier), sit for at holde humøret oppe med lidt bluessang der dog hurtigt går alle andre på nerverne, især hans medfange Johnny ”Joker” Jackson, (Tony Curtis), som han er lænket til, og straks ender de to kriminelle i hidsig infight, mens lastbilen pludselig kommer på slingrekurs pga. vejret udenfor, som får den til at køre i grøften. Et stykke tid efter da stormen har lagt sig, dukker Sheriffen, (Theodore Bikel), op for at vurdere ulykkens omfang og kan irriteret konstatere, at det er lykkedes for to af de indsatte at flygte. Sammen med en lettere emsig politichef, (Charles McGraw), der grundet underbemanding har valgt at indkalde den lokale jagtklub bestående af en flok lettere enfoldige typer og deres blodhunde, sætter sheriffen sig for at få skovlen under de to lømler så hurtigt som muligt, selv om han også ved det bliver svært ikke mindst pga. sine påtvungne medhjælpere. Imens solopgangen så småt blotlægger det kuperede terræn forude, havner Cullen & Jackson i en ophedet diskussion der med al tydelig understreger, at de absolut ikke bryder sig om hinandens selskab, og kun en påmindelse om at deres forfølgere er lige i hælene forhindre dem i et større slagsmål. Hastigt fortsætter de derfor nord på mod jernbanen, hvilket Cullen er overbevist om er deres bedste flugtvej.
Efter en ufrivillig svømmetur ned af en mere end uvenlig flod hvor Jackson tvinges til at redde Cullen, når de to mænd til en slags forsoning men dette er blot en stakket frist, for da natten atter falder på ender deres filosofiske snak over aftensmaden med at få det værste frem i dem begge, da Jackson roder sig ud i en pænt uheldig forklaring ang. deres, i hans øjne, vidt forskellige status i samfundet. Oven på en god nats søvn får de to noget af en brat opvågning, da endnu et kraftigt regnvejr rammer dem og efterfølgende volder det umage par store kvaler, da de pludselig havner i et større mudderhul. Andetsteds har sheriffen ligeledes sine besværligheder med at berolige de nye trætte vicesheriffer, og især den skydegale politichef som er blevet så utålmodig, at han er på nippet til også at indkalde militæret som forstærkning. Efter at have løbet det meste af dagen ankommer de to fanger til en mindre landsby, og mens de venter på at alle går til ro, fortæller de hinanden årsagen til at de er havnet bag tremmer, hvilket især gør indtryk på Jackson, der dog ikke er meget for at udstille sin sympati. Under deres indbrud i købmandsforretningen går alt grueligt galt og duoen må nu se sig selv omringet af en ophidset pøbel i frådende lynchstemning, som kun et mirakel af dimensioner muligvis kan redde dem fra.
”Go on, tell me all that big talk about Charlie Potatoes, when the chains off and nobody chasing you. Come on. You can't, can you? You can't because you're nothing. You're not even a man! You're a monkey on a stick. That cracker mob back there, they pull the string and you jump.”
Tilbage i 50’erne da den strikse censur-lov The Production Code stadig var yderst dominerende, lykkedes det alligevel på imponerende vis for Stanley Kramer, at skabe en film der først og fremmest var banebrydende for sin tid fordi den på adskillige punkter, og helt synkront med sine to antihelte, frem for at lade sig undertrykke i stedet valgte at gå i direkte konfrontation med loven i et forsøg på først at udfordre den og sidenhen med formålet at ændre regelsættet radikalt. Der havde dog tidligere været film omhandlende samme slags temaer om undertrykkelse og forskelsbehandling pga. race, bl.a. i “Gentleman’s Agreement” fra 1940 og “No Way Out” fra 1950, men ingen af disse havde som Kramers værk den samme fandenivoldskhed og kraft bag sine budskaber, hvilket i høj grad skyldtes det geniale træk fra hans side ved at placere handlingen i en actionfilm, hvis genre “The Defiant Ones” primært befinder sig i, og desuden lænke de to hovedroller sammen, som dermed gjorde det umuligt for både dem og publikum ikke at forholde sig til de konflikter de havnede i og de filosofiske, uden at blive for højtravende, diskussioner der fulgte med. Lynhurtigt gøres den i bund og grund tåbelig forskel mellem sort og hvid nemlig til et sekundært problem imellem de to mænd som gennem deres anstrengelser mod omgivelserne, først skildret metaforisk via naturens kræfter og siden direkte i forhold til de personer de møder som alle gør deres bedste for at holde fangernes håb om en bedre fremtid nede, må lægge racespørgsmålet bag sig og samarbejde i et par dramatiske og drønspændende actionsekvenser for at overleve.
Selv om filmen lever højt på disse adrenelin-sus, som afgjort er en vigtig årsag til at man holder interessen fanget, er det dog i de mere afdæmpede passager, som Stanley Kramer fornemt veksler imellem, at “The Defiant Ones” budskaber får slagside og hvis pointer underbygges igennem en hudløst ærlig og realistisk dialog, der piller Jacksons negative synspunkter over for Cullen totalt fra hinanden, leveret af to skuespillere i absolut verdensklasse. Sidney Poitier og især Tony Curtis, der i sin karriere senere hen ofte bar præg af et pretty boy/flødebolle image, portrætterer her deres respektive karakterer med en herlig rå barskhed som kontant udstiller en integreret aggressiv bitterhed mod omverdenen og autoriteterne, der øjeblikkeligt får det til at slå gnister imellem de to fanger men som samtidig, jo mere de taler om deres liv, også sidestiller dem trods deres hudfarve. Heldigvis bliver denne rejse mod selverkendelse og respekt for modparten aldrig forsøgt illustreret ved at gå på kompromis med karakterernes generelle væremåde, som derimod bevarer deres macho karakteristika og sarkastiske tone lige til den bitre ende, hvilket betyder at den indsigt, venskab og sammenhold de opnår, blot bliver endnu mere troværdigt og i sidste ende vedkommende at overvære. Er man til action-drama af den goe gammeldags slags, der desuden også er leveringsdygtig i på mesterlig vis at formidle et evigt aktuelt budskab, ja så er Stanley Kramers “The Defiant Ones” et absolut must own til samlingen.
#342 Skeloboy 14 år siden
#343 NightHawk 14 år siden
Hvor ligger du henne på skalaen mht. en karakter? Og hvorfor synes du ikke "The Defiant Ones" kommer op på siden af de andre film du nævner? :)
#344 Skeloboy 14 år siden
Men jeg mener, det var noget med tempoet...ellers er jeg helt enig i, hvad du skriver med, at den er banebrydende osv.
#345 NightHawk 14 år siden
7/10, er bestemt også en karakter jeg kan leve med. :)
Jeg ligger selv på 9/10 og det er især pga. skuespillet imellem Poitier og Curtis, som jeg synes er helt suverænt fra start til slut. Den intensitet og dynamik de får skabt, løfter i mine øjne lige filmen det sidste stykke op i superligaen.
#346 jessup 14 år siden
#347 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0251950536...
Fra to mænd på desperat flugt gennem det amerikanske vildnis skal vi nu til to mænd på en uhyggelig vandretur i det engelske højland, her illustreret i skælvende skikkelse af John Landis helvedes herlige horror homage, der med et forrygende flair for at omfavne sine oscarvindende effekter via et miks af romantiske tåger, sorthumoristiske ingredienser og en nådesløs atmosfære af sveddryppende spænding, lykkedes til perfektion med at ramme plet i langt de fleste gyserelskeres hjerter og derved for evigt indskrev sig i genrens blodstænksbefængte hall of fame.
”Look, Dr. Hirsch, I know I've been traumatized, but Jack was torn apart. I saw him. A man can't do that to someone with his bare hands.”
”You'd be surprised what horrors a man is capable of.”
Under en tre måneder lang interrail tur gennem Europa, på vej mod det skønne og varme Italien, får David, (David Naughton), overtalt sin bedste ven Jack, (Griffin Dunne), til at gøre et midlertidigt stop i det iskolde, blæsende og regntunge nord-england for at tage på en hyggelig vandretur i det bakkede landskab. Et godt stykke tid senere da mørket er ved at sænke sig, når de endelig frem til en mindre landsby og får øje på at kroen “Det Slagtede Lam” stadig har åbent. Jack synes umiddelbart at navnet virker temmelig creepy, og da de to studerende træder ind i varmen viser det sig hurtigt, at han får ret i sine fornemmelser, for de lokale beboere er ikke ligefrem synderligt begejstrede over synet af de nye gæster. Da stemningen trods alt begynder at blive bedre, kommer Jack uheldigvis til at kvaje sig ved at spørge ind til et mystisk pentagram som han spotter på væggen, og de ophidsede bønderkarle sender derfor bogstavelig talt omgående de to undrende amerikanere ud i kulden dog med en yderst vigtig opfordring om, at de bør holde sig til vejen og for alt i verden ikke forsøge at slå genvej ved at krydse markerne. Der går dog ikke lang tid før David og Jack har glemt de gode råd og under deres sniksnak opdager de pludselig, at de befinder sig midt i ingenmandsland med et frådende og tilsyneladende meget sultent bæst lurende i mørket klar til at sætte et brutalt angreb ind.
Tre uger senere vågner David forvirret og op på et hospital i London og går straks i chok, da Dr. Hirsh, (John Woodvine), forklare ham hvad der er sket med Jack. For at gøre ondt værre får David samtidig at vide fra en af den amerikanske ambassades folk, at han også må forberede sig på at blive forhørt af politiet om overfaldet. Betjentene fra scotland yard er til gengæld hurtige til at fastslå de sidste detaljer og konkludere, da gerningsmanden efterfølgende blev fundet død, at sagen dermed er lukket og slukket for deres vedkommende. Problemerne er dog langt fra overstået for den unge globetrotter som ud over en totalt manglende appetit også må indse, at hans nyligt opståede mareridt stadig bliver mere og mere groteske, så for at undgå at han ikke får et nervøst sammenbrud, beder han Dr. Hirsh om at få selskab af den underskønne sygeplejerske Alex, (Jenny Agutter), som han tilfældigvis også er blevet forelsket i. Under morgenmaden næste dag tror David han er blevet sindssyg, da Jack pludselig åbenbarer sig for ham i et drømmesyn og anbefaler ham at han begår selvmord, da der raser en varulve forbandelse i Davids blod som inden længe vil få ham til at gå amok og myrde løs. David gør straks hvad han kan for at fortrænge den mærkelige tågesnak og vælger i stedet at flytte ind hos Alex, der lader sig forføre af hans charmerende ydre. Spørgsmålet er nu bare om hendes kærlighed er nok til at kunne holde Davids indre bæst under kontrol og forhindre at hele London ender som en lang buffet af blodige snacks.
”David, please be rational. Let's go to Dr. Hirsch.”
”Yeah, be rational, sure. I'm a fucking werewolf, for Christ's sake!”
Helt tilbage i 1969 skrev den håbefulde unge instruktør John Landis første udkast af manuskriptet, der senere ville transformere sig om til mesterværket “An American Werewolf In London”, som han dog først for alvor kunne realisere i 1981, da han langt om længe havde slået sit navn fast med tre succesfulde humørbomber i træk, som dermed overbeviste både producenter og filmselskabet Universal om at satse 10 millioner på et umiddelbart lettere diffust projekt i en genre som bestemt ikke lå lige til højrebenet for Landis. Den store erfaring indenfor komedie skulle dog hurtigt vise sig kun at være en klar fordel i det horror baserede miljø, og ved samtidig at forene kræfterne med så rutinerede folk som fotograf Robert Paynter, komponist Elmer Bernstein, og ikke mindst make-up maistroen Rick Baker, samt desuden at krydre det hele med et fuldmåne relateret soundtrack, var der lagt i kakkelovnen til at skabe en helt igennem enestående film, hvilket dog aldrig var sket havde John Landis været typen der havde holdt sig på dydens smalle sti eller, som i dette tilfælde, på den sikre traditionelle landevej. For det der gør fortællingen interessant, overraskende og i sidste ende langtidsholdbar ligger nemlig i hans evne til netop at have modet til at krydse marken og bevæge sig ind i uforudsigelighedens tågedis af forskellige genrer, illustreret på mesterlig vis i filmens indledende scener med David og Jack, hvor suspense og komedie finurligt smelter sammen så man det ene øjeblik sidder og klukker af grin og det næste sidder med hjertet helt oppe i halsen.
Da historien så efterfølgende flyttes fra det gammeldags, stemningsfulde og mystificerede landsbysamfund hen til det moderne og tilsyneladende mere rationelt tænkende storbymiljø, flyder filmen pludselig over i et miks af krimi og romantisk drama via en overgang, der lykkedes til perfektion bl.a. takket være kemien mellem David Naughton og Jenny Argutter som begge spiller fortræffeligt og trods omstændighederne alligevel formår at gøre deres kærlighedsforhold fascinerende og vedkommende, også selv om det foregår blandt bizarre drømmesekvenser, (hvor især Nazistvarulvene er et herligt absurd påfund), og underspillet tør humor, (som introduktionen af de to scotland yard detektiver), eller da man bliver vidne til varulvens brutale slagterparade, som igen afløses af ren slapstick humor, hvor jeg hver eneste gang er færdig af grin over scenen med ballonerne. Selv i transformations-sekvensen mellem mand og varulv, som i mine øjne effektmæssigt set aldrig hverken før eller siden er blevet overgået, er der horror, tragedie og komedie indblandet på samme tid. Ja, man ved kort sagt aldrig helt hvor man har “An American Werewolf In London”, og det er så afgjort filmen allerstørste force og den ultimative grund til at jeg elsker den så højt som jeg gør. Skulle der evt. stadigvæk sidde et par stykker derude som endnu ikke har fået set denne genistreg, ja så kan det kun gå for langsomt med at tage en tur hen til den nærmeste DVD/Blu-ray forhandler, så længe i blot husker disse visdomsord inden i tager af sted...
”Keep off the moors, stick to the roads, and beware of the full moon.” ;)
#348 Kiksmann 14 år siden
#349 Åkepool 14 år siden
Effekterne er måske en kende outdatede, men stadig en rigtig, rigtig god film.
#350 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/7179510009...
Vi bliver i det engelske landskab, men skifter nu forrige films grotesk uhyggelige humors bestialske blodpølse stuvning ud med en menu i den helt modsatte ende af skalaen, som fyldt til bristepunktet med tryllebindende teselskaber, poetisk porcelænspåfyldning og sofistikeret snik-snak, serveret af den debuterende instruktør Douglas McGrath, til sammen udgjorde den hidtil bedste adaption af Jane Austens højt elskede bog om den klassiske Kirsten gifteknivs mangfoldige kvaler med at kontrollere den uforudsigelige og utæmmelige kærlighed.
”One does not like to generalize about so many people all at once, Mr. Knightley, but you may be sure that men know nothing about their hearts, whether they be six-and-twenty, or six-and-eighty.”
Efter at have tilbragt det meste af dagen til brylluppet mellem den rige Mr. Weston og sin formynder Anne Taylor, begiver den romantiske manipulator bag den lykkelige begivenhed, den mildt snobbede Emma Woodhouse, (Gwyneth Paltrow), og hendes far sig atter tilbage til familiegodset ved Hartfield. Under aftensmaden og den senere hyggesnak i biblioteket, hvor de pludselig får visit af naboen og svogeren, den lunefulde, charmerende og skarpt observerende George Knightley, (Jeremy Northam), er det tydeligt at Emma føler sig en lille smule trist og fortabt. Men det er nu ikke et humør, hun har tænkt sig at lade sig styre af særligt længe, og med et stor smil på læben fremlægger hun derfor straks sit nyeste påfund, der skal få præsten Mr. Elton, (Alan Cumming), og den fattige Harriet Smith, (Toni Collette), til at danne par og forhåbentlig gifte sig, så hun kan hjælpe endnu en medsøster til at stige i hierarkiet. Umiddelbart synes den lumre Elton at være helt med på ideen, mens Harriet derimod har kastet sin uforbeholdne kærlighed på den smækre men fattige farmer og barndomsven Robert Martin, hvilket bestemt ikke passer Emma som nu må udtænke en snedig løsning på den irriterende forhindring under hendes vejledning af sin lettere forvirrede og naive elev, som desuden trænes i at undgå den meget snaksagelige gammeljomfru Ms. Bates, (Sophie Thompson), samt hendes oldgamle og stokdøve moder.
Da Elton et par dage senere med en charmerende ihærdighed foreslår Emma at male et portræt af Harriet, dukker en gylden mulighed op for at få skubbet den uværdige landmand i baggrunden, men så let lader følelserne til ungersvenden sig på ingen måde kue, især ikke da Martin via et storslået brev melder sig på banen med et ægteskabstilbud, hvilket tvinger Emma ud i en storoffensiv af romantisk spin til præstens fordel. Efter lidt betænkningstid lader Harriet sig overbevise, men er ikke just ved at eksplodere af glæde over at blive den nye Mrs. Elton. Da George Knightley, som også er Martins gode ven, efterfølgende hører om hvad der er sket, kan han ikke lade være med at give sin utilfredshed til kende overfor Emma, under et besøg på hans gods, ang. sit kendskab til den pengegriske præst og så ender det hurtigt i et rask skænderi om sociale lag og sande værdier, som får det til at slå gnister imellem de to venner, som elsker at provokere hinanden. Da de to duellanter atter mødes senere på året til et julearrangement hos the Westons, bliver de dog enige om at begrave stridsøksen og lade skæbnen bestemme Harriets fremtid, og begynder endda at flirte lidt lige indtil den pænt omklamrende og anmassende Elton dukker op og insistere på at følge Emma hjem. I kareten afslører slamberten endelig sit sande ansigt, og Emmas store planer synes pludselig på vej i et romantisk kaos, der kun bliver endnu værre da playboyen Frank Churchill, (Ewan McGregor), blander sig i hendes affærer og bl.a. får den ellers så cool George Knightley til at koge over af jalousi.
”Emma, you didn't ask me to contribute a riddle.”
”Your entire personality is a riddle, Mr. Knightley. I thought you overqualified.”
Når det drejer sig om at beskrive og udstille Victoria-tidens England og dets sædvanligt over/underklasse opdelte samfunds utallige konfrontationer, ved på et filosofisk plan at forsøge at udfordre selv samme systems standardiserede normalbegreber og sociale værdier specielt set ud fra en kvindelig protagonist synsvinkel, er det ganske let at konstatere, at Jane Austen så absolut er en af de allerbedste indenfor sit felt. Med en helt igennem udsøgt detaljerigdom der forgrener sig fra den bagerste kulisse og videre hen over det store og hjertevarme persongalleri samt den yderst velskrevne dialog, leverer forfatterinden nok engang et forlæg på et guddommeligt lyrisk niveau, som instruktøren Douglas McGrath fuldt ud lever op til ved på smukkeste vis, og med mesterlig timing, at omsætte materialet til en blomsterbuket af magisk poesi og fortryllende charme som yderligere forstærkes betydeligt af de to formidabelt effektive teams bag og i særdeleshed foran kameraet. Ved første øjekast virker historien om den kække, intrigante og ubegribeligt smukke Emma umiddelbart ganske simpel og nem at gå til. Hurtigt afsløres det dog, at der bag den pæne og polerede facade gemmer sig en person, der præcis ligesom Jane Austen værk i sin helhed, er en langt mere kompleks og yderst interessant størrelse at overvære efterhånden som den romantiske dukkeførers sofistikerede og snobbede panser undergraves og smuldrer sideløbende med de følelsesmæssig fiksfakserier og forsøg på arrangerede ægteskaber, der frem for succes bliver en perlerække af nederlag som gør ekstra ondt, fordi Emmas ihærdige jagt på at være i kontrol med omgivelserne, samtidig er et slag i ansigtet mht. at bevise sin status som en selvstændig kvinde fuldstændig uafhængig af samfundets mandsdominerede regelsæt og kvindens underdanige rolle i selv samme system.
Til trods for de mange flirtende fiaskoer og meget morsomme misforståelser betyder det dog på ingen måde, at den romantiske rebel udstilles som værende svag, afhængig og uintelligent og dermed stik imod alt hvad Jane Austens kvinderoller plejer at stå for. Tværtimod viser de forskellige komplikationer Emma som en handlekraftig og yderst modstandsdygtig karakter, der ikke lader sig slå ud af noget som helst, men bliver ved med at tro på, at hun kan få noget godt ud af sine mange aktioner i kærlighedens navn. Det interessante, og en af grundende til filmen er så fascinerende at følge, er så bare at udfaldet af disse aktioner, frem for at ændre livet generelt hos de personer hun møder undervejs, i stedet modsat er med til at ændre den snobbede manipulator og antiheltindes selvopfattelse mod en sandfærdig kærlighed til mangfoldigheden, hvilket hun er fuldstændig uvidende om indtil hendes sidste konfrontation med George Knightley, der forelsker sig hovedkulds i hende netop pga. den viljestyrke hun lægger for dagen og den udvikling hun gennemgår. Man kunne faktisk sagtens sige, at Austen og McGrath her skaber et meta-lag i handlingen, når man som tilskuer kigger med over skulderen på Emma, hvis taktiske snilde og skarpt observerende øje man selv skal holde godt øje med, med henblik på at spotte de episoder hvor hun begår sine fejl i opfattelsen af hvorledes hendes menneskelige skakbrikker reagerer på hendes input, illustreret på detaljeret facon via Gwyneth Paltrows formidable måde at formidle kropssprog, kommentarer og ansigtsudtryk på.
Ja, filmen er generelt et studie ud i fremragende skuespilteknik, der i øvrigt matcher alsidigheden i plottet og den humoristiske tone til perfektion, som når f.eks. Alan Cumming, herlig som altid, skifter fra påtrængende casanova til tøffelhelt, da han straffes for sin grådighed og ender i armene på den forkerte, eller når Ewan McGregor gir den fuld gas som dekadent flødebolle bl.a. i et herlig scene, hvor den får alt hvad den kan trække med skønsang og løftet øjenbryn i teatralsk forening. I den modsatte ende af skalaen, der gør sig udslagsgivende på baggrund af Emmas moralske morads, hvor filmens altoverskyggende pointe når sin forløsning og understreger at den bestemt har både kant og følelsesmæssig slagside, illustreres det først ved Emmas ydmygelse af den godmodige Ms. Bates og efterfølgende i et par hjerteskærende diskussioner med George Knightley, hvor Emma må indse hvem hendes hjerte i virkeligheden tilhører. Det er bl.a scener som disse og især skuespilspræstationerne fra Gwyneth Paltrow, Jeremy Northam og Sophie Thompson der gør at man, ligeså snart rulleteksterne kører over skærmen akkompagneret af Rachel Portmans oscarvindende score, sidder med et smil på læben, en tåre i øjenkrogen, og en vidunderlig varme i hjertet klar over, at man har været vidne til filmmagi når det er allerbedst.