Det var en absolut fornøjelse at gense "Heat", og selv om det er en film jeg har set utallige gange, så bliver jeg stadig fuldstændig grebet af at se f.eks. det store shootout og café-scenen, hvilket blot bekræfter hvor stærk en film Michael Mann har lavet samlet set.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
"Heat" er en af mine yndlingsfilm inden for action-genren, så den måtte naturligvis med på listen og da historien og karakterbeskrivelserne samtidig er så stærke, syntes jeg at den bestemt hørte til blandt de sidste 50 film.
Det er dog ikke den sidste action-relaterede film på listen, kan jeg så godt afsløre. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra et blodigt, brutalt, hårdkogt og hamrende intenst actiondrama præget af en heftig og tung kugleregn, er det nu blevet tid til at komme i tørvejr igen og få varmen i selskab med Richard Linklaters minimalistiske, dialogbårne, knuselskelige og superromantiske hyldest til kærligheden og poesien, her udforsket af to forelskede sjæle på gader og stræder, med det historiske og kulturelt charmerende Wiens arkitektoniske bymiljø som forførende og bredt omfavnende baggrundstæppe.
”I believe if there's any kind of God it wouldn't be in any of us, not you or me but just this little space in between. If there's any kind of magic in this world it must be in the attempt of understanding someone sharing something. I know, it's almost impossible to succeed but who cares really? The answer must be in the attempt.”
I et slumrende tog fra Budapest til Wien fører en heftigt diskussion mellem et ægtepar til at den smukke Céline, (Julie Delpy), forlader sin plads og ved tilfældighedernes underfundige spil i stedet pludselig befinder sig side om side med den charmerende Jesse, (Ethan Hawke), som hun omgående falder i snak med, fordi han ligeledes ikke kan lade være med at more sig over det lettere komiske skænderi. Da Jesse fornemmer at der en mere end god kemi imellem dem, slår han straks til og inviterer Céline med til togets restaurant, hvor deres hyggelige samtale fortsætter og afslører, at han er på vej mod Wien for at nå en billig flyafgang tilbage til USA, mens hun er på vej hjem til Frankrig efter at have besøgt sin bedstemor i Budapest. Mens snakken lystigt går om alt fra tv-shows, barndomsminder og uforløste drømme, når de langt om længe frem til Wien, men her har ingen af dem lyst til at sige farvel, og derfor lader Céline sig nemt overtale til at blive hos Jesse resten af dagen, indtil hans afrejse finder sted. Efter lidt vandren rundt i gaderne render duoen på to muntre gutter fra et amatørteater, som invitere dem til at se deres nye stykke senere på dagen og da alle andre museer og udstillinger alligevel er lukket, lover de at kigge forbi. Kort efter befinder Jesse og Céline sig i en bumlende sporvogn hvor deres snak om sex og kærlighed pludselig bringer dårlige minder frem hos Jesse, som derfor hurtigt vælger at skifte emne igen. Et besøg hos en pladebutik får dog atter smilet og romantikken imellem dem tilbage for fuld styrke, da Céline spotter et album som de efterfølgende lytter til.
Mens aftenen småt sænker sig over Wien, kaster det flirtende par vejen forbi et tivoli og ender i et pariserhjul, hvor de lader sig forføre af den romantiske solnedgang, som sanseberusende sender dem i hinandens arme. På vej i byen igen lader Céline tankerne falde på sin bedstemoders uforløste romantiske drømme, hvilke Jesse til hendes overraskelse reagere lettere pessimistisk på. Ved en nærliggende cafe skinner kynismen yderligere igennem hos amerikaneren, da en spåkone læser fremtiden i Célines hånd og herefter gør sit bedste for at skabe en magisk og eventyrlig stemning med en lille anekdote, som Jesse ikke har andet end et smørret grin til overs for. Selvom hun stadig er tiltrukket af ham, irriterer hans tilbagevendende skepsis til sidst Céline så meget, at hun under deres vandretur nær Donaufloden konfronterer ham med det, hvilket ikke ligefrem bliver mindre problematisk for det unge par, da de krydser spor med en poet hvis digt skrevet specielt til dem, Jesse, modsat Celine som elsker dets poesi, finder konstrueret og klichéfyldt. Da duoen kort efter slår vejen forbi et mindre spillested, går det dog så småt op for Celine hvorfor Jesse opfører sig så nonchalant, da han under et slag pinball beskriver den virkelige årsag til hans omflakkende og rastløse uger i Europa, som viser sig at bunde i et forlist forhold med den tidligere kæreste. Under deres videre færden rundt i gaderne afslører de begge pludselig et dybt afsavn efter tryghed og den ultimative kærlighed, men er samtidig bange for at erklære det fuldt ud til hinanden med frygten om, at også dette romantiske eventyr vil ende med at briste. Forhåbentlig vil en magisk nat sammen under de funklende stjerner ændre på det sjælesøgende udfald.
”When you talked earlier about after a few years how a couple would begin to hate each other by anticipating their reactions or getting tired of their mannerisms-I think it would be the opposite for me. I think I can really fall in love when I know everything about someone-the way he's going to part his hair, which shirt he's going to wear that day, knowing the exact story he'd tell in a given situation. I'm sure that's when I know I'm really in love.”
I sin tredje film på stribe af ungdomsrelaterede værker, hvis handling alle sammen opererede inden for en nøje defineret tidsgrænse på et enkelt døgn eller blot få timer, satte Richard Linklater med det romantiske drama “Before Sunrise” en tyk streg under, at han om nogen var manden der magtede at løfte arven i denne subgenre efter John Hughes og dette teenager ikons storhedstid i de gyldne 80’ere ved ligeledes at være i stand til, dog denne gang med manuskriptmæssig assistance fra Kim Krizan, at kreere karakterer og dialog der var i øjenhøjde med persongalleriet og dets ligesindede publikum, hvilket gjorde filmoplevelsen både yderst troværdig og realistisk. I “Before Sunrise” er dette om end vigtigere end nogensinde, da hele filmens præcis står og falder med indlevelsen i de to protagonisters følelsesmæssige rejse og genkendelighed i deres respektive anekdoter, livsfilosofier, og beskrivelser af hverdagens trivialiteter, ligegyldigt hvor banale de end måtte være, hvilket man på ingen måde har nogen som helst problemer med at kunne lade sig overbevise af i denne formidabelt velskrevne moderne kærlighedsfabel, der i sit indkapslende tidslomme koncept desuden drager finurlig fordel af en genial reference til James Joyces novelle “Ulysses”. Der lægges ellers ganske traditionelt fra land indenfor genren med den klassiske boy-meets-girl formular, men da Jesse først begynder at forklare Céline om et umiddelbart absurd forslag til et tv-indslag, hvor man følger en række personer 365 dage 24 timer i døgnet dvælende ved samtlige detaljer i deres liv, antydes der nu et meta-lag fra Richard Linklaters side som gradvist understreges jo længere ind i handlingen man kommer.
For da de to romantisk søgende potentielle soulmates gennem deres nemt relaterende udadvendte og introvendte samtaler først begynder at dissekere verden omkring dem, og dermed samtidigt sig selv i forsøget på at komme tættere på hinanden i både krop og sjæl, lader de sig ubevidst lukke ind i deres egen lille verden, hvor man som publikum nu pludselig befinder sig i en beskuende rolle a’la selv samme som Jesses førnævnte tv-program. Céline bemærker tidligere, at det da må være verdens mest kedelige og intetsigende projekt, men når simple hverdagsfortællinger leveres af to så ovenud fremragende skuespillere som Ethan Hawke og Julie Delpy, hvis kemi sammen er fortryllende, nærværende, intens og vedkommende ud over alle landegrænser, ja så opsluges man totalt og lader sig hjertens gerne forføre rundt i den magiske manege, hvor kun den fordømte tidsbarriere udgør den eneste reelle modstander på kærlighedens snørklede vej fra selverkendelse til forløsning. Alt sammen løftet i eventyrlig stemning af Wiens nostalgiske baggrundskulisse og dens poetiske udfordring af sanserne, ved de magiske konfrontationer med hhv. spåkonen og poetens lyriske tankespinds trækken i trådende af det romantiske spindelvæv, imellem den tvivlende men håbefulde Céline og den kyniske men trods alt alligevel romantiske Jesse.
I det hele taget er ideen med at gøre historien tidsbegrænset i mine øjne genialt set og tænkt af Linklater, som dermed lykkedes bragende godt med at skabe en kombination af en sitrende erotisk atmosfære og samtidig humoristisk nervøsitet mellem sine to unge skuespiller, der udnytter formlen til perfektion både i kropssprog og dialog bedst illustreret i hvad der også er mine to yndlingsscener i filmen, nemlig scenen i pladebutikken og den fiktive telefonsamtale på restauranten, hvor sidstnævnte leder tilbage til legen med meta-lagets romantiserende illusion placeret i virkelige omgivelser. “Before Sunrise” er kort og godt intet mindre end filmkunst i poetisk verdensklasse.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Der skal heldigvis ikke viles særlig længe på de romantiske laurbær i top 200 listen, for nu fortsætter vi Richard Linklater og hans højt elskede duo Ethan Hawke og Julie Delpys poetiske rejse ud af kærlighedens snørklede og længselsfulde landevej, der 9 år efter den oprindelige films overrumplende succes genforenede den tryllebindende trios magiske evner, som denne gang på imponerende vis formåede at skabe en endnu bedre film.
”Maybe what I'm saying is, is the world might be evolving the way a person evolves. Right? Like, I mean, me for example. Am I getting worse? Am I improving? I don't know. When I was younger, I was healthier, but I was, uh, whacked with insecurity, you know? Now I'm older and my problems are deeper, but I'm more equipped to handle Them.”
I en mindre boghandel nær centrum af Paris holder den nu kendte forfatter Jesse Wallace, (Ethan Hawke), et pressemøde ang. sin nyeste bog, hvis handling pudsigt nok ligger sig tæt op af hans tidligere affære med en blond skønhed i Wien. Da de inviterede journalister, som desuden også er fascineret og mystificeret over bogens tvetydige afslutning, finder beskrivelsen meget realistisk, kan de naturligvis ikke lade være med at spørge ind til om det virkelig har fundet sted, hvilket Jesse med et kækt smil bekræfter at det har, mens han til gengæld ikke kan give noget definit svar på slutningens efterdønninger. Under beskrivelsen af hans kommende projekt dukker minderne fra fortiden atter op på nethinden og da Céline, (Julie Delpy), samtidig pludselig selv står i boghandelens lokaler, har Jesse forståeligt nok mere end svært ved at holde koncentrationen. Da interviewene rundes af, beder hans manager ham om at huske flyafgangen til USA, som der dog heldigvis er lidt over en time til og hvis tid han nu vil nyde fuldt ud i selskab med Céline, der er mindst ligeså lykkelig over deres genforening. Der går ikke længe før den umiddelbare nervøsitet imellem dem er kastet overbord, og mens de mindes fortiden i Wien og Céline snakker løs om sit nuværende job hos en interesseorganisation for miljøet, sætter duoen kursen mod en lille hyggelig café, som hun plejer at hænge ud i.
Mens de venter på kaffen fortæller Céline, til Jesses store overraskelse, at hun har boet i New York city i en længere periode mens hun studerede, hvilket kun gør ham endnu mere frustreret over ikke at være stødt på hende tidligere. Mens Celine snakker videre om sit ophold og ambivalente forhold til Amerika og dets befolkning, samt et diametralt modsat et af slagsen i det kommunistiske Warszawa, lader Jesse sig opsluge af hendes ligefremme attitude og bringer igen fortiden i Wien på bordet, der får samtalen til at sno sig rundt om alt fra det at blive ældre, udviklingen af forbruger-samfundet, til materialismens jerngreb, sat over for religiøse og eksistentialisme filosofier. Da han som bekendt kun er på lånt tid i Frankrig, foreslår Jesse at de får set lidt mere af Paris inden han skal af sted, og lidt efter befinder de sig nu i en af de mest romantiske parker Céline kender. Med den frodige fauna som omfavnende akkompagnement drejer samtalen sig pludselig ind på deres nat i Wien, som Céline påstår ikke at kunne erindre de seksuelle detaljer fra. Efterhånden da Jesse insistere på at hun husker forkert, indrømmer hun at have taget fejl og da alle kortene alligevel er lagt på bordet, begynder de rask væk en filosofisk debat om sex og parforhold der afslører, at begge to trods alt deres flirteri befinder sig dybt engageret ; Jesse med kone og barn, og Céline med kæreste. Kort efter på en idyllisk sejltur ned af Seinen går det op for Jesse at hun, ligesom ham selv, er ganske ulykkelig i sit forhold og han vælger derfor, trods tidspresset, at tage med hende hjem for endegyldigt at få bekræftet, om de to mon alligevel har en fremtid sammen.
”What do you think were the chances of us ever meeting again?”
”After that December, I'd say almost zero. But we're not real anyway, right? We're just, uh, characters in that old lady's dream. She's on her deathbed, fantasizing about her youth. So of course we had to meet again.”
Da rulleteksterne til “Before Sunrise” i sin tid åbenbarede sig på det hvide lærred, mens Kathy McCarthys sørgmodige ballade “Living Life” rungede i biografens altopslugende mørke, var der for undertegnedes vedkommende tale om et afsavn jeg ikke kan erindre at have oplevet hverken før eller siden i forhold til en film. Ud over selve forelskelsen i dens karakterer forelskede jeg mig nemlig også fuldt ud i historiens naive og umiddelbare lyst til at fordybe sig i romantikken, så derfor kom slutningen naturligvis som noget af en solid mavepuster af den slags, man efterfølgende kunne gå og blive helt deprimeret af at filosofere over. 9 år og en masse vand under broen senere skete der så det alle fans havde sukket efter, da alles drømme blev indfriet i 2004 med annonceringen af en fortsættelse til en af de mest romantiske film i nyere tid. Modsat forrige manuskript skrev både Julie Delpy, som også skrev flere af filmens sange, og Ethan Hawke nu selv deres dialog, og med Hawkes knap overståede skilsmisse med Uma Thurman i tankerne, gav det opfølgeren et langt mere personligt præg, der især gav sig til kende i de scener hvor erkendelsen over den fortabte og forliste kærlighed på smerteligste vis indtræffer. Inden man når ind til hjertet af handlingen, indledes der dog ligesom sidst elegant med en endnu mere intelligent skrevet to delt meta prolog. Først ved Jesses præsentation af sin bog, lavet over forrige films handling, der så yderligere flettes sammen med beskrivelsen af hans næste projekt, (leveret med fascinerede indlevelsesevne og fortællelyst af Hawke), der udspiller sig i løbet af en 3 min. popsang præcis ligesom “Before Sunset”s handling også foregår i nøjagtig den tid filmen varer.
Ind fra højre vender den blonde skønhed så pludselig tilbage, som ved et trylleslag, i al sin skrøbelige yndefuldhed overfor den charmerende forfatter med følelserne helt ude på tøjet, og da Julie Delpy og Ethan Hawke få øjeblikke senere befinder sig på de smalle gader i Paris, hvor karaktererne personificeres og genforeningen af disse to fortabte sjæle finder sted, fornemmer man omgående denne lettere ambivalens imellem dem som både definere troværdigheden i den 9 år lange adskillelse og samtidig udtrykker et fælles håb om at genfinde kærligheden. Det er skuespil på allerhøjeste niveau, udstrålende en autencitet som kun erfaringer på godt og ondt fra det virkelige liv kan give, og det udnyttes om noget så naturligt, at man som tilskuer omgående gribes at deres realistiske portrætter og med legende lethed kan placere sig selv i deres tanker og følelser. Og hvor er det dog bare generelt et hyggeligt og hjertevarmt selskab, man atter befinder sig i som blind passager på deres rejse gennem det evigt romantiske Paris med sine snørklede små gader, røgfyldte caféer, og solbeskinnede parker, mens replikkerne afvæbner udviklingen i den komprimerede handling via sin humoristiske tristesse. For under de små jokes og de mange smil gemmer der sig stadig to mennesker, der på både det følelsesmæssige og eksistentielle plan er blevet så hårdt såret, grundet den frustrerende uheldige og alt for lange adskillelse, at de tvivler på om de mon nogensinde kan finde lykken igen, kulminerende i “Before Sunsets” tre sidste scener som i al sin enkelthed er så stærkt spillet og skrevet, at man både vil sidde med tårer i øjnene og et lille smil på læben over at være vidne til et romantisk drama så mesterligt visualiseret, som det er tilfældet her.
Kender man ikke til Richard Linklaters to fantastiske filmperler, men har fået lyst til at stifte nærmere bekendtskab med dem, vil jeg desuden også varmt anbefale at man får fat på filmenes soundtrack, som er samlet på en fælles udgivelse. Her har Julie Delpy som sagt skrevet og sunget tre af sangene til “Before Sunset”, hvor det smukke intronummer “An Ocean Apart” kan høres i linket nedenunder.
Jeg er helt enig. Before Sunrise har jeg selv på min egen top 10, og Before Sunset florerer også ret højt oppe på min egen liste. To virkelig fantastiske film. Den første film finder jeg dog bedst, da den har en eller magi over sig.
#441 NightHawk 13 år siden
Tak for de pæne ord. :)
Det var en absolut fornøjelse at gense "Heat", og selv om det er en film jeg har set utallige gange, så bliver jeg stadig fuldstændig grebet af at se f.eks. det store shootout og café-scenen, hvilket blot bekræfter hvor stærk en film Michael Mann har lavet samlet set.
#442 BN 13 år siden
En fremragende anmeldelse/analyse af filmen - og jeg er fuldstændig enig i dine betragtninger. :-)
#443 NightHawk 13 år siden
Tak for de pæne ord. :)
"Heat" er en af mine yndlingsfilm inden for action-genren, så den måtte naturligvis med på listen og da historien og karakterbeskrivelserne samtidig er så stærke, syntes jeg at den bestemt hørte til blandt de sidste 50 film.
Det er dog ikke den sidste action-relaterede film på listen, kan jeg så godt afsløre. :)
#444 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/Before-Sunrise-Sunset-Disc...
Fra et blodigt, brutalt, hårdkogt og hamrende intenst actiondrama præget af en heftig og tung kugleregn, er det nu blevet tid til at komme i tørvejr igen og få varmen i selskab med Richard Linklaters minimalistiske, dialogbårne, knuselskelige og superromantiske hyldest til kærligheden og poesien, her udforsket af to forelskede sjæle på gader og stræder, med det historiske og kulturelt charmerende Wiens arkitektoniske bymiljø som forførende og bredt omfavnende baggrundstæppe.
”I believe if there's any kind of God it wouldn't be in any of us, not you or me but just this little space in between. If there's any kind of magic in this world it must be in the attempt of understanding someone sharing something. I know, it's almost impossible to succeed but who cares really? The answer must be in the attempt.”
I et slumrende tog fra Budapest til Wien fører en heftigt diskussion mellem et ægtepar til at den smukke Céline, (Julie Delpy), forlader sin plads og ved tilfældighedernes underfundige spil i stedet pludselig befinder sig side om side med den charmerende Jesse, (Ethan Hawke), som hun omgående falder i snak med, fordi han ligeledes ikke kan lade være med at more sig over det lettere komiske skænderi. Da Jesse fornemmer at der en mere end god kemi imellem dem, slår han straks til og inviterer Céline med til togets restaurant, hvor deres hyggelige samtale fortsætter og afslører, at han er på vej mod Wien for at nå en billig flyafgang tilbage til USA, mens hun er på vej hjem til Frankrig efter at have besøgt sin bedstemor i Budapest. Mens snakken lystigt går om alt fra tv-shows, barndomsminder og uforløste drømme, når de langt om længe frem til Wien, men her har ingen af dem lyst til at sige farvel, og derfor lader Céline sig nemt overtale til at blive hos Jesse resten af dagen, indtil hans afrejse finder sted. Efter lidt vandren rundt i gaderne render duoen på to muntre gutter fra et amatørteater, som invitere dem til at se deres nye stykke senere på dagen og da alle andre museer og udstillinger alligevel er lukket, lover de at kigge forbi. Kort efter befinder Jesse og Céline sig i en bumlende sporvogn hvor deres snak om sex og kærlighed pludselig bringer dårlige minder frem hos Jesse, som derfor hurtigt vælger at skifte emne igen. Et besøg hos en pladebutik får dog atter smilet og romantikken imellem dem tilbage for fuld styrke, da Céline spotter et album som de efterfølgende lytter til.
Mens aftenen småt sænker sig over Wien, kaster det flirtende par vejen forbi et tivoli og ender i et pariserhjul, hvor de lader sig forføre af den romantiske solnedgang, som sanseberusende sender dem i hinandens arme. På vej i byen igen lader Céline tankerne falde på sin bedstemoders uforløste romantiske drømme, hvilke Jesse til hendes overraskelse reagere lettere pessimistisk på. Ved en nærliggende cafe skinner kynismen yderligere igennem hos amerikaneren, da en spåkone læser fremtiden i Célines hånd og herefter gør sit bedste for at skabe en magisk og eventyrlig stemning med en lille anekdote, som Jesse ikke har andet end et smørret grin til overs for. Selvom hun stadig er tiltrukket af ham, irriterer hans tilbagevendende skepsis til sidst Céline så meget, at hun under deres vandretur nær Donaufloden konfronterer ham med det, hvilket ikke ligefrem bliver mindre problematisk for det unge par, da de krydser spor med en poet hvis digt skrevet specielt til dem, Jesse, modsat Celine som elsker dets poesi, finder konstrueret og klichéfyldt. Da duoen kort efter slår vejen forbi et mindre spillested, går det dog så småt op for Celine hvorfor Jesse opfører sig så nonchalant, da han under et slag pinball beskriver den virkelige årsag til hans omflakkende og rastløse uger i Europa, som viser sig at bunde i et forlist forhold med den tidligere kæreste. Under deres videre færden rundt i gaderne afslører de begge pludselig et dybt afsavn efter tryghed og den ultimative kærlighed, men er samtidig bange for at erklære det fuldt ud til hinanden med frygten om, at også dette romantiske eventyr vil ende med at briste. Forhåbentlig vil en magisk nat sammen under de funklende stjerner ændre på det sjælesøgende udfald.
”When you talked earlier about after a few years how a couple would begin to hate each other by anticipating their reactions or getting tired of their mannerisms-I think it would be the opposite for me. I think I can really fall in love when I know everything about someone-the way he's going to part his hair, which shirt he's going to wear that day, knowing the exact story he'd tell in a given situation. I'm sure that's when I know I'm really in love.”
I sin tredje film på stribe af ungdomsrelaterede værker, hvis handling alle sammen opererede inden for en nøje defineret tidsgrænse på et enkelt døgn eller blot få timer, satte Richard Linklater med det romantiske drama “Before Sunrise” en tyk streg under, at han om nogen var manden der magtede at løfte arven i denne subgenre efter John Hughes og dette teenager ikons storhedstid i de gyldne 80’ere ved ligeledes at være i stand til, dog denne gang med manuskriptmæssig assistance fra Kim Krizan, at kreere karakterer og dialog der var i øjenhøjde med persongalleriet og dets ligesindede publikum, hvilket gjorde filmoplevelsen både yderst troværdig og realistisk. I “Before Sunrise” er dette om end vigtigere end nogensinde, da hele filmens præcis står og falder med indlevelsen i de to protagonisters følelsesmæssige rejse og genkendelighed i deres respektive anekdoter, livsfilosofier, og beskrivelser af hverdagens trivialiteter, ligegyldigt hvor banale de end måtte være, hvilket man på ingen måde har nogen som helst problemer med at kunne lade sig overbevise af i denne formidabelt velskrevne moderne kærlighedsfabel, der i sit indkapslende tidslomme koncept desuden drager finurlig fordel af en genial reference til James Joyces novelle “Ulysses”. Der lægges ellers ganske traditionelt fra land indenfor genren med den klassiske boy-meets-girl formular, men da Jesse først begynder at forklare Céline om et umiddelbart absurd forslag til et tv-indslag, hvor man følger en række personer 365 dage 24 timer i døgnet dvælende ved samtlige detaljer i deres liv, antydes der nu et meta-lag fra Richard Linklaters side som gradvist understreges jo længere ind i handlingen man kommer.
For da de to romantisk søgende potentielle soulmates gennem deres nemt relaterende udadvendte og introvendte samtaler først begynder at dissekere verden omkring dem, og dermed samtidigt sig selv i forsøget på at komme tættere på hinanden i både krop og sjæl, lader de sig ubevidst lukke ind i deres egen lille verden, hvor man som publikum nu pludselig befinder sig i en beskuende rolle a’la selv samme som Jesses førnævnte tv-program. Céline bemærker tidligere, at det da må være verdens mest kedelige og intetsigende projekt, men når simple hverdagsfortællinger leveres af to så ovenud fremragende skuespillere som Ethan Hawke og Julie Delpy, hvis kemi sammen er fortryllende, nærværende, intens og vedkommende ud over alle landegrænser, ja så opsluges man totalt og lader sig hjertens gerne forføre rundt i den magiske manege, hvor kun den fordømte tidsbarriere udgør den eneste reelle modstander på kærlighedens snørklede vej fra selverkendelse til forløsning. Alt sammen løftet i eventyrlig stemning af Wiens nostalgiske baggrundskulisse og dens poetiske udfordring af sanserne, ved de magiske konfrontationer med hhv. spåkonen og poetens lyriske tankespinds trækken i trådende af det romantiske spindelvæv, imellem den tvivlende men håbefulde Céline og den kyniske men trods alt alligevel romantiske Jesse.
I det hele taget er ideen med at gøre historien tidsbegrænset i mine øjne genialt set og tænkt af Linklater, som dermed lykkedes bragende godt med at skabe en kombination af en sitrende erotisk atmosfære og samtidig humoristisk nervøsitet mellem sine to unge skuespiller, der udnytter formlen til perfektion både i kropssprog og dialog bedst illustreret i hvad der også er mine to yndlingsscener i filmen, nemlig scenen i pladebutikken og den fiktive telefonsamtale på restauranten, hvor sidstnævnte leder tilbage til legen med meta-lagets romantiserende illusion placeret i virkelige omgivelser. “Before Sunrise” er kort og godt intet mindre end filmkunst i poetisk verdensklasse.
#445 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/Before-Sunrise-Sunset-Disc...
Der skal heldigvis ikke viles særlig længe på de romantiske laurbær i top 200 listen, for nu fortsætter vi Richard Linklater og hans højt elskede duo Ethan Hawke og Julie Delpys poetiske rejse ud af kærlighedens snørklede og længselsfulde landevej, der 9 år efter den oprindelige films overrumplende succes genforenede den tryllebindende trios magiske evner, som denne gang på imponerende vis formåede at skabe en endnu bedre film.
”Maybe what I'm saying is, is the world might be evolving the way a person evolves. Right? Like, I mean, me for example. Am I getting worse? Am I improving? I don't know. When I was younger, I was healthier, but I was, uh, whacked with insecurity, you know? Now I'm older and my problems are deeper, but I'm more equipped to handle Them.”
I en mindre boghandel nær centrum af Paris holder den nu kendte forfatter Jesse Wallace, (Ethan Hawke), et pressemøde ang. sin nyeste bog, hvis handling pudsigt nok ligger sig tæt op af hans tidligere affære med en blond skønhed i Wien. Da de inviterede journalister, som desuden også er fascineret og mystificeret over bogens tvetydige afslutning, finder beskrivelsen meget realistisk, kan de naturligvis ikke lade være med at spørge ind til om det virkelig har fundet sted, hvilket Jesse med et kækt smil bekræfter at det har, mens han til gengæld ikke kan give noget definit svar på slutningens efterdønninger. Under beskrivelsen af hans kommende projekt dukker minderne fra fortiden atter op på nethinden og da Céline, (Julie Delpy), samtidig pludselig selv står i boghandelens lokaler, har Jesse forståeligt nok mere end svært ved at holde koncentrationen. Da interviewene rundes af, beder hans manager ham om at huske flyafgangen til USA, som der dog heldigvis er lidt over en time til og hvis tid han nu vil nyde fuldt ud i selskab med Céline, der er mindst ligeså lykkelig over deres genforening. Der går ikke længe før den umiddelbare nervøsitet imellem dem er kastet overbord, og mens de mindes fortiden i Wien og Céline snakker løs om sit nuværende job hos en interesseorganisation for miljøet, sætter duoen kursen mod en lille hyggelig café, som hun plejer at hænge ud i.
Mens de venter på kaffen fortæller Céline, til Jesses store overraskelse, at hun har boet i New York city i en længere periode mens hun studerede, hvilket kun gør ham endnu mere frustreret over ikke at være stødt på hende tidligere. Mens Celine snakker videre om sit ophold og ambivalente forhold til Amerika og dets befolkning, samt et diametralt modsat et af slagsen i det kommunistiske Warszawa, lader Jesse sig opsluge af hendes ligefremme attitude og bringer igen fortiden i Wien på bordet, der får samtalen til at sno sig rundt om alt fra det at blive ældre, udviklingen af forbruger-samfundet, til materialismens jerngreb, sat over for religiøse og eksistentialisme filosofier. Da han som bekendt kun er på lånt tid i Frankrig, foreslår Jesse at de får set lidt mere af Paris inden han skal af sted, og lidt efter befinder de sig nu i en af de mest romantiske parker Céline kender. Med den frodige fauna som omfavnende akkompagnement drejer samtalen sig pludselig ind på deres nat i Wien, som Céline påstår ikke at kunne erindre de seksuelle detaljer fra. Efterhånden da Jesse insistere på at hun husker forkert, indrømmer hun at have taget fejl og da alle kortene alligevel er lagt på bordet, begynder de rask væk en filosofisk debat om sex og parforhold der afslører, at begge to trods alt deres flirteri befinder sig dybt engageret ; Jesse med kone og barn, og Céline med kæreste. Kort efter på en idyllisk sejltur ned af Seinen går det op for Jesse at hun, ligesom ham selv, er ganske ulykkelig i sit forhold og han vælger derfor, trods tidspresset, at tage med hende hjem for endegyldigt at få bekræftet, om de to mon alligevel har en fremtid sammen.
”What do you think were the chances of us ever meeting again?”
”After that December, I'd say almost zero. But we're not real anyway, right? We're just, uh, characters in that old lady's dream. She's on her deathbed, fantasizing about her youth. So of course we had to meet again.”
Da rulleteksterne til “Before Sunrise” i sin tid åbenbarede sig på det hvide lærred, mens Kathy McCarthys sørgmodige ballade “Living Life” rungede i biografens altopslugende mørke, var der for undertegnedes vedkommende tale om et afsavn jeg ikke kan erindre at have oplevet hverken før eller siden i forhold til en film. Ud over selve forelskelsen i dens karakterer forelskede jeg mig nemlig også fuldt ud i historiens naive og umiddelbare lyst til at fordybe sig i romantikken, så derfor kom slutningen naturligvis som noget af en solid mavepuster af den slags, man efterfølgende kunne gå og blive helt deprimeret af at filosofere over. 9 år og en masse vand under broen senere skete der så det alle fans havde sukket efter, da alles drømme blev indfriet i 2004 med annonceringen af en fortsættelse til en af de mest romantiske film i nyere tid. Modsat forrige manuskript skrev både Julie Delpy, som også skrev flere af filmens sange, og Ethan Hawke nu selv deres dialog, og med Hawkes knap overståede skilsmisse med Uma Thurman i tankerne, gav det opfølgeren et langt mere personligt præg, der især gav sig til kende i de scener hvor erkendelsen over den fortabte og forliste kærlighed på smerteligste vis indtræffer. Inden man når ind til hjertet af handlingen, indledes der dog ligesom sidst elegant med en endnu mere intelligent skrevet to delt meta prolog. Først ved Jesses præsentation af sin bog, lavet over forrige films handling, der så yderligere flettes sammen med beskrivelsen af hans næste projekt, (leveret med fascinerede indlevelsesevne og fortællelyst af Hawke), der udspiller sig i løbet af en 3 min. popsang præcis ligesom “Before Sunset”s handling også foregår i nøjagtig den tid filmen varer.
Ind fra højre vender den blonde skønhed så pludselig tilbage, som ved et trylleslag, i al sin skrøbelige yndefuldhed overfor den charmerende forfatter med følelserne helt ude på tøjet, og da Julie Delpy og Ethan Hawke få øjeblikke senere befinder sig på de smalle gader i Paris, hvor karaktererne personificeres og genforeningen af disse to fortabte sjæle finder sted, fornemmer man omgående denne lettere ambivalens imellem dem som både definere troværdigheden i den 9 år lange adskillelse og samtidig udtrykker et fælles håb om at genfinde kærligheden. Det er skuespil på allerhøjeste niveau, udstrålende en autencitet som kun erfaringer på godt og ondt fra det virkelige liv kan give, og det udnyttes om noget så naturligt, at man som tilskuer omgående gribes at deres realistiske portrætter og med legende lethed kan placere sig selv i deres tanker og følelser. Og hvor er det dog bare generelt et hyggeligt og hjertevarmt selskab, man atter befinder sig i som blind passager på deres rejse gennem det evigt romantiske Paris med sine snørklede små gader, røgfyldte caféer, og solbeskinnede parker, mens replikkerne afvæbner udviklingen i den komprimerede handling via sin humoristiske tristesse. For under de små jokes og de mange smil gemmer der sig stadig to mennesker, der på både det følelsesmæssige og eksistentielle plan er blevet så hårdt såret, grundet den frustrerende uheldige og alt for lange adskillelse, at de tvivler på om de mon nogensinde kan finde lykken igen, kulminerende i “Before Sunsets” tre sidste scener som i al sin enkelthed er så stærkt spillet og skrevet, at man både vil sidde med tårer i øjnene og et lille smil på læben over at være vidne til et romantisk drama så mesterligt visualiseret, som det er tilfældet her.
Kender man ikke til Richard Linklaters to fantastiske filmperler, men har fået lyst til at stifte nærmere bekendtskab med dem, vil jeg desuden også varmt anbefale at man får fat på filmenes soundtrack, som er samlet på en fælles udgivelse. Her har Julie Delpy som sagt skrevet og sunget tre af sangene til “Before Sunset”, hvor det smukke intronummer “An Ocean Apart” kan høres i linket nedenunder.
http://www.amazon.co.uk/Before-Sunset-Sunrise-Orig...
#446 IK 13 år siden
#447 Bruce 13 år siden
#448 wimmie 13 år siden
#449 Babo Rises 13 år siden
God læsning..
#450 Herrguth 13 år siden
Og rigtig gode anmeldelser! :D