Er glad for at se, at min anmeldelse har givet dig lyst til at gi' "The Hours" en chance. Du må meget gerne skrive lidt om din oplevelse af filmen her i tråden, når du har set den.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
"The Hours" har jeg set, men det er godt nok ved at være længe siden. Måske et gensyn kan blive nødvendigt. Husker dog at jeg var relativt positiv omkring den, og Kidman er jo (næsten) altid en fornøjelse at se. Som sagt er et gensyn nødvendigt, men er sikker på at et sådant vil være positivt :)
Komponisten er bl.a. også manden bag "Secret Window" scoret, som jeg synes er meget stemningsfyldt, og undervurderet. Han er ligeledes manden bag musikken til en anden film som ofte bliver overset en smule: "Neverwas."
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg kan kun på det varmeste anbefale et gensyn med "The Hours" hurtigst muligt. :)
Mht. "Secret Window" så var jeg ikke særlig vild med den film, men er dog helt enig med dig ang. Phillip Glass score, som er virkelig fedt og meget stemningsfuldt lavet. "Neverwas" har jeg ikke fået set endnu, men den står på listen af film, der skal ses i den nærmeste fremtid.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#433: Ved godt jeg står ret alene med den film. Desværre blev min anmeldelse af den på min top 60 ikke så omfattende fordi det var i starten af listen, men kan være jeg lige fylder lidt mere på - på et senere tidspunkt.
Jeg skal nok lige have "The Hours" i tankerne. Ejer den, så det er jo bare at smide den i afspilleren :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Det er lige gået op for mig at jeg ikke har set "The Hours", men "The Others." Jeg skulle nok have læst din anmeldelse i lidt mere detalje. Jeg ejer ikke "The Hours", og har aldrig set den. Ved ikke hvorfor de to lige har mindet mig om hinanden.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Fra et mesterlig skrevet og visualiseret drama om forbudt kærlighed og indespærrede følelser, er det nu atter blevet tid til at få vent timeglasset om for at tage fat på en helt anden genre, her i skikkelse af den æstetisk visionære auteur Michael Manns dybt fængslende, kriminelt underholdende, patronhylsterflyvende og testosteron skummende pletskud af et actiondrama, der bl.a. bød på en af filmhistoriens mest velskrevne og dynamiske dueller mellem to af Hollywoods største legender.
”You know, we are sitting here, you and I, like a couple of regular fellas. You do what you do, and I do what I gotta do. And now that we've been face to face, if I'm there and I gotta put you away, I won't like it. But I tell you, if it's between you and some poor bastard whose wife you're gonna turn into a widow, brother, you are going down.”
I den ulmende morgenstund et sted i Los Angeles er mesterforbryderen Neil McCauley, (Robert De Niro), og hans topprofessionelle team bestående af den ludomane Chris Shiherlis, (Val Kilmer), den harske Michael Chiritto, (Tom Sizemore), og den übercool chauffør Trejo, (Danny Trejo), i færd med at udføre de sidste indledende forberedelser til et brutalt men veltilrettelagt kup mod en armeret pengetransport, der ligger inde med værdipapirer på op til flere millioner. Uheldigvis kræver jobbet en ekstra medhjælper, hvilket hurtigt skal vise sig at blive særdeles skæbnesvangert, da den nytilkomne i skikkelse af den grumme Waingro, (Kevin Gage), pludselig mister tålmodigheden og går amok, til især Neils efterfølgende store irritation under den hektiske flugt. Kort tid efter arriverer superstrømeren Vincent Hanna, (Al Pacino), og hans team til det blodige gerningssted, hvor han efter en af sine vanlige skarpe analyser straks slår fast, at modstanderne denne gang er i en liga for sig selv. Efter Neil har kigger forbi hos sin dealer og erfaret at værdipapirerne tilhører finansmanden Roger van Zant, som de bliver enige om at sælge hele molevitten tilbage til for en endnu højere pris, står Waingro klar til at blive korporligt afstraffet grundet sin handling tidligere, der nu har sat banden ekstra meget i politiets søgelys. Ved tilfældighedernes spil undslipper den afstumpede slambert desværre ud i natten, og således forbliver den anspændte situation status quo. Samme gør sig efterfølgende gældende på hjemmefronten hos Vincent hvis ægteskab til den pillepoppende Justine, (Diane Venora), og substituerende fader forhold til steddatteren Lauren, (Natalie Portman), atter er ved at krakelere i takt med at arbejdspresset stiger.
Mens Chris ligeledes har store problemer i sit forhold til kæresten Charlene, (Ashley Judd), mest af alt pga. sin ludomani, finder Neil til gengæld en vej ud af det isolerende mørke han grundet sin profession er havnet i, da han næste dag under et besøg hos den lokale boghandler render på den charmerende Eady, (Amy Brenneman), som han forelsker sig hovedkulds i. Timerne sammen med den mørkkrøllede skønhed viser sig dog snart at være stilhed før stormen, for i de efterfølgende døgn kompliceres tingene yderligere, da Neil både må agere parterapeut for Chris, arrangere et møde med den luskede Van Zants og hans folk, planlægge et større bankrøveri, og desuden udføre et indbrud på et lager for ædelmetal, som højst uventet udvikler sig langt mere nervepirrende end forventet, fordi Vincent og co. i mellemtiden er kommet på sporet af banden. Da Neil samler sit team næste dag står det nu krystalklart, at de allerede befinder sig under skarp observation af politiet, men alligevel beslutter de sig for, af forskellige årsager, at gennemføre det særdeles indbringende bankrøveri også selv om risikoen er enorm ydermere med både Van Zant og den brutale Waingro lurende i kulissen. I et sidste desperat forsøg på at undgå et blodigt sammenstød opsøger Vincent sin nemesis Neil til en filosofisk snak om deres vidt forskellige dog alligevel sammenlignelige liv, men må indse at han alle de gode intentioner og den underforståede respekter til trods ikke kan ændre på en kommende duel imellem de to modstandere, som kun en af dem vil slippe levende fra.
”You don't live with me, you live among the remains of dead people. You sift through the detritus, you read the terrain, you search for signs of passing, for the scent of your prey, and then you hunt them down. That's the only thing you're committed to. The rest is the mess you leave as you pass through.”
Selv om Michael Mann tilbage i 80’erne var en af de bærende kræfter bag den ekstremt populære krimiserie ”Miami Vice”, samt desuden havde filmene ”Thief” og ”Manhunter” på cv’et, var der alligevel ikke goodwill nok til overs fra studiebossernes side til at støtte et lignende projekt i spillefilmsform. Derfor blev der tænkt i nye baner, hvilket i 1989 forvandlede Michael Manns oprindelige plan om til en pilot-episode for en ny politiserie kaldet ”L.A. Takedown”, der skulle løfte arven efter ”Miami Vice”. Således blev det dog på ingen måde, for på trods af en række gode ideer virkede historien forceret og klodset sat sammen, karaktererne manglede dybde og ikke mindst var skuespilpræstationerne for størstepartens andel, specielt hos de to hovedroller, middelmådige ofte grænsende til det tåkrummende pinlige, og drømmeprojektet blev derfor ikke overraskende sendt direkte på lighuset. Heldigvis blev dette dog kun til en midlertidig opbevaring, for Mann nægtede at give op og 6 år senere, oven på en lang proces med en masse omskrivninger og tilføjelser til manuskriptet samt inddragelsen af de to superstjerner Al Pacino og Robert De Niro der sikrede den finansielle opbakning, var der nu lagt op til et brag af en film hvis store forventninger da også i den grad efterfølgende blev indfriet til fulde. Alt lagt sammen blev dette overlegent understreget af de nye uddybende karakterbeskrivelser og en multilagret overlappende fortællestil, der i fælles symbiose med en række yderst velkoreograferede action-sekvenser skabte et drive og en intensitet genren sjældent havde set mage til på samme effektive facon, bedst visualiseret i det nu legendariske bankrøveris øredøvende sansebombardement af et suverænt eksekveret shootout, som får trommehinderne til at ringe i ren ekstase lang tid efter røgen igen har lagt sig.
”I don't even know what I'm doing anymore. I know life is short, whatever time you get is luck. You want to walk? You walk right now. Or on your own... on your own you choose to come with me. And all I know is... all I know is there's no point in me going anywhere anymore if it's going to be alone... without you.”
Én ting er Manns evne til at skabe disse projektilombruste og stærkt medrivende suckerpunch, som treenigheden i skikkelse af bankrøveriet samt den brutale indledning og den nervepirrende finale alle er mesterlige eksempler på. Noget helt andet og mindst ligeså interessant at overvære er hvorledes han skarpt observerende og nøjsomt analyserende i de indledende faser op til de tre nøglepunkter, via et æstetisk billedsprog, formidler sit persongalleris individuelle væremåde og dermed deres ageren i forhold til hinanden og de situationer der opstår på begge sider af loven, når hhv. den professionelle forpligtigelse og det følelsesmæssige engagement flettes sammen til at skabe tvivl i tilskuerens loyalitet, hvilket dermed blot gør indlevelsen i actionsekvenserne dobbelt så intens. Blandt disse parallelle handlingstråde hvor de personlige karakteristika udfolder sig, er det især at “Heat” som samlet værk løfter sig i niveau og markerer sin enorme styrke og langtidsholdbarhed ikke mindst takket være skildringen af de tre parforhold Vincent/Justine, Chris/Charlene og Neil/Eady, der repræsenterer filmens central-nervesystem og fælles temaer ang. konsekvenserne af proffesionens destruktive afhængighed, (f.eks. den fortabte steddatter Lauren, Chris håbløse ludomani, Neils ærekære loyalitet som overskygger romantikken), kontra den samtidig utopiske drøm om udlevelsen af et ganske ordinært liv, der elegant opsummeres i den nu klassiske café scene med de to giganter Al Pacino og Robert De Niros verbale duel, da superstømeren og mesterforbryderen endelig står ansigt til ansigt, hvor skuespil, dialog og stemning går op i en højere enhed af gåsehudsfremkaldende dimensioner og sætter en tyk streg under at filmen med rette betegnes som et mesterværk i genren.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Det er bare så gåsehudsfremkaldende at læse dit indlæg om Heat, for jeg er fuldkommen enig. Du forklarer præcist hvorfor Heat er mere end blot en action-film, og kunne ikke selv skrive det bedre.
#431 NightHawk 13 år siden
Tak for de pæne ord. :)
Er glad for at se, at min anmeldelse har givet dig lyst til at gi' "The Hours" en chance. Du må meget gerne skrive lidt om din oplevelse af filmen her i tråden, når du har set den.
#432 Collateral 13 år siden
Komponisten er bl.a. også manden bag "Secret Window" scoret, som jeg synes er meget stemningsfyldt, og undervurderet. Han er ligeledes manden bag musikken til en anden film som ofte bliver overset en smule: "Neverwas."
#433 NightHawk 13 år siden
Jeg kan kun på det varmeste anbefale et gensyn med "The Hours" hurtigst muligt. :)
Mht. "Secret Window" så var jeg ikke særlig vild med den film, men er dog helt enig med dig ang. Phillip Glass score, som er virkelig fedt og meget stemningsfuldt lavet. "Neverwas" har jeg ikke fået set endnu, men den står på listen af film, der skal ses i den nærmeste fremtid.
#434 Collateral 13 år siden
Jeg skal nok lige have "The Hours" i tankerne. Ejer den, så det er jo bare at smide den i afspilleren :)
#435 Collateral 13 år siden
#436 NightHawk 13 år siden
Hehe, ok. Men så har du jo til gengæld en helt fantastisk filmoplevelse til gode, som du så kan glæde dig til. :)
#437 Collateral 13 år siden
#438 NightHawk 13 år siden
Det lyder godt. :)
#439 NightHawk 13 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/8839290733...
Fra et mesterlig skrevet og visualiseret drama om forbudt kærlighed og indespærrede følelser, er det nu atter blevet tid til at få vent timeglasset om for at tage fat på en helt anden genre, her i skikkelse af den æstetisk visionære auteur Michael Manns dybt fængslende, kriminelt underholdende, patronhylsterflyvende og testosteron skummende pletskud af et actiondrama, der bl.a. bød på en af filmhistoriens mest velskrevne og dynamiske dueller mellem to af Hollywoods største legender.
”You know, we are sitting here, you and I, like a couple of regular fellas. You do what you do, and I do what I gotta do. And now that we've been face to face, if I'm there and I gotta put you away, I won't like it. But I tell you, if it's between you and some poor bastard whose wife you're gonna turn into a widow, brother, you are going down.”
I den ulmende morgenstund et sted i Los Angeles er mesterforbryderen Neil McCauley, (Robert De Niro), og hans topprofessionelle team bestående af den ludomane Chris Shiherlis, (Val Kilmer), den harske Michael Chiritto, (Tom Sizemore), og den übercool chauffør Trejo, (Danny Trejo), i færd med at udføre de sidste indledende forberedelser til et brutalt men veltilrettelagt kup mod en armeret pengetransport, der ligger inde med værdipapirer på op til flere millioner. Uheldigvis kræver jobbet en ekstra medhjælper, hvilket hurtigt skal vise sig at blive særdeles skæbnesvangert, da den nytilkomne i skikkelse af den grumme Waingro, (Kevin Gage), pludselig mister tålmodigheden og går amok, til især Neils efterfølgende store irritation under den hektiske flugt. Kort tid efter arriverer superstrømeren Vincent Hanna, (Al Pacino), og hans team til det blodige gerningssted, hvor han efter en af sine vanlige skarpe analyser straks slår fast, at modstanderne denne gang er i en liga for sig selv. Efter Neil har kigger forbi hos sin dealer og erfaret at værdipapirerne tilhører finansmanden Roger van Zant, som de bliver enige om at sælge hele molevitten tilbage til for en endnu højere pris, står Waingro klar til at blive korporligt afstraffet grundet sin handling tidligere, der nu har sat banden ekstra meget i politiets søgelys. Ved tilfældighedernes spil undslipper den afstumpede slambert desværre ud i natten, og således forbliver den anspændte situation status quo. Samme gør sig efterfølgende gældende på hjemmefronten hos Vincent hvis ægteskab til den pillepoppende Justine, (Diane Venora), og substituerende fader forhold til steddatteren Lauren, (Natalie Portman), atter er ved at krakelere i takt med at arbejdspresset stiger.
Mens Chris ligeledes har store problemer i sit forhold til kæresten Charlene, (Ashley Judd), mest af alt pga. sin ludomani, finder Neil til gengæld en vej ud af det isolerende mørke han grundet sin profession er havnet i, da han næste dag under et besøg hos den lokale boghandler render på den charmerende Eady, (Amy Brenneman), som han forelsker sig hovedkulds i. Timerne sammen med den mørkkrøllede skønhed viser sig dog snart at være stilhed før stormen, for i de efterfølgende døgn kompliceres tingene yderligere, da Neil både må agere parterapeut for Chris, arrangere et møde med den luskede Van Zants og hans folk, planlægge et større bankrøveri, og desuden udføre et indbrud på et lager for ædelmetal, som højst uventet udvikler sig langt mere nervepirrende end forventet, fordi Vincent og co. i mellemtiden er kommet på sporet af banden. Da Neil samler sit team næste dag står det nu krystalklart, at de allerede befinder sig under skarp observation af politiet, men alligevel beslutter de sig for, af forskellige årsager, at gennemføre det særdeles indbringende bankrøveri også selv om risikoen er enorm ydermere med både Van Zant og den brutale Waingro lurende i kulissen. I et sidste desperat forsøg på at undgå et blodigt sammenstød opsøger Vincent sin nemesis Neil til en filosofisk snak om deres vidt forskellige dog alligevel sammenlignelige liv, men må indse at han alle de gode intentioner og den underforståede respekter til trods ikke kan ændre på en kommende duel imellem de to modstandere, som kun en af dem vil slippe levende fra.
”You don't live with me, you live among the remains of dead people. You sift through the detritus, you read the terrain, you search for signs of passing, for the scent of your prey, and then you hunt them down. That's the only thing you're committed to. The rest is the mess you leave as you pass through.”
Selv om Michael Mann tilbage i 80’erne var en af de bærende kræfter bag den ekstremt populære krimiserie ”Miami Vice”, samt desuden havde filmene ”Thief” og ”Manhunter” på cv’et, var der alligevel ikke goodwill nok til overs fra studiebossernes side til at støtte et lignende projekt i spillefilmsform. Derfor blev der tænkt i nye baner, hvilket i 1989 forvandlede Michael Manns oprindelige plan om til en pilot-episode for en ny politiserie kaldet ”L.A. Takedown”, der skulle løfte arven efter ”Miami Vice”. Således blev det dog på ingen måde, for på trods af en række gode ideer virkede historien forceret og klodset sat sammen, karaktererne manglede dybde og ikke mindst var skuespilpræstationerne for størstepartens andel, specielt hos de to hovedroller, middelmådige ofte grænsende til det tåkrummende pinlige, og drømmeprojektet blev derfor ikke overraskende sendt direkte på lighuset. Heldigvis blev dette dog kun til en midlertidig opbevaring, for Mann nægtede at give op og 6 år senere, oven på en lang proces med en masse omskrivninger og tilføjelser til manuskriptet samt inddragelsen af de to superstjerner Al Pacino og Robert De Niro der sikrede den finansielle opbakning, var der nu lagt op til et brag af en film hvis store forventninger da også i den grad efterfølgende blev indfriet til fulde. Alt lagt sammen blev dette overlegent understreget af de nye uddybende karakterbeskrivelser og en multilagret overlappende fortællestil, der i fælles symbiose med en række yderst velkoreograferede action-sekvenser skabte et drive og en intensitet genren sjældent havde set mage til på samme effektive facon, bedst visualiseret i det nu legendariske bankrøveris øredøvende sansebombardement af et suverænt eksekveret shootout, som får trommehinderne til at ringe i ren ekstase lang tid efter røgen igen har lagt sig.
”I don't even know what I'm doing anymore. I know life is short, whatever time you get is luck. You want to walk? You walk right now. Or on your own... on your own you choose to come with me. And all I know is... all I know is there's no point in me going anywhere anymore if it's going to be alone... without you.”
Én ting er Manns evne til at skabe disse projektilombruste og stærkt medrivende suckerpunch, som treenigheden i skikkelse af bankrøveriet samt den brutale indledning og den nervepirrende finale alle er mesterlige eksempler på. Noget helt andet og mindst ligeså interessant at overvære er hvorledes han skarpt observerende og nøjsomt analyserende i de indledende faser op til de tre nøglepunkter, via et æstetisk billedsprog, formidler sit persongalleris individuelle væremåde og dermed deres ageren i forhold til hinanden og de situationer der opstår på begge sider af loven, når hhv. den professionelle forpligtigelse og det følelsesmæssige engagement flettes sammen til at skabe tvivl i tilskuerens loyalitet, hvilket dermed blot gør indlevelsen i actionsekvenserne dobbelt så intens. Blandt disse parallelle handlingstråde hvor de personlige karakteristika udfolder sig, er det især at “Heat” som samlet værk løfter sig i niveau og markerer sin enorme styrke og langtidsholdbarhed ikke mindst takket være skildringen af de tre parforhold Vincent/Justine, Chris/Charlene og Neil/Eady, der repræsenterer filmens central-nervesystem og fælles temaer ang. konsekvenserne af proffesionens destruktive afhængighed, (f.eks. den fortabte steddatter Lauren, Chris håbløse ludomani, Neils ærekære loyalitet som overskygger romantikken), kontra den samtidig utopiske drøm om udlevelsen af et ganske ordinært liv, der elegant opsummeres i den nu klassiske café scene med de to giganter Al Pacino og Robert De Niros verbale duel, da superstømeren og mesterforbryderen endelig står ansigt til ansigt, hvor skuespil, dialog og stemning går op i en højere enhed af gåsehudsfremkaldende dimensioner og sætter en tyk streg under at filmen med rette betegnes som et mesterværk i genren.
#440 IK 13 år siden