Er super glad for at høre i kan lide mine anmeldelser, så tusind tak alle sammen for jeres kommentarer! :)
# 447 -
Bruce, jeg er sikker på at du vil komme til at elske de to film højt, så skynd dig at få dem bestilt hjem. :)
# 450 -
Herrguth, jeg kom lige i tanke om, at du jo havde købt sæson 3 & 4 af "The L Word", så ville lige høre hvor langt du er nået og om du stadigvæk kan lide serien ? :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så er det jo bare at få dem smidt i afspilleren pronto! :)
Kan anbefale at se begge film lige efter hinanden, hvilket giver en helt unik oplevelse hvor alle de mange små detaljer i historien, dialogen og kropsproget virkelig kommer til udtryk. Det er en helt fantastisk sammenhørighed, der er imellem de to film trods de 9 års adskillelse.
Jeg kunne så i øvrigt rigtig godt tænke mig at se en 3'er. Måske med handlingen placeret tilbage i New York City om vinteren, med Jesse og Céline slentrende gennem Central Park i snevejr. Det ville sgu være et herlig og superromantisk syn. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Yderligere to film til min to see liste. Kan ikke rigtig give så megen tilbagemelding derudover da jeg selvsagt ikke har set filmene. Lyder dog interessante.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg skriver lige en kommentar senere i aften til din anmeldelse af "Moulan Rouge". Er nemlig lige gået i gang med at se et par afsnit af "Doctor Who". :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#451 Godt husket! Jeg er lige gået i gang med sæson 3, og har set de 2 første afsnit. Indtil videre er jeg stadig meget glad for serien, selv om der er et par figurer jeg er ved at blive lidt trætte af, men alt i alt så er jeg stadig hooked, og skal da have set hele serien igennem. :D Men den er godt nok anderledes end mange andre serier, men på den gode måde. :)
Nu forlader vi de to superromantiske turtelduers kurtiserende kærlighedskarrusel i Paris og hopper i stedet på et skib til Italien for at stifte nærmere bekendtskab med Anthony Minghellas vidunderligt visualiserede, psykologisk udfordrende og poetisk sofistikerede homoerotiske thriller, baseret på mesterforfatteren Patricia Highsmiths populære bogserie om den mystificerende Mr. Ripley og hans camouflerende søgen efter identitet og respekt i en fremmed verden.
”Well, whatever you do, however terrible, however hurtful, it all makes sense, doesn't it, in your head. You never meet anybody that thinks they're a bad person.”
Under et middagsselskab i den fashionable og velhavende del af New York City antages den til lejligheden vikarierende pianist Tom Ripley, (Matt Damon), grundet en lånt jakke fra kostskolen Princeton, for at være en bekendt til skibsrederen og millionæren Herbert Greenleafs dekadente søn Dickie, som faderen er stærkt interesseret i at få retur til firmaet frem for at se ødsle familieformuen bort på tant og fjas i Napoli. Med overbevisningen om at den gamle skolekammerat er den ideelle mand til opgaven ud i at overtale junior til at vende tilbage til USA, beder Herbert ham derfor om at tage til Italien med alt betalt hvilket Tom, hvis liv i forvejen ikke er synderligt interessant, straks går med til. En grundig research på sønnens livsstil og en lang sejltur senere befinder ”den gamle ven” sig nu i det sydeuropæiske landskab, hvor han omgående roder sig ud i identitetsmæssige problemer ved at foregive at være Dickie Greenleaf overfor den ligeledes omrejsende og velhavende Meredith Logue, (Cate Blanchett). Efter at have indlogeret sig på et hotel, og fordrevet ventetiden lidt med at øve sig på et par italienske gloser, nær den strand hvor spradebassen Dickie, (Jude Law), og hans kæreste Marge, (Gwyneth Paltrow), daser i solen, beslutter Tom sig for at introducere sig selv for parret og ender med at blive inviteret til frokost i deres hus ved vandet trods det, at rigmandssønnen egentlig ikke kan genkende ham. På vej derhen spotter Tom ved tilfældighedernes spil Dickie være sin kæreste utro, men vælger ikke at nævne det, da den charmerende gavtyv endelig dukker op senere på dagen. Mens katten har været ude og føjte, har Tom til gengæld benyttet muligheden til at indsmigre sig hos Marge. Da han lidt efter laver en perfekt imitation af Greenleaf Sr., der samtidig afslører hans mission, vil Dickie dog straks sende sin nye gæst hurtigst muligt retur igen.
Men Tom er en snu ræv og lader derfor med vilje et par jazzplader ryge ud af sin taske, hvilket pludselig får Dickie, der forguder genren, til at ændre mening og i stedet lader han nu Tom, som i forvejen er fascineret af ham, bo hos dem med det formål at genere sin fader yderligere ved at bruge løs af Toms lønkonto. Efter en tur på en jazzklub hvor de to nye bedste venner har givet den fuld gas, bliver den gådefulde logerende en fast del af miljøet og med udsigten til en luksuriøs skitur med Dickie og hans slæng, begynder Tom efterhånden at nyde sin plads i solen. Som tiden går drages Tom mere og mere af charmøren og hans pulserende karisma og alt synes nu at være ren fryd og gammen. Den idylliske stemning ændres dog pludselig radikalt da en af Dickies gamle venner, den flamboyante og frembrusende Freddie Miles, (Phillip Seymour Hoffman), desværre dukker op under en tur til Rom, og langsomt tvinges Tom nu ud af både inderkredsen og de mange medfølgende goder. Marge der selv ved hvordan det føles at blive ignoreret og følelsesmæssigt isoleret forstår sagtens Toms skuffede attitude, men kan ikke rigtig stille noget op imod den dominerende og åleglatte dengses kølige atitude. Da en tragedie blandt lokalbefolkningen, som har forbindelse til Dickie, pludselig opstår i kølvandet på Toms nedtur, forsøger han straks at udnytte det til at komme ind i varmen igen, men må i stedet nøjes med en kold skulder som tak for sin loyalitet og en afskedsrejse til San Remo, hvor Dickie nu har tænkt at slå sig ned. Under en sejltur for at tjekke de dyre boliger ud nær kysten ender de to mænd pludselig i et voldsomt skænderi, der får store konsekvenser for Tom som nu må benytte sig af alle sine finurlige tricks for efterfølgende selv at holde skruen i vandet og tungen lige i munden, mens mørke og ildevarslende skyer trækker sig sammen i horisontens blodrøde solnedgang...
”Don't you just take the past and put it in a room in a basement and lock the door and never go in there? That's what I do, And then you meet someone special and all you want to do is to toss them the key and say; open up, step inside, but you can't, because it's dark, There's demons and if anybody saw how ugly it is...I keep wanting to do that, fling the door open just let light in and clean everything out.”
Tilbage i 1950’ernes USA hvor homoseksualitet stadigvæk var ulovligt, præget af alverdens fordomme og i flere tilfælde desuden brugt som afpresning pga. den kolde krig, var emnet derfor logisk nok ikke ligefrem noget folk talte hverken åbent eller specielt nuanceret omkring, og hvis man endelig gjorde det, ja så var det sjældent i et særlig positivt lys generelt blandt den brede befolkning. Filosofien om at holde lav profil, der prægede tankegangen i samfundet på daværende tidspunkt, blev dog konstant søgt udfordret af mænd og kvinder fra det kreativ miljø med diverse værker, som via en helt bevidst subtekst i historien forsøgte at give udtryk for de tanker og følelser man i Queer miljøet var tvunget til at undertrygge, hvilket den biseksuelle forfatter Patricia Highsmiths noveller, især med hendes debut ”Strangers On a Train” indspillet året efter i 1951 af Alfred Hitchcock, og den lesbiske klassiker ”The Price of Salt” fra 1952, meget symptomatisk skrevet under et pseudonym, bl.a. var rigtige gode eksempler på. Det var dog først i 1955 med skabelsen af den homoseksuelle antihelt Tom Ripley og hans lange dannelsesrejse der strakte sig over 5 bøger, at Highsmith for alvor satte kronen på værket i Queer mæssig sammenhæng, hvoraf Anthony Minghellas adaption af den originale bog stadig står som den filmatisering der bedst forstod at illustrere og visualisere de underliggende centrale temaer om seksualitet og narcissisme gemt bag kamæleonen Ripleys metaforiske jagt på det ideelle liv, der udgør filmens ydre lag som især introduktionen baserer sig på i præsentationen af den bogstavelig talt ludfattige protagonists klatretur op ad den prestige-lakerede rangstige.
Til at starte med foregår skildringen af hovedpersonens evne til at adaptere omgivelserne ganske fredsommeligt i et par scener hvor Anthony Minghella og en utroligt velspillende og alsidig Matt Damon i forbindtligt fællesskab sørger for at gøre både Tom Ripley yderst sympatisk og hans ønske om at stige i det sociale hierarki fuldt forståelig, bl.a. illustreret i kontrasten mellem mødet med Herbert Greenleaf og Toms rigtige arbejde som tjener på et toilet i operaen, samt hans elendige bopælsstatus i en kælder med dertil hørende naboer i konstant infight. Så da muligheden opstår for at bryde den fastlåste trummerum, forstår man fuld ud at han griber den og ønsker Mr. Ripley bon voyage til det det skønne Italien, hvor filmens sande tema åbenbarer sig i konfrontationen og fascinationen af Dickie Greenleaf, (spillet af altid labre Jude Law der skifter perfekt mellem det djævelsk charmerende og en kølig kynisk arrogance), som senere udvikler sig til besættelse og forelskelse i hvad Tom umiddelbart opfatter som værende det perfekte spejlbillede til sit eget i forvejen lave selvværd. Der er blot lige det beskedne problem for Ripleys homoseksuelle selverkendelsesproces, at venskabets umiddelbare erotiske understrøm kun løber i en retning, tydeliggjort mere og mere efterhånden som den gennemført heteroseksuelle Dickies eskapader eskalerer og afslører ham som en utro og nederdrægtig liderbuk, der slår så store revner i den glamourøse adonis facade, at Ripley ikke kan gøre andet end at foretage det valg han gør, fremprovokeret yderligere ved tilstedeværelsen af den flamboyante provo og måske biseksuelle Freddie Miles, hvilket sender ham først på gyngende grund og derefter med direkte kurs mod afgrunden i forsøget på at skabe en illusion af sig selv hans underbevidsthed kan acceptere.
Det lykkedes dog for Ripley at finde tilbage på nogenlunde sikker grund igen efter at have været igennem et følelsesmæssigt stormvejr af en anden verden. Men hans forsøg på at genopfinde sig selv, da handlingen flyttes til Rom, bliver aldrig rigtig det ønskede paradis eller den permanente løsning han har sukket efter, og i princippet heller ikke fortjener, repræsenteret ved de nagende og evigt tilbagevendende samvittighedskvaler i skæbnesvanger form af både den dekadente Miles og hans påtrængende attitude, Marges intense søgen efter svar, samt Merediths latente viden om Ripleys sande jeg, hvis forskellige tråde Anthony Minghella orkestrerer med så sublimt et overblik, at intensiteten og spændingen driver ned af væggene i stort set samtlige scener i den italienske hovedstad. Meget sent i handlingen introduceres man så for en mulig redningskrans i skikkelse af Marges gode ven, den ekstremt høflige og charmerende komponist Peter Smith-Kingsley, (Jack Davenport), som åbenlyst med sin venlige og forførende aura er den perfekte partner for Tom Ripley, og lige netop det livgivende holdepunkt for den ustabile og skrøbelige psyke han kæmper med næb og klør for at bevare intakt, så han helt undgår at miste forstanden og dermed sig selv. Selv om der i dette nye fysiske og ikke mindst psykiske kærlighedsbånd mellem de to mænd, (symboliserende jeg'et og ideal-jeg'et), tændes et lys i mørket for filmens tragiske protagonist, opstår den potentielle symbiose på det værste tidspunkt i Ripleys liv, med en chokerende reminder under ham og Merediths tur i operaen, og er temmelig grumt tænkt af Highsmith & Minghella der samtidig med at pulsen holdes oppe, på fascinerende vis lykkedes med at gøre Ripleys indre kamp og dertil hørende reaktioner fuldt ud forståelige uden på nogen måde at legitimere selv samme handlinger.
På trods af sine pænt deprimerende underliggende temaer er ”The Talented Mr. Ripley” en nydelse fra start til slut, og i mine øjne Anthony Minghellas ubestridte mesterværk, hvis formidable instruktion desuden matches i samtlige andre facetter lige fra det nærværende og alsidige skuespil, til John Seales betagende billedside der med et kælent øje indfanger, fremhæver, udnytter og forvandler det sydeuropæiske lands detaljerige scenarie til en ekstra passager på Ripleys rejse, alt sammen smukt og sensuelt akkompagneret af Gabriel Yareds mørke og melankolske score.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Efter at have været med som ekstra passager på en turbulent rejse rundt i sindets mørkeste afkroge hos en frustreret og fortabt mand midt i hans desperate famlen efter meningen med tilværelsen, skal vi nu over i en helt anden boldgade, og så alligevel ikke helt, med duoen Miguel Arteta & Mike Whites underspillede, ofte kulsorte og herligt knastørre dramakomedie om en lettere fortabt forstadsfrues forsøg på et opgør med sit ufatteligt kedelige livs drænende og sure forpligtigelser.
”After living in the dark for so long, a glimpse of the light can make you giddy. Strange thoughts come into your head and you better think'em. Has a special fate been calling you and you not listening? Is there a secret message right in front of you and you're not reading it? Is this your last, best chance? Are you gonna take it? Or are you going to the grave with unlived lives in your veins?
Et sted i en mindre Texansk soveby gør ekspedienten Justine Late, (Jennifer Aniston), sit absolut bedste for at holde humøret oppe, så hun ikke falder helt i søvn mens timerne langsomt slæber sig af sted på jobbet i det lokale center Retail Rodeo, hvor intensiteten er på nulpunktet og udfordring en by i Rusland. Efter fyraften bliver situation i øvrigt ikke ligefrem bedre af, at der sædvanen tro på hjemmefronten venter endnu en konfrontation med hendes kvabsede mand Phil, (John C. Reily) og hans makker Bubba, (Tim Blake Nelson), der driver et lille malerfirma sammen og ellers bruger resten af dagen på at ryge sig skæve. Oven på en ganske udmærket, uden at være fantastisk, nats søvn er Justine atter tilbage på ligegyldigheds højborg i centret, hvor hun resolut beslutter sig for at der bare skal ske et eller andet, der bryder rytmen, og tager derfor kontakt til den nyansatte ungersvend Holden, (Jake Gyllenhaal), som hun trods hans indelukkede og melankolske væremåde ikke kan lade være med alligevel at blive en smule fascineret af især, da snakken falder på hans stræben efter at blive forfatter. Under frokosten anbefaler kollegaen, den alt for overfriske og kække vegetar Gwen, (Deborah Rush), der for længst har spottet Justines depression, hende til at flytte over i parfume & make-up afdelingen for at få lidt mere kulør på tilværelsen i selskab med Cheryl, (Zooey Deschanel), hvis stærkt sarkastisk tone overfor kunderne dog blot minder Justine om hvorfor, at hun i bund og grund hader sit job som pesten. Udenfor ved frokostbordene må Holden lægge øre til frustrationerne og til alt held er han fuldstændig enig, så derfor beslutter hun at tage med sin nyfundne soulmate hjem, hvor hun opdager at have op til flere ting til fælles med den deprimerede døgenigt, da hun fortæller om sit liv med Phil og sin manglende college uddannelse.
Som dagene går synes hverdagen i centret pludselig væsentlig sjovere, mens irritationen over den luddovne Phil til gengæld bliver større og større. Men da Holden en dag efter arbejde, hvor hun giver ham et lift hjem, begynder at lægge at på hende trækker hun alligevel følehornene til sig. Da Justine senere modtager et langt og kringlet brev fra den aspirerende forfatter, ombestemmer hun sig mht. at have en affære og bliver enig med sig selv om at mødes med Holden efter arbejdstid. Uheldet vil det desværre, at helsefreaken Gwen samme dag pludseligt får et voldsomt maveonde efter at have indtaget nogle blåbær, og Justine må derfor påtage sig opgaven med at få hende på hospitalet. Stresset og anspændt til op over begge ører når hun dog alligevel frem på et hængende hår, hvilket hurtigt viser sig at være et klogt valg, da den ophedede aften i Holdens arme senere på et motel lige præcis er den nærhed, hun så længe har gået og sukket efter. Mens de to nyforelskede sørger for at holde dampen oppe over alt de kan komme til det, beslutter Phil sig i mellemtiden for at forsøge at reparere forholdet til sin kone og sætter sig langt om længe for at få ordnet deres tv, som konstant lider af irriterede udfald. Efter endnu en svedig nat på motellet er Justine dog nær ved at få et mindre hjerteanfald, da hun spotter Bubbas vogn på parkeringspladsen udenfor. Pludselig kan hun mærke den dårlige samvittighed komme snigende, hvilket kun bliver endnu værre da hun vil besøge den stærkt negligerede Gwen på hospitalet og erfarer fra centerets sikkerhedsvagt, og byens lokale bibelbasker, den ganske hyggelige men også temmelig teatralske Corny, (Mike White), at Gwen er fløjet til de evige jagtmarker. Plaget af en slem skyldfølelse på flere måder må Justine nu gøre op med sig selv, om hun skal holde fast i den intense, poetiske, men også følelsesmæssigt ustabile Holden, eller om fremtiden mon alligevel skal findes hos Phil, der overraskende pludselig udviser en nyfunden vilje til at træde i karakter.
”As a girl you see the world as a giant candy store filled with sweet candy and such. But one day you look around and you see a prison and you're on death row. You wanna run or scream or cry but something's locking you up. Are the other folks cows chewing cud until the hour comes when their heads roll? Or are they just keeping quiet like you, planning their escape.”
Med Jennifer Aniston, bedst kendt som den kække og nuttede Rachel Green fra tv-serien “Friends”, i hovedrollen ligger det lige til det fordomsfulde højreben, at mistænke denne umiddelbart uskyldigt og letfordøjelige størrelse med den sukkersøde titel “The Good Girl”, for blot at være endnu en af de mange romantiske komedier der bliver spyttet ud på det lange samlebånd fra den storslåede Hollywood fabrik. Dette er dog på ingen måde tilfældet her, for kort inde i handlingen er man klar over at være tilskuer til et herligt afdæmpet og underspillet trekantsdrama i bedste indie stil, tempomæssigt kørende på cruise-kontrol og ofte med håndbremsen trukket helt om på bagsædet, mens de mange klukkende morsomme humoristiske spidsfindigheder og sarkastiske spydigheder lader sig åbenbare som en finurlig og yderst kreativ integrering i den sparsommelige men altid skarpt analyserende og lige på kornet for den givne situation ramte dialog. Som filmens ubestridte nøglepunkt Justine leverer Jennifer Aniston, med perfekt texansk dreven accent og som man nærmest fornemmer har suget omgivelsernes depressive melankoli til sig som en magnet på fuld styrke, en pragtpræstation som den livstrætte og bitre protagonist, hvis skuffelse over egne forspildte drømme tydeligvis ligger som et tons tungt åg på den spinkle krop, formidabelt skildret i Anistons zombie symboliserende kropsprog og dertil hørende ansigtsmimik. Håbet om at ændre sin fremtid udfolder sig herefter i mødet med Holden, hvis boheme lidende tristesse Jake Gyllenhaal er hjemmevandt i efter sin tour de force præstation i kultklassikeren “Donnie Darko”, som karakteren i “The Good Girl” også er en mild parodi over. Mild fordi Gyllenhaal nemlig hele tiden forstår at gå en fornem balancegang i sin portrættering af den selvmordsfilosoferende drømmer, der gør figuren tragikomisk, transcenderende en indre vedkommende smerte, men samtidig styrer elegant uden om det karikerede og ynkelige.
I de to forelskedes afhængighedssøgende og desperate behov for selvrespekt, der yderligere forgrener sig videre over i filmens “modstander” Bubba, viser Mike Whites utroligt velskrevne manuskript for alvor sine mange styrker og nuancer ved en finurlig udført dominoeffekt på både det følelsesmæssige og handlingsmæssige plan, der afslører alle involveredes ønske om at ændre deres håbløse tilværelse som værende ligeså håbløst forkert grebet an, fordi det i virkeligheden blot bliver en bekræftelse af det de forsøgte at undgå, nemlig at leve deres eget liv gennem andre. Således hænger Holdens fascination af Justine og vice versa uløseligt sammen med henholdsvis hans behov for en slags moderolle pga. forældrenes ignorante indstilling overfor deres søn, (med undtagelse af to replikker forholder de sig i dyb tavshed i samtlige scener de medvirker), og Phils forvente søvngængeragtige attitude overfor sin kone, som i samme moment bunder i, at han ligeledes er kørt godt og grundigt træt i sit job. Bubba på den anden side introduceres først blot som den dovne lumre kammesjuk men er, viser der sig senere, faktisk dybt ensom og hænger mest af alt ud hos Phil og Justine, fordi deres liv i hans øjne er det ideelle forbillede. Da den mulige afsløring af affæren mellem kassedamen og forfatterspiren så indtræffer, bliver man som tilskuer stærkt i tvivl om det overhovedet var det værste der kunne ske. For den kædereaktion der pludselig bliver sat i gang, er ganske interessant at følge i sin 180 graders devaluering af karaktererne og deres respektive valg, som sender filmens handling ud på en herlig uforudsigelig skovtur hen over kærlighedens bumpede og snoede landevej. Ud over “The Good Girl”’s muntre, underspillede, letter akavede, men også meget hjertevarme historie og de fire hovedrollers nærværende og stærke skuespil, kommer filmen desuden med en ekstra varm anbefaling til alle fans af Zooey Deschanel, der trods en beskeden birolle brillere på vanlig vis, som man også kender det fra storesøster Emily Deschanel i “Bones”, med en vidunderlig tør humor, der i høj grad gør Whites manuskript stor ære og fik undertegnede til at hulke af grin.
“Attention, shoppers. There's a Retail Rodeo special on aisle 3. Liquid Drain Cleaner, 2 12-ounce cans for $5.00. Liquid Drain Cleaner has churning power and it will churn right through your pipes. Ladies, you need female plumbing. Shove something clean and new up your filthy pipes. That's Liquid Drain Cleaner on aisle 3. Have a good day and thank you for shopping at Retail Rodeo.”
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#451 NightHawk 13 år siden
Er super glad for at høre i kan lide mine anmeldelser, så tusind tak alle sammen for jeres kommentarer! :)
# 447 -
Bruce, jeg er sikker på at du vil komme til at elske de to film højt, så skynd dig at få dem bestilt hjem. :)
# 450 -
Herrguth, jeg kom lige i tanke om, at du jo havde købt sæson 3 & 4 af "The L Word", så ville lige høre hvor langt du er nået og om du stadigvæk kan lide serien ? :)
#452 Bruce 13 år siden
#453 NightHawk 13 år siden
Så er det jo bare at få dem smidt i afspilleren pronto! :)
Kan anbefale at se begge film lige efter hinanden, hvilket giver en helt unik oplevelse hvor alle de mange små detaljer i historien, dialogen og kropsproget virkelig kommer til udtryk. Det er en helt fantastisk sammenhørighed, der er imellem de to film trods de 9 års adskillelse.
Jeg kunne så i øvrigt rigtig godt tænke mig at se en 3'er. Måske med handlingen placeret tilbage i New York City om vinteren, med Jesse og Céline slentrende gennem Central Park i snevejr. Det ville sgu være et herlig og superromantisk syn. :)
#454 Collateral 13 år siden
#455 NightHawk 13 år siden
Ja, dem skal du virkelig glæde dig til se. :)
Jeg skriver lige en kommentar senere i aften til din anmeldelse af "Moulan Rouge". Er nemlig lige gået i gang med at se et par afsnit af "Doctor Who". :)
#456 Kruse 13 år siden
#457 Collateral 13 år siden
#458 Herrguth 13 år siden
Jeg er lige gået i gang med sæson 3, og har set de 2 første afsnit. Indtil videre er jeg stadig meget glad for serien, selv om der er et par figurer jeg er ved at blive lidt trætte af, men alt i alt så er jeg stadig hooked, og skal da have set hele serien igennem. :D
Men den er godt nok anderledes end mange andre serier, men på den gode måde. :)
#459 NightHawk 13 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0973633142...
Nu forlader vi de to superromantiske turtelduers kurtiserende kærlighedskarrusel i Paris og hopper i stedet på et skib til Italien for at stifte nærmere bekendtskab med Anthony Minghellas vidunderligt visualiserede, psykologisk udfordrende og poetisk sofistikerede homoerotiske thriller, baseret på mesterforfatteren Patricia Highsmiths populære bogserie om den mystificerende Mr. Ripley og hans camouflerende søgen efter identitet og respekt i en fremmed verden.
”Well, whatever you do, however terrible, however hurtful, it all makes sense, doesn't it, in your head. You never meet anybody that thinks they're a bad person.”
Under et middagsselskab i den fashionable og velhavende del af New York City antages den til lejligheden vikarierende pianist Tom Ripley, (Matt Damon), grundet en lånt jakke fra kostskolen Princeton, for at være en bekendt til skibsrederen og millionæren Herbert Greenleafs dekadente søn Dickie, som faderen er stærkt interesseret i at få retur til firmaet frem for at se ødsle familieformuen bort på tant og fjas i Napoli. Med overbevisningen om at den gamle skolekammerat er den ideelle mand til opgaven ud i at overtale junior til at vende tilbage til USA, beder Herbert ham derfor om at tage til Italien med alt betalt hvilket Tom, hvis liv i forvejen ikke er synderligt interessant, straks går med til. En grundig research på sønnens livsstil og en lang sejltur senere befinder ”den gamle ven” sig nu i det sydeuropæiske landskab, hvor han omgående roder sig ud i identitetsmæssige problemer ved at foregive at være Dickie Greenleaf overfor den ligeledes omrejsende og velhavende Meredith Logue, (Cate Blanchett). Efter at have indlogeret sig på et hotel, og fordrevet ventetiden lidt med at øve sig på et par italienske gloser, nær den strand hvor spradebassen Dickie, (Jude Law), og hans kæreste Marge, (Gwyneth Paltrow), daser i solen, beslutter Tom sig for at introducere sig selv for parret og ender med at blive inviteret til frokost i deres hus ved vandet trods det, at rigmandssønnen egentlig ikke kan genkende ham. På vej derhen spotter Tom ved tilfældighedernes spil Dickie være sin kæreste utro, men vælger ikke at nævne det, da den charmerende gavtyv endelig dukker op senere på dagen. Mens katten har været ude og føjte, har Tom til gengæld benyttet muligheden til at indsmigre sig hos Marge. Da han lidt efter laver en perfekt imitation af Greenleaf Sr., der samtidig afslører hans mission, vil Dickie dog straks sende sin nye gæst hurtigst muligt retur igen.
Men Tom er en snu ræv og lader derfor med vilje et par jazzplader ryge ud af sin taske, hvilket pludselig får Dickie, der forguder genren, til at ændre mening og i stedet lader han nu Tom, som i forvejen er fascineret af ham, bo hos dem med det formål at genere sin fader yderligere ved at bruge løs af Toms lønkonto. Efter en tur på en jazzklub hvor de to nye bedste venner har givet den fuld gas, bliver den gådefulde logerende en fast del af miljøet og med udsigten til en luksuriøs skitur med Dickie og hans slæng, begynder Tom efterhånden at nyde sin plads i solen. Som tiden går drages Tom mere og mere af charmøren og hans pulserende karisma og alt synes nu at være ren fryd og gammen. Den idylliske stemning ændres dog pludselig radikalt da en af Dickies gamle venner, den flamboyante og frembrusende Freddie Miles, (Phillip Seymour Hoffman), desværre dukker op under en tur til Rom, og langsomt tvinges Tom nu ud af både inderkredsen og de mange medfølgende goder. Marge der selv ved hvordan det føles at blive ignoreret og følelsesmæssigt isoleret forstår sagtens Toms skuffede attitude, men kan ikke rigtig stille noget op imod den dominerende og åleglatte dengses kølige atitude. Da en tragedie blandt lokalbefolkningen, som har forbindelse til Dickie, pludselig opstår i kølvandet på Toms nedtur, forsøger han straks at udnytte det til at komme ind i varmen igen, men må i stedet nøjes med en kold skulder som tak for sin loyalitet og en afskedsrejse til San Remo, hvor Dickie nu har tænkt at slå sig ned. Under en sejltur for at tjekke de dyre boliger ud nær kysten ender de to mænd pludselig i et voldsomt skænderi, der får store konsekvenser for Tom som nu må benytte sig af alle sine finurlige tricks for efterfølgende selv at holde skruen i vandet og tungen lige i munden, mens mørke og ildevarslende skyer trækker sig sammen i horisontens blodrøde solnedgang...
”Don't you just take the past and put it in a room in a basement and lock the door and never go in there? That's what I do, And then you meet someone special and all you want to do is to toss them the key and say; open up, step inside, but you can't, because it's dark, There's demons and if anybody saw how ugly it is...I keep wanting to do that, fling the door open just let light in and clean everything out.”
Tilbage i 1950’ernes USA hvor homoseksualitet stadigvæk var ulovligt, præget af alverdens fordomme og i flere tilfælde desuden brugt som afpresning pga. den kolde krig, var emnet derfor logisk nok ikke ligefrem noget folk talte hverken åbent eller specielt nuanceret omkring, og hvis man endelig gjorde det, ja så var det sjældent i et særlig positivt lys generelt blandt den brede befolkning. Filosofien om at holde lav profil, der prægede tankegangen i samfundet på daværende tidspunkt, blev dog konstant søgt udfordret af mænd og kvinder fra det kreativ miljø med diverse værker, som via en helt bevidst subtekst i historien forsøgte at give udtryk for de tanker og følelser man i Queer miljøet var tvunget til at undertrygge, hvilket den biseksuelle forfatter Patricia Highsmiths noveller, især med hendes debut ”Strangers On a Train” indspillet året efter i 1951 af Alfred Hitchcock, og den lesbiske klassiker ”The Price of Salt” fra 1952, meget symptomatisk skrevet under et pseudonym, bl.a. var rigtige gode eksempler på. Det var dog først i 1955 med skabelsen af den homoseksuelle antihelt Tom Ripley og hans lange dannelsesrejse der strakte sig over 5 bøger, at Highsmith for alvor satte kronen på værket i Queer mæssig sammenhæng, hvoraf Anthony Minghellas adaption af den originale bog stadig står som den filmatisering der bedst forstod at illustrere og visualisere de underliggende centrale temaer om seksualitet og narcissisme gemt bag kamæleonen Ripleys metaforiske jagt på det ideelle liv, der udgør filmens ydre lag som især introduktionen baserer sig på i præsentationen af den bogstavelig talt ludfattige protagonists klatretur op ad den prestige-lakerede rangstige.
Til at starte med foregår skildringen af hovedpersonens evne til at adaptere omgivelserne ganske fredsommeligt i et par scener hvor Anthony Minghella og en utroligt velspillende og alsidig Matt Damon i forbindtligt fællesskab sørger for at gøre både Tom Ripley yderst sympatisk og hans ønske om at stige i det sociale hierarki fuldt forståelig, bl.a. illustreret i kontrasten mellem mødet med Herbert Greenleaf og Toms rigtige arbejde som tjener på et toilet i operaen, samt hans elendige bopælsstatus i en kælder med dertil hørende naboer i konstant infight. Så da muligheden opstår for at bryde den fastlåste trummerum, forstår man fuld ud at han griber den og ønsker Mr. Ripley bon voyage til det det skønne Italien, hvor filmens sande tema åbenbarer sig i konfrontationen og fascinationen af Dickie Greenleaf, (spillet af altid labre Jude Law der skifter perfekt mellem det djævelsk charmerende og en kølig kynisk arrogance), som senere udvikler sig til besættelse og forelskelse i hvad Tom umiddelbart opfatter som værende det perfekte spejlbillede til sit eget i forvejen lave selvværd. Der er blot lige det beskedne problem for Ripleys homoseksuelle selverkendelsesproces, at venskabets umiddelbare erotiske understrøm kun løber i en retning, tydeliggjort mere og mere efterhånden som den gennemført heteroseksuelle Dickies eskapader eskalerer og afslører ham som en utro og nederdrægtig liderbuk, der slår så store revner i den glamourøse adonis facade, at Ripley ikke kan gøre andet end at foretage det valg han gør, fremprovokeret yderligere ved tilstedeværelsen af den flamboyante provo og måske biseksuelle Freddie Miles, hvilket sender ham først på gyngende grund og derefter med direkte kurs mod afgrunden i forsøget på at skabe en illusion af sig selv hans underbevidsthed kan acceptere.
Det lykkedes dog for Ripley at finde tilbage på nogenlunde sikker grund igen efter at have været igennem et følelsesmæssigt stormvejr af en anden verden. Men hans forsøg på at genopfinde sig selv, da handlingen flyttes til Rom, bliver aldrig rigtig det ønskede paradis eller den permanente løsning han har sukket efter, og i princippet heller ikke fortjener, repræsenteret ved de nagende og evigt tilbagevendende samvittighedskvaler i skæbnesvanger form af både den dekadente Miles og hans påtrængende attitude, Marges intense søgen efter svar, samt Merediths latente viden om Ripleys sande jeg, hvis forskellige tråde Anthony Minghella orkestrerer med så sublimt et overblik, at intensiteten og spændingen driver ned af væggene i stort set samtlige scener i den italienske hovedstad. Meget sent i handlingen introduceres man så for en mulig redningskrans i skikkelse af Marges gode ven, den ekstremt høflige og charmerende komponist Peter Smith-Kingsley, (Jack Davenport), som åbenlyst med sin venlige og forførende aura er den perfekte partner for Tom Ripley, og lige netop det livgivende holdepunkt for den ustabile og skrøbelige psyke han kæmper med næb og klør for at bevare intakt, så han helt undgår at miste forstanden og dermed sig selv. Selv om der i dette nye fysiske og ikke mindst psykiske kærlighedsbånd mellem de to mænd, (symboliserende jeg'et og ideal-jeg'et), tændes et lys i mørket for filmens tragiske protagonist, opstår den potentielle symbiose på det værste tidspunkt i Ripleys liv, med en chokerende reminder under ham og Merediths tur i operaen, og er temmelig grumt tænkt af Highsmith & Minghella der samtidig med at pulsen holdes oppe, på fascinerende vis lykkedes med at gøre Ripleys indre kamp og dertil hørende reaktioner fuldt ud forståelige uden på nogen måde at legitimere selv samme handlinger.
På trods af sine pænt deprimerende underliggende temaer er ”The Talented Mr. Ripley” en nydelse fra start til slut, og i mine øjne Anthony Minghellas ubestridte mesterværk, hvis formidable instruktion desuden matches i samtlige andre facetter lige fra det nærværende og alsidige skuespil, til John Seales betagende billedside der med et kælent øje indfanger, fremhæver, udnytter og forvandler det sydeuropæiske lands detaljerige scenarie til en ekstra passager på Ripleys rejse, alt sammen smukt og sensuelt akkompagneret af Gabriel Yareds mørke og melankolske score.
#460 NightHawk 13 år siden
http://www.planetaxel.com/productDetails/024543060...
Efter at have været med som ekstra passager på en turbulent rejse rundt i sindets mørkeste afkroge hos en frustreret og fortabt mand midt i hans desperate famlen efter meningen med tilværelsen, skal vi nu over i en helt anden boldgade, og så alligevel ikke helt, med duoen Miguel Arteta & Mike Whites underspillede, ofte kulsorte og herligt knastørre dramakomedie om en lettere fortabt forstadsfrues forsøg på et opgør med sit ufatteligt kedelige livs drænende og sure forpligtigelser.
”After living in the dark for so long, a glimpse of the light can make you giddy. Strange thoughts come into your head and you better think'em. Has a special fate been calling you and you not listening? Is there a secret message right in front of you and you're not reading it? Is this your last, best chance? Are you gonna take it? Or are you going to the grave with unlived lives in your veins?
Et sted i en mindre Texansk soveby gør ekspedienten Justine Late, (Jennifer Aniston), sit absolut bedste for at holde humøret oppe, så hun ikke falder helt i søvn mens timerne langsomt slæber sig af sted på jobbet i det lokale center Retail Rodeo, hvor intensiteten er på nulpunktet og udfordring en by i Rusland. Efter fyraften bliver situation i øvrigt ikke ligefrem bedre af, at der sædvanen tro på hjemmefronten venter endnu en konfrontation med hendes kvabsede mand Phil, (John C. Reily) og hans makker Bubba, (Tim Blake Nelson), der driver et lille malerfirma sammen og ellers bruger resten af dagen på at ryge sig skæve. Oven på en ganske udmærket, uden at være fantastisk, nats søvn er Justine atter tilbage på ligegyldigheds højborg i centret, hvor hun resolut beslutter sig for at der bare skal ske et eller andet, der bryder rytmen, og tager derfor kontakt til den nyansatte ungersvend Holden, (Jake Gyllenhaal), som hun trods hans indelukkede og melankolske væremåde ikke kan lade være med alligevel at blive en smule fascineret af især, da snakken falder på hans stræben efter at blive forfatter. Under frokosten anbefaler kollegaen, den alt for overfriske og kække vegetar Gwen, (Deborah Rush), der for længst har spottet Justines depression, hende til at flytte over i parfume & make-up afdelingen for at få lidt mere kulør på tilværelsen i selskab med Cheryl, (Zooey Deschanel), hvis stærkt sarkastisk tone overfor kunderne dog blot minder Justine om hvorfor, at hun i bund og grund hader sit job som pesten. Udenfor ved frokostbordene må Holden lægge øre til frustrationerne og til alt held er han fuldstændig enig, så derfor beslutter hun at tage med sin nyfundne soulmate hjem, hvor hun opdager at have op til flere ting til fælles med den deprimerede døgenigt, da hun fortæller om sit liv med Phil og sin manglende college uddannelse.
Som dagene går synes hverdagen i centret pludselig væsentlig sjovere, mens irritationen over den luddovne Phil til gengæld bliver større og større. Men da Holden en dag efter arbejde, hvor hun giver ham et lift hjem, begynder at lægge at på hende trækker hun alligevel følehornene til sig. Da Justine senere modtager et langt og kringlet brev fra den aspirerende forfatter, ombestemmer hun sig mht. at have en affære og bliver enig med sig selv om at mødes med Holden efter arbejdstid. Uheldet vil det desværre, at helsefreaken Gwen samme dag pludseligt får et voldsomt maveonde efter at have indtaget nogle blåbær, og Justine må derfor påtage sig opgaven med at få hende på hospitalet. Stresset og anspændt til op over begge ører når hun dog alligevel frem på et hængende hår, hvilket hurtigt viser sig at være et klogt valg, da den ophedede aften i Holdens arme senere på et motel lige præcis er den nærhed, hun så længe har gået og sukket efter. Mens de to nyforelskede sørger for at holde dampen oppe over alt de kan komme til det, beslutter Phil sig i mellemtiden for at forsøge at reparere forholdet til sin kone og sætter sig langt om længe for at få ordnet deres tv, som konstant lider af irriterede udfald. Efter endnu en svedig nat på motellet er Justine dog nær ved at få et mindre hjerteanfald, da hun spotter Bubbas vogn på parkeringspladsen udenfor. Pludselig kan hun mærke den dårlige samvittighed komme snigende, hvilket kun bliver endnu værre da hun vil besøge den stærkt negligerede Gwen på hospitalet og erfarer fra centerets sikkerhedsvagt, og byens lokale bibelbasker, den ganske hyggelige men også temmelig teatralske Corny, (Mike White), at Gwen er fløjet til de evige jagtmarker. Plaget af en slem skyldfølelse på flere måder må Justine nu gøre op med sig selv, om hun skal holde fast i den intense, poetiske, men også følelsesmæssigt ustabile Holden, eller om fremtiden mon alligevel skal findes hos Phil, der overraskende pludselig udviser en nyfunden vilje til at træde i karakter.
”As a girl you see the world as a giant candy store filled with sweet candy and such. But one day you look around and you see a prison and you're on death row. You wanna run or scream or cry but something's locking you up. Are the other folks cows chewing cud until the hour comes when their heads roll? Or are they just keeping quiet like you, planning their escape.”
Med Jennifer Aniston, bedst kendt som den kække og nuttede Rachel Green fra tv-serien “Friends”, i hovedrollen ligger det lige til det fordomsfulde højreben, at mistænke denne umiddelbart uskyldigt og letfordøjelige størrelse med den sukkersøde titel “The Good Girl”, for blot at være endnu en af de mange romantiske komedier der bliver spyttet ud på det lange samlebånd fra den storslåede Hollywood fabrik. Dette er dog på ingen måde tilfældet her, for kort inde i handlingen er man klar over at være tilskuer til et herligt afdæmpet og underspillet trekantsdrama i bedste indie stil, tempomæssigt kørende på cruise-kontrol og ofte med håndbremsen trukket helt om på bagsædet, mens de mange klukkende morsomme humoristiske spidsfindigheder og sarkastiske spydigheder lader sig åbenbare som en finurlig og yderst kreativ integrering i den sparsommelige men altid skarpt analyserende og lige på kornet for den givne situation ramte dialog. Som filmens ubestridte nøglepunkt Justine leverer Jennifer Aniston, med perfekt texansk dreven accent og som man nærmest fornemmer har suget omgivelsernes depressive melankoli til sig som en magnet på fuld styrke, en pragtpræstation som den livstrætte og bitre protagonist, hvis skuffelse over egne forspildte drømme tydeligvis ligger som et tons tungt åg på den spinkle krop, formidabelt skildret i Anistons zombie symboliserende kropsprog og dertil hørende ansigtsmimik. Håbet om at ændre sin fremtid udfolder sig herefter i mødet med Holden, hvis boheme lidende tristesse Jake Gyllenhaal er hjemmevandt i efter sin tour de force præstation i kultklassikeren “Donnie Darko”, som karakteren i “The Good Girl” også er en mild parodi over. Mild fordi Gyllenhaal nemlig hele tiden forstår at gå en fornem balancegang i sin portrættering af den selvmordsfilosoferende drømmer, der gør figuren tragikomisk, transcenderende en indre vedkommende smerte, men samtidig styrer elegant uden om det karikerede og ynkelige.
I de to forelskedes afhængighedssøgende og desperate behov for selvrespekt, der yderligere forgrener sig videre over i filmens “modstander” Bubba, viser Mike Whites utroligt velskrevne manuskript for alvor sine mange styrker og nuancer ved en finurlig udført dominoeffekt på både det følelsesmæssige og handlingsmæssige plan, der afslører alle involveredes ønske om at ændre deres håbløse tilværelse som værende ligeså håbløst forkert grebet an, fordi det i virkeligheden blot bliver en bekræftelse af det de forsøgte at undgå, nemlig at leve deres eget liv gennem andre. Således hænger Holdens fascination af Justine og vice versa uløseligt sammen med henholdsvis hans behov for en slags moderolle pga. forældrenes ignorante indstilling overfor deres søn, (med undtagelse af to replikker forholder de sig i dyb tavshed i samtlige scener de medvirker), og Phils forvente søvngængeragtige attitude overfor sin kone, som i samme moment bunder i, at han ligeledes er kørt godt og grundigt træt i sit job. Bubba på den anden side introduceres først blot som den dovne lumre kammesjuk men er, viser der sig senere, faktisk dybt ensom og hænger mest af alt ud hos Phil og Justine, fordi deres liv i hans øjne er det ideelle forbillede. Da den mulige afsløring af affæren mellem kassedamen og forfatterspiren så indtræffer, bliver man som tilskuer stærkt i tvivl om det overhovedet var det værste der kunne ske. For den kædereaktion der pludselig bliver sat i gang, er ganske interessant at følge i sin 180 graders devaluering af karaktererne og deres respektive valg, som sender filmens handling ud på en herlig uforudsigelig skovtur hen over kærlighedens bumpede og snoede landevej. Ud over “The Good Girl”’s muntre, underspillede, letter akavede, men også meget hjertevarme historie og de fire hovedrollers nærværende og stærke skuespil, kommer filmen desuden med en ekstra varm anbefaling til alle fans af Zooey Deschanel, der trods en beskeden birolle brillere på vanlig vis, som man også kender det fra storesøster Emily Deschanel i “Bones”, med en vidunderlig tør humor, der i høj grad gør Whites manuskript stor ære og fik undertegnede til at hulke af grin.
“Attention, shoppers. There's a Retail Rodeo special on aisle 3. Liquid Drain Cleaner, 2 12-ounce cans for $5.00. Liquid Drain Cleaner has churning power and it will churn right through your pipes. Ladies, you need female plumbing. Shove something clean and new up your filthy pipes. That's Liquid Drain Cleaner on aisle 3. Have a good day and thank you for shopping at Retail Rodeo.”