Det lyder som en god ide med en sit-coms tråd, så hvis du starter det op senere, så deltager jeg meget gerne. :)
Mht. "Family Ties" så er det en serie som, i og med den bliver mere alvorlig i tonen, også bliver bedre og bedre jo længere ind i serien man kommer. En ganske sjov og meget romantisk detalje hertil er, at Michael J. Fox undervejs forelskede sig i Tracy Pollan der i en række afsnit, (som du virkelig skal glæde dig til at se), spillede hans kæreste Ellen i serien. De blev senere gift og er det stadig den dag i dag.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Efter en herlig humørfyldt og turboladet tidsrejse gennem nostalgiens fornemt orkestrerede og finurligt sammensatte poetiske paradokser af drømmende dimensioner, er det nu blevet tid til at få hevet de helt store lommetørklæder frem, når David Lynch slår sine magiske døre op til en af de største tårepersere i nyere tid, her i skræmmende humanistisk og skrøbeligt eksistentiel skikkelse af den barske og hjerteskærende historie om den grotesk udseende elefantmand John Merrick.
”If only I could find her, so she could see me with such lovely friends here now; perhaps she could love me as I am. I've tried so hard to be good.”
Et sted nær Londons knap så fashionable kvarterer i east end er et omrejsende cirkus i fuld færd med at tjene til føden ved at underholde det fine borgerskab med dets mystiske hovedattraktioner af spøjse og bizarre typer, hvoraf den sagnomspundne elefantmand får pengene til at vælte ind i en lind strøm lige ned i de grådige lommer tilhørende den slibrige chef Bytes, (Freddie Jones). Den grove udnyttelse af sine underordnede bliver dog for meget for en ældre gentleman, der straks tilkalder politiet for at få lukket stedet, hvilket betyder at den eventyrlystne kirurg Frederick Treves, (Anthony Hopkins), ikke selv når at få syn for sagen og derfor må gå forgæves. Under en operation næste dag dukker et sendebud, udsendt i al hemmelighed, dog op og kan informere om at han har opsporet hvor Bytes og elefantmanden John Merrick, (John Hurt), befinder sig, hvorpå Treves efterfølgende fordufter uden at afsløre sin mission til hans nysgerrige kollegas store frustration. Efter en længere vandretur rundt i de smalle og ildevarslende gader i fattigkvartererne lykkedes det til sidst for kirurgen af få lavet en aftale med Bytes om at fremvise sit såkaldte monster, hvilket omgående bringer Treves i en tilstand af chok og fortvivlelse, da synet af den forpinte sjæl møder hans øjne. Da en portion penge herefter yderligere skifter hænder, låner Bytes gladelig Merrick ud for en stund så Treves kan undersøge ham nærmere på hospitalet, hvor han senere vælger at vise sin spektakulære gæst, hvem han forgæves forsøger at kommunikere med, frem for resten af den stærkt forbløffede lægestand. Da Merrick senere på aftenen vender hjem, går den afstumpede Bytes amok og gennemtæver staklen, der kun reddes fordi Bytes unge medhjælper, som heller ikke kan fordrage sin chef, skynder sig til hospitalet for at få fat på Treves. Den snarrådige kirurg kan hurtigt regne ud hvad der er sket, og beslutter sig omgående for at få Merrick i sikkerhed i et værelse på hospitalet, langt væk fra Bytes perverse rækkevidde. Selv om han forsøger at gå stille med dørene, bliver der alligevel lagt mærke til dem fra hospitalets personale, og kort efter befinder Treves sig derfor logisk nok på kontoret hos forstanderen Carr Gomms, (John Gielgud), hvor han må forklare sit forehavende.
Efter lidt snak frem og tilbage får Merrick lov til at blive på sit værelse og alt synes at være i skønneste orden, lige indtil rygterne desværre finder vej til hospitalets nederdrægtige nattevagt, som straks øjner muligheden for at tjene nogle nemme penge ved at vise Merrick frem for folk og fæ. Dagen efter, alt imens Treves og oversygeplejersken Mrs. Mothershead, (Wendy Hiller), diskuterer om hvorvidt den nyligt logerende er berettiget til deres hjælp, og Treves derfor efterfølgende vælger at lære ham at tale for at forbedre hans chancer for at blive på hospitalet, lykkedes det for den klamme Bytes at luske sig ind i ét desperat forsøg på at få Merrick retur til sit cirkus. Han når dog heldigvis ikke særlig langt inden at Treves, med assistance fra Gomm, får held til at stoppe ham ved at true med at gå til politiet. Et stykke tid senere, på forstanderens opfordring, skal Merrick forsøge at overbevise ham om at han, på trods af sit handicap, besidder en hvis form for brugbar intelligens, hvilket dog ikke lykkedes i første omgang, da Gomm opdager at Merrick blot remser et par linjer op, som han er blevet trænet i. Dommen er herefter klar, men Merrick indser straks situationens alvor og begynder derfor en oplæsning fra bibelen der understreger, at han så sandelig både er i stand til at læse, forstå og formulere sig klart og tydeligt. Gomm er nu både pinlig berørt over sine fordomme, men også svært imponeret over hvad han har set og beder herefter Treves om at blive Merricks værge. Treves påtager sig med stor fornøjelse sin nye opgave i at gøre tilværelsen så behagelig som overhovedet mulig for sin nye ven, der omvendt er ovenud lykkelig for at nogen endelig viser ham den respekt og venlighed som han aldrig tidligere har oplevet, hvilket han da også giver udtryk for, da han bliver inviteret på middag i Treves noble hjem for at møde hans kone Ann, hvor han bl.a. fortæller om savnet af sin moder. Oven på et hyggeligt og tårevæddet møde bliver Merrick dagen efter igen overdøset med venlighed, da han introduceres for den berømte skuespillerinde Marge Kendal, (Anne Bancroft), der har læst om ham, og nu gerne vil byde sig til som velgører. Som tiden går, mens Merrick nyder sit liv, lurer ondsindede kræfter dog stadig i kulissen, og samtidig begynder Treves også at komme i tvivl om hans renhjertede projekt nu også er så rent og uskyldigt når alt kommer til alt.
”Never. Oh, never. Nothing will die. The stream flows, the wind blows, the cloud fleets, the heart beats. Nothing will die.”
Ved første øjekast skulle man ikke lige umiddelbart tro at filmen “The Elephant Man”, grundet sin forholdsvis traditionelle visuelle side og kronologisk behagende historie-formidling, var instrueret af den underfundige og eksperimentelle billedmager David Lynch, manden bag nogle af filmhistoriens mest kryptisk sammensatte og visuelt udfordrende værker. Undervejs i dette følelsesmæssigt hårde, slagkraftige og poetisk smukke mesterværk illustreres det dog med al tydelighed, at Lynch så langt fra har sluppet grebet om sine mystificerende virkemidler, (som han kun har gjort fuldt ud én gang med den ligeledes sublime “The Straight Story”), hvilket især skinner igennem denne sensible films dramatiske og brutale indledning, samt i skikkelse af den altomfavnende astrologiske afslutning, der er med til at understrege at dette er en moderne fabel lavet over virkelige begivenheder, frem for en nøjagtigt og millimeter præcis skildring af de faktuelle hændelser, der omgav John Merricks liv. Det skal så naturligvis samtidig ses i lyset af, at manuskriptet blev udarbejdet på grundlag af Frederic Treves egne og lettere romantiserede anekdoter og ikke den senere bog udgivelse “The True Story of The Elephant Man”, som unægtelig sætter begivenhedernes gang i et helt andet og knapt så eventyrligt lys. Hvor om alting er ændrer det nu stadigvæk ikke på helhedsindrykket af David Lynch version der i forvejen, med de føromtalte drømmesekvenser og den bevidst stemningsprægede leg med skygger og lys som sansepirrende appetitvækker, ikke forsøger at fremstå ovenud realistisk i den rejse man som tilskuer øjeblikkeligt fascineres og forføres af, da man placeres side om side med Frederick Treves som opfindsomt fra Lynchs side agerer turguide med henblik på at tilfredsstille tilskuerens ligesindede nysgerrighed ud i at undersøge og dissekere det uforklarlige og fremmede gemt i naturens mangfoldighed, og herigennem denne analyse vende blikket mod os selv filosoferende over vores egne reaktioner i forhold til det, man selv opfatter som værende anderledes.
Selv om mødet mellem de to mænd fra hver deres respektive ende af det sociale hierarki i sig selv er gribende at overvære, i dets famlende forsøg på at skabe et venskab der ikke burde kunne lade sig gøre pga. den store statusforskel, er det i mødets moralske efterspil det for alvor bliver interessant, når det illustreres hvorledes den hhv. monstrøse, naive og ultimativt godhjertede John Merrick, (formidabelt og dybt rørende portrætteret af John Hurt under sit tonstunge make-up), og den disciplinerede, rationelt tænkende og umiddelbart følelsesmæssigt kalkulerende Frederick Treves, (spillet med vanlig høj intensitet og nærvær af Anthony Hopkins), hver især bliver påvirket i en dobbelttydig negativ og positiv retning undervejs, der sætter begge mænds eksistens i relief til det samfund de befinder sig i. For på trods af alle de mange gode intentioner fra Treves side og hans umiddelbare redningsaktion af Merrick over to omgange fra det nedværdigende freak show han opholder sig i, hvor han må leve under kummerlige ydmygende forhold i det rene lort pint og plaget af den ulækre Bytes, der fremstår endnu mere klam i skikkelse af Freddie Jones underspillede sleske præstation, ja så er Treves til at starte med på bundlinjen, og ubehageligt overraskende for os som publikum fordi man identificere sig selv med ham som helten, (eller en slags frelsende engel om man vil), egentlig ikke synderligt anderledes end filmens modstandere. Specielt er overgangen fra fremvisningen i cirkusset for det bedre borgerskab, til fremvisningen på hospitalet for lægestaben og diverse eksperter fuldstændig ens i umenneskeliggørelsen af Merick, og redningen af den vanskabte mand bliver derfor, selv om det ikke er tænk ud fra det perspektiv, mere et spørgsmål om personlig prestige for Treves end det er for hans patients egen skyld.
Ligeledes fortsættes denne fremragende ambivalente historieformidling efterfølgende under Merricks gradvise indslusning til det bedre borgerskab, heriblandt Mrs. Kendal, hvis tvivlsomme indoktrinering fra Treves side, ved igen i princippet at bruge Merrick som udstillingsvindue for sine egne færdigheder, man som tilskuer uden at spekulere nærmere over lader fade i baggrunden, fordi man uundgåeligt gribes af Merricks skæbne og kun ønsker det bedste for ham, hvilket i høj grad skyldes John Hurts evne til at få skabt tårevædet sympati for karakteren. Trods det at denne naive og hjertevarme sjæl er uvidende om baggrunden for hjælpen, får han samtidig lige præcis den kærlighed, værdighed og selvtillid der skal til for at han overlever, da den totale ydmygelse finder sted i de stærkt ubehagelige scener med nattevagten og hans følge af fulde stoddere og vulgære kællinger, som i samlet flok træder Merrick helt ned i sølet, inden Bytes bortfører ham til sit cirkus og stikker af til Belgien. I den konfrontationen der følger mellem Treves og nattevagten, har “The Elephant Man” det første af sine to eksistentielle og emotionelle højdepunkter, da den i egen opfattelse moralsk korrekte kirurg når kulminationen på sin selverkendelsesproces i sit reelle forhold til Merrick, hvilket han bestemt ikke bryder sig om at indse, men indser han må lave om på under og i kølvandet på sit fuld ud berettigede vredesudbrud mod den afstumpede nattevagt. Parallelt hertil træder David Lynch for en stund over i en mørk og dyster eventyrslignende verden af mareridtsagtige propositioner i skildringen af Merricks flugt fra det usle hul, som han atter er blevet placeret i. Godt nok bliver han hjulpet af sine egne kolleger, men viljen til at nå hele vejen tilbage til London, på trods af hans svækkede tilstand, ligger ultimativt fasttømret i John Merricks nyfundne overlevelsesinstinkt og tro på menneskeheden, som han har oplevet og taget til sig via Treves, hvoraf genforeningen mellem disse to soulmates da også bliver så ovenud effektfuld som den gør, fordi det symboliserer en rendyrket accept mellem to mennesker på tværs og på trods af de sociale og fysiske skel, mange ofte bruger til at holde hinanden på behørig afstand med i stedet for.
“The Elephant Man”, (der i øvrigt meget spøjst filmens seriøse tone taget i betragtning er produceret af spoof kongen Mel Brooks), er og bliver ved med at være en helt fantastisk filmoplevelse, hvis fabelagtige historie, stemningsfulde score, scenografi og fotografering, kombineret med to skuespilpræstationer i absolut verdensklasse uden tvivl vil efterlade alle med tårer i øjnene over at være vidne til. Et absolut must own til samlingen derhjemme.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Nu er det blevet tid til at få skiftet de mange tårer og den sørgmodige atmosfære ud med et godt gammeldags latterkrampende grin, uden at vi dog hverken skal forlade det sort/hvide filmunivers eller slippe kravetøjet på altid herlige Mel Brooks, der denne gang påmonterer de velkendte spoof briller for at tage os med på en humoristisk tour de force gennem det Transsylvanske landskab, hvor den sagnomspundne familien Frankenstein må stå for skud fra et sandt festfyrværkeri af veltimede jokes og passionerede parodier.
”I am a scientist, not a philosopher! You have more chance of reanimating this scalpel than you have of mending a broken nervous system!”
Under et af sine sædvanlige foredrag på et universitet for medicinstuderende et sted i USA kommer den lettere arrogante videnskabsmand Dr. Frederick Fronkensteen, (Gene Wilder), i strid modvind da en ufatteligt irriterende elev pludselig begynder at stille en række nærgående spørgsmål, som involvere doktorens direkte forbindelse til den berømte og berygtede Frankenstein klan, hvilket går ham ekstremt meget på nerverne at blive mindet om, og dennes bizarre drøm om at vække de døde til live igen. En rask diskussion og et lettere kikset eksperiment senere får Frederick igen lagt låg på situationen, selv om det dog kun bliver for en kort stund, da en advokat dukker op og forklarer at han har arvet sin farfar Victor Frankensteins slot i Transsylvanien. Med udsigten til at score en god sjat penge vælger Frederick på trods af sin tidligere modvilje at rejse dertil, og tager derfor kort efter afsked med sin elskede, den übersnobbede Elizabeth, (Madeline Kahn), ved togstationen. Oven på en pænt lang togrejse fra Amerika til Rumænien bliver Frederick ved ankomsten mødt af den pukkelryggede medhjælper Igor, (Marty Feldman), og den sexede assistent Inga, (Teri Garr), der sammen drager mod det beskæmmende slot ulmende i den faretruende horisont. Her byder boets husbestyrerinde, den gåsehudsfremkaldende Frau Blücher, (Cloris Leachman), dem indenfor og viser herefter Frederick til sit værelse hvor der opstår et mindre skænderi om et formodet hemmeligt bibliotek, samt Frau Blüchers provokerende insisteren på at servicere den unge doktor med lidt vådt til ganen. Senere på natten vækker Inga ham, efter Frederick har haft et grusomt mareridt om sit slægtskab, for at gøre opmærksom på en besynderlig men smuk musik from behind ze bookcase.
En ordentlig svingtur i en skjult dør senere befinder duoen sig side om side i de mørke, kolde og spindelvævsbefængte gange på vej mod kælderen, hvor de får yderligere selskab af Igor der dog samtidig er tæt på at give dem et mindre hjerteanfald, inden de nå frem til hvad der viser sig at være Victors gådefulde laboratorium og dertil hørende hemmelige bibliotek med den store bog om re-animation, hvilket får den nu dybt fascinerede Frederick helt op i det røde felt af begejstring. Under frokosten næste dag er den unge doktor opsat på at træde i sin farfars fodspor, så da natten sænker sig over landsbyen tager ham og Igor af sted til kirkegården, for at finde et lig han kan udføre sit eksperiment på. Trods en massiv regnbyge, et uheld med kisten og en patruljerende politibetjent med munddiarre, lykkedes det på mirakuløs vis at nå hele vejen hjem uden nogen opdager det, og efter liget er lagt på operationsbordet sendes Igor atter i byen for at stjæle en hjerne tilhørende den afdøde filosof og geni Hans Delbrück. Tingene forløber sjovt nok ikke helt efter planen, men inden længe har en hjerne dog alligevel indfundet sig i monsterets, (Peter Boyle), kranie og Dr. Fronkensteen fortsætter derfor eksperimentet som planlagt, uvidende om hvad der er hændt. Skønt det ene lyn efter det andet flæser nattehimlen og elektroderne slår omkring sig i en kaskade af gnister, sker der absolut intet og den fortvivlede doktor må dybt skuffet indse, at hans drøm er blevet en kæmpe fiasko. Imens i landsbyens forsamlingshus har borgene fået nys om slottets nye logerende og frygter at byen endnu engang vil blive udsat for et frådende monsterangreb. De ældre og politiinspektør Kemp, (Kenneth Mars), maner dog til forsigtighed og opfordrer derpå alle til at besinde sig. Inden længe vågner monsteret dog pludselig op alligevel, går amok på sin skaber og slipper løs, og så er fanden for alvor løs i laksegade...
”From that fateful day when stinking bits of slime first crawled from the sea and shouted to the cold stars, "I am man.", our greatest dread has always been the knowledge of our mortality. But tonight, we shall hurl the gauntlet of science into the frightful face of death itself. Tonight, we shall ascend into the heavens. We shall mock the earthquake. We shall command the thunders, and penetrate into the very womb of impervious nature herself.”
Efter tidligere af to omgange med hhv. “The Producers” og “Blazing Saddles” at have samarbejdet om at lave to af filmhistoriens mest vellykkede komedier, slog Mel Brooks og Gene Wilder i 1974 atter pjalterne sammen, og lagde deres hoveder i blød, for at stikke deres kreative humoristiske fingre helt ned i den maddike befængte materie på gysergenren, nærmere bestemt Universal Pictures højt værdsatte saga lavet over Mary Shelleys verdensberømte historie om Dr. Frankenstein og hans svært frygtindgydende monster, med en speciel forkærlighed for de to første film i serien. Selv samme store fascination af James Whale og hans formidable supertalent for at skabe en forunderlig blanding af kriblende uhygge og poetisk skønhed kan så absolut også både ses og fornemmes i den perfekt adapterede “Young Frankenstein”, som Mel Brooks & Gene Wilder begge gav en hidtil uhørt flot sammenhørighed i sin spoof baserede indgangsvinkel ved bl.a. at bruge de originale kulisser fra 30’erne, samt en identisk optagelses og redigeringsproces, hvilket understregede at deres værk så sandelig var mindst ligeså meget en hyldest som en parodi til den række af film, der blev taget under deres kærlige komiske behandling. Særligt må genskabelsen og udnyttelsen af det oprindelige laboratorium design i forhold til plottet stå som et af de mest nostalgisk emmende højdepunkter undervejs den lange og vandvittige rejse rundt i imitationen og parodiernes højborg, og man kan derfor ikke gøre meget andet end at knibe en glædeståre over at se det udfolde sig på ny, også selv om det er under langt mindre seriøse forhold end tidligere. Selv om handlingen altså dermed holder sig ganske stringent i sin opbygning, udelukkende via referencer til Frankenstein filmene, har Mel Brooks dog ingen skrupler ved at skeje helt ud i vanlig lavpandet stil med et par ekstremt platte jokes, men slipper uden problemer alligevel af sted med det fordi alt omkring dem, hvad både den visuelle side og skuespilpræstationernes kontekst angår, er så overbevisende og gennemført i sit generelle referencemæssige udtryk.
Når grundmaterialet i forvejen er så suverænt velskrevet som det er, ja så findes der næppe noget bedre end at have et hold af super kompetente skuespillere i absolut topform med om bord til at omsætte de mange absurde og geniale sketchs, samt den sprudlende metaforiske, satirisk skarpslebne og ofte lumre dialog som Mel Brooks råder over i “Young Frankenstein”. Særlig underholdende at overvære, uden at han egentlig behøver at gøre så meget andet end blot at være til stede, er Gene Wilder som alene via sin introduktion med sit spøjse overskæg, maniske blik og det besynderligt pompøst krøllede garn omgående får mig til at trække på smilebåndet og dernæst efterfølgende får mig til at flække af grin, når han med mesterlig timing i hans pingpong ruller sig ud i herligt underspil eller vildt overspil, hvad end det er overfor Madeline Kahns kølige og luftige krukkede attitude, (som hun om nogen mestrer), den evigt energiske og improviserende Marty Feldman med de flakkende øjne, Teri Garr som den super hotte men smådumme tuttenuttede og naive Inga, eller Cloris Leachmans teatralske fremtoning som Fra Blücher, hvor scenen med opremsningen af de forskellige drinks f.eks. er kontrolleret irritation når det er aller sjovest.
Hver især gør alle i castet det fremragende i deres respektive roller og leverer legende let den ene klukkende morsomme punchline efter den anden, men det er manden i centrum Gene Wilder, meget symptomatisk for det gudekompleks hans karakter slæber rundt på, der som en anden dukkefører for den evigt ulmende latter er limen, der får de mange spøjse indslag til at hænge sammen med en mageløs humoristisk slagside. Ligeledes er Peter Boyle forrygende i en temmelig svær rolle, der kræver en god portion træning i kropsprog og ansigtsmimik, hvilket når sine to humoristiske højdepunkter i musicalscenen med Gene Wilder og ikke mindst i en af filmens sjoveste og bedst timede scener, da monstret under sin flugt ender hos en lidt for venlig blind mand, spillet af Gene Hackman, i en perfekt udført parodi over samme forløb i “The Bride of Frankenstein”, som man kan se i linket nedunder hvis man har lyst.
Fyldt til randen med en udsøgt detaljerigdom i sit visuelle udtryk, samt en masse gode grin, står “Young Frankenstein” for mit vedkommende ikke blot som Mel Brooks suverænt bedste film i karrieren, men også som en af de sjoveste og mest vellykkede spoof film der nogensinde er lavet.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Mens det eminente ekko af latterens lystige røst runger mildt i den bagvedliggende Transsylvanske horisont, sættes kursen på den filmhistoriske rejse nu mod det vulgært varme og sveddryppende Texas i skikkelse af Tobe Hoopers ultra nervepirrende og minimalistiske gyserklassiker, der gennem en enestående blanding af rå dokumentarisme og gåsehudsfremkaldende suspense udgjorde opskriften på en af genrens bedste og mest skræmmende værker til dato.
”Well now look, you boys don't want to go messin' around some old house. Those things is dangerous. You're liable to get hurt. You don't want to go fooling around other folks' property. Some folks don't like it, they don't mine showing you.”
Med eftermiddagssolens glohede stråler hængende over sig som en tung og omklamrende dyne er den unge Sally Hardesty, (Marylin Burns), og hendes handicappede bror Franklin, (Paul A. Partain), samt deres tre venner Kirk, (William Vail), Pam, (Teri McMinn) og Jerry, (Allen Daziger), på vej mod en kirkegård for at besøge deres bedstefaderens gravplads, som tidligere på ugen har været omtalt i radioen i forbindelse med en bizar vandalisme, hvor flere lig er blevet fundet parteret og halvt ædt. Efter stakkels Franklin har haft en nærdødsoplevelse under en tissepause og Pam har holdt et mindre udmagrende foredrag om astrologi, som kun bliver ekstra uudholdelig pga. varmen, lykkedes det endelig for den lille gruppe at nå frem til kirkegården, hvor Sally atter kan ånde lettet op da graven viser sig at være intakt. Til gengæld er Franklin i mellemtiden ved at blive skræmt halvt ihjel, da en gammel drukkenbolt fortæller at egnen de befinder sig på er hjemsøgt af en ondskab, der hænger som en fæl dunst i luften omkring dem. Et godt stykke længere nede af den svedige hovedvej må de fem venner sande at det ikke er det eneste der hænger i luften, da en kvalmende stank af gammelt kød melder sin ankomst i bilen, hvilket viser sig at være fra det lokale slagteri Franklin erindrer fra sin barndom på landet, hvor bedstefaderen tog ham med hen for at se dyrene blive slagtet. Den lettere vamle anekdote vækker dog ikke ligefrem begejstring i vognen, så da en blaffer, (Edwin Neal), pludselig dukker op i horisonten øjner de andre chancen for at skifte emne og vælger at give ham et lift, selv om Pam synes han virker temmelig spøjs.
Ikke langt tid efter bliver Pam da også bekræftet i sine bange anelser, og da blafferen pludselig opfører sig stærkt ubehageligt og truende smider Kirk ham resolut ud af døren og ned i grøften. Mens pulsen så småt er på vej ned igen, bliver de dog tvunget til at gøre hold ved en tankstation som desværre viser sig hverken at være leveringsdygtig i benzin eller noget koldt til ganen, men til gengæld kan byde på masser af lækker barbecue ifølge tankpasseren, (Jim Siedow). Som det oprindelig var planen, selv om tankpasseren advare dem mod at tage derud, fortsætter Sally og co. alligevel turen til hendes bedstefaders nu forladte og forfaldne hus midt ude på bøhlandet for at mindes gamle dage og opdager ved ankomsten, at blafferen har malet et voodoo lignende tegn med sit eget blod på siden af vognen. Mens de andre spankulere rundt i huset og hygger sig, efterlades Franklin i den stegende hede godt og grundigt irriteret i sin kørestol, hvilket blot bliver endnu mere frustrerende da Kirk og Pam beder ham om at vise dem vej til en sø der skulle ligge i nærheden, hvor de har tænkt sig at tage en kold dukkert. Søen viser sig dog at være fuldstændig udtørret og i stedet får Kirk øje på et hus ikke langt derfra, som han foreslår de kigger forbi for at se om de evt. kan låne noget benzin. Stedet ligner godt nok en mindre lodseplads fyldt med alverdens skrammel og bilvrag, men ved synet af en brummende generator bliver de dog overbevist om at gøre et forsøg alligevel. Tilbage ved bedstefaderens hus beslutter Jerry sig for at tage ud og lede efter Kirk & Pam, mens Franklin og Sally venter ved vognen. Da mørket så småt er ved at sænke sig over markerne er ingen af de andre dog dukket op, og med en tank tømt for benzin begynder panikken nu for alvor at indfinde sig hos de to søskende vel vidende om, at de befinder sig midt ude i ingenmandsland...
”I just can't take no pleasure in killing. There's just some things you gotta do. Don't mean you have to like it.”
Når man lige umiddelbart kaster det første blik på filmens titel, “The Texas Chainsaw Massacre“, er det et syn der for langt de flestes vedkommende alene vil medføre en øjeblikkelig hjertebanken, svedige håndflader og en klar modvilje til at give sig i kast med hvad, der må formodes at være perverst blodigt ud over alle grænser. Den fornemmelse bliver så i øvrigt heller ikke ligefrem mindre når det samtidig annonceres, at handlingen delvist er baseret på virkelige hændelser omhandlende serie-morderen og kannibalen Ed Geins grufulde og kvalmende eskapader, og derved har instruktøren Tobe Hooper taktisk smart allerede her lagt grobunden for, at man som tilskuer befinder sig i en tilstand af sitrende spænding og ubehag, som yderligere intensiveres først via John Larroquettes dystre voiceover og efterfølgende via Wayne Bells udelukkende lydeffektsbaserede minimalistiske score, der konstant skramler og brummer rundt i baggrunden på en stærkt foruroligende facon. I den mellemliggende periode hvor de fem protagonister inkl. filmens genredannende og nu traditionelle final girl introduceres, sørger Hooper for at bringe spændingsniveauet en smule ned igen, uden dog på nogen måde at negligere den underliggende ulmende uro, for at give plads til manuskriptets syrlige, men på dette tidspunkt vigtige for den amerikanske selvbevidsthed, samfundskritiske og politiske pointer. Med kombinationen af den fejlslagne Vietnam krig og den siddende præsident Richard Nixons Watergate skandale, samt indførslen af mekaniserede og moderne opgraderinger der betød tab af arbejdspladser, befandt det ellers så stolte land USA med den glamouriserende filosofi om the american dream sig nemlig atter i 70‘erne i en desillusionerende forfatning.
Dette bliver effektivt illustreret af Tobe Hoopers dysfunktionelle billedside fyldt med bygninger, (heriblandt det nedlagte slagteri), i forfald, og mennesker i en blanding af eksistentiel opløsning diffust flaksende rundt i ingenmandsland, meget symptomatisk repræsenteret i de fem unges udelukkende fascination af og fokus på at nyde den tilstand af lykkelig uvidenhed de har placeret sig selv i. Således undervejs på deres rejse bliver f.eks. både volden i samfundet, (via nyhederne i radioen med en pervers mishandling der dog ikke har noget at gøre med filmens skurke), og sågar en slags religiøs vinkel, (der igen refererer tilbage til filmens intro), udspringende af Pams velmenende astrologi anekdoter alt sammen belejligt ignoreret. Det er dermed i overført betydning denne generelle ligegyldighed som det efterfølgende blodige vink med en vognstang og derigennem wake up call er symbolsk med, både for Sally og co. men så sandelig også i forhold til datidens publikum. Konfrontationen med kannibalerne, hvor Daniel Pearls flotte og spændingsmættede fotografering og kameravinkler for alvor folder sig ud og understreger deres suveræne effekt, bliver derfor selvsagt et opgør hvor de involverede unge bogstavelig talt må se døden direkte i øjnene, og hermed bliver tvunget til at anerkende den vold og de blodsudgydelser amerikanerne på dette tidspunkt befandt sig i via vietnamkrigen, men som mange i hjemlandet ikke brød sig om at tale om. Midt i denne tour de force af rædsel og terror, der kval sin indledning med den religiøse vandalisering senere bliver en metafor over den manglende tro på autoriteterne og deraf manglende tro på menneskeheden generelt, ligger der i overført betydning modsat en kamp for at genvinde samme tro, og derfor bliver den afsluttende duel mod den rendyrkede ondskab og moralske forfald ikke blot et spørgsmål om mulig overlevelse nu og her, men et symbol på om der overhovedet er håb for den menneskelige race på lang sigt.
"The Texas Chainsaw Massacre" er en milepæl og et mesterværk indenfor gysergenren, som efter utallige syn stadig gør et stort indtryk på undertegnede ikke mindst pga. Tobe Hoopers evne til at sammenflette det intense og nervepirrende gys med en historie, der samtidig har noget på hjerte. Der ud over er filmen sit beskedne budget taget i betragtning yderst flot filmet, og det unge lettere urutinerede cast, hvad filmmediet angår, gør det særdeles glimrende i deres forholdsvis simpelt skrevne roller. Så står du og mangler et godt gys, ja så er det bare med at få bestilt filmen hjem hurtigst muligt.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Efter på mest groteske og bizarre facon at have stirret det glade vanvid direkte ind i sine maniske og blodsprængte øjne, er det nu blevet tid til at iføre sig Paul Thomas Andersons skrigende blå jakkesæt af manuskriptmæssige spidsfindigheder, syrede strøtanker og kulørt kreativitet der tragikomisk lader sig udfolde i en opfindsom oprulning af dets æstetiske ærmer, for eksistentielt at sno sig om filmens protagonist som en ringbrynje af overnaturlig styrke, i hans absurde jagt på den helt store og magiske kærlighed.
”I have to get more pudding for this trip to Hawaii. As I just said that out loud I realize it sounded a little strange, but it's not.”
I et mindre firma, sælgende diverse kulørte toilet artikler, er den svært konfliktsky ejer Barry Egan, (Adam Sandler), ved at undersøge et smuthul i et reklame tilbud der gør ham i stand til at score et højt antal bonuspoint til at rejse for, og beslutter derefter opmuntret af at have opdaget fejlen for at nyde sin kaffe på parkeringspladsen i den friske morgenluft. Her er han dog nær ved at få mokkaen galt i halsen, da først et voldsomt biluheld finder sted og en taxa derpå vælger at stille et mini-orgel lige midt i indkørslen. Barry er lige umiddelbart for diffus til at foretage sig noget som helst logisk, og først da han lidt senere ender i en samtale med den spøjse men tiltrækkende Lena Leonard, (Emily Watson), hvis bil tilfældigvis er gået i stykker og som derfor beder ham holde øje med den mens hun er på arbejde, beslutter han sig for at bære orglet ind på sit kontor. Midt i de beroligende lyde fra det musikalske apparatur bliver Barry dog brat afbrudt da hans makker Lance, (Luis Guzman), dukker op, og så er det ellers tilbage til hverdagens sædvanlige trummerum på arbejdet, som Barry, ikke specielt underligt, har ekstremt svært ved at koncentrere sig om pga. utallige opkald fra hans syv nævenyttige og altdominerende søstre, der føler det er deres pligt at tvinge ham til at møde op til en kommende fødselsdagsfest, selv om han på ingen måde har lyst til at deltage. Efter en veloverstået frokost bliver presset ikke ligefrem mindre, da hans søster Elizabeth, (Mary Lynn Rajskub), anmassende kigger forbi med nyheden om, at hun har fundet den perfekte date til ham som han skal møde til festen på trods af, at han tidligere har givet udtryk for ikke at være interesseret i dens slags romantiske forhåndsaftaler.
Pligtopfyldende og desværre lidt for flink som han er, møder Barry alligevel op til festen hvor han, ud over at konstatere hans date er udeblevet, straks bliver verbalt overfaldet og ydmyget af sine søstre med en “morsom” barndomsanekdote, der til sidst får hans temperament til at koge totalt over. Da festen langt om længe er overstået, befinder Barry sig atter i mere afslappende omgivelser i det lokale supermarked, hvor jagten nu sættes ind på at finde vare fra firmaet Healthy Choices uheldigt formulerede kupontilbud. Hjemme igen i sin temmelig ensomme og deprimerende lejlighed vælger Barry pludselig at tage kontakt til en telefonsexlinje i Utah, der uheldigvis lykkedes med at få lokket både personnummer og kontokort oplysninger ud af den distræte sælger, som godtroende fortsætter den skæbnesvangre samtale. Dagen efter på vej mod arbejdet tager nattens eskapader da også en pænt ubehagelig drejning, da Barry får det første ud af flere truede opkald fra sexlinjen, der forsøger at presse ham til at give dem flere penge. Som om situationen ikke var stressende nok i forvejen, er Barry nærmest ved at blive væltet omkuld af den ekstremt påtrængende Elizabeth, der enerådigt har valgt at slæbe sin veninde og arbejdskollega Lena med for at møde hendes bror, som straks genkender hende fra tidligere. Til sidst lykkedes det endelig for dem at slippe af med søsteren og de bliver herefter enige om at tage på en date sammen senere i al anonymitet. Mens Barry tilsyneladende har held i kærlighed er heldet til gengæld ved at fordufte andetsteds, da alfonsen bag sexlinjen, Dean Trumbell, (Phillip Seymour Hoffman), mister tålmodigheden og sender sine håndlanger af sted mod L.A. for at gøre det uafsluttede regnskab helt og aldeles op...
“I didn't do anything. I'm a nice man. I mind my own business. So you tell me 'that's that' before I beat the hell from you. I have so much strength in me you have no idea. I have a love in my life. It makes me stronger than anything you can imagine. I would say 'that's that', Mattress Man.”
Oven på to ekstremt omfangende og udmagrende værker af episk længde i skikkelse af pornofablen “Boogie Nights” og den bibel allegoriske “Magnolia”, havde Paul Thomas Anderson lyst til at lave en film i et væsentligt mindre format og med knap så store manuskriptmæssige armbevægelser, hvilket udmundede sig i et spøjst og minimalistisk moderne eventyr syret sammensat i en herlig magisk mikstur af fortryllende romantik, kuriøs komik og subtekst baseret superhelte retorik. På overfladen ligner hele den melankolske og muntre misere dog en ganske tilforladelig og umiddelbar hyggelig kærlighedskomedie om en simpel mands selverkendelsesproces og personlige udvikling fra underkuet ydmyget nikkedukke fuld af store og tyngende følelsesmæssige problemer, der hele vejen gennem handlingens trodsige tråde må kæmpe en brav kamp i forsøget på at ændre på tingenes tilstand og dermed forbedre sit eget liv og eksistens. Men stepdanser man sidelæns til de skæve toner fra Andersons komponist Jon Brions underlægningsmusik, og parallelt i forhold til manuskriptets bugnende hylder af budskabsbringende budding og andre farverige excentriciteter, ja så gemmer historien på en temmelig overraskende og dybt fascinerende allegori over Jerry Siegel og Joe Shusters skabelsesberetning om den legendariske blå og røde superhelt Kal-El, også bedre kendt under det mere populære navn Superman, og dennes stormende forelskelse i Lois Lane, samt efterfølgende duel mod ærkefjenden Lex Luthor. Til kraftigt at antyde dette og dermed åbne op for tolkningen af teksturens tvetydighed i filmen, introducerer Paul Thomas Anderson derfor et par gange undervejs en nærmest Rorschach lignende multi palette af farvesammensmeltninger visualiseret af kunstneren Jeremy Blake, der understreger farvesymbolikkens betydning for plottets kontekst.
Da man præsenteres for “Punch-Drunk Love”s perplekse protagonist Barry Egan, portrætteret med stor overbevisning af Adam Sandler hvis normalt irriterende humoristiske touch Anderson på mirakuløs vis forstår at udnytte med herlig underspillet effektivitet, dukker han nemlig op i et sæt tøj som med det samme, grundet sin stærke blå farve, signalere en mand der både er helt ude af trit med sit miljø, men samtidig også en person der et eller andet sted i underbevidstheden godt er klar over, at han var tiltænkt en betydningsfuld rolle i det univers filmen her befinder sig i. Som definitiv personificerende katalysator hertil bliver hhv. biluheldet/nedstyrtningen med meteorraketten, det meditative mini-orgel/Supermans healende Fortres of Sollitude, og endelig mødet med Lena Leonard/Louis Lane, (til lejligheden klædt helt i rødt), nøglerne til at åbne porten til Barrys psykiske fængsel, eller negative zone om man vil, og befri ham fra den metaforiske kryptonit lignende indflydelse hans syv søstre udgør, set ud fra den betragtning at de fungere som en allegori over stjernebilledet Taurus/The Seven Sisters, repræsenterende det hjemlige galaktiske element. Meget symptomatisk mht. farverne er det efterfølgende ganske interessant at følge det skifte i Barrys ultimative blå outfits integrering af det røde element fra Lena, jo stærkere han føler for hende, hvilket samtidig indikere det første store skridt i retning af, at han erkender sin styrke og genvinder sin tabte selvtillid, overført i den næsten komplette underliggende superhelte persona, hvis metaforiske konfirmation dog først når sin forløsning i det skæbnesvangre opgør med filmens hovedskurk Dean Trumbell/Matress Man og hans håndlangere, da deres truende adfærd mod Lena og hendes røde farvesymbolik ikke blot bliver et angreb på Barrys kærlighedsobjekt, men et angreb på at fratage ham sine kræfter da hun ligeledes er synonym med den røde sol, som bekendt gav Superman sine overnaturlige evner.
Da jeg i sin tid så “Punch-Drunk Love” for første gang, kunne jeg sagtens fornemme, at der lå mere og gemte sig i historien end det der blot umiddelbart kom til syne, og en parallel til et superhelte univers var også oppe og vende i mine tanker efterfølgende. At det var så eksplicit målrettet i sine metaforer og symbolik mod Superman universet, fik jeg dog ikke øjnene op for før Twister lagde et link op med en analyse set ud fra disse betragtninger, og da jeg havde læst det og set filmen igen, ja så måtte jeg erklære mig fuldstændig enig i, at det lige præcis var sådan Paul Thomas Anderson på meget opfindsom og genial vis havde udtænkt sit manuskript. “Punch-Drunk Love” er og bliver min PTA yndlingsfilm, og kommer derfor naturligvis med de største og varmeste anbefalinger herfra.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Nej, til tider er jeg også i tvivl om, hvorvidt det er en anmeldelse af filmen eller hele manuskriptet, som bliver skrevet ind. :P
For at være mere seriøs så synes jeg, det er fedt, at du gider skrive sådan nogle lange anmeldelser, og hvis jeg havde set flere af filmene, havde jeg også kommenteret mere. ;)
For at være mere seriøs så synes jeg, det er fedt, at du gider skrive sådan nogle lange anmeldelser, og hvis jeg havde set flere af filmene, havde jeg også kommenteret mere. ;)
Har det helt på samme måde.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#471 NightHawk 13 år siden
Det lyder som en god ide med en sit-coms tråd, så hvis du starter det op senere, så deltager jeg meget gerne. :)
Mht. "Family Ties" så er det en serie som, i og med den bliver mere alvorlig i tonen, også bliver bedre og bedre jo længere ind i serien man kommer. En ganske sjov og meget romantisk detalje hertil er, at Michael J. Fox undervejs forelskede sig i Tracy Pollan der i en række afsnit, (som du virkelig skal glæde dig til at se), spillede hans kæreste Ellen i serien. De blev senere gift og er det stadig den dag i dag.
#472 Åkepool 13 år siden
#473 BN 13 år siden
Sådan! Nu er vi enige!
;-)
#474 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/The-Elephant-Man-Blu-ray/d...
Efter en herlig humørfyldt og turboladet tidsrejse gennem nostalgiens fornemt orkestrerede og finurligt sammensatte poetiske paradokser af drømmende dimensioner, er det nu blevet tid til at få hevet de helt store lommetørklæder frem, når David Lynch slår sine magiske døre op til en af de største tårepersere i nyere tid, her i skræmmende humanistisk og skrøbeligt eksistentiel skikkelse af den barske og hjerteskærende historie om den grotesk udseende elefantmand John Merrick.
”If only I could find her, so she could see me with such lovely friends here now; perhaps she could love me as I am. I've tried so hard to be good.”
Et sted nær Londons knap så fashionable kvarterer i east end er et omrejsende cirkus i fuld færd med at tjene til føden ved at underholde det fine borgerskab med dets mystiske hovedattraktioner af spøjse og bizarre typer, hvoraf den sagnomspundne elefantmand får pengene til at vælte ind i en lind strøm lige ned i de grådige lommer tilhørende den slibrige chef Bytes, (Freddie Jones). Den grove udnyttelse af sine underordnede bliver dog for meget for en ældre gentleman, der straks tilkalder politiet for at få lukket stedet, hvilket betyder at den eventyrlystne kirurg Frederick Treves, (Anthony Hopkins), ikke selv når at få syn for sagen og derfor må gå forgæves. Under en operation næste dag dukker et sendebud, udsendt i al hemmelighed, dog op og kan informere om at han har opsporet hvor Bytes og elefantmanden John Merrick, (John Hurt), befinder sig, hvorpå Treves efterfølgende fordufter uden at afsløre sin mission til hans nysgerrige kollegas store frustration. Efter en længere vandretur rundt i de smalle og ildevarslende gader i fattigkvartererne lykkedes det til sidst for kirurgen af få lavet en aftale med Bytes om at fremvise sit såkaldte monster, hvilket omgående bringer Treves i en tilstand af chok og fortvivlelse, da synet af den forpinte sjæl møder hans øjne. Da en portion penge herefter yderligere skifter hænder, låner Bytes gladelig Merrick ud for en stund så Treves kan undersøge ham nærmere på hospitalet, hvor han senere vælger at vise sin spektakulære gæst, hvem han forgæves forsøger at kommunikere med, frem for resten af den stærkt forbløffede lægestand. Da Merrick senere på aftenen vender hjem, går den afstumpede Bytes amok og gennemtæver staklen, der kun reddes fordi Bytes unge medhjælper, som heller ikke kan fordrage sin chef, skynder sig til hospitalet for at få fat på Treves. Den snarrådige kirurg kan hurtigt regne ud hvad der er sket, og beslutter sig omgående for at få Merrick i sikkerhed i et værelse på hospitalet, langt væk fra Bytes perverse rækkevidde. Selv om han forsøger at gå stille med dørene, bliver der alligevel lagt mærke til dem fra hospitalets personale, og kort efter befinder Treves sig derfor logisk nok på kontoret hos forstanderen Carr Gomms, (John Gielgud), hvor han må forklare sit forehavende.
Efter lidt snak frem og tilbage får Merrick lov til at blive på sit værelse og alt synes at være i skønneste orden, lige indtil rygterne desværre finder vej til hospitalets nederdrægtige nattevagt, som straks øjner muligheden for at tjene nogle nemme penge ved at vise Merrick frem for folk og fæ. Dagen efter, alt imens Treves og oversygeplejersken Mrs. Mothershead, (Wendy Hiller), diskuterer om hvorvidt den nyligt logerende er berettiget til deres hjælp, og Treves derfor efterfølgende vælger at lære ham at tale for at forbedre hans chancer for at blive på hospitalet, lykkedes det for den klamme Bytes at luske sig ind i ét desperat forsøg på at få Merrick retur til sit cirkus. Han når dog heldigvis ikke særlig langt inden at Treves, med assistance fra Gomm, får held til at stoppe ham ved at true med at gå til politiet. Et stykke tid senere, på forstanderens opfordring, skal Merrick forsøge at overbevise ham om at han, på trods af sit handicap, besidder en hvis form for brugbar intelligens, hvilket dog ikke lykkedes i første omgang, da Gomm opdager at Merrick blot remser et par linjer op, som han er blevet trænet i. Dommen er herefter klar, men Merrick indser straks situationens alvor og begynder derfor en oplæsning fra bibelen der understreger, at han så sandelig både er i stand til at læse, forstå og formulere sig klart og tydeligt. Gomm er nu både pinlig berørt over sine fordomme, men også svært imponeret over hvad han har set og beder herefter Treves om at blive Merricks værge. Treves påtager sig med stor fornøjelse sin nye opgave i at gøre tilværelsen så behagelig som overhovedet mulig for sin nye ven, der omvendt er ovenud lykkelig for at nogen endelig viser ham den respekt og venlighed som han aldrig tidligere har oplevet, hvilket han da også giver udtryk for, da han bliver inviteret på middag i Treves noble hjem for at møde hans kone Ann, hvor han bl.a. fortæller om savnet af sin moder. Oven på et hyggeligt og tårevæddet møde bliver Merrick dagen efter igen overdøset med venlighed, da han introduceres for den berømte skuespillerinde Marge Kendal, (Anne Bancroft), der har læst om ham, og nu gerne vil byde sig til som velgører. Som tiden går, mens Merrick nyder sit liv, lurer ondsindede kræfter dog stadig i kulissen, og samtidig begynder Treves også at komme i tvivl om hans renhjertede projekt nu også er så rent og uskyldigt når alt kommer til alt.
”Never. Oh, never. Nothing will die. The stream flows, the wind blows, the cloud fleets, the heart beats. Nothing will die.”
Ved første øjekast skulle man ikke lige umiddelbart tro at filmen “The Elephant Man”, grundet sin forholdsvis traditionelle visuelle side og kronologisk behagende historie-formidling, var instrueret af den underfundige og eksperimentelle billedmager David Lynch, manden bag nogle af filmhistoriens mest kryptisk sammensatte og visuelt udfordrende værker. Undervejs i dette følelsesmæssigt hårde, slagkraftige og poetisk smukke mesterværk illustreres det dog med al tydelighed, at Lynch så langt fra har sluppet grebet om sine mystificerende virkemidler, (som han kun har gjort fuldt ud én gang med den ligeledes sublime “The Straight Story”), hvilket især skinner igennem denne sensible films dramatiske og brutale indledning, samt i skikkelse af den altomfavnende astrologiske afslutning, der er med til at understrege at dette er en moderne fabel lavet over virkelige begivenheder, frem for en nøjagtigt og millimeter præcis skildring af de faktuelle hændelser, der omgav John Merricks liv. Det skal så naturligvis samtidig ses i lyset af, at manuskriptet blev udarbejdet på grundlag af Frederic Treves egne og lettere romantiserede anekdoter og ikke den senere bog udgivelse “The True Story of The Elephant Man”, som unægtelig sætter begivenhedernes gang i et helt andet og knapt så eventyrligt lys. Hvor om alting er ændrer det nu stadigvæk ikke på helhedsindrykket af David Lynch version der i forvejen, med de føromtalte drømmesekvenser og den bevidst stemningsprægede leg med skygger og lys som sansepirrende appetitvækker, ikke forsøger at fremstå ovenud realistisk i den rejse man som tilskuer øjeblikkeligt fascineres og forføres af, da man placeres side om side med Frederick Treves som opfindsomt fra Lynchs side agerer turguide med henblik på at tilfredsstille tilskuerens ligesindede nysgerrighed ud i at undersøge og dissekere det uforklarlige og fremmede gemt i naturens mangfoldighed, og herigennem denne analyse vende blikket mod os selv filosoferende over vores egne reaktioner i forhold til det, man selv opfatter som værende anderledes.
Selv om mødet mellem de to mænd fra hver deres respektive ende af det sociale hierarki i sig selv er gribende at overvære, i dets famlende forsøg på at skabe et venskab der ikke burde kunne lade sig gøre pga. den store statusforskel, er det i mødets moralske efterspil det for alvor bliver interessant, når det illustreres hvorledes den hhv. monstrøse, naive og ultimativt godhjertede John Merrick, (formidabelt og dybt rørende portrætteret af John Hurt under sit tonstunge make-up), og den disciplinerede, rationelt tænkende og umiddelbart følelsesmæssigt kalkulerende Frederick Treves, (spillet med vanlig høj intensitet og nærvær af Anthony Hopkins), hver især bliver påvirket i en dobbelttydig negativ og positiv retning undervejs, der sætter begge mænds eksistens i relief til det samfund de befinder sig i. For på trods af alle de mange gode intentioner fra Treves side og hans umiddelbare redningsaktion af Merrick over to omgange fra det nedværdigende freak show han opholder sig i, hvor han må leve under kummerlige ydmygende forhold i det rene lort pint og plaget af den ulækre Bytes, der fremstår endnu mere klam i skikkelse af Freddie Jones underspillede sleske præstation, ja så er Treves til at starte med på bundlinjen, og ubehageligt overraskende for os som publikum fordi man identificere sig selv med ham som helten, (eller en slags frelsende engel om man vil), egentlig ikke synderligt anderledes end filmens modstandere. Specielt er overgangen fra fremvisningen i cirkusset for det bedre borgerskab, til fremvisningen på hospitalet for lægestaben og diverse eksperter fuldstændig ens i umenneskeliggørelsen af Merick, og redningen af den vanskabte mand bliver derfor, selv om det ikke er tænk ud fra det perspektiv, mere et spørgsmål om personlig prestige for Treves end det er for hans patients egen skyld.
Ligeledes fortsættes denne fremragende ambivalente historieformidling efterfølgende under Merricks gradvise indslusning til det bedre borgerskab, heriblandt Mrs. Kendal, hvis tvivlsomme indoktrinering fra Treves side, ved igen i princippet at bruge Merrick som udstillingsvindue for sine egne færdigheder, man som tilskuer uden at spekulere nærmere over lader fade i baggrunden, fordi man uundgåeligt gribes af Merricks skæbne og kun ønsker det bedste for ham, hvilket i høj grad skyldes John Hurts evne til at få skabt tårevædet sympati for karakteren. Trods det at denne naive og hjertevarme sjæl er uvidende om baggrunden for hjælpen, får han samtidig lige præcis den kærlighed, værdighed og selvtillid der skal til for at han overlever, da den totale ydmygelse finder sted i de stærkt ubehagelige scener med nattevagten og hans følge af fulde stoddere og vulgære kællinger, som i samlet flok træder Merrick helt ned i sølet, inden Bytes bortfører ham til sit cirkus og stikker af til Belgien. I den konfrontationen der følger mellem Treves og nattevagten, har “The Elephant Man” det første af sine to eksistentielle og emotionelle højdepunkter, da den i egen opfattelse moralsk korrekte kirurg når kulminationen på sin selverkendelsesproces i sit reelle forhold til Merrick, hvilket han bestemt ikke bryder sig om at indse, men indser han må lave om på under og i kølvandet på sit fuld ud berettigede vredesudbrud mod den afstumpede nattevagt. Parallelt hertil træder David Lynch for en stund over i en mørk og dyster eventyrslignende verden af mareridtsagtige propositioner i skildringen af Merricks flugt fra det usle hul, som han atter er blevet placeret i. Godt nok bliver han hjulpet af sine egne kolleger, men viljen til at nå hele vejen tilbage til London, på trods af hans svækkede tilstand, ligger ultimativt fasttømret i John Merricks nyfundne overlevelsesinstinkt og tro på menneskeheden, som han har oplevet og taget til sig via Treves, hvoraf genforeningen mellem disse to soulmates da også bliver så ovenud effektfuld som den gør, fordi det symboliserer en rendyrket accept mellem to mennesker på tværs og på trods af de sociale og fysiske skel, mange ofte bruger til at holde hinanden på behørig afstand med i stedet for.
“The Elephant Man”, (der i øvrigt meget spøjst filmens seriøse tone taget i betragtning er produceret af spoof kongen Mel Brooks), er og bliver ved med at være en helt fantastisk filmoplevelse, hvis fabelagtige historie, stemningsfulde score, scenografi og fotografering, kombineret med to skuespilpræstationer i absolut verdensklasse uden tvivl vil efterlade alle med tårer i øjnene over at være vidne til. Et absolut must own til samlingen derhjemme.
#475 NightHawk 13 år siden
http://www.planetaxel.com/productDetails/024543533...
Nu er det blevet tid til at få skiftet de mange tårer og den sørgmodige atmosfære ud med et godt gammeldags latterkrampende grin, uden at vi dog hverken skal forlade det sort/hvide filmunivers eller slippe kravetøjet på altid herlige Mel Brooks, der denne gang påmonterer de velkendte spoof briller for at tage os med på en humoristisk tour de force gennem det Transsylvanske landskab, hvor den sagnomspundne familien Frankenstein må stå for skud fra et sandt festfyrværkeri af veltimede jokes og passionerede parodier.
”I am a scientist, not a philosopher! You have more chance of reanimating this scalpel than you have of mending a broken nervous system!”
Under et af sine sædvanlige foredrag på et universitet for medicinstuderende et sted i USA kommer den lettere arrogante videnskabsmand Dr. Frederick Fronkensteen, (Gene Wilder), i strid modvind da en ufatteligt irriterende elev pludselig begynder at stille en række nærgående spørgsmål, som involvere doktorens direkte forbindelse til den berømte og berygtede Frankenstein klan, hvilket går ham ekstremt meget på nerverne at blive mindet om, og dennes bizarre drøm om at vække de døde til live igen. En rask diskussion og et lettere kikset eksperiment senere får Frederick igen lagt låg på situationen, selv om det dog kun bliver for en kort stund, da en advokat dukker op og forklarer at han har arvet sin farfar Victor Frankensteins slot i Transsylvanien. Med udsigten til at score en god sjat penge vælger Frederick på trods af sin tidligere modvilje at rejse dertil, og tager derfor kort efter afsked med sin elskede, den übersnobbede Elizabeth, (Madeline Kahn), ved togstationen. Oven på en pænt lang togrejse fra Amerika til Rumænien bliver Frederick ved ankomsten mødt af den pukkelryggede medhjælper Igor, (Marty Feldman), og den sexede assistent Inga, (Teri Garr), der sammen drager mod det beskæmmende slot ulmende i den faretruende horisont. Her byder boets husbestyrerinde, den gåsehudsfremkaldende Frau Blücher, (Cloris Leachman), dem indenfor og viser herefter Frederick til sit værelse hvor der opstår et mindre skænderi om et formodet hemmeligt bibliotek, samt Frau Blüchers provokerende insisteren på at servicere den unge doktor med lidt vådt til ganen. Senere på natten vækker Inga ham, efter Frederick har haft et grusomt mareridt om sit slægtskab, for at gøre opmærksom på en besynderlig men smuk musik from behind ze bookcase.
En ordentlig svingtur i en skjult dør senere befinder duoen sig side om side i de mørke, kolde og spindelvævsbefængte gange på vej mod kælderen, hvor de får yderligere selskab af Igor der dog samtidig er tæt på at give dem et mindre hjerteanfald, inden de nå frem til hvad der viser sig at være Victors gådefulde laboratorium og dertil hørende hemmelige bibliotek med den store bog om re-animation, hvilket får den nu dybt fascinerede Frederick helt op i det røde felt af begejstring. Under frokosten næste dag er den unge doktor opsat på at træde i sin farfars fodspor, så da natten sænker sig over landsbyen tager ham og Igor af sted til kirkegården, for at finde et lig han kan udføre sit eksperiment på. Trods en massiv regnbyge, et uheld med kisten og en patruljerende politibetjent med munddiarre, lykkedes det på mirakuløs vis at nå hele vejen hjem uden nogen opdager det, og efter liget er lagt på operationsbordet sendes Igor atter i byen for at stjæle en hjerne tilhørende den afdøde filosof og geni Hans Delbrück. Tingene forløber sjovt nok ikke helt efter planen, men inden længe har en hjerne dog alligevel indfundet sig i monsterets, (Peter Boyle), kranie og Dr. Fronkensteen fortsætter derfor eksperimentet som planlagt, uvidende om hvad der er hændt. Skønt det ene lyn efter det andet flæser nattehimlen og elektroderne slår omkring sig i en kaskade af gnister, sker der absolut intet og den fortvivlede doktor må dybt skuffet indse, at hans drøm er blevet en kæmpe fiasko. Imens i landsbyens forsamlingshus har borgene fået nys om slottets nye logerende og frygter at byen endnu engang vil blive udsat for et frådende monsterangreb. De ældre og politiinspektør Kemp, (Kenneth Mars), maner dog til forsigtighed og opfordrer derpå alle til at besinde sig. Inden længe vågner monsteret dog pludselig op alligevel, går amok på sin skaber og slipper løs, og så er fanden for alvor løs i laksegade...
”From that fateful day when stinking bits of slime first crawled from the sea and shouted to the cold stars, "I am man.", our greatest dread has always been the knowledge of our mortality. But tonight, we shall hurl the gauntlet of science into the frightful face of death itself. Tonight, we shall ascend into the heavens. We shall mock the earthquake. We shall command the thunders, and penetrate into the very womb of impervious nature herself.”
Efter tidligere af to omgange med hhv. “The Producers” og “Blazing Saddles” at have samarbejdet om at lave to af filmhistoriens mest vellykkede komedier, slog Mel Brooks og Gene Wilder i 1974 atter pjalterne sammen, og lagde deres hoveder i blød, for at stikke deres kreative humoristiske fingre helt ned i den maddike befængte materie på gysergenren, nærmere bestemt Universal Pictures højt værdsatte saga lavet over Mary Shelleys verdensberømte historie om Dr. Frankenstein og hans svært frygtindgydende monster, med en speciel forkærlighed for de to første film i serien. Selv samme store fascination af James Whale og hans formidable supertalent for at skabe en forunderlig blanding af kriblende uhygge og poetisk skønhed kan så absolut også både ses og fornemmes i den perfekt adapterede “Young Frankenstein”, som Mel Brooks & Gene Wilder begge gav en hidtil uhørt flot sammenhørighed i sin spoof baserede indgangsvinkel ved bl.a. at bruge de originale kulisser fra 30’erne, samt en identisk optagelses og redigeringsproces, hvilket understregede at deres værk så sandelig var mindst ligeså meget en hyldest som en parodi til den række af film, der blev taget under deres kærlige komiske behandling. Særligt må genskabelsen og udnyttelsen af det oprindelige laboratorium design i forhold til plottet stå som et af de mest nostalgisk emmende højdepunkter undervejs den lange og vandvittige rejse rundt i imitationen og parodiernes højborg, og man kan derfor ikke gøre meget andet end at knibe en glædeståre over at se det udfolde sig på ny, også selv om det er under langt mindre seriøse forhold end tidligere. Selv om handlingen altså dermed holder sig ganske stringent i sin opbygning, udelukkende via referencer til Frankenstein filmene, har Mel Brooks dog ingen skrupler ved at skeje helt ud i vanlig lavpandet stil med et par ekstremt platte jokes, men slipper uden problemer alligevel af sted med det fordi alt omkring dem, hvad både den visuelle side og skuespilpræstationernes kontekst angår, er så overbevisende og gennemført i sit generelle referencemæssige udtryk.
Når grundmaterialet i forvejen er så suverænt velskrevet som det er, ja så findes der næppe noget bedre end at have et hold af super kompetente skuespillere i absolut topform med om bord til at omsætte de mange absurde og geniale sketchs, samt den sprudlende metaforiske, satirisk skarpslebne og ofte lumre dialog som Mel Brooks råder over i “Young Frankenstein”. Særlig underholdende at overvære, uden at han egentlig behøver at gøre så meget andet end blot at være til stede, er Gene Wilder som alene via sin introduktion med sit spøjse overskæg, maniske blik og det besynderligt pompøst krøllede garn omgående får mig til at trække på smilebåndet og dernæst efterfølgende får mig til at flække af grin, når han med mesterlig timing i hans pingpong ruller sig ud i herligt underspil eller vildt overspil, hvad end det er overfor Madeline Kahns kølige og luftige krukkede attitude, (som hun om nogen mestrer), den evigt energiske og improviserende Marty Feldman med de flakkende øjne, Teri Garr som den super hotte men smådumme tuttenuttede og naive Inga, eller Cloris Leachmans teatralske fremtoning som Fra Blücher, hvor scenen med opremsningen af de forskellige drinks f.eks. er kontrolleret irritation når det er aller sjovest.
Hver især gør alle i castet det fremragende i deres respektive roller og leverer legende let den ene klukkende morsomme punchline efter den anden, men det er manden i centrum Gene Wilder, meget symptomatisk for det gudekompleks hans karakter slæber rundt på, der som en anden dukkefører for den evigt ulmende latter er limen, der får de mange spøjse indslag til at hænge sammen med en mageløs humoristisk slagside. Ligeledes er Peter Boyle forrygende i en temmelig svær rolle, der kræver en god portion træning i kropsprog og ansigtsmimik, hvilket når sine to humoristiske højdepunkter i musicalscenen med Gene Wilder og ikke mindst i en af filmens sjoveste og bedst timede scener, da monstret under sin flugt ender hos en lidt for venlig blind mand, spillet af Gene Hackman, i en perfekt udført parodi over samme forløb i “The Bride of Frankenstein”, som man kan se i linket nedunder hvis man har lyst.
Fyldt til randen med en udsøgt detaljerigdom i sit visuelle udtryk, samt en masse gode grin, står “Young Frankenstein” for mit vedkommende ikke blot som Mel Brooks suverænt bedste film i karrieren, men også som en af de sjoveste og mest vellykkede spoof film der nogensinde er lavet.
#476 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/Texas-Chainsaw-Massacre-Se...
Mens det eminente ekko af latterens lystige røst runger mildt i den bagvedliggende Transsylvanske horisont, sættes kursen på den filmhistoriske rejse nu mod det vulgært varme og sveddryppende Texas i skikkelse af Tobe Hoopers ultra nervepirrende og minimalistiske gyserklassiker, der gennem en enestående blanding af rå dokumentarisme og gåsehudsfremkaldende suspense udgjorde opskriften på en af genrens bedste og mest skræmmende værker til dato.
”Well now look, you boys don't want to go messin' around some old house. Those things is dangerous. You're liable to get hurt. You don't want to go fooling around other folks' property. Some folks don't like it, they don't mine showing you.”
Med eftermiddagssolens glohede stråler hængende over sig som en tung og omklamrende dyne er den unge Sally Hardesty, (Marylin Burns), og hendes handicappede bror Franklin, (Paul A. Partain), samt deres tre venner Kirk, (William Vail), Pam, (Teri McMinn) og Jerry, (Allen Daziger), på vej mod en kirkegård for at besøge deres bedstefaderens gravplads, som tidligere på ugen har været omtalt i radioen i forbindelse med en bizar vandalisme, hvor flere lig er blevet fundet parteret og halvt ædt. Efter stakkels Franklin har haft en nærdødsoplevelse under en tissepause og Pam har holdt et mindre udmagrende foredrag om astrologi, som kun bliver ekstra uudholdelig pga. varmen, lykkedes det endelig for den lille gruppe at nå frem til kirkegården, hvor Sally atter kan ånde lettet op da graven viser sig at være intakt. Til gengæld er Franklin i mellemtiden ved at blive skræmt halvt ihjel, da en gammel drukkenbolt fortæller at egnen de befinder sig på er hjemsøgt af en ondskab, der hænger som en fæl dunst i luften omkring dem. Et godt stykke længere nede af den svedige hovedvej må de fem venner sande at det ikke er det eneste der hænger i luften, da en kvalmende stank af gammelt kød melder sin ankomst i bilen, hvilket viser sig at være fra det lokale slagteri Franklin erindrer fra sin barndom på landet, hvor bedstefaderen tog ham med hen for at se dyrene blive slagtet. Den lettere vamle anekdote vækker dog ikke ligefrem begejstring i vognen, så da en blaffer, (Edwin Neal), pludselig dukker op i horisonten øjner de andre chancen for at skifte emne og vælger at give ham et lift, selv om Pam synes han virker temmelig spøjs.
Ikke langt tid efter bliver Pam da også bekræftet i sine bange anelser, og da blafferen pludselig opfører sig stærkt ubehageligt og truende smider Kirk ham resolut ud af døren og ned i grøften. Mens pulsen så småt er på vej ned igen, bliver de dog tvunget til at gøre hold ved en tankstation som desværre viser sig hverken at være leveringsdygtig i benzin eller noget koldt til ganen, men til gengæld kan byde på masser af lækker barbecue ifølge tankpasseren, (Jim Siedow). Som det oprindelig var planen, selv om tankpasseren advare dem mod at tage derud, fortsætter Sally og co. alligevel turen til hendes bedstefaders nu forladte og forfaldne hus midt ude på bøhlandet for at mindes gamle dage og opdager ved ankomsten, at blafferen har malet et voodoo lignende tegn med sit eget blod på siden af vognen. Mens de andre spankulere rundt i huset og hygger sig, efterlades Franklin i den stegende hede godt og grundigt irriteret i sin kørestol, hvilket blot bliver endnu mere frustrerende da Kirk og Pam beder ham om at vise dem vej til en sø der skulle ligge i nærheden, hvor de har tænkt sig at tage en kold dukkert. Søen viser sig dog at være fuldstændig udtørret og i stedet får Kirk øje på et hus ikke langt derfra, som han foreslår de kigger forbi for at se om de evt. kan låne noget benzin. Stedet ligner godt nok en mindre lodseplads fyldt med alverdens skrammel og bilvrag, men ved synet af en brummende generator bliver de dog overbevist om at gøre et forsøg alligevel. Tilbage ved bedstefaderens hus beslutter Jerry sig for at tage ud og lede efter Kirk & Pam, mens Franklin og Sally venter ved vognen. Da mørket så småt er ved at sænke sig over markerne er ingen af de andre dog dukket op, og med en tank tømt for benzin begynder panikken nu for alvor at indfinde sig hos de to søskende vel vidende om, at de befinder sig midt ude i ingenmandsland...
”I just can't take no pleasure in killing. There's just some things you gotta do. Don't mean you have to like it.”
Når man lige umiddelbart kaster det første blik på filmens titel, “The Texas Chainsaw Massacre“, er det et syn der for langt de flestes vedkommende alene vil medføre en øjeblikkelig hjertebanken, svedige håndflader og en klar modvilje til at give sig i kast med hvad, der må formodes at være perverst blodigt ud over alle grænser. Den fornemmelse bliver så i øvrigt heller ikke ligefrem mindre når det samtidig annonceres, at handlingen delvist er baseret på virkelige hændelser omhandlende serie-morderen og kannibalen Ed Geins grufulde og kvalmende eskapader, og derved har instruktøren Tobe Hooper taktisk smart allerede her lagt grobunden for, at man som tilskuer befinder sig i en tilstand af sitrende spænding og ubehag, som yderligere intensiveres først via John Larroquettes dystre voiceover og efterfølgende via Wayne Bells udelukkende lydeffektsbaserede minimalistiske score, der konstant skramler og brummer rundt i baggrunden på en stærkt foruroligende facon. I den mellemliggende periode hvor de fem protagonister inkl. filmens genredannende og nu traditionelle final girl introduceres, sørger Hooper for at bringe spændingsniveauet en smule ned igen, uden dog på nogen måde at negligere den underliggende ulmende uro, for at give plads til manuskriptets syrlige, men på dette tidspunkt vigtige for den amerikanske selvbevidsthed, samfundskritiske og politiske pointer. Med kombinationen af den fejlslagne Vietnam krig og den siddende præsident Richard Nixons Watergate skandale, samt indførslen af mekaniserede og moderne opgraderinger der betød tab af arbejdspladser, befandt det ellers så stolte land USA med den glamouriserende filosofi om the american dream sig nemlig atter i 70‘erne i en desillusionerende forfatning.
Dette bliver effektivt illustreret af Tobe Hoopers dysfunktionelle billedside fyldt med bygninger, (heriblandt det nedlagte slagteri), i forfald, og mennesker i en blanding af eksistentiel opløsning diffust flaksende rundt i ingenmandsland, meget symptomatisk repræsenteret i de fem unges udelukkende fascination af og fokus på at nyde den tilstand af lykkelig uvidenhed de har placeret sig selv i. Således undervejs på deres rejse bliver f.eks. både volden i samfundet, (via nyhederne i radioen med en pervers mishandling der dog ikke har noget at gøre med filmens skurke), og sågar en slags religiøs vinkel, (der igen refererer tilbage til filmens intro), udspringende af Pams velmenende astrologi anekdoter alt sammen belejligt ignoreret. Det er dermed i overført betydning denne generelle ligegyldighed som det efterfølgende blodige vink med en vognstang og derigennem wake up call er symbolsk med, både for Sally og co. men så sandelig også i forhold til datidens publikum. Konfrontationen med kannibalerne, hvor Daniel Pearls flotte og spændingsmættede fotografering og kameravinkler for alvor folder sig ud og understreger deres suveræne effekt, bliver derfor selvsagt et opgør hvor de involverede unge bogstavelig talt må se døden direkte i øjnene, og hermed bliver tvunget til at anerkende den vold og de blodsudgydelser amerikanerne på dette tidspunkt befandt sig i via vietnamkrigen, men som mange i hjemlandet ikke brød sig om at tale om. Midt i denne tour de force af rædsel og terror, der kval sin indledning med den religiøse vandalisering senere bliver en metafor over den manglende tro på autoriteterne og deraf manglende tro på menneskeheden generelt, ligger der i overført betydning modsat en kamp for at genvinde samme tro, og derfor bliver den afsluttende duel mod den rendyrkede ondskab og moralske forfald ikke blot et spørgsmål om mulig overlevelse nu og her, men et symbol på om der overhovedet er håb for den menneskelige race på lang sigt.
"The Texas Chainsaw Massacre" er en milepæl og et mesterværk indenfor gysergenren, som efter utallige syn stadig gør et stort indtryk på undertegnede ikke mindst pga. Tobe Hoopers evne til at sammenflette det intense og nervepirrende gys med en historie, der samtidig har noget på hjerte. Der ud over er filmen sit beskedne budget taget i betragtning yderst flot filmet, og det unge lettere urutinerede cast, hvad filmmediet angår, gør det særdeles glimrende i deres forholdsvis simpelt skrevne roller. Så står du og mangler et godt gys, ja så er det bare med at få bestilt filmen hjem hurtigst muligt.
#477 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/gp/product/B000087JHS/ref=...
Efter på mest groteske og bizarre facon at have stirret det glade vanvid direkte ind i sine maniske og blodsprængte øjne, er det nu blevet tid til at iføre sig Paul Thomas Andersons skrigende blå jakkesæt af manuskriptmæssige spidsfindigheder, syrede strøtanker og kulørt kreativitet der tragikomisk lader sig udfolde i en opfindsom oprulning af dets æstetiske ærmer, for eksistentielt at sno sig om filmens protagonist som en ringbrynje af overnaturlig styrke, i hans absurde jagt på den helt store og magiske kærlighed.
”I have to get more pudding for this trip to Hawaii. As I just said that out loud I realize it sounded a little strange, but it's not.”
I et mindre firma, sælgende diverse kulørte toilet artikler, er den svært konfliktsky ejer Barry Egan, (Adam Sandler), ved at undersøge et smuthul i et reklame tilbud der gør ham i stand til at score et højt antal bonuspoint til at rejse for, og beslutter derefter opmuntret af at have opdaget fejlen for at nyde sin kaffe på parkeringspladsen i den friske morgenluft. Her er han dog nær ved at få mokkaen galt i halsen, da først et voldsomt biluheld finder sted og en taxa derpå vælger at stille et mini-orgel lige midt i indkørslen. Barry er lige umiddelbart for diffus til at foretage sig noget som helst logisk, og først da han lidt senere ender i en samtale med den spøjse men tiltrækkende Lena Leonard, (Emily Watson), hvis bil tilfældigvis er gået i stykker og som derfor beder ham holde øje med den mens hun er på arbejde, beslutter han sig for at bære orglet ind på sit kontor. Midt i de beroligende lyde fra det musikalske apparatur bliver Barry dog brat afbrudt da hans makker Lance, (Luis Guzman), dukker op, og så er det ellers tilbage til hverdagens sædvanlige trummerum på arbejdet, som Barry, ikke specielt underligt, har ekstremt svært ved at koncentrere sig om pga. utallige opkald fra hans syv nævenyttige og altdominerende søstre, der føler det er deres pligt at tvinge ham til at møde op til en kommende fødselsdagsfest, selv om han på ingen måde har lyst til at deltage. Efter en veloverstået frokost bliver presset ikke ligefrem mindre, da hans søster Elizabeth, (Mary Lynn Rajskub), anmassende kigger forbi med nyheden om, at hun har fundet den perfekte date til ham som han skal møde til festen på trods af, at han tidligere har givet udtryk for ikke at være interesseret i dens slags romantiske forhåndsaftaler.
Pligtopfyldende og desværre lidt for flink som han er, møder Barry alligevel op til festen hvor han, ud over at konstatere hans date er udeblevet, straks bliver verbalt overfaldet og ydmyget af sine søstre med en “morsom” barndomsanekdote, der til sidst får hans temperament til at koge totalt over. Da festen langt om længe er overstået, befinder Barry sig atter i mere afslappende omgivelser i det lokale supermarked, hvor jagten nu sættes ind på at finde vare fra firmaet Healthy Choices uheldigt formulerede kupontilbud. Hjemme igen i sin temmelig ensomme og deprimerende lejlighed vælger Barry pludselig at tage kontakt til en telefonsexlinje i Utah, der uheldigvis lykkedes med at få lokket både personnummer og kontokort oplysninger ud af den distræte sælger, som godtroende fortsætter den skæbnesvangre samtale. Dagen efter på vej mod arbejdet tager nattens eskapader da også en pænt ubehagelig drejning, da Barry får det første ud af flere truede opkald fra sexlinjen, der forsøger at presse ham til at give dem flere penge. Som om situationen ikke var stressende nok i forvejen, er Barry nærmest ved at blive væltet omkuld af den ekstremt påtrængende Elizabeth, der enerådigt har valgt at slæbe sin veninde og arbejdskollega Lena med for at møde hendes bror, som straks genkender hende fra tidligere. Til sidst lykkedes det endelig for dem at slippe af med søsteren og de bliver herefter enige om at tage på en date sammen senere i al anonymitet. Mens Barry tilsyneladende har held i kærlighed er heldet til gengæld ved at fordufte andetsteds, da alfonsen bag sexlinjen, Dean Trumbell, (Phillip Seymour Hoffman), mister tålmodigheden og sender sine håndlanger af sted mod L.A. for at gøre det uafsluttede regnskab helt og aldeles op...
“I didn't do anything. I'm a nice man. I mind my own business. So you tell me 'that's that' before I beat the hell from you. I have so much strength in me you have no idea. I have a love in my life. It makes me stronger than anything you can imagine. I would say 'that's that', Mattress Man.”
Oven på to ekstremt omfangende og udmagrende værker af episk længde i skikkelse af pornofablen “Boogie Nights” og den bibel allegoriske “Magnolia”, havde Paul Thomas Anderson lyst til at lave en film i et væsentligt mindre format og med knap så store manuskriptmæssige armbevægelser, hvilket udmundede sig i et spøjst og minimalistisk moderne eventyr syret sammensat i en herlig magisk mikstur af fortryllende romantik, kuriøs komik og subtekst baseret superhelte retorik. På overfladen ligner hele den melankolske og muntre misere dog en ganske tilforladelig og umiddelbar hyggelig kærlighedskomedie om en simpel mands selverkendelsesproces og personlige udvikling fra underkuet ydmyget nikkedukke fuld af store og tyngende følelsesmæssige problemer, der hele vejen gennem handlingens trodsige tråde må kæmpe en brav kamp i forsøget på at ændre på tingenes tilstand og dermed forbedre sit eget liv og eksistens. Men stepdanser man sidelæns til de skæve toner fra Andersons komponist Jon Brions underlægningsmusik, og parallelt i forhold til manuskriptets bugnende hylder af budskabsbringende budding og andre farverige excentriciteter, ja så gemmer historien på en temmelig overraskende og dybt fascinerende allegori over Jerry Siegel og Joe Shusters skabelsesberetning om den legendariske blå og røde superhelt Kal-El, også bedre kendt under det mere populære navn Superman, og dennes stormende forelskelse i Lois Lane, samt efterfølgende duel mod ærkefjenden Lex Luthor. Til kraftigt at antyde dette og dermed åbne op for tolkningen af teksturens tvetydighed i filmen, introducerer Paul Thomas Anderson derfor et par gange undervejs en nærmest Rorschach lignende multi palette af farvesammensmeltninger visualiseret af kunstneren Jeremy Blake, der understreger farvesymbolikkens betydning for plottets kontekst.
Da man præsenteres for “Punch-Drunk Love”s perplekse protagonist Barry Egan, portrætteret med stor overbevisning af Adam Sandler hvis normalt irriterende humoristiske touch Anderson på mirakuløs vis forstår at udnytte med herlig underspillet effektivitet, dukker han nemlig op i et sæt tøj som med det samme, grundet sin stærke blå farve, signalere en mand der både er helt ude af trit med sit miljø, men samtidig også en person der et eller andet sted i underbevidstheden godt er klar over, at han var tiltænkt en betydningsfuld rolle i det univers filmen her befinder sig i. Som definitiv personificerende katalysator hertil bliver hhv. biluheldet/nedstyrtningen med meteorraketten, det meditative mini-orgel/Supermans healende Fortres of Sollitude, og endelig mødet med Lena Leonard/Louis Lane, (til lejligheden klædt helt i rødt), nøglerne til at åbne porten til Barrys psykiske fængsel, eller negative zone om man vil, og befri ham fra den metaforiske kryptonit lignende indflydelse hans syv søstre udgør, set ud fra den betragtning at de fungere som en allegori over stjernebilledet Taurus/The Seven Sisters, repræsenterende det hjemlige galaktiske element. Meget symptomatisk mht. farverne er det efterfølgende ganske interessant at følge det skifte i Barrys ultimative blå outfits integrering af det røde element fra Lena, jo stærkere han føler for hende, hvilket samtidig indikere det første store skridt i retning af, at han erkender sin styrke og genvinder sin tabte selvtillid, overført i den næsten komplette underliggende superhelte persona, hvis metaforiske konfirmation dog først når sin forløsning i det skæbnesvangre opgør med filmens hovedskurk Dean Trumbell/Matress Man og hans håndlangere, da deres truende adfærd mod Lena og hendes røde farvesymbolik ikke blot bliver et angreb på Barrys kærlighedsobjekt, men et angreb på at fratage ham sine kræfter da hun ligeledes er synonym med den røde sol, som bekendt gav Superman sine overnaturlige evner.
Da jeg i sin tid så “Punch-Drunk Love” for første gang, kunne jeg sagtens fornemme, at der lå mere og gemte sig i historien end det der blot umiddelbart kom til syne, og en parallel til et superhelte univers var også oppe og vende i mine tanker efterfølgende. At det var så eksplicit målrettet i sine metaforer og symbolik mod Superman universet, fik jeg dog ikke øjnene op for før Twister lagde et link op med en analyse set ud fra disse betragtninger, og da jeg havde læst det og set filmen igen, ja så måtte jeg erklære mig fuldstændig enig i, at det lige præcis var sådan Paul Thomas Anderson på meget opfindsom og genial vis havde udtænkt sit manuskript. “Punch-Drunk Love” er og bliver min PTA yndlingsfilm, og kommer derfor naturligvis med de største og varmeste anbefalinger herfra.
#478 Babo Rises 13 år siden
#479 MMB 13 år siden
For at være mere seriøs så synes jeg, det er fedt, at du gider skrive sådan nogle lange anmeldelser, og hvis jeg havde set flere af filmene, havde jeg også kommenteret mere. ;)
#480 Collateral 13 år siden
Har det helt på samme måde.