Her kommer lige en kort update på listen fra plads # 39 - 30. :)
39. A Single Man 38. Serenity 37. Easy Rider 36. Three Kings 35. The Hours 34. Heat 33. Before Sunrise 32. Before Sunset 31. The Talented Mr. Ripley 30. The Good Girl
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så er det atter blevet tid til at få startet top 200 listen op igen, og denne gang lægger jeg ud med en vaskeægte Hollywood filmperle i rebelsk og stoisk skikkelse af Nicholas Rays udødelige ungdomsklassiker, der opnåede sin legendariske status ved en banebrydende skildring af tidsperiodens enorme generationskløft og den dynamiske duel mellem ung og gammel der udsprang heraf, hvilket samtidig gjorde filmens unge hovedrolleindehaver til en ikonisk teenager kultfigur.
”You're tearing me apart!… You, you say one thing, he says another, and everybody changes back again!”
Mens mørket sænker sig over Los Angeles gader, slentrer den rastløse Jim Stark, (James Dean), nok engang rundt i en gevaldig brandert, og bliver da også inden længe anholdt af politiet, der tager ham med på stationen, hvor han kan sove rusen ud indtil hans forældre dukker op for at slæbe den genstridige drukkenbolt med hjem. Alt imens Jim forsøger at genfinde balancen, bliver den unge Judy, (Natalie Wood), som tidligere er stukket af hjemmefra, taget med ind til afhøring hvor det går op for kriminalbetjenten at hendes forhold til forældrene, især hendes fader, er mere end anstrengt. Efter lidt snak frem og tilbage lader Judy sig til sidst modvilligt overtale til at de kontakter hendes forældre og ude på gangen forsøger Jim sig med en nobel gestus, da han spotter den nervøse og småfrysende John, (Sal Mineo), som, overasket over at nogen gider at lægge mærke til hans eksistens, dog afviser at låne Jims frakke da han selv er på vej til et forhør om et par hvalpe, som han har skudt. For betjenten er løsningen lige til og han anbefaler derfor John at få en tid hos en psykolog, hvilket dog kun fremprovokere en mild latter og hovedrysten. For Jims vedkommende ender opholdet på politistationen i et følelsesmæssigt kaos, da hans lidt for bløde far og hans dominerede mor og farmor langt om længe kigger forbi for at få styr på den lettere pinlige situation, hvilket dog blot gør alting endnu mere pinligt end det var i forvejen. Kriminalkommissæren der er tilknyttet Jims sag får dog efterfølgende kølet hans frustrationer ned igen og forsikrer Jim om at han altid kan kontakte ham, hvis han en anden gang skulle have problemer på hjemmefronten.
Næste dag bliver på flere måder en ny begyndelse for Jim der har første dag på Dawson High School. Uden at spekulere nærmere over det, roder han sig uheldigvis straks ud i nye problemer, da en mindre flirt med Judy og en kæk bemærkning under klassens tur til et planetarium ender med at skolens lokale bande, hvis leder tilfældigvis også er Judys kæreste, beslutter sig for at give ham en lærestreg han sent vil glemme. John opfanger hurtigt hvad der er under opsejling og forsøger at advare Jim, som han også er blevet svært fascineret af, men da er det allerede for sent og kort efter befinder hans idol sig nu i en drabelig knivduel med Buzz, (Corey Allen). Da en vagt spotter de unges slagsmål, får opgøret dog ingen vinder og i stedet aftaler de to kamphaner at mødes i løbet af aftenen til en bil duel nær en dødsensfarlig klippeskrænt, hvor de unge plejer at hænge ud. Da både Jim og Judy i mellemtiden vender hjem, prøver de begge at finde forståelse for deres omflakkende sind som konstant bringer dem i problemer, men må begge erfare, at deres forældre intet begreb har ang. hvordan de skal håndtere deres børns spørgsmål. Den anspændte atmosfære når senere nye højder efter det katastrofale bilvæddeløb har fundet sted, og mens Judy bliver mere indelukket eksploderer Jim i et vredesudbrud overfor sine forældre, der frem for at appellere til integritet og ære opfordrer ham til at lyve for politiet om hans involvering i ulykken. Jim vælger resolut at trodse sine moder og faders forslag, men da politiet efterfølgende ignorer ham, beslutter han i stedet at stikke af sammen med Judy og får lidt efter selskab af John ved en forladt villa han kender, hvor han inden rundvisningen i det lille paradis advarer dem om, at Buzz’s bande er på jagt efter Jim, da de mistænker ham for at have sladret til politiet om den ulovlige bil dyst tidligere…
”I woke up this morning, you know... and the sun was shining, and it was nice, and all that type of stuff. And the first thing, I saw was you, and, uh, I said, "Boy, this is gonna be one terrific day, so you better live it up, because tomorrow you'll be nothing. You see? And I almost was.”
Der skal absolut ikke herske nogen som helst tvivl om, at Nicholas Rays “Rebel Without A Cause” set med nutidens briller på både virker meget teatralsk samt temmelig melodramatisk, og derfor ofte ligger faretruende tæt på grænsen til at være for meget i sit generelle udtryk i store perioder af dens voldsomt følelsesladede manuskript. Filmen har efterfølgende været kritiseret en hel del på netop disse punkter og dens historiske indflydelse og beskrivelse af ungdomskulturens frustrationer dømt som værende afdankede og uden reel slagside for nutidens generationer af unge biografgængere. På trods af at der selvfølgelig er klar stilmæssig forskel på dengang og nu, deler jeg dog ikke samme negative holdning til udtryksformen, men ser i stedet Nicholas Rays visualisering og skuespillernes kropssprog som passende perfekt ind i dens tematiske formel, der danner grundlaget for de unges undertrykte følelser og tanker, som konstant ligger og bobler lige under overfladen men hele tiden er forhindret i at komme rigtig frem i lyset, dels pga. forældrenes reaktionsmønstre men i særdeleshed også i forhold til at undertrykke egne behov til fordel for at passe ind i det store fællesskab blandt alle andre fra den yngre generation. I starten af filmen er det først og fremmest James Dean og Natalie Wood, der trækker det store læs på skuespilsfronten med et par yderst sensible præstationer, hvor følelserne er helt ude på tøjet, som på fremragende vis udstråler den rodløse og rastløse ambivalens der ud over at gennemsyre krop og sjæl også afspejler sig i forældrenes ditto ambivalente respons. Her er det interessant at se de to vidt forskellige faderfigurers ageren, tidsperioden taget i betragtning, hvor Judys fader f.eks. er den typiske man of the house der sætter dagsordenen mens mutter står i køkkenet, men til gengæld fejler totalt i sin berøringsangst overfor den nu voksne datter, der uheldigvis for hende minder ham om en af det modsatte køn han ikke længere har nogen reel magt over, og derfor gør at han reagerer med vold/afmagt.
For Jims vedkommende er der dog tale om en helt anderledes skæv rollefordeling ved det at hans fader, herlig kejtet og kikset portrætteret af Jim Backus, befinder sig i en atypisk for 50’erne feminin størrelse, mens moderen modsat udgør den dominerende faktor, hvilket skaber en total mangel på et stærkt mandligt forbillede, som Jim så brændende stræber efter. Det er blandt andet nuancer som disse, (en anden er den betjent der forsøger at tage Jims problemer alvorligt), der er med til at gøre “Rebel Without A Cause”’s historie fascinerende og langtidsholdbar, fordi de både er nyskabende i deres forskelle men alligevel sammenlignelige i den samlede metaforiske retorik, som bliver drivkraften bag de to teenageres kollisionskurs med hinanden og senere delvise forløsning igennem konflikten med Buzz, hvor karakteren John Crawford for alvor træder i karakter med henblik på at give udtryk for sine latente homoseksuelle drifter i den subtekst baserede kærlighedserklæring til idolet Jim, der også hænger uløseligt sammen med alle tre protagonisters ønske om et brud med den traditionelle families doktriner og efterfølgende ønske om selv at skabe en ny eksistens i en forunderlig outsider symbiose. I efterdønningerne af den skæbnesvangre bil duel, hvis scener er nogle af filmens absolutte nøglepunkter, tvinges de tre teenagere grundet dødsulykken til at se tage deres egne respektive selvmordstanker i øjnene, symbolsk stående helt ude på kanten af afgrunden, og vælger inspireret af selv samme dødsangst, simpelt men smukt orkestreret i sit budskab, at tage livets udfordringer op frem for at søge den nemme udvej, hvilket efterfølgende også illustreres og understreges yderligere i Jims opgør med sine forældre i en legendarisk scene, hvor James Dean udnytter sin dragende karisma til det absolut maksimale, transcenderende længslen efter at blive taget seriøst, kort inden den store melodramatiske finale indtræffer.
Her bliver temaet om en alternativ familie endegyldigt bekræftet, da trekløveret søger mod et utopisk paradis i Beverly Hills bakkede landskab, hvor Jim & Judy udgør forældrerollen mens John gladelig påtager sig barnets rolle hvis naive illusion af virkeligheden og afspejling af Hollywood ligeledes glamouriserende indstilling til ungdommen intelligent meta-udfordres, da generationens egen destruktive skyggeside/samvittighed, i skikkelse af bandemedlemmerne, i ubevidst fællesskab med autoritetsfigurerne, repræsenteret ved politiet og Jims forældre, angriber paradiset og fremprovokerer en afslutning på duellen som trods en hvis form for afklaring stadig lader flere eksistentielle døre stå på klem. Med en underfundig og konstant mystificerende stemning af uro, krydret med en række fremragende skuespilspræstationer og et manuskript hvis temaer stadig er aktuelle, holder “Rebel Without A Cause” i mine øjne så absolut den dag i dag og kommer derfor naturligvis varmt anbefalet til alle der stadig har denne klassiker til gode.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#462 Tak for endnu en godt sælgende anmeldelse af en god film :) Forhåbentlig ser "alle" Deans film snart HD lyset. Jeg er dog spændt på, hvordan Deans skuespil vil virke på mig idag. Jeg mener ikke jeg var særlig begejstret første gang jeg så Rebel Without a Cause, men det kan så givet have ændret sig og jeg blot skal vurdere det i en anden optik. Indtil da det formentlig sidste foto af Dean i levende live.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#462 Tak for endnu en godt sælgende anmeldelse af en god film :)
Velbekomme, og tak for de pæne ord. :)
Forhåbentlig ser "alle" Deans film snart HD lyset.
Fuldstændig enig. Jeg finder det også dybt underligt, at ingen af hans tre film, som alle er at betragte som klassikere i mine øjne, endnu ikke har fundet vej til en Blu-ray udgivelse. Men man må vel gå ud fra, at det blot er et spørgsmål om kort tid før det sker.
Bruce (463) skrev:
Jeg er dog spændt på, hvordan Deans skuespil vil virke på mig idag. Jeg mener ikke jeg var særlig begejstret første gang jeg så Rebel Without a Cause, men det kan så givet have ændret sig og jeg blot skal vurdere det i en anden optik. Indtil da det formentlig sidste foto af Dean i levende live.
Jeg har nu altid rigtig godt kunnet lide Deans måde at spille på, siden jeg så filmen første gang tilbage i slut 80'erne. Hvad end han begiver sig over i det teatralske, hvor han ofte er tæt på at være over-the-top, eller det underspillede, ja så har han bare en eller anden magisk udstråling over sig, der gør at man bliver fascineret af ham. Selv når han spiller skurk som i "Giant", er han svær ikke at holde af.
I øvrigt et super cool billede du har linket til. Tak for det! :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra at have været på en melodramatisk og eftertænksom rejse rundt i 50’ernes flyvske og rebelske ungdomskultur, er det nu blevet tid til at tage et DeLoreansk kvantespring frem i tid, kun for at fylde tanken op igen med 80’er nostalgiens magiske tryllestøv og få trykket speederen helt i bund tilbage mod fortiden, når vi nu fortsætter turen ned af mindernes allé med Robert Zemeckis, Bob Gale & Steven Spielbergs evigt eventyrlige og dynamiske drømmeridt af et uovertruffent sci-fi mesterværk.
”If my calculations are correct, when this baby hits eighty-eight miles per hour... you're gonna see some serious shit.”
Klokken alt for tidligt om morgenen kigger den unge gavflab og highschool elev Marty McFly, (Michael J. Fox), som sædvanlig forbi hos sin gamle ven, den excentrisk geniale videnskabsmand Dr. Emmet Brown, (Christopher Lloyd), der dog for en sjælden gangs skyld ikke er til at få øje på stående klar til at fodre hunden Einstein, eller betragtende sine mange spøjse opfindelser. Efter Marty har haft et mindre rock’n roll uheld med en mega forstærker, får han pludselig et opkald fra Brown der beder ham om at mødes om natten ved det lokale center Twin Pines, hvor han vil vise ham en helt ny og fantastisk opfindelse. Marty lover at dukke op og erfarer dernæst under samtalen, at han er ved at komme for sent til skolen og skynder sig af sted med håbet om at undgå endnu en eftersidning fra den emsige og perfide rektor, hvilket dog ikke lykkedes også selv om Marty’s kæreste Jennifer, (Claudia Wells), kommer ham til undsætning. Én ulykke kommer dog sjældent alene, så da rektorens ydmygelser har fortaget sig, får Marty blot en ny klasket i ansigtet da ham og hans band ikke får chancen for at spille til det store skolebal. Heldigvis er Jennifer der til at forsøde tilværelsen lidt, da skuffelsen efterfølgende bliver fordøjet på bænken ved byens torv, hvor de dog også bliver afbrudt af en der samler ind til bevaringen af rådhusets historiske ur. Marty aftaler herefter at mødes med Jennifer senere og springer rask væk op på sit skateboard, styrende mod den ventende aftensmad med familien. Hjemme venter endnu en ubehagelig overraskelse for den stakkels teenager, da det viser sig at hans underdanige fader Georges, (Crispin Glover), skumle lurendrejer af en chef Biff, (Thomas F. Wilson), har smadret deres bil og oven i hatten er fræk nok til at give sin underordnede, som han gladelig tromler hen over, skylden.
Efter maden er indtaget i “hyggeligt” selskab med hans ynkelige far, hans håbløst kiksede søskende og hans temmelig drikfældige mor Lorraine, (Lea Thompson), der for 117 gang lige skal fortælle om dengang hun mødte George da hendes far kørte ham ned, falder Marty i en dyb søvn på sit værelse og kun en opringning fra Dr. Brown forhindrer ham i at komme for sent til det tidligere aftalte rendevouz ved centeret. Her møder der teenageren et spektakulært syn, da videnskabsmanden pludselig bakker ud fra en holdende lastbil og præsentere hvad der viser sig at være en tidsmaskine bygget i en cool DeLorean model, som Einstein efterfølgende får æren af at testkøre, hvilket bliver et yderst succesfuldt forsøg der bringer julelys frem i Dr. Browns øjne. Marty er både forbløffet og svært imponeret over oplevelsen, men lidt efter kommer der skår i glæden da en gruppe terrorister fra Libyen pludselig angriber duoen, fordi Brown har snydt dem fra en kuffert med plutonium, som han selv har brugt til tidsmaskinen som brændsel. Marty må til sin rædsel se sin bedste ven plaffet ned og når kun selv lige akkurat selv at undslippe kugleregnen ved at flygte i DeLorean’en. Uden at tænke på dens evner, befinder han sig nu pludselig i Hill Valley anno 1955. Efter at have gemt bilen af vejen og fordøjet de mange indtryk omkring sig ender han til sidst på en café, hvor han vil forsøge at tage ringe til Dr. Brown for at kunne få hjælp til at vende tilbage til nutiden. Det lykkedes dog ikke i første omgang og i stedet render Marty tilfældigvis på sin jævnaldrende far, der igen er i færd med at blive ydmyget af den stupide Biff. Lidt efter beslutter Marty sig for at følge efter faderen og finder ham inden længe liggende i et træ, lummert lurende på en kvinde overfor, hvilket resulterer i at han skvatter ned og nær er ved at blive kørt over. Det lykkedes lige akkurat for Marty at redde sin far, hvilket dog uheldigvis betyder at han selv ender i bevidstløs tilstand hos ingen ringere end sine egne bedsteforældre og sin moders hus. Den pludseligt opståede ændring på familiens historie bliver herefter blot endnu værre, da Lorraine forelsker sig i Marty der nu er havnet i store problemer, som kun den yngre Dr. Brown muligvis kan hjælpe med at finde en løsning på.
”Marvin, you gotta play. See that's where they kiss for the first time on the dance floor. And if there's no music, they can't dance. If they can't dance, they can't kiss. If they can't kiss they can't fall in love, and I'm history.”
Taget i betragtning af hvor kaotisk filmens skabelsesproces var, siden de første spæde forsøg på at sammensætte et manuskript så dagens lys tilbage i 1980, og heraf hvor mange problemer Robert Zemeckis og co. løb ind i undervejs på stort set samtlige fronter, (hvorunder den efterhånden nu legendariske Hollywood anekdote om udskiftningen af Eric Stoltz i hovedrollen frem for Michael J. Fox og de der til hørende mange scener der skulle laves på ny indgår), er det et mirakel af dimensioner at “Back To The Future” overhovedet blev til en færdig film, der i sidste ende var til at holde ud at se på. Efter premieren i 1985 blev alle negative spekulationer fra diverse professionelle anmeldere og almindelige biografgængere dog straks gjort til skamme, for hvad der rullede hen over det hvide lærred var et helstøbt værk hvis sammenhørighed og fremdrift var uovertruffen, og hvis historieformidling var en sand genistreg i måden det var orkestreret på med sin muntre tone, hjertevarme stemning, og utallige referencer frem og tilbage i tid i en perfekt udført rytmisk harmoni til tonerne af dets fluks katalyserende tidslimbo manuskript. Og lakeret yderligere med banebrydende speciel effekter af producer Steven Spielbergs foretrukne folk hos ILM, og et sprudlende score fra musik maestroen Alan Silvestri, havde man i fællesskab fundet de helt rigtige ingredienser til at kreere en moderne fabel i bedste Frank Capra ånd, der gik lige i hjertet på filmentusiaster i alle aldre og har gjort det lige siden, ligegyldigt hvor mange gange man evt. måttet have befundet sig side om side som co driver på den ukuelige og tidsrejsende charmør Marty McFlys eventyrlige ridt. Det er dog først og fremmest grundet den yderst kreative og velskrevne historie, de klukkende morsomme replikker, samt den fabelagtige kemi skuespillerne imellem at filmen stadig her 26 år senere står distancen, især fremhævet af de to hovedrolleindehaveres magiske og magnetiske præstationer.
Selv om både Lea Thompson og Crispin Glover, (excentrisk som altid), imponerer ved at spille forrygende godt i deres udfordrende tre lags roller, er det stadigvæk den knuselskelige rebel Michael J. Fox og den herligt skøre Christopher Lloyd der, i deres respektive roller som hhv. Marty McFly og Dr. Emmet Brown, stjæler billedet via et forbindtligt teamwork der supplerer hinandens til tider vidt forskellige og i andre tilfælde meget sammenlignelige måder at spille på til ekstrem underholdende perfektion, mens den vilde jagt på at ændre fortiden for at sikre fremtiden finder sted. I fornem symbiose hertil ligger det universelt appellerende aspekt, der bevidst og befriende anderledes forkaster det traditionelle plot om at redde hele verden, desuden i “Back To The Future”’s simple men smukke budskab, som bringer lutter nostalgiske minder frem på nethinden om en svunden tid, med stærke referencer til især “It’s A Wonderful Life”. Her var formålet ligeledes for den godhjertede protagonist at bekæmpe byens lokale magtfaktor, uden på nogen måde selv at ville drage fordel af det andet end at gøre noget godt for sine medmennesker, og herigennem disse uselviske gerninger sin egen eksistens og identitet. I samme moment styrer Robert Zemeckis også fornemt sin DeLoreanske kærlighedskaret, meget passende bakket op af filmens budskabsrelaterede sang “The Power of Love”, helt uden om de kapitalistiske og materialistiske faldgruber der ellers ligger lige til højrebenet mht. at rejse i tid, og giver hermed i overført betydning baghjul til 80’ernes dominerende yuppie kultur, hvad der dog efterfølgende blev taget under skarp observation med trilogiens andet kapitel og dets dystre og nihilistiske fremtidsperspektiv. Netop derfor er det jo altid rart at vide, at McFly & Brown står klar i kulissen til at overvinde mørket og sørge for at bringe varmen tilbage i hjertet og smilet tilbage på læben igen og igen. Og med disse afsluttende ord vil jeg bede alle der læser med om at klikke på linket nedenunder, skrue godt op for lyden, og så ellers bare læne jer tilbage, lukke øjnene i de næste 4 min. og lade sanserne opsluge af vaskeægte filmmagi.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#465: Det er en fantastisk underholdende film, og det musikalske tema indkapsler jo faktisk meget godt hvorfor. Det er nemlig, ligesom filmen, så medrivende at man ikke andet end kan læne sig tilbage og lade sig indfange. Det er ikke mange ting Michael J. Fox har nået at medvirke i, men denne trilogi placerer sig solidt i langt de fleste filmelskeres hjerter, som du også selv skriver. Tak for anmeldelsen :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#467: Det er ret imponerende hvor godt de hænger sammen. Og personligt synes jeg også at det er sjovt at de både udvider fra film til film, men også lader nogle ting gå igen. Så en sammenhængende gennemkigning er bestemt underholdende. Gjorde det selv for ikke så frygtelig længe siden, dog desværre før jeg ejede filmene på BD, så nu kan et nyt gennemkig (om ikke andet af ekstramateriale) blive nødvendigt.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#465: Det er en fantastisk underholdende film, og det musikalske tema indkapsler jo faktisk meget godt hvorfor. Det er nemlig, ligesom filmen, så medrivende at man ikke andet end kan læne sig tilbage og lade sig indfange. Det er ikke mange ting Michael J. Fox har nået at medvirke i, men denne trilogi placerer sig solidt i langt de fleste filmelskeres hjerter, som du også selv skriver. Tak for anmeldelsen :)
Velbekomme, og tak for dine kommentarer. :)
Mht. Michael J. Fox, så har han nu en god portion film på sit cv, hvor f.eks. "The Secret of My Success", "Doc. Hollywood", og "The Frighteners" alle er stærkt anbefalelsesværdige. Men det er helt afgjort rollen som Marty McFly, han ang. sin filmkarriere, for evigt vil blive husket for, samt derudover selvfølgelig hans to tv-serie roller i hhv. "Family Ties" og "Spin City". Det er i øvrigt mega frustrerende at den fordømte Parkinsons sygdom skulle ødelægge hans karriere, men hvis man så skal se positiv på det, så har han alligevel opnået utroligt mange ting. Hvis du er interesseret i at læse mere detaljeret om det hele, så vil jeg varmt anbefale dig at få fat på Michael J. Fox to bøger, "A Lucky Man" og "Allways Looking Up". De er begge dybt fascinerende og hjerteskærende læsning.
Glæder mig til at gense hele trilogien trip-trap-træsko i den nærmeste fremtid. :)
Glad for at kunne være til ekstra inspiration. :)
Collateral (468) skrev:
#467: Det er ret imponerende hvor godt de hænger sammen. Og personligt synes jeg også at det er sjovt at de både udvider fra film til film, men også lader nogle ting gå igen. Så en sammenhængende gennemkigning er bestemt underholdende. Gjorde det selv for ikke så frygtelig længe siden, dog desværre før jeg ejede filmene på BD, så nu kan et nyt gennemkig (om ikke andet af ekstramateriale) blive nødvendigt.
Helt enig. Den sammenhørighed der er mellem de tre historier og karakterene, samt den måde de mange referencer bliver udnyttet på af Robert Zemeckis, er intet mindre end fænomenal. Det er sgu svært ikke at blive imponeret over det overblik, som han er i besiddelse af mht. trilogien.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#469: Ja jeg ved godt han har lavet relativt meget, men som du selv nævner har parkinsonen jo dæmpet hans karriere en smule, og det er en skam. Har set både "Spin City" og dele af "Family Ties". "Spin City" er godt, og har faktisk nogle fine karakterer deri. Har faktisk gået og leget med ideen om at skrive lidt om sit-coms når jeg er færdig med min top 60. Nå, men "Family Ties" er også rigtig fint, og har hørt at serien senere tager ganske mørke temaer op, hvilket altid trækker en smule op når den type serier har mod til.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#461 NightHawk 13 år siden
39. A Single Man
38. Serenity
37. Easy Rider
36. Three Kings
35. The Hours
34. Heat
33. Before Sunrise
32. Before Sunset
31. The Talented Mr. Ripley
30. The Good Girl
#462 NightHawk 13 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0125696832...
Så er det atter blevet tid til at få startet top 200 listen op igen, og denne gang lægger jeg ud med en vaskeægte Hollywood filmperle i rebelsk og stoisk skikkelse af Nicholas Rays udødelige ungdomsklassiker, der opnåede sin legendariske status ved en banebrydende skildring af tidsperiodens enorme generationskløft og den dynamiske duel mellem ung og gammel der udsprang heraf, hvilket samtidig gjorde filmens unge hovedrolleindehaver til en ikonisk teenager kultfigur.
”You're tearing me apart!… You, you say one thing, he says another, and everybody changes back again!”
Mens mørket sænker sig over Los Angeles gader, slentrer den rastløse Jim Stark, (James Dean), nok engang rundt i en gevaldig brandert, og bliver da også inden længe anholdt af politiet, der tager ham med på stationen, hvor han kan sove rusen ud indtil hans forældre dukker op for at slæbe den genstridige drukkenbolt med hjem. Alt imens Jim forsøger at genfinde balancen, bliver den unge Judy, (Natalie Wood), som tidligere er stukket af hjemmefra, taget med ind til afhøring hvor det går op for kriminalbetjenten at hendes forhold til forældrene, især hendes fader, er mere end anstrengt. Efter lidt snak frem og tilbage lader Judy sig til sidst modvilligt overtale til at de kontakter hendes forældre og ude på gangen forsøger Jim sig med en nobel gestus, da han spotter den nervøse og småfrysende John, (Sal Mineo), som, overasket over at nogen gider at lægge mærke til hans eksistens, dog afviser at låne Jims frakke da han selv er på vej til et forhør om et par hvalpe, som han har skudt. For betjenten er løsningen lige til og han anbefaler derfor John at få en tid hos en psykolog, hvilket dog kun fremprovokere en mild latter og hovedrysten. For Jims vedkommende ender opholdet på politistationen i et følelsesmæssigt kaos, da hans lidt for bløde far og hans dominerede mor og farmor langt om længe kigger forbi for at få styr på den lettere pinlige situation, hvilket dog blot gør alting endnu mere pinligt end det var i forvejen. Kriminalkommissæren der er tilknyttet Jims sag får dog efterfølgende kølet hans frustrationer ned igen og forsikrer Jim om at han altid kan kontakte ham, hvis han en anden gang skulle have problemer på hjemmefronten.
Næste dag bliver på flere måder en ny begyndelse for Jim der har første dag på Dawson High School. Uden at spekulere nærmere over det, roder han sig uheldigvis straks ud i nye problemer, da en mindre flirt med Judy og en kæk bemærkning under klassens tur til et planetarium ender med at skolens lokale bande, hvis leder tilfældigvis også er Judys kæreste, beslutter sig for at give ham en lærestreg han sent vil glemme. John opfanger hurtigt hvad der er under opsejling og forsøger at advare Jim, som han også er blevet svært fascineret af, men da er det allerede for sent og kort efter befinder hans idol sig nu i en drabelig knivduel med Buzz, (Corey Allen). Da en vagt spotter de unges slagsmål, får opgøret dog ingen vinder og i stedet aftaler de to kamphaner at mødes i løbet af aftenen til en bil duel nær en dødsensfarlig klippeskrænt, hvor de unge plejer at hænge ud. Da både Jim og Judy i mellemtiden vender hjem, prøver de begge at finde forståelse for deres omflakkende sind som konstant bringer dem i problemer, men må begge erfare, at deres forældre intet begreb har ang. hvordan de skal håndtere deres børns spørgsmål. Den anspændte atmosfære når senere nye højder efter det katastrofale bilvæddeløb har fundet sted, og mens Judy bliver mere indelukket eksploderer Jim i et vredesudbrud overfor sine forældre, der frem for at appellere til integritet og ære opfordrer ham til at lyve for politiet om hans involvering i ulykken. Jim vælger resolut at trodse sine moder og faders forslag, men da politiet efterfølgende ignorer ham, beslutter han i stedet at stikke af sammen med Judy og får lidt efter selskab af John ved en forladt villa han kender, hvor han inden rundvisningen i det lille paradis advarer dem om, at Buzz’s bande er på jagt efter Jim, da de mistænker ham for at have sladret til politiet om den ulovlige bil dyst tidligere…
”I woke up this morning, you know... and the sun was shining, and it was nice, and all that type of stuff. And the first thing, I saw was you, and, uh, I said, "Boy, this is gonna be one terrific day, so you better live it up, because tomorrow you'll be nothing. You see? And I almost was.”
Der skal absolut ikke herske nogen som helst tvivl om, at Nicholas Rays “Rebel Without A Cause” set med nutidens briller på både virker meget teatralsk samt temmelig melodramatisk, og derfor ofte ligger faretruende tæt på grænsen til at være for meget i sit generelle udtryk i store perioder af dens voldsomt følelsesladede manuskript. Filmen har efterfølgende været kritiseret en hel del på netop disse punkter og dens historiske indflydelse og beskrivelse af ungdomskulturens frustrationer dømt som værende afdankede og uden reel slagside for nutidens generationer af unge biografgængere. På trods af at der selvfølgelig er klar stilmæssig forskel på dengang og nu, deler jeg dog ikke samme negative holdning til udtryksformen, men ser i stedet Nicholas Rays visualisering og skuespillernes kropssprog som passende perfekt ind i dens tematiske formel, der danner grundlaget for de unges undertrykte følelser og tanker, som konstant ligger og bobler lige under overfladen men hele tiden er forhindret i at komme rigtig frem i lyset, dels pga. forældrenes reaktionsmønstre men i særdeleshed også i forhold til at undertrykke egne behov til fordel for at passe ind i det store fællesskab blandt alle andre fra den yngre generation. I starten af filmen er det først og fremmest James Dean og Natalie Wood, der trækker det store læs på skuespilsfronten med et par yderst sensible præstationer, hvor følelserne er helt ude på tøjet, som på fremragende vis udstråler den rodløse og rastløse ambivalens der ud over at gennemsyre krop og sjæl også afspejler sig i forældrenes ditto ambivalente respons. Her er det interessant at se de to vidt forskellige faderfigurers ageren, tidsperioden taget i betragtning, hvor Judys fader f.eks. er den typiske man of the house der sætter dagsordenen mens mutter står i køkkenet, men til gengæld fejler totalt i sin berøringsangst overfor den nu voksne datter, der uheldigvis for hende minder ham om en af det modsatte køn han ikke længere har nogen reel magt over, og derfor gør at han reagerer med vold/afmagt.
For Jims vedkommende er der dog tale om en helt anderledes skæv rollefordeling ved det at hans fader, herlig kejtet og kikset portrætteret af Jim Backus, befinder sig i en atypisk for 50’erne feminin størrelse, mens moderen modsat udgør den dominerende faktor, hvilket skaber en total mangel på et stærkt mandligt forbillede, som Jim så brændende stræber efter. Det er blandt andet nuancer som disse, (en anden er den betjent der forsøger at tage Jims problemer alvorligt), der er med til at gøre “Rebel Without A Cause”’s historie fascinerende og langtidsholdbar, fordi de både er nyskabende i deres forskelle men alligevel sammenlignelige i den samlede metaforiske retorik, som bliver drivkraften bag de to teenageres kollisionskurs med hinanden og senere delvise forløsning igennem konflikten med Buzz, hvor karakteren John Crawford for alvor træder i karakter med henblik på at give udtryk for sine latente homoseksuelle drifter i den subtekst baserede kærlighedserklæring til idolet Jim, der også hænger uløseligt sammen med alle tre protagonisters ønske om et brud med den traditionelle families doktriner og efterfølgende ønske om selv at skabe en ny eksistens i en forunderlig outsider symbiose. I efterdønningerne af den skæbnesvangre bil duel, hvis scener er nogle af filmens absolutte nøglepunkter, tvinges de tre teenagere grundet dødsulykken til at se tage deres egne respektive selvmordstanker i øjnene, symbolsk stående helt ude på kanten af afgrunden, og vælger inspireret af selv samme dødsangst, simpelt men smukt orkestreret i sit budskab, at tage livets udfordringer op frem for at søge den nemme udvej, hvilket efterfølgende også illustreres og understreges yderligere i Jims opgør med sine forældre i en legendarisk scene, hvor James Dean udnytter sin dragende karisma til det absolut maksimale, transcenderende længslen efter at blive taget seriøst, kort inden den store melodramatiske finale indtræffer.
Her bliver temaet om en alternativ familie endegyldigt bekræftet, da trekløveret søger mod et utopisk paradis i Beverly Hills bakkede landskab, hvor Jim & Judy udgør forældrerollen mens John gladelig påtager sig barnets rolle hvis naive illusion af virkeligheden og afspejling af Hollywood ligeledes glamouriserende indstilling til ungdommen intelligent meta-udfordres, da generationens egen destruktive skyggeside/samvittighed, i skikkelse af bandemedlemmerne, i ubevidst fællesskab med autoritetsfigurerne, repræsenteret ved politiet og Jims forældre, angriber paradiset og fremprovokerer en afslutning på duellen som trods en hvis form for afklaring stadig lader flere eksistentielle døre stå på klem. Med en underfundig og konstant mystificerende stemning af uro, krydret med en række fremragende skuespilspræstationer og et manuskript hvis temaer stadig er aktuelle, holder “Rebel Without A Cause” i mine øjne så absolut den dag i dag og kommer derfor naturligvis varmt anbefalet til alle der stadig har denne klassiker til gode.
#463 Bruce 13 år siden
#464 NightHawk 13 år siden
Velbekomme, og tak for de pæne ord. :)
Fuldstændig enig. Jeg finder det også dybt underligt, at ingen af hans tre film, som alle er at betragte som klassikere i mine øjne, endnu ikke har fundet vej til en Blu-ray udgivelse. Men man må vel gå ud fra, at det blot er et spørgsmål om kort tid før det sker.
Jeg har nu altid rigtig godt kunnet lide Deans måde at spille på, siden jeg så filmen første gang tilbage i slut 80'erne. Hvad end han begiver sig over i det teatralske, hvor han ofte er tæt på at være over-the-top, eller det underspillede, ja så har han bare en eller anden magisk udstråling over sig, der gør at man bliver fascineret af ham. Selv når han spiller skurk som i "Giant", er han svær ikke at holde af.
I øvrigt et super cool billede du har linket til. Tak for det! :)
#465 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/Back-Future-Trilogy-Blu-ra...
Fra at have været på en melodramatisk og eftertænksom rejse rundt i 50’ernes flyvske og rebelske ungdomskultur, er det nu blevet tid til at tage et DeLoreansk kvantespring frem i tid, kun for at fylde tanken op igen med 80’er nostalgiens magiske tryllestøv og få trykket speederen helt i bund tilbage mod fortiden, når vi nu fortsætter turen ned af mindernes allé med Robert Zemeckis, Bob Gale & Steven Spielbergs evigt eventyrlige og dynamiske drømmeridt af et uovertruffent sci-fi mesterværk.
”If my calculations are correct, when this baby hits eighty-eight miles per hour... you're gonna see some serious shit.”
Klokken alt for tidligt om morgenen kigger den unge gavflab og highschool elev Marty McFly, (Michael J. Fox), som sædvanlig forbi hos sin gamle ven, den excentrisk geniale videnskabsmand Dr. Emmet Brown, (Christopher Lloyd), der dog for en sjælden gangs skyld ikke er til at få øje på stående klar til at fodre hunden Einstein, eller betragtende sine mange spøjse opfindelser. Efter Marty har haft et mindre rock’n roll uheld med en mega forstærker, får han pludselig et opkald fra Brown der beder ham om at mødes om natten ved det lokale center Twin Pines, hvor han vil vise ham en helt ny og fantastisk opfindelse. Marty lover at dukke op og erfarer dernæst under samtalen, at han er ved at komme for sent til skolen og skynder sig af sted med håbet om at undgå endnu en eftersidning fra den emsige og perfide rektor, hvilket dog ikke lykkedes også selv om Marty’s kæreste Jennifer, (Claudia Wells), kommer ham til undsætning. Én ulykke kommer dog sjældent alene, så da rektorens ydmygelser har fortaget sig, får Marty blot en ny klasket i ansigtet da ham og hans band ikke får chancen for at spille til det store skolebal. Heldigvis er Jennifer der til at forsøde tilværelsen lidt, da skuffelsen efterfølgende bliver fordøjet på bænken ved byens torv, hvor de dog også bliver afbrudt af en der samler ind til bevaringen af rådhusets historiske ur. Marty aftaler herefter at mødes med Jennifer senere og springer rask væk op på sit skateboard, styrende mod den ventende aftensmad med familien. Hjemme venter endnu en ubehagelig overraskelse for den stakkels teenager, da det viser sig at hans underdanige fader Georges, (Crispin Glover), skumle lurendrejer af en chef Biff, (Thomas F. Wilson), har smadret deres bil og oven i hatten er fræk nok til at give sin underordnede, som han gladelig tromler hen over, skylden.
Efter maden er indtaget i “hyggeligt” selskab med hans ynkelige far, hans håbløst kiksede søskende og hans temmelig drikfældige mor Lorraine, (Lea Thompson), der for 117 gang lige skal fortælle om dengang hun mødte George da hendes far kørte ham ned, falder Marty i en dyb søvn på sit værelse og kun en opringning fra Dr. Brown forhindrer ham i at komme for sent til det tidligere aftalte rendevouz ved centeret. Her møder der teenageren et spektakulært syn, da videnskabsmanden pludselig bakker ud fra en holdende lastbil og præsentere hvad der viser sig at være en tidsmaskine bygget i en cool DeLorean model, som Einstein efterfølgende får æren af at testkøre, hvilket bliver et yderst succesfuldt forsøg der bringer julelys frem i Dr. Browns øjne. Marty er både forbløffet og svært imponeret over oplevelsen, men lidt efter kommer der skår i glæden da en gruppe terrorister fra Libyen pludselig angriber duoen, fordi Brown har snydt dem fra en kuffert med plutonium, som han selv har brugt til tidsmaskinen som brændsel. Marty må til sin rædsel se sin bedste ven plaffet ned og når kun selv lige akkurat selv at undslippe kugleregnen ved at flygte i DeLorean’en. Uden at tænke på dens evner, befinder han sig nu pludselig i Hill Valley anno 1955. Efter at have gemt bilen af vejen og fordøjet de mange indtryk omkring sig ender han til sidst på en café, hvor han vil forsøge at tage ringe til Dr. Brown for at kunne få hjælp til at vende tilbage til nutiden. Det lykkedes dog ikke i første omgang og i stedet render Marty tilfældigvis på sin jævnaldrende far, der igen er i færd med at blive ydmyget af den stupide Biff. Lidt efter beslutter Marty sig for at følge efter faderen og finder ham inden længe liggende i et træ, lummert lurende på en kvinde overfor, hvilket resulterer i at han skvatter ned og nær er ved at blive kørt over. Det lykkedes lige akkurat for Marty at redde sin far, hvilket dog uheldigvis betyder at han selv ender i bevidstløs tilstand hos ingen ringere end sine egne bedsteforældre og sin moders hus. Den pludseligt opståede ændring på familiens historie bliver herefter blot endnu værre, da Lorraine forelsker sig i Marty der nu er havnet i store problemer, som kun den yngre Dr. Brown muligvis kan hjælpe med at finde en løsning på.
”Marvin, you gotta play. See that's where they kiss for the first time on the dance floor. And if there's no music, they can't dance. If they can't dance, they can't kiss. If they can't kiss they can't fall in love, and I'm history.”
Taget i betragtning af hvor kaotisk filmens skabelsesproces var, siden de første spæde forsøg på at sammensætte et manuskript så dagens lys tilbage i 1980, og heraf hvor mange problemer Robert Zemeckis og co. løb ind i undervejs på stort set samtlige fronter, (hvorunder den efterhånden nu legendariske Hollywood anekdote om udskiftningen af Eric Stoltz i hovedrollen frem for Michael J. Fox og de der til hørende mange scener der skulle laves på ny indgår), er det et mirakel af dimensioner at “Back To The Future” overhovedet blev til en færdig film, der i sidste ende var til at holde ud at se på. Efter premieren i 1985 blev alle negative spekulationer fra diverse professionelle anmeldere og almindelige biografgængere dog straks gjort til skamme, for hvad der rullede hen over det hvide lærred var et helstøbt værk hvis sammenhørighed og fremdrift var uovertruffen, og hvis historieformidling var en sand genistreg i måden det var orkestreret på med sin muntre tone, hjertevarme stemning, og utallige referencer frem og tilbage i tid i en perfekt udført rytmisk harmoni til tonerne af dets fluks katalyserende tidslimbo manuskript. Og lakeret yderligere med banebrydende speciel effekter af producer Steven Spielbergs foretrukne folk hos ILM, og et sprudlende score fra musik maestroen Alan Silvestri, havde man i fællesskab fundet de helt rigtige ingredienser til at kreere en moderne fabel i bedste Frank Capra ånd, der gik lige i hjertet på filmentusiaster i alle aldre og har gjort det lige siden, ligegyldigt hvor mange gange man evt. måttet have befundet sig side om side som co driver på den ukuelige og tidsrejsende charmør Marty McFlys eventyrlige ridt. Det er dog først og fremmest grundet den yderst kreative og velskrevne historie, de klukkende morsomme replikker, samt den fabelagtige kemi skuespillerne imellem at filmen stadig her 26 år senere står distancen, især fremhævet af de to hovedrolleindehaveres magiske og magnetiske præstationer.
Selv om både Lea Thompson og Crispin Glover, (excentrisk som altid), imponerer ved at spille forrygende godt i deres udfordrende tre lags roller, er det stadigvæk den knuselskelige rebel Michael J. Fox og den herligt skøre Christopher Lloyd der, i deres respektive roller som hhv. Marty McFly og Dr. Emmet Brown, stjæler billedet via et forbindtligt teamwork der supplerer hinandens til tider vidt forskellige og i andre tilfælde meget sammenlignelige måder at spille på til ekstrem underholdende perfektion, mens den vilde jagt på at ændre fortiden for at sikre fremtiden finder sted. I fornem symbiose hertil ligger det universelt appellerende aspekt, der bevidst og befriende anderledes forkaster det traditionelle plot om at redde hele verden, desuden i “Back To The Future”’s simple men smukke budskab, som bringer lutter nostalgiske minder frem på nethinden om en svunden tid, med stærke referencer til især “It’s A Wonderful Life”. Her var formålet ligeledes for den godhjertede protagonist at bekæmpe byens lokale magtfaktor, uden på nogen måde selv at ville drage fordel af det andet end at gøre noget godt for sine medmennesker, og herigennem disse uselviske gerninger sin egen eksistens og identitet. I samme moment styrer Robert Zemeckis også fornemt sin DeLoreanske kærlighedskaret, meget passende bakket op af filmens budskabsrelaterede sang “The Power of Love”, helt uden om de kapitalistiske og materialistiske faldgruber der ellers ligger lige til højrebenet mht. at rejse i tid, og giver hermed i overført betydning baghjul til 80’ernes dominerende yuppie kultur, hvad der dog efterfølgende blev taget under skarp observation med trilogiens andet kapitel og dets dystre og nihilistiske fremtidsperspektiv. Netop derfor er det jo altid rart at vide, at McFly & Brown står klar i kulissen til at overvinde mørket og sørge for at bringe varmen tilbage i hjertet og smilet tilbage på læben igen og igen. Og med disse afsluttende ord vil jeg bede alle der læser med om at klikke på linket nedenunder, skrue godt op for lyden, og så ellers bare læne jer tilbage, lukke øjnene i de næste 4 min. og lade sanserne opsluge af vaskeægte filmmagi.
#466 Collateral 13 år siden
#467 evermind 13 år siden
#468 Collateral 13 år siden
#469 NightHawk 13 år siden
Velbekomme, og tak for dine kommentarer. :)
Mht. Michael J. Fox, så har han nu en god portion film på sit cv, hvor f.eks. "The Secret of My Success", "Doc. Hollywood", og "The Frighteners" alle er stærkt anbefalelsesværdige. Men det er helt afgjort rollen som Marty McFly, han ang. sin filmkarriere, for evigt vil blive husket for, samt derudover selvfølgelig hans to tv-serie roller i hhv. "Family Ties" og "Spin City". Det er i øvrigt mega frustrerende at den fordømte Parkinsons sygdom skulle ødelægge hans karriere, men hvis man så skal se positiv på det, så har han alligevel opnået utroligt mange ting. Hvis du er interesseret i at læse mere detaljeret om det hele, så vil jeg varmt anbefale dig at få fat på Michael J. Fox to bøger, "A Lucky Man" og "Allways Looking Up". De er begge dybt fascinerende og hjerteskærende læsning.
http://www.amazon.co.uk/Lucky-Man-Michael-J-Fox/dp...
http://www.amazon.co.uk/Always-Looking-Up-Michael-...
Glad for at kunne være til ekstra inspiration. :)
Helt enig. Den sammenhørighed der er mellem de tre historier og karakterene, samt den måde de mange referencer bliver udnyttet på af Robert Zemeckis, er intet mindre end fænomenal. Det er sgu svært ikke at blive imponeret over det overblik, som han er i besiddelse af mht. trilogien.
#470 Collateral 13 år siden