Hehe, nej det kan man vist ikke ligefrem påstå at jeg gør. ;) Men jeg elsker at sidde og lave den her top 200 liste, og derfor bliver anmeldelserne også længere end de plejer. :)
# 479 & 480 -
Tak skal i have, begge to. :)
Så håber jeg til gengæld, at mine anmeldelser har givet jer lyst til at give de forskellige film i ikke har set, og som måske ligger uden for nogle genrer i normalt ikke ser, en chance. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Ja flot anmeldelse! Jeg kan sgu ikke helt huske filmen. Kan huske jeg synes den var god, men ærlig talt har jeg glemt det meste :( Den skal nok genses. Det er jo Plainviews far!
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#481: Jeg er blevet nysgerrig af nogle af dine anmeldelser, har dog ikke fået gjort noget ved det endnu. Med hensyn til genre er jeg meget usnobbet på den front - ser en film i øvrigt interessant ud kan dens genre ikke skræmme mig væk.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Ja, det kunne være fedt hvis du lige kunne få genset filmen. Jeg kunne nemlig rigtig godt tænke mig at høre, om du også mener at hele Superman allegorien holder vand på alle punkter. Da jeg første gang blev gjort opmærksom på Andersons superhelte subtekst, må jeg sgu nok indrømme, at jeg var temmelig skeptisk. Men jeg synes absolut tingene hænger perfekt sammen.
# 483 -
Collateral (483) skrev:
Med hensyn til genre er jeg meget usnobbet på den front - ser en film i øvrigt interessant ud kan dens genre ikke skræmme mig væk.
Det er lige præcis den holdning, jeg rigtig godt kan lide at høre. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Efter at have løbet hurtigere end et projektil, besiddet styrke mere kraftfuldt end et lokomotiv, og hoppet over en meget høj bygning, for til sidst at svæve rundt i de højere luftlag på en lyserød sky af romantik, skal vi nu helt ned på jorden igen med et klukkende morsomt, heroisk hjertevarmt og sitrende intenst drama i psykosomatisk skikkelse af Milos Formans fem dobbelte Oscarvinder, baseret på Ken Kenseys novelle af samme navn.
”They was giving me ten thousand watts a day, you know, and I'm hot to trot! The next woman takes me on's gonna light up like a pinball machine and pay off in silver dollars!”
Mens livet går sin forudsigelige og pænt kedelige gang på et trøstesløst hospital for psykisk syge, som styres med kølig kontrol og jernhård disciplin af oversygeplejersken Mildred Ratched, (Louise Fletcher), gør den just overflyttede patient, ballademageren Randall McMurphy, (Jack Nicholson), storgrinende sin entre på stedet. Efter hurtigt at have sonderet terrænet falder McMurphy i snak med en mindre gruppe bestående af den stammende Billy, (Brad Douriff), den ekstremt nervøse Chestwick, (Sydney Lassick), den emsige Harding, (William Redfield), den infantile autist Martini, (Danny de Vito), samt den pessimistiske og paranoide Taber, (Christopher Lloyd), der alle sidder midt i et højspændt kortspil, som det drilsk lykkedes McMurphy at få til at gå op i hat og briller. Lidt senere befinder provokatøren sig på overlægen og forstanderens kontor for at forklare hvorfor, han er blevet overført fra et almindeligt fængsel til hospitalet, hvilket undrer den skeptiske læge en hel del, da hans nye patient ikke lige umiddelbart synes at have nogen former for symptomer på at være sindslidende. McMurphy ved det egentligt heller ikke selv og nøjes derfor blot med at konstatere, at han følger autoriteternes stramme retningslinjer, hvorpå lægen giver ham lov til at blive på hospitalet dog under skarp evaluering samt et løfte om, at rebellen indordner sig fuldstændigt under de fastsatte regler. Under gruppemødet næste dag går det dog hurtigt op for McMurphy, da han observerer Ratheds følelseskolde attitude mod de andre og deres problemer, at der er behov for at ændre på tingenes tilstand og straks herefter indleder han derfor de første manøvre ud i at få skabt røre i den, efter hans klare overbevisning, alt for sterile andedam.
Den snarrådige Ratched aner dog hurtigt hvad der er ved at være under opsejling, så for at forhindre situationen i at eskalere helt ud af kontrol gør hun nu sit ypperste for at demoralisere og ydmyge McMurphy, der efterhånden også begynder at gå helt op i limningen da han først bliver forhindret i at dæmpe afdelingens rædsomme og enerverende baggrundsmuzak, og senere under det daglige gruppemøde bliver latterliggjort via Ratcheds iskolde og arrogante stil, da han vil ændre på dagsordenen så gutterne kan nyde slutspillet i Baseball på tv’et, hvilket de skuffende må skyde en hvid pil efter, da de andre mister modet under deres afstemning. I bar raseri begiver McMurphy sig ud i et vandvittigt væddemål om at løfte en håndvask i marmor, hvilket ender i den totale fiasko som får humøret helt ned under gulvbrædderne. Dagen efter i terapimødet viser McMurphys blanding af stædighed og frustrationer sig dog, til hans store overraskelse, heldigvis ikke at være skønne spildte kræfter, da kampgejsten har smittet af på Chestwick som først kommer Billy til undsætning da Ratched tromler hen over ham med sine ubehagelige og nedværdigende spørgsmål, og efterfølgende kræver en ny afstemning ang. resten af kampene i slutspillet. På trods af at det endnu engang lykkedes Ratched at sætte dem på plads nægter McMurphy at give op og lader i stedet som om tv’et er tændt, skabende en illusion de andre straks lader sig opildne af til Ratcheds store frustration. For at sætte trumf på overfor den dominerende sygeplejerske beslutter McMurphy sig dagen efter for at klatre over hegnet, godt hjulpet af hans nye beundrer den kæmpe store men stumme indianer Chief Bowden, (Will Sampson), kapre bussen og tage de andre med på en tur, som de aldrig vil glemme igen. Selv om McMurphy opnår heltestatus blandt gruppen, bliver det opsynsløse eventyr efterfølgende dog langt fra uden konsekvenser for den charmerende stratenrøver...
”What do you think you are, for Chrissake, crazy or somethin'? Well you're not! You're not! You're no crazier than the average asshole out walkin' around on the streets and that's it.”
Da 1970’ernes USA var kraftigt præget af både efterdønningerne fra det store ungdomsoprør i 68 og dets stormende opblomstrings af diverse græsrodsbevægelser, samt en stødt stigende utilfredshed mod den voldsomt upopulær Vietnam krig, den siddende præsident Richard Nixon og dennes eskalerende Watergate skandale, var hele filmmiljøet i flere genrer naturligvis også gennemsyret af en anti autoritær tone og syrlig kritik af systemet i alle tænkelige afskygninger. Dette er instruktøren Milos Formans finurligt sammensatte og karakterdrevne ”One Flew Over The Cuckoo’s Nest” om noget et pragteksemplar på med sin vidunderlige skøre og livsbekræftende blanding af inspirerende spiritualitet og en fandenivoldsk kampgejst, personificeret i den rebelske McMurphy og hans forsøg på et opgør med autoriteternes stringente og sjæleløse regelsæt underlagt sin diametrale modsætning i skikkelse af den maskinelle og følelseskolde Mildred Ratched. En af de mest fascinerende ting ved den primært psykologiske duel mellem systemets loyale vagthund og menigmands uforudsigelige gadekryds, og hvad der pudsigt nok også tidligere har været et kritikpunkt, er filmens meget vage baggrundsbeskrivelser af både protagonisten såvel som antagonisten, der på overfladen umiddelbart fremstår temmelig endimensionelle. Den simple beskrivelse er dog udelukkende kun en ultimativ fordel ud i at styrke kontrasten mellem de to modstridende karakterers repræsentative symbolske betydning på godt og ondt, som det øvrige cast kan reflektere sig i og vice versa. Samtidig indhylles historien også i et lettere mystificerende slør, der gør atmosfæren i filmens lukkede ying og yang verden ekstra intens og klaustrofobisk frustrerende i sådan en grad at afstikkeren til søs midtvejs, der markerer en vigtig brik i McMurphys revolution mod den spirituelle frihed, ender med at stå som en af de stærkeste og mest mindeværdige scener i filmen, trods Formans umiddelbare fokus på det humoristiske element der ligger som en konstant modvægt til den gennemgående degradering af den menneskelige sjæl.
I selv samme skumsprøjtende scene på havets blå, der lægger sig i kølvandet på McMurphys forgæves basketball kamp i gårdarealet, det vandvittige væddemål med håndvasken, og den efterfølgende selvtillidsopbyggende fatamorgana baseball kamp på tv’et i stuen, illustrerer Milos Forman på genial facon samtidig de mange små nuancer og dermed den sublime sammenhørighed iblandt hans karakterers ageren i forhold til hinandens udvikling samt filmens temaer. I tilfældet med gruppens fisketur ligger der f.eks., ud over at ryste gutterne endnu mere sammen, en herlig reference i den stolthed og selvstændighed de udviser, mht. deres fangst overfor myndighederne og hospitalets personale der venter på havnekajen, til en tidligere scene hvor chefen for hospitalet lader sit bord pryde med et typisk prestige ladet billede af en kæmpe fisk, han tydeligvis er pavestolt af at have fået på krogen. Således illustrere rebellen McMurphy ganske simpelt patienternes ligeværd og rykker herefter yderligere ved magtbalancen i det andet opgør på basketball banen, mod det lettere afstumpede vagtpersonale, der nu får et helt andet udfald end tidligere fordi duellen nu foregår på patienternes vilkår grundet McMuphys selvtillids boost, der inspirerer de andre til at bøje reglerne til deres egen fordel. Sejren forgrener sig efterfølgende videre ud i specielt Billy, Chestwick og The Chief som er de tre, der gennemgår den største udvikling via McMurphys alternative behandlingsmetoder, som især i filmens tidsperiode var en by i Rusland i forhold til systemets opfattelse af hvorledes psykisk syge/mentalt handicappede skulle tages hånd om, hvilket McMurphy da også selv får en yderst ubehagelig og smertefuld prøvesmagning på. Ligeså livsbekræftende det er at se på outsiderens opmuntrende for sine omgivelsers muntre revolutionerende ridt, er det med modsat fortegn voldsomt deprimerende at betragte hvorledes kampen for frihed slider på karakteren, der gradvist antyder at være på vej mod en eksistentiel opløsning, fremragende skildret via Jack Nicholsons pludselige skifte i udstråling, kropsprog og ansigtsmimik, der igen gør rollen mystificerende og hans skæbne totalt uforudsigelig.
Dette bliver solidt understreget i scenen, hvor McMurphy sidder ved det åbne vindue og Milos Forman lader kameraet dvæle ved rebellens filosoferende mimik i forholdsvis lang tid, og det efterfølgende valg han træffer bliver dermed ekstra interessant at spekulere over om hvorvidt, der er tale om selvopofrelse eller blot ren overgivelse. Hvor om alting er, og selv set med de mest pessimistiske briller på, står Milos Formans ”One Flew Over The Cuckoo’s Nest” afsluttende budskab som et af de mest mindeværdige af slagsen i forhold til at hylde en hver menneskes ret til selvstændighed og frihed.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#486 - God læsning om en af mine store favoritter. En fantastisk film, med fantastiske præstationer. Louise Fletcher er eminent og Nicholson er tæt på det bedste han har været.
Filmen vandt jo også de 5 "vigtigste" Oscars (film, instruktør, mandlige og kvindelige hovedrolle og manuskript), vistnok som den første film. En præstation jeg kun kan huske at "Silence of the lambs" har gjort efter.
God anmeldelse.
So, at last we meet for the first time for the last time.
#481 NightHawk 13 år siden
Hehe, nej det kan man vist ikke ligefrem påstå at jeg gør. ;) Men jeg elsker at sidde og lave den her top 200 liste, og derfor bliver anmeldelserne også længere end de plejer. :)
# 479 & 480 -
Tak skal i have, begge to. :)
Så håber jeg til gengæld, at mine anmeldelser har givet jer lyst til at give de forskellige film i ikke har set, og som måske ligger uden for nogle genrer i normalt ikke ser, en chance. :)
#482 Bruce 13 år siden
#483 Collateral 13 år siden
#484 NightHawk 13 år siden
Tak skal du have. :)
Ja, det kunne være fedt hvis du lige kunne få genset filmen. Jeg kunne nemlig rigtig godt tænke mig at høre, om du også mener at hele Superman allegorien holder vand på alle punkter. Da jeg første gang blev gjort opmærksom på Andersons superhelte subtekst, må jeg sgu nok indrømme, at jeg var temmelig skeptisk. Men jeg synes absolut tingene hænger perfekt sammen.
# 483 -
Det er lige præcis den holdning, jeg rigtig godt kan lide at høre. :)
#485 Babo Rises 13 år siden
Lyder dejligt.. bliv du bare ved..
#486 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/Flew-Over-Cuckoos-Blu-ray-...
Efter at have løbet hurtigere end et projektil, besiddet styrke mere kraftfuldt end et lokomotiv, og hoppet over en meget høj bygning, for til sidst at svæve rundt i de højere luftlag på en lyserød sky af romantik, skal vi nu helt ned på jorden igen med et klukkende morsomt, heroisk hjertevarmt og sitrende intenst drama i psykosomatisk skikkelse af Milos Formans fem dobbelte Oscarvinder, baseret på Ken Kenseys novelle af samme navn.
”They was giving me ten thousand watts a day, you know, and I'm hot to trot! The next woman takes me on's gonna light up like a pinball machine and pay off in silver dollars!”
Mens livet går sin forudsigelige og pænt kedelige gang på et trøstesløst hospital for psykisk syge, som styres med kølig kontrol og jernhård disciplin af oversygeplejersken Mildred Ratched, (Louise Fletcher), gør den just overflyttede patient, ballademageren Randall McMurphy, (Jack Nicholson), storgrinende sin entre på stedet. Efter hurtigt at have sonderet terrænet falder McMurphy i snak med en mindre gruppe bestående af den stammende Billy, (Brad Douriff), den ekstremt nervøse Chestwick, (Sydney Lassick), den emsige Harding, (William Redfield), den infantile autist Martini, (Danny de Vito), samt den pessimistiske og paranoide Taber, (Christopher Lloyd), der alle sidder midt i et højspændt kortspil, som det drilsk lykkedes McMurphy at få til at gå op i hat og briller. Lidt senere befinder provokatøren sig på overlægen og forstanderens kontor for at forklare hvorfor, han er blevet overført fra et almindeligt fængsel til hospitalet, hvilket undrer den skeptiske læge en hel del, da hans nye patient ikke lige umiddelbart synes at have nogen former for symptomer på at være sindslidende. McMurphy ved det egentligt heller ikke selv og nøjes derfor blot med at konstatere, at han følger autoriteternes stramme retningslinjer, hvorpå lægen giver ham lov til at blive på hospitalet dog under skarp evaluering samt et løfte om, at rebellen indordner sig fuldstændigt under de fastsatte regler. Under gruppemødet næste dag går det dog hurtigt op for McMurphy, da han observerer Ratheds følelseskolde attitude mod de andre og deres problemer, at der er behov for at ændre på tingenes tilstand og straks herefter indleder han derfor de første manøvre ud i at få skabt røre i den, efter hans klare overbevisning, alt for sterile andedam.
Den snarrådige Ratched aner dog hurtigt hvad der er ved at være under opsejling, så for at forhindre situationen i at eskalere helt ud af kontrol gør hun nu sit ypperste for at demoralisere og ydmyge McMurphy, der efterhånden også begynder at gå helt op i limningen da han først bliver forhindret i at dæmpe afdelingens rædsomme og enerverende baggrundsmuzak, og senere under det daglige gruppemøde bliver latterliggjort via Ratcheds iskolde og arrogante stil, da han vil ændre på dagsordenen så gutterne kan nyde slutspillet i Baseball på tv’et, hvilket de skuffende må skyde en hvid pil efter, da de andre mister modet under deres afstemning. I bar raseri begiver McMurphy sig ud i et vandvittigt væddemål om at løfte en håndvask i marmor, hvilket ender i den totale fiasko som får humøret helt ned under gulvbrædderne. Dagen efter i terapimødet viser McMurphys blanding af stædighed og frustrationer sig dog, til hans store overraskelse, heldigvis ikke at være skønne spildte kræfter, da kampgejsten har smittet af på Chestwick som først kommer Billy til undsætning da Ratched tromler hen over ham med sine ubehagelige og nedværdigende spørgsmål, og efterfølgende kræver en ny afstemning ang. resten af kampene i slutspillet. På trods af at det endnu engang lykkedes Ratched at sætte dem på plads nægter McMurphy at give op og lader i stedet som om tv’et er tændt, skabende en illusion de andre straks lader sig opildne af til Ratcheds store frustration. For at sætte trumf på overfor den dominerende sygeplejerske beslutter McMurphy sig dagen efter for at klatre over hegnet, godt hjulpet af hans nye beundrer den kæmpe store men stumme indianer Chief Bowden, (Will Sampson), kapre bussen og tage de andre med på en tur, som de aldrig vil glemme igen. Selv om McMurphy opnår heltestatus blandt gruppen, bliver det opsynsløse eventyr efterfølgende dog langt fra uden konsekvenser for den charmerende stratenrøver...
”What do you think you are, for Chrissake, crazy or somethin'? Well you're not! You're not! You're no crazier than the average asshole out walkin' around on the streets and that's it.”
Da 1970’ernes USA var kraftigt præget af både efterdønningerne fra det store ungdomsoprør i 68 og dets stormende opblomstrings af diverse græsrodsbevægelser, samt en stødt stigende utilfredshed mod den voldsomt upopulær Vietnam krig, den siddende præsident Richard Nixon og dennes eskalerende Watergate skandale, var hele filmmiljøet i flere genrer naturligvis også gennemsyret af en anti autoritær tone og syrlig kritik af systemet i alle tænkelige afskygninger. Dette er instruktøren Milos Formans finurligt sammensatte og karakterdrevne ”One Flew Over The Cuckoo’s Nest” om noget et pragteksemplar på med sin vidunderlige skøre og livsbekræftende blanding af inspirerende spiritualitet og en fandenivoldsk kampgejst, personificeret i den rebelske McMurphy og hans forsøg på et opgør med autoriteternes stringente og sjæleløse regelsæt underlagt sin diametrale modsætning i skikkelse af den maskinelle og følelseskolde Mildred Ratched. En af de mest fascinerende ting ved den primært psykologiske duel mellem systemets loyale vagthund og menigmands uforudsigelige gadekryds, og hvad der pudsigt nok også tidligere har været et kritikpunkt, er filmens meget vage baggrundsbeskrivelser af både protagonisten såvel som antagonisten, der på overfladen umiddelbart fremstår temmelig endimensionelle. Den simple beskrivelse er dog udelukkende kun en ultimativ fordel ud i at styrke kontrasten mellem de to modstridende karakterers repræsentative symbolske betydning på godt og ondt, som det øvrige cast kan reflektere sig i og vice versa. Samtidig indhylles historien også i et lettere mystificerende slør, der gør atmosfæren i filmens lukkede ying og yang verden ekstra intens og klaustrofobisk frustrerende i sådan en grad at afstikkeren til søs midtvejs, der markerer en vigtig brik i McMurphys revolution mod den spirituelle frihed, ender med at stå som en af de stærkeste og mest mindeværdige scener i filmen, trods Formans umiddelbare fokus på det humoristiske element der ligger som en konstant modvægt til den gennemgående degradering af den menneskelige sjæl.
I selv samme skumsprøjtende scene på havets blå, der lægger sig i kølvandet på McMurphys forgæves basketball kamp i gårdarealet, det vandvittige væddemål med håndvasken, og den efterfølgende selvtillidsopbyggende fatamorgana baseball kamp på tv’et i stuen, illustrerer Milos Forman på genial facon samtidig de mange små nuancer og dermed den sublime sammenhørighed iblandt hans karakterers ageren i forhold til hinandens udvikling samt filmens temaer. I tilfældet med gruppens fisketur ligger der f.eks., ud over at ryste gutterne endnu mere sammen, en herlig reference i den stolthed og selvstændighed de udviser, mht. deres fangst overfor myndighederne og hospitalets personale der venter på havnekajen, til en tidligere scene hvor chefen for hospitalet lader sit bord pryde med et typisk prestige ladet billede af en kæmpe fisk, han tydeligvis er pavestolt af at have fået på krogen. Således illustrere rebellen McMurphy ganske simpelt patienternes ligeværd og rykker herefter yderligere ved magtbalancen i det andet opgør på basketball banen, mod det lettere afstumpede vagtpersonale, der nu får et helt andet udfald end tidligere fordi duellen nu foregår på patienternes vilkår grundet McMuphys selvtillids boost, der inspirerer de andre til at bøje reglerne til deres egen fordel. Sejren forgrener sig efterfølgende videre ud i specielt Billy, Chestwick og The Chief som er de tre, der gennemgår den største udvikling via McMurphys alternative behandlingsmetoder, som især i filmens tidsperiode var en by i Rusland i forhold til systemets opfattelse af hvorledes psykisk syge/mentalt handicappede skulle tages hånd om, hvilket McMurphy da også selv får en yderst ubehagelig og smertefuld prøvesmagning på. Ligeså livsbekræftende det er at se på outsiderens opmuntrende for sine omgivelsers muntre revolutionerende ridt, er det med modsat fortegn voldsomt deprimerende at betragte hvorledes kampen for frihed slider på karakteren, der gradvist antyder at være på vej mod en eksistentiel opløsning, fremragende skildret via Jack Nicholsons pludselige skifte i udstråling, kropsprog og ansigtsmimik, der igen gør rollen mystificerende og hans skæbne totalt uforudsigelig.
Dette bliver solidt understreget i scenen, hvor McMurphy sidder ved det åbne vindue og Milos Forman lader kameraet dvæle ved rebellens filosoferende mimik i forholdsvis lang tid, og det efterfølgende valg han træffer bliver dermed ekstra interessant at spekulere over om hvorvidt, der er tale om selvopofrelse eller blot ren overgivelse. Hvor om alting er, og selv set med de mest pessimistiske briller på, står Milos Formans ”One Flew Over The Cuckoo’s Nest” afsluttende budskab som et af de mest mindeværdige af slagsen i forhold til at hylde en hver menneskes ret til selvstændighed og frihed.
#487 Collateral 13 år siden
#488 Åkepool 13 år siden
Kan du så se at komme igang.
#486 - God læsning om en af mine store favoritter. En fantastisk film, med fantastiske præstationer. Louise Fletcher er eminent og Nicholson er tæt på det bedste han har været.
Filmen vandt jo også de 5 "vigtigste" Oscars (film, instruktør, mandlige og kvindelige hovedrolle og manuskript), vistnok som den første film. En præstation jeg kun kan huske at "Silence of the lambs" har gjort efter.
God anmeldelse.
#489 Collateral 13 år siden
Overfører du lige lidt penge til min konto så jeg kan købe den på BD ?:D
#490 NightHawk 13 år siden
Tak skal du have. :)