Selvom Clueless er en af de bedre teenkomedier fra 90'erne, ville den aldrig finde vej til min liste. Derimod er Child's Play en gammel favorit af mine. Vel egentlig den eneste i serien som bør anses som en vaskeægte gyser, da der allerede bliver indført lettere komiske øjeblikke i 2'eren, og det stødt bliver mere og mere komisk derfra. Fine effekter og en glimrende historie, og ja.. den bedste i serien naturligvis. Men der er jo også et reboot på vej af den instrueret af manuskriptforfatteren på samtlige Chucky-film, som også instruerede det seneste kapitel. Jeg forventer dog ikke meget...
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
1'eren er i mine øjne den eneste i serien, man bør bruge tid på at se.
Resten, med "Seed of Chucky" som absolut bundskraber, er ganske elendige. Reboot'et regner jeg stærk med at springe over. Tvivler meget på om de kan ramme samme stemning som den originale film, når det ikke er lykkedes i nogle af de 4 sequels.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#52 Jeg har det sgu helt ok med dem allesammen, men foretrække klart de tre første fremfor Bride og Seed. Det er dog nogle helt andre film end etteren, men toeren og treeren synes jeg alligevel har nok højdepunkter (og lavpunkter) til at gøre dem virkeligt underholdende. Bride og Seed er begge en anelse for komiske og ligegyldige, men alligevel på sær vis seværdige.
Child's Play - 5/6 Child's Play 2 - 4/6 Child's Play 3 - 4/6 Bride Of Chucky - 2/6 Seed Of Chucky - 2/6
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Jeg er helt vildt med det "nye" boom af lister på Filmz-forum! Jeg elsker lister! :D
Og Nighthawk, din liste er umiddelbart den jeg er mest enig i. Du har mange film på listen, som jeg også holder af, og også mange som jeg ikke har set. Så jeg tror jeg vil kigge lidt mere på din liste, og lade mig inspirere lidt til min DVD-ønskeliste. :D
Det er rart at se, at så mange gysere har fundet vej til din liste, som f.eks. Friday The 13th Part 2, Jeepers Creepers, Descent, Ginger Snaps og Child's Play. Flere af dem ville helt klart også være at finde på min Top 200. (måske jeg skulle fabrikere sådan en liste selv...)
Jeg kan også godt lide, at du har gjort plads til en masse "ungdomsfilm", som f.eks. Romeo+Juliet og Clueless. Jeg glæder mig til at se hvad din liste byder på jo nærmere den når toppen.
Du kan rolig glæde dig til resten af listen, for jeg har både en række cool ungdomsfilm og flere gysere liggende klar til at blive hevet op af skattekisten. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg lægger ud med et utrolig smukt filmet, og ikke mindst spillet, fransk romantisk drama i Patrice Lecontes sort/hvide fabel der er intet mindre end en visuel lækkerbisken fra start til slut. Vanessa Paradis, (også bedre kendt som fru. Johnny Depp), gør en imponerede og nærmest tryllebindende indsats som den fortabte unge sjæl Adele med et brændende Death Wish hængende over sig, hvilket hun får en chance for at bearbejde, da hun ved et tilfælde under et selvmordsforsøg møder den lettere deprimerede knivkaster Gabor, (Daniel Autiel som matcher Paradis perfekt), fra et omrejsende cirkus. Undervejs forelsker han sig dybt i hende, mens hun derimod forelsker sig i sit job som hans assistent og skydeskive grundet det evige sus af nærdødsoplevelse, der både fungere som en slags terapi og seksuel tilfredsstillelse i et og samme livstruende kast, hvor det skarpslebne stål kun er ganske få millimeter fra at penetrere hendes hypersensitive skind.
Selv om tempoet med jævne mellemrum bliver trukket ud af handlingen, ja så mister man ikke på noget tidspunkt interessen, ganske enkelt fordi skuespillet og den visuelle side er så gribende og fascinerende at se på.
Efter at ha’ været inde i en periode primært som actionbøf gav Sylvester Stallone, (i hvad jeg vil betegne som hans absolut bedste præstation til dato), flere anmeldere og deres kritik af hans begrænsninger som skuespiller svar på tiltale, da han påtog sig en for ham atypisk rolle som den afdankede og underkuede sherif Freddy Heflin i James Mangolds moderne western ”Cop Land” og beviste bl.a. sin seriøse tilgang til projektet ved at ta’ 20-30 kg på i vægt. Selve plottet om korruption indenfor politiets egne rækker var ikke ligefrem originalt og ej heller var Stallones rolle som underdog kæmpende imod overmagten noget nyt. Hvad der til gengæld er anderledes og herligt forfriskende at se på, er den underspillede måde som han portrættere Heflin på. Han er i sandhed en working class hero i ordets bedste forstand, hvilket hans opgør med kollegerne, der alle er højere i hierarkiet end han nogensinde kommer og som betragter ham som en joke, er et smukt bevis på. Heflin tager ikke opgøret hverken for karrieren eller prestigens skyld, men udelukkende fordi han sætter en ære i sit job.
Sammen med en stjerneparade af et ensemble cast bestående af Harvey Keitel, Ray Liotta, Robert Patrick, Annabella Sciorra og Robert De Niro, der alle gør det fremragende, er de ”Cop Lands” ultimative trumfkort og det som gør filmen stærkt seværdig.
Det er vist en underdrivelse af dimensioner at påstå, at Richard Kelly i sin mission på at skildre den amerikanske folkesjæl har begået et værk så ambitiøst, pompøst og nærmest rablende vandvittigt, at det ikke overraskende har fået de fleste filmgængere og anmeldere til enten at læne sig tilbage i et stort spørgsmålstegn og ryste opgivende på hovedet, eller blive irriterede ja nærmest vrede over at blive udsat for et plot der trods sin umiddelbare åbenlyse kritik af den vestlige verden, og USA specifikt, er så kringlet skruet sammen og mikset med religiøs subtext, at det frem for at glide ned uden det store besvær ender med at fremkalde en decideret hovedpine, når man forsøger sig ud i en analyse af ”Southland Tales”, på samme måde som akademisk uddannede fik det af at analysere ”Book of Revelations”.
Og hvorfor så lave det hele så pokkers indviklet, ku’ man spørge sig selv om? Hvorfor forsimpler Richard Kelly ikke sin vision i stedet for at komplicere den unødigt og på den måde få folk til at trække sig væk i forvirringens tåge, når budskaberne i filmen er af så vigtig og højaktuel natur, at vi alle har brug for at blive mindet om dem i alt sin enkelthed. Men det har aldrig været Kellys ide at gøre tingene på den nemme måde og derfor er det også logisk, at hans rejse mod sit mål ikke tager den oplagte vej men...”The road less travelled by” og dermed helt bevidst tager sit publikum i form af sine tre helte, Boxer Santaros, Ronald Taverner og Krysta Now, med på et filosofisk syretrip der på én gang skal lamme, men siden hen udvide vores horisont i det sjæleløse landskab bedre kendt som Amerika og på den tur genfinde meningen med vores eksistens.
Har man lyst til at læse mere om filmen plus dens prequel/grafiske novelle, kan man gøre det her i en gennemgang af The Complete Saga :
I John Schlesingers tredobbelte oscar vinder, (som også blev Jon Voights gennembrud), spiller Voight den unge bluecollar texaner Joe Buck, der desperat længes efter at opnå den amerikanske drøm og derfor håbefuld beslutter sig for at rejse til New York, hvor han er sikker på at han nok skal opnå rigdom og succes. Men den naive ungersvend må dog hurtigt sande at vejen mod stjernerne på ingen måde ligger lige for og i stedet løber han ind i det ene nederlag efter det andet, hvilket får yderligere forstærket effekt da flere traumer fra fortiden efterhånden dukker op i hans bevidsthed og sammen med byen truer med at opsluge ham totalt. En mulig Redningskrans kommer dog uventet fra småsvindleren Rizzo, (Dustin Hoffmann), der startede Bucks nedtur, da de to bliver enige om at slutte fred og i stedet slå pjalterne sammen for at overleve og med lidt held finde en vej tilbage mod et fælles paradis, som i filmen bliver symbolsk med Miami.
Ud over en subtext af kraftige religiøse kontra homoseksuelle toner byder Schlesingers film også på den klassiske duel mellem outsiderne og det etablerede system, som alt sammen er ganske interessant at gå i detaljer med og fordybe sig i, hvis man sku’ få lyst til det. Kombineret med to suveræne skuespilpræstationer og et Grammy vindende score/soundtrack, hvoraf titelsangen ”Everybodys Talking” perfekt opsummere de to hovedroller, er dette en film man ikke må gå glip af.
Med hvad der var den første film i Indien nogensinde om homoseksualitet, kvindefrigørelse og kamp mod de traditionelle religiøse retningslinjer heriblandt arrangerede ægteskaber, fortalte instruktør Deepa Metha en stærk og nødvendig historie om den yngre genrations opgør og udfordring af den ældre generations tankegang via forelskelsen mellem kvinderne med navne fra to gudinder i hinduismen, Sita og Radha, (Nadita Das & Shabana Azmi), som efterfølgende sku’ vise sig at blive udsat for en større tumult. Til at starte med var der dog ingen problemer og ”Fire” blev godkendt af censurnævnet uden noget krav, klar til at blive vist i biografen og blev lynhurtigt et hit. 3 uger senere ændrede tingene sig derimod radikalt, da højreorienterede stærkt religiøse grupperinger, (heriblandt Shiv Sena hvis leder Bal Thackery kom med følgende udsagn ; ”Lesbianism is a sort of social AIDS which might spread like an epidemic”), tog sagen i egen hånd, stormede op til flere biografer og smadrede alt hvad de ku’ komme i nærheden af, samtidig med at der blev kørt diverse kampagner mod Methas budskaber. Kampagner der senere fik opbakningen af premiereministeren og som førte til et censureret re-cut af filmen, hvilket blot gjorde Metha og co. endnu mere pissed.
Efter flere demonstrationer og underskriftsindsamlinger fik ”Fire” 3 måneder efter sin premiere igen lov til at blive vist i sit originale cut, men det var ikke uden omkostninger og Metha måtte efterfølgende, (har det muligvis stadigvæk), ha’ bevæbnede vagter med sig rundt hvor end hun gik. Hele det kaotiske forløb kan ses på den cirka 20. mini-dokumentar som følger med på R1 udgaven.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#51 Lord Beef Jerky 15 år siden
#52 NightHawk 15 år siden
1'eren er i mine øjne den eneste i serien, man bør bruge tid på at se.
Resten, med "Seed of Chucky" som absolut bundskraber, er ganske elendige. Reboot'et regner jeg stærk med at springe over. Tvivler meget på om de kan ramme samme stemning som den originale film, når det ikke er lykkedes i nogle af de 4 sequels.
#53 Lord Beef Jerky 15 år siden
Child's Play - 5/6
Child's Play 2 - 4/6
Child's Play 3 - 4/6
Bride Of Chucky - 2/6
Seed Of Chucky - 2/6
#54 MOVIE1000 15 år siden
#55 Herrguth 15 år siden
Og Nighthawk, din liste er umiddelbart den jeg er mest enig i. Du har mange film på listen, som jeg også holder af, og også mange som jeg ikke har set. Så jeg tror jeg vil kigge lidt mere på din liste, og lade mig inspirere lidt til min DVD-ønskeliste. :D
Det er rart at se, at så mange gysere har fundet vej til din liste, som f.eks. Friday The 13th Part 2, Jeepers Creepers, Descent, Ginger Snaps og Child's Play. Flere af dem ville helt klart også være at finde på min Top 200. (måske jeg skulle fabrikere sådan en liste selv...)
Jeg kan også godt lide, at du har gjort plads til en masse "ungdomsfilm", som f.eks. Romeo+Juliet og Clueless.
Jeg glæder mig til at se hvad din liste byder på jo nærmere den når toppen.
#56 Skeloboy 15 år siden
Det tager "kun" et par timer at lave en, så bare kom i gang;)
#57 MOVIE1000 15 år siden
#58 Åkepool 15 år siden
#59 NightHawk 15 år siden
Tak for kommentarene. :)
Du kan rolig glæde dig til resten af listen, for jeg har både en række cool ungdomsfilm og flere gysere liggende klar til at blive hevet op af skattekisten. :)
#60 NightHawk 15 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/8445030002...
Jeg lægger ud med et utrolig smukt filmet, og ikke mindst spillet, fransk romantisk drama i Patrice Lecontes sort/hvide fabel der er intet mindre end en visuel lækkerbisken fra start til slut. Vanessa Paradis, (også bedre kendt som fru. Johnny Depp), gør en imponerede og nærmest tryllebindende indsats som den fortabte unge sjæl Adele med et brændende Death Wish hængende over sig, hvilket hun får en chance for at bearbejde, da hun ved et tilfælde under et selvmordsforsøg møder den lettere deprimerede knivkaster Gabor, (Daniel Autiel som matcher Paradis perfekt), fra et omrejsende cirkus. Undervejs forelsker han sig dybt i hende, mens hun derimod forelsker sig i sit job som hans assistent og skydeskive grundet det evige sus af nærdødsoplevelse, der både fungere som en slags terapi og seksuel tilfredsstillelse i et og samme livstruende kast, hvor det skarpslebne stål kun er ganske få millimeter fra at penetrere hendes hypersensitive skind.
Selv om tempoet med jævne mellemrum bliver trukket ud af handlingen, ja så mister man ikke på noget tidspunkt interessen, ganske enkelt fordi skuespillet og den visuelle side er så gribende og fascinerende at se på.
(159) : Cop Land, 1997
http://www.axelmusic.com/productDetails/0659352025...
Efter at ha’ været inde i en periode primært som actionbøf gav Sylvester Stallone, (i hvad jeg vil betegne som hans absolut bedste præstation til dato), flere anmeldere og deres kritik af hans begrænsninger som skuespiller svar på tiltale, da han påtog sig en for ham atypisk rolle som den afdankede og underkuede sherif Freddy Heflin i James Mangolds moderne western ”Cop Land” og beviste bl.a. sin seriøse tilgang til projektet ved at ta’ 20-30 kg på i vægt. Selve plottet om korruption indenfor politiets egne rækker var ikke ligefrem originalt og ej heller var Stallones rolle som underdog kæmpende imod overmagten noget nyt. Hvad der til gengæld er anderledes og herligt forfriskende at se på, er den underspillede måde som han portrættere Heflin på. Han er i sandhed en working class hero i ordets bedste forstand, hvilket hans opgør med kollegerne, der alle er højere i hierarkiet end han nogensinde kommer og som betragter ham som en joke, er et smukt bevis på. Heflin tager ikke opgøret hverken for karrieren eller prestigens skyld, men udelukkende fordi han sætter en ære i sit job.
Sammen med en stjerneparade af et ensemble cast bestående af Harvey Keitel, Ray Liotta, Robert Patrick, Annabella Sciorra og Robert De Niro, der alle gør det fremragende, er de ”Cop Lands” ultimative trumfkort og det som gør filmen stærkt seværdig.
(158) : Southland Tales, 2006
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433962636...
Det er vist en underdrivelse af dimensioner at påstå, at Richard Kelly i sin mission på at skildre den amerikanske folkesjæl har begået et værk så ambitiøst, pompøst og nærmest rablende vandvittigt, at det ikke overraskende har fået de fleste filmgængere og anmeldere til enten at læne sig tilbage i et stort spørgsmålstegn og ryste opgivende på hovedet, eller blive irriterede ja nærmest vrede over at blive udsat for et plot der trods sin umiddelbare åbenlyse kritik af den vestlige verden, og USA specifikt, er så kringlet skruet sammen og mikset med religiøs subtext, at det frem for at glide ned uden det store besvær ender med at fremkalde en decideret hovedpine, når man forsøger sig ud i en analyse af ”Southland Tales”, på samme måde som akademisk uddannede fik det af at analysere ”Book of Revelations”.
Og hvorfor så lave det hele så pokkers indviklet, ku’ man spørge sig selv om? Hvorfor forsimpler Richard Kelly ikke sin vision i stedet for at komplicere den unødigt og på den måde få folk til at trække sig væk i forvirringens tåge, når budskaberne i filmen er af så vigtig og højaktuel natur, at vi alle har brug for at blive mindet om dem i alt sin enkelthed. Men det har aldrig været Kellys ide at gøre tingene på den nemme måde og derfor er det også logisk, at hans rejse mod sit mål ikke tager den oplagte vej men...”The road less travelled by” og dermed helt bevidst tager sit publikum i form af sine tre helte, Boxer Santaros, Ronald Taverner og Krysta Now, med på et filosofisk syretrip der på én gang skal lamme, men siden hen udvide vores horisont i det sjæleløse landskab bedre kendt som Amerika og på den tur genfinde meningen med vores eksistens.
Har man lyst til at læse mere om filmen plus dens prequel/grafiske novelle, kan man gøre det her i en gennemgang af The Complete Saga :
http://filmz.dk/forum/tagwall/what-we-saw-number-1...
(157) : Midnight Cowboy, 1969
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276161359...
I John Schlesingers tredobbelte oscar vinder, (som også blev Jon Voights gennembrud), spiller Voight den unge bluecollar texaner Joe Buck, der desperat længes efter at opnå den amerikanske drøm og derfor håbefuld beslutter sig for at rejse til New York, hvor han er sikker på at han nok skal opnå rigdom og succes. Men den naive ungersvend må dog hurtigt sande at vejen mod stjernerne på ingen måde ligger lige for og i stedet løber han ind i det ene nederlag efter det andet, hvilket får yderligere forstærket effekt da flere traumer fra fortiden efterhånden dukker op i hans bevidsthed og sammen med byen truer med at opsluge ham totalt. En mulig Redningskrans kommer dog uventet fra småsvindleren Rizzo, (Dustin Hoffmann), der startede Bucks nedtur, da de to bliver enige om at slutte fred og i stedet slå pjalterne sammen for at overleve og med lidt held finde en vej tilbage mod et fælles paradis, som i filmen bliver symbolsk med Miami.
Ud over en subtext af kraftige religiøse kontra homoseksuelle toner byder Schlesingers film også på den klassiske duel mellem outsiderne og det etablerede system, som alt sammen er ganske interessant at gå i detaljer med og fordybe sig i, hvis man sku’ få lyst til det. Kombineret med to suveræne skuespilpræstationer og et Grammy vindende score/soundtrack, hvoraf titelsangen ”Everybodys Talking” perfekt opsummere de to hovedroller, er dette en film man ikke må gå glip af.
(156) : Fire, 1996
http://www.axelmusic.com/productDetails/7171196530...
Med hvad der var den første film i Indien nogensinde om homoseksualitet, kvindefrigørelse og kamp mod de traditionelle religiøse retningslinjer heriblandt arrangerede ægteskaber, fortalte instruktør Deepa Metha en stærk og nødvendig historie om den yngre genrations opgør og udfordring af den ældre generations tankegang via forelskelsen mellem kvinderne med navne fra to gudinder i hinduismen, Sita og Radha, (Nadita Das & Shabana Azmi), som efterfølgende sku’ vise sig at blive udsat for en større tumult. Til at starte med var der dog ingen problemer og ”Fire” blev godkendt af censurnævnet uden noget krav, klar til at blive vist i biografen og blev lynhurtigt et hit. 3 uger senere ændrede tingene sig derimod radikalt, da højreorienterede stærkt religiøse grupperinger, (heriblandt Shiv Sena hvis leder Bal Thackery kom med følgende udsagn ; ”Lesbianism is a sort of social AIDS which might spread like an epidemic”), tog sagen i egen hånd, stormede op til flere biografer og smadrede alt hvad de ku’ komme i nærheden af, samtidig med at der blev kørt diverse kampagner mod Methas budskaber. Kampagner der senere fik opbakningen af premiereministeren og som førte til et censureret re-cut af filmen, hvilket blot gjorde Metha og co. endnu mere pissed.
Efter flere demonstrationer og underskriftsindsamlinger fik ”Fire” 3 måneder efter sin premiere igen lov til at blive vist i sit originale cut, men det var ikke uden omkostninger og Metha måtte efterfølgende, (har det muligvis stadigvæk), ha’ bevæbnede vagter med sig rundt hvor end hun gik. Hele det kaotiske forløb kan ses på den cirka 20. mini-dokumentar som følger med på R1 udgaven.