#510: Jeg synes bestemt også Walker er underholdende. Jeg kan ikke komme med en tilnærmelsesvis så omfattende tilbagemelding den anden vej, da jeg ikke har set originalen, og derfor ikke har rigtig har nogen holdning til den endnu. Tror dog Walker har opnået sit mål hvis du var underholdt af videoen. Jeg har dog læst dine tilbagemeldinger, og er blevet ret interesseret i at se den originale "True Grit" - selvom jeg nu fortsat også gerne vil gense den nye. Måske man skulle tage en lille back to back en dag (kræver så lige at jeg ejer filmene).
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg har dog læst dine tilbagemeldinger, og er blevet ret interesseret i at se den originale "True Grit" - selvom jeg nu fortsat også gerne vil gense den nye. Måske man skulle tage en lille back to back en dag (kræver så lige at jeg ejer filmene).
Det lyder godt! :) Og jeg kan varmt anbefale dig at lave et dobbeltprogram med de to versioner af "True Grit". Tror du vil blive overrasket over at se, hvor tæt de to film ligger på hinanden i alle henseende. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så parkerer vi den støvede hest ved vandtruget langt ude West på og springer i stedet op på jernhesten med direkte kurs mod Brooklyns befærdede gader og stræder, hvor de drabelige dueller og den kradsbørstige krudtrøg nu må vige pladsen for muntre og filosofiske meningsudvekslinger og aromafyldte anekdoter, omgivet og indhyllet i en liflig og velduftende cigarrøg pulserende på livet løs, antændt af ilden fra instruktøren Wayne Wang og forfatteren Paul Austers eksistentielt søgende og charmerende sindelag.
“It‘s a law of the universe. Please...you have to let me do something for you, to put the scales in balance...“
Året er 1990 og mens sommervarmen for alvor har lagt sig som en tung dyne over storbyen, forsøger cigarhandleren Auggie, (Harvey Keitel), at gøre hvad han kan for at bevare det kølige overblik i sin fredsommelige kiosk, hvor de lokale hænger ud travlt optaget af en ophedet debat om New York Yankees storhed og fald. Midt i diskussionen dukker den lettere distræte forfatter Paul, (William Hurt), pludselig op efter sin daglige dosis smøger og efterlader derpå den lille forsamling med en underfundig cigar relateret historie fra dronning Victorias tid. Da han atter begiver sig hjemad, begynder de andre at joke lidt om hans søvndyssende og afdankede attitude, men det er dog kun lige indtil Auggie irriteret forklare dem, at der bag facaden hos den døsige forfatter gemmer sig en dybt traumatisk ulykke, der kostede hans kone Ellen og hans ufødte barn livet. På vej mod sin lejlighed og helt i sine egene tanker er Paul dog selv nær ved at miste livet, men reddes lige akkurat fra at blive kørt ned, af den unge strejfer Rashid, (Harold Perrineau), hvem han som tak for den heroiske indsats tilbyder at overnatte et par dage i sin lejlighed i tryghed væk fra det hårde liv på gaden. Imens i kiosken er Auggie i færd med at informere ejeren af stedet om en profiterende handel med cubanske cigarer, hvilket han får grønt lys til at gennemføre, så længe han blot sørger for at holde chefen ude af søgelyset. Da natten falder på og Auggie er ved at lukke, møder han Paul uden for som trods tidspunktet alligevel får lov til at erhverve sig sine hårdt tiltrængte smøger. Under betalingen får Paul pludselig øje på et kamera på disken, som Auggie forklarer han bruger til et ret unikt projekt, hvor han filmer det samme sted på samme tidspunkt hver eneste dag. Paul synes umiddelbart det lyder ret absurd, men så dukker et billede af Ellen op i fotoalbummet der får minderne til at vælte frem igen og de mange billeder til at give mening.
Tilbage i sin lejlighed igen beslutter Paul sig for at få det hele lidt på afstand, og fortsætter derfor med at skrive på sin novelle da Rashid, som han har glemt alt om siden sidst, kigger forbi klar til at tage imod hans tilbud. Efter et par dage går den unge knægt dog Paul på nerverne og Rashid acceptere at måtte forlade lejligheden, selvom hans forsøg på at agere upåvirket ikke er helt så overbevisende igen. Nogle dage senere mens Paul skiver løs, bliver han atter afbrudt da en temmelig aggressiv kvinde, som påstår at være knægtens tante, banker på for at lede efter sin nevø, der er stukket af hjemmefra og som i virkeligheden hedder Thomas Cole. Efter lidt snak frem og tilbage erfarer Paul fra tanten, at nevøen muligvis er på jagt efter sin biologiske far han tidligere ikke har villet kendes til. Et godt stykke væk fra byen er det da også lige præcis hvad Thomas har i tankerne, da han når frem til et mindre autoværksted, hvor han inden længe havner i verbalt håndgemæng med stedets ejer Cyrus Cole, (Forest Whitaker), som umiddelbart tror han er ude på at røve stedet og samtidig er intetanende om, at det er hans egen søn han står overfor. Hjemme i Brooklyn opstår der ligeledes en temmelig anspændt situation da Auggies gamle flamme Ruby, (Stochard Channing), til hans store irritation kigger forbi efter flere år i glemmebogen for at overtale ham til at hjælpe hende med at rede deres datter Felicity, (Ashley Judd), som han ikke anede eksisterede, med at komme ud af sit narkomisbrug og kløerne på alfonsen Chico. Imens på autoværkstedet vælger Cyrus, da han tilsyneladende ikke kan slippe af med knægten igen, at give ham et job som han da også tager imod med henblik på at kunne se sin fader nærmere efter i sømmene. Opholdet viser sig dog snart at være hårdt at kapere, da Thomas undervejs hører om faderens bilulykke 12 år tidligere der slog hans moder ihjel og sendte faderen ud i en dyb depression. Da Cyrus nuværende familie lidt efter kigger forbi, vælger Thomas at tage tilbage til Paul der tilgiver de mange løgne og skaffer ham et job hos Auggie, hvilket dog senere skal vise sig blot at gøre tingene endnu mere komplicerede for alle parter...
”If you can't share your secrets with your friends then what kind of friend are you?”
”Exactly... life just wouldn't be worth living.”
Med den stemningsfulde, godmodige, imødekommende og mangfoldighedsinkluderende cigarkiosk i Brooklyn som en anden substituerende verdens navle, der med munter fortællelyst lader historiens melankolske melodi, vittige vignetter og sørgmuntre karakterer udfolde sig side om side til tonerne af tilfældets musik på en tragikomisk og underfundig jagt efter eksistentiel sjælelindring, er man ikke det mindste sekund i tvivl om, at man som tilskuer befinder sig på hjemmevandt territorium hos mesterforfatteren og New Yorker fetichisten Paul Auster. I op til flere af hans bøger, med bl.a. The Brooklyn Follies og The Book of Illusions som et par glimrende eksempler, er det nemlig ganske tydeligt, at Austers egne karakteristika og delvise persona tit og ofte ligger dybt integreret i protagonisternes livsfilosofi og derigennem ageren på omgivelsernes udfordrende og temamæssige dikterede narrativt skæbnesvangre modreaktioner på godt og ondt. I "Smoke" gør denne metafysisk integrerede adaption sig ligeledes gældende, da Auster nærmest bogstavelig talt træder direkte ind i sit eget manuskript og delvist skildrer det spøjse sammensurium af historier og interaktionen mellem de forskellige personer gennem alter egoet Paul Benjamin, der da også udgør to tredjedele af manuskriptforfatterens eget navn. I filmen portrætteres han med sædvanlig sikker overbevisning af William Hurt, hvis afdæmpede og underspillede væremåde skaber en både hyggelig og afvæbnende imødekommenhed som øjeblikkeligt betyder, at man drages af en personlighed der gør smerten i karakterens nærmest ubeskriveligt onde og uretfærdige traume ekstra følelsesmæssig intens og med modsat fortegn ligeså opløftende og livsbekræftende at overvære, når den skrøbelig skribent holder fast i eksistensgrundlaget, han kun med nød og næppe opretholder takket være venskabet til Auggie og den livslinje han kaster ud i terapeutisk healende og røgfyldt filosofisk form, qua hans eminente evne til at indkapsle hverdagens trivialiteter og forvandle dem til en slags eksistentiel redningskrans.
Som en slags alfaderlig samlingspunkt og, på sin helt egen og ligefremme facon, zen buddhistisk vismand for kvarterets brogede flok af eksistenser, træder altid fremragende Harvey Keitel virkelig i karakter i hvad jeg vil betegne som en af hans stærkeste og mest mindeværdige præstationer til dato. Selv om den velkendte aggressivitet bobler frem til overfladen i ny og næ, styres reaktionsmønstret her først og fremmest af en person, hvis årelange erfaring har gjort ham i stand til at falde tilbage i livets lænestol, hvorfra han med sindsro nyder at konsumere og analysere de små variationer, der udgør den samlede detaljerigdom i det nærmiljø, som tegner Auggies verdensbillede og hvis samlede kontekst han gladelig deler ud af i et ubevidst og uselvisk pay it forward princip gennem sine anekdoter, der forgrener sig videre ud i filmens øvrige karakterer som drager stor fordel heraf, når deres skæbner efterhånden kolliderer og flettes sammen med hinanden. Lige umiddelbart synes de tre primære handlingstråde med hhv. Paul og Thomas, Cyrus og Thomas, samt Auggie & Rubys fragmenterede i det store billede og lidt for langstrakte i deres respektive stræben efter at falde i hak. Langsomt åbner Paul Auster dog op for samhørigheden iblandt dem, der afslører sig selv i en simpel men utrolig barsk og smuk synergi der for alle involveredes vedkommende omhandler genskabelsen af et fast holdepunkt i livet i form af en familie, der her illustreres som værende en struktur der kan sammensættes på flere måder i jagten på meningen med tilværelsen, som gør sig udslagsgivende i Paul og Thomas far/søn forhold, der bearbejder førstnævntes tab af sit eget barn og giver knægten det skub der skal til for, at han højst sandsynligt når til en forsoning med sin biologiske far, emotionelt gåsehudsfremkaldende portrætteret af Forest Whitaker der krænger hele sjælen ud.
Med Auggie er det en lidt anden snak hvad familie delen angår, men kontroverserne med Ruby spiller en væsentlig rolle i at skildre det mantra han både indirekte og direkte prædiker gennem filmen og som rammer ham som en boomerang i nakken, da han selv har allermest brug for det stående ansigt til ansigt med sin formodede datter Felicity, der fuldstændig har ramt samfundets bund. Scenen der i sig selv er møghamrende ubehagelig at overvære, grundet Ashley Judds fremragende præstation, er ganske interessant i de dvælende sekunder hvor kameraet fanger Felicitys forkrampede ansigtstræk øjeblikket efter den hårde facade krakelerer og den fortabte sjæl træder frem i lyset. Det er dette lille bitte glimt af håb, selvom det ikke er noget Auggie når at overvære, der gør hele hans uselviske ageren i forhold til Ruby senere hen dybt beundringsværdig, hvilket så igen bliver en parallel og return to sender på den indflydelse han har haft på Paul og derigennem Thomas, hvis handlinger modsat påvirker Auggie til i fællesskab at opnå den karma af næstekærlighed og empati, der er absolut nødvendigt at bevare os mennesker imellem. Afslutningsvis bliver dette fornemme budskab elegant understreget i "Smoke"‘s sublimt skrevne finale, der udgør en selvstændig fortælling hvor Paul Auster endnu engang beviser, at han er en mand der har ordet i sin magt på en sådan måde, at undertegnede må knibe et par tårer over kontekstens stemningsfulde poesi.
Skulle man efterfølgende have lyst til endnu et hyggeligt besøg i Auggies kiosk, hvor folk som bl.a. Lou Reed, Jim Jarmush, Madonna og Michael J. Fox kigger forbi, ja så kan opfølgeren Blue In The Face også varmt anbefales at få fat på.
Som stor Paul Auster fan vil jeg i øvrigt også gerne opfordre til at tjekke hans forskellige værker ud, som alle er tilgængelige via Amazon, der også ligger inde med en fornem hardcover edition af Auggie Wrens Christmas Story, som runder filmen af. Og for evt. interesserede har jeg fundet et lille interview frem med Auster her optaget i hans egen lejlighed, hvor han fortæller lidt om sin måde at arbejde på.
29. Rebel Without A Cause 28. Back To The Future 27. The Elephant Man 26. Young Frankenstein 25. The Texas Chainsaw Massakre - 1974 24. Punch-Drunk Love 23. One Flew Over The Cuckoo’s Nest 22. Chinatown 21. True Grit - 1969 20. Smoke
Og så holder jeg en tiltrængt pause her i tråden, men kig med igen om et par uger, når jeg tager hul på filmene fra # 19 -11. Der bliver lidt for enhver smag, som bl.a. byder på blød fedora, frådende monstre, kinky sex, store guns og en enkelt sheriffstjerne. Kort sagt...det bliver en ret underholdende omgang filmnostalgi. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så forlader vi Brooklyns beroligende, aromafyldte og filosofiske fortovskant og springer i stedet på en omstigning i tidsmaskinen til det sensuelle og stemningsmættede San Francisco, hvor the master of suspense Alfred Hitchcock, med udgangspunkt i novellen "D‘Entre Les Mortes, på mesterlig og overbevisende facon agerer tour guide i hvad der med tiden skulle ende med at opnå en velfortjent status som en af filmhistoriens mest velskrevne og visuelt samhørige psykologiske thrillers.
”Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice.”
Efter en hæsblæsende jagt på en forbryder henover tagryggene højt hævet over San Franciscos gader, ender den drabelige duel med store følelsesmæssige konsekvenser for kriminalbetjenten John Scottie Ferguson, (James Stewart), da han er skyld i at en af hans underordnede på grusomste vis mister livet. Et par uger senere oven på utallige lægetjek der har slået fast, at han lider af højdeskræk, som har givet yderligere stof til eftertanke med hensyn til karrieren, forsikrer han derfor sin gode ven, modedesigneren Midge, (Barbarra Bel Gettes), om at tidspunktet nu er kommet hvor det er på tide at gå på pension. Da hun ved hvor stor en passion Ferguson har for sit erhverv, opfordre hun ham til at overveje beslutningen og i stedet forsøger de i fællesskab at kurere hans sygdom via et mindre eksperiment, hvilket dog ikke gør andet end blot at understrege, hvor stort et traume han slæber rundt på. For at få det hele lidt på afstand tager Ferguson af sted for at besøge sin gamle studiekammerat, nu ejer af et større rederi, Gavin Elster, (Tom Helmore), der tidligere har kontaktet ham. Under deres samtale erfarer Ferguson fra sin lettere frustrerede ven, at hans kone virker som om hun er blevet besat og tilsyneladende lider af personlighedsspaltning der gør, at hun ikke selv er klar over hvor hun har været og hvad hun har foretaget sig. Frem for at involvere diverse læger og institutioner, og dermed risikere en større skandale i medierne, håber Elster at kunne overtale Ferguson til at påtage sig opgaven, men det er han bestemt ikke meget for og de to aftaler derfor at mødes senere på en restaurant, hvor han kan se hende med egne øjne for at afgøre sit engagement. Da parret passerer ham i baren senere på aftenen, betages Ferguson øjeblikkeligt af den blonde Madeleine, (Kim Novak), og beslutter sig herefter for at se nærmere på sagen.
Og det skal hurtigt vise sig at vær et klogt valg, for under en længere overvågning af Madeleine den efterfølgende dag, der fører ham rundt i byen til en blomsterhandler, en kirkegård, et kunstmuseum og endeligt et hotel, afslører at noget er rivende galt med Elsters kone, der indlogeret på hotellet har indskrevet sig under navnet på den for længst afdøde Carlotta Valdez. Da Ferguson vil konfrontere hende med hvad han har set, sker der noget højst besynderligt, da hun pludselig er pist borte fra hotellet igen, selv om han er stensikker på at have set hende gå derind. Er Ferguson mon selv ved at se syner? Tilbage hos Midge igen har han dog brug for informationer ang. den afdøde kvinde for at opklaringsarbejdet nemmere kan skride fremad, og heldigvis for ham ved Midge lige præcis hvem de skal have fat i. Kort tid efter befinder duoen sig i en boghandel hvor ejeren, der er ekspert i folkesagn og myter, fortæller dem om den stakkels Valdez og hendes tragiske skæbne, hvor i hun mistede sit barn og til sidst begik selvmord. Da oplysningerne får det til at løbe koldt ned ad ryggen på Ferguson, holder han derfor straks et møde med Gavin Elster, der virker temmelig forundret grundet en vished om, at hans kone aldrig har hørt om Valdez, også selv om denne tilfældigvis er hendes bedstemoder, hvilket til gengæld delvist forklare besættelsen samt de sammenlignelige smykker Madeleine bærer på sin krop. Oven på den temmelig mystificerende forhistorie og en lille skarp til halsen fortsætter Ferguson dagen efter med at holde et vågent øje med Madeleine som atter befinder sig i en trancelignende tilstand hvilket pludselig får alvorlige konsekvenser, da hun forsøger at begå selvmord ved at kaste sig i vandet nær Golden Gate broen. Ferguson når lige akkurat at redde hende fra at drukne og kort tid efter befinder de sig i detektivens hjem, så hun kan komme til hægterne igen. Under deres snak efterfølgende ved den knitrende pejs prøver han snedigt at undersøge, hvor meget hun kan huske fra sin tur rundt i byen, og langsomt begynder Fergusons professionelle distance at fade, mens en snigende forelskelse i den forførende skønhed truer med at komplicere den mærkværdige sag yderligere...
”We stood there and I kissed her for the last time, and she said, 'If you lose me you'll know that I loved you and wanted to keep on loving you.' And I said, 'I won't lose you.' But I did.”
Allerede da Saul Bass farverige og hypnotiserende introsekvens åbenbarer sig i hed omfavnelse af Bernard Hermans poetisk pirrende, kryptisk kriblende og episk romantiske underlægningsmusik, der med evigt tilbagevendende drabelige dolkestød konstant minder om et underliggende tematisk lag af stærkt ubehagelige dimensioner, sørger Alfred Hitchcock for at holde sit publikum i et fortryllende og fascinerende jerngreb, man ikke slipper ud af igen før rulleteksterne kører over skærmen og man vækkes fra en sanseberusende rejse ind i et sammensurium af drømmende eskapisme og kvælende mareridtsagtig realisme. Imellem de indledende manøvre, i skikkelse af den hæsblæsende og svært nervepirrende jagt og den afsluttende forløsning på filmens sande mysterium som symboliserer handlingen og karaktererne i "Vertigo"s dobbelttydighed, lægges der et eminent røgslør ud for at afsløre de underliggende parallelle ringe i vandet i form af et traditionelt opbygget mysterium, hvor protagonisten Scottie Ferguson må ud i et genkendeligt opklaringsarbejde, sideløbende og sammenflettende med bearbejdelsen af hans højdeskræk der, tilsat muntre undertoner og kontrastfyldt med henblik på skiftet i stemning senere hen, finder sted gennem hans studiekammerat og gamle flamme Midge, der stadig er forelsket i ham. Som den sindrige sag efterfølgende eskalerer og Scottie fascineres, betages og endegyldig besættes af sit objekt Madeleine, står det dog hurtigt klart at hverken Midge eller hendes velmenende attitude kan bruges og forkastes derfor nådesløst af detektiven, der afslører sig selv som værende en desperat og sygelig perfektionistisk romantiker hvis fortids synder og traumatiske forbandelse, ifølge hans optik, kun kan brydes via kærlighedens magi ved at bestige den nærmest uopnåelige skønheds tinder og bryde hendes egen tilfangetagelse og undertrykkelse af den omfavnende og livstruende Carlotta Valdez myte.
Men som de fleste er bekendt med, ja så er kærligheden nu engang en uforudsigelig og ofte meget uhåndterlig størrelse at få kontrol over, og med den stigende fascination af Madeleine begynder det ligeså stille og roligt at gå ned af bakke for Scottie, der frem for at genfinde kontrollen i sit eget liv kommer i større og større ubalance med sig selv og sine omgivelser for til sidst bogstavelig talt at ende hvor han ikke kan bunde, kraftigt indikerende hvor det hele bærer hen ad både for Scottie samt det skæbnesvangre forhold til Madeleine, på trods af de slørende finurlige romantiske snoretræk fra Alfred Hitchcock side der skulle antyde det modsatte. Ud over detaljen med at benytte sig af San Franciscos bakkede gader som metaforisk nedstigning styrende mod det personlige helvede som den fortabte og fortvivlede detektiv mere og mere desperat kæmper for at undgå at blive opslugt af, udnytter Hitchcock og fotograf Robert Burkes ligeledes på genial facon tre landemærker og deres historiske baggrund som effektforstærkende drivkraft i de tre nøglepunkter, der guider Scottie mod sit andet og fatale sammenbrud. F.eks. hænger der over Madeleines selvmordsforsøg en ekstra ubehagelig atmosfære og frygtindgydende nærmest uovervindeligt forvarsel ved at placere The Golden Gate Bridge i baggrunden, vel vidende at dette legendariske monument er indehaveren af en trist og tragisk rekord som yndet symbolsk gravsted for utallige, der har ønsket at begå selvmord gennem tiderne. Her efter, i hvad jeg betragter som første halvdels største højdepunkt, føres de to fortabte og håbløst forelskede sjæle ind i sindets mørke afkroge da Alfred Hitchcock, med den storslåede Sequoia National Forrest park som mystificerende og ildevarslende baggrundskulisse, blander fortid og nutid samt drøm og virkelighed med hinanden i en række scener, hvor Madeleines underbevidsthed trænger igennem afslørende sit andet undertrykte jeg via en metafysisk rejse gennem diverse tidsperioder indprentet i et fældet træs historiske afmærkninger.
I efterdønningerne af Madeleines forunderlige sammensurium af tilståelse, afsløring og smertelig selverkendelse, mister protagonisten og tilskuerens guide Scottie sit nøgterne overblik for et kort øjeblik, hvilket Hitchcock prompte visualisere over i en drømmelignende tilstand, hvor den symbolske redningskrans forsvinder i disen inden hun drilsk, nærmest provokerende ondskabsfuld fra instruktørens side i forhold til begge karakterer traumatiserede sind, manifestere sig selv som et lys i mørket bakket op af storladen romantisk bølgeskvulp og dertil hørende episke toner. Men som den videre færd illustrerer, er der tale om en uundgåelig psykologiske deroute, som når sin makabre endestation og syndefald ved missionshuset i San Juan Bautista, også kendt som the mission of music, hvor Bernard Hermans dragende toner meget passende lokker begge ud af en mørk og dyster tangent hvad resten af filmens handling angår, der omsætter første halvdels drømmende desperationen, efter retssagen, til et nihilistisk og mareridtsagtigt limbo helvede på jord, som snildt tangerende det perverse. I denne anden del åbnes der ligeledes med en mesterlig velkoreograferet drømmesekvens af Saul Bass, som intelligent opsamler og potent videreformidler den primært grønne, blå og røde farvesymbolik, (kærlighed/lyst/grådighed/fordærv/ondskab), der gennemsyrer filmen, repræsenterende i sfæren omkransende Madeleine qua objekter så som halskæden og kjolen samt baggrunden i restauranten og senere farvepaletten på motelværelset. I samme omskiftelige moment er det, at "Vertigo" som helhed opnår sin status som mesterværk, da det tematiske tæppefald åbenbares i fornemt selskab af de to hovedrollers overrumplende præstationer, hvor Kim Novak på fremragende vis formår at omstille sin klassisk kølige og kalkulerende Hitchcock kvindeskabelon til en nuanceret feminin karakter af kød og blod, ængstelig efter at lade de undertrykte følelser trænge igennem facaden, og James Stewart sublimt afveksler og udskifter sin normalt godhjertede attitude med en fremmedgjort manisk kynisme man sjældent har set mage til fra hans side, men som perfekt og med maksimal effekt understreger essensen af filmens maniodepressive mantra.
Som yderligere supplement til Alfred Hitchcocks definitive mesterværk kan jeg varmt anbefale BFI’s analyse af "Vertigo", samt Francois Truffauts bog om The Master of suspense, der jo så meget passende kan nydes til tonerne af Bernard Hermans evigt fortryllende og magiske soundtrack.
#511 Bruce 13 år siden
#512 Babo Rises 13 år siden
Må erklære mig enig, og jeg blev heller ikke grebet for alvor, hverken af historien eller skuespillet, men den er bestemt ikke uden kvaliteter.
#513 Collateral 13 år siden
#514 NightHawk 13 år siden
Det lyder godt! :) Og jeg kan varmt anbefale dig at lave et dobbeltprogram med de to versioner af "True Grit". Tror du vil blive overrasket over at se, hvor tæt de to film ligger på hinanden i alle henseende. :)
#515 Collateral 13 år siden
#516 NightHawk 13 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/7869362040...
Så parkerer vi den støvede hest ved vandtruget langt ude West på og springer i stedet op på jernhesten med direkte kurs mod Brooklyns befærdede gader og stræder, hvor de drabelige dueller og den kradsbørstige krudtrøg nu må vige pladsen for muntre og filosofiske meningsudvekslinger og aromafyldte anekdoter, omgivet og indhyllet i en liflig og velduftende cigarrøg pulserende på livet løs, antændt af ilden fra instruktøren Wayne Wang og forfatteren Paul Austers eksistentielt søgende og charmerende sindelag.
“It‘s a law of the universe. Please...you have to let me do something for you, to put the scales in balance...“
Året er 1990 og mens sommervarmen for alvor har lagt sig som en tung dyne over storbyen, forsøger cigarhandleren Auggie, (Harvey Keitel), at gøre hvad han kan for at bevare det kølige overblik i sin fredsommelige kiosk, hvor de lokale hænger ud travlt optaget af en ophedet debat om New York Yankees storhed og fald. Midt i diskussionen dukker den lettere distræte forfatter Paul, (William Hurt), pludselig op efter sin daglige dosis smøger og efterlader derpå den lille forsamling med en underfundig cigar relateret historie fra dronning Victorias tid. Da han atter begiver sig hjemad, begynder de andre at joke lidt om hans søvndyssende og afdankede attitude, men det er dog kun lige indtil Auggie irriteret forklare dem, at der bag facaden hos den døsige forfatter gemmer sig en dybt traumatisk ulykke, der kostede hans kone Ellen og hans ufødte barn livet. På vej mod sin lejlighed og helt i sine egene tanker er Paul dog selv nær ved at miste livet, men reddes lige akkurat fra at blive kørt ned, af den unge strejfer Rashid, (Harold Perrineau), hvem han som tak for den heroiske indsats tilbyder at overnatte et par dage i sin lejlighed i tryghed væk fra det hårde liv på gaden. Imens i kiosken er Auggie i færd med at informere ejeren af stedet om en profiterende handel med cubanske cigarer, hvilket han får grønt lys til at gennemføre, så længe han blot sørger for at holde chefen ude af søgelyset. Da natten falder på og Auggie er ved at lukke, møder han Paul uden for som trods tidspunktet alligevel får lov til at erhverve sig sine hårdt tiltrængte smøger. Under betalingen får Paul pludselig øje på et kamera på disken, som Auggie forklarer han bruger til et ret unikt projekt, hvor han filmer det samme sted på samme tidspunkt hver eneste dag. Paul synes umiddelbart det lyder ret absurd, men så dukker et billede af Ellen op i fotoalbummet der får minderne til at vælte frem igen og de mange billeder til at give mening.
Tilbage i sin lejlighed igen beslutter Paul sig for at få det hele lidt på afstand, og fortsætter derfor med at skrive på sin novelle da Rashid, som han har glemt alt om siden sidst, kigger forbi klar til at tage imod hans tilbud. Efter et par dage går den unge knægt dog Paul på nerverne og Rashid acceptere at måtte forlade lejligheden, selvom hans forsøg på at agere upåvirket ikke er helt så overbevisende igen. Nogle dage senere mens Paul skiver løs, bliver han atter afbrudt da en temmelig aggressiv kvinde, som påstår at være knægtens tante, banker på for at lede efter sin nevø, der er stukket af hjemmefra og som i virkeligheden hedder Thomas Cole. Efter lidt snak frem og tilbage erfarer Paul fra tanten, at nevøen muligvis er på jagt efter sin biologiske far han tidligere ikke har villet kendes til. Et godt stykke væk fra byen er det da også lige præcis hvad Thomas har i tankerne, da han når frem til et mindre autoværksted, hvor han inden længe havner i verbalt håndgemæng med stedets ejer Cyrus Cole, (Forest Whitaker), som umiddelbart tror han er ude på at røve stedet og samtidig er intetanende om, at det er hans egen søn han står overfor. Hjemme i Brooklyn opstår der ligeledes en temmelig anspændt situation da Auggies gamle flamme Ruby, (Stochard Channing), til hans store irritation kigger forbi efter flere år i glemmebogen for at overtale ham til at hjælpe hende med at rede deres datter Felicity, (Ashley Judd), som han ikke anede eksisterede, med at komme ud af sit narkomisbrug og kløerne på alfonsen Chico. Imens på autoværkstedet vælger Cyrus, da han tilsyneladende ikke kan slippe af med knægten igen, at give ham et job som han da også tager imod med henblik på at kunne se sin fader nærmere efter i sømmene. Opholdet viser sig dog snart at være hårdt at kapere, da Thomas undervejs hører om faderens bilulykke 12 år tidligere der slog hans moder ihjel og sendte faderen ud i en dyb depression. Da Cyrus nuværende familie lidt efter kigger forbi, vælger Thomas at tage tilbage til Paul der tilgiver de mange løgne og skaffer ham et job hos Auggie, hvilket dog senere skal vise sig blot at gøre tingene endnu mere komplicerede for alle parter...
”If you can't share your secrets with your friends then what kind of friend are you?”
”Exactly... life just wouldn't be worth living.”
Med den stemningsfulde, godmodige, imødekommende og mangfoldighedsinkluderende cigarkiosk i Brooklyn som en anden substituerende verdens navle, der med munter fortællelyst lader historiens melankolske melodi, vittige vignetter og sørgmuntre karakterer udfolde sig side om side til tonerne af tilfældets musik på en tragikomisk og underfundig jagt efter eksistentiel sjælelindring, er man ikke det mindste sekund i tvivl om, at man som tilskuer befinder sig på hjemmevandt territorium hos mesterforfatteren og New Yorker fetichisten Paul Auster. I op til flere af hans bøger, med bl.a. The Brooklyn Follies og The Book of Illusions som et par glimrende eksempler, er det nemlig ganske tydeligt, at Austers egne karakteristika og delvise persona tit og ofte ligger dybt integreret i protagonisternes livsfilosofi og derigennem ageren på omgivelsernes udfordrende og temamæssige dikterede narrativt skæbnesvangre modreaktioner på godt og ondt. I "Smoke" gør denne metafysisk integrerede adaption sig ligeledes gældende, da Auster nærmest bogstavelig talt træder direkte ind i sit eget manuskript og delvist skildrer det spøjse sammensurium af historier og interaktionen mellem de forskellige personer gennem alter egoet Paul Benjamin, der da også udgør to tredjedele af manuskriptforfatterens eget navn. I filmen portrætteres han med sædvanlig sikker overbevisning af William Hurt, hvis afdæmpede og underspillede væremåde skaber en både hyggelig og afvæbnende imødekommenhed som øjeblikkeligt betyder, at man drages af en personlighed der gør smerten i karakterens nærmest ubeskriveligt onde og uretfærdige traume ekstra følelsesmæssig intens og med modsat fortegn ligeså opløftende og livsbekræftende at overvære, når den skrøbelig skribent holder fast i eksistensgrundlaget, han kun med nød og næppe opretholder takket være venskabet til Auggie og den livslinje han kaster ud i terapeutisk healende og røgfyldt filosofisk form, qua hans eminente evne til at indkapsle hverdagens trivialiteter og forvandle dem til en slags eksistentiel redningskrans.
Som en slags alfaderlig samlingspunkt og, på sin helt egen og ligefremme facon, zen buddhistisk vismand for kvarterets brogede flok af eksistenser, træder altid fremragende Harvey Keitel virkelig i karakter i hvad jeg vil betegne som en af hans stærkeste og mest mindeværdige præstationer til dato. Selv om den velkendte aggressivitet bobler frem til overfladen i ny og næ, styres reaktionsmønstret her først og fremmest af en person, hvis årelange erfaring har gjort ham i stand til at falde tilbage i livets lænestol, hvorfra han med sindsro nyder at konsumere og analysere de små variationer, der udgør den samlede detaljerigdom i det nærmiljø, som tegner Auggies verdensbillede og hvis samlede kontekst han gladelig deler ud af i et ubevidst og uselvisk pay it forward princip gennem sine anekdoter, der forgrener sig videre ud i filmens øvrige karakterer som drager stor fordel heraf, når deres skæbner efterhånden kolliderer og flettes sammen med hinanden. Lige umiddelbart synes de tre primære handlingstråde med hhv. Paul og Thomas, Cyrus og Thomas, samt Auggie & Rubys fragmenterede i det store billede og lidt for langstrakte i deres respektive stræben efter at falde i hak. Langsomt åbner Paul Auster dog op for samhørigheden iblandt dem, der afslører sig selv i en simpel men utrolig barsk og smuk synergi der for alle involveredes vedkommende omhandler genskabelsen af et fast holdepunkt i livet i form af en familie, der her illustreres som værende en struktur der kan sammensættes på flere måder i jagten på meningen med tilværelsen, som gør sig udslagsgivende i Paul og Thomas far/søn forhold, der bearbejder førstnævntes tab af sit eget barn og giver knægten det skub der skal til for, at han højst sandsynligt når til en forsoning med sin biologiske far, emotionelt gåsehudsfremkaldende portrætteret af Forest Whitaker der krænger hele sjælen ud.
Med Auggie er det en lidt anden snak hvad familie delen angår, men kontroverserne med Ruby spiller en væsentlig rolle i at skildre det mantra han både indirekte og direkte prædiker gennem filmen og som rammer ham som en boomerang i nakken, da han selv har allermest brug for det stående ansigt til ansigt med sin formodede datter Felicity, der fuldstændig har ramt samfundets bund. Scenen der i sig selv er møghamrende ubehagelig at overvære, grundet Ashley Judds fremragende præstation, er ganske interessant i de dvælende sekunder hvor kameraet fanger Felicitys forkrampede ansigtstræk øjeblikket efter den hårde facade krakelerer og den fortabte sjæl træder frem i lyset. Det er dette lille bitte glimt af håb, selvom det ikke er noget Auggie når at overvære, der gør hele hans uselviske ageren i forhold til Ruby senere hen dybt beundringsværdig, hvilket så igen bliver en parallel og return to sender på den indflydelse han har haft på Paul og derigennem Thomas, hvis handlinger modsat påvirker Auggie til i fællesskab at opnå den karma af næstekærlighed og empati, der er absolut nødvendigt at bevare os mennesker imellem. Afslutningsvis bliver dette fornemme budskab elegant understreget i "Smoke"‘s sublimt skrevne finale, der udgør en selvstændig fortælling hvor Paul Auster endnu engang beviser, at han er en mand der har ordet i sin magt på en sådan måde, at undertegnede må knibe et par tårer over kontekstens stemningsfulde poesi.
Skulle man efterfølgende have lyst til endnu et hyggeligt besøg i Auggies kiosk, hvor folk som bl.a. Lou Reed, Jim Jarmush, Madonna og Michael J. Fox kigger forbi, ja så kan opfølgeren Blue In The Face også varmt anbefales at få fat på.
http://www.planetaxel.com//productDetails/78693620...
Som stor Paul Auster fan vil jeg i øvrigt også gerne opfordre til at tjekke hans forskellige værker ud, som alle er tilgængelige via Amazon, der også ligger inde med en fornem hardcover edition af Auggie Wrens Christmas Story, som runder filmen af. Og for evt. interesserede har jeg fundet et lille interview frem med Auster her optaget i hans egen lejlighed, hvor han fortæller lidt om sin måde at arbejde på.
http://www.amazon.co.uk/gp/search/ref=sr_tc_2_0?rh...
http://www.amazon.co.uk/Auggie-Wrens-Christmas-Sto...
#517 NightHawk 13 år siden
29. Rebel Without A Cause
28. Back To The Future
27. The Elephant Man
26. Young Frankenstein
25. The Texas Chainsaw Massakre - 1974
24. Punch-Drunk Love
23. One Flew Over The Cuckoo’s Nest
22. Chinatown
21. True Grit - 1969
20. Smoke
Og så holder jeg en tiltrængt pause her i tråden, men kig med igen om et par uger, når jeg tager hul på filmene fra # 19 -11. Der bliver lidt for enhver smag, som bl.a. byder på blød fedora, frådende monstre, kinky sex, store guns og en enkelt sheriffstjerne. Kort sagt...det bliver en ret underholdende omgang filmnostalgi. :)
#518 Bruce 13 år siden
#519 evermind 13 år siden
#520 NightHawk 13 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0251950183...
Så forlader vi Brooklyns beroligende, aromafyldte og filosofiske fortovskant og springer i stedet på en omstigning i tidsmaskinen til det sensuelle og stemningsmættede San Francisco, hvor the master of suspense Alfred Hitchcock, med udgangspunkt i novellen "D‘Entre Les Mortes, på mesterlig og overbevisende facon agerer tour guide i hvad der med tiden skulle ende med at opnå en velfortjent status som en af filmhistoriens mest velskrevne og visuelt samhørige psykologiske thrillers.
”Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice.”
Efter en hæsblæsende jagt på en forbryder henover tagryggene højt hævet over San Franciscos gader, ender den drabelige duel med store følelsesmæssige konsekvenser for kriminalbetjenten John Scottie Ferguson, (James Stewart), da han er skyld i at en af hans underordnede på grusomste vis mister livet. Et par uger senere oven på utallige lægetjek der har slået fast, at han lider af højdeskræk, som har givet yderligere stof til eftertanke med hensyn til karrieren, forsikrer han derfor sin gode ven, modedesigneren Midge, (Barbarra Bel Gettes), om at tidspunktet nu er kommet hvor det er på tide at gå på pension. Da hun ved hvor stor en passion Ferguson har for sit erhverv, opfordre hun ham til at overveje beslutningen og i stedet forsøger de i fællesskab at kurere hans sygdom via et mindre eksperiment, hvilket dog ikke gør andet end blot at understrege, hvor stort et traume han slæber rundt på. For at få det hele lidt på afstand tager Ferguson af sted for at besøge sin gamle studiekammerat, nu ejer af et større rederi, Gavin Elster, (Tom Helmore), der tidligere har kontaktet ham. Under deres samtale erfarer Ferguson fra sin lettere frustrerede ven, at hans kone virker som om hun er blevet besat og tilsyneladende lider af personlighedsspaltning der gør, at hun ikke selv er klar over hvor hun har været og hvad hun har foretaget sig. Frem for at involvere diverse læger og institutioner, og dermed risikere en større skandale i medierne, håber Elster at kunne overtale Ferguson til at påtage sig opgaven, men det er han bestemt ikke meget for og de to aftaler derfor at mødes senere på en restaurant, hvor han kan se hende med egne øjne for at afgøre sit engagement. Da parret passerer ham i baren senere på aftenen, betages Ferguson øjeblikkeligt af den blonde Madeleine, (Kim Novak), og beslutter sig herefter for at se nærmere på sagen.
Og det skal hurtigt vise sig at vær et klogt valg, for under en længere overvågning af Madeleine den efterfølgende dag, der fører ham rundt i byen til en blomsterhandler, en kirkegård, et kunstmuseum og endeligt et hotel, afslører at noget er rivende galt med Elsters kone, der indlogeret på hotellet har indskrevet sig under navnet på den for længst afdøde Carlotta Valdez. Da Ferguson vil konfrontere hende med hvad han har set, sker der noget højst besynderligt, da hun pludselig er pist borte fra hotellet igen, selv om han er stensikker på at have set hende gå derind. Er Ferguson mon selv ved at se syner? Tilbage hos Midge igen har han dog brug for informationer ang. den afdøde kvinde for at opklaringsarbejdet nemmere kan skride fremad, og heldigvis for ham ved Midge lige præcis hvem de skal have fat i. Kort tid efter befinder duoen sig i en boghandel hvor ejeren, der er ekspert i folkesagn og myter, fortæller dem om den stakkels Valdez og hendes tragiske skæbne, hvor i hun mistede sit barn og til sidst begik selvmord. Da oplysningerne får det til at løbe koldt ned ad ryggen på Ferguson, holder han derfor straks et møde med Gavin Elster, der virker temmelig forundret grundet en vished om, at hans kone aldrig har hørt om Valdez, også selv om denne tilfældigvis er hendes bedstemoder, hvilket til gengæld delvist forklare besættelsen samt de sammenlignelige smykker Madeleine bærer på sin krop. Oven på den temmelig mystificerende forhistorie og en lille skarp til halsen fortsætter Ferguson dagen efter med at holde et vågent øje med Madeleine som atter befinder sig i en trancelignende tilstand hvilket pludselig får alvorlige konsekvenser, da hun forsøger at begå selvmord ved at kaste sig i vandet nær Golden Gate broen. Ferguson når lige akkurat at redde hende fra at drukne og kort tid efter befinder de sig i detektivens hjem, så hun kan komme til hægterne igen. Under deres snak efterfølgende ved den knitrende pejs prøver han snedigt at undersøge, hvor meget hun kan huske fra sin tur rundt i byen, og langsomt begynder Fergusons professionelle distance at fade, mens en snigende forelskelse i den forførende skønhed truer med at komplicere den mærkværdige sag yderligere...
”We stood there and I kissed her for the last time, and she said, 'If you lose me you'll know that I loved you and wanted to keep on loving you.' And I said, 'I won't lose you.' But I did.”
Allerede da Saul Bass farverige og hypnotiserende introsekvens åbenbarer sig i hed omfavnelse af Bernard Hermans poetisk pirrende, kryptisk kriblende og episk romantiske underlægningsmusik, der med evigt tilbagevendende drabelige dolkestød konstant minder om et underliggende tematisk lag af stærkt ubehagelige dimensioner, sørger Alfred Hitchcock for at holde sit publikum i et fortryllende og fascinerende jerngreb, man ikke slipper ud af igen før rulleteksterne kører over skærmen og man vækkes fra en sanseberusende rejse ind i et sammensurium af drømmende eskapisme og kvælende mareridtsagtig realisme. Imellem de indledende manøvre, i skikkelse af den hæsblæsende og svært nervepirrende jagt og den afsluttende forløsning på filmens sande mysterium som symboliserer handlingen og karaktererne i "Vertigo"s dobbelttydighed, lægges der et eminent røgslør ud for at afsløre de underliggende parallelle ringe i vandet i form af et traditionelt opbygget mysterium, hvor protagonisten Scottie Ferguson må ud i et genkendeligt opklaringsarbejde, sideløbende og sammenflettende med bearbejdelsen af hans højdeskræk der, tilsat muntre undertoner og kontrastfyldt med henblik på skiftet i stemning senere hen, finder sted gennem hans studiekammerat og gamle flamme Midge, der stadig er forelsket i ham. Som den sindrige sag efterfølgende eskalerer og Scottie fascineres, betages og endegyldig besættes af sit objekt Madeleine, står det dog hurtigt klart at hverken Midge eller hendes velmenende attitude kan bruges og forkastes derfor nådesløst af detektiven, der afslører sig selv som værende en desperat og sygelig perfektionistisk romantiker hvis fortids synder og traumatiske forbandelse, ifølge hans optik, kun kan brydes via kærlighedens magi ved at bestige den nærmest uopnåelige skønheds tinder og bryde hendes egen tilfangetagelse og undertrykkelse af den omfavnende og livstruende Carlotta Valdez myte.
Men som de fleste er bekendt med, ja så er kærligheden nu engang en uforudsigelig og ofte meget uhåndterlig størrelse at få kontrol over, og med den stigende fascination af Madeleine begynder det ligeså stille og roligt at gå ned af bakke for Scottie, der frem for at genfinde kontrollen i sit eget liv kommer i større og større ubalance med sig selv og sine omgivelser for til sidst bogstavelig talt at ende hvor han ikke kan bunde, kraftigt indikerende hvor det hele bærer hen ad både for Scottie samt det skæbnesvangre forhold til Madeleine, på trods af de slørende finurlige romantiske snoretræk fra Alfred Hitchcock side der skulle antyde det modsatte. Ud over detaljen med at benytte sig af San Franciscos bakkede gader som metaforisk nedstigning styrende mod det personlige helvede som den fortabte og fortvivlede detektiv mere og mere desperat kæmper for at undgå at blive opslugt af, udnytter Hitchcock og fotograf Robert Burkes ligeledes på genial facon tre landemærker og deres historiske baggrund som effektforstærkende drivkraft i de tre nøglepunkter, der guider Scottie mod sit andet og fatale sammenbrud. F.eks. hænger der over Madeleines selvmordsforsøg en ekstra ubehagelig atmosfære og frygtindgydende nærmest uovervindeligt forvarsel ved at placere The Golden Gate Bridge i baggrunden, vel vidende at dette legendariske monument er indehaveren af en trist og tragisk rekord som yndet symbolsk gravsted for utallige, der har ønsket at begå selvmord gennem tiderne. Her efter, i hvad jeg betragter som første halvdels største højdepunkt, føres de to fortabte og håbløst forelskede sjæle ind i sindets mørke afkroge da Alfred Hitchcock, med den storslåede Sequoia National Forrest park som mystificerende og ildevarslende baggrundskulisse, blander fortid og nutid samt drøm og virkelighed med hinanden i en række scener, hvor Madeleines underbevidsthed trænger igennem afslørende sit andet undertrykte jeg via en metafysisk rejse gennem diverse tidsperioder indprentet i et fældet træs historiske afmærkninger.
I efterdønningerne af Madeleines forunderlige sammensurium af tilståelse, afsløring og smertelig selverkendelse, mister protagonisten og tilskuerens guide Scottie sit nøgterne overblik for et kort øjeblik, hvilket Hitchcock prompte visualisere over i en drømmelignende tilstand, hvor den symbolske redningskrans forsvinder i disen inden hun drilsk, nærmest provokerende ondskabsfuld fra instruktørens side i forhold til begge karakterer traumatiserede sind, manifestere sig selv som et lys i mørket bakket op af storladen romantisk bølgeskvulp og dertil hørende episke toner. Men som den videre færd illustrerer, er der tale om en uundgåelig psykologiske deroute, som når sin makabre endestation og syndefald ved missionshuset i San Juan Bautista, også kendt som the mission of music, hvor Bernard Hermans dragende toner meget passende lokker begge ud af en mørk og dyster tangent hvad resten af filmens handling angår, der omsætter første halvdels drømmende desperationen, efter retssagen, til et nihilistisk og mareridtsagtigt limbo helvede på jord, som snildt tangerende det perverse. I denne anden del åbnes der ligeledes med en mesterlig velkoreograferet drømmesekvens af Saul Bass, som intelligent opsamler og potent videreformidler den primært grønne, blå og røde farvesymbolik, (kærlighed/lyst/grådighed/fordærv/ondskab), der gennemsyrer filmen, repræsenterende i sfæren omkransende Madeleine qua objekter så som halskæden og kjolen samt baggrunden i restauranten og senere farvepaletten på motelværelset. I samme omskiftelige moment er det, at "Vertigo" som helhed opnår sin status som mesterværk, da det tematiske tæppefald åbenbares i fornemt selskab af de to hovedrollers overrumplende præstationer, hvor Kim Novak på fremragende vis formår at omstille sin klassisk kølige og kalkulerende Hitchcock kvindeskabelon til en nuanceret feminin karakter af kød og blod, ængstelig efter at lade de undertrykte følelser trænge igennem facaden, og James Stewart sublimt afveksler og udskifter sin normalt godhjertede attitude med en fremmedgjort manisk kynisme man sjældent har set mage til fra hans side, men som perfekt og med maksimal effekt understreger essensen af filmens maniodepressive mantra.
Som yderligere supplement til Alfred Hitchcocks definitive mesterværk kan jeg varmt anbefale BFI’s analyse af "Vertigo", samt Francois Truffauts bog om The Master of suspense, der jo så meget passende kan nydes til tonerne af Bernard Hermans evigt fortryllende og magiske soundtrack.
https://www.amazon.co.uk/Vertigo-Film-Classics-Cha...
https://www.amazon.co.uk/Hitchcock-Definitive-Stud...
http://www.amazon.co.uk/Vertigo-Soundtrack-SOUNDTR...