#501: var også et dårligt ordvalg fra min side

(21) : True Grit, 1969



http://www.amazon.co.uk/True-Grit-Blu-ray-John-Way...

Fra en drømmende, durkdreven og dedikeret detektivs drabelige duel rundt i manegen er det nu blevet tid til at få skiftet savsmuldet ud og sadle om, for i stedet at sende hestene i vild galop hen over præriens rå og upolerede landskab der her åbenbare sig side om side med en af western genrens største ikoner, i Henry Hatthaways skalperende skarpskud af en klukkende morsom, overraskende brutal, og krydret med en sjælden set feministisk vinkel, banebrydende klassiker baseret på Charles Portis novelle af samme navn.

”You can't serve papers on a rat, baby sister. You gotta kill him or let him be.”

På et mindre landsted tager den højt elskede patriark Frank Ross af sted mod byen Forth Smith i Arkansas for at købe et par heste sammen med sin medhjælper Tom Chaney, (Jeff Corey), og efterlader ansvaret for gårdens drift i sikre hænder hos sin pligtopfyldende og loyale datter Mattie, (Kim Darby), som dog straks fornemmer problemer i horisonten, da hun ikke ligefrem er særlig tryg ved faderens luskede følgesvend. Under et kortspil senere på aftenen går det da også grusomt galt, da de to mænd ender i et større skænderi som ender med, at Chaney i en mindre brandert dræber sin chef og stikker af fra åstedet. Dagen efter, med nyheden om sin faders brutale død, ankommer Mattie og medhjælperen Yarnell, (Ken Renard), til byen hvor de lige når at overvære en hængning af tre forbrydere, inden turen fortsætter hos bedemanden for at se liget af hendes far. På det efterfølgende visit hos sheriffen, hvor faderens ejendele ligger opbevaret, heriblandt hans trofaste seksløber, vil Mattie høre hvor hun kan få fat på den bedste og mest hårdhudede dusørjæger, da hun har tænkt sig at hyre vedkommende til at få skovlen under Tom Chaney. Sheriffen giver hende fluks et par kvalificerede muligheder og hurtigt falder valget på den barske US marshall Rooster Cogburn, (John Wayne), som Mattie straks fornemmer er den rette mand til opgaven. Den brovtende cowboy er dog ikke lige sådan at få i tale, da han er travlt optaget med at få sparket et par slyngler i kachotten og Mattie må derfor vendte med at opsøge ham til dagen efter i retten. Imens må ventetiden fordrives på byens hotel, hvor hun under aftensmaden render på den sleske Texas ranger La Boeuf, (Glenn Campbell), der underligt nok allerede ved hvem hun er. På sit værelse hvor faderens øvrige ejendele ligger gemt, bryder Mattie efterfølgende sammen i gråd, da hun finder hans trofaste ur der omgåede får minderne til at blusse op igen.

Dagen efter i retssalen bliver Mattie svært imponeret over Cogburn, da det lykkedes den ligefremme marshall på knastør sarkastisk vis at afværge et angreb fra en ihærdig forsvarsadvokat som forgæves prøver at få ham ned med nakken, og da seancen er overstået tager hun straks kontakt til ham. Lige umiddelbart har missionen ingen interesse, men da der viser sig at være udsigt til en god sjat penge, hvilke Mattie har tænkt sig at få fat på via salg af sine faders tidligere erhvervede heste, samt desuden en ny chance til at få ramt på sin nemesis “Lucky” Ned Pepper, (Robert Duvall), hvis bande Chaney er blevet en del af, bliver Cogburn omgående mere begejstret for projektet. Under deres fortsatte diskussion hjemme hos den pænt drikfældige marshall rager de to dog uklar med hinanden, da Cogburn bliver lidt for grådig, og da han alligevel ikke er til at snakke fornuft med drager Mattie tilbage til hotellet, hvor La Beoef nedladende forklare at hun godt kan opgive sine hævnplaner, da han selv er interesseret i at fange Chaney for et tidligere mord på en senator og inkassere den store dusør. Mattie gør det dog straks soleklart, at hun ikke har tænkt sig at rokke en millimeter og efterlader La Boeuf nærmest mundlam. Da solens stråler atter rammer byens gader næste dag får den udspekulerede hestehandler Stonehill, (Strother Martin), samme tur i den verbale vridemaskine og må til sidst opgive at svindle med salgspriserne, hvilket indbringer hende en større sum penge. Ved synet af de mange dollars påtager Cogburn sig herefter gladelig opgaven, men slår sig samtidig, til Matties store frustration, sammen med den luskede La Boeuf der nu har meldt sin ankomst til det vilde ridt efter slynglerne. I starten forsøger de to mænd da også at slippe af med det obsternasiske pigebarn, men må begge hurtigt indse at Mattie Ross ikke er typen man bider skeer med og Cogburn bliver til sidst så imponeret af hendes stædighed og udholdenhed, at han beslutter sig for at lade hende ride side om side med dem på vej mod det endelig opgør mod Chaney og den nederdrægtige Pepper...

”I mean to kill you in one minute, Ned. Or see you hanged in Fort Smith at Judge Parker's convenience. Which'll it be?”

”I call that bold talk for a one-eyed fat man.”

”Fill your hands, you son of a bitch!”

På trods af “True Grit”s ganske traditionelle historie om hævn og ære, der loyalt ligger sig som et familiært og nostalgisk støvet fundament under fødderne på den garvede western veteran Henry Hatthaways tre protagonister i deres både kapitalistiske, eksistentielle, samt delvise dannelsesrejse styrende direkte mod den blodrøde sol i den faretruende horisont, illustrerer handlingen udsprunget fra Marguerite Roberts mesterlige manuskript sig samtidigt i flere facetter som en trodsig udfordrer af genrens konventioner med en velsmurt, slagkraftig narrativ og alternativ kaliber i skarpskydende særklasse. Til at understrege den anspændte konflikt mellem den yngre og den ældre generation, der perfekt afspejlede tidsperioden i slutningen af 60’erne hvor ungdomsoprøret og, specifikt set i forhold til Charles Portis novelle fra 1968, kampen for kvinders ligeret fandt sted, var det en sand genistreg fra Henry Hatthaways side, som diametral kontrastfuld modsætning til den yndefulde, unge og feministisk kanaliserede Kim Darby, at caste ikonet over alle ikoner i Hollywood og især indenfor westerngenren i skikkelse af machomanden, nationalisten og republikaneren John Wayne, der om nogen var definitionen på begrebet oldschool americana og den gammeldags vanetænkning, der som en anden tro væbner fulgte i fodsporene på den slags mænd. Denne endimensionelle opfattelse af legenden ydede dog på ingen måde respekt over for den karismatiske skuespiller som, trods sin ofte upolerede, kontante, mandchauvinistiske fremtoning og kontroversielle udtalelser, gemte på en væsentlig mere nuanceret størrelse der i ny og næ, dog mest i hans unge år og i sin karrieres efterår hvor svanesangen “The Shootist” står som endnu et solidt eksempel, trængte igennem den harske hud og det barske panser han havde påtaget sig for at kunne leve op til sin status som amerikansk folkehelt og frihedssymbol, som Wayne dog vel at mærke selv havde gjort en ihærdig indsat for at opnå igennem sin lange og glorværdige karriere.

Netop dette enorme og imponerende bagkatalog af arketypiske westernkarakterer, der bl.a. også inkluderede John Waynes roller fra to tidligere Henry Hatthaway produktioner “North To Alaska” og “The Sons of Katie Elder”, drager The Duke stor fordel af i sin portrættering af sit metaforiske alter ego Rooster Cogburn, der emmer af en årelang erfaring som gennemsyrer det forholdsvis store korpus med tyngde og troværdighed gemt i hver eneste lille fure i kropsproget og den udstrålende attitude, mens han samtidig udfordrer sin ikoniske status med et stort glimt i øjet. Rooster Cogburn er så absolut det gamle West personificeret, men i mødet med Kim Darbys herligt viljefaste og rapmundede Mattie Ross bliver den gamle terrier det vilde West redefineret, hvilket befriende nok ikke sker i en form for feministisk tordnende moralprædiken men derimod, og paradoksalt nok kontrasten imellem dem taget i betragtning, på den aldrende US marshalls egne præmisser, da Mattie Ross egen overbevisninger og generelle livsfilosofi overraskende nok viser sig at krydse ind over hans holdningsmæssige territorium. Processen ud i at få de to hovedkarakter til at mødes på midten og dermed lade Rooster Cogburns fordomsfulde parader falde, eksekverer Henry Hattaway fornemt afbalanceret i sin helhed og med masser af tålmodighed i “True Grits” første halvdel, der udspiller sig som én lang og ofte meget munter karakteropbyggende verbal duel, som står i skærende kontrast til anden dels blodsudgydelser og brutale vold hvis følelsesmæssige effekt på den anden side nyder stor fordel af, fordi de indledende manøvre er så stærkt skrevet og spillet som de er. Kim Darby brillierer i høj grad med nerve og nærvær, samt tæft og timing i verdensklasse i disse tidlige scener med opgøret mod den perfide hestehandler Stonehill og den afsluttende konfrontation af den stangvisne Cogburn i hængekøjen som højdepunktet, hvor Matties determination og integritet bliver udstillet side om side med en emotionel skrøbelighed, skildret gennem affektionsværdien til sin faders æresbegrebs objekter, symboliseret i den trofaste seksløber fra borgerkrigen, der i filmen får sin helt egen rolle som gennemgående hyldest til en svunden tid.

Kombineret gør dette Darbys samlede ageren nuanceret, troværdig, herlig provokerende og knuselskelig beundringsværdig, kreerende en samlet præstation der fuld ud matcher John Waynes. “My god...she reminds me of me!“, udbryder den knarvorne marshall midtvejs i filmen med et stolt glimt i øjet til makkeren og Texas Rangeren La Bouefs store irritation, både over at se Matties Ross jernvilje træde i kraft på hans egen hjemmebane og desuden lytte til Cogburns accept af denne, der i den grad underminere den klassiske flødebolle cowboy og kvindebedåres normalt urokkelige overlegne placering i kønsrollemønstrets hierarki, og samtidig konfirmerer det stærke familiære bånd der opstår imellem den yngre og ældre generation, hvis fælles fodslag han ikke umiddelbart kan se logikken i at promovere på nogen som helst måde. Derfor er det da også ekstra frydefuldt at overvære, hvorledes Mattie tidligere i historien med ord alene afvæbner La Boeuf, der måske nok er en gudsbenådet gunslinger, men overfor sin kvindelige modstander, i scenen på hotellet, aldrig når at se han er blevet ramt og har tabt før røgen er væk igen, hvilket han i første omgang på det vilde ridt efter Pepper og Chaney da også føler sig tvunget til at reagere på, vel og mærke på en måde der er både patetisk, pinlig og uværdig. Som voldsepisoderne eskalerer og det ujævne team bliver rystet sammen ændres hans opfattelse af og respekt for Mattie ligeledes, og Glenn Campbell ender faktisk med, sit sparsomme repertoire til trods, at få gjort karakteren til en person man som tilskuer får respekt for, da det store showdown finder sted og den blodrøde streg i præriesandet trækkes, som endegyldigt markere trioens jordnære fællestræk, der forbinder dem på trods og tværs af køn, alder og status i samfundet.

Henry Hatthaways “True Grit” er og bliver en forrygende og top underholdende film med en fantastisk velskrevet og karakterdrevet historie der er ligeså skarp og humoristisk i sin dialog, som den er eksplosiv og brutal i sine actionsekvenser, og hvis samlede billedside samt især præstationerne fra Kim Darby og John Wayne, for evigt har sikret dette mesterværk en fortjent plads i western genrens storslåede hall of fame.

Fremragende film. Jeg kunne også godt lide genindspilningen, men jo mere jeg får den på afstand, jo mere synes jeg, at originalen på næsten alle områder er den overlegen.

#507 Jeg synes stadig Coen fortællingen trækker den unødvendigt og slutter på en "forkert tangent". Gode film, men vægter den originale med et hestehoved.

Bruce (505) skrev:

Flot gennemgang af en klassiker, som absolut ikke ligger under for nyindspilningen :) The Duke og The Dude, som samme karakter :) Mit eneste ankepunkt er Rhinestone Cowboy Glenn Campbell, som bringer lidt for meget 60'erne ind i fortællingen :)

Tak for de pæne ord. :)

Nu snakkede vi lidt om filmen sidst du anmeldte den, og der skal bestemt ikke herske nogen tvivl om, at jeg deler din opfattelse af Glenn Campbell. Det er tydeligt at han kæmper en brav kamp i første del af filmen, både med sin fremtoning og med at levere sine replikker, og her kan hans præstation ikke holde trit med hverken Kim Darby eller John Waynes. I anden del, og det kan måske have noget at gøre med at action scenerne tager en del af opmærksomheden, synes jeg derimod at Campbell får løftet sit skuespil og slipper i sidste ende, trods en ujævn præstation, med æren i behold. Man kan sagtens se på ham, at der er tale om en debutant, men omvendt så føler jeg ikke at det er så slemt igen at præstationen generer helhedsindtrykket af “True Grit”.

Collateral (507) skrev:

Jeg vil lige tillade mig at linke til en video, hvori den originale film, og genindspilningen sammenlignes. Jeg har ikke set originalen, og kan derfor ikke udtale mig om hvilken film der er bedst, men denne video fik mig under alle omstændigheder til at ændre mening om Cohen brødrenes måde at afslutte historien på, hvor jeg før var en tand kritisk overfor slutningen kan jeg nu faktisk godt se det fine ved den: http://thatguywiththeglasses.com/videolinks/thatgu...

Jeg er helt enig med Bruce og Benway i, at den originale “True Grit” er den bedste af de to udgaver og at remaket til gengæld har sine svagheder, ikke mindst i form af sin surrealistiske slutning der forvandler Cogburn til et supermenneske og fjerner det der er en af historiens største styrker, nemlig det jordnære og realistiske portræt af det vilde West. Det at Coen brødrene faktisk heller ikke har gjort et særlig stort stykke arbejde, hvis man tænker på måden de vælger at fortælle deres vision af historien på, hvor replikkerne og scenerne imellem indledningen og afslutningen nærmest er identiske i deres formidling med Henry Hathhaway og Marguerite Roberts, er heller ikke noget jeg er vildt imponeret over. Jeg synes faktisk det lidt grænser til det flabede, at Coen brødrene selv står krediteret for manuskriptet, når der er tale om forholdsvis minimale ændringer mellem de to manuskripter.

De har til gengæld været mere loyale overfor Charles Portis novelle ved det at deres indledning, (med voiceover hvor Mattie beskriver sin faders død), samt afslutningen, (hvor der springes frem i tiden), er inkluderet i deres version. For mit vedkommende virker Hathaway og Roberts intro, (hvor vi ser Mattie og Frank Ross tale sammen og vi ser Chaney begå mordet), langt mere effektiv med henblik på den samlede kontekst. Ligeså er finalen i 1969 versionen i mine øjne også langt bedre tænkt, både mht. La Bouef hvis handling og skæbne til sidst gør karakteren endnu mere beundringsværdi, og i måden Rooster Cogburn håndterer redningsaktionen på med hestevogn, hvilket bevare realismen i filmen frem for, som i den nye, at begive sig ud i en halv maraton som Jeff Bridges gør. Og så er der de sidste scener mellem Mattie og Cogburn, hvor man i den gamle version bliver i nutiden og elegant fletter hele det familiære tema sammen med de ting der sker i indledningen og den meget smukke og rørende scene Mattie og Cogburn har lidt over halvvejs i filmen, hvor han snakker om sin familie. For mig at se hersker der som helhed en langt bedre og bedre eksekveret kontekst i den gamle film.

Hvad det visuelle indtryk angår, så rammer Coen brødrene miljøbeskrivelsen klart mere præcist som det så ud dengang, og i rollen som La Boeuf kan ingen være i tvivl om, at Matt Damon kval sin store rutine gør en bedre figur end Glenn Campbell. Modsat er Robert Duvall som Ned Pepper i mine øjne en bedre skurk end Barry Pepper der, synes jeg, overspiller sin karakter. Hvad de to hovedroller angår er det næsten dødt løb, dog for mit vedkommende med Kim Darby og John Wayne i førersædet. Sammenligningen som Doug Walker laver i videoen du linker til er ganske interessant at se, men jeg har sgu svært ved at følge hans logik i, at Hailee Steinfelds portrættering er mere interessant, når det er Darbys version der besidder en væsentlig mere nuanceret tilgang til rollen. Og den måde han beskriver forskellene mellem den gamle og nye Rooster Cogburn på, har jeg sgu svært ved at ta’ seriøst. Synes netop denne rolle viser en side af John Wayne, som klart adskiller den fra mange af hans andre westerns, og de egenskaber som Doug Walker mener gør Jeff Bridges præstation bedre, besidder Waynes da så sandelig også både i forhold til sig selv og i sit forhold til Mattie.

Doug Walker har ret i, at remaket er mere råt og barskt i sit udtryk. Men historien er bestemt ikke mere kompleks og tankevækkende i forhold til version 1969, og da slet ikke pga. slutningen som Bruce også nævner slutter på en forkert tangent, der ikke tjener til filmens fordel på hverken den ene eller andet måde. Remaket er godt og solidt håndværk, men originalen vil for mig at se altid være den bedste af de to udgaver. :)