Fra at have manøvreret rundt i kærlighedens kriminelt snørklede og spektakulært udfordrende spindelvæv af traumatisk terapi og metaforisk mystik i det solbeskinnede San Francisco, skal vi nu have fundet den helt store vinterfrakke og der til hørende støvler frem, når turen nu fortsætter hen over det kolde og golde antarktiske landskab, i form af John Carpenters gåsehudsfremkaldende og isnende intense gyserklassiker, baseret på novellen “Who Goes There” af John W. Campbell.
”You guys think I'M crazy! Well, that's fine! Most of you don't know what's going on around here, but I'm damn well sure SOME of you do! You think that thing wanted to be an animal? No dogs make it a thousand miles through the cold! No, you don't understand! That thing wanted to be US!”
Midt i den bidende og blæsende kulde på Antarktis sætter to udsendte fra en norsk forskningsbase alt ind på at få likvideret en løbsk slædehund, hvis vilde ridt fra de både nærgående projektiler og eksplosive granater sender den og dens forfølgerne med direkte kurs mod en amerikansk base. Her forløber dagen for den knarvorne helikopterpilot R.J. MacReady, (Kurt Russell), og resten af teamet på sædvanlig halvkedelig facon med kun spil og sprut som et befriende afbræk fra de monotone pligter, da de pludselig får en brat opvågning fra syslerne ved at nordmændene lander udenfor og på desperat vis begynder at skyde løs i deres lejr, hvor de når at såre en enkelt inden den ene nordmand dør, da deres helikopter ved et panisk uheld springer i luften. Af hensyn til alles sikkerhed, og da den anden nordmand i forvejen virker temmelig psykopatisk i sin højtråbende advarsler rettet mod den ganske ordinære hund, vælger basens leder Garry, (Donald Moffat), at gøre kort proces med ham. Da chokket efterfølgende har lagt sig igen, skaderne er blevet talt op, og den sårede lappet sammen, beslutter stedets læge doktor Copper, (Richard Dysart), sig for, efter en hurtig vurdering med de andre, at flyve til den norske lejr for at undersøge forholdene i selskab med MacReady, der dog ikke er meget for at tage af sted pga. et kommende stormvejr, der i øvrigt også har gjort det umuligt for dem at komme i kontakt med resten af omverdenen. Han overtales dog alligevel og mens den kryptiske slædehund lunter rundt i kulissen derhjemme, ankommer duoen til den norske base, der på skræmmende vis befinder sig i en tilstand af kaos og forrådnelse. Efter at have skimmet den tomme gårdsplads begiver de sig i stedet indenfor men finder intet andet end nogle dokumenter, en videodagbog, og et makabert lig siddende ved radiobordet, og fortsætter til værelset ved siden af der til gengæld prydes at en stor isklump, hvor et eller andet tilsyneladende er blevet optøet fra.
Lettere mystificerede over hvad de har set, opdager de pludselig en besynderlig afbrændt bunke legemsdele, der minder om noget menneskeligt og sammen med dokumenterne beslutter MacReady og Copper at tage det med tilbage for nærmere inspektion. Da den bizarre sammensmeltning bliver lagt på operationsbordet, er de andre næsten ved at kaste op over synet og ikke mindst stanken, hvad der til gengæld ikke synes at genere deres seneste firbenede gæst, der i stedet nøjsomt opservere begivenhedernes gang. Mens stedets anden læge Blair, (Wilford Brimley), sammen med Copper foretager en obduktion af det makabre fund, og de andre spiller kort i kantinen, bliver basens hundetræner Clark, (Richard Masur), bedt om at smide den nye hund ind til de andre i deres bur. Men det skal hurtigt viser sig at være en usandsynlig dårlig ide, da den fremmede pludselig forvandles til en blodigt og aggressivt tentakelbefængt væsen, der slagter og assimilere flere af de andre hunde, inden Clark opdager hvad der er i gang med at ske. Samtidig hører MacReady tumult og skrig i det fjerne og slår derfor straks alarmen til for at samle teamet, der er ved at tabe både næse og mund, da rædslerne i buret åbenbares for deres øjne. MacReady bevarer dog roen og får hidkaldt den store og stærke Childs, (Keith David), til at sende monstret til de evige jagtmarker med sin flamme-kaster. Lidt efter i laboratoriet, mens alle er ved at få pulsen ned igen, tager Blair et nærmere kig på bæstet og kan konstatere, at det er i stand til at efterligne sine ofre. Et efterfølgende nærstudie af nordmændenes videodagbøger viser at de tilsyneladende er stødt på en ufo under en af deres ekspeditioner og efter en hurtig flyvetur til åstedet, kan MacReady ved selvsyn konstatere at de unægtelig har at gøre med et væsen fra det ydre rum. Med visheden om det ondsindede monsters evne til at assimilere og efterligne andre organismer, og med at et kraftigt og omklarende snevejr er under opsejling, begynder lejrkulleren og paranoiaen nu at gøre sit indtog på krop og sjæl, hvilket betyder at ingen længere føler de kan stole på hinanden. Kun tiden vil vise hvem, hvis nogen, der overlever dette rædselsvækkende mareridt...
“I know I'm human. And if you were all these things, then you'd just attack me right now, so some of you are still human. This thing doesn't want to show itself, it wants to hide inside an imitation. It'll fight if it has to, but it's vulnerable out in the open. If it takes us over, then it has no more enemies, nobody left to kill it. And then it's won.”
Efter at have bevæget sig rundt i lowbudget land siden karrieren tog sin begyndelse tilbage i starten af 70’erne, slog John Carpenter endegyldigt sit navn fast med to suspense dominerede film i nervepirrende skikkelse af slasher mesterværket “Halloween” og den fremragende sci-fi thriller “Escape From New York”, der både cementerede ham som en af gysets mestre og samtidig åbnede dørene på vid gab til de store studier, som nu var klar til at rulle hele den blodrøde løber ud under hans visionære greb om genren. Senere udmundede det sig i et samarbejde med Universal Pictures, som hyrede Carpenter til at stå i spidsen for endnu en filmatisering af John W. Campbells novelle, der tidligere havde set dagens lys i frygtindgydende form af hhv. “The Thing From Another World”, (1951), og “Invasion of The Body Snatchers”, (1956), der begge også fungerede perfekt eksekveret som en allegori over den kolde krig mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen og den dertil hørende ubehagelige kommunistforskrækkelse opildnet under ledelse af den fanatiske senator Joseph McCarthy. Trods mange års adskillelse mellem de to versioner og Carpenters “The Thing” i 80’erne, var der dog ikke mange ting der havde ændret sig mellem de to lande, og truslen om en invasion fra den røde hær levede desværre stadig i bedste velgående i perioden, hvor den republikanske Ronald Reagan sad ved magten i det hvide hus. Og netop den sitrende stemning udsprunget af panisk paranoia og frygt for det ukendte lykkedes det på mesterlig vis med for Carpenter og co. at få omsat på lærredet, så det straks løber kold ned af ryggen på tilskueren allerede i filmens mystificerende åbningssekvens, hvor den legendariske komponist Ennio Morriconne, under stærk indflydelse af John Carpenters velkendte minimalistisk klingende og ekstremt effektive musikalske touch, lægger grundlaget for den senere hen næsten åndeløse klaustrofobiske intensitet, som via dragende kamerabevægelser styrer filmens protagonister rundt i manegen under deres duel mod det på alle mulige tænkelige måder groteske og brutalt blodige bæst og dets grusomme eskapader.
Selv om der ikke kan herske nogen som helst tvivl om, at langt størstedelen af filmens fokus er rettet imod Rob Bottin og Stan Winstons fabelagtige og surrealistisk ulækre effekter i “The Thing”, ja så formår Carpenter stadigvæk, selv om det ikke er dybe karakterportrætter der er tale om, at få skabt empati for det 12 mands store team og gjort deres konflikter vedkommende efterhånden som presset øges og de tidligere banale forbehold, det antydes de har haft med hinanden pludselig begynders at stige op til overfladen og viser sit grimme ansigt frem, forstærket af det ydre og indre stormvejr i lejren. Mest markant skitseret, hvilket dog ikke er spor overraskende qua Carpenters traditionelle antihelt koncept og medfølgende antiautoritære kontrast, er det autoritets-figuren Dr. Blair, (der om nogen repræsentere det totale massehysteri og dets medfølgende kædereaktion, resulterende i et eksistentielt samfundskollaps), og den sammenbidte menigmand R.J. MacReady, (som trods et indledningsvis nederlag til et skakcomputer illustrer at han er i stand til at bevare det kølige overblik, når det virkelig gælder), der får lov at fylde mest i handlingen og hvis sammenstød i sidste ende giver det simple koncept rigeligt med kød på, selv om der lige ved første øjekast manuskriptmæssigt set er skåret helt ind til benet. Som den paranoia besatte Dr. Blair leverer Wilford Brimley, der i løbet af karrieren har svælget sig i utallige overbevisende solide birolle præstationer, en skræmmende ubehagelig indsats der i størstedelen af plottet smart, med henblik på den suspensemæssige opbygning og uforudsigelighed, holder tilskueren hen i uvished om, hvorledes hans intentioner er baseret ud fra sin menneskelige overbevisning, eller om det i virkeligheden måske er monstret i ham der taler. Det er dog uden tvivl Kurt Russell i den altoverskyggende hovedrolle som den melankolske og fandenivoldske MacReady, der stjæler hver en scene han er med i, og hvis attitude bæres frem af en først afdæmpet analyse af sine omgivelser og senere determineret fightervilje, som i fællesskab gør ham i stand til at give den ultimative og perverst dissekerende ondskab kamp til stregen, så man sidder helt ude på kanten af sædet i spænding om udfaldet.
Med alle John Carpenters film i bagagen er der ikke nogen tvivl hos undertegnede om, at “The Thing” er og bliver hans ubestridte mesterværk i hans lange og efterhånden brogede karriere. En sci-fi gyser der snildt kan måle sig med de helt store, og som omsætter sit underliggende koldkrigstema på absolut fornemmeste facon i symbiose med de makabre effekter, så man er sikker på at have budskaberne siddende på nethinden for evigt. Afslutningsvis har jeg fundet en gammel mini dokumentar om “The Thing” frem, som man kan se hvis man skulle have lyst til det. Og så vil jeg desuden gerne varmt anbefale bogen ”John Carpenter - Prince of Darkness”, hvis man vil stifte nærmere bekendtskab med ham og hans film, samt Howard Hawks “The Thing From Another World”, som i sin nyeste 2 disc udgivelse i øvrigt indeholder et glimrende kommentarspor af John Carpenter.
Jeg var også vild med The Thing, men synes langsomt den begynder at tabe pusten. Den forekommer mig lidt ufrivillig komisk og Carpenter er squ for vulgær. Holder ikke ligeså fantastisk godt som f eks Alien.
Fra isnende uhygge og snedækket suspense, liggende som en klaustrofobisk kappe over dets blå, hvide og blodrøde konflikter af makabert tankespind, går den filmhistoriske rejse denne gang mod varmere og helt anderledes muntre himmelstrøg, når vi nu skal med om bord på verdens suverænt bedste eventyr, i spektakulært underholdende selskab med alle tiders charmerende gavtyv Indiana Jones og hans guide i skikkelse af en yderst veloplagt og sprudlende Steven Spielberg.
”Oh, Marcus. What are you trying to do, scare me? You sound like my mother. We've known each other for a long time. I don't believe in magic, a lot of superstitious hocus pocus. I'm going after a find of incredible historical significance, you're talking about the boogie man. Besides, you know what a cautious fellow I am.”
Året er 1936 og et sted på det sveddryppende sydamerikanske kontinent er en mindre ekspedition anført af den ihærdige arkæolog Indiana Jones, (Harrison Ford), i færd med at foretage en farefuld rejse gennem junglen, søgende efter en sagnomspunden figur af det pureste guld. Næsten fremme ved målet må Jones dog erkendte at både overtro og grådighed har et mere end godt tag i hans medhjælpere, så efter en udfordrende og nervepirrende erobring af det tilbedte objekt ender den piskesvingende amerikaner mutters alene i kløerne på konkurrenten og ærkefjenden, den djævelsk udspekulerede dr. Belloq, (Paul Freeman), der ikke er sen til at sende Jones på panisk flugt med en horde af aggressive stammefolk efter sig. På mirakuløs vis lykkedes det at undslippe med livet i behold og dagen efter befinder den dødsforagtende arkæolog sig atter under mere rolige forhold tilbage i trygge rammer som underviser på Harvard universitetet. Midt i et længere foredrag hvor klassens studiner har mere travlt med at sukke efter den smækre lærer, bliver han pludselig afbrudt af sin kollega og gamle ven, professor Marcus Brody, (Denholm Elliot), der tager ham med til auditoriet, hvor et par folk fra regeringen venter hans ankomst. Jones er straks mistænkelig over deres pludselig tilstedeværelse, men erfarer så at de via en aflytning af hans forhenværende svigerfar Abner Ravenwood er blevet bekendt med at nazisterne, under ledelse af den okkult fikserede Adolf Hitler, er kommet på sporet af den intet mindre end guddommelige pagtens ark, der ligger begravet et sted i Cairo og som ifølge legenden skulle gøre dens ejermænd uovervindelige. For helt præcist at kunne lokalisere arken mangler de perfide prøjsere dog stadig en vigtig medaljon, som Jones heldigvis har en god ide om hvem der ligger inde med, nemlig hans gamle kæreste Marion.
Kort efter lykkedes det Markus at få sat en aftale i stand med universitetet samt de to udsendte embedsmænd og med udsigten til fornyet spænding i tilværelsen samt et gensyn med den smækre Marion, (Karen Allen), tager den eventyrlystne Jones af sted til hendes kro i Nepal for at komme de grumme nazister i forkøbet, erhverve sig medaljonen og derved få sat en kæp i hjulet på Hitlers forrykte plan. Da Jones endelig når frem til den mindre landsbykro, er gensynsglæden dog til at tage og føle på fra Marions side, der stadigvæk ikke har tilgivet ham, at han ofrede hende til fordel for sin egen karriere flere år tilbage. Trods en massiv charmeoffensiv får han derfor ikke held til at lokke medaljonen fra hende i første omgang, men da en god stak dollars melder deres ankomst, går hun med til at sælge den til ham næste dag og byder ham derpå adieu. Knap er bulen dog ryddet og den forsmåede eventyrer forsvundet ud i natten før en gruppe slyngler, anført af den sadistiske SS major Arnold Toth, (Ronald Lacey), pludselig banker på døren parat til at sikre sig medaljonen med alle tænkelige midler. Uheldigvis for dem er Marion ikke lige typen der lægger sig ned, og da Jones kort efter dukker op igen, lykkedes det dem i fællesskab at få besejret slynglerne og sendt den perverse Toth helt ud i kulden. En lang flyvetur senere og en efterfølgende hyggelig sludder med Indys gamle ven Sallah, (John Rhys-Davies), der kender alt og alle i Cairo og omegn og bl.a. kan informere om at nazisterne nu samarbejder med ærkefjenden dr. Belloq, fører i sidste ende Jones mod tyskernes udgravning og den sagnomspundne ark med de overnaturlige kræfter. Som om den enorme hær ikke var rigeligt at håndtere forværres situation dog i mellemtiden yderligere, da Marion bliver bortført og holdt som gidsel i håbet om eliminere hans motivation. Hvad de nederdrægtige slyngler bare ikke er klar over er, at deres trussel i stedet blot bliver endnu mere benzin på bålet hos deres amerikanske modstander, der nu ekstra opsat og mere sammenbidt end før sætter alt ind på at få nazisterne ned med nakken, reddet Marion, og sikret arken fra at ende som dommedagsvåben i ondskabens højborg.
”You and I are very much alike. Archeology is our religion, yet we have both fallen from the pure faith. Our methods have not differed as much as you pretend. I am but a shadowy reflection of you. It would take only a nudge to make you like me. To push you out of the light.”
Som en yderst vigtig ingrediens ud i at få skabt den helt rigtige kriblende og magiske entusiasme blandt publikum i 1930’ernes og 40’ernes bugnende biografsale, der lå indhyllet i en herlig duft af knasende popcorn og blandede bolsjer, bestod det faste program på underholdningsbarometeret der skulle bakke hovedattraktionen op af diverse skrupskøre tegnefilm og kulørte kortfilm. Specielt sidstnævnte huskes bl.a. for muntre eventyr så som “Tarzan”, “Flash Gordon” og “RocketMan”, hvis fascination udsprang af den klassiske cliffhanger formular hvor den karismatiske helt og hans ofte kvindelige sidekick konstant havnede i faretruende situationer, man så efterfølgende kunne se frem til klimakset på i den kommende uge i biografen. Som børn og teenagere elskede både Steven Spielberg og producer & medforfatter George Lucas disse heroiske historier og deres eventyrlige eskapisme højt, og det var da også lige præcis denne energiske kærlighed til fortidens filmmagi og dens medrivende formel, der i sidste ende overbeviste Paramount Pictures, på trods af udelukkende negativ respons fra alle andre, om at give grønt lys til duoens storslåede og temmelig dyre projekt med den piskesvingende og fedora klædte stratenrøver Indiana Jones i hovedrollen. Den beslutning kan man vist roligt konstatere var en usandsynlig god en af slagsen for allerede i filmens indledende scener, da Harrison Ford træder ud af skyggen og afslører sit charmerede ansigt på sin senere hen ikoniske rolle akkompagneret af John Williams forrygende og stemningsfulde underlægningsmusik, er man ikke et sekund i tvivl om at noget spektakulært er i vente forude. Og forventningens glæde bliver da også fulgt op med det samme, da Spielberg og co. får alle elementer til at gå op i en højere enhed i en af de mest nervepirrende, intense og underholdende åbningsmontager i filmhistorien, præget af et tempo og en timing så man efterlades nærmest åndeløs, mens gode gamle Indy kæmper en brav kamp zigzaggende ind og ud mellem fugleedderkopper, giftpile, rullende kæmpesten og mavesure pygmæer i en lind strøm.
Inden det næste sæt af handlingsmæssige dominobrikker bliver sat til at vælte i et hæsblæsende tempo, hvor Karen Allen som den fyrige Marion desuden får rig mulighed til at udfolde sig som en diametral og handlekraftig modsætning til inspirationskildernes traditionelle kvinderoller, hiver Spielberg fornuftigt nok i håndbremsen i scenen hvor hhv. arkens legendariske baggrundshistorie og Hitlers dommedags plan åbenbares og de markante religiøse undertoner elegant sammenflettes i opdelingen af det gode og det onde, hvilket Spielberg under Indys efterfølgende og direkte duel mod nazismen da heller ikke på nogen måder forsøger at underspille forskellen på. Nuancerne på de to fronter er der dog alligevel, (og heldigvis må man tilføje, så hovedkaraktererne dermed udgår at fremstå endimensionelle), blevet plads til undervejs de mange løjer, her skildret igennem Indy og Belloqs primært verbale konfrontationer der ikke underligt, taget i betragtning af George Lucas input, bærer et ganske forunderligt, referencemæssigt og herligt præg af, at fremstå som et Darth Vader/Luke Skywalker lignende forhold hvor dr. Belloq, (herlig slesk og arrogant spillet af Paul Freeman, der udgør en fantastisk modstander som Indys skyggefulde spejlbillede), konstant forsøger at tale til hans underliggende begær og prestigen i at tilrane sig den magtfulde pagtens ark for evt. at lokke ham over til the dark side. Selv om Indy dog aldrig er et sekund i tvivl om hvor hans loyalitetsforhold ligger, er det ganske interessant at lægge mærke til hans frustrerede måde at reagere på, når Belloq begynder at sammenligne dem med hinanden, fordi han godt er klar over at parallellerne eksistere men ikke er meget for at se dem i øjnene. Således lykkedes Spielberg på beundringsværdigt facon at kreere en helt som man først og fremmest elsker pga. hans fandenivoldskhed og dedikation, (der kommer aller bedst til udtryk med et glimt i øjet og djævelsk smil på læben i den mesterligt koreograferede lastbils-scene), men hvis måde, (sammenlignelige med fjendens handlinger i at nå målet på og dermed brud på flere af de 10 bud), modsat heller ikke bliver negligeret, da arkens guddommelige indgriben indtræffer, hvilket fornemt understreges af Indy og Marions måde at agere på i finalen.
Selv om det absolut er underholdningens action-adventure stemning, der er i højsædet hos Steven Spielberg og co. og som effektivt og på magisk vis sørger for at holde pulsen oppe, så man kan høre hjerteblodets livsbekræftende banken på flere kilometers afstand, er handlingen stadigvæk skrevet og eksekveret med en intelligens og et kreativt sind bag løjerne, der gør karaktererne til vedkommende helstøbte menneske, (ved bl.a. at integrere deres svagheder), og historien med dens religiøse subtekst dybt fascinerede i sin parallel over ondskaben og godheden, samt de mange gråzoner der huserer iblandt, især i de perioder hvor krigssituationer får det værste frem hos alle mennesker.
“Raiders of The Lost Ark” har med dette vidunderligt underholdende og tankevækkende sammensurium så sandelig fortjent sin plads i historiebøgerne, hvor den da også efter min bedste overbevisning stadig vil være at finde mange år ud i fremtiden. Og lad os så her på falderebet nok engang lytte til maistroen John Williams helt igennem sublime score for fuld udblæsning.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Tjah, jeg kan af indlysende årsager kun bifalde dette valg. Selvom jeg ikke synes, at 'Raiders' er den bedste eventyrfilm nogensinde, så er det afgjort en af de bedste.
Indiana Jones er en af filmhistoriens bedste figurer, og Harrison Ford er fantastisk i rollen.
NightHawk (544) skrev:
en helt som man først og fremmest elsker pga. hans fandenivoldskhed og dedikation, (der kommer aller bedst til udtryk med et glimt i øjet og djævelsk smil på læben i den mesterligt koreograferede lastbils-scene),
Indiana Jones er en af de film hvor jeg kom lidt sent til faddet, og dermed har jeg ingen nostalgi bundet til filmene (ikke at jeg ved om du har det). Men det gør imidlertid ikke så meget, da jeg stadig finder filmen(e) enormt underholdende, og meget overbevisende udført. Min favorit må dog nok blive den oprindelige trilogis sidste film. Sean Connery giver simpelthen et ekstra lag humor. Med det sagt er Raiders et godt og oplagt valg, og din anmeldelse retfærdiggøre i den grad (som om det var nødvendigt ;P) 17. pladsen på din listen. Tak for god læsning :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#544 Ja du har helt ret. Det er sgu godt skælmsk eventyr, når det er bedst :) Indy bragte 30'ernes små serials eventyr tilbage, opdateret til det brede lærred og ved premieren i 1981 med et højtravende lydspor, morede folk sig storslået.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Tjah, jeg kan af indlysende årsager kun bifalde dette valg. Selvom jeg ikke synes, at 'Raiders' er den bedste eventyrfilm nogensinde, så er det afgjort en af de bedste.
Indiana Jones er en af filmhistoriens bedste figurer, og Harrison Ford er fantastisk i rollen.
Hehe ... jeg elsker den sekvens. :-)
Der er også en ret herlig in-joke her fra Steven Spielbergs side, da Indy ryger ud igennem vinduet og griber fat om Mercedes mærket, (et symbol på den tyske styrke og stolthed), der så knækker af stort set med det samme, Indy tager fat i det. Det synes jeg sgu er ret morsomt fundet på. :)
Collateral (546) skrev:
Indiana Jones er en af de film hvor jeg kom lidt sent til faddet, og dermed har jeg ingen nostalgi bundet til filmene (ikke at jeg ved om du har det). Men det gør imidlertid ikke så meget, da jeg stadig finder filmen(e) enormt underholdende, og meget overbevisende udført. Min favorit må dog nok blive den oprindelige trilogis sidste film. Sean Connery giver simpelthen et ekstra lag humor. Med det sagt er Raiders et godt og oplagt valg, og din anmeldelse retfærdiggøre i den grad (som om det var nødvendigt ;P) 17. pladsen på din listen. Tak for god læsning :)
Tak for dine kommentarer. :)
Jeg må indrømme, at jeg også var lidt i tvivl om det skulle være "Raiders of The Lost Ark", eller "The Last Crusade", der skulle med på listen, da jeg også ligesom dig er meget glad for sidstnævnte film. Men valgte så i sidste ende "Raiders...", nok fordi jeg har et lidt mere nostalgisk forhold til den film i trilogien end de andre, ud over at den kvalitetsmæssigt selvfølgelig også er helt oppe og ringe. :)
Bruce (547) skrev:
#544 Ja du har helt ret. Det er sgu godt skælmsk eventyr, når det er bedst :) Indy bragte 30'ernes små serials eventyr tilbage, opdateret til det brede lærred og ved premieren i 1981 med et højtravende lydspor, morede folk sig storslået.
Det er ret sjovt med denne her helt særlige serials stemning, for selv om jeg først er født i 76, ja så voksede mig og min bror op i en tv periode, hvor det kun var DR1, som kørte over skærmen. Dengang kan jeg huske, at de et par gange om ugen og især i weekenderne viste "Tarzan" med Johnny Weizmüller og "Flash Gordon" med Buster Crabbe, som min bror og jeg elskede at sidde og se, mens vi proppede munden med popcorn og kage. Senere da "Troldspejlet" startede i 1989, kan jeg huske, at de så kombinerede det med forskellige serials bl.a. "Dick Tracy" og "Rocketeer"/RocketMan". Ah yes, det var sgu gode tider. Så derfor kan jeg sagtens sætte mig ind i, hvordan det må have været at glæde sig til de små serials dengang i 30'erne/40'erne. :)
I dag selv om der eksisterere 700 satellit kanaler, så må man jo desværre se langt efter disse serials. Men så er det jo heldigvis godt, at man kan få stillet sit nostalgi trip med de mange DVD udgivelser der findes, og jeg skal da også have bestilt de to "Tarzan" bokse hjem næste gang jeg køber ind til samlingen. :)
Åkepool (548) skrev:
Klassefilm.
Det er så sandt, som det er sagt! :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#541 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/The-Thing-Blu-ray-Region-F...
Fra at have manøvreret rundt i kærlighedens kriminelt snørklede og spektakulært udfordrende spindelvæv af traumatisk terapi og metaforisk mystik i det solbeskinnede San Francisco, skal vi nu have fundet den helt store vinterfrakke og der til hørende støvler frem, når turen nu fortsætter hen over det kolde og golde antarktiske landskab, i form af John Carpenters gåsehudsfremkaldende og isnende intense gyserklassiker, baseret på novellen “Who Goes There” af John W. Campbell.
”You guys think I'M crazy! Well, that's fine! Most of you don't know what's going on around here, but I'm damn well sure SOME of you do! You think that thing wanted to be an animal? No dogs make it a thousand miles through the cold! No, you don't understand! That thing wanted to be US!”
Midt i den bidende og blæsende kulde på Antarktis sætter to udsendte fra en norsk forskningsbase alt ind på at få likvideret en løbsk slædehund, hvis vilde ridt fra de både nærgående projektiler og eksplosive granater sender den og dens forfølgerne med direkte kurs mod en amerikansk base. Her forløber dagen for den knarvorne helikopterpilot R.J. MacReady, (Kurt Russell), og resten af teamet på sædvanlig halvkedelig facon med kun spil og sprut som et befriende afbræk fra de monotone pligter, da de pludselig får en brat opvågning fra syslerne ved at nordmændene lander udenfor og på desperat vis begynder at skyde løs i deres lejr, hvor de når at såre en enkelt inden den ene nordmand dør, da deres helikopter ved et panisk uheld springer i luften. Af hensyn til alles sikkerhed, og da den anden nordmand i forvejen virker temmelig psykopatisk i sin højtråbende advarsler rettet mod den ganske ordinære hund, vælger basens leder Garry, (Donald Moffat), at gøre kort proces med ham. Da chokket efterfølgende har lagt sig igen, skaderne er blevet talt op, og den sårede lappet sammen, beslutter stedets læge doktor Copper, (Richard Dysart), sig for, efter en hurtig vurdering med de andre, at flyve til den norske lejr for at undersøge forholdene i selskab med MacReady, der dog ikke er meget for at tage af sted pga. et kommende stormvejr, der i øvrigt også har gjort det umuligt for dem at komme i kontakt med resten af omverdenen. Han overtales dog alligevel og mens den kryptiske slædehund lunter rundt i kulissen derhjemme, ankommer duoen til den norske base, der på skræmmende vis befinder sig i en tilstand af kaos og forrådnelse. Efter at have skimmet den tomme gårdsplads begiver de sig i stedet indenfor men finder intet andet end nogle dokumenter, en videodagbog, og et makabert lig siddende ved radiobordet, og fortsætter til værelset ved siden af der til gengæld prydes at en stor isklump, hvor et eller andet tilsyneladende er blevet optøet fra.
Lettere mystificerede over hvad de har set, opdager de pludselig en besynderlig afbrændt bunke legemsdele, der minder om noget menneskeligt og sammen med dokumenterne beslutter MacReady og Copper at tage det med tilbage for nærmere inspektion. Da den bizarre sammensmeltning bliver lagt på operationsbordet, er de andre næsten ved at kaste op over synet og ikke mindst stanken, hvad der til gengæld ikke synes at genere deres seneste firbenede gæst, der i stedet nøjsomt opservere begivenhedernes gang. Mens stedets anden læge Blair, (Wilford Brimley), sammen med Copper foretager en obduktion af det makabre fund, og de andre spiller kort i kantinen, bliver basens hundetræner Clark, (Richard Masur), bedt om at smide den nye hund ind til de andre i deres bur. Men det skal hurtigt viser sig at være en usandsynlig dårlig ide, da den fremmede pludselig forvandles til en blodigt og aggressivt tentakelbefængt væsen, der slagter og assimilere flere af de andre hunde, inden Clark opdager hvad der er i gang med at ske. Samtidig hører MacReady tumult og skrig i det fjerne og slår derfor straks alarmen til for at samle teamet, der er ved at tabe både næse og mund, da rædslerne i buret åbenbares for deres øjne. MacReady bevarer dog roen og får hidkaldt den store og stærke Childs, (Keith David), til at sende monstret til de evige jagtmarker med sin flamme-kaster. Lidt efter i laboratoriet, mens alle er ved at få pulsen ned igen, tager Blair et nærmere kig på bæstet og kan konstatere, at det er i stand til at efterligne sine ofre. Et efterfølgende nærstudie af nordmændenes videodagbøger viser at de tilsyneladende er stødt på en ufo under en af deres ekspeditioner og efter en hurtig flyvetur til åstedet, kan MacReady ved selvsyn konstatere at de unægtelig har at gøre med et væsen fra det ydre rum. Med visheden om det ondsindede monsters evne til at assimilere og efterligne andre organismer, og med at et kraftigt og omklarende snevejr er under opsejling, begynder lejrkulleren og paranoiaen nu at gøre sit indtog på krop og sjæl, hvilket betyder at ingen længere føler de kan stole på hinanden. Kun tiden vil vise hvem, hvis nogen, der overlever dette rædselsvækkende mareridt...
“I know I'm human. And if you were all these things, then you'd just attack me right now, so some of you are still human. This thing doesn't want to show itself, it wants to hide inside an imitation. It'll fight if it has to, but it's vulnerable out in the open. If it takes us over, then it has no more enemies, nobody left to kill it. And then it's won.”
Efter at have bevæget sig rundt i lowbudget land siden karrieren tog sin begyndelse tilbage i starten af 70’erne, slog John Carpenter endegyldigt sit navn fast med to suspense dominerede film i nervepirrende skikkelse af slasher mesterværket “Halloween” og den fremragende sci-fi thriller “Escape From New York”, der både cementerede ham som en af gysets mestre og samtidig åbnede dørene på vid gab til de store studier, som nu var klar til at rulle hele den blodrøde løber ud under hans visionære greb om genren. Senere udmundede det sig i et samarbejde med Universal Pictures, som hyrede Carpenter til at stå i spidsen for endnu en filmatisering af John W. Campbells novelle, der tidligere havde set dagens lys i frygtindgydende form af hhv. “The Thing From Another World”, (1951), og “Invasion of The Body Snatchers”, (1956), der begge også fungerede perfekt eksekveret som en allegori over den kolde krig mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen og den dertil hørende ubehagelige kommunistforskrækkelse opildnet under ledelse af den fanatiske senator Joseph McCarthy. Trods mange års adskillelse mellem de to versioner og Carpenters “The Thing” i 80’erne, var der dog ikke mange ting der havde ændret sig mellem de to lande, og truslen om en invasion fra den røde hær levede desværre stadig i bedste velgående i perioden, hvor den republikanske Ronald Reagan sad ved magten i det hvide hus. Og netop den sitrende stemning udsprunget af panisk paranoia og frygt for det ukendte lykkedes det på mesterlig vis med for Carpenter og co. at få omsat på lærredet, så det straks løber kold ned af ryggen på tilskueren allerede i filmens mystificerende åbningssekvens, hvor den legendariske komponist Ennio Morriconne, under stærk indflydelse af John Carpenters velkendte minimalistisk klingende og ekstremt effektive musikalske touch, lægger grundlaget for den senere hen næsten åndeløse klaustrofobiske intensitet, som via dragende kamerabevægelser styrer filmens protagonister rundt i manegen under deres duel mod det på alle mulige tænkelige måder groteske og brutalt blodige bæst og dets grusomme eskapader.
Selv om der ikke kan herske nogen som helst tvivl om, at langt størstedelen af filmens fokus er rettet imod Rob Bottin og Stan Winstons fabelagtige og surrealistisk ulækre effekter i “The Thing”, ja så formår Carpenter stadigvæk, selv om det ikke er dybe karakterportrætter der er tale om, at få skabt empati for det 12 mands store team og gjort deres konflikter vedkommende efterhånden som presset øges og de tidligere banale forbehold, det antydes de har haft med hinanden pludselig begynders at stige op til overfladen og viser sit grimme ansigt frem, forstærket af det ydre og indre stormvejr i lejren. Mest markant skitseret, hvilket dog ikke er spor overraskende qua Carpenters traditionelle antihelt koncept og medfølgende antiautoritære kontrast, er det autoritets-figuren Dr. Blair, (der om nogen repræsentere det totale massehysteri og dets medfølgende kædereaktion, resulterende i et eksistentielt samfundskollaps), og den sammenbidte menigmand R.J. MacReady, (som trods et indledningsvis nederlag til et skakcomputer illustrer at han er i stand til at bevare det kølige overblik, når det virkelig gælder), der får lov at fylde mest i handlingen og hvis sammenstød i sidste ende giver det simple koncept rigeligt med kød på, selv om der lige ved første øjekast manuskriptmæssigt set er skåret helt ind til benet. Som den paranoia besatte Dr. Blair leverer Wilford Brimley, der i løbet af karrieren har svælget sig i utallige overbevisende solide birolle præstationer, en skræmmende ubehagelig indsats der i størstedelen af plottet smart, med henblik på den suspensemæssige opbygning og uforudsigelighed, holder tilskueren hen i uvished om, hvorledes hans intentioner er baseret ud fra sin menneskelige overbevisning, eller om det i virkeligheden måske er monstret i ham der taler. Det er dog uden tvivl Kurt Russell i den altoverskyggende hovedrolle som den melankolske og fandenivoldske MacReady, der stjæler hver en scene han er med i, og hvis attitude bæres frem af en først afdæmpet analyse af sine omgivelser og senere determineret fightervilje, som i fællesskab gør ham i stand til at give den ultimative og perverst dissekerende ondskab kamp til stregen, så man sidder helt ude på kanten af sædet i spænding om udfaldet.
Med alle John Carpenters film i bagagen er der ikke nogen tvivl hos undertegnede om, at “The Thing” er og bliver hans ubestridte mesterværk i hans lange og efterhånden brogede karriere. En sci-fi gyser der snildt kan måle sig med de helt store, og som omsætter sit underliggende koldkrigstema på absolut fornemmeste facon i symbiose med de makabre effekter, så man er sikker på at have budskaberne siddende på nethinden for evigt. Afslutningsvis har jeg fundet en gammel mini dokumentar om “The Thing” frem, som man kan se hvis man skulle have lyst til det. Og så vil jeg desuden gerne varmt anbefale bogen ”John Carpenter - Prince of Darkness”, hvis man vil stifte nærmere bekendtskab med ham og hans film, samt Howard Hawks “The Thing From Another World”, som i sin nyeste 2 disc udgivelse i øvrigt indeholder et glimrende kommentarspor af John Carpenter.
The Making of The Thing :
https://www.amazon.co.uk/John-Carpenter-Exclusive-...
https://www.amazon.co.uk/Thing-Another-World-DVD/d...
#542 Babo Rises 13 år siden
#543 Åkepool 13 år siden
#544 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/gp/product/B0014CDVEU/ref=...
Fra isnende uhygge og snedækket suspense, liggende som en klaustrofobisk kappe over dets blå, hvide og blodrøde konflikter af makabert tankespind, går den filmhistoriske rejse denne gang mod varmere og helt anderledes muntre himmelstrøg, når vi nu skal med om bord på verdens suverænt bedste eventyr, i spektakulært underholdende selskab med alle tiders charmerende gavtyv Indiana Jones og hans guide i skikkelse af en yderst veloplagt og sprudlende Steven Spielberg.
”Oh, Marcus. What are you trying to do, scare me? You sound like my mother. We've known each other for a long time. I don't believe in magic, a lot of superstitious hocus pocus. I'm going after a find of incredible historical significance, you're talking about the boogie man. Besides, you know what a cautious fellow I am.”
Året er 1936 og et sted på det sveddryppende sydamerikanske kontinent er en mindre ekspedition anført af den ihærdige arkæolog Indiana Jones, (Harrison Ford), i færd med at foretage en farefuld rejse gennem junglen, søgende efter en sagnomspunden figur af det pureste guld. Næsten fremme ved målet må Jones dog erkendte at både overtro og grådighed har et mere end godt tag i hans medhjælpere, så efter en udfordrende og nervepirrende erobring af det tilbedte objekt ender den piskesvingende amerikaner mutters alene i kløerne på konkurrenten og ærkefjenden, den djævelsk udspekulerede dr. Belloq, (Paul Freeman), der ikke er sen til at sende Jones på panisk flugt med en horde af aggressive stammefolk efter sig. På mirakuløs vis lykkedes det at undslippe med livet i behold og dagen efter befinder den dødsforagtende arkæolog sig atter under mere rolige forhold tilbage i trygge rammer som underviser på Harvard universitetet. Midt i et længere foredrag hvor klassens studiner har mere travlt med at sukke efter den smækre lærer, bliver han pludselig afbrudt af sin kollega og gamle ven, professor Marcus Brody, (Denholm Elliot), der tager ham med til auditoriet, hvor et par folk fra regeringen venter hans ankomst. Jones er straks mistænkelig over deres pludselig tilstedeværelse, men erfarer så at de via en aflytning af hans forhenværende svigerfar Abner Ravenwood er blevet bekendt med at nazisterne, under ledelse af den okkult fikserede Adolf Hitler, er kommet på sporet af den intet mindre end guddommelige pagtens ark, der ligger begravet et sted i Cairo og som ifølge legenden skulle gøre dens ejermænd uovervindelige. For helt præcist at kunne lokalisere arken mangler de perfide prøjsere dog stadig en vigtig medaljon, som Jones heldigvis har en god ide om hvem der ligger inde med, nemlig hans gamle kæreste Marion.
Kort efter lykkedes det Markus at få sat en aftale i stand med universitetet samt de to udsendte embedsmænd og med udsigten til fornyet spænding i tilværelsen samt et gensyn med den smækre Marion, (Karen Allen), tager den eventyrlystne Jones af sted til hendes kro i Nepal for at komme de grumme nazister i forkøbet, erhverve sig medaljonen og derved få sat en kæp i hjulet på Hitlers forrykte plan. Da Jones endelig når frem til den mindre landsbykro, er gensynsglæden dog til at tage og føle på fra Marions side, der stadigvæk ikke har tilgivet ham, at han ofrede hende til fordel for sin egen karriere flere år tilbage. Trods en massiv charmeoffensiv får han derfor ikke held til at lokke medaljonen fra hende i første omgang, men da en god stak dollars melder deres ankomst, går hun med til at sælge den til ham næste dag og byder ham derpå adieu. Knap er bulen dog ryddet og den forsmåede eventyrer forsvundet ud i natten før en gruppe slyngler, anført af den sadistiske SS major Arnold Toth, (Ronald Lacey), pludselig banker på døren parat til at sikre sig medaljonen med alle tænkelige midler. Uheldigvis for dem er Marion ikke lige typen der lægger sig ned, og da Jones kort efter dukker op igen, lykkedes det dem i fællesskab at få besejret slynglerne og sendt den perverse Toth helt ud i kulden. En lang flyvetur senere og en efterfølgende hyggelig sludder med Indys gamle ven Sallah, (John Rhys-Davies), der kender alt og alle i Cairo og omegn og bl.a. kan informere om at nazisterne nu samarbejder med ærkefjenden dr. Belloq, fører i sidste ende Jones mod tyskernes udgravning og den sagnomspundne ark med de overnaturlige kræfter. Som om den enorme hær ikke var rigeligt at håndtere forværres situation dog i mellemtiden yderligere, da Marion bliver bortført og holdt som gidsel i håbet om eliminere hans motivation. Hvad de nederdrægtige slyngler bare ikke er klar over er, at deres trussel i stedet blot bliver endnu mere benzin på bålet hos deres amerikanske modstander, der nu ekstra opsat og mere sammenbidt end før sætter alt ind på at få nazisterne ned med nakken, reddet Marion, og sikret arken fra at ende som dommedagsvåben i ondskabens højborg.
”You and I are very much alike. Archeology is our religion, yet we have both fallen from the pure faith. Our methods have not differed as much as you pretend. I am but a shadowy reflection of you. It would take only a nudge to make you like me. To push you out of the light.”
Som en yderst vigtig ingrediens ud i at få skabt den helt rigtige kriblende og magiske entusiasme blandt publikum i 1930’ernes og 40’ernes bugnende biografsale, der lå indhyllet i en herlig duft af knasende popcorn og blandede bolsjer, bestod det faste program på underholdningsbarometeret der skulle bakke hovedattraktionen op af diverse skrupskøre tegnefilm og kulørte kortfilm. Specielt sidstnævnte huskes bl.a. for muntre eventyr så som “Tarzan”, “Flash Gordon” og “RocketMan”, hvis fascination udsprang af den klassiske cliffhanger formular hvor den karismatiske helt og hans ofte kvindelige sidekick konstant havnede i faretruende situationer, man så efterfølgende kunne se frem til klimakset på i den kommende uge i biografen. Som børn og teenagere elskede både Steven Spielberg og producer & medforfatter George Lucas disse heroiske historier og deres eventyrlige eskapisme højt, og det var da også lige præcis denne energiske kærlighed til fortidens filmmagi og dens medrivende formel, der i sidste ende overbeviste Paramount Pictures, på trods af udelukkende negativ respons fra alle andre, om at give grønt lys til duoens storslåede og temmelig dyre projekt med den piskesvingende og fedora klædte stratenrøver Indiana Jones i hovedrollen. Den beslutning kan man vist roligt konstatere var en usandsynlig god en af slagsen for allerede i filmens indledende scener, da Harrison Ford træder ud af skyggen og afslører sit charmerede ansigt på sin senere hen ikoniske rolle akkompagneret af John Williams forrygende og stemningsfulde underlægningsmusik, er man ikke et sekund i tvivl om at noget spektakulært er i vente forude. Og forventningens glæde bliver da også fulgt op med det samme, da Spielberg og co. får alle elementer til at gå op i en højere enhed i en af de mest nervepirrende, intense og underholdende åbningsmontager i filmhistorien, præget af et tempo og en timing så man efterlades nærmest åndeløs, mens gode gamle Indy kæmper en brav kamp zigzaggende ind og ud mellem fugleedderkopper, giftpile, rullende kæmpesten og mavesure pygmæer i en lind strøm.
Inden det næste sæt af handlingsmæssige dominobrikker bliver sat til at vælte i et hæsblæsende tempo, hvor Karen Allen som den fyrige Marion desuden får rig mulighed til at udfolde sig som en diametral og handlekraftig modsætning til inspirationskildernes traditionelle kvinderoller, hiver Spielberg fornuftigt nok i håndbremsen i scenen hvor hhv. arkens legendariske baggrundshistorie og Hitlers dommedags plan åbenbares og de markante religiøse undertoner elegant sammenflettes i opdelingen af det gode og det onde, hvilket Spielberg under Indys efterfølgende og direkte duel mod nazismen da heller ikke på nogen måder forsøger at underspille forskellen på. Nuancerne på de to fronter er der dog alligevel, (og heldigvis må man tilføje, så hovedkaraktererne dermed udgår at fremstå endimensionelle), blevet plads til undervejs de mange løjer, her skildret igennem Indy og Belloqs primært verbale konfrontationer der ikke underligt, taget i betragtning af George Lucas input, bærer et ganske forunderligt, referencemæssigt og herligt præg af, at fremstå som et Darth Vader/Luke Skywalker lignende forhold hvor dr. Belloq, (herlig slesk og arrogant spillet af Paul Freeman, der udgør en fantastisk modstander som Indys skyggefulde spejlbillede), konstant forsøger at tale til hans underliggende begær og prestigen i at tilrane sig den magtfulde pagtens ark for evt. at lokke ham over til the dark side. Selv om Indy dog aldrig er et sekund i tvivl om hvor hans loyalitetsforhold ligger, er det ganske interessant at lægge mærke til hans frustrerede måde at reagere på, når Belloq begynder at sammenligne dem med hinanden, fordi han godt er klar over at parallellerne eksistere men ikke er meget for at se dem i øjnene. Således lykkedes Spielberg på beundringsværdigt facon at kreere en helt som man først og fremmest elsker pga. hans fandenivoldskhed og dedikation, (der kommer aller bedst til udtryk med et glimt i øjet og djævelsk smil på læben i den mesterligt koreograferede lastbils-scene), men hvis måde, (sammenlignelige med fjendens handlinger i at nå målet på og dermed brud på flere af de 10 bud), modsat heller ikke bliver negligeret, da arkens guddommelige indgriben indtræffer, hvilket fornemt understreges af Indy og Marions måde at agere på i finalen.
Selv om det absolut er underholdningens action-adventure stemning, der er i højsædet hos Steven Spielberg og co. og som effektivt og på magisk vis sørger for at holde pulsen oppe, så man kan høre hjerteblodets livsbekræftende banken på flere kilometers afstand, er handlingen stadigvæk skrevet og eksekveret med en intelligens og et kreativt sind bag løjerne, der gør karaktererne til vedkommende helstøbte menneske, (ved bl.a. at integrere deres svagheder), og historien med dens religiøse subtekst dybt fascinerede i sin parallel over ondskaben og godheden, samt de mange gråzoner der huserer iblandt, især i de perioder hvor krigssituationer får det værste frem hos alle mennesker.
“Raiders of The Lost Ark” har med dette vidunderligt underholdende og tankevækkende sammensurium så sandelig fortjent sin plads i historiebøgerne, hvor den da også efter min bedste overbevisning stadig vil være at finde mange år ud i fremtiden. Og lad os så her på falderebet nok engang lytte til maistroen John Williams helt igennem sublime score for fuld udblæsning.
#545 BN 13 år siden
Indiana Jones er en af filmhistoriens bedste figurer, og Harrison Ford er fantastisk i rollen.
Hehe ... jeg elsker den sekvens. :-)
#546 Collateral 13 år siden
#547 Bruce 13 år siden
#548 Åkepool 13 år siden
#549 NightHawk 13 år siden
Der er også en ret herlig in-joke her fra Steven Spielbergs side, da Indy ryger ud igennem vinduet og griber fat om Mercedes mærket, (et symbol på den tyske styrke og stolthed), der så knækker af stort set med det samme, Indy tager fat i det. Det synes jeg sgu er ret morsomt fundet på. :)
Tak for dine kommentarer. :)
Jeg må indrømme, at jeg også var lidt i tvivl om det skulle være "Raiders of The Lost Ark", eller "The Last Crusade", der skulle med på listen, da jeg også ligesom dig er meget glad for sidstnævnte film. Men valgte så i sidste ende "Raiders...", nok fordi jeg har et lidt mere nostalgisk forhold til den film i trilogien end de andre, ud over at den kvalitetsmæssigt selvfølgelig også er helt oppe og ringe. :)
Det er ret sjovt med denne her helt særlige serials stemning, for selv om jeg først er født i 76, ja så voksede mig og min bror op i en tv periode, hvor det kun var DR1, som kørte over skærmen. Dengang kan jeg huske, at de et par gange om ugen og især i weekenderne viste "Tarzan" med Johnny Weizmüller og "Flash Gordon" med Buster Crabbe, som min bror og jeg elskede at sidde og se, mens vi proppede munden med popcorn og kage. Senere da "Troldspejlet" startede i 1989, kan jeg huske, at de så kombinerede det med forskellige serials bl.a. "Dick Tracy" og "Rocketeer"/RocketMan". Ah yes, det var sgu gode tider. Så derfor kan jeg sagtens sætte mig ind i, hvordan det må have været at glæde sig til de små serials dengang i 30'erne/40'erne. :)
I dag selv om der eksisterere 700 satellit kanaler, så må man jo desværre se langt efter disse serials. Men så er det jo heldigvis godt, at man kan få stillet sit nostalgi trip med de mange DVD udgivelser der findes, og jeg skal da også have bestilt de to "Tarzan" bokse hjem næste gang jeg køber ind til samlingen. :)
Det er så sandt, som det er sagt! :)
#550 evermind 13 år siden