Jeg har ikke helt så skarpe holdninger til "Aliens". Jeg finder etteren bedre, men kan sagtens se toerens kvaliteter, og det er helt bestemt en af de mest vellykkede sequels. Jeg tror også det er meget skarpt af Cameron at han vælger at adskille den fra "Alien", men samtidig trækker på de bedste ting fra denne. Jeg var lidt overrasket over den høje placering, men det var jeg så også med "Zombieland", så det er sådan set kun positivt at din liste er uforudsigelig :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg troede næsten, jeg var den eneste, der havde denne opfattelse af dette "bad ass" teams "oppustede facade". Du har fuldstændig ret i, at Cameron har en helt anden agenda med disse (tilsyneladende) overdrevent seje macho-typer: Det hele handler ganske rigtigt om at pille den hårde maske af dem, ligesom snart de møder Alien-monstrene. Det er faktisk MENINGEN, at vi som publikum skal synes, at de er for meget ... indtil de bliver forvandlet til en flok skræmte mus. ;-)
Og det er lige præcis dette område i filmen, der er et af de mest fascinerende og mest interessante at følge udviklingen på. Anti-krigs temaet og udfordringen af det etablerede system, der som sagt udgør en væsenlig del af handlingen i "Aliens" er jo f.eks. også kendetegnende for James Camerons to "Terminator" film, "The Abyss" og "Avatar". Alle film har soldater og masser af våben som en central del af handlingen, men ingen af filmenen er på nogen måde en hyldest til militæret eller krigsførelse, men faktisk det stik modsatte.
Men bortset fra det, så er jeg enig med dig i, at dette er den bedste Alien-film. På min egen liste rangerer den lige over Ridley Scotts film. Og en af grundene til, at jeg synes dette, nævner du selv, nemlig "det følelsesmæssig bånd mellem Ripley og Newt, der udgør hjertet og håbet i filmen". For mig gør dette en forskel, da jeg bliver mere engageret i en film og dens historie, når der gives mig mulighed for at associere følelsesmæssigt til karaktererne. Og rent sammenligningsvis oplever jeg en mere kølig, kynisk distance til karaktererne i etteren (men misforstå mig ikke: sådan SKAL den film være).
10/10 til 'Aliens'.
(og 10/10 til 'Alien')
Er helt enig i vurderingen af de to film og det overrasker mig faktisk en del, at "Aliens" bliver nedprioteret i så høj grad af flere herinde. Så bestemt fedt at der kommer noget positiv feedback. :)
Collateral (581) skrev:
Jeg har ikke helt så skarpe holdninger til "Aliens". Jeg finder etteren bedre, men kan sagtens se toerens kvaliteter, og det er helt bestemt en af de mest vellykkede sequels. Jeg tror også det er meget skarpt af Cameron at han vælger at adskille den fra "Alien", men samtidig trækker på de bedste ting fra denne.
Synes også kritikken af "Aliens", som jeg har læst herinde har været alt for hård. Så kan jeg bedre acceptere den måde, som du vurdere filmen på. Og du har helt ret ang. Camerons udnyttelse af 1'erens styrker. Som jeg også oplever det, er det en best of two worlds model, som er ekstremt vellykket.
Jeg var lidt overrasket over den høje placering, men det var jeg så også med "Zombieland", så det er sådan set kun positivt at din liste er uforudsigelig :)
Så kan du roligt glæde dig til resten af filmene på listen. Der er nemlig flere overraskelser i vente. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Udover dine meget velskrevne beskrivelser af filmene er det også uforudsigeligheden, der får mig til at følge med i din tråd.
Selvom der selvfølgelig vil være mange film, der går igen fra diverse "bedste-film-lister", så tror jeg, at de fleste mennesker har mange individuelle wildcards blandt deres favoritter, hvis de ikke har for travlt med at overbevise andre om, at de har god smag. Det er ikke så fedt at læse de lister, som mere eller mindre er kopier af IMDBs top-250-liste.
Jeg tager dog først stilling til, hvilke nye film, du har overbevist mig om, at jeg skal se, når din liste er færdig. Så kigger jeg den igennem igen, men fra top til bund.
Udover dine meget velskrevne beskrivelser af filmene er det også uforudsigeligheden, der får mig til at følge med i din tråd.
Ja, der vil helt sikkert dukke et par titler op på de sidste 13 pladser, som højst sandsynligt vil overraske en del på den ene eller anden måde.
Og tak for de pæne ord. :)
Selvom der selvfølgelig vil være mange film, der går igen fra diverse "bedste-film-lister", så tror jeg, at de fleste mennesker har mange individuelle wildcards blandt deres favoritter, hvis de ikke har for travlt med at overbevise andre om, at de har god smag. Det er ikke så fedt at læse de lister, som mere eller mindre er kopier af IMDBs top-250-liste.
Det var også det samme jeg var lidt inde på i et tidligere indlæg, og her synes jeg faktisk, at de top lister der har været, og som stadig kører, herinde alle har været meget forskellige og uforudsigelige og derfor interessante at følge med i.
Jeg tager dog først stilling til, hvilke nye film, du har overbevist mig om, at jeg skal se, når din liste er færdig. Så kigger jeg den igennem igen, men fra top til bund.
Det er bare helt i orden. Så glæder jeg mig til at se hvilke film, der har fanget din interesse. :)
I øvrig vil jeg da lige huske at sige tak for dit meget omfattende og imponerende arbejde i "Angel & Buffy" tråden. Jeg må sgu indrømme at jeg tabte pusten på et tidspunkt og derfor kom alt for langt bagud med begge serier til, at jeg havde overskud til at få samlet op på dem igen. Så det var fedt at du tog dig tiden til at få gjort begge sæsoner færdige. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Og det er lige præcis dette område i filmen, der er et af de mest fascinerende og mest interessante at følge udviklingen på. Anti-krigs temaet og udfordringen af det etablerede system, der som sagt udgør en væsenlig del af handlingen i "Aliens" er jo f.eks. også kendetegnende for James Camerons to "Terminator" film, "The Abyss" og "Avatar". Alle film har soldater og masser af våben som en central del af handlingen, men ingen af filmenen er på nogen måde en hyldest til militæret eller krigsførelse, men faktisk det stik modsatte.
Det var også det samme jeg var lidt inde på i et tidligere indlæg, og her synes jeg faktisk, at de top lister der har været, og som stadig kører, herinde alle har været meget forskellige og uforudsigelige og derfor interessante at følge med i.
Det er rigtigt, at der har været mange gode, og jeg har også fulgt med i em del stykker af dem. Det er altid sjovt at se, hvad man er enig i, og hvad man bare er helt uenig i. Især når der kommer gode argumenter :)
I øvrig vil jeg da lige huske at sige tak for dit meget omfattende og imponerende arbejde i "Angel & Buffy" tråden. Jeg må sgu indrømme at jeg tabte pusten på et tidspunkt og derfor kom alt for langt bagud med begge serier til, at jeg havde overskud til at få samlet op på dem igen. Så det var fedt at du tog dig tiden til at få gjort begge sæsoner færdige.
Tak - jeg mangler vist nok stadig sidste nummer af Spike, men det virker lidt som om interessen herinde er døet lidt ud, så jeg regner ikke med at skrive om Season 9, selvom jeg har ret så store forventninger. Hvis du satdig læser begge serier, vil jeg da anbefale dig at læse Season 8 færdig, mens det meste af IDW's Angelserie fornuftigt ser ud til at blive ignoreret i den nye "Angel & Faith":)
Efter at have været med som ekstra passager på en målrettet mission mod en horde af makabre monstre tværs hen over den morderiske mælkevej, går rejsen nu via et sort hul i galaksen langt ude i fremtiden tilbage til 60’ernes røgfyldte og poetiske pool haller, der indhyllet i fløjlsgrønne filosofier og kalkulerede konfrontationer mellem den store kærlighed og den kølige kynisme, dannede rammen om Robert Rossen og Sydney Carrolls pletskud af en evigt rullende filmperle.
”Maybe I'm not such a high-class piece of property right now. And a 25% slice of something big is better than a 100% slice of nothing.”
På en af deres utallige rejser rundt i landet ankommer den unge billiard hustler ”Fast” Eddie Felson, (Paul Newman), og hans ældre makker Charlie, (Myron McCormick), til en mindre bar i en lille soveby, hvor de efter at have benyttet sig af den sædvanlige rutine lykkedes dem at snøre de lokale for en god bunke skejser. Med endnu en succes i bagagen og rigeligt med penge på lommen sætter duoen kursen mod spillestedet Ames hvor Eddie, nu mere opsat end nogensinde før på at folde sit unikke talent ud, har i sinde at prøve kræfter med den legendariske og durkdrevne pool mester Minnesota Fats, (Jackie Gleason), som de ved er spillebulens faste trækplaster. Da duoen først ankommer forsøger Eddie dog at lokke de lokale stødere til et spil, men uheldigvis for ham er rygtet om hans evner for længst løbet i forvejen, så i stedet må han nøjes med et velmenende råd om at opgive udfordringen af Fats, som folkene på Ames er overbeviste om er urørlig. Advarslen får dog på ingen måde Eddie til at ryste i bukserne og med et selvsikkert smil på læben, venter han i stedet blot stille og roligt på, at den sagnomspundne strateg dukker op. Senere på aftenen slentrer Fats endelig ind ad døren i hans sædvanlige overlegne stil og får straks øje på den nytilkomne, hvis karisma han har svært ved at modstå, og kort efter befinder de to talentfulde herrer sig da også i en drabelig duel på det grønne lærred. Efterhånden går det dog op for Fats og restens af Ames klientel, at Eddie ikke sådan lige er til at bide skeer med og som timerne går, udvikler kampen mellem de to spillere sig til en maraton dyst af dimensioner der vækker så stor genklang, at det rygtedes til et nærliggende pokerlokale hvor den benhårde manager og pengemand Bert Gordon, (George C. Scott), for en sjælden gangs skyld vælger at forlade bordet for at overvære, hvad der måske vil vise sig at være Fats første nederlag i umanerlig lange tider.
Da morgensolens stråler rammer de støvede lokaler, er Eddie dog så småt ved at gå op i limningen af bar træthed, indtagelse af lidt for meget alkohol undervejs, og et par provokationer fra Gordon. Så selv om han proklamere at være fit for fight, spotter Charlie hvor det bærer hen ad, hvilket fører til et definitiv brud mellem dem, da Eddie vælger at sætte alle deres vundne penge over styr og går helt ned med flaget blot for at ende ludfattig, skamfuld og ydmyget på den lokale busstation. Mens Eddie forsumper i en suppedas af melankoli og selvmedlidenhed, møder han en ligeledes fortabt sjæl på stationens café i skikkelse af den college studerende Sarah, (Piper Laurie), som han når at udveksle et par ord med, inden han falder i søvn. Senere samme dag vil skæbnen det tilfældigvis, at han under et nærliggende bar besøg atter render på den lettere fordrukne og små deprimerede Sarah, som efter lidt flirten frem og tilbage ender med at tage ham med til sin lejlighed, hvor han dog er alt for anmassende og derfor bliver smidt på porten igen. Frem for at skulle overnatte på stationens bænk bruger Eddie derfor sine sidste mønter til at leje et yderst beskedent værelse og forsøger derpå at starte sin karriere som pool hustler forfra i det lokale værtshus miljø. Derouten ud i glemslen fortsætter dog ufortrødent, da han et par steder bliver genkendt og derfor må nøjes med at inkassere små beløb, og inden længe befinder han sig atter tilbage i lettere slukøret tilstand på busstationens café, hvor han atter render ind i Sarah. De indser begge hurtigt, at de har brug for hinanden og som dagene går, forsøger de nu at få stablet en normalt liv på benene. Den fredsommelige og romantiske trummerum bliver dog snart hårdt udfordret, da Charlie pludselig dukker op hvilket fører en ganske ubehagelig konfrontation med sig, der sætter skub i både Eddie og Sarahs egoistiske afhængighed og begge i kløerne på den grådige, kyniske og djævelsk udspekulerede manipulator Bert Gordon...
”You're here on a rain check and I know it. You're hangin' on by your nails. You let that glory whistle blow loud and clear for Eddie and you're a wreck on a railroad track... you're a horse that finished last. So don't make trouble, Miss Ladybug. Live and let live! While you can...”
Ved første øjekast ligner “The Hustler”, baseret på Walter Trevis novelle fra 1959 af samme navn, en traditionel fortælling hvor en sportsgren udgør underlaget for en klassisk underdog skabelon, der typisk ender med at danne den handlingsmæssige ramme om det rå og upolerede talent med forhåbninger om guld og grønne skove, og vedkommendes kamp imod den etablerede og nærmest guddommelige champion i et forsøg på at vælte ham af tronen og dermed vinde folkets beundring og respekt. Men allerede i den første og længste af filmens to dueller hvor den kridtstøvsbefængte atmosfære og den indelukkede røgfyldte stemning fornemt bliver sat i scene via Eugen Schüfftans oscarvindende sort/hvide billedside, (der på smukkeste vis indfanger og fremhæver hver eneste detalje i lokalet, som yderlige forstærker dets udelukkende mandlige galleris karakteristika), fornemmer man, at Robert Rossen er ude i en væsentlig anderledes og mere finurlig dagsorden i sin fortælling om dysten mellem de to diametrale og kontrastfyldte modsætninger, i skikkelse af den jævne og fremadstræbende Eddie Felson og den krukkede pengestærke champ Minnesota Fats. For i bund og grund handler “The Hustler”, selv om det fylder det meste af handlingen, egentligt slet ikke om selve spillet, hvis regler da heller aldrig bliver forsøgt forklaret for tilskueren, eller om at erobre den prestige der automatisk følger med mesterskabstitlen, men i stedet om at guide billiardhajen Eddie Felson en tur igennem livets barske og nådesløse skole for at gøre ham bedre rustet til at foretage den subtile klassekamp, som ligger og ulmer i hans rebelske underbevidsthed. Historiens virkelige formål sørger Robert Rossen nemlig snedigt for at afsløre ligeså stille og roligt ved at benytte sig af de nervepirrende sammenstød på det grønne lærred, (samt de mange tilhørende strategiske og psykologiske udfordringer der på sædvanlig facon udgør en fast integreret del af spillets uskrevne taktiske regelsæt), der fungerer som én lang karakteropbyggende dannelsesrejse, som endegyldigt vil udstille hvilket stof filmens hovedperson er lavet af, og ligeledes vise størrelsen på hans integritet som menneske i al almindelighed i et større perspektiv fremadrettet tilværelsens uforudsigelige udfordringer på godt og ondt.
Til at understrege den enorme kontrast der er i forhold til Eddie Felson, da han første gang træder ind af dørene til spillebulen Ames og til han vender tilbage i filmens afsluttende scener, leverer Paul Newman sin karrieres ultimativt stærkeste præstation, der illustrere at han med legende lethed formår at spille på alle strenge i følelsesregistret med lige stor og imponerende effekt. Under det første intermezzo med Minnesota Fats, (en rolle der lader til at være skræddersyet til Jackie Gleason, som da også bærer rollen til perfektion med sit nøjsomt kalkulerede underspil), folder Newman sig ud i fuld flor kastende omkring sig med ungdommens storskrydende og storsmilende kådhed, der på den ene side er herlig at være vidne til grundet dens provokerende flabede arrogance, men som samtidig også antyder at hovmodet i den grad står for fald hos den selvsikre men rastløse ungersvend, der ganske enkelt ikke er erfaren nok til at se hvad der foregår omkring ham, eller klar nok i sit sind over hvilket budskab han søger at sende og hvilke svar han helt præcis forsøger at få besvaret gennem sit opgør med Fats. Som med så mange andre facetter i “The Hustler” er det dog ikke den regerende mester der er filmens sande modstander, men derimod en kombination af den overvågende og skarpt analyserende manager Bert Gordons ageren, (fremragende og ultra kynisk spillet af George C. Scott), og Eddies eget diffuse selvværd, som suverænt flettes sammen af Rossen i duellens anden og især tredje halvleg, hvor Newman på mesterligt vis portrættere sin karakters vaklen rundt i manegen konstant på randen af en psykologisk knockout. I ren og skær desperation søges det afgørende suckerpunch at blive undgået med en masse alkohol som substitut for protagonistens skrøbelige ego, hvilket hans rutinerede modstandere med nemhed opfatter og udnytter, længe før Eddie er klar over det, og dermed er heltens ydmygende skæbne her definitivt beseglet. Herefter bevæger filmen sig ind i et melodramatisk vakuum midtvejs, hvor den fortvivlede Eddie finder sammen med Sarah, der ligesom ham er en fortabt sjæl på jagt efter mening med tilværelsen og spilles forbindtligt godt af Piper Laurie med en yderst overbevisende aura af ensomhed, der samtidig også indeholder en desperat længsel efter at blive værdsat og elsket.
Robert Rossen formår i den grad at skildre det mildt sagt ujævne forhold med bravur og udstiller de to karakterers interaktion med et nærværd, intensitet og troværdighed, der bæres frem af en hudløs ærlig vilje til at turde udstille deres svagheder i et alt andet end glamourøst lys, og drejer dermed fornemt i en lang bue uden om de romantiske faldgruber af sirupssød sentimental ønsketænkning hos tilskueren. Således opretholdes det grumsede billede af parforholdet konstant ved hele tiden at lade Eddie, (der har stirret sig blind i forbindelse med sine hævn over Fats), og Sarah, (der har flere forliste forhold i lasten, samt et liv der grundet alkoholen har stået på stand by alt for længe), være tæt omgivet af fortidens tågeslør som de, trods ihærdige anstrengelser, ikke kan slippe ud igen af før det måske er for sent. Det er på mange måder derfor dybt frustrerende at sidde og overvære deres kamp for at nå hinandens hjerter, som grundet den selvforstærkende negative effekt der opstår i kølvandet på konfrontationen med Charlie, og senere i endnu stærkere grad i Bert Gordons selskab, ender med at få et så solidt greb i Eddie, at hans negative karma ligeledes ufortrødent smitter af på hende. Den uforløste følelsesmæssige situation kommer senere til udtryk på en meget hjerteskærende og barsk facon, både i den mest romantiske scene i filmen under deres picnic og i særdeleshed under deres ophold på et luksuriøst rigmandsgods, hvor Eddie får et par usandsynlig hårde livslektioner, der lægger de sidste grundsten i hans fundament og modningsproces som individ og menneskekender, der bl.a. under en dyst med millionæren Findley tegner et interessant spejlbillede af Minnesota Fats, hvis korrumperede personlighed Eddie opdager han har kurs imod under Gordons vinger.
Da Eddie til sidst, og nu i en komplet forvandlet hårdfør positur, entrerer filmens dramatiske finale, hersker der på trods af et forudsigeligt udfald opstået fra scenerne lige inden og en markant kortere eksekveret duel mellem talentet, mesteren og manipulatoren end i filmens indledende konfrontation, alligevel en øjeblikkelig og gåsehudsfremkaldende stemning hvor Paul Newman, selv om de afsluttende scener foregår i en gennemført depressivt atmosfære, med en mesterlig præcis timing formidler sin karakters nyfundne og determinerede smag på livet efter devisen... "modstand styrker". En styrke der ligeså gør sig gældende generelt hos Robert Rossens suveræne mesterværk, der stadig 50 år senere står distancen og har bevaret hele sin slagkraft, som nu kan nydes i al sin storhed på en fremragende Blu-Ray udgivelse, man ikke må snyde sig selv for at eje.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Ikke at det er filmens kerne men den handler på mange måder mere om gambling end "sport". Filmen ville nok også snige sig ind på en top fiktiv top 50 i min bog - en af de aller bedste film fra det årti.
"Modstand styrker" men en mere helstøbt person er han næppe i slutningen.
C. Scott er fantastisk observerende, kynisk "kongemager" alla De Vitt i All About Eve.
Ikke at det er filmens kerne men den handler på mange måder mere om gambling end "sport".
Man kan man jo også kalde gambling for en slags sport, men under alle omstændigheder som du selv skriver, og som jeg også nævner flere steder i anmeldelsen, så er den detalje egenlig ikke så vigtig, da det er menneskerne bag selve spillet, der er filmens fokus. :)
Filmen ville nok også snige sig ind på en top fiktiv top 50 i min bog - en af de aller bedste film fra det årti.
Det kan jeg kun være helt enig i. Jeg har dog en enkelt film tilbage på listen fra samme årti, som jeg synes er en lille smule bedre.
"Modstand styrker" men en mere helstøbt person er han næppe i slutningen.
Jo, det synes jeg nu faktisk at han er, grundet de ting han har været igennem. Og som jeg oplever det, synes jeg da at der er tydelig forskel på måden han opfatter sig selv og sine omgivelser på i starten og så til den måde han agere/tænker på til sidst.
C. Scott er fantastisk observerende, kynisk "kongemager" alla De Vitt i All About Eve.
Helt enig! Og det er i det hele taget en fantastisk oplevelse selv at sidde og følge både Scott og de øvrige skuespillers ansigtsmimik og kropssprog, når de prøver at analysere modparten. Jackie Gleason hvis rolle ikke byder på mange replikker formår jo på denne måde virkelig at fortælle en hel masse både om sig selv og de øvrige karakterer. Det må have været en drøm for enhver skuespiller, at have været med i "The Hustler" den måde historien og karakterene er skrevet på. :)
slayer (587) skrev:
Tak - jeg mangler vist nok stadig sidste nummer af Spike, men det virker lidt som om interessen herinde er døet lidt ud, så jeg regner ikke med at skrive om Season 9, selvom jeg har ret så store forventninger. Hvis du satdig læser begge serier, vil jeg da anbefale dig at læse Season 8 færdig, mens det meste af IDW's Angelserie fornuftigt ser ud til at blive ignoreret i den nye "Angel & Faith":)
Jeg købte "Buffy TVS - Last Gleaming 1-5" i en samlet udgivelse fra Amazon, men jeg har ikke fået læst den endnu. Jeg regner også med at fortsætte med at læses serien, når den nu går ind i sin 9. sæson, og skal helt afgjort også ha' tjekket "Angel & Faith" ud på et tidspunkt. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#581 Collateral 13 år siden
#582 MMB 13 år siden
Ah, lol. Så var det mig, som var forkert på den denne gang. :P
#583 NightHawk 13 år siden
Og det er lige præcis dette område i filmen, der er et af de mest fascinerende og mest interessante at følge udviklingen på. Anti-krigs temaet og udfordringen af det etablerede system, der som sagt udgør en væsenlig del af handlingen i "Aliens" er jo f.eks. også kendetegnende for James Camerons to "Terminator" film, "The Abyss" og "Avatar". Alle film har soldater og masser af våben som en central del af handlingen, men ingen af filmenen er på nogen måde en hyldest til militæret eller krigsførelse, men faktisk det stik modsatte.
Er helt enig i vurderingen af de to film og det overrasker mig faktisk en del, at "Aliens" bliver nedprioteret i så høj grad af flere herinde. Så bestemt fedt at der kommer noget positiv feedback. :)
Synes også kritikken af "Aliens", som jeg har læst herinde har været alt for hård. Så kan jeg bedre acceptere den måde, som du vurdere filmen på. Og du har helt ret ang. Camerons udnyttelse af 1'erens styrker. Som jeg også oplever det, er det en best of two worlds model, som er ekstremt vellykket.
Så kan du roligt glæde dig til resten af filmene på listen. Der er nemlig flere overraskelser i vente. :)
#584 Slettet Bruger [2585530066] 13 år siden
Selvom der selvfølgelig vil være mange film, der går igen fra diverse "bedste-film-lister", så tror jeg, at de fleste mennesker har mange individuelle wildcards blandt deres favoritter, hvis de ikke har for travlt med at overbevise andre om, at de har god smag. Det er ikke så fedt at læse de lister, som mere eller mindre er kopier af IMDBs top-250-liste.
Jeg tager dog først stilling til, hvilke nye film, du har overbevist mig om, at jeg skal se, når din liste er færdig. Så kigger jeg den igennem igen, men fra top til bund.
#585 NightHawk 13 år siden
Ja, der vil helt sikkert dukke et par titler op på de sidste 13 pladser, som højst sandsynligt vil overraske en del på den ene eller anden måde.
Og tak for de pæne ord. :)
Det var også det samme jeg var lidt inde på i et tidligere indlæg, og her synes jeg faktisk, at de top lister der har været, og som stadig kører, herinde alle har været meget forskellige og uforudsigelige og derfor interessante at følge med i.
Det er bare helt i orden. Så glæder jeg mig til at se hvilke film, der har fanget din interesse. :)
I øvrig vil jeg da lige huske at sige tak for dit meget omfattende og imponerende arbejde i "Angel & Buffy" tråden. Jeg må sgu indrømme at jeg tabte pusten på et tidspunkt og derfor kom alt for langt bagud med begge serier til, at jeg havde overskud til at få samlet op på dem igen. Så det var fedt at du tog dig tiden til at få gjort begge sæsoner færdige. :)
#586 BN 13 år siden
Også her kan jeg kun istemme et "enig!" :-)
#587 Slettet Bruger [2585530066] 13 år siden
Det er rigtigt, at der har været mange gode, og jeg har også fulgt med i em del stykker af dem. Det er altid sjovt at se, hvad man er enig i, og hvad man bare er helt uenig i. Især når der kommer gode argumenter :)
Tak - jeg mangler vist nok stadig sidste nummer af Spike, men det virker lidt som om interessen herinde er døet lidt ud, så jeg regner ikke med at skrive om Season 9, selvom jeg har ret så store forventninger. Hvis du satdig læser begge serier, vil jeg da anbefale dig at læse Season 8 færdig, mens det meste af IDW's Angelserie fornuftigt ser ud til at blive ignoreret i den nye "Angel & Faith":)
#588 NightHawk 13 år siden
http://www.planetaxel.com/productDetails/024543711...
Efter at have været med som ekstra passager på en målrettet mission mod en horde af makabre monstre tværs hen over den morderiske mælkevej, går rejsen nu via et sort hul i galaksen langt ude i fremtiden tilbage til 60’ernes røgfyldte og poetiske pool haller, der indhyllet i fløjlsgrønne filosofier og kalkulerede konfrontationer mellem den store kærlighed og den kølige kynisme, dannede rammen om Robert Rossen og Sydney Carrolls pletskud af en evigt rullende filmperle.
”Maybe I'm not such a high-class piece of property right now. And a 25% slice of something big is better than a 100% slice of nothing.”
På en af deres utallige rejser rundt i landet ankommer den unge billiard hustler ”Fast” Eddie Felson, (Paul Newman), og hans ældre makker Charlie, (Myron McCormick), til en mindre bar i en lille soveby, hvor de efter at have benyttet sig af den sædvanlige rutine lykkedes dem at snøre de lokale for en god bunke skejser. Med endnu en succes i bagagen og rigeligt med penge på lommen sætter duoen kursen mod spillestedet Ames hvor Eddie, nu mere opsat end nogensinde før på at folde sit unikke talent ud, har i sinde at prøve kræfter med den legendariske og durkdrevne pool mester Minnesota Fats, (Jackie Gleason), som de ved er spillebulens faste trækplaster. Da duoen først ankommer forsøger Eddie dog at lokke de lokale stødere til et spil, men uheldigvis for ham er rygtet om hans evner for længst løbet i forvejen, så i stedet må han nøjes med et velmenende råd om at opgive udfordringen af Fats, som folkene på Ames er overbeviste om er urørlig. Advarslen får dog på ingen måde Eddie til at ryste i bukserne og med et selvsikkert smil på læben, venter han i stedet blot stille og roligt på, at den sagnomspundne strateg dukker op. Senere på aftenen slentrer Fats endelig ind ad døren i hans sædvanlige overlegne stil og får straks øje på den nytilkomne, hvis karisma han har svært ved at modstå, og kort efter befinder de to talentfulde herrer sig da også i en drabelig duel på det grønne lærred. Efterhånden går det dog op for Fats og restens af Ames klientel, at Eddie ikke sådan lige er til at bide skeer med og som timerne går, udvikler kampen mellem de to spillere sig til en maraton dyst af dimensioner der vækker så stor genklang, at det rygtedes til et nærliggende pokerlokale hvor den benhårde manager og pengemand Bert Gordon, (George C. Scott), for en sjælden gangs skyld vælger at forlade bordet for at overvære, hvad der måske vil vise sig at være Fats første nederlag i umanerlig lange tider.
Da morgensolens stråler rammer de støvede lokaler, er Eddie dog så småt ved at gå op i limningen af bar træthed, indtagelse af lidt for meget alkohol undervejs, og et par provokationer fra Gordon. Så selv om han proklamere at være fit for fight, spotter Charlie hvor det bærer hen ad, hvilket fører til et definitiv brud mellem dem, da Eddie vælger at sætte alle deres vundne penge over styr og går helt ned med flaget blot for at ende ludfattig, skamfuld og ydmyget på den lokale busstation. Mens Eddie forsumper i en suppedas af melankoli og selvmedlidenhed, møder han en ligeledes fortabt sjæl på stationens café i skikkelse af den college studerende Sarah, (Piper Laurie), som han når at udveksle et par ord med, inden han falder i søvn. Senere samme dag vil skæbnen det tilfældigvis, at han under et nærliggende bar besøg atter render på den lettere fordrukne og små deprimerede Sarah, som efter lidt flirten frem og tilbage ender med at tage ham med til sin lejlighed, hvor han dog er alt for anmassende og derfor bliver smidt på porten igen. Frem for at skulle overnatte på stationens bænk bruger Eddie derfor sine sidste mønter til at leje et yderst beskedent værelse og forsøger derpå at starte sin karriere som pool hustler forfra i det lokale værtshus miljø. Derouten ud i glemslen fortsætter dog ufortrødent, da han et par steder bliver genkendt og derfor må nøjes med at inkassere små beløb, og inden længe befinder han sig atter tilbage i lettere slukøret tilstand på busstationens café, hvor han atter render ind i Sarah. De indser begge hurtigt, at de har brug for hinanden og som dagene går, forsøger de nu at få stablet en normalt liv på benene. Den fredsommelige og romantiske trummerum bliver dog snart hårdt udfordret, da Charlie pludselig dukker op hvilket fører en ganske ubehagelig konfrontation med sig, der sætter skub i både Eddie og Sarahs egoistiske afhængighed og begge i kløerne på den grådige, kyniske og djævelsk udspekulerede manipulator Bert Gordon...
”You're here on a rain check and I know it. You're hangin' on by your nails. You let that glory whistle blow loud and clear for Eddie and you're a wreck on a railroad track... you're a horse that finished last. So don't make trouble, Miss Ladybug. Live and let live! While you can...”
Ved første øjekast ligner “The Hustler”, baseret på Walter Trevis novelle fra 1959 af samme navn, en traditionel fortælling hvor en sportsgren udgør underlaget for en klassisk underdog skabelon, der typisk ender med at danne den handlingsmæssige ramme om det rå og upolerede talent med forhåbninger om guld og grønne skove, og vedkommendes kamp imod den etablerede og nærmest guddommelige champion i et forsøg på at vælte ham af tronen og dermed vinde folkets beundring og respekt. Men allerede i den første og længste af filmens to dueller hvor den kridtstøvsbefængte atmosfære og den indelukkede røgfyldte stemning fornemt bliver sat i scene via Eugen Schüfftans oscarvindende sort/hvide billedside, (der på smukkeste vis indfanger og fremhæver hver eneste detalje i lokalet, som yderlige forstærker dets udelukkende mandlige galleris karakteristika), fornemmer man, at Robert Rossen er ude i en væsentlig anderledes og mere finurlig dagsorden i sin fortælling om dysten mellem de to diametrale og kontrastfyldte modsætninger, i skikkelse af den jævne og fremadstræbende Eddie Felson og den krukkede pengestærke champ Minnesota Fats. For i bund og grund handler “The Hustler”, selv om det fylder det meste af handlingen, egentligt slet ikke om selve spillet, hvis regler da heller aldrig bliver forsøgt forklaret for tilskueren, eller om at erobre den prestige der automatisk følger med mesterskabstitlen, men i stedet om at guide billiardhajen Eddie Felson en tur igennem livets barske og nådesløse skole for at gøre ham bedre rustet til at foretage den subtile klassekamp, som ligger og ulmer i hans rebelske underbevidsthed. Historiens virkelige formål sørger Robert Rossen nemlig snedigt for at afsløre ligeså stille og roligt ved at benytte sig af de nervepirrende sammenstød på det grønne lærred, (samt de mange tilhørende strategiske og psykologiske udfordringer der på sædvanlig facon udgør en fast integreret del af spillets uskrevne taktiske regelsæt), der fungerer som én lang karakteropbyggende dannelsesrejse, som endegyldigt vil udstille hvilket stof filmens hovedperson er lavet af, og ligeledes vise størrelsen på hans integritet som menneske i al almindelighed i et større perspektiv fremadrettet tilværelsens uforudsigelige udfordringer på godt og ondt.
Til at understrege den enorme kontrast der er i forhold til Eddie Felson, da han første gang træder ind af dørene til spillebulen Ames og til han vender tilbage i filmens afsluttende scener, leverer Paul Newman sin karrieres ultimativt stærkeste præstation, der illustrere at han med legende lethed formår at spille på alle strenge i følelsesregistret med lige stor og imponerende effekt. Under det første intermezzo med Minnesota Fats, (en rolle der lader til at være skræddersyet til Jackie Gleason, som da også bærer rollen til perfektion med sit nøjsomt kalkulerede underspil), folder Newman sig ud i fuld flor kastende omkring sig med ungdommens storskrydende og storsmilende kådhed, der på den ene side er herlig at være vidne til grundet dens provokerende flabede arrogance, men som samtidig også antyder at hovmodet i den grad står for fald hos den selvsikre men rastløse ungersvend, der ganske enkelt ikke er erfaren nok til at se hvad der foregår omkring ham, eller klar nok i sit sind over hvilket budskab han søger at sende og hvilke svar han helt præcis forsøger at få besvaret gennem sit opgør med Fats. Som med så mange andre facetter i “The Hustler” er det dog ikke den regerende mester der er filmens sande modstander, men derimod en kombination af den overvågende og skarpt analyserende manager Bert Gordons ageren, (fremragende og ultra kynisk spillet af George C. Scott), og Eddies eget diffuse selvværd, som suverænt flettes sammen af Rossen i duellens anden og især tredje halvleg, hvor Newman på mesterligt vis portrættere sin karakters vaklen rundt i manegen konstant på randen af en psykologisk knockout. I ren og skær desperation søges det afgørende suckerpunch at blive undgået med en masse alkohol som substitut for protagonistens skrøbelige ego, hvilket hans rutinerede modstandere med nemhed opfatter og udnytter, længe før Eddie er klar over det, og dermed er heltens ydmygende skæbne her definitivt beseglet. Herefter bevæger filmen sig ind i et melodramatisk vakuum midtvejs, hvor den fortvivlede Eddie finder sammen med Sarah, der ligesom ham er en fortabt sjæl på jagt efter mening med tilværelsen og spilles forbindtligt godt af Piper Laurie med en yderst overbevisende aura af ensomhed, der samtidig også indeholder en desperat længsel efter at blive værdsat og elsket.
Robert Rossen formår i den grad at skildre det mildt sagt ujævne forhold med bravur og udstiller de to karakterers interaktion med et nærværd, intensitet og troværdighed, der bæres frem af en hudløs ærlig vilje til at turde udstille deres svagheder i et alt andet end glamourøst lys, og drejer dermed fornemt i en lang bue uden om de romantiske faldgruber af sirupssød sentimental ønsketænkning hos tilskueren. Således opretholdes det grumsede billede af parforholdet konstant ved hele tiden at lade Eddie, (der har stirret sig blind i forbindelse med sine hævn over Fats), og Sarah, (der har flere forliste forhold i lasten, samt et liv der grundet alkoholen har stået på stand by alt for længe), være tæt omgivet af fortidens tågeslør som de, trods ihærdige anstrengelser, ikke kan slippe ud igen af før det måske er for sent. Det er på mange måder derfor dybt frustrerende at sidde og overvære deres kamp for at nå hinandens hjerter, som grundet den selvforstærkende negative effekt der opstår i kølvandet på konfrontationen med Charlie, og senere i endnu stærkere grad i Bert Gordons selskab, ender med at få et så solidt greb i Eddie, at hans negative karma ligeledes ufortrødent smitter af på hende. Den uforløste følelsesmæssige situation kommer senere til udtryk på en meget hjerteskærende og barsk facon, både i den mest romantiske scene i filmen under deres picnic og i særdeleshed under deres ophold på et luksuriøst rigmandsgods, hvor Eddie får et par usandsynlig hårde livslektioner, der lægger de sidste grundsten i hans fundament og modningsproces som individ og menneskekender, der bl.a. under en dyst med millionæren Findley tegner et interessant spejlbillede af Minnesota Fats, hvis korrumperede personlighed Eddie opdager han har kurs imod under Gordons vinger.
Da Eddie til sidst, og nu i en komplet forvandlet hårdfør positur, entrerer filmens dramatiske finale, hersker der på trods af et forudsigeligt udfald opstået fra scenerne lige inden og en markant kortere eksekveret duel mellem talentet, mesteren og manipulatoren end i filmens indledende konfrontation, alligevel en øjeblikkelig og gåsehudsfremkaldende stemning hvor Paul Newman, selv om de afsluttende scener foregår i en gennemført depressivt atmosfære, med en mesterlig præcis timing formidler sin karakters nyfundne og determinerede smag på livet efter devisen... "modstand styrker". En styrke der ligeså gør sig gældende generelt hos Robert Rossens suveræne mesterværk, der stadig 50 år senere står distancen og har bevaret hele sin slagkraft, som nu kan nydes i al sin storhed på en fremragende Blu-Ray udgivelse, man ikke må snyde sig selv for at eje.
#589 jessup 13 år siden
"Modstand styrker" men en mere helstøbt person er han næppe i slutningen.
C. Scott er fantastisk observerende, kynisk "kongemager" alla De Vitt i All About Eve.
#590 NightHawk 13 år siden
Man kan man jo også kalde gambling for en slags sport, men under alle omstændigheder som du selv skriver, og som jeg også nævner flere steder i anmeldelsen, så er den detalje egenlig ikke så vigtig, da det er menneskerne bag selve spillet, der er filmens fokus. :)
Det kan jeg kun være helt enig i. Jeg har dog en enkelt film tilbage på listen fra samme årti, som jeg synes er en lille smule bedre.
Jo, det synes jeg nu faktisk at han er, grundet de ting han har været igennem. Og som jeg oplever det, synes jeg da at der er tydelig forskel på måden han opfatter sig selv og sine omgivelser på i starten og så til den måde han agere/tænker på til sidst.
Helt enig! Og det er i det hele taget en fantastisk oplevelse selv at sidde og følge både Scott og de øvrige skuespillers ansigtsmimik og kropssprog, når de prøver at analysere modparten. Jackie Gleason hvis rolle ikke byder på mange replikker formår jo på denne måde virkelig at fortælle en hel masse både om sig selv og de øvrige karakterer. Det må have været en drøm for enhver skuespiller, at have været med i "The Hustler" den måde historien og karakterene er skrevet på. :)
Jeg købte "Buffy TVS - Last Gleaming 1-5" i en samlet udgivelse fra Amazon, men jeg har ikke fået læst den endnu. Jeg regner også med at fortsætte med at læses serien, når den nu går ind i sin 9. sæson, og skal helt afgjort også ha' tjekket "Angel & Faith" ud på et tidspunkt. :)