Fra en intens, klaustrofobisk og hæsblæsende jagt på at få bekæmpet ondskaben i alle dens mange afskygninger, famlende rundt i Berlins både fysisk og psykisk udfordrende system af labyrintiske gader og stræder, vender vi nu tilbage til staterne i skikkelse af Texas knastørre barske landskab, hvis blodige og historiske fundamentet her lægger sig solidt under John Sayles grænsesøgende, multikulturelle og multilagrede mesterværk.
”Buddy Deeds said a thing, he damn well backed it up. Never be another one like him. You know, that boy of his can't cut it. You ask me, he's all hat and no cattle.”
Under en amatør arkæologisk tur i Rio Countys ødemark mellem grænsebyen Frontera og Mexico møder der to ferierende sergenter fra den nærliggende militærbase et makabert syn, da et skelet pludselig dukker frem fra jorden blot for kort efter at få selskab af en ring fra frimurerlogen, og hvad der umiddelbar gemt under et tykt lag af rust minder om et politiskilt. Frem for at foretage sig yderligere tager de omgående kontakt til den lokale sherif Sam Deeds, (Chris Cooper), som efter at have inspiceret gerningsstedet beslutter sig for at se nærmere på det mystiske dødsfald. Imens på byens skole forbereder lærerinden Pilar Cruz, (Elizabeth Peña), og hendes kolleger sig til et kommende forældremøde ingen ligefrem glæder sig til, da elevernes multikulturelle baggrunde, hvilke alle skal tilgodeses, har det med at få sindene i kog. For at gøre ondt endnu værre falder humøret yderligere, da Pilar pludselig modtager beskeden om, at hendes søn er blevet anholdt for biltyveri, og en ydmygende tur på politistationen er derfor uundgåelig. Efter sin tur i ødemarken ankommer Sam efterfølgende til den mest populære restaurant i byen, hvor Fronteras borgmester, den tidligere politimand Hollis Pouge, (Clifton James), og et par af de lokale pinger hænger ud for at sludre om de gode gamle dage i 50'erne, hvor Sams nu afdøde fader, den højt respekterede Buddy Deeds, (Matthew McConaughey), tog kampen op imod sin overordnede i skikkelse af den frygtindgydende og nederdrægtige sherif Charlie Wade, (Kris Kristofferson), hvis gennemført ondskabsfulde og korrumperede sjæl gjorde ham til den mest forhadte mand i området. Selv om Sam, der aldrig har haft et særlig godt forhold til sin far, har hørt den glorificerende anekdote fortalt utallige gange tidligere, er forløbet nu qua det nylig fundne lig blevet ekstra interessant og med historien i en nyt perspektiv har han pludselig fået en hel del at tænke over. Andetsteds ved Fronteras militærakademi melder den nye leder oberst Delmore Payne, (Joe Morton), sin ankomst og proklamere i sin tale til sine elever og personalet, at han har tænkt sig at indføre en nul tolerance politik.
Senere samme aften opstår der dog allerede problemer, da et par fra hans deling ender i et skuddrama på den lokale bar, hvor stedets ejer den livskloge Otis Payne, (Ron Canada), dog tager situationen med ophøjet ro og i forvirringen når at redde den unge Chet Payne, der er kommet for at besøge ham, fra at blive indblandet. Imens på skolen ender mødet mellem lærerne og forældrene i et højlydt skænder om hvorledes historieundervisningen med udgangspunkt i deres lokalområde skal foregå, da Pilar bliver nød til at tage af sted for at hente sin søn. Nede på politistationen render hun tilfældigvis på sin gamle highschool kæreste Sam Deeds, som hun stadig har følelser for, præcis som han også har for hende og Sam beslutter sig derfor til at lade hendes søn slippe med en advarsel. Dagen efter fremlægger retsmedicineren sine informationer om liget fra ødemarken, og Sam er nu ikke længere et sekund i tvivl om, at den afdøde må være Charlie Wade. Han tager derfor atter kontakt til borgmesteren for at se, om han kan lokke yderligere detaljer ud om den grumme sherifs fortid, hvilket borgmesteren dog ikke lige synes er passende at rode rundt i, da en forestående hyldest af Buddy Deeds, med et mindemærke ved rådhuset, er under opsejling og antyder samtidig, at Sam kun er ude på at ødelægge hans faders legende status af ren og skær misundelse. Sam fornemmer irriteret hvor samtalen bærer hen ad og mens han i stedet fortsætter efterforskningen hos konen til den tidligere ejer af Otis bodega, hvor Charlie Wade også tog beskyttelsespenge fra, ender soldaten Athena, (Chandra Wilson), der var involveret i skyderiet tidligere, i et forhør og frygter for hvad det vil få af betydning for hendes fremtid. Imens fører Sams spørgsmål om fortiden ham til Otis Payne, der ligeledes heller ikke er meget for at sige noget negativt om Buddy ud over, at han var en hård men fair mand når det kom til at benytte sig af de uskrevne regler af vennetjenester, der gjorde sig gældende mellem borgerne og myndighederne. Sam insistere dog på at få opklaret hvilken rolle Buddy spillede i forhold til Wades død, men jo længere han graver, jo mere finder han blot ud af, at tingene langt fra er så simple som først antaget og at faderens indflydelse på byen ikke blot gemmer på mudrede deals, men også et følelsesmæssigt engagement der er tæt forbundet med hinanden...
”Step across this line. You're not the sheriff of nothing anymore, just some tejano with a lot of questions I don't have to answer. A bird flying south, you think he sees this line? Rattlesnake? Javelina? Whatever you got. You think halfway across that line they start thinking different? Why should a man?”
Allerede i sine teenager år var multitalentet John Sayles en person, der var dybt engageret i politiske og samfundskritiske projekter, hvilket man da også kunne se påvirkningen af i karrierens indledende fase tilbage i 70’erne og 80’erne, hvor han udførte rollen som den helt store kreative kapacitet bag manuskripterne til nogle af de mest populære monster & kultfilm. Genren var ofte kendetegnede ved særdeles kulørte historier uden andet formål end at underholde sit trofaste publikum med et stort glimt i øjet, men den manglende tyngde sørgede Sayles for at tilføre med en understrøm af spydig og skarp kritik, bl.a. rettet imod militærets eksperimenter med atom våben, en generel forurening af miljøet, samt mediernes kyniske sensationshunger, som alt sammen blev illustreret via en herlig underfundig og genial sammenhørighed med det overnaturlige udgangspunkt, der gjorde sig gældende i film som hhv. “Piranha”, “Alligator” og “The Howling”. Trods et markant skifte i genre fra fantasifyldt horror til mere realistisk prægede hverdagsdramaer, som fandt sted da John Sayles supplerede cv’et som manuskriptforfatter og forfatter med instruktørtjansen, forblev den handlingsmæssige flydende proces efterfølgende et fast vartegn i hans detaljerede og sirlige historieformidling. Dette kom mest overbevisende til udtryk i slutningen af 90’erne, da han skabte sin mest helstøbte film til dato i form af det genremiksende mesterværk “Lone Star”, der under overfladen på sit delvise mordmysterium og romantisk integrerede plot udfoldede sig som et historisk og samfundskritisk tidsrejse monument over Amerika og Mexicos brogede fortid og utallige mangeårige konflikter med hinanden. Som katalysator til at få skabt et nuanceret billede af den historiske baggrund og udvikling, samt de mange medfølgende ambivalente følelser der fulgte i det sjældent særligt rene kølvand imellem de blandede befolkningsgrupper af mexicanere, afroamerikanere og hvide amerikanere, lod John Sayles sin tekstmæssige substans udfolde som en traditionelt opbygget skabelon skåret over krimigenren i en lind strøm, hvor et mystisk mord søges opklaret mens skeletterne vælter ud af skabet i processen på at lade retfærdigheden sejre.
Men som det hurtigt afsløres under det støvede og beskidte opklaringsarbejde, ligger der flere lag og gemmer sig i grænsebyens komplicerede forhistorie, hvilket først og fremmest kommer til udtryk igennem portrættet af filmens protagonist Sam Deeds, der spilles med en sædvanlig afbalanceret og afdæmpet ro af Chris Cooper, som elegant formår at illustrere en mand hårdt tynget af ikke at kunne leve op til sin ikoniske faders heltestatus og derfor modsat konstant frustreret, og mellem linjerne umyndiggjort, tvinges til at måtte acceptere omgivelsernes manglede tro på hans evner til at udføre sit job som lovens lange arm. Denne mistillid tjener dog til gengæld udelukkende til filmens fordel, da man et langt stykke af vejen som tilskuer placeres i tvivlerens rolle ang. hvilke motiver, der i virkeligheden ligger til grund for hans insisterende efterforskning, samt ligeledes hvordan han har tænkt sig at bruge de nyfundne oplysninger. Disse spekulationer får yderligere næring via en række visuelt veludførte flashbacks til fortiden, som ubemærket flyder ind og ud af handlingen i nutiden i en både fascinerende og forunderlig parallel, der ligeledes antyder tvetydigheden hos faderen Buddy Deeds hensigt med sit nervepirrende opgør mod den diabolske Charlie Wade, hvilket på ingen måde viser sig at være lige så sort og hvidt, som det bliver fremstillet af områdes ældre overlevne meningsdannere, beslutningstagere og selvudnævnte loyale historiefortællere, der alle selv har profileret af duellens udfald og deraf formet byen Fronteras fremtid ud fra en bevidst fortolkning af begivenhedernes gang. Det sofistikerede og hypnotiske ved John Sayles manuskript er, at nuancerne i den primære røde tråd der udspindes af dødsfaldet og dets mudrede medfølgende konspirationsteorier først for alvor kommer til syne under og i kombination med de mange sideløbende handlingstråde, hvilket bl.a. sker i form af Pilar Cruz kontroverser med historieundervisningen på sin skole hvor forældrene forsøger at kontrollere deres børns viden om fortiden, hvis forløb integreres videre over i hendes uforløste kærlighed til Sam Deeds, der så igen præges af delen om militærakademiets nye oberst hvis egen søn er træt af at forventningspresset om at skulle træde i sin faders fodspor.
På trods af at Oberst Delmore Payne ikke har en eneste scene i filmen med Sam Deeds og i princippet intet har at gøre med den presserende mordsag, bliver hans tilbagevenden til sin fødeby som han bevidst har undgået at forsøgt at blive udstationeret i grundet et meget anstrengt forhold til sin fader Otis, (en af Buddy Deeds venner og ejeren af den klub som udgør et af nøglepunkterne i “Lone Stars” samlede punchline), en yderst vigtig brik i det store og ved første øjekast lettere uoverskuelige budskabsmæssige puslespil. Dels kommer Delmore med sin påtagede hårde attitude og slet skjulte arrogance ubevidst til at tvinge sin egen søn til at opsøge og lære om hans fortid via mødet med sin farfar Otis, hvis bar samtidig, (og igen som i fortiden), bliver gerningssted for et skyderi, der placerer den menige soldat Athena i et forhør, hvor hun bl.a. må forklare sit ønske om at arbejde i hæren. Mødet mellem yngste og ældste del af Payne familien, samt Athenas beskrivelse af sit karrierevalg, (hvilket viser sig at bunde i en fortabt accept og deprimerende opfattelse af hendes racemæssige baggrunds påduttede begrænsninger fra omverdenen), udvikler sig gradvist til et par yderst vigtige lektioner for den fastlåste og stædige Delmore, der efterhånden må indse at et bedre og dybere kendskab til sine egne rødder og historik er den eneste fornuftige løsning på selvudvikling og dermed forhåbentlig et bedre forhold til sin familie, og mere specifik til sin søn repræsenterende den fremtidige generation. Og mens de mange små konfliktskabende sten i skoen bliver fjernet og kastet i floden, sørger John Sayles med sit imponerende overblik for at sprede sin mesterligt udformede og nøjsomt underspillede historieundervisning som ringe i vandet til grænsebyens mexicanske indbyggere og deres kamp for respekt og tolerance fra den hvide befolkning, samtidig med at filmens sammenbidte protagonist Sam Deeds løbende opsummere og analysere informationer fra alle parter i en kildekritisk vandretur gennem landskabets moralske minefelt og etiske faldgruber, hvor både romantikken og den sociale arv viser sig at være et par særdeles komplicerede størrelser at håndtere.
“Lone Star” er en af den slags sjældne filmoplevelser, hvor ingen af scenerne eller dialogen er overflødige, men hvor selv den mindste detalje udgør en vigtig brik i den bredt favnende multifarvede mosaik som John Sayles harmonisk sammensætter i et integreret flow, man kun kan være svært imponeret af at overvære. Læg dertil en billedside som sjælfuldt indfanger det mexicanske landskabs sørgmodige men stadigvæk pulserende atmosfære, samt et ensemble cast der hele paletten rundt leverer en perlerække af nærværende, intense og troværdige præstationer, og tilbage står man med en af de bedste film fra 90’erne, der samtidig også i mine øjne er John Sayles ubestridte mesterværk.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Er rigtig glad for at høre, at du har fået lyst til at give "Lone Star" en chance. Det er en film som ud over at være fantastisk godt skuet sammen også tåler utallige gensyn, fordi man hele tiden opdager nogle nye små detaljer i de forskellige parallelle historier der gør, at den samlede kontekst bliver endnu bedre, jo flere gange man ser filmen. Jeg er sikker på, at det er en film, som du vil sætte stor pris på at have stående i din samling.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Som lovet tidligere kommer her en kort update på listen som den ser ud fra film nr. 20-11.
20. Smoke 19. Vertigo 18. The Thing 17. Raiders of The Lost Ark 16. Secretary 15. Zombieland 14. Aliens - Directors Cut 13. The Hustler 12. M - Eine Stadt Sucht Einen Mörder 11. Lone Star
Det vil jo så samtidig også sige, at jeg fra på søndag af tager hul på de sidste 10 film, så kig endelig med i tråden igen om nogle dage. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
En af de bedste Sayles jeg har set - han er svingende (Silver City var ikke ligefrem fremragende)men hans film skal ses. Er virklig glad for Matewan også.
Jeg må set at få genset Lone Star - så den i en lille snusket bio i Aalbord i sin tid - tror den var forbundet med universitetet.
Du har ret i, at det ikke er hver gang han rammer topformen, men når han så gør det, som f.eks. med "Lone Star", (og de film jeg nævner nedenunder), så står han for mig se som en af de bedste og mest interessante amerikanske instruktører fra 80'erne og fremefter.
"Matewan" hører også til blandt mine John Sayles favoritter sammen med "Lianna", "Eight Men Out", "Passion Fish", og "Limbo", som alle absolut er værd at tjekke ud.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
så står han for mig se som en af de bedste og mest interessante amerikanske instruktører fra 80'erne og fremefter.
Enig. Har ikke set Lianna. Limbo synes jeg vi har snakket om før for år tilbage og er bestemt også anbefalelseværdig. Passion Fish husker jeg som stærk og virklig god.
Så starter den sidste nedtælling mod førstepladsen på top 200 listen, hvis filmhistoriske rejse nu bringer os fra et særdeles mudret mordmysterium blandt mangfoldighedens historiske sammenfletninger i det Texanske landskab og hen til fortovskanten på et forkrampet forstadskvarter til New York, i den kontroversielle instruktør Todd Solondz mesterlige debut og senere ungdomsklassiker, der på en herlig sorthumoristisk facon endte med at blive en af de bedste og mest barske film om mobning.
”Yo, Weiner, you better get ready, 'cause at three o'clock today, I'm gonna RAPE you!”
Som så mange sammenlignelige og jævnt deprimerende dage tidligere træder den ensomme Dawn Wiener, (Heather Matarazzo), atter ind i skolens kantine hvor hun, trods den megen larm fra de andre elevers lystige sniksnak, omgående mærker isolationens iskolde skulder i sit ansigt. Endelig lykkedes det dog for hende at finde en plads ved et bord overfor en ligeledes ensom ulv i skikkelse af den sortsynede emo tøs Lolita, (Victoria Davies), men hun viser sig hurtigt at være et særdeles ubehageligt bekendtskab, da hun lyver om Dawns seksualitet til en grubbe cheerleaders, som straks begynder at mobbe hende i troen om, at hun muligvis er lesbisk. På vej hjem fra skolen overværer Dawn en af drengene fra hendes klasse blive ydmyget og tæsket af den afstumpede og rå Brandon, (Brendon Sexton jr.), og hans to medløbere, men da hun efterfølgende forsøger at hjælpe ham bliver hendes gode intentioner fejet væk og i stedet må hun finde sig i, at ofret lader sine frustrationer gå ud over hende. Da Dawn senere på eftermiddagen forsøger at få lidt fred foran tv-skærmen, ender hun grundet sit dårlige humør med at overfuse sin temmelig provokerende dydsmønster lillesøster Missy, (Daria Kalinina), og modtager på uretfærdig vis stuearrest, hvilket samtidig betyder at hende bedste og eneste ven Ralphy, (Dimitri Lervolino), må gå forgæves, da han kigger forbi. Dagen efter i klasselokalet forsøger Brandon at snyde under en test ved at læse med over skulderen på Dawn, hvilket hun reagerer på ved at brokke sig til lærerinden, der til gengæld er så ”flink”, at hun også giver Dawn en eftersidning, som hun frustreret må møde op til efter at være blevet truet på toilettet af den jaloux Lolita, der er overbevist om at hendes stunt tidligere, kun har været for at få Brandons opmærksomhed. Senere under eftersidningen fortsætter lømlens provokationer, hvilket resulterer i at Dawn mister koncentrationen og bliver tvunget til at skrive et 2 siders essay om begrebet ”værdighed”, da hun brokker sig over karakteren på den diktat, de netop har måttet tage som straf for den forrige episode.
Tilbage i sin egen have igen, pænt træt af det hele, konkludere Dawn slukøret overfor Ralphie i deres klubhus, at livet generelt bare er noget lort med mindre det på en eller anden måde altså, kan lykkedes hende at blive populær nok. Senere under aftensmaden med den øvrige familie fortæller hendes karakterliderlige storebror Mark, (Matthew Faber), energisk løs om et kommende medlem til hans band, som ud over at ville sikre dem masser af jobs også er guld værd i forhold til hans college ansøgning. Efter endnu en kontrovers med lillesøsteren som moderen forguder, bliver Dawn nok engang udpeget som syndebuk og beslutter sig derfor dagen efter til at hævne sig, da et par velklingende toner, der lyder overraskende godt, pludselig bryder stilheden fra bandets øvelokale i garagen. Nysgerrig efter at se giraffen står hun kort efter i deres indkørsel og bliver her hurtigt smask forelsket, da hun lægger både øjne og ører til den nye forsanger i skikkelse af den smækre Steve Rodgers, (Eric Mabius). Næste dag i klassen må Dawn først igennem en meget ydmygende oplæsning af sin essay, inden det efterfølgende ender helt galt under et foredrag hvor hun uheldigvis rager uklar med en af de andre lærere i et forsøg på sat en stopper for Brandon og co.’s drillerier. En tur på inspektørens kontor er derfor uundgåelig med mistanken om, at Dawn jo naturligvis, grundet hendes respektløse opførsel, må være et barn med sociale problemer, hvilket hun forgæves forsøger at overbevise om bygger på en misforståelse. Den forklaring vælger inspektøren dog at overhøre, og ligeledes er der ingen hjælp at hente fra hendes pinligt berørte forældre, som i stedet er enige om at deres datter er lidt af et kvaj. Da byens lækreste steg Steve Rodgers op ad eftermiddagen kigger forbi for at få hjælp med lektierne af hendes bror, får hun snakket lidt med ham og han viser sig at være både ganske rar og forstående i forhold til, hvor meget hun hader sin skole. I håbet om at han måske er den der kan hjælpe hende ud af al elendigheden, gør hun nu et ihærdigt forsøg på at få hans opmærksomhed, men det er nemmere sagt end gjort og situationen kompliceres yderligere, da Brandon melder sig på banen og pludselig viser, at han har andre strenge at spille på end blot at være en hård nyser...
”Why do you hang out with that faggot?”
”Just because Ralphie's a faggot doesn't mean he's an asshole.”
Man kan ikke ligefrem påstå, at der på nogen som helst måde bliver lagt fingre imellem i Todd Solondz evigt aktuelle fortælling om mobningens modbydeligt omklamrende og sørgeligt smittende væsen, hvis budskabsmæssige parole her bliver lagt for dagen på en herligt befriende og hudløst ærlig facon, som henter godt med klukkende morsom og kulørt inspiration til sit junior highschool miljø og karakter fra så vidt forskellige, og dog alligevel på bundlinjen sammenlignelige, pionere ud i genren af ungdomsfilm som John Hughes og John Waters, mens den ofte rapkæftede og meget grovkornede dialog lyder som noget Kevin Smith snildt kunnet have rystet ud af ærmet. Den dybt fascinerende kontrast mellem det mere uskyldige, det absurde og det ondsindede, der gennemgående tegner det brogede landskab i ”Welcome To The Dollhouse”, og holder tilskueren i et ambivalent jerngreb, kommer da også øjeblikkeligt syrligt til udtryk i filmens intro, hvor der meget opfindsomt klippes fra illusionen om den perfekte og idylliske familie og over til den rå virkeligheds barske realiteter for filmens håbløst kiksede men super charmerende protagonist Dawn Wiener, da hun entrerer skolens kantine. Her bliver hun straks ydmyget i en scene, der glimrende illustrere filmens sorthumoristiske tone, men som også samtidig understreger alvoren bag dens ondskabsfulde ordforråd og hårdhudede handlingsmønstre, der efterfølgende absorberes og udstilles i et velkendt deprimerende og ganske troværdig skildring af det hierarki som huserer på mange skoler, hvor mobning opstået et sted straks flyttes videre, hvis der er mulighed for det, som Dawn mærker på egen krop, da hun forsøger at hjælpe en anden udsat elev. Selv om hun på daglig basis derfor tager alle disse mange ekstremt negative strabadser med sig, som hun ikke kan undgå selv at blive stærkt påvirket af, hvilket bl.a. går ud over hendes sukkersøde lillesøster Missy, (som immervæk også er en øretæveindbydende stræber af dimensioner), kan man bare ikke lade være med at holde af Dawn alligevel, fordi hun ganske enkelt er et godt menneske der i bund og grund vil andre det bedste, men bare aldrig får lov til at vise det.
Ja omstændighederne tillader det på mest deprimerende og sørgeligt nok ganske realistisk vis aldrig, hvad der da også er en af filmens skarpeste pointer, og når man overvære hendes kontroverser samt uretfærdige behandling hvad end det er fra elevernes side, primært Lolita og Brandon, eller familiens side, domineret af hendes gennemført hæslige mor, eller sågar modstanden fra hendes håbløst knarvorne og ignorante klasselærer, er det ærligt noget af et mirakel at Dawn formår at holde humøret oppe. Men det siger på den anden side så også en hel del om det overlevelsesinstinkt denne lille 11 årige mega nørdede, men ultimativt knuselskelige seje rebel er i besiddelse af. Todd Solondz illustrer bl.a. dette sublimt og med den helt rigtige dosis af både humor og alvor i en hårfin balancegang, der er lige på grænsen men aldrig overskrider den, underforstået at indtrykket dermed bliver endnu stærkere, i to af filmens bedste scener som underbygger Dawns fighter vilje. Først må hun dog lige stå model til Brandons provokationer, som leder hen til hendes foredrag om begrebet værdighed, hvilket jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet over, fordi klasselæreren fuldstændig glemmer alt om indholdet af oplæsningens budskab ved med jævne mellemrum at afbryde og tale ned til sin nervøse elev. Kulminationen herpå bliver et forsøg på et opgør med Brandon og co., der ender i mødet med inspektøren, hvor Dawns mor uden tøven svigtet sin datter og dernæst håner hendes ven Ralphy. Herefter beder hun om en forklaring på Dawns, ifølge hende, pinlige opførsel. ”I was fighting back”, hvortil moderen promte svarer ; "Who ever told you to fight back?”, og direkte anbefaler Dawn at falde i med tapetet og finde sig i at blive tromlet hen over, hvilket går igen i den grotesk morsomme scene hvor familien skal dele en dessert efter aftensmaden. Dvs. alle lige undtagen Dawn der i stedet må finde sig i at blive trynet af sin mor og samtidig svigtet af sine grådige og leflende søskende, som udnytter den situation der opstår, da Dawn står fast på sine principper og nægter at rive sit klubhus i baghaven ned på grund af forældres kommende 20 års jubilæums festivitas.
Men selv om tilskuerens empati klart ligger hos den godhjertede Dawn, er hun langt fra beskrevet som nogen renskuret protagonist, hvilket også er en af filmens allerstærkeste forcer i det nuancerede og troværdige billede Todd Solondz lykkedes med at tegne af karaktererne og den svære overgang fra barndom til ungdom, som placerer dem med en fod i begge lejre. Her benytter Todd Solondz det underliggende og lettere tabubelagte seksualitetstema til at trække de positive og negative sider frem i lyset hos de to skrappe modstandere Dawn og Brandon der for sidstnævntes vedkommende illustrere, at han langt fra er så skidt en knægt som han umiddelbart giver udtryk for at være. Dette kommer til udtryk via forelskelsen i Dawn, der endelig giver ham mulighed for at være sig selv, hvilket dog kun foregår langt ude for alle andres søgelys og ikke på skolen, hvor han påtvunget acceptere den rolle de andre elever og lærere har tildelt ham grundet hans svære sociale problemer derhjemme. Modsat får Dawn kastet grus i maskineriet da hun, forblændet af sit ønske om at blive populær og stige i hierarkiet, kaster sin kærlighed på den utopiske drømmefyr i skikkelse af den ældre Steve Rodgers, der spilles med sexet übercoolnes af Eric Mabius, som til lejligheden er blevet udstyret med et labert Michael Bolton garn. I begge tilfælde udvikler de to pulserende kærlighedsintriger sig med katastrofale negative konsekvenser til følge, i et par scener som gjorde ondt langt ind i hjertet på undertegnede, da Brandon, ansporet af forholdet til Dawn, forsøger at ændre sin væremåde og gøre en god gerning i håbet om at blive inviteret med til en fødselsdagsfest. I stedet ender det dog blot med, at han bliver jordet totalt af fødselaren i skikkelse af den overfladiske Cookie. Det er en hård og barsk omgang at overvære, præcis ligesom i scenen hvor en forsmået Dawn med en solid sviner afviser sin bedste ven Raplhy, hvis ansigtsudtryk fortæller alt om udfaldet af den selvforstærkende negative effekt der ofte opstår blandt børn, når deres omgivelser ikke på nogen som helst positiv facon formår at træde i karakter.
“Welcome To The Dollhouse” er uden tvivl en af de bedste ungdomsfilm, som jeg har set, styret med en usvigelig sikker budskabsmæssig hånd af Todd Solondz, der let forstår at formidle overgangende mellem det humoristiske og dødsensalvorlige så elegant flydende, at man kommer heler følelsesregistret igennem på ganske kort tid i de forskellige scener, der i niveau løftes langt op i skyerne af en helt igennem fremragende skuespilpræstation fra Heather Matarazzo, som trods sin karakters moralske slingrekurs gør Dawn til en herlig cool lille tøs, man kun håber det bedste for.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Hvis der sidder nogen derude, som ikke kender Todd Solondz, men skulle have fået lyst til at stifte nærmere bekendtskab med hans film, så vil jeg også anbefale "Happiness", "Storytelling" og "Palindromes", hvor sidstnævnte i øvrigt er en slags opfølger til debuten "Welcome To The Dollhouse". Hans nyeste film "Life During Wartime" har jeg dog ikke set endnu. Det er kontroversielle emner så som bl.a. voldtægt, incest, selvmord, fysisk og psykisk vold, at Todd Solondz primært beskæftiger sig med, men hvis man har mod på det, ja så venter der en række filmoplevelser, som giver masser af stof til eftertanke.
I forbindelse med "Welcome To The Dollhouse" har jeg fundet et par klip frem fra filmen, som jeg ikke fik lagt op sammen med anmeldelsen. Det første er Dawns, (Heather Matarazzo), foredrag om hvad det vil sige at behandle andre med værdighed, og det andet er da hun hun hører Steve Rodgers, (Eric Mabius), fremfører filmens titelsang. Læg i første klip godt mærke til lærerens reaktioner og den timing som Solondz udviser her, og lyt godt efter teksten i sangen i det andet klip som ud over at være pæn lummer også har et herligt metalag over sig.
Som en ekstra finurlig detalje kan det i øvrigt tilføres, at både Heather Matarazzo og Eric Mabius senere hen begge begge spillede med i tv-serien "The L-Word" og begge pudsigt nok i forbindelse med den samme karakter, nemlig Jenny Schecter. Mabius som den forsmåede kæreste Tim Haspel og Matarazzo som journalisten/boganmelderen Stacy Merkin, der uheldigvis skriver en negativ anmeldelse af Jenny Schecters bog med store konsekvenser til følge. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#611 NightHawk 13 år siden
http://www.planetaxel.com/productDetails/053939251...
Fra en intens, klaustrofobisk og hæsblæsende jagt på at få bekæmpet ondskaben i alle dens mange afskygninger, famlende rundt i Berlins både fysisk og psykisk udfordrende system af labyrintiske gader og stræder, vender vi nu tilbage til staterne i skikkelse af Texas knastørre barske landskab, hvis blodige og historiske fundamentet her lægger sig solidt under John Sayles grænsesøgende, multikulturelle og multilagrede mesterværk.
”Buddy Deeds said a thing, he damn well backed it up. Never be another one like him. You know, that boy of his can't cut it. You ask me, he's all hat and no cattle.”
Under en amatør arkæologisk tur i Rio Countys ødemark mellem grænsebyen Frontera og Mexico møder der to ferierende sergenter fra den nærliggende militærbase et makabert syn, da et skelet pludselig dukker frem fra jorden blot for kort efter at få selskab af en ring fra frimurerlogen, og hvad der umiddelbar gemt under et tykt lag af rust minder om et politiskilt. Frem for at foretage sig yderligere tager de omgående kontakt til den lokale sherif Sam Deeds, (Chris Cooper), som efter at have inspiceret gerningsstedet beslutter sig for at se nærmere på det mystiske dødsfald. Imens på byens skole forbereder lærerinden Pilar Cruz, (Elizabeth Peña), og hendes kolleger sig til et kommende forældremøde ingen ligefrem glæder sig til, da elevernes multikulturelle baggrunde, hvilke alle skal tilgodeses, har det med at få sindene i kog. For at gøre ondt endnu værre falder humøret yderligere, da Pilar pludselig modtager beskeden om, at hendes søn er blevet anholdt for biltyveri, og en ydmygende tur på politistationen er derfor uundgåelig. Efter sin tur i ødemarken ankommer Sam efterfølgende til den mest populære restaurant i byen, hvor Fronteras borgmester, den tidligere politimand Hollis Pouge, (Clifton James), og et par af de lokale pinger hænger ud for at sludre om de gode gamle dage i 50'erne, hvor Sams nu afdøde fader, den højt respekterede Buddy Deeds, (Matthew McConaughey), tog kampen op imod sin overordnede i skikkelse af den frygtindgydende og nederdrægtige sherif Charlie Wade, (Kris Kristofferson), hvis gennemført ondskabsfulde og korrumperede sjæl gjorde ham til den mest forhadte mand i området. Selv om Sam, der aldrig har haft et særlig godt forhold til sin far, har hørt den glorificerende anekdote fortalt utallige gange tidligere, er forløbet nu qua det nylig fundne lig blevet ekstra interessant og med historien i en nyt perspektiv har han pludselig fået en hel del at tænke over. Andetsteds ved Fronteras militærakademi melder den nye leder oberst Delmore Payne, (Joe Morton), sin ankomst og proklamere i sin tale til sine elever og personalet, at han har tænkt sig at indføre en nul tolerance politik.
Senere samme aften opstår der dog allerede problemer, da et par fra hans deling ender i et skuddrama på den lokale bar, hvor stedets ejer den livskloge Otis Payne, (Ron Canada), dog tager situationen med ophøjet ro og i forvirringen når at redde den unge Chet Payne, der er kommet for at besøge ham, fra at blive indblandet. Imens på skolen ender mødet mellem lærerne og forældrene i et højlydt skænder om hvorledes historieundervisningen med udgangspunkt i deres lokalområde skal foregå, da Pilar bliver nød til at tage af sted for at hente sin søn. Nede på politistationen render hun tilfældigvis på sin gamle highschool kæreste Sam Deeds, som hun stadig har følelser for, præcis som han også har for hende og Sam beslutter sig derfor til at lade hendes søn slippe med en advarsel. Dagen efter fremlægger retsmedicineren sine informationer om liget fra ødemarken, og Sam er nu ikke længere et sekund i tvivl om, at den afdøde må være Charlie Wade. Han tager derfor atter kontakt til borgmesteren for at se, om han kan lokke yderligere detaljer ud om den grumme sherifs fortid, hvilket borgmesteren dog ikke lige synes er passende at rode rundt i, da en forestående hyldest af Buddy Deeds, med et mindemærke ved rådhuset, er under opsejling og antyder samtidig, at Sam kun er ude på at ødelægge hans faders legende status af ren og skær misundelse. Sam fornemmer irriteret hvor samtalen bærer hen ad og mens han i stedet fortsætter efterforskningen hos konen til den tidligere ejer af Otis bodega, hvor Charlie Wade også tog beskyttelsespenge fra, ender soldaten Athena, (Chandra Wilson), der var involveret i skyderiet tidligere, i et forhør og frygter for hvad det vil få af betydning for hendes fremtid. Imens fører Sams spørgsmål om fortiden ham til Otis Payne, der ligeledes heller ikke er meget for at sige noget negativt om Buddy ud over, at han var en hård men fair mand når det kom til at benytte sig af de uskrevne regler af vennetjenester, der gjorde sig gældende mellem borgerne og myndighederne. Sam insistere dog på at få opklaret hvilken rolle Buddy spillede i forhold til Wades død, men jo længere han graver, jo mere finder han blot ud af, at tingene langt fra er så simple som først antaget og at faderens indflydelse på byen ikke blot gemmer på mudrede deals, men også et følelsesmæssigt engagement der er tæt forbundet med hinanden...
”Step across this line. You're not the sheriff of nothing anymore, just some tejano with a lot of questions I don't have to answer. A bird flying south, you think he sees this line? Rattlesnake? Javelina? Whatever you got. You think halfway across that line they start thinking different? Why should a man?”
Allerede i sine teenager år var multitalentet John Sayles en person, der var dybt engageret i politiske og samfundskritiske projekter, hvilket man da også kunne se påvirkningen af i karrierens indledende fase tilbage i 70’erne og 80’erne, hvor han udførte rollen som den helt store kreative kapacitet bag manuskripterne til nogle af de mest populære monster & kultfilm. Genren var ofte kendetegnede ved særdeles kulørte historier uden andet formål end at underholde sit trofaste publikum med et stort glimt i øjet, men den manglende tyngde sørgede Sayles for at tilføre med en understrøm af spydig og skarp kritik, bl.a. rettet imod militærets eksperimenter med atom våben, en generel forurening af miljøet, samt mediernes kyniske sensationshunger, som alt sammen blev illustreret via en herlig underfundig og genial sammenhørighed med det overnaturlige udgangspunkt, der gjorde sig gældende i film som hhv. “Piranha”, “Alligator” og “The Howling”. Trods et markant skifte i genre fra fantasifyldt horror til mere realistisk prægede hverdagsdramaer, som fandt sted da John Sayles supplerede cv’et som manuskriptforfatter og forfatter med instruktørtjansen, forblev den handlingsmæssige flydende proces efterfølgende et fast vartegn i hans detaljerede og sirlige historieformidling. Dette kom mest overbevisende til udtryk i slutningen af 90’erne, da han skabte sin mest helstøbte film til dato i form af det genremiksende mesterværk “Lone Star”, der under overfladen på sit delvise mordmysterium og romantisk integrerede plot udfoldede sig som et historisk og samfundskritisk tidsrejse monument over Amerika og Mexicos brogede fortid og utallige mangeårige konflikter med hinanden. Som katalysator til at få skabt et nuanceret billede af den historiske baggrund og udvikling, samt de mange medfølgende ambivalente følelser der fulgte i det sjældent særligt rene kølvand imellem de blandede befolkningsgrupper af mexicanere, afroamerikanere og hvide amerikanere, lod John Sayles sin tekstmæssige substans udfolde som en traditionelt opbygget skabelon skåret over krimigenren i en lind strøm, hvor et mystisk mord søges opklaret mens skeletterne vælter ud af skabet i processen på at lade retfærdigheden sejre.
Men som det hurtigt afsløres under det støvede og beskidte opklaringsarbejde, ligger der flere lag og gemmer sig i grænsebyens komplicerede forhistorie, hvilket først og fremmest kommer til udtryk igennem portrættet af filmens protagonist Sam Deeds, der spilles med en sædvanlig afbalanceret og afdæmpet ro af Chris Cooper, som elegant formår at illustrere en mand hårdt tynget af ikke at kunne leve op til sin ikoniske faders heltestatus og derfor modsat konstant frustreret, og mellem linjerne umyndiggjort, tvinges til at måtte acceptere omgivelsernes manglede tro på hans evner til at udføre sit job som lovens lange arm. Denne mistillid tjener dog til gengæld udelukkende til filmens fordel, da man et langt stykke af vejen som tilskuer placeres i tvivlerens rolle ang. hvilke motiver, der i virkeligheden ligger til grund for hans insisterende efterforskning, samt ligeledes hvordan han har tænkt sig at bruge de nyfundne oplysninger. Disse spekulationer får yderligere næring via en række visuelt veludførte flashbacks til fortiden, som ubemærket flyder ind og ud af handlingen i nutiden i en både fascinerende og forunderlig parallel, der ligeledes antyder tvetydigheden hos faderen Buddy Deeds hensigt med sit nervepirrende opgør mod den diabolske Charlie Wade, hvilket på ingen måde viser sig at være lige så sort og hvidt, som det bliver fremstillet af områdes ældre overlevne meningsdannere, beslutningstagere og selvudnævnte loyale historiefortællere, der alle selv har profileret af duellens udfald og deraf formet byen Fronteras fremtid ud fra en bevidst fortolkning af begivenhedernes gang. Det sofistikerede og hypnotiske ved John Sayles manuskript er, at nuancerne i den primære røde tråd der udspindes af dødsfaldet og dets mudrede medfølgende konspirationsteorier først for alvor kommer til syne under og i kombination med de mange sideløbende handlingstråde, hvilket bl.a. sker i form af Pilar Cruz kontroverser med historieundervisningen på sin skole hvor forældrene forsøger at kontrollere deres børns viden om fortiden, hvis forløb integreres videre over i hendes uforløste kærlighed til Sam Deeds, der så igen præges af delen om militærakademiets nye oberst hvis egen søn er træt af at forventningspresset om at skulle træde i sin faders fodspor.
På trods af at Oberst Delmore Payne ikke har en eneste scene i filmen med Sam Deeds og i princippet intet har at gøre med den presserende mordsag, bliver hans tilbagevenden til sin fødeby som han bevidst har undgået at forsøgt at blive udstationeret i grundet et meget anstrengt forhold til sin fader Otis, (en af Buddy Deeds venner og ejeren af den klub som udgør et af nøglepunkterne i “Lone Stars” samlede punchline), en yderst vigtig brik i det store og ved første øjekast lettere uoverskuelige budskabsmæssige puslespil. Dels kommer Delmore med sin påtagede hårde attitude og slet skjulte arrogance ubevidst til at tvinge sin egen søn til at opsøge og lære om hans fortid via mødet med sin farfar Otis, hvis bar samtidig, (og igen som i fortiden), bliver gerningssted for et skyderi, der placerer den menige soldat Athena i et forhør, hvor hun bl.a. må forklare sit ønske om at arbejde i hæren. Mødet mellem yngste og ældste del af Payne familien, samt Athenas beskrivelse af sit karrierevalg, (hvilket viser sig at bunde i en fortabt accept og deprimerende opfattelse af hendes racemæssige baggrunds påduttede begrænsninger fra omverdenen), udvikler sig gradvist til et par yderst vigtige lektioner for den fastlåste og stædige Delmore, der efterhånden må indse at et bedre og dybere kendskab til sine egne rødder og historik er den eneste fornuftige løsning på selvudvikling og dermed forhåbentlig et bedre forhold til sin familie, og mere specifik til sin søn repræsenterende den fremtidige generation. Og mens de mange små konfliktskabende sten i skoen bliver fjernet og kastet i floden, sørger John Sayles med sit imponerende overblik for at sprede sin mesterligt udformede og nøjsomt underspillede historieundervisning som ringe i vandet til grænsebyens mexicanske indbyggere og deres kamp for respekt og tolerance fra den hvide befolkning, samtidig med at filmens sammenbidte protagonist Sam Deeds løbende opsummere og analysere informationer fra alle parter i en kildekritisk vandretur gennem landskabets moralske minefelt og etiske faldgruber, hvor både romantikken og den sociale arv viser sig at være et par særdeles komplicerede størrelser at håndtere.
“Lone Star” er en af den slags sjældne filmoplevelser, hvor ingen af scenerne eller dialogen er overflødige, men hvor selv den mindste detalje udgør en vigtig brik i den bredt favnende multifarvede mosaik som John Sayles harmonisk sammensætter i et integreret flow, man kun kan være svært imponeret af at overvære. Læg dertil en billedside som sjælfuldt indfanger det mexicanske landskabs sørgmodige men stadigvæk pulserende atmosfære, samt et ensemble cast der hele paletten rundt leverer en perlerække af nærværende, intense og troværdige præstationer, og tilbage står man med en af de bedste film fra 90’erne, der samtidig også i mine øjne er John Sayles ubestridte mesterværk.
#612 Bruce 13 år siden
#613 NightHawk 13 år siden
Det var så lidt. :)
Er rigtig glad for at høre, at du har fået lyst til at give "Lone Star" en chance. Det er en film som ud over at være fantastisk godt skuet sammen også tåler utallige gensyn, fordi man hele tiden opdager nogle nye små detaljer i de forskellige parallelle historier der gør, at den samlede kontekst bliver endnu bedre, jo flere gange man ser filmen. Jeg er sikker på, at det er en film, som du vil sætte stor pris på at have stående i din samling.
#614 NightHawk 13 år siden
20. Smoke
19. Vertigo
18. The Thing
17. Raiders of The Lost Ark
16. Secretary
15. Zombieland
14. Aliens - Directors Cut
13. The Hustler
12. M - Eine Stadt Sucht Einen Mörder
11. Lone Star
Det vil jo så samtidig også sige, at jeg fra på søndag af tager hul på de sidste 10 film, så kig endelig med i tråden igen om nogle dage. :)
#615 jessup 13 år siden
Jeg må set at få genset Lone Star - så den i en lille snusket bio i Aalbord i sin tid - tror den var forbundet med universitetet.
#616 NightHawk 13 år siden
Du har ret i, at det ikke er hver gang han rammer topformen, men når han så gør det, som f.eks. med "Lone Star", (og de film jeg nævner nedenunder), så står han for mig se som en af de bedste og mest interessante amerikanske instruktører fra 80'erne og fremefter.
"Matewan" hører også til blandt mine John Sayles favoritter sammen med "Lianna", "Eight Men Out", "Passion Fish", og "Limbo", som alle absolut er værd at tjekke ud.
#617 jessup 13 år siden
Enig. Har ikke set Lianna. Limbo synes jeg vi har snakket om før for år tilbage og er bestemt også anbefalelseværdig. Passion Fish husker jeg som stærk og virklig god.
#618 Collateral 13 år siden
#619 NightHawk 13 år siden
http://www.videodetective.com/movies/trailers/welc...
http://www.planetaxel.com/productDetails/043396825...
Så starter den sidste nedtælling mod førstepladsen på top 200 listen, hvis filmhistoriske rejse nu bringer os fra et særdeles mudret mordmysterium blandt mangfoldighedens historiske sammenfletninger i det Texanske landskab og hen til fortovskanten på et forkrampet forstadskvarter til New York, i den kontroversielle instruktør Todd Solondz mesterlige debut og senere ungdomsklassiker, der på en herlig sorthumoristisk facon endte med at blive en af de bedste og mest barske film om mobning.
”Yo, Weiner, you better get ready, 'cause at three o'clock today, I'm gonna RAPE you!”
Som så mange sammenlignelige og jævnt deprimerende dage tidligere træder den ensomme Dawn Wiener, (Heather Matarazzo), atter ind i skolens kantine hvor hun, trods den megen larm fra de andre elevers lystige sniksnak, omgående mærker isolationens iskolde skulder i sit ansigt. Endelig lykkedes det dog for hende at finde en plads ved et bord overfor en ligeledes ensom ulv i skikkelse af den sortsynede emo tøs Lolita, (Victoria Davies), men hun viser sig hurtigt at være et særdeles ubehageligt bekendtskab, da hun lyver om Dawns seksualitet til en grubbe cheerleaders, som straks begynder at mobbe hende i troen om, at hun muligvis er lesbisk. På vej hjem fra skolen overværer Dawn en af drengene fra hendes klasse blive ydmyget og tæsket af den afstumpede og rå Brandon, (Brendon Sexton jr.), og hans to medløbere, men da hun efterfølgende forsøger at hjælpe ham bliver hendes gode intentioner fejet væk og i stedet må hun finde sig i, at ofret lader sine frustrationer gå ud over hende. Da Dawn senere på eftermiddagen forsøger at få lidt fred foran tv-skærmen, ender hun grundet sit dårlige humør med at overfuse sin temmelig provokerende dydsmønster lillesøster Missy, (Daria Kalinina), og modtager på uretfærdig vis stuearrest, hvilket samtidig betyder at hende bedste og eneste ven Ralphy, (Dimitri Lervolino), må gå forgæves, da han kigger forbi. Dagen efter i klasselokalet forsøger Brandon at snyde under en test ved at læse med over skulderen på Dawn, hvilket hun reagerer på ved at brokke sig til lærerinden, der til gengæld er så ”flink”, at hun også giver Dawn en eftersidning, som hun frustreret må møde op til efter at være blevet truet på toilettet af den jaloux Lolita, der er overbevist om at hendes stunt tidligere, kun har været for at få Brandons opmærksomhed. Senere under eftersidningen fortsætter lømlens provokationer, hvilket resulterer i at Dawn mister koncentrationen og bliver tvunget til at skrive et 2 siders essay om begrebet ”værdighed”, da hun brokker sig over karakteren på den diktat, de netop har måttet tage som straf for den forrige episode.
Tilbage i sin egen have igen, pænt træt af det hele, konkludere Dawn slukøret overfor Ralphie i deres klubhus, at livet generelt bare er noget lort med mindre det på en eller anden måde altså, kan lykkedes hende at blive populær nok. Senere under aftensmaden med den øvrige familie fortæller hendes karakterliderlige storebror Mark, (Matthew Faber), energisk løs om et kommende medlem til hans band, som ud over at ville sikre dem masser af jobs også er guld værd i forhold til hans college ansøgning. Efter endnu en kontrovers med lillesøsteren som moderen forguder, bliver Dawn nok engang udpeget som syndebuk og beslutter sig derfor dagen efter til at hævne sig, da et par velklingende toner, der lyder overraskende godt, pludselig bryder stilheden fra bandets øvelokale i garagen. Nysgerrig efter at se giraffen står hun kort efter i deres indkørsel og bliver her hurtigt smask forelsket, da hun lægger både øjne og ører til den nye forsanger i skikkelse af den smækre Steve Rodgers, (Eric Mabius). Næste dag i klassen må Dawn først igennem en meget ydmygende oplæsning af sin essay, inden det efterfølgende ender helt galt under et foredrag hvor hun uheldigvis rager uklar med en af de andre lærere i et forsøg på sat en stopper for Brandon og co.’s drillerier. En tur på inspektørens kontor er derfor uundgåelig med mistanken om, at Dawn jo naturligvis, grundet hendes respektløse opførsel, må være et barn med sociale problemer, hvilket hun forgæves forsøger at overbevise om bygger på en misforståelse. Den forklaring vælger inspektøren dog at overhøre, og ligeledes er der ingen hjælp at hente fra hendes pinligt berørte forældre, som i stedet er enige om at deres datter er lidt af et kvaj. Da byens lækreste steg Steve Rodgers op ad eftermiddagen kigger forbi for at få hjælp med lektierne af hendes bror, får hun snakket lidt med ham og han viser sig at være både ganske rar og forstående i forhold til, hvor meget hun hader sin skole. I håbet om at han måske er den der kan hjælpe hende ud af al elendigheden, gør hun nu et ihærdigt forsøg på at få hans opmærksomhed, men det er nemmere sagt end gjort og situationen kompliceres yderligere, da Brandon melder sig på banen og pludselig viser, at han har andre strenge at spille på end blot at være en hård nyser...
”Why do you hang out with that faggot?”
”Just because Ralphie's a faggot doesn't mean he's an asshole.”
Man kan ikke ligefrem påstå, at der på nogen som helst måde bliver lagt fingre imellem i Todd Solondz evigt aktuelle fortælling om mobningens modbydeligt omklamrende og sørgeligt smittende væsen, hvis budskabsmæssige parole her bliver lagt for dagen på en herligt befriende og hudløst ærlig facon, som henter godt med klukkende morsom og kulørt inspiration til sit junior highschool miljø og karakter fra så vidt forskellige, og dog alligevel på bundlinjen sammenlignelige, pionere ud i genren af ungdomsfilm som John Hughes og John Waters, mens den ofte rapkæftede og meget grovkornede dialog lyder som noget Kevin Smith snildt kunnet have rystet ud af ærmet. Den dybt fascinerende kontrast mellem det mere uskyldige, det absurde og det ondsindede, der gennemgående tegner det brogede landskab i ”Welcome To The Dollhouse”, og holder tilskueren i et ambivalent jerngreb, kommer da også øjeblikkeligt syrligt til udtryk i filmens intro, hvor der meget opfindsomt klippes fra illusionen om den perfekte og idylliske familie og over til den rå virkeligheds barske realiteter for filmens håbløst kiksede men super charmerende protagonist Dawn Wiener, da hun entrerer skolens kantine. Her bliver hun straks ydmyget i en scene, der glimrende illustrere filmens sorthumoristiske tone, men som også samtidig understreger alvoren bag dens ondskabsfulde ordforråd og hårdhudede handlingsmønstre, der efterfølgende absorberes og udstilles i et velkendt deprimerende og ganske troværdig skildring af det hierarki som huserer på mange skoler, hvor mobning opstået et sted straks flyttes videre, hvis der er mulighed for det, som Dawn mærker på egen krop, da hun forsøger at hjælpe en anden udsat elev. Selv om hun på daglig basis derfor tager alle disse mange ekstremt negative strabadser med sig, som hun ikke kan undgå selv at blive stærkt påvirket af, hvilket bl.a. går ud over hendes sukkersøde lillesøster Missy, (som immervæk også er en øretæveindbydende stræber af dimensioner), kan man bare ikke lade være med at holde af Dawn alligevel, fordi hun ganske enkelt er et godt menneske der i bund og grund vil andre det bedste, men bare aldrig får lov til at vise det.
Ja omstændighederne tillader det på mest deprimerende og sørgeligt nok ganske realistisk vis aldrig, hvad der da også er en af filmens skarpeste pointer, og når man overvære hendes kontroverser samt uretfærdige behandling hvad end det er fra elevernes side, primært Lolita og Brandon, eller familiens side, domineret af hendes gennemført hæslige mor, eller sågar modstanden fra hendes håbløst knarvorne og ignorante klasselærer, er det ærligt noget af et mirakel at Dawn formår at holde humøret oppe. Men det siger på den anden side så også en hel del om det overlevelsesinstinkt denne lille 11 årige mega nørdede, men ultimativt knuselskelige seje rebel er i besiddelse af. Todd Solondz illustrer bl.a. dette sublimt og med den helt rigtige dosis af både humor og alvor i en hårfin balancegang, der er lige på grænsen men aldrig overskrider den, underforstået at indtrykket dermed bliver endnu stærkere, i to af filmens bedste scener som underbygger Dawns fighter vilje. Først må hun dog lige stå model til Brandons provokationer, som leder hen til hendes foredrag om begrebet værdighed, hvilket jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet over, fordi klasselæreren fuldstændig glemmer alt om indholdet af oplæsningens budskab ved med jævne mellemrum at afbryde og tale ned til sin nervøse elev. Kulminationen herpå bliver et forsøg på et opgør med Brandon og co., der ender i mødet med inspektøren, hvor Dawns mor uden tøven svigtet sin datter og dernæst håner hendes ven Ralphy. Herefter beder hun om en forklaring på Dawns, ifølge hende, pinlige opførsel. ”I was fighting back”, hvortil moderen promte svarer ; "Who ever told you to fight back?”, og direkte anbefaler Dawn at falde i med tapetet og finde sig i at blive tromlet hen over, hvilket går igen i den grotesk morsomme scene hvor familien skal dele en dessert efter aftensmaden. Dvs. alle lige undtagen Dawn der i stedet må finde sig i at blive trynet af sin mor og samtidig svigtet af sine grådige og leflende søskende, som udnytter den situation der opstår, da Dawn står fast på sine principper og nægter at rive sit klubhus i baghaven ned på grund af forældres kommende 20 års jubilæums festivitas.
Men selv om tilskuerens empati klart ligger hos den godhjertede Dawn, er hun langt fra beskrevet som nogen renskuret protagonist, hvilket også er en af filmens allerstærkeste forcer i det nuancerede og troværdige billede Todd Solondz lykkedes med at tegne af karaktererne og den svære overgang fra barndom til ungdom, som placerer dem med en fod i begge lejre. Her benytter Todd Solondz det underliggende og lettere tabubelagte seksualitetstema til at trække de positive og negative sider frem i lyset hos de to skrappe modstandere Dawn og Brandon der for sidstnævntes vedkommende illustrere, at han langt fra er så skidt en knægt som han umiddelbart giver udtryk for at være. Dette kommer til udtryk via forelskelsen i Dawn, der endelig giver ham mulighed for at være sig selv, hvilket dog kun foregår langt ude for alle andres søgelys og ikke på skolen, hvor han påtvunget acceptere den rolle de andre elever og lærere har tildelt ham grundet hans svære sociale problemer derhjemme. Modsat får Dawn kastet grus i maskineriet da hun, forblændet af sit ønske om at blive populær og stige i hierarkiet, kaster sin kærlighed på den utopiske drømmefyr i skikkelse af den ældre Steve Rodgers, der spilles med sexet übercoolnes af Eric Mabius, som til lejligheden er blevet udstyret med et labert Michael Bolton garn. I begge tilfælde udvikler de to pulserende kærlighedsintriger sig med katastrofale negative konsekvenser til følge, i et par scener som gjorde ondt langt ind i hjertet på undertegnede, da Brandon, ansporet af forholdet til Dawn, forsøger at ændre sin væremåde og gøre en god gerning i håbet om at blive inviteret med til en fødselsdagsfest. I stedet ender det dog blot med, at han bliver jordet totalt af fødselaren i skikkelse af den overfladiske Cookie. Det er en hård og barsk omgang at overvære, præcis ligesom i scenen hvor en forsmået Dawn med en solid sviner afviser sin bedste ven Raplhy, hvis ansigtsudtryk fortæller alt om udfaldet af den selvforstærkende negative effekt der ofte opstår blandt børn, når deres omgivelser ikke på nogen som helst positiv facon formår at træde i karakter.
“Welcome To The Dollhouse” er uden tvivl en af de bedste ungdomsfilm, som jeg har set, styret med en usvigelig sikker budskabsmæssig hånd af Todd Solondz, der let forstår at formidle overgangende mellem det humoristiske og dødsensalvorlige så elegant flydende, at man kommer heler følelsesregistret igennem på ganske kort tid i de forskellige scener, der i niveau løftes langt op i skyerne af en helt igennem fremragende skuespilpræstation fra Heather Matarazzo, som trods sin karakters moralske slingrekurs gør Dawn til en herlig cool lille tøs, man kun håber det bedste for.
#620 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/s/ref=nb_sb_ss_i_0_5?url=s...
I forbindelse med "Welcome To The Dollhouse" har jeg fundet et par klip frem fra filmen, som jeg ikke fik lagt op sammen med anmeldelsen. Det første er Dawns, (Heather Matarazzo), foredrag om hvad det vil sige at behandle andre med værdighed, og det andet er da hun hun hører Steve Rodgers, (Eric Mabius), fremfører filmens titelsang. Læg i første klip godt mærke til lærerens reaktioner og den timing som Solondz udviser her, og lyt godt efter teksten i sangen i det andet klip som ud over at være pæn lummer også har et herligt metalag over sig.
Som en ekstra finurlig detalje kan det i øvrigt tilføres, at både Heather Matarazzo og Eric Mabius senere hen begge begge spillede med i tv-serien "The L-Word" og begge pudsigt nok i forbindelse med den samme karakter, nemlig Jenny Schecter. Mabius som den forsmåede kæreste Tim Haspel og Matarazzo som journalisten/boganmelderen Stacy Merkin, der uheldigvis skriver en negativ anmeldelse af Jenny Schecters bog med store konsekvenser til følge. :)