Fra en rodfæstet rebels lattermilde løsrivelsesproces blandt ondsindede autoritetsfigurer og rå rødder plantet solidt i mobningens muldjord bag forstadskvarterernes polemisk polerede facade, skal vi nu foretage et spring tilbage til 60’erne sveddryppende sydstater for at se nærmere på Norman Jewisons borgerretsrelaterede klassiker om racisme og fordomme, hvor to af filmhistoriens største legender tørnede sammen og via en eksplosiv sitrende intensitet skabte et vaskeægte mesterværk.
”They call me... MISTER Tibbs!”
Mens natten for længst har sænket sig over den lille lumre soveby Sparta i staten Mississippi, foretager betjenten Sam Woods, (Warren Oates), sin sædvanlige runde, der bl.a. tager ham forbi den lokale diner og efterfølgende en yngre eksibionistisk kvinde, inden han atter befinder sig i centrum af byen, hvor et grufuldt syn overraskende kommer ham i møde, da han finder en mand liggende livløs på vejen. Da politichefen Bill Gillespie, (Rod Steiger), kort efter ankommer til gerningsstedet sammen med retsmedicineren, kan de konstatere, at den myrdede er ingen ringere end den nytilflyttede forretningsmand Roger Colbert. Gillespie tror muligvis, at det kan have været en omstrejfende vagabond type der har stået bag og beordrer straks sin underordnede til at tjekke diverse tilholdssteder ud i håbet om hurtigst muligt at få fanget slynglen. Da Woods kort efter tilfældigvis spotter en sort mand siddende i togstationens ventesal, ringer alarmklokkerne omgående og før han kan nå at give sig til kende, slæber Woods den forundrede mand med på politistationen og fremstiller ham for Gillespie overbevist om, at de allerede har fanget morderen. Under det efterfølgende forhør, der udvikler sig mere og mere pinligt, må Gillespie til sidst indse at de har jokket godt og grundigt i spinaten, da det viser sig at den mistænkte, Virgil Tibbs, (Sidney Portier), selv er politimand og blot har været et smut sydpå fra Philadelphia for at besøge sin gamle mor. Da chokket atter har lagt sig hos Gillespie, beslutter han sig straks for at ringe til sin kollega nordpå for at tjekke forklaringens troværdighed og opdager her, at Tibbs ikke blot talte sand men også er en af de bedste drabsefterforskere i hele landet. På trods af et tilbud om at kunne benytte sig af den udefrakommende eksperts talenter til det videre opklaringsarbejde, takker Gillespie ærekært nej tak og ligeledes er Tibbs heller ikke meget for at give dem en hjælpende hånd, efter den behandling han har fået.
Tibbs vælger dog alligevel at assistere, mens han venter på det næste tog, og efter en nærmere inspektion af liget finder han ud af, at Colberts død ikke er så ligetil som først antaget. Da et opkald pludselig tikker ind over radioen om at en mulig mistænkt er på flugt mod grænsen til nabostaten Arkansas, haster Gillespie med det samme ud af døren og efterlader Tibbs hos den pænt skeptiske retsmediciner og hans skulende assistent. Mens morgenen stadig gryr, optrappes jagten på den småkriminelle Harvey Overst, (Scott Wilson), som trods et ihærdigt flugtforsøg til sidst må lade sig tage til fange. Samtidig på politistationen kigger Tibbs forbi med resultaterne fra undersøgelsen af den myrdede og bliver tilfældigvis konfronteret med Colberts kone, (Lee Grant), som han desværre må overbringe den triste nyhed. Mens hun får tid til at sunde sig, dukker Gillespie og hans folk op med Harvey, som de er overbevist om er morderen, da Colberts pung er fundet i hans besiddelse. Trods den anklagedes påstand om at være uskyldig, der får opbakning fra Tibbs som tørt kan konkludere ud fra sine beviser at han taler sandt, koger temperamentet over hos Gillespie, der frustreret over muligvis atter at have taget fejl smider dem begge bag lås og slå. I fængselscellen vinder Tibbs, positivt set i forhold til sagen, tilliden hos Harvey der afslører at have været hos byens nymfoman på mordtidspunktet, hvilket han har et vidne der kan bekræfte. Mens anklagen mod Harvey derfor ændres til tyveri i stedet tager Tibbs, godt og grundigt træt af hele miseren, tilbage til togstationen i håbet om endelig at kunne forlade byen. Han kommer dog snart på andre tanker da Gillespie, tvunget af Mrs. Colbert og borgmesteren, modvilligt dukker op for at bede om hjælp. Selv om han ikke er meget for at skulle samarbejde med den temperamentsfulde og nedladende sherif, acceptere Tibbs dog alligevel udfordringen, og det umage makkerpar må nu forsøge at lægge alle deres respektive fordomme bag sig, hvis de skal have en lille chance for at løse mordmysteriet...
”Now listen, hear me good mama. Please. Don't make me have to send you to jail... There's white time in jail and there's colored time in jail. The worst kind of time you can do is colored time.”
Da den unge håbefulde Sidney Portier slog igennem med et brag i Stanley Kramers hæsblæsende thrillerdrama “The Defiant Ones” tilbage i 1958, blev der skrevet historie i forhold til den måde som skuespillere med afroamerikanske rødder, og dermed borgere generelt i USA med den samme etniske baggrund, blev repræsenteret på i Hollywood, hvilket samtidig var en klar afspejling af det besværlige og hårdt opslidende arbejde græsrodsorganisationerne havde lagt for dagen i håbet om at sikre fuldstændig ens menneskerettigheder blandt sorte og hvide. Selv om kampen mod det etablerede system nåede sin umiddelbare kulmination i 1964 med vedtagelsen af the civil rights act, der på papiret gjorde op med bl.a. raceadskillelse i skoler, på arbejdspladser, osv, hang fortidens mange fordomme og diskriminerende attitude stadig tykt i luften hos sydstaterne i de efterfølgende år, hvilket da også i høj grad gennemsyrede både John Ball’s novelle og Norman Jewisons filmatisering af selv samme. Som katalysator til at kickstarte og senere hen udstille konflikten imellem den sorte og hvide mands syn på tilværelsen, der simultant integreret og mindst ligeså fornemt eksekveret fremhævede de store kulturelle forskelle mellem nord og syd, tager filmens handling sit udgangspunkt i et mord-mysterium på en hvid velhavende forretningsmand, der senere hen viser sig at have tætte forbindelser til byens borgmester. Således søger Norman Jewison snarrådigt for allerede i filmens prolog at skabe en presserende motivationsfaktor for den resultathungrende Bill Gillespie, der er mere end både den ærekære og små racistiske sherif, samt det lokale politi kan magte. Som følge af at skulle udvise en ekstrem hurtig handlekraft skildres myndighedernes inkompetence, opstået af gammeldags vanetænkning, på fremragende vis råt for usødet i disse indledende scener hvis sitrende og intense stemning når sit logiske klimaks, da den pludseligt opståede og ophedede situation koger over i de nådesløse verbale sammenstød med den, for sydstatspolitiets vedkommende, provokerende velformulerende og super skarpsindigt analyserende Virgil Tibbs som modsat, og det der gør filmen nuanceret og ekstra interessant set i forhold til tidsperioden, selv gemmer på fordomme om hans hvide medmennesker.
For efterhånden som den spegede sag eskalerer, mens Tibbs og Gillespie det meste af tiden snerrer respektløst af hinanden og understreger at deres skærmydsler i virkeligheden handler meget mere om arrogance, smålighed og status indenfor deres fælles arbejdsområde end det er et spørgsmål om race, opstår der en række episoder som frem for at adskille de to modsætninger tvinger dem til at indse, at de på bundlinjen er ganske ens af natur når alt kommer til alt. I en af filmens nøglescener og mest mindeværdige øjeblikke i “In The Heat of The Night”, der løber af stablen kort efter at Tibbs har reddet Gillespie fra endnu et fadæse, får den jævnt mavesure sherif f.eks. en brat opvågning, da han under den kyniske og udspekulerede borgmesters taktiske overvejelser ang. Tibbs som værende noget nær en slavelignende arbejdskraft der blot skal udnyttes og forkastes, får holdt et ubehageligt spejlbillede op af sig selv, mht. måden han hidtil har behandlet sin nye kollega på. Som en del af systemet indordner Gillespie sig vanen tro under hierarkiets spilleregler, men er tydeligvis ikke spor begejstret over det livssyn han bliver påduttet og da slet ikke set i lyset af, at Tibbs er villig til at ofre alt i den gode sags tjeneste for en by, der for de fleste borgeres tilfælde ikke kan fordrage ham. I den efterfølgende nøglescene hvor duoen krydser klinger med konkurrenten til den nytilflyttede iværksætter og nu myrdede Rober Colbert, i skikkelse af Spartas mest magtfulde forretningsmand Endicott, fremhæver Norman Jewison på mesterlig vis og med sans for detaljen den stødt stigende ambivalens og fremherskende respekt hos Gillespie, der nu blot vælger at agere kølig observator, da Tibbs på herlig og gåsehudsfremkaldende vis svarer igen på den racistiske Endicotts korporlige afstraffelse og illustrer at magtbalancen mellem den hvide og sorte amerikaner ikke længere er den samme. Men frem for at falde i en moralprædikende og endimensionel grøft river Norman Jewison kort efter gulvtæppet væk under tilskuerens selvtilfredshed med kollisionens efterspil, da Tibbs afslører at hans iver for at udpege Endicott som den skyldige og tvinge hans emperium i knæ, først og fremmest bunder i personlige hævnmotiver over sydens generelle apati mod sorte, og dermed faktisk intet har at gøre med den retfærdighed han selv søger at være et symbol på.
Således får Norman Jewison sublimt suppleret af to verdensklasse præstationer fra Sidney Portier og Rod Steiger, hvis samspil slår eksplosive gnister fra skærmen i stort set samtlige scener, sat en tyk streg under filmens nuancerede pointer, der kontroversielt især kontra tidsånden retter sit kritiske blik mod alle involverede for at illustrere at racisme, fordomme og generaliseringer skam eksisterede i bedste velgående på hver sin side at den skarpt opdelte sort/hvide grænse, man kæmpede en lang og brag kamp for at få udvisket fra det amerikanske landskab i håbet om at skabe et samfund, hvor alle ikke blot var lige for loven men også forstod at behandle hinanden med gensidig respekt og tolerance.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra en nervepirrende og intens jagt, konstant på kogepunktet i de borgerrettighedsplagede sydstater, og to vidt forskellige mænds ret ambivalente forsøg på en, i overført betydning, folkelig og landsmæssig forsoning, går turen nu til det overophedede Los Angeles i William Friedkins herlige, eksplosive, tempofyldte, og dragende dekadente neo noir mesterværk, der via et solidt spark lige i klokkeværket på den politiske korrekthed indskrev sig i historiebøgerne som en af 80’ernes mest medrivende action klassikere.
”Guess what? Uncle Sam don't give a shit about your expenses. You want bread, fuck a baker.”
Under en rutineopgave som sikkerhedsvagter for præsidenten får de to secret service agenter og bedste venner Jimmy Hart, (Michael Greene), og Richard Chance, (William Petersen), sig et chok for livet, da de på et hængende hår lige akkurat når at afværge et selvmordsangreb fra en islamisk terrorist. Hvor hændelsen sætter sine dybe spor hos den ældre Hart, som kort efter planlægger at gå på pension, gør det modsatte sig gældende hos Chance, der nu mere opsat end nogensinde søger at bruge sit job til at skaffe sig et dagligt adrenalin fix. Af frygt for ikke at slippe helskindet fra sine sidste tre arbejdsdage vælger Hart ikke at fortælle om, at han er i færd med de sidste forberedelser til at få skovlen under den skruppelløse falskmønter Rick Masters, (Willem Dafoe). Chance har dog for længst fundet ud af hvad der er under opsejling, men bliver trods sin stædighed bedt om at holde sig hjemme med lovning om, at han i stedet kan se frem til at deltage i selve anholdelsen. I de tidlige morgentimer dukker Hart op ved slambertens skjulested og laboratorium i ødemarken i troen om at han er alene og begynder derfor at undersøge stedet nærmere, da Masters og hans håndlanger overrumpler ham i et bagholdsangreb. Mange timer senere på dagen, da ingen har hørt fra Hart, stormer politiet med Chance i spidsen stedet men finder umiddelbart kun en gabende tom lagerhal lige indtil, at han opdager en container hvor et makabert syn kommer ham i møde. Senere på aftenen opsøges Chance på sin bopæl af kollegaen John Vukovich, (John Pankow), der er kommet for at se om han er gået helt i hundene, hvilket dog på ingen måde viser sig at være tilfældet, da Chance i stedet er blevet besat af tanken om at få hævn og sværger at være villig til at gøre hvad som helst for at få det til at gå i opfyldelse. På politistationen dagen efter må han dog lettere irritabel indse, at det ikke bliver som en anden enmandshær, da chefen tvinger ham til at samarbejde med Vukovich. Og den nye konstellation får hurtigt noget at rive i, da de via et tip bliver informeret om at en af Masters partnere, i skikkelse af den sleske Carl Cody, (John Turturro), er spottet i lufthavnen, som de straks tager til i håbet om at kunne anholde og tvinge ham til at vidne imod sin chef.
Efter en hektisk jagt får de slamberten bag tremmer, hvor han senere får besøg af Rick Masters, der undrer sig over hvor en større stak penge er forsvundet hen under partnerens rute i L.A. Cody bliver rasende over mistanken og mener i stedet at Masters bør tjekke deres forretningspartner Max Waxman nærmere efter. Mens Masters forsøger at presse sin faste advokat Bob Grimes, (Dean Stockwell), til at give Cody en mildere dom og dermed undgå at han taler over sig, har Chance et møde med sin stikker og on/off kæreste Ruth Lanier, (Darlene Flugel), der bringer Waxmans navn på banen og Chance går derfor straks i gang med at arrangere en overvågning af hans lurvede kontor. Uheldigvis falder begge strømere i søvn under deres stakeout og bemærker derfor ikke at Masters og hans kæreste overrumpler Waxman og tager de stjålne penge retur, inden han på blodig vis likvideres. Da et par gadebetjente ankommer til lejligheden kort efter, vækkes Chance og Vukovich af sirenen og må frustrerede haste derover vel vidende, at de har ladet en gylden chance gå fra sig. I ren og skær desperation stjæler Chance derfor ulovligt en logbog fyldt med adresser fra gerningsstedet, og selv om Vukovich ikke bryder sig om at have overtrådt loven, acceptere han dog til sidst Chances fuskerier. Under en efterfølgende hyrdetime hos Lanier kan hun informere ham om en større diamanthandel som er under opsejling, men den sag er han ikke umiddelbart interesseret i så længe Masters er på fri fod. Mens de to strømere forsøger at stramme grebet om de små fisk i byen og få skaffet beviser, der kan sammenkædes med bogens indhold, rydder Masters op i egne rækker for at eliminere truslen mod sit emperium. Status quo zonen går til sidst Chance så meget på nerverne, at han stik mod al sund fornuft vælger at udnytte sin viden om diamanthandlen og udføre et kup mod de andre forbrydere i håbet om at bruge pengene til at tiltrække Masters opmærksomhed, hvilket dog får katastrofale følger, da det viser sig at Chance, blændet af sit fanatiske hævntogt, har raget uklar med op til flere andre organisationer i forbindelse med det dramatiske røveri...
”You ain't my partner! You ain't even my fucking friend. In fact, let me give you a little piece of advice: you better get your ass into protection, baby! Because you ain't shit on the streets! You understand that? You ain't got the nuts! Kiss my ass! Pussy motherfucker!”
Efter at William Friedkin havde mejslet sit navn godt og grundigt fast i cementen på Hollywood boulevard i begyndelsen af 70’erne med klassikere som “The Boys In The Band”, “The French Connection”, og “The Exorcist”, sad han efterfølgende mere eller mindre fast i en kreativ hæmmende suppedas, som kun de færreste på daværende tidspunkt kunne forestille sig, at han ville få kæmpet sig op fra igen. Men i 1985 fik den slumrende instruktør så langt om længe sit hårdt tiltrængte comeback, da han med udgangspunkt i den tidligere secret service agent Gerard Piteivichs barske og hudløst ærlige selvbiografiske novelle, tilførte beskrivelserne med en visuelt illustrerende og handlingsmæssig hektisk stil kraftigt inspireret af tidsperiodens mest populære tv-serie “Miami Vice”, som samlet kom endegyldigt til udtryk i den nådesløst hårdhudede og moralsk udfordrende action extravaganza “To Live and Die in L.A.”. Og netop bybilledet af det forlorne og kulørt tillokkende Los Angeles, der ganske symptomatisk filmens handling taget med i betragtning symbolisere de faldne engles by, udnytter William Friedkin på den mest gennemførte og effektive facon her til at danne en baggrundsmæssig vægt bag duellen mellem protagonisten og antagonistens megalomaniske selvopfattelse, og skaber dermed illusionen om at de hver især opererer i et lukket univers, hvor de begge anser sig selv som værende rene supermennesker højt hævet over alverdens fysiske og psykiske barrierer af moralske skrupler, samt regler og restrektioner der gælder den øvrige del af samfundet. Når man som tilskuer første gang lader sine øjne betragte de to modpoler, i skikkelse af den fandenivoldske adrenalinjunkie Richard Chance og den sofistikerede, køligt kalkulerende men diabolsk omskiftelige Rick Masters, kunne de på overfladen umiddelbart ikke ligge længere væk fra hinanden, og de to altoverskyggende karakterers repræsentation af det hhv. gode og onde synes da også at være tegnet klart og tydeligt op i en velkendt traditionel skabelon.
Men efterhånden som den hektisk cirkulerende katten efter musen efter katten handling eskalere, og der skydes huller i det tonstunge macho panser hos Chance og modsat kradset i lakken og sparket til trykpressen hos Masters, understreges det mere og mere tydeligt hvor ens de to i bund og grund er i deres jagt på succes inden for deres respektive felter, hvor det tårnhøje ambitionsniveau ender med at overskygge og gradvist destruere alt andet omkring dem. Således fungerer eks. de to kvinder i deres forhold som intet andet end afstressende sexobjekter, der koldt og kynisk bliver udnyttet og forkastet, så snart de har udtjent deres formål. Og ligeså gør det samme sig gældende for de to super egoers partnere, der egentlig blot er værktøjer som skal hjælpe dem til at få et forspring, mens de på hensynsløs vis forsøger at udmanøvrere hinanden i et virvar af nederdrægtige svinske studehandler, iturevne restrektioner, blodige øretæver, nærgående projektiler og et hav af vildledende dollartegn. På trods af at man forføres som tilskuer af en dreven, dynamisk, og evigt pulserende redigering, krydret med den legendariske duo Wang Chungs new wave poppede lydtapet, i mesterligt samspil med William Petersen og Willem Dafoes karismatiske intense præstationer, sidder man stadig et langt stykke af vejen med indtrykket af et plot, der forekommer fragmenteret, grænsende til det lettere kaotiske i et konstant forsøg på at bryde den klassiske historieformidlings rammer. Denne ulmende ambivalente observation ændres dog pludselig markant i hvad der senere hen viser sig at være en genial udført strategi fra William Friedkins side, der når sin ultimative forløsning under kulminationen på filmens drabeligt uovertrufne og smukt orkestrerede biljagt, hvor hovedpersonens vilde, impulsive karakteristika og improviserende reaktionsmønster, der har trukket ham så langt ud at han er ved at miste overblikket, netop visualiseres via det fragmenterede, urytmiske og kaotiske billedsprog, som gennemsyrer hele filmen, hvilket ligeledes afspejler sig, dog med modsat fortegn, i reaktionerne og udviklingen af makkeren Vukovich evigt skrantende moralske sammenbrud.
Denne effektive sammensmeltning mellem mand og maskine, hvor jagten i ligeså høj grad er et udtryk for en personskildring, er da også en af de væsentligste grunde til at William Friedkins mesterligt koreograferede biljagt efterfølgende og fuldt fortjent har fået sin plads i filmhistoriens hall of fame side om side med Peter Yates “Bullitt”, William Friedkins egen sublime “The French Connection”, Walter Hills “The Driver” og, som man kunne se det for nylig udført med lige dele gåsehudsfremkaldende elegance og koldblodig brutalitet, i Nicolas Winding Refns “Drive”. Efter støvet atter har lagt sig oven på de oktanfyldte eskapader i “To Live and Die in L.A.“, skal Friedkin ligeledes hyldes for det mod han udviser i forhold til filmens upolerede og uglamourøse finale der, i sin klare apati mod den typiske leflen for den heroiske Hollywood happy end, fremstår som en af de mest ægte og troværdige skildringer af de på alle måder opslidende vilkår, der hører til jobbet som undercover betjent, hvad der da også meget passende, på hver deres måde, placerer de to strømere og deres nemesis i et malerisk og stærkt symbolpræget helvede på jord med et dybt deprimerende og ultra sortsynet efterspil. Har man stadig denne voldsomt undervurderede action perle til gode, ja så kommer den naturligvis med de varmeste anbefalinger herfra, og er heldigvis tilgængelig i en laber BD udgivelse med masser af ekstramateriale. Hvis man desuden skulle have fået lyst til lidt yderligere 80’er nostalgi, er soundtracket skabt af Wang Chung absolut også værd at ofre en skilling på.
Det er en rigtig god film, som jeg altid har kunnet lide, og som især imponerede mig med sin kynisme, den overraskende plotudvikling og den hidsige, kaotiske biljagt. Jeg har ikke rigtigt fået afklaret mit eget forhold til filmen, altså sådan rent karaktermæssigt - dertil er et gensyn nødvendigt. ... Det er dog helt og aldeles udelukket, at den kan få mindre end 7/10.
P.S. Iøvrigt er det følgende en god og ikke mindst præcis iagttagelse, som jeg også selv gjorde første gang jeg så filmen:
NightHawk (623) skrev:
kulminationen på filmens drabeligt uovertrufne og smukt orkestrerede biljagt, hvor hovedpersonens vilde, impulsive karakteristika og improviserende reaktionsmønster, der har trukket ham så langt ud at han er ved at miste overblikket, netop visualiseres via det fragmenterede, urytmiske og kaotiske billedsprog
Det er fedt at høre, at jeg står ikke står helt alene med i min høje vurdering af "To Live and Die in L.A."
Som regel plejer det jo mest at være "The Exorcist" og "The French Connection", (der bestemt er fremragende film begge to), som William Friedkin bliver hyldet og husket for. Men jeg synes faktisk at det er temmelig unfair, da jeg mener "To Live And Die In L.A." er hans bedste film.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Som regel plejer det jo mest at være "The Exorcist" og "The French Connection", (der bestemt er fremragende film begge to), som William Friedkin bliver hyldet og husket for. Men jeg synes faktisk at det er temmelig unfair, da jeg mener "To Live And Die In L.A." er hans bedste film.
Der må jeg så erkende, at hans bedste i mine øjne, uden tvivl er "The Exorcist", som rangerer som en af mine all-time favoritfilm og helt sikkert den bedste gyser/horrorfilm der er lavet. Så uanset at "To live and die in L.A" er super, er den "kun" hans næstbedste hos mig (og det tror jeg dog ikke at et gensyn vil ændre på).
So, at last we meet for the first time for the last time.
Fra at have overværet to super egoers barske, blodige, ekstremt tempofyldte og testosteronpumpede macho hanekamp, ind og ud mellem Los Angeles korrumperende kulørtheds sønderskudte konstruktioner og grådige gråzoner, står film menuen nu på en mildt sagt fuldstændig anderledes og super charmerende form for forbryderbekæmpelse i fremragende form af den debuterende instruktør Peter Stebbings herlige hidden gem om heroisk hjerteblod og nostalgisk mandsmod i en kold og dyster verden.
”Well guess what? I'm not Lois Lane, and you're not fucking Superman. So go jack off on some other fantasy, all right?”
I den sene nattetime overvågende Hammer Towns mest kriminelle og snuskede nabolag lader byens selvudnævnte superhelt Defendor, (Woody Harrelson), sit skarpsindige blik betragte omgivelsernes sleske morads af luddere og lommetyve, da han pludselig hører en kvinde råbe om hjælp fra en bil, der holder parkeret blot få meter væk. Et vovet spring fra taget af bygningen senere befinder han sig ansigt til ansigt med overfaldsmanden, der viser sig at være den grovkornede og nederdrægtige undercover betjent Chuck Dooney, (Elias Koteas), som knap kan tro sine egne øjne, da den spøjse selvtægtmand beordrer ham til at holde sine slibrige naller fra en ung prostitueret. Mens den lettere forbløffede Angel med det borgerlige navn Katerina Debrofkowitz, (Kat Dennings), slipper væk i mørket står den derimod på knippelsuppe for Dooney, der samtidig udspørges om sit kendskab til byens altoverskyggende superskurk Captain Industry, hvem han dog hårdnakket påstår ikke at kende noget som helst til. Da forhøret alligevel ikke rigtig fører nogen vegne, tager Defendor i stedet hen på sit foretrukne cafeteria for at stille sulten med en solid bunke pandekager, som han dog ikke når at spise færdig, inden politiet først anholder og derpå slæber ham med til stationen. Efter hans våben er blevet taget fra ham beslutter chefen, (Clark Johnson), at få sig en god snak med den besynderlige og lettere enfoldige hævner, hvis rigtige identitet han erfarer via sin rolige og respektfulde tone, er den godmodige skilteholder Arthur Poppington. Da chefen ikke lige umiddelbart vurdere, at den proklamerede superhelt udgør nogen stor trussel, får han lov til at gå fri og slipper med en advarsel. Men Arthur har dog ikke tænkt sig at lade anholdelsen få nogen som helst indflydelse på hans kald til at frelse byen for diverse afskum og drager derfor atter ud på mission natten efter i sin trofaste truck Defen-Dog for at sørge for borgernes sikkerhed. Under sin heltemodige gerning der redder en graffiti maler fra at få tæsk, rager han atter uklar med den skumle Dooney og hans kriminelle kammesjukker, der til gengæld ikke sparer Defendor fra at få ørene godt og grundigt i maskinen.
Efter at være blevet smadret til lirekassemand, forsøger Angel, der har overværet det hele, at hjælpe ham på benene igen, hvilket pludselig bringer minder frem på nethinden hos Defendor om hans barndom hvor hans mor, der ligeledes var fanget at narkomiljøet, blev tvunget til at forlade ham. Mens Arthur mumler løs i lettere omtåget tilstand, ser Angel straks en mulighed for at udnytte situationen og tage med ham hjem, så hun kan slippe fra sin belastende alfons Dooley et par dage. På sit almindelige arbejde næste dag forsøger Arthur nu at dække over sine utallige blå mærker, men det lader hans chef og bedste ven Paul Carter, (Michael Kelly), sig nu ikke narre af og hiver ham derfor omgående med på hospitalet, hvor hans kone og søn der udgør resten af Arthurs plejefamilie bekymrede ankommer til kort efter. Samtidig på politistationen er chefen i færd med at informere distriktsadvokaten om en større undercover operation mod den lokale gangsterboss, da Dooley pludselig dukker op og begynder at stille en række mistænkeligt nysgerrige spørgsmål ang. den store aktion, som han er blevet holdt ude af. Da Arthur atter vender hjem til sin hemmelige base på en nedlagt falk station hvor han bor, virker han nu mere opsat end nogensinde på af få den store bagmand Captain Industry, hvem han også er overbevist om slog hans mor ihjel, ned med nakken, men aner bare ikke lige helt hvor, han skal begynde at lede. Det problem kan Angel dog sagtens hjælpe med at få løst, da hun efter bedste overbevisning er sikker på at byens største gangsteralfons, den tidligere serbiske krigsforbryder Radovan Kristic, (Alan Peterson), højst sandsynligt må være selv samme superskurk. For at finde frem til storforbryderens base anbefaler hun derfor Arthur at presse den korrupte Dooley til at udlevere adressen, hvilket da også efter lidt besvær lykkedes og pludselig er Defendor i besiddelse af vitale oplysninger, der kan afsløre Radovan/Captain Industry som våbensmugler og kvindehandler. Da slynglerne derfor skruer op for blusset i håbet om at knuse deres irriterende modstander, finder Arthur for alvor ud af, at livet som superhelt bestemt ikke er nogen dans på roser. Men vel vidende at hans nærmeste dermed også er i livsfare, beslutter han sig for ikke at give op og sætter i stedet alt på et bræt koste hvad det vil...
”Do you remember when you saved Jack's life? I'll never forget what you did that day. You were just a regular guy doing something remarkable. You don't need a costume. Ordinary people, they do extraordinary things all the time. You're always going to be that hero just by being yourself.”
Ved første øjekast ligner ”Defendor” blot endnu en film i rækken om en wannabe superhelt, der af ren og skær eventyrlyst forsøger at udleve sin indre drengedrøm ved at træde i de farverige, über cool og handlekraftige idolers fodspor, vedkommende voksede op med som et fast holdepunkt i en ellers lettere trist og ensom nørdet tilværelse, blot for at forvandle denne fordums isolerende periode af tristesse til i stedet af blive hyldet, elsket og respekteret generelt i samfundet. Dette kom bl.a. til udtryk i Matthew Vaughns super hypede ”Kick Ass”, der trods at være ganske solid underholdning ikke gjorde det store indtryk efterfølgende på undertegnede, mest af alt fordi protagonisten i store træk faktisk ikke brugte sin nyfundne status til særlig meget andet end at søge efter opmærksomhed og berømmelse. Ligeså var balancen mellem de moralske budskaber og den heftige brug af ultra vold også en temmelig mudret affære, der dog senere kom endnu værre og ambivalent til udtryk, da James Gunn prøvede kræfter med subgenren i sin kvalmende usjove, modbydelige og nihilistiske film ”Super”. I Peter Stebbings kyndige og yderst kreative hænder er indgangsvinklen, og dermed hovedpersonens altafgørende motivationsfaktor i det sorthumoristiske drama ”Defendor”, til gengæld af en helt anden personlig, introspektiv, og emotionelt stærkere størrelse, der hurtigt inde i filmens multilagrede fortælling fangede mig i et fascinerende greb om hjertet og en stødt stigende lyst til at komme ind bag den identitetsskabende sorte dragts alternative virkelighedsflugt for at lære om den spøjse men gennemført sympatiske og determinerede Arthur Poppington, hvem man allerførste gang stifter bekendtskab med under en samtale hos psykologen Dr. Park, der er tilknyttet myndighederne. Den hjertevarme doktor, der ihærdigt forsøger at forstå Arthurs ageren og store nødvendighed for at påtage sig rollen som byens ubestridte beskytter, portrætteres i filmen med en vidunderlig afdæmpet, imødekommende og omfavnende ro af underskønne Sandra Oh der meget passende, hendes venlige personlighed taget i betragtning, har alle sine samtaler med sin mildt sagt besynderligt fascinerende, jævnt uforudsigelige og lunefulde patient i en række muntre tilbagevendende scener på hendes kontor.
Disse muntre og hjerteskærende dialoger lader Peter Stebbings helt bevidst dominere af varme og lyse farvetoninger i en skarp og effektiv kontrast, som dermed enkelt men effektiv forvandler den parallelle handlingstråd til den rå og barske virkelighed udenfor disse trygge rammer, (hvor den lettere retarderede Arthur selv søger at løse sine psykiske problemer), til en diametral modsætning, der dog aldrig kammer over men i stedet meget fornemt bevarer balancen mellem karakterens lyse sind og hans mørke traumer, hvor sidstnævnte afsløres som en smuk hyldest til en af de mest klassiske superhelte oprindelseshistorier, som man glædeligt genkender bl.a. fra Batman. Missionen med at kaste sig hovedkulds ud i direkte og livsfarlig blodig duel mod det kriminelle miljø, har dermed fra start at et klart formål med udgangspunkt i fortiden og et tab af moderen til byens narkotika befængte fordærv af forbryderisk ondskab. Men hvad der umiddelbart blot begynder som et traditionelt hævnmotiv i den dystre og barske virkelige verden, hvor der ganske symptomatisk og helt i tråd med filmens underliggende plot ikke findes nogen kære mor i de modreaktioner han fremprovokere, viser Arthurs forbryderbekæmpelse som Defendor, efterhånden som handlingen eskalerer og udvikler sig, mest af alt at handler om tilbageerobringen af sin fortabte og desillusionerede barndom. Dette kommer herligt, opfindsomt, yderst gennemført og mest tydeligt til udtryk i designet af den hjemmelavede dragt med det påklistrede D, den fingermalede maske, det tilkoblede VHS system til at skaffe beviser mod slynglerne, (hvilket i sig selv faktisk er ret genialt men også illustrerer, at Arthur på ingen måde er fulgt med tiden og den teknologiske udvikling), samt det omfattende våbenarsenal der primært tæller en håndfuld glaskugler, et handy glas med aggressive hvepse, og en trofast kølle der sammen med Defendor hjelmen er arvestykker fra bedstefaderens tid i hæren under WW2. Selv samme bedstefader optræder i øvrigt via flashbacks fra Arthurs barndom i en herlig homage til tegneserieuniverset generelt som en form for mentor og faderfigur a’la Ben Parker fra SpiderMan, om end bedstefaderen her er af den mere mavesure og bitre type, hvad man dog sagtens forstår med tanke på hvilken skæbne, der er hændt hans datter.
Under sine utallige sammenstød med mørkets kræfter, der i filmen repræsenteres af den serbiske gangsterboss Kristic og den svært korrumperede narkobetjent/alfons Dooley, som begge synes at stinke af pervers råddenskab med deres snuskede udseende og vulgære væremåde, (spillet med uforbeholden klamhed af hhv. Elias Koteas, der mestrer den slags roller til perfektion, og den grumt udseende Alan Peterson), understreger Peter Stebbings ligeledes sit suveræne overblik i måden at visualisere sine temaer på. Ved i den sammenhæng yderligere at forbinde Arthurs barndomsminder, fantasier, og det barnlige sinds forståelse af superheltegerningen, udnyttes og legitimeres eks. også brugen af Defendors klichéprægede slogans der ligeledes, og frem for at virke som et plat indslag her, i stedet bliver en direkte bro mellem uskylden og de kræfter der forsøger at destruere den, hvortil luderen Angel/Katerina på flere måder udgør omdrejningspunktet. Præcis ligesom sin pludseligt opståede allierede og beskytter er hun nemlig også produktet af en barndom med en sammenlignelig smadret opvækst, der har gjort at hun er faldet i dårligt selskab og forsumpet i et ultimativt selvdestruktivt kaos af falsk virkelighedsflugt med hårde stoffer, og en ligeså falsk afhængighed af sin suger daddy Dooley som substitut for sin egen mild sagt vamle far. Som venskabet udvikler sig, og hvad der på befriende vis aldrig forsimples til en fortænkt romance, forbliver det i stedet et spørgsmål om skabelsen af en ny familie som udfylder begge karakterers respektive tab, hvor Arthur gradvist træder ind i en faderrolle og Katerina modsat bliver hans chance for i overført betydning endelig at kunne redde sin mor. Forholdet som er hjertet i filmen, bruges der fornuftigt nok også god tid på at opbygge, hvilket illustreres meget elegant mellem det umage men på bundlinjen ens par, med en troværdig skepsis og afdæmpet sentimentalitet af stortalentet Kat Dennings, (fra indie hittet ”Nick & Noras Infinite Playlist”), og altid formidable Woody Harrelson, hvis kemi sammen er både klukkende morsom og dybt rørende at overvære, især grundlagt af Harrelson hvis sympatiske og knuselskelige præstation konstant er i perfekt underspillet balance mellem det humoristiske og det dramatisk seriøse.
Således bliver skabelsen af de menneskelige relationer desto også langt stærkere og vedkommende hen mod det endelig opgør med Kristic/Captain Industry, hvis forløsning pludselig giver sideplottet og den morale der følger i kølvandet med plejefamilien, (Arthurs forbindelse til arbejdsgiveren Paul Carter og hans familie), en vital betydning ang. filmens afsluttende budskab, hvor der reflekteres over helten Defendors handlinger og betydning for byens borgere, hvori der også indgår en smuk reference til Arthurs mor og en anekdote fra hans barndom om månen, som vil få selv den mest hårdhudede person til at knibe mindst et par tårer. ”Defendor” er en sublimt opbygget og orkestreret film perle, som jeg var imponeret over første gang jeg så den og forbliver med at være imponeret over selv nu efter utallige herlige gensyn, hvor der blot dukker små detaljer op, som gør oplevelsen endnu bedre. ”Defendor” får dermed de varmeste anbefalinger med på vejen herfra, og jeg håber at jer der læser med har fået lyst til at give filmen en chance. Og så vil jeg da lige runde af med at linke til John Rowleys herlige score, som er en fornøjelse at lytte til både i de mere afdæmpede scener og som her, når heltens tema med pragtfuld patos serveres med nostalgisk poesi.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#621 Lord Beef Jerky 13 år siden
#622 NightHawk 13 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276160986...
Fra en rodfæstet rebels lattermilde løsrivelsesproces blandt ondsindede autoritetsfigurer og rå rødder plantet solidt i mobningens muldjord bag forstadskvarterernes polemisk polerede facade, skal vi nu foretage et spring tilbage til 60’erne sveddryppende sydstater for at se nærmere på Norman Jewisons borgerretsrelaterede klassiker om racisme og fordomme, hvor to af filmhistoriens største legender tørnede sammen og via en eksplosiv sitrende intensitet skabte et vaskeægte mesterværk.
”They call me... MISTER Tibbs!”
Mens natten for længst har sænket sig over den lille lumre soveby Sparta i staten Mississippi, foretager betjenten Sam Woods, (Warren Oates), sin sædvanlige runde, der bl.a. tager ham forbi den lokale diner og efterfølgende en yngre eksibionistisk kvinde, inden han atter befinder sig i centrum af byen, hvor et grufuldt syn overraskende kommer ham i møde, da han finder en mand liggende livløs på vejen. Da politichefen Bill Gillespie, (Rod Steiger), kort efter ankommer til gerningsstedet sammen med retsmedicineren, kan de konstatere, at den myrdede er ingen ringere end den nytilflyttede forretningsmand Roger Colbert. Gillespie tror muligvis, at det kan have været en omstrejfende vagabond type der har stået bag og beordrer straks sin underordnede til at tjekke diverse tilholdssteder ud i håbet om hurtigst muligt at få fanget slynglen. Da Woods kort efter tilfældigvis spotter en sort mand siddende i togstationens ventesal, ringer alarmklokkerne omgående og før han kan nå at give sig til kende, slæber Woods den forundrede mand med på politistationen og fremstiller ham for Gillespie overbevist om, at de allerede har fanget morderen. Under det efterfølgende forhør, der udvikler sig mere og mere pinligt, må Gillespie til sidst indse at de har jokket godt og grundigt i spinaten, da det viser sig at den mistænkte, Virgil Tibbs, (Sidney Portier), selv er politimand og blot har været et smut sydpå fra Philadelphia for at besøge sin gamle mor. Da chokket atter har lagt sig hos Gillespie, beslutter han sig straks for at ringe til sin kollega nordpå for at tjekke forklaringens troværdighed og opdager her, at Tibbs ikke blot talte sand men også er en af de bedste drabsefterforskere i hele landet. På trods af et tilbud om at kunne benytte sig af den udefrakommende eksperts talenter til det videre opklaringsarbejde, takker Gillespie ærekært nej tak og ligeledes er Tibbs heller ikke meget for at give dem en hjælpende hånd, efter den behandling han har fået.
Tibbs vælger dog alligevel at assistere, mens han venter på det næste tog, og efter en nærmere inspektion af liget finder han ud af, at Colberts død ikke er så ligetil som først antaget. Da et opkald pludselig tikker ind over radioen om at en mulig mistænkt er på flugt mod grænsen til nabostaten Arkansas, haster Gillespie med det samme ud af døren og efterlader Tibbs hos den pænt skeptiske retsmediciner og hans skulende assistent. Mens morgenen stadig gryr, optrappes jagten på den småkriminelle Harvey Overst, (Scott Wilson), som trods et ihærdigt flugtforsøg til sidst må lade sig tage til fange. Samtidig på politistationen kigger Tibbs forbi med resultaterne fra undersøgelsen af den myrdede og bliver tilfældigvis konfronteret med Colberts kone, (Lee Grant), som han desværre må overbringe den triste nyhed. Mens hun får tid til at sunde sig, dukker Gillespie og hans folk op med Harvey, som de er overbevist om er morderen, da Colberts pung er fundet i hans besiddelse. Trods den anklagedes påstand om at være uskyldig, der får opbakning fra Tibbs som tørt kan konkludere ud fra sine beviser at han taler sandt, koger temperamentet over hos Gillespie, der frustreret over muligvis atter at have taget fejl smider dem begge bag lås og slå. I fængselscellen vinder Tibbs, positivt set i forhold til sagen, tilliden hos Harvey der afslører at have været hos byens nymfoman på mordtidspunktet, hvilket han har et vidne der kan bekræfte. Mens anklagen mod Harvey derfor ændres til tyveri i stedet tager Tibbs, godt og grundigt træt af hele miseren, tilbage til togstationen i håbet om endelig at kunne forlade byen. Han kommer dog snart på andre tanker da Gillespie, tvunget af Mrs. Colbert og borgmesteren, modvilligt dukker op for at bede om hjælp. Selv om han ikke er meget for at skulle samarbejde med den temperamentsfulde og nedladende sherif, acceptere Tibbs dog alligevel udfordringen, og det umage makkerpar må nu forsøge at lægge alle deres respektive fordomme bag sig, hvis de skal have en lille chance for at løse mordmysteriet...
”Now listen, hear me good mama. Please. Don't make me have to send you to jail... There's white time in jail and there's colored time in jail. The worst kind of time you can do is colored time.”
Da den unge håbefulde Sidney Portier slog igennem med et brag i Stanley Kramers hæsblæsende thrillerdrama “The Defiant Ones” tilbage i 1958, blev der skrevet historie i forhold til den måde som skuespillere med afroamerikanske rødder, og dermed borgere generelt i USA med den samme etniske baggrund, blev repræsenteret på i Hollywood, hvilket samtidig var en klar afspejling af det besværlige og hårdt opslidende arbejde græsrodsorganisationerne havde lagt for dagen i håbet om at sikre fuldstændig ens menneskerettigheder blandt sorte og hvide. Selv om kampen mod det etablerede system nåede sin umiddelbare kulmination i 1964 med vedtagelsen af the civil rights act, der på papiret gjorde op med bl.a. raceadskillelse i skoler, på arbejdspladser, osv, hang fortidens mange fordomme og diskriminerende attitude stadig tykt i luften hos sydstaterne i de efterfølgende år, hvilket da også i høj grad gennemsyrede både John Ball’s novelle og Norman Jewisons filmatisering af selv samme. Som katalysator til at kickstarte og senere hen udstille konflikten imellem den sorte og hvide mands syn på tilværelsen, der simultant integreret og mindst ligeså fornemt eksekveret fremhævede de store kulturelle forskelle mellem nord og syd, tager filmens handling sit udgangspunkt i et mord-mysterium på en hvid velhavende forretningsmand, der senere hen viser sig at have tætte forbindelser til byens borgmester. Således søger Norman Jewison snarrådigt for allerede i filmens prolog at skabe en presserende motivationsfaktor for den resultathungrende Bill Gillespie, der er mere end både den ærekære og små racistiske sherif, samt det lokale politi kan magte. Som følge af at skulle udvise en ekstrem hurtig handlekraft skildres myndighedernes inkompetence, opstået af gammeldags vanetænkning, på fremragende vis råt for usødet i disse indledende scener hvis sitrende og intense stemning når sit logiske klimaks, da den pludseligt opståede og ophedede situation koger over i de nådesløse verbale sammenstød med den, for sydstatspolitiets vedkommende, provokerende velformulerende og super skarpsindigt analyserende Virgil Tibbs som modsat, og det der gør filmen nuanceret og ekstra interessant set i forhold til tidsperioden, selv gemmer på fordomme om hans hvide medmennesker.
For efterhånden som den spegede sag eskalerer, mens Tibbs og Gillespie det meste af tiden snerrer respektløst af hinanden og understreger at deres skærmydsler i virkeligheden handler meget mere om arrogance, smålighed og status indenfor deres fælles arbejdsområde end det er et spørgsmål om race, opstår der en række episoder som frem for at adskille de to modsætninger tvinger dem til at indse, at de på bundlinjen er ganske ens af natur når alt kommer til alt. I en af filmens nøglescener og mest mindeværdige øjeblikke i “In The Heat of The Night”, der løber af stablen kort efter at Tibbs har reddet Gillespie fra endnu et fadæse, får den jævnt mavesure sherif f.eks. en brat opvågning, da han under den kyniske og udspekulerede borgmesters taktiske overvejelser ang. Tibbs som værende noget nær en slavelignende arbejdskraft der blot skal udnyttes og forkastes, får holdt et ubehageligt spejlbillede op af sig selv, mht. måden han hidtil har behandlet sin nye kollega på. Som en del af systemet indordner Gillespie sig vanen tro under hierarkiets spilleregler, men er tydeligvis ikke spor begejstret over det livssyn han bliver påduttet og da slet ikke set i lyset af, at Tibbs er villig til at ofre alt i den gode sags tjeneste for en by, der for de fleste borgeres tilfælde ikke kan fordrage ham. I den efterfølgende nøglescene hvor duoen krydser klinger med konkurrenten til den nytilflyttede iværksætter og nu myrdede Rober Colbert, i skikkelse af Spartas mest magtfulde forretningsmand Endicott, fremhæver Norman Jewison på mesterlig vis og med sans for detaljen den stødt stigende ambivalens og fremherskende respekt hos Gillespie, der nu blot vælger at agere kølig observator, da Tibbs på herlig og gåsehudsfremkaldende vis svarer igen på den racistiske Endicotts korporlige afstraffelse og illustrer at magtbalancen mellem den hvide og sorte amerikaner ikke længere er den samme. Men frem for at falde i en moralprædikende og endimensionel grøft river Norman Jewison kort efter gulvtæppet væk under tilskuerens selvtilfredshed med kollisionens efterspil, da Tibbs afslører at hans iver for at udpege Endicott som den skyldige og tvinge hans emperium i knæ, først og fremmest bunder i personlige hævnmotiver over sydens generelle apati mod sorte, og dermed faktisk intet har at gøre med den retfærdighed han selv søger at være et symbol på.
Således får Norman Jewison sublimt suppleret af to verdensklasse præstationer fra Sidney Portier og Rod Steiger, hvis samspil slår eksplosive gnister fra skærmen i stort set samtlige scener, sat en tyk streg under filmens nuancerede pointer, der kontroversielt især kontra tidsånden retter sit kritiske blik mod alle involverede for at illustrere at racisme, fordomme og generaliseringer skam eksisterede i bedste velgående på hver sin side at den skarpt opdelte sort/hvide grænse, man kæmpede en lang og brag kamp for at få udvisket fra det amerikanske landskab i håbet om at skabe et samfund, hvor alle ikke blot var lige for loven men også forstod at behandle hinanden med gensidig respekt og tolerance.
#623 NightHawk 13 år siden
http://www.planetaxel.com/productDetails/883904232...
Fra en nervepirrende og intens jagt, konstant på kogepunktet i de borgerrettighedsplagede sydstater, og to vidt forskellige mænds ret ambivalente forsøg på en, i overført betydning, folkelig og landsmæssig forsoning, går turen nu til det overophedede Los Angeles i William Friedkins herlige, eksplosive, tempofyldte, og dragende dekadente neo noir mesterværk, der via et solidt spark lige i klokkeværket på den politiske korrekthed indskrev sig i historiebøgerne som en af 80’ernes mest medrivende action klassikere.
”Guess what? Uncle Sam don't give a shit about your expenses. You want bread, fuck a baker.”
Under en rutineopgave som sikkerhedsvagter for præsidenten får de to secret service agenter og bedste venner Jimmy Hart, (Michael Greene), og Richard Chance, (William Petersen), sig et chok for livet, da de på et hængende hår lige akkurat når at afværge et selvmordsangreb fra en islamisk terrorist. Hvor hændelsen sætter sine dybe spor hos den ældre Hart, som kort efter planlægger at gå på pension, gør det modsatte sig gældende hos Chance, der nu mere opsat end nogensinde søger at bruge sit job til at skaffe sig et dagligt adrenalin fix. Af frygt for ikke at slippe helskindet fra sine sidste tre arbejdsdage vælger Hart ikke at fortælle om, at han er i færd med de sidste forberedelser til at få skovlen under den skruppelløse falskmønter Rick Masters, (Willem Dafoe). Chance har dog for længst fundet ud af hvad der er under opsejling, men bliver trods sin stædighed bedt om at holde sig hjemme med lovning om, at han i stedet kan se frem til at deltage i selve anholdelsen. I de tidlige morgentimer dukker Hart op ved slambertens skjulested og laboratorium i ødemarken i troen om at han er alene og begynder derfor at undersøge stedet nærmere, da Masters og hans håndlanger overrumpler ham i et bagholdsangreb. Mange timer senere på dagen, da ingen har hørt fra Hart, stormer politiet med Chance i spidsen stedet men finder umiddelbart kun en gabende tom lagerhal lige indtil, at han opdager en container hvor et makabert syn kommer ham i møde. Senere på aftenen opsøges Chance på sin bopæl af kollegaen John Vukovich, (John Pankow), der er kommet for at se om han er gået helt i hundene, hvilket dog på ingen måde viser sig at være tilfældet, da Chance i stedet er blevet besat af tanken om at få hævn og sværger at være villig til at gøre hvad som helst for at få det til at gå i opfyldelse. På politistationen dagen efter må han dog lettere irritabel indse, at det ikke bliver som en anden enmandshær, da chefen tvinger ham til at samarbejde med Vukovich. Og den nye konstellation får hurtigt noget at rive i, da de via et tip bliver informeret om at en af Masters partnere, i skikkelse af den sleske Carl Cody, (John Turturro), er spottet i lufthavnen, som de straks tager til i håbet om at kunne anholde og tvinge ham til at vidne imod sin chef.
Efter en hektisk jagt får de slamberten bag tremmer, hvor han senere får besøg af Rick Masters, der undrer sig over hvor en større stak penge er forsvundet hen under partnerens rute i L.A. Cody bliver rasende over mistanken og mener i stedet at Masters bør tjekke deres forretningspartner Max Waxman nærmere efter. Mens Masters forsøger at presse sin faste advokat Bob Grimes, (Dean Stockwell), til at give Cody en mildere dom og dermed undgå at han taler over sig, har Chance et møde med sin stikker og on/off kæreste Ruth Lanier, (Darlene Flugel), der bringer Waxmans navn på banen og Chance går derfor straks i gang med at arrangere en overvågning af hans lurvede kontor. Uheldigvis falder begge strømere i søvn under deres stakeout og bemærker derfor ikke at Masters og hans kæreste overrumpler Waxman og tager de stjålne penge retur, inden han på blodig vis likvideres. Da et par gadebetjente ankommer til lejligheden kort efter, vækkes Chance og Vukovich af sirenen og må frustrerede haste derover vel vidende, at de har ladet en gylden chance gå fra sig. I ren og skær desperation stjæler Chance derfor ulovligt en logbog fyldt med adresser fra gerningsstedet, og selv om Vukovich ikke bryder sig om at have overtrådt loven, acceptere han dog til sidst Chances fuskerier. Under en efterfølgende hyrdetime hos Lanier kan hun informere ham om en større diamanthandel som er under opsejling, men den sag er han ikke umiddelbart interesseret i så længe Masters er på fri fod. Mens de to strømere forsøger at stramme grebet om de små fisk i byen og få skaffet beviser, der kan sammenkædes med bogens indhold, rydder Masters op i egne rækker for at eliminere truslen mod sit emperium. Status quo zonen går til sidst Chance så meget på nerverne, at han stik mod al sund fornuft vælger at udnytte sin viden om diamanthandlen og udføre et kup mod de andre forbrydere i håbet om at bruge pengene til at tiltrække Masters opmærksomhed, hvilket dog får katastrofale følger, da det viser sig at Chance, blændet af sit fanatiske hævntogt, har raget uklar med op til flere andre organisationer i forbindelse med det dramatiske røveri...
”You ain't my partner! You ain't even my fucking friend. In fact, let me give you a little piece of advice: you better get your ass into protection, baby! Because you ain't shit on the streets! You understand that? You ain't got the nuts! Kiss my ass! Pussy motherfucker!”
Efter at William Friedkin havde mejslet sit navn godt og grundigt fast i cementen på Hollywood boulevard i begyndelsen af 70’erne med klassikere som “The Boys In The Band”, “The French Connection”, og “The Exorcist”, sad han efterfølgende mere eller mindre fast i en kreativ hæmmende suppedas, som kun de færreste på daværende tidspunkt kunne forestille sig, at han ville få kæmpet sig op fra igen. Men i 1985 fik den slumrende instruktør så langt om længe sit hårdt tiltrængte comeback, da han med udgangspunkt i den tidligere secret service agent Gerard Piteivichs barske og hudløst ærlige selvbiografiske novelle, tilførte beskrivelserne med en visuelt illustrerende og handlingsmæssig hektisk stil kraftigt inspireret af tidsperiodens mest populære tv-serie “Miami Vice”, som samlet kom endegyldigt til udtryk i den nådesløst hårdhudede og moralsk udfordrende action extravaganza “To Live and Die in L.A.”. Og netop bybilledet af det forlorne og kulørt tillokkende Los Angeles, der ganske symptomatisk filmens handling taget med i betragtning symbolisere de faldne engles by, udnytter William Friedkin på den mest gennemførte og effektive facon her til at danne en baggrundsmæssig vægt bag duellen mellem protagonisten og antagonistens megalomaniske selvopfattelse, og skaber dermed illusionen om at de hver især opererer i et lukket univers, hvor de begge anser sig selv som værende rene supermennesker højt hævet over alverdens fysiske og psykiske barrierer af moralske skrupler, samt regler og restrektioner der gælder den øvrige del af samfundet. Når man som tilskuer første gang lader sine øjne betragte de to modpoler, i skikkelse af den fandenivoldske adrenalinjunkie Richard Chance og den sofistikerede, køligt kalkulerende men diabolsk omskiftelige Rick Masters, kunne de på overfladen umiddelbart ikke ligge længere væk fra hinanden, og de to altoverskyggende karakterers repræsentation af det hhv. gode og onde synes da også at være tegnet klart og tydeligt op i en velkendt traditionel skabelon.
Men efterhånden som den hektisk cirkulerende katten efter musen efter katten handling eskalere, og der skydes huller i det tonstunge macho panser hos Chance og modsat kradset i lakken og sparket til trykpressen hos Masters, understreges det mere og mere tydeligt hvor ens de to i bund og grund er i deres jagt på succes inden for deres respektive felter, hvor det tårnhøje ambitionsniveau ender med at overskygge og gradvist destruere alt andet omkring dem. Således fungerer eks. de to kvinder i deres forhold som intet andet end afstressende sexobjekter, der koldt og kynisk bliver udnyttet og forkastet, så snart de har udtjent deres formål. Og ligeså gør det samme sig gældende for de to super egoers partnere, der egentlig blot er værktøjer som skal hjælpe dem til at få et forspring, mens de på hensynsløs vis forsøger at udmanøvrere hinanden i et virvar af nederdrægtige svinske studehandler, iturevne restrektioner, blodige øretæver, nærgående projektiler og et hav af vildledende dollartegn. På trods af at man forføres som tilskuer af en dreven, dynamisk, og evigt pulserende redigering, krydret med den legendariske duo Wang Chungs new wave poppede lydtapet, i mesterligt samspil med William Petersen og Willem Dafoes karismatiske intense præstationer, sidder man stadig et langt stykke af vejen med indtrykket af et plot, der forekommer fragmenteret, grænsende til det lettere kaotiske i et konstant forsøg på at bryde den klassiske historieformidlings rammer. Denne ulmende ambivalente observation ændres dog pludselig markant i hvad der senere hen viser sig at være en genial udført strategi fra William Friedkins side, der når sin ultimative forløsning under kulminationen på filmens drabeligt uovertrufne og smukt orkestrerede biljagt, hvor hovedpersonens vilde, impulsive karakteristika og improviserende reaktionsmønster, der har trukket ham så langt ud at han er ved at miste overblikket, netop visualiseres via det fragmenterede, urytmiske og kaotiske billedsprog, som gennemsyrer hele filmen, hvilket ligeledes afspejler sig, dog med modsat fortegn, i reaktionerne og udviklingen af makkeren Vukovich evigt skrantende moralske sammenbrud.
Denne effektive sammensmeltning mellem mand og maskine, hvor jagten i ligeså høj grad er et udtryk for en personskildring, er da også en af de væsentligste grunde til at William Friedkins mesterligt koreograferede biljagt efterfølgende og fuldt fortjent har fået sin plads i filmhistoriens hall of fame side om side med Peter Yates “Bullitt”, William Friedkins egen sublime “The French Connection”, Walter Hills “The Driver” og, som man kunne se det for nylig udført med lige dele gåsehudsfremkaldende elegance og koldblodig brutalitet, i Nicolas Winding Refns “Drive”. Efter støvet atter har lagt sig oven på de oktanfyldte eskapader i “To Live and Die in L.A.“, skal Friedkin ligeledes hyldes for det mod han udviser i forhold til filmens upolerede og uglamourøse finale der, i sin klare apati mod den typiske leflen for den heroiske Hollywood happy end, fremstår som en af de mest ægte og troværdige skildringer af de på alle måder opslidende vilkår, der hører til jobbet som undercover betjent, hvad der da også meget passende, på hver deres måde, placerer de to strømere og deres nemesis i et malerisk og stærkt symbolpræget helvede på jord med et dybt deprimerende og ultra sortsynet efterspil. Har man stadig denne voldsomt undervurderede action perle til gode, ja så kommer den naturligvis med de varmeste anbefalinger herfra, og er heldigvis tilgængelig i en laber BD udgivelse med masser af ekstramateriale. Hvis man desuden skulle have fået lyst til lidt yderligere 80’er nostalgi, er soundtracket skabt af Wang Chung absolut også værd at ofre en skilling på.
http://www.amazon.co.uk/Live-Die-L-Wang-Chung/dp/B...
#624 BN 13 år siden
Et godt og interessant valg!
Det er en rigtig god film, som jeg altid har kunnet lide, og som især imponerede mig med sin kynisme, den overraskende plotudvikling og den hidsige, kaotiske biljagt. Jeg har ikke rigtigt fået afklaret mit eget forhold til filmen, altså sådan rent karaktermæssigt - dertil er et gensyn nødvendigt. ... Det er dog helt og aldeles udelukket, at den kan få mindre end 7/10.
#625 BN 13 år siden
#626 Benway 13 år siden
#627 Åkepool 13 år siden
#628 NightHawk 13 år siden
Tak skal i have for jeres kommentarer. :)
Det er fedt at høre, at jeg står ikke står helt alene med i min høje vurdering af "To Live and Die in L.A."
Som regel plejer det jo mest at være "The Exorcist" og "The French Connection", (der bestemt er fremragende film begge to), som William Friedkin bliver hyldet og husket for. Men jeg synes faktisk at det er temmelig unfair, da jeg mener "To Live And Die In L.A." er hans bedste film.
#629 Åkepool 13 år siden
Der må jeg så erkende, at hans bedste i mine øjne, uden tvivl er "The Exorcist", som rangerer som en af mine all-time favoritfilm og helt sikkert den bedste gyser/horrorfilm der er lavet. Så uanset at "To live and die in L.A" er super, er den "kun" hans næstbedste hos mig (og det tror jeg dog ikke at et gensyn vil ændre på).
#630 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/gp/product/B003JQK86I
http://www.planetaxel.com/productDetails/065935834...
Fra at have overværet to super egoers barske, blodige, ekstremt tempofyldte og testosteronpumpede macho hanekamp, ind og ud mellem Los Angeles korrumperende kulørtheds sønderskudte konstruktioner og grådige gråzoner, står film menuen nu på en mildt sagt fuldstændig anderledes og super charmerende form for forbryderbekæmpelse i fremragende form af den debuterende instruktør Peter Stebbings herlige hidden gem om heroisk hjerteblod og nostalgisk mandsmod i en kold og dyster verden.
”Well guess what? I'm not Lois Lane, and you're not fucking Superman. So go jack off on some other fantasy, all right?”
I den sene nattetime overvågende Hammer Towns mest kriminelle og snuskede nabolag lader byens selvudnævnte superhelt Defendor, (Woody Harrelson), sit skarpsindige blik betragte omgivelsernes sleske morads af luddere og lommetyve, da han pludselig hører en kvinde råbe om hjælp fra en bil, der holder parkeret blot få meter væk. Et vovet spring fra taget af bygningen senere befinder han sig ansigt til ansigt med overfaldsmanden, der viser sig at være den grovkornede og nederdrægtige undercover betjent Chuck Dooney, (Elias Koteas), som knap kan tro sine egne øjne, da den spøjse selvtægtmand beordrer ham til at holde sine slibrige naller fra en ung prostitueret. Mens den lettere forbløffede Angel med det borgerlige navn Katerina Debrofkowitz, (Kat Dennings), slipper væk i mørket står den derimod på knippelsuppe for Dooney, der samtidig udspørges om sit kendskab til byens altoverskyggende superskurk Captain Industry, hvem han dog hårdnakket påstår ikke at kende noget som helst til. Da forhøret alligevel ikke rigtig fører nogen vegne, tager Defendor i stedet hen på sit foretrukne cafeteria for at stille sulten med en solid bunke pandekager, som han dog ikke når at spise færdig, inden politiet først anholder og derpå slæber ham med til stationen. Efter hans våben er blevet taget fra ham beslutter chefen, (Clark Johnson), at få sig en god snak med den besynderlige og lettere enfoldige hævner, hvis rigtige identitet han erfarer via sin rolige og respektfulde tone, er den godmodige skilteholder Arthur Poppington. Da chefen ikke lige umiddelbart vurdere, at den proklamerede superhelt udgør nogen stor trussel, får han lov til at gå fri og slipper med en advarsel. Men Arthur har dog ikke tænkt sig at lade anholdelsen få nogen som helst indflydelse på hans kald til at frelse byen for diverse afskum og drager derfor atter ud på mission natten efter i sin trofaste truck Defen-Dog for at sørge for borgernes sikkerhed. Under sin heltemodige gerning der redder en graffiti maler fra at få tæsk, rager han atter uklar med den skumle Dooney og hans kriminelle kammesjukker, der til gengæld ikke sparer Defendor fra at få ørene godt og grundigt i maskinen.
Efter at være blevet smadret til lirekassemand, forsøger Angel, der har overværet det hele, at hjælpe ham på benene igen, hvilket pludselig bringer minder frem på nethinden hos Defendor om hans barndom hvor hans mor, der ligeledes var fanget at narkomiljøet, blev tvunget til at forlade ham. Mens Arthur mumler løs i lettere omtåget tilstand, ser Angel straks en mulighed for at udnytte situationen og tage med ham hjem, så hun kan slippe fra sin belastende alfons Dooley et par dage. På sit almindelige arbejde næste dag forsøger Arthur nu at dække over sine utallige blå mærker, men det lader hans chef og bedste ven Paul Carter, (Michael Kelly), sig nu ikke narre af og hiver ham derfor omgående med på hospitalet, hvor hans kone og søn der udgør resten af Arthurs plejefamilie bekymrede ankommer til kort efter. Samtidig på politistationen er chefen i færd med at informere distriktsadvokaten om en større undercover operation mod den lokale gangsterboss, da Dooley pludselig dukker op og begynder at stille en række mistænkeligt nysgerrige spørgsmål ang. den store aktion, som han er blevet holdt ude af. Da Arthur atter vender hjem til sin hemmelige base på en nedlagt falk station hvor han bor, virker han nu mere opsat end nogensinde på af få den store bagmand Captain Industry, hvem han også er overbevist om slog hans mor ihjel, ned med nakken, men aner bare ikke lige helt hvor, han skal begynde at lede. Det problem kan Angel dog sagtens hjælpe med at få løst, da hun efter bedste overbevisning er sikker på at byens største gangsteralfons, den tidligere serbiske krigsforbryder Radovan Kristic, (Alan Peterson), højst sandsynligt må være selv samme superskurk. For at finde frem til storforbryderens base anbefaler hun derfor Arthur at presse den korrupte Dooley til at udlevere adressen, hvilket da også efter lidt besvær lykkedes og pludselig er Defendor i besiddelse af vitale oplysninger, der kan afsløre Radovan/Captain Industry som våbensmugler og kvindehandler. Da slynglerne derfor skruer op for blusset i håbet om at knuse deres irriterende modstander, finder Arthur for alvor ud af, at livet som superhelt bestemt ikke er nogen dans på roser. Men vel vidende at hans nærmeste dermed også er i livsfare, beslutter han sig for ikke at give op og sætter i stedet alt på et bræt koste hvad det vil...
”Do you remember when you saved Jack's life? I'll never forget what you did that day. You were just a regular guy doing something remarkable. You don't need a costume. Ordinary people, they do extraordinary things all the time. You're always going to be that hero just by being yourself.”
Ved første øjekast ligner ”Defendor” blot endnu en film i rækken om en wannabe superhelt, der af ren og skær eventyrlyst forsøger at udleve sin indre drengedrøm ved at træde i de farverige, über cool og handlekraftige idolers fodspor, vedkommende voksede op med som et fast holdepunkt i en ellers lettere trist og ensom nørdet tilværelse, blot for at forvandle denne fordums isolerende periode af tristesse til i stedet af blive hyldet, elsket og respekteret generelt i samfundet. Dette kom bl.a. til udtryk i Matthew Vaughns super hypede ”Kick Ass”, der trods at være ganske solid underholdning ikke gjorde det store indtryk efterfølgende på undertegnede, mest af alt fordi protagonisten i store træk faktisk ikke brugte sin nyfundne status til særlig meget andet end at søge efter opmærksomhed og berømmelse. Ligeså var balancen mellem de moralske budskaber og den heftige brug af ultra vold også en temmelig mudret affære, der dog senere kom endnu værre og ambivalent til udtryk, da James Gunn prøvede kræfter med subgenren i sin kvalmende usjove, modbydelige og nihilistiske film ”Super”. I Peter Stebbings kyndige og yderst kreative hænder er indgangsvinklen, og dermed hovedpersonens altafgørende motivationsfaktor i det sorthumoristiske drama ”Defendor”, til gengæld af en helt anden personlig, introspektiv, og emotionelt stærkere størrelse, der hurtigt inde i filmens multilagrede fortælling fangede mig i et fascinerende greb om hjertet og en stødt stigende lyst til at komme ind bag den identitetsskabende sorte dragts alternative virkelighedsflugt for at lære om den spøjse men gennemført sympatiske og determinerede Arthur Poppington, hvem man allerførste gang stifter bekendtskab med under en samtale hos psykologen Dr. Park, der er tilknyttet myndighederne. Den hjertevarme doktor, der ihærdigt forsøger at forstå Arthurs ageren og store nødvendighed for at påtage sig rollen som byens ubestridte beskytter, portrætteres i filmen med en vidunderlig afdæmpet, imødekommende og omfavnende ro af underskønne Sandra Oh der meget passende, hendes venlige personlighed taget i betragtning, har alle sine samtaler med sin mildt sagt besynderligt fascinerende, jævnt uforudsigelige og lunefulde patient i en række muntre tilbagevendende scener på hendes kontor.
Disse muntre og hjerteskærende dialoger lader Peter Stebbings helt bevidst dominere af varme og lyse farvetoninger i en skarp og effektiv kontrast, som dermed enkelt men effektiv forvandler den parallelle handlingstråd til den rå og barske virkelighed udenfor disse trygge rammer, (hvor den lettere retarderede Arthur selv søger at løse sine psykiske problemer), til en diametral modsætning, der dog aldrig kammer over men i stedet meget fornemt bevarer balancen mellem karakterens lyse sind og hans mørke traumer, hvor sidstnævnte afsløres som en smuk hyldest til en af de mest klassiske superhelte oprindelseshistorier, som man glædeligt genkender bl.a. fra Batman. Missionen med at kaste sig hovedkulds ud i direkte og livsfarlig blodig duel mod det kriminelle miljø, har dermed fra start at et klart formål med udgangspunkt i fortiden og et tab af moderen til byens narkotika befængte fordærv af forbryderisk ondskab. Men hvad der umiddelbart blot begynder som et traditionelt hævnmotiv i den dystre og barske virkelige verden, hvor der ganske symptomatisk og helt i tråd med filmens underliggende plot ikke findes nogen kære mor i de modreaktioner han fremprovokere, viser Arthurs forbryderbekæmpelse som Defendor, efterhånden som handlingen eskalerer og udvikler sig, mest af alt at handler om tilbageerobringen af sin fortabte og desillusionerede barndom. Dette kommer herligt, opfindsomt, yderst gennemført og mest tydeligt til udtryk i designet af den hjemmelavede dragt med det påklistrede D, den fingermalede maske, det tilkoblede VHS system til at skaffe beviser mod slynglerne, (hvilket i sig selv faktisk er ret genialt men også illustrerer, at Arthur på ingen måde er fulgt med tiden og den teknologiske udvikling), samt det omfattende våbenarsenal der primært tæller en håndfuld glaskugler, et handy glas med aggressive hvepse, og en trofast kølle der sammen med Defendor hjelmen er arvestykker fra bedstefaderens tid i hæren under WW2. Selv samme bedstefader optræder i øvrigt via flashbacks fra Arthurs barndom i en herlig homage til tegneserieuniverset generelt som en form for mentor og faderfigur a’la Ben Parker fra SpiderMan, om end bedstefaderen her er af den mere mavesure og bitre type, hvad man dog sagtens forstår med tanke på hvilken skæbne, der er hændt hans datter.
Under sine utallige sammenstød med mørkets kræfter, der i filmen repræsenteres af den serbiske gangsterboss Kristic og den svært korrumperede narkobetjent/alfons Dooley, som begge synes at stinke af pervers råddenskab med deres snuskede udseende og vulgære væremåde, (spillet med uforbeholden klamhed af hhv. Elias Koteas, der mestrer den slags roller til perfektion, og den grumt udseende Alan Peterson), understreger Peter Stebbings ligeledes sit suveræne overblik i måden at visualisere sine temaer på. Ved i den sammenhæng yderligere at forbinde Arthurs barndomsminder, fantasier, og det barnlige sinds forståelse af superheltegerningen, udnyttes og legitimeres eks. også brugen af Defendors klichéprægede slogans der ligeledes, og frem for at virke som et plat indslag her, i stedet bliver en direkte bro mellem uskylden og de kræfter der forsøger at destruere den, hvortil luderen Angel/Katerina på flere måder udgør omdrejningspunktet. Præcis ligesom sin pludseligt opståede allierede og beskytter er hun nemlig også produktet af en barndom med en sammenlignelig smadret opvækst, der har gjort at hun er faldet i dårligt selskab og forsumpet i et ultimativt selvdestruktivt kaos af falsk virkelighedsflugt med hårde stoffer, og en ligeså falsk afhængighed af sin suger daddy Dooley som substitut for sin egen mild sagt vamle far. Som venskabet udvikler sig, og hvad der på befriende vis aldrig forsimples til en fortænkt romance, forbliver det i stedet et spørgsmål om skabelsen af en ny familie som udfylder begge karakterers respektive tab, hvor Arthur gradvist træder ind i en faderrolle og Katerina modsat bliver hans chance for i overført betydning endelig at kunne redde sin mor. Forholdet som er hjertet i filmen, bruges der fornuftigt nok også god tid på at opbygge, hvilket illustreres meget elegant mellem det umage men på bundlinjen ens par, med en troværdig skepsis og afdæmpet sentimentalitet af stortalentet Kat Dennings, (fra indie hittet ”Nick & Noras Infinite Playlist”), og altid formidable Woody Harrelson, hvis kemi sammen er både klukkende morsom og dybt rørende at overvære, især grundlagt af Harrelson hvis sympatiske og knuselskelige præstation konstant er i perfekt underspillet balance mellem det humoristiske og det dramatisk seriøse.
Således bliver skabelsen af de menneskelige relationer desto også langt stærkere og vedkommende hen mod det endelig opgør med Kristic/Captain Industry, hvis forløsning pludselig giver sideplottet og den morale der følger i kølvandet med plejefamilien, (Arthurs forbindelse til arbejdsgiveren Paul Carter og hans familie), en vital betydning ang. filmens afsluttende budskab, hvor der reflekteres over helten Defendors handlinger og betydning for byens borgere, hvori der også indgår en smuk reference til Arthurs mor og en anekdote fra hans barndom om månen, som vil få selv den mest hårdhudede person til at knibe mindst et par tårer. ”Defendor” er en sublimt opbygget og orkestreret film perle, som jeg var imponeret over første gang jeg så den og forbliver med at være imponeret over selv nu efter utallige herlige gensyn, hvor der blot dukker små detaljer op, som gør oplevelsen endnu bedre. ”Defendor” får dermed de varmeste anbefalinger med på vejen herfra, og jeg håber at jer der læser med har fået lyst til at give filmen en chance. Og så vil jeg da lige runde af med at linke til John Rowleys herlige score, som er en fornøjelse at lytte til både i de mere afdæmpede scener og som her, når heltens tema med pragtfuld patos serveres med nostalgisk poesi.