#590 "det synes jeg nu faktisk at han er, grundet de ting han har været igennem. Og som jeg oplever det, synes jeg da at der er tydelig forskel på måden han opfatter sig selv og sine omgivelser på i starten og så til den måde han agere/tænker på til sidst."
Helt enig i at han er en helt anden, men prisen for at kunne slå Fats i pengespil er enorm.
Har desværre ikke set den her. Nå engang din topliste er færdig regner jeg med en oversigt så jeg kan skrive de film jeg mangler at se på min meget lange liste over film to see.
Jeg laver en mini-oversigt med de 10 foregående film, når jeg har lagt nr. 12 & 11 op i tråden. Og så kommer der selvfølgelig en oversigt over alle 200 film, når jeg har skrevet om den sidste film. :)
Foeller (592) skrev:
The Hustler står allerede i min "Save for later" indkøbskurv på Amazon, så den skal jeg nok få købt, når den bliver sat yderligere ned. Dens høje placering på din liste giver mig i hvert fald yderligere lyst til at købe den. :)
Det er jeg super glad for at høre! :) Det bliver jo også fedt at få den hjem til samlingen, så den kan stå side om side med Scorseses opfølger "The Color of Money". :)
Kruse (594) skrev:
"The Hustler" er en fantastisk film, så dejligt at se den få en så høj plads på din topliste :)
Tak! :) Altid super fedt at læse så positiv feedback! :)
jessup (601) skrev:
Helt enig i at han er en helt anden, men prisen for at kunne slå Fats i pengespil er enorm.
Det kan vi kun være helt enige om. Prisen er på mange måder alt alt for høj.
Men hvor dystert det end måtte lyde, så er det et par yderst vigtige lektioner/lærestrege han får, der gør at han i fremtiden undgår at blive ligeså ondskabsfuld som Bert Gordon eller ligeså korrumperet som Minnesota Fats.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Det er jeg super glad for at høre! :) Det bliver jo også fedt at få den hjem til samlingen, så den kan stå side om side med Scorseses opfølger "The Color of Money". :)
Fra én mands dramatiske, kalkulerende og filosofiske forsøg på at regne livets gåde ud på den lange bane, i håbet om at finde ind til de sande menneskelige værdier gemt i skyggerne fra 60’ernes USA, skal vi nu tilbage til 30’ernes depressive Tyskland og have fat i kravetøjet på en helt anderledes og nederdrægtig types desperate flugtforsøg fra masserne, i mesterinstruktøren Fritz Langs medrivende, modbydelige og samfundskritiske kriminalfilmsklassiker.
”Just you wait, it won't be long. The man in black will soon be here. With his cleaver's blade so true. He'll make mincemeat out of YOU!”
I en baggård et sted i Berlin hygger en gruppe børn ansporet af den højtråbende Elsie Beckmann, (Inge Landgut), sig med hvad der tilsyneladende blot er en uskyldig leg. Men da ordene fra ungernes sang omhandlende en fæl og højaktuel børnemorder runger i betonvæggene, falmer uskylden straks bort som dug for solen, og flokken bliver derfor omgående bedt om at stoppe løjerne af en af de forargede mødre i boligblokken. Elsies moder er dog ikke ligeså fortørnet og ser i stedet børnenes dystre sang som en forsikring om, at forældrene ved hvor de er. Den efterfølgende dag begynder panikken dog langsomt at få tag i moderen, da Elsie ikke dukker op som sædvanlig efter skole til deres frokost sammen i lejligheden, og tanken om at der er hændt hendes barn noget grufuldt bliver, som tiden skrider fremad, da også en mere og mere ubehagelig erkendelse. I mellemtiden render Elsie uheldigvis på en lidt for venlig mand, der slesk lokker hende med sig og inden dagen er omme har den perverse børnemorder da også krævet sin femte offer, og dermed gjort moderens bange anelser til en grusom realitet. Hurtigt spreder nyheden om det nye mord sig som en steppebrand i Berlins gader, og den ophidsede befolkning kræver nu øjeblikkelig handling fra politiets side, som da også sætter hårdt mod hårdt og udlover samtidig en høj dusør til vedkommende, der kan pege dem i retning af morderen. Den hårde fremgangsmetode fører dog ikke umiddelbart noget med sig, og mens politiet fumler rundt og borgerne begynder at udpege alt og alle som muligt mistænkt, nyder galningen Hans Beckert, (Peter Lorre), de kaotiske tilstande og provokere yderligere ved at sende et brev om sine gerninger direkte til pressen, med håbet om at forværre byens tilstand endnu mere. Da Justitsministeren er ved at gå op i limningen af bar frustration over de manglende resultater, tager han fluks kontakt til politikommissæren. Trods hans forsikring om, at hans folk gør deres bedste og de forskellige afdelinger arbejder i døgndrift, er ministeren ikke tilfreds og beordrer dem til at skrue yderligere op for blusset, specielt mod den kriminelle underverden.
Med den determinerede og snu kommissær Karl Lohmann, (Otto Wernicke), i spidsen sættes det kriminelle miljø derfor under maksimalt pres, hvilket især går ud over værtshuset ”The Crocodille Club” hvis kunder og ejere da heller ikke er blege for at give udtryk for, hvad de opfatter som ren chikane. Imens på den anden side af vejen holdes der et vågent øje med politiets mange aktioner fra en lejlighed hvor fem bandeledere, inkl. den topprofessionelle tyv Schränker, (Gustaf Gründgens), er blevet enige om at mødes for at lægge en plan, der kan få has på børnemorderen og dermed dem selv ud af politiets søgelys. Men den store plan er nu ikke lige så let at få lagt som forbryderne forestiller sig, og først efter lang tids tankespind når de frem til, at de må benytte sig at det omfattende tigger miljø som, uden at vække mistanke, vil være den bedste mulighed for at komme helt tæt på, og herefter udpege den pædofile slyngel. Andetsteds på politigården har de forskellige chefer og kommissærer ligeledes samlet sig for at lægge hjernerne i blød, og efter at have været igennem utallige forslag hvor Lohmann bl.a. efter et pænt sarkastisk vredesudbrud har fået de andre til at opgive et samarbejde med byens borgere, som ifølge ham alligevel er lettere uduelige til at hjælpe, bliver de enige om at rette fokus mod diverse anstalter og institutioner for psykisk syge med særligt øje på dem, der atter er blevet sluset tilbage i samfundet. Mens kartellet af bandeledere strategisk og med udsigten til en stor dusør sender diverse tiggere og hjemløse på gaden inddelt efter kvarterer, foretager Lohmann en nøje gennemlæsning af en lang række journaler og sender bl.a. en fra sit team, kommissær Groeber, (Theodor Loos) ud til en adresse tilhørende Hans Beckert. Da der bliver banket på døren, bliver Groeber budt indenfor af udlejeren som beder ham vente på, at den flinke lejer vender tilbage fra sin tur i byen. Her får den vamle Beckett pludselig et anfald af liderlig dræberlyst, da han spotter en lille pige og vælger at forfølge hende, hvilket han i første omgang dog må opgive, indtil et nyt offer viser sig. Mens politiet får lagt de sidste brikker i det bevismæssige puslespil, der kan bekræfte gerningsmandens identitet, bliver slamberten spottet af kartellets folk, og den dominerende Beckert må nu pludselig for første gang se sig selv som jaget vildt...
“You wouldn't need to do all that if you'd learn a proper trade or if you'd work. If you weren't a bunch of lazy bastards. But I... I can't help myself! I have no control over this, this evil thing inside of me, the fire, the voices, the torment!”
Ved at tage udgangspunkt i en række grufulde beretninger om diverse seriemordere og deres utallige blodige eskapader, heriblandt 1920’ernes psykopatiske dræber Peter Kürten, også bedre kendt under det gåsehudsfremkaldende og makabre øgenavn vampyren fra Düsseldorf, og sammensmelte disse amoralske anekdoter med en finurlig og forførende fortælling om selvjustits og massehysteri i 30’ernes Berlin, skabte den legendariske instruktør Fritz Lang en af sine fornemmeste værker, der både fungerede som en fantastisk underholdende thriller og en syrlig ofte sarkastisk samfundskritisk og referencemæssig forvarsel om nazisternes kommende kontrol og rædselsregimes altødelæggende ondskab, som omkransede deres sadistiske væsen der lå og spirede i undergrunden. Som en kvalm perverteret metafor hertil visualiseres denne boblende ondskab med en yderst vulgært skræmmende perfektion illustreret af filmens skurk Hans Beckert, der med sit umiddelbart uskyldige udseende udstråler fred og ingen fare qua en primært imødekommende attitude og et smigrende sprogbrug, men som i virkeligheden bag den polerede facade gemmer på et diabolsk monster, der blot venter på at sætte sine grådige og forrådnende kløer i sine ofre for at fortære uskylden og håbet for fremtiden, hvilket her repræsenteres i mordene på den kommende generation af børn. Til at fremvise den ældre generations værste mareridt benytter Fritz Lang sig i “M” af en effektfuld og følelsesmæssig stærk blanding af stemningsfulde film noir dyder og billedkompositioner, hvor brugen af ildevarslende skygger kontra narrativ baggrundsviden, (Beckerts silhuet over plakaten med dusøren og hans tidligere onde gerninger), og underlægningsmusik i form af morderens spøgefulde kendingsmelodi kontra en rungende skæbnesvanger stilhed, (nærbilleder af Elsies tomme tallerken ved spisebordet og den tomme trappeopgang), træder i kraft allerede i de første scener under mordet på Elsie Beckmann, der trods et minimalistisk brug af virkemidler sætter tonen for morderes aftryk på resten af filmen og understreger Fritz Langs imponerende skarpe overblik i måden han håndterer historieformidlingen på.
Alt sammen i øvrigt hjulpet særdeles overbevisende på vej af en verdensklasse præstation fra Peter Lorre som på trods af at være udstyret med ganske få replikker, i stedet drager stor fordel af sine mangeårige erfaringer fra teatrets brug af kropsprog og ansigtsmimik til at understrege sin karakters dødsensfarlige skizofrene tilstand, der konstant veksler mellem det patetiske og psykopatisk besættende. Efter at den slibrige Hans Beckert er blevet sat i scene, lader Fritz Lang efterfølgende den snigende ondskab samt medfølgende frygt figuren repræsentere, i en klar parallel til nazitidens stikkermentalitet, eskalere og forplante sig videre ud i samfundet, hvor folk og fæ meget hurtigt viser sig fra deres værste side, klar til at udpege en syndebuk blandt venner, familie, naboer og kolleger for at glorificere sig selv og derved samtidig profilere deres position i samfundet på andres bekostning. Som regel skyldtes udvælgelsen af den formodede mistænkte nemlig at folk af diverse årsager, hvilket kunne være alt mellem himmel og jord om alt lige fra små bagatel agtige skænderier til forretningsmæssig øjemed, havde et horn i siden på hinanden og derved kunne drage stor fordel af paranoiaen til at få elimineret den irriterende nabo eller en forretningsmæssig konkurrent, hvilket bl.a. kommer til udtryk i en tidlig scene, der også understreger filmens humoristiske undertoner hvor to pinger ender i en højrøstet diskussion. I andre scener hersker der ren lynchstemning blandt byens mere almindelige borgere, yderligere fremprovokeret af myndighedernes mangel på handlekraft og situationsfornemmelse der tilføjer endnu et lag til handlingen som et spejlbillede på bureaukratiets langsommelige proces og stigende kontrol med folket, grundet de mange frustrationer udsprunget af 30’ernes store depression, som dominerede tidsperioden primært for arbejdermiljøet. Interessant er det bestemt at følge det videre forløb i handlingen, hvorledes det pudsigt nok ender med at være folkets reaktion i kølvandet på systemets famlende og rodede fremgangsmetoder, der for alvor sætter gang i opklaringsarbejdet hos politiet her repræsenteret af kommissær Lohmann.
I princippet udgør denne Lohmann filmens helterolle, men man kan ikke ligefrem påstå, at han bliver udstillet i et særligt glamourøst lys af Fritz Lang, der i ligeså høj grad bruger karakteren til at gøre grin med det bedre borgerskabs dekadence, bl.a. i en de sidste scener den korporlige politimand optræder i, hvor Lohmann filmes nedefra på sit kontor. Og modsat er de fem bandeledere anført af den velformulerende mesterforbryder Schäncker, der tager det afgørende initiativ til at få fanget Hans Beckert, heller ikke ligefrem moralsk polerede helte, da deres primære motivationsfaktor er set ud fra et rent egoistisk synspunkt med henblik på frem for alt andet at sikre egen karrieremæssig overlevelse, hvilket kommer til udtryk i en herlig spydig krydsklippet dynamik, hvor Fritz Lang veksler mellem de taktiske overvejelse hos hhv. forbryderne og politiet. Inden den nervepirrende og medrivende jagt på børnemorderen indtræffer, mindes man atter om det omflakkende monster i Berlins dunkle gader, da Beckert vender tilbage til den multilagrede handling i hvad der efter min oplevelse er den mest kvalmende scene i hele filmen. Mens politiet undersøger hans lejlighed spankulere Beckert fredsommeligt rundt i byen lige, indtil han spotter en lille pige i et vindue. På ganske få sekunder formidler Peter Lorre på forbindtlig vis kampen mod sine indre dæmoner, startende med den impulsive lyst til at slå ihjel, så skammen pga. erkendelsen om at han befinder sig i det offentlig rum hvor alle i princippet kan se ham, hvor efter han må forsøge at beherske sig, inden han til sidst fuldstændig lader monsteret overtage sin menneskelighed, blot for at ende som et ynkeligt væsen fuld af afmagt, da han ikke kan få tilfredsstillet sin sult. Det er så enkelt lavet og alligevel så hamrende effektivt, at det løber kold ned af ryggen på undertegnede.
Fremme ved selve finalen binder Fritz Lang så elegant de mange tråde sammen og opstiller et symbolsk spejlbillede mellem folkets hævntørst og morderens aflad for sine synder, i en ganske interessant refleksion over den fuldt ud forståelige reaktion men mild sagt stærkt ambivalente øje for øje filosofi og dens medfølge mudrede etik og moral, som alt sammen stammer fra Hans Beckerts spor af ondskab og fordærv. “M” er så afgjort et mesterværk man ikke må snyde sig selv for og er heldigvis udkommet på BD i en Criterion version, der vil varme alle filmentusiasters hjerter.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så enig. "M" er fuldstændig fantastisk og endeløst fascinerende på utallige niveauer. En af mine absolutte yndlingsfilm.
jessup (606) skrev:
Fantastisk film.
Dejligt at høre. :)
Benway (605) skrev:
Kommissær Lohmann dukker forøvrigt op igen i Langs ligeledes fremragende "Das Testament des Dr. Mabuse", hvor han spiller en noget mere aktiv rolle.
Jeg har kun set, "Metropolis", "M" og "The Big Heat", så jeg mangler faktisk stadig at få set en god del af Fritz Langs film. Så når du anbefaler "Das Testament des Dr. Mabuse", så vil jeg starte med den på listen over dem, jeg mangler at få set. Det er jo i øvrigt en sjov detalje, at Lohmann er med igen. Den karakter glæder jeg mig til at gense, for selv om han til tider i "M" bliver udstillet som lidt af en spradebasse, så er han sgu en ret fascinerende type at følge.
Jeg har så lige set, at "Das Testament des Dr. Mabuse" er blevet udgivet i en lækker Criterion version, så den skal jeg da lige have bestilt hjem med det samme. :)
#607 Nu du er så glad for Fritz Lang - hvilket jeg som inkarneret Langianer kun helhjertet kan bifalde - er det muligvis et bedre bet at erhverve The Complete Fritz Lang Mabuse Box Set, der indeholder alle Langs Mabuse-film. Den er lidt dyrere, men der er mange timers herlig pulp-underholdning i virkelig god billedkvalitet.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Ja det ser nu faktisk også ret fedt ud det Box Set. Og prisen er sådan set også ok, så det kunne da være jeg skulle tage og bestille den i stedet for. Tak for anbefalingen. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#601 jessup 13 år siden
"det synes jeg nu faktisk at han er, grundet de ting han har været igennem. Og som jeg oplever det, synes jeg da at der er tydelig forskel på måden han opfatter sig selv og sine omgivelser på i starten og så til den måde han agere/tænker på til sidst."
Helt enig i at han er en helt anden, men prisen for at kunne slå Fats i pengespil er enorm.
#602 NightHawk 13 år siden
Jeg laver en mini-oversigt med de 10 foregående film, når jeg har lagt nr. 12 & 11 op i tråden. Og så kommer der selvfølgelig en oversigt over alle 200 film, når jeg har skrevet om den sidste film. :)
Det er jeg super glad for at høre! :) Det bliver jo også fedt at få den hjem til samlingen, så den kan stå side om side med Scorseses opfølger "The Color of Money". :)
Tak! :) Altid super fedt at læse så positiv feedback! :)
Det kan vi kun være helt enige om. Prisen er på mange måder alt alt for høj.
#603 MMB 13 år siden
Hehe, lige præcis. :P
#604 NightHawk 13 år siden
http://www.planetaxel.com/productDetails/715515057...
Fra én mands dramatiske, kalkulerende og filosofiske forsøg på at regne livets gåde ud på den lange bane, i håbet om at finde ind til de sande menneskelige værdier gemt i skyggerne fra 60’ernes USA, skal vi nu tilbage til 30’ernes depressive Tyskland og have fat i kravetøjet på en helt anderledes og nederdrægtig types desperate flugtforsøg fra masserne, i mesterinstruktøren Fritz Langs medrivende, modbydelige og samfundskritiske kriminalfilmsklassiker.
”Just you wait, it won't be long. The man in black will soon be here. With his cleaver's blade so true. He'll make mincemeat out of YOU!”
I en baggård et sted i Berlin hygger en gruppe børn ansporet af den højtråbende Elsie Beckmann, (Inge Landgut), sig med hvad der tilsyneladende blot er en uskyldig leg. Men da ordene fra ungernes sang omhandlende en fæl og højaktuel børnemorder runger i betonvæggene, falmer uskylden straks bort som dug for solen, og flokken bliver derfor omgående bedt om at stoppe løjerne af en af de forargede mødre i boligblokken. Elsies moder er dog ikke ligeså fortørnet og ser i stedet børnenes dystre sang som en forsikring om, at forældrene ved hvor de er. Den efterfølgende dag begynder panikken dog langsomt at få tag i moderen, da Elsie ikke dukker op som sædvanlig efter skole til deres frokost sammen i lejligheden, og tanken om at der er hændt hendes barn noget grufuldt bliver, som tiden skrider fremad, da også en mere og mere ubehagelig erkendelse. I mellemtiden render Elsie uheldigvis på en lidt for venlig mand, der slesk lokker hende med sig og inden dagen er omme har den perverse børnemorder da også krævet sin femte offer, og dermed gjort moderens bange anelser til en grusom realitet. Hurtigt spreder nyheden om det nye mord sig som en steppebrand i Berlins gader, og den ophidsede befolkning kræver nu øjeblikkelig handling fra politiets side, som da også sætter hårdt mod hårdt og udlover samtidig en høj dusør til vedkommende, der kan pege dem i retning af morderen. Den hårde fremgangsmetode fører dog ikke umiddelbart noget med sig, og mens politiet fumler rundt og borgerne begynder at udpege alt og alle som muligt mistænkt, nyder galningen Hans Beckert, (Peter Lorre), de kaotiske tilstande og provokere yderligere ved at sende et brev om sine gerninger direkte til pressen, med håbet om at forværre byens tilstand endnu mere. Da Justitsministeren er ved at gå op i limningen af bar frustration over de manglende resultater, tager han fluks kontakt til politikommissæren. Trods hans forsikring om, at hans folk gør deres bedste og de forskellige afdelinger arbejder i døgndrift, er ministeren ikke tilfreds og beordrer dem til at skrue yderligere op for blusset, specielt mod den kriminelle underverden.
Med den determinerede og snu kommissær Karl Lohmann, (Otto Wernicke), i spidsen sættes det kriminelle miljø derfor under maksimalt pres, hvilket især går ud over værtshuset ”The Crocodille Club” hvis kunder og ejere da heller ikke er blege for at give udtryk for, hvad de opfatter som ren chikane. Imens på den anden side af vejen holdes der et vågent øje med politiets mange aktioner fra en lejlighed hvor fem bandeledere, inkl. den topprofessionelle tyv Schränker, (Gustaf Gründgens), er blevet enige om at mødes for at lægge en plan, der kan få has på børnemorderen og dermed dem selv ud af politiets søgelys. Men den store plan er nu ikke lige så let at få lagt som forbryderne forestiller sig, og først efter lang tids tankespind når de frem til, at de må benytte sig at det omfattende tigger miljø som, uden at vække mistanke, vil være den bedste mulighed for at komme helt tæt på, og herefter udpege den pædofile slyngel. Andetsteds på politigården har de forskellige chefer og kommissærer ligeledes samlet sig for at lægge hjernerne i blød, og efter at have været igennem utallige forslag hvor Lohmann bl.a. efter et pænt sarkastisk vredesudbrud har fået de andre til at opgive et samarbejde med byens borgere, som ifølge ham alligevel er lettere uduelige til at hjælpe, bliver de enige om at rette fokus mod diverse anstalter og institutioner for psykisk syge med særligt øje på dem, der atter er blevet sluset tilbage i samfundet. Mens kartellet af bandeledere strategisk og med udsigten til en stor dusør sender diverse tiggere og hjemløse på gaden inddelt efter kvarterer, foretager Lohmann en nøje gennemlæsning af en lang række journaler og sender bl.a. en fra sit team, kommissær Groeber, (Theodor Loos) ud til en adresse tilhørende Hans Beckert. Da der bliver banket på døren, bliver Groeber budt indenfor af udlejeren som beder ham vente på, at den flinke lejer vender tilbage fra sin tur i byen. Her får den vamle Beckett pludselig et anfald af liderlig dræberlyst, da han spotter en lille pige og vælger at forfølge hende, hvilket han i første omgang dog må opgive, indtil et nyt offer viser sig. Mens politiet får lagt de sidste brikker i det bevismæssige puslespil, der kan bekræfte gerningsmandens identitet, bliver slamberten spottet af kartellets folk, og den dominerende Beckert må nu pludselig for første gang se sig selv som jaget vildt...
“You wouldn't need to do all that if you'd learn a proper trade or if you'd work. If you weren't a bunch of lazy bastards. But I... I can't help myself! I have no control over this, this evil thing inside of me, the fire, the voices, the torment!”
Ved at tage udgangspunkt i en række grufulde beretninger om diverse seriemordere og deres utallige blodige eskapader, heriblandt 1920’ernes psykopatiske dræber Peter Kürten, også bedre kendt under det gåsehudsfremkaldende og makabre øgenavn vampyren fra Düsseldorf, og sammensmelte disse amoralske anekdoter med en finurlig og forførende fortælling om selvjustits og massehysteri i 30’ernes Berlin, skabte den legendariske instruktør Fritz Lang en af sine fornemmeste værker, der både fungerede som en fantastisk underholdende thriller og en syrlig ofte sarkastisk samfundskritisk og referencemæssig forvarsel om nazisternes kommende kontrol og rædselsregimes altødelæggende ondskab, som omkransede deres sadistiske væsen der lå og spirede i undergrunden. Som en kvalm perverteret metafor hertil visualiseres denne boblende ondskab med en yderst vulgært skræmmende perfektion illustreret af filmens skurk Hans Beckert, der med sit umiddelbart uskyldige udseende udstråler fred og ingen fare qua en primært imødekommende attitude og et smigrende sprogbrug, men som i virkeligheden bag den polerede facade gemmer på et diabolsk monster, der blot venter på at sætte sine grådige og forrådnende kløer i sine ofre for at fortære uskylden og håbet for fremtiden, hvilket her repræsenteres i mordene på den kommende generation af børn. Til at fremvise den ældre generations værste mareridt benytter Fritz Lang sig i “M” af en effektfuld og følelsesmæssig stærk blanding af stemningsfulde film noir dyder og billedkompositioner, hvor brugen af ildevarslende skygger kontra narrativ baggrundsviden, (Beckerts silhuet over plakaten med dusøren og hans tidligere onde gerninger), og underlægningsmusik i form af morderens spøgefulde kendingsmelodi kontra en rungende skæbnesvanger stilhed, (nærbilleder af Elsies tomme tallerken ved spisebordet og den tomme trappeopgang), træder i kraft allerede i de første scener under mordet på Elsie Beckmann, der trods et minimalistisk brug af virkemidler sætter tonen for morderes aftryk på resten af filmen og understreger Fritz Langs imponerende skarpe overblik i måden han håndterer historieformidlingen på.
Alt sammen i øvrigt hjulpet særdeles overbevisende på vej af en verdensklasse præstation fra Peter Lorre som på trods af at være udstyret med ganske få replikker, i stedet drager stor fordel af sine mangeårige erfaringer fra teatrets brug af kropsprog og ansigtsmimik til at understrege sin karakters dødsensfarlige skizofrene tilstand, der konstant veksler mellem det patetiske og psykopatisk besættende. Efter at den slibrige Hans Beckert er blevet sat i scene, lader Fritz Lang efterfølgende den snigende ondskab samt medfølgende frygt figuren repræsentere, i en klar parallel til nazitidens stikkermentalitet, eskalere og forplante sig videre ud i samfundet, hvor folk og fæ meget hurtigt viser sig fra deres værste side, klar til at udpege en syndebuk blandt venner, familie, naboer og kolleger for at glorificere sig selv og derved samtidig profilere deres position i samfundet på andres bekostning. Som regel skyldtes udvælgelsen af den formodede mistænkte nemlig at folk af diverse årsager, hvilket kunne være alt mellem himmel og jord om alt lige fra små bagatel agtige skænderier til forretningsmæssig øjemed, havde et horn i siden på hinanden og derved kunne drage stor fordel af paranoiaen til at få elimineret den irriterende nabo eller en forretningsmæssig konkurrent, hvilket bl.a. kommer til udtryk i en tidlig scene, der også understreger filmens humoristiske undertoner hvor to pinger ender i en højrøstet diskussion. I andre scener hersker der ren lynchstemning blandt byens mere almindelige borgere, yderligere fremprovokeret af myndighedernes mangel på handlekraft og situationsfornemmelse der tilføjer endnu et lag til handlingen som et spejlbillede på bureaukratiets langsommelige proces og stigende kontrol med folket, grundet de mange frustrationer udsprunget af 30’ernes store depression, som dominerede tidsperioden primært for arbejdermiljøet. Interessant er det bestemt at følge det videre forløb i handlingen, hvorledes det pudsigt nok ender med at være folkets reaktion i kølvandet på systemets famlende og rodede fremgangsmetoder, der for alvor sætter gang i opklaringsarbejdet hos politiet her repræsenteret af kommissær Lohmann.
I princippet udgør denne Lohmann filmens helterolle, men man kan ikke ligefrem påstå, at han bliver udstillet i et særligt glamourøst lys af Fritz Lang, der i ligeså høj grad bruger karakteren til at gøre grin med det bedre borgerskabs dekadence, bl.a. i en de sidste scener den korporlige politimand optræder i, hvor Lohmann filmes nedefra på sit kontor. Og modsat er de fem bandeledere anført af den velformulerende mesterforbryder Schäncker, der tager det afgørende initiativ til at få fanget Hans Beckert, heller ikke ligefrem moralsk polerede helte, da deres primære motivationsfaktor er set ud fra et rent egoistisk synspunkt med henblik på frem for alt andet at sikre egen karrieremæssig overlevelse, hvilket kommer til udtryk i en herlig spydig krydsklippet dynamik, hvor Fritz Lang veksler mellem de taktiske overvejelse hos hhv. forbryderne og politiet. Inden den nervepirrende og medrivende jagt på børnemorderen indtræffer, mindes man atter om det omflakkende monster i Berlins dunkle gader, da Beckert vender tilbage til den multilagrede handling i hvad der efter min oplevelse er den mest kvalmende scene i hele filmen. Mens politiet undersøger hans lejlighed spankulere Beckert fredsommeligt rundt i byen lige, indtil han spotter en lille pige i et vindue. På ganske få sekunder formidler Peter Lorre på forbindtlig vis kampen mod sine indre dæmoner, startende med den impulsive lyst til at slå ihjel, så skammen pga. erkendelsen om at han befinder sig i det offentlig rum hvor alle i princippet kan se ham, hvor efter han må forsøge at beherske sig, inden han til sidst fuldstændig lader monsteret overtage sin menneskelighed, blot for at ende som et ynkeligt væsen fuld af afmagt, da han ikke kan få tilfredsstillet sin sult. Det er så enkelt lavet og alligevel så hamrende effektivt, at det løber kold ned af ryggen på undertegnede.
Fremme ved selve finalen binder Fritz Lang så elegant de mange tråde sammen og opstiller et symbolsk spejlbillede mellem folkets hævntørst og morderens aflad for sine synder, i en ganske interessant refleksion over den fuldt ud forståelige reaktion men mild sagt stærkt ambivalente øje for øje filosofi og dens medfølge mudrede etik og moral, som alt sammen stammer fra Hans Beckerts spor af ondskab og fordærv. “M” er så afgjort et mesterværk man ikke må snyde sig selv for og er heldigvis udkommet på BD i en Criterion version, der vil varme alle filmentusiasters hjerter.
#605 Benway 13 år siden
Kommissær Lohmann dukker forøvrigt op igen i Langs ligeledes fremragende "Das Testament des Dr. Mabuse", hvor han spiller en noget mere aktiv rolle.
#606 jessup 13 år siden
#607 NightHawk 13 år siden
Dejligt at høre. :)
Jeg har kun set, "Metropolis", "M" og "The Big Heat", så jeg mangler faktisk stadig at få set en god del af Fritz Langs film. Så når du anbefaler "Das Testament des Dr. Mabuse", så vil jeg starte med den på listen over dem, jeg mangler at få set. Det er jo i øvrigt en sjov detalje, at Lohmann er med igen. Den karakter glæder jeg mig til at gense, for selv om han til tider i "M" bliver udstillet som lidt af en spradebasse, så er han sgu en ret fascinerende type at følge.
Jeg har så lige set, at "Das Testament des Dr. Mabuse" er blevet udgivet i en lækker Criterion version, så den skal jeg da lige have bestilt hjem med det samme. :)
http://www.planetaxel.com/productDetails/037429187...
#608 Benway 13 år siden
#609 NightHawk 13 år siden
Ja det ser nu faktisk også ret fedt ud det Box Set. Og prisen er sådan set også ok, så det kunne da være jeg skulle tage og bestille den i stedet for. Tak for anbefalingen. :)
#610 Benway 13 år siden