Med hvad der desværre blev en af filmhistoriens allerstørste instruktørers svanesang, lykkedes det heldigvis for Stanley Kubrick at slutte sin karriere på toppen hvor han hørte hjemme, med endnu et kontroversielt og mentalt udfordrende værk i skikkelse af sin dampende erotiske neo-noir updaterede fortolkning over Arthur Schnitzlers bog ”Traumnovelle” fra 1926 om en ungt high society par, der udforsker hinandens seksuelle grænser på vej mod en truende separation som en form for sjælesøgende terapi og mulig healing af deres anspændte forhold. Efter en fest hvor både Dr. Bill Harford og hans kone Alice, (Tom Cruise der gør det formidabelt godt i en befriende underspillet rolle, og Nicole Kidman der kun er se bedre og mere ”nøgen” i Lars Von Triers ”Dogville”), begge bliver fristet til at ha’ en affære, vil tilfældets musik det at de i sidste øjeblik bliver forhindret i at reagere på deres lyster, da en kollega, den lettere skumle Victor Ziegler, (Sydney Pollack), pludselig i et af de tilstødende lokaler får store problemer, som Bill hastigt må hjælpe ham ud, af med en prostitueret der er ved at dø af en overdosis. Efterfølgende er Bill blevet så oprørt over episoden, at han resolut vælger at forlade festen med Alice for i stedet at ta’ hjem i deres penthouse lejlighed og ryge sig skæve. Den beslutning viser sig dog hurtigt at blive skæbnesvanger, for under Alices marihuana rus kommer hun ubevist til kraftigt at antyde, at hun tidligere på en af deres ferier har haft en hed affære med en smækker yngre fyr.
Afsløringen kommer som en total chok for den nærmest mundlamme Bill, der ude af stand til at håndtere situationen efterfølgende begiver sig ud, delvis med det formål at hævne sig seksuelt, i det pulserende natteliv hvor op til flere udfordringer venter ham og hans vaklende moral, der for alvor bliver sat på den ultimative prøve, da han via en gammel bekendt vikles ind i en mystisk sexkult og dens farefulde erotiske spil af lumre intriger, magtfulde mænd og liderlige kvinder som han må sno sig omkring i en lind strøm, før han endelig når frem til den store forløsning.
”Eyes Wide Shut” er efter min mening ikke bare en af Kubricks allerbedste film, men også generelt set en af de bedste erotiske thrillers der er lavet i nyere tid, vel at mærke helt uden at benytte sig af genrens normale actionprægede elementer og voldelige sammenstød som udløsning for de seksuelle spændinger. I stedet, og det er her Kubrick viser sit mesterlige touch, bruger han erotikken som en fragmenteret usynlig fjende, der konstant våger over filmens seksuelt frustrerede protagonist og får på den måde skabt en evig tryggende stemning af suspense, der fungere som en både indre og ydre trussel gennem det meste af historien.
I hvad der betegnes som værende ”den bedste Hitchcock-film Alfred Hitchcock aldrig selv fik lavet”, tages man som tilskuer med på en actionmættet, humoristisk og romantisk rejse over stok og sten, fra de høje franske alper og til det skønne Le Paris, i Stanley Donens forrygende spion-thriller der elegant kombinere føromtalte mesterinstruktørs flair for tempofyldt adventure og ping-pong dialog galore med James Bond filmens storslåede locations og farverige persongalleri.
Altid bedårende Audrey Hepburn spiller den små naive og lettere forvirrede Regina Lambert, der under en skitur væk fra sin separerede mand Charles render på den charmerende stratenrøver Peter Joshua, (Cary Grant der benytter sig af al den cool karisma har er i besiddelse af), som hun hurtigt små forelsker sig i inden sin afrejse til Paris, hvor hun efterfølgende vikles ind i et kompliceret komplot, da hendes mand i mellemtiden er fundet brutalt myrdet. Inden længe befinder Regina sig nu som jaget vildt for en gruppe af hendes afdøde mands tidligere kollegaer, (heriblandt Walter Matthau, George Kennedy og James Coburn der alle levere toppræstationer), fra specielstyrken OSS under WWII, der nu desperat leder efter en større sum penge, (som de stjal i fællesskab under krigen), de er sikre på at Charles efterfølgende har holdt skjult for dem. Heldigvis står den mystiske Peter Joshua klar i kulissen til at hjælpe, men spørgsmålet er så bare om hun kan stole på ham, eller om den charmerende gavtyv, der viser sig at flere identiteter, mon også blot er ude på at snøre hende?
Ja, man skal unægtelig sørge for at holde tungen lige i munden i Peter Stones manuskript og helst ikke ta’ en morfar undervejs for så er man total lost i plottet. Men lader man derimod sit skarpe falkeblik fastfryse mod skærmen, ja så venter der en underholdende filmoplevelse af de helt store, som scorer toppoint i alle facetter med Maurice Binders, (der selv stod for flere af agent 007’ filmens introer i Connery æraen), herlige Bond inspirerede titelsekvens og Henry Mancinis sprudlende og humørfyldte score som ekstra krydderi. Begge kan i øvrigt ses og høres i link 2.
Efter at slashergenren i en længere periode havde soppet rundt i et lettere dødvande, gik en af det moderne gys grundfaddere Wes Craven ind i midt 90’erne og som en anden dr. Frankenstein genoplivede en genre som mange elsker at hade, men endnu flere til gengæld elsker at hylde. Først med afslutningen på sin ”Nightmare On Elm Street” saga og efterfølgende med første del af sin mega populære ”Scream” trilogi, der for begges vedkommende gav et signal om at slasheren var tilbage for fuld kraft nu endda skarpere, mere udspekuleret og blodig effektiv end nogensinde før, med Craven og manuskriptforfatter Kevin Williamsons geniale brug af referencer og homages til alle de store klassikere som trilogiens ultimative trumfkort..
Neve Campbell spiller Highschool eleven Sydney Prescott fra sovebyen Woodsboro hvis liv bliver vendt brutalt på hovedet, da hende og de nærmeste venner Randy, (Jamie Kennedy), Stu, (Matthew Lillard der er filmens svage punkt grundet hans absurde overspil), Tatum, (altid smækre Rose McGowan) og Sydneys kæreste Billy, (Skeet Ulrich hvis lighed med Johnny Depp næppe er tilfældig casting), bliver målet for en kalkulerende seriemorder som bevidst udvælger sine ofre i et morderisk spil, der i kølvandet på sine maltrakterede lig slæber et blodig spor efter sig, som også tiltrækker den lokale sladderbladsjournalist Gale Weathers, (Courteney Cox) og Tatums kvabsede bror betjent Dewey, (David Arquette som er herlig kikset), der alle nu i samlet flok inden timeglasset render ud må forsøge at løse mordmysteriet, som viser sig at ha’ rødder langt ind i fortiden og nære relationer til Sydneys egen familie.
I et kringlet plot der først når sin definitive forløsning i part III, markerer Neve Campell allerede fra seriens begyndelse af at hun, (i sin nu efterhånden ikoniske rolle som en af genrens ypperligste final girls Sydney Prescott), formår at skabe en troværdig karakter der langsomt vokser i styrke og rejser sig som en fugl phoenix hver gang hun konfrontere den maskerede ondskab i en udvikling, som til sidst skaber en kvinde der slår ligeså hårdt igen, som de mange tæsk hun både fysisk og psykisk har måttet ta’ imod undervejs. Er det girl power man søger at finde definitionen på, ja så er det især i denne genre og specielt i denne serie at man finder svaret.
(107) : Thirteen Conversations About One Thing, 2001
I løbet af otte uger skrev søskendeparret Jill, (der også har instrueret), og Karen Sprecher denne lille fascinerede og filosofiske perle, hvis multilagrede Mosaic-plot via fem karakterer søger at finde svaret på hvad lykke er og hvorledes vi som mennesker finder frem til den midt i en hverdag bestående af fastsatte rammer for, hvorledes man tænker og agerer på såvel det personlige og følelsesmæssige samt karrieremindede område, hvilket filmens imponerende og velspillende ensemble cast alle formåede at sætte deres personlig præg på i sådan en grad, at både de og søstrene Sprecher snildt havde fortjent et par Oscar nomineringer som blåstempling af dette skammeligt oversete værk.
Historien, inddelt i tretten små vignetter, tager sin begyndelse da den pavestolte og lidt for karl smart agtige advokat Troy, (Matthew McConaughey i en af sine absolut bedste roller), midt i sin sejrstale på den lokale bar, hvor han med selvsikker attitude rundhåndet gir en omgang til klientellet, tilfældigt render på den ultra pessimistiske forsikringssælger Gene, (Alan Arkin som mestrer den her karaktertype til perfektion), der, påvirket af sin søns narkomisbrug samt det faktum at han af cheferne har fået den tvivlsomme ære at fyre en af sine kollegaer, nægter at tro på at noget så absurd som rendyrket lykkefølelse rent faktisk eksisterer. Troy gør dog sit bedste for at dele sin lykke med ham i form af flere drinks, uden det store held, og foretager så en skæbnesvanger beslutning da han efterfølgende kører hjem i en mindre brandert, hvilket hurtigt viser sig at få store personlige konsekvenser.
I to parallelle handlingsforløb følger man herefter rengøringsassistenten Beatrice, (Clea Duvall underspillet og følsomt i en rolle baseret på Jill Sprecher), der nyder sit jobs simple udfordringer og samtidig muligheden for at få et indblik i den high society verden hvis goder hun selv drømmer om at nå, men som ofte må finde sig i at blive overfuset og talt ned til af sine velhavende kunder. Og endelig er der historien om den overkontrollerende matematikprofessor Walker, (John Turturro), der i sin iver over at bryde de rammer han føler sit ægteskab med hans kone Patricia, (Amy Irving), har låst ham fast i kaster sig ud i tåbelig affære i håbet om, at han på den måde både kan få løst sit eget behov for kontrol og samtidig finde lykken.
Undervejs krydser de forskellige karakterer hinandens veje og følger for så vidt multiplottets velkendte skabelon. Men det hele bliver gjort på en ligeså underspillet og elegant facon, som det var tilfældet med ”Things You Can Tell Just By looking At Her”, og ligeledes bliver der heller ikke givet nogen umiddelbar løsning på problemerne, men blot givet et strejf af håb om at lykken kan findes, hvis man vel at mærke både er heldig og dygtig nok til at opsøge den på det rigtige tidspunkt.
På trods at et yderst beskedent budget og et cast hovedsagelig bestående af tv-skuespillere lykkedes det på imponerende vis instruktør Robert Cary at skabe et lille mesterværk med handlingen fokuseret på et evigt tilbagevendende dilemma ang. homoseksualitet kontra religion og en mulig løsning af konflikten, i en historie der gør en dyd ud af ikke at pege fingre af nogen, men i stedet søger at forstå begges siders synspunkter og som derfor med rette hører til blandt de 10 bedste og mest betydningsfulde film indenfor LGBT genren.
I den ene af de fire altoverskyggende hovedroller finder man Chad Allen, (der leverer en sand tour-de-force præstation), som den udbrændte hustler Mark hvis liv over en længere periode har været stødt dalende, styrende direkte mod det totale kollaps i en blanding af alt for mange stoffer, ligegyldig sex og alt for lidt kærlighed. Da bunden langt om længe er nået har hans retskafne bror, der gør sit ypperste for at opfylde rollen som den perfekte søn over for deres fortvivlede mor, fået nok og beslutter sig for at sende Mark på et længerevarende ophold på et religiøst kursted kendt under navnet ”Genesis House”, der har ry for via langtidsholdbare resultater baseret på selvhjælpskurser med udgangspunkt i de bibelske skrifter, atter at ku’ få unge mænd og kvinder tilbage på ret køl og hjælpe dem med at slippe ud af deres respektive misbrug som stedets ejere, ægteparret Ted, (Stephen Lang i en sjældent set afdæmpet rolle som han spiller perfekt), og især hans kone Gayle, (Judith Light som er helt igennem suveræn og meget overbevisende i en temmelig svær rolle), er overbeviste om må skyldes deres homoseksualitet. Mark er naturligvis ikke meget for at sætte sine ben på ranchen og har heller ikke den store fidus til projektet, men lader sig modvilligt indlogere for at slippe for yderligere brok og vælger herefter, på trods af små kontroverser med Gayle som han får en slags mor/søn forhold til og et krampeanfald pga. sit tidligere stofmisbrug, at holde fast i og følge programmets tolv trin, som han langsomt fornemmer begynder at virke.
Præcis samme opfattelse har stedets andre gæster også, hvis baggrundshistorie man introduceres for i små one-to-one interviews som umiddelbart ligner en nem løsning på at formidle historien fra Robert Cary’s side, men faktisk ikke føles således fordi de små vignetter i kontekst med filmens tema kommer til at fungere som en form for skriftestolsberetninger, der både udstiller hvor langt de føler de hver sær er kommet i forløbet, men som samtidig også afslører en stærk tilbagevendende tvivl, der på samme vis gennemsyrer Marks bevidsthed, om hvor vidt deres seksualitet overhoved hører med til de problemer de forsøger at bekæmpe. Svaret på det spørgsmål bliver blot endnu mere kompliceret eller sku’ man måske hellere sige mere klart, da Marks venskab med en af de andre logerende, Scott, (Robert Gant fra tv-serien ”Queer As Folk” som atter leverer en fremragende skuespilpræstation), udvikler sig til en spirende forelskelse hvilken Gayle straks betragter som en trussel for hele sit projekt og hendes stærke ideologiske holdninger der, viser det sig senere, udspringer af et traume fra fortiden, (ang. hendes egen søn), som man får beskrevet i en af filmens bedste scener, da hun diskuter med Mark om hans følelser. Efterhånden som kærligheden mellem de to mænd vokser, bliver fronterne mellem dem og Gayle trukket skarpt op på vej mod et uundgåeligt og højdramatisk opgør, der for evig vil ændre alle parters syn på betydningen af guds ord og ethvert mennesket ret til at følge sit hjerte.
Det der er så godt ved Carys film er, at han på trods af de forskellige synspunkter formår at få skabt en modstander i skikkelse af Gayle der ikke, hvad der havde været den nemmeste og mest oplagte løsning, bliver udstillet som en endimensional karakter med udelukkende onde hensigter, hvilket hendes filosofi ellers umiddelbart gir udtryk for, men som egentlig slet ikke er hendes intentioner med den. For Genesis projektet, der som sagt tager udgangspunkt i biblen, hjælper rent faktisk de unge med at få det bedre, hjælper dem med at blive deres forskellige misbrug kvit og skaber igennem fællesskabet en selvtillidsfølelse hos dem, som de så hårdt har brug for. Men dér hvor filmen modsat knækker for Gayle, er når hun, (præget af fortidens traume ang. hendes søn), blander de unges problemer sammen med den seksuelle identitet og gir den skylden for at de er opstået, hvor hun i stedet burde forstå at skille tingene ad og indse at grunden til at deres misbrug er nået så vidt i virkeligheden bunder i manglende forståelse, omsorg, accept og respekt fra familie, venner og kollegaer af netop deres seksualitet, hvilket Cary bl.a. i tre meget stærke og følelsesladede scener, (som var temmelig hårde for mig at sidde igennem), beskriver på forbindeenlig vis.
”Save Me” kommer derfor ikke overraskende varmt anbefalet herfra, og hvis man sku’ ha’ fået lyst til at købe filmen, kan det desuden anbefales at tjekke de link ud, (der gir et yderligere indblik i filmens temaer), som man kan finde på DVD’ens bonusmateriale. Coveret til DVD’en er i øvrigt en mindre genistreg fra Robert Cary, hvor korset med jesusfiguren på der bliver brugt som våben perfekt illustrer filmens temaer på en meget enkelt men yderst kreativ facon.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg kan huske at du tidligere har skrevet, at du var ret vild med multi/mosaic-plot film, så vil anbefale dig at tjekke "Thirteen Conversations About One Thing" ud. Er ret sikker på at du hurtigt vil komme til at holde af den film. :)
De næste 5 på min liste er jeg temmelig sikker på, at du har set mindst 4 af. Der er bl.a et par komedier som jeg er 99,9 % sikker på, at du holder ligeså meget af som mig. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Scream :) en go gyser min måske lidt for højt placeret. jeg skal snart igang med at se dem men det kan jeg kun på min dvd afspiller, min BD afspiller viser alle scream film i et andet billedformat så man ikke får hele billedet med :(
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Dejligt at se Eyes Wide Shut på din liste, det er klart en af Kubrick's bedste film (nå ja alle hans film er jo den bedste :P), nej seriøst, jeg kender ikke mange som finder den god og vil sætte den på deres liste. Det er klart en undervurderet film.
#127 - Det er vidst ikke din BD afspillers skyld men derimod Scanbox, som har valgt at udgive de danske dvd'er i et eller andet åndssvagt format, der cutter noget af billedet af ude i siderne.
#121 filmz-Bruce 14 år siden
#122 BN 14 år siden
No, Shane!
#123 Benway 14 år siden
Jeg ville dog have sat den langt under The Wild Bunch, men Wild Bunch er også en af mine yndlingswesterns.
#124 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/8839290116...
Med hvad der desværre blev en af filmhistoriens allerstørste instruktørers svanesang, lykkedes det heldigvis for Stanley Kubrick at slutte sin karriere på toppen hvor han hørte hjemme, med endnu et kontroversielt og mentalt udfordrende værk i skikkelse af sin dampende erotiske neo-noir updaterede fortolkning over Arthur Schnitzlers bog ”Traumnovelle” fra 1926 om en ungt high society par, der udforsker hinandens seksuelle grænser på vej mod en truende separation som en form for sjælesøgende terapi og mulig healing af deres anspændte forhold. Efter en fest hvor både Dr. Bill Harford og hans kone Alice, (Tom Cruise der gør det formidabelt godt i en befriende underspillet rolle, og Nicole Kidman der kun er se bedre og mere ”nøgen” i Lars Von Triers ”Dogville”), begge bliver fristet til at ha’ en affære, vil tilfældets musik det at de i sidste øjeblik bliver forhindret i at reagere på deres lyster, da en kollega, den lettere skumle Victor Ziegler, (Sydney Pollack), pludselig i et af de tilstødende lokaler får store problemer, som Bill hastigt må hjælpe ham ud, af med en prostitueret der er ved at dø af en overdosis. Efterfølgende er Bill blevet så oprørt over episoden, at han resolut vælger at forlade festen med Alice for i stedet at ta’ hjem i deres penthouse lejlighed og ryge sig skæve. Den beslutning viser sig dog hurtigt at blive skæbnesvanger, for under Alices marihuana rus kommer hun ubevist til kraftigt at antyde, at hun tidligere på en af deres ferier har haft en hed affære med en smækker yngre fyr.
Afsløringen kommer som en total chok for den nærmest mundlamme Bill, der ude af stand til at håndtere situationen efterfølgende begiver sig ud, delvis med det formål at hævne sig seksuelt, i det pulserende natteliv hvor op til flere udfordringer venter ham og hans vaklende moral, der for alvor bliver sat på den ultimative prøve, da han via en gammel bekendt vikles ind i en mystisk sexkult og dens farefulde erotiske spil af lumre intriger, magtfulde mænd og liderlige kvinder som han må sno sig omkring i en lind strøm, før han endelig når frem til den store forløsning.
”Eyes Wide Shut” er efter min mening ikke bare en af Kubricks allerbedste film, men også generelt set en af de bedste erotiske thrillers der er lavet i nyere tid, vel at mærke helt uden at benytte sig af genrens normale actionprægede elementer og voldelige sammenstød som udløsning for de seksuelle spændinger. I stedet, og det er her Kubrick viser sit mesterlige touch, bruger han erotikken som en fragmenteret usynlig fjende, der konstant våger over filmens seksuelt frustrerede protagonist og får på den måde skabt en evig tryggende stemning af suspense, der fungere som en både indre og ydre trussel gennem det meste af historien.
(109) : Charade, 1963
http://www.axelmusic.com/productDetails/0374291394...
I hvad der betegnes som værende ”den bedste Hitchcock-film Alfred Hitchcock aldrig selv fik lavet”, tages man som tilskuer med på en actionmættet, humoristisk og romantisk rejse over stok og sten, fra de høje franske alper og til det skønne Le Paris, i Stanley Donens forrygende spion-thriller der elegant kombinere føromtalte mesterinstruktørs flair for tempofyldt adventure og ping-pong dialog galore med James Bond filmens storslåede locations og farverige persongalleri.
Altid bedårende Audrey Hepburn spiller den små naive og lettere forvirrede Regina Lambert, der under en skitur væk fra sin separerede mand Charles render på den charmerende stratenrøver Peter Joshua, (Cary Grant der benytter sig af al den cool karisma har er i besiddelse af), som hun hurtigt små forelsker sig i inden sin afrejse til Paris, hvor hun efterfølgende vikles ind i et kompliceret komplot, da hendes mand i mellemtiden er fundet brutalt myrdet. Inden længe befinder Regina sig nu som jaget vildt for en gruppe af hendes afdøde mands tidligere kollegaer, (heriblandt Walter Matthau, George Kennedy og James Coburn der alle levere toppræstationer), fra specielstyrken OSS under WWII, der nu desperat leder efter en større sum penge, (som de stjal i fællesskab under krigen), de er sikre på at Charles efterfølgende har holdt skjult for dem. Heldigvis står den mystiske Peter Joshua klar i kulissen til at hjælpe, men spørgsmålet er så bare om hun kan stole på ham, eller om den charmerende gavtyv, der viser sig at flere identiteter, mon også blot er ude på at snøre hende?
Ja, man skal unægtelig sørge for at holde tungen lige i munden i Peter Stones manuskript og helst ikke ta’ en morfar undervejs for så er man total lost i plottet. Men lader man derimod sit skarpe falkeblik fastfryse mod skærmen, ja så venter der en underholdende filmoplevelse af de helt store, som scorer toppoint i alle facetter med Maurice Binders, (der selv stod for flere af agent 007’ filmens introer i Connery æraen), herlige Bond inspirerede titelsekvens og Henry Mancinis sprudlende og humørfyldte score som ekstra krydderi. Begge kan i øvrigt ses og høres i link 2.
(108) : Scream, 1996
http://www.axelmusic.com/productDetails/7179510008...
Efter at slashergenren i en længere periode havde soppet rundt i et lettere dødvande, gik en af det moderne gys grundfaddere Wes Craven ind i midt 90’erne og som en anden dr. Frankenstein genoplivede en genre som mange elsker at hade, men endnu flere til gengæld elsker at hylde. Først med afslutningen på sin ”Nightmare On Elm Street” saga og efterfølgende med første del af sin mega populære ”Scream” trilogi, der for begges vedkommende gav et signal om at slasheren var tilbage for fuld kraft nu endda skarpere, mere udspekuleret og blodig effektiv end nogensinde før, med Craven og manuskriptforfatter Kevin Williamsons geniale brug af referencer og homages til alle de store klassikere som trilogiens ultimative trumfkort..
Neve Campbell spiller Highschool eleven Sydney Prescott fra sovebyen Woodsboro hvis liv bliver vendt brutalt på hovedet, da hende og de nærmeste venner Randy, (Jamie Kennedy), Stu, (Matthew Lillard der er filmens svage punkt grundet hans absurde overspil), Tatum, (altid smækre Rose McGowan) og Sydneys kæreste Billy, (Skeet Ulrich hvis lighed med Johnny Depp næppe er tilfældig casting), bliver målet for en kalkulerende seriemorder som bevidst udvælger sine ofre i et morderisk spil, der i kølvandet på sine maltrakterede lig slæber et blodig spor efter sig, som også tiltrækker den lokale sladderbladsjournalist Gale Weathers, (Courteney Cox) og Tatums kvabsede bror betjent Dewey, (David Arquette som er herlig kikset), der alle nu i samlet flok inden timeglasset render ud må forsøge at løse mordmysteriet, som viser sig at ha’ rødder langt ind i fortiden og nære relationer til Sydneys egen familie.
I et kringlet plot der først når sin definitive forløsning i part III, markerer Neve Campell allerede fra seriens begyndelse af at hun, (i sin nu efterhånden ikoniske rolle som en af genrens ypperligste final girls Sydney Prescott), formår at skabe en troværdig karakter der langsomt vokser i styrke og rejser sig som en fugl phoenix hver gang hun konfrontere den maskerede ondskab i en udvikling, som til sidst skaber en kvinde der slår ligeså hårdt igen, som de mange tæsk hun både fysisk og psykisk har måttet ta’ imod undervejs. Er det girl power man søger at finde definitionen på, ja så er det især i denne genre og specielt i denne serie at man finder svaret.
(107) : Thirteen Conversations About One Thing, 2001
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433960870...
I løbet af otte uger skrev søskendeparret Jill, (der også har instrueret), og Karen Sprecher denne lille fascinerede og filosofiske perle, hvis multilagrede Mosaic-plot via fem karakterer søger at finde svaret på hvad lykke er og hvorledes vi som mennesker finder frem til den midt i en hverdag bestående af fastsatte rammer for, hvorledes man tænker og agerer på såvel det personlige og følelsesmæssige samt karrieremindede område, hvilket filmens imponerende og velspillende ensemble cast alle formåede at sætte deres personlig præg på i sådan en grad, at både de og søstrene Sprecher snildt havde fortjent et par Oscar nomineringer som blåstempling af dette skammeligt oversete værk.
Historien, inddelt i tretten små vignetter, tager sin begyndelse da den pavestolte og lidt for karl smart agtige advokat Troy, (Matthew McConaughey i en af sine absolut bedste roller), midt i sin sejrstale på den lokale bar, hvor han med selvsikker attitude rundhåndet gir en omgang til klientellet, tilfældigt render på den ultra pessimistiske forsikringssælger Gene, (Alan Arkin som mestrer den her karaktertype til perfektion), der, påvirket af sin søns narkomisbrug samt det faktum at han af cheferne har fået den tvivlsomme ære at fyre en af sine kollegaer, nægter at tro på at noget så absurd som rendyrket lykkefølelse rent faktisk eksisterer. Troy gør dog sit bedste for at dele sin lykke med ham i form af flere drinks, uden det store held, og foretager så en skæbnesvanger beslutning da han efterfølgende kører hjem i en mindre brandert, hvilket hurtigt viser sig at få store personlige konsekvenser.
I to parallelle handlingsforløb følger man herefter rengøringsassistenten Beatrice, (Clea Duvall underspillet og følsomt i en rolle baseret på Jill Sprecher), der nyder sit jobs simple udfordringer og samtidig muligheden for at få et indblik i den high society verden hvis goder hun selv drømmer om at nå, men som ofte må finde sig i at blive overfuset og talt ned til af sine velhavende kunder. Og endelig er der historien om den overkontrollerende matematikprofessor Walker, (John Turturro), der i sin iver over at bryde de rammer han føler sit ægteskab med hans kone Patricia, (Amy Irving), har låst ham fast i kaster sig ud i tåbelig affære i håbet om, at han på den måde både kan få løst sit eget behov for kontrol og samtidig finde lykken.
Undervejs krydser de forskellige karakterer hinandens veje og følger for så vidt multiplottets velkendte skabelon. Men det hele bliver gjort på en ligeså underspillet og elegant facon, som det var tilfældet med ”Things You Can Tell Just By looking At Her”, og ligeledes bliver der heller ikke givet nogen umiddelbar løsning på problemerne, men blot givet et strejf af håb om at lykken kan findes, hvis man vel at mærke både er heldig og dygtig nok til at opsøge den på det rigtige tidspunkt.
(106) : Save Me, 2007
http://www.axelmusic.com/productDetails/7202299135...
På trods at et yderst beskedent budget og et cast hovedsagelig bestående af tv-skuespillere lykkedes det på imponerende vis instruktør Robert Cary at skabe et lille mesterværk med handlingen fokuseret på et evigt tilbagevendende dilemma ang. homoseksualitet kontra religion og en mulig løsning af konflikten, i en historie der gør en dyd ud af ikke at pege fingre af nogen, men i stedet søger at forstå begges siders synspunkter og som derfor med rette hører til blandt de 10 bedste og mest betydningsfulde film indenfor LGBT genren.
I den ene af de fire altoverskyggende hovedroller finder man Chad Allen, (der leverer en sand tour-de-force præstation), som den udbrændte hustler Mark hvis liv over en længere periode har været stødt dalende, styrende direkte mod det totale kollaps i en blanding af alt for mange stoffer, ligegyldig sex og alt for lidt kærlighed. Da bunden langt om længe er nået har hans retskafne bror, der gør sit ypperste for at opfylde rollen som den perfekte søn over for deres fortvivlede mor, fået nok og beslutter sig for at sende Mark på et længerevarende ophold på et religiøst kursted kendt under navnet ”Genesis House”, der har ry for via langtidsholdbare resultater baseret på selvhjælpskurser med udgangspunkt i de bibelske skrifter, atter at ku’ få unge mænd og kvinder tilbage på ret køl og hjælpe dem med at slippe ud af deres respektive misbrug som stedets ejere, ægteparret Ted, (Stephen Lang i en sjældent set afdæmpet rolle som han spiller perfekt), og især hans kone Gayle, (Judith Light som er helt igennem suveræn og meget overbevisende i en temmelig svær rolle), er overbeviste om må skyldes deres homoseksualitet. Mark er naturligvis ikke meget for at sætte sine ben på ranchen og har heller ikke den store fidus til projektet, men lader sig modvilligt indlogere for at slippe for yderligere brok og vælger herefter, på trods af små kontroverser med Gayle som han får en slags mor/søn forhold til og et krampeanfald pga. sit tidligere stofmisbrug, at holde fast i og følge programmets tolv trin, som han langsomt fornemmer begynder at virke.
Præcis samme opfattelse har stedets andre gæster også, hvis baggrundshistorie man introduceres for i små one-to-one interviews som umiddelbart ligner en nem løsning på at formidle historien fra Robert Cary’s side, men faktisk ikke føles således fordi de små vignetter i kontekst med filmens tema kommer til at fungere som en form for skriftestolsberetninger, der både udstiller hvor langt de føler de hver sær er kommet i forløbet, men som samtidig også afslører en stærk tilbagevendende tvivl, der på samme vis gennemsyrer Marks bevidsthed, om hvor vidt deres seksualitet overhoved hører med til de problemer de forsøger at bekæmpe. Svaret på det spørgsmål bliver blot endnu mere kompliceret eller sku’ man måske hellere sige mere klart, da Marks venskab med en af de andre logerende, Scott, (Robert Gant fra tv-serien ”Queer As Folk” som atter leverer en fremragende skuespilpræstation), udvikler sig til en spirende forelskelse hvilken Gayle straks betragter som en trussel for hele sit projekt og hendes stærke ideologiske holdninger der, viser det sig senere, udspringer af et traume fra fortiden, (ang. hendes egen søn), som man får beskrevet i en af filmens bedste scener, da hun diskuter med Mark om hans følelser. Efterhånden som kærligheden mellem de to mænd vokser, bliver fronterne mellem dem og Gayle trukket skarpt op på vej mod et uundgåeligt og højdramatisk opgør, der for evig vil ændre alle parters syn på betydningen af guds ord og ethvert mennesket ret til at følge sit hjerte.
Det der er så godt ved Carys film er, at han på trods af de forskellige synspunkter formår at få skabt en modstander i skikkelse af Gayle der ikke, hvad der havde været den nemmeste og mest oplagte løsning, bliver udstillet som en endimensional karakter med udelukkende onde hensigter, hvilket hendes filosofi ellers umiddelbart gir udtryk for, men som egentlig slet ikke er hendes intentioner med den. For Genesis projektet, der som sagt tager udgangspunkt i biblen, hjælper rent faktisk de unge med at få det bedre, hjælper dem med at blive deres forskellige misbrug kvit og skaber igennem fællesskabet en selvtillidsfølelse hos dem, som de så hårdt har brug for. Men dér hvor filmen modsat knækker for Gayle, er når hun, (præget af fortidens traume ang. hendes søn), blander de unges problemer sammen med den seksuelle identitet og gir den skylden for at de er opstået, hvor hun i stedet burde forstå at skille tingene ad og indse at grunden til at deres misbrug er nået så vidt i virkeligheden bunder i manglende forståelse, omsorg, accept og respekt fra familie, venner og kollegaer af netop deres seksualitet, hvilket Cary bl.a. i tre meget stærke og følelsesladede scener, (som var temmelig hårde for mig at sidde igennem), beskriver på forbindeenlig vis.
”Save Me” kommer derfor ikke overraskende varmt anbefalet herfra, og hvis man sku’ ha’ fået lyst til at købe filmen, kan det desuden anbefales at tjekke de link ud, (der gir et yderligere indblik i filmens temaer), som man kan finde på DVD’ens bonusmateriale. Coveret til DVD’en er i øvrigt en mindre genistreg fra Robert Cary, hvor korset med jesusfiguren på der bliver brugt som våben perfekt illustrer filmens temaer på en meget enkelt men yderst kreativ facon.
#125 wimmie 14 år siden
Det er til gengæld også en dejlig lille slasher(komedie).
#126 NightHawk 14 år siden
Jeg kan huske at du tidligere har skrevet, at du var ret vild med multi/mosaic-plot film, så vil anbefale dig at tjekke "Thirteen Conversations About One Thing" ud. Er ret sikker på at du hurtigt vil komme til at holde af den film. :)
De næste 5 på min liste er jeg temmelig sikker på, at du har set mindst 4 af. Der er bl.a et par komedier som jeg er 99,9 % sikker på, at du holder ligeså meget af som mig. :)
#127 MOVIE1000 14 år siden
jeg skal snart igang med at se dem men det kan jeg kun på min dvd afspiller, min BD afspiller viser alle scream film i et andet billedformat så man ikke får hele billedet med :(
#128 Kiksmann 14 år siden
#129 Bobby Singer 14 år siden
#130 wimmie 14 år siden
Cool :)
Og "Thirteen conversations..." har jeg faktisk kigget på et par gange, måske man skulle tjekke den så :)