Er nok ikke helt så begejstret som jer, men det absolut en fed film. Det er netop fordi, at hovedpersonerne ikke er Bourne- og Bondperfekte, at filmen holder. Men det er vist lidt et tema i 80'ernes actionfilm. En ret fed film, 8/10
Super fedt at høre at du kunne lide filmen! :)
Og du har helt ret ang. heltetyperne i 80'erne som, til forskel fra de fleste actionfilm i dag, bare generelt var mere upolerede og på en eller anden måde mere menneskelige og mere troværdige at se på.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra grådige grumme gangstere, og forførende farlige femme fatales umætteligt drevne udfordringer af hinandens udspekulerede sindelag, skal vi nu foretage en lang og meditativ tidsrejse fremad til Richard Kellys nostalgiske og sorthumoristiske kærlighedserklæring til 80’erne, der i mørk og melankolsk skikkelse udfoldede sig i et tungsindigt teenageunivers, hvis potentielle dommedagsberetning senere hen skulle vise sig at forblive en af filmhistoriens mest elskede og beundrede kultklassikere.
”It was as though this plan had been with him all his life, pondered through the seasons, now in his fifteenth year crystallized with the pain of puberty.”
Året er 1988, og i den tidligere morgenstunds bakkede landskab nær den slumrende og idylliske soveby Middlesex vågner den unge Donnie Darko, (Jake Gyllenhaal), pludselig op midt på vejen med et besynderligt tilfredsstillende smil på læben. Da han lige har sundet sig lidt, sætter han straks kursen mod sit hjem, hvor resten af hans familien fornøjer sig med deres sædvanlige trivielle sysler. Senere på dagen under aftensmaden rager den deprimerede teenager uklar med sin provokerende storesøster Elizabeth, (Maggie Gyllehaal), som i bar irritation afslører, at Donnie ikke længere tager sin antidepressive medicin, hvilket øjeblikkeligt fremmaner dybe panderynker hos hans forældre. Trods Donnies efterfølgende vredesudbrud under maden, samt senere på sit værelse, mener hans far, (Holmes Osborne), der generelt har svært ved at forholde sig alt for seriøst til sønnens problemer, dog ikke at der er nogen større grund til bekymring, mens hans mor, (Mary McDonnell), derimod vælger at forholde sig mere tvivlende, især fordi deres søn på mystisk vis også er begyndt at gå i søvne. Midt om natten sker det så igen, da Donnie pludselig vækkes af en hypnotisk stemme, der sender ham til en nærliggende golfbane, hvor en mand i et bizart udseende kaninkostume advarer ham om, at jordens undergang blot er 28 dage fra at finde sted. Da han vågner næste morgen lettere fortumlet, kan han kort efter temmelig overasket ved ankomsten til sin bopæl konstatere, at hans mystiske søvngængeri har betydet at han, ved hvad der umiddelbart ligner et sandt lykketræf, har undgået at blive dræbt af en nedstyrtet flymotor, der totalt har smadret lige netop Donnies værelse. Hans familie får dog hurtigt efter øje på ham og kan igen ånde lettet op, inden flyselskabet sender dem alle på et hotel, hvor de undrende erfarer fra en dramatisk nyhedsudsendelse, at man ikke har fundet resten af flyet fra det bizarre uheld. Da Donnie og hans lillesøster Samantha, (Daveigh Chase), dagen efter atter vender tilbage til deres highschool, er de nu blevet ekstra populære blandt deres respektive venner, hvilket Donnie imidlertid er pænt ligeglad med at gøre et stort nummer ud af.
Hvad der til gengæld får fuld opmærksomhed, er da engelsklæreren Karen Pomeroy, (Drew Barrymoore), under en analyse af Graham Greenes ungdomsklassiker ”The Destructors”, kælent ansporer den nye elev i klassen, i skikkelse af den bedårende Grethen Ross, (Jena Malone), til at sætte sig ved siden af Donnie, som dermed ikke kan undgå at føle sig smigret. Efter sidste time er det blevet tid til et besøg hos psykologen, hvor Donnie forsøger at forklare om sin mærkelige drøm og manden i kanindragten ved navn Frank, samt hans evner til at spå om fremtiden, hvilket mest af alt bliver tolket som værende repræsenterende for hans nærdødsoplevelse. Næste dag i skolen bliver atter en af de mere uudholdelig af slagsen, da Donnie og de andre elever tvinges af deres fanatiske klasselærer til at overvære en dokumentar om den medieliderlige selvhjælps-guru og profet Jim Cunningham, (Patrick Swayze), der er blevet inviteret til at komme og holde et længere foredrag. Heldigvis får Donnie mulighed for at lufte sine brækkvalmende frustrationer i løbet af natten, da han sendes på endnu en mission, der resulterer i at skolen midlertidigt lukkes til samtlige elevers store begejstring. På vej hjem render han på Gretchen, der er mere end glad for at se ham, da hun er ved at blive overfaldet af skolens to bøller, Donnies ærkefjender, og mens snakken går frem og tilbage afslørende at de har flere ting til fælles, forelsker de to sig så småt i hinanden. Det mildt sagt besynderlige hærværk på skolen vækker dog i mellemtiden bekymring hos inspektøren og politiet, der har en fæl mistanke om at Donnie står bag uden dog at kunne bevise det. Mens forældrene senere på aftenen er taget til et møde med lærerstaben, hvor Donnies klasselærer absurd proklamere at ville have indført censur mod Graham Greenes bog, modtager Donnie endnu en kryptisk besked fra Frank, der forklare at hans udvalgte protege besidder evnen til at rejse i tid, hvilket han vil få brug for at kunne mestre, da byens borgere er i stor fare. Med nedtællingen mod dommedag evigt florerende i sine tanker må Donnie nu forsøge at få styr på sine klarsyn, hvis han skal have bare den mindste chance for at kunne besejre den falske profet Cunnigham, vinde sin udkårnes hjerte, redde verden, og genvinde det halve kongeriges tillid og respekt...
”If the sky were to suddenly open up, there would be no law, there would be no rule. There would only be you and your memories.”
På et tidspunkt i ”Donnie Darko”, bevægende sig med umiddelbart usikre skridt mod den kryptisk sammensatte handlings finurlige, filosofiske og frit flyvende finale, refererer filmens charmerende protagonist, med et herligt indforstået glimt i øjet fra instruktør Richard Kelly side, til klassikeren ”Back To The Future” og dens talmæssige 88 miles per hour løsning på sit tidsrejseparadoks, der her på forunderlig vis også udgør Richard Kellys egen rejse tilbage til 80’erne og det årstal filmen foregår i som værende heltens modstanderes numerologiske nemesis. I det hele taget er det en stor fryd at kunne konstatere, at gengivelsen af tidsperioden er ramt med en så rungende og klokkeklar forkærlighed, der først og fremmest gør sig udslagsgivende i et sanseberusende og sensitivt poetisk lydbillede af melankolsk storladne og emotionelt effektive 80’er pop klassikere, der både fungerer som lyrisk introduktion af, og samlet hymne til, hovedpersonens eksistentielle eskapader. Via protagonisten med det superhelteklingende navn i skikkelse af den unge Donnie Darko, (spillet med pseudo fortabt fuck the world attitude af en helt igennem formidabel Jake Gyllenhaal), gør Richard Kelly desuden noget ganske genialt, i sin skildring af genrens traditionelle temaer om teen angst i alle dens afskygninger, ved at integrere selv samme temaer i handlingens parallelle og mystiske David Lynch inspirerede drømme univers, der ultimativt skabes af overnaturlige, muligvis guddommelige kræfter, for at tvinge Darko til at træde i karakter og finde en definitiv vej ud af mørket, både for sig selv men ligeså menneskeheden generelt. Undervejs den udvalgte ungersvends slingrekurs rundt på livets udfordrende skakbræt i og uden for highschool miljøet, præsenteres man herefter gradvist for de forskellige brikker, der forhåbentlig i form af hans interaktion med dem vil få det store puslespil til at gå op i en højere enhed. I den parallelle tidszone, eller Donnie Darkos mudrede og angstfyldte underbevidsthed om man vil, åbenbares guiden her i en spøjs og syrlig psykologisk reference til James Stewart klassikeren ”Harvey”, hvor en skizofren mand måtte have assistance af en tre meter høj og usynlig kanin, symboliserende det fantasifulde og trygge, til kunne skabe balance mellem hans alternative syn på samfundet kontra systemets forsøg på at ensrette og "normalisere" det.
I Richard Kellys dystre univers forvandles dette barnlige tryghedsobjekt modsat, men samtidig helt synkront med karakterens indre smerte, til et mareridtsagtig spejlbillede, som derfor naturligt kommer til udtryk i form af det visuelt bizarre og makabre fabeldyr/ primatmenneske Frank. Men én ting er en vejledning ud i at bruge de basale drifter som våben mod ondskabens mørke kræfter, der senere hen personificeres i skikkelse af den åleglatte falske profet Jim Cunningham og hans religiøse og mentale voldtægt af ungdommen, hvilket får yderligere næring fra hvad der ellers burde være et klart forbillede via opbakningen fra den afsporede, forblindede og fundamentalistiske lærer Kitty Farmer. Noget andet og langt mere vigtigt, set i forhold til Donnie Darkos eksistentielle rejse og udvikling der udspinder af tidsrejseparadokset, er hvorledes han kan bruge selv samme drifter i en mere, for hans egen og omgivelserne vedkommende, positiv inspireret retning. Her kommer de to nye men ej tilfældigt komisk placerede undervisere på skolen, i skikkelse af engelsklæreren Karen Pomeroy og hendes mand, fysiklæreren Kenneth Monnitof, (Noah Wyle), i spil som et par yderligere eksistentielle vejledere, der igennem deres formidling af hhv. Graham Greenes klassiske novelle ”The Destructors”, (hvor en gruppe unge brænder en rig og magtfuld mand hus ned til grunden for at se konsekvensen afspejlet i samfundet og dets borgeres syndefald), og den fiktive Richard Kelly opfundne bog ”The Philosophy of Time Travel”, sørger for at påvirke Donnie til bedre at kunne forstå betydningen af sine efterfølgende handlinger og sin overordnede mission som the chosen one. Synkront med at Donnie adapterer og omsætter de to bøgers kontekst til den virkelige verden, og dermed forøger sin indre og ydre styrke, hvilket bl.a. kommer til udtryk i to klukkende morsomme scener hvor han konfronterer hhv. Kitty Farmer og senere Jim Cunningham, der bliver betegnet som værende selveste antikrist, flettes den unge helts uransagelig veje ligeledes elegant sammen med forelskelsen i hans soulmate Gretchen Ross, hvis romance i bund og grund viser sig at være filmens omdrejningspunkt.
En kærlighedskatalysator der i tre nøglescener dannes i en smuk tekstur via Richard Kellys eminente samspil med soundtrackets ”Head over Heals”, ”Notorious” og ”Under The Milky Way”, og som er med til at give den sortsynede men ultimativt godhjertede protagonist det afgørende energi boost, som manifesterer hans plads i universet men som også bliver den befriende forløsning på kampen mod hans selvdestruktive adfærd. Dette får man i øvrigt et genialt visualiseret forvarsel på, i en vaskeægte Richard Kelly specialitet, i scenen hvor Donnie og Gretchen er på date i biografen. Her annoncere facaden nemlig en mærkværdig dobbeltforestilling, hvis titler umiddelbart intet har til fælles, hvilket de så alligevel viser at have med et herligt referencemæssigt glimt i øjet, der fornemt opsummer hele konteksten i Donnie Darkos mission og samtidig mesterligt understreger, at der fuld ud er mening med galskaben i Richard Kellys syrede og vidunderligt orkestrerede moderne ungdomsfabel.
Hvis man skulle have lyst til yderligere fordybelse i ”Donnie Darko” og et indblik i skabelsen af Richard Kellys mesterværk, kan bogen bag filmen også anbefales at få fat på.
Donnie Darko hylder jeg! Director's Cut ødelagde dog lidt af oplevelsen for mig, men biografversionen er stadig en af de ypperste filmoplevelser i mit liv!
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Donnie Darko hylder jeg! Director's Cut ødelagde dog lidt af oplevelsen for mig, men biografversionen er stadig en af de ypperste filmoplevelser i mit liv!
Hmm, det har jeg læst om før. Noget med den forklarer for meget, ik?
Har den selv på min topliste.
Btw, Nighthawk, fra hvornår har filmene været til topkarakter?
Udmærket film. Synd kelly ikke har mere at byde på. Lidt for meget referat af filmen du kommer med. Ville helst læse om hvad der gør filmen god. Men okay. Dit valg selvfølgelig.
Donnie Darko hylder jeg! Director's Cut ødelagde dog lidt af oplevelsen for mig, men biografversionen er stadig en af de ypperste filmoplevelser i mit liv!
Tak! :) Jeg mener vi havde en lille diskussion om det engang, hvor jeg var uenig med dig ang. Directors Cut vs. Original Cut. Har siden da set de to versioner et par gange mere og må indrømme, at jeg ligesom dig faktisk bedst kan lide Original Cut udgaven, som også er den jeg har anmeldt på listen. Der bliver ganske enkelt forklaret lidt for tydeligt hvad plottet går ud på i Directors Cut, og det fjerner en stor del af den magi og mystik som filmen i den grad lever højt på.
Skeloboy (664) skrev:
Btw, Nighthawk, fra hvornår har filmene været til topkarakter?
De første 150 film på listen ligger på 9/10. De sidste 50 film på 10/10. :)
Babo84 (665) skrev:
Udmærket film. Synd kelly ikke har mere at byde på.
Nu er Richard Kelly jo ikke ligefrem afgået ved døden, så lad os nu lige se tiden an og se om han ikke i den nærmeste fremtid igen kan skabe noget på samme højde som "Donnie Darko". I øvrigt så synes jeg hverken "Southland Tales", eller "The Box" var dårlige film fra hans side.
Babo84 (665) skrev:
Lidt for meget referat af filmen du kommer med. Ville helst læse om hvad der gør filmen god. Men okay. Dit valg selvfølgelig.
Det forstår jeg så ikke lige hvad du mener med, da anmeldelsen er skrevet på præcis samme facon, som alle de andre af de lange anmeldelser.
Jeg fremhæver jo især måden manuskriptet bliver formidlet på ved brug af diverse referencer og deres samspil med handlingen, og hvorledes det bruges til at skabe et mysterium der fungere på flere niveauer, hvilket er filmens største force. Derudover har jeg også omtalt filmens musik og samspillet med handlingen, som en ligeledes vigtig del af filmens magi. Og derudover roser jeg Jake Gyllenhaal i hovedrollen for hans fantastiske skuespilspræstation. Alt det bliver jo nævnt samtidig med, at jeg fremhæver hvad jeg mener er de vigtigeste ting i historien at fokusere på. Ligesom jeg også giver mit bud på, hvad de forskellige situationer der opstår i filmen betyder og symboliserer.
Så summa sumarum er alt ved det gamle i min måde at omtale en film på. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Kelly er skam ikke død. Men ligner allerede en færdig mand. Men ja. Vi er nok uenige.
Det jeg mener er, at jeg synes du ridser stort set hele filmen for en. Du beskriver hvad der sker i filmen langt hen af vejen. Ved godt du også skriver andet.
F.eks disse to afsnit: Det vil jeg mene er at ridse filmen og dermed handlingsforløbet op. Hvis man har set filmen, så er det lidt kedeligt at læse de to afsnit - og hvis man ikke har set filmen, så vil jeg mene du afslører for meget af handlingen.
Året er 1988, og i den tidligere morgenstunds bakkede landskab nær den slumrende og idylliske soveby Middlesex vågner den unge Donnie Darko, (Jake Gyllenhaal), pludselig op midt på vejen med et besynderligt tilfredsstillende smil på læben. Da han lige har sundet sig lidt, sætter han straks kursen mod sit hjem, hvor resten af hans familien fornøjer sig med deres sædvanlige trivielle sysler. Senere på dagen under aftensmaden rager den deprimerede teenager uklar med sin provokerende storesøster Elizabeth, (Maggie Gyllehaal), som i bar irritation afslører, at Donnie ikke længere tager sin antidepressive medicin, hvilket øjeblikkeligt fremmaner dybe panderynker hos hans forældre. Trods Donnies efterfølgende vredesudbrud under maden, samt senere på sit værelse, mener hans far, (Holmes Osborne), der generelt har svært ved at forholde sig alt for seriøst til sønnens problemer, dog ikke at der er nogen større grund til bekymring, mens hans mor, (Mary McDonnell), derimod vælger at forholde sig mere tvivlende, især fordi deres søn på mystisk vis også er begyndt at gå i søvne. Midt om natten sker det så igen, da Donnie pludselig vækkes af en hypnotisk stemme, der sender ham til en nærliggende golfbane, hvor en mand i et bizart udseende kaninkostume advarer ham om, at jordens undergang blot er 28 dage fra at finde sted. Da han vågner næste morgen lettere fortumlet, kan han kort efter temmelig overasket ved ankomsten til sin bopæl konstatere, at hans mystiske søvngængeri har betydet at han, ved hvad der umiddelbart ligner et sandt lykketræf, har undgået at blive dræbt af en nedstyrtet flymotor, der totalt har smadret lige netop Donnies værelse. Hans familie får dog hurtigt efter øje på ham og kan igen ånde lettet op, inden flyselskabet sender dem alle på et hotel, hvor de undrende erfarer fra en dramatisk nyhedsudsendelse, at man ikke har fundet resten af flyet fra det bizarre uheld. Da Donnie og hans lillesøster Samantha, (Daveigh Chase), dagen efter atter vender tilbage til deres highschool, er de nu blevet ekstra populære blandt deres respektive venner, hvilket Donnie imidlertid er pænt ligeglad med at gøre et stort nummer ud af.
Hvad der til gengæld får fuld opmærksomhed, er da engelsklæreren Karen Pomeroy, (Drew Barrymoore), under en analyse af Graham Greenes ungdomsklassiker ”The Destructors”, kælent ansporer den nye elev i klassen, i skikkelse af den bedårende Grethen Ross, (Jena Malone), til at sætte sig ved siden af Donnie, som dermed ikke kan undgå at føle sig smigret. Efter sidste time er det blevet tid til et besøg hos psykologen, hvor Donnie forsøger at forklare om sin mærkelige drøm og manden i kanindragten ved navn Frank, samt hans evner til at spå om fremtiden, hvilket mest af alt bliver tolket som værende repræsenterende for hans nærdødsoplevelse. Næste dag i skolen bliver atter en af de mere uudholdelig af slagsen, da Donnie og de andre elever tvinges af deres fanatiske klasselærer til at overvære en dokumentar om den medieliderlige selvhjælps-guru og profet Jim Cunningham, (Patrick Swayze), der er blevet inviteret til at komme og holde et længere foredrag. Heldigvis får Donnie mulighed for at lufte sine brækkvalmende frustrationer i løbet af natten, da han sendes på endnu en mission, der resulterer i at skolen midlertidigt lukkes til samtlige elevers store begejstring. På vej hjem render han på Gretchen, der er mere end glad for at se ham, da hun er ved at blive overfaldet af skolens to bøller, Donnies ærkefjender, og mens snakken går frem og tilbage afslørende at de har flere ting til fælles, forelsker de to sig så småt i hinanden. Det mildt sagt besynderlige hærværk på skolen vækker dog i mellemtiden bekymring hos inspektøren og politiet, der har en fæl mistanke om at Donnie står bag uden dog at kunne bevise det. Mens forældrene senere på aftenen er taget til et møde med lærerstaben, hvor Donnies klasselærer absurd proklamere at ville have indført censur mod Graham Greenes bog, modtager Donnie endnu en kryptisk besked fra Frank, der forklare at hans udvalgte protege besidder evnen til at rejse i tid, hvilket han vil få brug for at kunne mestre, da byens borgere er i stor fare. Med nedtællingen mod dommedag evigt florerende i sine tanker må Donnie nu forsøge at få styr på sine klarsyn, hvis han skal have bare den mindste chance for at kunne besejre den falske profet Cunnigham, vinde sin udkårnes hjerte, redde verden, og genvinde det halve kongeriges tillid og respekt...
F.eks disse to afsnit: Det vil jeg mene er at ridse filmen og dermed handlingsforløbet op. Hvis man har set filmen, så er det lidt kedeligt at læse de to afsnit - og hvis man ikke har set filmen, så vil jeg mene du afslører for meget af handlingen.
1. De to afsnit du fremhæver her er jo netop et udvidet resumé af handlingen, præcis ligesom det altid har været stillet op i mine anmeldelser. Desuden er der mindst ligeså mange ting der er blevet udeladt i resuméet her, som jeg har sprunget over for at give teksten et bedre flow.
2. Hvis man har set filmen før og ved hvordan jeg plejer at skrive anmeldelserne, så har man jo altid det valg at springe resuméet over og i stedet gå direkte til de tre sidste afsnit, hvis man skulle have lyst til det. Du er jo for pokker ikke tvunget til at læse alt hvad der står, hvis du kender filmen i forvejen.
3. På det tidspunkt i resuméet hvor de to første afsnit fader ud, mangler der i øvrigt stadig halvdelen af filmen. Så der skulle vist være rigeligt tilbage af overraskelser selv at kunne nyde, for dem som ikke har set filmen.
De tre nederste afsnit efter citat nr. 2 er så, præcis som det plejer, den analyserende del, hvor der lige netop bliver beskrevet det, som du efterspørger her :
Babo84 (665) skrev:
Ville helst læse om hvad der gør filmen god.
4. Og det er det er så det, som de sidste tre afsnit gør!
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Hvis man har set filmen før og ved hvordan jeg plejer at skrive anmeldelserne
Muligt..
NightHawk (669) skrev:
Du er jo for pokker ikke tvunget til at læse alt hvad der står, hvis du kender filmen i forvejen.
Det kan jeg naturligvis godt, men det er lidt svært at vide på forhånd, hvad man skal springe over i så lange anmeldelser. Nu har jeg heller ikke læst alle anmeldelser fra din side, langt fra.
NightHawk (669) skrev:
som jeg har sprunget over for at give teksten et bedre flow
Det må du selv afgøre. Jeg siger bare, hvordan jeg oplever det som læser, især de to afsnit som jeg har fremhævet - det giver mig ikke flow. Men ja. Dit valg. Du behøver ikke gøre noget som helst om. Nogen roser dig for det du gør. Jeg havde ønsket du skar lidt mere ind til benet, men sådan er der så meget.
#661 NightHawk 13 år siden
Super fedt at høre at du kunne lide filmen! :)
Og du har helt ret ang. heltetyperne i 80'erne som, til forskel fra de fleste actionfilm i dag, bare generelt var mere upolerede og på en eller anden måde mere menneskelige og mere troværdige at se på.
#662 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/Donnie-Darko-Directors-2-d...
Fra grådige grumme gangstere, og forførende farlige femme fatales umætteligt drevne udfordringer af hinandens udspekulerede sindelag, skal vi nu foretage en lang og meditativ tidsrejse fremad til Richard Kellys nostalgiske og sorthumoristiske kærlighedserklæring til 80’erne, der i mørk og melankolsk skikkelse udfoldede sig i et tungsindigt teenageunivers, hvis potentielle dommedagsberetning senere hen skulle vise sig at forblive en af filmhistoriens mest elskede og beundrede kultklassikere.
”It was as though this plan had been with him all his life, pondered through the seasons, now in his fifteenth year crystallized with the pain of puberty.”
Året er 1988, og i den tidligere morgenstunds bakkede landskab nær den slumrende og idylliske soveby Middlesex vågner den unge Donnie Darko, (Jake Gyllenhaal), pludselig op midt på vejen med et besynderligt tilfredsstillende smil på læben. Da han lige har sundet sig lidt, sætter han straks kursen mod sit hjem, hvor resten af hans familien fornøjer sig med deres sædvanlige trivielle sysler. Senere på dagen under aftensmaden rager den deprimerede teenager uklar med sin provokerende storesøster Elizabeth, (Maggie Gyllehaal), som i bar irritation afslører, at Donnie ikke længere tager sin antidepressive medicin, hvilket øjeblikkeligt fremmaner dybe panderynker hos hans forældre. Trods Donnies efterfølgende vredesudbrud under maden, samt senere på sit værelse, mener hans far, (Holmes Osborne), der generelt har svært ved at forholde sig alt for seriøst til sønnens problemer, dog ikke at der er nogen større grund til bekymring, mens hans mor, (Mary McDonnell), derimod vælger at forholde sig mere tvivlende, især fordi deres søn på mystisk vis også er begyndt at gå i søvne. Midt om natten sker det så igen, da Donnie pludselig vækkes af en hypnotisk stemme, der sender ham til en nærliggende golfbane, hvor en mand i et bizart udseende kaninkostume advarer ham om, at jordens undergang blot er 28 dage fra at finde sted. Da han vågner næste morgen lettere fortumlet, kan han kort efter temmelig overasket ved ankomsten til sin bopæl konstatere, at hans mystiske søvngængeri har betydet at han, ved hvad der umiddelbart ligner et sandt lykketræf, har undgået at blive dræbt af en nedstyrtet flymotor, der totalt har smadret lige netop Donnies værelse. Hans familie får dog hurtigt efter øje på ham og kan igen ånde lettet op, inden flyselskabet sender dem alle på et hotel, hvor de undrende erfarer fra en dramatisk nyhedsudsendelse, at man ikke har fundet resten af flyet fra det bizarre uheld. Da Donnie og hans lillesøster Samantha, (Daveigh Chase), dagen efter atter vender tilbage til deres highschool, er de nu blevet ekstra populære blandt deres respektive venner, hvilket Donnie imidlertid er pænt ligeglad med at gøre et stort nummer ud af.
Hvad der til gengæld får fuld opmærksomhed, er da engelsklæreren Karen Pomeroy, (Drew Barrymoore), under en analyse af Graham Greenes ungdomsklassiker ”The Destructors”, kælent ansporer den nye elev i klassen, i skikkelse af den bedårende Grethen Ross, (Jena Malone), til at sætte sig ved siden af Donnie, som dermed ikke kan undgå at føle sig smigret. Efter sidste time er det blevet tid til et besøg hos psykologen, hvor Donnie forsøger at forklare om sin mærkelige drøm og manden i kanindragten ved navn Frank, samt hans evner til at spå om fremtiden, hvilket mest af alt bliver tolket som værende repræsenterende for hans nærdødsoplevelse. Næste dag i skolen bliver atter en af de mere uudholdelig af slagsen, da Donnie og de andre elever tvinges af deres fanatiske klasselærer til at overvære en dokumentar om den medieliderlige selvhjælps-guru og profet Jim Cunningham, (Patrick Swayze), der er blevet inviteret til at komme og holde et længere foredrag. Heldigvis får Donnie mulighed for at lufte sine brækkvalmende frustrationer i løbet af natten, da han sendes på endnu en mission, der resulterer i at skolen midlertidigt lukkes til samtlige elevers store begejstring. På vej hjem render han på Gretchen, der er mere end glad for at se ham, da hun er ved at blive overfaldet af skolens to bøller, Donnies ærkefjender, og mens snakken går frem og tilbage afslørende at de har flere ting til fælles, forelsker de to sig så småt i hinanden. Det mildt sagt besynderlige hærværk på skolen vækker dog i mellemtiden bekymring hos inspektøren og politiet, der har en fæl mistanke om at Donnie står bag uden dog at kunne bevise det. Mens forældrene senere på aftenen er taget til et møde med lærerstaben, hvor Donnies klasselærer absurd proklamere at ville have indført censur mod Graham Greenes bog, modtager Donnie endnu en kryptisk besked fra Frank, der forklare at hans udvalgte protege besidder evnen til at rejse i tid, hvilket han vil få brug for at kunne mestre, da byens borgere er i stor fare. Med nedtællingen mod dommedag evigt florerende i sine tanker må Donnie nu forsøge at få styr på sine klarsyn, hvis han skal have bare den mindste chance for at kunne besejre den falske profet Cunnigham, vinde sin udkårnes hjerte, redde verden, og genvinde det halve kongeriges tillid og respekt...
”If the sky were to suddenly open up, there would be no law, there would be no rule. There would only be you and your memories.”
På et tidspunkt i ”Donnie Darko”, bevægende sig med umiddelbart usikre skridt mod den kryptisk sammensatte handlings finurlige, filosofiske og frit flyvende finale, refererer filmens charmerende protagonist, med et herligt indforstået glimt i øjet fra instruktør Richard Kelly side, til klassikeren ”Back To The Future” og dens talmæssige 88 miles per hour løsning på sit tidsrejseparadoks, der her på forunderlig vis også udgør Richard Kellys egen rejse tilbage til 80’erne og det årstal filmen foregår i som værende heltens modstanderes numerologiske nemesis. I det hele taget er det en stor fryd at kunne konstatere, at gengivelsen af tidsperioden er ramt med en så rungende og klokkeklar forkærlighed, der først og fremmest gør sig udslagsgivende i et sanseberusende og sensitivt poetisk lydbillede af melankolsk storladne og emotionelt effektive 80’er pop klassikere, der både fungerer som lyrisk introduktion af, og samlet hymne til, hovedpersonens eksistentielle eskapader. Via protagonisten med det superhelteklingende navn i skikkelse af den unge Donnie Darko, (spillet med pseudo fortabt fuck the world attitude af en helt igennem formidabel Jake Gyllenhaal), gør Richard Kelly desuden noget ganske genialt, i sin skildring af genrens traditionelle temaer om teen angst i alle dens afskygninger, ved at integrere selv samme temaer i handlingens parallelle og mystiske David Lynch inspirerede drømme univers, der ultimativt skabes af overnaturlige, muligvis guddommelige kræfter, for at tvinge Darko til at træde i karakter og finde en definitiv vej ud af mørket, både for sig selv men ligeså menneskeheden generelt. Undervejs den udvalgte ungersvends slingrekurs rundt på livets udfordrende skakbræt i og uden for highschool miljøet, præsenteres man herefter gradvist for de forskellige brikker, der forhåbentlig i form af hans interaktion med dem vil få det store puslespil til at gå op i en højere enhed. I den parallelle tidszone, eller Donnie Darkos mudrede og angstfyldte underbevidsthed om man vil, åbenbares guiden her i en spøjs og syrlig psykologisk reference til James Stewart klassikeren ”Harvey”, hvor en skizofren mand måtte have assistance af en tre meter høj og usynlig kanin, symboliserende det fantasifulde og trygge, til kunne skabe balance mellem hans alternative syn på samfundet kontra systemets forsøg på at ensrette og "normalisere" det.
I Richard Kellys dystre univers forvandles dette barnlige tryghedsobjekt modsat, men samtidig helt synkront med karakterens indre smerte, til et mareridtsagtig spejlbillede, som derfor naturligt kommer til udtryk i form af det visuelt bizarre og makabre fabeldyr/ primatmenneske Frank. Men én ting er en vejledning ud i at bruge de basale drifter som våben mod ondskabens mørke kræfter, der senere hen personificeres i skikkelse af den åleglatte falske profet Jim Cunningham og hans religiøse og mentale voldtægt af ungdommen, hvilket får yderligere næring fra hvad der ellers burde være et klart forbillede via opbakningen fra den afsporede, forblindede og fundamentalistiske lærer Kitty Farmer. Noget andet og langt mere vigtigt, set i forhold til Donnie Darkos eksistentielle rejse og udvikling der udspinder af tidsrejseparadokset, er hvorledes han kan bruge selv samme drifter i en mere, for hans egen og omgivelserne vedkommende, positiv inspireret retning. Her kommer de to nye men ej tilfældigt komisk placerede undervisere på skolen, i skikkelse af engelsklæreren Karen Pomeroy og hendes mand, fysiklæreren Kenneth Monnitof, (Noah Wyle), i spil som et par yderligere eksistentielle vejledere, der igennem deres formidling af hhv. Graham Greenes klassiske novelle ”The Destructors”, (hvor en gruppe unge brænder en rig og magtfuld mand hus ned til grunden for at se konsekvensen afspejlet i samfundet og dets borgeres syndefald), og den fiktive Richard Kelly opfundne bog ”The Philosophy of Time Travel”, sørger for at påvirke Donnie til bedre at kunne forstå betydningen af sine efterfølgende handlinger og sin overordnede mission som the chosen one. Synkront med at Donnie adapterer og omsætter de to bøgers kontekst til den virkelige verden, og dermed forøger sin indre og ydre styrke, hvilket bl.a. kommer til udtryk i to klukkende morsomme scener hvor han konfronterer hhv. Kitty Farmer og senere Jim Cunningham, der bliver betegnet som værende selveste antikrist, flettes den unge helts uransagelig veje ligeledes elegant sammen med forelskelsen i hans soulmate Gretchen Ross, hvis romance i bund og grund viser sig at være filmens omdrejningspunkt.
En kærlighedskatalysator der i tre nøglescener dannes i en smuk tekstur via Richard Kellys eminente samspil med soundtrackets ”Head over Heals”, ”Notorious” og ”Under The Milky Way”, og som er med til at give den sortsynede men ultimativt godhjertede protagonist det afgørende energi boost, som manifesterer hans plads i universet men som også bliver den befriende forløsning på kampen mod hans selvdestruktive adfærd. Dette får man i øvrigt et genialt visualiseret forvarsel på, i en vaskeægte Richard Kelly specialitet, i scenen hvor Donnie og Gretchen er på date i biografen. Her annoncere facaden nemlig en mærkværdig dobbeltforestilling, hvis titler umiddelbart intet har til fælles, hvilket de så alligevel viser at have med et herligt referencemæssigt glimt i øjet, der fornemt opsummer hele konteksten i Donnie Darkos mission og samtidig mesterligt understreger, at der fuld ud er mening med galskaben i Richard Kellys syrede og vidunderligt orkestrerede moderne ungdomsfabel.
Hvis man skulle have lyst til yderligere fordybelse i ”Donnie Darko” og et indblik i skabelsen af Richard Kellys mesterværk, kan bogen bag filmen også anbefales at få fat på.
http://www.amazon.co.uk/Donnie-Darko-Book-Introduc...
#663 Lord Beef Jerky 13 år siden
#664 Skeloboy 13 år siden
Hmm, det har jeg læst om før. Noget med den forklarer for meget, ik?
Har den selv på min topliste.
Btw, Nighthawk, fra hvornår har filmene været til topkarakter?
#665 Babo84 13 år siden
#666 NightHawk 13 år siden
Tak! :) Jeg mener vi havde en lille diskussion om det engang, hvor jeg var uenig med dig ang. Directors Cut vs. Original Cut. Har siden da set de to versioner et par gange mere og må indrømme, at jeg ligesom dig faktisk bedst kan lide Original Cut udgaven, som også er den jeg har anmeldt på listen. Der bliver ganske enkelt forklaret lidt for tydeligt hvad plottet går ud på i Directors Cut, og det fjerner en stor del af den magi og mystik som filmen i den grad lever højt på.
De første 150 film på listen ligger på 9/10. De sidste 50 film på 10/10. :)
Nu er Richard Kelly jo ikke ligefrem afgået ved døden, så lad os nu lige se tiden an og se om han ikke i den nærmeste fremtid igen kan skabe noget på samme højde som "Donnie Darko". I øvrigt så synes jeg hverken "Southland Tales", eller "The Box" var dårlige film fra hans side.
Det forstår jeg så ikke lige hvad du mener med, da anmeldelsen er skrevet på præcis samme facon, som alle de andre af de lange anmeldelser.
Jeg fremhæver jo især måden manuskriptet bliver formidlet på ved brug af diverse referencer og deres samspil med handlingen, og hvorledes det bruges til at skabe et mysterium der fungere på flere niveauer, hvilket er filmens største force. Derudover har jeg også omtalt filmens musik og samspillet med handlingen, som en ligeledes vigtig del af filmens magi. Og derudover roser jeg Jake Gyllenhaal i hovedrollen for hans fantastiske skuespilspræstation. Alt det bliver jo nævnt samtidig med, at jeg fremhæver hvad jeg mener er de vigtigeste ting i historien at fokusere på. Ligesom jeg også giver mit bud på, hvad de forskellige situationer der opstår i filmen betyder og symboliserer.
Så summa sumarum er alt ved det gamle i min måde at omtale en film på. :)
#667 Babo84 13 år siden
Det jeg mener er, at jeg synes du ridser stort set hele filmen for en. Du beskriver hvad der sker i filmen langt hen af vejen. Ved godt du også skriver andet.
#668 Babo84 13 år siden
Året er 1988, og i den tidligere morgenstunds bakkede landskab nær den slumrende og idylliske soveby Middlesex vågner den unge Donnie Darko, (Jake Gyllenhaal), pludselig op midt på vejen med et besynderligt tilfredsstillende smil på læben. Da han lige har sundet sig lidt, sætter han straks kursen mod sit hjem, hvor resten af hans familien fornøjer sig med deres sædvanlige trivielle sysler. Senere på dagen under aftensmaden rager den deprimerede teenager uklar med sin provokerende storesøster Elizabeth, (Maggie Gyllehaal), som i bar irritation afslører, at Donnie ikke længere tager sin antidepressive medicin, hvilket øjeblikkeligt fremmaner dybe panderynker hos hans forældre. Trods Donnies efterfølgende vredesudbrud under maden, samt senere på sit værelse, mener hans far, (Holmes Osborne), der generelt har svært ved at forholde sig alt for seriøst til sønnens problemer, dog ikke at der er nogen større grund til bekymring, mens hans mor, (Mary McDonnell), derimod vælger at forholde sig mere tvivlende, især fordi deres søn på mystisk vis også er begyndt at gå i søvne. Midt om natten sker det så igen, da Donnie pludselig vækkes af en hypnotisk stemme, der sender ham til en nærliggende golfbane, hvor en mand i et bizart udseende kaninkostume advarer ham om, at jordens undergang blot er 28 dage fra at finde sted. Da han vågner næste morgen lettere fortumlet, kan han kort efter temmelig overasket ved ankomsten til sin bopæl konstatere, at hans mystiske søvngængeri har betydet at han, ved hvad der umiddelbart ligner et sandt lykketræf, har undgået at blive dræbt af en nedstyrtet flymotor, der totalt har smadret lige netop Donnies værelse. Hans familie får dog hurtigt efter øje på ham og kan igen ånde lettet op, inden flyselskabet sender dem alle på et hotel, hvor de undrende erfarer fra en dramatisk nyhedsudsendelse, at man ikke har fundet resten af flyet fra det bizarre uheld. Da Donnie og hans lillesøster Samantha, (Daveigh Chase), dagen efter atter vender tilbage til deres highschool, er de nu blevet ekstra populære blandt deres respektive venner, hvilket Donnie imidlertid er pænt ligeglad med at gøre et stort nummer ud af.
Hvad der til gengæld får fuld opmærksomhed, er da engelsklæreren Karen Pomeroy, (Drew Barrymoore), under en analyse af Graham Greenes ungdomsklassiker ”The Destructors”, kælent ansporer den nye elev i klassen, i skikkelse af den bedårende Grethen Ross, (Jena Malone), til at sætte sig ved siden af Donnie, som dermed ikke kan undgå at føle sig smigret. Efter sidste time er det blevet tid til et besøg hos psykologen, hvor Donnie forsøger at forklare om sin mærkelige drøm og manden i kanindragten ved navn Frank, samt hans evner til at spå om fremtiden, hvilket mest af alt bliver tolket som værende repræsenterende for hans nærdødsoplevelse. Næste dag i skolen bliver atter en af de mere uudholdelig af slagsen, da Donnie og de andre elever tvinges af deres fanatiske klasselærer til at overvære en dokumentar om den medieliderlige selvhjælps-guru og profet Jim Cunningham, (Patrick Swayze), der er blevet inviteret til at komme og holde et længere foredrag. Heldigvis får Donnie mulighed for at lufte sine brækkvalmende frustrationer i løbet af natten, da han sendes på endnu en mission, der resulterer i at skolen midlertidigt lukkes til samtlige elevers store begejstring. På vej hjem render han på Gretchen, der er mere end glad for at se ham, da hun er ved at blive overfaldet af skolens to bøller, Donnies ærkefjender, og mens snakken går frem og tilbage afslørende at de har flere ting til fælles, forelsker de to sig så småt i hinanden. Det mildt sagt besynderlige hærværk på skolen vækker dog i mellemtiden bekymring hos inspektøren og politiet, der har en fæl mistanke om at Donnie står bag uden dog at kunne bevise det. Mens forældrene senere på aftenen er taget til et møde med lærerstaben, hvor Donnies klasselærer absurd proklamere at ville have indført censur mod Graham Greenes bog, modtager Donnie endnu en kryptisk besked fra Frank, der forklare at hans udvalgte protege besidder evnen til at rejse i tid, hvilket han vil få brug for at kunne mestre, da byens borgere er i stor fare. Med nedtællingen mod dommedag evigt florerende i sine tanker må Donnie nu forsøge at få styr på sine klarsyn, hvis han skal have bare den mindste chance for at kunne besejre den falske profet Cunnigham, vinde sin udkårnes hjerte, redde verden, og genvinde det halve kongeriges tillid og respekt...
#669 NightHawk 13 år siden
1. De to afsnit du fremhæver her er jo netop et udvidet resumé af handlingen, præcis ligesom det altid har været stillet op i mine anmeldelser. Desuden er der mindst ligeså mange ting der er blevet udeladt i resuméet her, som jeg har sprunget over for at give teksten et bedre flow.
2. Hvis man har set filmen før og ved hvordan jeg plejer at skrive anmeldelserne, så har man jo altid det valg at springe resuméet over og i stedet gå direkte til de tre sidste afsnit, hvis man skulle have lyst til det. Du er jo for pokker ikke tvunget til at læse alt hvad der står, hvis du kender filmen i forvejen.
3. På det tidspunkt i resuméet hvor de to første afsnit fader ud, mangler der i øvrigt stadig halvdelen af filmen. Så der skulle vist være rigeligt tilbage af overraskelser selv at kunne nyde, for dem som ikke har set filmen.
De tre nederste afsnit efter citat nr. 2 er så, præcis som det plejer, den analyserende del, hvor der lige netop bliver beskrevet det, som du efterspørger her :
4. Og det er det er så det, som de sidste tre afsnit gør!
#670 Babo84 13 år siden
Muligt..
Det kan jeg naturligvis godt, men det er lidt svært at vide på forhånd, hvad man skal springe over i så lange anmeldelser. Nu har jeg heller ikke læst alle anmeldelser fra din side, langt fra.
Det må du selv afgøre. Jeg siger bare, hvordan jeg oplever det som læser, især de to afsnit som jeg har fremhævet - det giver mig ikke flow. Men ja. Dit valg. Du behøver ikke gøre noget som helst om. Nogen roser dig for det du gør. Jeg havde ønsket du skar lidt mere ind til benet, men sådan er der så meget.