#648+689 Det er jeg bestemt. :) Den er også den af William Friedkins film jeg oftest vender tilbage til. Film som "Exorcisten" og "The French Connection" er på overfladen langt bedre og mindre klichefyldt sat sammen, men de er - i mangel af bedre ord - så velafrundede, at jeg ikke føler det store behov for at se dem igen. Særlig "Exorcisten" føler jeg, at jeg har "afkodet" så meget, at der ikke er egentlig nogen grund til at opsøge den igen selvom den bestemt er en fremragende film.
Omvendt har "To Live and Die in L.A." så mange skævheder og besynderlige valg fra instruktørens side, at den bliver ved med at fascinere mig. Den har alle tegnene på typisk 80'er vold, men Friedkin forhindre konstant en i at opleve nogen form for tilfristelse, og helten er en figur som har mange fejl og som indimellem opfører sig decideret dumt - noget som mange finder enormt enormt frustrerende men som jeg synes tæller til filmens fordel. Jeg vil ønske flere filmskabere turde gøre det samme, så alle actionhelte ikke blev ansigtsløse Bourne og Bond-kloner. Samtidig er den proppet med temaer, der foregår mellem linjerne så som en kritisk afspejling af 80'er-yuppiernes værdisæt og en homoerotisk tone mellem Petersen og Dafoes figurer. Grundlæggende opfatter jeg den lidt ala Carpenters "The Thing" eller Aldrichs "Kiss Me deadly" - det er en A-film i en B-films klæder.
...og nu hvor jeg har skrevet denne smøre, undre jeg mig over, hvorfor i alverden jeg ikke forlængst har fået anskaffet den på blu-ray. :)
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Fra en sørgmunter og hjertevarm rejse ind i sindets melankolske kringelkrogede sammensurium af traumatiske barndomsminder, hos en umiddelbart fortabt sjæl og dennes forsøg på at genoprette sin fortid i en tragisk symbiose med sin dramatiske devalueringen af mørkets kræfter, skal vi nu over på den modsatte side af hegnet for at træde i fodsporene på en nederdrægtig og grænsepsykotisk skurk med et sammenligneligt moderkompleks, i Raoul Walshs uovertrufne mesterværk i gangstergenren.
”Made it, Ma! Top of the world!”
Efter den skruppelløse og koldblodige Cody Jarrett, (James Cagney), og hans bande af hårdkogte kriminelle har orkestreret et brutalt togrøveri, der efterlader en af håndlangerne slemt forbrændt, må forbryderne efterfølgende på chefens ordre søge hastig tilflugt i en hytte tilhørende hans gamle mor, (Margaret Wycherly), langt ude på bøhlandet, indtil han atter kan være sikker på, at de er helt ude af politiets søgelys. Selv om de andre lader sig underkue af frygten for den paranoide Jarretts hidsige temperament, og derfor loyalt taler ham efter munden, er langt fra alle i teamet indstillet på at agere underdanig nikkedukke, og efterhånden som ventetiden eskalere, får hans næstkommanderende Big Ed, (Steve Cochran), da også sværere og sværere så ved at skjule, at han hellere så sin chef ryddet af vejen. For at gøre ondt værre mellem de to mænd intensiveres konflikten yderligere, da Jarrett for længst har gennemskuet, at Ed desuden har et mere end almindeligt godt øje til hans smækre kone Verna, (Virginia Mayo), som han provokerende nok ikke er bange for at flirte med lige for øjnene af sin boss, der dog ikke lader sig distrahere men i stedet blot vælger at more sig over Eds patetiske forsøg på at bringe ham i ubalance. Til gengæld spøger en helt anden, ukontrollerbar, og langt mere skræmmende usynlig modstander i kulissen, der pludselig kommer til syne, da Jarrett bliver hårdt ramt af et migrænelignede anfald, som han har måttet lide under siden sin barndom. Heldigvis får hans mor beroliget ham igen, og kort efter tager Jarrett atter styringen over gruppen med hård hånd, hvilket den tilskadekomne håndlanger må betale prisen for, da Jarrett ikke er interesseret i at slæbe den ekstra dødvægt med på deres videre færden. Et par dage efter at banden har forladt hytten og draget hver for sig, finder politiet ved en tilfældighed liget af den forbrændte håndlanger, hvem de efter en række tekniske undersøgelser kan sammenkæde med togrøveriet.
Med et sæt afgørende beviser på hånden har politiet nu endelig fået det gennembrud, der kan få skovlen under Jarret, og kriminalkommissær Phillip Evans, (John Archer), intensiverer derfor straks sin eftersøgning, som da også viser sig at give pote, da Jarrets gamle mor tilfældigvis bliver spottet under en indkøbstur i byen. Hjemme på hotelværelset er den snu Jarret dog blevet klar over fra pålidelige kilder, hvilke oplysninger politiet er kommet i besiddelse af, samt at de desuden er lige i hælene på dem. Imens downtown har den snarrådige mutter for længst luret sine forfølgere, som hun lykkedes med at undslippe efter en nervepirrende biljagt. Evans nægter dog at give op sådan bare uden videre og efter længere tids søgen, mens mørket sænker sig over Los Angeles gader, lykkedes det da også at finde frem til moderens bil og hotellet. På trods af ikke at have nogen opbakning beslutter den dedikerede kriminalbetjent at anholde trioen ene mand, hvilket er tæt på at koste ham livet, da Jarret og co. får held til at stikke af under en voldsom skud duel. Mens trioen gemmer sig i en drive-in biograf, får den snedige gangster og firedobbelte morder en genial ide, da han beslutters sig for at melde sig selv for et andet røveri, som han ikke har begået, men som pludselig vil give ham et alibi for det brutale togrøveri og samtidig en langt mildere straf. Så mens politiet forgæves forøger at få moderen og Verna til at tale over sig, rejser Jarrett til Illinois for at tage sin fængselsstraf. Evans gennemskuer hurtigt den udspekulerede strategi, men lader dog som ingenting og går i stedet møjsommeligt i gang med at lægge en fælde ved at sende undercover specialisten Hank Fallon, (Edmund O’Brien), ind i fængslet med henblik på at vinde gangsterens tillid og få ham til både at afsløre detaljer om togrøveriet, hvor han har gemt pengene, samt få navnet på den person der hvidvasker dem. Vel vidende at Jarretts skrøbelige, psykotiske og aggressive sind er en tikkende bombe, kaster Evans og Fallon sig alligevel ud i den dristige plan i håbet om at få ham ned med nakken, men må snart indse at de måske har mødt deres overmand...
”You know something, Verna, if I turn my back long enough for Big Ed to put a hole in it, there'd be a hole in it.”
Med en øjeblikkelig medrivende, eksplosiv og fandenivoldsk indledning der buldrende og bragende, akkompagneret af Max Steiners kraftfulde og dynamisk foruroligende underlægningsmusik, kom farerne mod tilskueren med fuld tryk under kedlerne, sørgede Raoul Walsh hamrende effektivt for at understrege overfor sit publikum, at hans gangsterfilm ”White Heat” ikke ville have nogen som helst problemer med at kunne holde dampen oppe og interessen fanget under hele sin brogede deroute mod filmens storladne finale. Midt i denne i forvejen fremragende eksekverede introduktion, hvor dødbringende projektiler og rappe replikker supplerer hinanden med uovertruffen timing, træder filmens suveræne trumfkort ud af terrorens tågedis i skikkelse af terrieren James Cagney hvis energiske præstation gør hans karakter til en hypnotisk dragende figur, som man straks fascineres af trods hans diabolske og koldblodige handlinger. På flere måder er rollen som den rebelske og kompromisløse Cody Jarrett et interessant bekendtskab, der i kontekst med virkeligheden på forunderlig vis opsummerede James Cagneys turbulente liv og ambivalente karriere indtil hans tilbagevenden hos Warner Bros. og Raoul Walsh, som pudsigt nok også var manden bag hans gennembrudsfilm i 1931 ”The Public Enemy”, der samtidig, frustrerende i Cagneys optik, senere hen kom til at betyde, at han i alt for mange film var fastlåst i rollen som hårdkogt gangster eller en anden sammenlignelig barsk type. Den irriterende og mangeårige typecasting, samt diverse økonomiske og kontraktmæssige uoverensstemmelser, betød bl.a. op til flere hårde kontroverser og brud med Warner studierne undervejs i karieren. De to parter kunne dog alligevel ikke helt undvære hinandens selskab og gensidige succes, hvilket gjorde at Cagney af flere omgange vendte tilbage til den kilde som retrospektivt set dannede grundstammen for hans efterfølgende ikoniske status i Hollywood. Pudsigt nok er det netop de mange års erfaringer som gangster der lige præcis er årsagen til at rollen som Cody Jarrett i mine øjne står som James Cagneys bedste, mest overbevisende, troværdige og nuancerede præstation, hvor det er fantastisk at sidde og overvære hvorledes kombinationen af skuespillerens store professionalisme og livserfaring går op i en højere enhed, transcenderende i en herlig parallel til virkelighedens afhængighed af autoritetsfigurer og samtidige udfordring af systemets regelsæt.
Den ene af de to centrale figurer der udgør Cody Jarretts figurens diametrale modsætninger, mens handlingen forløber i et hæsblæsende men aldrig forceret tempo i en lind strøm af biljagter, koldt bly og varme øretæver, skildres på den ene side som en del af den kriminelle identitet via hans mor, hvem Jarrett har et bizart Ødipus lignende afhængigt forhold til for at kunne eksistere og dermed være i stand til at fastholde magten over sin bande, da denne ærekære position som leder konstant bliver udfordret i herlig og vanlig skummel film noir stil. Her benytter Raoul Walsh sig af et par traditionelle men yderst velfungerende typer i skikkelse af den diabolske dario med det charlatan artige øgenavn Big Ed, samt den klassiske og tvetydige femme fatale som portrætteres med kurvet yndefuldhed af konen Verna, der da begge bestemt heller ikke er blege for at dolke folk i ryggen i mere end en forstand for at opnå deres prestigemæssige og kapitalistiske mål. I scenerne mod de to udfordrere hvor moderbindingen har altafgørende betydning for gangsterbossens reaktionsmønster, er det en gåsehudsfremkaldende fornøjelse af betragte, hvorledes James Cagney på et splitsekund via sin enorme professionelle rutine formår at skifte personlighed mellem det patetisk opgivende og køligt kontrollerede, der bliver fremprovokeret af de pludseligt opståede stressanfald som desuden også har den betydning, at de danner grundlaget for to af filmens nøgletemaer om ære og integritet, som i øvrigt mere end noget andet var synonym med James Cagney generelt. Disse to begreber kommer efterfølgende endnu stærkere til udtryk under og især efter Jarretts nødtvungne fængselsophold, da den skizofreniplagede gangster knytter sig til den anden modpol i skikkelse af undercoverbetjenten, og systemets mand, Hank Fallon der grundet den tragiske udvikling på de interne stridigheder i banden pludselig også må se sig selv indtræde i rollen som en familiemæssig substituering for moderen med alt hvad det indebærer af ære, integritet og loyalitetsfølelse, hvad der blot gør det hele endnu værre med tanke på den dobbeltrolle, som han befinder sig i. Som afspejling på det stærke behov for autoritetsfigurer/et fast holdepunkt og opgøret med systemet bliver scenen i fængslet, hvor Jarrett modtager nyt fra hjemmefronten og dernæst går total bersærk, ofte fremhævet som James Cagneys skuespilmæssige højdepunkt i filmen.
Men selv om det afgjort er en følelsesmæssig stærk og bragende godt spillet scene, foretrækker jeg dog i stedet klart de momenter efter sandheden er gået op for ham og illusionerne bristet, hvor Jarrett konfronterer hhv. Verna og senere Fallon, i hvad der bedst kan beskrives som en kraftfuld men kontrolleret offensiv fra Cagneys side, der illustrer en mand som er millimeter fra at eksplodere af indebrændte frustrationer med så højt et spændingsniveau, at man sidder tilbage med indtrykket af, at Cagney rent faktisk er ude på at slå sine medskuespillere ihjel i virkeligheden. Det er sindssygt imponerede at overvære, præcis ligesom det også er at følge karakterens senere deroute og fortabelse i ambivalensens melankoli til sidst, der forløses i et nervepirrende shootout som eksplosivt sætter en tyk streg under “White Heat”s historiemæssige og emotionelle slagside. En finale der samtidig og meget passende for James Cagney, ved at han drog fordel af sin lange erfaring, et fremragende supplerende cast, og systemets mekanismer, placerede ham on top of the world for tid og evighed.
Skulle man have fået lyst til at få et nærmere indblik i den legendariske skuespillers liv og karriere, kan både James Cagneys selvbiografi og John McCabes biografi varmt anbefales.
Omvendt har "To Live and Die in L.A." så mange skævheder og besynderlige valg fra instruktørens side, at den bliver ved med at fascinere mig. Den har alle tegnene på typisk 80'er vold, men Friedkin forhindre konstant en i at opleve nogen form for tilfristelse, og helten er en figur som har mange fejl og som indimellem opfører sig decideret dumt - noget som mange finder enormt enormt frustrerende men som jeg synes tæller til filmens fordel. Jeg vil ønske flere filmskabere turde gøre det samme, så alle actionhelte ikke blev ansigtsløse Bourne og Bond-kloner. Samtidig er den proppet med temaer, der foregår mellem linjerne så som en kritisk afspejling af 80'er-yuppiernes værdisæt og en homoerotisk tone mellem Petersen og Dafoes figurer. Grundlæggende opfatter jeg den lidt ala Carpenters "The Thing" eller Aldrichs "Kiss Me deadly" - det er en A-film i en B-films klæder.
Helt enig! :)
Benway (651) skrev:
...og nu hvor jeg har skrevet denne smøre, undre jeg mig over, hvorfor i alverden jeg ikke forlængst har fået anskaffet den på blu-ray. :)
What! Køb den nu, køb den nu, køb den nu. :)
Skeloboy (653) skrev:
Det er en ret god film, og især James Cagney er helt suveræn!
Er "White Heat" også din Cagney favorit, eller er der evt. en anden af hans film, som du bedre kan lide ? :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Bliver i øvrigt lige nød til at komme med en rettelse til min anmeldelse af "White Heat", da jeg lige har opdaget, at jeg har forvekslet et par ting.
James Cagneys gennembrudsfilm fra 1931 "The Public Enemy" var nemlig ikke instrueret af Raoul Walsh men derimod af William Wellman.
Det var først efter et comeback til Warner Bros. i 1939 at James Cagney første gang arbejdede sammen med Raoul Walsh, hvilket var med gangsterfilmen "The Roaring Twenties".
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Er "White Heat" også din Cagney favorit, eller er der evt. en anden af hans film, som du bedre kan lide ? :)
Har set 5 film med Cagney: Angels With Dirty Faces The Roaring Twenties The Public Enemy White Heat Mutiny On Bounty(som ikke rigtig tæller...uncredited extra)
Og det er nok lidt et tie mellem Public Enemy og White Heat...er ikke helt så begejstret som dig(8/10 til begge), men de er ganske fede. Tror min stemme vil gå til Public Enemy, men det er mest fordi, jeg er fascineret af pre-code filmene...
Og af de fire Raoul Walsh-film jeg har set, er They Died With Their Boots On at foretrække :)
Har set 5 film med Cagney: Angels With Dirty Faces The Roaring Twenties The Public Enemy White Heat Mutiny On Bounty(som ikke rigtig tæller...uncredited extra)
Og det er nok lidt et tie mellem Public Enemy og White Heat...er ikke helt så begejstret som dig(8/10 til begge), men de er ganske fede. Tror min stemme vil gå til Public Enemy, men det er mest fordi, jeg er fascineret af pre-code filmene...
De film jeg har fået set med Cagney, (mangler stadig en del), vil jeg rangere således :)
1. White Heat 2. The Public Enemy 3. Angels With Dirty Faces 4. The Roaring Twenties 5. Yankee Doodle Dandy 6. Man of Thousand Faces 7. The Oklahoma Kid
Skeloboy (656) skrev:
Og af de fire Raoul Walsh-film jeg har set, er They Died With Their Boots On at foretrække :)
Den har jeg faktisk aldrig fået set, så den skal jeg da lige have sat på min wish list. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Ja, det kan man vist roligt sige er et super køb, når man får så mange film med oven i hatten. Jeg laver sgu lige en bestilling på boksen med det samme.
Tak for links, og for rigtig god og inspirerende læsning om de forskellige film i boksen. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
i sin klare apati mod den typiske leflen for den heroiske Hollywood happy end
Benway (651) skrev:
Omvendt har "To Live and Die in L.A." så mange skævheder og besynderlige valg fra instruktørens side, at den bliver ved med at fascinere mig.
Benway (651) skrev:
Jeg vil ønske flere filmskabere turde gøre det samme, så alle actionhelte ikke blev ansigtsløse Bourne og Bond-kloner.
Nu er den set, og er helt enig :)
Er nok ikke helt så begejstret som jer, men det absolut en fed film. Det er netop fordi, at hovedpersonerne ikke er Bourne- og Bondperfekte, at filmen holder. Men det er vist lidt et tema i 80'ernes actionfilm. En ret fed film, 8/10
#651 Benway 13 år siden
Omvendt har "To Live and Die in L.A." så mange skævheder og besynderlige valg fra instruktørens side, at den bliver ved med at fascinere mig. Den har alle tegnene på typisk 80'er vold, men Friedkin forhindre konstant en i at opleve nogen form for tilfristelse, og helten er en figur som har mange fejl og som indimellem opfører sig decideret dumt - noget som mange finder enormt enormt frustrerende men som jeg synes tæller til filmens fordel. Jeg vil ønske flere filmskabere turde gøre det samme, så alle actionhelte ikke blev ansigtsløse Bourne og Bond-kloner. Samtidig er den proppet med temaer, der foregår mellem linjerne så som en kritisk afspejling af 80'er-yuppiernes værdisæt og en homoerotisk tone mellem Petersen og Dafoes figurer. Grundlæggende opfatter jeg den lidt ala Carpenters "The Thing" eller Aldrichs "Kiss Me deadly" - det er en A-film i en B-films klæder.
...og nu hvor jeg har skrevet denne smøre, undre jeg mig over, hvorfor i alverden jeg ikke forlængst har fået anskaffet den på blu-ray. :)
#652 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/White-Heat-James-Cagney/dp...
Fra en sørgmunter og hjertevarm rejse ind i sindets melankolske kringelkrogede sammensurium af traumatiske barndomsminder, hos en umiddelbart fortabt sjæl og dennes forsøg på at genoprette sin fortid i en tragisk symbiose med sin dramatiske devalueringen af mørkets kræfter, skal vi nu over på den modsatte side af hegnet for at træde i fodsporene på en nederdrægtig og grænsepsykotisk skurk med et sammenligneligt moderkompleks, i Raoul Walshs uovertrufne mesterværk i gangstergenren.
”Made it, Ma! Top of the world!”
Efter den skruppelløse og koldblodige Cody Jarrett, (James Cagney), og hans bande af hårdkogte kriminelle har orkestreret et brutalt togrøveri, der efterlader en af håndlangerne slemt forbrændt, må forbryderne efterfølgende på chefens ordre søge hastig tilflugt i en hytte tilhørende hans gamle mor, (Margaret Wycherly), langt ude på bøhlandet, indtil han atter kan være sikker på, at de er helt ude af politiets søgelys. Selv om de andre lader sig underkue af frygten for den paranoide Jarretts hidsige temperament, og derfor loyalt taler ham efter munden, er langt fra alle i teamet indstillet på at agere underdanig nikkedukke, og efterhånden som ventetiden eskalere, får hans næstkommanderende Big Ed, (Steve Cochran), da også sværere og sværere så ved at skjule, at han hellere så sin chef ryddet af vejen. For at gøre ondt værre mellem de to mænd intensiveres konflikten yderligere, da Jarrett for længst har gennemskuet, at Ed desuden har et mere end almindeligt godt øje til hans smækre kone Verna, (Virginia Mayo), som han provokerende nok ikke er bange for at flirte med lige for øjnene af sin boss, der dog ikke lader sig distrahere men i stedet blot vælger at more sig over Eds patetiske forsøg på at bringe ham i ubalance. Til gengæld spøger en helt anden, ukontrollerbar, og langt mere skræmmende usynlig modstander i kulissen, der pludselig kommer til syne, da Jarrett bliver hårdt ramt af et migrænelignede anfald, som han har måttet lide under siden sin barndom. Heldigvis får hans mor beroliget ham igen, og kort efter tager Jarrett atter styringen over gruppen med hård hånd, hvilket den tilskadekomne håndlanger må betale prisen for, da Jarrett ikke er interesseret i at slæbe den ekstra dødvægt med på deres videre færden. Et par dage efter at banden har forladt hytten og draget hver for sig, finder politiet ved en tilfældighed liget af den forbrændte håndlanger, hvem de efter en række tekniske undersøgelser kan sammenkæde med togrøveriet.
Med et sæt afgørende beviser på hånden har politiet nu endelig fået det gennembrud, der kan få skovlen under Jarret, og kriminalkommissær Phillip Evans, (John Archer), intensiverer derfor straks sin eftersøgning, som da også viser sig at give pote, da Jarrets gamle mor tilfældigvis bliver spottet under en indkøbstur i byen. Hjemme på hotelværelset er den snu Jarret dog blevet klar over fra pålidelige kilder, hvilke oplysninger politiet er kommet i besiddelse af, samt at de desuden er lige i hælene på dem. Imens downtown har den snarrådige mutter for længst luret sine forfølgere, som hun lykkedes med at undslippe efter en nervepirrende biljagt. Evans nægter dog at give op sådan bare uden videre og efter længere tids søgen, mens mørket sænker sig over Los Angeles gader, lykkedes det da også at finde frem til moderens bil og hotellet. På trods af ikke at have nogen opbakning beslutter den dedikerede kriminalbetjent at anholde trioen ene mand, hvilket er tæt på at koste ham livet, da Jarret og co. får held til at stikke af under en voldsom skud duel. Mens trioen gemmer sig i en drive-in biograf, får den snedige gangster og firedobbelte morder en genial ide, da han beslutters sig for at melde sig selv for et andet røveri, som han ikke har begået, men som pludselig vil give ham et alibi for det brutale togrøveri og samtidig en langt mildere straf. Så mens politiet forgæves forøger at få moderen og Verna til at tale over sig, rejser Jarrett til Illinois for at tage sin fængselsstraf. Evans gennemskuer hurtigt den udspekulerede strategi, men lader dog som ingenting og går i stedet møjsommeligt i gang med at lægge en fælde ved at sende undercover specialisten Hank Fallon, (Edmund O’Brien), ind i fængslet med henblik på at vinde gangsterens tillid og få ham til både at afsløre detaljer om togrøveriet, hvor han har gemt pengene, samt få navnet på den person der hvidvasker dem. Vel vidende at Jarretts skrøbelige, psykotiske og aggressive sind er en tikkende bombe, kaster Evans og Fallon sig alligevel ud i den dristige plan i håbet om at få ham ned med nakken, men må snart indse at de måske har mødt deres overmand...
”You know something, Verna, if I turn my back long enough for Big Ed to put a hole in it, there'd be a hole in it.”
Med en øjeblikkelig medrivende, eksplosiv og fandenivoldsk indledning der buldrende og bragende, akkompagneret af Max Steiners kraftfulde og dynamisk foruroligende underlægningsmusik, kom farerne mod tilskueren med fuld tryk under kedlerne, sørgede Raoul Walsh hamrende effektivt for at understrege overfor sit publikum, at hans gangsterfilm ”White Heat” ikke ville have nogen som helst problemer med at kunne holde dampen oppe og interessen fanget under hele sin brogede deroute mod filmens storladne finale. Midt i denne i forvejen fremragende eksekverede introduktion, hvor dødbringende projektiler og rappe replikker supplerer hinanden med uovertruffen timing, træder filmens suveræne trumfkort ud af terrorens tågedis i skikkelse af terrieren James Cagney hvis energiske præstation gør hans karakter til en hypnotisk dragende figur, som man straks fascineres af trods hans diabolske og koldblodige handlinger. På flere måder er rollen som den rebelske og kompromisløse Cody Jarrett et interessant bekendtskab, der i kontekst med virkeligheden på forunderlig vis opsummerede James Cagneys turbulente liv og ambivalente karriere indtil hans tilbagevenden hos Warner Bros. og Raoul Walsh, som pudsigt nok også var manden bag hans gennembrudsfilm i 1931 ”The Public Enemy”, der samtidig, frustrerende i Cagneys optik, senere hen kom til at betyde, at han i alt for mange film var fastlåst i rollen som hårdkogt gangster eller en anden sammenlignelig barsk type. Den irriterende og mangeårige typecasting, samt diverse økonomiske og kontraktmæssige uoverensstemmelser, betød bl.a. op til flere hårde kontroverser og brud med Warner studierne undervejs i karieren. De to parter kunne dog alligevel ikke helt undvære hinandens selskab og gensidige succes, hvilket gjorde at Cagney af flere omgange vendte tilbage til den kilde som retrospektivt set dannede grundstammen for hans efterfølgende ikoniske status i Hollywood. Pudsigt nok er det netop de mange års erfaringer som gangster der lige præcis er årsagen til at rollen som Cody Jarrett i mine øjne står som James Cagneys bedste, mest overbevisende, troværdige og nuancerede præstation, hvor det er fantastisk at sidde og overvære hvorledes kombinationen af skuespillerens store professionalisme og livserfaring går op i en højere enhed, transcenderende i en herlig parallel til virkelighedens afhængighed af autoritetsfigurer og samtidige udfordring af systemets regelsæt.
Den ene af de to centrale figurer der udgør Cody Jarretts figurens diametrale modsætninger, mens handlingen forløber i et hæsblæsende men aldrig forceret tempo i en lind strøm af biljagter, koldt bly og varme øretæver, skildres på den ene side som en del af den kriminelle identitet via hans mor, hvem Jarrett har et bizart Ødipus lignende afhængigt forhold til for at kunne eksistere og dermed være i stand til at fastholde magten over sin bande, da denne ærekære position som leder konstant bliver udfordret i herlig og vanlig skummel film noir stil. Her benytter Raoul Walsh sig af et par traditionelle men yderst velfungerende typer i skikkelse af den diabolske dario med det charlatan artige øgenavn Big Ed, samt den klassiske og tvetydige femme fatale som portrætteres med kurvet yndefuldhed af konen Verna, der da begge bestemt heller ikke er blege for at dolke folk i ryggen i mere end en forstand for at opnå deres prestigemæssige og kapitalistiske mål. I scenerne mod de to udfordrere hvor moderbindingen har altafgørende betydning for gangsterbossens reaktionsmønster, er det en gåsehudsfremkaldende fornøjelse af betragte, hvorledes James Cagney på et splitsekund via sin enorme professionelle rutine formår at skifte personlighed mellem det patetisk opgivende og køligt kontrollerede, der bliver fremprovokeret af de pludseligt opståede stressanfald som desuden også har den betydning, at de danner grundlaget for to af filmens nøgletemaer om ære og integritet, som i øvrigt mere end noget andet var synonym med James Cagney generelt. Disse to begreber kommer efterfølgende endnu stærkere til udtryk under og især efter Jarretts nødtvungne fængselsophold, da den skizofreniplagede gangster knytter sig til den anden modpol i skikkelse af undercoverbetjenten, og systemets mand, Hank Fallon der grundet den tragiske udvikling på de interne stridigheder i banden pludselig også må se sig selv indtræde i rollen som en familiemæssig substituering for moderen med alt hvad det indebærer af ære, integritet og loyalitetsfølelse, hvad der blot gør det hele endnu værre med tanke på den dobbeltrolle, som han befinder sig i. Som afspejling på det stærke behov for autoritetsfigurer/et fast holdepunkt og opgøret med systemet bliver scenen i fængslet, hvor Jarrett modtager nyt fra hjemmefronten og dernæst går total bersærk, ofte fremhævet som James Cagneys skuespilmæssige højdepunkt i filmen.
Men selv om det afgjort er en følelsesmæssig stærk og bragende godt spillet scene, foretrækker jeg dog i stedet klart de momenter efter sandheden er gået op for ham og illusionerne bristet, hvor Jarrett konfronterer hhv. Verna og senere Fallon, i hvad der bedst kan beskrives som en kraftfuld men kontrolleret offensiv fra Cagneys side, der illustrer en mand som er millimeter fra at eksplodere af indebrændte frustrationer med så højt et spændingsniveau, at man sidder tilbage med indtrykket af, at Cagney rent faktisk er ude på at slå sine medskuespillere ihjel i virkeligheden. Det er sindssygt imponerede at overvære, præcis ligesom det også er at følge karakterens senere deroute og fortabelse i ambivalensens melankoli til sidst, der forløses i et nervepirrende shootout som eksplosivt sætter en tyk streg under “White Heat”s historiemæssige og emotionelle slagside. En finale der samtidig og meget passende for James Cagney, ved at han drog fordel af sin lange erfaring, et fremragende supplerende cast, og systemets mekanismer, placerede ham on top of the world for tid og evighed.
Skulle man have fået lyst til at få et nærmere indblik i den legendariske skuespillers liv og karriere, kan både James Cagneys selvbiografi og John McCabes biografi varmt anbefales.
http://www.amazon.com/Cagney-James/dp/0385520263/r...
http://www.amazon.com/Cagney-John-McCabe/dp/078670...
#653 Skeloboy 13 år siden
#654 NightHawk 13 år siden
Helt enig! :)
What! Køb den nu, køb den nu, køb den nu. :)
Er "White Heat" også din Cagney favorit, eller er der evt. en anden af hans film, som du bedre kan lide ? :)
#655 NightHawk 13 år siden
James Cagneys gennembrudsfilm fra 1931 "The Public Enemy" var nemlig ikke instrueret af Raoul Walsh men derimod af William Wellman.
Det var først efter et comeback til Warner Bros. i 1939 at James Cagney første gang arbejdede sammen med Raoul Walsh, hvilket var med gangsterfilmen "The Roaring Twenties".
#656 Skeloboy 13 år siden
Har set 5 film med Cagney:
Angels With Dirty Faces
The Roaring Twenties
The Public Enemy
White Heat
Mutiny On Bounty(som ikke rigtig tæller...uncredited extra)
Og det er nok lidt et tie mellem Public Enemy og White Heat...er ikke helt så begejstret som dig(8/10 til begge), men de er ganske fede. Tror min stemme vil gå til Public Enemy, men det er mest fordi, jeg er fascineret af pre-code filmene...
Og af de fire Raoul Walsh-film jeg har set, er They Died With Their Boots On at foretrække :)
#657 NightHawk 13 år siden
De film jeg har fået set med Cagney, (mangler stadig en del), vil jeg rangere således :)
1. White Heat
2. The Public Enemy
3. Angels With Dirty Faces
4. The Roaring Twenties
5. Yankee Doodle Dandy
6. Man of Thousand Faces
7. The Oklahoma Kid
Den har jeg faktisk aldrig fået set, så den skal jeg da lige have sat på min wish list. :)
#658 Skeloboy 13 år siden
Mht. til They Died With Their Boots On, er dette et godt køb til prisen:
http://www.amazon.co.uk/Collection-Captin-Private-...
Et par ord her:
http://filmz.dk/forum/tagwall/what-we-saw-number-1...
#659 NightHawk 13 år siden
Ja, det kan man vist roligt sige er et super køb, når man får så mange film med oven i hatten. Jeg laver sgu lige en bestilling på boksen med det samme.
Tak for links, og for rigtig god og inspirerende læsning om de forskellige film i boksen. :)
#660 Skeloboy 13 år siden
Nu er den set, og er helt enig :)
Er nok ikke helt så begejstret som jer, men det absolut en fed film. Det er netop fordi, at hovedpersonerne ikke er Bourne- og Bondperfekte, at filmen holder. Men det er vist lidt et tema i 80'ernes actionfilm. En ret fed film, 8/10