(4) : Fucking Åmål, 1998



http://www.laserdisken.dk/html/visvare.dna?DO=vis&...

Vi bliver i det evigt problemfyldte teenager univers, men skifter nu den amerikanske baggrund, samt dets dystre og bizart melankolske sci-fi apokalyptiske sceneri, ud med herlig svensk lune for i stedet at tage på en helt anderledes lys og munter rejse ned af ungdommens snørklede identitetsskabende landevej, hvis amorinfyldte asfalt her bliver lagt for dagen af den debuterende Lukas Moodyson, som med stor hjertevarm overbevisning gik hen og skabte en af de største mesterværker i LGBT genren.

”Is it true you're a lesbian? If you are I understand, 'cause guys are so gross. I'm also going to be one, I think.”

I den lille og mildt sagt temmelig kedelige landsbyflække Åmål forløber hverdagen som den plejer hos den 14 årige Elin, (Alexandra Dahlström), og storesøster Jessica, (Erica Carlson), der som sædvanlig er røget i totterne på hinanden grunden en mindre absurd detalje om morgenmaden, hvilket går deres enligt forsøgende og hårdt arbejdende moder på nerverne. Hjemme hos den nytilflytterne familien Ahlberg derimod er stemningen af en helt anderledes hyggelig og fredsommelig karakter da Agnes, (Rebecka Liljeberg), bliver vækket med lagkage og skønsang for at fejre hendes 16 års fødselsdag, som hun dog i det skjulte håber hun kan få lov at holde for sig selv og ikke, som forældrene har planlagt det, i form af en større fest for de andre elever på skolen, som hun inderst inde i bund og grund ikke føler hun har noget tilfælles med og egentlig heller ikke bryder sig det mindste om. Alle altså bortset lige fra Elin, hvem Agnes er hovedkulds forelsket i. Men ønsket om at få sine følelser gengældt ligger på ingen måde lige inden for rækkevidde og bliver blot endnu sværere at realisere, da hun får konkurrence fra den 17 årige Johan Hult, (Matthias Rust), der ligeledes har kastet sin kærlighed på den blonde babe, som han håber at kunne score til et nært forestående drukfest hos en af de andre elever. Senere samme dag i klassen og efterfølgende under frokosten i kantinen har Agnes ualmindeligt svært ved at holde koncentrationen, da hun spotter Elin, hvilket Agnes eneste "ven" på skolen, den handicappede Victoria, (Josefine Nyberg), for længst har bemærket. Da Victoria selv er bange for at miste sin eneste ven og blive isoleret, plus at hun desuden gerne vil med til fødselsdagsfesten, vælger hun dog ikke at kommentere på Agnes homoseksualitet og hemmelige forelskelse. Mens aftenmørket begynder at sænke sig over den lille by, går Agnes mor, (Maria Hedborg), og hygsomme far, (Ralph Carlsson), i gang med de sidste forberedelser til den store fest, hvis ventetid dog bliver nærmest ulideligt ydmygende for Agnes, da ingen tilsyneladende gider at dukke op. Imens hjemme hos Elin er hende og Jessica i færd med at skulle i byen til drukfesten, da et pinligt uheld betyder at deres mor, på vej til sit natholdsarbejde, giver dem begge stuearrest.

Det kan Elin, der i forvejen keder sig røven ud bukserne, dog slet ikke acceptere og hun får derfor overtalt sin storesøster til at stikke af, så de kan få noget alkohol indenbords og feste igennem for fuld skrue. Da Elin hører at det dog højst sandsynligt samtidig indebære at skulle flirte med Johan Hult, som Jessica fortæller er vild med hende, foreslår hun i stedet at tage til Agnes fødselsdagsfest for at slippe for ham. Jessica går modvilligt med til det, men kun for en kort bemærkning, da hun hellere vil bruge sin tid sammen med kæresten Markus, (Steffan Högberg). Hos Agnes betyder det spartanske fremmøde, der kun tæller hendes forældre og lillebror samt Victoria, at hun mister besindelsen og lader sine indebrændte frustrationer komme til udtryk for fuld udblæsning, hvilket gør at Victoria dybt såret straks tager af sted igen, mens forældrene er både chokerede og forargede over deres datters, for dem, uforståelige reaktion. Trods faderens forsøg på at trøste Agnes kommer humøret dog først for alvor tilbage, da hun får besked om at Elin pludselig befinder sig på hendes værelse. Det ønskede drømmescenarie udvikler sig dog langtfra som Agnes havde forestillet sig, og pludselig ender besøget fra hendes udkårne til, at Agnes i stedet får revet sit hjerte revet i stumper og stykker, da et kys fra Elin viser sig blot at være resultatet af et ydmygende væddemål med Jessica. De to søstre stikker øjeblikket efter af til den anden fest, men mens Jessica morer sig over episoden, har Elin det mildt sagt af helvedes til indeni over sit tåbelig stunt, og får det dårligere og dårligere som timerne går. Efter den lettere fordrukne og desperate Johan har forsøgt sig med et pågående scoretrick, har Elin fået nok og beslutter sig for at tage tilbage til Agnes for at sige undskyld. Heldigvis når hun lige akkurat frem i tide og forhindrer, i sin insisteren på at få talt om tingene, Agnes fra at begå selvmord, hvad Elin dog er lykkeligt uvidende om. De to bliver efterfølgende enige om at få noget frisk luft og mens snakken går, fornemmer Elin pludselig at hun har langt mere tilfældes med Agnes, end hun umiddelbart troede og i et spontant øjeblik går det overraskende op for hende, at hun er voldsomt tiltrukket af Agnes som er i den syvende himmel over situationen. Men da lesbiske ikke er noget normalt syn i lille Åmål, kommer Elin pludselig stærkt i tvivl om hun overhovedet tør gå hele vejen ud af skabet, og må nu beslutte sig for om hun vil kæmpe for den eneste form for kærlighed som giver hendes liv mening, eller om hun i stedet blot skal indordne sig under samfundets spilleregler og lade sin sande identitet undertrygge...

”You know what my nightmare is? That I'll stay in Åmål. That I'll never move from here. I'll get kids, a car, a house... all of that. Then my husband will leave for someone younger and I'll be stuck with kids that just scream and nag. It's so fucking meaningless.”

Med et illustrativt lettere grynet og ofte håndholdt filmet look, tydeligt og helt bevidst inspireret af det danske dogme 95´s upolerede og dokumentariske æstetiks evne til at omfavne tilskueren med en øjeblikkelig vedkommende realisme, formåede Lukas Moodyson i løbet af stort set ingen tid at gøre mig dybt fascineret og opslugt af handlingen i “Fucking Åmål”. Filmens universelt genkendelige visualiserende beskrivelse af ungdommens typiske problemstillinger så som isolation, mobning, gruppepres, selvmord, den første store forelskelse, selvtillid og selvrespekt, er nemlig her under den debuterende svenske instruktør, og symboliseret via den upolerede billedside, ramt med en sådan nerve og ægthed der ikke hverken før eller siden, efter min bedste overbevisning, har været ligeså sublimt formidlet, som det er tilfældet her. Til at fremprovokere og effektivt tydeliggøre disse identitetsskabende temaer benytter Lukas Moodyson sig snarrådigt og perfekt doseret af den skærende kontrast, som han på mesterligt indlevende vis får opbygget via sammenstødet mellem filmens to herlige og altoverskyggende hovedroller i skikkelse af de to vidt forskellige outsidertyper Elin & Agnes og deres baggrundskulisses, for deres vedkommende, uinspirerende og forkrampede lilleby samfunds kvælende småborgerlighed og forudsigelighed, der kommer til udtryk via deres interaktion med det øvrige persongalleri.

Den tungt omklamrende og strengt dikterede blanding af fastlåste forventninger og uskrevne doktriner, for hvad der opfattes som værende den almindelige og normale måde at gebærde sig på i samfundet, får man således allerede et indblik i under de to tøsers tvungne forberedelserne til hhv. fødselsdagsfesten og drukfesten, som ingen af dem i virkeligheden gider at deltage i, men som de alligevel lader sig engagere til dog udelukkende fordi det forventes af omgivelserne, hvad enten det er Agnes velmenende forældre, eller Elins anmassende storesøster og hendes klassekammerater. Undervejs de indledede strabadser, der for begge pigers vedkommende kulminere i det første oprør med ensretningen, understreger Lukas Moodyson samtidig klukkende morsomt sin humoristiske side i et par scener som hhv. illustrere Agnes forældres manglende indsigt i deres datters verden, og den spændingsfikserede Elins opdagelse af at Åmål er så kedeligt et stede at bo, at rave partys ikke længere er på hitlisten, i øvrigt sammen med bl.a. pasta og Spice Girls.

Selv om denne understrøm af underspillet humor, der i øvrigt fortsætter med at dukke op med jævne mellemrum i resten af handlingen og som uden tvivl er et kærkomment supplement til historien, når konflikterne spidser til med de vanetænkende forældre, besværlige liderlige drenge a’la Johan Hult og gruppepresset fra de andre elever der alle er interesseret i at bevare status quo i samfundet, overskygger disse underholdende indslag eller sarkastiske replikker dog på befriende vis aldrig filmens alvorlige side. Hverken i forhold til de nuancerede og troværdige karakterskildringer, hvor alle for lov til at vise sig fra en både positive såvel som negative side, eller hvad angår seriøsiteten i den centrale del af historien der udgør den mesterligt opbyggede og stormfulde kærlighedshistorie imellem den indelukkede charmerende outsider og evigt drømmende håbefulde superromantiker Agnes og den fandenivoldske, rapkæftede og knuselskeligt dejlige romantiske rebel Elin som begge viser sig, trods omgivelsernes modstand, at jagte nøjagtigt samme mål. For selv om det første kys på Agnes værelse umiddelbart blot synes at være et grænseoverskridende eksperiment fra Elins side, ja så er det faktisk allerede her at de nye og uventede seksuelle følelser opstår som gør, at Elin ikke kan slippe hende fra tankerne igen og derfor drages tilbage over broen til den verden hun føler, at hun inderst inde tilhører.

Og selvom den heteroseksuelle verden, primært repræsenteret ved søsteren Jessica, wannabe kæresten Johan og de andre veninder, prøver at holde de to romantiske magneter adskilt fra hinanden, er de ikke i første omgang i stand til at eliminerer deres tiltrækningskraft, hvis episke dimension og stormfulde højder Lukas Moodyson understreger med et par geniale referencer til to af hhv. litteraturens og filmhistoriens allerstørste romantiske værker, der kommer til syne på væggen i Agnes værelse i form af filmplakaterne til “Romeo & Julie” og “Casablanca”. Grunden til at jeg elsker brugen af referencerne her ekstra højt er, at Moodyson ikke blot lader dem forblive som genremæssige referencer men, at han desuden er modig nok til at turde integrere disse romantiske og følelsesmæssigt storladne værker direkte visuelt i sin jordbundne ungdoms fortælling. Dette komme eksempelvis til utryk af to omgange, hvor Elin kurtisere Agnes fra gaden op imod hendes altan, samt i deres fælles spadsereture som omskrevet kunne beskrives som ;”This could be the beginning of a beautiful partnership", hvilket der da også lægges i kakkelovnen til, da deres første fuldt ud passionerede kys på bagsædet af en bil finder sted til The Foreigners pompøse popballade “I Wanna Know What Love Is”.

Moodyson bevæger sig lige på grænsen til at kamme over her, men det gør nu ikke mig spor, da jeg på den anden side synes det er befriende og supercool at se et homoseksuelt forhold skildret så råt for usødet og så emotionelt storladent, som det er tilfældet både her og i to yderligere scener, hvor Agnes onanere til et billede af Elin, og hun modsat har en hed erotisk drøm om Agnes. Det er især efter det første rigtige kys og resten af filmen ud, (under det tomrum der opstår imellem de to soulmates da Elin pludselig mærker frygten fra omgivelsernes reaktioner og fordomme, mens Agnes dybt frustreret og fortabt frem for en hed omfavnelse må nøjes med en kold skulder), at de to herlige hovedrolleindehavere viser, hvor fremragende og talentfulde skuespillere de er især fordi en større del af de undertrykte og indebrændte følelser skal illustreres primært via ansigtsmimik og sensibelt kropssprog. Rebecka Liljeberg udviser undervejs som den tilbageholdende generte Agnes en sans for at underspille og formidle karakterens skrøbelighed, så det ikke kan undgå andet end at gå lige i hjertet, hvad end det er når hun grundet sit lave selvværd bryder sammen overfor sin far og ønsker at hun ikke eksisterede, eller når hun i første halvdel af filmen, i en stadig afdæmpet men tydeligvis langt mere positiv udstråling, lader sig inspirere af Elins energiske og rebelske overskud der gør, at hun selv vokser i styrke.

Efterfølgende udviser Rebecka Liljeberg med ligeså stor overbevisning, nu dog mere aggressiv i sin fremtoning, netop denne nyfundne power da det håb for et lykkeligt liv, som hun endelig har fået færten af, er ved at smuldre i kølvandet på sin udkårnes tvivlende attitude, hvor Elin så til gengæld modsat Agnes, (i et langt stykke af vejen under samme handlingsforløb op mod finalen), falder i styrke tynget af sin nyfundne og skyldsplagede seksualitet, grundet omgivelsernes evige påmindelser om og definition på hvad der er det normale. Alexandra Dahlström er bestemt en fornøjelse at følge, når hun fræk som en slagterhund giver folk svar på tiltale i de perioder, primært i filmens begyndelse, hvor hun rigtig er ovenpå og kan drage fordel af sin cool chick popularitet på skolen. Men det er i mine øjne dog først efter erkendelsen om at hun er lesbisk, at Alexandra Dahlströms præstation er allerbedst og hvor hun, specielt ang. kropssproget, lykkedes på en sublim indlevelsesmæssig ægte og troværdig facon at illustrere sin karakters indre kamp, medfølgende et hav af tanker og følelser i konflikt med sig selv kontra samfundets fordomme, der ligger som en tung nærmest ubærlig byrde på hendes spinkle skuldre.

Dette deprimerende tungsind er næsten ved at tvinge Elin helt i knæ, indtil hun endelig fuldt ud beslutter sig for at lytte til sit hjerte og gøre sit allerbedste forsøg på at redde forholdet til Agnes, og dermed redde sig selv fra at blive opslugt af et samfund og dets levevis, hvilket hun ved ikke er den rigtige løsning på hendes ønske om et lykkeligt liv. Så er spørgsmålet blot om hun er for sent ude, eller om de to turtelduer stadig har en chance. Men det må man selv finde ud ved at se filmen. Har man stadig Lukas Moodysons hudløst ærlige, hjerteskærende, humoristiske og varmblodede mesterværk “Fucking Åmål” til gode og som i øvrigt både er en af de absolut bedste ungdomsfilm, en af de bedste film om homoseksualitet, og en af de allerbedste kærlighedsfilm, ja så kan jeg selvfølgelig kun anbefale, at man får fat på filmen hurtigst muligt, som i øvrigt er perfekt at sidde og hygge sig med her i den bidende kolde vintertid, og helst sammen med en hjertevarm kop kakao.

"Fucking Åmål" er muligvis den bedste "ungdomsfilm" nogensinde, og det var en film jeg hvor jeg sad med et stort smil på læben mod slutningen af filmen. Fremragende portrættering af ungdomskultur, og en meget hjertevarm kærlighedshistorie. Den film er fantastisk og kan varmt anbefales :)

NightHawk (674) skrev:

Jeg synes som sagt, at det er den bedste ungdomsfilm der nogensinde er lavet, så du må endelig give den en chance. Er sikker på at du vil komme til at holde rigtig meget af filmen, så nærværende og intenst den er instrueret og spillet.

Mht. det jeg skriver til sidst i min anmeldelse om kakaoen, så er det ment som en reference til filmens indledning og afslutning. Det giver mere mening når du du får set filmen. :)

Jeg opdagede i øvrigt lige, at du jo havde fået skrevet om "Drive", så nu vil jeg lige hoppe over i din tråd og få læst din anmeldelse. :)

Den er skrevet på to see listen :)

...og skriv gerne en kommentar inde på bloggen eller i min tråd.

Fucking Åmål er ret suveræn. Faktisk er Lukas Moodysson ret genial...

Både Fucking Åmål, Lilja-4-Ever og Et Hul I Mit Hjerte er værd at se...Tilsammens og Container er også gode, men ikke ligeså nødvendige

#678 - Mammut har jeg heller ikke set