Kruse snakker sandheden.

Og jeg hylder også Fucking Åmål, men holder mig til at kalde den "en af de bedste ungdomsfilm nogensinde".

(3) : Apocalypse Now, 1979



http://www.amazon.co.uk/Apocalypse-Special-includi...

http://www.amazon.co.uk/Apocalypse-Now-Redux-Remas...

Fra to knuselskelige teenageres identitetsskabende og eksistentielle romantiske rejse hen over samfundets fordomsfulde forhindringsbane og dets mange følelsesmæssige lumske faldgruber, skal vi nu hive kompasset i den diametralt modsatte retning og i stedet sejle nærmest hovedkulds ud på en diabolsk drabelig deroute langt ind i menneskehedens sjæl, for at udforske konsekvenserne af mødet med den ultimative ondskab, som her åbenbare sig i bizar og blodig skikkelse af Francis Ford Coppolas uovertrufne mesterværk om Vietnam krigens rædsler.

”I was going to the worst place in the world and I didn't even know it yet. Weeks away and hundreds of miles up a river that snaked through the war like a main circuit cable plugged straight into Kurtz. It was no accident that I got to be the caretaker of Colonel Walter E. Kurtz's memory any more than being back in Saigon was an accident. There is no way to tell his story without telling my own. And if his story really is a confession, then so is mine.”

På et lurvet hotelværelse i det dampende hede, omklamrende og kvælende Saigon venter den ekstremt erfarne, topprofessionelle, men også lettere desillusionerede og indebrændte kaptajn Willard, (Martin Sheen), på at blive kontakten af militærets øverste ledelse ang. hans næste top hemmelige mission. Da et par udsendte løjtnanter efter en uges ventetid dukker op for at hente ham, er Willard i mellemtiden sunket ned i et depressivt mørke, hvilket der dog hurtigt og ganske korporligt bliver rådet bod på, og kort tid efter befinder kaptajnen sig hos sine overordnede, der desuden har fået besøg af en højtstående agent fra CIA. Efter Willards loyalitet er blevet testet, briefer oberst Lucas, (Harrison Ford), med en bekymrende attitude ham om opgaven, der groft sagt består i at opspore og eliminere den tidligere højt dekorerede og beundrede oberst Kurtz, (Marlon Brando), som undervejs sine mange missioner dybt inde i Vietnams opslugende jungle er blevet rablende vandvittig og har etableret sin egen hær med sin egen dagsorden. For at undgå at de mange makabre oplysninger og den negative omtale forbundet hermed slipper ud til medierne, er det derfor yderst vigtigt at kaptajn Willard får taget hånd om problembarnet og jo før jo bedre. Trods ikke at være synderligt begejstret over at skulle likvidere en person inden for egne rækker, påtager Willard sig opgaven og mødes senere på dagen med sit team, der står klar til at sejle ham op af flodsystemet mod de ønskede destinationer. Ingen på det fire mands store hold, som består af den mavesure skipper Chief, (Albert Hall), den små neurotiske kok Chef, (Frederic Forrest), den blot 17 årige Clean, (Lawrence Fishburne), samt den tidligere professionelle surfer Lance, (Sam Bottoms), er dog klar over hvad der i virkeligheden ligger bag Willards rejse, hvilket i øvrigt passer ham glimrende. Så mens de andre nyder turen og slapper af med lidt rock’n roll og gode minder hjemmefra, bruger Willard tiden på at fordybe sig i Kurtzs medbragte filer og lader sig langsomt fascinere af sin sære modstander, der bag det kølige ydre afslører en sygelig form for dedikation i sin måde at føre krig på.

Efter at flere timer har passeret, når Willard og hans team frem til et landsbyområde, hvis kaotiske strandbred med det samme signalerer en absurd og pervers stank af død og ødelæggelse med lig liggende overalt. Da Willard til sin overraskelse spotter, at de mange amerikanske soldater tilhører lufttropperne, som han ved hjemmefra har fået til ordre at fragte teamets båd videre op til et andet floddelta, forsøger han at finde frem til stedets overordnede, der kort efter åbenbarer sig i harsk skikkelse af den krigsliderlige og grænsepsykotiske oberstløjtnant Kilgore, (Robert Duvall). Da han ikke lige kan erindre at skulle indgå i nogen ny mission er lysten til at assistere Willard og co. ikke ligefrem imponerende, men det ændrer sig dog pludselig da Kilgore opdager, at surferen Lance, hvem han er stor fan af, er en del af holdet. Under den efterfølgende planlægning senere på aftenen, midt i lejrens grillfest, bliver den knarvorne oberstløjtnanten informeret om at området Willard vil have båden hen, er berømt og berygtet blandt soldaterne som værende det perfekte sted at surfe. Han advares dog samtidig om, at der er fyldt med vietcong soldater og at området derfor er livsfarligt at forsøge at skulle indtage. Men det er Kilgore mildt sagt bedøvende ligeglad med, da udsigten til at se sit surfer idol i aktion overskygger alt andet, og da morgenen gryr befinder Willard og hans mænd sig derfor, med deres båd på slæb, pludselig som ekstra nervøse deltagere midt i et hektisk og brutalt blodigt helikopterangreb. Med eksplosioner til højre og venstre og projektiler flyvende i alle retninger synes det nærmest at være et mirakel, at teamet slipper igennem strabadserne. Efter Lance har givet bølgerne baghjul, er Willard og co. dog, temmelig lettede, atter tilbage på båden. En efterfølgende nærdødsoplevelse senere, forsaget af Chefs længsel efter friske mangoer, fører herefter teamet lige i armene på mere forbuden frugt, da de slår vejen forbi et militært kontrolpunkt, der har dansende playgirls på tapetet. Mens de andre på den videre rejse nyder synet af de labre ladys på nethinden, forholder Willard sig i fuld kontrol og vælger i stedet at holde fokus på dokumenterne om Kurtz, hvilket der så sandelig også er god grund til at gøre, da det fulde billede efterhånden dannes krystalklart i bevidstheden og med ét kuldegysende forvarsel cementerer, at alt hvad de indtil nu har oplevet blot har været stilhed før stormen...

”I watched a snail crawl along the edge of a straight razor. That's my dream; that's my nightmare. Crawling, slithering, along the edge of a straight razor... and surviving.”

Da man som tilskuer til de indledende scener i “Apocalypse Now” første gang betragter Martin Sheens forsumpede, filosoferende og eksistentielt udbrændte kaptajn Willard, er man ikke et sekund i tvivl om karakterens desillusionerede skrøbelighed og accelererende apati. Det især takket været Francis Ford Coppolas enkle men hamrende effektive og emotionelt rå portrættegning, der via sin sammensmeltning med det visuelle og auditive med al tydelighed understregede en instruktør, som var i stand til at kontrollere det kaos der omgav hans stormombruste, flere gange forkastede, udsatte, omskrevne, og endegyldigt via utallige lappeløsninger genopfundne projekt, og kanalisere det om til hvad der i manges øjne blev omsat til intet mindre end vaskeægte filmmagi af allerhøjeste kaliber. Evnen til at forvandle det umiddelbare til noget bizart fascinerende og hypnotisk forførende opstår som sagt allerede i filmens på flere måder fængslende intro, hvor protagonistens nuværende ujævne psykiske tilstand, samt tidligere påvirkning af krigens rædsler råt for usødet lægges for dagen. Dette kreeres i form af en helt igennem smukt orkestreret redigeringsproces, hvor Martin Sheen både bruger en blanding sin velkendte cool underspillede attitude og et smerteligt transcenderende kropssprog, (baseret på Sheens egen kamp mod virkelighedens skyggeside som alkoholiker), samt en knastør konstaterende film noir klingende voiceover, der kombineret med den modbydelige destruktive billedside, prydet med gul orange skyer af nihilistisk napalm, truende omfavner og søger at fortære filmens protagonist, men samtidig på en ligeledes pervers facon også djævelsk lokkende kærtegner og manipulerer Willards tanker til de forudseende toner fra bandet “The Doors” melankolske sang “The End”. Hele introen her er således genialt tænkt og eksekveret af Coppola, som dermed på mesterligt vis sammenkobler synsindtrykket med soundtracket og lader lyrikken agerer både bindeleddet til den direkte modstander Kurtz og ligeså være nøglen, der åbner døren op på vid gab til den mentale og meditative mareridtsagtige rejse, man som tilskuer inviteres med på langt ind i sindets kringelkroge på den muligvis fortabte hovedperson.

I afslutningen på Willards briefing fra de fremmødte chefer, (hvor der i øvrigt indfinder sig en herlig krukket reference til den oprindelige instruktør George Lucas, som lige synes han ville sætte sine fingeraftryk på filmen via Harrison Fords mindre birolle), understreges ønsket fra Coppolas side om tilskuerens fulde indlevelse da også ganske fremragende i scenen, hvor Martin Sheen stirrer direkte ind i kameraet og øjnene på filmens publikum, som i overført betydning dermed tvinges til at se sig selv i øjnene og forholde sig til sit eget syn på Vietnam krigen. Og således placeres seeren snedigt efterfølgende som ekstra menigmand blandt bådens øvrige besætning der, (med undtagelse af den garvede skipper Chief), i form af deres beskedne erfaring og naivitet, her udfylder rollerne som samlet repræsentant for den del af den amerikanske folkesjæl, der lod sig forføre af den på daværende tidspunkt post-Kennedy siddende demokratiske regering, (det var dog John F. Kennedy selv der i 1961 tog initiativet til at starte krigen mod Nordvietnam som et led i den kolde krig), og især dennes barske og benhårde præsident Lyndon B. Johnsons ønske om, via en massiv propaganda, at få nedkæmpet og inddæmmet kommunismens onde væsen. Primært for at sikre at den røde trussel ikke spredte sig til resten af den i første omgang asiatiske verden, her umiddelbart repræsenterende i form af nabolande så som Cambodia og Laos, der udgjorde vigtige strategiske områder i forhold til krigen mod Nordvietnam. Disse angreb mod og invasion af nabolandende fra USA’s side foregik dog i det skjulte, da man reelt set ikke havde lov til at operere inden for deres grænser, hvilket da også bliver nævnt i lettere mudrede vendinger i forbindelse med både Willards og Kurtz tidligere hemmelige missioner som derfor, underforstået rejsen ind i mørkets fortærende galskab, yderligere bliver en brik i samhørighedens store puslespil, der eksistentielt linker de to modstandere til hinanden. En underfundig og ganske interessant detalje i det opbyggende forløb mht. Willards team er i øvrigt at surferen Lance, hvis fulde navn er Lance B. Johnson, stort set deler samme navn med præsidenten LBJ, og man kunne derfor sagtens læse det som en kommentar fra Coppolas side ang. hvorledes USA’s daværende commander in chief betragtede krigen. Dvs. nærmest som en ren badeferie amerikanerne uden besvær nemt kunne vinde med den ene hånd i baglommen.

Men som alle ved udviklede kampene sig ingenlunde på den måde, hvilket da også bliver mesterligt og eksplosivt illustreret i det smagløst absurde og sorthumoristiske brutale sammenstød med personificeringen af Lyndon B. Johnsons filosofi. I "Apocalypse Now" toner præsidentens ånd således frem som en variation af virkelighedens general Westmoreland i skikkelse af den arrogante og nådesløse Kilgore, (en helt igennem forrygende og fanden i voldsk Robert Duvall), der i sin groteske, respektløse, blottet for empati og rent ud sagt også temmelig barnlige røver-soldater fremfærd, (komplet med storskrydende kavaleri cowboyhat), og måde at anskue krigen på, ganske overbevisende og i fuld symbiose med den symbolske kontekst, flettes sammen med ankomsten af surferen LBJ. Figurens tilbagelænede underholdningsværdi, (rablende vandvittigt og ekstremt arrogant situationen taget i betragtning), er således i overensstemmelse med Kilgores tankegang og bliver derfor logisk nok kaptajn Willards trumfkort og adgangsbillet til den videre farefulde færd ind i den uoverskuelige og uovervindelige jungles fortærende fauna, hvor den påtvungne amerikanske livsfilosofi og dens svært desperate forsøg på indflydelse og overlevelse kommer tydeligere og tydeligere til udtryk. Derouten på dette smertelige og ydmygende nederlag for den amerikanske regering og militær tager herefter sin gradvise symbolske begyndelse for “Apocalypse Now”’s vedkommende i to yderligere og mere og mere bizarre stadier skabt i en samlet allegori over Dantes klassiker “The Divine Comedy”, om forfatterens egen rejse og de tanker han gør sig undervejs sin opstigende rute fra helvede, så gennem skærsilden, og til sidst endegyldige stræben efter at nå himlens tilgivende paradis. Nogen ville måske, men fejlagtigt, betragte mødet med de sexede playboy bunnys dansende i skæret fra det ufejlbarlige rene hvide lys der omgiver både pigerne på podiet og deres publikum, bestående af basens udstationerede soldater samt Willard og hans crew, som værende et paradis på jord. Men dette er dog langt fra tilfældet, hvilket man bl.a. får en kryptisk indikation af under Willard og Chefs jagt på mangoer, inden playboy tøserne dukker op, hvor mødet med den imponerende og frodige natur, trods sin maleriske smukke statur, truer med at knuse dem som små myrer i deres stræben efter de saftige fristelser. Sublimt indfanget af fotograf Vittorio Storaro i et visuelt højdepunkt og hyldest til filmens inspirationskilde Joseph Conrad og hans bog “Heart of Darkness”.

Ved denne første kontrolpost er Willard dog, qua sin rolle som den særligt udvalgte, let i stand til at gennemskue dette ultimativt flyvske fatamorgana af et kandiseret himmerige, og er derfor som den eneste klar over, at vejen mod definitiv frelse for de mange synder der er blevet begået i krigen, ikke mindst hans egne, først kan opnås ved at konfrontere og forsøge at bekæmpe selv samme i sin mest perverterede og outrerede form. Dette får man bl.a. flere solide eksempler på under Willard og co.’s skærsild prøvelser op ad floden, der kulminerer i det ene af to skræmmende spejlbilleder med konfrontationen af den anden og sidste kontrolpost, som står i skærende men til gengæld faktisk mere realistisk kontrast til den forrige, nu visualiseret som en forlystelsespark i forrådnelse, effektivt understøttet af de syrede kulørte lygter og den hæsligt falsk klingende cirkusmusik. Det skæve surrealistiske indtryk der efterlades her bliver således portalen, der endegyldigt tager Willard det sidste metaforiske stykke ind i psyken på hans mareridtsagtige spejlbilledet Kurtz og dennes forrykte rædselsregimes blanding af åbenlyst helvede, der så samtidig dækker over et syret introspektivt, terapeutisk, sjælehealende paradis, hvor det endelig opgør mellem de to mænd vil finde sted og som definitivt, men stadigvæk vidt åben for fortolkning, vil afgøre ud fra de valgt der bliver truffet i finalen, om filmens protagonist endegyldigt vil få en plads i himlen eller helvede. I løbet af de sidste scener i filmen dukker superstjernen Marlon Brando, (som man indtil da kun har set illustreret via billederne i Willards medbragte dokumentmappe), endelig op i kød og blod, men formår trods sin beskedne screentime alligevel at levere en præstation, der er både gåsehudsfremkaldende fascinerende og ærefrygtindgydende overbevisende i sin filosoferende udlevering af Vietnamkrigens traumatiserende rædsler. Dermed fik den karismatiske Marlon Brando sat et sublimt punktum, der på fremragende vis cementerede “Apocalypse Now” som et af filmhistoriens allerstørste mesterværker.

# 684 -

Tak. :)

"Apocalypse Now" er jo, hvad jeg også har kunnet fornemme herinde på kommentarer rundt omkring, en film der er bred koncensus om er et mesterværk, så den gik jeg også ud fra blev taget godt imod på listen. :)

Og ikke blot er det en af mine absolutte yndlingsfilm, men jeg synes samtidig også, at det er den bedste film der nogensinde har vært lavet om Vietnam krigen. Ved ikke om du også har det på samme måde, eller om du måske har en anden film med dette tema, som du evt. synes endnu bedre om ?

Mht. afslutningen på "Apocalypse Now", og her tænker jeg specifikt i forhold til Willard, hvad er så din tolkning på hans eftermæle, hvis man skulle tage de metaforiske briller på ?

Husk at skrive det i en spoiler-boks hvis du har lyst til at skrive lidt om, hvordan du oplever finalen/de sidste scener. :)

NightHawk (685) skrev:

Og ikke blot er det en af mine absolutte yndlingsfilm, men jeg synes samtidig også, at det er den bedste film der nogensinde har vært lavet om Vietnam krigen. Ved ikke om du også har det på samme måde, eller om du måske har en anden film med dette tema, som du evt. synes endnu bedre om ?

Jeg er enig med dig i, at Apocalypse Now er den bedste vietnamkrigsfilm. Selvom det jo på mange måder ikke er en Vietnamkrigsfilm, men en "spændingsfilm" (kan ikke lige finde et ord), som finder sted i Vietnamkrigen. Så Coppola på den måde perfekt fanger stemningen i Vietnamkrigen, og hvor sindssygt det var, uden det erk rigen, som er i centrum.

NightHawk (685) skrev:

Mht. afslutningen på "Apocalypse Now", og her tænker jeg specifikt i forhold til Willard, hvad er så din tolkning på hans eftermæle, hvis man skulle tage de metaforiske briller på ?

NightHawk (685) skrev:

Og ikke blot er det en af mine absolutte yndlingsfilm, men jeg synes samtidig også, at det er den bedste film der nogensinde har vært lavet om Vietnam krigen. Ved ikke om du også har det på samme måde, eller om du måske har en anden film med dette tema, som du evt. synes endnu bedre om ?

Personligt synes jeg i princippet filmen er den (eller en af de) ultimative film om krig som sådan. Selvfølgelig er det væsentligt at det netop er Vietnam, men filmen tager på et overordnet plan fat i hele krigens væsen, og hvad det gør ved de mennesker der er del af den. Ved godt spørgsmålet ikke var rettet til mig, men tillader mig lige at svare :)