#690: Hvis man ser filmen som en rejse længere og længere ind i en form for sindssyge er kulminationens konklusion
muligvis at krig enten slår dig ihjel eller driver dig til vanvid. Det er min oplevelse at Willard ser sin egen fremtid i Brandos karakter, og at det med tiden er hvad Willard selv ved blive til. Jeg har ikke tænkt så grundigt over det før, så kan være det er helt ved siden af, men den surrealistiske stemning lægger op til mere end blot en happy end. På den måde er der også en fin cirkelfortælling der på et niveau foregår, idet indledningen jo netop også behandler Willards manglende evne til at give slip på krigen.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#690: Hvis man ser filmen som en rejse længere og længere ind i en form for sindssyge er kulminationens konklusion
muligvis at krig enten slår dig ihjel eller driver dig til vanvid. Det er min oplevelse at Willard ser sin egen fremtid i Brandos karakter, og at det med tiden er hvad Willard selv ved blive til. Jeg har ikke tænkt så grundigt over det før, så kan være det er helt ved siden af, men den surrealistiske stemning lægger op til mere end blot en happy end. På den måde er der også en fin cirkelfortælling der på et niveau foregår, idet indledningen jo netop også behandler Willard manglende evne til at give slip på krigen.
#690: Hvis man ser filmen som en rejse længere og længere ind i en form for sindssyge er kulminationens konklusion
muligvis at krig enten slår dig ihjel eller driver dig til vanvid. Det er min oplevelse at Willard ser sin egen fremtid i Brandos karakter, og at det med tiden er hvad Willard selv ved blive til. Jeg har ikke tænkt så grundigt over det før, så kan være det er helt ved siden af, men den surrealistiske stemning lægger op til mere end blot en happy end. På den måde er der også en fin cirkelfortælling der på et niveau foregår, idet indledningen jo netop også behandler Willard manglende evne til at give slip på krigen.
Jeg synes nu, at du beskriver Willards problemstilling kontra krigen ret præcist. Willards opgør med Kurtz har bestemt også noget at gøre med en frygt for, at han selv ender håbløst fortabt i mørket som Kurtz. Men duellen handler samtidig også om at få gjort op med fortidens synder. Her kan man så se det både ud fra en personlig vinkel ang. Willard, men ligeså som en generel ting over amerikanernes, både ude og hjemme, mere og mere skeptiske forhold til krigen og deres kritik af selv samme.
Mht. en happy end så er det nu ikke noget, som jeg forbinder med, at Willart i overført betydning evt. skulle blive renset og frelst fra sine synder. For ligegyldigt hvordan man vælger at se på slutningen, så er den stadigvæk ekstrem melankolsk og dyster i forhold til Willards psykiske tilstand. For på trods af at han har elimineret en massemorder, ja så er Willard jo selv, blot set ud fra dette ene drab, morder og har dermed igen overtrådt et af de 10 bud. Så er spørgsmålet, hvilket jeg så mener er helt åbent, om Willards likvidering af Kurtz opvejer alle de andre ting, som Willard har foretaget sig under krigen.
Jeg er ikke enig ang. det du skriver med cirkelfortællingen, for Willard gør jo rent faktisk det, at han i en meget symbolsk gestus lægger sit våben fra sig til sidst og dermed sender et signal om fred ud til de mennesker han er omgivet af, repræsenteret i skikkelse af Kurtzs soldater. Her lægger Willard jo rent faktisk sin fortid fra sig og signalere, at krigen for hans vedkommende er et overstået kapitel. Dette eksempel mener jeg klart viser, at han er et andet menneske end i filmens start.
Men dermed ikke sagt, at han 100 % kureret.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Med hensyn til cirkelfortællingen er det ikke ment så bogstaveligt. Jeg tænker bare at der er en tilbagevenden til indlednings stemning, og i princippet også Willards sindstilstand her, som til dels er overtaget af Brando. Det med happy end er jeg enig med dig i. Mit ordvalg uheldigt der. Jeg er ikke uenig i at der i øvrigt sker en forandring til sidst i filmen, men jeg tror nu stadig Willard vil forblive i den lettere tilstand han også var i i begyndelsen. Muligvis vil han være mindre selvdestruktiv, men tror alligevel ikke han vil kunne give slip på krigen. Mine tanker bliver lidt sporadiske fordi jeg ikke ligefrem har siddet og en egentlig analyse på forhånd, men tænkeskriver lidt :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Med hensyn til cirkelfortællingen er det ikke ment så bogstaveligt. Jeg tænker bare at der er en tilbagevenden til indlednings stemning, og i princippet også Willards sindstilstand her, som til dels er overtaget af Brando.
Jeg opfattede det skam heller ikke som om, at du mente det bogstaveligt men derimod, som du jo også skriver, at det skulle ses i forhold til Willards psykiske tilstand, samt det overordnede stemningsbillede af krigens grumme væsen. :)
Det med happy end er jeg enig med dig i. Mit ordvalg uheldigt der. Jeg er ikke uenig i at der i øvrigt sker en forandring til sidst i filmen, men jeg tror nu stadig Willard vil forblive i den lettere tilstand han også var i i begyndelsen. Muligvis vil han være mindre selvdestruktiv, men tror alligevel ikke han vil kunne give slip på krigen. Mine tanker bliver lidt sporadiske fordi jeg ikke ligefrem har siddet og en egentlig analyse på forhånd, men tænkeskriver lidt :)
Selvfølgelig er der stadig nogle gråzoner i forhold til Willards mentale tilstand, som man kan diskutere diverse detaljer om, men det siger så også blot noget om, hvor velskrevet og multilagret finalen er, samt hvilket forunderligt og fascinerende indtryk den efterlader ved at være dobbelttydig. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#696: Godt du kan få noget fornuftigt ud af mine rodede udtalelser.
Jeg har gået og tænkt lidt over at den "lykkelige" del af slutningen, altså hvor våbnene lægges bort, vel også er Coppolas subtile måde at udtrykke et ønske om at USA i forbindelse med Vietnam skulle have gebærdet sig anderledes og at krigen har haft en helt forkert effekt. At USA, som Kurtz, har ledt landet i en forkert retning.
Det der vel også gør fortællingen så nuanceret, også på et dybere niveau, er at soldaterne ikke gøres til skurke, selvom kritikken mod USA er til stede. Det er, som du også selv siger, en film fyldt med gråzoner, og ydermere en film som viser hvilken høj pris begge sider betaler.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#696: Godt du kan få noget fornuftigt ud af mine rodede udtalelser.
Jeg har gået og tænkt lidt over at den "lykkelige" del af slutningen, altså hvor våbnene lægges bort, vel også er Coppolas subtile måde at udtrykke et ønske om at USA i forbindelse med Vietnam skulle have gebærdet sig anderledes og at krigen har haft en helt forkert effekt. At USA, som Kurtz, har ledt landet i en forkert retning.
Helt enig. Det er de allersidste scener absolut et klart udtryk for, som jeg også ser det. Og man kunne endda sagtens tolke Coppolas budskab om fred endnu kraftigere forstået på den måde, at Coppola og ligesindede ville understrege, at USA aldrig burde have startet krigen som jo ret beset, hvis man skærer helt ind til benet, blot var ét stort koldkrigs prestige projekt og spillen med musklerne over for Sovjetunionen.
Collateral (697) skrev:
Det der vel også gør fortællingen så nuanceret, også på et dybere niveau, er at soldaterne ikke gøres til skurke, selvom kritikken mod USA er til stede. Det er, som du også selv siger, en film fyldt med gråzoner, og ydermere en film som viser hvilken høj pris begge sider betaler.
Igen helt enig. Måden Coppola skildrer soldaterne på tegner et meget præcist og nuanceret billede af den ambivalens, som de var gennemsyret af grundet krigens påvirkning, hvilket man ser fremragende eksempler på både hos Willard og hans team, og ligeså hos filmens "skurk" Kurtz, som jo i bund og grund ligeledes er et produkt skabt af krigens vanvid.
Den eneste karakter i filmen der er skildret temmelig endimensionelt, er Kilgore og det kan jeg huske Robert Duvall har udtalt, at han var ret utilfreds med, da der var blevet optaget en scene, (hvor han redder et lille barn), som dermed viste figuren i et mere nuanceret lys. Det valgte Coppola så at klippe ud af filmen igen efterfølgende med klart henblik, som jeg ser det, på at beholde Kilgore i denne nådeløse parallel til General Westmoreland.
Jeg synes nu, modsat Duvall, at det var ganske fornuftigt, at Coppola valgte at beholde Kilgore på samme væremåde, for den slags afstumpede typer var der bestemt også flere af under krigen. Hvis Coppola i stedet for udelukkende havde skildret alle karakterene på samme nuancerede facon, (som bl.a. Willard og co.), så ville han faktisk heller ikke have tegnet et særligt realistisk portæt af krigen.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra en uforudsigelig rejse op af Nung floden, omgivet af dens dystre og desillusionerende jungles frådende faunas nådesløse greb om både krop og sjæl, er tiden kommet til at lægge Vietnam og krigens destruktive væsen bag os, hvilket dog på ingen måde betyder, at den videre færden bliver mindre udfordrende, da vi nu igen skal bevæge os ud på drabeligt dybt vand, med Richard Fleischer & Walt Disneys eventyrlige mesterværk, baseret på en af Jules Vernes mest berømte sci-fi fortællinger af samme navn.
”A strange twilight world opened up before me, and I felt as the first man to set foot on another planet, an intruder in this mystic garden of the deep.”
Vi befinder os i det herrens år 1868, midt ude på Stillehavet, da endnu et handelsskib pludselig bliver angrebet af et mystisk objekt fra havets skumle dyb, som med ét nådesløst slag forvandler skibet og dets besætning til et kaotisk pindebrænde inferno af død og ødelæggelse. Da rygtet om sænkningen af skibet The Golden Arrow spreder sig som en steppebrand til San Francisco har ingen sjovt nok den store lyst til at søge arbejde længere, hvilket bestemt ikke er nogen gunstig situation for havnebosserne, der så småt begynder at se dollartegn fordampe som dug for solen. Under en større forsamlingen i centrum af byen hvor folk er mødtes for at diskutere, hvorledes det evt. monster skal håndteres, puster et par drukkenbolte yderligere til ilden ved at smøre tykt på med en sang fra de varme lande om deres oplevelse af det grufulde bæst. De teatralske anekdoter hopper den erfarne matros Ned Land, (Kirk Douglas), nu ikke på, og afviser i stedet storgrinende og hånligt optrinet, der med ét udvikler sig til et mindre slagsmål, som sender Ned direkte i kachotten. Da politiet atter har fået ro på gemytterne, ankommer den franske professor og biolog Pierre Aronnax, (Paul Lukas), og hans trofaste assistent Conseil, (Peter Lorre), til havnebyen, men må skuffede konstatere, at de grundet den endnu uafklarede situation med søuhyret er tvunget til at opgive deres videre ekspedition til Saigon. På vej tilbage til deres hotel lykkedes det den ventende sladderpresse at få lokket en udtalelse frem om monstret, der sætter den anerkendte professor i et lettere useriøst og pinligt lys. Derfor takker de to franskmænd da også omgående ja, da de efterfølgende bliver opsøgt på deres hotelværelse af en repræsentant fra den amerikanske regering, der gerne vil hyre dem til at indgå som en del af en speciel enhed ledet af militæret, der har fået til opgave at få manet rygterne om bæstet i jorden eller, i så fald at det skulle eksistere, få ryddet det af vejen én gang for alle. Da missionen ligeledes betyder, at de kan blive fragtet til Saigon, befinder den godmodige duo sig dagen efter ombord på krigsskibet, hvor de undervejs render på gavflaben Ned Land, der ligeledes er blevet hyret grundet hans evner som mesterskytte med en harpun. Efter tre måneder til søs uden at have spottet andet end en flok delfiner og en hval, mister kaptajn Farragut tålmodigheden og erklærer, til især de tre nytilkomne passagerers store skuffelse, jagten for et overstået kapitel.
Klar over at der ikke længere er mere at gøre, beslutter Ned sig derfor til at løfte humøret lidt blandt besætningen med en munter sang. Knap er løjerne dog ovre før stemningen ændres totalt, da et andet skib, der pludselig eksploderer i et flammehav, spottes i horisonten. Fremme ved de mange vragdelene må de triste konstatere, at der ikke er nogen overlevne og professor Aronnax overvejer om det er det såkaldte monster der står bag, hvilket dog ikke får den store opbakning fra de andre. Deres skepsis bliver dog hurtigt gjort til skamme, da en dragelignende skikkelse med skræmmende gulgrønne øjne tordner imod dem. Kaptajn Farragut beordre straks et øredøvende bombardement, mens Ned optimistisk prøver at besejre bæstet med sin trofaste harpun, men lige lidt hjælper det og oven på et frontalt sammenstød ender professoren og hans assistent, samt Ned, i vandet som de eneste overlevne. Ved tilfældighedernes spil ender alle tre, kæmpende sig igennem tågen på det åbne hav, ved det monstrøse uhyre som til deres store forbløffelse viser sig at være en fantastisk designet ubåd. Mens Ned og Coseil er enige om at komme væk i en fart, inden fartøjets ejermænd dukker op igen, drages professoren af den bizarre konstruktion og beslutter sig for at gå på opdagelse i de mange nøjsomt indrettede lokaler. Fremme ved ubådens hovedkvarters enorme koøje spotter Aronnax og Conseil forundrede pludselig ubådens besætning, der er i færd med at holde en begravelse på havets bund. I deres fascination opdager de dog for sent, at deres fjende ved de er ombord og trods et ihærdigt flugtforsøg må de indse, at deres skæbne nu befinder sig i hænderne på den excentriske og dystopiske kaptajn Nemo, (James Mason), der straks udfordrer professorens empati ved at frede ham, men samtidig dødsdømme Ned og Conseil. Men Aronnax har ikke tænkt sig at svigte sine venner og forkaster omgående loyalt muligheden for, som belønning, at få et unikt indblik i Nemos overdådige opfindelser, hvilket overbeviser kaptajnen om at give både professoren og hans kammesjukker en ny chance ombord hans ubåd Nautilus. Som tiden går erfarer trioen langsomt, trods deres eventyrlige rejses fascination, hvor farlig en mand Nemo i virkeligheden er grundet hans destruktive syn på verden, og Aronnax, Conseil og Ned må efterhånden indse, at de pludselig er havnet i et kapløb med tiden om at få stoppet den hævngerrige kaptajn fra at føre en frygtindgydende og sindssyg dommedagsplan ud i livet...
”I am not what is called a civilized man, Professor. I have done with society for reasons that seem good to me. Therefore, I do not obey its laws.”
Med uforbeholden kærlighed til sci-fi forfatteren Jules Vernes kreative og kulørte sinds overflødighedshorn af finurlig opfindsomhed og sprudlende fantasifulde historier, satte den legendariske tegnefilmskreatør og super fan Walt Disney alle sejl til i hvad der bedst kan beskrives som en personlig faretruende økonomisk satsning af dimensioner, som endda måtte have yderligere finansiel opbakning fra Disneys bror for, at produktionen kunne leve op til de tårnhøje krav en fortælling som “20,000 Leagues Under The Sea” udgjorde med sine utallige storslåede kulisser, farvestrålende locations, imponerende monstre, samt naturligvis tre af datidens største stjerner. Denne omkostningsrige og prestigemæssige skelsættende chance der blev taget fra Walt Disneys side, ligeledes for at markere sig selv og koncernen som en seriøs konkurrent på sci-fi markedet indenfor live action film, skulle dog snart vise sig at være alle anstrengelserne og pengene værd, hvilket han og den nøje udvalgte instruktør Richard Fleischer fik beviset på, da duoen og deres team, i kølvandet på filmens enorme succes hos både det yngre og ældre biografpublikum, lykkedes med at vinde to Oscar statuetter for hhv. best art direction og best special effekt, som dermed fornemt cementerede det fantastiske eventyrs visuelle slagside og understregede en af de væsentligste grunde til filmens langtidsholdbare popularitet. Men dermed ikke sagt at “20,000 Leagues Under The Sea” udelukkende holdt sig oven vande takket været sine eminent detaljerede, storslåede, og dybt betagende effekter for dette var ingenlunde tilfældet, som man ganske hurtigt får fornemmelsen af, da man introduceres for den herligt afvekslende fortællings tre hovedrolleindehavere, der således bliver tilskuerens trinbræt ind i Jules Vernes eventyrlige univers og portrætteres med hhv. sofistikeret nøgternhed, afdæmpet underdanighed, og storskrydende vovemod af en vidunderlig velspillet trio bestående af Paul Lucas som professor Aronnax, Peter Lorre som assistenten Conseil, samt den altid fremragende og karismatiske Kirk Douglas som den fandenivoldsk charmerende mesterharpunskytte Ned Land.
Særligt sidstnævnte er i sin rolle som den fremadstormende super matros, iklædt en flamboyant og farvestrålende rød/hvid bolsjestribet trøje, et klassisk eksempel på den traditionelle og ultra heroiske helt der med et smil på læben og glimt i øjet altid er frisk på en udfordring og da også omgående med sine muntre optrin, i form at et slagsmål og en herlig sang, skaber den forventede hyggelige og typisk fredsommelige Disney atmosfære. I løbet af næsten ingen tid, som led i deres første møde med den mystiske fjende og deraf sænkningen af heltenes krigsskib, skifter filmen dog herefter prompte over i en markant anderledes ubehagelig og dyster tone som med ét højdramatisk og eksplosivt voldsomt slag flår den umiddelbart sikre og trygge stemningsmæssige redningskrans ud af hænderne på publikum, der nu pludselig måtte se sig selv være på gyngende grund i forhold til den, overraskende for de fleste biografgængere, dybt seriøse og grav alvorlige udvikling historien tog, hvilket Walt Disney og Richard Fleischer havde et helt bevidst og meget barskt formål med, dog hele tiden med øje for at lade humoren og eventyrets magi florerer som en konstant understrøm i kontrast med de temmelig dystre temaer om magt, hævn og fundamentalisme. Den endegyldige forvandling i forhold til den overordnede stemning introduceres dog først for alvor, da trioen af helte befinder sig i den fascinerende overnaturlige ubåd Nautilus, hvor de præsenteres for filmens tvetydige og mystiske skurk kaptajn Nemo. Han portrætteres af legendariske James Mason, i en af sin bedste roller, med en blanding af aristokratisk arrogance, sygelig determination og kynisme, som i fællesskab holder karakteren i et følelseskoldt panser, hvilket dog gradvis begynder at slå revner og afslører en smertelig traumatiserende skrøbelighed i takt med de både fysiske og psykiske dueller kaptajnen har undervejs med sine modstandere. Disse mange og ofte modstridende signaler fra den excentriske Nemo, der gør karakteren nuanceret og dermed fascinerende, får man bl.a. en forsmag på under den første test af de tre ubudne gæsters sammenhold, der også fungere som et creepy forvarsel ang. resten af handlingen.
Ligeledes får man et finurligt eksempel i den efterfølgende middagsseance som, ud over at være latterkrampende morsom grundet Kirk Douglas og Peter Lorres ansigtsudtryk, mesterligt illustrer den underliggende uhygge i Kaptajn Nemos fanatiske dedikation, med henblik på hans filosofi om et selvforsynende undervandsrige totalt afskåret fra omverdenen og dets samfunds regler og restrektioner på landjorden, hvilket viser sig at være tæt forbundet til de traumatiske begivenheder, der har ført til, at han har søgt i isolation i et selvskabt paradis. Det der efterfølgende er super interessant at lægge mærke til her, (samt i kølvandet på en yderligere scene hvor Ned Land og Conseil ser deres snit til at få raget noget guld til sig efter en ekspedition på havets bund), er de magtkampe der følger både internt og eksternt, som udstiller den store forskel både blandt de tre gæster, samt mellem dem og deres vært, hvis anderledes og alternative måde at tænke og agere på bliver mere og mere tydelig efterhånden, som den klaustrofobiske atmosfære får gjort sit indtog. Mens professor Aronnax der intelligensmæssigt befinder sig på Nemos niveau og derfor, (set ud fra kaptajnens synspunkt er en oplagt allieret i hans hævntogt mod den etablerede verden), lader sig forføre af de mange nye og enestående opfindelser og ikke mindst ubådens atomdrevne maskinrum, (her var Jules Verne i øvrigt også langt forud for sin tid i sine beskrivelser), er det de to umiddelbart mere simple mænd, Ned Land og Conseil, der qua deres sunde skepsis, ligefremme snusfornuft og gammeldags mavefornemmelse for længst har gennemskuet, at de er havnet i hænderne på en vaskeægte fanatiker, som synes umulig at forhandle med. Dette faktum vil Aronnax ikke umiddelbart acceptere, mest af alt fordi han ikke kan forestille sig en så stor intelligens blive misbrugt på død og ødelæggelse, hvilket i sig selv er en beundringsværdig tanke men ligeledes udstiller den naivitet der gør, at Ned og Conseil for en længere periode af filmen danner deres egen alliance, hvor det i øvrigt er stærkt underholdende at overvære det umage makkerpars samspil, der matcher hinanden perfekt og rammer en unik balance, når Kirk Douglas energiske drive og kropsprog møder Peter Lorres underspillede nærmest undskyldende attitude.
Det afgørende vendepunkt der som sagt deler de tre protagonister i to fraktioner og udstiller den rationelt og stringent tænkende professors store naivitet, opstår midtvejs i et af filmens absolutte højdepunkter der i sin uforbeholdne dystre tone over tre akter beskriver Nemos traumatiske fortid, hvad der ligger til grund for det indædte had til verden, samt hvorledes han efterfølgende agere på det med endnu en brutal massakre på et transportskib med forbindelse til krigsindustrien, inden han til sidst, nærmest fortabt i en hjerteskærende erkendelse, ambivalent forsøger at efterrationalisere og forklare sin diabolske handlinger. Hele forløbet er fremragende intenst beskrevet og visualiseret af Richard Fleischer i en mesterlig symbiose med James Masons skuespil i disse scener, hvor han krænger hele sjælen ud og dermed sætter stærkt ubehagelige spørgsmålstegn ved om Nemo i bund og grund blot skal klassificeres som terrorrist, eller om han i virkeligheden blot er en misforstået antihelt, der absurd stræber efter at rense verden fra ondskab på trods af, at han dermed selv bliver tvunget til at udføre ondskabsfulde handlinger. Når “20,000 Leagues Under The Sea” bevæger sig ind i disse mørke og melankolske perioder, er det bestemt ikke til at få øje på at historien på nogen som helst måde skulle have noget med Disney at gøre. På mange måder sørger den dynamiske duo, Douglas og Lorre, med deres herlige pingpong-comic relief-rutine, (på et tidspunkt i øvrigt i selskab med Nemos vagthund, søløven Esmeralda), dog hele tiden for at bevare den humoristiske modvægt uden at det på noget tidspunkt virker overgearet eller forceret. Dermed bliver deres oprørske og optimistiske løjer således ikke blot stillestående optrin, men smelter i stedet elegant sammen med udfordringen af kaptajn Nemo, hans menneskesyn og generelle livsfilosofi og vice versa. Således bliver to af filmens andre højdepunkter ligeledes intelligent integreret med samme store overbevisning og fantasifuldt overskud under et sammenstød med en ekstrem aggressiv kannibalstamme, der på komisk vis illustrer mennesket i sin mest primitive og destruktive form, ligesom en drabelig duel i et hæsblæsende stormvejr med piskende bølger imod en gigantisk blæksprutte viser menneskets natur fra sin bedste side, hvilket så samtidig fungerer som en metafor over Nemos kamp mod sine indre dæmoner, konstant forfulgt af sin egen skygge.
Det drabelige slag mod det monstrøse bæst bliver i samme åndedrag også en bitter forsmag på den gennemført deprimerende og klart atypiske Disney finales afsluttende scener, hvis rædselsvækkende billedside siger alt. Her er ingen kække bemærkninger eller på nogen måde antydninger af glæde, men blot stilhed og en lammelse af chok over hvad der i fremtiden potentielt lå og lurede af katastrofer for menneskeheden. Således blev “20,000 Leagues Under The Sea” cementeret som ikke blot den suverænt mest seriøse og bedste live action film fra Disneys side, men også en af de allerbedste værker inden for sin genre som understregede en film, der var og er ligeså betydningsfuld i forhold til formidlingen af sine alvorlige budskaber, som den generelt er indbegrebet af storslået og kulørt underholdning, tilsat en forrygende portion humoristisk slagside. Hvis man stadig skulle have denne fantastiske film til gode, så anbefaler jeg, at man får fat på den meget imponerende 2 disc Special Edition R1, hvis ekstramateriale er virkelig spændende at sidde og fordybe sig i, og som er et formidabelt supplement til dette magiske mesterværk, som for altid vil have en særlig plads i mit filmhjerte. ”I swear by my tattoo!”. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg havde ikke ventet en Disney-produktion så langt oppe på din liste. ... Med hensyn til min egen mening om filmen husker jeg den som en 3/6-oplevelse, men for en opdateret vurdering er et gensyn med den nok nødvendigt.
#691 Collateral 13 år siden
#692 MMB 13 år siden
What he said...
#693 NightHawk 13 år siden
Mht. en happy end så er det nu ikke noget, som jeg forbinder med, at Willart i overført betydning evt. skulle blive renset og frelst fra sine synder. For ligegyldigt hvordan man vælger at se på slutningen, så er den stadigvæk ekstrem melankolsk og dyster i forhold til Willards psykiske tilstand. For på trods af at han har elimineret en massemorder, ja så er Willard jo selv, blot set ud fra dette ene drab, morder og har dermed igen overtrådt et af de 10 bud. Så er spørgsmålet, hvilket jeg så mener er helt åbent, om Willards likvidering af Kurtz opvejer alle de andre ting, som Willard har foretaget sig under krigen.
Jeg er ikke enig ang. det du skriver med cirkelfortællingen, for Willard gør jo rent faktisk det, at han i en meget symbolsk gestus lægger sit våben fra sig til sidst og dermed sender et signal om fred ud til de mennesker han er omgivet af, repræsenteret i skikkelse af Kurtzs soldater. Her lægger Willard jo rent faktisk sin fortid fra sig og signalere, at krigen for hans vedkommende er et overstået kapitel. Dette eksempel mener jeg klart viser, at han er et andet menneske end i filmens start.
Men dermed ikke sagt, at han 100 % kureret.
#694 Collateral 13 år siden
#695 Babo84 13 år siden
#696 NightHawk 12 år siden
Jeg opfattede det skam heller ikke som om, at du mente det bogstaveligt men derimod, som du jo også skriver, at det skulle ses i forhold til Willards psykiske tilstand, samt det overordnede stemningsbillede af krigens grumme væsen. :)
#697 Collateral 12 år siden
Det der vel også gør fortællingen så nuanceret, også på et dybere niveau, er at soldaterne ikke gøres til skurke, selvom kritikken mod USA er til stede. Det er, som du også selv siger, en film fyldt med gråzoner, og ydermere en film som viser hvilken høj pris begge sider betaler.
#698 NightHawk 12 år siden
Igen helt enig. Måden Coppola skildrer soldaterne på tegner et meget præcist og nuanceret billede af den ambivalens, som de var gennemsyret af grundet krigens påvirkning, hvilket man ser fremragende eksempler på både hos Willard og hans team, og ligeså hos filmens "skurk" Kurtz, som jo i bund og grund ligeledes er et produkt skabt af krigens vanvid.
Den eneste karakter i filmen der er skildret temmelig endimensionelt, er Kilgore og det kan jeg huske Robert Duvall har udtalt, at han var ret utilfreds med, da der var blevet optaget en scene, (hvor han redder et lille barn), som dermed viste figuren i et mere nuanceret lys. Det valgte Coppola så at klippe ud af filmen igen efterfølgende med klart henblik, som jeg ser det, på at beholde Kilgore i denne nådeløse parallel til General Westmoreland.
Jeg synes nu, modsat Duvall, at det var ganske fornuftigt, at Coppola valgte at beholde Kilgore på samme væremåde, for den slags afstumpede typer var der bestemt også flere af under krigen. Hvis Coppola i stedet for udelukkende havde skildret alle karakterene på samme nuancerede facon, (som bl.a. Willard og co.), så ville han faktisk heller ikke have tegnet et særligt realistisk portæt af krigen.
#699 NightHawk 12 år siden
http://www.planetaxel.com/productDetails/786936192...
Fra en uforudsigelig rejse op af Nung floden, omgivet af dens dystre og desillusionerende jungles frådende faunas nådesløse greb om både krop og sjæl, er tiden kommet til at lægge Vietnam og krigens destruktive væsen bag os, hvilket dog på ingen måde betyder, at den videre færden bliver mindre udfordrende, da vi nu igen skal bevæge os ud på drabeligt dybt vand, med Richard Fleischer & Walt Disneys eventyrlige mesterværk, baseret på en af Jules Vernes mest berømte sci-fi fortællinger af samme navn.
”A strange twilight world opened up before me, and I felt as the first man to set foot on another planet, an intruder in this mystic garden of the deep.”
Vi befinder os i det herrens år 1868, midt ude på Stillehavet, da endnu et handelsskib pludselig bliver angrebet af et mystisk objekt fra havets skumle dyb, som med ét nådesløst slag forvandler skibet og dets besætning til et kaotisk pindebrænde inferno af død og ødelæggelse. Da rygtet om sænkningen af skibet The Golden Arrow spreder sig som en steppebrand til San Francisco har ingen sjovt nok den store lyst til at søge arbejde længere, hvilket bestemt ikke er nogen gunstig situation for havnebosserne, der så småt begynder at se dollartegn fordampe som dug for solen. Under en større forsamlingen i centrum af byen hvor folk er mødtes for at diskutere, hvorledes det evt. monster skal håndteres, puster et par drukkenbolte yderligere til ilden ved at smøre tykt på med en sang fra de varme lande om deres oplevelse af det grufulde bæst. De teatralske anekdoter hopper den erfarne matros Ned Land, (Kirk Douglas), nu ikke på, og afviser i stedet storgrinende og hånligt optrinet, der med ét udvikler sig til et mindre slagsmål, som sender Ned direkte i kachotten. Da politiet atter har fået ro på gemytterne, ankommer den franske professor og biolog Pierre Aronnax, (Paul Lukas), og hans trofaste assistent Conseil, (Peter Lorre), til havnebyen, men må skuffede konstatere, at de grundet den endnu uafklarede situation med søuhyret er tvunget til at opgive deres videre ekspedition til Saigon. På vej tilbage til deres hotel lykkedes det den ventende sladderpresse at få lokket en udtalelse frem om monstret, der sætter den anerkendte professor i et lettere useriøst og pinligt lys. Derfor takker de to franskmænd da også omgående ja, da de efterfølgende bliver opsøgt på deres hotelværelse af en repræsentant fra den amerikanske regering, der gerne vil hyre dem til at indgå som en del af en speciel enhed ledet af militæret, der har fået til opgave at få manet rygterne om bæstet i jorden eller, i så fald at det skulle eksistere, få ryddet det af vejen én gang for alle. Da missionen ligeledes betyder, at de kan blive fragtet til Saigon, befinder den godmodige duo sig dagen efter ombord på krigsskibet, hvor de undervejs render på gavflaben Ned Land, der ligeledes er blevet hyret grundet hans evner som mesterskytte med en harpun. Efter tre måneder til søs uden at have spottet andet end en flok delfiner og en hval, mister kaptajn Farragut tålmodigheden og erklærer, til især de tre nytilkomne passagerers store skuffelse, jagten for et overstået kapitel.
Klar over at der ikke længere er mere at gøre, beslutter Ned sig derfor til at løfte humøret lidt blandt besætningen med en munter sang. Knap er løjerne dog ovre før stemningen ændres totalt, da et andet skib, der pludselig eksploderer i et flammehav, spottes i horisonten. Fremme ved de mange vragdelene må de triste konstatere, at der ikke er nogen overlevne og professor Aronnax overvejer om det er det såkaldte monster der står bag, hvilket dog ikke får den store opbakning fra de andre. Deres skepsis bliver dog hurtigt gjort til skamme, da en dragelignende skikkelse med skræmmende gulgrønne øjne tordner imod dem. Kaptajn Farragut beordre straks et øredøvende bombardement, mens Ned optimistisk prøver at besejre bæstet med sin trofaste harpun, men lige lidt hjælper det og oven på et frontalt sammenstød ender professoren og hans assistent, samt Ned, i vandet som de eneste overlevne. Ved tilfældighedernes spil ender alle tre, kæmpende sig igennem tågen på det åbne hav, ved det monstrøse uhyre som til deres store forbløffelse viser sig at være en fantastisk designet ubåd. Mens Ned og Coseil er enige om at komme væk i en fart, inden fartøjets ejermænd dukker op igen, drages professoren af den bizarre konstruktion og beslutter sig for at gå på opdagelse i de mange nøjsomt indrettede lokaler. Fremme ved ubådens hovedkvarters enorme koøje spotter Aronnax og Conseil forundrede pludselig ubådens besætning, der er i færd med at holde en begravelse på havets bund. I deres fascination opdager de dog for sent, at deres fjende ved de er ombord og trods et ihærdigt flugtforsøg må de indse, at deres skæbne nu befinder sig i hænderne på den excentriske og dystopiske kaptajn Nemo, (James Mason), der straks udfordrer professorens empati ved at frede ham, men samtidig dødsdømme Ned og Conseil. Men Aronnax har ikke tænkt sig at svigte sine venner og forkaster omgående loyalt muligheden for, som belønning, at få et unikt indblik i Nemos overdådige opfindelser, hvilket overbeviser kaptajnen om at give både professoren og hans kammesjukker en ny chance ombord hans ubåd Nautilus. Som tiden går erfarer trioen langsomt, trods deres eventyrlige rejses fascination, hvor farlig en mand Nemo i virkeligheden er grundet hans destruktive syn på verden, og Aronnax, Conseil og Ned må efterhånden indse, at de pludselig er havnet i et kapløb med tiden om at få stoppet den hævngerrige kaptajn fra at føre en frygtindgydende og sindssyg dommedagsplan ud i livet...
”I am not what is called a civilized man, Professor. I have done with society for reasons that seem good to me. Therefore, I do not obey its laws.”
Med uforbeholden kærlighed til sci-fi forfatteren Jules Vernes kreative og kulørte sinds overflødighedshorn af finurlig opfindsomhed og sprudlende fantasifulde historier, satte den legendariske tegnefilmskreatør og super fan Walt Disney alle sejl til i hvad der bedst kan beskrives som en personlig faretruende økonomisk satsning af dimensioner, som endda måtte have yderligere finansiel opbakning fra Disneys bror for, at produktionen kunne leve op til de tårnhøje krav en fortælling som “20,000 Leagues Under The Sea” udgjorde med sine utallige storslåede kulisser, farvestrålende locations, imponerende monstre, samt naturligvis tre af datidens største stjerner. Denne omkostningsrige og prestigemæssige skelsættende chance der blev taget fra Walt Disneys side, ligeledes for at markere sig selv og koncernen som en seriøs konkurrent på sci-fi markedet indenfor live action film, skulle dog snart vise sig at være alle anstrengelserne og pengene værd, hvilket han og den nøje udvalgte instruktør Richard Fleischer fik beviset på, da duoen og deres team, i kølvandet på filmens enorme succes hos både det yngre og ældre biografpublikum, lykkedes med at vinde to Oscar statuetter for hhv. best art direction og best special effekt, som dermed fornemt cementerede det fantastiske eventyrs visuelle slagside og understregede en af de væsentligste grunde til filmens langtidsholdbare popularitet. Men dermed ikke sagt at “20,000 Leagues Under The Sea” udelukkende holdt sig oven vande takket været sine eminent detaljerede, storslåede, og dybt betagende effekter for dette var ingenlunde tilfældet, som man ganske hurtigt får fornemmelsen af, da man introduceres for den herligt afvekslende fortællings tre hovedrolleindehavere, der således bliver tilskuerens trinbræt ind i Jules Vernes eventyrlige univers og portrætteres med hhv. sofistikeret nøgternhed, afdæmpet underdanighed, og storskrydende vovemod af en vidunderlig velspillet trio bestående af Paul Lucas som professor Aronnax, Peter Lorre som assistenten Conseil, samt den altid fremragende og karismatiske Kirk Douglas som den fandenivoldsk charmerende mesterharpunskytte Ned Land.
Særligt sidstnævnte er i sin rolle som den fremadstormende super matros, iklædt en flamboyant og farvestrålende rød/hvid bolsjestribet trøje, et klassisk eksempel på den traditionelle og ultra heroiske helt der med et smil på læben og glimt i øjet altid er frisk på en udfordring og da også omgående med sine muntre optrin, i form at et slagsmål og en herlig sang, skaber den forventede hyggelige og typisk fredsommelige Disney atmosfære. I løbet af næsten ingen tid, som led i deres første møde med den mystiske fjende og deraf sænkningen af heltenes krigsskib, skifter filmen dog herefter prompte over i en markant anderledes ubehagelig og dyster tone som med ét højdramatisk og eksplosivt voldsomt slag flår den umiddelbart sikre og trygge stemningsmæssige redningskrans ud af hænderne på publikum, der nu pludselig måtte se sig selv være på gyngende grund i forhold til den, overraskende for de fleste biografgængere, dybt seriøse og grav alvorlige udvikling historien tog, hvilket Walt Disney og Richard Fleischer havde et helt bevidst og meget barskt formål med, dog hele tiden med øje for at lade humoren og eventyrets magi florerer som en konstant understrøm i kontrast med de temmelig dystre temaer om magt, hævn og fundamentalisme. Den endegyldige forvandling i forhold til den overordnede stemning introduceres dog først for alvor, da trioen af helte befinder sig i den fascinerende overnaturlige ubåd Nautilus, hvor de præsenteres for filmens tvetydige og mystiske skurk kaptajn Nemo. Han portrætteres af legendariske James Mason, i en af sin bedste roller, med en blanding af aristokratisk arrogance, sygelig determination og kynisme, som i fællesskab holder karakteren i et følelseskoldt panser, hvilket dog gradvis begynder at slå revner og afslører en smertelig traumatiserende skrøbelighed i takt med de både fysiske og psykiske dueller kaptajnen har undervejs med sine modstandere. Disse mange og ofte modstridende signaler fra den excentriske Nemo, der gør karakteren nuanceret og dermed fascinerende, får man bl.a. en forsmag på under den første test af de tre ubudne gæsters sammenhold, der også fungere som et creepy forvarsel ang. resten af handlingen.
Ligeledes får man et finurligt eksempel i den efterfølgende middagsseance som, ud over at være latterkrampende morsom grundet Kirk Douglas og Peter Lorres ansigtsudtryk, mesterligt illustrer den underliggende uhygge i Kaptajn Nemos fanatiske dedikation, med henblik på hans filosofi om et selvforsynende undervandsrige totalt afskåret fra omverdenen og dets samfunds regler og restrektioner på landjorden, hvilket viser sig at være tæt forbundet til de traumatiske begivenheder, der har ført til, at han har søgt i isolation i et selvskabt paradis. Det der efterfølgende er super interessant at lægge mærke til her, (samt i kølvandet på en yderligere scene hvor Ned Land og Conseil ser deres snit til at få raget noget guld til sig efter en ekspedition på havets bund), er de magtkampe der følger både internt og eksternt, som udstiller den store forskel både blandt de tre gæster, samt mellem dem og deres vært, hvis anderledes og alternative måde at tænke og agere på bliver mere og mere tydelig efterhånden, som den klaustrofobiske atmosfære får gjort sit indtog. Mens professor Aronnax der intelligensmæssigt befinder sig på Nemos niveau og derfor, (set ud fra kaptajnens synspunkt er en oplagt allieret i hans hævntogt mod den etablerede verden), lader sig forføre af de mange nye og enestående opfindelser og ikke mindst ubådens atomdrevne maskinrum, (her var Jules Verne i øvrigt også langt forud for sin tid i sine beskrivelser), er det de to umiddelbart mere simple mænd, Ned Land og Conseil, der qua deres sunde skepsis, ligefremme snusfornuft og gammeldags mavefornemmelse for længst har gennemskuet, at de er havnet i hænderne på en vaskeægte fanatiker, som synes umulig at forhandle med. Dette faktum vil Aronnax ikke umiddelbart acceptere, mest af alt fordi han ikke kan forestille sig en så stor intelligens blive misbrugt på død og ødelæggelse, hvilket i sig selv er en beundringsværdig tanke men ligeledes udstiller den naivitet der gør, at Ned og Conseil for en længere periode af filmen danner deres egen alliance, hvor det i øvrigt er stærkt underholdende at overvære det umage makkerpars samspil, der matcher hinanden perfekt og rammer en unik balance, når Kirk Douglas energiske drive og kropsprog møder Peter Lorres underspillede nærmest undskyldende attitude.
Det afgørende vendepunkt der som sagt deler de tre protagonister i to fraktioner og udstiller den rationelt og stringent tænkende professors store naivitet, opstår midtvejs i et af filmens absolutte højdepunkter der i sin uforbeholdne dystre tone over tre akter beskriver Nemos traumatiske fortid, hvad der ligger til grund for det indædte had til verden, samt hvorledes han efterfølgende agere på det med endnu en brutal massakre på et transportskib med forbindelse til krigsindustrien, inden han til sidst, nærmest fortabt i en hjerteskærende erkendelse, ambivalent forsøger at efterrationalisere og forklare sin diabolske handlinger. Hele forløbet er fremragende intenst beskrevet og visualiseret af Richard Fleischer i en mesterlig symbiose med James Masons skuespil i disse scener, hvor han krænger hele sjælen ud og dermed sætter stærkt ubehagelige spørgsmålstegn ved om Nemo i bund og grund blot skal klassificeres som terrorrist, eller om han i virkeligheden blot er en misforstået antihelt, der absurd stræber efter at rense verden fra ondskab på trods af, at han dermed selv bliver tvunget til at udføre ondskabsfulde handlinger. Når “20,000 Leagues Under The Sea” bevæger sig ind i disse mørke og melankolske perioder, er det bestemt ikke til at få øje på at historien på nogen som helst måde skulle have noget med Disney at gøre. På mange måder sørger den dynamiske duo, Douglas og Lorre, med deres herlige pingpong-comic relief-rutine, (på et tidspunkt i øvrigt i selskab med Nemos vagthund, søløven Esmeralda), dog hele tiden for at bevare den humoristiske modvægt uden at det på noget tidspunkt virker overgearet eller forceret. Dermed bliver deres oprørske og optimistiske løjer således ikke blot stillestående optrin, men smelter i stedet elegant sammen med udfordringen af kaptajn Nemo, hans menneskesyn og generelle livsfilosofi og vice versa. Således bliver to af filmens andre højdepunkter ligeledes intelligent integreret med samme store overbevisning og fantasifuldt overskud under et sammenstød med en ekstrem aggressiv kannibalstamme, der på komisk vis illustrer mennesket i sin mest primitive og destruktive form, ligesom en drabelig duel i et hæsblæsende stormvejr med piskende bølger imod en gigantisk blæksprutte viser menneskets natur fra sin bedste side, hvilket så samtidig fungerer som en metafor over Nemos kamp mod sine indre dæmoner, konstant forfulgt af sin egen skygge.
Det drabelige slag mod det monstrøse bæst bliver i samme åndedrag også en bitter forsmag på den gennemført deprimerende og klart atypiske Disney finales afsluttende scener, hvis rædselsvækkende billedside siger alt. Her er ingen kække bemærkninger eller på nogen måde antydninger af glæde, men blot stilhed og en lammelse af chok over hvad der i fremtiden potentielt lå og lurede af katastrofer for menneskeheden. Således blev “20,000 Leagues Under The Sea” cementeret som ikke blot den suverænt mest seriøse og bedste live action film fra Disneys side, men også en af de allerbedste værker inden for sin genre som understregede en film, der var og er ligeså betydningsfuld i forhold til formidlingen af sine alvorlige budskaber, som den generelt er indbegrebet af storslået og kulørt underholdning, tilsat en forrygende portion humoristisk slagside. Hvis man stadig skulle have denne fantastiske film til gode, så anbefaler jeg, at man får fat på den meget imponerende 2 disc Special Edition R1, hvis ekstramateriale er virkelig spændende at sidde og fordybe sig i, og som er et formidabelt supplement til dette magiske mesterværk, som for altid vil have en særlig plads i mit filmhjerte. ”I swear by my tattoo!”. :)
#700 BN 12 år siden
Et overraskende valg. :-)
Jeg havde ikke ventet en Disney-produktion så langt oppe på din liste. ... Med hensyn til min egen mening om filmen husker jeg den som en 3/6-oplevelse, men for en opdateret vurdering er et gensyn med den nok nødvendigt.