Cop Land og Midnight Cowboy er jeg helt enig i. Rigtig gode film. Jeg har ikke fået set de andre. Jeg blev først interesseret af Southland Tales via dens trailere, men da de dårlige anmeldelser så nærmest kom i en lind strøm, så afholdt det mig fra at se den. Jeg ved ikke lige, om jeg har viljen til at prøve og se den :)
Mit største personlige nederlag er dog, at jeg IKKE har Naked Spur i samlingen! Jeg kan ikke huske, at jeg har set den :( En katastrofe som Jimmy Stewart fan. Men jeg vil selvfølgelig benægte det, hvis det bliver nævnt udenfor vores mand-til-mand konversation!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Minsandten om ikke endnu et kulthit har fundet vej til listen og denne gang er det i en slimet og uforudsigelig form i skikkelse af David Finchers desillusionerede, dystre og sorthumoristiske opgør med forbrugersamfundets altopslugende materialisme, kontra meningen med menneskets eksistens. Edward Norton spiller the man wit presumably no name, der hader sit job, plus sit liv generelt, og hvis eneste vej ud af sit fastlåste og formålsløse depression er de korte adrenalin sus han får ved, at tilmelde sig diverse traumegrupper hvor folk lider af den ene mere forfærdelige sygdom efter den anden. Undervejs i forløbet møder han den ligeledes livstrætte Marla Singer, (Helena Bonham Carter), der måske kan vise sig at blive løsningen på hans filosofiske spekulationer og være det lille lys, der kan guide ham ud af det totale mentale mørke han befinder sig i. Men der kommer dog hurtigt forhindringer på vejen, da den karismatiske og psykopatiske stratenrøver Tyler Durden dukker op ud af det blå og lokker Mr. No name ind i et djævelsk og ultra voldeligt skråplan, der på sigt kan ende med at destruere hans eksistens og samfundet på én og samme gang.
Fincher har gjort det igen og lavet en visuel perle med nogle forrygende kameraturer igennem det dystoppiske landskab, der får fornemt mod og medspil fra et eksplosivt soundtrack/score og af tre skuespilpræstationer helt i top. Måske det bedste Brad Pitt har leveret i sin karriere til dato.
I 1982 skrev David Mamet teaterstykket “Glengary Glen Ross”, (en sammensætning af de to største kontrakter, Glengarry Highlands og Glen Ross Farm), om en gruppe desperate sælgere på afgrundens rand, der i løbet af kun 2 dage får chancen for at redde deres karriere og tager imod udfordringen ved at smide alle former for moral over bord, villige til at gøre hvad som helst for at blive i branchen. Instruktøren James Foley valgte meget loyalt overfor materialet, at lave filmen, der også har manuskript af David Mamet, som et filmet teaterstykke med kun ganske få locations og dialogen konstant i fokus. Det lyder måske umiddelbart lidt kedeligt i længden, men bliver det aldrig takket være et ensemble cast, (Al Pacino, Alan Arkin, Ed Harris, Kevin Spacey, Jonathan Pryce), der alle lever op til deres vanlige høje niveau. Mest interessant at følge er dog Jack Lemmons karakter, den afdankede Shelley ”The Machine” Levine, der med desperationen lysende ud af ansigtet prøver det bedste han kan for at genfinde fordums storhed, men efterhånden må sande, hvor trist det end måtte være, at han bare er to old for this shit.
På nær en enkelt scene på cirka 10 min., (som man kan se i link 2), følger filmen teaterstykket til punkt og prikke. Det nye indslag blev dog sjovt nok filmens suverænt bedste scene, da Alec Baldwin gør sin entre og levere det skrevne materiale med mesterlig timing og udstråling.
Oh ja, og så skal vi atter et smut tilbage til de herlige 80’ere i Michael Lehmans kulsorte, absurde og surrealistiske highschool komedie ”Heathers”, der helt bevidst sætter tingene på spidsen og tager et syrligt, sarkastisk og brutalt slag til kæben af de klassiske teenage temaer som klikedannelser, mobning, selvmord og selvstændighed, samt autoriternes mangel på handlekraft overfor de åbenlyse problemer, hvilket først bliver taget alvorligt da der så at sige kommer lig på bordet. Ubercoole Winona Ryder spiller filmens ene hovedrolle som den lettere forvirrede Veronica Sawyer, som stræber efter at nå ind i inderkredsen hos skolens populære klike bestående af de tre velhavende piger Heather, Heather og Heather. Efterhånden begynder trioens arrogante opførsel og etablerede hierarki at gå hende på nerverne, men det får hun dog en chance for at lave om på, da den nye elev på skolen, den kryptiske James Dean/J.D., (Christian Slater i sit livs rolle), tiltrækker hendes opmærksomhed og via en moralsk udfordrende rutsjebanetur forvandler den tilbageholdne Sawyer til en frihedskæmper for mangfoldigheden og bekæmper af diktatorisk, rabiat og fundamentalistisk tankegang.
Manuskriptet blev i sin tid op til flere gange forsøgt tilbudt til Stanley Kubrick, men af forskellige årsager måtte det projekt opgives og i stedet endte ”Heathers” i hænderne på Michael Lehman, som formåede at lave en lille mesterværk. Ku’ dog ha’ været meget interessant at se, hvad Kubrick ku’ ha’ fået ud af det her.
I 1997 blev den canadiske instruktør Vincenzo Natali kendt af de fleste filmnørder for sin klaustrofobiske lowbudget sci-fi gyser ”Cube”, der var et metaforisk mareridt om synd, straf, himmel og helvede sat engang i en ukendt fremtid. Filmen blev en kulthit og fik for alvor sat gang i den unge håbefulde Natalie, der fulgte succesen op 5 år senere med den endnu bedre sci-fi/film noir spion-thriller, ”Cypher”, om dobbeltagenter og industrispionage, der trods det ikke at ha’ ligeså store temaer som ”Cube” på programmet, lige var et par niveauer bedre over hele linjen alligevel. Jeremy Notham, (der ku’ ha’ været en perfekt James Bond), spiller (dobbelt)rollen som Morgan Sullivan, der er kørt træt i sit trivielle liv og som derfor lader sig lokke af sit firma DigiCorp til at gå undercover i det konkurrerende firma Sunway Systems som sælgeren Jack Thursby for at afsløre deres forretningsmetoder. Undervej møder han den udfordrende Rita Forster, (Lucy Liu), som overtaler ham til at arbejde for hendes chef Sebastian Rooks hos Sunway Systems. Efterhånden som handlingen skrider frem begynder Sullivan at miste overblikket og kommer i tvivl om sin egen identitet, der til sidst åbenbarer sig som en mindre genistreg fra Natali’s side, da det komplicerede plot’s gåde langt om længe bliver løst.
Jeg kan kun på det varmeste anbefale denne film, men hver forberedt på at holde tungen lige i munden for handlingen kræver fuld koncentration fra tilskueren. Jeg har linket til den engelske 2-disc udgave, som er et must hvis man har interesse i super fedt og omfattende ekstramateriale, der hverken findes på den danske eller amerikanske version.
Vi bliver i sci-fi miljøet, ligeledes med en film fra en canadisk instruktør og denne gang er det i skikkelse af legendariske David Cronenberg’s underspillede og bizarre modstykke til Warchowski brødrenes pompøse reality vs. virtual reality i den svulstige uptempo ”The Matrix”, som begge er interessante værker indenfor genren, men hvor mit hjerte mest ligger hos Cronenbergs film der igen, (ligesom det også var tilfældet med ”Videodrome”, ”The Fly” og ”Naked Lunch”), drager nytte af hans fascination for blandingen af det organiske og det maskinelle, bedst illustreret i Existenz’s levende game pods og det opfindsomme våben lavet af knogler, med tænder som kugler. I et ligeledes komplekst plot bliver Ted Pikol, (Jude Law), under et seminar for Antenna Resarch nyeste spil, viklet ind i et større komplot, da opfinderen/programmøren Allegra Geller, (Jennifer Jason Leigh), bliver udsat for et attentat. Sammen ender de med at flygte ind i spillet i håb om at finde løsningen på konspirationen bag, hvor både det konkurrerende firma, en oprørsgruppe og folk inde for egne rækker er mistænkte. Under missionen begynder Pikol langsomt at miste orienteringen og bliver i tvivl om hans handlinger er hans egne, eller om det i virkeligheden er spillet der styrer ham.
Cronenberg har med ”Existenz” lavet en medrivende og intelligent film med et dybt fascinerende univers, som alle burde gi’ en chance og få set. Ud over de to allerede nævnte skuespillere nydes der desuden godt af Willem Dafoe, Ian Holm, og Sarah Polley i mindre roller. Hvis man er interesseret i bonusguf, så er det den canadiske eller engelske udgave man skal ha’ fat i.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Heathers er jeg også rigtig glad for - dejlig sort humor. Dog er det alt for længe siden jeg har set den :) Derudover har jeg kun set Fight Club - en film jeg nok snart skal have set igen, for jeg fandt den umådelig skuffende første gang jeg så den, men alle herinde roser den jo til skyerne så måske den skulle have endnu en chance...
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
De tre jeg har set i denne omgang (Fight Club, Heathers og Existenz) er helt ok med mig. Existenz er dog langt fra Cronenbergs bedste film, men det er da bestemt en undervurderet lille perle.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Med handlingen sat i surfermiljøet går Jonah Markovitz ind, på samme facon som Ang Lee gjorde det i ”Brokeback Mountain”, og ryster fundamentet i måden man normalt betragter den arketypiske manderolle på i disse machodominerede miljøer. Dette er dog kun set i forhold til det ydre lag, for graver man dybere i det gyldne sand, gemmer der sig en langt mere interessant og multilagret historie om seksuel identitet og udlevelsen af sine drømme kontra familie og ansvar, som godt nok alle er traditionelle temaer, men som alligevel er fascinerende at følge pga. Joseph Whites ekstremt flotte og stemningsfulde fotograferingen, der elegant akkompagnerer Mankovitz underspillede fortælleform, samt de nærværende og stærke skuespilpræstationer der leveres af samtlige i det lille, næsten, no name cast. Især er kemien imellem Trevor White og Brad Rowe i de to hovedroller som det forelskede par Zack & Shaun ganske imponerende og viste man ikke bedre, ku’ man snildt lade sig overbevise om at begge er homoseksuelle i virkeligheden, så troværdigt er spillet imellem dem. Ligeledes ydes der afdæmpet og sensibel spil af Katie Walder som Zack’s on/off kæreste Tori, samt en intens præstation af Tina Holmes, (Law & Order, Six Feet Under), i en svær og ofte usympatisk rolle som Zack’s søster, den enlige mor Jeanne, hvis søn Cody bliver hovedstridspunktet i filmen.
Der er nok næppe særligt mange herhjemme, der kender noget som helst til Jonah Markovitz’s LGBT, (Leabian, gay, bisexual, transgender), relaterede film ”Shelter” trods det faktum, at den har vundet op til flere priser heriblandt HBO’s -”Outstanding First Dramatic Feature”. Og det er ret ærgerligt. for der er faktisk tale om en rigtig god film, som fortjener al den omtale den kan få
Lang tid før Warchowski brødrene gik amok i deres postapokalyptiske, religiøse sci-fi dommedags trilogi ”The Matrix”, lavede de denne lille lowbudget erotiske filmnoir sag, også bedre kendt som ”Bound”, som med tiden blev et kulthit hos både det brede publikum og en klassiker inden for LGBT miljøet, specielt hos det lesbiske publikum. Filmens status skyldes i høj grad et opfindsomt manuskript fra de to brødre som leger med og udfordrer det normalt forudsigelige og kliché prægede gangster set-up ved kløgtigt at bruge det som én stor metafor for den etablerede og fastlåste mafiadulle Violet, (Jennifer Tilly), til at bryde ud af det stereotype miljø/komme ud af skabet under hende og sin partner in crime Corky’s, (en ultra sexet Gina Gershon), dobbeltspil og opgør, om en større sum stjålne penge, med det patriarkdiske hierarki, symboliseret i de bevidst karikerede og overdrevent barske mafiosoer, der bl.a. tæller en storspillende og hysterisk morsom Joe Pantoliano i rollen som Violets aggressive og svært paranoide kæreste på lånt tid, Ceasar. ”Bound” betragtes ikke officielt som værende en del af den bølge kaldet New Queer Cinema, der revolutionerede LGBT genren i slut 80’erne og start 90’erne ved at lave historier med homoseksuelle karakterer, der helt bevidst, og med tanke på at gi’ en mere realistisk skildring, ikke sku’ portrættere dem som udelukkende positive og sympatiske mennesker.
Men den vurdering af ”Bound” holder netop ikke, da det lige præcis er NQC dyderne som Warchowski brødrene benytter sig af i deres beskrivelse af Violet og Corky’s væremåde og handlinger, der gør det nødvendigt for dem at agere ligeså brutalt og blodig som deres modstandere. Hverken de to kvinder, kampen for at opnå retten til deres kærlighed, eller deres seksualitet i det hele taget, bliver på noget tidspunkt forsøgt undskyldt eller sløret og det er det, der bl.a. er så fedt ved denne film, som med rette hører til i New Queer Cinema’s hall of fame.
Så hopper vi over på den anden side af floden i Clint Eastwoods dystre melodrama om tabt uskyld, hævn og paranoia blandt tre barndomsvenner Dave, Jimmy og Sean, (Tim Robbins, Sean Penn og Kevin Bacon), der alle slæber rundt på et grusomt traume fra fortiden, som efterfølgende på hver sin måde har givet dem dybe psykiske ar på sjælen. Siden hændelsen er Dave blevet en indelukket og nervøs type, der lige akkurat klarer sig igennem hverdagens trummerum med hjælp fra sin kone Celeste, (Marcia Gay Harden), mens Jimmy derimod er blevet den lokale gangsterboss og har forvandlet sig til en hårdkogt og kynisk karakter, hvis største lyspunkt er kærligheden til sin datter. Da hun pludselig findes brutalt myrdet, bliver Jimmy atter konfronteret med Sean der nu arbejder som kriminalbetjent og efterforsker i mordsagen. Undervejs rygtes det, at Dave muligvis har noget med drabet at gøre og langsomt begynder fortiden så småt at boble op til overfladen igen mellem de tre venner, jo mere jagten på morderen optrappes. Clint Eastwood har igen skabt et stemningsfyldt og yderst velspillet drama, der fuldt fortjent gav både Tim Robbins og Sean Penn en Oscar hver.
Begge er fremragende, men man så sandelig ikke glemme hverken Laura Linney, Kevin Bacon eller Laurence Fishburne som alle holder et meget højt niveau sammen med Brian Helgelands bundsolide manuskript, samt den flotte fotograferingen som gør Boston forstaden til en ekstra karakter, der kæmper for at slippe ud af fortidens depressive jerngreb.
Woody Allen spiller mega nørden Fielding Mellish, der ikke ligefrem elsker sit job som prøveklud for diverse opfindelser på patentkontoret og heller ikke har det store held med at imponere sin kæreste, aktivisten Nancy. Under en rejse til bananrepublikken San Marcos, (som han er taget til for at overbevise Nancy om, at han er ligeså interesseret i politik som hende), falder han ved et uheld i hænderne på oprørerne og bliver ved tilfældighedernes spil en af de ledene kræfter i den nært forestående revolution som dog kører godt og grundigt af sporet, da den nye diktator bliver sindssyg og bl.a. beordre alle borgere til at gå med undertøjet uden på det almindelig tøj. Han ryger ud og Mellish ind, og pludselig står manden uden holdninger som chef for et land i det totale kaos. For at få styr på sagerne tager Mellish til USA for økonomisk bistand, men bliver i stedet anhold for landsforræderi, hvilket ender i en af de mest bizarre og morsomme retssagsparodier jeg nogensinde har set. ”Bananas” er Woody Allen når han er allerbedst, som her hvor han tager tykt pis på hele det politiske spektre på én gang med jokes og oneliners i spandevis som solid opbakning
Hvis man har fået lyst til at se filmen så kig godt efter i scenen i undergrundsbanen i starten, hvor Allen bliver jagtet af en flok bøller anført af ingen ringere end Sylvester Stallone.
Det er ret basalt jagten på den store kærlighed, som er på spil her i Thomas Vinterberg’s storslåede og visuelt bedårende romantiske sci-fi thriller sat i en ikke så nær fremtid om to unge elskende, John og Elena’s, (Joaquin Phoenix og Claire Danes der er vidunderlige sammen), kamp for at finde gnisten i deres forhold igen midt i et verdenssamfund der med sin kyniske fokusering på materialisme, har skåret en følelseskold kile ned mellem menneskets behov for at integrere sig i hinandens liv og dermed skabt en social struktur hvor alle er sig selv nærmest, i hvad man ku’ kalde for the american dream gone bad i sin mest abstrakte form. I et plot der henter solid inspiration fra både Alfred Hitchcock og Stanley Kubrick, bliver man langsomt draget ind i dette pudseløjerlige New York fremtids univers og det metropolitanske high society miljø’s persongalleri, der med gustne blikke og afventende reaktioner mystificere og hypnotisere, inden filmens to protagonister sammen vælger at flygte fra og ud af omgivelsernes fastsatte rammer i en romantisk og højdramatisk flugt, hvor deres håb om en anderledes og bedre fremtid bliver symbolsk for hele den del af den menneskelige race, der deler samme politiske ståsted som Vinterberg.
Ved filmens slutning, (her tænker jeg ang. Joaquin Phoenix og Clare Danes), som kan tolkes både i en positiv men så sandelig også i en negativ retning, må jeg knibe en tårer eller to hver gang. Det er, hvordan man end vender og drejer det, et ufattelig smukt closing shot som Anthony Dodd Mantle laver her. Skønt filmen det meste af tiden foregår i New York, er der faktisk ikke optaget én eneste scene her. Alt sammen er lavet i enten Danmark eller Sverige, med f. eks Søndermarken som substitut for Central Park. Det lyder absurd, men takket være scenografen Ben Van Os ja så fungerer det overraskende godt og er særdeles veludført lavet.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg synes at filmen er rigtig god på visse punkter. Skuespillet og det visuelle er i top, som du selv skriver, og jeg synes virkelig at der er nogle komiske eller nærmere tragikomiske elementer. Fx de døde som flyder rundt i gaderne, og folk der bare vader over dem..
men nogle gange, bliver tingene også penslet en smule for meget ud. Du giver selv en meget passende beskrivelse/analyse af filmen. Jeg kunne bare godt have tænkt mig, at filmen havde været en smule mere abstrakt og ikke-ligetil :-)
I denne stærkt oversete men fremragende og rædselsvækkende film om borgerkrigens helvede under splittelsen af Yugoslavien, spiller Dennis Quaid en tidligere amerikansk marinesoldat, Joshua Rose, som efter et terrorangreb hvor han mister både sin kone Maria, (Natasha Kinski), og deres barn, i et raseri anfald tager en nådesløs hævn over en række tilfældige muslimer i en moské og efterfølgende stikker af til fremmedlegionen med vennen og kollegaen Peter, (Stellan Skarsgaard). Et par år senere befinder begge, mere eller mindre moralsk udbrændte, sig som snigskytter for den serbiske hær i en kaotisk situation som blot bliver yderligere forværret, da Rose udsættes for endnu en traumatisk oplevelse, der efterlader ham som en næsten følelseskold kampmaskine. Midt i det mareridtsagtige og hærgede landskab får han dog pludselig chancen for at genvinde sin tabte sjæl, da han under en mission krydser spor med den unge og højgravide Vera, (Natasha Ninkovic), som han egenrådigt påtager sig ansvaret for som beskytter.
Instruktør Pedrag Antonijevic, der oplevede rædslerne på egen krop, har med hjælp fra selveste Oliver Stone lavet en film der uden at lægge fingre imellem på blodig vis skildrer de afskyvækkende gerninger, som blev begået af begge sider under den brutale borgerkrig, og bruger den samtidig som baggrundstæppe for den centrale bibelmetaforiske historie om den faldne engel og menneskehedens mulige frelse, (Quaid & Ninkovic der begge spiller bragende godt), uden at det hele bliver for vulgært eller følelsespornoagtigt i sin stil. ”Savior” er en film der vil gøre ondt langt ind i hjertet på de fleste, især pga. afslutningen som er noget af det mest nervepirrende og modbydelige jeg har set.
Da Don Bluth og Gary Goldmans postapokalyptiske sci-fi animationsfilm i sin tid fik premiere, blev den et økonomisk flop og det afgørende dødsstød for Fox animated studios, der kort efter måtte dreje nøglen om og lukke biksen, hvilket dog var helt igennem selvforskyldt, da de ikke havde forstået at markedsføre ”Titan A.E.” på den rigtige måde og mod det rette publikum. For filmen der bl.a. er skrevet af Joss Whedon, (som har hentet inspiration herfra efterfølgende til både tv-serien ”Firefly” og sin tegneserie om ”Fray – The Future Slayer”, hvilken karakteren Akima minder en hel del om), og rost til skyerne for sin opfindsomhed af Roger Ebert burde ha’ været alt andet end en fiasko og har da også efterfølgende via sin DVD release opnået den opmærksomhed og anerkendelse fra et større publikum, som ”Titan A.E.” skulle ha’ haft fra start af. I et suverænt flot og perfekt integreret miks af håndtegnede animationer og CGI tages man med på et farvestrålende, magisk og tempofyldt eventyr rejsende mod fjerne galakser og bizarre planeter som ekstra passager på helten Cale og co.’s herlige rustbunke af et rumskib i deres jagt efter det sagnomspundne og værdigfulde Titan projekt, (der har forbindelse til jordens destruktion tidligere), alt imens det hårdtprøvede crew kæmper mod dødsfjenderne Drej, (skabt af ren energi), samt med interne intriger og ikke mindst kærligheden.
En stjerneparade af store navne, (Matt Damon, Drew Barrymore, Bill Pullman, Jeanine Gearafalo, Nathan Lane og John Leguizamo), der alle er i absolut topform, har lagt stemme til dette forrygende flotte og medrivende eventyr, som jeg vil betegne som tegnefilmsveteranen Don Bluths definitive mesterværk der ud over det allerede nævnte miks af stilarter også fungere upåklageligt på lydsiden med en kombination af Graeme Revells smukke, episke score og et svedigt rock soundtrack.
Da Johnny Depp’s karakter Gilbert Grape på et tidspunkt i filmen bliver bedt om at beskrive det sted han bor, svarer han med en bittersød tone ; ”Living in Endora is like dancing without music”, og opsummere hermed på glimrende vis det slumrende lille landsbysamfund, men illustrerer samtidig også sin egen frustration over at sidde uhjælpeligt fast i en suppedas, som der ikke synes nogen redning fra og fremtid i, fordi han har måttet påtage sig ansvaret for sin familie, (specielt sin svært overvægtige mor Bonnie og hans handicappede lillebror Arnie, hhv. Darlene Cates og Leonardo DiCaprio som begge er outstanding), efter faderens alt for tidlige død. Eneste adspredelse fra sine faste pligter er når Gilbert med jævne mellemrum ender i kanen med sin chefs liderlige og forsømte kone, (en herlig Mary Steenburgen), i en on/off affære der synes at være gået i selvsving. Der tegner sig dog håb forude, da han ved tilfældighedernes spil render på den spøjse Becky, (Juliette Lewis), som han forelsker sig hovedkulds i og hermed bevidst/ubevidst kommer på kollisionskurs med resten af sin familie. Lasse Hallstrom står bag denne underspillede og tilbagelænede perle, der er usandsynlig flot filmet af Svend Nykvist og fremragende spillet i samtlige roller.
Selv om der foregår op til flere interessante små historier i filmen, er det dog mest fascinerende at følge scenerne mellem Depp, Cates og DiCaprio som er virkelig hjerteskærende og ofte gør at undertegnede må knibe en tåre eller to undervejs. At DiCaprio ikke vandt en Oscar, (som han var nomineret til), for den præstation han leverer her er jeg, (ligesom Roger Ebert var i sin tid), dybt forundret over.
Orson welles både producerede, (delvist skrev i samarbejde med John Huston), instruerede og spillede den ene hovedrolle i denne fortættede og kompakte lille post WWII filmnoir thriller med altid karismatiske Edward G. Robinson i hovedrollen som krigsforbryderkommissionens udsendte mand i marken Mr. Wilson på jagt efter en af nazisternes største slyngler, den iskolde sociopat Franz Kindler, (Orson Welles), der nu lever et tilsyneladende fredfyldt liv i en mindre landsby i USA som underviser på det lokale college. Her har han udspekuleret sørget for at gifte sig med en kvinde, der tilfældigvis også er datter af en højesteretsdommer, med henblik på at ku’ lave en deal, hvis han evt. sku’ blive afsløret for sin grusomme fortid. Nu er det op til Wilson at se om han, (bl.a. ved at bruge Kindlers tidligere assistent som lokkemad), kan få overbevist de stærkt tvivlende omgivelser om Kindlers sande identitet, og nå at få stoppet ham i tide inden Wilson selv kommer i farezonen.
Duellen mellem Edward G. Robinson og Orson Welles, der for det meste af tiden foregår på det psykologiske plan, er helt igennem fænomenal at følge i samtlige scener hvor den snarrådige og erfarne detektiv krydser klinger med den arrogante og super intelligente charmør. ”The Stranger” er, uden dog at være helt på samme niveau, hvad man bedst kan beskrive som et miks af Fritz Lang’s M og Carol Reed’s The Third Man, og kan varmt anbefales alle med en forkærlighed for filmnoir samt de nævnte skuespillere.
Vi bliver inde for det krigsrelaterede med Roland Joffe’s barske og hjerteskærende tredobbelte Oscar vinder om De Røde Khameeres, (en kommunistisk styret hær), blodige og brutale regime i Cambodia efter borgerkrigen mod den nationale hær, som var en følgevirkning af Vietnam krigen i 70’erne. Sam Waterston og Haing S. Ngor spiller hhv. New York Times journalisten Sydney Shanberg og den cambodjanske journalist/tolk Dith Pran, der udvikler et nært venskab i perioden op til og under Pol Pot regimets magtovertagelse og efterfølgende massakre af civilbefolkningen i et af de værste blodbad i nyere tids krigshistorie. Mens Shanberg ender tilbage i USA og modtager en pris for sin indsats, bliver Pran taget til fange og ender i en arbejdslejr i Cambodia, hvor han må igennem den ene traumatiske og ydmygende situation efter den anden i håbet for at overleve. Efterhånden som tiden går og der stadig intet nyt er om Prans skæbne, hænger Shanbergs samvittighed til sidst så meget i laser, at han beslutter sig for personligt at ta’ affære, alt imens Pran forsøger sig ud i en sidste desperat flugt, der sætter en tyk blodig streg under den verden af pervers galskab han befinder sig i.
”The Killing Fields” er afgjort ikke for sarte sjæle og der er specielt scener i fangelejren og under flugten som er stærkt ubehagelige at se på, perfekt afspejlet i Haing S. Ngors, (der vandt Oscar for bedste birolle), fantastiske indlevende skuespil, som illustrerer håbløsheden og afmagten på den mest grusommeste facon. Jeg vil ikke afsløre selve afslutningen, men blot konstatere at den er en af den slags, hvor man næppe kan holde tårerne tilbage. Mike Oldfield har øvrigt lavet filmens meget smukke score, som kan anbefales at tjekke ud sammen med ”The Killing Fields”, der fås på R2 fra England i en cool 2 disc udgave.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#71 filmz-Bruce 14 år siden
Mit største personlige nederlag er dog, at jeg IKKE har Naked Spur i samlingen! Jeg kan ikke huske, at jeg har set den :( En katastrofe som Jimmy Stewart fan. Men jeg vil selvfølgelig benægte det, hvis det bliver nævnt udenfor vores mand-til-mand konversation!
#72 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0245434423...
Minsandten om ikke endnu et kulthit har fundet vej til listen og denne gang er det i en slimet og uforudsigelig form i skikkelse af David Finchers desillusionerede, dystre og sorthumoristiske opgør med forbrugersamfundets altopslugende materialisme, kontra meningen med menneskets eksistens. Edward Norton spiller the man wit presumably no name, der hader sit job, plus sit liv generelt, og hvis eneste vej ud af sit fastlåste og formålsløse depression er de korte adrenalin sus han får ved, at tilmelde sig diverse traumegrupper hvor folk lider af den ene mere forfærdelige sygdom efter den anden. Undervejs i forløbet møder han den ligeledes livstrætte Marla Singer, (Helena Bonham Carter), der måske kan vise sig at blive løsningen på hans filosofiske spekulationer og være det lille lys, der kan guide ham ud af det totale mentale mørke han befinder sig i. Men der kommer dog hurtigt forhindringer på vejen, da den karismatiske og psykopatiske stratenrøver Tyler Durden dukker op ud af det blå og lokker Mr. No name ind i et djævelsk og ultra voldeligt skråplan, der på sigt kan ende med at destruere hans eksistens og samfundet på én og samme gang.
Fincher har gjort det igen og lavet en visuel perle med nogle forrygende kameraturer igennem det dystoppiske landskab, der får fornemt mod og medspil fra et eksplosivt soundtrack/score og af tre skuespilpræstationer helt i top. Måske det bedste Brad Pitt har leveret i sin karriere til dato.
(154) : Glengary Glen Ross, 1992
http://www.amazon.co.uk/Glengarry-Glen-Ross-DVD-Pa...
I 1982 skrev David Mamet teaterstykket “Glengary Glen Ross”, (en sammensætning af de to største kontrakter, Glengarry Highlands og Glen Ross Farm), om en gruppe desperate sælgere på afgrundens rand, der i løbet af kun 2 dage får chancen for at redde deres karriere og tager imod udfordringen ved at smide alle former for moral over bord, villige til at gøre hvad som helst for at blive i branchen. Instruktøren James Foley valgte meget loyalt overfor materialet, at lave filmen, der også har manuskript af David Mamet, som et filmet teaterstykke med kun ganske få locations og dialogen konstant i fokus. Det lyder måske umiddelbart lidt kedeligt i længden, men bliver det aldrig takket være et ensemble cast, (Al Pacino, Alan Arkin, Ed Harris, Kevin Spacey, Jonathan Pryce), der alle lever op til deres vanlige høje niveau. Mest interessant at følge er dog Jack Lemmons karakter, den afdankede Shelley ”The Machine” Levine, der med desperationen lysende ud af ansigtet prøver det bedste han kan for at genfinde fordums storhed, men efterhånden må sande, hvor trist det end måtte være, at han bare er to old for this shit.
På nær en enkelt scene på cirka 10 min., (som man kan se i link 2), følger filmen teaterstykket til punkt og prikke. Det nye indslag blev dog sjovt nok filmens suverænt bedste scene, da Alec Baldwin gør sin entre og levere det skrevne materiale med mesterlig timing og udstråling.
(153) : Heathers, 1989
http://www.axelmusic.com/productDetails/0131315989...
Oh ja, og så skal vi atter et smut tilbage til de herlige 80’ere i Michael Lehmans kulsorte, absurde og surrealistiske highschool komedie ”Heathers”, der helt bevidst sætter tingene på spidsen og tager et syrligt, sarkastisk og brutalt slag til kæben af de klassiske teenage temaer som klikedannelser, mobning, selvmord og selvstændighed, samt autoriternes mangel på handlekraft overfor de åbenlyse problemer, hvilket først bliver taget alvorligt da der så at sige kommer lig på bordet. Ubercoole Winona Ryder spiller filmens ene hovedrolle som den lettere forvirrede Veronica Sawyer, som stræber efter at nå ind i inderkredsen hos skolens populære klike bestående af de tre velhavende piger Heather, Heather og Heather. Efterhånden begynder trioens arrogante opførsel og etablerede hierarki at gå hende på nerverne, men det får hun dog en chance for at lave om på, da den nye elev på skolen, den kryptiske James Dean/J.D., (Christian Slater i sit livs rolle), tiltrækker hendes opmærksomhed og via en moralsk udfordrende rutsjebanetur forvandler den tilbageholdne Sawyer til en frihedskæmper for mangfoldigheden og bekæmper af diktatorisk, rabiat og fundamentalistisk tankegang.
Manuskriptet blev i sin tid op til flere gange forsøgt tilbudt til Stanley Kubrick, men af forskellige årsager måtte det projekt opgives og i stedet endte ”Heathers” i hænderne på Michael Lehman, som formåede at lave en lille mesterværk. Ku’ dog ha’ været meget interessant at se, hvad Kubrick ku’ ha’ fået ud af det her.
(152) : Cypher, 2002
http://www.amazon.co.uk/Cypher-DVD-Jeremy-Northam/...
I 1997 blev den canadiske instruktør Vincenzo Natali kendt af de fleste filmnørder for sin klaustrofobiske lowbudget sci-fi gyser ”Cube”, der var et metaforisk mareridt om synd, straf, himmel og helvede sat engang i en ukendt fremtid. Filmen blev en kulthit og fik for alvor sat gang i den unge håbefulde Natalie, der fulgte succesen op 5 år senere med den endnu bedre sci-fi/film noir spion-thriller, ”Cypher”, om dobbeltagenter og industrispionage, der trods det ikke at ha’ ligeså store temaer som ”Cube” på programmet, lige var et par niveauer bedre over hele linjen alligevel. Jeremy Notham, (der ku’ ha’ været en perfekt James Bond), spiller (dobbelt)rollen som Morgan Sullivan, der er kørt træt i sit trivielle liv og som derfor lader sig lokke af sit firma DigiCorp til at gå undercover i det konkurrerende firma Sunway Systems som sælgeren Jack Thursby for at afsløre deres forretningsmetoder. Undervej møder han den udfordrende Rita Forster, (Lucy Liu), som overtaler ham til at arbejde for hendes chef Sebastian Rooks hos Sunway Systems. Efterhånden som handlingen skrider frem begynder Sullivan at miste overblikket og kommer i tvivl om sin egen identitet, der til sidst åbenbarer sig som en mindre genistreg fra Natali’s side, da det komplicerede plot’s gåde langt om længe bliver løst.
Jeg kan kun på det varmeste anbefale denne film, men hver forberedt på at holde tungen lige i munden for handlingen kræver fuld koncentration fra tilskueren. Jeg har linket til den engelske 2-disc udgave, som er et must hvis man har interesse i super fedt og omfattende ekstramateriale, der hverken findes på den danske eller amerikanske version.
(151) : Existenz, 1999
http://www.axelmusic.com/productDetails/0659351299...
Vi bliver i sci-fi miljøet, ligeledes med en film fra en canadisk instruktør og denne gang er det i skikkelse af legendariske David Cronenberg’s underspillede og bizarre modstykke til Warchowski brødrenes pompøse reality vs. virtual reality i den svulstige uptempo ”The Matrix”, som begge er interessante værker indenfor genren, men hvor mit hjerte mest ligger hos Cronenbergs film der igen, (ligesom det også var tilfældet med ”Videodrome”, ”The Fly” og ”Naked Lunch”), drager nytte af hans fascination for blandingen af det organiske og det maskinelle, bedst illustreret i Existenz’s levende game pods og det opfindsomme våben lavet af knogler, med tænder som kugler. I et ligeledes komplekst plot bliver Ted Pikol, (Jude Law), under et seminar for Antenna Resarch nyeste spil, viklet ind i et større komplot, da opfinderen/programmøren Allegra Geller, (Jennifer Jason Leigh), bliver udsat for et attentat. Sammen ender de med at flygte ind i spillet i håb om at finde løsningen på konspirationen bag, hvor både det konkurrerende firma, en oprørsgruppe og folk inde for egne rækker er mistænkte. Under missionen begynder Pikol langsomt at miste orienteringen og bliver i tvivl om hans handlinger er hans egne, eller om det i virkeligheden er spillet der styrer ham.
Cronenberg har med ”Existenz” lavet en medrivende og intelligent film med et dybt fascinerende univers, som alle burde gi’ en chance og få set. Ud over de to allerede nævnte skuespillere nydes der desuden godt af Willem Dafoe, Ian Holm, og Sarah Polley i mindre roller. Hvis man er interesseret i bonusguf, så er det den canadiske eller engelske udgave man skal ha’ fat i.
#73 wimmie 14 år siden
Derudover har jeg kun set Fight Club - en film jeg nok snart skal have set igen, for jeg fandt den umådelig skuffende første gang jeg så den, men alle herinde roser den jo til skyerne så måske den skulle have endnu en chance...
#74 MuManden 14 år siden
#75 filmz-Bruce 14 år siden
#76 Lord Beef Jerky 14 år siden
#77 NightHawk 14 år siden
(150) : Shelter, 2007
http://www.axelmusic.com/productDetails/8584230013...
Med handlingen sat i surfermiljøet går Jonah Markovitz ind, på samme facon som Ang Lee gjorde det i ”Brokeback Mountain”, og ryster fundamentet i måden man normalt betragter den arketypiske manderolle på i disse machodominerede miljøer. Dette er dog kun set i forhold til det ydre lag, for graver man dybere i det gyldne sand, gemmer der sig en langt mere interessant og multilagret historie om seksuel identitet og udlevelsen af sine drømme kontra familie og ansvar, som godt nok alle er traditionelle temaer, men som alligevel er fascinerende at følge pga. Joseph Whites ekstremt flotte og stemningsfulde fotograferingen, der elegant akkompagnerer Mankovitz underspillede fortælleform, samt de nærværende og stærke skuespilpræstationer der leveres af samtlige i det lille, næsten, no name cast. Især er kemien imellem Trevor White og Brad Rowe i de to hovedroller som det forelskede par Zack & Shaun ganske imponerende og viste man ikke bedre, ku’ man snildt lade sig overbevise om at begge er homoseksuelle i virkeligheden, så troværdigt er spillet imellem dem. Ligeledes ydes der afdæmpet og sensibel spil af Katie Walder som Zack’s on/off kæreste Tori, samt en intens præstation af Tina Holmes, (Law & Order, Six Feet Under), i en svær og ofte usympatisk rolle som Zack’s søster, den enlige mor Jeanne, hvis søn Cody bliver hovedstridspunktet i filmen.
Der er nok næppe særligt mange herhjemme, der kender noget som helst til Jonah Markovitz’s LGBT, (Leabian, gay, bisexual, transgender), relaterede film ”Shelter” trods det faktum, at den har vundet op til flere priser heriblandt HBO’s -”Outstanding First Dramatic Feature”. Og det er ret ærgerligt. for der er faktisk tale om en rigtig god film, som fortjener al den omtale den kan få
(149) : Bound, 1996
http://www.amazon.co.uk/Bound-DVD-Jennifer-Tilly/d...
Lang tid før Warchowski brødrene gik amok i deres postapokalyptiske, religiøse sci-fi dommedags trilogi ”The Matrix”, lavede de denne lille lowbudget erotiske filmnoir sag, også bedre kendt som ”Bound”, som med tiden blev et kulthit hos både det brede publikum og en klassiker inden for LGBT miljøet, specielt hos det lesbiske publikum. Filmens status skyldes i høj grad et opfindsomt manuskript fra de to brødre som leger med og udfordrer det normalt forudsigelige og kliché prægede gangster set-up ved kløgtigt at bruge det som én stor metafor for den etablerede og fastlåste mafiadulle Violet, (Jennifer Tilly), til at bryde ud af det stereotype miljø/komme ud af skabet under hende og sin partner in crime Corky’s, (en ultra sexet Gina Gershon), dobbeltspil og opgør, om en større sum stjålne penge, med det patriarkdiske hierarki, symboliseret i de bevidst karikerede og overdrevent barske mafiosoer, der bl.a. tæller en storspillende og hysterisk morsom Joe Pantoliano i rollen som Violets aggressive og svært paranoide kæreste på lånt tid, Ceasar. ”Bound” betragtes ikke officielt som værende en del af den bølge kaldet New Queer Cinema, der revolutionerede LGBT genren i slut 80’erne og start 90’erne ved at lave historier med homoseksuelle karakterer, der helt bevidst, og med tanke på at gi’ en mere realistisk skildring, ikke sku’ portrættere dem som udelukkende positive og sympatiske mennesker.
Men den vurdering af ”Bound” holder netop ikke, da det lige præcis er NQC dyderne som Warchowski brødrene benytter sig af i deres beskrivelse af Violet og Corky’s væremåde og handlinger, der gør det nødvendigt for dem at agere ligeså brutalt og blodig som deres modstandere. Hverken de to kvinder, kampen for at opnå retten til deres kærlighed, eller deres seksualitet i det hele taget, bliver på noget tidspunkt forsøgt undskyldt eller sløret og det er det, der bl.a. er så fedt ved denne film, som med rette hører til i New Queer Cinema’s hall of fame.
(148) : Mystic River, 2003
http://www.axelmusic.com/productDetails/0853933854...
Så hopper vi over på den anden side af floden i Clint Eastwoods dystre melodrama om tabt uskyld, hævn og paranoia blandt tre barndomsvenner Dave, Jimmy og Sean, (Tim Robbins, Sean Penn og Kevin Bacon), der alle slæber rundt på et grusomt traume fra fortiden, som efterfølgende på hver sin måde har givet dem dybe psykiske ar på sjælen. Siden hændelsen er Dave blevet en indelukket og nervøs type, der lige akkurat klarer sig igennem hverdagens trummerum med hjælp fra sin kone Celeste, (Marcia Gay Harden), mens Jimmy derimod er blevet den lokale gangsterboss og har forvandlet sig til en hårdkogt og kynisk karakter, hvis største lyspunkt er kærligheden til sin datter. Da hun pludselig findes brutalt myrdet, bliver Jimmy atter konfronteret med Sean der nu arbejder som kriminalbetjent og efterforsker i mordsagen. Undervejs rygtes det, at Dave muligvis har noget med drabet at gøre og langsomt begynder fortiden så småt at boble op til overfladen igen mellem de tre venner, jo mere jagten på morderen optrappes. Clint Eastwood har igen skabt et stemningsfyldt og yderst velspillet drama, der fuldt fortjent gav både Tim Robbins og Sean Penn en Oscar hver.
Begge er fremragende, men man så sandelig ikke glemme hverken Laura Linney, Kevin Bacon eller Laurence Fishburne som alle holder et meget højt niveau sammen med Brian Helgelands bundsolide manuskript, samt den flotte fotograferingen som gør Boston forstaden til en ekstra karakter, der kæmper for at slippe ud af fortidens depressive jerngreb.
(147) : Bananas, 1971
http://www.amazon.co.uk/Bananas-DVD-Woody-Allen/dp...
Woody Allen spiller mega nørden Fielding Mellish, der ikke ligefrem elsker sit job som prøveklud for diverse opfindelser på patentkontoret og heller ikke har det store held med at imponere sin kæreste, aktivisten Nancy. Under en rejse til bananrepublikken San Marcos, (som han er taget til for at overbevise Nancy om, at han er ligeså interesseret i politik som hende), falder han ved et uheld i hænderne på oprørerne og bliver ved tilfældighedernes spil en af de ledene kræfter i den nært forestående revolution som dog kører godt og grundigt af sporet, da den nye diktator bliver sindssyg og bl.a. beordre alle borgere til at gå med undertøjet uden på det almindelig tøj. Han ryger ud og Mellish ind, og pludselig står manden uden holdninger som chef for et land i det totale kaos. For at få styr på sagerne tager Mellish til USA for økonomisk bistand, men bliver i stedet anhold for landsforræderi, hvilket ender i en af de mest bizarre og morsomme retssagsparodier jeg nogensinde har set. ”Bananas” er Woody Allen når han er allerbedst, som her hvor han tager tykt pis på hele det politiske spektre på én gang med jokes og oneliners i spandevis som solid opbakning
Hvis man har fået lyst til at se filmen så kig godt efter i scenen i undergrundsbanen i starten, hvor Allen bliver jagtet af en flok bøller anført af ingen ringere end Sylvester Stallone.
(146) : It’s All About Love, 2003
http://www.laserdisken.dk/html/visvare.dna?DO=vis&...
Det er ret basalt jagten på den store kærlighed, som er på spil her i Thomas Vinterberg’s storslåede og visuelt bedårende romantiske sci-fi thriller sat i en ikke så nær fremtid om to unge elskende, John og Elena’s, (Joaquin Phoenix og Claire Danes der er vidunderlige sammen), kamp for at finde gnisten i deres forhold igen midt i et verdenssamfund der med sin kyniske fokusering på materialisme, har skåret en følelseskold kile ned mellem menneskets behov for at integrere sig i hinandens liv og dermed skabt en social struktur hvor alle er sig selv nærmest, i hvad man ku’ kalde for the american dream gone bad i sin mest abstrakte form. I et plot der henter solid inspiration fra både Alfred Hitchcock og Stanley Kubrick, bliver man langsomt draget ind i dette pudseløjerlige New York fremtids univers og det metropolitanske high society miljø’s persongalleri, der med gustne blikke og afventende reaktioner mystificere og hypnotisere, inden filmens to protagonister sammen vælger at flygte fra og ud af omgivelsernes fastsatte rammer i en romantisk og højdramatisk flugt, hvor deres håb om en anderledes og bedre fremtid bliver symbolsk for hele den del af den menneskelige race, der deler samme politiske ståsted som Vinterberg.
Ved filmens slutning, (her tænker jeg ang. Joaquin Phoenix og Clare Danes), som kan tolkes både i en positiv men så sandelig også i en negativ retning, må jeg knibe en tårer eller to hver gang. Det er, hvordan man end vender og drejer det, et ufattelig smukt closing shot som Anthony Dodd Mantle laver her. Skønt filmen det meste af tiden foregår i New York, er der faktisk ikke optaget én eneste scene her. Alt sammen er lavet i enten Danmark eller Sverige, med f. eks Søndermarken som substitut for Central Park. Det lyder absurd, men takket være scenografen Ben Van Os ja så fungerer det overraskende godt og er særdeles veludført lavet.
#78 AP 14 år siden
Jeg synes at filmen er rigtig god på visse punkter. Skuespillet og det visuelle er i top, som du selv skriver, og jeg synes virkelig at der er nogle komiske eller nærmere tragikomiske elementer. Fx de døde som flyder rundt i gaderne, og folk der bare vader over dem..
men nogle gange, bliver tingene også penslet en smule for meget ud. Du giver selv en meget passende beskrivelse/analyse af filmen. Jeg kunne bare godt have tænkt mig, at filmen havde været en smule mere abstrakt og ikke-ligetil :-)
#79 filmz-Bruce 14 år siden
#80 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433960310...
I denne stærkt oversete men fremragende og rædselsvækkende film om borgerkrigens helvede under splittelsen af Yugoslavien, spiller Dennis Quaid en tidligere amerikansk marinesoldat, Joshua Rose, som efter et terrorangreb hvor han mister både sin kone Maria, (Natasha Kinski), og deres barn, i et raseri anfald tager en nådesløs hævn over en række tilfældige muslimer i en moské og efterfølgende stikker af til fremmedlegionen med vennen og kollegaen Peter, (Stellan Skarsgaard). Et par år senere befinder begge, mere eller mindre moralsk udbrændte, sig som snigskytter for den serbiske hær i en kaotisk situation som blot bliver yderligere forværret, da Rose udsættes for endnu en traumatisk oplevelse, der efterlader ham som en næsten følelseskold kampmaskine. Midt i det mareridtsagtige og hærgede landskab får han dog pludselig chancen for at genvinde sin tabte sjæl, da han under en mission krydser spor med den unge og højgravide Vera, (Natasha Ninkovic), som han egenrådigt påtager sig ansvaret for som beskytter.
Instruktør Pedrag Antonijevic, der oplevede rædslerne på egen krop, har med hjælp fra selveste Oliver Stone lavet en film der uden at lægge fingre imellem på blodig vis skildrer de afskyvækkende gerninger, som blev begået af begge sider under den brutale borgerkrig, og bruger den samtidig som baggrundstæppe for den centrale bibelmetaforiske historie om den faldne engel og menneskehedens mulige frelse, (Quaid & Ninkovic der begge spiller bragende godt), uden at det hele bliver for vulgært eller følelsespornoagtigt i sin stil. ”Savior” er en film der vil gøre ondt langt ind i hjertet på de fleste, især pga. afslutningen som er noget af det mest nervepirrende og modbydelige jeg har set.
(144) : Titan A.E., 2000
http://www.axelmusic.com/productDetails/0245430092...
Da Don Bluth og Gary Goldmans postapokalyptiske sci-fi animationsfilm i sin tid fik premiere, blev den et økonomisk flop og det afgørende dødsstød for Fox animated studios, der kort efter måtte dreje nøglen om og lukke biksen, hvilket dog var helt igennem selvforskyldt, da de ikke havde forstået at markedsføre ”Titan A.E.” på den rigtige måde og mod det rette publikum. For filmen der bl.a. er skrevet af Joss Whedon, (som har hentet inspiration herfra efterfølgende til både tv-serien ”Firefly” og sin tegneserie om ”Fray – The Future Slayer”, hvilken karakteren Akima minder en hel del om), og rost til skyerne for sin opfindsomhed af Roger Ebert burde ha’ været alt andet end en fiasko og har da også efterfølgende via sin DVD release opnået den opmærksomhed og anerkendelse fra et større publikum, som ”Titan A.E.” skulle ha’ haft fra start af. I et suverænt flot og perfekt integreret miks af håndtegnede animationer og CGI tages man med på et farvestrålende, magisk og tempofyldt eventyr rejsende mod fjerne galakser og bizarre planeter som ekstra passager på helten Cale og co.’s herlige rustbunke af et rumskib i deres jagt efter det sagnomspundne og værdigfulde Titan projekt, (der har forbindelse til jordens destruktion tidligere), alt imens det hårdtprøvede crew kæmper mod dødsfjenderne Drej, (skabt af ren energi), samt med interne intriger og ikke mindst kærligheden.
En stjerneparade af store navne, (Matt Damon, Drew Barrymore, Bill Pullman, Jeanine Gearafalo, Nathan Lane og John Leguizamo), der alle er i absolut topform, har lagt stemme til dette forrygende flotte og medrivende eventyr, som jeg vil betegne som tegnefilmsveteranen Don Bluths definitive mesterværk der ud over det allerede nævnte miks af stilarter også fungere upåklageligt på lydsiden med en kombination af Graeme Revells smukke, episke score og et svedigt rock soundtrack.
(143) : What’s Eating Gilbert Grape, 1993
http://www.axelmusic.com/productDetails/0973604212...
Da Johnny Depp’s karakter Gilbert Grape på et tidspunkt i filmen bliver bedt om at beskrive det sted han bor, svarer han med en bittersød tone ; ”Living in Endora is like dancing without music”, og opsummere hermed på glimrende vis det slumrende lille landsbysamfund, men illustrerer samtidig også sin egen frustration over at sidde uhjælpeligt fast i en suppedas, som der ikke synes nogen redning fra og fremtid i, fordi han har måttet påtage sig ansvaret for sin familie, (specielt sin svært overvægtige mor Bonnie og hans handicappede lillebror Arnie, hhv. Darlene Cates og Leonardo DiCaprio som begge er outstanding), efter faderens alt for tidlige død. Eneste adspredelse fra sine faste pligter er når Gilbert med jævne mellemrum ender i kanen med sin chefs liderlige og forsømte kone, (en herlig Mary Steenburgen), i en on/off affære der synes at være gået i selvsving. Der tegner sig dog håb forude, da han ved tilfældighedernes spil render på den spøjse Becky, (Juliette Lewis), som han forelsker sig hovedkulds i og hermed bevidst/ubevidst kommer på kollisionskurs med resten af sin familie. Lasse Hallstrom står bag denne underspillede og tilbagelænede perle, der er usandsynlig flot filmet af Svend Nykvist og fremragende spillet i samtlige roller.
Selv om der foregår op til flere interessante små historier i filmen, er det dog mest fascinerende at følge scenerne mellem Depp, Cates og DiCaprio som er virkelig hjerteskærende og ofte gør at undertegnede må knibe en tåre eller to undervejs. At DiCaprio ikke vandt en Oscar, (som han var nomineret til), for den præstation han leverer her er jeg, (ligesom Roger Ebert var i sin tid), dybt forundret over.
(142) : The Stranger, 1946
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276160810...
Orson welles både producerede, (delvist skrev i samarbejde med John Huston), instruerede og spillede den ene hovedrolle i denne fortættede og kompakte lille post WWII filmnoir thriller med altid karismatiske Edward G. Robinson i hovedrollen som krigsforbryderkommissionens udsendte mand i marken Mr. Wilson på jagt efter en af nazisternes største slyngler, den iskolde sociopat Franz Kindler, (Orson Welles), der nu lever et tilsyneladende fredfyldt liv i en mindre landsby i USA som underviser på det lokale college. Her har han udspekuleret sørget for at gifte sig med en kvinde, der tilfældigvis også er datter af en højesteretsdommer, med henblik på at ku’ lave en deal, hvis han evt. sku’ blive afsløret for sin grusomme fortid. Nu er det op til Wilson at se om han, (bl.a. ved at bruge Kindlers tidligere assistent som lokkemad), kan få overbevist de stærkt tvivlende omgivelser om Kindlers sande identitet, og nå at få stoppet ham i tide inden Wilson selv kommer i farezonen.
Duellen mellem Edward G. Robinson og Orson Welles, der for det meste af tiden foregår på det psykologiske plan, er helt igennem fænomenal at følge i samtlige scener hvor den snarrådige og erfarne detektiv krydser klinger med den arrogante og super intelligente charmør. ”The Stranger” er, uden dog at være helt på samme niveau, hvad man bedst kan beskrive som et miks af Fritz Lang’s M og Carol Reed’s The Third Man, og kan varmt anbefales alle med en forkærlighed for filmnoir samt de nævnte skuespillere.
(141) : The Killing Fields, 1984
http://www.amazon.co.uk/Killing-Fields-Special-DVD...
Vi bliver inde for det krigsrelaterede med Roland Joffe’s barske og hjerteskærende tredobbelte Oscar vinder om De Røde Khameeres, (en kommunistisk styret hær), blodige og brutale regime i Cambodia efter borgerkrigen mod den nationale hær, som var en følgevirkning af Vietnam krigen i 70’erne. Sam Waterston og Haing S. Ngor spiller hhv. New York Times journalisten Sydney Shanberg og den cambodjanske journalist/tolk Dith Pran, der udvikler et nært venskab i perioden op til og under Pol Pot regimets magtovertagelse og efterfølgende massakre af civilbefolkningen i et af de værste blodbad i nyere tids krigshistorie. Mens Shanberg ender tilbage i USA og modtager en pris for sin indsats, bliver Pran taget til fange og ender i en arbejdslejr i Cambodia, hvor han må igennem den ene traumatiske og ydmygende situation efter den anden i håbet for at overleve. Efterhånden som tiden går og der stadig intet nyt er om Prans skæbne, hænger Shanbergs samvittighed til sidst så meget i laser, at han beslutter sig for personligt at ta’ affære, alt imens Pran forsøger sig ud i en sidste desperat flugt, der sætter en tyk blodig streg under den verden af pervers galskab han befinder sig i.
”The Killing Fields” er afgjort ikke for sarte sjæle og der er specielt scener i fangelejren og under flugten som er stærkt ubehagelige at se på, perfekt afspejlet i Haing S. Ngors, (der vandt Oscar for bedste birolle), fantastiske indlevende skuespil, som illustrerer håbløsheden og afmagten på den mest grusommeste facon. Jeg vil ikke afsløre selve afslutningen, men blot konstatere at den er en af den slags, hvor man næppe kan holde tårerne tilbage. Mike Oldfield har øvrigt lavet filmens meget smukke score, som kan anbefales at tjekke ud sammen med ”The Killing Fields”, der fås på R2 fra England i en cool 2 disc udgave.