SIR Ridley Scott (90) skrev:

Hvad sangen betyder for Bruce personligt og ikke mindst disse linier, ses tydeligt første gang Springsteen [url= sidste vers[/url].

Jeg fik sgu selv helt ondt i hjertet, da jeg så klippet. Især da han når frem til sidste vers, hvor han beskriver sammenstødet mellem virkelighedens barske realiter og de knuste drømme, ser man tydeligt hvor mange minder der dukker op igen og hvor stor smerte han udsætter sig selv for. "The River" er bare en af den slags helt specielle numre som i svær grad taler til følelserne, og når man først har læst teksten og kender historien bag, ja så er det unægtelig svært ikke at blive dybt rørt over sangens budskab.

SIR Ridley Scott (90) skrev:

Jeg forsøgte lige at finde noget frem fra et interview fra midt 80'erne, hvor han netop snakker en del om baggrunden for The River og historien om søsteren og svogeren. Det skulle være fra 84-85 og kan huske, jeg så det på svensk TV.

Men hvis du ikke har hørt The River versionen fra 1975-85 albummet, så skal du høre det her. På det tidspunkt i 80'erne var Springsteen en "storyteller" på scenen og fortalte ofte 2-3 vedkommende historier af 5 minutters varighed under en koncert, som intro til en sang. De var enormt effektfulde og ja ... klichéfyldte. Men hører man introen med hans fars "When the army gets you, they're gonna make a man out of you", skal man ikke have den store forestillingsevne for at fornemme "klimaks" den aften på scenen og overgangen til Springsteens mundharmonika. It never fails to get me :)



Jeg har aldrig hørt den version før, så det var bare super fedt at sidde og lytte til. :) Og gudsketak og lov i øvrigt for at Springsteen dumpede til sine prøver, da han blev indkaldt til militæret. Tænk hvis han også var gået tabt i den fuldstændig meningsløse krig. Her var det altså virkelig rørende at høre, at faderen trods alt værdsatte sin søns liv mere end at opretholde et eller andet tåbeligt "real man" mantra, og det budskab gik da også rent ind hos både mig og publikumet på livealbumet.

Må da i øvrigt lige huske at sætte det live album på min huskeliste. :)

SIR Ridley Scott (92) skrev:

Albummet indeholder også en smuk "kun piano" version af Thunder Road, fra Roxy koncerten i 1975 i LA, som blev transmitteret live i radion. Der kunne kun være 500 mennesker indenfor.



Jeg bliver aldrig træt af at høre "Thunder Road", som er på top 3 over mine yndlingsnumre med Springsteen. Jeg elsker simpelthen de mange skift der er i melodien, og teksten er jeg også svært imponeret over. Selv her i en "kun piano" version formår han at gøre sangen til en ny formidabel oplevelse. Ja, jeg tror sågar Springsteen kunne synge den helt uden musik og det ville stadigvæk være vildt fedt at lytte til. Synes i øvrigt, at det er et herligt touch, da han mod slutningen går lidt ned i vokalen, inden han så giver stemmen fuld power igen og lader mundharmonikaen sætte en fornemt punktum.

[quote=SIR Ridley Scott (92)]Forhåbentlig kommer der nogle flere live albums med materiale fra den tid, da lydkvaliteten er virkelig god :)

Helt enig! Og du må endelig give et heads up, hvis der kommer flere af den slags live albums udgivelser. :)

The River - Part II (1980)

På trods af en mere og mere tyngende stemning af melankoli og afmagt, der efterhånden som titelsangen “The River” åbnede op for sluserne til de tekstmæssige tårekanalers traumatiske tungsind, bevarede Springsteen stadigvæk et lys i mørket for sine to hovedkarakterer, hvis spirende håb for fremtiden dermed gjorde de lyriske lidelser til en fascinerende episk, dog stadig jordbunden, fortælling om menneskets evne til at overleve selv den værste modgang. Alt dette er til gengæld en saga blot på part II’s ekstremt dystre og deprimerende åbningsnummer “Point Blank”, som det antydes blot ved at lytte til sangens indledende, nedtonede og nærmest opgivende lydtæppe er et skæbneportræt blottet for al håb. Som det har været tilfældet så mange gange før, står især pianisten Roy Bittain, i form af små pulserende og tilbagevendende åndedrag, for det følelsesmæssige musikalske supplement til Springsteens vokal og tekstmæssige dramatiske deroute, som denne gang udstiller det unge par og deres konfrontation mellem deres håbefulde drømme og den barske virkelighed på en helt igennem desillusioneret og eksistensknusende facon. I en enkelt og hamrende effektiv opbygning lader Springsteen sin protagonist, i hvad der sagtens kan ses som en voyeuristisk homage til “Jackson Cage”, frustreret formidle opfattelsen af kærestens fald fra ungdommens optimistiske tinder, hvor drømme og håb for fremtiden over årene destrueres, da hun efterfølgende modvilligt må acceptere, at hun i stedet sidder uhjælpeligt fast i arbejderklassens kvælende kviksand og en altopslugende depression, hvilket efter de to første vers viser sig at være et direkte spejlbillede på protagonistens eget eksistentielle forfald, da kæresten forlader ham og dermed knuser det symbol af håb, hun repræsenterer i hans syn på tilværelsen.

Man fornemmer tydeligt, at “Point Blank” var et af de første numre Springsteen skrev efter “Darkness On The Edge of Town” albummet og sangen hører derfor også til blandt hans allermest dystre værker. Af samme årsag står “Cadillac Ranch” både melodi, tekst og tempomæssigt i skærende kontrast hertil i et nummer, hvor Springsteen nærmest uhæmmet slår gækken løs, stemningsmæssigt opløftet og muntert indpakket i en svingende guitarsolo, (der har en herlig Cledence Clearwater Revival lyd over sig), og vanen tro en energiske saxofonsolo af Clarence Clemons. Men under overfladen på den umiddelbart simple melodi og det festlige musikalske udtryk gemmer der sig rent faktisk en temmelig genial tekst, der sirligt integreret blandt hyldesten til nostalgien, (repræsenteret i forkromet skikkelse af de pompøse Cadillacs og referencer til legendariske filmstjerner og bilentusiaster som James Dean og Burt Reynolds), viser sig at være langt mere alvorligt en først antaget. Titlen på sangen henviser nemlig til det berømte monument i Armarillo, Texas, hvor flere af de hedengangne Cadillacs står halvt begravet side om side som pompøse gravsten på en kirkegård, og således indtræffer temaet om dødens uundgåelig favntag pludselig blandt de muntre toner, da den i dette tilfælde lettere naive protagonists store fascination af fortidens giganter og tidsperiodens frihedssymboler, transformeres til en dybt tragisk kærlighedsfabel mellem rebellen og kvinden i hans liv som understreges i sidste vers, der er særdeles overraskende og overvældende barsk i sin afsluttende eksekvering af tekstens finale, som også har en sammenlignelig moralsk pointe med sin mere melankolsk klingende pendant “Point Blank”.

“I’M a Rocker” der lystigt fortsætter med samme energiske udtryk har derimod ingen deprimerende tvetydighed gemt i sin tekst men holder sig i alle henseende ufortrødent i et legesygt univers, hvor Springsteen dog holder fast i en dekonstruktion af nostalgiens farligt forførende væsen og et modsat vink med en vognstang om at holde fast i og sætte pris på livet i den virkelige verden. Der er så at sige vendt rundt på tingene her fra forrige nummer, hvor protagonisten i jagten på at genfinde håbet og modet på tilværelsen gennem kærligheden til sin udkårne og de værdier hun repræsenterer, afvæbner nogle af fiktionens største helte i skikkelse af både James Bond, Batman, Columbo og Kojak og således forvandler hvad der lyder som en mission impossible for den drømmende rebel med begrænsede midler, til en skøn humoristisk og livsbekræftende sejr der sender armene løftet mod himlen i triumf over at holde liv i håbet og fremtiden. Optimismen får dog kun lov til at blomstre for en kort bemærkning, for knap er armene kommet ned igen før end, at der qua den sørgmodige ballade “Fade Away” atter introduceres en grum, desillusioneret og pessimistisk synsvinkel på det manglende sammenholds vitale betydning for protagonistens eksistentielle overlevelse, da den vundne styrke i kærlighedens magisk healende evner pludseligt destrueres, da kvinden i hans liv forlader ham, hvilket sender rebellen ud i en tilstand af identitetsløshed og afmagt. Den afdæmpede musikside illustrerer på glimrende underspillet facon sangens tema og følelser, men det er først og fremmest takket være Springsteens vokal, der er fuld af desperation og smerteligt afsavn, at “Fade Away”, præcis ligesom det var tilfældet med “Point Blank”, går hen og bliver en helt unik oplevelse.


I den minimalistisk klingende “Stolen Car” piller Bruce Springsteen så yderligere lag af sit musikalske lydtæppe i en ligeså harsk og uglamourøs fortælling om et ægteskab i eskalerende opløsning på vej mod afgrunden, hvori protagonisten må igennem en smertelig selverkendelsesproces om sit mislykkede forhold, inden det trækker ham med ud over kanten og helt ned i mørket. Alt imens de mange minder dukker op i livets bakspejl, hvori de romantiske op og nedture efterhånden kolliderer med sandhedens rå realisme, flakkende for øjnene af den lettere fortabte hovedperson, visualiserer Springsteen forløsningen i en reference til sin velkendte symbolske inddragelse af oktan fyldte objekter, her repræsenteret i form af metaforisk biltyveri, som derigennem bliver en forhåbning om at blive afsløret og befriet fra sit selvdestruktive forhold. “Stolen Car” er ikke blot en tekstmæssig barsk genistreg, men også en af de smukkeste sange jeg har hørt, fordi Springsteen formår at levere det skrevne med en sjælefuld poesi, som rammer lige i hjertet. Igen i et markant skift fra de to forrige sanges stemning sættes tempoet hastigt op på det lige ud af landevejen dirigerede og frembrusende energi boost “Ramrod”, der for mit vedkommende trods sin ligefremme og livsglade attitude er alt for monoton i sin komposition og for banal og uspændende i sin lyriske levering af et ungt spirende kærlighedsforhold, der skildres gennem kærligheden til de forkromede substitutter og landevejens åbne ridt og symbol på ubegrænset frihed. “Ramrod” er uden tvivl et perfekt nummer til at få tændt op under publikum til en koncert, men føles til sammenligning når man sidder hjemme i stuen og lytter til de andre sange på “The River” som en noget flad og uinspirerende oplevelse kun reddet af Clarence Clemons saxofon.

Det mindre gode nummer opvejes dog hurtig igen qua den fortræffelige “The Price You Pay”, der følger direkte op som et vink med en vognstang rettet mod det unge forelskede par, hvis umiddelbare landevej asfalteret med ungdommelige længsel efter frihed og selvstændighed her støder frontalt sammen med nutidens ambivalente hverdagstrummerum, hvor begge føler sig fanget i et forhold der ikke stod mål med de hedengangne romantisk og naive fremtidsdrømme. Men samtidig hersker der også en tvetydighed i teksten, som handler om at tage ansvar for sine handlinger, hvad end disse valg består i at forsøge at udleve sine egne visioner uden andres indblanding, eller om man vælger at forsøge at få forholdet til at fungere trods de bristede illusioner med alle de udfordringer det medfører på de indre og ydre linjer. Sangens afslutning gør det under alle omstændigheder til en eftertænksom affære, der frem for at pege fingre af nogen fornemt formår at skildre de to modsatte synspunkter med nuancer og forståelse, hvilket gør “The Price You Pay” til en mesterlig meditativ rejse ud i ambivalensens gråzoneparadoks. Bruce Springsteens mundharmonikasolo, fulgt op af Gary Tallents hjerterytmiske bas og Roy Bittains piano, er højdepunkterne i et musikalsk baggrundstæppe der perfekt supplerer dette lille mesterværk.

I “Drive All Night” bevæger vi os endnu et skridt væk fra syndfloden med fortsat kurs ud af livets uforudsigelige landevej og i retning mod et landskab, der åbenbarede sig senere på det efterfølgende album “Nebraska“. Inden da må Springsteens svært udfordrede protagonist dog først tage på en sjælegranskende mission ned ad mindernes allé, der bringer tankerne tilbage på det tidligere fallerede forhold som nu, blot med nattehimlen som terapeutisk tilskuer, dissekeres med en bitterhed og fortrydelse over hvad han har mistet, og en irritation over det manglende mod til at få forholdet til at fungere kontra ønsket om selvstændighed og frihed. Dette brændende og længselsfulde behov for at forsøge at genskabe den synergi og styrke der lå i kærligheden mellem dem, tegnes efterfølgende endnu skarpere op af Bruce Springsteen, der i løbet af de to sidste vers krænger hele sjælen ud og på mest hjerteskærende vis formidler en desperation hos sin protagonist der, undervejs sin kamp for at lægge fortidens spøgelser bag sig og sin ultimative kærlighedserklæring til sidst, illustrere en smerte og et håb som vil få selv den hårdeste mand til at knibe en tåre eller to. “Drive All Night” er et nummer som jeg holder utrolig meget af at lytte til, og jeg vil ikke tøve et sekund med også at erklære denne smukke og poetisk rørende ballade for et uforbeholdent mesterværk.

Da man side om side med Springsteen og co. svinger den musikalske mustang ind på allersidste destinations retrospektive rasteplads, gøres der med fornemt overblik status over sangenes fællestemaer i den country inspirerede “Wreck On The Highway”, hvis historien udfolder sig via en underfundigt reflekterende meta tilstand, hvori den alvidende fortæller gennem titlens omtalte bilulykke, forsaget af en yngre mand, ser sin egen fortid i øjnene og indser hvor meget han selv har mulighed for at miste, hvis ikke han tør kæmpe for at bevare det forhold/den familie, som han siden sine unge år har etableret. Melodi og musikmæssigt set er “Wreck On The Highway” ikke et af Springsteens bedste numre, men står alligevel som en stærk finale grundet tekstens opsummerende tidsrejse i både krop og sjæl, der tolket i en tågedis af lige dele drøm og mareridt samtidig elegant og enkelt undgår den sentimentalitet, der ofte er forbundet med country genren, og bevarer dermed den barskhed over sig, som har kendetegnet hele dette fremragende dobbelt album.

”Sometimes I sit up in the darkness
And I watch my baby as she sleeps
Then I climb in bed and I hold her tight
I just lay there awake in the middle of the night
Thinking 'bout the wreck on the highway…”

5/6

Mine fire yndlingsnumre! :)

“Point Blank”, “Cadillac Ranch”, “The Price You Pay” og “Drive All Night”.

SIR Ridley Scott (96) skrev:

Endnu engang en fornøjelse at give sig i kast med dine erfaringer omkring Bruce numre.

Tak skal du have. :)

SIR Ridley Scott (96) skrev:

Er desværre "stock between a rock and a hard place", så kan ikke lige give dine kommentarer nu, den tid til tilbagemelding, som jeg ønsker, men vi ligger ikke langt fra hinanden omkring sidens stærkeste titler, hvor vel nok Fade Away lige trumfer Cadillac Ranch.

Det er helt i orden. :) Tråden løber jo heller ikke nogen vegne, så du kan jo evt. bare skrive noget mere på et senere tidspunkt, når du har bedre tid og overskud til det. :)

Jeg kunne faktisk også sagtens have taget "Fade Away" med i puljen af favorit numre, men valgte "Cadillac Ranch" fordi jeg synes måden Springsteen har skrevet nummeret på, kontra det musikalske udtryk, er en genistreg. Først sidder man og rocker med og er rigtig godt underholdt, lige indtil sidste vers hvor den store overraskelse så indtræffer, hvilket kom som lidt af et chok for mig første gang, at jeg hørte sangen. Når man så går tilbage efterfølgende og læser teksten forfra, så får historien pludselig en helt anden og tragisk dimension.

Det viser virkelig hvor intelligent og opfindsom en tekstforfatter han er, synes jeg. :)

SIR Ridley Scott (96) skrev:

Springsteens aflevering af Drive all Night i måske karrierens bedste koncert i sommers, var selv på video, fantastisk



Price you Pay fra 80


fra 81


Og et alternativt take


Mere senere, skal lige lave mad :)

Det er musik og følelser i samspil, når det er på sit absolut højeste og mest gribende niveau. "Drive All Night" er, som jeg også har skrevet i min anmeldelse, en af de sange som jeg ikke kan høre uden samtidig at få tårer i øjnene, og det var en fornøjelse nu at sidde og se og genhøre sangen i en live version. Og hvor er det dog et smukt syn, når man ser ud over publikum. "The Price You Pay" er ligeså en sang, der har så meget sjæl og nærvær over sig, at det siger spar to! Fremragende versioner du har fundet frem af begge numre. :)

Nebraska (1982)

Med fem albums bag sig der på hver deres uomtvistelige og uafrystelige måde i forbindtligt fællesskab havde sammensmeltet et sprudlende varierende og evigt musikalsk eksperimenterende, samt lyrisk og temamæssigt udfordrende narrativ og dermed formet en skabelon, som dissekeret og fordøjet gav et transcenderende indblik i den amerikanske folkesjæls eksistentielle op og nedture i livets turbulente rutsjebane, besluttede Bruce Springsteen sig for med sit sjette album kaldet “Nebraska” på flere måder at gå helt nye veje. Hvor de moralske fortællinger og temamæssige anekdoter tidligere udsprang af en kontrastfyldt kærlighedserklæring til nærmiljøet i New Jersey og dets borgere fra især arbejderklassen, (hvis generationskløfts evige duel mellem de unge og gamles visioner ofte blev afspejlet i og fortolket over via en sirlig og bitter blanding af forpint poesi og nuanceret nostalgi, sat op imod drømme om storhed og berømmelse i New York kontra The Big Apples lokkende men fordærvende frugt), søgte Bruce Springsteen nu at række ud over statsgrænsen og omfavne resten af USA ved at placere sine visionære versefødder midt i hjertet af det storslåede amerikanske landskab. Frem for, som det før hen havde været traditionen, at se hudløst ærligt og altid med en afslutningsvis form for spirende håb på de forskellige problemstillinger der opstod i sangene, hvad end de omhandlede rebelskhed, bevarelse af integritet, jagten på eksistentiel forløsning, eller det mere håndgribeligt og enkle som beskrivelsen af følelserne i et parforhold eller familie, var alle tegn på lys i mørket denne gang lagt på hylden hvor kun skyggerne dominerer, hvilket da også blev kendetegnende for albummets heart of darkness filosofi.

For at skabe den helt rigtige upolerede og rå stemning der udgjorde rygraden i sangenes dystre og depressive historier om ondskab og afmagt i alle afskygninger, hvoraf flere heriblandt titelnummeret var inspireret af virkelige begivenheder, blev samtlige sange optaget under uglamourøse forhold i skrabede og knasende demoversioner, hvis lyd Springsteen klogelig valgte at bevare, da det ultimativt gav et mere troværdigt indryk af det miljø og de folk der udgjorde hovedingredienserne i hans country & western klingende Johnny Cash homage skildring af midtvestens desillusionerede og uforsonende atmosfære og dets påvirkning af befolkningen på både krop og sjæl. I “Nebraska” åbner trubaduren således op for sin vemodige vadsæk med balladen om den afstumpede duo Charlie Starkweather og Caril Ann Fugate, som under deres ungdommelige og abstrakte flugt fra virkeligheden koldblodigt myrdede 11 personer tilbage i 1958. Kun suppleret med en sparsom brug af guitar og mundharmonika fortæller Springsteen underspillet og tørt konstaterende den amoralske og følelseskolde fabel set udelukkende fra morderens synsvinkel, og tegner på denne indsigtsfulde og nøgterne måde et nærmest ubegribelig grusomt personportræt, hvis tanker og handlinger illustreres så det vil løbe koldt ned af ryggen på enhver, der vil lægge øre til denne på en gang mesterligt fremførte sang om mennesker fanget i en selvforskyldt og sjæleforladt dødsspiral. Fra selvudslettende eksistenser går turen dernæst mod “Atlantic City”, hvor virkelighedens organiserede kriminelle underverdens mafiametodik, kolliderer med sangens fiktive protagonist og dennes ønske om at undslippe selv samme miljø ved at søge mod den berømte og berygtede Atlantic City, der her bruges som en form for paradis, hvor muligheden for at skabe en ny eksistens synes at befinde sig for enden af regnbuen i en forgyldt enarmet tyveknægt.

Men som de fleste sikkert ved er den slags kulørt griskhed blot et fatamorgana, der vil efterflade langt de fleste af “paradisets” besøgende desillusionerede og sjæleløse, hvilket sangen dog aldrig når at konkludere, men hvad der alligevel underforstået ligger mellem linjerne som en grovkornet og ironisk allegorisk lærestreg set i lyset af protagonistens flugtforsøg mod bedre tider, der blot fører ham og hans udkårne lige lukt i armene på det, han forsøgte at undslippe. Man hører en klar desperation i længslen efter et bedre liv og derfor bliver sangen da også desto mere fortvivlende at lytte til, hvilket Sprinsgteen formidler med krasbørstig realisme, som kun han kan gøre det. I “Mansion On The Hill” ses samme længsel efter et bedre liv nu med et barns øjne, (muligvis minder fra Springsteens egen barndom), hvor det omtalte palæ og dets pulserende overdådighed på effektiv vis sættes i skarp uopnåelig kontrast til den grå deprimerende og desillusionerede verden, som fortælleren er fastlåst i. Sangen får trods sin triste og uforløste drøm, der holdes klart adskilt symboliseret i form af palæets massive jerngitter, dog til sidst et lille skær af godmodig nostalgi med tilføjelsen af fuldmånens smukke skær, og ender på den måde med at give et lidt lysere billede på samme tema som den sarkastiske og diabolsk drillende “Atlantic Ciry”. Oven på tre numre i samme afdæmpede og melankolske stil, vælger Springsteen pludselig at bryde det musikalske udtryk, hvilket umiddelbart gør “Johnny 99” til et munter optempo klingende rockabilly nummer, der står i en pudseløjerlig skæv og skarp kontrast til sangens indhold, som på ingen måde afviger fra albummets samlede dystre temaer ved at omhandle endnu en tragisk skæbne, der denne gang også tager udgangspunkt i virkelige begivenheder om en morder.

Frem for som i titelnummeret “Nebraska” der bød på historien om en vaskeægte psykopat og hans ugerninger, er hovedpersonen i “Johnny 99” modsat en helt almindelig hårdt arbejdende mand, der grundet arbejdsløshed, fattigdom og ren desperation drikker sig plørefuld, og på tragisk vis ender med at skyde og dræbe en nattevagt på hans tidligere arbejdsplads. De næste vers følger hans forsøg på selvmord, hvilket samtidig bliver en afspejling af byens mentale tilstand, inden selve anholdelsen og den afsluttende retssag finder sted. Fra at have været en alvidende fortæller træder Springsteen i sin hovedkarakters sko i de to sidste vers afsluttende monolog, der beskriver, stadig uden at ville pådutte lytteren til at have en bestemt holdning til personen bag mordet, hvorledes protagonisten opfatter sig selv som værende et offer for sine omgivelser, men samtidig ikke forsøger at bruge dette som en undskyldning for a slippe for den straf, som han uden diskussion har gjort sig fortjent til, og modsat morderen fra “Nebraska” fornemmer man i “Johnny 99” en tydelig anger og fortrydelse. Dertil bliver det diametralt modsatte og umiddelbart aparte musikalske udtryk ved nærmere eftertanke, om det er bevidst eller ej, rent faktisk en genial ting, da dette kan vælges at være et udtryk for hovedkarakterens karakteristika som værende en god og munter gut, der blot blev offer for tragiske omstændigheder. Med “Highway Patrolman” fortsættes der harskt i sporet formet efter virkelige hændelser, der fører videre til beretningen om to brødre, den godhjertede og regelrette Joe Roberts og hans skyggeside i skikkelse af den forpinte krigstraumatiserede og nu ukontrollerbare broder Franky, hvis modsætninger endegyldigt kolliderer da Joe, nu i jobbet som politimand, påtager sig den pinefulde og svært ambivalente opgave at skulle sætte sin broder bag tremmer efter et dødeligt overfald på en lokal værtshusgæst.

Inden den endegyldige jagt tværs over grænserne i det delvis fiktive og allestedsnærværende virkelighedstro univers Springsteen lykkedes så sublimt med at danne rammen om, og som dermed forvandler historiens temaer om blodets bånd kontra ære og integritet til både jobbet og familien til at blive en universel oplevelse, sættes den for begge mænd skæbnesvangre finale fornemt i scene via en nøjsom opbygget dannelsesrejse om de to brødre, hvis synergi holdes i live sangen ud gennem omkvædets nostalgiske tilbageblik på ungdommens livsglade år, symboliseret i kærligheden til den samme kvinde Maria. Igen, som det var tilfældet med “Johnny 99”, får Springsteen også i “Highway Patrolman” skabt en forståelse for protagonistens handlinger og valg i livet, men gør det samtidig helt uden at tage stilling til om Joe Roberts beslutning til sidst, er det rigtige valg eller ej, og således forbliver sangen en smagsprøve på livets uforudsigeligheder gemt i mørkets afkroge. Finalens problemstilling vendes dernæst efterfølgende rundt i den korte epilog “State Trooper”, hvor sammenstødet med autoriteterne nu ses fra den eftersøgtes synsvinkel, som udgør et desperat ønske, sammenligneligt med Frankys flugt fra realiteterne, om at få givet den ultimative frihed og for en stund kunne få lov til at fortrænge alle de dårlige minder fra hjembyen, der igennem længere tid har plaget hans efterhånden mere og mere opgivende sind. Som med flere af de andre numre er det ikke melodien, men i stedet stemningen på musiksiden der sørger for, at sangene gør et solidt indtryk.

Fra turbulens på landevejen foretager Springsteen en uvending væk fra den forbryderiske og dramatiske atmosfære med det vemodige hverdagsdrama “Used Cars”, hvori den yngre søns ønske om at bryde med den sociale arv og hans families forgæves forsøg på selv samme skildres i en allegori over købet af endnu en brugt bil, som trods sin umiddelbare solide stand og polerede ydre for protagonistens vedkommende forbliver en evig utilfredsstillende illusion og en irriterende påmindelse om deres status i samfundet. I den forholdsvis simple og banale tekst laver Springsteen et par små genistreger undervejs, hvor især parallellen mellem hhv. moderens hånd med den funklende vielsesring og så faderes nedslidte og hærgede hænder, er en ganske interessant detalje at bide mærke i, ligesom lillesøsterens uskyldige leg med hornet i den nyerhvervede karet også forvandles til at være en forbandelse over fortælleren. På “Open All Night” bryder Springsteen igen sin skrabede akustiske lyd og inddrager for første gang brugen af elektrisk guitar til en Chuck Berry inspireret rock n’ roll fabel, der atter bringer albummet tilbage på landevejens rå ridt, i hvad der viser sig at være et remake af “State Trooper” nu blot med den forskel, at der i denne omgang er lagt flere lag til beskrivelsen af protagonistens baggrund og en dybere begrundelse for, hvad der har drevet ham til at foretage det vilde ridt ud i natten, hvilket alt sammen relaterer tilbage til de velkendte metaforer, hvor natarbejdet på fabrikken agerer det kvælende element og kæresten Wanda for enden af regnbuen i New Jersey symboliserer frihed. Flashback til da de to mødtes og blev forelskede i hinanden smeltes herefter sammen med det overordnede tema om døden, da det underbevidst antydes i tekstens sidste vers, at den udmattede hovedpersonens desperate rejse for at genforene sig med nostalgien og kærligheden i stedet i kan blive en deroute mod hans egen undergang.

Samme form for desperate flugt fra mørkets afgrund, og jagt efter trygheden svøbt i nostalgiens magisk healende klæder gør sig på sammenlignelig tematisk vis også gældende i “My Father’s House” dog med den forskel, at rejsen i dette tilfælde foretages i et krydsfelt blandt fragmenter i hukommelsens spæde begyndelse, reflekteret mod et tidsrejsende kanvas hvori hovedpersonens dilemma opstår midt imellem mareridtets glubske greb i barndommens naivitet og voksenlivets rationelle opklaringsarbejde mod det forsonende. I begge tidsperioder af protagonistens historie bliver titlens omtalte barndomshjem et lysende, nærmest religiøst, symbol der funger som et slags frelsende tempel, hvor mørkets kræfter ikke umiddelbart har nogen adgang. Det sker dog så alligevel da Springsteens pessimistiske vinkel indtræffer i form af faderens død og barndomshjemmets overtagelse, der sker i løbet af flere års bitter adskillelse mellem far og søn. Teamet om dødens favntag, og i denne forbindelse nostalgiens nederlag, er og bliver en tungsindig og tragisk størrelse i “My Father’s House”, der trods at lade et lysende vindue stå på klem under de sidste strofer og forblive et minde om fortiden samtidig heller ikke på nogen måde forsøger at bagatelliserer de dybe ar på sjælen, som begivenheders gang har påført protagonisten. Og således er vi fremme ved sidste skæring “Reason To Believe”, der herligt rocker derud af, mens teksten ikke just kan påstås at være særlig opløftende, hvilket i fællesskab danner rammen om en række spøjse, tragikomiske og galgenhumoristiske observationer fra hverdagens trummerum, hvor både dødsfald, svigt, utroskab og sågar en stakkels brudgom, der næsten bogstavelig talt ender med røven i vandskorpen, udstilles med lige dele sarkastiske piskesmæld og lige dele underfundig optimisme sat op imod menneskets ukuelige og ofte uforståelige vilje til at overleve livets mange og ofte utaknemlige og ubarmhjertige prøvelser.

Trods det at “Nebraska” indeholder et samlet tekstmateriale, som besidder flere styrker og nuancer, hvilket gør de fleste af sangene både fascinerende, tankevækkende og ofte ganske rørende, er flere af albummets melodier i mine ører alt for enslydende og bliver i længden desværre, (med al ære og respekt for Sprinsgteens kompromisløshed ifht. sin skrabede, akustiske lyd og den stemning han skaber i sine minimalistiske rammer), lidt for monotone og døsige at lytte til, hvilket modsat trækker ned i den samlede bedømmelse.

"Congregation gathers down by the riverside
Preacher stands with his Bible groom stands waitin' for his bride
Congregation gone and the sun sets behind a weepin' willow tree
Groom stands alone and watches the river rush on so effortlessly
Wonderin' where can his baby be still at the end of every
hard earned day people find some reason to believe..."


4/6

De fire udvalgte yndlingsnumre. :)

“Atlantic City”, “Johnny 99”, “Highway Patrolman” og “My Father‘s House“.