Jeg beklager at det har taget så lang tid, men der havde sneget sig en hel del fejl ind i min anmeldelse, og derfor måtte jeg foretage en hel del rettelser. Men nu lykkedes det langt om længe at få gjort det helt færdigt. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Med to episke album i bagagen, (der i fællesskab illustrerede et noget nær perfekt portræt af USA og den amerikanske folkesjæls higen efter at nå til en eksistentiel forløsning i forbindelse med jagten på The American dream), drog Bruce Springsteen nu stor fordel af sit erfaringsmæssige baggrundstæppes både stormende kommercielle og vejrbidte kunstneriske succes til at skabe en musikalsk sammenflettet tømmerflåde der via et lyrisk langtidsholdbart fundament var klar til at tage sit publikum med ud på en mageløs rejse ned af floden og lige ind i hjertet på det der i sidste ende umundede sig i det storslåede dobbelt album “The River”. Som yderligere kvalitetsmæssig supplement til at guide den poetisk charmerende pram i den rigtige retning og dermed opretholde balancen mellem albummets temaer om ensomhedens kvaler og sammenholdets styrker, valgte Springsteen denne gang at læne sig op ad en række sange, som var blevet i overskud fra “Darkness On The Edge Of Town”. Dette bl.a. i form af introen “The Ties That Bind Us”, der således overført til “The River” kom til at fungere som en yderst kreativ og metaforisk metalegs morale, (hvor blod meget passende er tykkere end vand), qua tekstens ambivalente beskrivelse af et parforholds turbulens, formidlet via et forrygende energisk tempo med rock 'n' roll skruen på fulde omdrejninger, i et kontrastmæssigt udtryk som kun få mestrer ligeså suverænt som Springsteen.
Knap har man nået at trække vejret igen, før kaptajn Springsteen og hans besætning tager hul på endnu et herligt og tempofyldt nummer, da der bydes op til en rask svingom med “Sherry Darling”, som uden tvivl må være en af de mest humoristiske og løsslupne sange, som jeg har hørt med bossen og co. Her bliver den evigt besværlige og dominerende svigermor taget under “kærlig” behandling i en sang, der ret beset handler om at værre herre i eget hus og, for protagonistens side, et ønske om at kunne skrue tiden tilbage til dengang forholdet til kæresten var nyt og uforudsigeligt, og ja generelt set blot var en mere fri og ubesværet tid med god plads til at dase i solen og nyde en kold bajer uden at skulle belemres af udefrakommende kontrol, formaninger og løftede pegefingre. Til at skylle det hele ned med dosseres der med herlige mængder af Steven Van Sants nærmest Hawaii klingende guitar og Clarence Clemons muntert boblende saxofonsoloer, hvilket skaber den helt perfekte stemning til en sang der er skabt til at være et vaskeægte sommerhit. Fra sol, varme og vaskeægte feststemning skal vi langt ind i skyggerne med “Jackson Cage” for at følge et fængslende og temmelig deprimerende drama udspille sig qua en fascinerende voyeuristisk beskrivelse af en kvinde, som viser sig at være mere eller mindre på vej til at blive fuldstændig fortabt i ensomhedens altopslugende intethed, hvilket endegyldigt også afspejler sig i forhold til fortællerens eget portræt, afslørende en dybt tragisk kærlighedshistorie imellem de to, som aldrig bliver til mere end blot en konstatering. Tekstmæssigt er “Jackson Cage” et af mine absolutte yndlingsnumre, hvilket melodien og musikken modsat dog desværre ikke helt kan leve op til.
Helhedsindtrykket er derimod væsentligt bedre på den lille rockende knaldperle “Two Hearts”, der står i skærende kontrast til de to foregående sanges morale, og handler om at hylde romantikkens magi og kærlighedens fortryllende væsen samt at tage ansvar for sit liv, underforstået ifht. det omtalte parforhold som protagonisten her vil gøre alt for at bevare. Efter fire numre i streg med fuld tryk på kedlerne tager Springsteen og co. med opfølgeren “Indepedence Day” fat på albummets første ballade, som vender budskabet fra “The Ties that Bind Us” på hovedet og fortæller en dyster og tragisk historie om en familie i opløsning, da en søn endegyldig må tage et uundgåeligt opgør med sin fader, hvilket betyder en famlen ud i ensomheden for dem begge. Selv om der qua sangens titel ligeså er tale om en nødvendig løsrivelsesproces, gør Springsteen det samtidig klart via sit vokalmæssige lettere opgivende udtryk, (der suppleres fornemt og med solid følelsesmæssig resonans af Bittain og Clemons orgel og saxofon), at “Independence Day” morale på ingen måde er noget at fejre, nærmere tværtimod. Alt imens den sørgmodige tungsindighed ligeså langsomt ebber ud i baggrunden, lægges der efterfølgende behørig afstand til selv samme afdæmpede atmosfære med klassikeren “Hungry Heart”, der løfter humøret til nye højder hvad musik og melodien angår, (det får en helt unik power når især trommerne, keyboardet og koret smelter sammen med Springsteens vokal), men hvis tekst derimod er af en helt anden og mere bitter størrelse, når man tager den ultra korte historie under lup, hvori protagonisten udstiller sin ambivalens i både at ville være i besiddelse af familielivets trygge rammer men samtidig også have mulighed for at bryde med selv samme rammer og være sin egen lykkes smed. Umiddelbart er første vers jo ikke ligefrem et udtryk på super sympatisk træk fra protagonisten side, men det bliver der dog rettet op på igen i andet vers, hvor fornuften atter tager kontrollen, da en kort affære minder den lettere rodløse rebel om, at han rent faktisk savner sin families tryghed og kærlighed.
Med det lystigt rockende og melodisk medrivende uptempo nummer “Out In The Streets”, som virkelig træder i karakter under dets forrygende omkvæd, skrues den positive stemning endnu en tak i vejret, hvilket denne gang ligeledes afspejler sig i teksten som værende en af de mest optimistiske af slagsen på dette album i sin beskrivelse af fællesskabet og sammenholdets styrker, hvilke rebellens bluecollar guy type her glæder sig til at nyde i fulde drag blandt ligesindede drømmende lystige ungersvende og danseglade babes, ligeså snart arbejdets sure forpligtelser og kedelig trummerums fastlåste synkrone enhed ophører. I den ganske interessante parallel der bliver opstillet her mellem de to modsatte former for fællesskab, understreges det da samtidig også meget klart og tydeligt i hvilket af de to miljøer alter egoet foretrækker at dyrke fællesskabet i. Herligt fandenivoldsk og motiverende sang, som jeg ikke kan få nok af at lytte til. I “Crush On You”, der fortsætter præcis hvor forrige nummer sluttede, følger man nu Springsteens cool stratenrøver slentre rundt i byen og muntert udnytte sin midlertidige frihed til at cruise efter hotte chikas. Det kunne måske umiddelbart godt virke lidt plat og machogejlet, men det styrer Springsteen nu fornemt udenom her, i hvad jeg i stedet betragter som en uhøjtidelig, underholdende og særdeles charmerende hyldest til det modsatte køn. “Chush On You” er bare et satans fedt lige ud af landevejen rock 'n' roll nummer, hvori bossen i den grad sætter sin hæse stemme på den ultimative styrkeprøve, hvilket samlet skaber en uovertruffen dynamik og energi.
Med fuld tryk under de rødglødende kedler sejler dampskibet efterfølgende derud af med skruen på allerhøjeste omdrejninger i “You Can Look“, (But You Better Not Touch), der dog viser sig at være en temmelig demoraliserende sang hvori samtlige af protagonistens forhåbninger om at være en del af et fællesskab, hvad end det er repræsenteret via materielle eller følelsesmæssige behov, lider et voldsomt nederlag, hvilket ultimativt efterlader ham indebrændt og isoleret. Igen en skarp lille tekst med solide pointer, hvor jeg dog ikke helt blev grebet af hverken musikken eller melodiens opbygning. Den charmerende hyggelige ballade “I Wanna Marry You” derimod fungerer, trods sin enkle præmis og melodi, væsentligt bedre for mit vedkommende. Særligt grundet den kryptisk ambivalente og nostalgiske symbiose som Springsten får skabt mellem musik og tekst, hvor fortiden og nutidens generation og deres syn på romantikkens goder og familiens sammenhold kolliderer med hinandens bristede illusioner og ønskede idealer for at sikre en triumf over ensomhedens dræbende favntag. På mange måder, blot med modsat fortegn, minder “I Wanna Marry You” om “Jackson Cage” der qua sin voyeuristiske tilgang dissekerede et deprimerende og tragisk forhold mellem to fortabte eksistenser. I “I Wanna Marry You” vender Springsteen selv samme formel på hovedet angående sin observerende protagonist iagttagelser og skaber i stedet, og på smukkeste vis, et hjerteskærende romantisk univers hvori, uden dog på nogen måde at negligere hverdagens barske realiteter, der gives plads til at de to skæbner med hver deres smertelige afsavn i fællesskab kan redde hinandens eksistens.
Fra en, (som jeg overordnet vurderer det), lettere undervurderet perle, er tiden nu kommet til at sejle tværs igennem nostalgiens tågedis og ind til havnekajen for en stund, hvorfra albummets titelnummer og en af de største Springsteen klassikere afslutningsvis kommer til syne i skikkelse af den djævelsk dragende og meditativ melankolske “The River”. Historien, (inspireret af Bruce Springsteens søster og svogers genvordigheder med at indordne sig under samfundets spilleregler, og samtidig skulle acceptere at se sine egne håbefulde naive alternative visioner for fremtiden smuldre som uundgåeligt integreret skæbneportræt i den traditionelle proces), fortolkes intet mindre end mageløst på denne tidsløse og udødelige sang. Til at skabe denne helt unikke og gåsehudsfremkaldende stemning af deprimerende melankoli runger en nærmest trøstesløs sonate fra en mundharmonika ud i natten, hvor historiens lettere livstrætte protagonist tænker tilbage på den spirende forelskelse til hans store kærlighed, symbolsk afspejlet i det paradisagtige floddelta med det pulserende livsbekræftende rindende vand omgivet af de frodige grønne marker.
Men herefter skilles vandende brat i en skarp og barsk kontrast, da det unge par pludselig fanges i et net af forventninger og traditioner, der langsomt dræner dem for den genstridige ungdommelige gejst de tidligere besad med ønsket om at ændre på komfortens kadaverlignende tilstand, som de nu er havnet i. Stadig bevares der dog bagved al bitterheden et lille bitte håb i mørket via minderne til flodens frigjorte idealer for fremtiden, hvis nuværende situation forværres markant, da Springsteen inddrager datidens enorme problemer med stor arbejdsløshed, hvilket fuldstændig river fundamentet og næsten al håb væk fra den lille familie. Men også kun næsten. For Springsteen formår nemlig trods al modgangen, (og hvad der er en af flere årsager til hvorfor, at jeg elsker den sang så meget), på smukkeste vis at hylde menneskets vilje til at ville overleve, illustreret i sidste vers hvor det nu udtørrede flodsystems umiddelbart deprimerende udseende vendes fra at repræsentere en gravplads til i stedet at vedblive det som det oprindeligt stod for, nemlig et evigt optimistisk symbol på håb og frihed som aldrig kan udslettes, ligegyldigt hvad der end sker af modgang i livets labyrint.
"But I remember us riding in my brother's car Her body tan and wet down at the reservoir At night on them banks I'd lie awake And pull her close just to feel each breath she'd take Now those memories come back to haunt me they haunt me like a curse Is a dream a lie if it don't come true Or is it something worse that sends me down to the river though I know the river is dry That sends me down to the river tonight Down to the river my baby and I Oh down to the river we ride"
5/6
Traditionen tro har jeg udvalgt mine yndlingsnumre, som denne gang er blevet udvidet til fem numre.
”The Ties That Bind Us”, ”Independence Day”, ”Hungry Hearts”, ”I Wanna Mary You”, og naturligvis det helt store mesterværk ”The River”.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Igen har jeg læst din omhyggelige gennemgang af en i Springsteen regi, uomgængelig klassiker, og det er en nydelse på flere planer :)
Det er altid interessant at læse et "nyt take" mere end 30 år efter udgivelsen og vide, at musikken stadig er tidsløs. Kan stadig huske, hvordan jeg sled The River op og købte et nyt eksemplar bare få måneder efter, for at være sikker. Det var længe mit yndlingsalbum, måske fordi den ankom kort tid inde i min fanperiode og fordi der var noget for enhver smag.
Det er tydeligt at høre forskellen på Darkness albummet og så The River, som blev optaget i The Power Station i New York. Først efter den nylige remastering af Darkness er der blevet opnået op for Max Weinbergs trommer. The River har en umiskendelig lysere lyd. Jeg ser frem til en formidabel remastered udgave af denne.
Det er skægt, at du har den oplevelse med Jackson Cage, for det var længe den samme opfattelse, jeg havde af nummeret :) Nummeret er dog vokset gevaldigt på mig med tiden og det er nok mit 3. valg på albummets første to sider.
The Ties That Bind er tæt på at være min favorit for hele albummet. Det er morsomt, at Springsteen har prædikatet at gøre sine numre bedre live. Men aldrig har Springsteen formået at sammensætte så velklingende, samspillede og alligevel følelsen af egenrådige guitarer, op i en decideret Spector'sk "wall of sound", som på denne plade og han har aldrig siden formået at fange den koncentrerede vildskab live. I stedet lyder det næsten "for pænt" live.
[url= er den første prototype af Ties That Bind fra 1978[/url]
[url= en lydprøve fra 78[/url]
Her er [url= første 78'er live udgave med mere piano end guitarer, men i den version man kender[/url]
Og den absolut bedste version af nummeret nogensinde, originalen fra [url= River[/url], hvor Gary Tallents bas får rigtig meget plads til at sætte bunden.
Og [url= versionen i Barcelona[/url]
Endnu engang tak for den flotte gennemgang. Glad for, at du kan lide musikken :) Jeg ser frem til din gennemgang af side 3 og 4, som for mig nok er lige tanden bedre end første side :)
Og så lige en afslutning med Bruce, da han gav os Independence Day i Paris, den 4. juli.
Igen har jeg læst din omhyggelige gennemgang af en i Springsteen regi, uomgængelig klassiker, og det er en nydelse på flere planer :)
Det er jeg super glad for at høre, især fordi jeg denne gang har brugt ekstra meget tid på at finde ind til essensen af de to hovedtemaer, som Springsteen gerne vil illustrere sit forhold til. Det er nemlig slet ikke så nemt at skrive om, som man måske umiddelbart kunne tro, men det gør på den anden side bestemt heller ikke mig noget, da jeg virkelig hygger mig med det og kun synes det er fedt at sidde og forsøge at løse de forskellige udfordringer. :)
Jeg er i øvrigt lidt nysgerrig efter at høre, om du er enig i min konklusion på sangen "The River" ?
SIR Ridley Scott (88) skrev:
Det er altid interessant at læse et "nyt take" mere end 30 år efter udgivelsen og vide, at musikken stadig er tidsløs. Kan stadig huske, hvordan jeg sled The River op og købte et nyt eksemplar bare få måneder efter, for at være sikker. Det var længe mit yndlingsalbum, måske fordi den ankom kort tid inde i min fanperiode og fordi der var noget for enhver smag.
Netop det sidste du skriver her, om at der er noget for enhver smag, er nemlig også en af grundende til, (ud over at teksterne er evigtgyldige og musikken på flere planer rammer lige i hjertet), at jeg holder rigtig meget "The River" albummet, som jeg også oplever som en best of both worlds, hvor man i høj grad kan fornemme de to vidt forskellige stemninger fra hhv. "Born To Run" og "Darkness On The Edge Of Town" komme til udtryk.
Glæder mig til at få taget hul på anden del af "The River. :)
SIR Ridley Scott (88) skrev:
Det er skægt, at du har den oplevelse med Jackson Cage, for det var længe den samme opfattelse, jeg havde af nummeret :) Nummeret er dog vokset gevaldigt på mig med tiden og det er nok mit 3. valg på albummets første to sider.
Selv om jeg kritiserede melodien og musikken, så er det stadig fedt nok at lytte til. :) Jeg synes bare lige umiddelbart, at det manglede den sidste nerve/kant ifht. teksten til, at det i første omgang blev et favoritnummer. Jeg vil dog bestemt ikke afvise, at jeg senere vil ændre mening, så måske kræver det blot nogle flere lyt af mig før end, at det sniger sig helt ind under huden og bliver siddende. :)
SIR Ridley Scott (88) skrev:
The Ties That Bind er tæt på at være min favorit for hele albummet. Det er morsomt, at Springsteen har prædikatet at gøre sine numre bedre live. Men aldrig har Springsteen formået at sammensætte så velklingende, samspillede og alligevel følelsen af egenrådige guitarer, op i en decideret Spector'sk "wall of sound", som på denne plade og han har aldrig siden formået at fange den koncentrerede vildskab live. I stedet lyder det næsten "for pænt" live.
[url= er den første prototype af Ties That Bind fra 1978[/url]
[url= en lydprøve fra 78[/url]
Her er [url= første 78'er live udgave med mere piano end guitarer, men i den version man kender[/url]
Og den absolut bedste version af nummeret nogensinde, originalen fra [url= River[/url], hvor Gary Tallents bas får rigtig meget plads til at sætte bunden.
Og [url= versionen i Barcelona[/url]
Ja jeg vil give dig helt ret i alt, hvad du har skrevet om "The Ties That Bind", (et nummer som jeg også er fuldstændig vild med). Den originale indspilning er uden tvivl den klart bedste udgave. Dog kunne jeg nu godt lide Winterland/San Francisco udgaven, hvor jeg synes Springsteen og co. er nogenlunde tæt på at ramme den samme energi/lyd.
SIR Ridley Scott (88) skrev:
Endnu engang tak for den flotte gennemgang. Glad for, at du kan lide musikken :) Jeg ser frem til din gennemgang af side 3 og 4, som for mig nok er lige tanden bedre end første side :)
Og jeg siger mange tak for de venlige ord. :) Jeg sætter virkelig stor pris på, at du tager dig tid til at få læst mine lange anmeldelser og at du synes godt om det jeg har skrevet. :)
Og så er det i øvrigt super fedt, at du altid følger op med diverse anekdoter og herlige links. Da jeg jo er en Springsteen novice, så tager jeg gerne imod alle de informationer, som jeg overhovedet kan komme i besiddelse af. Så tak for det. :)
[quote=SIR Ridley Scott (88)]Og så lige en afslutning med Bruce, da han gav os Independence Day i Paris, den 4. juli.
Helt igennem suveræn og formidabel smuk udgave som Springsteen leverer her, med masser af herte og sjæl involveret i den måde han synger på. Han har bare en utrolig evne til at få sine ballader til ramme lige i hjertet og det gør denne udgave da så abslout også.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Det er jeg super glad for at høre, især fordi jeg denne gang har brugt ekstra meget tid på at finde ind til essensen af de to hovedtemaer, som Springsteen gerne vil illustrere sit forhold til. Det er nemlig slet ikke så nemt at skrive om, som man måske umiddelbart kunne tro, men det gør på den anden side bestemt heller ikke mig noget, da jeg virkelig hygger mig med det og kun synes det er fedt at sidde og forsøge at løse de forskellige udfordringer. :)
Og ikke mindst gør du det, indenfor kort tid af "opdagelsen" (hvis jeg må bruge det ord), af Springsteens musik, så det er absolut lidt af en udfordring du har taget op og du klarer det godt, hvis jeg må sige det :)
Jeg er i øvrigt lidt nysgerrig efter at høre, om du er enig i min konklusion på sangen "The River" ?
Du rammer plet, fint illustreret og indrammet i de fire små linier
Is a dream a lie if it don't come true Or is it something worse that sends me down to the river though I know the river is dry.
Hvad sangen betyder for Bruce personligt og ikke mindst disse linier, ses tydeligt første gang Springsteen [url= sidste vers[/url].
Ja jeg vil give dig helt ret i alt, hvad du har skrevet om "The Ties That Bind", (et nummer som jeg også er fuldstændig vild med). Den originale indspilning er uden tvivl den klart bedste udgave. Dog kunne jeg nu godt lide Winterland/San Francisco udgaven, hvor jeg synes Springsteen og co. er nogenlunde tæt på at ramme den samme energi/lyd.
Helt sikkert også en god performance :)
Og jeg siger mange tak for de venlige ord. :) Jeg sætter virkelig stor pris på, at du tager dig tid til at få læst mine lange anmeldelser og at du synes godt om det jeg har skrevet. :)
Jeg tror det er her man siger ... pleasure is all mine :)
Og så er det i øvrigt super fedt, at du altid følger op med diverse anekdoter og herlige links. Da jeg jo er en Springsteen novice, så tager jeg gerne imod alle de informationer, som jeg overhovedet kan komme i besiddelse af. Så tak for det. :)
Jeg forsøgte lige at finde noget frem fra et interview fra midt 80'erne, hvor han netop snakker en del om baggrunden for The River og historien om søsteren og svogeren. Det skulle være fra 84-85 og kan huske, jeg så det på svensk TV.
Men hvis du ikke har hørt The River versionen fra 1975-85 albummet, så skal du høre det her. På det tidspunkt i 80'erne var Springsteen en "storyteller" på scenen og fortalte ofte 2-3 vedkommende historier af 5 minutters varighed under en koncert, som intro til en sang. De var enormt effektfulde og ja ... klichéfyldte. Men hører man introen med hans fars "When the army gets you, they're gonna make a man out of you", skal man ikke have den store forestillingsevne for at fornemme "klimaks" den aften på scenen og overgangen til Springsteens mundharmonika. It never fails to get me :)
#81 Richard Burton 12 år siden
#82 elwood 12 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#83 Richard Burton 12 år siden
Here we go again! Så kører turnéen på den anden side af oceanet!
AN INSTANT FENWAY CLASSIC!
"Three and a half hours later, Springsteen parted with an announcement that was hard to believe: “We’ll be back tomorrow night!”
#84 NightHawk 12 år siden
#85 Richard Burton 12 år siden
#86 NightHawk 12 år siden
#87 NightHawk 12 år siden
Med to episke album i bagagen, (der i fællesskab illustrerede et noget nær perfekt portræt af USA og den amerikanske folkesjæls higen efter at nå til en eksistentiel forløsning i forbindelse med jagten på The American dream), drog Bruce Springsteen nu stor fordel af sit erfaringsmæssige baggrundstæppes både stormende kommercielle og vejrbidte kunstneriske succes til at skabe en musikalsk sammenflettet tømmerflåde der via et lyrisk langtidsholdbart fundament var klar til at tage sit publikum med ud på en mageløs rejse ned af floden og lige ind i hjertet på det der i sidste ende umundede sig i det storslåede dobbelt album “The River”. Som yderligere kvalitetsmæssig supplement til at guide den poetisk charmerende pram i den rigtige retning og dermed opretholde balancen mellem albummets temaer om ensomhedens kvaler og sammenholdets styrker, valgte Springsteen denne gang at læne sig op ad en række sange, som var blevet i overskud fra “Darkness On The Edge Of Town”. Dette bl.a. i form af introen “The Ties That Bind Us”, der således overført til “The River” kom til at fungere som en yderst kreativ og metaforisk metalegs morale, (hvor blod meget passende er tykkere end vand), qua tekstens ambivalente beskrivelse af et parforholds turbulens, formidlet via et forrygende energisk tempo med rock 'n' roll skruen på fulde omdrejninger, i et kontrastmæssigt udtryk som kun få mestrer ligeså suverænt som Springsteen.
Knap har man nået at trække vejret igen, før kaptajn Springsteen og hans besætning tager hul på endnu et herligt og tempofyldt nummer, da der bydes op til en rask svingom med “Sherry Darling”, som uden tvivl må være en af de mest humoristiske og løsslupne sange, som jeg har hørt med bossen og co. Her bliver den evigt besværlige og dominerende svigermor taget under “kærlig” behandling i en sang, der ret beset handler om at værre herre i eget hus og, for protagonistens side, et ønske om at kunne skrue tiden tilbage til dengang forholdet til kæresten var nyt og uforudsigeligt, og ja generelt set blot var en mere fri og ubesværet tid med god plads til at dase i solen og nyde en kold bajer uden at skulle belemres af udefrakommende kontrol, formaninger og løftede pegefingre. Til at skylle det hele ned med dosseres der med herlige mængder af Steven Van Sants nærmest Hawaii klingende guitar og Clarence Clemons muntert boblende saxofonsoloer, hvilket skaber den helt perfekte stemning til en sang der er skabt til at være et vaskeægte sommerhit. Fra sol, varme og vaskeægte feststemning skal vi langt ind i skyggerne med “Jackson Cage” for at følge et fængslende og temmelig deprimerende drama udspille sig qua en fascinerende voyeuristisk beskrivelse af en kvinde, som viser sig at være mere eller mindre på vej til at blive fuldstændig fortabt i ensomhedens altopslugende intethed, hvilket endegyldigt også afspejler sig i forhold til fortællerens eget portræt, afslørende en dybt tragisk kærlighedshistorie imellem de to, som aldrig bliver til mere end blot en konstatering. Tekstmæssigt er “Jackson Cage” et af mine absolutte yndlingsnumre, hvilket melodien og musikken modsat dog desværre ikke helt kan leve op til.
Helhedsindtrykket er derimod væsentligt bedre på den lille rockende knaldperle “Two Hearts”, der står i skærende kontrast til de to foregående sanges morale, og handler om at hylde romantikkens magi og kærlighedens fortryllende væsen samt at tage ansvar for sit liv, underforstået ifht. det omtalte parforhold som protagonisten her vil gøre alt for at bevare. Efter fire numre i streg med fuld tryk på kedlerne tager Springsteen og co. med opfølgeren “Indepedence Day” fat på albummets første ballade, som vender budskabet fra “The Ties that Bind Us” på hovedet og fortæller en dyster og tragisk historie om en familie i opløsning, da en søn endegyldig må tage et uundgåeligt opgør med sin fader, hvilket betyder en famlen ud i ensomheden for dem begge. Selv om der qua sangens titel ligeså er tale om en nødvendig løsrivelsesproces, gør Springsteen det samtidig klart via sit vokalmæssige lettere opgivende udtryk, (der suppleres fornemt og med solid følelsesmæssig resonans af Bittain og Clemons orgel og saxofon), at “Independence Day” morale på ingen måde er noget at fejre, nærmere tværtimod. Alt imens den sørgmodige tungsindighed ligeså langsomt ebber ud i baggrunden, lægges der efterfølgende behørig afstand til selv samme afdæmpede atmosfære med klassikeren “Hungry Heart”, der løfter humøret til nye højder hvad musik og melodien angår, (det får en helt unik power når især trommerne, keyboardet og koret smelter sammen med Springsteens vokal), men hvis tekst derimod er af en helt anden og mere bitter størrelse, når man tager den ultra korte historie under lup, hvori protagonisten udstiller sin ambivalens i både at ville være i besiddelse af familielivets trygge rammer men samtidig også have mulighed for at bryde med selv samme rammer og være sin egen lykkes smed. Umiddelbart er første vers jo ikke ligefrem et udtryk på super sympatisk træk fra protagonisten side, men det bliver der dog rettet op på igen i andet vers, hvor fornuften atter tager kontrollen, da en kort affære minder den lettere rodløse rebel om, at han rent faktisk savner sin families tryghed og kærlighed.
Med det lystigt rockende og melodisk medrivende uptempo nummer “Out In The Streets”, som virkelig træder i karakter under dets forrygende omkvæd, skrues den positive stemning endnu en tak i vejret, hvilket denne gang ligeledes afspejler sig i teksten som værende en af de mest optimistiske af slagsen på dette album i sin beskrivelse af fællesskabet og sammenholdets styrker, hvilke rebellens bluecollar guy type her glæder sig til at nyde i fulde drag blandt ligesindede drømmende lystige ungersvende og danseglade babes, ligeså snart arbejdets sure forpligtelser og kedelig trummerums fastlåste synkrone enhed ophører. I den ganske interessante parallel der bliver opstillet her mellem de to modsatte former for fællesskab, understreges det da samtidig også meget klart og tydeligt i hvilket af de to miljøer alter egoet foretrækker at dyrke fællesskabet i. Herligt fandenivoldsk og motiverende sang, som jeg ikke kan få nok af at lytte til. I “Crush On You”, der fortsætter præcis hvor forrige nummer sluttede, følger man nu Springsteens cool stratenrøver slentre rundt i byen og muntert udnytte sin midlertidige frihed til at cruise efter hotte chikas. Det kunne måske umiddelbart godt virke lidt plat og machogejlet, men det styrer Springsteen nu fornemt udenom her, i hvad jeg i stedet betragter som en uhøjtidelig, underholdende og særdeles charmerende hyldest til det modsatte køn. “Chush On You” er bare et satans fedt lige ud af landevejen rock 'n' roll nummer, hvori bossen i den grad sætter sin hæse stemme på den ultimative styrkeprøve, hvilket samlet skaber en uovertruffen dynamik og energi.
Med fuld tryk under de rødglødende kedler sejler dampskibet efterfølgende derud af med skruen på allerhøjeste omdrejninger i “You Can Look“, (But You Better Not Touch), der dog viser sig at være en temmelig demoraliserende sang hvori samtlige af protagonistens forhåbninger om at være en del af et fællesskab, hvad end det er repræsenteret via materielle eller følelsesmæssige behov, lider et voldsomt nederlag, hvilket ultimativt efterlader ham indebrændt og isoleret. Igen en skarp lille tekst med solide pointer, hvor jeg dog ikke helt blev grebet af hverken musikken eller melodiens opbygning. Den charmerende hyggelige ballade “I Wanna Marry You” derimod fungerer, trods sin enkle præmis og melodi, væsentligt bedre for mit vedkommende. Særligt grundet den kryptisk ambivalente og nostalgiske symbiose som Springsten får skabt mellem musik og tekst, hvor fortiden og nutidens generation og deres syn på romantikkens goder og familiens sammenhold kolliderer med hinandens bristede illusioner og ønskede idealer for at sikre en triumf over ensomhedens dræbende favntag. På mange måder, blot med modsat fortegn, minder “I Wanna Marry You” om “Jackson Cage” der qua sin voyeuristiske tilgang dissekerede et deprimerende og tragisk forhold mellem to fortabte eksistenser. I “I Wanna Marry You” vender Springsteen selv samme formel på hovedet angående sin observerende protagonist iagttagelser og skaber i stedet, og på smukkeste vis, et hjerteskærende romantisk univers hvori, uden dog på nogen måde at negligere hverdagens barske realiteter, der gives plads til at de to skæbner med hver deres smertelige afsavn i fællesskab kan redde hinandens eksistens.
Fra en, (som jeg overordnet vurderer det), lettere undervurderet perle, er tiden nu kommet til at sejle tværs igennem nostalgiens tågedis og ind til havnekajen for en stund, hvorfra albummets titelnummer og en af de største Springsteen klassikere afslutningsvis kommer til syne i skikkelse af den djævelsk dragende og meditativ melankolske “The River”. Historien, (inspireret af Bruce Springsteens søster og svogers genvordigheder med at indordne sig under samfundets spilleregler, og samtidig skulle acceptere at se sine egne håbefulde naive alternative visioner for fremtiden smuldre som uundgåeligt integreret skæbneportræt i den traditionelle proces), fortolkes intet mindre end mageløst på denne tidsløse og udødelige sang. Til at skabe denne helt unikke og gåsehudsfremkaldende stemning af deprimerende melankoli runger en nærmest trøstesløs sonate fra en mundharmonika ud i natten, hvor historiens lettere livstrætte protagonist tænker tilbage på den spirende forelskelse til hans store kærlighed, symbolsk afspejlet i det paradisagtige floddelta med det pulserende livsbekræftende rindende vand omgivet af de frodige grønne marker.
Men herefter skilles vandende brat i en skarp og barsk kontrast, da det unge par pludselig fanges i et net af forventninger og traditioner, der langsomt dræner dem for den genstridige ungdommelige gejst de tidligere besad med ønsket om at ændre på komfortens kadaverlignende tilstand, som de nu er havnet i. Stadig bevares der dog bagved al bitterheden et lille bitte håb i mørket via minderne til flodens frigjorte idealer for fremtiden, hvis nuværende situation forværres markant, da Springsteen inddrager datidens enorme problemer med stor arbejdsløshed, hvilket fuldstændig river fundamentet og næsten al håb væk fra den lille familie. Men også kun næsten. For Springsteen formår nemlig trods al modgangen, (og hvad der er en af flere årsager til hvorfor, at jeg elsker den sang så meget), på smukkeste vis at hylde menneskets vilje til at ville overleve, illustreret i sidste vers hvor det nu udtørrede flodsystems umiddelbart deprimerende udseende vendes fra at repræsentere en gravplads til i stedet at vedblive det som det oprindeligt stod for, nemlig et evigt optimistisk symbol på håb og frihed som aldrig kan udslettes, ligegyldigt hvad der end sker af modgang i livets labyrint.
"But I remember us riding in my brother's car
Her body tan and wet down at the reservoir
At night on them banks I'd lie awake
And pull her close just to feel each breath she'd take
Now those memories come back to haunt me
they haunt me like a curse
Is a dream a lie if it don't come true
Or is it something worse
that sends me down to the river
though I know the river is dry
That sends me down to the river tonight
Down to the river
my baby and I
Oh down to the river we ride"
5/6
Traditionen tro har jeg udvalgt mine yndlingsnumre, som denne gang er blevet udvidet til fem numre.
”The Ties That Bind Us”, ”Independence Day”, ”Hungry Hearts”, ”I Wanna Mary You”, og naturligvis det helt store mesterværk ”The River”.
#88 Richard Burton 12 år siden
Det er altid interessant at læse et "nyt take" mere end 30 år efter udgivelsen og vide, at musikken stadig er tidsløs. Kan stadig huske, hvordan jeg sled The River op og købte et nyt eksemplar bare få måneder efter, for at være sikker. Det var længe mit yndlingsalbum, måske fordi den ankom kort tid inde i min fanperiode og fordi der var noget for enhver smag.
Det er tydeligt at høre forskellen på Darkness albummet og så The River, som blev optaget i The Power Station i New York. Først efter den nylige remastering af Darkness er der blevet opnået op for Max Weinbergs trommer. The River har en umiskendelig lysere lyd. Jeg ser frem til en formidabel remastered udgave af denne.
Det er skægt, at du har den oplevelse med Jackson Cage, for det var længe den samme opfattelse, jeg havde af nummeret :) Nummeret er dog vokset gevaldigt på mig med tiden og det er nok mit 3. valg på albummets første to sider.
The Ties That Bind er tæt på at være min favorit for hele albummet. Det er morsomt, at Springsteen har prædikatet at gøre sine numre bedre live. Men aldrig har Springsteen formået at sammensætte så velklingende, samspillede og alligevel følelsen af egenrådige guitarer, op i en decideret Spector'sk "wall of sound", som på denne plade og han har aldrig siden formået at fange den koncentrerede vildskab live. I stedet lyder det næsten "for pænt" live.
[url= er den første prototype af Ties That Bind fra 1978[/url]
[url= en lydprøve fra 78[/url]
Her er [url= første 78'er live udgave med mere piano end guitarer, men i den version man kender[/url]
Og den absolut bedste version af nummeret nogensinde, originalen fra [url= River[/url], hvor Gary Tallents bas får rigtig meget plads til at sætte bunden.
Og [url= versionen i Barcelona[/url]
Endnu engang tak for den flotte gennemgang. Glad for, at du kan lide musikken :) Jeg ser frem til din gennemgang af side 3 og 4, som for mig nok er lige tanden bedre end første side :)
Og så lige en afslutning med Bruce, da han gav os Independence Day i Paris, den 4. juli.
#89 NightHawk 12 år siden
Det er jeg super glad for at høre, især fordi jeg denne gang har brugt ekstra meget tid på at finde ind til essensen af de to hovedtemaer, som Springsteen gerne vil illustrere sit forhold til. Det er nemlig slet ikke så nemt at skrive om, som man måske umiddelbart kunne tro, men det gør på den anden side bestemt heller ikke mig noget, da jeg virkelig hygger mig med det og kun synes det er fedt at sidde og forsøge at løse de forskellige udfordringer. :)
Jeg er i øvrigt lidt nysgerrig efter at høre, om du er enig i min konklusion på sangen "The River" ?
Netop det sidste du skriver her, om at der er noget for enhver smag, er nemlig også en af grundende til, (ud over at teksterne er evigtgyldige og musikken på flere planer rammer lige i hjertet), at jeg holder rigtig meget "The River" albummet, som jeg også oplever som en best of both worlds, hvor man i høj grad kan fornemme de to vidt forskellige stemninger fra hhv. "Born To Run" og "Darkness On The Edge Of Town" komme til udtryk.
Glæder mig til at få taget hul på anden del af "The River. :)
Selv om jeg kritiserede melodien og musikken, så er det stadig fedt nok at lytte til. :) Jeg synes bare lige umiddelbart, at det manglede den sidste nerve/kant ifht. teksten til, at det i første omgang blev et favoritnummer. Jeg vil dog bestemt ikke afvise, at jeg senere vil ændre mening, så måske kræver det blot nogle flere lyt af mig før end, at det sniger sig helt ind under huden og bliver siddende. :)
Ja jeg vil give dig helt ret i alt, hvad du har skrevet om "The Ties That Bind", (et nummer som jeg også er fuldstændig vild med). Den originale indspilning er uden tvivl den klart bedste udgave. Dog kunne jeg nu godt lide Winterland/San Francisco udgaven, hvor jeg synes Springsteen og co. er nogenlunde tæt på at ramme den samme energi/lyd.
Og jeg siger mange tak for de venlige ord. :) Jeg sætter virkelig stor pris på, at du tager dig tid til at få læst mine lange anmeldelser og at du synes godt om det jeg har skrevet. :)
Og så er det i øvrigt super fedt, at du altid følger op med diverse anekdoter og herlige links. Da jeg jo er en Springsteen novice, så tager jeg gerne imod alle de informationer, som jeg overhovedet kan komme i besiddelse af. Så tak for det. :)
[quote=SIR Ridley Scott (88)]Og så lige en afslutning med Bruce, da han gav os Independence Day i Paris, den 4. juli.
Helt igennem suveræn og formidabel smuk udgave som Springsteen leverer her, med masser af herte og sjæl involveret i den måde han synger på. Han har bare en utrolig evne til at få sine ballader til ramme lige i hjertet og det gør denne udgave da så abslout også.
#90 Richard Burton 12 år siden
Og ikke mindst gør du det, indenfor kort tid af "opdagelsen" (hvis jeg må bruge det ord), af Springsteens musik, så det er absolut lidt af en udfordring du har taget op og du klarer det godt, hvis jeg må sige det :)
Du rammer plet, fint illustreret og indrammet i de fire små linier
Is a dream a lie if it don't come true
Or is it something worse
that sends me down to the river
though I know the river is dry.
Hvad sangen betyder for Bruce personligt og ikke mindst disse linier, ses tydeligt første gang Springsteen [url= sidste vers[/url].
Helt sikkert også en god performance :)
Jeg tror det er her man siger ... pleasure is all mine :)
Jeg forsøgte lige at finde noget frem fra et interview fra midt 80'erne, hvor han netop snakker en del om baggrunden for The River og historien om søsteren og svogeren. Det skulle være fra 84-85 og kan huske, jeg så det på svensk TV.
Men hvis du ikke har hørt The River versionen fra 1975-85 albummet, så skal du høre det her. På det tidspunkt i 80'erne var Springsteen en "storyteller" på scenen og fortalte ofte 2-3 vedkommende historier af 5 minutters varighed under en koncert, som intro til en sang. De var enormt effektfulde og ja ... klichéfyldte. Men hører man introen med hans fars "When the army gets you, they're gonna make a man out of you", skal man ikke have den store forestillingsevne for at fornemme "klimaks" den aften på scenen og overgangen til Springsteens mundharmonika. It never fails to get me :)