Springsteen får overmandet en politimand på scenen i Dublin og får startet musikken igen.
Kun 31 numre i går (hvilket vel kun er lidt mere end 7 timer for de to dage) og 30 i idag, men til gengæld endnu engang en lidt bedre setliste på anden dagen.
Norge 21. juli. Fantastisk! Springsteen tager imod request og spiller et nummer han ikke har spillet på touren før. Det har bandet heller ikke, så et par minutter går på at diskutere, hvordan de dog skal spille nummeret :)
I øvrigt en lille koncert af 3 timer og 47 minutters varighed, 32 numre .... stadig ingen pause.
Så er jeg tilbage igen og er lige ved at rette i mine anmeldelser af "Greetings From Asbury Park N.J." og "The Wild, The Innocent and The E Street Shuffle", som jeg ligger op i tråden senere i dag. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Albummet indledes med “Blinded By The Light”, som senere hen blev en klassiker med Manfred Manns Earth band i deres poppede og mere polerede udgave. Her i Springsteens originalversion, serveres klassikeren derimod via et råt, energisk og hæsblæsende lydtæppe, der blafrende i vinden og for fuld udblæsning befinder sig i en intens jagt på at hænge fast i haserne på Springsteens omfattende og svært imponerende tekst, så man nærmest efterlades helt stakåndet, når de sidste toner ebber ud. Umiddelbart er denne nærmest ukontrollerbare power sangens styrke men også lidt dens svaghed, da jeg ikke synes balancen mellem tekst og musik sidder lige i skabet fra start til slut. Det bliver der dog hurtigt rettet op på i “Growing Up”, som for mit vedkommende fungere perfekt i sin symbiose, som allerede her understreger Bruce Springsteens talent for at skrive velklingende pop/rock melodier, der har nerve og sjæl i spandevis og som legende let øjeblikkeligt kryber ind under huden og helt ind i hjertet. Elsker det her nummer.
Med “Mary, Queen of Arkansas” tages der hul på den første storladne folk ballade, hvilken jeg også oplever, ligesom åbningsnummeret, som en blandet fornøjelse, hvor det på den ene side er fedt at høre Springsteens sjælesøgende vokal udfolde sig, men hvor melodi og tekst samlet set på den anden side måske også gør, at sangen bliver en anelse for lidende til min smag. Det kan dog værre det blot kræver et par flere lyt før, at “Mary…” også er et nummer jeg kommer til at holde af. Så skifter Bruce og co. tempo igen med den ganske fornøjelige men også meget korte og let forglemmelige “Does This Bus Stop at 82. Street”, der transporterede mig videre på min musikalske rejse og direkte ind i den zone, hvor debut albummet for mit vedkommende viser sig fra sin mest magiske side, nemlig da Bruce Springsteen for alvor åbner op for godteposen med de to fremragende ballader “Lost In The Flood” og “The Angel”. Ikke blot er disse to numre sublime i deres helhed men skaber samtidig også en dybt fascinerende kontrast imellem sig, hvor førstnævnte byder på flere lag i melodien og flere lag i teksten, der effektivt blander samfundskritik og religion i en stærkere og stærkere kontekst efterhånden, som sangen udvikler sig.
Helt anderledes men ligeså overbevisende og på sin egen gåsehudsfremkaldende måde forholder det sig med den mesterligt følsomme “The Angel”, hvis dragende poesi på smukkeste vis kommer til udtryk via et minimalistisk touch, der gik lige i hjertet på undertegnede. Det efterfølgende nummer “For You” trækker så desværre lidt ned igen i den samlede vurdering af albummet, da jeg har det på samme måde her som med “Blinded By The Light”. “For You” synes at ville for meget på én gang og samspillet mellem tekst og melodi, synes jeg ikke harmonerer på en ligeså velklingende måde som det bl.a. gør i de to sidste og sammenligneligt opbyggede sange i skikkelse af hhv. “Spirit of The Night” (med et herligt swingende kor og Clarences markant mere fremtrædende saxofon som ekstra bonus) og “It’s Hard To Be a Saint in the City”. Begge to er stærkt medrivende og bragende fede at rocke med til og sætter et fornemt punktum på en debut, som trods mine små forbehold dog klart og tydeligt understreger hvorfor, at Bruce Springsteen senere hen skulle opnå status som en af de største legender i musikbranchen.
4/6
Som fast del af anmeldelsen vil jeg tage mine fire yndlingsnumre med fra det omtalte album. Og fra “Greetings From Asbury Park N.J.” har jeg valgt hhv:
“Growing Up”, “Lost In The Flood”, “The Angel” og “It’s Hard To Be A Saint In the City”.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
The Wild, The Innocent & The E Street Shuffle (1973)
Lad mig blot starte med at sige, at jeg elsker Springsteens andet album, som her indledes med et sandt festfyrværkeri i form af den eksplosive og forrygende “The E Street Shuffle”, der øjeblikkeligt sætter en tyk streg under en samling af sange, der tager en helt anden og mere eksperimenterende retning end den Bob Dylan folk-inspirerede debut, hvilket i “The E Street Shuffle” kommer til udtryk på herlig vis ved at inddrage og mikse både funk og soul elementer med de velkendte rock elementer. Det fungerer upåklageligt og lyder formidabelt sammen. Med sang nr. 2 ,“4’th of July, Asbury Park”, er vi så tilbage igen på velkendt territorium fra forrige albums lyd med en tilbagelænet og meget smuk ballade, der stemningsmæssig godt kunne minde om “Mary Queen of Arkansas”, men i mine ører lyder og fungerer langt bedre takket værre brugen af et endnu større og igen mere eksperimenterede lydtæppe, der forstærker og fremhæver den følelsesmæssige kontekst.
Fra det afdæmpede drager vi videre på den musikalske landevej med det formidable og ekstremt afvekslende “Kittys Back”, som indledes med en sublim blues inspireret guitarsolo, inden nummeret eksploderer i herlige temposkift hvor hele bandet får lov til at folde sig ud på fuld kraft og hvor hvert instrument fremhæves markant uden nogensinde at miste samhørigheden med de øvrige ingredienser i sangen, hvilken Springsteen som en anden mester dirigent styrer med stor overbevisning midt i musik orkanens øje, der bl.a. også byder på en herlig funky keyboard solo og et blæserarrangement, der brager igennem på bedste big band facon. Fantastisk nummer! Så skrues tempoet atter ned i den pudseløjerligt muntert klingende fabel, “Wild Billy’s Circus Story”, der fantasifuldt forløser tekstens duft af savsmuld i den magiske manege, mens fortællingen bæres frem af tungsindige trut i tubaen og medrivende trommehvirvler, der alt lagt sammen danner rammen om en sang, som fortjener intet andet end stående applaus. “The Wild, The Innocent and The E Street Shuffle” er et album, hvor man aldrig kan vide sig sikker på i hvilken retning Springsteen vælger at gå, og med “Incident On 57 Street” er alle former for munterhed og magi lagt på hylden til fordel for en fandenivoldsk og rå beretning fra gaden uden nåde, der kommer til udtryk på en sammenlignelig upoleret facon, som jeg også oplevede det med hele stemningen på “Darkness On The Edge of Town” albummet.
Den kraftfulde energi der opstår i sammensmeltningen af den sitrende uro og frustration man både tekst og lydmæssigt fornemmer på “Incident On 57 Street”, har Springsteen dog ikke lige sådan tænkt sig at efterlade bag sig, da han byder op til dans med “Rosalita”, (Come Out Tonight), der bedst kan beskrives som et melodisk damplokomotiv, der buldrende og bragende på den fede måde tordner lige ind i sanserne, så man er sendt til tælling af dette musikalske kraftoverskud. Mens man så lige får sundet sig lidt, er det derfor også meget passende, at Springsteen og co. runder deres mesterlige album af med en sand perle i form af den vidunderligt smukke og stemningsfyldte “New York City Serenade”, der indledes med en fascinerede blanding af klassisk musik og blues, der i fællesskab efterhånden som Springsteens sprøde vokal åbenbare teksten, langsomt løfter sangen mod skyerne, inden Clarence med en skøn saxofonsolo omfavnet af et sanseberusende stryger arrangement understreger magien i denne musikalske smeltediglens serenade til storbyen.
6/6
Mine fire yndlingsnumre er denne gang:
“The E Street Shuffle”, “Kitty’s back”, “Wild Billy‘s Circus Story” og “New York Serenade”.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#21 Richard Burton 12 år siden
Kun 31 numre i går (hvilket vel kun er lidt mere end 7 timer for de to dage) og 30 i idag, men til gengæld endnu engang en lidt bedre setliste på anden dagen.
#22 elwood 12 år siden
Jon Stewart er ikke tilfreds med behandlingen af The Boss, John Oliver slukker hans Mic, men forgæves 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#23 Richard Burton 12 år siden
#24 elwood 12 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#25 Richard Burton 12 år siden
I øvrigt en lille koncert af 3 timer og 47 minutters varighed, 32 numre .... stadig ingen pause.
#26 NightHawk 12 år siden
#27 Richard Burton 12 år siden
Lost in the Flood
- Hammersmith - 1975
- New York City 2001
Ellers er selve Hammersmith koncerten fin til at vise de bedste af numrene i live action.
#28 NightHawk 12 år siden
Albummet indledes med “Blinded By The Light”, som senere hen blev en klassiker med Manfred Manns Earth band i deres poppede og mere polerede udgave. Her i Springsteens originalversion, serveres klassikeren derimod via et råt, energisk og hæsblæsende lydtæppe, der blafrende i vinden og for fuld udblæsning befinder sig i en intens jagt på at hænge fast i haserne på Springsteens omfattende og svært imponerende tekst, så man nærmest efterlades helt stakåndet, når de sidste toner ebber ud. Umiddelbart er denne nærmest ukontrollerbare power sangens styrke men også lidt dens svaghed, da jeg ikke synes balancen mellem tekst og musik sidder lige i skabet fra start til slut. Det bliver der dog hurtigt rettet op på i “Growing Up”, som for mit vedkommende fungere perfekt i sin symbiose, som allerede her understreger Bruce Springsteens talent for at skrive velklingende pop/rock melodier, der har nerve og sjæl i spandevis og som legende let øjeblikkeligt kryber ind under huden og helt ind i hjertet. Elsker det her nummer.
Med “Mary, Queen of Arkansas” tages der hul på den første storladne folk ballade, hvilken jeg også oplever, ligesom åbningsnummeret, som en blandet fornøjelse, hvor det på den ene side er fedt at høre Springsteens sjælesøgende vokal udfolde sig, men hvor melodi og tekst samlet set på den anden side måske også gør, at sangen bliver en anelse for lidende til min smag. Det kan dog værre det blot kræver et par flere lyt før, at “Mary…” også er et nummer jeg kommer til at holde af. Så skifter Bruce og co. tempo igen med den ganske fornøjelige men også meget korte og let forglemmelige “Does This Bus Stop at 82. Street”, der transporterede mig videre på min musikalske rejse og direkte ind i den zone, hvor debut albummet for mit vedkommende viser sig fra sin mest magiske side, nemlig da Bruce Springsteen for alvor åbner op for godteposen med de to fremragende ballader “Lost In The Flood” og “The Angel”. Ikke blot er disse to numre sublime i deres helhed men skaber samtidig også en dybt fascinerende kontrast imellem sig, hvor førstnævnte byder på flere lag i melodien og flere lag i teksten, der effektivt blander samfundskritik og religion i en stærkere og stærkere kontekst efterhånden, som sangen udvikler sig.
Helt anderledes men ligeså overbevisende og på sin egen gåsehudsfremkaldende måde forholder det sig med den mesterligt følsomme “The Angel”, hvis dragende poesi på smukkeste vis kommer til udtryk via et minimalistisk touch, der gik lige i hjertet på undertegnede. Det efterfølgende nummer “For You” trækker så desværre lidt ned igen i den samlede vurdering af albummet, da jeg har det på samme måde her som med “Blinded By The Light”. “For You” synes at ville for meget på én gang og samspillet mellem tekst og melodi, synes jeg ikke harmonerer på en ligeså velklingende måde som det bl.a. gør i de to sidste og sammenligneligt opbyggede sange i skikkelse af hhv. “Spirit of The Night” (med et herligt swingende kor og Clarences markant mere fremtrædende saxofon som ekstra bonus) og “It’s Hard To Be a Saint in the City”. Begge to er stærkt medrivende og bragende fede at rocke med til og sætter et fornemt punktum på en debut, som trods mine små forbehold dog klart og tydeligt understreger hvorfor, at Bruce Springsteen senere hen skulle opnå status som en af de største legender i musikbranchen.
4/6
Som fast del af anmeldelsen vil jeg tage mine fire yndlingsnumre med fra det omtalte album. Og fra “Greetings From Asbury Park N.J.” har jeg valgt hhv:
“Growing Up”, “Lost In The Flood”, “The Angel” og “It’s Hard To Be A Saint In the City”.
#29 NightHawk 12 år siden
Lad mig blot starte med at sige, at jeg elsker Springsteens andet album, som her indledes med et sandt festfyrværkeri i form af den eksplosive og forrygende “The E Street Shuffle”, der øjeblikkeligt sætter en tyk streg under en samling af sange, der tager en helt anden og mere eksperimenterende retning end den Bob Dylan folk-inspirerede debut, hvilket i “The E Street Shuffle” kommer til udtryk på herlig vis ved at inddrage og mikse både funk og soul elementer med de velkendte rock elementer. Det fungerer upåklageligt og lyder formidabelt sammen. Med sang nr. 2 ,“4’th of July, Asbury Park”, er vi så tilbage igen på velkendt territorium fra forrige albums lyd med en tilbagelænet og meget smuk ballade, der stemningsmæssig godt kunne minde om “Mary Queen of Arkansas”, men i mine ører lyder og fungerer langt bedre takket værre brugen af et endnu større og igen mere eksperimenterede lydtæppe, der forstærker og fremhæver den følelsesmæssige kontekst.
Fra det afdæmpede drager vi videre på den musikalske landevej med det formidable og ekstremt afvekslende “Kittys Back”, som indledes med en sublim blues inspireret guitarsolo, inden nummeret eksploderer i herlige temposkift hvor hele bandet får lov til at folde sig ud på fuld kraft og hvor hvert instrument fremhæves markant uden nogensinde at miste samhørigheden med de øvrige ingredienser i sangen, hvilken Springsteen som en anden mester dirigent styrer med stor overbevisning midt i musik orkanens øje, der bl.a. også byder på en herlig funky keyboard solo og et blæserarrangement, der brager igennem på bedste big band facon. Fantastisk nummer! Så skrues tempoet atter ned i den pudseløjerligt muntert klingende fabel, “Wild Billy’s Circus Story”, der fantasifuldt forløser tekstens duft af savsmuld i den magiske manege, mens fortællingen bæres frem af tungsindige trut i tubaen og medrivende trommehvirvler, der alt lagt sammen danner rammen om en sang, som fortjener intet andet end stående applaus. “The Wild, The Innocent and The E Street Shuffle” er et album, hvor man aldrig kan vide sig sikker på i hvilken retning Springsteen vælger at gå, og med “Incident On 57 Street” er alle former for munterhed og magi lagt på hylden til fordel for en fandenivoldsk og rå beretning fra gaden uden nåde, der kommer til udtryk på en sammenlignelig upoleret facon, som jeg også oplevede det med hele stemningen på “Darkness On The Edge of Town” albummet.
Den kraftfulde energi der opstår i sammensmeltningen af den sitrende uro og frustration man både tekst og lydmæssigt fornemmer på “Incident On 57 Street”, har Springsteen dog ikke lige sådan tænkt sig at efterlade bag sig, da han byder op til dans med “Rosalita”, (Come Out Tonight), der bedst kan beskrives som et melodisk damplokomotiv, der buldrende og bragende på den fede måde tordner lige ind i sanserne, så man er sendt til tælling af dette musikalske kraftoverskud. Mens man så lige får sundet sig lidt, er det derfor også meget passende, at Springsteen og co. runder deres mesterlige album af med en sand perle i form af den vidunderligt smukke og stemningsfyldte “New York City Serenade”, der indledes med en fascinerede blanding af klassisk musik og blues, der i fællesskab efterhånden som Springsteens sprøde vokal åbenbare teksten, langsomt løfter sangen mod skyerne, inden Clarence med en skøn saxofonsolo omfavnet af et sanseberusende stryger arrangement understreger magien i denne musikalske smeltediglens serenade til storbyen.
6/6
Mine fire yndlingsnumre er denne gang:
“The E Street Shuffle”, “Kitty’s back”, “Wild Billy‘s Circus Story” og “New York Serenade”.
#30 NightHawk 12 år siden
Super fedt at se denne fremragende sang live. Det blev den kun endnu bedre af faktisk. :)