#120 Tak for det. Jeg synes det er en dejlig liste. Ikke at jeg har set nogle af filmene endnu, men den er meget inspirerende og jeg har da allerede listet flere til fremtidige indkøb.
Lucia Humberto Solas, Cuba 1968. Votes på IMDB - 230
Så skal vi endnu en gang til Cuba, og det er i en 160 minutters historisk epos. Cubas uafhængighedskrig, 1930’ernes politiske tumulter og efter revolutionen i 1960’erne. Valget af hovedperson er interessant: i hver tidsalder er den pige, der hedder Lucia, og det er igennem de tre, historierne bliver fortalt. De tre Lucia’er kommer fra hver sin klasse: over-, middel- og arbejderklassen. Filmen er delt op i tre dele, og der er således ingen cuts mellem de tre tidsaldre. Første del handler om overklassepigen Lucia i 1895 og hendes romance med en spansk soldat(som jo kontrollerede Cuba), mens anden del handler om en middelklassepiges kedsomhed i 1933, hvor hun tilslutter sig en undergrundsbevægelse. Sidste del foregår i 1960’erne uden et præcist årstal. Lucia er en arbejderpige, der skal prøve på at beholde sin frihed efter revolutionen.
Valget af samme navn til de tre kvinder giver filmens budskab et universelt præg. Fokus på kvinderne giver selvfølgelig et element af kvindefrigørelse. Stilen er håndholdt kamera med en del eksperimenterende scener. Den er optaget i sort/hvid og er forholdsvis dyster. Selvom den prortrætterer perioder med stor uro, så er det den personlige historie, der er i centrum. De søger alle en form for frihed, og det er da også filmens hovedtema. Ved at bruge tre piger i tre perioder fra tre klasser fortæller Solas, at Cuba har altid og vil altid være et sted med uro og revolution og ingen kan undslippe det. Det samme siger han ved ikke at sætte et specifikt årstal på sidste del. Filmen ikke samme slagkraft nu, men i 1968 må det have været en meget revolutionær film.
Filmen er måske lige lidt for lang, men eftersom de tre historier kun er tematisk forbundet, kan man godt holde pauser. Det er lavet utrolig godt, og jeg elsker den dokumentariske stil. Filmen indeholder alt lige fra små, intime scener til store krigscener. Instruktøren budskab må være, at Cuba må og skal finde sin egen identitet fri for udefrakommende magter. Blandingen af hardcore-realisme og et snert af surrealisme er smukt brugt her. Eftersynkronisering distraherer en del i starten, men fordi den er konsekvent i hele filmen, så vender man sig til det. Det er højdramatisk action i episk skala, der dog bliver bedst, hvis man ikke ser den ud i et. Dertil er den lidt for lang. Den falder også en enkelt karakter, fordi 3. del er svag i forhold til de to andre.
Efter jeg havde fundet Memories of Underdevelopment, fandt jeg en boks med 3 cubanske film + Memories og købte den. 50 Years of Cuban Revolution.
20. decembers låge er en gennemgang af Cubas historie fortalt med af de vigtigste perioder. Den er lavet meget realistisk, og det er interessant at se en indfødt cubaners syn på sit eget lands historie.
Children Of Hiroshima (Gembaku no ko) Kaneto Shindo, Japan 1952. Votes på IMDB 180
Mange film er der lavet om 2. verdenskrig. Der er lavet en om følgender, men meget få om Hiroshima. Takako forlod Hiroshima umiddelbart efter A-bomben faldt det meste af hendes familie blev dræbt, og nu 6 år efter er hun tilbage igen. Hun skal besøge en tidligere kollega, men hun støder på en del gamle bekendte, der har overlevet. Det er filmens umiddelbare handling.
Tilsyneladende er en del af skuespillerne de rigtige overlevende, og det er en helt igennem genial tilgang til emnet. Filmen benytter sig af flashbacks, på enkelte tidspunkter næsten surrealistiske billeder af ofrene og et generelt roligt tempo, der giver en rigelig tid til eftertænksomhed. Og det er nødvendigt, for det er fandeme en hård film at komme igennem. Stortset fra start til slut sidder man med en klump i halsen pga. instruktørerens blanding af hardcore realisme og melodrama. Det kan sagtens gå galt, men det gør det heldigvis ikke.
Det er en anti-atomvåben film, der er lavet lige umiddelbart efter USA har forladt Japan i 1952. Det er en film om en by, en film om håb, sorg og tab. Det er en film om minder og en af de mest grufulde hændelser i verdenshistorien. Med poetiske billeder, dramatisk musik og on-location optagelser fra Hiroshima ser man effekterne af bomben flere år efter. Blinde, der tigger, gader i ruiner, skygger brændt ind i murerne og på trapperne osv. Børn spiller en stor rolle, og det er selvfølgelig med til at gøre det hele mere tragisk. Et eksempel er en scene, hvor hun kigger på billederne af de overlevende børn fra hendes tidligere børnehave. Kun tre overlevede. Det er en film, der går lige direkte i hjertet på mig, og det er absolut en af de hårdeste film, jeg har set. Ikke på en decideret sørgelig måde, den er ”blot” generel følelsesmæssigt udmattende. Uanset hvordan, man vender og drejer det, så er et døende barn altid en hård omgang.
Mr. Gaijin talte om den på et tidspunkt, og den lød helt utrolig god, så derfor købte jeg den. Dog er det ikke i en fantastisk udgave. Billedsiden kan jeg sagtens leve, men der er ikke altid undertekster(eller passer underteksterne fint, men der er hvertfald af og til, hvor de snakker og der ingen tekstning er).
21. decembers film skal helt sikkert ses og ejes. Ikke mange film beskæftiger sig med Hiroshima(og Nagasaki), og når det er lavet så afsindigt rørende og hårdt, som det er her, så kan jeg da kun opfordre folk til at købe den.
Marseille Angela Schanelec, Tyskland 2004. Votes på IMDB - 170
Sophie er fra Tyskland, men har byttet sin lejlighed med en fra Marseille. Hun bruger tiden på at gå rundt i byen og tage billeder. På hendes lille tur møder hun blandt andet en mand på en bar. De er ikke så meget mere at sige om handlingen, eftersom jeg ikke vil afsløre for meget, men også fordi der vitterligt ikke er meget handling
Det er en utrolig minimalistisk film med meget lange takes. De vigtige begivenheder ser vi ikke, men for dem fortalt er personerne. Derfor skal man selv forestille sig scenerne. Det kræver selvfølgelig lidt tålmodighde at se en film, hvor historien ikke rigtig bliver fortalt. Men det fungerer ganske godt – dog er det negative så, at den føles lang tid til tider. Når alt kommer til alt, så er stilen mere interessant end historien, og hvis man er vant til Bela Tarr eller andre instruktører, der konsekvent benytter sig af lange indstillinger, så kan man også holde ud til at se denne.
Et eksempel på, hvordan tingene sker uden vi nødvendigvis for det at vide, kan ses i en scene, hvor Sophie stiger ud af en bus. Der bliver klippet pludseligt, og hun har noget andet tøj på. Hvor lang tid der er gået, eller hvad der er sket for vi aldrig at vide. Jeg ved ikke, om det er en film, jeg kommer til at se igen. Dertil er der ikke nok kød på den. Men nu har jeg set den to gange, og det er bestemt en film, der har noget at byde på. Om ikke andet, fordi stilen er anderledes. Også i forhold til andre minimalistiske film.
En filmz-bruger, Rubkick, nævnte filmen i en afstemnings-tråd om bedste nyere tyske film. 250 kr senere havde jeg den så.
22. decembers film er en anderledes oplevelse, hvor handlingen på skærmen er underlig fraværende. Det virker ikke altid ligegodt, men som forsøg er den ganske interessant. Dog bliver den skæmmet af et meget langt mellemstykke, som er dræbende kedeligt, og som ikke giver nogen meningen i forhold til resten af filmen.
The Spring River Flows East (Yi jiang chun shui xiang dong liu) Chusheng Cai & Junli Zheng, China 1947. Votes på IMDB - 120 Jeg ville utroligt gerne have genset den her, men kunne ikke finde de lidt over tre timer, det ville kræver. Men så er det jo godt, at jeg har skrevet noget før. I 2005 blev en liste over de 100 bedste kinesisk-sprogede film afsløret til Hong Kong Awards. The Spring River Flows East er nr. 27 på listen. Den er delt op i to afsnit, før/under den 2. japansk-kinesiske krig(1937-1945) og efter. Omdrejningspunktet er Zhang, der er med i oprøret mod de japanske styrker, og hans kone, Sufen. Efter krigen er Zhang gift med en rig familie, hvor Sufen arbejder. Den kører lige på kanten af det overdramatiske til tider, hvilket tildels skyldes soundtracket. Men ellers er det en episk fortælling, der er rigtig godt skruet sammen. Første halvdel kommer langt omkring: fra de fattige landsbyer til den rige og ubekymrede overklasse. Anden halvdel bærer mere præg af rent drama, hvor man følger den nu succesfulde Zhang og Sufen, der lever i fattigdom. Den skarpsindige vil mene, det lyder lidt som Borte Med Blæsten, og rent strukturelt minder de også lidt om hinanden. Borte Med Blæsten er selvfølgelig denne film overleget, men det er en rigtig, rigtig god film, og selvom den er tre timer, er man underholdt hele tiden. Gennem mit job har jeg skulle skrive om kinesisk film, og her blev denne nævnt. Så jeg blev simpelthen nødt til at købe den. 23. decembers film er med her, fordi kinesiske film fra hovedlandet er nogenlunde ukendt. Film fra Hong Kong og Taiwan er langt mere udbredt. Det skyldes de to områders specielle status. Men The Spring River Flows East er også for dem, der nyder et godt og gedigent episk drama, der bringer rminder til de store Hollywoodproduktioner. 8/10 IMDB Amazon.co.uk DVD Talk Wikipedia Kan ses på archives.org
Diary For My Children (Napló gyermekeimnek) Marta Meszaros, Ungarn 1982. Votes på IMDB - 90
Så er det 24. december, og den sidste film har under 100 stemmer. Juli har været i eksil i Rusland under krigen, men hendes forældre er døde, og derfor er hun kommet tilbage til Ungarn, hvor hun skal bo sammen med bedstefaderen og dennes lillesøster, Magda. Hun er en mønsterborger i Ungarn, der arbejder for det kommunistiske styre. Men Juli er ung og rebelsk. Hun pjækker fra skole og ser film i stedet, hun bliver ven med en anti-kommunist og får en kæreste, som Magda ikke bryder sig om. Magda vil have Juli til både at være hendes ven og familie, men også en god stalinist. Der går ikke lang tid før forholdet mellem den kommunistiske Magda og den meget individualistiske og oprørske Juli går galt. Som et lille pudsig ting, kan det nævnes, at en af de film Julio ser(med kæresten) er Ditte Menneskebarn, og scenen der vises, er den absolut mest ubehagelige i hele filmen. Ligheden er slående mellem Ditte og Juli: begge har de en undertrykkende mor og begge er de låst fast. .
Det er ikke svært at finde ud af instruktørens intentioner: dette er en dagbog til hendes børn, så de aldrig mere skal opleve et land, der er styret af en kommunistisk diktator. Instruktørens børn skal tænke frit og være dem selv. Tiden før kommunisternes overtag og 2. Verdenskrig var bare mere idyllisk, siger instruktøren, der selv er født i 1931. Filmen virker i det hele taget meget autobiografisk, men jeg ved ikke i hvor høj grad. Der er brugt dokumentariske optagelser fra bl.a. Stalins 70-års dag.
Juli vil finde ud af, hvad der er sket med hendes forældre. I et brev står der, at hendes far er forsvundet i 1938, og hun siger det er løgn. Derefter siger hun til Magda: ”hver anden person har en slægtning, der er forsvundet eller død. Betyder det, at alle lyver?” Hvor efter Magda kalder det for en historisk nødvendighed. Det er meget skræmmende. Det er først i denne julekalender, jeg har lagt mærke til, at jeg har tre film Jan Nowicki: The Hour-Glass Sanitorium, Third Part of the Night og denne, hvor han spiller Janos og Julis far. Der er især en scene, hvor han er brilliant og taler direkte ind i kameraet. Til et middagsselskab, bliver der talt om forbilleder og dissidenter i forhold til den kommunistiske stat, og Magda spørger Juli, hvad der er galt med hende. Juli svarer, at hun ikke vil have noget dem at gøre, fordi Magda ikke har fundet hendes slægtninge. Men Magda svarer, at det har hun, og det var ikke deres type folk, hvilket vil sige, at de ikke delte Magdas visioner. Stille og roligt siger Janos: ”Prøv at være tålmodig. Pigen behøver hjælp, ikke kritik”. Og lige der, mine damer og herrer, ligger en stor del af filmens pointe!
Filmen er også udgivet fra det fantastiske Second Run, og jeg har fundet den der i gennem.
24. decembers film er nostalgi, historie og oprør i et. Det er endnu en perle fra Østeuropa.
#121 Muldgraver 14 år siden
Tak for det. Jeg synes det er en dejlig liste. Ikke at jeg har set nogle af filmene endnu, men den er meget inspirerende og jeg har da allerede listet flere til fremtidige indkøb.
#122 Collateral 14 år siden
#123 Skeloboy 14 år siden
Lucia
Humberto Solas, Cuba 1968. Votes på IMDB - 230
Så skal vi endnu en gang til Cuba, og det er i en 160 minutters historisk epos. Cubas uafhængighedskrig, 1930’ernes politiske tumulter og efter revolutionen i 1960’erne. Valget af hovedperson er interessant: i hver tidsalder er den pige, der hedder Lucia, og det er igennem de tre, historierne bliver fortalt. De tre Lucia’er kommer fra hver sin klasse: over-, middel- og arbejderklassen. Filmen er delt op i tre dele, og der er således ingen cuts mellem de tre tidsaldre. Første del handler om overklassepigen Lucia i 1895 og hendes romance med en spansk soldat(som jo kontrollerede Cuba), mens anden del handler om en middelklassepiges kedsomhed i 1933, hvor hun tilslutter sig en undergrundsbevægelse. Sidste del foregår i 1960’erne uden et præcist årstal. Lucia er en arbejderpige, der skal prøve på at beholde sin frihed efter revolutionen.
Valget af samme navn til de tre kvinder giver filmens budskab et universelt præg. Fokus på kvinderne giver selvfølgelig et element af kvindefrigørelse. Stilen er håndholdt kamera med en del eksperimenterende scener. Den er optaget i sort/hvid og er forholdsvis dyster. Selvom den prortrætterer perioder med stor uro, så er det den personlige historie, der er i centrum. De søger alle en form for frihed, og det er da også filmens hovedtema. Ved at bruge tre piger i tre perioder fra tre klasser fortæller Solas, at Cuba har altid og vil altid være et sted med uro og revolution og ingen kan undslippe det. Det samme siger han ved ikke at sætte et specifikt årstal på sidste del. Filmen ikke samme slagkraft nu, men i 1968 må det have været en meget revolutionær film.
Filmen er måske lige lidt for lang, men eftersom de tre historier kun er tematisk forbundet, kan man godt holde pauser. Det er lavet utrolig godt, og jeg elsker den dokumentariske stil. Filmen indeholder alt lige fra små, intime scener til store krigscener. Instruktøren budskab må være, at Cuba må og skal finde sin egen identitet fri for udefrakommende magter. Blandingen af hardcore-realisme og et snert af surrealisme er smukt brugt her. Eftersynkronisering distraherer en del i starten, men fordi den er konsekvent i hele filmen, så vender man sig til det. Det er højdramatisk action i episk skala, der dog bliver bedst, hvis man ikke ser den ud i et. Dertil er den lidt for lang. Den falder også en enkelt karakter, fordi 3. del er svag i forhold til de to andre.
Efter jeg havde fundet Memories of Underdevelopment, fandt jeg en boks med 3 cubanske film + Memories og købte den. 50 Years of Cuban Revolution.
20. decembers låge er en gennemgang af Cubas historie fortalt med af de vigtigste perioder. Den er lavet meget realistisk, og det er interessant at se en indfødt cubaners syn på sit eget lands historie.
8/10
IMDB
Amazon.co.uk
Movie Talk
Wikipedia
[url= på Youtube[/url]
#124 Skeloboy 14 år siden
Children Of Hiroshima (Gembaku no ko)
Kaneto Shindo, Japan 1952. Votes på IMDB 180
Mange film er der lavet om 2. verdenskrig. Der er lavet en om følgender, men meget få om Hiroshima. Takako forlod Hiroshima umiddelbart efter A-bomben faldt det meste af hendes familie blev dræbt, og nu 6 år efter er hun tilbage igen. Hun skal besøge en tidligere kollega, men hun støder på en del gamle bekendte, der har overlevet. Det er filmens umiddelbare handling.
Tilsyneladende er en del af skuespillerne de rigtige overlevende, og det er en helt igennem genial tilgang til emnet. Filmen benytter sig af flashbacks, på enkelte tidspunkter næsten surrealistiske billeder af ofrene og et generelt roligt tempo, der giver en rigelig tid til eftertænksomhed. Og det er nødvendigt, for det er fandeme en hård film at komme igennem. Stortset fra start til slut sidder man med en klump i halsen pga. instruktørerens blanding af hardcore realisme og melodrama. Det kan sagtens gå galt, men det gør det heldigvis ikke.
Det er en anti-atomvåben film, der er lavet lige umiddelbart efter USA har forladt Japan i 1952. Det er en film om en by, en film om håb, sorg og tab. Det er en film om minder og en af de mest grufulde hændelser i verdenshistorien. Med poetiske billeder, dramatisk musik og on-location optagelser fra Hiroshima ser man effekterne af bomben flere år efter. Blinde, der tigger, gader i ruiner, skygger brændt ind i murerne og på trapperne osv. Børn spiller en stor rolle, og det er selvfølgelig med til at gøre det hele mere tragisk. Et eksempel er en scene, hvor hun kigger på billederne af de overlevende børn fra hendes tidligere børnehave. Kun tre overlevede. Det er en film, der går lige direkte i hjertet på mig, og det er absolut en af de hårdeste film, jeg har set. Ikke på en decideret sørgelig måde, den er ”blot” generel følelsesmæssigt udmattende. Uanset hvordan, man vender og drejer det, så er et døende barn altid en hård omgang.
Mr. Gaijin talte om den på et tidspunkt, og den lød helt utrolig god, så derfor købte jeg den. Dog er det ikke i en fantastisk udgave. Billedsiden kan jeg sagtens leve, men der er ikke altid undertekster(eller passer underteksterne fint, men der er hvertfald af og til, hvor de snakker og der ingen tekstning er).
21. decembers film skal helt sikkert ses og ejes. Ikke mange film beskæftiger sig med Hiroshima(og Nagasaki), og når det er lavet så afsindigt rørende og hårdt, som det er her, så kan jeg da kun opfordre folk til at købe den.
9/10, top240
IMDB
Amazon.com
OGG’s Movie Thoughts
Wikipedia
[url= minutter inde i filmen fra Youtube[/url]
#125 dyg 14 år siden
Jeg kan kun bakke op om Skelo's beskrivelse og bedømmelse af filmen, der helt sikkert gjorde et stort indtryk på mig. Dybt rørende film.
#126 Skeloboy 14 år siden
#127 Skeloboy 14 år siden
Marseille
Angela Schanelec, Tyskland 2004. Votes på IMDB - 170
Sophie er fra Tyskland, men har byttet sin lejlighed med en fra Marseille. Hun bruger tiden på at gå rundt i byen og tage billeder. På hendes lille tur møder hun blandt andet en mand på en bar. De er ikke så meget mere at sige om handlingen, eftersom jeg ikke vil afsløre for meget, men også fordi der vitterligt ikke er meget handling
Det er en utrolig minimalistisk film med meget lange takes. De vigtige begivenheder ser vi ikke, men for dem fortalt er personerne. Derfor skal man selv forestille sig scenerne. Det kræver selvfølgelig lidt tålmodighde at se en film, hvor historien ikke rigtig bliver fortalt. Men det fungerer ganske godt – dog er det negative så, at den føles lang tid til tider. Når alt kommer til alt, så er stilen mere interessant end historien, og hvis man er vant til Bela Tarr eller andre instruktører, der konsekvent benytter sig af lange indstillinger, så kan man også holde ud til at se denne.
Et eksempel på, hvordan tingene sker uden vi nødvendigvis for det at vide, kan ses i en scene, hvor Sophie stiger ud af en bus. Der bliver klippet pludseligt, og hun har noget andet tøj på. Hvor lang tid der er gået, eller hvad der er sket for vi aldrig at vide. Jeg ved ikke, om det er en film, jeg kommer til at se igen. Dertil er der ikke nok kød på den. Men nu har jeg set den to gange, og det er bestemt en film, der har noget at byde på. Om ikke andet, fordi stilen er anderledes. Også i forhold til andre minimalistiske film.
En filmz-bruger, Rubkick, nævnte filmen i en afstemnings-tråd om bedste nyere tyske film. 250 kr senere havde jeg den så.
22. decembers film er en anderledes oplevelse, hvor handlingen på skærmen er underlig fraværende. Det virker ikke altid ligegodt, men som forsøg er den ganske interessant. Dog bliver den skæmmet af et meget langt mellemstykke, som er dræbende kedeligt, og som ikke giver nogen meningen i forhold til resten af filmen.
5/10
IMDB
Amazon.co.uk
Variety.com
Wikipedia
Ingen videoklip
#128 Skeloboy 14 år siden
The Spring River Flows East (Yi jiang chun shui xiang dong liu)
Chusheng Cai & Junli Zheng, China 1947. Votes på IMDB - 120
Jeg ville utroligt gerne have genset den her, men kunne ikke finde de lidt over tre timer, det ville kræver. Men så er det jo godt, at jeg har skrevet noget før.
I 2005 blev en liste over de 100 bedste kinesisk-sprogede film afsløret til Hong Kong Awards. The Spring River Flows East er nr. 27 på listen. Den er delt op i to afsnit, før/under den 2. japansk-kinesiske krig(1937-1945) og efter. Omdrejningspunktet er Zhang, der er med i oprøret mod de japanske styrker, og hans kone, Sufen. Efter krigen er Zhang gift med en rig familie, hvor Sufen arbejder.
Den kører lige på kanten af det overdramatiske til tider, hvilket tildels skyldes soundtracket. Men ellers er det en episk fortælling, der er rigtig godt skruet sammen. Første halvdel kommer langt omkring: fra de fattige landsbyer til den rige og ubekymrede overklasse. Anden halvdel bærer mere præg af rent drama, hvor man følger den nu succesfulde Zhang og Sufen, der lever i fattigdom. Den skarpsindige vil mene, det lyder lidt som Borte Med Blæsten, og rent strukturelt minder de også lidt om hinanden. Borte Med Blæsten er selvfølgelig denne film overleget, men det er en rigtig, rigtig god film, og selvom den er tre timer, er man underholdt hele tiden.
Gennem mit job har jeg skulle skrive om kinesisk film, og her blev denne nævnt. Så jeg blev simpelthen nødt til at købe den.
23. decembers film er med her, fordi kinesiske film fra hovedlandet er nogenlunde ukendt. Film fra Hong Kong og Taiwan er langt mere udbredt. Det skyldes de to områders specielle status. Men The Spring River Flows East er også for dem, der nyder et godt og gedigent episk drama, der bringer rminder til de store Hollywoodproduktioner.
8/10
IMDB
Amazon.co.uk
DVD Talk
Wikipedia
Kan ses på archives.org
#129 Skeloboy 14 år siden
Diary For My Children (Napló gyermekeimnek)
Marta Meszaros, Ungarn 1982. Votes på IMDB - 90
Så er det 24. december, og den sidste film har under 100 stemmer. Juli har været i eksil i Rusland under krigen, men hendes forældre er døde, og derfor er hun kommet tilbage til Ungarn, hvor hun skal bo sammen med bedstefaderen og dennes lillesøster, Magda. Hun er en mønsterborger i Ungarn, der arbejder for det kommunistiske styre. Men Juli er ung og rebelsk. Hun pjækker fra skole og ser film i stedet, hun bliver ven med en anti-kommunist og får en kæreste, som Magda ikke bryder sig om. Magda vil have Juli til både at være hendes ven og familie, men også en god stalinist. Der går ikke lang tid før forholdet mellem den kommunistiske Magda og den meget individualistiske og oprørske Juli går galt. Som et lille pudsig ting, kan det nævnes, at en af de film Julio ser(med kæresten) er Ditte Menneskebarn, og scenen der vises, er den absolut mest ubehagelige i hele filmen. Ligheden er slående mellem Ditte og Juli: begge har de en undertrykkende mor og begge er de låst fast. .
Det er ikke svært at finde ud af instruktørens intentioner: dette er en dagbog til hendes børn, så de aldrig mere skal opleve et land, der er styret af en kommunistisk diktator. Instruktørens børn skal tænke frit og være dem selv. Tiden før kommunisternes overtag og 2. Verdenskrig var bare mere idyllisk, siger instruktøren, der selv er født i 1931. Filmen virker i det hele taget meget autobiografisk, men jeg ved ikke i hvor høj grad. Der er brugt dokumentariske optagelser fra bl.a. Stalins 70-års dag.
Juli vil finde ud af, hvad der er sket med hendes forældre. I et brev står der, at hendes far er forsvundet i 1938, og hun siger det er løgn. Derefter siger hun til Magda: ”hver anden person har en slægtning, der er forsvundet eller død. Betyder det, at alle lyver?” Hvor efter Magda kalder det for en historisk nødvendighed. Det er meget skræmmende. Det er først i denne julekalender, jeg har lagt mærke til, at jeg har tre film Jan Nowicki: The Hour-Glass Sanitorium, Third Part of the Night og denne, hvor han spiller Janos og Julis far. Der er især en scene, hvor han er brilliant og taler direkte ind i kameraet. Til et middagsselskab, bliver der talt om forbilleder og dissidenter i forhold til den kommunistiske stat, og Magda spørger Juli, hvad der er galt med hende. Juli svarer, at hun ikke vil have noget dem at gøre, fordi Magda ikke har fundet hendes slægtninge. Men Magda svarer, at det har hun, og det var ikke deres type folk, hvilket vil sige, at de ikke delte Magdas visioner. Stille og roligt siger Janos: ”Prøv at være tålmodig. Pigen behøver hjælp, ikke kritik”. Og lige der, mine damer og herrer, ligger en stor del af filmens pointe!
Filmen er også udgivet fra det fantastiske Second Run, og jeg har fundet den der i gennem.
24. decembers film er nostalgi, historie og oprør i et. Det er endnu en perle fra Østeuropa.
9/10
IMDB
Amazon.co.uk
DVD Talk
Wikipedia
Ingen ordentlige klip fundet
#130 Skeloboy 14 år siden