I, The Worst of All (Yo, la peor de todas) Maria Luisa Bemberg, Argentina 1990. Votes på IMDB - 290 Filmen er ikke genset, men taget fra en tidligere anmeldelse I 1600-tallet levede Juana Ines de la Cruz i New Spain (Mexico). Hun var digter, lærd og nonne, og det var ikke foreneligt i New Spain. Hun har fået lov til at have et kæmpebibliotek, udgive digte og leve forholdsvis frit i klosteret. Hun deltager i de klosterlige aktiviteter, men kan ikke beskrives som from. Den nye ærkebiskop bifalder på ingen måde dette. Juana bliver beskyttet af vicekongen og vicedronningen, hvilket gør, at den Inkvisitionen ikke kan røre hende. Forholdet mellem vicedronningen og Juana emmer af erotik, og langsomt begynder den gamle abbedisse og ærkebiskoppen at gå efter hende. Den rummer mange emner: kvindefrigørelse, magtkamp mellem de gejstlige og verdslige magter, forbudt kærlighed, frigørelse fra ydre bånd og mere. Alt dette er perfekt bundet sammen i Juana, der er nonne, poet og frigjort kvinde fanget i en forkert tid. "Our church is implacable with our rebellious daughters", bliver der sagt, og det opsummere meget godt Juanas situation - træder hun for langt, bliver hun brændt af Inkvitionen. Kulisserne er sparsomme, men uden jeg med 100% sikkerhed kan sige det, så virker de fuldstændig autentiske. Det samme gør påklædning, opførsel og det hele omkring filmen. Man kunne godt ønske lidt mere om Juanas baggrund og uddannelse, for man når ikke at føle så stærkt for hende, som man burde. Men hun er en meget interessant figur, og filmen er bestemt værd. Den starter med en bekendtgørelse fra udgiveren, First Run Features - se klip - og jeg kan kun være enig i, at det er godt, de har udgivet denne film. Den kunne godt have givet den lidt mere gas på det kontroversielle, men udover det, så er det en autentisk skildring af en autentisk kvinde, der er knaldhamrende interessant figur. Endnu en af amazon.co.uk’s anbefalinger, hvor jeg studsede over navnet – og så købte jeg den, 16. decembers film er med, fordi det er en god blanding af historisk drama og en film med noget på hjertet. 8/10 IMDB Amazon.co.uk San Fransisco ChroniclesIngen wiki-artikel Ingen videoklip fundet
Jeg var bange for, at der ikke kom flere film, som var ukendte for mig. Denne lyder rigtig interessant, og jeg skal helt sikkert tjekke den ud på et tidspunkt.
The Hypothesis of the Stolen Painting (L'Hypothèse du tableau volé) Raul Ruiz, Frankrig 1979. Votes på IMDB - 270
Nogen film bryder grænserne ned. Ved første øjekast ligner det en dokumentar om en kunstmaler. En person, der meget vel kunne være professor forklarer om maleren Tonnere, mens en fortæller også giver nogen informationer. Faktisk svarer vores hovedperson på fortælleren, men fortælleren beskriver også, hvad der sker. Det er en meget overraskende og unik måde at skabe historien på. PÅ en gang alvidende og aktiv i historien. Men hvad handler den så om? Den handler om kunst og måden at se på kunst. Hovedpersonen er en del af billederne forstået på den måde, at han går i kulisser, der afspejler billederne. Mere præcist handler det om et manglende billede i en serie af billeder. Det manglende billede har skabt en skandale i slutningen af det 19. århundrede i Paris. Det er ganske, ganske surrealistisk, og en ny måde at lave film på.
Jeg er personligt ikke den store kunstelsker, faktisk har jeg meget svært ved at se det interessante i malerier. Derfor var jeg ikke helt begejstret i starten, men da der blev skiftet spor fra at være om malerier generelt til det forsvundne maleri, blev det straks mere interessant. Der er meget lys i de sort/hvide billeder, og det giver det et mystisk skær, som selvfølgelig skyldes. En meget effektiv detalje er, når hovedpersonen læser op ad en historie, der omhandler billdsamlingen. Her ser man, at det er skuespillere, der står på samme måde i billedet, og de står ikke helt stille. Det giver en lettere foruroligende effekt, men det levendegør også billederne. Til tider slår den helt over i en form for re-enactment af den oplæste historie.
Der næsten ikke noget handling, og der er stortset kun snak. Men alligevel er det interessant at se sammenspillet mellem fortæller og hovedpersonen, opklaring af hvad, der er på det stjålne billede osv. Med de 66 min. skal den absolut ikke være længere. Der er en lille snert af Resnais’ Last Year At Marienbad og Hiroshima Mon Amour
17. decembers låge repræsentere den helt og aldeles originale film, hvor instruktøren er ganske ligeglad med alle konventioner.
Instruktøren blev nævnt i en artikel på Sight & Sound, som They Shoot Pictures referer. Den handler om 50 instruktører kaldet The Wild Bunch, om hvilke der siges: ”They make films that are uncategorisable, in which cinematic language, taste and even reality itself are bent to their will.” Det er folk som Lars von Trier, David Lynch, Kenneth Anger, Bava, Argento, Bunuel, Herzog, Tod Browning, Jodorowsky osv.
Jeg er personligt ikke den store kunstelsker, faktisk har jeg meget svært ved at se det interessante i malerier
Da jeg så Simon Schamas Power of Art, blev jeg suget totalt ind i malerkunsten. Prøv og se disse [url= 10 minutter om Caravaggio[/url]. Det er umådeligt inspirerende.
[url= 2[/url]
Hehe, sjovt nok ser jeg, at det er Andrew Garfield, som er med i dokumentaren fra Social Network og Red Riding :)
Endnu en gang skal vi til Afrika, og Senegal igen. Mory og hans kæreste Anta føler sig ikke godt tilpas i Dakar. Som så mange andre unge føler de sig fremmedgjorte overfor deres omgivelser. Derfor tager de på et road trip til Paris. Deres penge til rejsen får de ved at snyde, stjæle og bedrage. Men det er ikke en let rejse.
Filmen er en blanding af Senegalisk kultur, afrikansk symbolik og moderne nybølge. En sigende lille detalje er, at før de nuppe deres motorcykel, skal de lige huske at betale troldkvinden.Der er noget universelt i frihedstanken og udbrydertrangen, og de fleste unge har på et tidspunkt haft lysten til at skride fra det hele. Deres rejse er ikke den mest sindsoprivende, men nybølge-stilen gør, at man får et helt og aldeles realistisk indblik i en kultur, man ellers ikke ser på film. En af de scener, der kunne have været rigtigt fede, bliver desværre ødelagt af dårligt skuespil. Hvide personer taler om, hvor utaknemlige deres afrikanske husdreng er, hvilket står i skærende kontrast til resten af filmen.
Dette er endnu en film, der er købt for at se noget klassisk afrikansk.
18. decembers lille new wave fra Senegal er med, fordi der skal da være noget afrikansk new wave! Faktisk falder filmen her en karakter, og jeg vil som den eneste film ikke anbefale den. Det skulle da kun være på grund af dens betydning for afrikansk film. Derfor er anmeldelsen heller ikke specielt lang.
Le Souffle Damien Odoul, Frankrig 2001. Votes på IMDB - 235
Denne er ej heller set igen. David er en teenager på vej til at blive voksen. Hans hverdag er ude på hans onkels gård, væk fra byen. Hans mor er bortrejst, og faderen er væk. En dag får han lov til at drikke med onklen og hans venner fra landsbyen. Hormonerne raser, men samtidig bruger han også noget af tiden på at lege krig. Han drømmer om døden, han tænker på sex, og han er forholdsvis utilpasset. Man ser drømmesekvenser og dyreslagtninger, og det symboliserer godt Davids angst. Den er optaget i beskidt sort-hvid. Et minus er, at den kunne være mere poetisk og mere barsk forstået på den måde, at der er meget uforløst potentiale i filmen. Men det er absolut en overset lille perle, som fortjener mere udbredelse. Damien Odoul er ganske ukendt, og jeg har ikke set andet af ham. Men hvis han holder stilen med det rå sort/hvide look, så er det bestemt en, man skal holde øje med. Jeg faldt tilfældigvis over den i Axel Music i Rosengårdscenteret. 19. decembers ”låge” bliver åbnet, fordi den fortjener større udbredelse – så simpelt er det. 8/10 IMDB Amazon.co.uk Slant Magazine Ingen wiki-artikel Ingen film klip fundet
4. søndag i advent er et [url= ]lille klip fra Troll 2[/url]. Mange har set det, men her kommer det igen. Læg mærke til fluen i panden.
#111 Lord Beef Jerky 14 år siden
#112 Skeloboy 14 år siden
I, The Worst of All (Yo, la peor de todas)
Maria Luisa Bemberg, Argentina 1990. Votes på IMDB - 290
Filmen er ikke genset, men taget fra en tidligere anmeldelse
I 1600-tallet levede Juana Ines de la Cruz i New Spain (Mexico). Hun var digter, lærd og nonne, og det var ikke foreneligt i New Spain. Hun har fået lov til at have et kæmpebibliotek, udgive digte og leve forholdsvis frit i klosteret. Hun deltager i de klosterlige aktiviteter, men kan ikke beskrives som from. Den nye ærkebiskop bifalder på ingen måde dette. Juana bliver beskyttet af vicekongen og vicedronningen, hvilket gør, at den Inkvisitionen ikke kan røre hende. Forholdet mellem vicedronningen og Juana emmer af erotik, og langsomt begynder den gamle abbedisse og ærkebiskoppen at gå efter hende.
Den rummer mange emner: kvindefrigørelse, magtkamp mellem de gejstlige og verdslige magter, forbudt kærlighed, frigørelse fra ydre bånd og mere. Alt dette er perfekt bundet sammen i Juana, der er nonne, poet og frigjort kvinde fanget i en forkert tid. "Our church is implacable with our rebellious daughters", bliver der sagt, og det opsummere meget godt Juanas situation - træder hun for langt, bliver hun brændt af Inkvitionen.
Kulisserne er sparsomme, men uden jeg med 100% sikkerhed kan sige det, så virker de fuldstændig autentiske. Det samme gør påklædning, opførsel og det hele omkring filmen. Man kunne godt ønske lidt mere om Juanas baggrund og uddannelse, for man når ikke at føle så stærkt for hende, som man burde. Men hun er en meget interessant figur, og filmen er bestemt værd. Den starter med en bekendtgørelse fra udgiveren, First Run Features - se klip - og jeg kan kun være enig i, at det er godt, de har udgivet denne film. Den kunne godt have givet den lidt mere gas på det kontroversielle, men udover det, så er det en autentisk skildring af en autentisk kvinde, der er knaldhamrende interessant figur.
Endnu en af amazon.co.uk’s anbefalinger, hvor jeg studsede over navnet – og så købte jeg den,
16. decembers film er med, fordi det er en god blanding af historisk drama og en film med noget på hjertet.
8/10
IMDB
Amazon.co.uk
San Fransisco ChroniclesIngen wiki-artikel
Ingen videoklip fundet
#113 Antlion 14 år siden
#114 Skeloboy 14 år siden
The Hypothesis of the Stolen Painting (L'Hypothèse du tableau volé)
Raul Ruiz, Frankrig 1979. Votes på IMDB - 270
Nogen film bryder grænserne ned. Ved første øjekast ligner det en dokumentar om en kunstmaler. En person, der meget vel kunne være professor forklarer om maleren Tonnere, mens en fortæller også giver nogen informationer. Faktisk svarer vores hovedperson på fortælleren, men fortælleren beskriver også, hvad der sker. Det er en meget overraskende og unik måde at skabe historien på. PÅ en gang alvidende og aktiv i historien. Men hvad handler den så om? Den handler om kunst og måden at se på kunst. Hovedpersonen er en del af billederne forstået på den måde, at han går i kulisser, der afspejler billederne. Mere præcist handler det om et manglende billede i en serie af billeder. Det manglende billede har skabt en skandale i slutningen af det 19. århundrede i Paris. Det er ganske, ganske surrealistisk, og en ny måde at lave film på.
Jeg er personligt ikke den store kunstelsker, faktisk har jeg meget svært ved at se det interessante i malerier. Derfor var jeg ikke helt begejstret i starten, men da der blev skiftet spor fra at være om malerier generelt til det forsvundne maleri, blev det straks mere interessant. Der er meget lys i de sort/hvide billeder, og det giver det et mystisk skær, som selvfølgelig skyldes. En meget effektiv detalje er, når hovedpersonen læser op ad en historie, der omhandler billdsamlingen. Her ser man, at det er skuespillere, der står på samme måde i billedet, og de står ikke helt stille. Det giver en lettere foruroligende effekt, men det levendegør også billederne. Til tider slår den helt over i en form for re-enactment af den oplæste historie.
Der næsten ikke noget handling, og der er stortset kun snak. Men alligevel er det interessant at se sammenspillet mellem fortæller og hovedpersonen, opklaring af hvad, der er på det stjålne billede osv. Med de 66 min. skal den absolut ikke være længere. Der er en lille snert af Resnais’ Last Year At Marienbad og Hiroshima Mon Amour
17. decembers låge repræsentere den helt og aldeles originale film, hvor instruktøren er ganske ligeglad med alle konventioner.
Instruktøren blev nævnt i en artikel på Sight & Sound, som They Shoot Pictures referer. Den handler om 50 instruktører kaldet The Wild Bunch, om hvilke der siges: ”They make films that are uncategorisable, in which cinematic language, taste and even reality itself are bent to their will.” Det er folk som Lars von Trier, David Lynch, Kenneth Anger, Bava, Argento, Bunuel, Herzog, Tod Browning, Jodorowsky osv.
7/10
IMDB
Amazon.com
DVDbeaver
Wikipedia
[url= på Youtube[/url]
#115 filmz-Myrepip 14 år siden
Da jeg så Simon Schamas Power of Art, blev jeg suget totalt ind i malerkunsten. Prøv og se disse [url= 10 minutter om Caravaggio[/url]. Det er umådeligt inspirerende.
[url= 2[/url]
Hehe, sjovt nok ser jeg, at det er Andrew Garfield, som er med i dokumentaren fra Social Network og Red Riding :)
#116 Skeloboy 14 år siden
Touki Bouki
Djibril Diop Mambety, Senegal 1973. Votes på IMDB - 250
Endnu en gang skal vi til Afrika, og Senegal igen. Mory og hans kæreste Anta føler sig ikke godt tilpas i Dakar. Som så mange andre unge føler de sig fremmedgjorte overfor deres omgivelser. Derfor tager de på et road trip til Paris. Deres penge til rejsen får de ved at snyde, stjæle og bedrage. Men det er ikke en let rejse.
Filmen er en blanding af Senegalisk kultur, afrikansk symbolik og moderne nybølge. En sigende lille detalje er, at før de nuppe deres motorcykel, skal de lige huske at betale troldkvinden.Der er noget universelt i frihedstanken og udbrydertrangen, og de fleste unge har på et tidspunkt haft lysten til at skride fra det hele. Deres rejse er ikke den mest sindsoprivende, men nybølge-stilen gør, at man får et helt og aldeles realistisk indblik i en kultur, man ellers ikke ser på film. En af de scener, der kunne have været rigtigt fede, bliver desværre ødelagt af dårligt skuespil. Hvide personer taler om, hvor utaknemlige deres afrikanske husdreng er, hvilket står i skærende kontrast til resten af filmen.
Dette er endnu en film, der er købt for at se noget klassisk afrikansk.
18. decembers lille new wave fra Senegal er med, fordi der skal da være noget afrikansk new wave! Faktisk falder filmen her en karakter, og jeg vil som den eneste film ikke anbefale den. Det skulle da kun være på grund af dens betydning for afrikansk film. Derfor er anmeldelsen heller ikke specielt lang.
5/10
IMDB
Amazon.co.uk
Chicago Reader
Wikipedia
[url= på Youtube[/url]
#117 MMB 14 år siden
#118 Skeloboy 14 år siden
Le Souffle
Damien Odoul, Frankrig 2001. Votes på IMDB - 235
Denne er ej heller set igen.
David er en teenager på vej til at blive voksen. Hans hverdag er ude på hans onkels gård, væk fra byen. Hans mor er bortrejst, og faderen er væk. En dag får han lov til at drikke med onklen og hans venner fra landsbyen. Hormonerne raser, men samtidig bruger han også noget af tiden på at lege krig. Han drømmer om døden, han tænker på sex, og han er forholdsvis utilpasset.
Man ser drømmesekvenser og dyreslagtninger, og det symboliserer godt Davids angst. Den er optaget i beskidt sort-hvid. Et minus er, at den kunne være mere poetisk og mere barsk forstået på den måde, at der er meget uforløst potentiale i filmen. Men det er absolut en overset lille perle, som fortjener mere udbredelse.
Damien Odoul er ganske ukendt, og jeg har ikke set andet af ham. Men hvis han holder stilen med det rå sort/hvide look, så er det bestemt en, man skal holde øje med.
Jeg faldt tilfældigvis over den i Axel Music i Rosengårdscenteret.
19. decembers ”låge” bliver åbnet, fordi den fortjener større udbredelse – så simpelt er det.
8/10
IMDB
Amazon.co.uk
Slant Magazine
Ingen wiki-artikel
Ingen film klip fundet
4. søndag i advent er et [url=
]lille klip fra Troll 2[/url]. Mange har set det, men her kommer det igen. Læg mærke til fluen i panden.
#119 Wangsgaard 14 år siden
#120 Skeloboy 14 år siden