Enig. Det er nok en af de "ondeste" westerns jeg har nogensinde har set. Dejligt surrealistisk stemning med
Eastwood som særdeles mystisk, spøgelsesagtig hævner (jævnfør slutreplikken ang. hans navn), der vender tingene fuldstændig på hovedet, behandler byen og dens indbyggere lige præcist som det passer ham og får folks dårlige samvittighed frem i dem.
Her er lige en update mere. De fleste film skulle folk gerne kende. En enkelt kommer måske som en overraskelse.
104 - Cape Fear(1962) Så er der dømt nervepirrende thriller igen. Robert Mitchum som Max Cady og Gregory Peck som Sam Bowden. Cady er blevet fængslet af Bowden, og er nu på fri fod. Der er dømt hævn. Men Bowden kan ikke stille noget på mod Cadys kløgt og snuhed. Den er bedre end Scorseses version, og det skyldes blandet de to stjerner, men også det knivskarpe manuskript.
103 - Badlands En nærmest hypnotiserende road-movie. Den unge teenager Holly(spillet af en 24-årig Sissy Spacek) bliver helt betaget af Kit(Martin Sheen) og omvendt. En dag stikker de af efter ved at have dræbt Hollys forældre. Det er blot starten på en lang række af mord. Holly er fortælleren og de poetiske billeder og Spaceks dragende, nærmest hypnotiserende voice-over, står i kontrast til Kits handlinger. Ud af det kommer der en smuk og voldsom film.
102 - Charade Audrey Hepburn, Walther Matthau, James Coburn og Cary Grant. Et forrygende ensemble i en forrygende romantisk thriller. Der bliver drevet gæk med seerne og med Hepburn. Selvfølgelig er de hende, der skinner igennem, men Cary Grant er også helt på toppen. Charade er en god blanding af den rette mængde romantik og den rette mængde spænding. Et kritikpunkt kunne være for lidt Audrey Hepburn, men sådan er det jo altid;)
101 – The Philadelphia Story Endnu en stjernebesætning med Cary Grant, Katharine Hepburn og James Stewart. Denne gang er det et trekantsdrama pakket ind i e romantisk komedie. Ikke en genre, jeg normal er meget til, men disse tre stjerner hører til i den absolutte top, og fordi den aldrig bliver alt for overdrevet. I stedet har vi en lille perle af en film med tre mastodontiske skuespillere.
100 – The Wild Bunch Så er der langt mere gang i Peckinpahs blodige western. Den aldrende bande, der holder fast i deres idealer, selvom året er 1913, er ikke for små børn. Med en utrolig moderne klipning og redigering er Peckinpah forud for sin tid. Derfor er den stadig frisk i dag.
99 - Persona Spørgsmål om selvet, livet, eksistensen og virkeligheden. Det er de småting Ingmar Bergman giver sig i kast med. Og som altid giver hans skuespillere sig 100%. Flere år før David Lynch laver Bergman en film, der virkelig kan rode med din opfattelse. Både af filmmediet, men også filosofisk.
98 - The Life Of Emile Zola En lettere overset film i dag, som jeg gerne vil anbefale. Paul Muni spiller Emile Zola, og man følger ham i det meste af hans voksenliv. Han starter som spirrende forfatter, og bliver senere involveret i Dreyfuss-affæren(en militær-politisk skandale i 1890’erne). Paul Muni spiller rollen som Emile Zola med stor autenticitet og autoritet, og det er ganske simpelt til dags dato en af de bedste biografiske film.
97 - Spartacus En episk film i grandiøs skala. En Kurt Douglas i absolut topform. Og en (som altid) perfektionistisk Stanley Kubrick. En superfed film…EOD ;)
96 - Ugetsu Mizoguchis mytiske spøgelsesagtige historie er dragende smuk. Der er uroligt i landet, og det tvinger vores hovedperson ud på en længere rejse. Stilen er poetisk og overnaturlig, og det giver simpelthen en af de bedste film fra den klassiske japanske periode.
95 - In The Heat Of The Night Selvom film om raceforskelle kan virke trivielle i dag, så er der stadig en del, er holder. In The Heat of the Night er så absolut en af dem, der kan ses igen og igen. Det skyldes ikke mindst Sidney Portier, som her spiller sit livs rolle. Mr. Tibbs er en yderst kompetent politimand, som ved et tilfælde skal efterforske et mord i det racistiske Mississip. Det giver selvfølgelig en masse problemer, men uden det bliver alt for meget. Det er brilliant.
94 - Serpico Problemer har de idealistiske Serpico, spillet af Al Pacino, også. Han nægter at tage imod bestikkelse, hvilket giver problemer i forhold til hans kollegaer. Al Pacino var urørlig i 70’erne, og det er han også her. Sidney Lumet er en meget anonym instruktør, og i hans tilfælde er det positivt. Serpico hører til toppen af politifilm.
93 – Sunrise: A Song of Two Humans Nu har jeg før nævnt poesi som et positivt træk. Sunrise er næsten ren poesi. I et eventyrslignende og meget stiliseret landskab(og by) udspiller sig et regulært trekantsdrama. Murnau kommer helt ind under huden på skuespillerne, og de kommer helt ind under huden på os. Hvis man kun skal se en stumfilm, så vil jeg anbefale den her.
92 - De Syv Samuraier Kurosawas klart bedste film. Et gigantisk epos, der aldrig træder ved siden af, der aldrig bliver kedelig. Mere behøver jeg vel ikke sige om denne klassikere.
91 - Sort Kat, Hvid Kat Kusturicas herlige og absurde film, hvor selv de mest alvorlige hændelser blot er en lille sidebemærkning. Med et tempo og twists, der får Coen-brødrende til at ligne amatører, akkompagneret af vanvittigt balkanmusik. Det er en helt lille fest af en film, der kun kan give en humøret tilbage.
90 - Man On The Moon Måske vil nogen mene, at denne ligger lige lovlig højt. Men Jim Carreys portræt af Andy Kaufman er fejlfrit. Den kan ses igen og igen, uden jeg rigtig har set anden end Taxi, så føler jeg virkelig, at Carrey er et med Kaufman. Jeg betragter det slet ikke som en komedie, men som et drama om en komiker.
Gode film hele vejen rundt (har ikke set 98)på nær Serpico, men jeg skal jo brokke mig:) - jeg har absolut ikke noget imod Pacino. Ugetsu monogatari er en fantastisk film.
Jeg har set Badlands, Serpico, De Syv Samuriaer og Man on the Moon, og de er alle fantastiske film som jeg værdsætter meget højt. Og så har jeg i øvrigt fornyligt købt både Persona og Spartacus som jeg glæder mig til at få set.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Her fra vil jeg tillade mig at skrive lidt kortere…, og så bruger længere tid igen fra Top30
89 - Sansho The Bailiff Mizoguchis bedste film. En utrolig tragisk historie om slaveri og adskillelsen fra sine børn. Mizoguchi er helt op toppen her, og bedre end Kurosawa(for lige at lave en sammeligning).
88 - Ben-Hur Endnu en af de episke storfilm. Der er lige et par stykker, der topper. Ben-Hur er især kendt for sin chariot-scene, men hele filmen er grand scale. Charlton Heston er i sit livs rolle her, og filmen rummer generelt ikke mange fejl.
87 - Vertigo Lidt Hitchock skal der da også være plads til. James Stewart er igen i storform, og både Stewarts og Novaks fejl og mangler som mennesker, er med til at give thrilleren en ekstra dimension.
86 - Platoon Benhård og barsk krigsfilm, der ikke går på kompromis med noget som helst. Derudover et fantastisk cast.
85 - The Killing Igen viser Kubrick fremsyn. The Killing har en helt unik fremgangsmåde, som først blev populær igen i 90’erne. Der kan ikke siges så meget andet, end at det er den bedste heist-film, der er lavet.
84 – The Maltese Falcon Så er der dømt Bogart og Noir i særklasse. Man kan ikke kalde det en typisk noir, eftersom det er en af de første. Men man kan sagtens kalde det en af de bedste.
83 - M Peter Lorre som den ganske modbydelige M. Selvom hans bytte er mindre piger, så får filmen os stadig til at tænke på forbryderens natur.
82 - Double Indemnity Hvem kan? Billy Wilder kan! I en knivskarp film noir beviser han hvorfor, han er en af de bedste instruktører til dags dato.
81 - Menneskejagt Sjældent har en fejltagelse kostet en mand så dyrt. Cary Grant som den intetandende forfulgte Thornhill er genial.
80 – Shawshank Redemption Tim Robbins, Morgan Freeman og en utrolig lang række af guldcitater er med til at gøre filmen til en uforglemmelig oplevelse.
79 - Dr. Strangelove Mere pis kan man næppe tage på krigen. Kubrick viser (igen), hvorfor han må beregnes som en af alle tiders største. George C. Scott skal også fremhæves.
78 - Fanny Och Alexander Igen formår Bergman at krænge hans skuespillere til det yderste. Og igen formår han at ramme benhårdt lige der, hvor det gør allermest ondt.
77 - Underground Sort Kat, Hvid Kat er en stor og vild fest. Underground er det samme, men bare endnu vildere og endnu større. Mere absurd, mere gal og mere af det hele.
76 - My Neighbor Totoro En fin lille film, hvor man skal give sig selv lov til at blive draget ind i Miyazakis verden. Mytiske og godmodige væsener i en ikke alt for godmodig verden.
75 - Slaget Om Algier Mere realistisk er denne modstandsfilm. Til tider kan man faktisk komme i tvivl om det er en dokumentar. Den er råt fortalt, uden instruktørerns indblanding følger vi begivenhedernes gang i et blodigt oprør.
Fra 89-75 mangler jeg at se "Underground", "The Killing", "Fanny og Alexander" og "Sansho the Bailiff", men de resterende film er alle gode valg. "Strangelove", "Totoro", "North by Northwest" og "Double Indemnity" ville være selskrevne til min top 150 - skulle jeg finde på at lave en sådan - mens der nok også ville blive plads til "M" og "Vertigo".
#41 BN 15 år siden
Enig. Det er nok en af de "ondeste" westerns jeg har nogensinde har set. Dejligt surrealistisk stemning med
#42 Skeloboy 15 år siden
104 - Cape Fear(1962)
Så er der dømt nervepirrende thriller igen. Robert Mitchum som Max Cady og Gregory Peck som Sam Bowden. Cady er blevet fængslet af Bowden, og er nu på fri fod. Der er dømt hævn. Men Bowden kan ikke stille noget på mod Cadys kløgt og snuhed. Den er bedre end Scorseses version, og det skyldes blandet de to stjerner, men også det knivskarpe manuskript.
103 - Badlands
En nærmest hypnotiserende road-movie. Den unge teenager Holly(spillet af en 24-årig Sissy Spacek) bliver helt betaget af Kit(Martin Sheen) og omvendt. En dag stikker de af efter ved at have dræbt Hollys forældre. Det er blot starten på en lang række af mord. Holly er fortælleren og de poetiske billeder og Spaceks dragende, nærmest hypnotiserende voice-over, står i kontrast til Kits handlinger. Ud af det kommer der en smuk og voldsom film.
102 - Charade
Audrey Hepburn, Walther Matthau, James Coburn og Cary Grant. Et forrygende ensemble i en forrygende romantisk thriller. Der bliver drevet gæk med seerne og med Hepburn. Selvfølgelig er de hende, der skinner igennem, men Cary Grant er også helt på toppen. Charade er en god blanding af den rette mængde romantik og den rette mængde spænding. Et kritikpunkt kunne være for lidt Audrey Hepburn, men sådan er det jo altid;)
101 – The Philadelphia Story
Endnu en stjernebesætning med Cary Grant, Katharine Hepburn og James Stewart. Denne gang er det et trekantsdrama pakket ind i e romantisk komedie. Ikke en genre, jeg normal er meget til, men disse tre stjerner hører til i den absolutte top, og fordi den aldrig bliver alt for overdrevet. I stedet har vi en lille perle af en film med tre mastodontiske skuespillere.
100 – The Wild Bunch
Så er der langt mere gang i Peckinpahs blodige western. Den aldrende bande, der holder fast i deres idealer, selvom året er 1913, er ikke for små børn. Med en utrolig moderne klipning og redigering er Peckinpah forud for sin tid. Derfor er den stadig frisk i dag.
99 - Persona
Spørgsmål om selvet, livet, eksistensen og virkeligheden. Det er de småting Ingmar Bergman giver sig i kast med. Og som altid giver hans skuespillere sig 100%. Flere år før David Lynch laver Bergman en film, der virkelig kan rode med din opfattelse. Både af filmmediet, men også filosofisk.
98 - The Life Of Emile Zola
En lettere overset film i dag, som jeg gerne vil anbefale. Paul Muni spiller Emile Zola, og man følger ham i det meste af hans voksenliv. Han starter som spirrende forfatter, og bliver senere involveret i Dreyfuss-affæren(en militær-politisk skandale i 1890’erne). Paul Muni spiller rollen som Emile Zola med stor autenticitet og autoritet, og det er ganske simpelt til dags dato en af de bedste biografiske film.
97 - Spartacus
En episk film i grandiøs skala. En Kurt Douglas i absolut topform. Og en (som altid) perfektionistisk Stanley Kubrick. En superfed film…EOD ;)
96 - Ugetsu
Mizoguchis mytiske spøgelsesagtige historie er dragende smuk. Der er uroligt i landet, og det tvinger vores hovedperson ud på en længere rejse. Stilen er poetisk og overnaturlig, og det giver simpelthen en af de bedste film fra den klassiske japanske periode.
95 - In The Heat Of The Night
Selvom film om raceforskelle kan virke trivielle i dag, så er der stadig en del, er holder. In The Heat of the Night er så absolut en af dem, der kan ses igen og igen. Det skyldes ikke mindst Sidney Portier, som her spiller sit livs rolle. Mr. Tibbs er en yderst kompetent politimand, som ved et tilfælde skal efterforske et mord i det racistiske Mississip. Det giver selvfølgelig en masse problemer, men uden det bliver alt for meget. Det er brilliant.
94 - Serpico
Problemer har de idealistiske Serpico, spillet af Al Pacino, også. Han nægter at tage imod bestikkelse, hvilket giver problemer i forhold til hans kollegaer. Al Pacino var urørlig i 70’erne, og det er han også her. Sidney Lumet er en meget anonym instruktør, og i hans tilfælde er det positivt. Serpico hører til toppen af politifilm.
93 – Sunrise: A Song of Two Humans
Nu har jeg før nævnt poesi som et positivt træk. Sunrise er næsten ren poesi. I et eventyrslignende og meget stiliseret landskab(og by) udspiller sig et regulært trekantsdrama. Murnau kommer helt ind under huden på skuespillerne, og de kommer helt ind under huden på os. Hvis man kun skal se en stumfilm, så vil jeg anbefale den her.
92 - De Syv Samuraier
Kurosawas klart bedste film. Et gigantisk epos, der aldrig træder ved siden af, der aldrig bliver kedelig. Mere behøver jeg vel ikke sige om denne klassikere.
91 - Sort Kat, Hvid Kat
Kusturicas herlige og absurde film, hvor selv de mest alvorlige hændelser blot er en lille sidebemærkning. Med et tempo og twists, der får Coen-brødrende til at ligne amatører, akkompagneret af vanvittigt balkanmusik. Det er en helt lille fest af en film, der kun kan give en humøret tilbage.
90 - Man On The Moon
Måske vil nogen mene, at denne ligger lige lovlig højt. Men Jim Carreys portræt af Andy Kaufman er fejlfrit. Den kan ses igen og igen, uden jeg rigtig har set anden end Taxi, så føler jeg virkelig, at Carrey er et med Kaufman. Jeg betragter det slet ikke som en komedie, men som et drama om en komiker.
#43 filmz-Bruce 15 år siden
#44 BN 15 år siden
Næh, slet ikke. :-)
#45 jessup 15 år siden
#46 Kruse 15 år siden
#47 Skeloboy 15 år siden
89 - Sansho The Bailiff
Mizoguchis bedste film. En utrolig tragisk historie om slaveri og adskillelsen fra sine børn. Mizoguchi er helt op toppen her, og bedre end Kurosawa(for lige at lave en sammeligning).
88 - Ben-Hur
Endnu en af de episke storfilm. Der er lige et par stykker, der topper. Ben-Hur er især kendt for sin chariot-scene, men hele filmen er grand scale. Charlton Heston er i sit livs rolle her, og filmen rummer generelt ikke mange fejl.
87 - Vertigo
Lidt Hitchock skal der da også være plads til. James Stewart er igen i storform, og både Stewarts og Novaks fejl og mangler som mennesker, er med til at give thrilleren en ekstra dimension.
86 - Platoon
Benhård og barsk krigsfilm, der ikke går på kompromis med noget som helst. Derudover et fantastisk cast.
85 - The Killing
Igen viser Kubrick fremsyn. The Killing har en helt unik fremgangsmåde, som først blev populær igen i 90’erne. Der kan ikke siges så meget andet, end at det er den bedste heist-film, der er lavet.
84 – The Maltese Falcon
Så er der dømt Bogart og Noir i særklasse. Man kan ikke kalde det en typisk noir, eftersom det er en af de første. Men man kan sagtens kalde det en af de bedste.
83 - M
Peter Lorre som den ganske modbydelige M. Selvom hans bytte er mindre piger, så får filmen os stadig til at tænke på forbryderens natur.
82 - Double Indemnity
Hvem kan? Billy Wilder kan! I en knivskarp film noir beviser han hvorfor, han er en af de bedste instruktører til dags dato.
81 - Menneskejagt
Sjældent har en fejltagelse kostet en mand så dyrt. Cary Grant som den intetandende forfulgte Thornhill er genial.
80 – Shawshank Redemption
Tim Robbins, Morgan Freeman og en utrolig lang række af guldcitater er med til at gøre filmen til en uforglemmelig oplevelse.
79 - Dr. Strangelove
Mere pis kan man næppe tage på krigen. Kubrick viser (igen), hvorfor han må beregnes som en af alle tiders største. George C. Scott skal også fremhæves.
78 - Fanny Och Alexander
Igen formår Bergman at krænge hans skuespillere til det yderste. Og igen formår han at ramme benhårdt lige der, hvor det gør allermest ondt.
77 - Underground
Sort Kat, Hvid Kat er en stor og vild fest. Underground er det samme, men bare endnu vildere og endnu større. Mere absurd, mere gal og mere af det hele.
76 - My Neighbor Totoro
En fin lille film, hvor man skal give sig selv lov til at blive draget ind i Miyazakis verden. Mytiske og godmodige væsener i en ikke alt for godmodig verden.
75 - Slaget Om Algier
Mere realistisk er denne modstandsfilm. Til tider kan man faktisk komme i tvivl om det er en dokumentar. Den er råt fortalt, uden instruktørerns indblanding følger vi begivenhedernes gang i et blodigt oprør.
#48 Skeloboy 15 år siden
#49 MMB 15 år siden
Anyway, Shawshank er fantastisk og burde have været længere oppe. :)
Platoon fandt jeg rigtig god, dog uden at være fantastisk nok til at ramme min top 200, måske top 300...
#50 RFriis 15 år siden
Absolut en spændende liste at følge med i! :)