Hm, for at være din modpol skulle jeg vel finde filmen ganske rædselfuld, og ikke bare almindeligt skuffende i forhold til mine forventninger.
Jeg forstår godt dine pointer, og specielt den kontekst som filmen skal ses i sætter den unægteligt i et andet lys. Ikke desto mindre vil jeg stadig holde på et par af mine punkter. Det kan godt være at der både findes og fandtes typer som Norma Desmond, men ikke desto mindre formår Gloria Swanson for mig at gøre Desmond karikeret, endimensionel og uinteressant (hvad en sådan type muligvis også er).
Det kan også godt være filmen "udstiller" Hollywood som en kynistisk drømmefabrik, men ærlig talt, det virker for mig som temmelig indlysende at livet i filmmetropolen ikke er nogen dans på roser. Og det leder til den naivisme som jeg nævnte i det første indlæg. Filmen "afslører" muligvis visse sandheder om Hollywood og filmstjernelivet, som muligvis var kontroversielle for mere end et halvt århundrede siden, men som i dag ikke kan komme bag på mange.
Der vil jeg også henvise til at de fleste af dine argumenter ikke handler om selve filmen, men om den kontekst den skal forstås i. Det frister mig til den konklusion at filmen muligvis er et mesterværk, men ikke et tidløst et af slagsen, og det begynder at vise sig her 57 år efter premieren. Du vil selvfølgelig sige jeg tager grueligt fejl, og fred være med det. Jeg vil bare give mit besyv med.
Generelt er jeg vild med Alfred Hitchcocks film, men "Psycho" har aldrig fanget mig. Jeg respekterer fuldt den indflydelse, den har haft på eftertiden, og brusebadsscenen i sig er fremragende, men den uhygge og chokeffekt, filmen skulle give, modtog jeg aldrig. Om det er min alder, at jeg er vokset op i Psycho-kopi-land, hvor alle
har deres egne skizofrene mordere gemt i sig
eller bare, at den var hypet for meget for mig, ved jeg ikke. Men skuffet blev jeg under alle omstændigheder.
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
Som jeg tidligere har argumenteret for, så er der ganske stor forskel på måden, hvorpå vi hver især ser og opfatter film fra andre tidsaldre.
Personligt kunne jeg aldrig finde på at se klassiske film udfra den periode jeg lever i, med den forskel der nu måtte være omkring moral, etik, viden osv. Jeg ser film, som et tidsdokument for den periode de er indspillet i, hvorfor jeg overhovedet ikke har noget problem med at falde fluks ned i enhver film, om den så er lavet i 1920 eller 2000. For mig er der et stort element af værdifuld historik i film fra andre perioder og når nogle f.eks. mener, at sprog og dialog i gamle krigsfilm er kunstig og at man foretrækker at se nutidige opdateringer, ja så er det muligvis fordi man ikke evner at træde ud fra det univers man lever i her og nu, med den viden om nutiden, man har fået ind på rygraden.
Det sprog og den moral vi ser portrætteret i en film fra 1947, er dog betydeligt tættere på den tids virkelighed, end de fortolkninger unge instruktører idag måtte gøre sig om den. Jeg formoder det ikke kan undgås at blande en stor dosis af vor tids værdier ind i nye film, som omhandler andre perioder. Folk klager jo også over sproget i gamle Shakespeare stykker idag, hvis disse filmatiseres tro mod sit forlæg. "Det er gammeldags". Tja, men det var nu engang datidens virkelighed.
Film er er ikke kun illusion om fiktion, det er også illusionen om at kunne være tilskuer til en historie i en tid som er forskellig for vor egen, med hvad der deraf følger af forskelle i menneskers levevis.
Du mener ikke Sunset Boulevard er tidløs, men det mener jeg absolut den er. Den behøver ikke være kontroversiel på vor tids præmisser for at fungere. Det kommer helt an på hver enkelt persons egen interesse i fortiden, i historien. For så er det netop film fra andre perioder bliver værdifuld dokumentation, som foruden en historie også giver værdifuld information om periodens levevis. Sunset Boulevard giver mig, med den viden jeg har om periodens moral og om Hollywood og ikke mindst den berygtede Hays Code fra 1930, masser af værdifuld indsigt, som jeg kan bruge til at konkludere, at filmen brød grænser og tabuer ned.
Jeg ville så afgjort aldrig se en film fra før 1990, hvis jeg altid skulle bedømme den ifht. nutidens værdisæt, ikke mindst hvis jeg personligt altid vurderede nutidens værdisæt over fortidens. Og der er jeg nok ekstra heldig, for personligt så vurderer jeg fortidens værdisæt på ganske mange punkter, nutidens overlegent :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Det er en meget prisværdig måde at se film på, og giver i hvert fald alle film fra alle tidsaldre en sjælden form for lige konkurrence, hvad de så sandelig også fortjener.
Men når du ser på film på den måde som du gør, mister begrebet "tidløs" enhver betydning, eftersom enhver film jo leverer en form for historisk dokumentation for den tid den er lavet i. At kalde Sunset Boulevard tidløs netop i kraft af at det er et historisk dokument, bliver en underlig sammenblanding af begreber.
Derudover handler det for mig ikke så meget om nutidige eller fortidige værdisæt. Hvis jeg ser Citizen Kane er den for mig præcis så finurlig og dybsindig som den altid har været, og er i dens karakterbeskrivelse af Charles Foster Kane præcis så tidløs som en film kan være. Ligesom hvis jeg læser Dostojevskijs Idioten, eller en naturalistisk novelle af Henrik Pontopidan, så beskriver de på sin vis nogle almengyldige menneskelige værdisæt eller sammenhænge som har en tidløs mening for mig som læser. Og de bliver beskrevet utrolig subtilt og med en sjælden form for menneskelig indsigt der hverken har at gøre med specielle perioders værdisæt eller normer.
Sunset Boulevard derimod var for mig en meget simpel og naiv tilgang til et emne som Hollywoods skyggesider, og jeg følte mig underligt distanceret til historien fordi den for mig ikke rigtig gik ind og tacklede det på en måde der gav mig en dybere indsigt i hvad hungren efter glamour og stjernestatus kan gøre ved folk. Og det har muligvis meget at gøre med Norma Desmond som jeg finder ekstremt karikeret og endimensionel og derfor er en karakter jeg ikke rigtig gider involvere mig i. Derfor nævnte jeg i det første indlæg en film som "A Place in the Sun" (fra '51, it's not about the age) som en film hvis mandlige hovedkarakters udvikling, drevet af hans higen efter rigdom og glamour, for mig er langt mere nuanceret og indtrængende end Sunset Boulevard er, selvom Sunset Boulevard er kønnere at se på.
Det er ikke et slag mellem nye og gamle film, nye og gamle værdisæt, men egentlig bare om en film står stærkt nok indholdsmæssigt til at kunne betegnes en klassiker, og for visse film ændrer sådan noget sig med tiden, hvad jeg synes det har gjort med Sunset Boulevard.
E.T. og Close Encounters of the Third Kind siger mig meget lidt. Jaws er til gengæld ganske god, så det er ikke hele Spielbergs tidlige periode, som jeg ikke bryder mig om. Kun når han leger med rumvæsener.
A Streetcar Named Desire skuffede mig også, da jeg så den for nylig. Det samme gælder The Great Escape.
Ellers er der ikke så mange af de film, der er gået hen og blevet klassikere, som jeg ikke kan gennemskue værdierne i. Det er så til gengæld ikke alt, der går hen og bliver personlige favoritter.
Og nogle gange har jeg skruet mine forventninger for højt i vejret til, at filmene kan indfri dem. Det gælder blandt andet en del italiensk neorealisme som De Sica's Umberto D og Rossellinis Germania Anno Zero. Begge gode film, men ikke så gode, som jeg havde håbet på.
#31 Bobby Singer 18 år siden
#32 BN 18 år siden
:-D
#33 filmz-Bruce 18 år siden
#34 BN 18 år siden
#35 filmz-Bruce 18 år siden
#36 Zabriskie 18 år siden
Hm, for at være din modpol skulle jeg vel finde filmen ganske rædselfuld, og ikke bare almindeligt skuffende i forhold til mine forventninger.
Jeg forstår godt dine pointer, og specielt den kontekst som filmen skal ses i sætter den unægteligt i et andet lys. Ikke desto mindre vil jeg stadig holde på et par af mine punkter.
Det kan godt være at der både findes og fandtes typer som Norma Desmond, men ikke desto mindre formår Gloria Swanson for mig at gøre Desmond karikeret, endimensionel og uinteressant (hvad en sådan type muligvis også er).
Det kan også godt være filmen "udstiller" Hollywood som en kynistisk drømmefabrik, men ærlig talt, det virker for mig som temmelig indlysende at livet i filmmetropolen ikke er nogen dans på roser. Og det leder til den naivisme som jeg nævnte i det første indlæg. Filmen "afslører" muligvis visse sandheder om Hollywood og filmstjernelivet, som muligvis var kontroversielle for mere end et halvt århundrede siden, men som i dag ikke kan komme bag på mange.
Der vil jeg også henvise til at de fleste af dine argumenter ikke handler om selve filmen, men om den kontekst den skal forstås i. Det frister mig til den konklusion at filmen muligvis er et mesterværk, men ikke et tidløst et af slagsen, og det begynder at vise sig her 57 år efter premieren.
Du vil selvfølgelig sige jeg tager grueligt fejl, og fred være med det. Jeg vil bare give mit besyv med.
#37 rockysds 18 år siden
Generelt er jeg vild med Alfred Hitchcocks film, men "Psycho" har aldrig fanget mig. Jeg respekterer fuldt den indflydelse, den har haft på eftertiden, og brusebadsscenen i sig er fremragende, men den uhygge og chokeffekt, filmen skulle give, modtog jeg aldrig.
Om det er min alder, at jeg er vokset op i Psycho-kopi-land, hvor alle
#38 filmz-Bruce 18 år siden
Som jeg tidligere har argumenteret for, så er der ganske stor forskel på måden, hvorpå vi hver især ser og opfatter film fra andre tidsaldre.
Personligt kunne jeg aldrig finde på at se klassiske film udfra den periode jeg lever i, med den forskel der nu måtte være omkring moral, etik, viden osv. Jeg ser film, som et tidsdokument for den periode de er indspillet i, hvorfor jeg overhovedet ikke har noget problem med at falde fluks ned i enhver film, om den så er lavet i 1920 eller 2000. For mig er der et stort element af værdifuld historik i film fra andre perioder og når nogle f.eks. mener, at sprog og dialog i gamle krigsfilm er kunstig og at man foretrækker at se nutidige opdateringer, ja så er det muligvis fordi man ikke evner at træde ud fra det univers man lever i her og nu, med den viden om nutiden, man har fået ind på rygraden.
Det sprog og den moral vi ser portrætteret i en film fra 1947, er dog betydeligt tættere på den tids virkelighed, end de fortolkninger unge instruktører idag måtte gøre sig om den. Jeg formoder det ikke kan undgås at blande en stor dosis af vor tids værdier ind i nye film, som omhandler andre perioder. Folk klager jo også over sproget i gamle Shakespeare stykker idag, hvis disse filmatiseres tro mod sit forlæg. "Det er gammeldags". Tja, men det var nu engang datidens virkelighed.
Film er er ikke kun illusion om fiktion, det er også illusionen om at kunne være tilskuer til en historie i en tid som er forskellig for vor egen, med hvad der deraf følger af forskelle i menneskers levevis.
Du mener ikke Sunset Boulevard er tidløs, men det mener jeg absolut den er. Den behøver ikke være kontroversiel på vor tids præmisser for at fungere. Det kommer helt an på hver enkelt persons egen interesse i fortiden, i historien. For så er det netop film fra andre perioder bliver værdifuld dokumentation, som foruden en historie også giver værdifuld information om periodens levevis. Sunset Boulevard giver mig, med den viden jeg har om periodens moral og om Hollywood og ikke mindst den berygtede Hays Code fra 1930, masser af værdifuld indsigt, som jeg kan bruge til at konkludere, at filmen brød grænser og tabuer ned.
Jeg ville så afgjort aldrig se en film fra før 1990, hvis jeg altid skulle bedømme den ifht. nutidens værdisæt, ikke mindst hvis jeg personligt altid vurderede nutidens værdisæt over fortidens. Og der er jeg nok ekstra heldig, for personligt så vurderer jeg fortidens værdisæt på ganske mange punkter, nutidens overlegent :)
#39 Zabriskie 18 år siden
Det er en meget prisværdig måde at se film på, og giver i hvert fald alle film fra alle tidsaldre en sjælden form for lige konkurrence, hvad de så sandelig også fortjener.
Men når du ser på film på den måde som du gør, mister begrebet "tidløs" enhver betydning, eftersom enhver film jo leverer en form for historisk dokumentation for den tid den er lavet i. At kalde Sunset Boulevard tidløs netop i kraft af at det er et historisk dokument, bliver en underlig sammenblanding af begreber.
Derudover handler det for mig ikke så meget om nutidige eller fortidige værdisæt. Hvis jeg ser Citizen Kane er den for mig præcis så finurlig og dybsindig som den altid har været, og er i dens karakterbeskrivelse af Charles Foster Kane præcis så tidløs som en film kan være. Ligesom hvis jeg læser Dostojevskijs Idioten, eller en naturalistisk novelle af Henrik Pontopidan, så beskriver de på sin vis nogle almengyldige menneskelige værdisæt eller sammenhænge som har en tidløs mening for mig som læser. Og de bliver beskrevet utrolig subtilt og med en sjælden form for menneskelig indsigt der hverken har at gøre med specielle perioders værdisæt eller normer.
Sunset Boulevard derimod var for mig en meget simpel og naiv tilgang til et emne som Hollywoods skyggesider, og jeg følte mig underligt distanceret til historien fordi den for mig ikke rigtig gik ind og tacklede det på en måde der gav mig en dybere indsigt i hvad hungren efter glamour og stjernestatus kan gøre ved folk. Og det har muligvis meget at gøre med Norma Desmond som jeg finder ekstremt karikeret og endimensionel og derfor er en karakter jeg ikke rigtig gider involvere mig i. Derfor nævnte jeg i det første indlæg en film som "A Place in the Sun" (fra '51, it's not about the age) som en film hvis mandlige hovedkarakters udvikling, drevet af hans higen efter rigdom og glamour, for mig er langt mere nuanceret og indtrængende end Sunset Boulevard er, selvom Sunset Boulevard er kønnere at se på.
Det er ikke et slag mellem nye og gamle film, nye og gamle værdisæt, men egentlig bare om en film står stærkt nok indholdsmæssigt til at kunne betegnes en klassiker, og for visse film ændrer sådan noget sig med tiden, hvad jeg synes det har gjort med Sunset Boulevard.
#40 mr gaijin 18 år siden
A Streetcar Named Desire skuffede mig også, da jeg så den for nylig. Det samme gælder The Great Escape.
Ellers er der ikke så mange af de film, der er gået hen og blevet klassikere, som jeg ikke kan gennemskue værdierne i. Det er så til gengæld ikke alt, der går hen og bliver personlige favoritter.
Og nogle gange har jeg skruet mine forventninger for højt i vejret til, at filmene kan indfri dem. Det gælder blandt andet en del italiensk neorealisme som De Sica's Umberto D og Rossellinis Germania Anno Zero. Begge gode film, men ikke så gode, som jeg havde håbet på.