"Udtrykket apopleksi eller slagtilfælde dækker over både blødning og blodprop i hjernen, og viser sig typisk ved pludselig lammelse af dele af kroppen. I 85 procent af tilfældene er der tale om en blodprop og i 15 procent om en blødning.
Symptomerne skyldes, at nogle af hjernecellerne ikke får tilstrækkelig blodforsyning og enten dør eller holder op med at virke normalt"
You wanna know what happens to an eyeball when it gets punctured?
#41 [tysker-accent]Well, Mr. Bond. We need to have a little talk.
Based on the findings of the report, my conclusion is that this idea is not a practical deterrent for reasons which at this moment must be all too obvious.[/tysker-accent]
Så tager vi den da bare en gang til for holdet :) eller hva'?
1. A Clockwork Orange 2. 2001 3. Barry Lyndon 4. Dr. Strangelove 5. The Shining 6. Paths of Glory 7. Full Metal Jacket 8. Eyes Wide Shut 9. Lolita 10. Spartacus
Selv nr. 8 kan jeg sagtens forstå folk har som favorit. Besynderligt. Instruktøren af en anden verden.
Pvt. Witt: "You ever get lonely, sergent?" Sgt. Welsh: "Only around people"
#24: Ja, det er sandt. Det var den film, han var mest stolt af.
Jeg synes også, at det er en fremragende og stærkt fascinerende film og finder det desuden både smukt og ganske passende (uagtet den triste årsag dertil), at Kubrick afsluttede sin karriere med en film om det allerhelligste og mest intime to mennesker imellem. Han kunne heller ikke have valgt et mere passende og velplaceret punktum for filmen såvel som selve karrieren end den uforglemmelige afslutningsreplik;
Af disse har jeg (så vidt jeg husker) desværre kun set 'Three Days of the Condor', som jeg også finder ret god. Og ja, jeg vil give ret Nighthawk ret i, at det er en af Robert Redfords mest undervurderede roller.
195: 'Eyes Wide Shut' fandt jeg som sagt middelmådig. Men den er stadig bedre end så mange andre skodfilm, der produceres nutildags. 3/6
194: 'Stop Making Sense' har jeg aldrig set andet end uddrag fra, men disse uddrag har ikke desto mindre givet mig et meget positivt indtryk af denne koncertfilm. I 1980'erne ejede jeg et eksemplar af det album hvor hittet 'Road To Nowhere' er på. ... Måske var det på tide at skaffe sig albummet på cd. 4½/5
193: 'Wild at Heart' er jeg ikke specielt begejstret for, omend den indeholder en meget veloplagt Nicolas Cage, samt et par herligt humoristiske scener, såsom den med hvor Nicolas Cage rager uklar med en flok bøller. 3/6
192: 'Le Samourai' husker jeg fra, da jeg var yngre (i en fjern oldtid). Den er vist egentlig ganske okay. Men et gensyn er nok nødvendigt for mit vedkommende.
191+190: Har jeg ikke set.
189: 'The Warriors' har jeg ikke set siden engang i begyndelsen af 1980'erne. Jeg husker stadig den replik, som en af mine venner hele tiden citerede fra filmen: 'Warriors, come out to play.' Vistnok sagt af en eller anden gut, der sidder/står og klinker to ølflasker mod hinanden. Dengang virkede filmen ret realistisk og spændende - om den også ville gør dét idag ved et gensyn, ved jeg ikke.
188: 'Hud' er en fin, lille film, der gjorde indtryk på mig, da jeg for nylig så den for første gang. Den er meget anderledes end de fleste tresser-film, ja, virker som om den ligeså godt kunne have været lavet i 1970'erne eller -80'erne. Og Paul Newman er perfekt i hovedrollen. 4/6
187: 'The Cooler' har jeg set 1½ gang. Det er ikke en film der siger mig så meget. Men William H. Macy er en af den slags skuespillere, der på sin egen stilfærdige måde formår at fange éns opmærksomhed i næsten hvilken som helst rolle - han er virkelig god.
185. Get Carter(Mike Hodges; 1971) Get Carter er baseret på Ted Lewis’ roman Jack’s Return Home. Bogen er blevet filmatiseret flere gange. En blaxploitaion udgave og senest med Slyvester Stallone i titelrollen. Det er dog Hodges’ udgave fra ’71, med Michael Caine, .
Historien er simpel og genkendelig: Michael Caine spiller gangsteren Jack Carter, der tager hjem til Newcastle til sin brors begravelse, men finder efterhånden ud af at hans død ikke var nogen ulykke. Nu må Carter planlægge sin hævn, for at få ram på de skyldige.
Get Carter er rå, voldelig og utrolig stilfuld. Instruktøren Mike Hodges tydeliggør, fra starten, sin fascination af forfattere som Raymond Chandler og Dashiell Hammett ved at vise Carter, der læser Chandler's Farewell My Lovely i toget på vej til Newcastle. Modsat Chandler og Hammets elskværdige toughguys, som ofte blev portrætteret af Bogart, er Carter dog ikke mere end en voldelig børste med en syg sans for humor. Caine er armeret med et hav af eminente one-liners og giver en af sit livs bedste præstationer, som den kølige, kyniske og kalkulerende Carter.
184. The Dead Zone(David Cronenberg; 1983) Filmatiseringen af Stephen Kings bestseller var David Cronebergs første bestillingsarbejde i Hollywood og endte med at blive både en kritikersucces såvel som publikumsucces.
Christopher Walken spiller Johnny Smith, en skolelærer, der ryger i et koma efter en bilulykke. Da Johnny vågner fem år senere, finder han ud af at hans kæreste er blevet gift og fået et barn med en anden mand. Han finder også ud af at han nu, bare ved at røre nogen, kan se deres fortid, nutid og fremtid.
The Dead Zone er en gribende og intellegent thriller. David Cronenberg og manusforfatter Jeffrey Boam har gjort en fantastisk stykke arbejde og virkelig formået at bibeholde stemningen fra bogen. Skuespilpræstationerne, fra især Walken og Martin Sheen, er fantastiske. Filmen er spændende fra start til slut og virker hele tiden uhyggelig troværdig. Som Roger Ebert sagde det: ”The Dead Zone gør hvad en god overnaturlig thriller skal gøre. Den får os til at glemme, at den er overnaturlig.”
183. Watchmen(Zack Snyder; 2009) Den britiske tegneserieforfatter, Alan Moore, manden bag nogle af de bedste grafiske romaner nogensinde (From Hell, League of Extraordinary Gentlemen, Killing Joke), har desværre været udsat for nogle, for at sige det mildt, temmelig middelmådige filmadaptioner. Derfor var der naturligvis en store forventninger til Zack Snyder, der nu ville filmatisere Alan Moores ypperste bedrift, the Citizen Kane of comic books: Watchmen.
Vi befinder os i en alternativ udgave af Amerika, anno 1985, hvor Nixon stadig er præsident, en atomkrig mellem USA og USSR truer og superhelte eksisterer. Næsten alle superheltene er dog blevet tvunget til at lægge kostumerne fra sig, men mordet på en tidligere helt, får de resterende til at indse at de måske er i fare.
Zack Snyder leverer bestemt varen. Hans filmatisering af Watchmen, emmer af kompromisløs vision og forgudelse af tegneserien. Zack Snyder gør brug af nogle utroligt flotte, visuelle virkemidler, som aldrig virker "out-of-place". Skuespillerne er godt castet, især Jackie Earle Haley som psykopat-helten Rorschach. Soundtracket er blændende, med kunstnere som Dylan, Cohen, Hendrix, Simon & Garfunkel osv. Men det ville også være blasfemi at undlade, da Moore rent faktisk bruger uddrag fra forskellige sange, som f.eks.All Along The Watchtower, før hvert kapitel. Den lille detalje forventede jeg at Snyder ville bruge og han skuffede ikke :) Filmen vil ikke begejstre alle og den får nok aldrig samme status som tegneserien. Men Zack Snyders Watchmen er en stor filmisk præstation, der bør og skal anderkendes.
182. Almost Famous(Cameron Crowe; 2000) Almost Famous er meget tæt på at være en autobiografisk film, for instruktøren Cameron Crowe, der efter egne udtalelser, skulle have arbejdet som musikjournalist på Rolling Stone, mens hans venner stadig bekymrede sig om hvilke bumsecremer, der virkede. Rock ’n Roll is truly a young man’s game!
Vi følger, den uncoole, 15-årige William Miller, der lever og ånder for rockmusik. Hans største drøm er at blive cool rockjournalist. Drømmen kommer dog i opfyldelse, da han en dag bliver ringet op af Rolling Stone Magazine, der tilbyder ham et job. William finder sig pludselig midt i en turbulent rockodyssé, på turné med rockbandet Stillwater.
Almost Famous er simpelthen så charmerende og morsom. Instruktionen er subtil, og det er helt bestemt det vanvittigt gode manuskript, der giver filmen dens charme. Cameron Crowe spidder, på finurligste vis, hele musikindustrien og gør fantastisk grin med selvfede rockkunstnere. Som i en scene med Jason Lee, der vil forklare hvad rock handler om:
”Rock 'n' roll is a lifestyle and a way of thinking... and it's not about money and popularity. Although, some money would be nice. But it's a voice that says, "Here I am... and fuck you if you can't understand me." And one of these people is gonna save the world. And that means that rock 'n' roll can save the world... all of us together. And the chicks are great. But what it all comes down to is that thing. The indefinable thing when people catch something in your music.”.
181. Låt den rätte komma in(Thomas Alfredsson, 2008) Vampyrfilm har virkelig fået en revival i løbet af de sidste år. Både på godt og ondt. Vampyrfilm er gået hen og blevet hverdagskost nu. Det var dog noget af en overraskelse, da Thomas Alfredsson præsenterede sin filmatisering af den svenske vampyrroman ”Låt den rätte komma in”, der tog røven på alle, der tænkte Twilight når de tænkte vampyrfilm.
Filmen foregår i Stockholm i 80’erne, hvor den 12-årige Oskar bor sammen med sin mor i et trist lejlighedskompleks. Oskar er venneløs bliver konstant mobbet i skolen. En dag flytter den nye pige Eli ind ved siden af. Pludselig begynder en masse bizarre mord at finde sted og efter Oscar lærer Eli bedre at kende, tager hans liv en uventet drejning.
“Låt den rätte komma in” er en blændende og rørende fortælling om ensomhed, kærlighed og fremmedgørelse. Filmen er utrolig flot fotograferet (ikke underligt at filmens fotograf allerede er blevet hentet til Hollywood) og de snedækkede omgivelser giver filmen en stor poetisk skønhed. John Ajvide Lindqvist, der stod bag bogen, har selv skrevet manuskriptet til filmen, og efter at have læst bogen, må jeg sige at han gjort et fandens godt arbejde. De to unge hovedroller er fænomenale – man holder med dem hele vejen, uanset hvor moralsk forkvaklet deres opførsel er. Alle, der har prøvet at føle sig ene og forladt, som Oskar, kan ikke undgå at blive rørt af dette spidsfindige, hjertegribende og originale tag på vampyrmytologien.
I don't love you, but you are the only women for whom I have no contempt.
#41 filmz-ab 14 år siden
Hvad er apopleksi?
"Udtrykket apopleksi eller slagtilfælde dækker over både blødning og blodprop i hjernen, og viser sig typisk ved pludselig lammelse af dele af kroppen. I 85 procent af tilfældene er der tale om en blodprop og i 15 procent om en blødning.
Symptomerne skyldes, at nogle af hjernecellerne ikke får tilstrækkelig blodforsyning og enten dør eller holder op med at virke normalt"
#42 Michael Andersen 14 år siden
[tysker-accent]Well, Mr. Bond. We need to have a little talk.
Based on the findings of the report, my conclusion is that this idea is not a practical deterrent for reasons which at this moment must be all too obvious.[/tysker-accent]
#43 filmz-ab 14 år siden
(bond accent) I always enjoyed learning a new tongue :-)
#44 RasmusFL 14 år siden
1. A Clockwork Orange
2. 2001
3. Barry Lyndon
4. Dr. Strangelove
5. The Shining
6. Paths of Glory
7. Full Metal Jacket
8. Eyes Wide Shut
9. Lolita
10. Spartacus
Selv nr. 8 kan jeg sagtens forstå folk har som favorit. Besynderligt. Instruktøren af en anden verden.
#45 Highland Park 14 år siden
Jeg synes også, at det er en fremragende og stærkt fascinerende film og finder det desuden både smukt og ganske passende (uagtet den triste årsag dertil), at Kubrick afsluttede sin karriere med en film om det allerhelligste og mest intime to mennesker imellem. Han kunne heller ikke have valgt et mere passende og velplaceret punktum for filmen såvel som selve karrieren end den uforglemmelige afslutningsreplik;
#46 BN 14 år siden
200-196:
Af disse har jeg (så vidt jeg husker) desværre kun set 'Three Days of the Condor', som jeg også finder ret god. Og ja, jeg vil give ret Nighthawk ret i, at det er en af Robert Redfords mest undervurderede roller.
195: 'Eyes Wide Shut' fandt jeg som sagt middelmådig. Men den er stadig bedre end så mange andre skodfilm, der produceres nutildags. 3/6
194: 'Stop Making Sense' har jeg aldrig set andet end uddrag fra, men disse uddrag har ikke desto mindre givet mig et meget positivt indtryk af denne koncertfilm. I 1980'erne ejede jeg et eksemplar af det album hvor hittet 'Road To Nowhere' er på. ... Måske var det på tide at skaffe sig albummet på cd. 4½/5
193: 'Wild at Heart' er jeg ikke specielt begejstret for, omend den indeholder en meget veloplagt Nicolas Cage, samt et par herligt humoristiske scener, såsom den med hvor Nicolas Cage rager uklar med en flok bøller. 3/6
192: 'Le Samourai' husker jeg fra, da jeg var yngre (i en fjern oldtid). Den er vist egentlig ganske okay. Men et gensyn er nok nødvendigt for mit vedkommende.
191+190: Har jeg ikke set.
189: 'The Warriors' har jeg ikke set siden engang i begyndelsen af 1980'erne. Jeg husker stadig den replik, som en af mine venner hele tiden citerede fra filmen: 'Warriors, come out to play.' Vistnok sagt af en eller anden gut, der sidder/står og klinker to ølflasker mod hinanden. Dengang virkede filmen ret realistisk og spændende - om den også ville gør dét idag ved et gensyn, ved jeg ikke.
188: 'Hud' er en fin, lille film, der gjorde indtryk på mig, da jeg for nylig så den for første gang. Den er meget anderledes end de fleste tresser-film, ja, virker som om den ligeså godt kunne have været lavet i 1970'erne eller -80'erne. Og Paul Newman er perfekt i hovedrollen. 4/6
187: 'The Cooler' har jeg set 1½ gang. Det er ikke en film der siger mig så meget. Men William H. Macy er en af den slags skuespillere, der på sin egen stilfærdige måde formår at fange éns opmærksomhed i næsten hvilken som helst rolle - han er virkelig god.
186: Har jeg ikke set.
#47 Lord Beef Jerky 14 år siden
#48 Skeloboy 14 år siden
#49 filmz-ab 14 år siden
Men siden du er uenig i Lord's udtalelse, så er du også........dum :-)
#50 sluppermand 14 år siden
Get Carter er baseret på Ted Lewis’ roman Jack’s Return Home. Bogen er blevet filmatiseret flere gange. En blaxploitaion udgave og senest med Slyvester Stallone i titelrollen. Det er dog Hodges’ udgave fra ’71, med Michael Caine, .
Historien er simpel og genkendelig: Michael Caine spiller gangsteren Jack Carter, der tager hjem til Newcastle til sin brors begravelse, men finder efterhånden ud af at hans død ikke var nogen ulykke. Nu må Carter planlægge sin hævn, for at få ram på de skyldige.
Get Carter er rå, voldelig og utrolig stilfuld. Instruktøren Mike Hodges tydeliggør, fra starten, sin fascination af forfattere som Raymond Chandler og Dashiell Hammett ved at vise Carter, der læser Chandler's Farewell My Lovely i toget på vej til Newcastle. Modsat Chandler og Hammets elskværdige toughguys, som ofte blev portrætteret af Bogart, er Carter dog ikke mere end en voldelig børste med en syg sans for humor. Caine er armeret med et hav af eminente one-liners og giver en af sit livs bedste præstationer, som den kølige, kyniske og kalkulerende Carter.
184. The Dead Zone (David Cronenberg; 1983)
Filmatiseringen af Stephen Kings bestseller var David Cronebergs første bestillingsarbejde i Hollywood og endte med at blive både en kritikersucces såvel som publikumsucces.
Christopher Walken spiller Johnny Smith, en skolelærer, der ryger i et koma efter en bilulykke. Da Johnny vågner fem år senere, finder han ud af at hans kæreste er blevet gift og fået et barn med en anden mand. Han finder også ud af at han nu, bare ved at røre nogen, kan se deres fortid, nutid og fremtid.
The Dead Zone er en gribende og intellegent thriller. David Cronenberg og manusforfatter Jeffrey Boam har gjort en fantastisk stykke arbejde og virkelig formået at bibeholde stemningen fra bogen. Skuespilpræstationerne, fra især Walken og Martin Sheen, er fantastiske. Filmen er spændende fra start til slut og virker hele tiden uhyggelig troværdig.
Som Roger Ebert sagde det: ”The Dead Zone gør hvad en god overnaturlig thriller skal gøre. Den får os til at glemme, at den er overnaturlig.”
183. Watchmen (Zack Snyder; 2009)
Den britiske tegneserieforfatter, Alan Moore, manden bag nogle af de bedste grafiske romaner nogensinde (From Hell, League of Extraordinary Gentlemen, Killing Joke), har desværre været udsat for nogle, for at sige det mildt, temmelig middelmådige filmadaptioner. Derfor var der naturligvis en store forventninger til Zack Snyder, der nu ville filmatisere Alan Moores ypperste bedrift, the Citizen Kane of comic books: Watchmen.
Vi befinder os i en alternativ udgave af Amerika, anno 1985, hvor Nixon stadig er præsident, en atomkrig mellem USA og USSR truer og superhelte eksisterer. Næsten alle superheltene er dog blevet tvunget til at lægge kostumerne fra sig, men mordet på en tidligere helt, får de resterende til at indse at de måske er i fare.
Zack Snyder leverer bestemt varen. Hans filmatisering af Watchmen, emmer af kompromisløs vision og forgudelse af tegneserien. Zack Snyder gør brug af nogle utroligt flotte, visuelle virkemidler, som aldrig virker "out-of-place". Skuespillerne er godt castet, især Jackie Earle Haley som psykopat-helten Rorschach. Soundtracket er blændende, med kunstnere som Dylan, Cohen, Hendrix, Simon & Garfunkel osv. Men det ville også være blasfemi at undlade, da Moore rent faktisk bruger uddrag fra forskellige sange, som f.eks.All Along The Watchtower, før hvert kapitel. Den lille detalje forventede jeg at Snyder ville bruge og han skuffede ikke :) Filmen vil ikke begejstre alle og den får nok aldrig samme status som tegneserien. Men Zack Snyders Watchmen er en stor filmisk præstation, der bør og skal anderkendes.
182. Almost Famous (Cameron Crowe; 2000)
Almost Famous er meget tæt på at være en autobiografisk film, for instruktøren Cameron Crowe, der efter egne udtalelser, skulle have arbejdet som musikjournalist på Rolling Stone, mens hans venner stadig bekymrede sig om hvilke bumsecremer, der virkede. Rock ’n Roll is truly a young man’s game!
Vi følger, den uncoole, 15-årige William Miller, der lever og ånder for rockmusik. Hans største drøm er at blive cool rockjournalist. Drømmen kommer dog i opfyldelse, da han en dag bliver ringet op af Rolling Stone Magazine, der tilbyder ham et job. William finder sig pludselig midt i en turbulent rockodyssé, på turné med rockbandet Stillwater.
Almost Famous er simpelthen så charmerende og morsom. Instruktionen er subtil, og det er helt bestemt det vanvittigt gode manuskript, der giver filmen dens charme. Cameron Crowe spidder, på finurligste vis, hele musikindustrien og gør fantastisk grin med selvfede rockkunstnere. Som i en scene med Jason Lee, der vil forklare hvad rock handler om:
”Rock 'n' roll is a lifestyle and a way of thinking... and it's not about money and popularity. Although, some money would be nice. But it's a voice that says, "Here I am... and fuck you if you can't understand me." And one of these people is gonna save the world. And that means that rock 'n' roll can save the world... all of us together. And the chicks are great. But what it all comes down to is that thing. The indefinable thing when people catch something in your music.”.
181. Låt den rätte komma in (Thomas Alfredsson, 2008)
Vampyrfilm har virkelig fået en revival i løbet af de sidste år. Både på godt og ondt. Vampyrfilm er gået hen og blevet hverdagskost nu. Det var dog noget af en overraskelse, da Thomas Alfredsson præsenterede sin filmatisering af den svenske vampyrroman ”Låt den rätte komma in”, der tog røven på alle, der tænkte Twilight når de tænkte vampyrfilm.
Filmen foregår i Stockholm i 80’erne, hvor den 12-årige Oskar bor sammen med sin mor i et trist lejlighedskompleks. Oskar er venneløs bliver konstant mobbet i skolen. En dag flytter den nye pige Eli ind ved siden af. Pludselig begynder en masse bizarre mord at finde sted og efter Oscar lærer Eli bedre at kende, tager hans liv en uventet drejning.
“Låt den rätte komma in” er en blændende og rørende fortælling om ensomhed, kærlighed og fremmedgørelse. Filmen er utrolig flot fotograferet (ikke underligt at filmens fotograf allerede er blevet hentet til Hollywood) og de snedækkede omgivelser giver filmen en stor poetisk skønhed.
John Ajvide Lindqvist, der stod bag bogen, har selv skrevet manuskriptet til filmen, og efter at have læst bogen, må jeg sige at han gjort et fandens godt arbejde. De to unge hovedroller er fænomenale – man holder med dem hele vejen, uanset hvor moralsk forkvaklet deres opførsel er. Alle, der har prøvet at føle sig ene og forladt, som Oskar, kan ikke undgå at blive rørt af dette spidsfindige, hjertegribende og originale tag på vampyrmytologien.