Jeg er ikke mega grådlabil. Men skal det være, så lad det være. Værste/bedste tårefremkaldere i min verden:
The Hours: Jeg tudede og tudede og tudede på vej ud af biffen efter den film. Det blev ved hele vejen hjem, mens mine forældre var ret pinligt berørt foran i familiebilen. Da jeg læste bogen sidste vinter grææææd jeg igen. Og da jeg genså filmen kort efter. Jeg tror, at jeg føler, at den handler på forskellige måder om ting, der gør allermest ondt allermest privat inde i mig, selv, her. Så i virkeligheden er det af selvmedlidenhed, jeg tuder.
Braveheart: Jeg har set den mange gange, og første gang var det vist uden tårer. Men anden gang var jeg måske i et mere påvirkeligt stadie - jeg begyndte i al fald at tude, ca. da Lille Murron giver Lille William tidslen - og så trillede tårerne sådan rimeligt konstant ned af kinderne på mig hele filmen. Af og til var der små pauser under den mere kække del af blodsudgydelsen, men en mere eller mindre lind strøm. Med flot finale, da han ser hende i mængden tilsidst. Siden har jeg aldrig kunnet se den uden bare lidt tud.
Donnie Darko: Da 'Mad Wold' sætter ind. Græde, græde over livsens uudgrundelige gru, tristesse og grumme skønhed og det hele.
..og så genså jeg Titanic i går. Det var ... effektivt. Jeg tror ikke jeg fældere en tåre, da jeg så den første gang i biografen i sin tid, men nu, så mange år og følelsesmæssige erfaringer senere, trykkede den på alle de rigtige knapper. Den gamle dame e-he-he-helskede ham! Hun hu-u-u-skede det stadig som var det i gååååår! Ahahahhhaaaaawaaaa...!
#82 Whoa! Det Titanic-gensyn slog hårdt, hva'? Det er okay, pandora. Det skal nok gå alt sammen. Skal man indrømme, at man tuder over Titanic, så skal det være i denne tråd, hvor der trods alt er mere pinlige tilståelser end det...
Selv kan jeg ikke komme i tanke om en film, som konsekvent får mig til at tænde for vandfaldet. Vis mig derimod et klip med folk i ægte, ekstatisk jubel, og så er jeg HELT færdig!
Lidt utraditionelt bliver hunden skudt til sidst pga. hundegalskab - it smacks - men bare rolig dens afkom(bliver først afsløret til sidst) løber hen over engen til sidst. Det er mange år siden jeg har set den. Jeg så den som 10-12 årig i skolen og kæmpede for at skjule tårerne overfor pigerne - derfor har den nok sat sit præg:)
Nu vi er inde i indrømmelser vedrørende Titanic, så tuder jeg også stort set hver gang :) Ovenikøbet indrømmer jeg det ganske ærligt, selvom jeg ofte får mærkelige skæve blikke når jeg indrømmer det.
Derudover er jeg ofte meget påvirkelig når det kommer til virkelig deprimerende skildringer af menneskeskæbner. Der er en del af dem, så vil bare lidt hurtigt vende nogle af dem.
Requiem For A Dream: Stemningen og den solide spiral mod et brag af en depressionsslutning gør altid, at jeg stort set sidder med en klump i halsen hele vejen igennem.
Brokeback Mountain: Ja, og hvad så? Det er sgu en fantastisk kærlighedsfortælling.
Million Dollar Baby: Hvis der er noget Clint'en er god til, så er det at beskrive menneskeskæbner og for mit vedkommende så kulminerer hans instruktørkarriere indtil videre i denne fantastisk følelsesnære og brutale film.
Men der er naturligvis mange andre, og det vil altid komme meget an på humøret. Requiem For A Dream er for mit vedkommende klart den største tøreperser. Selvom jeg nu har set den så jeg efterhånden kan den i hovedet, så synes jeg stadig den er et perfekt eksempel på en film, der bygger sin stemning op støt igennem hele filmen, og ikke pludselig istedet eksploderer i følelsesmæssige scener. Få film mestrer at bygge sådan en atmosfære op, og det er måske det, der i bund og grund gør, at jeg tuder endnu hårdere end hvis de følelsesmæssige scener kommer udaf "ingenting".
Har en eller anden ide om at da jeg var mindre altid blev rigtig, rigtig ked af det, når jeg så Charlotte's Web...men det ligger meget svagt i erindringen, men på den gode måde, så tør ikke rigtig se den igen.
#81 Skeloboy 18 år siden
Sad også og så Terms of Endearment...den var også temmelig sørgelig, men havde tømmermænd, så er jeg temmelig let påvirkelig...
#82 filmz-pandora 18 år siden
The Hours: Jeg tudede og tudede og tudede på vej ud af biffen efter den film. Det blev ved hele vejen hjem, mens mine forældre var ret pinligt berørt foran i familiebilen. Da jeg læste bogen sidste vinter grææææd jeg igen. Og da jeg genså filmen kort efter. Jeg tror, at jeg føler, at den handler på forskellige måder om ting, der gør allermest ondt allermest privat inde i mig, selv, her. Så i virkeligheden er det af selvmedlidenhed, jeg tuder.
Braveheart: Jeg har set den mange gange, og første gang var det vist uden tårer. Men anden gang var jeg måske i et mere påvirkeligt stadie - jeg begyndte i al fald at tude, ca. da Lille Murron giver Lille William tidslen - og så trillede tårerne sådan rimeligt konstant ned af kinderne på mig hele filmen. Af og til var der små pauser under den mere kække del af blodsudgydelsen, men en mere eller mindre lind strøm. Med flot finale, da han ser hende i mængden tilsidst. Siden har jeg aldrig kunnet se den uden bare lidt tud.
Donnie Darko: Da 'Mad Wold' sætter ind. Græde, græde over livsens uudgrundelige gru, tristesse og grumme skønhed og det hele.
..og så genså jeg Titanic i går. Det var ... effektivt. Jeg tror ikke jeg fældere en tåre, da jeg så den første gang i biografen i sin tid, men nu, så mange år og følelsesmæssige erfaringer senere, trykkede den på alle de rigtige knapper. Den gamle dame e-he-he-helskede ham! Hun hu-u-u-skede det stadig som var det i gååååår! Ahahahhhaaaaawaaaa...!
#83 Outbound Sith 18 år siden
Selv kan jeg ikke komme i tanke om en film, som konsekvent får mig til at tænde for vandfaldet. Vis mig derimod et klip med folk i ægte, ekstatisk jubel, og så er jeg HELT færdig!
Fox Mulder
#84 jessup 18 år siden
#85 Tylerdurden 18 år siden
My life without me
It's a wonderful life
Eternal Sunshine of the Spotless mind
#86 ks 18 år siden
Derudover er jeg ofte meget påvirkelig når det kommer til virkelig deprimerende skildringer af menneskeskæbner. Der er en del af dem, så vil bare lidt hurtigt vende nogle af dem.
Requiem For A Dream: Stemningen og den solide spiral mod et brag af en depressionsslutning gør altid, at jeg stort set sidder med en klump i halsen hele vejen igennem.
Brokeback Mountain: Ja, og hvad så? Det er sgu en fantastisk kærlighedsfortælling.
Million Dollar Baby: Hvis der er noget Clint'en er god til, så er det at beskrive menneskeskæbner og for mit vedkommende så kulminerer hans instruktørkarriere indtil videre i denne fantastisk følelsesnære og brutale film.
Men der er naturligvis mange andre, og det vil altid komme meget an på humøret. Requiem For A Dream er for mit vedkommende klart den største tøreperser. Selvom jeg nu har set den så jeg efterhånden kan den i hovedet, så synes jeg stadig den er et perfekt eksempel på en film, der bygger sin stemning op støt igennem hele filmen, og ikke pludselig istedet eksploderer i følelsesmæssige scener. Få film mestrer at bygge sådan en atmosfære op, og det er måske det, der i bund og grund gør, at jeg tuder endnu hårdere end hvis de følelsesmæssige scener kommer udaf "ingenting".
#87 duuk74 18 år siden
#88 filmz-Kragmose 18 år siden
#89 chandler75 18 år siden
#90 Skeloboy 18 år siden