The Matrix Trilogy er fyldt med referencer til kristendommen. I fortællingens midte står Neo, en messiansk skikkelse med guddommelige kræfter. Han udfører store mirakler, tilbedes af sine disciple, forfølges af magthaverne, forrådes og dør, hvorefter han genopstår for at fuldføre sin opgave… ligesom Jesus. Andre direkte paralleller kan drages ved Neos borgerlige navn, Thomas A. Anderson. "Thomas" betyder på aramæisk "to", og "Anderson" betyder på græsk "menneskesøn", en titel Jesus brugte om sig selv. Samlet kan det altså fortolkes som en todelt, splittet menneskesøn, der er personificeret i Neos dobbeltrolle som mønsterborgeren Thomas Anderson og computerhackeren Neo. Ydermere er Thomas navnet på en af Jesu disciple, der er berømt og berygtet for sin store tvivl. Neo forrådes af Cypher, der kan ses som en parallel til kristendommens Judas. De har endda en slags "sidste nadver" inden Cypher forråder Neo. Neos endelige offer manifesterer sig endog i et kæmpemæssigt lysende kors og lysende englevinger.
The Matrix Trilogy kan altså tilsyneladende ses som en moderne iscenesættelse af den almene kristendom… eller kan den? Er det virkelig så banalt? Så simpelt? Nej, langt fra. Langt hen ad vejen kan man drage nok så mange direkte paralleller, der stemmer fuldt ud over ens med kristendommen, men da vi når til afslutningen af Reloaded, bryder hele denne forestilling sammen.
THE ARCHITECT – I am the Architect. I created the Matrix.
Det er i historiens store vendepunkt at Neo står overfor the Architect, der er et oplagt billede på kristendommens Gud. Netop her opstår alle de mange problemer, der umuliggør en direkte sammenligning med den almene, dvs. den katolske og protestantiske, kristendom. For det er ganske tydeligt at the Architect og Neo står i klar modsætning til hinanden, og hvis vi sætter det ind i de kristne begreber, svarer det til at Jesus og Gud skulle være hinandens modsætninger, Sønnen og Faderen fjender. Det er i alle henseender i total modstrid med alle normale kristne forestillinger. Der er imidlertid tydelige paralleller til kristendommen, men hvis de ikke kan gøre The Matrix Trilogy til en moderne kristen fortælling som sådan, hvad så?
Gnosticismen
Hvor fjendtliggørelsen af the Architect synes i klar modstrid med den traditionelle kristendomsforståelse, åbner den imidlertid op for en anden, urgammel forståelse af kristendommen… gnosticismen.
Igennem kirkehistorien har der eksisteret mange retninger inden for den kristne tro, hvoraf gnosticismen er en helt særlig retning, ved blandt andet at afvige drastisk fra opfattelsen af de helt basale hovedtræk i vor tids kristendom.
Gnosticismen er en betegnelse der dækker et fællestræk for en kristen retning, der i særlig grad manifesterede sig i det andet århundrede efter Jesu død. Selvom Jesus også i gnosticismen er en yderst central skikkelse, og selvom både den almene og den gnostiske retning omfatter en eller anden form af forsagelse af det kødelige, afviger gnosticismen alligevel fra den øvrige opfattelse. Gnostikerne anså sig selv som værende sande kristne, og påstod at basere deres holdninger og opfattelse på hemmelige overleveringer fra Jesus og hans disciple selv. De forsøgte hårdnakket at bevare en tilknytning til kirken, hvor de opfattede sig selv som højtstående aristokrater, men blev hurtigt bandlyst, hvorefter de dannede deres egne menigheder over det meste af det romerske rige.
Gnosticismen er som udgangspunkt udtryk for et pessimistisk verdenssyn. Den ser på verden som et fordærvet sted, et mørke bestående af lidelse og ondskab, der regeres af onde magter, hvilket er i direkte modstrid med den traditionelle, almene moderne kristendom, men dette syn var imidlertid ikke så fremmedartet i de første par hundrede år efter Jesu død. Gnosticismens radikale afvigelse fra den almene kristendom findes i den konklusion gnostikerne drog på baggrund af denne pessimistiske verdensanskuelse. De mente at verden på ingen måde kunne være Guds værk!
For gnostikerne bliver Guddommen betragtet som Det højeste Væsen. Dette ubeskrivelige væsen, eller kraft, er uden for menneskelig fatteevne, og er som sådan ubeskrivelig. Denne Guddom er højt hævet over verden, hvorfor gnosticismen betragter selve skabelsen som et oprør imod Det højeste Væsen. Hvis menneskets verden, den kødelige verden, ikke er skabt af Guddommen, hvem eller hvad har så skabt den? Det er her Demiurgen kommer ind i billedet. Demiurgen er gnosticismens laverestående skabergud. Han betragtedes af mange gnostikere som værende identisk med den jødiske gud Jawhe, der også betragtedes som værende identisk med Djævelen. Verdens skabelse er ifølge gnosticismen intet mindre end den totale katastrofe, intet mindre end Undergangen, et oprør og et fald. Noget af Lyset fra Den Højestes ånd blev ifølge gnostikerne blandet med den mørke, fordærvede materielle verden. Således blev Lyset fanget i det menneskelige legeme. Lyset er i eksil.
The Matrix minder foruroligende meget om gnosticismens billede på verden og materien. Ifølge gnosticismen er verden udelukkende en illusion, og materielle ting blot uvirkelige skygger. Ligeledes er Adams og Evas tilstedeværelse i Edens Have ikke et lykkeligt Paradis i den gnostiske forstand, men en tid under Demiurgens absolutte slaveri.
Demiurgen er imidlertid ikke uden modstand fra Den Højeste. Som modtræk til Demiurgens slaveri, sendte Guddommen et "himmelsk sendebud", i form af sin førstefødte søn, Nous, der i skikkelse af Jesus skulle befri menneskeheden fra deres indespærring i kødet, ved at forkynde den sande, religiøse erkendelse.
Demiurgen er dog ikke gnosticismens eneste gudevæsen, han er blot en af eonerne, der er personifikationer af Guddommens egenskaber, deriblandt Sandhed, Visdom og Tro. De er en slags overmenneskelige magter, der er udsprunget fra Guddommen, og har taget menneskelig form, der dog blot er en illusion, da de ikke er kødelige. En meget vigtig figur i gnosticismen er Sophia, Visdommen, der anskues som eonernes moder.
Hvor the Architect ikke passede ind som et billede på Gud, som han forstås af den traditionelle kristendom, er han derimod et umiddelbart glimrende billede på gnosticismens Demiurgen. Samtidig har vi Neo som Den Højestes sendebud, Nous, der skal befri menneskeheden fra den materielle verden, i dette tilfælde the Matrix’ virtuelle illusion. Som Sophia har vi the Oracle, der netop betegnes som den verdens (the Matrix’) Moder.
THE ARCHITECT – If I am the Father of the Matrix, she would undoubtely be its Mother.
Den Højeste, Guddommen, er af en helt anden karakter end både Demiurgen, Nous, Sophia og resten af eonerne. Vi møder denne kraft i the Matrix i form af det mystiske fænomen the Source.
The Matrix Triogy kunne ikke ses som en moderne iscenesættelse af den traditionelle kristendom, men kan så til gengæld tilsyneladende ses som en moderne gnostisk fortælling… og dog. Ganske som store træk af trilogien afviger fra den almene kristendomsforståelse, er der også væsentlige træk der er i klar modstrid med gnosticismen. Gnosticismens frelse er betinget af en fuldstændig verdensforsagelse, at man tager fuldkommen afstand fra kødet og det materielle, hvilket vi i den grad ikke møder hos menneskene i Zion. Ej heller er Zion en strengt religiøs sekt i gnostisk forstand. Det er tydeligt at disse mennesker nærmest dyrker kødet, som vi ser det i den gigantiske fest, der uspiller sig i Zions tempel. Dette tempel er dog ikke en parallel til en gnostisk kirke, menneskene her kommer for at feste, og danse, ikke for at tage afstand fra kødet, og opnå frelse. En fornægtelse af kødet finder vi imidlertid hos Neos modstander, Smith.
BANE/SMITH – I admit it’s difficult to even think, encased in this rotting piece of meat. A sufficating cloud you can’t escape.
Hvis trilogien ikke er almen kristen, men ej heller gnostisk, hvad er den så?
Slangen og Paradiset
Skulle Neo virkelig kunne ses som Jesus, enten i gnostisk eller traditionel forstand? I så fald er det da underligt at der er så mange af Jesu egenskaber som vi ikke finder hos Neo. Vi ser ham ikke give blinde synet tilbage, eller helbrede syge, hans mirakler kommer kun til udtryk i form af overlegenhed i krig og kamp, ikke just noget man lige forbinder med Jesu egenskaber. Neo holder ingen prædikener, ej heller er han nogen leder, som Jesus var det. Desuden udtrykker Neo på intet tidspunkt at man skal følge ham, han overlader vejen og beslutningerne til den enkelte, i stærk modsætning til Jesus. Ydermere tilbeder Neo ikke på nogen måde nogen form for højerestående Guddom, hverken den traditionelle Gud eller gnosticismens Højeste.
Derimod synes The Matrix Trilogy at passe yderst godt på en slags antikristen forståelse. Et slags oprør imod den kristne tro og dens idealer. Trilogien synes at benytte en lang række kristne symboler, der tilsyneladende passer på den kristne messiasforståelse, blot for derefter at vende det hele på hovedet som en næsten direkte omvurdering af de væsentlige kristne værdier, et slags oprør imod den kristne tro.
I denne forståelse har vi the Architect som Gud, og ikke blot Demiurgen, der har skabt the Matrix, der er det rene paradis, så længe man blot er uvidende om det hele, som Cypher giver udtryk for.
CYPHER – Ignorance is bliss.
The Architect lader os forstå at hans første verden var helt igennem perfekt, ganske som Agent Smith giver udtryk for det i den første film:
AGENT SMITH – The first Matrix was designed to be a perfect human world. Where none suffered. Where everyone would be happy. It was a disaster. No one would accept the program. Entire crops were lost.
Problemet er dog, at menneskene afviser Paradiset, og forsøger at slippe ud. Det er her Livets- og Visdommens Træer, træerne med De forbudte Frugter, kommer ind i billedet. Visdommens Træ er udgangen fra Edens Haven, ud til den virkelige verden. I the Matrix har vi denne udgang i form af en tydelig parallel til Æblet, nemlig the red pill.
Det er nu en traditionel eller gnostisk kristen forståelse af trilogien begynder at krakelere. For vi kan ikke snakke Æblet uden at snakke Slangen. Der har imidlertid ikke at kunne drages paralleller mellem Slangen og nogen af Neos eller menneskehedens fjender, i hverken det alment kristne eller gnostiske perspektiv, hvor vi havde sat Neo op som Jesus. Dette antikristne syn giver imidlertid mulighed for en Slange… betinget af at vi ikke betragter Neo som et direkte billede på Jesus. For er der nogen vi kan sammenligne med Slangen, er det rent faktisk Neo selv! Dog kan man heller ikke have Neo som en fuldt ud direkte parallel til Slangen, da denne forestilling også i sidste ende ville bryde sammen, men man kan dog sagtens se på Neo som en mere messiansk Slange, særligt hvis man kigger på ham igennem Reloaded.
Neo og Morpheus "befrier" folk fra the Matrix, ved hjælp af Den forbudte Frugt, Æblet, the red pill. Et vigtigt faktum er at alt dette, både Neo og, efter al sandsynlighed, også the red pill er designet af the Architect, hvilket gør forholdet mellem ham og Neo meget interessant.
Ved mødet mellem de to er the Architect klædt helt i hvidt og Neo fuldstændig i sort, hvilket blot er med til at understrege den totale kontrast mellem de to. Det er de antikristne synspunkter kommer frem. Neo er nemlig en Messias, der gør oprør imod sin Fader og Skaber, i stærk kontrast til Jesus.
Ydermere understreges denne antikristendom da Neo står overfor valget mellem døren til hans højre og døren til hans venstre. Dette valg er lig valget mellem the blue pill og the red pill. Vil du acceptere den verden du lever i, eller vil du følge Slangen og spise Æblet? Betydningen af valget understreges af, at Jesus sidder til højre for Gud, så ved at vælge den højre dør, ville Neo indtage pladsen som Jesus, ved siden af the Architect. Ved at vælge døren til venstre ville Neo ofre hele menneskeheden til fordel for kærligheden. Neo handler som Slangen, og vælger døren til venstre.
Neo vælger oprøret, forandringen, udviklingen og kærligheden, og al den død, lidelse og smerte det medfører. Derfor er gevinsten heller ikke Paradis eller Utopia, tværtimod. Hvor vi ikke kunne placere Zion i den almene kristendom eller i gnosticismens perspektiv, åbner det antikristne syn op for en helt ny fortolkning af menneskebyen. Zion står i stærk kontrast til det traditionelle kristne Paradis og Edens Have. Zion står tilsyneladende som "den jordiske lidelse", som menneskene i Zion dog frivilligt foretrækker frem for Det himmelske Paradis.
Fortællingens kerne består altså tilsyneladende af antikristendom… og dog. For kigger man blot en anelse videre, vil man opdage at denne kategorisering langt fra er fyldestgørende.
Kapitel 2: Den moderne Mytologi
Monoteisme og polyteisme
Trods sine mange referencer til kristendommen, trækker The Matrix Trilogy dog mange af sine væsentligste pointer fra en meget bredere religionshistorisk ramme. Som vi skal se på i dette kapitel, synes trilogien i næsten ligeså høj grad at kredse om hinduismen, buddhismen og taoismen, som den gør om kristendommen.
Den kristne kirkes guddommelige aktører er officielt begrænset til Treenigheden, bestående af Faderen, Sønnen og Helligånden, der dog til syvende og sidst blot er udtryk for forskellige manifestationer af den samme Almægtige Gud. Kirkens stærke monoteisme brydes på ingen måde af, at Det nye Testamente også opererer med engle og dæmoner, da disse er uden den større guddommelighed, og alle rangerer langt under Gud. Hvordan vi end vender og drejer det er og bliver den traditionelle kristendom helt igennem monoteistisk.
I dag har monoteismen mere eller mindre udkonkurreret de polyteistiske religioner, i takt med især kristendommens og islams udbredelse. Derfor er det så meget desto mere interessant at det netop er i et polyteistisk perspektiv at The Matrix Trilogy synes at falde på plads.
Modsætningernes kamp
I det taoistiske verdenssyn består livet af en fin balance mellem godt og ondt, glæde og sorg, lys og mørke. Denne taoistiske filosofi kaldes Yin og Yang, og symboliseres med det velkendte sorte og hvide tegn, som vi også ser afbilledet på the Oracles øreringe i Revolutions. For taoismen er en balance mellem livets store modsætninger altså hvad der antages for værende essentielt for en velfungerende verdensorden. For megen glæde og lykke anskues derfor ikke som værende "godt", men mere som "dødt".
I The Matrix Trilogy kan vi se Yin og Yang personificeret så åbenlyst i the Oracle og the Architect. Lys kontra Mørke, Orden kontra Kaos.
THE ORACLE – That’s his purpose. To balance the equation.
NEO – And what is your purpose?
THE ORACLE – To unbalance it.
The Architect skaber balance og the Oracle skaber ubalance. Yin og Yang, de to modsætninger. Tematikken stikker dog langt dybere i trilogien end som så. Vi ser taoismen repræsenteret i et af trilogiens hovedforløb, historien om Neo og Smith.
SMITH – Surprised to see me?
NEO – No.
SMITH – Then you are aware of it.
NEO – Of what?
SMITH – Our connection.
I slutningen af The Matrix springer Neo Smith i tusind stykker. Det var tilsyneladende enden på Smith, men som Smith fortæller Neo ved deres møde i Reloaded:
SMITH – Afterwards I knew the rules, I knew what I was supposed to do, but I didn’t. I couldn’t. I was compelled to stay, compelled to discobey.
Smith blev, imod alle regler. Neo slog nemlig ikke Smith ihjel, som man ellers kunne fristes til at tro.
SMITH – I don’t fully understand how it happened. Perhaps some part of you imprinted onto me. Something overwritten or copied.
Neos modstander blev født, hans Yang. Smith er i bedste taoistiske forstand en modstand til den kolossale kraft, Neo udgør.
THE ORACLE – He is you. Your opposite, you negative. The result of the equation trying to balance itself out. Smith er i alle henseender Neos negative spejlbillede, hvorfor de ved deres definitive kamp i Revolutions kredser om hinanden i luften, som symbolet for Yin og Yang. Alene Neos og Smiths motivationer er i klar kontrast til hinanden. Neo får sin styrke fra kærlighedens uforklarlige kraft, mens Smith kæmper af rent og skært had. Vi ser Smith afsky det menneskelige kød, hvor Neo elsker Trinity med krop og sjæl.
Selvom Neos og Smiths historie klart er kraftigt influeret af taoismen, berøres den også af andre religioner, især hinduismen.
Hinduismen og Vishnu
Hinduismen er den ældste og tredjestørste af de store verdensreligioner. Den har ingen stifter og dens rødder strækker sig tilbage til før det andet årtusinde før vor tid. Den har udviklet sig ved en sammensmeltning af en lang række religiøse traditioner, og er i dag den største, entydigt polyteistiske religion. Den hinduistiske tro er meget nuanceret og mangetydig, og er præget af en stor pluralisme, dvs. forskellige opfattelser.
Flere forløb igennem The Matrix Trilogy refererer til hinduismen, ikke blot fordi Revolutions direkte bevæger sig ind på hinduismens områder ved at introducere gudenavne som Sati og Kamala og begreber som Karma, men også fordi at den paradoksalitet og pluralisme der kendetegner hinduismen og dens guder, også stemmer overens med det gennemgående mønster i The Matrix Trilogy.
Gennem trilogien støder vi på små paralleller til den hinduistiske mytologi. For eksempel da Neo hos the Architect bliver konfronteret med at der før Neo har været fem andre inkarnationer af the One, svarer det til da hinduguden Indra blev konfronteret med at der før i tiden havde været utallige andre Indra’er, men som bekendt er det hinduistiske aftryk i trilogien ikke begrænset til små hentydninger. Hinduismens guddommelige Treenighed består af guderne Brahma, Shiva og Vishnu. Skaberguden Brahma spiller ingen egentlig rolle i den hinduistiske verdensorden. Han lever en fredelig, passiv, tilbagetrukket tilværelse, hvor han sidder i sin lotusblomst og betragter alting udfolde sig. Vishnu er Opretholderen og Shiva (i denne sammenhæng) Ødelæggeren. Vishnu er overordentlig stor relevans for en nærmere bestemmelse af Neo i et hinduistisk perspektiv. Det er her Mobil Avenue Station og programfamilien spiller sin rolle.
THE ORACLE – The Power of the One extends beyond this world. It reaches from here all the way back to where it came from.
NEO – Where?
THE ORACLE – The Source. That’s what you felt when you touched those sentinels, but you weren’t ready for it. You should be dead, but apparently you weren’t ready for that either.
I Revolutions er Neo fanget i den mystiske undergrundsstation Mobil Avenue, som the Oracle beskriver som "a place between this world and the machine world". Man behøver blot at kigge nærmere på stedets navn, Mobil, for at opdage at navnet er et anagram for Limbo, den tomme verden der befinder sig imellem de andre verdener, og fungerer som et slags bindingsværk imellem dem. Det er her Neo er fanget. I den døde, tomme verden, imellem alting. Det er her han møder den lille pige, Sati.
I den hinduistiske mytologi er Sati Shivas hustru. Udfra det kan man drage paralleller til visse elementer til den hinduistiske myte, hvor Shiva har trukket sig tilbage i dyb stilhed, alt imens verden trues af total udslettelse af den usårlige dæmon, Taraka. I myten vækker kærlighedsguden Shiva, så han får øje på sin elskede Sati, og sammen får de sønnen Kumara, der er den eneste der kan stoppe Taraka og redde verden. Dette kan bruges til en tolkning af det afsluttende kapitel i The Matrix Trilogy, hvor vi så har Shiva som the Source, Neo som Kumara og Smith som den altødelæggende Taraka.
RAMA-KANDRA – Sati, come here darling. Leave the poor man in peace.
SATI – Yes, papa.
RAMA-KANDRA – I am sorry. She is still very curious.
NEO – I know you.
RAMA-KANDRA – Yes, from the restaurent of the frenchman. I am Rama-Kandra. This is my wife Kamala and my daughter Sati. At Neo siger at han kender Satis far, Rama-Kandra, rummer langt mere end man lige skulle tro. Det er da rigtigt at Neo genkender Rama-Kandra fra restauranten Le Vrai, men hvad der i virkeligheden menes stikker langt dybere.
THE ARCHITECT – The Matrix is older than you know. I prefer counting from the emergence of one integral anomaly to the emergence of the next, in wich case this is the sixth version.
Den Neo der står foran the Architect i Reloaded er den sjette. Hvis vi ser på Neo som værende en parallel til Vishnu, kan Neo være et billede på gudens sjette inkarnation, Parashurama, der netop er inkarnationen af Vishnus menneskelighed. Neos endelige offer manifesterer sig ikke blot i det føromtalte kors, men også i en gigantisk, lysende lotusblomst, der er et af Vishnus store kendetegn. Så meget desto mere interessant bliver det så, da Neo møder Rama-Kandra. Neo genkender Rama-Kandra som sit eget spejlbillede. Rama-Kandra er Ramachandra, Vishnus syvende inkarnation, inkarnationen af Vishnus guddommelighed.
I den hinduistiske mytologi møder Parashurama rent faktisk Ramachandra. I fortællingen videregiver Ramachandra rollen som Den Guddommelige til Parashurama, og Parashurama Ophøjes.
Rama-Kandra præsenterer Kamala som sin kone. Kamala er i hinduismen den syvende inkarnation af Vishnus hustru, Lakhsmi. Der er med andre ord mange hinduistiske tegn og referencer igennem The Matrix Trilogy. Hindumytologien er dog også så enorm og omfattende, at den er et taknemmeligt sted at lede efter paralleller. Guderne er trods alt så mangetydige at de kan fortolkes på mange måder, hvilket igen giver mulighed for endnu en fortolkning af det afsluttende opgør i Revolutions. Vi kan for eksempel se Brahma som the Source, mens Shiva kan ses som Smith, der netop bekæmper Neo. I hindumytologien resulterer kampen mellem Shiva og Vishnu i et voldsomt, kosmisk slagsmål, hvor Shiva til sidst gennemborer Vishnus bryst. Dette resulterer i en genopretning af universets orden, takket være Brahmas indgriben. På samme måde kommer det til udtryk i The Matrix Trilogy, da Smith gennemborer Neos bryst i deres kosmiske kamp, hvorefter der hersker fred mellem mennesker og maskiner, og en ny version af the Matrix begynder.
Både the Merovingian og the Architect lader os forstå, at der i tiden før Neo har været adskillige udgaver af the Matrix, der gang på gang har afløst hinanden, som en cyklisk verdensorden, der minder om den hinduistiske. Matrix 1.0 var, som the Architect fortæller, helt perfekt, det rene Paradis. Han giver udtryk for Matrix 2.0 var en slags Helvede, et næsten ubeboeligt sted. Matrix 3.0 kan vi selv se hvordan er. Revolutions slutter med et Nirvana-lignende Paradis. Altså en cyklisk verdensorden, der for evigt vil gentage sig selv. Verdner inde i verdner, i hinduistisk forstand.
The Matrix Trilogy synes med andre ord at passe yderst godt ind i et hinduistisk perspektiv, men det betyder dog ikke at trilogien er spor mere hinduistisk end katolsk, protestantisk, gnostisk, taoistisk eller antikristen for den sags skyld, selvom trilogien dog passer bedre i et polyteistisk syn end i et monoteistisk. Også jødedommen, buddhismen og den græske mytologi er at finde blandt trilogiens talløse referencer til religionshistorien. Jødedommen kommer for eksempel til udtryk i maskinernes voldsomhed, der er meget lig den jødiske gud Jahve, der var på nippet til at udslette hele det jødiske folk, da han af Moses blev overtalt til at skåne dem. Den græske mytologi kommer til udtryk ved at the Merovingians kone bærer samme navn som dødsguden Hades’ kone, Persephone. The Trainman kan også sættes ind i et græsk perspektiv, som bådsmanden Charon, der arbejder for Hades. Charon fragter de døde over floden Styx, fra de levendes verden til Dødsriget. På samme måde fragter the Trainman eksilprogrammer fra maskinernes by til the Matrix, han har blot tog og togskinner i stedet for båd og flod. The Merovingian kan ses som Hades og hans Club Hel som Dødsriget. The Merovingians navn refererer imidlertid ikke til den græske mytologi, men til kristendommen.
Den hellige Grals Vogtere
Merovingerne var en række frankiske konger, der herskede i store dele af Frankrig og Tyskland fra det 5. til det 6. århundrede. De skulle eftersigende nedstamme fra Jesus og Maria Magdalene, og være Den hellige Grals Vogtere. Ifølge legenderne er Gralen beskyttet to slags beskyttere, en der beskytter Gralen imod ondskab og uretmæssige, og en der vil forhindre enhver i at finde den.
Gralen ser vi manifesteret i The Matrix Trilogy som Neos Vej til Oplysning, hans rejse igennem filmene. Vi ser the Merovingian kæmpe en ihærdig kamp for at blokere Neos vej og forhindre ham i at nå sit mål. En anden karakter, der synes at have et ældgammelt tilknytning til the Merovingian, synes derimod at hjælpe Neo og Trinity imod the Merovingian. Et program som the Merovingian kalder nogle mystiske ting: THE MEROVINGIAN – And sine you, my little Judas have brought them here, I can only presume that the fortune teller has found herself another shell.
THE MEROVINGIAN – The prodical child returns. L’ange sans ailes (Wingless Angel).
Den anden Gralvogter er Seraph, hvis navn hentyder til en særlig række af engle, Seraferne, der tjener Den Højeste, en slags ildvæsener med seks kæmpemæssige vinger. Da Neo spørger Seraph om han er programmør, svarer Seraph:
SERAPH – I protect that, which matters most.
Seraph hjælper Oprørerne via the Oracles instrukser, men ikke som en del af det illusionistiske blændværk der er skabt for at holde the Matrix kørende. Det er tydeligt at Seraph udelukkende tjener the Oracle og hendes venner. Han er ikke en direkte integreret del af the Matrix. Seraph og the Oracle synes derimod at ville bringer Oplysning til Neo, og derved også til the Matrix, Zion og maskinerne.
De store mytologiers rekonstruktion
The Matrix Trilogy synes at benytte en bred vifte af religionshistoriens forskellige mytologier. Alt lige fra kristendom, gnosticisme, antikristendom, hinduisme, taoisme, jødedom og græsk mytologi inkorporeres i filmenes fortællinger og referencer. Hele trilogiens fortælling kan dog ikke sammenlignes med en enkelt religion, da man så, som vi har set på i dette og det foregående kapitel, støder ind i alvorlige problemer. Man kan for eksempel ikke placere Sati, Persephone og Trinity inde for samme religion, uden at konstruktionen brister. Neo er derfor hverken Jesus, Slangen, Moses, Vishnu, Buddha eller Muhammed, ligeså lidt som han er nogen anden specifik profet eller Messias-skikkelse fra nogen specifik religion. Han er ikke Moses, for han bringer intet budskab fra nogen højerestående Gud, og han er ikke leder af et udvalgt folk, eller leder for den sags skyld. Selvom han i høj grad er en kriger, så kæmper han ikke for nogen navngiven Gud, ej heller er han religionsstifter.
The Matrix Trilogi gør nemlig brug af en lang række af religionshistoriens mytologier, som den rekonstruerer i et selvstændigt univers. Trilogien er derfor ikke nogen moderne fortolkning af én specifik religion, men sit eget, selvstændige univers, der via utallige referencer til religionshistorien bestræber sig på at gøre religion relevant i moderne kontekst.
Kapitel 3: Virkelighedens illusioner
Simulacra et Simulation
MORPHEUS – Welcome to the desert of the real.
Hidtil har vi set på The Matrix Trilogy som et netværk af diverse mytologier, der blandes på kryds og tværs i et selvstændigt univers. I dette kapitel skal vi se på, om al denne religiøse og mytologiske symbolik, blot er et middel til at understrege nogle helt andre pointer.
I 1981 udgav den franske filosof, Jean Baudrillard, essaysamlingen Simulacra et Simulation der siden 1999 er blevet betragtet og studeret som et af nøgleelementerne til en dybere forståelse af The Matrix (og senere The Matrix Trilogy), især fordi den fysisk dukker op i The Matrix, hvor Neo bruger en udhulet udgave af bogen til at gemme illegale stoffer i. Baudrillard beskæftiger sig med den såkaldte postmodernisme, der kendetegner sig ved ikke at referere til nogen egentlig virkelighed. Baudrillard henviser derved til det hyperrelle, men hvad han præcist mener med det er ikke klart, hvilket jo kun gør en tydning af The Matrix Trilogy endnu mere besværlig, og den jo er kompliceret nok i forvejen.
Jean Baudrillards bog, Simulacra et Simulation indledes med et citat fra Prædikerens Bog:
The simulacrum is never that which conceals the truth. It is the truth which conceals that there is none. The simulacrum is true.
Simulacrum er latin, og betyder "billede", men kan også forstås som "skygge", og opfattes i dag synonymt med "blændværk". Citatet findes dog imidlertid ikke Prædikerens Bog, eller noget andet sted for den sags skyld. "Citatet" er fiktivt, et "citat" der altså slet ikke refererer til noget som helst. "Citatet" illustrerer i al sin spidsfindighed pointen om den moderne virkelighed som et sindrigt netværk af pseudoreferencer, det hyperreelle. Som med Baudrillard generelt, er det dog ikke givet præcist hvordan og hvor konkret det hele skal forstås.
Man kan vælge at se det som en yderst interessant og skræmmende, men også temmelig banal kritik af den moderne reklame/mediekultur, der fastholder samfundets borgere i uvirkelige behov ved hjælp af hjernevask og blændværk, en medieskabt (pseudo)virkelighed med stærkt kontrollerende magt. Alt der omgiver den almindelige borger er dikteret af medierne, lige fra hjemmets indretning til mode, kunst, musik og politik. Det hele glider i et i mediernes magtfulde bølge af passiviserende billeder og manipulerende skrifter. TV-shows er et uhyre velegnet eksempel på det hyperreelles effekt. Seere rives med af programmernes personer og historier i stedet for "virkelige" historier. Aviserne og ugebladene følger så op på programmerne, bl.a. med historier om værterne og de medvirkende, historier der blot medvirker til at forstærke det passiviserende netværk. Pressen og nyhederne adskiller sig ikke synderligt fra denne tendens. Også pressen fungerer som en opretholder af magten, selv hvor den umiddelbart forekommer som systemkritisk. Baudrillard har blandt andet set på Watergate-skandalen som et element i en konstruktion, der på uhyre snedig facon tjener som en massiv forstærkelse af systemets absolutte magt. Skandalen tjener som et "blændværk", der giver borgerne et falsk indtryk af, at systemet rent faktisk lader sig afsløre, og forstærker derved folks tiltro til systemet. På samme måde legitimeres lovene af (tilsyneladende) lovovertrædelser, der dog blot bekræfter lovenes funktion. Vi ser det fint illustreret i den nyeste Star Wars Trilogy, hvor alle truslerne imod Republikken og The Clone Wars, blot medvirker til forøge Palpatines magt og til sidst gøre ham til Emperor of the Empire.
Det er ikke svært at se hvorledes denne fortolkning af Baudrillards Simulacra et Simulation kan bruges i forhold til The Matrix Trilogy. The Matrix er den hyperreelle pseudoverden, der på passiviserende vis holder menneskeheden "indespærret". Neo og oprørsgruppen kan ses som "lovovertrædere", der dog i sidste ende blot medvirker til at forøge systemets og autoriteternes magt. Neo og oprørsgruppen får folk til at tro, at systemet rent faktisk kan overvindes, men er blot en indskrevet del af The Matrix’ design. Det hele synes at stemme overens.
NEO – The One was never meant to end anything. It was all another system of control.
Der er dog også andre måder at fortolke Baudrillard og Simulacra et Simulation på. Måder der også stemmer overens med The Matrix Trilogy på flere punkter, endda måske bedre end forrige fortolkning. Denne fortolkning giver et langt mere gennemsyret pessimistisk syn på det hele. En mere direkte fortolkning af Simulacra et Simulation kan lede til den opfattelse, at der ikke længere eksisterer nogen virkelighed, som menneskeheden kan opfatte, men en utilgængelig virkelighed uden for menneskets rækkevidde, eller også findes der slet ikke længere nogen virkelighed. Ifølge Baudrillard er tegn og referencer ikke længere begrænset til blot at repræsenterer en original, men er blevet afløst af fuldkommen, ren simulation. Et fint eksempel er noget så simpelt som et kort, der ifølge Baudrillard er mere virkeligt end det det "repræsenterer". Et verdenskort viser hvordan verden ser ud, men de færreste mennesker har rent faktisk set verden, alligevel "ved" vi, hvordan den ser ud, igennem kortet. Vores billede af verden er altså givet af kortet, hvorfor det er kortet der er virkeligt, og ikke verden. Der er for så vidt ingen virkelighed, kun kortet. Kortet er virkeligt. Baudrillard fastslår blandt andet, at illusion ikke længere er muligt, eftersom virkeligheden er umuliggjort.
Kan det være en sådan fortolkning af Baudrillard, der udgør fundamentet i The Matrix Trilogy? Har Wachowski-brødrene til hensigt at fortælle en historie om en nedbrydning af al meningsfuldhed, hvilket måske kan forklare alle de mange referencer til kristendommen, gnosticismen, hinduismen, taoismen og andre religioner, der tilsammen ikke vil stemme overens. Blandt andet ender de kristne fortolkninger jo i absurde selvmodsigelser, der ikke giver mening (som vi så på i Kapitel 1 og 2).
Hvis det er denne fortolkning trilogien bygger på, skulle alt, hvad Neo, oprørerne, ja sågar hele menneskeheden oplever være ren simulation, uden nogen relation til en egentlig virkelighed i traditionel forstand. En konsekvens af dette ville være, at også Zion er en del af the Matrix, eller i hvert fald af computer-simulationen, hvilket måske kan forklare hvordan Smith kan manifestere sig i Bane (udenfor the Matrix), og hvorfor Neo pludselig kan stoppe the Sentinels. I denne fortolkning forekommer The Matrix Trilogy endnu mere pessimistisk, end i forrige fortolkning af Baudrillard. Også her tjener Neo og modstandsbevægelsen som en uhyre snedig kontrolforanstaltning, næsten endnu mere gennemtænkt end før. Menneskene er således aldrig sluppet ud til "den virkelige verden", men er stadig fanget i the Matrix. Til forskel for de øvrige mennesker er oprørerne blot blevet bedraget så meget desto snedigere, da de tror at de har vundet over systemet (de andre er blot uvidende om systemet i det hele taget). Trilogien synes at stemme godt overens med denne fortolkning, hvor alt tilsyneladende er en computer-simulation skabt af magthaverne. Tilsyneladende. For netop som trilogien synes at falde på plads i Baudrillards perspektiv, er der atter engang tale om, at filmene river sig løs.
Reloaded slutter med et gigantisk twist, en cliffhanger af format, for såvel handlingsforløbet som for de filosofiske og religiøse fortolkninger. Det er her alt håb synes ude, det er her Neo erfarer, at hele oprøret og hans messianske skæbne, blot er en integreret del af magthavernes kontrolsystem, og at the Oracle er the Matrix’ Moder. Det er her Morpheus drømme og dogmatiske tro bristes. Det er her Zion flåde udslettes (på nær The Logos og The Hammer), og det er her Neo går i et mystisk koma. Alt peger på en endegyldig opløsning af hele oprørets realitet, og en opløsning af troen på Neos messianske skæbne. Der synes med andre ord ikke længere at være noget håb for nogen meningsfuldhed, ganske som Baudrillard konstaterer på den sidste side Simulacra et Simulation, hvor han kalder det ubetvivleligt godt.
Fortællingen fortsætter dog i Revolutions, hvor det trods alt (mod al forventning om man vil) viser sig at der rent faktisk er håb endnu, og at Neos evner rækker ud over hans magthavernes design, og ikke mindst at Zion ikke er en del af computer-simulationen (som vi skal se nærmere på i næste kapitel). Som vi har set på i de to foregående kapitler, benytter The Matrix Trilogy sig af en lang række religionshistoriske referencer, som den iscenesætter i en fortælling, som insisterer på meningsfuldhed, relevans og håb, i modsætning til Simulacra et Simulation. Håbet, som Baudrillard jo kvalificerer som en svag værdi, synes efter alt at dømme tabt på jorden ved udgangen af Reloaded, men genoptages blot med massiv, fornyet styrke i Revolutions.
The Matrix Trilogy synes altså alligevel ikke i sidste ende at samle sig om Baudrillard, som man ellers skulle tro. I stedet bibeholder trilogien atter engang sin helt egen, unikke karakter, der dog til stadig hed synes at insistere på at give mening. Som nævnt dukker Simulacra et Simulation op i den første film, men idéen synes nærmest at være en slags hån af Baudrillard. Neo finder tilsyneladende ingen anden anvendelse for den, end at gemme illegale stoffer i Baudrillards udhulede bog.
Postmodernismen og De Store Fortællinger
Selvom Jean Baudrillard og Simulacra et Simulation snarere synes at stå i kontrast til The Matrix Trilogy frem for at udgøre dens filosofiske grundlag, umuliggør det dog ikke, at trilogien måske alligevel kan skrives ind i et (mere almindeligt) postmodernistisk perspektiv. Den postmodernistiske bølge er bl.a. kendetegnet ved at betragte sproget som et virkelighedsetablerende medium, frem for et middel til kommunikation i en i forvejen givet virkelighed. Særligt er postmodernismen dog kendt for dens kritik af De store Fortællinger og en relativisering af den klippefaste virkelighed.
For postmodernismen er De store Fortællingers tid ovre, hvad end man snakker kristendom, jødedom, islam, hinduisme, marxisme eller andre store religiøse, ideologiske eller filosofiske begreber, da virkeligheden ikke længer kan begribes i så altomfattende systemer. Virkeligheden hænger ikke længere sammen i ét, velordnet system, med er derimod stykket sammen af små bidder af meningsfuldhed. Umiddelbart ser det ud til, at det er en sådan postmodernistisk facon, The Matrix Trilogy afspejler, idet den benytter sig af diverse religiøse referencer, som hver for sig giver mening, men som ikke stemmer overens på tværs af hinanden. På den anden side kom vi (i Kapitel 2) frem til, at trilogiens rekonstruerer sine religiøse referencer, og sætter dem sammen til en ny, unik Stor Fortælling, i modstrid med de postmodernistiske tendenser. Trilogien er nemlig en sammenhængende fortælling, et univers med sin helt egen mytologi, der både indeholder guddommelige aktører en frelsende Messias. Selvom trilogien i den henseende ikke har ret meget tilfælles med postmodernismen, har de to dog andre ting til fælles, bl.a. synet på sproget:
RAMA-KANDRA – You do not understand?
NEO – It’s just that I’ve never…
RAMA-KANDRA – …heard a program speak of love?
NEO – It is a human emosion.
RAMA-KANDRA – No it is a word. What matters is the connection the word implies.
Så trilogien deler visse af postmodernismens synspunkter, men står i så i kontrast til andre. Den moderne virkelighedskritiks rødder går langt tilbage, flere århundreder, hvorfor The Matrix Trilogy selvfølgelig ikke nøjes med at beskæftige sig med postmodernismen.
Cogito ergo sum
I sekvensen Matriculated fra The Animatrix udspiller sig følgende lille dialog:
For an artificial mind, all reality is virtual. How would it know if the real world is not just another simulation? How do you know?
I know I’m not dreaming now, because I know how it’s like, being in a dream.
So dreaming gives you the knowledge that reality exists?
No. Only that my mind exists. The rest i don’t know about.
Dette er udgangspunktet for hele den moderne, virkelighedskritikse filosofi, René Descartes. René Descartes var en fransk filosof, der levede fra år 1596 – 1650. Han er især kendt for én bestemt teori, der vendte op og ned på hele datidens filosofi. Descartes satte sig i sin tid for at betvivle alting. Han fandt dog ét ubetvivleligt punkt, sin egen eksistens. Han mente at det netop ville være umuligt at betvivle sin egen eksistens, da der måtte være et afsæt for ens tanker og tvivl, hvorfor han skrev de berømte ord: Cogito ergo sum (jeg tænker, altså er jeg). Alt andet kunne betvivles, da det i realiteten er muligt, at der sidder en dæmon eller et ondt geni, der blot manipulerer ens sanser. Derfor kan man ikke være sikker på andet end sin egen eksistens, heller ikke de simpleste ting såsom resultatet af to tal lagt sammen. Denne filosofi er i fagsprog kendt som solipisme, hvilket groft oversat betyder "jeg alene", da man netop kun er sikker på sig selv.
The Matrix Trilogy leger da også med denne tanke, at underminere idéen om den klippefaste virkelighed. Trilogien går også skridtet videre, og spørger hvad definitionen på virkelighed i realiteten er:
NEO – This isn’t real?
MORPHEUS – What is real? How do you define real? If you’re talking about your senses, what you can feal, taste, smell or see, then real is simply electrical signals interpreted by your brain.
Kendsgerningen gør sig gældende, hvor end man befinder sig, om det er i The Matrix eller i Zion:
NEO – I thought it wasn’t real?
MORPHEUS – Your mind makes it real.
Det er en væsentlig del af filmenes univers, at computer-simulationen sanses nøjagtigt så virkeligt som "den virkelige verden", hvorfor ikke alle deler Morpheus skepticisme:
CYPHER – I believe that the Matrix can be more real than this world.
Cypher vælger frivilligt the Matrix frem for "den virkelige verden". Hvad der er virkeligt defineres jo i bund og grund af den enkelte, da al "virkelighed" trods alt blot er electrical singnals interpreted by you brain:
BOY – Do not try to bend the spoon. That’s impossible. Instead, only try to realize the truth.
NEO – What truth?
BOY – There is no spoon.
NEO – There is no spoon.
BOY – Then you will see that it is not the spoon that bends. It is only yourself.
Virkeligheden har altså mistet sit skær af absolutisme, i stil med de postmodernistiske tendenser. Denne tanke er dog ikke unik for postmodernismen, da den også er at finde hos René Descartes (som vi har set på) og mange andre steder i det 20. århundredes filosofi. The Matrix Trilogy gør altså brug af mange postmodernistiske tendenser, men står i klar kontrast til andre, hvorfor vi på ingen måde kan kategorisere trilogien som et postmodernistisk projekt. Trilogien bibeholder til stadighed sit helt eget, unikke univers med sin egen historie, der nok gør brug af en bred vifte religion og filosofi, men blot rekonstruerer dem til sin egen mytologi. Hvad det så præcist er for en historie mytologien vil fortælle, skal vi se på i næste kapitel.
Ser frem til at høre hvad i synes.
"Let the universe howl in despair, for I have returned..." - Lord Darkseid
Har desværre ikke lige tid til at læse det hele, men det jeg lige har skimte ser rigtigt godt ud.. Har terpet en del filosofi det seneste år, så det er dejligt at se referencerne til de store tænkere og basale livsopfattelser (det nogle kalder religioner).. Af en eller anden grund bliver jeg altid varm om hjertet når jeg ser René Descartes berømte sætning, Cogito Ergo Sum!
Glæder mig til at jeg for tid til at læse det hele!
"Sound editing is a lot like sex. Its usually done alone, late at night and with a lot of electronic gadgets." - Steve Carell
#2, det lyder jo godt. :) Har også altid synes at René Descartes og [i]cgito ergo sum[/b] er genial i al sin enkelhed. Så rammende of så letforståeligt.
"Let the universe howl in despair, for I have returned..." - Lord Darkseid
Fremragende.. Ganske enkelt fremragende arbejde! Synes virkeligt du har fanget den religiøse og filosofiske essens af store dele af Matrix universet. Dejligt at du er opmærksom på de mange forskellige "inspirationskilder" der i en skøn forening skaber grobund for Matrix verdenens mystik. (Jeg går udfra at vi kan kalde diverse religioner osv., for Wachowskibrødrenes inspirationskilder..) Hvis jeg skal udpege enkelte kapitler jeg virkelig nød at læse bliver det:
- Gnosticismen - Hinduismen og Vishnu - Den hellige Grals Vogtere (skøn reference i disse Dan Brown dage..) - Simulacra et Simulation - Cogito Ergo Sum
I forbindelse med sidstnævnte begreb kan vi ikke mere enige.. Så enkelt, så rammende!
Hvis det er iorden med dig, vil jeg gerne sende din analyse/rapport videre til min gamle lærer på Horsens Handelsskole, der i sin tid har været med til at definere fagbekendtgørelserne til fagene Kulturforståelse og Idéhistorie. Vi diskuterede ofte netop Matrix komplekse univers i timerne, og derfor tror jeg han vil blive glad for at se dit værk!
"Sound editing is a lot like sex. Its usually done alone, late at night and with a lot of electronic gadgets." - Steve Carell
#5, mange, mange tak for rosen! Det varmer virkelig (og du nævner endda næsten alle kapitler som dem du "virkelig nødt at læse". :)). Med hensyn til Den hellige Gral-kapitlet, kan det dog godt være jeg ender med at fjerne det fra Kapitel 2, da det er et af hovedfaktorerne i næste kapitel, Kapitel 4: Vejen til Oplysning, der er det første af de kapitler der går til bunds i selve trilogiens selvstændige univers.
Med hensyn til at sende analysen videre, er det jo ikke noget jeg kan forhindre dig i. Måske du skulle vendte, til værket er mere færdiggjort?
Nå, men atter engang tak for de fine ord. Det giver mig lyst til snarest muligt at skrive videre (selvom jeg stadig gruer for at komme igennem det).
"Let the universe howl in despair, for I have returned..." - Lord Darkseid
Det er indlysende som jeg tidligere har nævnt at filmene trækker på pomo, som i socialvidenskaberne og til dels i statsvidenskaben var en slut 80er og 90er ting. Jeg udtalte at Matrix var "pomo nonsens" forstået på den måde at post modernismen har spillet fallit for længst og at jeg ikke er overbevist om at filmene i dette perspektiv bidrager med noget nyt i forhold til pomo eller for dens sags skyld gør op med denne retning.
En påtaget pomo kritik af Decartes ville være at godt nok tænker vi(jeg) men adgangen til det tænkte er gennem det talte (diskurs)som indgår i forkellige diskurs sammenhænge der er uden indflydelse af den enkelte - derfor tænker du, men ikke "selv". Jeg er mere biologisk orienteret og ville sige : jeg føler derfor er jeg. Hvis man er hardcore pomo så er følelser og drifter også en konstruktion (socialkonstruktivismen) - tåre er en social konstruktion og sexuel præference ligeledes. Den emanciperede (som er umuligt at være ifølge Baudrillard) ville kunne være homosexuel den ene dag og hetero den anden dag eller for den sags skyld nonsexuel.
Jeg føler mig ikke overbevist om at Matrix filmene går ud over dette nonsens hvor der trækkes på alle de store religions diskurser og blandes i et virvar for derefter ikke at sige noget om noget (jeg må sige at en egentlig rekontruktion af en stor fortælling står mig mildt sagt noget uklart) - men du er skarp som få og i sidste kapitel kommer konklusionen på det hele og det kan kun være godt:)
Bare for at være helt klar er dette ikke en kritik på det du har skrevet som sådan men nærmere kritik af filmene og jeg må snart få dem set igen så du kan få en ordentlig respons fra mig. - jeg har sjældent læst noget på denne side så gennemtænkt som det du har skrevet.
#7, kan ikke sige jeg er enig i det du skriver om trilogien. Hvis du ikker er overbevist om at al den religiøse symbolik danner en ny Stor Fortælling der INSISTERER på meningsfuldhed, tør jeg næsten GARANTERER at det vil ændre sig efter Kapitel 4. Trilogiens historie vil nemlig i den grad fortælle noget om noget.
Nå, men du skal ha' tak for de fine ord om analysen.
"Let the universe howl in despair, for I have returned..." - Lord Darkseid
Som Munk siger, så er det et rigtig flot stykke arbejde, du har gang i. Du viser, at du har indsigt i rigtig mange filosofiske såvel som religiøse emner, og det overgår alt jeg ved med ca. 100 gange.
Når det er sagt, så genkender jeg også mange tanker, jeg selv har haft mens jeg har set filmene. Først det med en matrix inden i en anden matrix, men også det med, at det hele virker som om, det er sammensat af mange forskellige religiøse og filosofiske ting. Tanker som jeg har haft, og som du nu har smidt noget teori på. Lækkert og fascinerende at læse.
Der er selvfølgeligt også en anden tanke der strejfer mig, når jeg læser din lange analyse: Hvor meget har de to brødre tænkt over historien? Hvor meget har de tænkt over, og hvor meget er bare faldet dem naturligt, og har passet ind i deres historie? Og hvor meget er bare "overanalyse"? Jo flere teorier du har indsigt i, desto flere ting vil du finde i film, der ligger op til sådanne teorier.
Men alt i alt flot stykke arbejde. Keep it up.
"Og hvem vil ikke gerne guffe Klaus Kinski??" - evermind
#9, mange tak. I will keep op the good work. Med hensyn til hvor meget brødrene har intenderet, så finder man jo nok aldrig ud af det. Når det er sagt, så er det jo i alt fald tydeligt hvad "funktionen" af diverse ting er (hvorvidt en enkelt lille detalje såsom Neo der vælger den venstre dør, i modsætning til Jesus der sidder til højre for Gud, er jo i det store hele ligegyldigt). I en scene som Mobil Avenue kan det jo næppe være et tilfælde, at Neo er #6, og han møder Vishnus syvende inkarnation, hvorefter Neo "genopstår" med guddommelige kræfter.
Håber det har givet dig et andet (bedre) syn på filmene. :)
Når det er sagt, kan du roligt glæde dig til Kapitel 4: Vejen til Opysning.
"Let the universe howl in despair, for I have returned..." - Lord Darkseid
#1 filt 20 år siden
Kapitel 1: Messias og Slangen
Neo og Jesus
The Matrix Trilogy er fyldt med referencer til kristendommen. I fortællingens midte står Neo, en messiansk skikkelse med guddommelige kræfter. Han udfører store mirakler, tilbedes af sine disciple, forfølges af magthaverne, forrådes og dør, hvorefter han genopstår for at fuldføre sin opgave… ligesom Jesus. Andre direkte paralleller kan drages ved Neos borgerlige navn, Thomas A. Anderson. "Thomas" betyder på aramæisk "to", og "Anderson" betyder på græsk "menneskesøn", en titel Jesus brugte om sig selv. Samlet kan det altså fortolkes som en todelt, splittet menneskesøn, der er personificeret i Neos dobbeltrolle som mønsterborgeren Thomas Anderson og computerhackeren Neo. Ydermere er Thomas navnet på en af Jesu disciple, der er berømt og berygtet for sin store tvivl. Neo forrådes af Cypher, der kan ses som en parallel til kristendommens Judas. De har endda en slags "sidste nadver" inden Cypher forråder Neo. Neos endelige offer manifesterer sig endog i et kæmpemæssigt lysende kors og lysende englevinger.
The Matrix Trilogy kan altså tilsyneladende ses som en moderne iscenesættelse af den almene kristendom… eller kan den? Er det virkelig så banalt? Så simpelt? Nej, langt fra. Langt hen ad vejen kan man drage nok så mange direkte paralleller, der stemmer fuldt ud over ens med kristendommen, men da vi når til afslutningen af Reloaded, bryder hele denne forestilling sammen.
THE ARCHITECT – I am the Architect. I created the Matrix.
Det er i historiens store vendepunkt at Neo står overfor the Architect, der er et oplagt billede på kristendommens Gud. Netop her opstår alle de mange problemer, der umuliggør en direkte sammenligning med den almene, dvs. den katolske og protestantiske, kristendom. For det er ganske tydeligt at the Architect og Neo står i klar modsætning til hinanden, og hvis vi sætter det ind i de kristne begreber, svarer det til at Jesus og Gud skulle være hinandens modsætninger, Sønnen og Faderen fjender. Det er i alle henseender i total modstrid med alle normale kristne forestillinger. Der er imidlertid tydelige paralleller til kristendommen, men hvis de ikke kan gøre The Matrix Trilogy til en moderne kristen fortælling som sådan, hvad så?
Gnosticismen
Hvor fjendtliggørelsen af the Architect synes i klar modstrid med den traditionelle kristendomsforståelse, åbner den imidlertid op for en anden, urgammel forståelse af kristendommen… gnosticismen.
Igennem kirkehistorien har der eksisteret mange retninger inden for den kristne tro, hvoraf gnosticismen er en helt særlig retning, ved blandt andet at afvige drastisk fra opfattelsen af de helt basale hovedtræk i vor tids kristendom.
Gnosticismen er en betegnelse der dækker et fællestræk for en kristen retning, der i særlig grad manifesterede sig i det andet århundrede efter Jesu død. Selvom Jesus også i gnosticismen er en yderst central skikkelse, og selvom både den almene og den gnostiske retning omfatter en eller anden form af forsagelse af det kødelige, afviger gnosticismen alligevel fra den øvrige opfattelse. Gnostikerne anså sig selv som værende sande kristne, og påstod at basere deres holdninger og opfattelse på hemmelige overleveringer fra Jesus og hans disciple selv. De forsøgte hårdnakket at bevare en tilknytning til kirken, hvor de opfattede sig selv som højtstående aristokrater, men blev hurtigt bandlyst, hvorefter de dannede deres egne menigheder over det meste af det romerske rige.
Gnosticismen er som udgangspunkt udtryk for et pessimistisk verdenssyn. Den ser på verden som et fordærvet sted, et mørke bestående af lidelse og ondskab, der regeres af onde magter, hvilket er i direkte modstrid med den traditionelle, almene moderne kristendom, men dette syn var imidlertid ikke så fremmedartet i de første par hundrede år efter Jesu død. Gnosticismens radikale afvigelse fra den almene kristendom findes i den konklusion gnostikerne drog på baggrund af denne pessimistiske verdensanskuelse. De mente at verden på ingen måde kunne være Guds værk!
For gnostikerne bliver Guddommen betragtet som Det højeste Væsen. Dette ubeskrivelige væsen, eller kraft, er uden for menneskelig fatteevne, og er som sådan ubeskrivelig. Denne Guddom er højt hævet over verden, hvorfor gnosticismen betragter selve skabelsen som et oprør imod Det højeste Væsen. Hvis menneskets verden, den kødelige verden, ikke er skabt af Guddommen, hvem eller hvad har så skabt den? Det er her Demiurgen kommer ind i billedet.
Demiurgen er gnosticismens laverestående skabergud. Han betragtedes af mange gnostikere som værende identisk med den jødiske gud Jawhe, der også betragtedes som værende identisk med Djævelen. Verdens skabelse er ifølge gnosticismen intet mindre end den totale katastrofe, intet mindre end Undergangen, et oprør og et fald. Noget af Lyset fra Den Højestes ånd blev ifølge gnostikerne blandet med den mørke, fordærvede materielle verden. Således blev Lyset fanget i det menneskelige legeme. Lyset er i eksil.
The Matrix minder foruroligende meget om gnosticismens billede på verden og materien. Ifølge gnosticismen er verden udelukkende en illusion, og materielle ting blot uvirkelige skygger. Ligeledes er Adams og Evas tilstedeværelse i Edens Have ikke et lykkeligt Paradis i den gnostiske forstand, men en tid under Demiurgens absolutte slaveri.
Demiurgen er imidlertid ikke uden modstand fra Den Højeste. Som modtræk til Demiurgens slaveri, sendte Guddommen et "himmelsk sendebud", i form af sin førstefødte søn, Nous, der i skikkelse af Jesus skulle befri menneskeheden fra deres indespærring i kødet, ved at forkynde den sande, religiøse erkendelse.
Demiurgen er dog ikke gnosticismens eneste gudevæsen, han er blot en af eonerne, der er personifikationer af Guddommens egenskaber, deriblandt Sandhed, Visdom og Tro. De er en slags overmenneskelige magter, der er udsprunget fra Guddommen, og har taget menneskelig form, der dog blot er en illusion, da de ikke er kødelige. En meget vigtig figur i gnosticismen er Sophia, Visdommen, der anskues som eonernes moder.
Hvor the Architect ikke passede ind som et billede på Gud, som han forstås af den traditionelle kristendom, er han derimod et umiddelbart glimrende billede på gnosticismens Demiurgen. Samtidig har vi Neo som Den Højestes sendebud, Nous, der skal befri menneskeheden fra den materielle verden, i dette tilfælde the Matrix’ virtuelle illusion. Som Sophia har vi the Oracle, der netop betegnes som den verdens (the Matrix’) Moder.
THE ARCHITECT – If I am the Father of the Matrix, she would undoubtely be its Mother.
Den Højeste, Guddommen, er af en helt anden karakter end både Demiurgen, Nous, Sophia og resten af eonerne. Vi møder denne kraft i the Matrix i form af det mystiske fænomen the Source.
The Matrix Triogy kunne ikke ses som en moderne iscenesættelse af den traditionelle kristendom, men kan så til gengæld tilsyneladende ses som en moderne gnostisk fortælling… og dog. Ganske som store træk af trilogien afviger fra den almene kristendomsforståelse, er der også væsentlige træk der er i klar modstrid med gnosticismen.
Gnosticismens frelse er betinget af en fuldstændig verdensforsagelse, at man tager fuldkommen afstand fra kødet og det materielle, hvilket vi i den grad ikke møder hos menneskene i Zion. Ej heller er Zion en strengt religiøs sekt i gnostisk forstand. Det er tydeligt at disse mennesker nærmest dyrker kødet, som vi ser det i den gigantiske fest, der uspiller sig i Zions tempel. Dette tempel er dog ikke en parallel til en gnostisk kirke, menneskene her kommer for at feste, og danse, ikke for at tage afstand fra kødet, og opnå frelse. En fornægtelse af kødet finder vi imidlertid hos Neos modstander, Smith.
BANE/SMITH – I admit it’s difficult to even think, encased in this rotting piece of meat. A sufficating cloud you can’t escape.
Hvis trilogien ikke er almen kristen, men ej heller gnostisk, hvad er den så?
Slangen og Paradiset
Skulle Neo virkelig kunne ses som Jesus, enten i gnostisk eller traditionel forstand? I så fald er det da underligt at der er så mange af Jesu egenskaber som vi ikke finder hos Neo. Vi ser ham ikke give blinde synet tilbage, eller helbrede syge, hans mirakler kommer kun til udtryk i form af overlegenhed i krig og kamp, ikke just noget man lige forbinder med Jesu egenskaber. Neo holder ingen prædikener, ej heller er han nogen leder, som Jesus var det. Desuden udtrykker Neo på intet tidspunkt at man skal følge ham, han overlader vejen og beslutningerne til den enkelte, i stærk modsætning til Jesus. Ydermere tilbeder Neo ikke på nogen måde nogen form for højerestående Guddom, hverken den traditionelle Gud eller gnosticismens Højeste.
Derimod synes The Matrix Trilogy at passe yderst godt på en slags antikristen forståelse. Et slags oprør imod den kristne tro og dens idealer. Trilogien synes at benytte en lang række kristne symboler, der tilsyneladende passer på den kristne messiasforståelse, blot for derefter at vende det hele på hovedet som en næsten direkte omvurdering af de væsentlige kristne værdier, et slags oprør imod den kristne tro.
I denne forståelse har vi the Architect som Gud, og ikke blot Demiurgen, der har skabt the Matrix, der er det rene paradis, så længe man blot er uvidende om det hele, som Cypher giver udtryk for.
CYPHER – Ignorance is bliss.
The Architect lader os forstå at hans første verden var helt igennem perfekt, ganske som Agent Smith giver udtryk for det i den første film:
AGENT SMITH – The first Matrix was designed to be a perfect human world. Where none suffered. Where everyone would be happy. It was a disaster. No one would accept the program. Entire crops were lost.
Problemet er dog, at menneskene afviser Paradiset, og forsøger at slippe ud. Det er her Livets- og Visdommens Træer, træerne med De forbudte Frugter, kommer ind i billedet. Visdommens Træ er udgangen fra Edens Haven, ud til den virkelige verden. I the Matrix har vi denne udgang i form af en tydelig parallel til Æblet, nemlig the red pill.
Det er nu en traditionel eller gnostisk kristen forståelse af trilogien begynder at krakelere. For vi kan ikke snakke Æblet uden at snakke Slangen. Der har imidlertid ikke at kunne drages paralleller mellem Slangen og nogen af Neos eller menneskehedens fjender, i hverken det alment kristne eller gnostiske perspektiv, hvor vi havde sat Neo op som Jesus. Dette antikristne syn giver imidlertid mulighed for en Slange… betinget af at vi ikke betragter Neo som et direkte billede på Jesus. For er der nogen vi kan sammenligne med Slangen, er det rent faktisk Neo selv! Dog kan man heller ikke have Neo som en fuldt ud direkte parallel til Slangen, da denne forestilling også i sidste ende ville bryde sammen, men man kan dog sagtens se på Neo som en mere messiansk Slange, særligt hvis man kigger på ham igennem Reloaded.
Neo og Morpheus "befrier" folk fra the Matrix, ved hjælp af Den forbudte Frugt, Æblet, the red pill. Et vigtigt faktum er at alt dette, både Neo og, efter al sandsynlighed, også the red pill er designet af the Architect, hvilket gør forholdet mellem ham og Neo meget interessant.
Ved mødet mellem de to er the Architect klædt helt i hvidt og Neo fuldstændig i sort, hvilket blot er med til at understrege den totale kontrast mellem de to. Det er de antikristne synspunkter kommer frem. Neo er nemlig en Messias, der gør oprør imod sin Fader og Skaber, i stærk kontrast til Jesus.
Ydermere understreges denne antikristendom da Neo står overfor valget mellem døren til hans højre og døren til hans venstre. Dette valg er lig valget mellem the blue pill og the red pill. Vil du acceptere den verden du lever i, eller vil du følge Slangen og spise Æblet? Betydningen af valget understreges af, at Jesus sidder til højre for Gud, så ved at vælge den højre dør, ville Neo indtage pladsen som Jesus, ved siden af the Architect. Ved at vælge døren til venstre ville Neo ofre hele menneskeheden til fordel for kærligheden. Neo handler som Slangen, og vælger døren til venstre.
Neo vælger oprøret, forandringen, udviklingen og kærligheden, og al den død, lidelse og smerte det medfører. Derfor er gevinsten heller ikke Paradis eller Utopia, tværtimod. Hvor vi ikke kunne placere Zion i den almene kristendom eller i gnosticismens perspektiv, åbner det antikristne syn op for en helt ny fortolkning af menneskebyen.
Zion står i stærk kontrast til det traditionelle kristne Paradis og Edens Have. Zion står tilsyneladende som "den jordiske lidelse", som menneskene i Zion dog frivilligt foretrækker frem for Det himmelske Paradis.
Fortællingens kerne består altså tilsyneladende af antikristendom… og dog. For kigger man blot en anelse videre, vil man opdage at denne kategorisering langt fra er fyldestgørende.
Kapitel 2: Den moderne Mytologi
Monoteisme og polyteisme
Trods sine mange referencer til kristendommen, trækker The Matrix Trilogy dog mange af sine væsentligste pointer fra en meget bredere religionshistorisk ramme. Som vi skal se på i dette kapitel, synes trilogien i næsten ligeså høj grad at kredse om hinduismen, buddhismen og taoismen, som den gør om kristendommen.
Den kristne kirkes guddommelige aktører er officielt begrænset til Treenigheden, bestående af Faderen, Sønnen og Helligånden, der dog til syvende og sidst blot er udtryk for forskellige manifestationer af den samme Almægtige Gud. Kirkens stærke monoteisme brydes på ingen måde af, at Det nye Testamente også opererer med engle og dæmoner, da disse er uden den større guddommelighed, og alle rangerer langt under Gud. Hvordan vi end vender og drejer det er og bliver den traditionelle kristendom helt igennem monoteistisk.
I dag har monoteismen mere eller mindre udkonkurreret de polyteistiske religioner, i takt med især kristendommens og islams udbredelse. Derfor er det så meget desto mere interessant at det netop er i et polyteistisk perspektiv at The Matrix Trilogy synes at falde på plads.
Modsætningernes kamp
I det taoistiske verdenssyn består livet af en fin balance mellem godt og ondt, glæde og sorg, lys og mørke. Denne taoistiske filosofi kaldes Yin og Yang, og symboliseres med det velkendte sorte og hvide tegn, som vi også ser afbilledet på the Oracles øreringe i Revolutions. For taoismen er en balance mellem livets store modsætninger altså hvad der antages for værende essentielt for en velfungerende verdensorden. For megen glæde og lykke anskues derfor ikke som værende "godt", men mere som "dødt".
I The Matrix Trilogy kan vi se Yin og Yang personificeret så åbenlyst i the Oracle og the Architect. Lys kontra Mørke, Orden kontra Kaos.
THE ORACLE – That’s his purpose. To balance the equation.
NEO – And what is your purpose?
THE ORACLE – To unbalance it.
The Architect skaber balance og the Oracle skaber ubalance. Yin og Yang, de to modsætninger. Tematikken stikker dog langt dybere i trilogien end som så. Vi ser taoismen repræsenteret i et af trilogiens hovedforløb, historien om Neo og Smith.
SMITH – Surprised to see me?
NEO – No.
SMITH – Then you are aware of it.
NEO – Of what?
SMITH – Our connection.
I slutningen af The Matrix springer Neo Smith i tusind stykker. Det var tilsyneladende enden på Smith, men som Smith fortæller Neo ved deres møde i Reloaded:
SMITH – Afterwards I knew the rules, I knew what I was supposed to do, but I didn’t. I couldn’t. I was compelled to stay, compelled to discobey.
Smith blev, imod alle regler. Neo slog nemlig ikke Smith ihjel, som man ellers kunne fristes til at tro.
SMITH – I don’t fully understand how it happened. Perhaps some part of you imprinted onto me. Something overwritten or copied.
Neos modstander blev født, hans Yang. Smith er i bedste taoistiske forstand en modstand til den kolossale kraft, Neo udgør.
THE ORACLE – He is you. Your opposite, you negative. The result of the equation trying to balance itself out.
Smith er i alle henseender Neos negative spejlbillede, hvorfor de ved deres definitive kamp i Revolutions kredser om hinanden i luften, som symbolet for Yin og Yang. Alene Neos og Smiths motivationer er i klar kontrast til hinanden. Neo får sin styrke fra kærlighedens uforklarlige kraft, mens Smith kæmper af rent og skært had. Vi ser Smith afsky det menneskelige kød, hvor Neo elsker Trinity med krop og sjæl.
Selvom Neos og Smiths historie klart er kraftigt influeret af taoismen, berøres den også af andre religioner, især hinduismen.
Hinduismen og Vishnu
Hinduismen er den ældste og tredjestørste af de store verdensreligioner. Den har ingen stifter og dens rødder strækker sig tilbage til før det andet årtusinde før vor tid. Den har udviklet sig ved en sammensmeltning af en lang række religiøse traditioner, og er i dag den største, entydigt polyteistiske religion. Den hinduistiske tro er meget nuanceret og mangetydig, og er præget af en stor pluralisme, dvs. forskellige opfattelser.
Flere forløb igennem The Matrix Trilogy refererer til hinduismen, ikke blot fordi Revolutions direkte bevæger sig ind på hinduismens områder ved at introducere gudenavne som Sati og Kamala og begreber som Karma, men også fordi at den paradoksalitet og pluralisme der kendetegner hinduismen og dens guder, også stemmer overens med det gennemgående mønster i The Matrix Trilogy.
Gennem trilogien støder vi på små paralleller til den hinduistiske mytologi. For eksempel da Neo hos the Architect bliver konfronteret med at der før Neo har været fem andre inkarnationer af the One, svarer det til da hinduguden Indra blev konfronteret med at der før i tiden havde været utallige andre Indra’er, men som bekendt er det hinduistiske aftryk i trilogien ikke begrænset til små hentydninger. Hinduismens guddommelige Treenighed består af guderne Brahma, Shiva og Vishnu. Skaberguden Brahma spiller ingen egentlig rolle i den hinduistiske verdensorden. Han lever en fredelig, passiv, tilbagetrukket tilværelse, hvor han sidder i sin lotusblomst og betragter alting udfolde sig. Vishnu er Opretholderen og Shiva (i denne sammenhæng) Ødelæggeren. Vishnu er overordentlig stor relevans for en nærmere bestemmelse af Neo i et hinduistisk perspektiv. Det er her Mobil Avenue Station og programfamilien spiller sin rolle.
THE ORACLE – The Power of the One extends beyond this world. It reaches from here all the way back to where it came from.
NEO – Where?
THE ORACLE – The Source. That’s what you felt when you touched those sentinels, but you weren’t ready for it. You should be dead, but apparently you weren’t ready for that either.
I Revolutions er Neo fanget i den mystiske undergrundsstation Mobil Avenue, som the Oracle beskriver som "a place between this world and the machine world". Man behøver blot at kigge nærmere på stedets navn, Mobil, for at opdage at navnet er et anagram for Limbo, den tomme verden der befinder sig imellem de andre verdener, og fungerer som et slags bindingsværk imellem dem. Det er her Neo er fanget. I den døde, tomme verden, imellem alting. Det er her han møder den lille pige, Sati.
I den hinduistiske mytologi er Sati Shivas hustru. Udfra det kan man drage paralleller til visse elementer til den hinduistiske myte, hvor Shiva har trukket sig tilbage i dyb stilhed, alt imens verden trues af total udslettelse af den usårlige dæmon, Taraka. I myten vækker kærlighedsguden Shiva, så han får øje på sin elskede Sati, og sammen får de sønnen Kumara, der er den eneste der kan stoppe Taraka og redde verden.
Dette kan bruges til en tolkning af det afsluttende kapitel i The Matrix Trilogy, hvor vi så har Shiva som the Source, Neo som Kumara og Smith som den altødelæggende Taraka.
RAMA-KANDRA – Sati, come here darling. Leave the poor man in peace.
SATI – Yes, papa.
RAMA-KANDRA – I am sorry. She is still very curious.
NEO – I know you.
RAMA-KANDRA – Yes, from the restaurent of the frenchman. I am Rama-Kandra. This is my wife Kamala and my daughter Sati.
At Neo siger at han kender Satis far, Rama-Kandra, rummer langt mere end man lige skulle tro. Det er da rigtigt at Neo genkender Rama-Kandra fra restauranten Le Vrai, men hvad der i virkeligheden menes stikker langt dybere.
THE ARCHITECT – The Matrix is older than you know. I prefer counting from the emergence of one integral anomaly to the emergence of the next, in wich case this is the sixth version.
Den Neo der står foran the Architect i Reloaded er den sjette. Hvis vi ser på Neo som værende en parallel til Vishnu, kan Neo være et billede på gudens sjette inkarnation, Parashurama, der netop er inkarnationen af Vishnus menneskelighed. Neos endelige offer manifesterer sig ikke blot i det føromtalte kors, men også i en gigantisk, lysende lotusblomst, der er et af Vishnus store kendetegn. Så meget desto mere interessant bliver det så, da Neo møder Rama-Kandra. Neo genkender Rama-Kandra som sit eget spejlbillede. Rama-Kandra er Ramachandra, Vishnus syvende inkarnation, inkarnationen af Vishnus guddommelighed.
I den hinduistiske mytologi møder Parashurama rent faktisk Ramachandra. I fortællingen videregiver Ramachandra rollen som Den Guddommelige til Parashurama, og Parashurama Ophøjes.
Rama-Kandra præsenterer Kamala som sin kone. Kamala er i hinduismen den syvende inkarnation af Vishnus hustru, Lakhsmi. Der er med andre ord mange hinduistiske tegn og referencer igennem The Matrix Trilogy. Hindumytologien er dog også så enorm og omfattende, at den er et taknemmeligt sted at lede efter paralleller. Guderne er trods alt så mangetydige at de kan fortolkes på mange måder, hvilket igen giver mulighed for endnu en fortolkning af det afsluttende opgør i Revolutions. Vi kan for eksempel se Brahma som the Source, mens Shiva kan ses som Smith, der netop bekæmper Neo. I hindumytologien resulterer kampen mellem Shiva og Vishnu i et voldsomt, kosmisk slagsmål, hvor Shiva til sidst gennemborer Vishnus bryst. Dette resulterer i en genopretning af universets orden, takket være Brahmas indgriben. På samme måde kommer det til udtryk i The Matrix Trilogy, da Smith gennemborer Neos bryst i deres kosmiske kamp, hvorefter der hersker fred mellem mennesker og maskiner, og en ny version af the Matrix begynder.
Både the Merovingian og the Architect lader os forstå, at der i tiden før Neo har været adskillige udgaver af the Matrix, der gang på gang har afløst hinanden, som en cyklisk verdensorden, der minder om den hinduistiske. Matrix 1.0 var, som the Architect fortæller, helt perfekt, det rene Paradis. Han giver udtryk for Matrix 2.0 var en slags Helvede, et næsten ubeboeligt sted. Matrix 3.0 kan vi selv se hvordan er. Revolutions slutter med et Nirvana-lignende Paradis. Altså en cyklisk verdensorden, der for evigt vil gentage sig selv. Verdner inde i verdner, i hinduistisk forstand.
The Matrix Trilogy synes med andre ord at passe yderst godt ind i et hinduistisk perspektiv, men det betyder dog ikke at trilogien er spor mere hinduistisk end katolsk, protestantisk, gnostisk, taoistisk eller antikristen for den sags skyld, selvom trilogien dog passer bedre i et polyteistisk syn end i et monoteistisk. Også jødedommen, buddhismen og den græske mytologi er at finde blandt trilogiens talløse referencer til religionshistorien. Jødedommen kommer for eksempel til udtryk i maskinernes voldsomhed, der er meget lig den jødiske gud Jahve, der var på nippet til at udslette hele det jødiske folk, da han af Moses blev overtalt til at skåne dem. Den græske mytologi kommer til udtryk ved at the Merovingians kone bærer samme navn som dødsguden Hades’ kone, Persephone. The Trainman kan også sættes ind i et græsk perspektiv, som bådsmanden Charon, der arbejder for Hades. Charon fragter de døde over floden Styx, fra de levendes verden til Dødsriget. På samme måde fragter the Trainman eksilprogrammer fra maskinernes by til the Matrix, han har blot tog og togskinner i stedet for båd og flod. The Merovingian kan ses som Hades og hans Club Hel som Dødsriget. The Merovingians navn refererer imidlertid ikke til den græske mytologi, men til kristendommen.
Den hellige Grals Vogtere
Merovingerne var en række frankiske konger, der herskede i store dele af Frankrig og Tyskland fra det 5. til det 6. århundrede. De skulle eftersigende nedstamme fra Jesus og Maria Magdalene, og være Den hellige Grals Vogtere. Ifølge legenderne er Gralen beskyttet to slags beskyttere, en der beskytter Gralen imod ondskab og uretmæssige, og en der vil forhindre enhver i at finde den.
Gralen ser vi manifesteret i The Matrix Trilogy som Neos Vej til Oplysning, hans rejse igennem filmene. Vi ser the Merovingian kæmpe en ihærdig kamp for at blokere Neos vej og forhindre ham i at nå sit mål. En anden karakter, der synes at have et ældgammelt tilknytning til the Merovingian, synes derimod at hjælpe Neo og Trinity imod the Merovingian. Et program som the Merovingian kalder nogle mystiske ting:
THE MEROVINGIAN – And sine you, my little Judas have brought them here, I can only presume that the fortune teller has found herself another shell.
THE MEROVINGIAN – The prodical child returns. L’ange sans ailes (Wingless Angel).
Den anden Gralvogter er Seraph, hvis navn hentyder til en særlig række af engle, Seraferne, der tjener Den Højeste, en slags ildvæsener med seks kæmpemæssige vinger. Da Neo spørger Seraph om han er programmør, svarer Seraph:
SERAPH – I protect that, which matters most.
Seraph hjælper Oprørerne via the Oracles instrukser, men ikke som en del af det illusionistiske blændværk der er skabt for at holde the Matrix kørende. Det er tydeligt at Seraph udelukkende tjener the Oracle og hendes venner. Han er ikke en direkte integreret del af the Matrix. Seraph og the Oracle synes derimod at ville bringer Oplysning til Neo, og derved også til the Matrix, Zion og maskinerne.
De store mytologiers rekonstruktion
The Matrix Trilogy synes at benytte en bred vifte af religionshistoriens forskellige mytologier. Alt lige fra kristendom, gnosticisme, antikristendom, hinduisme, taoisme, jødedom og græsk mytologi inkorporeres i filmenes fortællinger og referencer. Hele trilogiens fortælling kan dog ikke sammenlignes med en enkelt religion, da man så, som vi har set på i dette og det foregående kapitel, støder ind i alvorlige problemer. Man kan for eksempel ikke placere Sati, Persephone og Trinity inde for samme religion, uden at konstruktionen brister. Neo er derfor hverken Jesus, Slangen, Moses, Vishnu, Buddha eller Muhammed, ligeså lidt som han er nogen anden specifik profet eller Messias-skikkelse fra nogen specifik religion. Han er ikke Moses, for han bringer intet budskab fra nogen højerestående Gud, og han er ikke leder af et udvalgt folk, eller leder for den sags skyld. Selvom han i høj grad er en kriger, så kæmper han ikke for nogen navngiven Gud, ej heller er han religionsstifter.
The Matrix Trilogi gør nemlig brug af en lang række af religionshistoriens mytologier, som den rekonstruerer i et selvstændigt univers. Trilogien er derfor ikke nogen moderne fortolkning af én specifik religion, men sit eget, selvstændige univers, der via utallige referencer til religionshistorien bestræber sig på at gøre religion relevant i moderne kontekst.
Kapitel 3: Virkelighedens illusioner
Simulacra et Simulation
MORPHEUS – Welcome to the desert of the real.
Hidtil har vi set på The Matrix Trilogy som et netværk af diverse mytologier, der blandes på kryds og tværs i et selvstændigt univers. I dette kapitel skal vi se på, om al denne religiøse og mytologiske symbolik, blot er et middel til at understrege nogle helt andre pointer.
I 1981 udgav den franske filosof, Jean Baudrillard, essaysamlingen Simulacra et Simulation der siden 1999 er blevet betragtet og studeret som et af nøgleelementerne til en dybere forståelse af The Matrix (og senere The Matrix Trilogy), især fordi den fysisk dukker op i The Matrix, hvor Neo bruger en udhulet udgave af bogen til at gemme illegale stoffer i. Baudrillard beskæftiger sig med den såkaldte postmodernisme, der kendetegner sig ved ikke at referere til nogen egentlig virkelighed. Baudrillard henviser derved til det hyperrelle, men hvad han præcist mener med det er ikke klart, hvilket jo kun gør en tydning af The Matrix Trilogy endnu mere besværlig, og den jo er kompliceret nok i forvejen.
Jean Baudrillards bog, Simulacra et Simulation indledes med et citat fra Prædikerens Bog:
The simulacrum is never that which conceals the truth. It is the truth which conceals that there is none. The simulacrum is true.
Simulacrum er latin, og betyder "billede", men kan også forstås som "skygge", og opfattes i dag synonymt med "blændværk". Citatet findes dog imidlertid ikke Prædikerens Bog, eller noget andet sted for den sags skyld. "Citatet" er fiktivt, et "citat" der altså slet ikke refererer til noget som helst.
"Citatet" illustrerer i al sin spidsfindighed pointen om den moderne virkelighed som et sindrigt netværk af pseudoreferencer, det hyperreelle. Som med Baudrillard generelt, er det dog ikke givet præcist hvordan og hvor konkret det hele skal forstås.
Man kan vælge at se det som en yderst interessant og skræmmende, men også temmelig banal kritik af den moderne reklame/mediekultur, der fastholder samfundets borgere i uvirkelige behov ved hjælp af hjernevask og blændværk, en medieskabt (pseudo)virkelighed med stærkt kontrollerende magt. Alt der omgiver den almindelige borger er dikteret af medierne, lige fra hjemmets indretning til mode, kunst, musik og politik. Det hele glider i et i mediernes magtfulde bølge af passiviserende billeder og manipulerende skrifter. TV-shows er et uhyre velegnet eksempel på det hyperreelles effekt. Seere rives med af programmernes personer og historier i stedet for "virkelige" historier. Aviserne og ugebladene følger så op på programmerne, bl.a. med historier om værterne og de medvirkende, historier der blot medvirker til at forstærke det passiviserende netværk. Pressen og nyhederne adskiller sig ikke synderligt fra denne tendens. Også pressen fungerer som en opretholder af magten, selv hvor den umiddelbart forekommer som systemkritisk. Baudrillard har blandt andet set på Watergate-skandalen som et element i en konstruktion, der på uhyre snedig facon tjener som en massiv forstærkelse af systemets absolutte magt. Skandalen tjener som et "blændværk", der giver borgerne et falsk indtryk af, at systemet rent faktisk lader sig afsløre, og forstærker derved folks tiltro til systemet. På samme måde legitimeres lovene af (tilsyneladende) lovovertrædelser, der dog blot bekræfter lovenes funktion. Vi ser det fint illustreret i den nyeste Star Wars Trilogy, hvor alle truslerne imod Republikken og The Clone Wars, blot medvirker til forøge Palpatines magt og til sidst gøre ham til Emperor of the Empire.
Det er ikke svært at se hvorledes denne fortolkning af Baudrillards Simulacra et Simulation kan bruges i forhold til The Matrix Trilogy. The Matrix er den hyperreelle pseudoverden, der på passiviserende vis holder menneskeheden "indespærret". Neo og oprørsgruppen kan ses som "lovovertrædere", der dog i sidste ende blot medvirker til at forøge systemets og autoriteternes magt. Neo og oprørsgruppen får folk til at tro, at systemet rent faktisk kan overvindes, men er blot en indskrevet del af The Matrix’ design. Det hele synes at stemme overens.
NEO – The One was never meant to end anything. It was all another system of control.
Der er dog også andre måder at fortolke Baudrillard og Simulacra et Simulation på. Måder der også stemmer overens med The Matrix Trilogy på flere punkter, endda måske bedre end forrige fortolkning. Denne fortolkning giver et langt mere gennemsyret pessimistisk syn på det hele.
En mere direkte fortolkning af Simulacra et Simulation kan lede til den opfattelse, at der ikke længere eksisterer nogen virkelighed, som menneskeheden kan opfatte, men en utilgængelig virkelighed uden for menneskets rækkevidde, eller også findes der slet ikke længere nogen virkelighed. Ifølge Baudrillard er tegn og referencer ikke længere begrænset til blot at repræsenterer en original, men er blevet afløst af fuldkommen, ren simulation. Et fint eksempel er noget så simpelt som et kort, der ifølge Baudrillard er mere virkeligt end det det "repræsenterer". Et verdenskort viser hvordan verden ser ud, men de færreste mennesker har rent faktisk set verden, alligevel "ved" vi, hvordan den ser ud, igennem kortet. Vores billede af verden er altså givet af kortet, hvorfor det er kortet der er virkeligt, og ikke verden. Der er for så vidt ingen virkelighed, kun kortet. Kortet er virkeligt.
Baudrillard fastslår blandt andet, at illusion ikke længere er muligt, eftersom virkeligheden er umuliggjort.
Kan det være en sådan fortolkning af Baudrillard, der udgør fundamentet i The Matrix Trilogy? Har Wachowski-brødrene til hensigt at fortælle en historie om en nedbrydning af al meningsfuldhed, hvilket måske kan forklare alle de mange referencer til kristendommen, gnosticismen, hinduismen, taoismen og andre religioner, der tilsammen ikke vil stemme overens. Blandt andet ender de kristne fortolkninger jo i absurde selvmodsigelser, der ikke giver mening (som vi så på i Kapitel 1 og 2).
Hvis det er denne fortolkning trilogien bygger på, skulle alt, hvad Neo, oprørerne, ja sågar hele menneskeheden oplever være ren simulation, uden nogen relation til en egentlig virkelighed i traditionel forstand. En konsekvens af dette ville være, at også Zion er en del af the Matrix, eller i hvert fald af computer-simulationen, hvilket måske kan forklare hvordan Smith kan manifestere sig i Bane (udenfor the Matrix), og hvorfor Neo pludselig kan stoppe the Sentinels. I denne fortolkning forekommer The Matrix Trilogy endnu mere pessimistisk, end i forrige fortolkning af Baudrillard. Også her tjener Neo og modstandsbevægelsen som en uhyre snedig kontrolforanstaltning, næsten endnu mere gennemtænkt end før. Menneskene er således aldrig sluppet ud til "den virkelige verden", men er stadig fanget i the Matrix. Til forskel for de øvrige mennesker er oprørerne blot blevet bedraget så meget desto snedigere, da de tror at de har vundet over systemet (de andre er blot uvidende om systemet i det hele taget). Trilogien synes at stemme godt overens med denne fortolkning, hvor alt tilsyneladende er en computer-simulation skabt af magthaverne. Tilsyneladende. For netop som trilogien synes at falde på plads i Baudrillards perspektiv, er der atter engang tale om, at filmene river sig løs.
Reloaded slutter med et gigantisk twist, en cliffhanger af format, for såvel handlingsforløbet som for de filosofiske og religiøse fortolkninger. Det er her alt håb synes ude, det er her Neo erfarer, at hele oprøret og hans messianske skæbne, blot er en integreret del af magthavernes kontrolsystem, og at the Oracle er the Matrix’ Moder. Det er her Morpheus drømme og dogmatiske tro bristes. Det er her Zion flåde udslettes (på nær The Logos og The Hammer), og det er her Neo går i et mystisk koma. Alt peger på en endegyldig opløsning af hele oprørets realitet, og en opløsning af troen på Neos messianske skæbne. Der synes med andre ord ikke længere at være noget håb for nogen meningsfuldhed, ganske som Baudrillard konstaterer på den sidste side Simulacra et Simulation, hvor han kalder det ubetvivleligt godt.
Fortællingen fortsætter dog i Revolutions, hvor det trods alt (mod al forventning om man vil) viser sig at der rent faktisk er håb endnu, og at Neos evner rækker ud over hans magthavernes design, og ikke mindst at Zion ikke er en del af computer-simulationen (som vi skal se nærmere på i næste kapitel). Som vi har set på i de to foregående kapitler, benytter The Matrix Trilogy sig af en lang række religionshistoriske referencer, som den iscenesætter i en fortælling, som insisterer på meningsfuldhed, relevans og håb, i modsætning til Simulacra et Simulation. Håbet, som Baudrillard jo kvalificerer som en svag værdi, synes efter alt at dømme tabt på jorden ved udgangen af Reloaded, men genoptages blot med massiv, fornyet styrke i Revolutions.
The Matrix Trilogy synes altså alligevel ikke i sidste ende at samle sig om Baudrillard, som man ellers skulle tro. I stedet bibeholder trilogien atter engang sin helt egen, unikke karakter, der dog til stadig hed synes at insistere på at give mening. Som nævnt dukker Simulacra et Simulation op i den første film, men idéen synes nærmest at være en slags hån af Baudrillard. Neo finder tilsyneladende ingen anden anvendelse for den, end at gemme illegale stoffer i Baudrillards udhulede bog.
Postmodernismen og De Store Fortællinger
Selvom Jean Baudrillard og Simulacra et Simulation snarere synes at stå i kontrast til The Matrix Trilogy frem for at udgøre dens filosofiske grundlag, umuliggør det dog ikke, at trilogien måske alligevel kan skrives ind i et (mere almindeligt) postmodernistisk perspektiv. Den postmodernistiske bølge er bl.a. kendetegnet ved at betragte sproget som et virkelighedsetablerende medium, frem for et middel til kommunikation i en i forvejen givet virkelighed. Særligt er postmodernismen dog kendt for dens kritik af De store Fortællinger og en relativisering af den klippefaste virkelighed.
For postmodernismen er De store Fortællingers tid ovre, hvad end man snakker kristendom, jødedom, islam, hinduisme, marxisme eller andre store religiøse, ideologiske eller filosofiske begreber, da virkeligheden ikke længer kan begribes i så altomfattende systemer. Virkeligheden hænger ikke længere sammen i ét, velordnet system, med er derimod stykket sammen af små bidder af meningsfuldhed. Umiddelbart ser det ud til, at det er en sådan postmodernistisk facon, The Matrix Trilogy afspejler, idet den benytter sig af diverse religiøse referencer, som hver for sig giver mening, men som ikke stemmer overens på tværs af hinanden. På den anden side kom vi (i Kapitel 2) frem til, at trilogiens rekonstruerer sine religiøse referencer, og sætter dem sammen til en ny, unik Stor Fortælling, i modstrid med de postmodernistiske tendenser. Trilogien er nemlig en sammenhængende fortælling, et univers med sin helt egen mytologi, der både indeholder guddommelige aktører en frelsende Messias. Selvom trilogien i den henseende ikke har ret meget tilfælles med postmodernismen, har de to dog andre ting til fælles, bl.a. synet på sproget:
RAMA-KANDRA – You do not understand?
NEO – It’s just that I’ve never…
RAMA-KANDRA – …heard a program speak of love?
NEO – It is a human emosion.
RAMA-KANDRA – No it is a word. What matters is the connection the word implies.
Så trilogien deler visse af postmodernismens synspunkter, men står i så i kontrast til andre. Den moderne virkelighedskritiks rødder går langt tilbage, flere århundreder, hvorfor The Matrix Trilogy selvfølgelig ikke nøjes med at beskæftige sig med postmodernismen.
Cogito ergo sum
I sekvensen Matriculated fra The Animatrix udspiller sig følgende lille dialog:
For an artificial mind, all reality is virtual. How would it know if the real world is not just another simulation? How do you know?
I know I’m not dreaming now, because I know how it’s like, being in a dream.
So dreaming gives you the knowledge that reality exists?
No. Only that my mind exists. The rest i don’t know about.
Dette er udgangspunktet for hele den moderne, virkelighedskritikse filosofi, René Descartes. René Descartes var en fransk filosof, der levede fra år 1596 – 1650. Han er især kendt for én bestemt teori, der vendte op og ned på hele datidens filosofi. Descartes satte sig i sin tid for at betvivle alting. Han fandt dog ét ubetvivleligt punkt, sin egen eksistens. Han mente at det netop ville være umuligt at betvivle sin egen eksistens, da der måtte være et afsæt for ens tanker og tvivl, hvorfor han skrev de berømte ord: Cogito ergo sum (jeg tænker, altså er jeg). Alt andet kunne betvivles, da det i realiteten er muligt, at der sidder en dæmon eller et ondt geni, der blot manipulerer ens sanser. Derfor kan man ikke være sikker på andet end sin egen eksistens, heller ikke de simpleste ting såsom resultatet af to tal lagt sammen. Denne filosofi er i fagsprog kendt som solipisme, hvilket groft oversat betyder "jeg alene", da man netop kun er sikker på sig selv.
The Matrix Trilogy leger da også med denne tanke, at underminere idéen om den klippefaste virkelighed. Trilogien går også skridtet videre, og spørger hvad definitionen på virkelighed i realiteten er:
NEO – This isn’t real?
MORPHEUS – What is real? How do you define real? If you’re talking about your senses, what you can feal, taste, smell or see, then real is simply electrical signals interpreted by your brain.
Kendsgerningen gør sig gældende, hvor end man befinder sig, om det er i The Matrix eller i Zion:
NEO – I thought it wasn’t real?
MORPHEUS – Your mind makes it real.
Det er en væsentlig del af filmenes univers, at computer-simulationen sanses nøjagtigt så virkeligt som "den virkelige verden", hvorfor ikke alle deler Morpheus skepticisme:
CYPHER – I believe that the Matrix can be more real than this world.
Cypher vælger frivilligt the Matrix frem for "den virkelige verden". Hvad der er virkeligt defineres jo i bund og grund af den enkelte, da al "virkelighed" trods alt blot er electrical singnals interpreted by you brain:
BOY – Do not try to bend the spoon. That’s impossible. Instead, only try to realize the truth.
NEO – What truth?
BOY – There is no spoon.
NEO – There is no spoon.
BOY – Then you will see that it is not the spoon that bends. It is only yourself.
Virkeligheden har altså mistet sit skær af absolutisme, i stil med de postmodernistiske tendenser. Denne tanke er dog ikke unik for postmodernismen, da den også er at finde hos René Descartes (som vi har set på) og mange andre steder i det 20. århundredes filosofi. The Matrix Trilogy gør altså brug af mange postmodernistiske tendenser, men står i klar kontrast til andre, hvorfor vi på ingen måde kan kategorisere trilogien som et postmodernistisk projekt. Trilogien bibeholder til stadighed sit helt eget, unikke univers med sin egen historie, der nok gør brug af en bred vifte religion og filosofi, men blot rekonstruerer dem til sin egen mytologi. Hvad det så præcist er for en historie mytologien vil fortælle, skal vi se på i næste kapitel.
Ser frem til at høre hvad i synes.
#2 filmz-Munk 20 år siden
Har terpet en del filosofi det seneste år, så det er dejligt at se referencerne til de store tænkere og basale livsopfattelser (det nogle kalder religioner)..
Af en eller anden grund bliver jeg altid varm om hjertet når jeg ser René Descartes berømte sætning, Cogito Ergo Sum!
Glæder mig til at jeg for tid til at læse det hele!
- Steve Carell
#3 filt 20 år siden
#4 filt 20 år siden
Nå, glæder mig da til at høre hvad du synes når du engang har læst det. :)
#5 filmz-Munk 20 år siden
Synes virkeligt du har fanget den religiøse og filosofiske essens af store dele af Matrix universet.
Dejligt at du er opmærksom på de mange forskellige "inspirationskilder" der i en skøn forening skaber grobund for Matrix verdenens mystik.
(Jeg går udfra at vi kan kalde diverse religioner osv., for Wachowskibrødrenes inspirationskilder..)
Hvis jeg skal udpege enkelte kapitler jeg virkelig nød at læse bliver det:
- Gnosticismen
- Hinduismen og Vishnu
- Den hellige Grals Vogtere (skøn reference i disse Dan Brown dage..)
- Simulacra et Simulation
- Cogito Ergo Sum
I forbindelse med sidstnævnte begreb kan vi ikke mere enige.. Så enkelt, så rammende!
Hvis det er iorden med dig, vil jeg gerne sende din analyse/rapport videre til min gamle lærer på Horsens Handelsskole, der i sin tid har været med til at definere fagbekendtgørelserne til fagene Kulturforståelse og Idéhistorie. Vi diskuterede ofte netop Matrix komplekse univers i timerne, og derfor tror jeg han vil blive glad for at se dit værk!
- Steve Carell
#6 filt 20 år siden
Med hensyn til at sende analysen videre, er det jo ikke noget jeg kan forhindre dig i. Måske du skulle vendte, til værket er mere færdiggjort?
Nå, men atter engang tak for de fine ord. Det giver mig lyst til snarest muligt at skrive videre (selvom jeg stadig gruer for at komme igennem det).
#7 jessup 20 år siden
En påtaget pomo kritik af Decartes ville være at godt nok tænker vi(jeg) men adgangen til det tænkte er gennem det talte (diskurs)som indgår i forkellige diskurs sammenhænge der er uden indflydelse af den enkelte - derfor tænker du, men ikke "selv". Jeg er mere biologisk orienteret og ville sige : jeg føler derfor er jeg. Hvis man er hardcore pomo så er følelser og drifter også en konstruktion (socialkonstruktivismen) - tåre er en social konstruktion og sexuel præference ligeledes. Den emanciperede (som er umuligt at være ifølge Baudrillard) ville kunne være homosexuel den ene dag og hetero den anden dag eller for den sags skyld nonsexuel.
Jeg føler mig ikke overbevist om at Matrix filmene går ud over dette nonsens hvor der trækkes på alle de store religions diskurser og blandes i et virvar for derefter ikke at sige noget om noget (jeg må sige at en egentlig rekontruktion af en stor fortælling står mig mildt sagt noget uklart) - men du er skarp som få og i sidste kapitel kommer konklusionen på det hele og det kan kun være godt:)
Bare for at være helt klar er dette ikke en kritik på det du har skrevet som sådan men nærmere kritik af filmene og jeg må snart få dem set igen så du kan få en ordentlig respons fra mig. - jeg har sjældent læst noget på denne side så gennemtænkt som det du har skrevet.
#8 filt 20 år siden
Nå, men du skal ha' tak for de fine ord om analysen.
#9 dyg 20 år siden
Når det er sagt, så genkender jeg også mange tanker, jeg selv har haft mens jeg har set filmene. Først det med en matrix inden i en anden matrix, men også det med, at det hele virker som om, det er sammensat af mange forskellige religiøse og filosofiske ting. Tanker som jeg har haft, og som du nu har smidt noget teori på. Lækkert og fascinerende at læse.
Der er selvfølgeligt også en anden tanke der strejfer mig, når jeg læser din lange analyse: Hvor meget har de to brødre tænkt over historien? Hvor meget har de tænkt over, og hvor meget er bare faldet dem naturligt, og har passet ind i deres historie? Og hvor meget er bare "overanalyse"? Jo flere teorier du har indsigt i, desto flere ting vil du finde i film, der ligger op til sådanne teorier.
Men alt i alt flot stykke arbejde. Keep it up.
#10 filt 20 år siden
Håber det har givet dig et andet (bedre) syn på filmene. :)
Når det er sagt, kan du roligt glæde dig til Kapitel 4: Vejen til Opysning.