#94 Jeg synes ikke selv det er så vigtigt at skelne lige i den her diskussion. Jeg synes, ligesom Bruce, heller ikke at det har noget med kvaliteten at gøre, om man vil se filmen en, to eller hundrede gange.
#96 du fordrejer fuldstændigt mine ord! Bemærk at jeg ikke opstiller det som et kriterium, men skriver at filmen ikke nødvendigvis behøver at være en man vil se igen!
Jeg regnede nu med, at du var klar over, at mente 'et muligt kriterium'. ... Hos mig er det slet ikke muligt for en film at rangere som en af verdens bedste film, hvis den ikke giver mig lyst til et gensyn før eller siden. ... Tænk bare på, hvordan du selv reagere, hvis en person sagde: 'Det der maleri er et af de bedste der nogensinde er lavet. Men jeg ønsker aldrig at se det igen, hverken på museet/slottet (eller hvor originalen nu måtte hænge), i en bog eller på TV.' ...... Eller: 'Den der sang med det band/den sanger er en af verdens bedste. Men jeg ønsker aldrig at høre den igen.'
Kvalitet der er så god og overbevisende, at man ikke ønsker en gentagelse nogensinde igen. Hmmm .....
Skal verdens bedste film efter din mening virkelig være en film, man vil se igen og igen da? [/quote]
Hvis du med "igen og igen" mener OFTE, forstået som f.eks. flere gange om året. Så er svaret nej. .... Hvis du med "igen og igen" mener "NOGENSINDE igen", altså med mange års, måske årtiers mellemrum, så er svaret ja. :-)
Nå, men det var som sagt bare mig der undrede mig. Det er ikke så voldsomt vigtigt. :-)
måske er det ikke altid det, der er meningen med en film - at den skal ses igen og igen.
se #101 for en klargørelse af begrebet "igen og igen". Jeg vil her tilføje, at 3-4 gange i løbet af et menneskes levetid (70-80 år) ikke er "igen og igen" efter MINE begreber. ;-)
Hvis disse to film virkelig er så gode og fantastiske, hvorfor så beslutte sig for ALDRIG at se dem igen???? En "fabelagtig film" og 'fantastisk skuespil', der ikke er værd at gense???? .... Jeg kunne forstå det, hvis der gerne må gå nogle år, måske endda et årti - men ligefrem ALDRIG?
I tilfældet Requiem har jeg jo taget skridt til at gense den igen. I tilfældet King Lear, skal jeg godt nok være sat op til det igen. Det er muligt, at jeg en dag VIL se den igen, men jeg forventer det ikke. Det var en stor oplevelse på det jeg vil kalde et intellektuelt plan, hvor man nyder klassisk engelsk skuespil og Shakespeare dialogen som den var skrevet. Det kræver "sin mand" at følge med. Jeg har prøvet "Kraken" i Sea World, verdens 3. bedste rollercoaster og det var et rush. Jeg kan sagtens sætte pris på dens kvalitet, uden at prøve den igen.
Nu sætter jeg ikke lighedstegn mellem "gensynsvenlighed" og "LET underholdning". Nej, jeg spørger derimod, om den (efter DIN målestok) allerhøjeste kvalitetstype blandt film virkelig er kendetegnet ved, at man højst har lyst til at se dem én (i bedste fald to) gange og derefter aldrig mere?
Min målestok er jo ikke endimensionel og en facitliste på den måde du hentyder til. Der er ingen målestok. Film kan ikke sammenlignes på den måde. Den allerhøjeste kvalitet kan ligeså godt være let underholdning som Die Hard, men den kan også være Richard III eller King Lear, som slet ikke har en gensynsglæde frekvens som Die Hard, men ikke nødvendigvis er dårligere film.
Kan en filmisk kvalitet, der påkalder sig titlen 'en af verdens bedste film', ikke engang give én lyst til et gensyn på et senere tidspunkt, uanset om det er MEGET senere?
Jeg er jo ikke kategorisk i den udtalelse. Jeg kan blot sige, at jeg ikke er i en tilstand, hvor jeg har noget behov for at genopleve en given film, som jeg betragter som værende høj kvalitet. Jeg behøver ikke gense en film. for at forsikre mig om, at filmen HAR den høje kvalitet. Roger Ebert behøver nok ikke gense Det Syvende Segl, for at konstatere, at han stadig mener filmen er fremragende. Flere gensyn af film og nogle årligt, tror jeg mest er tiltænkt film i den lette genre, som underholder, er sjove, actionfyldte etc.
"Kære Ian McKellan, du spillede vidunderligt i den film! Den var alle pengene værd. P.S. Jeg vil aldrig se den igen."
Men minderne kan ingen tage fra mig :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
"Kære Ian McKellan, du spillede vidunderligt i den film! Den var alle pengene værd. P.S. Jeg vil aldrig se den igen
"Jeg vil aldrig se den igen" behøver ikke at være en negativ sætning. Det er den måske for dig, men i min optik, kan det ligeså vel være en kæmpe kærlighedserklæring til filmen.
Min målestok er jo ikke endimensionel og en facitliste på den måde du hentyder til. Der er ingen målestok.
Beklager. Jeg skulle have udspecificeret, at jeg mente "KAN VÆRE" - jf. det skrev til AP om "et muligt kriterium". Min pointe er, at jeg sagtens kan forstå, at man synes, at sådan en film som 'King Lear' er god og vellykket, men ikke at man vil titulere den 'en af verdens bedste film'.
Jeg behøver ikke gense en film. for at forsikre mig om, at filmen HAR den høje kvalitet. Roger Ebert behøver nok ikke gense Det Syvende Segl, for at konstatere, at han stadig mener filmen er fremragende.
Et gensyn med en film handler ikke per definition om at fastslå dens høje kvalitet. Det handler om nydelse, underholdning, gensynsglæde. ... Hvis man en dag er inviteret til filmmarathon-aften med vennerne, og de andre udover de øvrige film på repertoiret ønsker at se 'King Lear', vil man så sige: 'Nej, den skal jeg ikke se igen. For det er efter min mening en af verdens bedste film, men jeg HAR set den.'
Man kan udsætte og udsætte og udsætte et gensyn med et film, fordi man ikke føler behov for et gensyn. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Men hvis det ligefrem kommer dertil, at man nærer MODVILJE overfor det at gense en film, selvom det måske endda er rigtig længe siden (f.eks. flere år), så forstår jeg det ikke. Hvis en film virkelig har kvaliteter, så må man da kunne tåle at nyde disse kvaliteter en gang til. ... hvis man indvender: 'Nej, jeg vil ikke se den, for den er så anstrengende, tung (eller andet) at komme igennem,' så mener jeg, at den må tilføjes nogle minusser, som gør, at det måske nok er en ret god film, men ikke 'en af verdens bedste film'.
Nå, men det er nok bare mig, der er mærkelig. hehe
Men minderne kan ingen tage fra mig :)
Ja, hvorfor i alverden filme en historie, når folk kan huske den så godt og ned til mindste detalje? :-/
Når det gælder kærligheden til min kone, familie og venner, samt andre ting, er jeg nu glad for, at jeg ikke kun kyssede min kone én gang (ved brylluppet ellerdet første rigtig gode kys), og derefter skulle leve med mindet - at jeg har min familie og venner i levende live omkring mig og ikke kun på et billede/videooptagelse - at de (i mine øjne) bedste musikstykker, film m.m. står på hylderne i vores stue.... Minderne kan varme indvendigt, men de kan også være lidt luftige, og efterhånden som man glemmer mere og mere, er det nu UVURDERLIGT i tilfældet med film og musik at kunne gense/høre tingene via dvd, cd, radio, tv eller internet.
Et gensyn med en film handler ikke per definition om at fastslå dens høje kvalitet. Det handler om nydelse, underholdning, gensynsglæde. ... Hvis man en dag er inviteret til filmmarathon-aften med vennerne, og de andre udover de øvrige film på repertoiret ønsker at se 'King Lear', vil man så sige: 'Nej, den skal jeg ikke se igen. For det er efter min mening en af verdens bedste film, men jeg HAR set den.'
Fordi man finder Dostojevskijs Krig og Fred værende en af verdens bedste bøger, behøver man så læse den igen? Er det ikke nemmere at læse en god tegneserie i Seriemagasinet, og flere gange?
For det første skal du lige lægge "verdens bedste film" fra dig :) Jeg taler generelt om højkvalitetsfilm, hvoraf nogle sagtens kan indfinde sig på min Top-200, uden at jeg af den grund føler behov for at gense dem. For det andet så vil jeg foretrække at du prøver og sætte mine ord i kontekst til det jeg prøver at forklare, fremfor at dreje dem på en måde, så selv jeg synes min forklaring lyder latterlig ;)
Der er forskellige oplevelser ved at se film, bl.a. fordi forskellige sanser er i brug afhængig af filmen. At HAVE SET en film, er ingen kvalitet i sig selv. Oplevelsen af filmen er alt. Og nogle oplevelser er LANGT MERE anstrengende end andre, fordi de trækker på ens følelsesregister og intellekt på en helt anden måde end andre. Derfor behøver alle kvalitetsfilm ikke at skabe en voldsom gensynsglæde og være klare valg til en filmmaraton aften med vennerne. Det er langt lettere at slå hjernen fra og se lette underholdningsfilm som Star Wars. Det kan være nydelse, underholdning og gensynsglæde, men det er for mig ikke ensbetydende med at være proportionalt med filmens kvalitet. Det er blot mindre krævende at læse gode tegneserier i Seriemagasinet fremfor at gå igang med Dostojevskijs Krig og Fred :)
Man kan udsætte og udsætte og udsætte et gensyn med et film, fordi man ikke føler behov for et gensyn. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Men hvis det ligefrem kommer dertil, at man nærer MODVILJE overfor det at gense en film, selvom det måske endda er rigtig længe siden (f.eks. flere år), så forstår jeg det ikke. Hvis en film virkelig har kvaliteter, så må man da kunne tåle at nyde disse kvaliteter en gang til. ... hvis man indvender: 'Nej, jeg vil ikke se den, for den er så anstrengende, tung (eller andet) at komme igennem,' så mener jeg, at den må tilføjes nogle minusser, som gør, at det måske nok er en ret god film, men ikke 'en af verdens bedste film'.
Overhovedet ikke! For mange strækker filmhistorien sig over 20 år og mænd/drenge får nærmest menstruation, hvis de skal se en sort/hvid film eller koncentrationsbesvær, hvis sætninger strækker sig over 15 ord. Jeg har 90 års filmhistorie at vælge imellem og der er så mange film at vælge imellem og så lidt tid, at gensyn på gensyn trækker tid fra at få nye oplevelser.
Ja, hvorfor i alverden filme en historie, når folk kan huske den så godt og ned til mindste detalje? :-/
Når det gælder kærligheden til min kone, familie og venner, samt andre ting, er jeg nu glad for, at jeg ikke kun kyssede min kone én gang (ved brylluppet ellerdet første rigtig gode kys), og derefter skulle leve med mindet - at jeg har min familie og venner i levende live omkring mig og ikke kun på et billede/videooptagelse - at de (i mine øjne) bedste musikstykker, film m.m. står på hylderne i vores stue.... Minderne kan varme indvendigt, men de kan også være lidt luftige, og efterhånden som man glemmer mere og mere, er det nu UVURDERLIGT i tilfældet med film og musik at kunne gense/høre tingene via dvd, cd, radio, tv eller internet.
Kan kærlighed kun føles, ved konstant at skulle bekræfte den, for at forsikre sig om, at man ikke har taget fejl, at den ER berettiget? Ikke i min verden!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Jeg har masser af film, jeg regner som favoritter, jeg kun har set én gang, da jeg for det meste søger film, jeg ikke har set endnu. Dog er der ingen blandt mine favoritfilm, jeg kunne finde på at definitivt afvise et fremtidigt gensyn med på et givent tidspunkt. Det haster bare på ingen måde, da der er så meget andet at gå i gang med.
Og mht. Dostojevskijs "Krig og fred
Så er den langt hurtigere overstået end nogen tegneserie i Seriemagasinet. ;)
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
Fordi man finder Dostojevskijs Krig og Fred værende en af verdens bedste bøger, behøver man så læse den igen? Er det ikke nemmere at læse en god tegneserie i Seriemagasinet, og flere gange?
Rent tidsmæssigt er det nok lidt af en ulige sammenligning. :-)
En film varer som regel et par timer, nogle lidt længere. Skulle der være tale om en trilogi, kan de opdeles i tre runder (Star Wars). At se en film tager markant kortere tid end at læse en bog, især når det gælder et værk som 'Krig og Fred'.
For det første skal du lige lægge "verdens bedste film" fra dig :)
Det gør jeg gerne. Men dermed kommer vi så væk fra udpunktet i diskussionen, som er at jeg ikke forstår, at nogle skelner mellem "mine favoritfilm" og det, som de selv vil betegne som "verdens bedste film".
For det andet så vil jeg foretrække at du prøver og sætte mine ord i kontekst til det jeg prøver at forklare, fremfor at dreje dem på en måde, så selv jeg synes min forklaring lyder latterlig ;)
Sådan virker det måske nok på dig, men det skyldes, at jeg holder fast i sagens kerne: Den for mig at se lidt underlige skelnen mellem "favoritfilm" og "bedste film". ... Men hvis jeg dropper dette udgangspunkt, vil du opdage, at vi er forholdsvis enige. Lad os tjekke det i forbindelse med din næste kommentar. ;-)
At HAVE SET en film, er ingen kvalitet i sig selv. Oplevelsen af filmen er alt. Og nogle oplevelser er LANGT MERE anstrengende end andre, fordi de trækker på ens følelsesregister og intellekt på en helt anden måde end andre. Derfor behøver alle kvalitetsfilm ikke at skabe en voldsom gensynsglæde og være klare valg til en filmmaraton aften med vennerne. Det er langt lettere at slå hjernen fra og se lette underholdningsfilm som Star Wars. Det kan være nydelse, underholdning og gensynsglæde, men det er for mig ikke ensbetydende med at være proportionalt med filmens kvalitet. Det er blot mindre krævende at læse gode tegneserier i Seriemagasinet fremfor at gå igang med Dostojevskijs Krig og Fred :)
100 procent enig! :-)
For mange strækker filmhistorien sig over 20 år og mænd/drenge får nærmest menstruation, hvis de skal se en sort/hvid film eller koncentrationsbesvær, hvis sætninger strækker sig over 15 ord.
*LOL* ... Ja, vi behøver ikke at gå længere end til enkelte brugere her på filmz.dk.
Jeg har 90 års filmhistorie at vælge imellem og der er så mange film at vælge imellem og så lidt tid, at gensyn på gensyn trækker tid fra at få nye oplevelser
Så sandt, så sandt. Jeg forsøger hele tiden at få helt NYE filmoplevelser gennem Lovefilm og biografen, samt enkelte chancetagninger i diverse filmbutikker og supermarkedernes radio/tv-afdeling. ... Men næsten alle de film, som jeg personligt betragter som 'verdens bedste film', står i mit filmskab og giver mig mulighed for et gensyn, om jeg en dag skulle ønske det. Og i perioder hvor biografernes aktuelle udvalg er ligeså spændende som at nærstudere den hårde hud på undersiden af min fod, ja, da griber jeg til et gensyn med den ene eller den anden film, som jeg nu og her føler mest lyst til at se. ... Hvis jeg besluttede at der var bestemte topkvalitets film (måske ligefrem "de bedste") jeg ikke gad at eje/gense, ville jeg henad vejen komme til at føle mig berøvet muligheden for en dag om 1, 2, 5, 10 eller 20 år om at kunne give efter for en pludselig lyst eller trang til et gensyn med den pågældende film.
Kan kærlighed kun føles, ved konstant at skulle bekræfte den, for at forsikre sig om, at man ikke har taget fejl, at den ER berettiget? Ikke i min verden!
Det har ikke noget at gøre med at "forsikre sig om, at man ikke har taget fejl, at den ER berettiget". ...... Det har (for mig) noget at gøre med, at kærligheden er en gentagelse værd.
Jeg bliver aldrig træt af de bedste ting her i livet - kærlighed, venskab, fred, kys, kram, smil, gode filmoplevelser, glædelige filmgensyn, god musik, flotte billeder, smukke solnedgange o.s.v. ... og det uanset at jeg måske har prøvet det altsammen utallige gange.
De bedste ting her i livet er nogle man gerne gentager eller vender tilbage til, ikke nødvendigvis "igen og igen", men måske bare en skønne dag. De halvgode ting gør det knap så meget med, og de decideret dårlige ting kan man helt undvære.
En ovenud positiv visuel oplevelse med lyd (hvilket man kan definere de bedste film som) både kan og vil man også gerne se igen. Måske ikke nu, ikke idag, i denne måned, ikke i år, ikke i dette årti. Hvorfor skulle man forud være besluttet på at undgå en sådan en film, hvis lejlighed bød sig eller éns venner ønskede at se den, mens man var sammen med den?
Hvordan kan noget (læs: en film) være "det bedste" - i modsætning til blot "ganske godt" - og så samtidig være noget man ligefrem beslutter sig for at lade forblive en éngangs-forteelse?
Hvorfor ikke være åben for at lysten til et gensyn kunne opstå en dag?
Jeg selv er ikke BESLUTTET på at jeg skal gense ALLE de (efter MIN målestok) bedste film på noget bestemt tidspunkt eller med noget bestemt tidsinterval. Nej, jeg lader bare muligheden stå åben. Måske sker det en dag, måske sker det aldrig. ... Skulle det f.eks. ske, at jeg regnet fra d.d. aldrig fået genset '2001', som hører hjemme i den tunge ende (og som min familie ikke gider at se), så gør det ikke noget. Uanset hvad vil den altid stå som en af mine favoritfilm og en af verdens bedste film.
De bedste film fortjener, at man er åben overfor et gensyn. De eneste film jeg på forhånd afskriver ethvert gensyn med, er de DÅRLIGE film.
For fanden da BN! Du har det med at få tråde ud på et sidespor med kilometer lange indlæg til følge :)
Nu har jeg ikke læst alle indlæg i jeres diskussion, men Bruce og AP har ramt nogenlunde hvad jeg selv ville have sagt. Bruce bruger eksemplet Requiem for a Dream, og jeg kan f.eks. tilføje Happiness og Benny's Video. De er alle fantastiske, men også på hver deres måde utroligt barske, og ikke film jeg har meget lyst til at se igen foreløbig(Jeg skal dog have genset dem på et tidspunkt). De tre Back to the Future film er også virkeligt gode, men efter min mening ikke helt på højde med de førnævnte film. Men de har tilgengæld en super fantasifuld historie og et opløftende tone i filmen, der gør at jeg kan se dem igen og igen. Og når jeg så skal vælge favoritfilm, og jeg skal vælge imellem film der nogenlunde er på samme niveau, så vælger jeg dem der har størst gensynsglæde. Forstår du min pointe?
Et eksempel med min egen liste var Cidade de Deus. Den var meget tæt på at komme på min liste, da det er en fantastisk film og en af de bedste i nyere tid. Men jeg har bare endnu ikke haft lysten til at gense den endnu. Derfor valgte jeg istedet Good Bye Lenin! som jeg allerede har genset en del gange og bliver ved med at finde frem, selvom at Cidade de Deus er en bedre film. Det kan godt være at det ikke er logik for dig, men det er det får mig og jeg er åbenbart ikke den eneste.
Du elsker f.eks. meget højt de nye Star Wars film, men synes du selv at de er i blandt de bedste film nogensinde lavet?
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#101 BN 15 år siden
Læs #99.
Jeg regnede nu med, at du var klar over, at mente 'et muligt kriterium'. ... Hos mig er det slet ikke muligt for en film at rangere som en af verdens bedste film, hvis den ikke giver mig lyst til et gensyn før eller siden. ... Tænk bare på, hvordan du selv reagere, hvis en person sagde: 'Det der maleri er et af de bedste der nogensinde er lavet. Men jeg ønsker aldrig at se det igen, hverken på museet/slottet (eller hvor originalen nu måtte hænge), i en bog eller på TV.' ...... Eller: 'Den der sang med det band/den sanger er en af verdens bedste. Men jeg ønsker aldrig at høre den igen.'
Kvalitet der er så god og overbevisende, at man ikke ønsker en gentagelse nogensinde igen. Hmmm .....
Skal verdens bedste film efter din mening virkelig være en film, man vil se igen og igen da? [/quote]
Hvis du med "igen og igen" mener OFTE, forstået som f.eks. flere gange om året. Så er svaret nej. .... Hvis du med "igen og igen" mener "NOGENSINDE igen", altså med mange års, måske årtiers mellemrum, så er svaret ja. :-)
Nå, men det var som sagt bare mig der undrede mig. Det er ikke så voldsomt vigtigt. :-)
#102 BN 15 år siden
se #101 for en klargørelse af begrebet "igen og igen". Jeg vil her tilføje, at 3-4 gange i løbet af et menneskes levetid (70-80 år) ikke er "igen og igen" efter MINE begreber. ;-)
#103 filmz-Bruce 15 år siden
I tilfældet Requiem har jeg jo taget skridt til at gense den igen. I tilfældet King Lear, skal jeg godt nok være sat op til det igen. Det er muligt, at jeg en dag VIL se den igen, men jeg forventer det ikke. Det var en stor oplevelse på det jeg vil kalde et intellektuelt plan, hvor man nyder klassisk engelsk skuespil og Shakespeare dialogen som den var skrevet. Det kræver "sin mand" at følge med. Jeg har prøvet "Kraken" i Sea World, verdens 3. bedste rollercoaster og det var et rush. Jeg kan sagtens sætte pris på dens kvalitet, uden at prøve den igen.
Min målestok er jo ikke endimensionel og en facitliste på den måde du hentyder til. Der er ingen målestok. Film kan ikke sammenlignes på den måde. Den allerhøjeste kvalitet kan ligeså godt være let underholdning som Die Hard, men den kan også være Richard III eller King Lear, som slet ikke har en gensynsglæde frekvens som Die Hard, men ikke nødvendigvis er dårligere film.
Jeg er jo ikke kategorisk i den udtalelse. Jeg kan blot sige, at jeg ikke er i en tilstand, hvor jeg har noget behov for at genopleve en given film, som jeg betragter som værende høj kvalitet. Jeg behøver ikke gense en film. for at forsikre mig om, at filmen HAR den høje kvalitet. Roger Ebert behøver nok ikke gense Det Syvende Segl, for at konstatere, at han stadig mener filmen er fremragende. Flere gensyn af film og nogle årligt, tror jeg mest er tiltænkt film i den lette genre, som underholder, er sjove, actionfyldte etc.
Men minderne kan ingen tage fra mig :)
#104 AP 15 år siden
"Jeg vil aldrig se den igen" behøver ikke at være en negativ sætning. Det er den måske for dig, men i min optik, kan det ligeså vel være en kæmpe kærlighedserklæring til filmen.
#105 BN 15 år siden
Wauv! :-)
#106 BN 15 år siden
Beklager. Jeg skulle have udspecificeret, at jeg mente "KAN VÆRE" - jf. det skrev til AP om "et muligt kriterium". Min pointe er, at jeg sagtens kan forstå, at man synes, at sådan en film som 'King Lear' er god og vellykket, men ikke at man vil titulere den 'en af verdens bedste film'.
Et gensyn med en film handler ikke per definition om at fastslå dens høje kvalitet. Det handler om nydelse, underholdning, gensynsglæde. ... Hvis man en dag er inviteret til filmmarathon-aften med vennerne, og de andre udover de øvrige film på repertoiret ønsker at se 'King Lear', vil man så sige: 'Nej, den skal jeg ikke se igen. For det er efter min mening en af verdens bedste film, men jeg HAR set den.'
Man kan udsætte og udsætte og udsætte et gensyn med et film, fordi man ikke føler behov for et gensyn. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Men hvis det ligefrem kommer dertil, at man nærer MODVILJE overfor det at gense en film, selvom det måske endda er rigtig længe siden (f.eks. flere år), så forstår jeg det ikke. Hvis en film virkelig har kvaliteter, så må man da kunne tåle at nyde disse kvaliteter en gang til. ... hvis man indvender: 'Nej, jeg vil ikke se den, for den er så anstrengende, tung (eller andet) at komme igennem,' så mener jeg, at den må tilføjes nogle minusser, som gør, at det måske nok er en ret god film, men ikke 'en af verdens bedste film'.
Nå, men det er nok bare mig, der er mærkelig. hehe
Ja, hvorfor i alverden filme en historie, når folk kan huske den så godt og ned til mindste detalje? :-/
Når det gælder kærligheden til min kone, familie og venner, samt andre ting, er jeg nu glad for, at jeg ikke kun kyssede min kone én gang (ved brylluppet ellerdet første rigtig gode kys), og derefter skulle leve med mindet - at jeg har min familie og venner i levende live omkring mig og ikke kun på et billede/videooptagelse - at de (i mine øjne) bedste musikstykker, film m.m. står på hylderne i vores stue.... Minderne kan varme indvendigt, men de kan også være lidt luftige, og efterhånden som man glemmer mere og mere, er det nu UVURDERLIGT i tilfældet med film og musik at kunne gense/høre tingene via dvd, cd, radio, tv eller internet.
:-) :-) :-)
#107 filmz-Bruce 15 år siden
Fordi man finder Dostojevskijs Krig og Fred værende en af verdens bedste bøger, behøver man så læse den igen? Er det ikke nemmere at læse en god tegneserie i Seriemagasinet, og flere gange?
For det første skal du lige lægge "verdens bedste film" fra dig :) Jeg taler generelt om højkvalitetsfilm, hvoraf nogle sagtens kan indfinde sig på min Top-200, uden at jeg af den grund føler behov for at gense dem. For det andet så vil jeg foretrække at du prøver og sætte mine ord i kontekst til det jeg prøver at forklare, fremfor at dreje dem på en måde, så selv jeg synes min forklaring lyder latterlig ;)
Der er forskellige oplevelser ved at se film, bl.a. fordi forskellige sanser er i brug afhængig af filmen. At HAVE SET en film, er ingen kvalitet i sig selv. Oplevelsen af filmen er alt. Og nogle oplevelser er LANGT MERE anstrengende end andre, fordi de trækker på ens følelsesregister og intellekt på en helt anden måde end andre. Derfor behøver alle kvalitetsfilm ikke at skabe en voldsom gensynsglæde og være klare valg til en filmmaraton aften med vennerne. Det er langt lettere at slå hjernen fra og se lette underholdningsfilm som Star Wars. Det kan være nydelse, underholdning og gensynsglæde, men det er for mig ikke ensbetydende med at være proportionalt med filmens kvalitet. Det er blot mindre krævende at læse gode tegneserier i Seriemagasinet fremfor at gå igang med Dostojevskijs Krig og Fred :)
Overhovedet ikke! For mange strækker filmhistorien sig over 20 år og mænd/drenge får nærmest menstruation, hvis de skal se en sort/hvid film eller koncentrationsbesvær, hvis sætninger strækker sig over 15 ord. Jeg har 90 års filmhistorie at vælge imellem og der er så mange film at vælge imellem og så lidt tid, at gensyn på gensyn trækker tid fra at få nye oplevelser.
Kan kærlighed kun føles, ved konstant at skulle bekræfte den, for at forsikre sig om, at man ikke har taget fejl, at den ER berettiget? Ikke i min verden!
#108 rockysds 15 år siden
Og mht. Dostojevskijs "Krig og fred
#109 BN 15 år siden
Rent tidsmæssigt er det nok lidt af en ulige sammenligning. :-)
En film varer som regel et par timer, nogle lidt længere. Skulle der være tale om en trilogi, kan de opdeles i tre runder (Star Wars). At se en film tager markant kortere tid end at læse en bog, især når det gælder et værk som 'Krig og Fred'.
Det gør jeg gerne. Men dermed kommer vi så væk fra udpunktet i diskussionen, som er at jeg ikke forstår, at nogle skelner mellem "mine favoritfilm" og det, som de selv vil betegne som "verdens bedste film".
Sådan virker det måske nok på dig, men det skyldes, at jeg holder fast i sagens kerne: Den for mig at se lidt underlige skelnen mellem "favoritfilm" og "bedste film". ... Men hvis jeg dropper dette udgangspunkt, vil du opdage, at vi er forholdsvis enige. Lad os tjekke det i forbindelse med din næste kommentar. ;-)
100 procent enig! :-)
*LOL* ... Ja, vi behøver ikke at gå længere end til enkelte brugere her på filmz.dk.
Så sandt, så sandt. Jeg forsøger hele tiden at få helt NYE filmoplevelser gennem Lovefilm og biografen, samt enkelte chancetagninger i diverse filmbutikker og supermarkedernes radio/tv-afdeling. ... Men næsten alle de film, som jeg personligt betragter som 'verdens bedste film', står i mit filmskab og giver mig mulighed for et gensyn, om jeg en dag skulle ønske det. Og i perioder hvor biografernes aktuelle udvalg er ligeså spændende som at nærstudere den hårde hud på undersiden af min fod, ja, da griber jeg til et gensyn med den ene eller den anden film, som jeg nu og her føler mest lyst til at se. ... Hvis jeg besluttede at der var bestemte topkvalitets film (måske ligefrem "de bedste") jeg ikke gad at eje/gense, ville jeg henad vejen komme til at føle mig berøvet muligheden for en dag om 1, 2, 5, 10 eller 20 år om at kunne give efter for en pludselig lyst eller trang til et gensyn med den pågældende film.
Det har ikke noget at gøre med at "forsikre sig om, at man ikke har taget fejl, at den ER berettiget". ...... Det har (for mig) noget at gøre med, at kærligheden er en gentagelse værd.
Jeg bliver aldrig træt af de bedste ting her i livet - kærlighed, venskab, fred, kys, kram, smil, gode filmoplevelser, glædelige filmgensyn, god musik, flotte billeder, smukke solnedgange o.s.v. ... og det uanset at jeg måske har prøvet det altsammen utallige gange.
De bedste ting her i livet er nogle man gerne gentager eller vender tilbage til, ikke nødvendigvis "igen og igen", men måske bare en skønne dag. De halvgode ting gør det knap så meget med, og de decideret dårlige ting kan man helt undvære.
En ovenud positiv visuel oplevelse med lyd (hvilket man kan definere de bedste film som) både kan og vil man også gerne se igen. Måske ikke nu, ikke idag, i denne måned, ikke i år, ikke i dette årti. Hvorfor skulle man forud være besluttet på at undgå en sådan en film, hvis lejlighed bød sig eller éns venner ønskede at se den, mens man var sammen med den?
Hvordan kan noget (læs: en film) være "det bedste" - i modsætning til blot "ganske godt" - og så samtidig være noget man ligefrem beslutter sig for at lade forblive en éngangs-forteelse?
Hvorfor ikke være åben for at lysten til et gensyn kunne opstå en dag?
Jeg selv er ikke BESLUTTET på at jeg skal gense ALLE de (efter MIN målestok) bedste film på noget bestemt tidspunkt eller med noget bestemt tidsinterval. Nej, jeg lader bare muligheden stå åben. Måske sker det en dag, måske sker det aldrig. ... Skulle det f.eks. ske, at jeg regnet fra d.d. aldrig fået genset '2001', som hører hjemme i den tunge ende (og som min familie ikke gider at se), så gør det ikke noget. Uanset hvad vil den altid stå som en af mine favoritfilm og en af verdens bedste film.
De bedste film fortjener, at man er åben overfor et gensyn. De eneste film jeg på forhånd afskriver ethvert gensyn med, er de DÅRLIGE film.
#110 Kruse 15 år siden
Nu har jeg ikke læst alle indlæg i jeres diskussion, men Bruce og AP har ramt nogenlunde hvad jeg selv ville have sagt. Bruce bruger eksemplet Requiem for a Dream, og jeg kan f.eks. tilføje Happiness og Benny's Video. De er alle fantastiske, men også på hver deres måde utroligt barske, og ikke film jeg har meget lyst til at se igen foreløbig(Jeg skal dog have genset dem på et tidspunkt). De tre Back to the Future film er også virkeligt gode, men efter min mening ikke helt på højde med de førnævnte film. Men de har tilgengæld en super fantasifuld historie og et opløftende tone i filmen, der gør at jeg kan se dem igen og igen. Og når jeg så skal vælge favoritfilm, og jeg skal vælge imellem film der nogenlunde er på samme niveau, så vælger jeg dem der har størst gensynsglæde. Forstår du min pointe?
Et eksempel med min egen liste var Cidade de Deus. Den var meget tæt på at komme på min liste, da det er en fantastisk film og en af de bedste i nyere tid. Men jeg har bare endnu ikke haft lysten til at gense den endnu. Derfor valgte jeg istedet Good Bye Lenin! som jeg allerede har genset en del gange og bliver ved med at finde frem, selvom at Cidade de Deus er en bedre film. Det kan godt være at det ikke er logik for dig, men det er det får mig og jeg er åbenbart ikke den eneste.
Du elsker f.eks. meget højt de nye Star Wars film, men synes du selv at de er i blandt de bedste film nogensinde lavet?