For fanden da BN! Du har det med at få tråde ud på et sidespor med kilometer lange indlæg til følge :)
Folk ville sikkert tro, at jeg var blevet syg, hvis jeg aldrig mere skrev et langt indlæg. ;-)
Nu har jeg ikke læst alle indlæg i jeres diskussion, men Bruce og AP har ramt nogenlunde hvad jeg selv ville have sagt. Bruce bruger eksemplet Requiem for a Dream, og jeg kan f.eks. tilføje Happiness og Benny's Video. De er alle fantastiske, men også på hver deres måde utroligt barske, og ikke film jeg har meget lyst til at se igen foreløbig(Jeg skal dog have genset dem på et tidspunkt). De tre Back to the Future film er også virkeligt gode, men efter min mening ikke helt på højde med de førnævnte film. Men de har tilgengæld en super fantasifuld historie og et opløftende tone i filmen, der gør at jeg kan se dem igen og igen. Og når jeg så skal vælge favoritfilm, og jeg skal vælge imellem film der nogenlunde er på samme niveau, så vælger jeg dem der har størst gensynsglæde. Forstår du min pointe?
Ja! Det er jo præcist sådan jeg selv har det med "de bedste film" fra den mere tunge ende af skalaen. Jeg afskriver ikke muligheden for engang at gense dem, og det gør du heller ikke. Jeg gør mig heller ikke nogen bestræbelser i retning af, at 'Nu skal jeg sandelig huske at gense dem'. ... Jeg lader så at sige lysten komme til mig.
Det er kun DÅRLIGE film jeg afskriver ethvert fremtidigt gensyn med.
Du elsker f.eks. meget højt de nye Star Wars film, men synes du selv at de er i blandt de bedste film nogensinde lavet?
Ja, så absolut. Jeg låner lige lidt fra mig selv i #82:
Hvis en film gør noget for dig, d.v.s. går lige ind på lystavlen og skaber den der ægte, umiddelbare fryd og begejstring, ja, følelsen af en stor, stor oplevelse - og hvis du ikke kender ret mange andre film der underholder dig og taler ligeså meget til dit filmhjerte, så MÅ det jo være en af de bedste film der nogensinde er lavet, ikk'?
Og omvendt har du min pointe i ordret citat fra #82:
"Hvad nytter det, at en film rent teknisk set er god, og at den bliver rost til skyerne af filmanmelderne, ja, måske endda har fået klassikerstatus og er bredt anerkendt som et mesterværk, hvis den ikke gør noget for dig, d.v.s. ikke går lige ind på lystavlen og skaber den der ægte, umiddelbare fryd og begejstring, der får dig til at smække den på din Top 20 liste?"
Hvis jeg vælger sådan en film, bare fordi ANDRE siger, den er et mesterværk og en af verdens bedste film, så er det jo ikke spor andet end filmsnobberi.
Hvilke film der er verdens bedste, er og bliver fuldstændig subjektivt; det er smag og behag.
A Clockwork Orange er jo genial - Stanley Kubrick var helt fantasisk. Jeg har set filmen 2 gange og er ikke sikker på at jeg nogensinde kommer til at se den igen; den er simpelthen så ubehagelig at den rent faktisk røg på min hade-liste første gang jeg så den. Så så jeg den igen et par år senere i Psykologi og jeg var helt slået ud over hvor fantastisk den egl. var. Men jeg har intet ønske om at se den.
For at give et eksempel fra min egen liste: Jeg har The Lost boys til at ligge højere end Doubt - selvom jeg mener at Doubt på mange måder er en bedre film. Det er en film jeg især ser pga. skuespillet. Det er ikke af samme grund at jeg elsker The Lost Boys; her er det simpelthen en blanding af underholdningsværdig og nostalgi der gør at filmen betyder mere for mig og derfor rangerer lidt højere i min verden :)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
A Clockwork Orange er jo genial - Stanley Kubrick var helt fantasisk. Jeg har set filmen 2 gange og er ikke sikker på at jeg nogensinde kommer til at se den igen; den er simpelthen så ubehagelig at den rent faktisk røg på min hade-liste første gang jeg så den. Så så jeg den igen et par år senere i Psykologi og jeg var helt slået ud over hvor fantastisk den egl. var. Men jeg har intet ønske om at se den.
Lad os nu ikke foregøgle nogen uenighed, hvor der ikke ER en sådan til stede. :-)
Min pointe angående film, som man vil betegne som "de bedste" eller "fantastiske", er at man jo ikke ligefrem BESLUTTER, at man aldrig VIL gense dem, fordi de er så gode og fantastiske som de. (Det ville være ret selvmodsigende.)
Jeg har også kun set 'A Clockwork Orange' én eneste gang i mit liv, nemlig for 22 år siden. Og jeg har ligesom dig heller ikke noget ønske om at se den igen. Men jeg vil da ikke afvise, at jeg en skønne dag kunne finde på det. Fantastiske film er jo ikke nogen man afskyr og principielt afskriver for evigt, vel? ;-)
Jeg har sgu intet problem med at se A Clockwork Orange jævnligt. Selvom der er nogle voldsomme scener, synes jeg ikke filmen er dissideret ubehagelig. Irreversible, Salo og lignende titler er dog film jeg sikkert aldrig kommer til at gense, men jeg synes dog bestemt godt om dem alligevel.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Jeg ved godt hvad jeg ikke kunne lide ved A Clockwork Orange første gang jeg så den og det var egl. ikke de voldsomme scener i sig selv (har set det der var værre).
Jeg så filmen kort efter at en person der står mig nær var blevet udsat for en voldtægt. Filmens voldtægsscener og så dét at man ikke kunne lade være med have sympati med hovedpersonen/gerningsmanden til sidst var en hård kombination at sluge - noget jeg bare ikke var klar til.
Det hjalp at få filmen og (episoden) lidt på afstand før jeg så den igen - for jeg synes hele konceptet er fascinerende og genialt udført :)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Rent tidsmæssigt er det nok lidt af en ulige sammenligning. :-)
Men ikke hvad angår den forholdsmæssige intellektuelle indsats som skal lægges i at fordøje værket.
En film varer som regel et par timer, nogle lidt længere. Skulle der være tale om en trilogi, kan de opdeles i tre runder (Star Wars). At se en film tager markant kortere tid end at læse en bog, især når det gælder et værk som 'Krig og Fred'.
Men som sagt er det ikke tiden der er den væsentlige faktor i den opstilling jeg foretager.
Det gør jeg gerne. Men dermed kommer vi så væk fra udpunktet i diskussionen, som er at jeg ikke forstår, at nogle skelner mellem "mine favoritfilm" og det, som de selv vil betegne som "verdens bedste film".
Jo men du skrev et sted
Det er efter min mening stadig lidt af et underligt kriterium, at de bedste film er nogle, man ikke har lyst til at se igen. :-)
og så blev det pludselig til
Skal verdens bedste film efter din mening virkelig være en film, man vil se igen og igen da?
Lad os holde os til flertal, hvor jeg mener, at verdens bedste film mere er top 250 end top 10. Jeg har en favorit film og den er også nummer 1 på min top liste. Men jeg vil sagtens kunne opleve en film som en kvalitetsfilm, uden dog af den grund at synes særligt om den :) Der kan sagtens være filmiske kvaliteter, godt skuespil og en god historie til stede, hvor filmen blot ikke "siger én noget". Så kan jeg godt anerkende kvaliteten, men "det er bare ikke lige mig".
Sådan virker det måske nok på dig, men det skyldes, at jeg holder fast i sagens kerne: Den for mig at se lidt underlige skelnen mellem "favoritfilm" og "bedste film". ... Men hvis jeg dropper dette udgangspunkt, vil du opdage, at vi er forholdsvis enige. Lad os tjekke det i forbindelse med din næste kommentar. ;-)
Personligt har jeg ingen forskel mellem favoritfilm og bedste film på min liste, men forstår godt, hvis andre skelner. Jeg kan sagtens have favorit film, som jeg ikke behøver gense igen og igen, fordi de allerede har mættet mig og hvor filmsynet sidder så fast i mig, at jeg ikke behøver nogen visuel gengivelse, for at bekræfte filmens kvalitet. Jeg kan sagtens forestille mig Kubricks 2001 og dens metaforik og smile for mig selv, uden at ringe til gutterne og sige "så er der øl og Kubrick!" aften :)
Men næsten alle de film, som jeg personligt betragter som 'verdens bedste film', står i mit filmskab og giver mig mulighed for et gensyn, om jeg en dag skulle ønske det. Og i perioder hvor biografernes aktuelle udvalg er ligeså spændende som at nærstudere den hårde hud på undersiden af min fod, ja, da griber jeg til et gensyn med den ene eller den anden film, som jeg nu og her føler mest lyst til at se. ... Hvis jeg besluttede at der var bestemte topkvalitets film (måske ligefrem "de bedste") jeg ikke gad at eje/gense, ville jeg henad vejen komme til at føle mig berøvet muligheden for en dag om 1, 2, 5, 10 eller 20 år om at kunne give efter for en pludselig lyst eller trang til et gensyn med den pågældende film.
Jeg har også som ønske at eje de film, jeg har som favoritter/top film. Nogle vil jeg se hvert år, som Consequences of Love, mens andre som Requiem for a Dream, måske vil blive set én gang mere. Ellers skal lillepigen arve hele svineriet og på den måde have en mulighed for at vokse op som en dannet pige ;)
Det har ikke noget at gøre med at "forsikre sig om, at man ikke har taget fejl, at den ER berettiget". ...... Det har (for mig) noget at gøre med, at kærligheden er en gentagelse værd.
Kærligheden forsvinder så for mig ikke, når bogen lukkes eller end credits kører over skærmen. Så er oplevelsen lyslevende for mig "indeni". Men det kan godt være, at jeg har 80-90% mest lyst til at se en "let" film, som ikke stiller store krav til min indlevelse, eller at være "intellektuelt på", men hvor jeg får nogle grin, noget spænding og noget god lyd og billede. Men det er de 10-20%, hvor f.eks. Barry Lyndon, New World eller La Dolce Vita ryger på spilleren, som rykker noget for mig, hvor jeg i den grad bliver opløftet og ser kunsten i filmmediet og ikke kun underholdningen.
Faktisk kan det for mit vedkommende koges ned til, om man er til eskapisme i illusionen, eller parat til at skulle "gøre en indsats". Det er nemmest at lade sig "rive med", men det ikke for mig, analog til kvalitet.
En ovenud positiv visuel oplevelse med lyd (hvilket man kan definere de bedste film som) både kan og vil man også gerne se igen.
Igen kan jeg heller ikke se nogen sammenhæng mellem den ultimative billed- og lydoplevelse og filmkvalitet. Hvis det derimod akkompagnerer, så klapper jeg i hænderne. Men jeg foretrækker en stumfilm af Chaplin, fremfor at spilde min tid med urinerende rap syngende robotter :)
Måske ikke nu, ikke idag, i denne måned, ikke i år, ikke i dette årti. Hvorfor skulle man forud være besluttet på at undgå en sådan en film, hvis lejlighed bød sig eller éns venner ønskede at se den, mens man var sammen med den?
Fordi der netop kan være tale om en film, som kræver meget fordybelse og indlevelse. Hvis mine venner kommer og beder om at se Det Syvende Segl, så vil jeg juble og fluks sætte den på, for at de måske kan blive rykket lidt i, men normalt så får jeg bare besked om "åhhh det gamle lort" etc. hvis jeg bevæger mig ned omkring 70'erne eller før :)
Hvordan kan noget (læs: en film) være "det bedste" - i modsætning til blot "ganske godt" - og så samtidig være noget man ligefrem beslutter sig for at lade forblive en éngangs-forteelse?
Af alle de grunde jeg har fremstillet herover.
Hvorfor ikke være åben for at lysten til et gensyn kunne opstå en dag?
Det er jeg også. Det er derfor jeg ejer filmene. Men lysten til at se tunge film, måske endda deprimerende film, måske depraverende film, indfinder sig blot ikke på samme niveau, som hvis man er til eskapistisk Star Wars halløj.
Skulle det f.eks. ske, at jeg regnet fra d.d. aldrig fået genset '2001', som hører hjemme i den tunge ende (og som min familie ikke gider at se), så gør det ikke noget. Uanset hvad vil den altid stå som en af mine favoritfilm og en af verdens bedste film.
Så er vi jo ikke så forskellige endda :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
For at give et eksempel fra min egen liste: Jeg har The Lost boys til at ligge højere end Doubt - selvom jeg mener at Doubt på mange måder er en bedre film. Det er en film jeg især ser pga. skuespillet. Det er ikke af samme grund at jeg elsker The Lost Boys; her er det simpelthen en blanding af underholdningsværdig og nostalgi der gør at filmen betyder mere for mig og derfor rangerer lidt højere i min verden :)
det er netop sådan nogle kommentarer jeg synes er rigtig interessante :-) det er her inspirationen kommer - man ser filmene fra andre vinkler.
Det er kun DÅRLIGE film jeg afskriver ethvert fremtidigt gensyn med.
Det er lige så dumt som at afskrive at se fremragende film igen.
1. gangsindtryk er overvurderet og nogle af mine favoritter hadede jeg som pesten første gang jeg så dem. "Blade Runner" og "Se7en" var dårlige, men blandt mine favoritfilm i dag.
At en film er dårlig betyder ikke at man afskyr og principielt afskriver den for evigt, vel? ;)
#118 Enig. Jeg har aldrig været til Clockwork Orange, en oplevelse som er tilbage til start tyverne (men jeg deltog altså ikke i The Beer Hall Putsch i München). Men nu har jeg da fået lyst til at gense filmen, efter den er bragt op og så måske ...
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#111 BN 15 år siden
Folk ville sikkert tro, at jeg var blevet syg, hvis jeg aldrig mere skrev et langt indlæg. ;-)
Ja! Det er jo præcist sådan jeg selv har det med "de bedste film" fra den mere tunge ende af skalaen. Jeg afskriver ikke muligheden for engang at gense dem, og det gør du heller ikke. Jeg gør mig heller ikke nogen bestræbelser i retning af, at 'Nu skal jeg sandelig huske at gense dem'. ... Jeg lader så at sige lysten komme til mig.
Det er kun DÅRLIGE film jeg afskriver ethvert fremtidigt gensyn med.
Ja, så absolut. Jeg låner lige lidt fra mig selv i #82:
Hvis en film gør noget for dig, d.v.s. går lige ind på lystavlen og skaber den der ægte, umiddelbare fryd og begejstring, ja, følelsen af en stor, stor oplevelse - og hvis du ikke kender ret mange andre film der underholder dig og taler ligeså meget til dit filmhjerte, så MÅ det jo være en af de bedste film der nogensinde er lavet, ikk'?
Og omvendt har du min pointe i ordret citat fra #82:
"Hvad nytter det, at en film rent teknisk set er god, og at den bliver rost til skyerne af filmanmelderne, ja, måske endda har fået klassikerstatus og er bredt anerkendt som et mesterværk, hvis den ikke gør noget for dig, d.v.s. ikke går lige ind på lystavlen og skaber den der ægte, umiddelbare fryd og begejstring, der får dig til at smække den på din Top 20 liste?"
Hvis jeg vælger sådan en film, bare fordi ANDRE siger, den er et mesterværk og en af verdens bedste film, så er det jo ikke spor andet end filmsnobberi.
Hvilke film der er verdens bedste, er og bliver fuldstændig subjektivt; det er smag og behag.
#112 wimmie 15 år siden
A Clockwork Orange er jo genial - Stanley Kubrick var helt fantasisk. Jeg har set filmen 2 gange og er ikke sikker på at jeg nogensinde kommer til at se den igen; den er simpelthen så ubehagelig at den rent faktisk røg på min hade-liste første gang jeg så den. Så så jeg den igen et par år senere i Psykologi og jeg var helt slået ud over hvor fantastisk den egl. var.
Men jeg har intet ønske om at se den.
For at give et eksempel fra min egen liste: Jeg har The Lost boys til at ligge højere end Doubt - selvom jeg mener at Doubt på mange måder er en bedre film. Det er en film jeg især ser pga. skuespillet. Det er ikke af samme grund at jeg elsker The Lost Boys; her er det simpelthen en blanding af underholdningsværdig og nostalgi der gør at filmen betyder mere for mig og derfor rangerer lidt højere i min verden :)
#113 BN 15 år siden
Lad os nu ikke foregøgle nogen uenighed, hvor der ikke ER en sådan til stede. :-)
Min pointe angående film, som man vil betegne som "de bedste" eller "fantastiske", er at man jo ikke ligefrem BESLUTTER, at man aldrig VIL gense dem, fordi de er så gode og fantastiske som de. (Det ville være ret selvmodsigende.)
Jeg har også kun set 'A Clockwork Orange' én eneste gang i mit liv, nemlig for 22 år siden. Og jeg har ligesom dig heller ikke noget ønske om at se den igen. Men jeg vil da ikke afvise, at jeg en skønne dag kunne finde på det. Fantastiske film er jo ikke nogen man afskyr og principielt afskriver for evigt, vel? ;-)
That's my point!
#114 Lord Beef Jerky 15 år siden
#115 wimmie 15 år siden
Jeg så filmen kort efter at en person der står mig nær var blevet udsat for en voldtægt. Filmens voldtægsscener og så dét at man ikke kunne lade være med have sympati med hovedpersonen/gerningsmanden til sidst var en hård kombination at sluge - noget jeg bare ikke var klar til.
Det hjalp at få filmen og (episoden) lidt på afstand før jeg så den igen - for jeg synes hele konceptet er fascinerende og genialt udført :)
#116 filmz-Bruce 15 år siden
Men ikke hvad angår den forholdsmæssige intellektuelle indsats som skal lægges i at fordøje værket.
Men som sagt er det ikke tiden der er den væsentlige faktor i den opstilling jeg foretager.
Jo men du skrev et sted
Det er efter min mening stadig lidt af et underligt kriterium, at de bedste film er nogle, man ikke har lyst til at se igen. :-)
og så blev det pludselig til
Skal verdens bedste film efter din mening virkelig være en film, man vil se igen og igen da?
Lad os holde os til flertal, hvor jeg mener, at verdens bedste film mere er top 250 end top 10. Jeg har en favorit film og den er også nummer 1 på min top liste. Men jeg vil sagtens kunne opleve en film som en kvalitetsfilm, uden dog af den grund at synes særligt om den :) Der kan sagtens være filmiske kvaliteter, godt skuespil og en god historie til stede, hvor filmen blot ikke "siger én noget". Så kan jeg godt anerkende kvaliteten, men "det er bare ikke lige mig".
Personligt har jeg ingen forskel mellem favoritfilm og bedste film på min liste, men forstår godt, hvis andre skelner. Jeg kan sagtens have favorit film, som jeg ikke behøver gense igen og igen, fordi de allerede har mættet mig og hvor filmsynet sidder så fast i mig, at jeg ikke behøver nogen visuel gengivelse, for at bekræfte filmens kvalitet. Jeg kan sagtens forestille mig Kubricks 2001 og dens metaforik og smile for mig selv, uden at ringe til gutterne og sige "så er der øl og Kubrick!" aften :)
Jeg har også som ønske at eje de film, jeg har som favoritter/top film. Nogle vil jeg se hvert år, som Consequences of Love, mens andre som Requiem for a Dream, måske vil blive set én gang mere. Ellers skal lillepigen arve hele svineriet og på den måde have en mulighed for at vokse op som en dannet pige ;)
Kærligheden forsvinder så for mig ikke, når bogen lukkes eller end credits kører over skærmen. Så er oplevelsen lyslevende for mig "indeni". Men det kan godt være, at jeg har 80-90% mest lyst til at se en "let" film, som ikke stiller store krav til min indlevelse, eller at være "intellektuelt på", men hvor jeg får nogle grin, noget spænding og noget god lyd og billede. Men det er de 10-20%, hvor f.eks. Barry Lyndon, New World eller La Dolce Vita ryger på spilleren, som rykker noget for mig, hvor jeg i den grad bliver opløftet og ser kunsten i filmmediet og ikke kun underholdningen.
Faktisk kan det for mit vedkommende koges ned til, om man er til eskapisme i illusionen, eller parat til at skulle "gøre en indsats". Det er nemmest at lade sig "rive med", men det ikke for mig, analog til kvalitet.
Igen kan jeg heller ikke se nogen sammenhæng mellem den ultimative billed- og lydoplevelse og filmkvalitet. Hvis det derimod akkompagnerer, så klapper jeg i hænderne. Men jeg foretrækker en stumfilm af Chaplin, fremfor at spilde min tid med urinerende rap syngende robotter :)
Fordi der netop kan være tale om en film, som kræver meget fordybelse og indlevelse. Hvis mine venner kommer og beder om at se Det Syvende Segl, så vil jeg juble og fluks sætte den på, for at de måske kan blive rykket lidt i, men normalt så får jeg bare besked om "åhhh det gamle lort" etc. hvis jeg bevæger mig ned omkring 70'erne eller før :)
Af alle de grunde jeg har fremstillet herover.
Det er jeg også. Det er derfor jeg ejer filmene. Men lysten til at se tunge film, måske endda deprimerende film, måske depraverende film, indfinder sig blot ikke på samme niveau, som hvis man er til eskapistisk Star Wars halløj.
Så er vi jo ikke så forskellige endda :)
#117 AP 15 år siden
det er netop sådan nogle kommentarer jeg synes er rigtig interessante :-) det er her inspirationen kommer - man ser filmene fra andre vinkler.
#118 Michael Andersen 15 år siden
Det er lige så dumt som at afskrive at se fremragende film igen.
1. gangsindtryk er overvurderet og nogle af mine favoritter hadede jeg som pesten første gang jeg så dem. "Blade Runner" og "Se7en" var dårlige, men blandt mine favoritfilm i dag.
At en film er dårlig betyder ikke at man afskyr og principielt afskriver den for evigt, vel? ;)
#119 filmz-Bruce 15 år siden
#120 AP 15 år siden