Jeg synes nu heller ikke Psycho er synderligt interessant at tænke over
Det er jeg helt enig i. For mig personligt består det medrivende i at blive forført af Hitchcocks suspense, som er et ubeskriveligt sammensurium af musik, billeder og Hitchcocks hemmelige Coca Cola ingrediens, som nagler mig til sædet uanset antal gensyn :) Af Hitchcocks film mener jeg det faktisk kun er Vertigo, som skiller sig ud og tilbyder tidsløs tankespind. De "andre" er ret lige til :)
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Enig omkring det hele. Psycho er også dødspændende :) Vertigo er mere udspekuleret end hans andre film (fandt den god, men ikke great) mens North By Northwest er hans mest underholdende.
Jeg tror, min Hitchcock-favorit er Psycho og næstefter den North by Northwest, som var meget mere hyggelig og charmerende end egentlig spændende. Rear Window var også okay hyggelig uden at sætte synderligt skub i pumpeværket, men Vertigo fangede mig ikke rigtig før halvvejs, så den endte på en middelkarakter for mit vedkommende. Jeg ville ønske, jeg kunne føle den glæde ved mandens film, som I andre gør, men jeg er bange for, jeg bare ikke er synderligt Hitchcock-kompatibel. :(
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Pudsigt, jeg har det på samme måde. Who are you? :) Psycho er også min favorit, mens både Rear Winddow, North By Northwest, The Birds og Vertigo blot er gode, men ikke for alvor nogle film der rykker imo.
#55 Pfff, nu skal du opføre dig pænt, ellers holder jeg mig til Lido, når jeg flytter til Vejle! Zombie-fasen kommer man aldrig over - enten har man det, eller også har man det ikke. Det er en troskab, der varer hele livet ... og bagefter. ;)
#56 [Arnie-accent]I'm your clone![/Arnie-accent] Det må være, fordi du har så god filmsmag! ;)
EDIT: Det med den gode filmsmag skal lige tages med et gran salt, da jeg tjekkede din Imdb og så dine 2-3 stjerner til Ringenes herre-trilogien ...! :'O
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Haha jeg tænkte selv på noget "arnie" da jeg skrev "Who are you". Det med lotr film forholder sig ikke så lavt idag og skal ændre stemmerne. De står mig dog ikke så nært som hos mange.
Pudsigt, jeg har det på samme måde. Who are you? :) Psycho er også min favorit, mens både Rear Winddow, North By Northwest, The Birds og Vertigo blot er gode, men ikke for alvor nogle film der rykker imo.
Tjah, øjnene der ser ... o.s.v. ... ;-)
Man kan altid genkende en Hitchcock-film - det kan man ikke sige om ret mange andre instruktører. (Blandt de få er Stanley Kubrick.) Den visuelle stil, måden Hitchcock bruger kameraet på, måden han klipper på, kameravinklerne, rytmen i hans film - og den unikke stemning der er i hans film ... man kan simpelthen bare MÆRKE, at man er i Hitchcocks univers, når man ser hans film.
Det er de færreste nulevende instruktører der overhovedet når Hitchcock til sokkeholderne med hensyn til at udnytte filmmediets muligheder. Hitchcock kunne som ingen anden opbygge forventning og spænding (suspense) hos tilskueren. Mange andre instruktører overdriver med eller overforbruger de filmiske virkemidler. Hitchcock forstod at lade bl.a. komponisten Bernhard Herrmann tilføre bestemte scener spænding og drama, men samtidig var Hitchcock ligeså god til at bruge stilheden som spændingseffekt. Tag blot scenen med Cary Grant alene ude på et øde og fladt terræn, hvor
han bliver angrebet af et sprøjtefly.
Hitchcocks film tilfredsstiller næppe de allermest action-hungrende filmfans. Hitchcocks film kræver indlevelse og tålmodighed, forstået på den måde at de er lavet sådan, at man kan lade sig suge ind af stemningen og nyde skuespillet - gør man ikke dét, eller evner man det ikke, tror jeg ikke, Hitchcock nogensinde vil blive en favorit. Tempoet er ikke hurtigt, men ofte roligt og mageligt. Jeg kan næsten høre nogle af nutidens teenagere sige: "Jamen, der sker jo ikke noget. Kommer filmen ikke snart i gang?"
Når næsten samtlige moderne gysere ikke fænger mig, skyldes det, at de ikke forstår at opbygge en stemning og at opbygge rigtig suspense. De forlader sig alt for meget på "BØH"-effekter, voldsom musik der fortæller os, at "Nu er det altså uhyggeligt, det her!", bloddryppende mord (som i sig selv ikke er uhyggelige, men bare ulækre), stirrende øjne fra eksempelvis levende døde, og flygtende, paniske og skrigende ofre (hvilket er anstrengende og sommetider lattervækkende at se på). ... Et meget godt eksempel til belysning af, hvor det er det går galt for alle disse filmskabere, er Kubricks 'The Shining'. Kubrick var en mester, og den stemning og de billeder han har fyldt den første lange del af filmen med, skaber en uhygge og en utryghed, som kryber ind under huden på én. Men når
der bringes en gammel kvinde med en krop i forrådnelse ind i billedet, og når Nicholson render omkring med en økse og råber højt og smadrer døre, mens konen skriger, så forsvinder uhyggen og den egentlige spænding som dug for solen. Ja, i denne afsluttende del føles filmen blot som endnu en banal og uspændende slasher movie eller gyser om en gal morder. Selvom det er sådan historien/manuskriptet er, virker det simpelthen ikke. Først da kameraet zoomer ind på et foto fra 1920erne og viser, at Jack Nicholson er på det, genetableres lidt af den oprindelige, uhyggelige stemning. ... Men da er helhedsindtrykket eller "magien" desværre brudt, idet den fortættede, spooky stemning har været borte i alt for lang tid.
'The Shining' fejlede først til sidst. Men næsten samtlige moderne gysere o.lign. fejler allerede fra starten, bl.a. fordi de er så bange for, at publikum skal kede sig, at de lægger mere vægt på action eller "at der sker noget" end stemning. I Hitchcocks film kommer spændingen eller uhyggen snigende - ja, den ligger nærmest naturligt i billederne og stemningen. Modsat så mange andre film behøver den ikke at pege og sige: "Se! Det her er uhyggeligt!"
Men jeg tror, at rigtigt mange moderne filmfans slet ikke kan se ideen med denne måde at lave film på. Der skal ske noget! Og det skal helst være TYDELIGT, at der sker noget. Alt det der subtile, diskrete, næsten umærkelige og alt det der blot antydes kræver for meget af dem. Hvis f.eks. 'The Birds' blev genindspillet idag, ville alt det usagte i forholdet mellem Tippi Hedren og Jessica Tandy uden tvivl blive udpenslet i replikker. Den lange tavse sekvens med Jessica Tandys
fund af et lig i et hus
ville blive tilsat hysteriske violiner, og enten hende selv eller den forundrede mand udenfor huset ville kommentere situationen. ... Og scenen med Cary Grant ude i det øde terræn i 'North by Northwest' ville ikke få lov at være så lang og forholdsvis tavs, ligesom man nok ville sætte musik på.
Hitchcocks film kan nydes for deres billeder og stemninger. De giver sig tid. Der er ro på i mange scener. Der er masser af karakterscener. Altsammen gør blot de efterfølgende spændingsscener endnu mere effektive. ... Men ingen tvivl om, at ingen tør lave gysere/thrillers på den måde idag. Næh, der skal være mere "BØH"-effekt på.
Og lad mig understrege, at det her indlæg ikke er stilet til nogen bestemt persons måde at se eller opleve film på. Det er blot generelle betragtninger, hvor jeg tog udgangspunkt i Babos og everminds enighed ang. Hitchcock.
#59 Jeg er ret enig :), men har en sjov analogi til i lørdags, hvor jeg satte mig ned med lillepigen og nevøerne med slukket lys og dyner og så Ørneborgen.
Filmen er PG, men så bemærkede ungerne for mig, at de syntes musikken var uhyggelig. Lige pludselig var en masse scener (som jeg egentlig blot nød for 20. gang) for dem kraftigt mere spændende blot pga. brugen af soundtrack og jeg syntes det var herligt, at stemningsfuld underlægningsmusik stadig virker og at min datter faktisk havde fundet nogle sekvenser mere uhyggelige i en PG film, end nogle af de R-15 hun har set.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#51 Bruce 13 år siden
Det er jeg helt enig i. For mig personligt består det medrivende i at blive forført af Hitchcocks suspense, som er et ubeskriveligt sammensurium af musik, billeder og Hitchcocks hemmelige Coca Cola ingrediens, som nagler mig til sædet uanset antal gensyn :) Af Hitchcocks film mener jeg det faktisk kun er Vertigo, som skiller sig ud og tilbyder tidsløs tankespind. De "andre" er ret lige til :)
#52 Babo Rises 13 år siden
Enig omkring det hele. Psycho er også dødspændende :) Vertigo er mere udspekuleret end hans andre film (fandt den god, men ikke great) mens North By Northwest er hans mest underholdende.
#53 evermind 13 år siden
#54 Bruce 13 år siden
#55 Michael Andersen 13 år siden
#56 Babo Rises 13 år siden
Pudsigt, jeg har det på samme måde. Who are you? :) Psycho er også min favorit, mens både Rear Winddow, North By Northwest, The Birds og Vertigo blot er gode, men ikke for alvor nogle film der rykker imo.
#57 evermind 13 år siden
#55 Pfff, nu skal du opføre dig pænt, ellers holder jeg mig til Lido, når jeg flytter til Vejle! Zombie-fasen kommer man aldrig over - enten har man det, eller også har man det ikke. Det er en troskab, der varer hele livet ... og bagefter. ;)
#56 [Arnie-accent]I'm your clone![/Arnie-accent] Det må være, fordi du har så god filmsmag! ;)
EDIT: Det med den gode filmsmag skal lige tages med et gran salt, da jeg tjekkede din Imdb og så dine 2-3 stjerner til Ringenes herre-trilogien ...! :'O
#58 Babo Rises 13 år siden
#59 BN 13 år siden
Tjah, øjnene der ser ... o.s.v. ... ;-)
Man kan altid genkende en Hitchcock-film - det kan man ikke sige om ret mange andre instruktører. (Blandt de få er Stanley Kubrick.) Den visuelle stil, måden Hitchcock bruger kameraet på, måden han klipper på, kameravinklerne, rytmen i hans film - og den unikke stemning der er i hans film ... man kan simpelthen bare MÆRKE, at man er i Hitchcocks univers, når man ser hans film.
Det er de færreste nulevende instruktører der overhovedet når Hitchcock til sokkeholderne med hensyn til at udnytte filmmediets muligheder. Hitchcock kunne som ingen anden opbygge forventning og spænding (suspense) hos tilskueren. Mange andre instruktører overdriver med eller overforbruger de filmiske virkemidler. Hitchcock forstod at lade bl.a. komponisten Bernhard Herrmann tilføre bestemte scener spænding og drama, men samtidig var Hitchcock ligeså god til at bruge stilheden som spændingseffekt. Tag blot scenen med Cary Grant alene ude på et øde og fladt terræn, hvor
Hitchcocks film tilfredsstiller næppe de allermest action-hungrende filmfans. Hitchcocks film kræver indlevelse og tålmodighed, forstået på den måde at de er lavet sådan, at man kan lade sig suge ind af stemningen og nyde skuespillet - gør man ikke dét, eller evner man det ikke, tror jeg ikke, Hitchcock nogensinde vil blive en favorit. Tempoet er ikke hurtigt, men ofte roligt og mageligt. Jeg kan næsten høre nogle af nutidens teenagere sige: "Jamen, der sker jo ikke noget. Kommer filmen ikke snart i gang?"
Når næsten samtlige moderne gysere ikke fænger mig, skyldes det, at de ikke forstår at opbygge en stemning og at opbygge rigtig suspense. De forlader sig alt for meget på "BØH"-effekter, voldsom musik der fortæller os, at "Nu er det altså uhyggeligt, det her!", bloddryppende mord (som i sig selv ikke er uhyggelige, men bare ulækre), stirrende øjne fra eksempelvis levende døde, og flygtende, paniske og skrigende ofre (hvilket er anstrengende og sommetider lattervækkende at se på). ... Et meget godt eksempel til belysning af, hvor det er det går galt for alle disse filmskabere, er Kubricks 'The Shining'. Kubrick var en mester, og den stemning og de billeder han har fyldt den første lange del af filmen med, skaber en uhygge og en utryghed, som kryber ind under huden på én. Men når
'The Shining' fejlede først til sidst. Men næsten samtlige moderne gysere o.lign. fejler allerede fra starten, bl.a. fordi de er så bange for, at publikum skal kede sig, at de lægger mere vægt på action eller "at der sker noget" end stemning. I Hitchcocks film kommer spændingen eller uhyggen snigende - ja, den ligger nærmest naturligt i billederne og stemningen. Modsat så mange andre film behøver den ikke at pege og sige: "Se! Det her er uhyggeligt!"
Men jeg tror, at rigtigt mange moderne filmfans slet ikke kan se ideen med denne måde at lave film på. Der skal ske noget! Og det skal helst være TYDELIGT, at der sker noget. Alt det der subtile, diskrete, næsten umærkelige og alt det der blot antydes kræver for meget af dem. Hvis f.eks. 'The Birds' blev genindspillet idag, ville alt det usagte i forholdet mellem Tippi Hedren og Jessica Tandy uden tvivl blive udpenslet i replikker. Den lange tavse sekvens med Jessica Tandys
Hitchcocks film kan nydes for deres billeder og stemninger. De giver sig tid. Der er ro på i mange scener. Der er masser af karakterscener. Altsammen gør blot de efterfølgende spændingsscener endnu mere effektive. ... Men ingen tvivl om, at ingen tør lave gysere/thrillers på den måde idag. Næh, der skal være mere "BØH"-effekt på.
Og lad mig understrege, at det her indlæg ikke er stilet til nogen bestemt persons måde at se eller opleve film på. Det er blot generelle betragtninger, hvor jeg tog udgangspunkt i Babos og everminds enighed ang. Hitchcock.
#60 Bruce 13 år siden
Filmen er PG, men så bemærkede ungerne for mig, at de syntes musikken var uhyggelig. Lige pludselig var en masse scener (som jeg egentlig blot nød for 20. gang) for dem kraftigt mere spændende blot pga. brugen af soundtrack og jeg syntes det var herligt, at stemningsfuld underlægningsmusik stadig virker og at min datter faktisk havde fundet nogle sekvenser mere uhyggelige i en PG film, end nogle af de R-15 hun har set.