Føler mig nødsaget til liiiige at spørge igen om nogen kan forklare mig Ozus success på begge lister og især intruktørlisten, da jeg er blevet pirret af den kontrast han vitterligt kan udgøre sat op mod 'moderne filmsprog'.
Men som en kommentar til Vertigo, så tror jeg helt sikkert at Slavoj Žižek har haft en indvirkning på Vertigos 'slow climb to success' på listen. ;P [url=]Pervert's Guide to Cinema[/url] Se især 4:35 inde for at se hvor fantastisk underlig og 'ung med de unge' han er...
Og som sidekommentar, så kan man ikke komme uden om Bernard Herrmanns fantastiske lydside, som nok også ville være at finde i en top 5 over bedste lydsider til film nogensinde. Kan sagtens forstå hvorfor Vertigo skulle kunne vælte Citizen Kane af pinden.
#31 Jeg har ikke set meget med ham, men så Tokyo Story for nogle måneder og var ret så undervældet. Jeg sætter pris på enkeltheden, den fotografiske simpelhed og hvad Ozu forsøger at visualisere og i den grad komme under huden på persongalleriet. Der er meget rørende elementer, især hvis man evner at leve sig med ind i tiden præmisser, men jeg må tilstå, at en film som Leo McCareys Make Way for Tomorrow, lykkes langt bedre med sit forehavende end Ozu og i den grad får en sten til at smelte.
#31 Jeg har ikke set meget med ham, men så Tokyo Story for nogle måneder og var ret så undervældet. Jeg sætter pris på enkeltheden, den fotografiske simpelhed og hvad Ozu forsøger at visualisere og i den grad komme under huden på persongalleriet. Der er meget rørende elementer, især hvis man evner at leve sig med ind i tiden præmisser, men jeg må tilstå, at en film som Leo McCareys Make Way for Tomorrow, lykkes langt bedre med sit forehavende end Ozu og i den grad får en sten til at smelte.
Kanonklip. Tak for det :)
Ja, det er sgu' lidt sjovt, hvordan han er så hyldet på disse lister, især intruktørerne. Min gamle underviser i Film- og Tvhistorie kunne vitterligt ikke se noget spændende ved ham, og hvordan han tager udgangspunkt i dybt, dybt, trivielle, småborgerlige historier uden andet end flade billeder optaget i enten navle- eller knæhøjde. Synes personligt kameravinklerne er sjove, og har et uudnyttet potentiale, men det er som tidligere nævnt kun i klip fra hans sidste og eneste farvefilm 'An Autumn Afternoon', hvor den statiske, men farverige, industrielle ramme omkring karaktererne vitterligt skaber en visuel spænding, der nærmeste skriger efter at bryde ud, men forbliver fanget i de statiske landskaber - hvilket igen mindede mig utroligt meget om Antonionis 'Deserto Rosso', der bruger den norditalienske, igen statisk, men farverig industri som tematisk baggrund for brydningen mellem Monica Vittis indre uro og ydre ro.
Den potentielle lighed mellem Ozu og Antonioni blev af min underviser blot fejet væk som et tilfælde, idet Ozu kun havde lavet den ene farvefilm... Meh...
Føler mig dog lige nødsaget til at sige, at jeg til trods for hvor meget Kubrick har betydet for mig og min interesse for film, så hælder jeg mere til telelinse pans, som 'mere filmiske' end statiske kameravinkler, der arbejde mere fotografisk end filmisk. Uha, farligt tærren...
Måske vi kunne lave vores egen liste som læner sig op af BFIs? Da kun få har set alle 50 film er der ingen grund til at vi skal vurdere alle 50 film. Man kunne give 10 film fra listen en karkater mellem 1-10 hvor hver karakter kun må gives en gang. Det er klart at dem der får nul point ikke nødvendigvis er dårlige, men bare usete så hvad man lige præcis kan bruge listen til er usikkert - men alle der har givet point til filmene der danner BFIs liste har helt sikkert ikke set alle filmene der havnede på listen.Man kunne måske på en eller anden måde mærkere hvike film man ikke finder pointværdige og hvilke man ikke har set.
Dette er altså ikke Filmz brugernes top favorit liste, men en poll der angiver hvordan vi rangere filmene på BFIs top 50 liste.
Hvad synes i ? Måske det kunne gøres på en anden måde?
Den ligger skam på YouTube, og er ud fra den smule af den jeg har set, som en film, der er rigtig godt skruet sammen gennem sin brug af kameraet, men efter et stykke tid kan jeg ikke lade være med at mærke de rene linier og den 'diasshow'/tegneserie/todimensionalitet/maleri følelse i billederne. Det er dog pudsigt at bemærke, hvordan de fleste establishingshots af bygninger og altså ikke af mennesker, i modsætning til de flade, lige linje, gør brug af skrå perspektiver, dog stadigt indrammet.
Historien kan jeg dog stadigt kapere. For mig er den så kitch som den kan blive. Er instruktørernes samlede vurdering ironisk på et sådant (hipster)niveau, at den ikke længere kan forstås? ;P
Ozu har instrueret meget bedre film end Tokyo Story og An Autumn Afternoon, men specielt førstnævnte er en egenart inden for japansk film, hvilket utvivlsomt forklarer dens succes. Den er nemlig inspireret af Hollywood, selvom dens udgangspunkt findes i buddhismens harmonilære. Dette medfører, at hans film, modsat de fleste fra Japan, bliver universelle i deres form. Panoreringener, skæve vinkler, zoom og hvad der ellers en faste filmiske virkemidler erstattes med en minimalisme, hvor karakterernes myndige fremtoning udgør det statiske og underspillede filmudtryk. Vestens drama er altså skildret i et lakonisk frem for naivt og dramatisk vælde af apoteoser.
Ozu skildrer japanske familierelationer i et vestligt inspireret, endog fuldstændigt forandret perspektiv (tidsbegrebet er mere eller mindre dekonstrueret i Tokyo Story). Alle følelser er nænsomme, ofte ikke-eksisterende, og det er i denne næsten stoiske tilgang til skæbnens tomhed, at vi finder Ozus logiske (nogen vil sige kolde), men geniale filmkreation. Et Lubitsch- eller Sternberg-inspireret haikudigt om man vil.
Ozu har instrueret meget bedre film end Tokyo Story og An Autumn Afternoon, men specielt førstnævnte er en egenart inden for japansk film, hvilket utvivlsomt forklarer dens succes. Den er nemlig inspireret af Hollywood, selvom dens udgangspunkt findes i buddhismens harmonilære. Dette medfører, at hans film, modsat de fleste fra Japan, bliver universelle i deres form. Panoreringener, skæve vinkler, zoom og hvad der ellers en faste filmiske virkemidler erstattes med en minimalisme, hvor karakterernes myndige fremtoning udgør det statiske og underspillede filmudtryk. Vestens drama er altså skildret i et lakonisk frem for naivt og dramatisk vælde af apoteoser.
Ozu skildrer japanske familierelationer i et vestligt inspireret, endog fuldstændigt forandret perspektiv (tidsbegrebet er mere eller mindre dekonstrueret i Tokyo Story). Alle følelser er nænsomme, ofte ikke-eksisterende, og det er i denne næsten stoiske tilgang til skæbnens tomhed, at vi finder Ozus logiske (nogen vil sige kolde), men geniale filmkreation. Et Lubitsch- eller Sternberg-inspireret haikudigt om man vil.
Tak for den indsigt i Ozu, men jeg må stadigt ty til at sige, at trods hans formalisme i den minimalistiske stil, så ser jeg filmens indholdsside fremstillet som en farce - en farce hvis ironi jeg ikke kan spore og dermed oplever som dybt kitch. Minimalismen og dens ressonans i japansk kultur (hvad end det er set fra mit udgangspunkt som vesterlænding) er ikke holdbar nok til at trække i en filmisk rørende retning. Jeg står kun tilbage med en pirring af især kameraindstillingernes valg (potentialet i knæ- og navlehøjde indstillinger) men at et dybere filmisk univers ikke kommer til udtryk.
Alt dette leder mig dog trods alt stadigt til at være alt for pirret omkring hvorfor Tokyo Story er så anset, især af instruktørerne. ;P
#37 Jeg kunne have tilføjet Salman Rushdie. Der er ikke decideret genrer eller omgang med litteratur, som jeg anser for værende "finere kogekunst", som udelukker andres ligeså tydelige kvaliteter. Carré anser jeg for at være den ypperste indenfor sit felt og derfor nævner jeg ham.
#33 - Føler virkelig, der er så meget, der er decideret forkert, i det indlæg. Fra det helt faktuelle - Ozu har lavet 6 film i farver: Equinox Flower, Good Morning, Floating Weeds, Late Autumn, The End of Summer og An Autumn Afternoon (har set 4 af dem, og "Autumn"-filmene tøver jeg ikke med at regne som blandt de største værker nogensinde) - til mere personlig æstetik-spørgsmål, som jeg dog er fuldt ud klar over er dine præferencer og fred være med det, elsker selv Murnau, Sirk, Ophüls, Tarr og mange af de andre store "tracksters", men der er et Sarris citat, jeg altid har mig tæt, når jeg hører/læser om undervisere som vedkommende, du refererer.
”But this isn’t cinema!” snort the registered academicians with their kindergarten notions of kinetics. How can you have cinema when two people sit and talk on a couch as their life drifts imperceptibly out of their grasp? The academicians are right of course. Dreyer simply isn’t cinema. Cinema is Dreyer.
Gertrud is the kind of masterpiece that deepens with time because it has already aged in the heart of a great artist.
Jeg anser i øvrigt ikke rigtig din evne til at vurderer historien i Tokyo Story – eller Ozu generelt som kitsch - når du ikke har set dem. At Ozu ofte arbejder med ”småborgerlige” temaer, der angiveligt skulle være trivielle, fordi de omhandler/behandler menigmands skuffelser (og små glæder), er en af de ting, jeg heller ikke rigtig forstår. At meget af livet er trivielt, er netop et af hans store temaer.
Instruktørerne er ikke en uniform gruppe, og dem, der stemmer på fx ”The Godfather” er ikke nødvendigvis, der stemmer på ”Tokyo Story”, men folk, der netop værdsætter, hvad jeg anser for nærmest perfekt forståelse for, hvor det bedste sted at placere kameraet (og hvornår det skal bevæges) i forhold til, hvad han vil udtrykke. Han er på sin vis en af de mest gennemførte formalister. Det giver Ozu en "fordel" på lister, at han netop er en kontrast – eller rettere emblematisk for en speciel stil/formsprog - samt, at han er i den ”heldige” position vis-a-vis lister som denne, at der er opnået konsensusvalg på ”Tokyo Story” og” Late Spring” ift. fx Chaplin og Bresson, der tydeligvis er ”offer” for stemmesplid.
Og så er der masser af fremragende fx Bordwell-læsestof derudover.
Og ja, jeg har lige set en Ozu i dag. "Early Spring" – der fik mig til at føle mig som Humpty Dumpty.
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
#31 Business Monkey 12 år siden
Men som en kommentar til Vertigo, så tror jeg helt sikkert at Slavoj Žižek har haft en indvirkning på Vertigos 'slow climb to success' på listen. ;P
[url=]Pervert's Guide to Cinema[/url] Se især 4:35 inde for at se hvor fantastisk underlig og 'ung med de unge' han er...
Og som sidekommentar, så kan man ikke komme uden om Bernard Herrmanns fantastiske lydside, som nok også ville være at finde i en top 5 over bedste lydsider til film nogensinde. Kan sagtens forstå hvorfor Vertigo skulle kunne vælte Citizen Kane af pinden.
#32 Richard Burton 12 år siden
Kanonklip. Tak for det :)
#33 Business Monkey 12 år siden
Ja, det er sgu' lidt sjovt, hvordan han er så hyldet på disse lister, især intruktørerne. Min gamle underviser i Film- og Tvhistorie kunne vitterligt ikke se noget spændende ved ham, og hvordan han tager udgangspunkt i dybt, dybt, trivielle, småborgerlige historier uden andet end flade billeder optaget i enten navle- eller knæhøjde.
Synes personligt kameravinklerne er sjove, og har et uudnyttet potentiale, men det er som tidligere nævnt kun i klip fra hans sidste og eneste farvefilm 'An Autumn Afternoon', hvor den statiske, men farverige, industrielle ramme omkring karaktererne vitterligt skaber en visuel spænding, der nærmeste skriger efter at bryde ud, men forbliver fanget i de statiske landskaber - hvilket igen mindede mig utroligt meget om Antonionis 'Deserto Rosso', der bruger den norditalienske, igen statisk, men farverig industri som tematisk baggrund for brydningen mellem Monica Vittis indre uro og ydre ro.
Den potentielle lighed mellem Ozu og Antonioni blev af min underviser blot fejet væk som et tilfælde, idet Ozu kun havde lavet den ene farvefilm... Meh...
Føler mig dog lige nødsaget til at sige, at jeg til trods for hvor meget Kubrick har betydet for mig og min interesse for film, så hælder jeg mere til telelinse pans, som 'mere filmiske' end statiske kameravinkler, der arbejde mere fotografisk end filmisk. Uha, farligt tærren...
#34 jessup 12 år siden
Dette er altså ikke Filmz brugernes top favorit liste, men en poll der angiver hvordan vi rangere filmene på BFIs top 50 liste.
Hvad synes i ? Måske det kunne gøres på en anden måde?
#35 Business Monkey 12 år siden
Historien kan jeg dog stadigt kapere. For mig er den så kitch som den kan blive. Er instruktørernes samlede vurdering ironisk på et sådant (hipster)niveau, at den ikke længere kan forstås? ;P
[url=]Tokyo Story[/url]
#36 Castanea 12 år siden
Ozu har instrueret meget bedre film end Tokyo Story og An Autumn Afternoon, men specielt førstnævnte er en egenart inden for japansk film, hvilket utvivlsomt forklarer dens succes. Den er nemlig inspireret af Hollywood, selvom dens udgangspunkt findes i buddhismens harmonilære. Dette medfører, at hans film, modsat de fleste fra Japan, bliver universelle i deres form. Panoreringener, skæve vinkler, zoom og hvad der ellers en faste filmiske virkemidler erstattes med en minimalisme, hvor karakterernes myndige fremtoning udgør det statiske og underspillede filmudtryk. Vestens drama er altså skildret i et lakonisk frem for naivt og dramatisk vælde af apoteoser.
Ozu skildrer japanske familierelationer i et vestligt inspireret, endog fuldstændigt forandret perspektiv (tidsbegrebet er mere eller mindre dekonstrueret i Tokyo Story). Alle følelser er nænsomme, ofte ikke-eksisterende, og det er i denne næsten stoiske tilgang til skæbnens tomhed, at vi finder Ozus logiske (nogen vil sige kolde), men geniale filmkreation. Et Lubitsch- eller Sternberg-inspireret haikudigt om man vil.
#37 Castanea 12 år siden
Hemingway og Joyce i samme sætning som Eco og Carré... the fuck?
#38 Business Monkey 12 år siden
Tak for den indsigt i Ozu, men jeg må stadigt ty til at sige, at trods hans formalisme i den minimalistiske stil, så ser jeg filmens indholdsside fremstillet som en farce - en farce hvis ironi jeg ikke kan spore og dermed oplever som dybt kitch. Minimalismen og dens ressonans i japansk kultur (hvad end det er set fra mit udgangspunkt som vesterlænding) er ikke holdbar nok til at trække i en filmisk rørende retning. Jeg står kun tilbage med en pirring af især kameraindstillingernes valg (potentialet i knæ- og navlehøjde indstillinger) men at et dybere filmisk univers ikke kommer til udtryk.
Alt dette leder mig dog trods alt stadigt til at være alt for pirret omkring hvorfor Tokyo Story er så anset, især af instruktørerne. ;P
#39 Richard Burton 12 år siden
#40 rockysds 12 år siden
”But this isn’t cinema!” snort the registered academicians with their kindergarten notions of kinetics. How can you have cinema when two people sit and talk on a couch as their life drifts imperceptibly out of their grasp? The academicians are right of course. Dreyer simply isn’t cinema. Cinema is Dreyer.
Gertrud is the kind of masterpiece that deepens with time because it has already aged in the heart of a great artist.
Jeg anser i øvrigt ikke rigtig din evne til at vurderer historien i Tokyo Story – eller Ozu generelt som kitsch - når du ikke har set dem. At Ozu ofte arbejder med ”småborgerlige” temaer, der angiveligt skulle være trivielle, fordi de omhandler/behandler menigmands skuffelser (og små glæder), er en af de ting, jeg heller ikke rigtig forstår. At meget af livet er trivielt, er netop et af hans store temaer.
Instruktørerne er ikke en uniform gruppe, og dem, der stemmer på fx ”The Godfather” er ikke nødvendigvis, der stemmer på ”Tokyo Story”, men folk, der netop værdsætter, hvad jeg anser for nærmest perfekt forståelse for, hvor det bedste sted at placere kameraet (og hvornår det skal bevæges) i forhold til, hvad han vil udtrykke. Han er på sin vis en af de mest gennemførte formalister. Det giver Ozu en "fordel" på lister, at han netop er en kontrast – eller rettere emblematisk for en speciel stil/formsprog - samt, at han er i den ”heldige” position vis-a-vis lister som denne, at der er opnået konsensusvalg på ”Tokyo Story” og” Late Spring” ift. fx Chaplin og Bresson, der tydeligvis er ”offer” for stemmesplid.
Og så er der masser af fremragende fx Bordwell-læsestof derudover.
Og ja, jeg har lige set en Ozu i dag. "Early Spring" – der fik mig til at føle mig som Humpty Dumpty.