Fik set En Ubekvemt Sandhed igår. Jeg fandt den ikke særlig god. Alt for meget amerikansk klynk omkring Gore, og et Anthony Robbins opstillet show. Nu er jeg så heller ikke enig med Gore, hvilket farver min holdning til selve emnet og filmen. Jeg blev lidt skuffet, og er glad for at jeg ikke købte den i sin tid. Men man må give ham, at han er en dygtig fordragsholder, ingen tvivl der, og han brænder for sit power pointoplæg. Kunne være sjovt at se Lomborg i en modsat film. :)
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
#21 - Da jeg så den i biografen (for en del tiden siden), havde vi projekt omkring klimaforandring i skolen. Vi så Al Gores film vs. en dokumentar med Lomborg. Det var faktisk ganske interresant, netop fordi vi konstant skulle sammenligne deres synspunkter med hinanden..
Ellers tror jeg også, jeg ville have syntes det var lidt kedeligt bare at se den ene! ;)
Frodo: "What news of the outside world? Tell me everything". Gandalf: "Everything? You are far too eager and curious for a hobbit. Most unnatural".
Jeg kan ikke paastaa at vaere den stoerste fan af de 2 foerste Bourne-film. Faktisk er det begraenset hvad jeg overhovedet kan huske, andet end at jeg var konstant irriteret af Franka Potente og ret imponeret af naerkampene og biljagterne. Jeg mindes jeg marinalt foretrak Supremacy, dels pga. Greengrass' friske tilgangsvinkel, dels pga. Potentes begraensede indblanding (I know, I am simpleminded).
Men Ultimatum tror jeg vil have en fast plads i min bevidsthed lang tid endnu. For her er simpelthen tale om det mest adrenalin-pumpende non-stop action jeg har set i lang, land tid. Paa trods af at handlingen (som kan beskyldes for at vaere en anelse simpel i sin A til B til C metodik) flyttes fra sted til sted, springer manuskriptet stort set over alt hvad der kunne bruges til en aandepause, og soerger for at tempoet holdes i vejret fra start til slut - og naar jeg siger start, saa mener jeg start!.
Den alt for ofte undebenyttede David Strathairn paatager sig den 'skurke-rolle' som Cooper havde i Identity og Cox i Supremacy, og med al respekt for de 2 fremragende sidstnaevnte skuespillere, saa udgoer Strathairn saa afgjort den mest effektive. Joan Allen vender tilbage og Scott Glenn har en lille, men betydningsfuld rolle, og man kan paa ingen maade klandre Bourne filmene for at vaere daarligt castet, selvom jeg stadig synes at Julia Stiles ser alt for ung ud til at kunne have vaeret 'med fra begyndelsen'.
Filmen er under 2 timer, og det er dejligt forfriskende at en relativt 'kort' film kan efterlade een saa aandeloes efterfoelgende. Lynhurtig klipning (paa den gode maade, ikke noget Tony Scott galskab her), Greengrass' shaky-cam tendenser, samt et fremragende lydspor goer dette til sommerens mest tilfredsstillende omgang action for mit vedkommende.
Dette skulle være en gyser fra Clive Barker, men minder mest af alt om noget makværk. Ganske vist er skuespillet acceptabelt, men det er ikke noget til at redde filmen. Der er simpelthen alt for mange huller i historien, og man får ikke rigtigt noget at vide..... Lad være med at se filmen, det er spild af tid.
1/10
Avenging Angelo:
Sylvester Stallon dukker igen op i en middel film, som også har Madelin Stowe med. Der skal ikke herske nogen tvilv om at begge har deltaget i meget bedre film. Bevars skuespillet er middelt, og der er nogle sjove punkter. Men det er som om der mangler noget. På covert står der det er en action film, men jeg mener nu det mere er en komedie end noget andet, men den holder ikke 100 % her heller.
The Joker stjæler en "jadefigur" som i virkeligheden er kyrptonit, Hanj tager til Metropolis for at bruge den til et Tilbud Luthor umuligt kan afslå, Men Batman er lige i hælen på ham.
Batman i skikkelse af Bruce Wayne ankommer til Metropolis i forb. med en forretnings aftale med Lexcorp Bruce Bliver her fremstillet som mere af en overklasse playboy udfra Clarks synsvinkel, allerede ved Bruce's Ankomst kan man mærke jalousi'en hos Clark/Superman, Da louis falder pladask for Mangemillionæren og lige præcis dette punkt skal vise sig at være ret central ting i historien.
The Jokester (i form af den fantastiske Mark Hamill) er self. også med, men han er ikke det mest vigtige i historien, det er klart stridighederne mellem Superman og Batman i kampen for at fange The Jokester.
Det er en ren fryd at se de to superhelte Teame op, især scenerne
Hvor de finder ud af hinandens Indentitet
er smukt lavet her ser man tydlig forskellen mellem de to helte 8-)
Holdet bag Superman TAS har denne gang ikke lavet de 3 afsnit (som historien spreder sig på) inhouse, men benyttet et andet selskab, som de også tit gjorde med Batman, og damm det hold har gjort det godt.
Scenen på natklubben med Louis Lane og Bruce Wayne er virkelig flotte og især Louis Lane er rigtig flot tegnet den her gang, det er en anderledes stil, men for satan det er flot.
Scenen på natklubben som Batman "besøger" er også meget flot fremstillet især "lyssætningen" om man vil er fantastisk, men dette kan Bruce Timm, Paul Dini (you the man!) fortælle mere om på kommentar sporet.
Alt i alt et rigtig godt afsnit, historien havde Paul Dini og Co. brugt lang tid på og det ku tydlig ses (fantastisk åbning btw)
og her tilsidst
Mercy vs. Harlequin
Smukt! 8-)
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Ok lille komedie om en ung mand der desperat oensker at vaere stuntman, men desvaerre ikke besidder det voldsomme talent, og derfor konstant stiller sig selv i situationer der udmynter sig i smertefulde og (som ofest) komiske konsekvenser. SNLs Andy Samberg spiller den sympatiske hovedperson Rod, der beslutter sig for at hoppe over 15 skolebusser paa sin moped, saa han kan skaffe penge til at betale for sin stedfars livsvigtige hjertetransplantation. Alt dette blot saa han faar mulighed for at taeske omtalte stedfar, fordi denne ikke vil anse Rod for at vaere en rigtig mand foer han kan slaa ham i "aerlig" slaakamp. Stedfaderen spilles at Ian McShane, og saerlig scenerne mellem ham og Rod er guld. Derudover er filmen ogsaa besat med de obligatoriske side-kicks, samt kaerlighedsinteressen og hendes overlegne kaereste (en sjov lille rolle til Will Arnett).
3/6
Stardust
Jeg har sagt den foer (selvom der sikkert ikke er nogen der husker det), men en stor del af ens biograf-oplevelse og dermed opfattelsen af en film, afhaenger af ens forventniger. Jeg har forestillet mig at her var tale om en udmaerket lille fantasy-historie, som var velinstrueret, og med et glimrende ensemble-cast, samt en for mig ukendt skuespiller i hovedrollen. Hvad jeg ikke havde forventet, var at blive fuldstaendigt blaest vaek af en film som jeg elsker ud over alle graenser, som jeg ikke kan vente med at se igen i biografen, og som altid vil have en speciel plads i mit hjerte. Jeg ved godt at den saetning jeg lige har skrevet er noget som ingen mand nogensinde boer skrive, men jeg kan altsaa ikke goere for det. Jeg er ikke den super-sentimentale type, men nogengange rammer en film altsaa alle de rigtige tangenter. Allerede fra starten, da jeg hoerte Ian McKellens fortaellerstemme var jeg solgt. Og filmen fortsatte hvor den startede. Denne film ramte ikke een eneste forkert tone hos mig, noget der er svaert, isaer naar den indeholder ret meget humor, men alligevel er forholdsvis moerk (sammenligninger med The Princess Bride er uundgaaelige, men ikke helt retfaerdige). Jeg naegter at give et eneste plot-point vaek. Se denne film naar den aabner i DK, ignorer alle trailere, og se den for guds skyld sent paa en hverdag, saa du ikke risikerer at vaere omgivet af larmende boern eller ubehoevlede teenagere.
Der vil sikkert vaere delte meninger om denne film, men jeg er bare lykkelig over at have faldet over en film der faar mig til at sidde med et dumt smil paa laeben i 2 timer, paa en maade som det er meget, meget laenge siden jeg har proevet sidst (mener Moulin Rouge er den seneste film der i den grad er kommet bag paa mig).
PS: Dejligt, bombastisk score. Det er ogsaa laenge siden at jeg i den grad har lagt maerke til, og nydt, filmmusik paa den maade.
La Dolce Vita Federico Fellini behøver som instruktør ingen nærmere introduktion. Han og Roberto Rosselini har om nogen, sat Italien på filmens verdenskort. Jeg har kun set få af hans værker og så mange år siden, at jeg med skam må tilstå, at jeg kun kan huske brudstykker deraf. Med garanti har jeg ikke været i stand til at påskønne det jeg måtte have set, så gårsdagens syn var på alle måder en øjenåbner af rang.
La Dolce Vita, indspillet i 1960, er 7 dage og nætter i sladderspalte journalistens Marcello (Marcello Mastroianni) liv. Han bedriver sensationsjournalistik, skriver om det romerske jetset og følger rygter og forbindelser i jagten på nye historier. Som tilskuer til La Dolce Vita, udnytter han sin charisma og position til at skabe seksuelle kontakter til det andet køn, trods det, at han på hjemmefronten har kæresten Emma. Han er fanget i sin betagelse af en verden fyldt med udskejelser, en diametral modsætning til det moralske italienske samfund, med den katolske kirke og religionen som omdrejningspunkt.
Vi bliver vidne til alle afkroge af Marcellos personlighed, i løbet af en uges sekvenser, hvor Marcello skiftevis trækkes mod det dekadente miljø og trygheden ved traditionelle værdier. Kløften mellem de to livsformer kommer til udtryk i hans venskab med den succesfulde Steiner, hvis værdisæt står i kontrast til Marcellos. Han har alle muligheder for et valg. En kæreste, som inderligt elsker ham og ønsker en familie, samt muligheder for at kunne genoptage en tidligere fravalgt forfatterkarriere.
Mesterligt lader Fellini mængder af livets store spørgsmål fylde Marcellos liv og vi oplever ham skiftevis værende i kontrol og fortabt, alt afhængig af situation og omgivelsernes påvirkninger. I de legendariske scener med Anita Ekberg, er Marcello patetisk som italiensk charmeur i jagten på det uopnåelige. Han er ikke i stand til at gennemskue, illusionen i det skønne ydre, en tom skal uden indhold. I dekadencen og amoralen finder han kortvarig tilfredsstillelse for derefter at søge tilbage mod en tilværelse med mere åndeligt indhold.
Fellini formår at skildre dette på en sær objektiv måde, så man bliver i tvivl, om hans egne præferencer. Han er respektløs og respektfuld på en og samme tid. Jeg har sjældent været tilskuer til en film, hvor værdier, så interessant får sat kniven for struben i en kontinuerlig strøm af konflikter, som hver især er sin egen film værdig.
Der er kun at bøje sig i støvet og respondere med 10 tallet.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#29 Godt skrevet. Jeg er fuldstændig enig. Det er en helt fantastisk film. Jeg tror ikke der findes noget andet værk, der mere effektivt har destilleret besættelse af berømmelse samt ydre, og i sidste ende forloren, skønhed. Uden at være sentimental er den også overraskende sørgelig. De fleste gode film har en eller to scener, der sidder fast bagefter. "La dolce vita" har vist en 10-15 stykker. Der er selvfølgelig springvandet som de fleste kender, men også statuen der hænger fra helikopteren, havdyret, messen, journalisterne der jagter børnene osv...osv...
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#21 davenport 18 år siden
Jeg fandt den ikke særlig god. Alt for meget amerikansk klynk omkring Gore, og et Anthony Robbins opstillet show.
Nu er jeg så heller ikke enig med Gore, hvilket farver min holdning til selve emnet og filmen.
Jeg blev lidt skuffet, og er glad for at jeg ikke købte den i sin tid.
Men man må give ham, at han er en dygtig fordragsholder, ingen tvivl der, og han brænder for sit power pointoplæg.
Kunne være sjovt at se Lomborg i en modsat film. :)
#22 Bony 18 år siden
#23 filmz-Aras 18 år siden
Ellers tror jeg også, jeg ville have syntes det var lidt kedeligt bare at se den ene! ;)
Gandalf: "Everything? You are far too eager and curious for a hobbit. Most unnatural".
#24 rasser 18 år siden
Jeg kan ikke paastaa at vaere den stoerste fan af de 2 foerste Bourne-film. Faktisk er det begraenset hvad jeg overhovedet kan huske, andet end at jeg var konstant irriteret af Franka Potente og ret imponeret af naerkampene og biljagterne. Jeg mindes jeg marinalt foretrak Supremacy, dels pga. Greengrass' friske tilgangsvinkel, dels pga. Potentes begraensede indblanding (I know, I am simpleminded).
Men Ultimatum tror jeg vil have en fast plads i min bevidsthed lang tid endnu. For her er simpelthen tale om det mest adrenalin-pumpende non-stop action jeg har set i lang, land tid. Paa trods af at handlingen (som kan beskyldes for at vaere en anelse simpel i sin A til B til C metodik) flyttes fra sted til sted, springer manuskriptet stort set over alt hvad der kunne bruges til en aandepause, og soerger for at tempoet holdes i vejret fra start til slut - og naar jeg siger start, saa mener jeg start!.
Den alt for ofte undebenyttede David Strathairn paatager sig den 'skurke-rolle' som Cooper havde i Identity og Cox i Supremacy, og med al respekt for de 2 fremragende sidstnaevnte skuespillere, saa udgoer Strathairn saa afgjort den mest effektive. Joan Allen vender tilbage og Scott Glenn har en lille, men betydningsfuld rolle, og man kan paa ingen maade klandre Bourne filmene for at vaere daarligt castet, selvom jeg stadig synes at Julia Stiles ser alt for ung ud til at kunne have vaeret 'med fra begyndelsen'.
Filmen er under 2 timer, og det er dejligt forfriskende at en relativt 'kort' film kan efterlade een saa aandeloes efterfoelgende. Lynhurtig klipning (paa den gode maade, ikke noget Tony Scott galskab her), Greengrass' shaky-cam tendenser, samt et fremragende lydspor goer dette til sommerens mest tilfredsstillende omgang action for mit vedkommende.
5/6
#25 Kiksmann 18 år siden
Dette skulle være en gyser fra Clive Barker, men minder mest af alt om noget makværk. Ganske vist er skuespillet acceptabelt, men det er ikke noget til at redde filmen. Der er simpelthen alt for mange huller i historien, og man får ikke rigtigt noget at vide.....
Lad være med at se filmen, det er spild af tid.
1/10
Avenging Angelo:
Sylvester Stallon dukker igen op i en middel film, som også har Madelin Stowe med. Der skal ikke herske nogen tvilv om at begge har deltaget i meget bedre film. Bevars skuespillet er middelt, og der er nogle sjove punkter. Men det er som om der mangler noget. På covert står der det er en action film, men jeg mener nu det mere er en komedie end noget andet, men den holder ikke 100 % her heller.
3/10
#26 elwood 18 år siden
The Joker stjæler en "jadefigur" som i virkeligheden er kyrptonit, Hanj tager til Metropolis for at bruge den til et Tilbud Luthor umuligt kan afslå, Men Batman er lige i hælen på ham.
Batman i skikkelse af Bruce Wayne ankommer til Metropolis i forb. med en forretnings aftale med Lexcorp Bruce Bliver her fremstillet som mere af en overklasse playboy udfra Clarks synsvinkel, allerede ved Bruce's Ankomst kan man mærke jalousi'en hos Clark/Superman, Da louis falder pladask for Mangemillionæren og lige præcis dette punkt skal vise sig at være ret central ting i historien.
The Jokester (i form af den fantastiske Mark Hamill) er self. også med, men han er ikke det mest vigtige i historien, det er klart stridighederne mellem Superman og Batman i kampen for at fange The Jokester.
Det er en ren fryd at se de to superhelte Teame op, især scenerne
Holdet bag Superman TAS har denne gang ikke lavet de 3 afsnit (som historien spreder sig på) inhouse, men benyttet et andet selskab, som de også tit gjorde med Batman, og damm det hold har gjort det godt.
Scenen på natklubben med Louis Lane og Bruce Wayne er virkelig flotte og især Louis Lane er rigtig flot tegnet den her gang, det er en anderledes stil, men for satan det er flot.
Scenen på natklubben som Batman "besøger" er også meget flot fremstillet især "lyssætningen" om man vil er fantastisk, men dette kan Bruce Timm, Paul Dini (you the man!) fortælle mere om på kommentar sporet.
Alt i alt et rigtig godt afsnit, historien havde Paul Dini og Co. brugt lang tid på og det ku tydlig ses (fantastisk åbning btw)
og her tilsidst
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#27 rasser 18 år siden
Ok lille komedie om en ung mand der desperat oensker at vaere stuntman, men desvaerre ikke besidder det voldsomme talent, og derfor konstant stiller sig selv i situationer der udmynter sig i smertefulde og (som ofest) komiske konsekvenser. SNLs Andy Samberg spiller den sympatiske hovedperson Rod, der beslutter sig for at hoppe over 15 skolebusser paa sin moped, saa han kan skaffe penge til at betale for sin stedfars livsvigtige hjertetransplantation. Alt dette blot saa han faar mulighed for at taeske omtalte stedfar, fordi denne ikke vil anse Rod for at vaere en rigtig mand foer han kan slaa ham i "aerlig" slaakamp. Stedfaderen spilles at Ian McShane, og saerlig scenerne mellem ham og Rod er guld. Derudover er filmen ogsaa besat med de obligatoriske side-kicks, samt kaerlighedsinteressen og hendes overlegne kaereste (en sjov lille rolle til Will Arnett).
3/6
Stardust
Jeg har sagt den foer (selvom der sikkert ikke er nogen der husker det), men en stor del af ens biograf-oplevelse og dermed opfattelsen af en film, afhaenger af ens forventniger. Jeg har forestillet mig at her var tale om en udmaerket lille fantasy-historie, som var velinstrueret, og med et glimrende ensemble-cast, samt en for mig ukendt skuespiller i hovedrollen. Hvad jeg ikke havde forventet, var at blive fuldstaendigt blaest vaek af en film som jeg elsker ud over alle graenser, som jeg ikke kan vente med at se igen i biografen, og som altid vil have en speciel plads i mit hjerte. Jeg ved godt at den saetning jeg lige har skrevet er noget som ingen mand nogensinde boer skrive, men jeg kan altsaa ikke goere for det. Jeg er ikke den super-sentimentale type, men nogengange rammer en film altsaa alle de rigtige tangenter. Allerede fra starten, da jeg hoerte Ian McKellens fortaellerstemme var jeg solgt. Og filmen fortsatte hvor den startede. Denne film ramte ikke een eneste forkert tone hos mig, noget der er svaert, isaer naar den indeholder ret meget humor, men alligevel er forholdsvis moerk (sammenligninger med The Princess Bride er uundgaaelige, men ikke helt retfaerdige). Jeg naegter at give et eneste plot-point vaek. Se denne film naar den aabner i DK, ignorer alle trailere, og se den for guds skyld sent paa en hverdag, saa du ikke risikerer at vaere omgivet af larmende boern eller ubehoevlede teenagere.
Der vil sikkert vaere delte meninger om denne film, men jeg er bare lykkelig over at have faldet over en film der faar mig til at sidde med et dumt smil paa laeben i 2 timer, paa en maade som det er meget, meget laenge siden jeg har proevet sidst (mener Moulin Rouge er den seneste film der i den grad er kommet bag paa mig).
PS: Dejligt, bombastisk score. Det er ogsaa laenge siden at jeg i den grad har lagt maerke til, og nydt, filmmusik paa den maade.
6/6
#28 filmz-Narniabæver 18 år siden
I 1994 udkom Don Bluth's tegnefilm Tommelise der fik blandede anmeldeser, men den er værd at se.
Jodi Benson lægger stemme til Tommelise, og Barry Manilow står for sangene.
8/10
Prinsen af Egypten (1998):
Moses bliver ført væk af sin familie under en invasiuon, og ender hos den kongelige familie.
En af de bedste film fra 1998.
10/10
Black Beauty (1994):
Black Beauty fortæller om sit liv i dette rørende drama.
10/10
#29 filmz-Bruce 18 år siden
Federico Fellini behøver som instruktør ingen nærmere introduktion. Han og Roberto Rosselini har om nogen, sat Italien på filmens verdenskort. Jeg har kun set få af hans værker og så mange år siden, at jeg med skam må tilstå, at jeg kun kan huske brudstykker deraf. Med garanti har jeg ikke været i stand til at påskønne det jeg måtte have set, så gårsdagens syn var på alle måder en øjenåbner af rang.
La Dolce Vita, indspillet i 1960, er 7 dage og nætter i sladderspalte journalistens Marcello (Marcello Mastroianni) liv. Han bedriver sensationsjournalistik, skriver om det romerske jetset og følger rygter og forbindelser i jagten på nye historier. Som tilskuer til La Dolce Vita, udnytter han sin charisma og position til at skabe seksuelle kontakter til det andet køn, trods det, at han på hjemmefronten har kæresten Emma. Han er fanget i sin betagelse af en verden fyldt med udskejelser, en diametral modsætning til det moralske italienske samfund, med den katolske kirke og religionen som omdrejningspunkt.
Vi bliver vidne til alle afkroge af Marcellos personlighed, i løbet af en uges sekvenser, hvor Marcello skiftevis trækkes mod det dekadente miljø og trygheden ved traditionelle værdier. Kløften mellem de to livsformer kommer til udtryk i hans venskab med den succesfulde Steiner, hvis værdisæt står i kontrast til Marcellos. Han har alle muligheder for et valg. En kæreste, som inderligt elsker ham og ønsker en familie, samt muligheder for at kunne genoptage en tidligere fravalgt forfatterkarriere.
Mesterligt lader Fellini mængder af livets store spørgsmål fylde Marcellos liv og vi oplever ham skiftevis værende i kontrol og fortabt, alt afhængig af situation og omgivelsernes påvirkninger. I de legendariske scener med Anita Ekberg, er Marcello patetisk som italiensk charmeur i jagten på det uopnåelige. Han er ikke i stand til at gennemskue, illusionen i det skønne ydre, en tom skal uden indhold. I dekadencen og amoralen finder han kortvarig tilfredsstillelse for derefter at søge tilbage mod en tilværelse med mere åndeligt indhold.
Fellini formår at skildre dette på en sær objektiv måde, så man bliver i tvivl, om hans egne præferencer. Han er respektløs og respektfuld på en og samme tid. Jeg har sjældent været tilskuer til en film, hvor værdier, så interessant får sat kniven for struben i en kontinuerlig strøm af konflikter, som hver især er sin egen film værdig.
Der er kun at bøje sig i støvet og respondere med 10 tallet.
#30 Benway 18 år siden