”The Wire” har fra starten af rykket grænserne for hvad der er muligt med tv-formatet, og måske en af de serier der benytter sig bedst af føljeton opsætningen, men med tredje årgang hæver de for alvor niveauet og det siger bestemt ikke så lidt.
Kriminaliteten er højere end nogensinde og mens Baltimores politi kæmper en brav kamp for at få den ned, har rådmand Tommy Carcetti øjnene på borgmesterposten, politichef Howard ”Bunny” Colvin kommer på en interessant, men dog ikke helt lovlig, løsning på narkotika problemet, Avon Barksdale ser ud til at blive løsladt før tid og Stringer Bell indgår et samarbejde med nogle af Baltimores bandeledere for at få styr på forretningen.
Jep det er ”The Wire” som vi kender den. Det kan godt virke en smule intimiderende til at begynde med, men David Simon har også skabt en serie der kræver ens fulde koncentration, og hvis man er villig til at give sig i kast med den, har man til gengæld også noget fantastisk i vente.
Jeg har allerede været omkring nogle af seriens plusser i mine tidligere anmeldelser, så som persongalleriet og de komplicerede handlingsforløb, som dog ikke er uoverskuelige, men de kræver mere opmærksomhed end den gængse krimiserie og sidst men ikke mindst den eminente dialog der gennemsyrer ”The Wire”. Alt det er selvfølgelig også gældende for denne sæson, der bl.a. andet byder på en fremragende 3 minutter lang ”stand-off” mellem to af seriens farligere karakterer: nemlig Omar og Brother Mouzone. Omar og Mouzone’s dialog, der er så velovervejet og køligt skrevet, præcis ligesom de to er i pågældende scene, er noget nær Tarantino på hans bedste dage. Det er lige præcis den slags scener der er med til at hæve serien op på et niveau, som de fleste andre ville slå ihjel for at kunne opnå. Det er med andre ord fan-fuckin’-tastic!
Et par gamle tråde fra forrige sæson bliver også samlet op og rundet af i denne og enkelte af dem med ganske dramatisk udgang. Uden at gå for meget i dybden, så lad mig bare sige, at man ved det er en god serie, når en karakters exit føles som et tab, simpelthen fordi hver enkelt bidrager med noget til serien.
”The Wire” er en spændende og intelligent krimiserie hvor grænserne mellem godt og ondt ofte er utydelige. En ting der dog er ganske tydelig det er, at det ville i hvert fald være en skam, hvis man ikke gav den en chance.
6/6
_________________________________________________
Lolita (1962)
Baseret på den kontroversielle roman af samme navn, skrevet af Vladimir Nabokow og udgivet i 1955, handler ”Lolita” om læreren Humbert Humbert’s, ja det er hans navn, besættelse af den 14-årige Lolita. Til trods for det noget svære og egentlige modbydelige emne, har Kubrick skabt en nærmest kulsort tragikomisk historie ud fra grundmaterialet.
Da jeg ikke læst romanen er det svært at sige, hvor tro han har været mod forlægget eller hvor tro han egentlig havde lov til at være. Op til flere ting skulle eftersigende være blevet ændret eller direkte skåret væk, for at lave filmen mere tilgængelig for et bredere publikum. Derfor fokuserer filmen også mere på Humbert’s forsøg på at kontrollere Lolita, hvilket da også bliver en mere og mere absurd affære da den sleske Quilty melder sin ankomst, som også vil have fingrene i hende.
I det hele taget er ”Lolita” fyldt med mere eller mindre tragiske eller usympatiske typer, der er mere interesserede i deres eget bedste og så er der dem det går ud over, for at de kan opnå deres egne mål. Særligt god er Shelley Winters som enken der gør alt for at få Humbert’s opmærksomhed og hun ender da også med at blive gift med Humbert, at han så udenlukkende gør det for at komme tættere på Lolita er en anden sag. Peter Sellers brillerer også som krybet Quilty, der bruger alle mulige tricks for at få fat i Lolita og Sellers er nok filmens stærkeste kort.
Filmen er ikke altid den letteste at se, grundet hovedpersonen og hans fascination af den her mindreårige pige, men Kubrick vælger i stedet at lave en grov komedie, med en snert af tragedie, ud af det. Det tilføjer filmen en kant som på en eller anden måde får det til at fungere. Dog er enkelte scener en smule malplaceret, som f.eks. en enkelt slapstick scene og med en spilletid på 2 timer og 30 minutter bliver den lige lidt for lang. Selv med det in mente er ”Lolita” dog stadig vær at se. Man skal bare være klar på at det er en kynisk tragikomedie af den sorteste slags.
Grundet filmens stærke cast og mørke glimt i øjet, ender jeg dog alligevel på en forholdsvis høj karakter. Den var bedre end jeg havde forventet, i den forstand at det var den af hans værker der tiltalte mig mindst, før jeg faktisk havde set den.
En film jeg aldrig havde hørt eller læst om før jeg stødte på den i Fona 2000.
Det er en frisk, intens og konstant underholdende biopic om komikeren Lenny Bruce, spillet fremragende af Dustin Hoffman. En af Hoffmans bedste præstationer og hans spil over for de øvrigt medvirkende såvel som på scenen, hvor han performer Bruce's oprindelige, krovkornede samfundssatire er eminent. Særligt én scene hvor komikeren går på scenen påvirket af meget hårde stoffer og sejler rundt i ordene i et 4-5 minutters one-take giver et sug i maven. Kunstnerisk kompromisløshed og en skuespiller der kan bære det.
Det er tydeligvis en Bob Fosse-film og hans legesyge klippestil fornægter sig ikke. Her gør det ikke bare filmen mere underholdende med overrumplende klip i tid og rum, men giver også narrativ drivkraft og særligt én af slagsen, der bestemt ikke var hverdagskost i 1974.
'Lenny' føles nærmest forud for sin tid (men okay, det gør mange 70'er-film) og sammensætningen af smukke sort/hvid-billeder, eksperimenterende klipning og svedende intenst skuespil skaber en film, der burde være 'out there' mere end tilfældet er.
5/6. Stor, stor anbefaling
Pvt. Witt: "You ever get lonely, sergent?" Sgt. Welsh: "Only around people"
Her er de film, jeg har set i min pause fra filmz :)
En lille opsummering og derefter er anmeldelserne i spoileren: Solyaris, 9/10 Robin Hood(1922), 6/10 Häxän, 7/10 The Thief of Bagdad, 6/10 Storm Over Asia, 8/10 Eye of God, 8/10 Vildspor, 7/10 Marnie, 8/10 Torn Curtain, 7/10 Frenzy, 7/10 Psycho, 9/10 - top250 Dial M For Murder, 9/10 Strangers On A Train, 8/10 5 Centimeters Per Second, 9/10
Solyaris, 1972
Udover den ret utilgængelige Nostalghia, var Solyaris den sidste af Tarkovskys spillefilm, jeg manglede at se.
Og ikke overraskende var det også en helt suveræn oplevelse. Der foregår noget på rumskibet, der er over Solaris-havet på planeten Solaris. Psykologen Kris Kelvin skal afsted for at undersøge personalet, og evaluere om projektet skal fortsættes. Men det bliver ikke som han havde regnet med.
Det er en ret intens fortælling om den menneskelige psykes selvdestruktion, og som science-fiction er den meget original. Den hører til blandt Tarkovskys bedste film, og det er nok Solyaris, jeg vil anbefale, hvis man skal starte med ham.
9/10
Robin Hood, 1922
Man skal passe på med stumfilm! Robin Hood anno 1922 hører ikke med blandt de allerstørste stumfilm, men den er bestemt et syn værd. Douglas Fairbank var allerede blandt de største navne i filmbranchen, og filmen er da også produceret af United Artists(ejet af Fairbanks, Chaplin, Pickford og Griffith).
Men faren ved stumfilm er soundtracket! Det har aldrig været meningen, at en stumfilm skulle ses uden musik(med få undtagelser), men når musikken lyder som noget 90'er 486'er midiplayer-musik, så slukker man sgu!
Nuvel...filmen er et gigantisk udstyrs-stykke, og ganske, ganske underholdende. Den er en af grundstenene i Fairbanks swashbuckling-karriere, og jeg tror, at det rette soundtrack vil hjælpe gevaldigt. Det er lidt hårdt at se 2 timer uden lyd, selvom den er ganske underholdende. Dog går der lang tid før, der kommer noget swashbuckling-fun.
6/10
Häxän, 1922
En dokumentar i flere afdelinger - som dog indeholder fiktionelle dramatiseringer.
Første del er lært som en decideret skolefilm, hvor tekst og billeder belærer os om hekse. Anden del foregår i 1488 hjemme hos en heks. Her bliver det rigtig interessant. Det er ret godt lavet, og det er egentlig ret spændende. Tredje del(delt ind i underafsnit) viser, hvordan mistænkte hekse bliver behandlet i en blanding af dramatisering og billeder+tekst, mens sidste del viser, hvordan den overtro bliver forstået i nutiden. Argumentet er, at kvinderne, der blev beskyldt for at være hekse, ofte led af "hysteri".
Det er helt suverænt lavet, og i de dramatiserede scener er der kræset for detaljerne også.
Har man så lært noget? En lille smule, og filmen rundes fint af med en pointe om den "moderne heks" - aka den "hysteriske kvinde".
7/10
The Thief of Bagdad, 1924 Det er helt og holdent Douglas Fairbanks film. Fra start til slut er han en stor spilopmager. Det er for det meste ganske underholdende at se på, men det bliver lidt for trivielt til tider. Især i den meget lange indledning, hvor der ikke rigtig sker andet end Tyvens løjer.
4 personer skal finde det mest sjældne skat for at vinde prinsessen, og hvad de oplever på deres tur er ikke så lidt! Det er ikke så interessant at se på de forskellige bejleres eventyr, men kulisserne er fantastiske.
Alt i alt er det underholdende, men lidt for langtrukkent. Fairbanks er ganske seværdig.
6/10
Storm Over Asia, 1928 Det russiske og mongolske landskab er i sig selv en oplevelse i filmen - fuldstændig øde. Filmen er også en rigtig god oplevelse og et godt indblik i 1910'ernes forhold for mongolerne.
Storm Over Asia er ganske fængende, og man kan virkelig føle de britiske troppers(som dog nok burde have været russiske - men censur and all that) hårde hånd. Der er en forrygende finale(selvom vejen derhen til er lidt forhastet).
8/10
Eye of God, 1997 Lee er just kommet ud af fængslet, og skal møde pennevennen Ainslee i den lille by Kingfisher. En teenager indsmurt i blod gemmer på en hemmelighed.
Tidslinjen er brudt op, og man følger nutid, fremtid og lidt ind i mellem. Lee viser sig at være religiøs, mens Ainslee har sin tvivl.
Filmen er bygget op på en rolig måde: hele handlingsforløbet op til den store finale er reelt ganske udramatisk, men fordi man ser frem i tiden også, er man meget nysgerrig efter at se videre - det er ganske, ganske spændende. Den har lidt sammenligning med High Noon i stemning - man ved, at hele filmen leder op til et klimaks.
8/10
Vildspor, 1998 Simon Stahos debutfilm er omtrent en ligeså stærk oplevelse, som hans senere film. Ossy - spillet af Nicolaj Coster waldau - kommer til Island for at mødes med hans gamle ven, Jimmy - spillet af Mads Mikkelsen. Jimmy er etableret, mens Ossy tydeligvis er helt ude i tovene. De har en fortid sammen, som holdes hemmeligt i en stor del af filmen. Jimmy er selvsagt ikke tilfreds med, at Ossy kommer og bryder ind i hans idylliske liv.
Først og fremmest gør Coster Waldau det ret godt som den fortabte Ossy. Stemningen er ganske depressiv, nostalgisk og tragisk. Der et ret konstant soundtrack i filmen, der er med til at understrege det tragiske og give det en form for flydende bevægelse. Desværre gør en uelegant afslutning, at følelsen igennem hele filmen bliver ødelagt - og at den falder til en 7'er i stedet for en lille 9'er
7/10
Marnie, 1964 Marnie er tyv, løgner og meget forstyrret. Hun har mareridt, og noget i hendes fortid nager hende. Hun møder Mark Rutland - Sean Connery - og de bliver gift. Men hun vil ikke lade sig røre af ham.
Det er dæleme en spændende film! og på trods af, at mange af scenerne er med baggrundsskærme og studieoptaget, kan man godt se i gennem fingrene med det. Marnie er spændende fra start til slut, og det er en god blanding af drama og thriller.
8/10
Torn Curtain, 1966 En ganske fin Hitchcock-thriller om en undercover agent i Østberlin. Det er som sådan ikke noget i vejen med skuespil eller historien, men den hører ikke til Hitchcocks bedste. Den er dog ganske god, men jeg vil ikke anbefale den som dent første Hitchcock-film.
7/10
Frenzy, 1972 Den er blevet kaldt for den sidste gode Hitchcock-film, og den er da også underholdende. Der er ikke så mange overraskelser, eftersom det er en meget klassisk Hitchcock: suspense, mord og forvikling. Den er god, og anbefalelsværdig.
7/10
Psycho, 1960 Det var så sandelig også på tide, jeg fik set Psycho! For hvilket mesterværk, det er - bortset fra, at de sidste par minutter trækker den ned på en stor 9'er! Men mere skal der ikke siges!
9/10 - og på top250
Dial M For Murder, 1954 Ray Milland planlægger at myrde sin kone. Det går galt, og herefter begynder en form for whodunnit. Der er ingen tvivl om, at Hitchcock er Master of Suspense her, og måden han fortæller historien på, er knaldhamrende spændende. Uden tvivl en must-see!
9/10
Strangers On A Train, 1951 En tilfældigt møde mellem Guy Haines og Bruno bliver skæbnesvangert for Guy. Hans kone er gravid, og de skal skilles, alt i mens Guy ser en senators datter. Bruno møder Guy i et tog, og taler om det perfekte mord: de slår ihjel for hinanden: Bruno skal slå ekskonen ihjel og Guy skal slå Brunos far ihjel. Men hvad Guy ved ikke, at Bruno vil gennemfører det. Nu ligger Bruno pres på Guy med et lille psykologisk spil.
Der er ikke så meget at sige her...superfilm med en ret god slutning, der er ekstremt godt lavet.
8/10
5 Centimeters Per Second En utrolig smuk anime om kærlighed, minder og afstand mellem personer. I tre afsnit følger vi Takakis liv. Første del handler om hans barndomsveninde, Akari, der flytter væk, mens han i 2. del selv er flyttet langt væk, og hvor en pige fra hans nuværende by er vild med, og 3. del handler om hans voksne arbejdsliv.
Gennemgående er Takakis længsel efter Akari, og gennemgående er et helt fantastisk billedside og historie. Makoto Shinkai er forholdsvis ny, men DVD-coveret lyver ikke, når der står: "The next Miyazaki" - 5 Centimeters Per Second er helt oppe i liga med de bedste.
9/10 - og hvis ikke det var for den sidste sang, var den på top250...
Tak for dine anmeldelser, især Hitchcock-filmene. ... Nu mangler vi bare din anmeldelse af 'The Tree of Life', som du i lighed med 'Psycho' har smidt ind på din Top250. ;-)
#11501 Bobby Singer 14 år siden
”The Wire” har fra starten af rykket grænserne for hvad der er muligt med tv-formatet, og måske en af de serier der benytter sig bedst af føljeton opsætningen, men med tredje årgang hæver de for alvor niveauet og det siger bestemt ikke så lidt.
Kriminaliteten er højere end nogensinde og mens Baltimores politi kæmper en brav kamp for at få den ned, har rådmand Tommy Carcetti øjnene på borgmesterposten, politichef Howard ”Bunny” Colvin kommer på en interessant, men dog ikke helt lovlig, løsning på narkotika problemet, Avon Barksdale ser ud til at blive løsladt før tid og Stringer Bell indgår et samarbejde med nogle af Baltimores bandeledere for at få styr på forretningen.
Jep det er ”The Wire” som vi kender den. Det kan godt virke en smule intimiderende til at begynde med, men David Simon har også skabt en serie der kræver ens fulde koncentration, og hvis man er villig til at give sig i kast med den, har man til gengæld også noget fantastisk i vente.
Jeg har allerede været omkring nogle af seriens plusser i mine tidligere anmeldelser, så som persongalleriet og de komplicerede handlingsforløb, som dog ikke er uoverskuelige, men de kræver mere opmærksomhed end den gængse krimiserie og sidst men ikke mindst den eminente dialog der gennemsyrer ”The Wire”. Alt det er selvfølgelig også gældende for denne sæson, der bl.a. andet byder på en fremragende 3 minutter lang ”stand-off” mellem to af seriens farligere karakterer: nemlig Omar og Brother Mouzone. Omar og Mouzone’s dialog, der er så velovervejet og køligt skrevet, præcis ligesom de to er i pågældende scene, er noget nær Tarantino på hans bedste dage. Det er lige præcis den slags scener der er med til at hæve serien op på et niveau, som de fleste andre ville slå ihjel for at kunne opnå. Det er med andre ord fan-fuckin’-tastic!
Et par gamle tråde fra forrige sæson bliver også samlet op og rundet af i denne og enkelte af dem med ganske dramatisk udgang. Uden at gå for meget i dybden, så lad mig bare sige, at man ved det er en god serie, når en karakters exit føles som et tab, simpelthen fordi hver enkelt bidrager med noget til serien.
”The Wire” er en spændende og intelligent krimiserie hvor grænserne mellem godt og ondt ofte er utydelige. En ting der dog er ganske tydelig det er, at det ville i hvert fald være en skam, hvis man ikke gav den en chance.
6/6
_________________________________________________
Lolita (1962)
Baseret på den kontroversielle roman af samme navn, skrevet af Vladimir Nabokow og udgivet i 1955, handler ”Lolita” om læreren Humbert Humbert’s, ja det er hans navn, besættelse af den 14-årige Lolita. Til trods for det noget svære og egentlige modbydelige emne, har Kubrick skabt en nærmest kulsort tragikomisk historie ud fra grundmaterialet.
Da jeg ikke læst romanen er det svært at sige, hvor tro han har været mod forlægget eller hvor tro han egentlig havde lov til at være. Op til flere ting skulle eftersigende være blevet ændret eller direkte skåret væk, for at lave filmen mere tilgængelig for et bredere publikum. Derfor fokuserer filmen også mere på Humbert’s forsøg på at kontrollere Lolita, hvilket da også bliver en mere og mere absurd affære da den sleske Quilty melder sin ankomst, som også vil have fingrene i hende.
I det hele taget er ”Lolita” fyldt med mere eller mindre tragiske eller usympatiske typer, der er mere interesserede i deres eget bedste og så er der dem det går ud over, for at de kan opnå deres egne mål. Særligt god er Shelley Winters som enken der gør alt for at få Humbert’s opmærksomhed og hun ender da også med at blive gift med Humbert, at han så udenlukkende gør det for at komme tættere på Lolita er en anden sag. Peter Sellers brillerer også som krybet Quilty, der bruger alle mulige tricks for at få fat i Lolita og Sellers er nok filmens stærkeste kort.
Filmen er ikke altid den letteste at se, grundet hovedpersonen og hans fascination af den her mindreårige pige, men Kubrick vælger i stedet at lave en grov komedie, med en snert af tragedie, ud af det. Det tilføjer filmen en kant som på en eller anden måde får det til at fungere. Dog er enkelte scener en smule malplaceret, som f.eks. en enkelt slapstick scene og med en spilletid på 2 timer og 30 minutter bliver den lige lidt for lang. Selv med det in mente er ”Lolita” dog stadig vær at se. Man skal bare være klar på at det er en kynisk tragikomedie af den sorteste slags.
Grundet filmens stærke cast og mørke glimt i øjet, ender jeg dog alligevel på en forholdsvis høj karakter. Den var bedre end jeg havde forventet, i den forstand at det var den af hans værker der tiltalte mig mindst, før jeg faktisk havde set den.
5/6
Hvad synes i andre egentlig om "Lolita"?
#11502 Neranders 14 år siden
Tak for inspirationen. Nu skal den have et gensyn i aften, trods jeg har set den utallige gange allerede.
"That's rough, buddy."
#11503 RasmusFL 14 år siden
En film jeg aldrig havde hørt eller læst om før jeg stødte på den i Fona 2000.
Det er en frisk, intens og konstant underholdende biopic om komikeren Lenny Bruce, spillet fremragende af Dustin Hoffman. En af Hoffmans bedste præstationer og hans spil over for de øvrigt medvirkende såvel som på scenen, hvor han performer Bruce's oprindelige, krovkornede samfundssatire er eminent. Særligt én scene hvor komikeren går på scenen påvirket af meget hårde stoffer og sejler rundt i ordene i et 4-5 minutters one-take giver et sug i maven. Kunstnerisk kompromisløshed og en skuespiller der kan bære det.
Det er tydeligvis en Bob Fosse-film og hans legesyge klippestil fornægter sig ikke. Her gør det ikke bare filmen mere underholdende med overrumplende klip i tid og rum, men giver også narrativ drivkraft og særligt én af slagsen, der bestemt ikke var hverdagskost i 1974.
'Lenny' føles nærmest forud for sin tid (men okay, det gør mange 70'er-film) og sammensætningen af smukke sort/hvid-billeder, eksperimenterende klipning og svedende intenst skuespil skaber en film, der burde være 'out there' mere end tilfældet er.
5/6. Stor, stor anbefaling
#11504 Skeloboy 14 år siden
En lille opsummering og derefter er anmeldelserne i spoileren:
Solyaris, 9/10
Robin Hood(1922), 6/10
Häxän, 7/10
The Thief of Bagdad, 6/10
Storm Over Asia, 8/10
Eye of God, 8/10
Vildspor, 7/10
Marnie, 8/10
Torn Curtain, 7/10
Frenzy, 7/10
Psycho, 9/10 - top250
Dial M For Murder, 9/10
Strangers On A Train, 8/10
5 Centimeters Per Second, 9/10
Solyaris, 1972
Udover den ret utilgængelige Nostalghia, var Solyaris den sidste af Tarkovskys spillefilm, jeg manglede at se.
Og ikke overraskende var det også en helt suveræn oplevelse. Der foregår noget på rumskibet, der er over Solaris-havet på planeten Solaris. Psykologen Kris Kelvin skal afsted for at undersøge personalet, og evaluere om projektet skal fortsættes. Men det bliver ikke som han havde regnet med.
Det er en ret intens fortælling om den menneskelige psykes selvdestruktion, og som science-fiction er den meget original. Den hører til blandt Tarkovskys bedste film, og det er nok Solyaris, jeg vil anbefale, hvis man skal starte med ham.
9/10
Robin Hood, 1922
Man skal passe på med stumfilm! Robin Hood anno 1922 hører ikke med blandt de allerstørste stumfilm, men den er bestemt et syn værd. Douglas Fairbank var allerede blandt de største navne i filmbranchen, og filmen er da også produceret af United Artists(ejet af Fairbanks, Chaplin, Pickford og Griffith).
Men faren ved stumfilm er soundtracket! Det har aldrig været meningen, at en stumfilm skulle ses uden musik(med få undtagelser), men når musikken lyder som noget 90'er 486'er midiplayer-musik, så slukker man sgu!
Nuvel...filmen er et gigantisk udstyrs-stykke, og ganske, ganske underholdende. Den er en af grundstenene i Fairbanks swashbuckling-karriere, og jeg tror, at det rette soundtrack vil hjælpe gevaldigt. Det er lidt hårdt at se 2 timer uden lyd, selvom den er ganske underholdende. Dog går der lang tid før, der kommer noget swashbuckling-fun.
6/10
Häxän, 1922
En dokumentar i flere afdelinger - som dog indeholder fiktionelle dramatiseringer.
Første del er lært som en decideret skolefilm, hvor tekst og billeder belærer os om hekse. Anden del foregår i 1488 hjemme hos en heks. Her bliver det rigtig interessant. Det er ret godt lavet, og det er egentlig ret spændende. Tredje del(delt ind i underafsnit) viser, hvordan mistænkte hekse bliver behandlet i en blanding af dramatisering og billeder+tekst, mens sidste del viser, hvordan den overtro bliver forstået i nutiden. Argumentet er, at kvinderne, der blev beskyldt for at være hekse, ofte led af "hysteri".
Det er helt suverænt lavet, og i de dramatiserede scener er der kræset for detaljerne også.
Har man så lært noget? En lille smule, og filmen rundes fint af med en pointe om den "moderne heks" - aka den "hysteriske kvinde".
7/10
The Thief of Bagdad, 1924
Det er helt og holdent Douglas Fairbanks film. Fra start til slut er han en stor spilopmager. Det er for det meste ganske underholdende at se på, men det bliver lidt for trivielt til tider. Især i den meget lange indledning, hvor der ikke rigtig sker andet end Tyvens løjer.
4 personer skal finde det mest sjældne skat for at vinde prinsessen, og hvad de oplever på deres tur er ikke så lidt! Det er ikke så interessant at se på de forskellige bejleres eventyr, men kulisserne er fantastiske.
Alt i alt er det underholdende, men lidt for langtrukkent. Fairbanks er ganske seværdig.
6/10
Storm Over Asia, 1928
Det russiske og mongolske landskab er i sig selv en oplevelse i filmen - fuldstændig øde. Filmen er også en rigtig god oplevelse og et godt indblik i 1910'ernes forhold for mongolerne.
Storm Over Asia er ganske fængende, og man kan virkelig føle de britiske troppers(som dog nok burde have været russiske - men censur and all that) hårde hånd. Der er en forrygende finale(selvom vejen derhen til er lidt forhastet).
8/10
Eye of God, 1997
Lee er just kommet ud af fængslet, og skal møde pennevennen Ainslee i den lille by Kingfisher. En teenager indsmurt i blod gemmer på en hemmelighed.
Tidslinjen er brudt op, og man følger nutid, fremtid og lidt ind i mellem. Lee viser sig at være religiøs, mens Ainslee har sin tvivl.
Filmen er bygget op på en rolig måde: hele handlingsforløbet op til den store finale er reelt ganske udramatisk, men fordi man ser frem i tiden også, er man meget nysgerrig efter at se videre - det er ganske, ganske spændende. Den har lidt sammenligning med High Noon i stemning - man ved, at hele filmen leder op til et klimaks.
8/10
Vildspor, 1998
Simon Stahos debutfilm er omtrent en ligeså stærk oplevelse, som hans senere film. Ossy - spillet af Nicolaj Coster waldau - kommer til Island for at mødes med hans gamle ven, Jimmy - spillet af Mads Mikkelsen. Jimmy er etableret, mens Ossy tydeligvis er helt ude i tovene. De har en fortid sammen, som holdes hemmeligt i en stor del af filmen. Jimmy er selvsagt ikke tilfreds med, at Ossy kommer og bryder ind i hans idylliske liv.
Først og fremmest gør Coster Waldau det ret godt som den fortabte Ossy. Stemningen er ganske depressiv, nostalgisk og tragisk. Der et ret konstant soundtrack i filmen, der er med til at understrege det tragiske og give det en form for flydende bevægelse. Desværre gør en uelegant afslutning, at følelsen igennem hele filmen bliver ødelagt - og at den falder til en 7'er i stedet for en lille 9'er
7/10
Marnie, 1964
Marnie er tyv, løgner og meget forstyrret. Hun har mareridt, og noget i hendes fortid nager hende. Hun møder Mark Rutland - Sean Connery - og de bliver gift. Men hun vil ikke lade sig røre af ham.
Det er dæleme en spændende film! og på trods af, at mange af scenerne er med baggrundsskærme og studieoptaget, kan man godt se i gennem fingrene med det. Marnie er spændende fra start til slut, og det er en god blanding af drama og thriller.
8/10
Torn Curtain, 1966
En ganske fin Hitchcock-thriller om en undercover agent i Østberlin. Det er som sådan ikke noget i vejen med skuespil eller historien, men den hører ikke til Hitchcocks bedste. Den er dog ganske god, men jeg vil ikke anbefale den som dent første Hitchcock-film.
7/10
Frenzy, 1972
Den er blevet kaldt for den sidste gode Hitchcock-film, og den er da også underholdende. Der er ikke så mange overraskelser, eftersom det er en meget klassisk Hitchcock: suspense, mord og forvikling. Den er god, og anbefalelsværdig.
7/10
Psycho, 1960
Det var så sandelig også på tide, jeg fik set Psycho! For hvilket mesterværk, det er - bortset fra, at de sidste par minutter trækker den ned på en stor 9'er! Men mere skal der ikke siges!
9/10 - og på top250
Dial M For Murder, 1954
Ray Milland planlægger at myrde sin kone. Det går galt, og herefter begynder en form for whodunnit. Der er ingen tvivl om, at Hitchcock er Master of Suspense her, og måden han fortæller historien på, er knaldhamrende spændende. Uden tvivl en must-see!
9/10
Strangers On A Train, 1951
En tilfældigt møde mellem Guy Haines og Bruno bliver skæbnesvangert for Guy. Hans kone er gravid, og de skal skilles, alt i mens Guy ser en senators datter. Bruno møder Guy i et tog, og taler om det perfekte mord: de slår ihjel for hinanden: Bruno skal slå ekskonen ihjel og Guy skal slå Brunos far ihjel. Men hvad Guy ved ikke, at Bruno vil gennemfører det. Nu ligger Bruno pres på Guy med et lille psykologisk spil.
Der er ikke så meget at sige her...superfilm med en ret god slutning, der er ekstremt godt lavet.
8/10
5 Centimeters Per Second
En utrolig smuk anime om kærlighed, minder og afstand mellem personer. I tre afsnit følger vi Takakis liv. Første del handler om hans barndomsveninde, Akari, der flytter væk, mens han i 2. del selv er flyttet langt væk, og hvor en pige fra hans nuværende by er vild med, og 3. del handler om hans voksne arbejdsliv.
Gennemgående er Takakis længsel efter Akari, og gennemgående er et helt fantastisk billedside og historie. Makoto Shinkai er forholdsvis ny, men DVD-coveret lyver ikke, når der står: "The next Miyazaki" - 5 Centimeters Per Second er helt oppe i liga med de bedste.
9/10 - og hvis ikke det var for den sidste sang, var den på top250...
#11505 BN 14 år siden
Tak for dine anmeldelser, især Hitchcock-filmene. ... Nu mangler vi bare din anmeldelse af 'The Tree of Life', som du i lighed med 'Psycho' har smidt ind på din Top250. ;-)
#11506 Skeloboy 14 år siden
#11507 BN 14 år siden
En skønne dag må du da have mere at sige om den, eller hvad?
#11508 Skeloboy 14 år siden
#11509 Babo84 14 år siden
#11510 BN 14 år siden
Så lad det forblive en hemmelighed.