Muhahahaaa Another one falls in our trap Master Shane...
Det jeg fanges mest af er netop den realistiske tilgang til en så genkendelig genrer inde for film. bare startscenen, hvor de render rundt og skiller diverse ting af for at ku skaffe freon er godt fundet på.
Hehe, jeg ved godt, at du altid bruger enhver tænkelig lejlighed til at nævne "Primer". Men jeg vil nu ikke sige, at jeg ligefrem faldt i en fælde for selvom jeg fandt den både seværdig og underholdende, på ret nørdet facon, så var jeg slet ikke blæst ligeså meget væk som du blev. Faktisk mangler jeg stadig at høre netop hvorfor denne film fortjener de gevaldige roser, lige med undtagelse af faktoren at Shane Carruth har stået for alt selv. For dét er selvfølgelig yderst imponerende. ;-)
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
Én af de mest fjollede film jeg længe har set, men vanvittig underholdende med sine computerspilstemaer. Jeg tror aldrig jeg har set en film, hvor visuelle effekter og komik på den måde går hånd i hånd. Det er disse sjove påfund, der bærer filmen, for historien er som udgangspunkt komplet ligegyldig, og i enhver anden film havde det været trættende at vide på forhånd, at hovedpersonen skal kæmpe mod 7 fjender - men i denne film, hvor der sker så meget andet småt og uventet, og hvor den derfor bevarer tilstrækkelig grad af uforudsigelighed, så fungerer det ganske udmærket.
Jeg kan tilgive filmen, at den ikke tager sig selv seriøst (det er vist nok meningen), men tænk hvis den på en mystisk måde alligevel havde noget på hjerte, og hvis selve handlingen var med lidt flere overraskelser (og ikke bare var en række "boss'er"). Det havde da været fedt. Alligevel føler jeg, at den er så fantastisk fortalt, at jeg simpelthen ikke kan lade den få mindre end 5.
5/6
The only way to beat a troll is to not play their game.
Fra slumkvartererne, til havnearealet og det politiske miljø har ”The Wire” underholdt og stimuleret de små grå med dens detaljerede fortællinger om livet i Baltimore blandt de heldige og mindre heldige stillet. Med fjerde sæson retter den søgelyset mod skolesystemet.
Det meste af Cedric Daniels gamle enhed er nu opløst og Prez får sig en fæl overraskelse, da det går op for ham hvor slemt det virkelig står til med skolerne i Baltimore. Med Barksdale bag tremmer, har Marlo Stanfield overtaget magten som narkokongen og til politiets store overraskelse har magtskiftet forgået forbavsende roligt. Men selv om de ikke kan finde ligene, betyder det jo nødvendigvis ikke at de ikke er der. Det handler bare om hvor man skal lede.
Endnu et år og endnu et vellykket kapitel i David Simons saga om tilværelsens gang på godt og ondt i Baltimore. Med skolen som fokus og de unges problemer med en kriminel omverden har Simon tilføjet et interessant nyt kapitel til serien. Det fungerer først og fremmest så godt takket være nogle fremragende præstationer af de yngre skuespillere, der alle virker troværdige, og igen må man rose føljetonens bagmænd for den autentiske dialog.
Det bliver efterhånden sværere og sværere at komme op med nye rosende ord, da det meste allerede er blevet sagt om ”The Wire” som skulle siges. Serien har holdt et godt solidt niveau igennem fire sæsoner nu og med afrundingen på denne sæson, glæder jeg mig til at give mig i kast med femte og sidste kapitel af David Simons fremragende krimidrama.
Jeg må indrømme at jeg ikke har haft de højeste tanker om de Roman Polanski film jeg har set. Jeg har godt nok også kun set to, men de efterlod ikke noget stort indtryk hos mig. The Ninth Gate fandt jeg kedelig og langtrukken og The Ghost Writer manglede spænding og den følelse af at hovedpersonen var i fare.
Men The Pianist har derimod givet mig lyst til at se flere af Polanskis film. Selvom der findes mange film om de forfærdelige hændelser i 2. verdenskrig, især Schindler's List der ligesom The Pianist fokusere mere på behandlingen af jøderne end selve krigen, så viser The Pianist det fra et perspektiv der fungerer så fantastisk og virkelig får en til at leve ind i filmen.
Jeg elsker hvordan den starter med en jødisk familie med en normal tilværelse, og den så viser hvordan de langsomt mister den ene rettighed efter den anden. Den skildrer også fint hvordan de forskellige familiemedlemmer i starten kigger forskelligt på situationen, hvor f.eks. faren kigger positivt på tingene og ser det som en kortvarig ting imens broren straks kan se at det vil eskalere.
Mine favoritscener er helt klart alle de gange man ser hovedpersonen kigge ud af et vindue enten fra familiens hus, en lejlighed han gemmer sig i eller et forfaldent hus og ser alle de forfærdelige ting der sker ude på gaden lige meget hvor henne han er.
Det er stensikkert en film jeg skal se igen på trods af dens sørgelige historie.
9/10
"I'm single! I love being single! I haven't had this much sex since I was a Boy Scout leader!"
Mine favoritscener er helt klart alle de gange man ser hovedpersonen kigge ud af et vindue enten fra familiens hus, en lejlighed han gemmer sig i eller et forfaldent hus og ser alle de forfærdelige ting der sker ude på gaden lige meget hvor henne han er.
Ja, og særligt én af disse scener er godt nok hård ... eller rystende (er nok det rette ord). Puha... Du ved nok hvad for en jeg tænker på.
Jeg ved godt jeg nok bør skamme mig. Men det var rent faktisk første gang jeg i dag så den originale abefilm. Jeg vil egentlig ikke skrive en helt masse i denne omgang, men jeg havde forventet en eventyrlig sci-fi film med kant, og jeg fik måske lidt mindre eventyr end forventet, og ligeledes lidt mere kant. Det er dog ingenlunde dårligt, og filmen var et virkelig interessant kendskab, fra Goldsmiths musik til den vellykkede make-up og den mørke, delvist fingerpegende afslutning. Til slut decideret rørende, og undervejs både provokerende og interessant. En virkelig god oplevelse, med en enormt stærk slutning.
5/6
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Man udstyrer Gordon-Levitt med langt fedtet hår og et par tåbelige tatoveringer og Portman med et par nørdebriller. Så lader man samtlige personer vandre rundt i en halvtåget tilstand af smådepression og opføre sig lettere alternativt, så de kan passe til den ‘eftertænksomme’ historie. Personligt fandt jeg at denne film ramte samtlige klicheer for denne ‘type’ film som man kan ramme. Jeg savnede i den grad nuancer, en ironisk distance eller bare noget der kunne gøre persongalleriet troværdigt og give handlingen den pondus som gjorde at filmen fængede og ikke blot blev et, af de forkerte grunde, irriterende og ofte ligegyldigt drama.
3/10 på IMDb
I have my principles - And if you don't like them, I have others
"En af de mest deprimerende feel-good movies jeg længe har set. Moderen dør, sønnen prøver at få fodfæste samtidig med at han tæskes af skolens bølle og faderen går rundt i sit eget lille limbo i farmorens hus i et støvet forstadshelvede. Gudskelov vågner den lille familie langsomt op da de møder Hesher, som faktisk ikke bidrager med andet end sit fandenivoldske, anarkistiske og pyromaniske væsen."
#11811 Bony 14 år siden
Hehe, jeg ved godt, at du altid bruger enhver tænkelig lejlighed til at nævne "Primer". Men jeg vil nu ikke sige, at jeg ligefrem faldt i en fælde for selvom jeg fandt den både seværdig og underholdende, på ret nørdet facon, så var jeg slet ikke blæst ligeså meget væk som du blev. Faktisk mangler jeg stadig at høre netop hvorfor denne film fortjener de gevaldige roser, lige med undtagelse af faktoren at Shane Carruth har stået for alt selv. For dét er selvfølgelig yderst imponerende. ;-)
#11812 Riqon 14 år siden
Én af de mest fjollede film jeg længe har set, men vanvittig underholdende med sine computerspilstemaer. Jeg tror aldrig jeg har set en film, hvor visuelle effekter og komik på den måde går hånd i hånd. Det er disse sjove påfund, der bærer filmen, for historien er som udgangspunkt komplet ligegyldig, og i enhver anden film havde det været trættende at vide på forhånd, at hovedpersonen skal kæmpe mod 7 fjender - men i denne film, hvor der sker så meget andet småt og uventet, og hvor den derfor bevarer tilstrækkelig grad af uforudsigelighed, så fungerer det ganske udmærket.
Jeg kan tilgive filmen, at den ikke tager sig selv seriøst (det er vist nok meningen), men tænk hvis den på en mystisk måde alligevel havde noget på hjerte, og hvis selve handlingen var med lidt flere overraskelser (og ikke bare var en række "boss'er"). Det havde da været fedt. Alligevel føler jeg, at den er så fantastisk fortalt, at jeg simpelthen ikke kan lade den få mindre end 5.
5/6
#11813 Babo84 14 år siden
#11814 Bobby Singer 14 år siden
Fra slumkvartererne, til havnearealet og det politiske miljø har ”The Wire” underholdt og stimuleret de små grå med dens detaljerede fortællinger om livet i Baltimore blandt de heldige og mindre heldige stillet. Med fjerde sæson retter den søgelyset mod skolesystemet.
Det meste af Cedric Daniels gamle enhed er nu opløst og Prez får sig en fæl overraskelse, da det går op for ham hvor slemt det virkelig står til med skolerne i Baltimore. Med Barksdale bag tremmer, har Marlo Stanfield overtaget magten som narkokongen og til politiets store overraskelse har magtskiftet forgået forbavsende roligt. Men selv om de ikke kan finde ligene, betyder det jo nødvendigvis ikke at de ikke er der. Det handler bare om hvor man skal lede.
Endnu et år og endnu et vellykket kapitel i David Simons saga om tilværelsens gang på godt og ondt i Baltimore. Med skolen som fokus og de unges problemer med en kriminel omverden har Simon tilføjet et interessant nyt kapitel til serien. Det fungerer først og fremmest så godt takket være nogle fremragende præstationer af de yngre skuespillere, der alle virker troværdige, og igen må man rose føljetonens bagmænd for den autentiske dialog.
Det bliver efterhånden sværere og sværere at komme op med nye rosende ord, da det meste allerede er blevet sagt om ”The Wire” som skulle siges. Serien har holdt et godt solidt niveau igennem fire sæsoner nu og med afrundingen på denne sæson, glæder jeg mig til at give mig i kast med femte og sidste kapitel af David Simons fremragende krimidrama.
6/6
#11815 TP-DK 14 år siden
Jeg må indrømme at jeg ikke har haft de højeste tanker om de Roman Polanski film jeg har set. Jeg har godt nok også kun set to, men de efterlod ikke noget stort indtryk hos mig. The Ninth Gate fandt jeg kedelig og langtrukken og The Ghost Writer manglede spænding og den følelse af at hovedpersonen var i fare.
Men The Pianist har derimod givet mig lyst til at se flere af Polanskis film. Selvom der findes mange film om de forfærdelige hændelser i 2. verdenskrig, især Schindler's List der ligesom The Pianist fokusere mere på behandlingen af jøderne end selve krigen, så viser The Pianist det fra et perspektiv der fungerer så fantastisk og virkelig får en til at leve ind i filmen.
Jeg elsker hvordan den starter med en jødisk familie med en normal tilværelse, og den så viser hvordan de langsomt mister den ene rettighed efter den anden. Den skildrer også fint hvordan de forskellige familiemedlemmer i starten kigger forskelligt på situationen, hvor f.eks. faren kigger positivt på tingene og ser det som en kortvarig ting imens broren straks kan se at det vil eskalere.
Mine favoritscener er helt klart alle de gange man ser hovedpersonen kigge ud af et vindue enten fra familiens hus, en lejlighed han gemmer sig i eller et forfaldent hus og ser alle de forfærdelige ting der sker ude på gaden lige meget hvor henne han er.
Det er stensikkert en film jeg skal se igen på trods af dens sørgelige historie.
9/10
#11816 BN 14 år siden
Ja, og særligt én af disse scener er godt nok hård ... eller rystende (er nok det rette ord). Puha... Du ved nok hvad for en jeg tænker på.
#11817 Collateral 14 år siden
Jeg ved godt jeg nok bør skamme mig. Men det var rent faktisk første gang jeg i dag så den originale abefilm. Jeg vil egentlig ikke skrive en helt masse i denne omgang, men jeg havde forventet en eventyrlig sci-fi film med kant, og jeg fik måske lidt mindre eventyr end forventet, og ligeledes lidt mere kant. Det er dog ingenlunde dårligt, og filmen var et virkelig interessant kendskab, fra Goldsmiths musik til den vellykkede make-up og den mørke, delvist fingerpegende afslutning. Til slut decideret rørende, og undervejs både provokerende og interessant. En virkelig god oplevelse, med en enormt stærk slutning.
5/6
#11818 Hr. Nielsen 14 år siden
Man udstyrer Gordon-Levitt med langt fedtet hår og et par tåbelige tatoveringer og Portman med et par nørdebriller. Så lader man samtlige personer vandre rundt i en halvtåget tilstand af smådepression og opføre sig lettere alternativt, så de kan passe til den ‘eftertænksomme’ historie. Personligt fandt jeg at denne film ramte samtlige klicheer for denne ‘type’ film som man kan ramme. Jeg savnede i den grad nuancer, en ironisk distance eller bare noget der kunne gøre persongalleriet troværdigt og give handlingen den pondus som gjorde at filmen fængede og ikke blot blev et, af de forkerte grunde, irriterende og ofte ligegyldigt drama.
3/10 på IMDb
#11819 misuma 14 år siden
EDIT - Forkert! Jeg gav den 5/6
"En af de mest deprimerende feel-good movies jeg længe har set. Moderen dør, sønnen prøver at få fodfæste samtidig med at han tæskes af skolens bølle og faderen går rundt i sit eget lille limbo i farmorens hus i et støvet forstadshelvede. Gudskelov vågner den lille familie langsomt op da de møder Hesher, som faktisk ikke bidrager med andet end sit fandenivoldske, anarkistiske og pyromaniske væsen."
#11820 Babo84 14 år siden
Lyder som en film til (ja du ved hvem hehe). Lyder som den røvsyge Garden State.