Var inde og se Indiana Jones: Raiders of the lost ark igår i Cinemaxx, kanon oplevelse, men...
Lyden var ikke rigtig justeret, der var hvertfald noget gal, da jeg i scenen i Marions Bar, oplevde en ny tilføjelse, Indiana Jones havde ¨åbenbart fået en Hånd Kanon!, ja udfra lyden og dømme lød hans pistol, som en overdøvende kanon, og i den klassiske "fægte" scenem lyder det som om han affyre en shotgun.
Så lyden var ikke hel i top, det var dog meget munter i slåskampene da det her så blot betød, at der var ordentlig bas på når slagene ramte, men nej den var ikke hel som jeg husker det.
Bortset fra den ting, så var det fedt igen og opleve Indiana Jones på det store lærred, men den bedste oplevelse er nu stadigvæk dengang jeg var inde og se alle 3 til et særligt marathon i Biocity.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Underholdningen var i top, men desværre var monsteret temmelig uoriginalt og kedeligt at se på (da det endelig dukkede op). Ellers var det et dejligt throughback til stemningen fra film som 'Stand by Me', 'E.T.: The Extra-Terrestrial' og 'The Goonies'. Kom også i tanke om tegnefilmen 'The Iron Giant' fra 1999 - meget 'Super 8' over den film. Også er det jo dejligt med alle referencerne til de gamle zombie-film!
Grindhouse-geeks, horror-buffs, gore-hounds & exploitation-aficionados! Velkommen til www.sorensencinema.blogspot.com
Havde Alle for én været den amatør-film optaget af en flok glade gymnasieelever, som den ligner, så havde der sikkert været en del at rose den for. Desværre er filmen lanceret som var den en professionelt produceret spillefilm og det kan den med sit ringe skuespil, stive replikker, dårlige timing, ligegyldige ideer og svagt fortalte historie ikke bære. Med få undtagelser, for der er måske et par bemærkninger i filmen der fungerer hæderligt, så kan jeg ikke rigtigt sige meget positivt om denne omgang bovlamme bras, der skal gøre det ud for en dansk komedie anno 2011.
2/10 på IMDb
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Men hvad er der ellers i den stil? Fælles for dem er vel, at det er fantasy-film, som henvender sig til et yngre publikum. Derfor skal film som Conan, Krull og Beastmaster vel ikke tælles med? Eller tager jeg fejl, for det er ca. 15 år siden, jeg har set nogen af ovennævnte...
Tre film af den russiske Sergei Paradjanov: --- Shadows of Our Forgotten Ancestors, 1965 En kærlighedshistorie, der bygger på ukrainsk folkesagn, tyk symbolik og det er der kommet en ganske fin film ud af. Lydsiden er lidt irriterende, men det vænner man sig til.
Filmens handling er centreret omkring Ivans liv, der indeholder både stor sorg og stor kærlighed. Igennem hans historie kommer vi vidt omkring i den ukrainske kultur, og nogen gange føles det som om, at det er vigtigere for Paradjanov at vise kulturen end at fortælle en egentlig historie. Det er interessant, men det kommer til at føles lidt træg, når den ene scene igen og igen ledsages af traditionel ukrainsk musik.
Men historien er ikke ringe, blot lidt ufokuseret, og billederne er helt fantastiske.
7/10 --- The Legends of the Suram Fortress, 1984 Lidt mere tilgængelig end foregående, men også mere minimalistisk. Igen er et folkesagn baseret på kærlighed kernen, og igen er lyden lettere irriterende. Handlingen er fortløbende, men er delt op i mindre historie - dog i kronologisk rækkefølge.
Suram-fæstningen skal bygges, men den bliver ved med at kollapse. Her møder vi Durmishkhan, der er blevet sat fri som træl, og nu skal han købes hans elskede Vardo fri. På hans færd møder han en mand, der er konverteret til islam, og dermed fremmedgjort i sit eget land. Durmishkan begynder at arbejde for ham, og får et barn med en anden kvinde, og han er nu muslim. Alt dette sker imens, at Suram-fæstningen ikke kan blive færdig.
Stilen er lettere surrealistisk, men igen er billederne ret fantastiske. Jeg føler mig stadig lidt udenfor, men fordi kulisserne og billederne er så interessante og fede, så overlever man de 82 minutter.
7/10 --- Ashib Kerib, 1988 Også fortalt i en række små historier får vi historien om Ashik keribs rejse for at vinde hans udkårne. Han er fattig, hun er rig, og derfor skal han ud på en rejse for at skaffe penge nok til at tilfredstille faderen. Dertil har han 1001 dage. Så simpelt som et eventyr.
Og et eventyr er lige præcis, hvad det er. Det er folklore fra Aserbajdsjan, og det kan gøre det lidt svært at relatere til. Kostumer, brugen af farver og folkemusik, hvor man ikke kan forstå teksten, bevirker, at man ved, der er noget, der ryger.
Historien om Lut-spilleren, der drager ud i verden, fungerer dog lidt alligevel, for filmen er ret godt lavet. Gennem de små sammenhængende, men brudte historier, får man snust til en kultur, der er meget anderledes. Og det er jo altid interessant.
Hele filmen er med folkemusik, og der mange af historierne bidrager ikke til en udvikling. Det er ikke helt så forfærdeligt, som det kan lyde, og den er kun 73 minutter, hvilket er meget heldigt.
6/10 --- In conclusion Sergei Paradjanov er bestemt en interessant instruktør, men det er for symboltungt, og jeg har en følelse af, at jeg ikke får halvdelen med, fordi jeg ikke kender til de folkesagn og de traditioner, han bygger historierne på. Men han kan noget med farver og billeder, og derfor kan man sagtens kaste sig ud i at se hans film, fordi de er meget autentiske og giver et reelt indblik i andre kulturer. Man skal se dem, fordi man vil opleve en visuel stil og ikke opleve gode historier.
Tintin - Enhjørninges hemmelighed (2011) Ja, nu var jeg så ind og se Tintin. Havde ingen forventninger, men alligevel skuffet. Altså, skuespillet var fremragende og grafikken var fed. Med den grafik virkede 3D'en og det var godt. Har aldrig været fan af Tintin, men set nogen af filmene. Jeg bliver slet ikke revet med af dem. Og det samme med den nye film. Jeg stirrede bare på skærmen og tænkte: "Nåhh". Altså, praktisk talt kunne jeg godt have sovet. Måske er det musikkenvder er noget i vejen med. Det var også første gang jeg kunne lide Daniel Craig i en film. Pga. skuespil og den mesterlige grafik for den 4/6. Hvis den bare have en interesant historie med et twist vil den ihvertfald havde tjent to stjerner mere.
"I haven't told you everything..." Sophia Maguire fra "The Event"
Tyrkiske film er nyt for mig, og den eneste film jeg havde hørt om før disse, var Yol - Cannes vinder fra 1982. Efter lidt research fandt jeg frem til Nuri Bilge Ceylan. Her en anmeldelse af to af hans film - først et kort handlingsreferat af begge, og derefter en beskrivelse af stilen. --- Uzak(Distant), 2002 Yusuf har forladt hans landsby, fordi han blev fyret. Derfor flytter han ind hos sin ældre fætter i Istanbul, fotografen Mahmut. Mahmut er ensom, selvom han bor i Istanbul. Begge synes at mangle noget i deres liv. Mahmut klarer sig godt, og er generelt klog, men han finder ingen glæde ved at tage hans billeder. Yusuf driver rundt i håb om at finde et arbejde, men gør ikke rigtig noget for det. Yusuf mangel på job og hans tilstedeværelse i lejligheden tærer på deres forhold.
Det er optaget om vinteren, og det er selvfølgelig et billig trick. Men det virker, når de står stille og stirrer ud af vinduet. Eller når Mahmut ligger alene i hans seng - en kameraindstilling uden nogen handling - og ser TV om natten. Man kan føle ensomheden i personerne, og det kan man netop fordi, der ikke er nogen store fakter.
Uzak betyder fjern. Personerne er fra fjerne fra hinanden, selvom de fætre. Men de er også fjernt fra livet. Og tomheden er essentiel i filmen, og stilen passer ret godt til den underliggende følelse
Absolut værd at se.
8/10 --- Iklimler(Climates), 2006 Igen er det amatør-skuespillere, men i en ret så interessant besætning. Ceylan og hans kone spiller mand og kone i filmen også. De må virkelig elske hinanden, for filmen handler om, at deres ægteskab langsomt går i opløsning.
Herefter følger man manden i en slags rodløs tilværelse, hvor han ikke helt kan finde sig selv. Blandt andet kan han ikke få færdiggjort sin afhandling.
Der er flere head shots her, og byens liv er skiftet ud med landskaber. Desuden er der leget lidt mere med kameraindstillingerne, men udover det, er det stadig lange, dvælende indstillinger.
Absolut værd at se - også!
8/10 ---
In conclusion: Stilen er low-budget, realistisk og lidt i stil med Jim Jarmusch, udfordrer det kedsommelige og monotone. Det er long takes, amatørskuespillere, og det er generelt så europæisk som det kan blive. Hvis man kan lide "slice of life"-handlinger, og den udramatiske, dokumentariske fortællestil, er Nuri Bilge Ceylan absolut en instruktør, man skal tage fat på. Det kan jeg heldigvis godt, og derfor er jeg ikke i tvivl om, at jeg skal have de andre film af denne instruktør.
#11991 elwood 14 år siden
Lyden var ikke rigtig justeret, der var hvertfald noget gal, da jeg i scenen i Marions Bar, oplevde en ny tilføjelse, Indiana Jones havde ¨åbenbart fået en Hånd Kanon!, ja udfra lyden og dømme lød hans pistol, som en overdøvende kanon, og i den klassiske "fægte" scenem lyder det som om han affyre en shotgun.
Så lyden var ikke hel i top, det var dog meget munter i slåskampene da det her så blot betød, at der var ordentlig bas på når slagene ramte, men nej den var ikke hel som jeg husker det.
Bortset fra den ting, så var det fedt igen og opleve Indiana Jones på det store lærred, men den bedste oplevelse er nu stadigvæk dengang jeg var inde og se alle 3 til et særligt marathon i Biocity.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#11992 Lord Beef Jerky 14 år siden
10/10
The NeverEnding Story
The Dark Crystal
9/10
Labyrinth
8/10
The Princess Bride
Legend
7/10
Ladyhawke
6/10
Willow
#11993 rammy 14 år siden
Underholdningen var i top, men desværre var monsteret temmelig uoriginalt og kedeligt at se på (da det endelig dukkede op). Ellers var det et dejligt throughback til stemningen fra film som 'Stand by Me', 'E.T.: The Extra-Terrestrial' og 'The Goonies'. Kom også i tanke om tegnefilmen 'The Iron Giant' fra 1999 - meget 'Super 8' over den film. Også er det jo dejligt med alle referencerne til de gamle zombie-film!
#11994 Hr. Nielsen 14 år siden
Havde Alle for én været den amatør-film optaget af en flok glade gymnasieelever, som den ligner, så havde der sikkert været en del at rose den for. Desværre er filmen lanceret som var den en professionelt produceret spillefilm og det kan den med sit ringe skuespil, stive replikker, dårlige timing, ligegyldige ideer og svagt fortalte historie ikke bære. Med få undtagelser, for der er måske et par bemærkninger i filmen der fungerer hæderligt, så kan jeg ikke rigtigt sige meget positivt om denne omgang bovlamme bras, der skal gøre det ud for en dansk komedie anno 2011.
2/10 på IMDb
#11995 Skeloboy 14 år siden
Hold dog op med at være på tværs ;)
Men hvad er der ellers i den stil? Fælles for dem er vel, at det er fantasy-film, som henvender sig til et yngre publikum. Derfor skal film som Conan, Krull og Beastmaster vel ikke tælles med? Eller tager jeg fejl, for det er ca. 15 år siden, jeg har set nogen af ovennævnte...
#11996 Skeloboy 14 år siden
---
Shadows of Our Forgotten Ancestors, 1965
En kærlighedshistorie, der bygger på ukrainsk folkesagn, tyk symbolik og det er der kommet en ganske fin film ud af. Lydsiden er lidt irriterende, men det vænner man sig til.
Filmens handling er centreret omkring Ivans liv, der indeholder både stor sorg og stor kærlighed. Igennem hans historie kommer vi vidt omkring i den ukrainske kultur, og nogen gange føles det som om, at det er vigtigere for Paradjanov at vise kulturen end at fortælle en egentlig historie. Det er interessant, men det kommer til at føles lidt træg, når den ene scene igen og igen ledsages af traditionel ukrainsk musik.
Men historien er ikke ringe, blot lidt ufokuseret, og billederne er helt fantastiske.
7/10
---
The Legends of the Suram Fortress, 1984
Lidt mere tilgængelig end foregående, men også mere minimalistisk. Igen er et folkesagn baseret på kærlighed kernen, og igen er lyden lettere irriterende. Handlingen er fortløbende, men er delt op i mindre historie - dog i kronologisk rækkefølge.
Suram-fæstningen skal bygges, men den bliver ved med at kollapse. Her møder vi Durmishkhan, der er blevet sat fri som træl, og nu skal han købes hans elskede Vardo fri. På hans færd møder han en mand, der er konverteret til islam, og dermed fremmedgjort i sit eget land. Durmishkan begynder at arbejde for ham, og får et barn med en anden kvinde, og han er nu muslim. Alt dette sker imens, at Suram-fæstningen ikke kan blive færdig.
Stilen er lettere surrealistisk, men igen er billederne ret fantastiske. Jeg føler mig stadig lidt udenfor, men fordi kulisserne og billederne er så interessante og fede, så overlever man de 82 minutter.
7/10
---
Ashib Kerib, 1988
Også fortalt i en række små historier får vi historien om Ashik keribs rejse for at vinde hans udkårne. Han er fattig, hun er rig, og derfor skal han ud på en rejse for at skaffe penge nok til at tilfredstille faderen. Dertil har han 1001 dage. Så simpelt som et eventyr.
Og et eventyr er lige præcis, hvad det er. Det er folklore fra Aserbajdsjan, og det kan gøre det lidt svært at relatere til. Kostumer, brugen af farver og folkemusik, hvor man ikke kan forstå teksten, bevirker, at man ved, der er noget, der ryger.
Historien om Lut-spilleren, der drager ud i verden, fungerer dog lidt alligevel, for filmen er ret godt lavet. Gennem de små sammenhængende, men brudte historier, får man snust til en kultur, der er meget anderledes. Og det er jo altid interessant.
Hele filmen er med folkemusik, og der mange af historierne bidrager ikke til en udvikling. Det er ikke helt så forfærdeligt, som det kan lyde, og den er kun 73 minutter, hvilket er meget heldigt.
6/10
---
In conclusion
Sergei Paradjanov er bestemt en interessant instruktør, men det er for symboltungt, og jeg har en følelse af, at jeg ikke får halvdelen med, fordi jeg ikke kender til de folkesagn og de traditioner, han bygger historierne på. Men han kan noget med farver og billeder, og derfor kan man sagtens kaste sig ud i at se hans film, fordi de er meget autentiske og giver et reelt indblik i andre kulturer. Man skal se dem, fordi man vil opleve en visuel stil og ikke opleve gode historier.
#11997 Nicki52 14 år siden
Ja, nu var jeg så ind og se Tintin. Havde ingen forventninger, men alligevel skuffet.
Altså, skuespillet var fremragende og grafikken var fed. Med den grafik virkede 3D'en og det var godt. Har aldrig været fan af Tintin, men set nogen af filmene. Jeg bliver slet ikke revet med af dem. Og det samme med den nye film. Jeg stirrede bare på skærmen og tænkte: "Nåhh". Altså, praktisk talt kunne jeg godt have sovet. Måske er det musikkenvder er noget i vejen med. Det var også første gang jeg kunne lide Daniel Craig i en film.
Pga. skuespil og den mesterlige grafik for den 4/6. Hvis den bare have en interesant historie med et twist vil den ihvertfald havde tjent to stjerner mere.
#11998 Skeloboy 14 år siden
---
Uzak(Distant), 2002
Yusuf har forladt hans landsby, fordi han blev fyret. Derfor flytter han ind hos sin ældre fætter i Istanbul, fotografen Mahmut. Mahmut er ensom, selvom han bor i Istanbul. Begge synes at mangle noget i deres liv. Mahmut klarer sig godt, og er generelt klog, men han finder ingen glæde ved at tage hans billeder. Yusuf driver rundt i håb om at finde et arbejde, men gør ikke rigtig noget for det. Yusuf mangel på job og hans tilstedeværelse i lejligheden tærer på deres forhold.
Det er optaget om vinteren, og det er selvfølgelig et billig trick. Men det virker, når de står stille og stirrer ud af vinduet. Eller når Mahmut ligger alene i hans seng - en kameraindstilling uden nogen handling - og ser TV om natten. Man kan føle ensomheden i personerne, og det kan man netop fordi, der ikke er nogen store fakter.
Uzak betyder fjern. Personerne er fra fjerne fra hinanden, selvom de fætre. Men de er også fjernt fra livet. Og tomheden er essentiel i filmen, og stilen passer ret godt til den underliggende følelse
Absolut værd at se.
8/10
---
Iklimler(Climates), 2006
Igen er det amatør-skuespillere, men i en ret så interessant besætning. Ceylan og hans kone spiller mand og kone i filmen også. De må virkelig elske hinanden, for filmen handler om, at deres ægteskab langsomt går i opløsning.
Herefter følger man manden i en slags rodløs tilværelse, hvor han ikke helt kan finde sig selv. Blandt andet kan han ikke få færdiggjort sin afhandling.
Der er flere head shots her, og byens liv er skiftet ud med landskaber. Desuden er der leget lidt mere med kameraindstillingerne, men udover det, er det stadig lange, dvælende indstillinger.
Absolut værd at se - også!
8/10
---
In conclusion: Stilen er low-budget, realistisk og lidt i stil med Jim Jarmusch, udfordrer det kedsommelige og monotone. Det er long takes, amatørskuespillere, og det er generelt så europæisk som det kan blive. Hvis man kan lide "slice of life"-handlinger, og den udramatiske, dokumentariske fortællestil, er Nuri Bilge Ceylan absolut en instruktør, man skal tage fat på. Det kan jeg heldigvis godt, og derfor er jeg ikke i tvivl om, at jeg skal have de andre film af denne instruktør.
#11999 Skeloboy 14 år siden
Kom lige til at tænke på min egen julekalender fra sidste år :)
http://filmz.dk/forum/tagwall/skeloboys-julekalend...
#12000 Lord Beef Jerky 14 år siden