Genså Stakeland med en kammerat, og han var betydelig mere solgt på filmen end jeg var.
Desuden så vi The Human Centipede. Til tider var pigernes skuespil, især i starten lidt tvivlsom, men måske var det mere tekstforfatterens skyld, dialogen fremstod ret tårummende til tider. Pigerne spillede betydelig bedre da de ikke længere havde mulighed for at give udtryk for deres pinsler:P Den kære doktor derimod fortjener topkarakter på creepiness-skalaen.
D.A.R.Y.L. En film som jeg efter lidt research kan se fik en meget hård medfart af de fleste kritikere. Personligt synes jeg nu den var meget fin. Ganske vist skal man nok have en vis tolerance for 80er cheese, og være villig til at købe filmens lettere bizarre præmis om at den unge Daryl er en maskine, men er man i stand til det vil jeg ikke tilnærmelsesvis kalde filmen ubærlig. Tværtimod synes jeg at den indledende del gør den mere tempoprægede afsluttende del mere udholdelig. Ikke noget fund, men en fin lille film, som om ikke andet lader til at have hjertet på rette sted.
6/10
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#12014 Jeg har godt nok set den film mange gange som barn. Jeg huskede den som helt fantastisk, men efter jeg fik et gensyn for et par år siden, så landede den også på 6-7/10 hos mig. Men jeg er glad for at have den i samlingen.
#12014 Jeg har godt nok set den film mange gange som barn. Jeg huskede den som helt fantastisk, men efter jeg fik et gensyn for et par år siden, så landede den også på 6-7/10 hos mig. Men jeg er glad for at have den i samlingen.
Det kan jeg godt forstå, og kan snildt forestille mig at den kan have virket rigtig stærkt på et barn. Synes nu også stadig, muligvis som du, at der er masser af fine momenter, og jeg synes sågar også at nogle enkelte dele indvolverende "stedforældrene" eller hvad man skal kalde dem, er decideret rørende.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Er ikke nybegynder, men heller ikke ekspert udi de klassiske italienske instruktører. Men det her er absolut noget af det bedste, jeg har set...også generelt! Få film har jeg lyst til at se igen med det samme, men det her er en af dem. Det er der flere grunde til: hovedpersonen, Toto, er en person, der spreder glæde til alle omkring sig, og dem han spreder glæder til, er simpelthen også herlige.
Toto bliver hjemløs, og flytter til en fattig del af byen. Igennem hans opvækst er han forholdsvis veluddannet, og han får organiseret byen og skabt masser af venner. Der bliver fundet olie og ejeren af grunden, der indtil nu har holdt sig væk, vil have fat i det. Men indblanding fra en uventet side gør det svært for ham.
Jeg troede, det var socialrealisme, men faktisk er det mere et eventyr - og et suverænt et af slagsen!
Der er få film, hvor man begynder at grine for sig selv, men det gjorde jeg her. Ikke af morskab, men af glæde og herlighed(i mangel af bedre ord)
The Bicycle Thieves, 1948 Så er der vaskeægte klassiker i en 100% italiensk neo-realistisk udgave.
Antonio får et job, hvor han skal bruge en cykel. Derfor skal han have fat i hans pantsatte cykel. Det lykkedes, men kort efter bliver den stjålet. Derfor begiver han sig sammen med sin søn ud i gaderne for at lede efter den.
Det er en rørende rejse igennem det fattige efterkrigs-Italien, hvor man kommer rundt omkring i byen. Men det er også et suverænt far/søn-drama. Stemningen er selvfølgfelig tung og depressiv, som det sig hør og bør.
Bad Lieutenant: Jeg har kun lige færdiggjort filmen, og jeg må sige det var noget af en oplevelse. En helt igennem beskidt film, der beskriver en ret deprimerende række begivenheder, men gør det på en helt unik måde, og mod sin slutning virkelig får stillet nogle store spørgsmål, og giver som sådan en årsag til filmens utroligt grå tone. Harvey Keitel er ret fremragende, og særligt scenen mellem ham og
"Jesus"
er ekstremt valid i sit grundlæggende spørgsmål "Hvor var du?"
8/10
- Også glæder jeg mig for en gangs skyld til at se et remake, siden jeg har hørt en del positivt om Cages præstation i remaket af ovenstående film.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#12011 Kruse 14 år siden
#12012 wimmie 14 år siden
#12013 misuma 14 år siden
Desuden så vi The Human Centipede. Til tider var pigernes skuespil, især i starten lidt tvivlsom, men måske var det mere tekstforfatterens skyld, dialogen fremstod ret tårummende til tider. Pigerne spillede betydelig bedre da de ikke længere havde mulighed for at give udtryk for deres pinsler:P Den kære doktor derimod fortjener topkarakter på creepiness-skalaen.
Alt i alt? 4/6
#12014 Collateral 14 år siden
En film som jeg efter lidt research kan se fik en meget hård medfart af de fleste kritikere. Personligt synes jeg nu den var meget fin. Ganske vist skal man nok have en vis tolerance for 80er cheese, og være villig til at købe filmens lettere bizarre præmis om at den unge Daryl er en maskine, men er man i stand til det vil jeg ikke tilnærmelsesvis kalde filmen ubærlig. Tværtimod synes jeg at den indledende del gør den mere tempoprægede afsluttende del mere udholdelig. Ikke noget fund, men en fin lille film, som om ikke andet lader til at have hjertet på rette sted.
6/10
#12015 Herrguth 14 år siden
#12016 Collateral 14 år siden
Det kan jeg godt forstå, og kan snildt forestille mig at den kan have virket rigtig stærkt på et barn. Synes nu også stadig, muligvis som du, at der er masser af fine momenter, og jeg synes sågar også at nogle enkelte dele indvolverende "stedforældrene" eller hvad man skal kalde dem, er decideret rørende.
#12017 Skeloboy 14 år siden
Er ikke nybegynder, men heller ikke ekspert udi de klassiske italienske instruktører. Men det her er absolut noget af det bedste, jeg har set...også generelt! Få film har jeg lyst til at se igen med det samme, men det her er en af dem. Det er der flere grunde til: hovedpersonen, Toto, er en person, der spreder glæde til alle omkring sig, og dem han spreder glæder til, er simpelthen også herlige.
Toto bliver hjemløs, og flytter til en fattig del af byen. Igennem hans opvækst er han forholdsvis veluddannet, og han får organiseret byen og skabt masser af venner. Der bliver fundet olie og ejeren af grunden, der indtil nu har holdt sig væk, vil have fat i det. Men indblanding fra en uventet side gør det svært for ham.
Jeg troede, det var socialrealisme, men faktisk er det mere et eventyr - og et suverænt et af slagsen!
Der er få film, hvor man begynder at grine for sig selv, men det gjorde jeg her. Ikke af morskab, men af glæde og herlighed(i mangel af bedre ord)
10/10
#12018 Skeloboy 14 år siden
Så er der vaskeægte klassiker i en 100% italiensk neo-realistisk udgave.
Antonio får et job, hvor han skal bruge en cykel. Derfor skal han have fat i hans pantsatte cykel. Det lykkedes, men kort efter bliver den stjålet. Derfor begiver han sig sammen med sin søn ud i gaderne for at lede efter den.
Det er en rørende rejse igennem det fattige efterkrigs-Italien, hvor man kommer rundt omkring i byen. Men det er også et suverænt far/søn-drama. Stemningen er selvfølgfelig tung og depressiv, som det sig hør og bør.
Endnu en suveræn Vittoria De Sica!
9/10
#12019 Skeloboy 14 år siden
#12020 Collateral 14 år siden
Jeg har kun lige færdiggjort filmen, og jeg må sige det var noget af en oplevelse. En helt igennem beskidt film, der beskriver en ret deprimerende række begivenheder, men gør det på en helt unik måde, og mod sin slutning virkelig får stillet nogle store spørgsmål, og giver som sådan en årsag til filmens utroligt grå tone. Harvey Keitel er ret fremragende, og særligt scenen mellem ham og
8/10
- Også glæder jeg mig for en gangs skyld til at se et remake, siden jeg har hørt en del positivt om Cages præstation i remaket af ovenstående film.